For mig, der faldt i Python-gryden allerede i sommeren 1970, da de første afsnit af Monty Python’s Flying Circus blev sendt på dansk tv, forekommer der kun at være én måde at indlede et interview med Eric Idle på. Nemlig den indledende hilsen fra Monty Python-sketchen, der er kendt som ”Nudge, nudge”.
Know what I mean, ay? Det tror jeg, de fleste Python-fans gør, men nu er det formiddag og ikke evening som i aften, og selvom Eric Idle griner høfligt ad min hilsen og spørger, om jeg befinder mig i Singapore, går vi hurtigt videre.
Den 5. maj optræder den 83-årige komiker med sit soloshow ”Always Look on the Bright Side of Life Live” i Falkonersalen, hvor han ser tilbage på en 60 år lang karriere.
Vi så mænd udklædte som kvinder på første række, mænd gå rundt mellem rækkerne med et galt blik i øjnene som John i sketchen med ministeriet for skøre gangarter. Der var åbenbart et behov for vanvid derude
I den anledning taler Eric Idle og jeg sammen en times tid på Teams. En samtale, der skal vise sig at komme til at handle om alt muligt fra Bertolt Brecht til, hvilken Python-joke, der ikke går i dag.
Den 11. maj 1969 opstod der noget magisk på en indisk restaurant i Hampstead, London.
Den aften mødtes fem unge englændere, Graham Chapman, John Cleese, Eric Idle, Terry Jones og en enkelt amerikaner, Terry Gilliam, første gang officielt. Fem måneder senere blev det første afsnit af Monty Python’s Flying Circus vist første gang på BBC.
I årevis skulle sekstettens humoristiske sketchbaserede vanvid sætte en ny standard for humor på tv, i teatre, biografer, boghandler – og alle andre steder. Sådan var det ikke i begyndelsen.
”Ingen kunne lide os i begyndelsen. Det var John Cleese og Graham Chapman, der inviterede os andre fire med i deres tv-show ”At Last the 1948 Show”. Vi andre arbejdede på et børneshow, og var egentlig ikke indstillet på at samarbejde. Men sådan blev det – i en helt anden sammenhæng. Jeg tror, der fandt en form for naturlig udvælgelse sted, hvis man kan bruge det udtryk i comedy. Pludselig var vi en bande, der skræmte livet af BBC,” siger Eric Idle med et af mange grin.
Vi tog det seje træk
Da jeg nu har muligheden for at tale med en af de seks squires fra Pythons maskinrum, prøver jeg at indkredse, hvad det egentlig var, der skabte banden og dens humor. Eric Idle taler beredvilligt om sin tid med python, og mangt og meget andet for den sags skyld.
”Monty Python’ Flying Circus blev sendt på det tidspunkt af aftenen, hvor briterne ellers var vant til at se et foto af dronningen til hest. De første to år anede vi ikke, hvem der så os. Det var først, da vi begyndte at optræde live, at vi opdagede, hvor vildt vores publikum var. Vi så mænd udklædte som kvinder på første række, mænd gå rundt mellem rækkerne med et galt blik i øjnene som John i sketchen med ministeriet for skøre gangarter. Der var åbenbart et behov for vanvid derude. Vi var leveringsdygtige.”
Vi fik ikke ”Euphoria”-agtig berømmelse – de ville i øvrigt nok gå i Harrod’s for at lede efter den hellige gral
Det tør antydes. Den dag i dag er Monty Python stadig et begreb. De skabte en form for humor, der revolutionerede den traditionelle sketchform, hvor punchlines blev erstattet af stream-of-consciousness absurditeter. Den dag i dag bruges udtrykket “pythonesque” som genrebetegnelse – anarkistisk, tabunedbrydende og stadig småintellektuelt. Hvem andre kunne for eksempel få folk til at grine ad en fodboldkamp mellem græske og tyske filosoffer, inklusive Franz Beckenbauer på holdet. Den sketch er i øvrigt filmet på Bayern Münchens træningsbaner. Ikke at det har noget med sagen at gøre, så videre til noget completely different.
”Monty Python holdt fire sæsoner. Dengang gik det langsomt. Vi skiftede meget klogt fra tv-sketches til film. Jeg tror, den første film,”Monty Phyton og de skøre riddere” gjorde os kendt i forskellige lande, hvor vi ikke var nået ud med tv-showet. Vi fik ikke ”Euphoria”-agtig berømmelse – de ville i øvrigt nok gå i Harrod’s for at lede efter den hellige gral,” siger Idle med et smil på Teams-skærmen.
“Men vi tog det seje træk, vendte tilbage til de forskellige lande efter tre-fire måneder for at skabe ny interesse. Samtidig har vi alle sammen formået at bruge vores ’værk’ i nye sammenhænge. Min musical ”Spamalot”, der bygger på ”Monty Python og de skøre riddere” for eksempel. Den kører stadig rundt omkring i verden. I en periode i 1980’erne var vi det mest sete tv-show i Japan. Spike Milligan (banebrydende britisk komiker) sagde, at det morsomste han nogensinde havde oplevet, var at se John Cleese tale synkroniseret japansk.”
Eric Idle og den absurde tidløshed
Hvis du selv skulle beskrive med få ord, hvad Monty Pythons nybrud bestod i?
”Vi fulgte efter en periode med satire i diverse radio- og tv-programmer. Satire handler om virkelige personer. Det var ikke vores stil. Vi stod for generisk humor. Det handlede om typer, figurer. Det vidunderlige er, at vores karakterer ikke bliver for gamle. Man behøver ikke vide, hvem Gerald Ford var, for at grine ad Monty Python. Der er en absurd form for tidløshed, der har holdt i 50 år,” siger Eric Idle.
Det meste var totalt nyt – The Beatles, The Rolling Stones. De viste vejen for de besværlige drenge i skolen, der blandt meget andet fandt ind på kunstskoler. Alle britiske rockgrupper gik på art college
Jeg fortæller, at jeg har læst Eric Idles biografi ”Always Look on the Bright Side of Life: A Sortabiograpy”. Og tilføjer, at mine 1970’ere i Præstø på Sydsjælland var r..kedelige sammenlignet med, hvad han oplevede i den famøse hedonistiske æra. Men jeg spørger også, hvor i al verden al den kreativitet, som pythonerne og andre kunstnere i den periode udøvede, kom fra. Altså bortset fra stofferne.
”Jeg tror det kom fra 2. Verdenskrig. Vi blev alle født i forskellige stadier af krigen. Jeg var bare fem, da krigen stoppede, men jeg husker stadig meget tydeligt lyden af sirener. Jeg havde en Mickey Mouse gasmaske. Absurd ikke? Mange af os mistede vores fædre. Eller måtte leve med kronisk depressive og eller alkoholiserede fædre. Vi mærkede de ældres frygt. Fornemmelsen af konstant frygt, sidder stadig i mig,” siger Eric Idle.
Med ”vi” taler han ikke bare om medlemmerne af Monty Python. Det handler om skuespillere, musikere, kunstnere, forfattere, der voksede op som efterkrigstidsbørn. En hel generation.
Du siger i din biografi, at I var rebelske outsidere. Ikke bare jer seks, men vel også The Beatles og alle de andre. Kunstnere som David Hockney, Peter Blake. Forfattere som Allan Sillitoe, Anthony Burgess, som jeg lige kan huske.
”Ja, det er den generation. I 50’erne var alting rationeret, indtil vi blev omkring 10 år gamle. Der var ikke noget underholdende på tv før ”Coronation Street” Der var comedy på radioen. Det var det. Vi voksede op under restriktioner. Vi kom fra Nord- og Midtengland, arbejderklasse eller lavere middelklasse. For manges vedkommende i hundekolde lejligheder,” siger Eric Idle.
Han henviser til to så forskellige forfattere som Susan Hinton, hende med ”Outsideren” og ”Sidste år er længe siden” og Albert Camus, der kom til Frankrig som ”Den fremmede”, som er titlen på hans måske mest kendte bog.
Jeg tog en enkelt joke ud, da jeg instruerede Pythons farvelshow i 2014 – sketchen ”1500 meters for the deaf”. Der, hvor nogle døve løbere ikke reagerer, da startskuddet lyder. De kan ikke høre det. Den joke er at grine ad de forsvarsløse. Det er ikke passende i dag,
”Det er to vidt forskellige bøger, men på en måde handler de for mig om det samme. Fremmedgørelse. Jeg tror, det, der skete i 1960erne og 70’erne var en renæssance. Der var et kæmpe vakuum, der bare ventede på at blive udfyldt. Der var for eksempel ikke en Banksy, der kunne inspirere kunstnere. Det meste var totalt nyt – The Beatles, The Rolling Stones. De viste vejen for de besværlige drenge i skolen, der blandt meget andet fandt ind på kunstskoler. Alle britiske rockgrupper gik på art college.”
Man kan måske sige, at Pink Floyds “The Wall” beskriver følelsen af at vokse op med den post verdenskrig frygt, du talte om?
