Little Richard: Wabadadooda – rockmusikkens fødselshjælper er død

Little Richard: Wabadadooda – rockmusikkens fødselshjælper er død

af | maj 12, 2020 | Nekrolog, Nyheder

Fra POV.International

Elvis gav rockmusikken sit publikum. Little Richard og Chuck Berry gav den sin farlighed. Nu er kun Jerry Lee Lewis fra den første generation tilbage.

Når man taler om rockmusikkens fædre, taler man om en snæver kreds af sydstatsamerikanere, bestående først og fremmest af Elvis og musikere som Fats Domino, Lloyd Price, Ike Turner, Hank Williams, Ray Charles, Jerry Lee Lewis, Chuck Berry, Bo Diddley, Buddy Holly – og Little Richard.

Richard Wayne Penniman er død i en alder af 87. Det bekræfter hans søn overfor magasinet Rolling Stone.

Richard brød igennem i 1956 med Tutti Frutti, senere fulgte Long Tall Sally, Rip It Up, Lucille, Keep a Knocking og Good Golly Miss Molly. Alle numre spillet med uhørt vildskab af flamboyante Richard med højt hår, prydoverskæg og hidsigt attack på de sort-hvide tangenter – og en snart hylende, snart varm stemme, der bar præg af hans baggrund i gospel.

Bragte han bigband-musikken ind i den vilde gryende rockscene? Ja, sammen med Fats Domino. Samtidig var han inspireret af sin barndomsven Roy Orbison, der lyttede til den tidlige country & western. Og bluesmusikken, som han hørte på gader og stræder i sin barndomsby.

Hvor Elvis lod underlivet tale på scenen, var Little Richard ikke karrig med direkte seksuelle referencer i sin sang og optræden. For det var det, de første rock’n’rollere var kommet for: at italesætte og give lyd og krop til drømme og begær hos efterkrigstidens unge, der ligefrem havde fået deres eget nye navn, teenagere.

Når det gælder den seksuelle revolution post anden verdenskrig kan de første rock’n’rolleres betydning ikke overdrives.

Det vil være et digert bogværk i sig selv at nævne de mange kunstnere og musikalske stilretninger, Little Richard har påvirket. Som sanger og komponist var han en direkte inspirationskilde for de første soulmusikere som James Brown, åbenlyst, og en soul-iværksætter som Berry Gordon. Blev det senere hen for hiphop og R&B. Både som sanger og performer.

Kirke, sprut og natklub

Men hvorfor ikke give ordet til en af de største fra den æra, hvor rock’n’roll forlod teenageværelserne for at indtage resten af verden, John Lennon:

“Little Richard er en af de allerstørste. Første gang, jeg hørte ham var det via en ven, der havde været i Holland, og som bragte en 78’er med Long Tall Sally med sig hjem. Det slog benene væk under os. Vi havde aldrig hørt nogen synge som det, og de der saxofoner spillede helt vildt,” har Lennon, der både sammen med The Beatles og solo har indspillet flere Little Richard-numre, sagt.

Som Presley var Little Richard født ind i et stærkt religiøst miljø. Sådan mere eller mindre. Lil’ Richard, som han hurtigt kom til at hedde, gik med sin mor i New Hope Baptist Church kirke i Macon, Georgia, hvor faderen arbejdede som kirketjener.

Skal man billedgøre den gnist, der tændte rock’n’roll og bragte den ud – i første omgang i Sydstaterne – i de formative år, kunne det være sådan: Little Richard – på den ene side en dreng, der elskede gospelmusikkens budskab om håb og forløsning, og som på den anden side allerede som dreng blev draget af det farlige og ugudelige og til tider dekadente skørlevned i farens klub.

Dét er nogenlunde, hvad en fire timer lang Bruce Springsteen-koncert handler om. For bare at tage et enkelt eksempel.

Historien om Little Richards gennembrud handler som så meget andet om tilfælde. Pladeselskabsejeren Art Rupe jagtede en sanger, der kunne ride med på den bølge, Elvis havde startet. Han stødte på et demobånd med Little Richards hyl og sang og mærkede, at han havde manden og lyden. Rupe havde fundet en sort musiker, der i fremtoning, talent og musikalitet matchede Sun Studios’ Elvis, Johnny Cash, Jerry Lee Lewis og Carl Perkins.

“Tutti Frutti startede i virkeligheden integrationen af sorte og hvide. Fra første sekund var min musik accepteret af hvide,” har Richard selv sagt til Rolling Stone.

Selvbevidst liveperformer

Selvom Little Richard ikke for alvor hittede igen efter 1958, var han konstant i hjerte og ører hos blandt andet den nævnte Liverpool-gruppe. Også Kim Larsen forblev kæmpefan af Little Richard til sin død.

”Der var to Richard, der formede mig, Cliff og Little,” sagde han en gang til overtegnede.

Little Richard blev senere kopieret af bl.a. Everly Brothers, the Kinks, Creedence Clearwater Revival, Elvis Costello og the Scorpions.

Og, ja, hans indflydelse på Prince som androgyn, selvbevidst liveperformer er indiskutabel.

“I was wearing purple before you was wearing it!”, som han engang sagde henvendt til Prince i et tv-show.

Little Richard siger selv i bogen The Life and Times of Little Richard: The Quasar of Rock:

“Jeg begyndte allerede tidligt at gå med make-up, så de hvide mænd ikke troede, at jeg jagtede de hvide piger. Det gjorde det hele meget lettere for mig”. Han har senere beskrevet sig selv som omniseksuel.

Efter den meget succerige periode i 1950erne forsøgte Little Richard at finde et ståsted for sig selv i de skriftende musikalske modebølger. Blandt andet med albummet The Second Coming (1972) og utallige turneer. Men det er som manden, der var med til at tegne og bygge det hus, vi i dag kalder rock’n’roll, han vil blive husket.

Illustration: Wikimedia Commons.

Manden der tog depechen efter The Beatles – Elton John genhørt

Manden der tog depechen efter The Beatles – Elton John genhørt

af | maj 14, 2019 | Anmeldelse

Fra POV.International

Elton John lukker og slukker. Skal hans ord stå til troende, er den aktuelle verdensturne hans sidste. Manden, der kan skrive ’større end livet-fænomen’ ved siden af ’musiker’ på sit visitkort, spiller i Royal Arena lørdag d. 18. maj. POV Internationals musikredaktør Jan Eriksen har genlyttet Elton Johns enorme produktion og genanmelder her sine fire yndlings Elton-studiealbums.

Biopic-filmen om hans liv ”Rocketman” har premiere d. 30. maj.

