En dag sad Jens Rugsted sammen med sin ene søn og talte lidt om stort og småt – om det, der driver menneskers gøren og laden. De var enige om, at det desværre stadig er, som de synger i musicalen Cabaret: ”Money makes the world go around”. Eller som Rugsteds jævnaldrende kollega, C.V. Jørgensen engang sang, ”pengebegær er hver mands eje, så jeg det vogter nøje”. Måske er det endda endnu mere end nogensinde sådan, det er – at pengene styrer verden.
”Vi snakkede om: Hvorfor ikke vende det om og sige, at det er kærligheden, der driver verden? Det var jo bare sådan noget småfilosofisk snak, men det blev inspiration til mit nye nummer ”Crazy World”,” siger Jens Rugsted.
Han er en sympatisk, ydmyg herre. Ikke typen med store armbevægelser. Har ikke givet overvældende mange interviews i sin karriere – ”jeg hader at tale om mig selv”, som han siger. Men i anledning af den nye single har han indvilliget i at mødes med mig til en samtale med nogle nedslag gennem karrieren, der på sin vis begyndte, da hans forældre købte en guitar til ham.
”Jeg har faktisk lært at spille,” siger han med et skævt grin.
Udover ”Crazy World” er der mere musik på vej fra hans hånd, måske ligefrem et kommende album. Lige nu er Jens Rugsted og hans gamle kumpan, Stig Kreutzfeldt på turne Danmark rundt med deres hitparade – ”Tilfældigvis forbi”, ”Går gennem tiden” og ”Rundt op og ned”, for nu bare at nævne nogle få.
Jens Rugsted og signaturlyden
Til næste år er det 60 år siden, Rugsted debuterede ved en koncert på Bakken som medlem af pigtrådsorkestret Dandy Swingers. Selvom mange vil nok især vil forbinde ham med tiden i Rugsted Kreutzfeldt, har han været aktiv i samtlige snart 60 år.
Det var en af de sjældne overnight sensations, da Rugsted Kreutzfeldt fra den ene dag til den anden pludselig hittede i 1981. I årene efter flød en jævn strøm af hits ud af højtalerne i de danske hjem. De solgte en masse plader, toppede hitlisterne, skabte en ny dansk pop-rock lyd, der skulle blive skoledannende for en helt generation musikere i 80’erne. Og flere generationer senere for den sags skyld.
”Jeg har altid skrevet sange, selvom jeg har det lettere med toner end med ord,” siger Rugsted om sin nye single.
Man kan roligt sige, at det nummer bærer hans signaturlyd – både på guitar- og basspil, og sangen, selvfølgelig. Det nummer ånder Rugsted.
”Det er den største ros, jeg kan få. Hvis nogen siger, det dér – det kan kun være Jens Rugsted, så stiger jeg i graderne. Så tak, du”.
Mine forældre gav mig en guitar på den betingelse, at jeg begyndte at gå til klassisk guitar. Fra begyndelsen lærte jeg at sidde på en skammel med guitaren. Jeg kan min kvintcirkel og kan huske melodiforløb
Jens Rugsted voksede op i efterkrigstidens Christianshavn. Med sin studenterhue i hånden var han i tvivl om, hvad han ville bruge sit liv på – udover at lytte til Tommy Steele, The Shadows, Little Richard og The Beatles, der satte lyd til drømmene i verdens første teenagegeneration.
”Egentlig syntes mine forældre, at jeg skulle være jurist. Jeg begyndte da også på jurastudiet på Københavns Universitet. Og jeg nåede også at købe alle bøgerne. Det sagde mig bare intet. Mine medstuderende kom i deres lange, grønne frakker med fodformede sko og piber. Jeg kunne overhovedet ikke holde det ud,” siger Jens Rugsted og tilføjer:
”Jeg tror, at det er sådan, at det er musikken, der vælger en og ikke omvendt. Musikken valgte mig. Det var det eneste, jeg kunne, det eneste, jeg havde lyst til.”
Dandy Swingers blev vejen ind i musikkens verden. En dag i det Herrens år 1967 besøgte gruppens leder, Peter Gregers, Ballerup Mælkepop (det hed det faktisk), hvor 19-årige Annisette Hansen optrådte med en pianist.
Savage Rose, coverfoto
Hun imponerede ham, som hun skulle komme til at imponere vidt og bredt senere, og Gregers skyndte sig at invitere den talentfulde sangerinde med i første omgang i Dandy Swingers og kort efter også i det nye band, The Savage Rose, hvor Rugsted og Alex Riel dannede rytmegruppen, og brødrene Anders og Thomas Koppel spillede på tangenterne.
”Annisette blev trækplasteret med det samme. Allerede dengang var hun en fantastisk sangerinde. Vi havde en fantastisk tid i Savage Rose. I 1969 optrådte vi på Newport Jazz Festival sammen med kunstnere som Sly and the Family Stone og James Brown,” siger Rugsted.
Et blik på programmet fra dengang er nærmest som at slå op i en musikhistoriebog. Blood, Sweat and Tears, Jeff Beck Group, Jethro Tull, Ten Years After, Art Blakey, Dave Brubeck, Miles Davies, BB King, Buddy Rich, Herbie Hancock, Led Zeppelin.
“Vi var nærmest de eneste hvide på den plads. Forestil dig som helt ung at være med til den slags oplevelser. Allerede som 23-årig havde jeg rejst verden rundt. Været i USA 3-4 gange. Indspillet i London og Paris. Det var en kæmpe oplevelse.”
Nye græsgange
Efter fem-seks år med The Savage Rose besluttede han at søge nye græsgange. Der gik, som han siger, ”albansk politik” i det, og brødrene Koppel og Annisette ønskede en anden form for gruppe.
”Jeg var selv begyndt at skrive sange på det tidspunkt og var også begyndt at tænkte over min egen lyd. Så jeg stoppede. Vi var på turné i Norge, og på et tidspunkt tog jeg flyveren hjem. Vejene skiltes i al fredsommelighed. Det var det rigtige dengang.”
Op gennem 70’erne arbejdede Rugsted sammen med bl.a. Arne Würgler, Anders Koppel, Povl Dissing, Benny Holst og Hvalsø Spillemændene. Allerede dengang spillede han næsten lige så meget bas som guitar med de forskellige musikere.
”Oprindelig gik jeg til klassisk guitar. Mine forældre gav mig en guitar på den betingelse, at jeg begyndte at gå til klassisk guitar. Fra begyndelsen lærte jeg at sidde på en skammel med guitaren. Jeg kan min kvintcirkel og kan huske melodiforløb,” siger han med et smil.
”Så det har været helt naturligt for mig med både bas og guitar.”
Vi var glade for de mange positive tilkendegivelser, men jeg har altid godt kunne lide at sætte mig ind bag i Linje 2 og læse i en avis i fred og ro. Sådan har jeg det i øvrigt stadig
I midten af 70’erne mødte Rugsted Stig Kreutzfeldt, som dengang var lidt af en pioner indenfor dansk studieteknik. Producere som Freddy Hansson, Flemming Rasmussen og Nils Henriksen gjorde bestemt også deres til at løfte niveauet. Men det var Kreutzfeldt, der teknisk løftede sounden i dansk rock på plader med kunstnere som C.V. Jørgensen, Bifrost, Entrance, Buki Yamas og Trille, påstår jeg.
”Det har du ret i. Stig har en udsøgt fornemmelse for lyd. Måske er han Danmarks bedste tekniker nogensinde.”
Kreutzfeldt og Rugsted mødtes første gang i forbindelse med Anders Koppel-pladen Regnbuefuglen.
”Jeg havde en fuzz-pedal til min bas med. Den skulle give en ”(I Can’t Get No) Satisfaction”-agtig lyd. Det havde de ikke hørt før, og Stig syntes åbenbart, at det var spændende. I løbet af vores samtale fandt vi ud af, at vi havde samme smag: West Coast Rock. Amerikansk swingmusik.”
Rugsted og Kreutzfeldt begyndte at sende sange til hinanden på kassettebånd, og de opdagede, at de havde en fælles tone. Der skete noget særligt, når de arbejdede sammen, hvilket de gjorde, når der var hul igennem i studiernes kalendere fra sen aften til næste formiddag.
Rugsted Kreutzfeldt. Pressefoto
En klovn ved knapperne
Jeg spørger Rugsted, om han vil tage os med ind i Stigs og hans maskinrum dengang. Hvordan var det, de skabte deres helt specielle lyd, den her lyd af evigt solskin, sand mellem tæerne og hjerter, der klaprer i takt?
”Der skete typisk det, at Stig ringede: Du kan godt komme, der er hul igennem. Så tog jeg derud i studiet. Vi sad som regel hele natten i studiet og spillede. Jeg husker det som en skøn, kreativ tid. Vi elsker begge et stinkende hit. Det var vores fælles grund. Det er i høj grad Stigs fortjeneste, at lyden blev så god med top, bund og mellemtone. Jeg var en klovn ved knapperne dengang, senere lærte jeg det”. (Jens Rugsted optræder som producer på 36 plader på pladesitet Discogs, red.)
“Til gengæld var jeg jo så musiker. Stig sang fantastisk. Jeg synes i øvrigt stadig, han synger som en 17-årig.”
Den første udgivelse med Rugsted Kreutzfeldt var nummeret ”Lad mig dele dine drømme” på compilation-albummet Hvor dansk? Så dansk! – der udkom i 1977. På det tidspunkt var natdiskoteket i Montmartre i Nørregade the shit, stedet unge danseglade københavnere flokkedes blandt unge wannabe musikere.
Da dj’en Niels Christiansen begyndte at spille Rugsted Kreutzfeldt på natdiskoteket, spredte ringene sig, og pludselig en dag gik det stærkt.
Musikeren og produceren Dan Hartmann blev bestilt til at komme til Danmark for at producere og skrive de engelske tekster, hvilket han i øvrigt gjorde i flyet på vej over Atlanten, har jeg fået at vide senere
Fredag den 13. marts 1981 medvirkede duoen i tv-programmet Spil op. Dagen efter blev samtlige danske pladeforretninger støvsuget for RK-plader.
I løbet af kort tid solgte de hundrede tusindvis af plader. Pludselig var der basis for en stor turné. De spillede for 50.000 i Tivoli. Mindst lige så mange på Roskilde Festival. Og 30.000 i Idrætsparken.
”Vi blev berømte fra den ene dag til den anden. Over en weekend så at sige. I dag har jeg det fint med den tid. Det havde Stig og jeg også dengang, selvom vi indimellem var som raslende espeløv,” siger Jens Rugsted og tilføjer:
”Vi var slet ikke klar til at være stjerner. Det tærede lidt på os. Men vi elskede at spille. Og vi fik en masse jobs. Jeg husker de gode stunder – og så har vi visket de nervøse, usikre ting ud. Vi kunne ikke gå på gaden i et par år, mange ville hilse og snakke. Vi var glade for de mange positive tilkendegivelser, men jeg har altid godt kunne lide at sætte mig ind bag i Linje 2 og læse i en avis i fred og ro. Sådan har jeg det i øvrigt stadig.”
Et hit på 20 minutter
I rækken af Rugsted Kreutzfeldt-hit vil et enkelt altid stikke ud. Balladen ”Jeg ved det godt” skaber stadig ømme øjeblikke hos publikum, når de optræder live.