”Præcis. Jeg kendte Roger Waters, da han arbejdede på “The Wall”. Vi mødtes nogle gange, mens han arbejdede med projektet. Jeg var med i studiet, da han indsang den med ”We don’t need no education”. Vi hang meget ud med rock-eliten dengang, faktisk var Pink Floyd med til at finansiere ”Monty Python og de skøre riddere”. Rogers ide i ”The Wall” om at vende rummet om, bygge en mur mellem scenen og publikum var genial. Lige så meget, som det handler om at vokse op i efterkrigstidens England er det en universel historie om fremmedgørelse. Det talte vi en del om dengang. ”The Wall” er Bertolt Brecht som rockmusik. Et forsøg på at beskrive, hvordan det var at vokse op i samfund, der var præget af seks års krig.”
Det hører med til historien, at blandt andre Pink Floyds og Led Zeppelins altruistiske støtte til ”… de skøre riddere” også havde en meget verdslig forklaring. Dengang var skatteprocenten for meget rige englændere svimlende 90 pct. Investeringer var en måde at få procenten ned.
”Vi var bare glade for støtten. Pink Floyd får stadig procenter af for eksempel indtægten fra min musical ”Spamalot”.
I ”Life of Brian” var vi forud for vores tid
Fra 1970’erne et spring frem til i dag. Der har været en woke æra og metoo, der trods modspil fra MAGA-bevægelsens forgreninger verden over stadig præger comedy. For eksempel fik danske Brian Mørk på et tidspunkt ørerne i maskinen.
Kunne der overhovedet findes et Monty Python i dag, tror du?
”I ”Life of Brian” var vi forud for vores tid. I Loretta-scenen identificerer jeg mig som kvinde – og vil ændre navn til Loretta. Det at beskæftige sig med seksualitet blev inspireret af vores samtaler med Graham, der var homoseksuel, hvilket var ulovligt dengang.
(Det gælder blandt andet også Pythons ”The Mouse Problem”-sketch og “Lumberjack Song”, red.)
“Da jeg gik på Cambridge, var homoseksualitet forbudt, hvilket er ret ironisk, hvis man kender lidt til engelske universiteter og kostskoler dengang. Det er faktisk en ret alvorlig scene, selvom den også er en satire over de mange venstre-bevægelser. Men siden du spørger: Jeg tog en enkelt joke ud, da jeg instruerede Pythons farvelshow i 2014. Vi havde en sketch, der hedder ”1500 meters for the deaf”. Der, hvor nogle døve løbere ikke reagerer, da startskuddet lyder. De kan ikke høre det. Den joke er at grine ad de forsvarsløse. Det er ikke passende i dag,” mener Eric Idle.
John Cleese har mere end en gang sagt, at han ikke mener, at man ville kunne indspille en film som “Life of Brian” i dag. På grund af alt det der er sket siden 9.11. Det er for kontroversielt. Det ved Eric Idle ikke rigtig, hvad han skal mene om.
I mere end 25 år har “Always Look on the Bright Side of Life” været en af de mest brugte sange ved begravelser i England. Det er meget specielt. Det rører mig meget. Det er vidunderligt. Jeg tænker, at den opmuntrer mennesker
”Måske har han ret. Jeg synes stadig, at det er vildt, at den overhovedet blev indspillet. Det skete udelukkende, fordi min kære ven, George Harrison, belånte sit palæ, Friar Park, og dermed kunne finansiere filmen via sit filmselskab Handmade Films. Dengang havde jeg mere eller mindre opgivet den. Ligesom med ”De skøre riddere” turde ingen filmselskaber binde an med den,” siger Eric Idle, og tilføjer:
“Egentlig tror jeg, den var sværere at få indspillet dengang, end den ville være i dag. Min kone og jeg har et hus i Provence. Franskmændene siger til mig, at “Life of Brian” ikke er ateistisk nok. Der er flere fritænkere i verden i dag end dengang. Vi besluttede meget tidligt at være meget respektfulde. Vi gør ikke grin med Jesus. Det er en tragedie om en mand, der bliver forvekslet med Jesus. I dag tror jeg, det er den mest kendte og mest populære af vores film.”
Ja, og en af verdens sjoveste film. Sangen der afslutter ”Life of Brian”, “Always Look on the Bright Side of Life” har fået sit eget liv i dag. Ved sportsbegivenheder og især begravelser?
”Ja, Manchester United var den første klub, der brugte den i forbindelse med nederlag. Men de måtte stoppe, da de begyndte at vinde, hæ. Mit foretrukne øjeblik, når det handler om fodbold, var da England vandt 5-0 over Tyskland, og de tyske tilhængere begyndte at synge “Always Look on the Bright Side of Life”. Det synes jeg var meget morsomt. I mere end 25 år har den været en af de mest brugte sange ved begravelser i England. Det er meget specielt. Det rører mig meget. Det er vidunderligt. Jeg tænker at den opmuntrer mennesker. Det er også en sang, der synges af soldater på vej i krig.”
Også plads til tårer
I sit show hylder Eric Idle de to kolleger, der har haft størst betydning for ham, George Harrison fra The Beatles og komiker og skuespiller Robin Williams.
“Mit show er ikke bare grin og comedy. Der er også tårer. Jeg synger to nyskrevne sange for George og Robin. Det griber publikum kan jeg mærke. Det griber også mig. Har du set mindekoncerten for George fra 2003 i Royal Albert Hall, hvor Eric Clapton var musical director? Jeg får våde øjne hver gang, jeg ser den. Vi var meget tætte venner. Han var en katolik, der blev hinduist. Så har man humor. Robin var en tæt ven. Den morsomste mand i sin generation. Da vi flyttede til USA i 1994, var Monty Python stadig på TV. Til min undren. Det var for længst stoppet på BBC. Han og Steve Martin sagde, at de var blevet inspireret af Monty Python, hvilket naturligvis er en kæmpe ære. Robin var en utroligt morsom mand. Vi var på flere ferier sammen.”
Jeg plejer at sige, people get old and bitter, when they should get old and better
Venskabet mellem Eric Idle og George Harrison er sagnomspundet blandt os, der mere eller mindre nærer lige så stor veneration for den såkaldt stille beatle som for Monty Python. Harrison finansierede ikke bare ”Life of Brian”, han skaffede også penge til den meget morsomme The Beatles parodi-film ”All You Need is Cash”, som man efter sigende skal være Paul McCartney for ikke at finde morsom. Den handler om den fiktive gruppe The Rutles, og går for at være en af de første såkaldte mockumentaries. Harrison medvirker selv i filmen.
Hvordan lærte du George Harrison at kende?
“George forsøgte at få fat i mig. Jeg havde skrevet en sketch om en popstjerne, som han var vild med. Han var et meget morsomt menneske. Hans favorit var Mel Brooks “The Producers”. Vi så den en gang om ugen dengang i 1970’erne. The Beatles selv var også sjove. Det er min teori, at årsagen til, at de så hurtigt brød igennem i USA, var deres humor. De væltede pressemøderne med deres humor og selvironi.”
Når jeg lytter til den megen musik, du selv har komponeret gennem tiden, tænker jeg, at du må have nogle ret stærke rødder i den engelske vaudeville tradition, såvel som i orkestermusik i det hele taget?
“Absolut. Som femårig blev jeg slæbt med i Manchester Music Hall, hvor jeg så diverse komikere og andre artister optræde. Det var fantastisk. Der var nogle forrygende komikere dengang. Et af de mest interessante reaktioner på frygt er comedy kombineret med en lille smule fortrydelse. Der er en direkte linje fra ”Always Look on the Bright Side of Life” til den tids komikere. I virkeligheden er det en post 2. Verdenskrigs sang. Solen skinner, livet er værd at leve. Trods alt. We’ll meet again some sunny day”.
Lige nu er Eric Idle på en turne rundt i Norden og de baltiske lande med det, han kalder en aften med glutenfri comedy fyldt med veganske sange og en enkelt pruttejoke.
Måske er det største for mig, at Elvis Presley var kæmpe Monty Python-fan. Elvis kaldte alle, han mødte”squire”. Han var min gud
“Jeg har nogle virtuelle gæstestjerner. Professor Brian Cox, astrofysiker, en abe i form af Micky Dolenz fra The Monkees synger “I am Believer”. Nogle af de mere ukendte Python bidder, som jeg holder særligt meget af. Plus lidt fra Pythons farvel-show. George Harrison dukker op og synger “The Pirate Song”, som han og jeg skrev sammen. Faktisk synger vi den sammen, det er sådan noget man kan i dag.”
Elvis Presley var vild med Monty Python
I september udkommer en bog om Idle og hans kone gennem 45 år, Tania Kosevichs andet, ‘hemmelige’ liv i Provence. Han har selv renoveret huset. Et refugium, hvor hans kone, han selv ”og en masse ræve og vildsvin” kan leve uforstyrret.
“Jeg holder meget af den kendsgerning, at vi kan gå rundt i Frankrig og være totalt anonyme. Franskmændende tog os overraskende hurtigt til sig. Men vi var overraskede, da”The Meaning of Life” vandt juryens pris under Cannes Festivalen. Husker du scenen med den meget store mand, der spiser og spiser, indtil han revner?”
Selvfølgelig. Har man set den en gang, glemmer man den aldrig.