I oktober udkommer hans første officielle biografi på forlaget Macmillan, der kalder bogen en kontoopgørelse uden begrænsninger.

Selv skrev Elton John forleden på twitter: ”Mit liv har været en helvedes rutsjebanetur, og nu er jeg klar til at fortælle min historie med mine egne ord.”

Men Elton er jo også musik. Han har udgivet 30 studiealbum. Især de første seks, der blev udgivet på bare fem år fra 1969 til og med 1974, står i dag tilbage som et uomgængeligt kapitel i rockhistorien. Nederst i artiklen er samtlige studiealbum oplistet.

Elton John, udsendt april 1970, producer Gus Gudgeon. Alle sange skrevet af Elton John og Bernie Taupin

Afhængig af synsvinkel er Elton John det første eller andet Elton John-album. Empty Sky udkom i Europa i 1969, men først i USA i midten af 1970’erne. Så for amerikanerne er Elton John det første. Overordnet kan det lyde noget ujævnt og meget poleret.

Og for mange står Tumbleweed Connection (1970) nok som en vigtigere trædesten i Johns karriere. Albummet blev indspillet som en hyldest til den amerikanske sangskat, som Elton og vennen tekstforfatter Bernie Taupin havde lært at kende under et ophold i Los Angeles. Ikke mindst fandt Elton en mentor i den æras største hvide, amerikanske pianoman, guitarist og iværksætter Leon Russel. Hans indflydelse på Elton var så stor, at denne langt senere tog initiativ til albummet The Union – som en hyldest til sin læremester.

Efter min smag er der dog for mange ligegyldige pastiche-sange på Tumbleweed Connection.

Hørt i dag står Elton John som albummet, hvor Reginald Dwight fandt sin musikalske karakter som komponist og musiker, ligesom han havde opfundet sin kunster-persona Elton John.

Albummet åbnes med en af hans største klassikere, den udødelige”Your Song”.

Med Taupins ligefremme kærlighedstekst, der blev skrevet i Eltons mors køkken, Eltons elegante klaverspil og et sublimt strygerarrangement er det tæt på den ultimative kærlighedspopsang. Det er ikke altid, Elton lyder som om han har hjertet med i Taupins ofte krøllede tekster. Men her banker hjertet.

Også “Take Me to the Pilot” og “Border Song” er senere blevet klassikere.

“Border Song” er et vigtigt, definerende Elton-værk, hvor hans to vigtigste inspirationskilder, gospel og progrock, mod alle odds samles flot i en komposition, som kun Elton John kunne have skrevet – med støtte af Gus Gudgeons lydhøre produktion. “Border Song” fik sit blå – eller sorte – soul-stempel, da det kort efter udgivelsen blev indspillet af Aretha Franklin.

Selv i en ballade som ”Your Song” fornemmer man, at han kan bryde ud i et Leon Russell’sk boogie anytime. Som i “Take Me to the Pilot” hvor Elton definerer den melodiøse, groovy stil utallige af hans komponistioner senere skulle få.

Det ellers vellykkede, grovswingende rythm’n’blues-soul nummer ”The Cage” skæmmes af et grufuldt Andrew Llyod Webber-lydende C-stykke. Havde Elton en dårlig brilledag i studiet den dag?

Til gengæld illustrerer både ”Need You to Turn to” og ”The Greatest Discovery” tydeligt, at albummet ifølge Gudgeon oprindelig var tænkt som en form for udstillingsvindue for Eltons kvaliteter. De to numre lyder som chamber-pop beregnet som baggrundsmuzak ved en fest på et stort engelsk herresæde, hvor gæsterne for spas skyld er klædt i Louis XVI-outfit. Men hey, den side rummer Elton som bekendt også.

Hvis man gerne vil, kan ”The Greatest Discovery” høres som inspirationskilde til den bærende melodilinje i Bob Dylans ”Simple Twist of Fate” fra Blood on the Tracks, der udkom fem år senere.

Det ellers vellykkede, grovswingende rythm’n’blues-soul nummer ”The Cage” skæmmes af et grufuldt Andrew Llyod Webber-lydende C-stykke. Havde Elton en dårlig brilledag i studiet den dag?

Det havde han til gengæld ikke, da han indspillede den spøjse Mick Jagger-parodi ’No Shoe Strings on Louise”.

Elton John blev affyringsrampen for The Rocket Man Elton John.

Don’t Shoot Me I am Only The Piano Player, udsendt  22. januar 1973. Producer Gus Gudgeon. Alle sange skrevet af Elton John og Bernie Taupin

I min bog det mest inspirerede Elton John-album. Under alle omstændigheder hans mest helhjertede rock’n’roll-album, hvor han overbevisende forløser sin vision om en klaverbåren anglo-amerikansk lyd.

Samtidig er det albummet, hvor guitarist Davey Johnstones indflydelse på det samlede udtryk fremstår mest lysende – uden hans seksstrengede ville ”Have Mercy on the Criminal” for eksempel ikke være det stærke, langtidsholdbare rockepos, det er endt som. Elton var påvirket af datidens såkaldt progressive rock, f.eks. Emerson, Lake and Palmer, men modsat hos dem er der faktisk nerve i ”Have Mercy…”

I forbindelse med albummet Honky Chateau (1972) var der sket et par afgørende ting i Eltons musikalske udvikling. Indspilningerne var henlagt til Château d’Hérouville-studiet i Frankrig – og det var første gang, den senere Elton-kerne, guitarist Davey Johnstone, bassist Dee Murray og trommeslager Nigel Olsson medvirkede sammen. Omgivelserne omkring det franske slot havde åbenbart en gunstig virkning på kreativiteten.

Som en naturlig afrunding af et ægte rockværk slutter Don’t Shoot Me I’m Only The Piano Player med endnu en uimodståelig melodi, ”High Flying Bird”

Kun de største komponister formår at følge op på melodier, hvor en luge er åbnet til himlen med lige så stor kunst. Selvom “Daniel” lyder som et forsøg på en ny love-evergreen, er det ifølge Bernie Taupin en hyldest til soldaterne, der vendte hjem fra Vietnam med ud- og indvendige ar. Arrangementet med Ken Scotts synths er lovlig kitchet til min smag, men melodien fejler intet.

Det gør den heller ikke i “Teenage Idol”, igen et arketypisk Elton-nummer hvor et kantet boogie-bårent a-stykke finder sin kontrast i et nydeligt, melodiøst b-stykke.