”Det er rørende at tænke på, at vi har skrevet en sang, som så mange mennesker åbenbart stadig kan bruge. Den er skrevet meget, meget hurtigt. Jeg underviste i guitar på Blågård Seminarium. Når eleverne ikke dukkede op til undervisningen, sad jeg tit og trykkede lidt på de hvide tangenter. Kun de hvide,” siger Rugsted med endnu et grin.
”En dag kom ”Jeg ved det godt”, melodi og ord i omkvædet, skrevet på 20 minutter. Resten af teksten er skrevet af Kim Gustav. Jeg tænkte overhovedet ikke: så nu er den der. Men den ramte åbenbart noget i det omkvæd, de akkorder, den rytme og harmoni. Den er født på den måde, og den har levet sådan i 40 år, så noget må jeg have gjort rigtigt,” siger Rugsted.
Som det fremgår af biografien Tilfældigvis forbi, der udkom i 2016, var der på et tidspunkt internationale planer med Rugsted Kreutzfeldt. Det blev dog ikke rigtig til noget.
”Vi solgte så mange plader i begyndelsen af 80’erne, at pladeselskabet CBS ønskede at give det et skud på en plade med engelsksprogede versioner af de bedste af vores sange. Musikeren og produceren Dan Hartmann blev bestilt til at komme til Danmark for at producere og skrive de engelske tekster, hvilket han i øvrigt gjorde i flyet på vej over Atlanten, har jeg fået at vide senere. Deraf kvaliteten. Vi indspillede sangene med hans tekst. Han mente ikke et ord af, hvad han skrev, det var cue-tekster. Kunstnerisk var det ingen succes, men det var da sjovt alligevel. Hold da op, der kommer en amerikaner og hjælper os. Det føltes jo stort på den danske måde.”
Dan Hartmann medbragte et kassettebånd med 80 af sine egne numre, som han gav til Kreutzfeldt og Rugsted og spurgte, om de ville lytte og sige deres mening.
”Vi hørte det uafhængigt af hinanden. Det ene var værre end det andet, volapyk og dårlige harmonier. Undtagen nr. 73. Det viste sig, at det var Stig og jeg enige om. Nummeret hed ”I Can Dream about You”. Året efter fik Hartmann et giganthit med netop det nummer i USA. Jeg siger bestemt ikke, at det var vores skyld, men det er da meget sjov.”
Kærligheden kalder
I 1985 besluttede Rugsted og Kreutzfeldt at gå hver sin vej. De havde fået nok af stjernelivet. Der skete andre ting på musikscenen, som bevægede sig et andet sted hen end det, de havde været med til at sætte i gang.
”Vi har aldrig været oppe at slås alvorligt, og vi kom til at arbejde sammen flere gange senere. Så det var et udramatisk brud.”
De skulle da også hurtigt komme til arbejde sammen igen i 1988. En dag ringede Sanne Salomonsen og spurgte, om de kunne tænke sig at arbejde sammen med hende om en plade. Salomonsen havde haft nogle uheldige erfaringer omkring et rock’n’roll projekt, albummet Ingen engel/No Angel, og havde brug for at kaste sig ud i noget andet, mere lyst, poppet og kærlighedsfuldt.
Det blev til albummet Sanne, der udkom i 1989 med sange som ”Kærligheden kalder”, ”Hvis du forstod” og ”Jeg’ i live”. Musikken og en enkelt tekst er skrevet af og produceret af Rugsted Kreutzfeldt. Efter Kim Larsens Midt om natten er dét – eller Anne Linnets Jeg er jo lige her – det mest solgte danske musikalbum her i landet.
– Stig har omtalt arbejdet med albummet som en af hans bedste oplevelser som producer. Er du enig?
”Absolut. Sanne er fantastisk dejlig pige. Hun har altid været large overfor dem, hun arbejder sammen med. Hun hader at gå i små sko, ligesom vi andre også prøver,” siger Jens Rugsted.
Meryl Streep-pladen, “Sanne”. Fra coveret
”Vi har aldrig skrevet sange til andre. Det har altid været sange til os selv, så at sige. Sange, som vi selv kunne have fundet på at spille. Det viste sig at være en rigtig god ide for os alle tre. Sangene passede til Sanne. Albummet kom lige præcis på det rette tidspunkt. Jeg plejer at kalde det Meryl Streep-pladen. Hun ligner en god Meryl på coveret,” siger Rugsted med et skævt grin.
Et par år senere var det Kim Larsens tur til at finde Rugsteds telefonnummer. En dag i 1993 ringede han og spurgte,” Hva’ Jens, kunne du og Stig tænke jer at prøve at lave en udgave af Spørge Jørgen?”.
”Jeg tænkte, hvad fa’en vil han? Men man siger jo ikke nej til Kim Larsen – og selvfølgelig sagde Stig og jeg ja. Han er mit store idol. Der er ikke nogen ved siden af ham i dansk popmusik. Vi spillede lidt sammen i Stigs studie, og lidt senere gik det op for os, at han selvfølgelig ville teste os. Sad vi og røg hash eller drak rødvin hele dagen? Eller arbejdede vi? Han fandt ud af, at vi var helt almindelige mennesker, der passede vores arbejde og kunne få det til at swinge med ham. Så vi slap gennem nåleøjet.”
I dag fremstår Hvem kan sige nej til engel? (1994) ikke som et af Larsens mest kendte eller populære album. Det er lidt synd. Der er mange gode sange, og et par af hans bedste tekster i øvrigt, ikke mindst ”Hvileløse hjerte” – en af de centrale Kim Larsen-sange.
”Man glemmer tit, at Larsen var Danmarks bedste sanger. Udover hans tekster og udtryk, så sang han bare fantastisk og rent, med følelse. Når man er professionel og ved hvordan folk – også mig selv – skal trykkes ind, når det indimellem bliver falsk. Så får man altså kæmpestor respekt for sådan en mand, der synger så rent,” siger Jens Rugsted.
Det er en fast tradition, når Rugsted og Kreutzfeldt arbejder sammen i sidstnævntes studie i Birkerød, at Rugsted kører efter smørrebrød hos slagteren på Kongevejen, når det er blevet tid til frokost. Kim Larsen klarede sig uden.
”Kim havde sin madpakke med hjemme fra i en gammeldags rød madkasse. Det var en Amagermad, et stykke franskbrød og et stykke rugbrød med smør imellem. Det var hans frokost. Vi andre sad med kniv og gaffel og skinke og røræg. Kim var gennemført, det var ud i 2CV’en bagefter og hjem.”
Et godt groove
På Jens Rugsteds profil på Soundcloud kan man bl.a. kan finde et nummer med titlen ”Cruisin’ (Ode to J.J.)”. Det er en hyldest til blues/country-guitaristen J.J. Cale. Vi taler lidt om dokumentarfilmen To Tulsa And Back: On Tour With JJ Cale.
Jeg synes jo, at det fede Rugsted-groove i flere af Rugsted Kreuzfeldts numre – fx ”Går gennem tiden” og ”Spring op, ta’ med” lyder som om, det kunne det være påvirket af en musiker som f.eks. J.J. Cale.
”Om jeg havde J.J. med i studiet? Tjah, måske. Han er en af mine store favoritter, også menneskeligt. I dokumentarfilmen ser man en utrolig rar, beskeden og kærlig mand. Clapton har kaldt ham den rareste mand i rock’n’roll. Og så har han den der veranda, hvor han sidder med støvlerne oppe og spiller et godt groove.”
– Jeg ser mange dokumentarer. Jeg bliver altid glad, når musikerne virker til at være hele mennesker.
”Du har fat i noget meget essentielt for mig. Jeg har altid ment, at man skal begynde med at opføre sig ordentligt, være et godt menneske, hvis du kan. Så kan man spille musik senere. Det begynder med, at man opfører sig ordentligt. Jeg har prøvet at holde det i hævd selv, selvom det kan være svært, hæ,” siger Jens Rugsted og fortsætter:
Coverfoto
”Når du ser på store kunstnere som Elton John og Mick Jagger – de havde problemer i deres barndom. Helt tilbage til dengang, hvor de skulle have haft al den kærlighed, de ikke rigtig fik. For mig at se har de skrevet på det resten af deres liv. Det, der sker i barndommen, er så vigtigt – du kan bruge resten af livet på at bearbejde det. Selv havde jeg en helt almindelig lykkelig middelklassebarndom og har aldrig haft det der drive.”
– Det er måske en form for terapi?
”Tror du, det er en naturlov?”
– Nogle gange tænker jeg over det. Det er ikke tilfældigt, at den første rocktekst, der handlede om mere end dig og mig og vi to, hed ”Help” – og var skrevet af John Lennon.
Som et eksempel på en anden samarbejdspartner i kategorien ”hele mennesker” nævner Rugsted svenske Björn Afzelius, der arbejdede meget i Danmark i sine mange år som solist. Jens Rugsted producerede Afzelius’ plade Tankar vid 50, der udkom i 1997.
”En dag ringede han og fortalte, at han ville komme i studiet lidt senere dagen efter. Da han dukkede op i studiet, var hans sang så følelsesfuld og troværdig. Vi fik senere besked om, at han havde været hos lægen om morgenen og havde fået at vide, at han havde fået kræft. Og med den besked gik han ind i studiet og indsang det mest følelsesladede, jeg har hørt. Det var en stolt og stærk og kraftfuld mand. Og han var large. Han gav altid, når vi var på restaurant. Vi fik ikke lov til at betale. Han betalte for, at folk omkring ham kunne rejse ned og besøge ham i sit hus i Italien.”
Står her stadig
Mens disse linjer læses, er Rugsted Kreutzfeldt på turné. Det er ikke så længe siden, jeg så dem spille i Birkerød – på Kreutzfeldts hjemmebane.
”Vi prøver at opleve det hver gang, som om det var første gang. Da vi startede op igen i 2006 med en koncert i Tivoli, var det ikke meningen, at vi skulle gøre det igen. Det var en engangsforestilling. Da vi så begyndte at tale om mulighederne for måske at optræde flere gange, sagde jeg fra. Jeg kunne ikke se mig selv i det. Jeg orker ikke at spille det samme og det samme igen. Det er så 15 år siden, og vi står der stadig, Jan.”
– Og hvad er så forklaringen på det?
”Jeg nyder det lige så meget som første gang. Det er svært at forklare. Jeg tror, det handler om, at det er vores egne sange, og jeg kan se en genklang i publikums øjne. Jeg prøver at spille min bas, som det var første gang. Det lykkes ikke altid, for der er noget kor og nogle harmonier, der skal passe … men jeg prøver.”
Tilbage står så spørgsmålet, om der så udkommer et helt nyt album med Rugsteds navn på coveret?
”Tjah, det vil vise sig. Der kommer flere numre, det ved jeg. Jeg er enormt kritisk med det, jeg sender ud. Det skal igennem et meget lille nåleøje. Jeg har så mange sange liggende hjemme på computeren, at jeg tror, at jeg kunne udsende fem album. Det er bare ikke godt nok. Det skal være helt i orden, før jeg udsender det.”
For ikke så længe siden havde Signe Svendsen et arrangement i en vinklub. Et af den slags job, som mange kreative af og til tilbydes. Venligt, imødekommende publikum, god stemning, god hyre. “What’s not to like?” I gamle dage kaldte entertainere den slags ”at lave en forening”.
Men som ved de fleste andre arrangementer, hvor der er alkohol involveret, kan enkelte gæster blive højrøstede og smådumme at høre på – og hvis den optrædende er kvinde, direkte sexistiske.