“Orson Welles var juryformand. Vi var overbevist om, at vi aldrig ville vinde noget. Men han sagde til Michael Palin, at den scene var det sjoveste, han havde set. Vi troede, at han ville blive krænket.” (Orson Welles var på mange måder en stor mand, red.)
Er der noget du er særlig glad for i løbet af din lange karriere?
“”Bright Side” som vi talte om. Den betydning den har fået, det var der vist ingen, der havde set komme. Jeg mener, jeg sang den på det olympiske stadion i London ved afslutningsshowet i 2012. Det er stort. Måske er det største for mig, at Elvis Presley var kæmpe Monty Python-fan. Elvis kaldte alle, han mødte “squire”. Han var min gud. Han reddede vores liv, da vi var 14. (Elvis’ første single, “That’s All Right” udkom i 1954). Det faktum, at vi fik ham til at grine, og han havde alle vores videoer og bånd, er vidunderligt. Hans kæreste fra 1973 – 76, Linda Thomsen, fortalte mig en gang, at de ofte sad om natten og citerede vores sketches.”
I dag drives forretningen Monty Python af Michael Palin, John Cleese, Terry Gilliam og dennes datter. Eric Idle modtager sin procenter og rettighedspenge, men derudover har han intet med sine gamle kolleger at gøre.
“Jeg har ikke set dem i ti år. Jeg bor i Californien. Der er en afstand. Jeg ser vores afskedsshow i 2014 som den endelige, afrundende Monty Python begivenhed. To af os (Terry Jones og Graham Chapman) er ikke længere i blandt os. I dag kører John, Michael og Terry forretningen Monty Python. Jeg plejer at sige, people get old and bitter, when they should get old and better. Sådan vil jeg formulere det.”
Dermed henviser Idle til en strid, der handler om management, og som endte med, at de tre nævnte eks-kolleger fik deres vilje, at gøre Gilliams datter til en form for manager eller direktør for Monty Python. Han tænker formentlig også på nogle krasse udfald, John Cleese er kommet med mod Eric Idle.
“Jeg har ingen som helst interesse i at deltage i det. Det er vigtigt at adskille venskab og arbejde. Vi i Monty Python var kolleger. Ikke venner. Men vores betydning for hinandens indbyrdes liv var vidunderligt stor.”
Med disse ord takker Eric Idle og jeg af. Han skal videre til lyd- og scenetjek. Og så skal han lige nå sin eftermiddagslur.
BRIAN WILSON // MINDEORD – Det begyndte med surfing, piger og biler, harmonier så imponerende smukke som udsigterne i Yosemite nationalparken i det nordlige Californien. Men som den førende kreative kraft i Beach Boys skabte Brian Wilson en lyd, der på sin vis kunne virke både sorgløs og melankolsk, men også i stigende grad både pirrende og foruroligende i sin søgen mod det store ukendte, mod ubetrådte lydlandskaber. Jan Eriksen skriver mindeord.
Den 82-årige musiklegende Brian Wilson er død. Det bekræfter hans familie i en udtalelse på sociale medier. “Vi er sønderknuste over at annoncere, at vore elskede far Brian Wilson er død. Vi savner ord lige nu. Respekter venligst vores privatliv på dette tidspunkt, hvor vores familie sørger. Vi ved, at vi deler vores sorg med verden. Love & Mercy.”
Sorgen deler de med den, der skriver disse linjer.
Da jeg som 12-årig begyndte at komme på det lokale musikbibliotek, lyttede jeg en dag tilfældigt til Beach Boys-albummet Sunflower (1970), lånte det og optog det på et kassettebånd. Det skulle vise sig at være et af de øjeblikke, hvor livet for en stund får et nyt perspektiv. Det er noget af det, musik kan.
“Tears in the Morning”… er vel noget af det nærmeste, jeg er kommet – ja, måske ligefrem en religiøs oplevelse. God only knows.
Siden har det næsten absurd vellydende Sunflower, der langt fra hører til Beach Boys mest kendte, fulgt mig som en form for støtte og sjælesørger. Fra det handlingsanvisende “Add Some Music” over den latterligt medrivende produktion af “This Whole World”, den McCartney’sk løsslupne “Deirdre” til den klirrende friske lyd af “Cool, Cool Water”.
I dag ved jeg, at det er et af Beach Boys mest harmonisk producerede album. Jeg ved det, for det har Mike Love en gang fortalt i et interview. Flere årtier inden det blev et begreb, har albummet ofte været min mindfulness-øvelse. Det kommer jeg tilbage til.
Så da nyheden om Beach Boys Brian Wilsons død kom frem onsdag, var det næsten – næsten – som at miste et familiemedlem. Eller rettere et fremtrædende medlem af det sammensurium af preferencer, der udgør min musikalske familie.
Geniet Brian Wilson
“I wasn’t made for these times,” synger Brian Wilson allerede i 1966 på Pet Sounds.
Måske har han indimellem følt sig meget alene. Hvordan skulle det næsten ellers være med et menneske, der er født til at være gatekeeper ved en port til det guddommelige – med et øre, der kunne høre lyde, toner, stemninger, som ingen andre?
Om netop Brian Wilsons musikalske øre, sagde hans fan, Bob Dylan, en gang:
”Det øre, Jesus, han bliver nødt til at testamentere det til the Smithsonian, (museum, red.)”.
Heldigvis var Brian Wilson i stand til at omsætte sine drømmebilleder til himmelsk musik. Ingen i rockmusikken har nydt og vil stadig i årene fremover nyde så stor anerkendelse som Wilson. Lige nu hyldes han overalt på internettet.
Ved hjælp af ambitiøs studieteknik og uendelige, opslidende studieseancer lykkedes det at give Beach Boys musik ubegribelig storhed.
”Brian Wilson var en total sonisk visionær. Dette faktum kan ikke underdrives. Han var ikke alene kongen af hitlisterne med The Beach Boys, men også en musikalsk pioner, skyhøjt oppe i træerne som mesteren af alle blandt soniske opdagelsesrejsende. Ham, der fik branchens hoveder til at dreje sig i svælgende beundring, når de opdagede denne mester. Han var din foretrukne musikers foretrukne musiker,” skriver Far Out Magazine fx meget rammende.
Det er ingen hemmelighed, at de charmerende, uskyldsrene billeder af Beach Boys i stribede skjorter og shorts, med surfboards under armen hurtigt falmede efter de første gyldne år.
The Beach Boys (Carl Wilson, Dennis Wilson, Mike Love, Al Jardine, Brian Wilson) cirka 1962.
I store dele af sit liv var Brian Wilson plaget af nogle usædvanligt ondsindede dæmoner, der flere gange truede med at fortære ham, og som det i øvrigt heldigvis lykkedes ham at overkomme i flere omgange. Det er heller ingen hemmelighed, at med Wilson-brødrene, Carl og Dennis’, alt for tidlige dødsfald lignede Wilson-fablen mere en tragedie end en feel-good movie med happy end.
Men i stedet for at dvæle ved forbandelserne skal dette handle om musikken.
Surfin’ all over
Allerede som dreng sang Brian Wilson perfekt. Hans brødre, Carl og Dennis’ interesse i rock’n’roll fik ham tændt på den nye populære ungdomskultur. Efter en kort omvej – eller genvej – gennem Carl and the Passions, dannede de tre – sammen med Dennis og vennen Al Jardine – Beach Boys.
Beach Boys første californiske bølgeskvulp var 1961’s ”Surfin” – den første i en række Wilson-skrevne hit som ”Surfin’ Safari”, ”Surfer Girl” og ”Surfin’ USA”, hvor sidstnævnte nåede nr. 3 på de amerikanske hitlister og cementerede deres gennembrud.
Brian Wilson (top) med brødrene Carl (i midten) og Dennis i et PR-foto fra Capitol Records, 1962. Wikimedia.
Derefter fulgte en fortryllende række hit. Som den førende kreative kraft i Beach Boys skabte Wilson en lyd, der på sin vis kunne virke både sorgløs og melankolsk, men også i stigende grad både pirrende og foruroligende i sin søgen mod det store ukendte, mod ubetrådte lydlandskaber.
Det begyndte med surfing, piger og biler, harmonier så imponerende smukke som udsigterne i Yosemite nationalparken i det nordlige Californien. Ved hjælp af ambitiøs studieteknik og uendelige, opslidende studieseancer lykkedes det at give Beach Boys musik ubegribelig storhed.
The Beach Boys’ album Pet Sounds fra 1966 – skrevet (sammen med Tony Asher og Mike Love) og produceret næsten udelukkende af Wilson – ses ikke kun som gruppens mesterværk, men for mange det største album nogensinde.
Blandt andet nummeret “God Only Knows”, som Bono engang har beskrevet som det nummer, hans alter ego, MacPhisto, lytter til, når han indimellem bilder sig ind at være et geni, og har brug for at blive sat på plads.
Pet Sounds. Album cover.
Pet Sounds var udtænkt som et overordnet statement snarere end sange, med komplekse arrangementer, der indeholdt alt fra orkesterinstrumenter til Coca-Cola-flasker og tomater.