Om “Blues for My Baby and Me” er inspireret af Eltons piano man-kollega, Billy Joel, der var begyndt at røre på sig i USA, ved jeg ikke. Det kunne det være, fremført i en stemningssættende strøm af blå akkorder. Endnu en følt John-melodi og igen et af de af hans numre, hvor Davey Johnstone shiner i en skarp solo.

Albummets mest markante nummer, “Crocodile Rock”, er indiskutabelt en hyldest til den mest løsslupne del af 50’er-rocken med Elton i ditto sangstil. Men modsat de fleste tilsvarende – tag f.eks. sangene fra “Grease” – lyder krokodillerockeren ikke bare som en smart pastelfarvet stiløvelse. Det er rock’n’roll i sin egen ret. Rockfølelse. Som også “Midnight Creeper”, der ifølge Elton selv er en hyldest til The Rolling Stones. Igen et forrygende rocknummer med Eltons eget boogieudtryk. Leon Russell in memoriam, kan man tilføje i dag, tre år efter mesterens død. Og Davey Johnstone at large.

“Elderberry Wine”, der står for eftertiden som et af Eltons store hit, er ikke en af mine favoritter. Et udmærket rocknummer, ja, men teksten, der vist skal forestille at være sjov, er fjoget.

Til gengæld er den noget oversete ”Texan Love Song” en usædvanlig skarp satirisk parodi på en fordomsfuldhed, hvor sangens stemme langer ud efter alt og alle, homoseksuelle, kommunister, negro blues, langhårede.

Som en naturlig afrunding af et ægte rockværk slutter Don’t Shoot Me I’m Only The Piano Player med endnu en uimodståelig melodi, ”High Flying Bird”.

Goodbye Yellow Brick Road, udsendt 5. oktober 1974, produceret af Gus Gudgeon. Alle sange skrevet af Elton John og Bernie Taupin, dog er “Funeral For a Friend” skrevet af Elton John alene.

Vejen med de gule sten spiller en vigtig rolle i L. Frank Baums Troldmanden fra Oz. Albummet Goodbye Yellow Brick Road spiller unægtelig også en vigtig rolle i eventyret om Elton John. Med numre som titelnummeret, “Bennie and the Jets”, “Candle in the Wind” og “Saturday Night’s Allright for Fighting” er det næsten et greatest hits album i sig selv.

Primo 70’erne var en kreativ periode i Eltons karriere. Bare halvandet år efter albummet Honkey Château ’eksploderede’ han og det efterhånden faste band i ’Det gule album’.

Så er der mangefold mere nærvær i “Candle in the Wind”, som er en af de Bernie Taupin-tekster, Elton John fortolker med størst følelse

Der er dage, hvor jeg anser titelsangen “Goodbye Yellow Brick Road” for at være den perfekte britiske poprocksang – introen, Eltons piano, den flotte falsetsang, den geniale struktur med Johnstones guitar i dobbeltrolle, det smukke kor. Imponerende så meget følelse Elton lægger i den sære historie om en jetset toyboys ønske om at vende hjem til barndommens grønne dal.

Der er andre dage, hvor jeg anser albummet for at være noget overvurderet.

Jeg har aldrig forstået begejstringen for halvdelen af det første nummer ”Funeral for a Friend”. Til gengæld er anden halvdel, ”Love Lies Bleeding” et forrygende rock’n’roll-nummer med en venlig hilsen til The Rolling Stones’ ”Sympathy For the Devil”. Elton når han er mest rock.

Så er der mangefold mere nærvær i “Candle in the Wind”, som er en af de Bernie Taupin-tekster, Elton John fortolker med størst følelse. Måske fordi han kan genkende sig selv i ordenes humane udråb. Hvem ville ikke ønske, at de havde kendt og måske kunne have givet Marilyn, Amy Winehouse, Kurt Cobain, James Dean, Whitney med flere en hånd. Og Eltons melodi er jo ikke af denne verden.

Så ja, der er elementer af uantastelig storhed på Goodbye Yellow Brick Road – men også deciderede flopnumre.

”This Song Has No Title”, nej og den har heller ikke en pointe. Ok, i den æra i rockmusikken var det almindeligt, at musikken kunne lyde som et score fra en af tidens populære rockmusicals. Uvedkommende lydtapet.

Gennem Bernie Taupins tekstforfatterskab fornemmer man ofte en vis vrede i forhold til det andet køn. Der har vi alle været indtil flere gange i livet. Men selv, da jeg som forvirret teenager i år 43 før #MeToo første gang hørte ”Dirty Little Girl”, der vistnok skal forestille at være sjov, på det lokale musikbibliotek, fandt jeg den frastødende.  ”I’ve seen a lot of women who haven’t had much luck/ I’ve seen you looking like you’ve been run down by a truck.”

Country-pop pastichen ”Roy Rogers” kan bedst beskrives som et argument for dem, der mener, at Goodbye Yellow Brick Road ikke burde have været et dobbeltalbum. Så er der lidt mere liv i hillbilly bluegrass-nummeret ”Social Desease”.

Uanset dets ufuldstændighed er der en afgørende ting at sige om Goodbye Yellow Brick Road: Som sidste værk i en sekstet, der begyndte med Empty Sky i 1969, afspejler dobbeltalbummet den enestående alsidighed, variation og kriblende grøde i Eltons talent i 70’ernes begyndelse.

”Sweet Painted Lady”, en chanson på engelsk, er en skøn malerisk sang med al den varme og melankoli, Taupins tekst lægger op til.

Retro-rockeren “Your Sister Can’t Twist (But She Sure Knows How to Rock’n’roll)” emmer af charme og Beach Boys-kor. Og går direkte over i et andet af Eltons bedste rocknumre, den regulære festredder “Saturday Night’s Allright…”  – igen med Davey Johnstones hidsige guitar som vigtig motor.

Albummet slutter af med det formfuldendte ”Harmony” der både kan tolkes som en kærlighedssang eller Eltons hyldest til den smukke pop, som den blev defineret af Paul McCartney og Brian Wilson. En fornem afrunding.

Uanset dets ufuldstændighed er der en afgørende ting at sige om Goodbye Yellow Brick Road: Som sidste værk i en sekstet, der begyndte med Empty Sky i 1969, afspejler dobbeltalbummet den enestående alsidighed, variation og kriblende grøde i Eltons talent på et tidspunkt, hvor der vel bare var ham – og den noget mindre mainstream David Bowie – i England til at gå med depechen fra Liverpool.

Songs From the Westcoast, udsendt 1. oktober 2001, produceret af Patrick Leonard. Alle sange skrevet af Elton John og Bernie Taupin.