Sådan har det altid været, og sådan blev det igen, da Svendsen satte sig til at synge og spille sine nye sange. Alligevel føltes det som om, noget var forandret her i år fem efter den anden store MeToo-bølge.
”Jeg havde virkelig glædet mig, og jeg havde godt fat om publikum. De var virkelig søde. En tredjedel inde i andet sæt var der nogle mænd i baren, der åbenbart ikke længere kunne holde sig i ro. De havde fået nok vin til, at de begyndte at råbe,” siger Signe Svendsen.
Simpelthen bare gå videre og ignorere ham – uden at føle mig som en sur kælling. Jeg gjorde bare, hvad der er min ret. Han havde overtrådt en grænse
Jeg møder Signe Svendsen i POV’s lokaler i indre København. Da jeg oplevede hende og hendes band spille på Tønder Festival i år, blev jeg nysgerrig på tre af hendes nye sange, som gjorde stort indtryk. Det skyldtes sangene i sig selv og måden, de blev fremført på af bl.a. de allestedsnærværende Palle Hjorth og Lars Skjærbæk. Sangene optræder alle på det nye album Hvem vil ikke elskes igen.
”Til sidst kunne jeg mærke, at jeg var nødt til at sætte dem i baren på plads, hvilket faktisk er lidt ubehageligt overfor det øvrige publikum – og svært at gøre uden at skabe dårlig stemning.”
Efter koncerten begyndte mændene at råbe. De ville have en selfie og tale med Signe Svendsen. Hun tænkte, at de faktisk havde ødelagt koncerten lidt for hende, så hun gad ikke lige komme ud til dem. Faktisk ville hun helst være fri for at se dem. Hun bad sin lydmand bede arrangørerne om at smide de højrøstede ud.
”Da jeg kom ud, kunne jeg se, at der alligevel stod en og ventede. Men jeg kunne simpelthen mærke i mig selv, at al denne empowerment, der har været blandt kvindelige musikere de sidste par år gjorde, at jeg kunne bevæge mig forbi ham uden at se på ham. Simpelthen bare gå videre og ignorere ham – uden at føle mig som en sur kælling. Jeg gjorde bare, hvad der er min ret. Han havde overtrådt en grænse,” siger Signe Svendsen.
Signe Svendsen og debatten om køn
For præcis to års siden, stod hun og 96 andre kvindelige musikere frem i en artikel i Politiken, hvor de fortalte om tilfælde af sexisme og overgreb i musikbranchen. Artiklen satte for alvor skub i diskussionen om køn i musikbranchen. Så ja, det går faktisk lidt i den rigtige retning lige nu, mener Svendsen.
”Jeg bliver nødt til at tro på, at debatten har rykket noget. Jeg får tit henvendelser af typen: Vi har dette arrangement, og vi kan se, at vi nok hellere også må have nogle kvinder på scenen. Vi kontakter lige dig. Personligt vælger jeg at sige, ”Ja, ja, whatever”. Det er et skridt på vejen i den rigtige retning. Vi er i en overgangsperiode. Jeg bliver ikke sur eller siger: “Jeg vil bookes for den, jeg er, og ikke fordi jeg er kvinde,”” siger Signe Svendsen.
Der har været stor debat om repræsentation, som det kaldes. Altså at der etableres konkrete mål, f.eks. for hvor mange kvindelige musikere, der i en given periode skal spilles i radioen eller optræde på en konkret festival.
“Det kan ligeså godt gå i sig selv, hvis vi ikke forholder os til konkrete måltal. Jeg tror, at der er nødt til at være repræsentation netop i den overgangsfade, vi er inde i nu,” siger Signe Svendsen.
“For mig er Lydia lig med stikkelsbærgrød, varme hænder, gyngestativ, jeg kunne sidde i timer i hendes soveværelse. Hun havde et kæmpe stort sminkespejl med tonsvis af uægte perler, gammel læbestift
Med et udtryk fra en anden forgrening af #staywoke må man nok erkende, at det med sex, drugs and rock’n’roll er systemisk. Det er en form for grundvilkår. Udtrykket beskriver et drive, der har fået mænd og kvinder til at søge frem på scenen og føre sig frem – ofte på andres bekostning, for nu at sige det på den måde. Ofte i form af voldelige overgreb på kvinder. Det kommer nok til at tage tid.
”Fuldstændig. Den kultur, musikbranchen er båret af, er stadig rundet af det. Heldigvis mærker jeg et nybrud. Det er f.eks. blevet mere almindeligt at sidde i et backstagerum med lige mange kvinder og mænd. Også på teknikersiden,” siger Signe Svendsen, og tilføjer:
”Ting, vi sagde for 10-15 år siden, hører vi ikke længere. Jeg siger med vilje ’vi’, for jeg har selv snakket med, jeg har selv godtaget det, selv holdt kæft, hvis nogen sagde noget dybt sexistisk om en kvinde, der var på spillestedet eller var med i et andet band. Jeg sagde ikke et kuk. Sådan er det heldigvis ikke længere. Det kan vi takke debatten for. At vi nu er i stand til at sige fra. Sige: stop det.”
Historierne om oldemor Lydia
Efter i omkring 2000 pludselig at være blevet verdensberømt i Danmark med Rollo & King og derefter at have brugt nogle år som tv-vært sammen med bl.a. B.S. Christiansen, har Signe Svendsen etableret sig som indie rock musiker. Hun har udgivet fem album. Hun har jævnligt turneret (med Niels Hausgaard).
En af sangene på Hvem vil ikke elskes igen tager udgangspunkt i historien om Signe Svendsens oldemor, Lydia. Hun var en stærk og handlekraftig kvinde. Oldebarnet Signe håber, at hun bærer noget af Lydias styrke i sig. Måske i blodet, måske som en konsekvens af historierne, overleveringerne om oldemoren.
Eftersom mormoren var plaget af psykisk sygdom og derfor ofte indlagt og ude af stand til for alvor at være til stede for nogen, blev oldemor Lydia reelt Svendsens mormor.
”Vi var ikke så mange på min mors side. Juleaften var det tit bare min mor, Lydia og mig. Vi var tit bare kvinder, når vi var sammen.”
Både hun og min farmor, som jeg skrev en sang om på sidste plade, var to meget stærke damer, der levede nogle vilde liv … De kvinders historier bor i mig, og derfor har jeg pligt til at kæmpe for ligestilling og lige rettigheder
Lydia var meget agil. En høj og rank kvinde med store, hærdede hænder. Hun havde arbejdet i roemarkerne, siden hun var 13.
“For mig er Lydia lig med stikkelsbærgrød, varme hænder, gyngestativ, jeg kunne sidde i timer i hendes soveværelse. Hun havde et kæmpe stort sminkespejl med tonsvis af uægte perler, gammel læbestift. Underkjoler, jeg kunne klæde mig ud i. Hun lod mig bare gøre det hele.”
Det kunne lyde som en af de sange, syngepigerne i Bakkens Hvile synger: I sin ungdom havde oldemor Lydia arbejde som stuepige på Palace Hotel på Rådhuspladsen. Det hedder sig, at Lydia en aften mødte en klaverbokser på Bakken. Mormor blev sandsynligvis undfanget den aften et sted i Dyrehaven. Lydia så aldrig mere til ham.
Efterfølgende måtte hun sende sit barn i pleje og tog tilbage til Odense, hvor hun fik et arbejde på danserestauranten i Hotel Brockmanns.
Kunder om natten
“Begge mine forældre kender historier om, at Lydia havde faste kunder om natten for at få råd til at få sin datter tilbage. Det blev der talt om ude i byen. Det var af ren nød. Hun ønskede brændende at skabe et hjem for sin datter. Til sidst fik hun råd til et rækkehus i Skibhuskvarteret i Odense, hvor hun kunne bo med sin datter og en ny mand, Charles.”
– Hvad kan du bruge den historie til?
“Jeg synes, den er relevant, fordi det kan lære os noget om, hvor vi kommer fra. Det er et traume, der kan gå igen fra generation til generation i mange forskellige former. Man ved jo godt, at man viderefører det. Spørgsmålet er, om der er en del af den fortælling i mig. Det er vigtigt at sætte ord på og huske.”
Signe Svendsen på årets Tønder Festival. Foto: Flemming Jørgensen
– Man kan nok altid bruge historierne til at forstå sig selv lidt bedre?
“Ja, det der sidder i mig i forholdt til Lydia, er driften mod overlevelse. En høj arbejdsmoral. Det med at kæmpe for tingene. Måske uden at vide det, har jeg en fornemmelse af, at jeg måske fornemmede det allerede som barn. Både hun og min farmor, som jeg skrev en sang om på sidste plade, var to meget stærke damer, der levede nogle vilde liv. Det gjaldt for mange kvinder i deres generation og tidligere. De kvinders historier bor i mig, og derfor har jeg pligt til at kæmpe for ligestilling og lige rettigheder.”
I begyndelsen af Corona-året 2020 rejste Signe Svendsen til Nyborg for at være sammen med sin mor. Efter en skilsmisse trængte moren til selskab og støtte. Der blev talt meget i den periode, bl.a. om Lydia – og om familie, historier og anekdoter. Og når der ikke blev talt, gik datteren lange ture i Nyborg og omegn. Det var en periode, hvor hun uden det egentlig var tænkt sådan, kom tættere og tættere på sine rødder. Inspiration til nye sange opstod.
Den handler om den her fornemmelse af forelskelse og afmagt, der hvor du tænker, at du skal dø af det shit. Jeg havde et billede af Thelma og Louise, der kysser hinanden og kører ud over skrænten
”I 2020 bestilte vi ikke andet end at gå ture, så jeg gik meget rundt i Nyborg. Kunne stoppe ved et hus og tænke, ”Gud ja, kendte jeg ikke en, der boede derinde?” Jeg kan se i mine notesbøger, at mine ideer begyndte at opstå på det tidspunkt. Det er enormt svært at skrive noget om parhold og kærlighedsliv, når du ikke ser andre mennesker. Jeg havde ikke lyst til at skrive sange om mit joggingtøj. Og jeg havde vitterligt ikke lyst til at skrive en Corona-plade,” siger Signe Svendsen.
Delvis inspireret af morens skilsmisse opstod sangen Hvem vil ikke elskes igen. Den virkede meget stærk, da Svendsen og hendes band spillede den i Tønder. Det viser sig under interviewet, at hun kort forinden havde haft en ubehagelig oplevelse, som kan have været med til at gøre hendes optræden endnu mere hudløs, end sangen i sig selv lægger op til.
”Den er en ind-til-benet break-up sang. Jeg har opfundet et par og skrevet teksten med alle mulige andres historier i hovedet. Jeg ved lige præcis, hvordan det par ser ud. Jeg ved lige præcis, hvordan situationen er. Min mand spurgte mig, da jeg spillede den for ham: ”Skatter, skal jeg være urolig?” ”Nej, det skal du ikke”. Jeg har ikke selv været tæt på at gå fra min kæreste, men jeg tror, at mange har det sådan, at det, der afholder dem fra at tage valget at gå, er tvivlen – bliver vi stadig elsket? Kan vi elskes igen?”
Den evindelige længsel
For manges vedkommende går tvivlen nok hånd i hånd med en mere eller mindre kronisk længsel, som er svær at sætte ord på. Det behøver ikke være længsel mod andre mænd eller kvinder eller mod sandstrande med palmer. Bare længsel – mod noget … I bedste fald som en drivkraft.