Inden Pet Sounds havde Beach Boys udgivet tre minutters mesterværker som fx “Don’t Worry Baby” og “Good Vibrations”. Jeg bliver aldrig træt af break’et efter 2 minutter og 16 sekunder i sidstnævnte, hvor et næsten sakralt kor efterfølges af et brud og et let og luftig forløb. Det er, i mangel af et bedre ord, kunst.
“Don’t Worry Baby” – jamen, de der vidunderlige korharmonier igen, sunget så de faktisk lyder som den trygge favn, ordene påstår. Ja, og melodien og verdens mest minimalisk og derfor lammende præcise guitarsolo.
Et vidunderligt liv
I slutningen af 60erne skiltes Wilson fra resten af Beach Boys. Voksende psykiske problemer, der formentlig blandt andet havde rod i en kronisk angst og hyppige opgør med en tyrannisk far, kombineret med et heftigt stofmisbrug lammede ham.
Mange år senere efter årtiers fejlbehandling blev han endelig diagnosticeret med skizoaffektiv lidelse og mild manisk depression. Han sagde i 2019:
“Der var tidspunkter, hvor (min) sygdom var uudholdelig, men med læger og medicin har jeg været i stand til at leve et vidunderligt, sundt og produktivt liv.”
Siddende her ved tasterne er jeg lykkelig for at have oplevet Brian Wilsons helt store comeback, og på en måde æresoprejsning
Brian Wilson skulle komme til at optræde og indspille med Beach Boys i flere omgange fra 70’erne frem mod 00’erne. Jeg så ham sammen med mange, mange tusinde andre i Tivoli i 1980, hvor Wilson ærlig talt ikke virkede specielt veloplagt.
Samtidig oplevede jeg, hvad jeg skulle få bekræftet et par gange senere, at uanset stranddrengenes stigende alder og omvendt proportionalt faldende sanglige kvaliteter, vil sangenes magi altid overleve – selv på laveste blus.
Siddende her ved tasterne er jeg lykkelig for at have oplevet Brian Wilsons helt store comeback, og på en måde æresoprejsning. Nemlig da ildsjælen Darian Sahanaja og tekstforfatteren Van Dyke Parks i 2003 sørgede for, at det glemte, fortabte pladeprojekt fra 1960’erne, Smile, blev udgivet som BrianWilson Presents Smile. Omgivet af fremragende musikere optrådte Wilson med sangene og en stribe hits, bl.a. i Cirkus i Stockholm en af disse sjældne varme nordiske sommeraftener, hvor Skærgården lignede en glimtende drøm.
At se og høre disse musikere loyalt, omsorgsfuldt og ja, supermusikalsk, hjælpe Wilson med at give lyd til det, der oprindelig lignede et vanvidsprojekt – ja, hvordan skal jeg beskrive det. Som at vågne op i morgen og opdage morgengryet ligne den første morgen, som Cat Stevens synger i en anden sammenhæng.
Brian Wilsons premiere på sit Smile-projekt. Nyd publikums hyldest.
Et skridt videre
Tilbage til Sunflower. Efter min mors død for tolv år siden boede min søster og jeg nogle dage hos min far. En aften opdagede jeg mit gamle kassettebånd med optagelsen af Sunflower i en plastikkasse i et skab. Lyttede til det på min medbragte Sony reportage-båndoptager, som jeg havde medbragt, hvis der skulle blive momentum for lidt arbejde i form af en båndudskrift. Lyttede igen. Lyttede igen tidligt næste dag, en frostklar februar-morgen.
At lytte til Bruce Johnsons “Tears in the Morning” lige den morgen i samme hus i den situation og med samme udsigt som, da jeg lærte Beach Boys at kende 43 år tidligere, er vel noget af det nærmeste, jeg er kommet – ja, måske ligefrem en religiøs oplevelse. God Only Knows.
Så vel er det tragisk, som det som regel vil være, når et menneske forlader denne verden. Men i Brian Wilsons tilfælde vil jeg forlige mig med, at han opnåede, hvad der er de færreste andre forundt. Nemlig at bringe verden et skridt videre i den rigtige retning.
MINDEORD – Sanger og skuespiller Kris Kristofferson, der døde d. 28. september, blev måske aldrig en sangskriver med en betydning eller et katalog som en Bob Dylan, Paul Simon eller Bruce Springsteen. Men han efterlader sig en stor håndfuld sange, der vil blive lyttet til og sunget til evig tid.
‘Me and Bobby McGee’ – som også er kendt med hans daværende kæreste, Janis Joplin. ‘For the Good Times’, ‘Once More with Feeling’, ‘Sunday Morning Coming Down’ – i øvrigt oversat og indspillet i en fremragende version af John Mogensen, ‘Søndag morgen’. ‘Forever Moment’, som er en af de sange, der bedst, både følsomt og kynisk, beskriver forelskelsens iboende flygtighed og storhed på én gang. For nu at nævne fem.
Med ‘Me and Bobby McGee’ og linjen ‘Freedom’s just another word for nothing left to lose‘ har Kris Kristofferson for længst indskrevet sig på en af runetavlerne i de store sangskriveres Valhalla. Som f.eks. fredstegnet og Jimi Hendrix’ brændende guitar indrammer den ikoniske linje, hvad 1968 på godt og ondt handlede om.
Et sted i den heftige strøm af mindeord på nettet om Kristofferson har en eller anden skrevet, at ”Kristofferson was the real deal“. Mere rammende kan det vist ikke siges.
I de bedste af en stribe af sine sange var Kris Kristofferson ‘the real deal‘. På den ene side er disse sange fortællinger, små film, på anden side tager han livtag med dybe, eksistentielle emner som tro, ensomhed, dødsdrift, vrede, selvdestruktivitet, håb og kærlighed – og nåja, der er også de mere lethjertede fabler om livet som outlaw countrysanger og barfly.
Som Bono siger i bogen Bono: In Conversation with Michka Assayas: “Først den dag, jeg kan skrive en sang som ‘Help Me Make It Through the Night’ er jeg udlært”.
Som så mange andre var han blevet inficeret med den bacille, der bestod af lige dele begejstring for Bob Dylan og lede ved Vietnamkrigen
For den, der mere end en gang har mødt sig selv i mørket, virker sangens bøn om noget så enkelt og samtidig stort som en hånd at holde i, lige stærk hver gang.
“Sunday Morgen Coming Down“ er på overfladen en drikke- eller måske nærmere tømmermandssang med smarte oneliners som “The beer I had for breakfast wasn’t bad, so I had one more for dessert“. Nedenunder sangens stærke filmiske billeder handler det om åndelig tomhed. Om at feste med djævlen, og om at ønske sig langt væk fra den vanedannende fest, indtil man har drukket så mange øl til dessert, at man har glemt hvorfor.
“I may not be the devil, but I sure drank a lot of his beers, and stole a lot of his songs,“ som Kristofferson sagde, da han optrådte på Roskilde Festivalen i 2013.
Kristoffersen og helikopteren
Kristoffersons far var generalmajor i det amerikanske flyvevåben, og som mange andre soldaterbørn fulgte Kris i faderens fodspor. Han var selv uddannet både helikopterpilot og ranger. Kris Kristofferson blev tilbudt at undervise i engelsk på militærakademiet West Point, men valgte i 1965 i stedet at forlade militæret for at hellige sig musikken.
Som så mange andre var han blevet inficeret med den bacille, der bestod af lige dele begejstring for Bob Dylan og lede ved Vietnamkrigen.
Udover karrieren som musiker optrådte Kris Kristofferson i et hav af film. Måske mest kendt som Rubber Duck i Convoy
Det med helikopteren skulle vise sig at komme ham til gode, da han opsøgte Johnny Cash i en helikopter og landede foran ham for at præsenterede sig selv og sin musik.
”Jeg er glad for, at Johnnys pistol ikke var ladt den dag. Ellers havde han sikkert skudt helikopteren ned,” sagde Kristofferson grinende, da jeg interviewede ham i 2008.
Senere skulle Kris og Johnny blive nære venner og optræde sammen i The Highwaymen. Kris fik sin pladekontrakt og med sine fire første album Kristofferson (genudsendt som Me and Bobby McGee ), The Silver Tongued Devil and I,Border Lord og Jesus Was a Capricorn skulle han få enorm indflydelse på musikere som Townes Van Zandt, Rodney Crowell og Steve Earle.
Da jeg i det nævnte interview spurgte Kristofferson, om han kunne huske en livsforandrende oplevelse, svarede han: ”Filmatiseringen af John Steinbecks Vredens Druer, som jeg så som dreng. Den påvirkede mig enormt. En af de sange, jeg er mest stolt af, ‘Here Comes That Rainbow Again’ er direkte påvirket af den film. Den er ikke en af mine mest kendte sange, men jeg holder meget af den.”
Inspireret af Steinbeck som Springsteen på Nebraska?
“Ja, han er en af mine store helte. Ligesom Bob. Han er den største. Det var ham, der gjorde mit job respektabelt.”
Skuespilleren Kris Kristofferson
Udover karrieren som musiker optrådte Kris Kristofferson i et hav af film. Måske mest kendt som Rubber Duck i Convoy.