Efter en stribe album, der hverken kommercielt eller kunstnerisk levede op til de første seks album, udsendte Elton i 2001 Songs From the Westcoast.

Alene i titlen er der lagt op til en tilbagevenden til rødderne – til den musik, der sin tid skabte Elton John. Hans store kreative vækkelse havde fundet sted et par og tyve år tidligere i Los Angeles, hvor Songs From the Westcoast da også er indspillet. Og for ligesom at sætte streg under er coverfotoet taget i en restaurant, hvor bl.a. americana-filmen ”True Romance” er indspillet. Bernie Taupin er på godt og ondt tilbage som eneste tekstforfatter.

Som helhed står Songs From the Westcoast i dag som albummet, hvor Elton John gik i studiet for at være Elton John.

”Dark Diamond” rummer al den varme, funky boogiefeeling, man kender fra de første album. Man kan sige, at det er i dette musikalske rum, man for alvor mærker mennesket Elton bag extravaganza-Elton.

Det gælder også ”Look Ma No Hands” og ”American Triangle”, endnu en tekst, hvor John/Taupin satiriserer over fordomsfuldhed i de amerikanske sydstater.

“The Wasteland” er en arrig bluesrocker, der formelig emmer af rootsfeeling, som dengang, Leon Russell lærte Elton the soul og the boogie.

Albummet toppes af det mest vedkommende Elton John-nummer post Goodbye Yellow Brick Road, nemlig ”I Want Love”. Igen en kærlighedssang, som Elton synger med glød i en melodi og produktion, der gyldent indrammer den oprindelige Elton-esque. Det gør ikke nummeret værre, at det lyder som en hyldest til Sir Eltons gamle ven John Lennon.

Numre som ”The Boy in the Red Shoes” og ”The Emperor’s New Clothes” – som Elton ofte spiller live – er Elton, når han er mest softrock mellow uden den gode melodi som nævnte ”Can You Feel the Love Tonight”. De holder ikke standarden.

Men som helhed står Songs From the Westcoast i dag som albummet, hvor Elton John gik i studiet for at være Elton John. Suverænt afrundet af ”This Train Don’t Stop There Anymore” – ballademageren Elton, når han er bedst.

Elton Johns studiealbum

Empty Sky, 1969, m. bl.a. Skyline Pidgeon

Elton John, 1970, m. bl.a. Your Song og Take Me to the Pilot

Tumbleweed Connection, 1970, m. bl.a. Burn Down the Mission

Madman Across the Water, 1971, m. bl.a. Tiny Dancer og Levon

Honky Château, 1972, m. bl.a. Honky Cat og Rock Man (I Think it’s Going to be a Long, Long Time

Don’t Shoot Me I’m Only The Piano Player, 1973. m. bl.a. Daniel og Crocodile Rock

Goodbye Yellow Brick Road, 1974, m. bl.a. Bennie and the Jets og Candle in the Wind

Caribou, 1974, m. bl.a. The Bitch is Back og Don’t Let the Sun Go Down on Me

Captain Fantastic and the Brown Dirt Cowboy, 1975, m. bl.a. Someone Saved My Life Tonight

Rock of the Westies, 1975, m. bl.a. Feed Me

Blue Moves, 1976, m. bl.a. Sorry Seems to Be the Hardest Word

A Single Man, 1976, m. bl.a. Song for Guy og Madness

Victim of Love, 1979, m. bl.a. Johnny B. Goode

21 at 33, 1980, m. bl.a. Dear God

The Fox, 1981, m. bl.a. Elton’s Song (skrevet sammen med Tom Robinson)

Jump Up!, 1982, m. bl.a. Blue Eyes

Too Low for Zero, 1983, m. bl.a. I’m Still Standing og I Guess That’s Why They Call it The Blues

Breaking Hearts, 1984, m. bl.a. Sad Songs (Say so Much)

Ice on Fire, 1985, m. bl.a. Nikita

Leather Jackets, 1986, m. bl.a. Slow Rivers (duet med Cliff Richard)

Reg Strikes Back, 1988, m. bl.a. I Don’t Wanna Go on With You Like That

Sleeping with the Past, 1989, m. bl.a. Sacrifice og Club at the End of the Street

The One, 1995, m. bl.a. Simple Life og The One

Made in England, 1995, m. bl.a. Believe og Made in England

The Big Picture, 1997, m. bl.a. Something about the Way You Look Tonight

Songs from the West Coast, 2001, m. bl.a. I Want Love og This Train Don’t Stop There Anymore

Peachtree Road, 2004, m. bl.a. They Call Her the Cat

The Captain & the Kid, 2006, m. bl.a. The Bridge

The Diving Board, 2013, m. bl.a. The Ballad of Blind Tom

Wonderful Crazy Night, 2016, In the Name of You

Take these broken wings and learn to fly – om musikkens kraft

Take these broken wings and learn to fly – om musikkens kraft

af | dec 4, 2018 | Anmeldelse, Essay

Fra POV.International

MUSIK – I år har The Beatles-albummet The Album (Det Hvide Album/Dobbeltalbum) 50 års jubilæum. Forleden spillede Paul McCartney blandt andet den udødelige klassiker Blackbird fra dette album på sin akustiske guitar. Et møde med en kvinde, der  blandt andet kom gennem en svær livsfase ved at lytte til denne sang, har fået mig til at skrive historien om Paul McCartneys sang om solsorten. Eddie Michel, eddiemichel.com, har skudt de flotte fotos.

Stående øverst på en hævet scene sang Paul McCartney forleden Blackbird, som han formentlig har gjort ved samtlige koncerter siden sit live-comeback i 2002.

Som det fremgår af dette YouTube-klip fra koncerten i Royal Arena fredag aften, er der med årene kommet lidt rust på McCartneys stemme. Men den 50 års jubilerende sang lever i bedste velgående.

Blackbird optrådte første gang side 2 på The Album (Det Hvide Album/Dobbeltalbum), og er i dag en af de mest populære The Beatles-sange. For eksempel er det den syvendemest spillede Beatles-sang på Spotify. Næsten 82 mio. afspilninger.

Hvorfor? Det er fristende at svare med klichéen: Vidste jeg det, ville jeg være god for 7 mia. kr., ligesom Sir Paul.

Men der er ingen tvivl om, at McCartneys fine tekst – en af hans bedste overhovedet – kombineret med en raffineret melodi, brilliant guitarspil og sangens samlede håbefulde udtryk er en væsentlig del af forklaringen.

Præcis som i Jyske Bank Boxen i Herning i juni 2016 introducerede McCartney sangen med en lille anekdote om dengang i 1968, hvor borgerrettighedsbevægelsen i USA generelt inspirerede ham.