“Den længsel er helt klart brændstof for mange, længsel som et vilkår. Vi kan netop godt gå rundt i vores lejlighed eller hus mellem vores kære og længes efter noget. Jeg tror, vi gør det alle sammen … det er sjovt, på portugisisk hedder det fænomen saudade.”
I Brasilien og Portugal regnes saudade som en del af folkesjælen. Det er en følelsesmæssig tilstand af iøjnefaldende melankolsk eller dybt nostalgisk længsel efter noget eller nogen, som man holder af, elsker, som ikke nødvendigvis er virkelig. Desuden rummer det ofte en viden om, at længslens genstand aldrig kan fås eller nås igen. Ordet kommer meget betegnende af det latinske ord for ensomhed.
Følelsen af at genbesøge den store, altopslugende forelskelse er beskrevet i sangen “To minutter”, der i øvrigt er en ualmindelig god melodi
“For mange år siden var jeg ret optaget af brasiliansk musik. De synger hele tiden om saudade. Ikke på en negativ måde, men om længsel som en drivkraft i sjælen. Det, der driver os til at række ud efter hinanden, det er en opløftende følelse. Jeg tror, at når musik af den type rammer mange, er det jo netop fordi, man føler sig set. Når man føler sig set i en sang, er det katarsis. Det er der, vi mærker at vi bliver mødt,” siger Signe Svendsen.
På sine mange ture i Nyborg oplevede Signe Svendsen en form for saudade. En dag passerede hun det sted, hvor en af hendes første store forelskelser boede, dengang der endnu ikke var bro mellem Nyborg og Korsør. Følelsen af at genbesøge den store, altopslugende forelskelse er beskrevet i sangen “To minutter”, der i øvrigt er en ualmindelig god melodi.
“Den handler om den her fornemmelse af forelskelse og afmagt, der hvor du tænker, at du skal dø af det shit. Jeg havde et billede af Thelma og Louise (Susan Sarandon og Geena Davies i filmen med samme titel, red.), der kysser hinanden og kører ud over skrænten til sidst i filmen. Jeg forsøgte at skrive en lovesick sang ud fra det billede. Da jeg var meget i Nyborg, kom jeg nok i kontakt med den unge måde at være forelsket på. Det var i den by, jeg oplevede mine første forelskelser. Det var der, jeg testede hjertet første gang.”
Signe Svendsens nye sange kan testes på hendes turne i november:
Lad det bare være sagt med det samme. På et enkelt punkt lever Ole Dreyer op til forestillingen om den klassiske bagmand i musikbranchen – som man senest kan se hos Obersten, Tom Parker, i Tom Hanks’ skikkelse i biopic’en Elvis. Ole Dreyer er cigar aficionado.
”Ja, det er ikke så godt, vel? Godt man ikke må ryge indendørs, så der ikke er så mange, der ser det,” siger han med et grin.
Ole Dreyer er bestyrelsesleder i foreningen Musikforlæggerne. Fra begyndelsen i 2013 har idéen med Carl Prisen været både at hylde dem, der ellers sjældent hyldes ved skåltalerne i branchen, komponisterne – og samtidig er det et forsøg på at ændre foreningens image.
”Andreas Odbjerg brokkede sig efter sidste DMA-prisuddeling over, at han som sangskriver til et af de nominerede numre slet ikke var nævnt. Det er jo sådan, at sangskriverne sjældent er dem, der bliver kendt for sangene. Du kan sige, at Carl Prisen er et sted, hvor sangskriverne bliver hyldet og får mulighed for at komme brasende og fortælle deres historier,” siger Ole Dreyer og tilføjer:
”Da jeg blev medlem af Musikforlæggerne i 1999, var der en masse fordomme om os musikforlæggere – at vi ikke laver noget. At vi bare kradser penge ind uden at gøre noget for sangskriverne. Jeg har selv ofte hørt det, da jeg var booker og arbejdede på diverse pladeselskaber: ”Der sker ikke en skid. Gør noget for min musik!””
Larsen sagde nej
Carl Prisen blev etableret i 2013. Et udvalg under foreningen Musikforlæggerne med det kreative navn, Krea-udvalget, arbejdede i nogle år på idéen, der undervejs bl.a. hed “Gadedreng” (et miks af Jacob Gade og Kim Larsen). Prisen skulle være så fed, at selv Kim Larsen ville modtage den.
”Som sikkert mange bekendt har Larsen aldrig modtaget en pris for noget som helst. Vi prøvede et år, spurgte ham pænt, men svaret var kort: ”Jeg har lige sagt pænt nej til Nordisk Råds Kulturpris – jeg kan ikke sige ja til jeres pris samtidig. Det ville ikke være passende.” ”Irriterende, men forståeligt nok,” siger Ole Dreyer med et grin.
Ole Dreyers vej ind i sit nuværende job som musikpolitiker og forlægger begyndte til samme lyd, eller måske nærmere støj, som det var tilfældet for æresprismodtageren Lars Ulrich: lyden af punk.
Bl.a. amerikanske The Ramones blev et vigtigt point of no return for dem begge. Ulrich havde hardrocken med fra sin første koncertoplevelse med Deep Purple, og resten er en anden historie.
Carl Prisen: Formanden for de danske musikforlæggere har en fortid i punkbandet Gate Crashers.
I 1979 kom Ole Dreyer med i psychedelia/punkgruppen Gate Crashers, hvis base lå i Solrød. Der var ikke noget med at passe på i svinget i dét orkester. Næh, det var lige ud og frem, og gruppen nåede bl.a. at optræde ved ikoniske punkbegivenheder som Concert Of The Moment, NÅ!!80 og Concerto de Nobrainos Insano.
Ole Dreyer boede i Glostrup – og netop et band fra Vestegnen skulle blive hans første erfaring som musikiværksætter. Som boss for sit eget pladeselskab, Hub Records – inspireret af bandet Huberts Badehotel – udsendte han en plade med bandet Kalashnikov, hvis sanger m.m. Henrik Ib Jørgensen i øvrigt i dag er direktør for Muskelsvindfonden.
Med kameraet dokumenterede Dreyer de tidlige punkdage i København. Senere blev han tilknyttet indieselskabet Dansk Sam/Sam Records med ansvar for bl.a. Martin Hall, Die Kapelle og Bouyant Blue.
”Bouyant Blue var gode og havde egentlig godt fat i udlandet. Desværre blev deres plade ikke ret god. Jeg producerede den selv, så jeg kan ikke rigtig klandre andre for det,” siger Ole Dreyer.
Frem og tilbage over Nordsøen
Blev det ikke rigtig til noget med bandets plade kommercielt, var den til gengæld medvirkende til at åbne døren ind til den verden, der skulle blive Dreyers fremtid.
”Jeg troede virkelig på Bouyant Blue, og jeg begyndte at rejse frem og tilbage til London hele tiden i et forsøg på at pushe mine grupper. Der var ret stor interesse for Bouyant Blue. Jeg fik en aftale med Chappel Intersong – Warner Chappel i dag – og opdagede, at forlagsbranchen, som jeg overhovedet ikke kendte noget til dengang, kunne noget. Jeg mødte en fyr, der introducerede mig til hele branchen i London,” siger Ole Dreyer.
Rejserne lagde grunden til et netværk, der skulle vise sig at blive en grundpille i Dreyers kommende arbejde som forlægger. Dengang var det hårdt arbejde.
”Vi havde op mod 30 møder om ugen. Dengang rejste jeg med færgen fra Esbjerg til Harwich, hvor jeg havde kasserne med pladerne. De fyldte alt for meget til, at jeg kunne flyve frem og tilbage.”
Modtageren af Carl Prisens ærespris, Lars Ulrich. Foto: Malene Henssel
Da pladedirektøren Ernst Jørgensen – i dag verdenskendt for sit arbejde med Elvis Presleys musik – etablerede pladeselskabet It’s Magic, blev han opsøgt af Dreyer.
”Jeg var vild med bandet Miss B. Haven og mente, at nogen burde gøre noget for dem. Så jeg gik op til Ernst og sagde: ”Jeg har en masse forbindelser i England, jeg tror, jeg kan gøre noget for Miss B. Haven”. ”Det lyder da meget sjovt,” sagde han – og så var vi i gang. Typisk ham i øvrigt.”
Ved igen at slide sålerne tynde lykkedes det Dreyer at etablere en kontakt til verdensstjernen Jeff Lynne, Electric Orchestra, der medio 80’erne samarbejdede med bl.a. George Harrison og dennes legestue Traveling Wilburys.
”Det lykkedes mig at få Miss B. Haven signet til Warner Music, og jeg fik Jeff Lynne med som producer på tre numre på deres album Nobody’s Angel. Albummet blev pissefedt, men det lykkedes desværre ikke at give dem det gennembrud, som vi alle havde håbet.”
I denne POV Mediano Music podcast kan du høre Lise Cabble fra Miss B. Haven fortælle bl.a. om samarbejdet med Jeff Lynne og et møde med George Harrison.
Om ikke andet bevirkede Dreyers anstrengelser, at trommeslager Mette Matthiesen kom til at medvirke på Jeff Lynnes album, Armchair Theatre sammen med bl.a. George Harrison og legender som saxofonisten Jim Horn og komponisten Michael Kamen.
Da Dizzy Mizz Lizzy var grønne
Efterfølgende kom Ole Dreyer til at arbejde som booker i firmaet PDH. Det blev ham, der i 1993 skulle tage sig af det dengang helt grønne Dizzy Mizz Lizzy, der netop havde vundet DM i Rock.
”Jeg var den, der sammen med bandet skulle være med til at vælge pladeselskab, som blev EMI. Dizzy fik masser af tilbud. Der var egentlig booket en masse job af Rasmus Nøhr, der stod for DM i rock, for 1.500 kr. pr. job. Men jeg ringede rundt til alle arrangørerne og sagde, at det var aflyst. To minutter efter ringede jeg og sagde: ”men I kan få dem til en anden pris, hvor vi i det mindste tjener lidt af entreen”. Der var udsolgt overalt allerede dengang. Og så gik det ellers stærkt for Dizzy.”
Derfor er vi forlag nødt til at samarbejde. Det er et af de punkter, hvor vi måske adskiller os lidt fra resten af branchen, hvor der bliver konkurreret stenhårdt – agenter, managere, pladeselskaber
Dreyer var Dizzy Mizz Lizzys manager helt frem til deres første brud i 1997, hvor han måtte sende en fax til alle medier: “Dizzy Mizz Lizzy stopper”. Siden har de tre medlemmer af gruppen fundet sammen igen og er i dag et af landets mest eftertragtede livenavne. Bandet spillede senest som en form for opvarmning til Metallica ved Copenhell.
Sammen med sin ven og gamle samarbejdspartner fra dagene med punk i Albertslund, Henrik Ib Jørgensen, etablerede Dreyer spillestedet Rust på Nørrebro. Et legendarisk københavnsk Generation X venue, der en periode var samlingspunkt for mange af de trendsættere – som man sagde dengang – der senere kom til at dominere den kreative branche, og som i dag muligvis er begyndt at interessere sig for fænomenet pensionsplaner.
”Jeg havde fast arbejde på EMI i ni år, hvor jeg var halv tid på Rust. Det var rigtig fint, og jeg må indrømme, at det mest behagelige ved at have et fast job er, at lønnen går ind. Men der var en masse åndssvage ting, man skulle forholde sig til og bindinger, fordi chefen synes, det var en god ide. Det føltes godt, da jeg valgte at stoppe og kaste mig over iværksætteriet igen,” siger Dreyer, der udover sit musikselskab også driver et kommunikationsbureau.