“Unge mennesker husker mig sjovt nok især for filmen Convoy. Jeg forsøgte at dreje den over i en mere politisk retning – det handlede om at stå sammen, solidaritet, men det lykkedes vist desværre kun delvis. Som uddannet soldat og søn af en mand, der kæmpede i Korea og 2. Verdenskrig, synes jeg, at jeg har ret til at udtale mig. Jeg har set, hvilken smerte krig forårsager. De, der sender soldater til Irak, er enten uvidende eller ligeglade,” sagde Kris Kristofferson.
Nye generationer, der forbinder filmen A Star is Born med Bradley Cooper og Lady Gaga, ved det måske ikke, men i 1970’erne udødeliggjorde Kristofferson og Barbra Streisand samme historie i en grad, så det nærmest virkede, som om manuskriptet var skrevet til den dengang unge countrysanger.
Da jeg telefoninterviewede Kris Kristofferson fortalte han, at han primært indspillede de mange film for at få råd til at turnere med sit band. Jeg tog modet til mig og spurgte om den igangværende soloturné med akustisk guitar – med lejlighedsvis besøg på scenen af diverse familiemedlemmer – blandt meget andet var et forsøg på at demontere myten om ham der cowboyen på vej til den næste whiskey og barslagsmål?
“Hva’, skal du have et par på kassen,” grinte han.
Der var ikke meget sangstemme tilbage, faktisk ingen til sidst, men han havde stadig stil, fortællelyst og sangene kunne tåle den skrantende stemmepragt
“Nej, jeg forstår, hvad du mener. Det er ikke bevidst. Men hvis det virker sådan, vil jeg være meget glad. I sidste ende er ingen af os større end Gud. Det glemte jeg ofte, dengang jeg drak,” tilføjede han.
De seneste år af Kris Kristoffersons aktive karriere, hvor jeg var så heldig at se ham live tre gange, rejste han rundt i verden med sin guitar og diverse familiemedlemmer som en form for værdig ambassadør for sine sange. Der var ikke meget sangstemme tilbage, faktisk ingen til sidst, men han havde stadig stil, fortællelyst og sangene kunne tåle den skrantende stemmepragt.
Den nyeste album, udgivet i Kris Kristoffersons navn – i hvert fald på Spotify – er Out of Line (Live), indspillet sammen med Kristoffersons anden kone, Rita Coolidge. Det er en udmærket liveindspilning, hvor man fornemmer den store sangskrivers store talent og mange inspirationskilder.
RAY DAVIES // FØDSELSDAGSPORTRÆT – “It has honour, it has character and it’s british,” synger Ray Davies i Kinks-sangen ‘Cricket’. Man kunne sige det samme om den britiske rockmusiks gentleman. I anledning af Ray Davies’ 80-års fødselsdag hylder Jan Eriksen sangskriveren bag ikoniske numre som ‘Waterloo Sunset’ og ‘Lola’.
Et af mine livsvidner fylder 80. Selvfølgelig er der tale om et envejsvenskab, som det altid vil være med ens idoler. Det begyndte, da jeg medio 70’erne første gang stiftede bekendtskab med The Kinks’ compilationplade med den mundrette titel Lola Percy & The Apemen Come Face To Face With The Village Green Preservation Society… Something Else.
Dog skal det med, at da jeg interviewede Davies dagen før hans koncert i Ledreborg Slotspark i august 2010, gav jeg ham ydmygt kredit for et af de mest betydningsfulde sangkataloger i britisk rock.
”Det er meget venligt,” sagde han. Manglede bare.
Ingen eller meget få beskriver som Ray Davies det, man kunne kalde den engelske efterkrigstidsdrøm set fra middelklassen og sidelinjen, spiddende kritisk, perspektiverende og medlevende varmt. Ofte med et blik til de Misfits, der altid har haft Ray Davies’ sympati og empati
Desværre kommer historien om Ray Davies alt for ofte til at handle om det, han og hans gruppe IKKE nåede – det store amerikanske gennembrud, som blev hans samtidige, The Beatles, The Rolling Stones, og til en vis grad The Who, til del.
Der er mange forklaringer, og Ray Davies har selv et par stykker.
Men hvorfor ikke bare hylde det, Davies og hans skiftende håndgangne Kinks faktisk opnåede?
Sir Ray, som jeg plejer at kalde ham, for at minde om ikke andre mig selv om, at han fortjener lige så stor anerkendelse som ham fra Liverpool, medvirkede i Rock’n’roll Hall of Fames 25-års jubilæumskoncert i 2009. Dengang titulerede James Hetfield Davies ’one of the original punks’.
The Kinks lagde fra kaj i 1964 med de ikoniske riffs i ‘You Really Got Me’ og ’All Day and All of The Night’ ved bror Dave, der for altid er mejslet ind i rockhistorien som de første rockriffs med distortion. Noget med, at Dave Davies stak en nål i en højttaler. Om det er sandt, ved jeg ikke, men jeg kan lide historien.
Siden kom Ray Davies og hans Kinks til at afsøge et stjernefirmament af forskellige musikalske og tekstlige udtryk, bl.a. på en af rockmusikkens første konceptplader med titlen The Kink Controversy (1965), mens Roger Waters stadig spillede bumset, hvid blues.
Ray Davies’ sangskat er enorm, fra de eksperimenterende plader i slutningen af 60’erne, hits som ‘Sunny Afternoon’ (der blev sunget af publikum på Wembley i 1966, da Englands fodboldlandshold vandt deres første og, tør jeg godt sige, sidste titel), ‘Days’, ‘See My Friends’, ‘Till the End of the Day’, ‘Where Have All the Good Times Gone’, ‘Dedicated Follower of Fashion’, ‘Well Respected Man’, ‘Dead End Street’.
Det akavede hit ‘Lola’, der gav Kinks et mindre amerikansk gennembrud. Det smukke, bittersøde ‘Celluiod Heroes’ med sin medfølende solidaritet med den amerikanske stjernedrøms vindere og tabere. Det kunne sådan set også handle om dem, der stiller op i X-Factor.
De efter min mening underkendte – også af Ray selv – ’amerikanske’ 70’er-albums Sleepwalker og Misfits. Især Kinks popo-sparkende ’okay, punks, hør her, hvem der fik jeres pædagoger til at danse, da I gik i vuggestuen’-album Low Budget. For ikke at tale om efterfølgeren Give The People Want They Want (1981) med bl.a. ‘Better Things’, som du skylder dig selv at høre i versionen, hvor Ray synger sammen med Bruce Springsteen.
Der har været, er og følger mange store britiske sangskrivere.
Ingen eller meget få beskriver som Ray Davies det, man kunne kalde den engelske efterkrigstidsdrøm set fra middelklassen og sidelinjen, spiddende kritisk, perspektiverende og medlevende varmt. Ofte med et blik til de misfits, der altid har haft Ray Davies’ sympati og empati.
Smukkere end i mesterværket ‘Waterloo Sunset’ bliver det ikke. Hvorfor ikke give ordet til en anden af de helt store englændere David Bowie?
“Der er noget enormt forankret i den sang. Den er så engelsk som Peter Ackroyd (forfatter, historiker og litteraturkritiker). Den siger, ‘London’. Der er noget så dybt bevægende over den sang. Den er tidløs.”
For at undgå forvirring om de to ens navne, nævnes den unge Alex Vargas i artiklen ved sit fulde fornavn, Alexander.
Som sanger i rockbandet The World stod Alex Vargas på adskillige danske musikscener i en periode fra medio firserne til slutningen af halvfemserne. Det var en periode med mange højdepunkter.
Et af dem var andenpladsen i en verdensomspændende musikkonkurrence, der blev afholdt i Japan. Andenpladsen i Tokyo resulterede i, at The World blev fløjet til Los Angeles for at optræde på nationalt tv i programmet Star Search, der svarer til American Idol i dag. Showet har været affyringsrampe for stjerner som Beyoncé (sammen med Destiny’s Child), Justin Timberlake, Britney Spears og mange andre.
Senere spillede The World i TV2-programmet ”Eleva2ren” i forbindelse med deres første album. Alt dette helt uden støtte fra et pladeselskab.
I musikbranchen er man besværlig, hvis man insisterer på at bevare sin integritet
Et andet højdepunkt var et job i K.B. Hallen i november 1992 som opvarmningsband for Keith Richards daværende solo-band The X-Pensive Winos. Men – “you can’t always get what you want,” som Mick Jagger synger i sit og Richards bandAf private og professionelle årsager fik Alex Vargas i 2002 nok af Danmark og rejste til USA – og blev der i 20 år. Nu begynder et nyt kapitel i hans liv.”Efter at have boet i San Francisco i 20 år, kan jeg endelig se min søn igen, og jeg kan være bedstefar for mine børnebørn. Jeg er så småt i gang med min musikkarriere igen – og har fået et job som musikbooker. I en alder af 57. Spørg mig, om jeg er glad.”
Det spørgsmål er overflødigt. Alex Vargas smiler meget. Nærmest hele tiden.
På jagt efter en forholdsvis fredelig café, hvor vi kan tale sammen, passerer vi Gråbrødretorv i København. Selvom efterår er ved at blive til vinter, sidder der en hel del gæster ved caféernes udendørsborde. Jeg forestiller mig i et glimt en af de helt specielle sommerdage på Gråbrødre. Åbenbart også Vargas, der griner.