Det er ofte sagt – dog så vidt vides ikke af McCartney selv – at sangen skulle være direkte inspireret af mordet på Martin Luther King Jnr 4. april 1968. Teoretisk set er det muligt.

Solsortens rejse

Blackbird er dobbelt aktuel i disse dage, hvor 50-årsjubilæet for The Album fejres med udsendelsen af en ny version, hvor man som supplement til remixede versioner af de mange sange kan lytte til mere eller mindre akustiske Esher-versioner af blandt andre Back in the USSR og Julia.

Disse rå demoer blev indspillet i George Harrisons hus i Esher i Surrey, England, i maj måned 1968 som oplæg til de senere pladeindspilninger i studiet i Abbey Road. Både John Lennon og lydteknikeren Geoff Emmerick, der var til stede i Esher, har sagt, at The Beatles allerede var gået i opløsning på det tidspunkt. Men der er nu påfaldende meget gruppe esprit over disse upolerede indspilninger.

Udover lidt veloplagt MacCartney-kvidr lyder Esher demo-versionen af Blackbird i bund og grund ikke så meget anderledes end den kendte pladeversion.

Der findes flere mere eller mindre modstridende versioner af historien om sangens oprindelse.

I maj 1968 var The Beatles næsten lige kommet hjem efter rejsen i februar/marts til Rishikesh i Indien, hvor de genoptog deres kursus i Transcendental Meditation, omgivet af venner og andre kunstnere. De måtte forlade det første kursus på grund af manager Brian Epsteins selvmord.

Ringo Starr forlod allerede campen i det nordlige Indien efter en uges tid. Han var træt af karry, har han senere sagt. McCartney rejste senere i marts, mens John Lennon og George Harrison angiveligt forlod lejren i protest mod guru Maharishi Mahesh Yogis meget verdslige, grænseoverskridende interesse i skuespilleren Mia Farrow.

En del af den struktur er en speciel harmonisk ting mellem melodien og basgangen, som fascinerede mig. Bach var altid en af vores foretrukne komponister; vi følte at vi havde en masse til fælles med ham

Melodien til Blackbird havde længe ligget som en løs skitse, inspireret af nogle timer i guitarspil, som McCartney og George Harrison tog som drenge. Dengang forsøgte de at lære at spille Johann Sebastian Bachs Bourrée i E Minor for at vise folk, at ”vi ikke var så dumme, som vi så ud til,” som McCartney sagde i 2005 under en studiekoncert i Abbey Road – Chaos and Creation at Abbey Road.

”En del af den struktur er en speciel harmonisk ting mellem melodien og basgangen, som fascinerede mig. Bach var altid en af vores foretrukne komponister; vi følte at vi havde en masse til fælles med ham,” siger McCartney i sin selvbiografi Many Years From Now.

”Jeg udviklede melodien på guitar baseret på Bach-stykket og tog den et andet sted hen, til et andet niveau. Jeg indpassede ordene,” siger han også

Fra Bach til Beatles, melodisk set. Det ligger fast. Men hvor blev den så komponeret færdig?

Ifølge den ene version vågnede McCartney tidligt en morgen til lyden af solsortesang under The Beatles rejse til Rishikesh, hvorefter han hentede sin guitar for at transkribere fuglesangen. Det har McCartney blandt andet fortalt forfatteren Hunter Davies.

Ifølge den anden version blev melodien skrevet kort efter hjemkomsten til Storbritannien, hvor McCartney var søgt i skrively i Kintyre i Skotland.

Der findes sågar en tredje version, gående ud på at den blev skrevet under en forretningsrejse i USA. Det var i de forholdsvis glade dage, hvor især McCartney var drivkraften bag pladeselskabet Apple.

DER ER MED ÅRENE KOMMET LIDT RUST PÅ MCCARTNEYS STEMME. MEN DEN 50 ÅRS JUBILERENDE SANG LEVER I BEDSTE VELGÅENDE. Foto: Eddie Michel/eddiemichel.com

Den sorte kvinde

Hvad med teksten? Den autoriserede forklaring handler altså om inspiration fra den bevægelse, der skulle kulminere, da USA valgte sin første sorte præsident i 2008.

”Jeg havde i tankerne en sort kvinde, snarere end en fugl. Det var i perioden med borgerrettighedsbevægelsen, som vi alle talte lidenskabeligt om. Så det var virkelig en sang fra mig til en sort kvinde, der oplever disse problemer i staterne: “Lad mig opmuntre dig til at fortsætte med at forsøge at fastholde din tro, der er håb”. Som det ofte er tilfældet med mine sange synger jeg i et billede, snarere end specifikt at sige, “sort kvinde, der bor i Little Rock”,” sagde McCartney i 2004 i et interview på Rolling College i Florida.

Under McCartneys “Driving USA”-turné samme år introducerede han sangen ved at forklare, at udtrykket “fugl” var britisk slang for “pige”.

McCartney erkendte en gang, at sangen også kunne være inspireret af den libanesisk-amerikanske digter Khalil Gibran, der var temmelig hot i den intellektuelle del af Swinging London i de dage. Linjen ’Take these broken wings and learn to fly’ er central, nærmest et omdrejningspunktet i Gibrans lyriske roman Broken Wings.

McCartney fortalte i et interview i 2013 i London med blandt andre overtegnede, at hans yndlingsfritidsbeskæftigelse er at læse digte. Hele underetagen i hans hus i London, der i øvrigt ligger få minutters gang fra Abbey Road-studierne, er indrettet som lyrikbibliotek, fortalte han også. Det var blandt andet her han fandt sjælero efter den meget omtalte – og dyre – skilsmisse fra Heather Mills.

Broken wings

Som noget usædvanligt for en mandlig forfatter i 1912 handler Gibrans roman om kvinders manglende rettigheder i Mellemøsten. Mon ikke det blandt andet forklarer dens fornyede popularitet i en periode, hvor alle normer og konventioner var i bevægelse i retning af større individuel frihed.

I dag bruges udtrykket ”Take these broken wings” ofte af terapeuter som udtryk for processen at komme videre efter et sammenbrud eller andre nedbrydende oplevelser.

Og måske var det den linje John Lennon tænkte på, da han i et interview med Playboy Magazine i 1980 sagde:

“Jeg gav Paul en linje til den sang (Blackbird), en vigtig linje, men den er virkelig helt hans. Paul er god til den der guitarting. Det er John Denver også.”

Om det sidste var tænkt som en kompliment, må stå hen i det uvisse. Som bekendt er det om få dage 38 år siden, John Lennon mistede livet i New York.