Et eksempel på musikforlæggeren Ole Dreyers arbejde i kulissen:
”Jeg kunne godt se, at jeg blev ældre i mit job som booker. Der skal unge til, som har den ild, jeg selv havde som ung. Man skal ikke sidde som booker som 50-årig på et sted, som henvender sig til unge.”
I dag er Ole Dreyer partner i selskabet Nordic Music Society NMS, der både udgiver musik – bl.a. med hypede Elba og Guldimund – og driver forlagsvirksomhed. Især USA er et stort marked.
”Jeg arbejdede med Jakob Groth i en del år og var med på hele hans tur, efter han skrev musikken til Mænd der hader kvinder. Han kom bl.a. til at komponere musikken til tv-serierne Unforgettable og Midnight, Texas. Det var nogle spændende år.”
På det seneste har Ole Dreyer fået den unge gruppe Virgin Suicide med i den nye Amazon-serie, The Summer I Turned Pretty. En af forlagets komponister har et stykke musik med i en undervisningsfilm med den amerikanske ishockey-legende Wayne Gretzky.
Kampen om smulerne fra Spotify
Og så er vi tilbage ved udgangspunktet. Forlagsvirksomheden.
”En meget stor del af mit arbejde, når jeg ikke leger politiker, består i at være i kontakt med en mellemmand, en såkaldt supervisor, der skal skaffe min musik videre til tv- eller filmproducenten. Det er supervisoren, jeg skal overbevise om, at det er rigtigt at bruge min musik. I dag med det nærmest ikke-eksisterende pladesalg er det ikke så svært at få komponisterne til at tænke i kommercielle baner. For ti år siden var det nærmest selvmord at foreslå det.”
Tidligere havde forlæggerne, publisherne, studier, hvor sangskriverne mødte frem og skrev deres sange. Det mest kendte eksempel er nok amerikanske Tin Pan Alley, der blev etableret i slutningen af 1800-tallet. Det var egentlige samlebåndsfabrikker. Ikke at det nødvendigvis betød dårlig musik. Komponister som Irving Berlin, Hoagy Carmichael og George Gershwin arbejdede i Tin Pan Alley.
Tidligere var bogforlagene mere eller mindre ene om både at udgive og drive forlagsvirksomhed. I takt med krisen i pladebranchen er det koncept også blevet almindeligt i musikbranchen, og det er også tilfældet med Ole Dreyers Nordic Music Society, NMS.
Carl Prisen – en af årets prismodtagere, Andreas Odbjerg. Foto: Malene Henssel
”Vores rettigheder kaldes immaterielle rettigheder. Der kan sagtens være fire forlag involveret i en enkelt sang, der er skrevet af fire forskellige sangskrivere og producere. Derfor er vi forlag nødt til at samarbejde. Det er et af de punkter, hvor vi måske adskiller os lidt fra resten af branchen, hvor der bliver konkurreret stenhårdt – agenter, managere, pladeselskaber. Vi er tvunget til at arbejde sammen, og vi har en rimelig god stemning,” siger Ole Dreyer.
Musikforlæggerne har 33 medlemmer, inklusive de to store Warner og Sony. Det tredje store, Universal, hører til i Sverige. Ole Dreyer nævner det hæderkronede danske musikforlag Wilhelm Hansen, der bl.a. har produceren Pilfinger, der skriver til store hiphop-kunstnere i USA, Lars H.U.G. og Michael Falch i sin stald.
”Vores opgave i dag handler meget om at forsvare og beskytte komponisternes rettigheder over for techgiganterne. Der har længe været meget fokus på især Spotify, at komponister og artister ikke får ret meget ud af det økonomisk. Streaming udgør omkring 97 pct. af musikforbruget i dag. Vi har et lille vinylmarked i Danmark i dag, men der er stort set intet CD-salg mere,” siger Ole Dreyer.
12-15 pct. af Spotifys indtægter går via organisationen Koda til fordeling blandt rettighedsorganisationer som Gramex og Musikforlæggerne. Dertil har musikerne aftaler med deres pladeselskaber – lydende på alt fra 0 til 50 pct. af indtægterne.
SP – JUST – FROST // INTERVIEW – Historien om den pladeaktuelle trio, SP – Just – Frost, ligner de færreste musikerinterview. Indenfor to år var både keyboardspiller Esben Just og trommeslager Søren Frost tæt på at miste livet, og næsten samtidig befandt bassist Henrik SP Poulsen sig i en dyb depression. De har valgt at tale åbent og konstruktivt om alt det, de har været igennem, i håb om at kunne inspirere. Måske mænd på deres egen alder.
Vendingen “et mirakel at jeg lever” bruges flittigt i medierne. Sjældent har det dog været mere passende end i denne fortælling om samarbejdet og venskabet mellem de tre venner og kolleger i trioen SP – Just-Frost, hvoraf i hvert fald de to indenfor et par år måtte se døden i øjnene.
Ja, pianisten Esben Just var klinisk død en stund – han nåede at ligge i koma i fire dage på Rigshospitalet.
Men dette er ikke en tragedie. Det er en historie om fællesskab og om at bruge hinanden – om gejst, om at kæmpe sig videre. Om at række ud efter hinanden.
”En dag i maj 2016 mærkede jeg en underlig fornemmelse i brystet. Det var ligesom om, der var noget, der sagde klak. Og så fik jeg det meget dårligt og tænkte, at jeg vist hellere måtte ringe efter en ambulance,” siger Esben Just.
Det skulle vise sig, at han havde været ramt af en såkaldt dissekerende aneurisme på aorta.
Det var en både vild og nær oplevelse at se Esben ligge der i den stand. Selvom vi har været inde og ude af trioen, der også har haft andre medlemmer, har vi tre fået et helt specielt samspil og venskab
“Det er kranspulsåren, der flækker indvendigt fra,” forklarer han lakonisk.
Jeg møder ham, bassisten Henrik SP Poulsen og trommeslageren Søren Frost en varm solskinsdag i Esben Justs taglejlighed på Vesterbro. Solen bager ned, der er frisk kaffe, og for at det ikke skal være løgn, er der også indkøbt snegle i magnumformat. Det er faktisk svært ikke at føle sig som lidt af en livsnyder i de omgivelser.
Sammen udgør de tre venner og kolleger trioen SP-Just og Frost, der netop har afsluttet en turne rundt i Danmark. Og de er aktuelle med EP’en Lys det op.
Få meter under os, i etagen under, var det, at Esben Just var tæt på at miste ikke bare evnen til at nyde livet, men livet i sig selv.
Få timer senere efter sit ildebefindende lå han efter en syv timer lang, akut hjerteoperation på Rigshospitalet med hjertet sat kunstigt i stå og brystkassen skåret op på langs.
Som at blive ramt af en vejsidebombe
To år tidligere, i marts 2014, blev trommeslager Søren Frost kørt ned af en lastbil på Gothersgade i København. Højre skinneben og lårben blev knust.
Sandsynligvis blev ikke bare hans ben, men også hans liv reddet af en flok årvågne og effektive soldater fra den nærliggende Rosenborg Kaserne, der fik stoppet den kraftige blødning.
”Skaderne på mit højre ben svarede til at blive ramt af en vejsidebombe, fik jeg at vide. Jeg var egentlig bare på vej til min fysioterapeut, hvor jeg skulle have tjekket foden inden VM i maraton. Pludselig lå jeg der i chok og havde mest lyst til at rejse mig op og gå videre. Det kunne jeg selvfølgelig ikke,” siger Søren Frost.
I en periode et års tid tidligere havde bassisten Henrik SP Poulsen vandret rundt i sit hjem, hvor han forsøgte at håndtere en depression. Som han allerede havde gjort i 2007, hvor han måtte trække sig, både fra sit civile job og fra sine spillejobs.
Coveret til EP’en “Lys det op”.
”Jeg kunne simpelthen ikke finde fodfæste nogen steder. Mistede glæden ved alt, mistede relationer til mange andre – venner og samarbejdspartnere. På det tidspunkt blev det ikke diagnosticeret, jeg gik bare med det. Det var først, da det gentog sig seks år senere, at jeg kom i behandling og forstod, at det, jeg havde kæmpet med, var en depression,” siger Henrik SP Poulsen.
De tre er for længst aktive igen på den danske musikscene – sammen og hver for sig. SP turnerer lige nu på de danske sommerscener med Gnags.
I årevis har trioen været landets varmeste ambassadører for den saftige, swingende New Orleans-lyd. Til næste år er det 25 år siden, trioen SP-Just-Frost spillede sammen første gang. Siden dengang har det on and off handlet om musikglæde, fest og dyrkelse af det område, hvor blues, jazz, swing, rythm’n’blues – med et stænk voodoo-magi – mødes i en krydret, musikalsk cajungryde.
De har netop afsluttet en turne, der bragte dem rundt i hele landet, og de har udsendt EP’en Lys det op. Med en klar opfordring til at huske at nyde nuet og livet – ingen ved, hvor længe det er muligt. De ved, hvad de taler, synger og spiller om.
Viljestyrke og passion
På sin vis handler historien om de tre venners vej fra sygesengen om viljestyrke og passion. Og om nødvendighed. Allerede kort efter sin operation var Esben Just ude at optræde igen.
Måske var det et tegn et eller andet sted fra, da han allerede ved sin ankomst til sygehuset blev modtaget af en kirurg, der kendte ham fra et utal af koncerter. En fan.
Måske var det et tegn, da de gamle band-kammerater mødte ham samtidig, mens han lå på Riget.
”Det var meget rørende at komme ind i værelset og se Esben ligge der. Vi var alle tre dybt rørt. Det var en både vild og nær oplevelse at se Esben ligge der i den stand. Selvom vi har været inde og ude af trioen, der også har haft andre medlemmer, har vi tre fået et helt specielt samspil og venskab efter alle disse år. Det der helt specielle bånd,” siger Henrik SP Poulsen.
Og Søren Frost tilføjer:
”Jeg havde været igennem en masse med mit ben, SP havde haft depression i flere omgange. Og nu lå Esben der. Det gav en helt speciel følelse, da vi mødtes der i Esbens stue. Da vi kom ud fra hospitalet, så SP og jeg på hinanden og sagde, at nu måtte vi sgu se at komme ud at spille så hurtigt som overhovedet muligt. Det skyldte vi.”
To år tidligere, da Søren Frost lå på sygehuset med sit flækkede ben, havde rollerne været omvendt.
“Du skal give tilladelse til, at vi må amputere dit ben, hvis det bliver livstruende”, sagde lægen dengang.
””Nej nej, for … jeg er jo trommeslager,” sagde jeg til ham. Ni timer senere vågnede jeg op af narkosen med begge ben og fødder intakt. De havde klaret det. Da de senere sagde, at det nok ville tage mellem seks og otte måneder, inden jeg kunne arbejde igen, skyndte jeg mig at sige: “seks måneder.””
Søren Frost har fast job som trommeslager i DR Big Bandet, og for ham var det overhovedet ikke en option at stoppe som musiker. Der var to muligheder: Enten at tælle hullerne i loftspladerne over hovedet på ham og i øvrigt synke ned i selvynk. Eller han kunne glæde sig over, at han faktisk havde begge ben i behold. Han gik igang med at genoptræne. Hårdt. Hårdt. Hårdt. Om det lykkedes? Det tør siges – siden dengang har han løbet flere maratonløb.