”Det var her, jeg mødte Alexanders mor. Det var en smuk dag.”
Da Vargas næsten vandt i Tokyo
For at forstå, hvad det betyder for Alex Vargas senior at være tilbage i Danmark, skal vi tilbage til firserne.
”Dansk rock til tops i Japan.”
Sådan lød en af overskrifterne, da The World i 1989 deltog i musikkonkurrencen Yamaha Band Explosion. I den æra gav den konkurrence blandt meget andet store bands som Teenage Fanclub og Manic Street Preachers et skub fremad. Efter at have vundet den europæiske finale i Göteborg endte The World som verdenskonkurrencens nummer to i den legendariske koncerthal Budokan. The World drømte – om ikke at indtage The World, hele verden – så i det mindste om noget stort. I første omgang en pladekontrakt. Som der står i en af de mange artikler, der blev skrevet om bandet dengang i ’89: ”The World er et godt band. Deres musik er inciterende, hårdtpumpet, uimponeret og ambitiøs. Inspireret af alt fra jazz til hård rock.” (Ekstra Bladet).
”Alexanders mor og jeg mødtes en tilfældig dag i 1987, talte godt sammen og aftalte, at vi skulle mødes to uger senere
Bandet optrådte et hav af gange live i forskellige konstellationer. Snakken i musikverdenen gik på bandets heftige liveudtryk og især den karismatiske forsanger og badutspringer Alex Vargas. Oprindelig kom han til Danmark i 1985 efter endt uddannelse som skuespiller på den statslige skuespillerskole i hjemlandet Uruguay. Her havde han lært nogle danske elever at kende, og historierne om det lille land i det kolde nord virkede tillokkende. Han faldt hurtigt til, og det blev klart, at han med sin musikalitet, karakteristiske stemme og teateruddannelse kunne byde ind med noget helt specielt på den københavnske musikscene. Vargas blev ret hurtigt medlem af det københavnerband, der skulle blive til The World.
Coverfoto
I 90’erne udkom to album, Mirror (1994) og Vargas (1996). Begge fik masser af ros fra anmelderne. ”Det er simpelthen bare engelsksprogede, hjemmekomponerede sange, det står så hamrende præcist og klart, så det gør ondt helt ind i en ældet rock og bluessjæl,” skrev Ekstra Bladet om Mirror. ”Det er en troldmand i stemmen. The World er en gruppe fuld af selvtillid og humor på sin egen mørke måde, der aftvinger respekt,” skrev Det Fri Aktuelt om Vargas.
Et spørgsmål om integritet
Men det var op ad bakke, og det blev slet ikke den optur, sanger, sangskriver og bandleder Alex Vargas drømte om. Forklaringen? Med et enkelt ord: kompromisløshed. Og alt for meget af det – efter pladeselskabernes mening, siger Alex Vargas.
”Der var mange tilbud og mange samtaler efter vores andenplads i Tokyo. Jeg tør godt sige, at ingen af dem tog udgangspunkt i vores musik. Det frustrerede mig. På et tidspunkt mødtes min daværende manager med et interesseret selskab i Los Angeles, der havde hørt fra deres danske afdeling, at jeg var besværlig. I musikbranchen er man besværlig, hvis man insisterer på at bevare sin integritet,” siger Alex Vargas.
Det er længe siden, og han er for længst videre, har bl.a. formået at opbygge et mindre filmproduktionsselskab i San Francisco. Men det er tydeligt, at oplevelserne dengang sidder i ham.
Det var ikke meant to be. Jeg var ung – yngre end hende. Hun havde job, hus, bil, boede oppe nord for København, jeg var ung, musiker, job i lufthavnen, jeg var lige kommet til Danmark
”Der var en pladeselskabsdirektør, der efter at have sagt ja til vores demobånd, sagde, ”ja, så skal vi bare af med guitaristen og have fundet nogle nye numre”. ”Mener du virkelig, at vi skal fjerne vores guitarist, han er som en bror for mig?” spurgte jeg. Han sagde: ”Det er mine penge”. Jeg sagde: ”Det er min musik. Farvel. Kald mig bare besværlig”.”
En anden pladeselskabsmand dukkede op ved flere af The Worlds koncerter, bl.a. en udsolgt koncert i Betty Nansen Teatret.
”Han virkede så begejstret, at vi troede på det. Men det første, han sagde, da vi endelig mødtes, var, at jeg skulle lære hans nevø at danse og synge. Det sidste ville være en umulig opgave, vidste jeg i forvejen. Jeg kendte udmærket nevøen, det var en god ven. Og så ville pladedirektøren i øvrigt hyre mig som korsanger og danser til en anden musikers turne, mens jeg var selv på turné med mit band. Jeg skulle være korpige. Det blev et nej tak,” siger Alex Vargas.
Han nævner lignende frustrerende oplevelser med Anne Linnets daværende pladeselskab Pladecompagniet og med den legendariske danske pladedirektør Poul Bruun.
Et tilfældigt møde
Sideløbende med sine oplevelser i musikbranchen blev det sværere for Vargas at opretholde en relation til sin søn, Alexander, som danskerne i dag kender under navnet Alex.
”Alexanders mor og jeg mødtes en tilfældig dag i 1987, talte godt sammen og aftalte, at vi skulle mødes to uger senere.”
De blev tætte i en periode, men mere var der ikke i det. Eller rettere sagt, jo, der var meget mere i det. For der kom et menneske ud af deres møde, nemlig sønnen. Årsagen til, at Alex Vargas blev i Danmark.
”Det var ikke meant to be. Jeg var ung – yngre end hende. Hun havde job, hus, bil, boede oppe nord for København, jeg var ung, musiker, job i lufthavnen, jeg var lige kommet til Danmark. Jeg kan godt forstå, at det ikke blev til mere,” siger Vargas.
Sangene er 20 år gamle, jeg er 20 år ældre, og de skal passe til den, jeg er i dag. Jeg har tilføjet en hel del ting. Nogle tekstbidder. Jeg følte, at det ville være en sejr for mig at få det album udgivet
Han understreger flere gange, at han ikke er ude på at skyde på nogen. Det blev, som det blev, og livet er gået videre for alle. Men det er vigtigt for ham at fortælle baggrunden for, at vi taler sammen på caféen, der tilfældigvis ligger få meter fra Gråbrødretorv.
”I begyndelsen så jeg jævnligt Alexander, bortset fra en periode, hvor hans mor var sammen med en ny mand. Det blev et bedre forhold efterhånden, som Alexander blev ældre, og vi kunne tale sammen og foretage os nogle ting sammen,” siger han og tilføjer: ”Men det begyndte at blive besværligt af forskellige grunde.”
Far og søn havde planlagt en rejse, der skulle finde sted, da sønnen fyldte 13 i 2001. Det skulle med Vargas ord være en bonding trip til Thailand. Det havde taget et år at planlægge den.
”Men pludselig kunne det af forskellige grunde ikke blive til noget alligevel. Det var en kæmpe skuffelse – jeg var klar over, at hvis han og jeg skulle have en chance for at etablere et rigtig godt forhold nu, hvor han var på vej ind i sine teenageår, skulle det være nu. Det var rigtig hårdt for mig. Lige på det tidspunkt havde jeg det sådan, at det ville ødelægge mit forhold til min søn. Vi havde talt om den rejse, vi havde glædet os. Det var ikke mit valg at aflyse turen.”
Fra filmen “Rice”, som Alex Vargas bl.a. har produceret og medvirker i. Pressefoto
Efter de to The World album var Vargas reelt blevet solist. Han var dog fortsat ufortrødent med at skrive og indspille musik. Der lå et færdigt masterbånd til det album, der nu endelig udkommer under titlen Rollerwave. Der var aftaler om både det ene og det andet, om interviews og promotion, og cd’en skulle bare trykkes. Men så mødte han en meget insisterende pladeselskabsmand, der jagtede ham i tre uger. Langt om længe en mand, der virkede engageret og interesseret i musikken i sin egen ret.
”Jeg mødte ham på en adresse i Hellerup, på et kontor, hvor der dårligt nok var møbler. Han repræsenterede et tysk pladeselskab, sagde han, og ville først udgive pladen i Tyskland. Det virkede overbevisende, og jeg aflyste mine mange aftaler.”
Jeg er stolt af Alexander. Rigtig stolt
Vargas afleverede sin master, og de aftalte betingelserne for pladekontrakten, som skulle underskrives ved næste møde. Og så pludselig var pladeselskabsmanden væk. Kontoret tomt. Ingen kontrakt. Ingen i bygningen. Alex Vargas mødte ham aldrig igen.
”I dag er jeg videre, for man skal videre. Men stadig spørger jeg: Hvorfor? Hvad var pointen? Der var ingen som helst gevinst, økonomisk eller på anden måde, for dem i at stoppe mig og de planer, der var lagt. Hvad handlede det om? Jeg fatter det stadig ikke,” siger Vargas opgivende.
”Hvorfor. Kan du forklare det? … Nej, selvfølgelig kan du ikke det.”