Sir Paul er her stadig. Det samme er Blackbird. Håbet om forandring lever, selvom det ligesom hans vokal er mærket af  tiden.

For ikke så længe siden talte jeg med en kvinde, der havde lyttet til Blackbird igen og igen hver nat, mens hun var i behandling for kræft. Den var et lyspunkt i en livsfase, som bare skulle overstås.

“Håbet, som jeg hver gang fandt i den sang – og vel også kemoen – kurerede mig,” som hun sagde med et smil.

Musikkens kraft.

Lyt evt. til denne https://www.audubon.org/news/what-beatles-song-blackbird-was-really-about

Andre sange inspireret af borgerrettighedsbevægelsen, ifølge National Public Radio:

  • Aaron Neville, “Hercules”
  • Anthony Hamilton & The Blind Boys of Alabama, “This May Be the Last Time”
  • Anthony Hamilton, Joss Stone, Blind Boys, Mary Mary, John Legend, “We Shall Overcome”
  • Aretha Franklin, “In The Upper Room”
  • Aretha Franklin, “Mary, Don’t You Weep”
  • Aretha Franklin, “Respect”
  • Aretha Franklin, “What A Friend We Have In Jesus”
  • Art Blakey & The Jazz Messengers, “The Freedom Rider”
  • B. King, “Why I Sing The Blues, Pt. 1”
  • Bebe Winans, “Lift Every Voice and Sing”
  • Ben Harper, “Like A King”
  • Bernice Johnson, “Been In The Storm So Long”
  • Bertha Gober, “I Told Jesus”
  • Betty Mae Fykes, “If You Miss Me From The Back Of The Bus”
  • Billie Holiday, “Strange Fruit”
  • The Blind Boys of Alabama, “Free At Last”
  • Blue Mitchell, “March on Selma”
  • Bob Dylan, “Blowin’ in the Wind”
  • Bob Dylan, “Chimes of Freedom”
  • Bob Dylan, “Maggie’s Farm”
  • Bob Dylan, “Only A Pawn in Their Game”
  • Bob Dylan, “The Lonesome Death of Hattie Carroll”
  • Bob Dylan, “The Times They Are a-Changin’”
  • Bob Dylan, “When The Ship Comes In”
  • Bob Marley, “Redemption Song”
  • Bruce Springsteen, “We Are Alive”
  • The Byrds, “Turn! Turn! Turn! (To Everything There Is a Season)”
  • O.R.E. Freedom Singers, “Get Your Rights, Jack”
  • The Carpenter Ants, “Cryin’ In The Streets”
  • Charlie Daniels, “The Devil Went Down To Georgia”
  • The Chi-Lites, “(For God’s Sake) Give More Power To The People”
  • Chuck Berry, “Promised Land”
  • Chuck D, “The Pride”
  • Clark Terry Quintet, “Serenade To A Bus Seat”
  • Cleo Kennedy, “City Called Heaven”
  • Common featuring Will.i.am, “A Dream”
  • Cordell Reagon, “Uncle Tom’s Prayer”
  • DADDY (Will Kimbrough & Tommy Womack), “The Ballad of Martin Luther King”
  • Digital Underground, “No Nose Job”
  • Donny Hathaway, “Someday We’ll All Be Free”
  • Donny Hathaway, “Thank You Master (For My Soul)”
  • Donny Hathaway, “Tryin’ Times”
  • Donny Hathaway, “To Be Young, Gifted And Black”
  • Emmylou Harris, “My Name Is Emmett Till”
  • Fannie Lou Hammer, “Go Tell It On The Mountain”
  • Gil Scott-Heron, “The Revolution Will Not Be Televised”
  • Gospel Dream, “This Little Light of Mine”
  • Grant Green, “The Selma March”
  • Guy Carawan, “We Shall Overcome”
  • Harlem River Drive featuring Eddie Palmieri, “Harlem River Drive”
  • The Harmonizing Four, “I Shall Not Be Moved”
  • Harry Belafonte, “Abraham, Martin and John”
  • Harry Belafonte, “Oh Freedom”
  • The Impressions, “Keep on Pushing”
  • The Impressions, “People Get Ready”
  • The Impressions, “We’re A Winner”
  • The Isley Brothers, “Fight The Power”
  • The Isley Brothers, “Get Into Something”
  • B. Lenoir, “Alabama Blues”
  • James Brown, “I Don’t Want Nobody To Give Me Nothing (Open Up The Door, I’ll Get It Myself) Pt. 1”
  • James Brown, “Say It Loud, I’m Black and I’m Proud”
  • James Horner & Sweet Honey in the Rock, “Song of Freedom”
  • James Horner & Sweet Honey in the Rock, “Welcome to S.N.C.C.”
  • Janis Ian, “Baby, I’ve Been Thinking”
  • Jimmy Collier & The Movement Singers (led by Diane Smith), “Will The Circle Be Unbroken”
  • Joan Baez, “Oh Freedom”
  • John Coltrane, “Alabama”
  • John Lee Hooker, “The Motor City Is Burning”
  • John Legend, “Woke Up This Morning”
  • John Legend, “If You’re Out There”
  • Joss Stone, “Eyes on the Prize”
  • The Jubilee Hummingbirds, “Our Freedom Song”
  • Jungle Brothers, “Black is Back”
  • Les McCann & Eddie Harris, “Compared To What”
  • Lizz Wright, “Walk With Me Lord”
  • Louisiana Red, “Ride On, Ride On”
  • Lynyrd Skynyrd, “Sweet Home Alabama”
  • Mahalia Jackson, “How I Got Over”
  • Mahalia Jackson, “In The Upper Room”
  • Mahalia Jackson, “I Will Move On Up A Little Higher”
  • Mahalia Jackson, “I’ve Been Buked and I’ve Been Scorned”
  • Mahalia Jackson, “Take My Hand, Precious Lord”
  • Marian Anderson, “He’s Got The Whole World In His Hands”
  • Marshall Jones, Matt Jones, “In The Mississippi River”
  • Marvin Gaye, “Wholy Holy”
  • Marvin Gaye, “Inner City Blues”
  • Marvin Gaye, “Save The Children”
  • Marvin Gaye, “What’s Going On”
  • Mary Mary, “We Shall Not Be Moved”
  • Mass Meeting Participants, “Freedom Now Chant”
  • Mass Meeting Participants, “Lord, Hold My Hand While I Run This Race”
  • Mavis Staples, “Down in Mississippi”
  • Mavis Staples, “Eyes on the Prize”
  • Mavis Staples, “We Shall Not Be Moved”
  • Max Roach with Abbey Lincoln, “Triptych: Prayer/Protest/Peace”
  • Neil Young, “Alabama”
  • Neil Young, “Southern Man”
  • The Neville Brothers, “Sister Rosa”
  • Nina Simone, “I Wish I Knew (How It Would Feel To Be Free)”
  • Nina Simone, “Mississippi Goddam”
  • Nina Simone, “Revolution”
  • Nina Simone, “Why? (The King of Love is Dead)”
  • Odetta, “One Grain of Sand”
  • The O’Jays, “Give the People What They Want”
  • Oscar Brown, “Forty Acres & A Mule”
  • Otis Spann, “Blues For Martin Luther King”
  • Parliament, “Chocolate City”
  • Patty Griffin, “Up To The Mountain”
  • Peter, Paul and Mary, “If I Had A Hammer”
  • Paul Simon, “So Beautiful or So What”
  • Pete Seeger, “This Land is Your Land”
  • Phil Ochs, “Too Many Martyrs”
  • The Pointer Sisters, “Yes We Can Can”
  • Public Enemy, “By The Time I Get To Arizona”
  • Public Enemy, “Fight The Power”
  • Rage Against The Machine, “Wake Up”
  • Rahsaan Roland Kirk, “Volunteered Slavery”
  • The Ramparts, “The Death of Emmett Till Pts. 1 & 2”
  • Ramsey Lewis, “Wade In the Water”
  • Ray Scott, “The Prayer”
  • Richie Havens, “Will The Circle Be Unbroken”
  • The Roots, “Ain’t Gonna Let Nobody Turn Me Round”
  • Sam Cooke, “A Change is Gonna Come”
  • Sam Cooke, “This Little Light of Mine”
  • Sly And The Family Stone, “Underdog”
  • SNCC Freedom Singers led by Cordell Reagon, “Ballad of Medgar Evers”
  • SNCC Freedom Singers led by Cordell Reagon, “Dog, Dog”
  • SNCC Freedom Singers led by Cordell Reagon, “Governor Wallace”
  • SNCC Freedom Singers led by Cordell Reagon, “Oginga, Odinga”
  • SNCC Freedom Singers led by Cordell Reagon, “We’ll Never Turn Back”
  • SNCC Freedom Singers led by Cordell Reagon, “Which Side Are You On”
  • SNCC Freedom Singers led by Cordell Reagon, “Woke Up This Morning WIth My Mind on Freedom”
  • Solomon Burke, “None of Us Are Free”
  • Sonia Sanchez, “Liberation Poem”
  • Sonny Charles And The Checkmates, “Black Pearl”
  • Sounds of Blackness, “Certainly Lord”
  • Sounds of Blackness, “Optimistic”
  • Sounds of Blackness, “Unity”
  • The Sojourners, “Nobody Can Turn Me Around”
  • The Staple Singers, “Respect Yourself”
  • The Staple Singers, “This Train”
  • The Staple Singers, “Wade In the Water”
  • The Staple Singers, “Why? (Am I Treated So Bad)”
  • The Staples Singers, “I’ll Take You There”
  • Steve Forbert, Jack Hardy, Jill Burkee, Mark Dann, “This Land is Your Land”
  • Stevie Wonder, “Living For The City”
  • Sweet Honey In The Rock, “Ella’s Song”
  • Sweet Honey In The Rock, “Freedom Train”
  • Syl Johnson, “Is It Because I’m Black?”
  • The Temptations, “Ball of Confusion (That’s What the World Is Today)”
  • The Temptations, “Message From A Black Man”
  • Three Dog Night, “Black And White”
  • U2, “Pride (In The Name of Love)”
  • Undisputed Truth, “Smiling Faces Sometimes”
  • VIP Mass Choir featuring John P. Kee, “Stand!”
  • Willie Peacock, “Calypso Freedom”
  • Willie Peacock, “Get On Board, Children”
  • Wyclef Jean, “Here’s To The State of Mississippi”
  • Wynton Marsalis, “From The Plantation To The Penitentiary”