Udover de store ting i livet, der naturligt trænger sig på i tankerne i den situation, var der en invitation, Søren Frost ikke vil gå glip af. I forbindelse med et arrangement med DR Big Bandet havde Frost lært Rolling Stones trommeslageren Charlie Watts at kende – så godt, at Watts sendte en buket blomster, der var så stor, at der ikke var plads til den i hospitalsrummet.
Charlie Watts, Keith Richards, Mona Samir Sørensen og Søren Frost. Privatfoto
Godt fire måneder efter Frosts uheld i Gothersgade skulle The Rolling Stones spille på Roskilde Festival. Og da Watts havde inviteret sin danske trommeslager-kollega og hans kone til at besøge Stones i backstageområdet bag den orange scene, satte han sig for at blive klar. Og det blev han.
Undervejs blev han opereret otte gange, fik bl.a. stykke af den store rygmuskel fjernet og derefter fæstnet på højre underben. Dertil et langt marvsøm i højre lårben for at holde det hele sammen.
Søren Frost viser sit underben frem. Det ser lidt, lad os kalde det anderledes ud. Men det virker. Jeg ser måske lidt skeptisk ud.
– Har du løbet maraton på det der ben? – spørger jeg forbløffet.
Svaret er bekræftende. Ja, flere gange.
Skrevet ud af ligningen
Første gang SP blev fanget af mørket, var i 2007. Dengang vidste han ikke, at han led af en depression. Han led bare. Da han igen sank ned i det mentale morads, blev han sygemeldt fra sit job som lærer på en skole i Vedbæk.
”Jeg kom i behandling hos en psykiater. Igen meldte jeg mig ud. Jeg blev simpelthen skrevet ud af ligningen både i mit job og som musiker. Og der gik jeg så derhjemme igen. Denne gang havde jeg dog fået en diagnose at forholde mig til.”
Han burde nok have været lidt hurtigere i gang igen, mener han, belært af sine erfaringer.
”Jeg skulle nok have været lidt hurtigere ude at spille igen. Måske have haft nogle småfunktioner på skolen, hvor jeg arbejdede. Altså noget med at løbe det lidt i gang igen lidt hurtigere, end jeg valgte.”
Han kommer ikke med store forkromede løsninger på et område, hvor der ikke findes en facitliste med overskriften: Sådan kurerer du din depression. Men personligt har han gode erfaringer med at løbe sig selv i gang igen i et langsomt tempo. Og han undrer sig over, at det ikke findes som en form for standardtilbud for mennesker, der skal vende tilbage til arbejdsmarkedet efter en depression.
Jeg blev ramt umiddelbart efter min 50 års fødselsdag. Når man som mand nærmer sig de 50, sker der ting og sager med helbredet. Det har jeg selv set rundt omkring mig. Oplevet det selv. Og det er vi mænd åbenbart ikke særlig gode til at tale om
”Det viste sig at være godt, da det endelig skete, det at have en mindre arbejdsfunktion. Man glemmer lidt sig selv, når man kommer i gang med at arbejde. Det er sundt i den rette balance. Men det er en efterrationalisering,” siger Henrik SP Poulsen.
På sin vis var det både svært og let for Esben Just at vende tilbage til musikken. Musik havde indtil da været hans liv og arbejde. Så på den ene side var han ikke i tvivl, om at det skulle fortsætte som så. Men hvordan?
”Da jeg kom hjem, havde jeg et stykke musik i tankerne, som jeg tidligere havde spillet helt naturligt. Men nu kunne jeg ikke længere spille det. Jeg sad bare og bank, klank og spillede,” siger Esben Just og gør nogle fægtende bevægelser med armene.
“Jeg kom nok lidt for hurtigt i gang.”
Han fik nogle betablokkere, der stabiliserede blodtrykket og gjorde ham så rolig, at han kort efter sin operation gik på scenen i Tivoli og helt glemte at være nervøs. Faktisk var han så rolig, at han stort set ikke ænsede noget som helst. Det var, som sad han i en osteklokke.
Det skulle dog ændre sig. Han har lært sig selv at tage det roligt, forsøge at være til stede i nuet og tage imod, hvad der kommer, og suge inspiration til sig. Under soloshowet The Second Coming, som Just turnerede med efter sin tete a tete med døden i 2020, var den uudtalte underoverskrift: Det handler om at få så meget ud af livet som muligt. Ingen ved, hvor man bliver ramt af en dissekerende aneurisme på aorta.
Musketererne SP, Just og Frost
Det handler om at italesætte alt det, der trykker. I livet som sådan eller den pandemi, der skabte en ufrivillig pause i Justs turné.
Alene det, at De Tre Musketerer sidder denne solfyldte eftermiddag og taler om deres oplevelser og de mange tanker og følelser, der ligger bag og foran, illustrerer trioens budskab på det nye EP, Lys det op. Især titelnummeret.
De vil gerne bruge deres egne personlige historier om svære, sårbare og alvorlige episoder samt den fælles positive bandhistorie til at minde måske især mænd om vigtigheden i at åbne sig.
”Jeg blev ramt umiddelbart efter min 50 års fødselsdag. Når man som mand nærmer sig de 50, sker der ting og sager med helbredet. Det har jeg selv set rundt omkring mig. Oplevet det selv. Og det er vi mænd åbenbart ikke særlig gode til at tale om – eller dele med hinanden, ”siger Esben Just og skynder sig at tilføje:
”Jeg skal ikke fortælle andre, hvad de skal gøre. Jeg ved bare for mig selv, hvad det har betydet for mig at være åben omkring mine tanker efter det, jeg har oplevet. Jeg sad ikke og prædikede mellem numrene, da vi var på turne her i april og maj. Hvis man kan sige, at vi kommer med en opfordring, ligger den lige så meget i stemningen og samspillet på scenen, hvor vi tre jo er gode til at bruge hinanden,” lyder det fra Esben Just.
Med de erfaringer, SP – Just – Frost har med i bagagen, er det blevet et fællesskab, hvor man støtter hinanden, uden at det ligefrem bliver til gruppeterapi eller mandegrupper model 1970’erne, hvor man sad i ring, holdt hinanden i hånden og græd ud sammen. Det handler lige så meget om at være der for hinanden i det store og det små.
Jeg nævner en video, jeg har set på Facebook, hvor man ser de tre storkramme hinanden, inden de skal på scenen.
”Ja, det er noget Esben har fundet på. Det er ret følsomt,” siger Søren Frost med et grin, og tilføjer:
”Nej, det er rigtig fint. Det giver en god fornemmelse.”
”Esben er god til lige at komme med en bemærkning, når vi mødes: ”Nå, hvad så, SP, hvordan har du det egentlig? Jeg kan mærke, at det har trykket lidt i et par dage. Hvor er du henne?” Det sætter jeg stor pris på. Det behøver ikke være en længere snak. Men på den måde kan vi mærke på hinanden, hvordan vi står,” siger Henrik SP Poulsen.
”De ting, vi hver især har været ude for, har helt sikkert gjort noget godt for vores relation til hinanden og har om muligt bundet os endnu stærkere sammen,” siger Søren Frost. Og han tilføjer:
”Meget af det ligger jo i det at være sammen om musikken. Der opstår en følelse af samvær og fællesskab, når det kører. Der er gode aftener, og der er knapt så gode aftener, det kan f.eks. ske, at der ikke er ret mange i salen. Men det er altid en god aften for os.”
“Ja, og hvis der ikke er ret mange i salen, er det jo en ekstra udfordring for os. Så gælder det om, at sætte dem i gang,” siger Henrik SP Poulsen.
SP – Just – Frost forventer at turnere igen i 2023.
Langt de færreste, der var til stede i Vega den september aften i 2016, vidste, at de skulle overvære Lars H.U.G.s sidste koncert. Koncerten skulle vise sig som lidt af en tour de force gennem samtlige album, Lars H.U.G. har udgivet – også med Kliché.
Hvad kun få kunne vide var, at der skulle blive mulighed for at genhøre koncerten på albummet, der udkom sidste år.
Nu er der så også mulighed for at genopleve koncerten. For de heldige, der var i Vega – og for alle andre.
I den kommende uge er der premiere på koncertfilmen G.R.E.A.T.E.S.T. H.U.G. LIVE i 33 danske biografer. Premiere sådan at forstå, at filmen bliver vist denne ene gang.
Den første visning af koncertfilmen er i Imperial i København mandag den 28. marts kl. 18.30. Her vil Lars H.U.G. introducere filmen, ligesom han er med til to visninger i Aarhus den 30. marts. Tirsdag den 29. marts kan filmen ses over hele landet i Nordisk Films biografer.
”Der er jo hårdt brug for koncerter efter COVID-19. Ikke mindst biograferne har brug for, at der sker noget. Lige så vel som koncertstederne” siger Lars Haagensen, som han egentlig kalder sig nu, hvor koncertaktiviteten er stoppet. Jeg møder ham i POVs lokaler i det indre København. Hele det halvanden time lange interview kan snart høres som Mediano Music POVcast.
Det er det med at bevæge sig ud af komfortzonen og gøre noget, som man egentlig troede, at man ikke kunne. Jeg plejer at sige til mig selv: “Gør det, Lars. Det er bedre end at gå til psykolog”
”Min branche var tørlagt i to år, hvor man ikke kunne komme til festivaler. Jeg ser denne film som en dokumentation fra en tid, hvor man stadig kunne bevæge sig ud og svede og stå og hoppe på hinanden og bevæge sig hjem uden at blive syg,” siger Lars H.U.G.
Det bliver altså så uden H.U.G. på scenen. Siden første pladeudgivelse med Kliché i 1980, Supertanker, har Lars H.U.G. sat sit markante præg på den danske rockscene. Sammenlignet med andre musikere er der udkommet forholdsvis få album, de har til gengæld næsten alle været med til at flytte barrierer i grænselandet, hvor kunst møder rock og pop. I det felt var Lars H.U.G. den måske vigtigste danske musiker i 80’erne og begyndelsen af 90’erne. Måske sammen med TV-2, hvis Steffen Brandt kortvarigt var medlem af Kliché. Nogle ville sige Sort Sol.
”I filmen bliver koncerten spillet baglæns, hvilket koncerten i øvrigt også gjorde. Et greb, som vi lå og legede med – i en i øvrigt hård proces. Det har taget fire år at klippe og redigere filmen. Eftersom jeg i al beskedenhed har spillet 13 gange på Roskilde Festival og i øvrigt har spillet her og der, har jeg aldrig tidligere spekuleret på, om der skulle indspilles et livealbum. Og jeg har slet ikke spekuleret på, at jeg skulle lave en live-koncert til biograferne. Det tonede frem, efterhånden som tiden gik.”
Da Lars H.U.G. holdt sine perioder
Jeg roser lyden i filmen – og på det tredobbelte vinylalbum. Især rytmegruppens swing. I min anmeldelse af albummet kaldte jeg det “Lars H.U.G., som jeg altid gerne var villet høre ham”.
”Det var egentlig en god koncert. Min trommeslager og bassist lavede stort set ingen fejl. For en gangs skyld holdt jeg selv mine perioder, og jeg kunne det meste af teksterne,” siger H.U.G., og tilføjer:
”Der var måske derfor, jeg fik prisen Steppeulven som Årets Livenavn i 2016. Det er, indrømmer jeg – ikke for højt – ikke en pris til mig. Det er en pris til mit staff, mit crew, og det er en pris til mit publikum. Alle koncerter foregår i et sammenspil mellem udøver og publikum, så den pris var jeg særlig glad for. Det var en kollektiv pris.”