Det var den famøse dråbe, der fik bægeret til at flyde over. Alex Vargas besluttede at flytte til Sverige. Han ville købe et hus og en båd for de penge, han havde tjent. Sådan blev det aldrig, for pludselig kom der et tilbud om et job i USA. Han fik sit Green Card og bosatte sig i San Francisco og etablerede senere filmselskabet Cutcreek Film, som bl.a. har produceret kortfilmene Shasta og The Healer og spillefilmen Rice. Med sit netværk og flere filmuddannelser gik det kun fremad for Alex Vargas.
”Jeg måtte droppe et filmprojekt. Min kærestes datter fik kræft. Det var selvfølgelig værst for hende, men det betød, at jeg måtte flytte ud af huset. I USA er der noget med sygesikringen, som jo er privat forsikring. For at forsikringen skulle dække behandlingen, måtte min kærestes fraseparerede mand flytte tilbage i huset. For hvis de boede under samme tag, ville deres forsikringer dække fuld behandling af datteren.”
I stedet boede Alex Vargas på sit kontor i halvandet år. Det satte tanker i gang. Mange. Alene det at bo i et kontorrum. På den anden side var han privilegeret. Fra sit vindue kunne han se telte på gaderne i kunstnerkvarteret The Mission i San Francisco – ikke så langt fra Golden Gate Bridge. Det var mennesker, der havde måttet sælge alt eller opgive at betale afdrag på gæld.
”Jeg talte med nogen, der havde været nødt til at sælge alt, men som dog havde beholdt den sofa, de lige havde købt inden Corona. Sofaen stod udenfor teltet. Den ville de ikke af med. Det der billede af teltet og sofaen. Dybt traumatiserende. Det sidder stadig i mig. Jeg huskede Danmark. Sygesikring og et offentligt system. Det, jeg så udenfor mit vindue – jeg kunne ikke håndtere det. Gudskelov blev min kærestes datter hurtigt rask, men jeg sagde til min kæreste, at jeg ikke kunne vente på, at hun og hendes mand blev skilt.”
Tilbage i Danmark i 2021. Vargas begyndte at genopbygge sit danske liv. Først og fremmest rakte han ud til sin søn, som han havde savnet – de mentale billeder af sønnen var efterhånden gulnede.
”Jo mere jeg tænkte over det, jo mere forestillede jeg mig, at der måtte være et hul et eller andet sted inde i Alexander. Identiteten. Jeg tænkte, at en del af det, han ved om at være far, skyldes det billede, han har af mig fra de første år. Men min opgave er ikke at presse min opfattelse ned over ham. Det må komme fra ham, hvis han føler behov. Det vigtige for mig er, at jeg faktisk er bedstefar i dag. Og har mulighed for at se mine børnebørn. Jeg har ikke haft chancen for at være far så meget, som jeg ønskede. Men nu har jeg en chance for at være bedstefar,” siger Alex Vargas.
Som noget af det første, da han var tilbage i Danmark, lejede Vargas senior et studie på Refshaleøen. Over et halvt år i 2022 indspillede han nye spor med bas, guitar og trommer til en del af de gamle numre fra 2002. Sangene havde han ikke glemt. Det er dem, der nu er udkommet på albummet Rollerwave.
”Sangene er 20 år gamle, jeg er 20 år ældre, og de skal passe til den, jeg er i dag. Jeg har tilføjet en hel del ting. Nogle tekstbidder. Jeg følte, at det ville være en sejr for mig at få det album udgivet. Og det er vigtigt for mig at få udgivet en plade, der forklarer, hvem jeg var dengang, og hvem jeg er i dag,” siger Alex Vargas.
Nye muligheder
Via personlige relationer har han forbindelse med et pladeselskab i New York og et lokalt dansk selskab, der har vist interesse.
”Jeg har et realistisk syn på det. Jeg er 57. Lige meget hvad, kommer jeg ikke til at spille i Royal Arena. Og jeg har ikke lyst til at rejse rundt på landevejen i USA for at spille på små steder, hvor jeg nu kan få en mulighed. It’s a hard life. Allerede når du er over 25, er du ved at være for gammel til TikTok. Målet for mig er at komme ud at spille koncerter, men det skal bygges langsomt op. Det er muligheden for en mand, der ikke har råd til at betale en masse penge for PR.”
Pressefoto
En gammel bekendt har inviteret Alex Vargas til at medvirke i nogle eksklusive private koncerter i november. Hvilket i øvrigt er en stadig større niche i musikbranchen efterhånden, som indtjeningsmulighederne ligger i liveoptrædener, merchandise og rettigheder – og mange sukker efter at høre musikken tæt på.
”Nogle af dem, der kommer til koncerterne, har masser af forbindelser i musikverdenen. Foreløbig er de to første udsolgt. Jeg har det rigtig fint med, at ringene breder sig langsomt,” siger Alex Vargas.
Samtidig er Vargas ansat som vært og booker på en ny, mindre musikscene, Asta Tunes, i forbindelse med Café Asta, der er en del af Hotel Fy og Bi på Valby Langgade. Filmproduceren fra San Francisco har fundet en ny platform i det gamle danske filmkvarter ved Nordisk Film. Der er foreløbig booket tre koncerter med Sara Grabow, Louise Brüel Flagstad og Christian Veitner.
”Jeg synes, jeg er et rigtig godt sted lige nu,” siger Alex Vargas med endnu et af sine mange smil.
Der er en lille pause i samtalen. Det er en times tid siden, vi gik hen over Gråbrødretorv. Dengang var det lyst, nu har skumringstæppet lagt sig over byen.
”Jeg har fuld respekt for Alexanders succes. Og jeg er stolt af ham. Rigtig stolt.”
Alex Vargas søn, Alexander Vargas, har læst artiklen og ønsker ikke at kommentere den.
Vargas flyttede til London i en alder af 17 for at forfølge sin musikalske karriere, hvor han blev signet til Geffen Records og dannede bandet Vagabond, der bl.a. nåede at optræde på Glastonbury Festival.
Som solist har han bl.a. optrådt og indspillet med trancebandet Above & Beyond.
I 2014 skrev Vargas kontrakt med Copenhagen Records. Første udgivelse var “Till Forever Runs Out” efterfulgt af “Solid Ground”.
Senere har han udgivet tre album, senest Big Big Machine (2023) bl.a. med hittene ”Yougazer” og ”Pages”.
Britisk presse og blogs har beskrevet Alex som “fængslende, poetisk og åbenlyst følelsesladet, Vargas’ sjælfulde tilgang vinder fans – forbered dig på at blive en af dem”.
Han var med til at skrive Bulgariens bidrag til Eurovision Song Contest 2017, der endte som nr. 2.
Alex Vargas har optrådt i adskillige europæiske lande.
Han medvirkede i 2022 i tv-programmet Toppen af poppen. Og medvirker desuden i den succesfulde tv-serie Ted Lasso – bl.a. med en version af The Beatles ”Hey Jude”.
Lidt før middag fredag d. 9. juni opstod et af de øjeblikke, hvor hundrede tusinder af danskere for en kort stund holder vejret. Peter Belli er død. Jamen, han har jo altid været her – og det er han så ikke længere. Ikke fysisk. Peter Belli blev et begreb som sanger, entertainer, menneske – en sanger, der i enhver betydning formåede at nå ud i alle hjørner af det musikalske Danmark. I Bellis tilfælde giver det mening at sige, at der næppe findes en scene, han ikke har optrådt på.
Samtidig er det en af de sjældne historier om sangeren, der begyndte med rockmusik, blev dansktopsanger for at vende tilbage som rocksanger i 90’erne.
Når alle poler om forhåbentlig først mange, mange år er smeltet, og nogen sætter sig på en bjergtop for at skrive den definitive danske musikhistorie, vil Peter Belli med denne her særlige udtryksfulde varme, inderlige stemmeklang utvivlsomt blive nævnt som en af de største fortolkere nogensinde i dansk rockmusik.
Jeg er den eneste dansker nogensinde, som har fået en dom for at ryge hash. Hverken før eller efter dommen på 30 dages hæfte er en dansker blevet spærret inde blot for at have røget hash
”Om lidt, saa er vi skilt ad / Som Bærrene paa Hækken / Om lidt, er vi forsvundne / Som Boblerne i Bækken.”
Sådan synger han på sit album, Som boblerne i bækken, der udkom i 2016. Titlen stammer fra sangen, der er en indspilning af Emil Aarestrups korte, smukke digt ”Angst”, som han skrev under påvirkning af en ulykkelig forelskelse i den alvorligt syge komtesse Amalie Raben, der døde under en kurrejse i 1832. Aarestrup deltog på rejsen i sin egenskab af læge.
Modsat den sværmeriske digterlæge er det svært at forestille sig Peter Belli ulykkeligt forelsket. I så fald må det have været mere end små 60 år siden.
Peter Belli i 2011. Foto: Wikimedia
Peter og June
En del af fortællingen om den folkekære danske sanger og entertainer handler om ægteskabet med June Belli. Siden de i 1967 blev gift i Bethlehemsskoven ved Høje Sandbjerg, er deres forhold vel nærmest blevet titlen på et fænomen, der beskriver den store, livslange og tillidsfyldte kærlighed mellem to mennesker.