Fotos: Eddie Michel/eddiemichel.com.

Take these broken wings and learn to fly – om musikkens kraft

Fem stjerner til den gråsprængte gentleman med Höfner-bassen

af | dec 3, 2018 | Anmeldelse

Fra GAFFA.dk

De seneste 15 år er Paul McCartney rejst verden rundt med samme band og i hovedtræk den samme sætliste – og på det seneste samme struktur og samme bemærkninger mellem numrene. Og sådan er det. McCartney er blevet en mere værdig og overskudsagtig formidler af sit guld for hver gang, jeg har set ham.

Det et stort privilegium at være i stand til at sammenligne og trække tråde tilbage, når man taler om sir Paul. Koncerten i Royal Arena var min syvende med manden, der, som Bono engang sagde, byggede huset sammen med de tre andre.

I dette tilfælde er der tale om en mand, der spillede en afgørende rolle i mine formative teenageår i takt med, at perspektivet blev videre end udsigten til den lokale fjord og weekendens kamp på andetholdet.

Så det var lidt af en forløsning, da McCartney og det faste band for to et halvt år siden gav en koncert i Herning, der var langt mere fokuseret end den især i begyndelsen famlende forestilling året forinden på Roskilde Festival.

Et af de helt store spørgsmål de senere år har været, om 76-årige McCartneys stemme fortsat vil kunne holde til elleve kvarters rockshow. Den er ikke, hvad den har været, stemmen.

Langt hen ad vejen klarede han den i aften ved at synge lavere end i de oprindelige indspilninger, ved at afkorte og afrunde tonerne, indimellem næsten rappe teksten – samtidig ligger guitaristerne Rusty Anderson og Brian Ray og trommeslager Abe Laboriel Jr. lidt længere fremme i lydbilledet end McCartney. Også når de meget formfuldt synger kor i f.eks. “Eleanor Rigby”.

Tabte den i omkvædet

Når det er sagt, er der forskel fra sang til sang. McCartney tabte den f.eks. helt i omkvædet til “Got to Get You in to My Life”. Der lød hans sang næsten som en snerren. Det var heller ikke entydig kønt i “Blackbird”, der sammen med resten af Det Hvide Dobbeltalbumfejrer 50 års jubilæum i disse dage.

Til gengæld sang han ganske flot i “Maybe I’m Amazed”, hvor mange hardcore Macca-fans ellers ofte holder vejret under koncerterne.

Burde han stoppe? Efter min mening skal han fortsætte, indtil han må hviske eller holde skilte op med teksten, hvis det da er muligt samtidig med, at han spiller på sin ikoniske – hvis dette modeord nogensinde har givet mening, er det hér – Höfner-bas.