Dengang i 2016 vidste H.U.G. godt, at han ville stoppe som performer. Men han troede, at den sidste koncert i Ringsted efter en turne, der var begyndt i 2014, ville blive den sidste. Ikke at der er noget galt med Ringsted Kongrescenter, men den allersidste koncert kunne godt foregå et lidt større sted, tænkte han. Og så kom henvendelsen fra Vega, der drømte om at fejre 20-års jubilæum med en Lars H.U.G.-koncert.
”Jeg kan godt lide de her virkelighedssammenfald – tilfældighederne, der giver mening. Jeg fik en til at filme koncerten. Det var en supergodt optaget, supergodt optaget.”
Efter en optræden ved Kronprinsparrets Pris i 2016 med kongesangen, som H.U.G. og hans band kalder ”Mon de kan reparere dig,” som Kronprinsen citerede ved sit og Marys bryllup i 2004, meddelte sangeren, at det var slut med koncerter.
Han er stadig aktiv kunstner – maler, ”synger i badekarret”, skriver sange – kan ikke lade være. Holdt for nylig fem sammenhængende foredrag på Vartov. Se dem evt. her. Foredragene er en slags skitser til bogen ”Mit liv med Lars H.U.G.”, som er en slags biografi uden at ligne andre biografier. Hør mere om det arbejde i ovennævnte podcast.
”Min foredrag var igen en udfordring. Det er det med at bevæge sig ud af komfortzonen og gøre noget, som man egentlig troede, at man ikke kunne. Jeg plejer at sige til mig selv: “Gør det, Lars. Det er bedre end at gå til psykolog”. Man er nødt til at stole på sig selv. Mantra: “Husk nu, Lars, at bruge din usikkerhed som drivkraft”,” siger han og tilføjer, at han i øvrigt vil anbefale kirurger at blive i komfortzonen, når de arbejder.
En del af tidsånden
G.R.E.A.T.E.S.T. H.U.G. LIVE begynder med et af ekstranumrene, “Militskvinder”. Undervejs er der tre citater, Deep Purples “Smoke on the Water”, The Beatles’ “Day Tripper” og David Bowies “Jean Genie”.
– Det er vist ingen hemmelighed, at I i Kliché var inspirerede af Kraftwerk og David Bowie. Og du har fortalt mig en gang, at The Beatles var din store inspirationskilde på et tidspunkt?
”Godt gættet og korrekt. Det er spændende at mærke, at man har været en del af tidsånden. Det vidste jeg ikke, men det er sådan noget, man får at vide, når man taler med Søren Ulrik Thomsen, for det ved han alt om. Pludselig er man noget, små børn har været tvunget til at lytte til, mens de lå inde i mors mave. Senere hen er der ingen, der aner, hvem Lars H.U.G. er. Hvad sagde du: Lars Lil…? Nå, H.U.G. Ham har jeg sgu ikke hørt om. Sådan er det bare,” siger Lars H.U.G. med et grin.
Lars H.U.G., pressefoto
”Jeg er selv vokset op med Louis Armstrong, Ella Fitzgerald. Jeg ville ikke være den samme musiker uden dem. Min far spillede dem hver dag. Jeg er glad for, at jeg ikke begyndte at spille trompet, men i stedet begyndte at grave mig ned i nogle lag med min guitar og mødtes med andre med nogle skøre ideer”, siger Lars H.U.G.
“Vi søgte nye måder at se, om vi kan kunne finde et terræn, hvor der måske ikke havde været så mange andre. Der spillede Kraftwerk en stor rolle. Bowie – der blev jeg inspireret af musikken og især sangen. Og så var der Roxy Music. Jeg har senere sunget duet med Birthe Kjær, det var enormt sjovt og givende, spillet til Jodle Birges mindekoncert, Lisa Ekdahl, Lisa Nilsson og sunget sammen med Lill Lindfors. Jeg kan godt lide at dele med andre musikere. Det giver mig meget.”
Men jeg har henad vejen lært nogle af de musikere, der har en uddannelse, at kende, og jeg må sige, at jeg står i dyb gæld til dem. De tager ingen stoffer, de kører hjem efter arbejde, og de drikker ikke på scenen
Inden jeg kan nå at tilføje mit spørgsmål, siger H.U.G. af sig selv:
“Jeg har ikke brug for at forholde mig til, hvad musikpolitiet mener. Men det er selvfølgelig noget, man har brug for som ung, hvor man har brug for at positionere sig i forhold til andre og sige, at det og det er gammeldags. Det dér – det spillede min bedstemor.”
I en Mediano Music POVcast, der blev optaget for nylig (se linket forneden), siger trommeslageren Stefan Grabowski, der spillede sammen med H.U.G. i 80’erne og begyndelsen af 90’erne, at han har lært af sin gamle bandleder “at skrive er som at male”. H.U.G. er kunstmaler og uddannet som så.
“Der er ikke så langt fra maleriet til musikken. Jeg har altid sagt, når vi sad i studiet: “Hov-hov, du skal lige vænne dig til, at jeg ser lyden, jeg hører den ikke.” Hvis der en solo, et keyboard, så skal jeg se det for mig, rulle fra venstre mod højre. Jeg skal se det visuelt. Hov, dét der – det er ikke rigtigt. Jeg ved ikke, hvilken tone, jeg vil have – for det har jeg ikke forstand på. Til gengæld kan jeg høre en knappenål i en høstak.”
Et barn, man ikke kan nå
I den nye koncertfilm hylder H.U.G. et par af de kolleger, der har hjulpet undervejs. Johannes Voss, der har været med til at skrive en del af H.U.G.s tekster, og keyboardspiller og producer Povl Kristian, der har spillet, arrangeret og produceret sammen med H.U.G. i årevis.
“Povl Kristian siger, at han passer på mig. Tak for det. Han er godt klar over, at jeg er et barn, man ikke kan nå. At jeg har mine handicap. Nogle gange skal han tage mig i hånden og føre mig over vejen. Og så har han en indlevelse på det empatiske plan, og han forstår at oversætte det, jeg siger, til teknik. Jeg kan rose mig selv for, at jeg hurtigt lærte, at jeg er nødt til at respektere dem, der har den kompetence. Her under miksningen af filmen har vi været et rigtigt godt team. Jeg kan ikke bare komme ind og sige, “lad os gøre det her”, midt i en proces. Jeg er nødt til at acceptere, at der nogle ting, der skal sættes flueben ved, af dem, der har en teknisk forstand, jeg ikke har.”
Ifølge Lars H.U.G. har det været en stor gave at arbejde sammen med yngre musikere som Jacob Funch, Kim Thomsen, Rasmus Hedeboe og Mikkel Riber – det er slut med at samle kolleger op fra gulvet, der var faldet omkuld af druk. Den slags er forekommet.
“I Kliché syntes vi, at det var åndssvagt, at der skulle være musiker-akademier. Vi havde selv læst på kunstakademiet. Det kom der ikke noget specielt godt ud af. Men jeg har henad vejen lært nogle af de musikere, der har en uddannelse, at kende, og jeg må sige, at jeg står i dyb gæld til dem. De tager ingen stoffer, de kører hjem efter arbejde, og de drikker ikke på scenen. Der er sket enormt meget. Man kan sige, de står ikke der med badges og fire nåle gennem næsen, men det var jo en anden tid.”
I denne podcast fortæller Stephan Grabowski blandt meget andet om sit samarbejde med Lars H.U.G.:
I maj sidste år skrev feminist og musiker Lydmor, alias Jenny Rossander, en kronik på musiksitet gaffa.dk. Her angreb hun anmelder Thomas Treo for systematisk sexisme i hans anmeldelser, ligesom hun opfordrede hans arbejdsgiver, Ekstra Bladet, til at tage en samtale ”om voldtægtskultur, lidt om clickbait, og til sidst skal vi have en stor snak om ansvar”.
Samtalen med chefredaktør Poul Madsen kom bl.a. på TV. I de forløbende måneder har Lydmor udtalt sig offentligt i flere sammenhænge. Men der har også været tid til at indspille det nye album Capacity, det første siden I Told You I’d Tell Them Our Story, der udkom i 2018. Denne gang med en betydelig mere mundret titel.
Joken med den video er, at jeg har valgt at objektivisere nogle ældre mænd. Hvor det i nogle årtusinder har været kvinder, der blev objektiviseret. Jeg havde lyst til at tage fem ældre mænd og flytte rundt med dem, få dem til at gøre ting. Jeg synes, de fem dudes i videoen er fucking nice
”Ja, min manager jublede, da jeg fortalte, at det nye album bare hedder Capacity,” siger Jenny Rossander grinende, mens hun tømmer sin stempelkaffekande ud i en kop og ser på sin skærm. Vi taler sammen online. Som man nu gør. Samtalen kommer hurtigt, naturligt til at ligge i forlængelse af ovennævnte. Capacity indledes med en form for feministisk manifest i sangen ”Amandas Lullaby”.
Først Lydmors vokal alene, senere suppleret med koret. Det bruser og svæver, som man vist aldrig har hørt korsang på en dansk plade før. Allerede i de to første linjer synger Lydmor:
Every single word you speak could add to the conflict Careful how you word your phrases little girl You don’t wanna seem to eager you’ll upset the whole world Loud is not a female virtue but neither is tightlipped
Labyrinter med hints
Er det en forælders formanede råd til en datter? Eller et undertrykkende system, der her får en stemme? En god venindes råd?
Lydmor taler stadig gerne loud. Det kommer vi tilbage til. Først handler det om spørgsmålstegnene. Helt bevidst lader hun det være op til lytteren selv at digte eller tolke med, træffe sine egne beslutninger. Sådan var det også på det hårdt pulserende storby-natklub-hedonistisk-asiatisk lydende I Told You I’d Tell Them Our Story.
”Jeg vil helst ikke forklare, hvad mine sange handler om. Det er fedt med en fortælleramme, det konceptuelle. Jeg kan godt lide at arbejde med labyrinter med hints og navne, som folk kan falde over og selv finde ind i,” siger Jenny Rossander.
Jeg prøver selv at åbne, at kunne rumme vreden, men også tilgivelsen. At kunne rumme all the idiots. Rumme de svære samtaler, nuancerne. Undertrykkelse er kompleks
Og dem, labyrinterne, er der mange af på Capacity. Nogle af Lydmors ’hints’ peger i retning af en rejse. En rejse rundt i verden til konkrete steder som Nevada og Berlin. Eller en rejse ind i sindet. En rejse et sted hen, der kun findes i det øjeblik, man lytter, og som kan være svært at genkalde sig efterfølgende.
Det kunne også være en enkelt kvinde, Amandas rejse fra undertrykkelse til revolution og frigørelse. Med pladens mest tydelige hint citerer Lydmor poeten Gil Scott-Heron: ”The revolution will be televised”. Hun har så deleted det ”not”, der var i hans oprindelige tekst.
”Jeg er meget inspireret af forfatteren Jorge Luis Borges og hans noveller. Den måde, han dykker mellem symbolik, historiske henvisninger, surrealisme og realitet er interessant,” siger Jenny Rossander, og tilføjer:
”Som i historien om manden, der leder efter den udødelige by. På et tidspunkt er det, som om han er lige ved at finde den. Og så bliver historien rigtig underlig. På et tidspunkt bliver han udødelig, men er det så ikke længere. Han begynder at tvivle på, at det nogensinde er sket. Det er en tilstand, der kun eksisterer, mens den er der, og ikke når han skal skrive om det. Det er en så spændende måde at arbejde på…”
Men også temmelig krævende?