Det er ”Peter og June”, som det er ”Keld og Hilda”. Som amerikanerne havde Johnny Cash og June Carter i USA, havde vi Peter og June i Danmark.
Og som det var tilfældet med Johnny i USA, var Peter en af de første rocksangere i Danmark. Noget helt andet er, at mange af de sange, der skulle gøre Belli til dansktopstjerne i 70’erne, var oversættelser og bearbejdelser af country-sange med udgangspunkt i Nashville.
Han debuterede som sanger i 1959 og blev hurtigt medlem af orkestret Les Rivals i en tid med de legendariske musiksteder Hit House (i dag Aveny-T) og Place Pigalle på Dyrehavsbakken som samlingspunkter for de første rockrødder med anderumpefrisurer.
I 1966 kom det helt store hit – “Ulven Peter” – en sang, der senere skulle blive synonym med sangeren Belli.
At sidde sammen med Gustav Winckler i campingvognen efter en optræden på en blokvogn et sted i Danmark – efter at have mødt en masse taknemmelige danskere – og drikke en enkelt whisky og tale om dette og hint. Det fylder mig med meget stor varme at tænke tilbage på
Han, der selv kom fra en dybt dysfunktionel familiebaggrund, fandt tidligt sin livsledsager i June – da først han var blevet accepteret af sin svigermor, sandsigersken Corinta. Det var jo lidt af en rebel, June præsenterede derhjemme.
Helt galt gik det, da Belli i en radioudsendelse i 1966 indrømmede at have røget hash. Efter en koncert blev Belli og Les Rivals anholdt, og de endte med at tilbringe en måned i et fængsel i Kolding.
”Jeg er den eneste dansker nogensinde, som har fået en dom for at ryge hash. Hverken før eller efter dommen på 30 dages hæfte er en dansker blevet spærret inde blot for at have røget hash,” skriver Peter Belli i biografien Jeg er som jeg er.
Allerede i 1975 indspillede Belli en selvbiografisk version af “Rock’n’roll I Gave You the Best Years of My Life”.
“Vi lyttede til The Beatles og Chuck Berry med. Hvem kunne sidde stille, når de rockede afsted. Vi øvede deres sange, til vi ku’ dem udenad. Når først jeg sang og spillede, følte jeg mig glad. Rock’n’roll jeg gav dig mine allerbedste år,” synger Belli i “Rock’n’roll jeg gav dig de allerbedste år af mit liv”.
Stod ved sine sange
Efter fængselsopholdet gik Les Rivals i opløsning, og Belli søgte i en mere folkelig musikalsk retning, især i samarbejdet med tekstforfatteren Thøger Olesen, der allerede var begyndt i tiden med Les Rivals. Det var sange som ”Hvis jeg nu var arbejdsløs” og ”Helt igennem respektabel”, en oversættelse af The Kinks ”A Well Respected Man”.
Om Belli var politisk engageret, ved jeg ikke, men en del af de første af hans sange, der nåede på dansktoppen, havde et vist (national) romantisk socialrealistisk tilsnit – måske inspireret af den samtidige John Mogensen.
Det var sange som ”Bli’ væk fra vort kvarter”, ”Blot det er godt at være aktionær”, ”Min Mølledam” og ”Kære gamle tog”.
I en periode i slutningen af 70’erne fik nogle sange et mildt sagt sentimentalt præg. ”Roser til Mama”, ”Teddybjørnen” og ”Ingen regning” f.eks. Samtidig indspillede Belli fine versioner af sange af bl.a. countrysangskriverne Messina og Loggins og The Bands ”The Night They Drove Old Dixie Down” – altid på dansk. For ikke at tale om f.eks. hans versioner af Charles Aznavours “She” og Elton Johns “Your Song”. Lyden er tidstypisk easy listening-agtig, men igen – Bellis stemme lyder oprigtig.
Jeg har altid sunget rock’n’roll. Bare i forskellige farver
Peter Belli var vant til livet som omstrejfende sanger og gøgler. Også senere i livet stod han ved sine dansktopsange – og respekterede ikke mindst det, som de sange gjorde for sine lyttere, der tog dem til sig.
I slutningen af 90’erne, da Peter Belli for længst var vendt tilbage til rockmusikken, talte jeg med ham om den gamle ven og kollega Gustav Winckler. Det var en periode, hvor han ikke var vild med pressen, men da han hørte, hvad jeg ville tale om, tøede han hurtigt op.
“Nogle mennesker ser ned på os dansktopkunstnere, dengang – som nu. Nu skal jeg sige dig noget, jeg står ved alt, hvad jeg har lavet. For det var jo sådan, det var, og de betød meget for en masse mennesker. At sidde sammen med Gustav Winckler i campingvognen efter en optræden på en blokvogn et sted i Danmark – efter at have mødt en masse taknemmelige danskere – og drikke en enkelt Four Roses whisky og tale om dette og hint. Det fylder mig med meget stor varme at tænke tilbage på,” sagde han.
Karrieren fik et boost
I en periode udsendte Belli fortsat en masse album og singler, men der blev langt mellem hittene. I de efterfølgende år stiftede June og Peter familie. De fik børnene Chano, Michel og Natasja. Boede i campingvogn, indtil Belli og June købte hus i begyndelsen af 80’erne.
Efterfølgende blev Belli så økonomisk presset, at han begyndte at optræde med playback til et transportabelt musikanlæg, senere blev han TV-bingo vært. Det var en svær tid i Peter Bellis liv med depression og stress.
Ganske som med nævnte Johnny Cash skulle der en pladeproducer til at give Bellis karriere et boost. Som Rick Rubin lokkede Cash med på American Recordings-pladerne, fik ildsjælen Poul Martin Bonde først Belli med i de såkaldte audioer, Den store lysfest og Det blå hotel og senere Hobo-Ekspressen (sammen med Nanna, Johnny Madsen og Billy Cross), det danske svar på The Traveling Wilburys.
Kvartetten var muligvis lige så meget gimmick som kunst, men sammen med albummene Yeah (1991) og Ribbet og flået (1992) var det helt givet med til at reetablere Peter Belli som rocksanger og liveperformer. Væk var det transportable musikanlæg – Belli var tilbage på scenerne med et band med bl.a. ingen ringere end Gasolin’s bassist Wili Jönsson som medlem. Det var med sange som “For enden af regnbuen” og “København (fra en DC-10)”.
Den sidste indspilning, han nåede at medvirke på, skulle meget passende blive sønnens Michels “En sidste sang” bl.a. med linjen, ”Der er altid en sidste sang, hvor vi siger farvel for sidste gang”. Det ligner unægtelig en tanke
Jeg undgår bevidst udtrykket “comeback”, for Peter Belli selv benægtede, at han havde fået et comeback.
”Jeg har altid sunget rock’n’roll. Bare i forskellige farver,” sagde han, da jeg interviewede ham i forbindelse med albummet Ny dag på vej (2001), hvor han fortolkede rock- og popsange med danske tekster.
Og som han tilføjede med et glimt i øjet: ”Ligesom Elvis – uden sammenligning i øvrigt”.
Måske fordi han allerede på det tidspunkt vidste, at han fem-seks år senere skulle få opfyldt en drøm, nemlig at indspille et album i Memphis sammen med musikere som guitarlegenden Steve Cropper (Booker T. and the MG’s) og The Memphis Rhyhtm Section, der tidligere bl.a. havde indspillet med, ja, Elvis.
“De fortalte lidt om samarbejdet med Elvis, ja, men det var også tydeligt, at der var grænser for, hvor meget man siger. Af respekt for ham. Det var nærmest en åndelig oplevelse, der var en særlig aura i det studie,” sagde Belli i et interview dengang.
En lille smule stolt
Og det er måske sådan, at jeg, der som tusinder andre danskere har fulgt Bellis karriere, vil huske ham. Som en stor sanger med en særlig aura af netop noget usigeligt, dybt empatisk.
Tilbage til det desværre noget oversete album Som boblerne i bækken, hvor den dengang 73-årige Belli nyfortolkede danske rocksange med en stemme, der måske nok var slidt af tiden, der var gået, men stadig formåede at lægge nye følelser og udtryk i sine forlæg. Ganske som Cash i American Recordings-pladerne.
Det gælder bl.a. Bellis næsten nøgne version af “Kongens Have” med en tone af levet liv og afklaring, man ikke helt finder i Tim Christensens originale indspilning Kings Garden.
Sygdom gjorde, at Peter Belli i september 2016 meddelte, at han ikke længere ville optræde live.
Den sidste indspilning, han nåede at medvirke på, skulle meget passende blive sønnens Michels “En sidste sang” bl.a. med linjen, ”Der er altid en sidste sang, hvor vi siger farvel for sidste gang”. Det ligner unægtelig en tanke.
Nu har Peter sagt farvel. Hvis han kan tale, hvor han er nu, kan han med god samvittighed citere den nævnte “Rock’n’roll jeg gav dig de allerbedste år af mit liv”.
“Men se tiderne de skiftede, og jeg skiftede med / jeg prøvede lidt forskelligt til jeg fandt mit nye sted / de skønne pigtrådsdage de var nu helt forbi / jeg er trods alt en smule stolt.”