Sålænge han og hans band spiller med så meget engagement som i aften, er jeg med.

Det var jeg allerede, da McCartney og band afsluttede første nummer “A Hard Day’s Night” med en enkelt skarp akkord og guitaristerne så på hinanden med et grin. Som “vi nailede den igen”. I så fald ret flot, at den spilleglæde stadig holdes i live efter 16 år.

Som sådan blev den akkord startskuddet til en rock’n’roll rejse på næsten en halv time frem mod balladerne.

Wings-sangen “Junior’s Farm” med mudret lyd lød af sumprock med Ray og Anderson aggressivt fremme. Kriminelt melodiøse “All My Loving” med 54 år gamle videoklip fra A Hard Day’s Night-filmen ramte lige i hjertet – yeah, yeah, yeah.

“Letting Go”, en af mine favorit Wings-sange med solidt, sejt soulet swing – og blæsere på tribunen i øvrigt. Spillet med en meget mørkere og dybere bund, end man kender den. Her lød McCartneys robuste og sjælfyldte vokal fint, stadigt lavt i lydbilledet, og hans Höfner… ja, hvis Harrisons guitar græd venligt, danser sir Pauls bas.

Nostalgifest med risikovillighed

Jeg kom til at tænke på det nylige interview, hvor producer Quinzy Jones beskyldte McCartney for at være en elendig bassist. Han burde have været en tur omkring Royal Arena.

Mere soulet mestendels mellemtempo stenerrock i det nye “Who Cares”,  “Got to Get You Into My Life”, “Come On to Me”, “Let Me Roll it” med McCartney selv på guitaren. Hvis en Paul McCartney-koncert anno 2018 er en nostalgi-fest, er det med legenden i forgrunden med villighed til at sætte sig på spil

Som i “I’ve Got a Feeling” – et lidt underkendt Beatles-nummer, der i McCartney-bandets version fortæller mindst to historier; nemlig at The Beatles, hvis nogen skulle have glemt det, var et grænsesættende rock’n’roll-band under konstant påvirkning af den dengang pulserende rockscene. Samt, at hvis sådan en aften med gentagelser af Beatles evangeliets tekster er nostalgi, er det i hvert fald med et band, der spiller for at bevise sig selv hver aften. For eksempel i den psykedeliske version af “For the Benefit of Mr. Kite” fra Sgt. Pepper. Et modigt valg mellem alle standarderne.

Jeg tror, det var da McCartney som sædvanlig præsenterede “Here Today” med at tale lidt om sin afdøde ven og makker fra Liverpool, jeg første gang blev ramt af denne her følelse af at se mig selv med mit 14-årige jegs øjne.

“Lets hear it for John” – og salen eksploderede. Vi ved alle, at der var både sakkarin og citronsyre i forholdet mellem Lennon og McCartney, men tilsammen skabte de noget, som ingen af dem vel nogensinde helt har fattet omfanget af. Jeg synes, Macca lød mere oprigtig end nogensinde i sin hyldest til det venskab og makkerskab – og i sit savn.

Før denne passage leverede bandet – ganske som Herning i 2016 – et sæt gamle sange fra begyndelsen, da John, Paul og George ville lyde som skiffle-kongen Lonnie Donegan.

“I’ve Just Seen a Face”,  “In Spite of All the Danger” (fra før, de hed The Beatles og øvede i familien McCartneys hjem på Forthlin Road i Liverpool), “From Me to You” og “Love Me Do”. Alle spillet mere eller mindre akustisk med bandet helt fremme på scenen.

Man lytter et sted mellem gåsehud og anerkendelse til, at McCartney og band insisterer på at levere disse sange meningsfyldt. Uanset hvor ofte de måtte have spillet dem. Hvilket gentog sig med McCartneys version af Harrisons “Something”. Han har spillet den i samme version og med samme intro siden Concert for George i 2002. Stadig mærker man følelsen. Og Dusty Anderson spiller soloerne næsten lige så indfølt som Clapton dengang.

På tide at ryste posen

Til gengæld burde Paul & Co overveje at skifte lidt ud i koncertens afsluttende time, der har fulgt samme skabelon de sidste 16 år.

Jo, både “Lady Madonna” og “Ob-La-Di-Ob-La-Da” er kvikke fodstampere – igen spillet med swamp som i den indledende fase. Men jeg er tilbøjelig til at give George Harrison ret i “Savoy Shuffle”’s (også fra Det Hvide Dobbeltabum) tydelige Macca-satire, “We all know Ob-la-di-bla-da, but can you show me where you are?”

Dét – altså viser, hvor han er – gør McCartney bedst i den første halvdel af det, der efterhånden er blevet den faste struktur i hans livesæt.

Dermed ikke sagt, at han burde droppe “Let it Be” og “Hey Jude”. Det er mere utænkeligt end en gendannelse af The Beatles – eller at han skal droppe det pyrotekniske udstyrsstykke “Live and Let Die”, der får Rammstein til at ligne harmløse nytårs-bordbomber.

Men måske på tide at ryste posen, især med den faste blok ekstranumre.

Når det er sagt, er McCartney – nu hvor han har droppet at farve håret – blevet en gråsprængt gentleman, der fortolker sine gamle og nye sange, stadig med denne her tilsyneladende udødelige “I am one of the boys”-attitude. Helt blottet for alderens glansløse kynisme og ligegyldighed.

Foto: Eddie Michel, eddiemichel.com

Sætliste

1. Hard Day’s Night

2. Junior’s Farm

3. All My Loving

4. Letting Go

5. Who Cares

6. Got to Get You Into My Life

7. Come On to Me

8. Let Me Roll It

9. I’ve Got a Feeling

10. Let ‘Em In

11. My Valentine

12. Nineteen Hundred and Eighty-Five

13. Maybe I’m Amazed

14. I’ve Just Seen a Face

15. In Spite of All the Danger

16. From Me to You

17. Dance Tonight

18. Love Me Do

19. Blackbird

20. Here Today

21. Queenie Eye

22. Lady Madonna

23. Eleanor Rigby

24. Fuh You

25. Being for the Benefit of Mr. Kite!

26. Something

27. Ob-La-Di, Ob-La-Da

28. Band on the Run

29. Back in the U.S.S.R.

30. Let It Be

31. Live and Let Die

32. Hey Jude

Ekstranumre

33. I Saw Her Standing There

34. Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band (Reprise)

35. Helter Skelter

36. Golden Slumbers

37. Carry That Weight

38. The End