”Ja, men det giver også. Det åbner op for en tillid til det underbevidste. Som gør, at man kan acceptere de gaver, inspirationen giver uden at behøve at analysere det i stykker.”
Det er interessant, når man møder folk, der også har sat sig ind i tingene. Der er de interessante debatter om, hvordan vi kommer videre. Hvad er Donna Hathaway. Hvad er intersektionel feminisme?
Jeg nævner min oplevelse af albummet som en form for rejsebeskrivelse. På mange planer.
”Det sværeste ved dette album er, hvordan jeg vælger at tale om det i interviews. Fordi der er mange niveauer. F.eks. ”Labyrinth Space”. Det handler både om en fiktiv karakter, en virkelig person i mit liv, det er også et symbol på noget, jeg struggler med selv – og en statue, jeg har set på et museum i Brasilien,” siger Rossander.
Inden interviewet har jeg forsøgt at finde en genrebetegnelse for Lydmors musik. Der findes 30 plus subgenrer indenfor electronica.
“Jeg har opdaget, at jeg ikke behøver at finde på et ord for min musik. Da var jeg sådan: fuck hvor nice. For nu har jeg prøvet, jeg ved ikke hvor længe, at finde ud af, hvad jeg skal kalde det. Nu har jeg det sådan, at det må folk selv bestemme. Når jeg selv lytter, tænker jeg meget lidt over, om det er world, electronica eller andet. Jeg tænker på, hvilke historier det har. Nogle gange kan jeg komme til kort, hvis jeg spiller på electronicafestivaler og taler med DJ’s der har totalt styr på genrebetegnelser. Jeg er producer, og har rimelig styr på det, men kan gå i sort, når der står en og taler om new Chicago house-tech med lilletrommen, der lyder sådan der,” siger Jenny Rossander grinende.
Hun og hendes pladeselskab har udsendt en video til sangen ”LSD Heart”. Teksten er muligvis en fascinationsiblandet satire over denne her generation af ældre mænd i medierne, der læste ”Ekstrabudene” som teenager, og siden legede Charles Bukowski. I hvert fald indtil de begyndte at lege far, mor og børn.
Objektivisering og seksualitet
”Joken med den video er, at jeg har valgt at objektivisere nogle ældre mænd. Hvor det i nogle årtusinder har været kvinder, der blev objektiviseret. Jeg havde lyst til at tage fem ældre mænd og flytte rundt med dem, få dem til at gøre ting. Jeg synes, de fem dudes i videoen er fucking nice. Det er min yndlingsvideo af dem, jeg selv har indspillet. Ikke kun fordi det handler om objektivisering og seksualitet, men fordi de ser voldseje ud,” siger Jenny Rossander.
Tilbage til åbningssangen ”Amandas Lullaby”. Den lyder som et manifest, måske ligefrem som et feministisk manifest.
“Den mest essentielle sætning i den er: ”The more that we open the less space they’ll get.” Det er den af mine tekstlinjer indtil nu, jeg er mest glad for. Jeg prøver selv at åbne, at kunne rumme vreden, men også tilgivelsen. At kunne rumme all the idiots. Rumme de svære samtaler, nuancerne. Undertrykkelse er kompleks. Uanset om vi taler om køn – eller race. Der er samfundsskam. Der er det her behov for at se godt ud… det er svært at lave slogans, specielt når man som jeg er kvinde, der udtaler sig offentligt. Sætningen er en reminder om, at man altid vinder på åbenhed. På at udvide sit område for forståelse. Undersøge, researche, dygtiggøre sig.
Ja, tænk, hvis alle der udtalte sig om f.eks. Corona havde researchet og dygtiggjort sig.
”Jeg tager mig selv i at citere forskning, når jeg bliver interviewet. Der er rigtig meget klog og seriøs forskning, når det gælder om, hvordan vi håndterer køn, autoritet, og hvordan vi håndterer det, hvis der er flere kvinder, end der plejede at være, på forskellige samfundsområder. Der er forskning, der viser, at vi er vanedyr, der handler sexistisk uden at vide det. Det er interessant, når man møder folk, der også har sat sig ind i tingene. Der er de interessante debatter om, hvordan vi kommer videre. Hvad er Donna Hathaway? Hvad er intersektionel feminisme?”
Dem, der udnytter magt seksuelt – og jeg skal hilse og sige, at det er både mænd og kvinder, der er bare flest mænd. De mennesker har en forkvaklet opfattelse af, hvor der er plads til ens seksualitet
Du taler om idioterne. Jeg går ud fra, at du har fået mange kommentarer siden din kronik sidste år?
”Jeg har lige givet et interview til Jyllands-Posten om feminisme. Her er tre goodies fra kommentarsporet: “Mange dårligt klædte og uskønne kvinder har sgu slået voldsomt igennem på hitlisterne gennem tiden”. ”Så fik hun da spalteplads. Stakkels alle de drenge, der fik afslag fra selvsamme avis”. ”Og du er så styg, at jeg hellere puler en flaske.” Man vænner sig til det. Hvis man taler offentligt om ligestilling, er der rigtig mange, der har et behov for at svine en til.”
En frigørelsesproces
Tilbage til de ældre mænd – og kvinder, for den sags skyld. I sin pressemeddelelse for den nye plade skriver Lydmor: ”Albummet er en frigørelsesproces, som handler enormt meget om romantisk frigørelse og emotionel intelligens i den moderne verden, hvor jeg ser en ny generation som behandler køn, identitet og forhold på en anden måde end man har gjort tidligere. Man havde den seksuelle revolution i 1960’erne og 1970’erne, hvor det virkede, som om at man ikke havde så meget fokus på den emotionelle intelligens”.
Det mest grelle eksempel på et felt, hvor den seksuelle revolution løb af sporet, er de mange såkaldt venstreintellektuelle, der inddrog selv helt små børn i deres julelege. Senest har der været en meget omtalt sag med forfatteren Gabriel Matzneff. Men en ting er de groteske sager, noget andet en gennemgribende tone, hvis ekko har lydt overalt på alle niveauer. Jeg er med på, at der efter 70’erne er talt meget direkte og seksualiseret i det offentlige rum, også på arbejdspladser. Opgøret med de gamle normer endte med, at alt var tilladt. Jeg spørger Jenny, om det er det, hun refererer til.
For nu må man ikke længere sige, hvad man vil. Ikke gøre ting mere. Åh nej, hvordan skal man nu flirte? Jeg kan garantere, at feminister er meget klar over, hvordan man flirter
”Når man sidder i etisk system med stramme regler for, hvad man måtte gøre, specielt m.h.t. sex, femininitet og maskulinitet og monogami og bryder med det, som man gjorde dengang, kommer der hurtigt til at mangle noget. Der er nogle, der ikke helt har forstået, at når man bryder med et etisk system, handler det om at opbygge et nyt etisk system. Man kan ikke leve uden etik. Samtalen om, hvad etik er, hvis man forsøger at ændre nogle eksisterende mønstre, kom til at handle om, at nu skal vi bare være så frie som muligt uden at overveje konsekvenserne. Okay, fint, men lad os først finde ud af, hvad frihed er.”
Du taler meget om frigørelse. Hvad er frigørelse for dig?
”Frigørelse er interessant. Det kan være frigørelse fra indgroede strukturer. De eksempler, jeg lige læste op, de har nogle meget fastlåste opfattelser af, hvad der er okay, og hvad der ikke er. Og jeg kunne være bange for, at de har nogle meget fastlåste opfattelser af, hvad de selv må og kan,” siger Jenny Rossander og tilføjer:
”Det, der sker lige nu, er et stort opgør mod verbale og fysiske overgreb. Mange tror, at vi, der tilhører den bevægelse, begrænser friheden. For nu må man ikke længere sige, hvad man vil. Ikke gøre ting mere. Åh nej, hvordan skal man nu flirte? Jeg kan garantere, at feminister er meget klar over, hvordan man flirter. Vi står et friere sted, når vi står et sted, hvor der er gjort op med nogle fastlåste opfattelser af, hvad seksualitet bruges til. Dem, der udnytter magt seksuelt – og jeg skal hilse og sige, at det er både mænd og kvinder, der er bare flest mænd. De mennesker har en forkvaklet opfattelse af, hvor der er plads til ens seksualitet. Hvis man havde en mere tilgivende opfattelse af, hvordan man kan bevæge sig rundt i verden med sin seksualitet, tror jeg ikke, man havde brug for at bruge den magtfuldt.”
En flod i konstant bevægelse
Det kan lyde lidt banalt. Men den revolution bliver vist en lang proces?
“Det er en meget lang proces. Jeg genlæste forleden Simone de Beauvoirs Det andet køn. Jeg blev overrasket over, hvor tidssvarende den er i dag. De tanker, hun og hendes veninder gjorde sig om subjekt/objekt, adgang til det eksistentielle strukturer og kønsroller. Den bog ændrede ikke strukturerne, men der skete en masse. Jeg tror, at der sker noget hver eneste gang, vi tager en runde. Civilisationen er en flod i konstant bevægelse.”
Jeg nævner, at det er min opfattelse, at der faktisk sker noget i medieverdenen. At mænd faktisk forsøger at være der for faglighedens skyld.
Taylor Swift gik til kamp for voldtægtsofre og mistede en kæmpe del af sin fanskare, Billie Eilish’s aflyste turné skulle have været totalt Co2-neutral. Jeg har en fornemmelse af, at vi kommer til at opleve rigtig meget aktivisme fra Billie Eilish i fremtiden
”Det er svært at vurdere, om racisme eksisterer, hvis man er hvid. Men jeg tror, at du har ret i, at der sker noget. Der er en samtale i gang. Jeg oplevede en samarbejdspartner på et projekt for et par måneder siden, der tydeligvis ikke var vant til at arbejde sammen med kvinder, og som tydeligvis ikke var vant til, at kvinder kan noget med lyd. Og nu var altså mig, der havde lavet lyden. Han var klassisk nedladende, talte hen over mig, afbrød. På et tidspunkt afholdt han et møde uden mig. Kun med mænd. Jeg fik det ordnet heldigvis via projektets leder. Grineren var, at da jeg spurgte, hvorfor han holdt et møde uden at invitere mig, så han på mig. I det sekund kunne jeg se i hans øjne, at han satte tre og tre sammen. Kendt dansk feminist. Jeg behøvede ikke sige mere. Derefter kørte samarbejdet fint. Det tror jeg, vi har fået adgang til, fordi der har været så meget larm.”
Hvordan identificerer du dig selv? Lige så meget som feminist som musiker?
”Hmmm … det har jeg ikke tænkt over før. I løbet af min karriere har jeg brugt meget tid på at inkludere ting i musikken, der ikke nødvendigvis var inkluderet tidligere: Litteratur, magisk realisme, performanceoptræden, feminisme. Jeg tror, jeg trækker på alt, hvad der interesserer mig. Så feminisme er en lige så stor del af mig som min musik. I øvrigt tror jeg, vi bliver flere. Taylor Swift gik til kamp for voldtægtsofre og mistede en kæmpe del af sin fanskare, Billie Eilish’s aflyste turné skulle have været totalt Co2-neutral. Jeg har på fornemmelsen, at vi kommer til at opleve rigtig meget aktivisme fra Billie Eilish i fremtiden.”
Lyt evt. denne podcast, der især handler om det foregående album, I Told You I’d Tell Them About Us
