Carl hvad? Punkeren, der blev manden bag den diskrete danske musikpris

Carl hvad? Punkeren, der blev manden bag den diskrete danske musikpris

Lad det bare være sagt med det samme. På et enkelt punkt lever Ole Dreyer op til forestillingen om den klassiske bagmand i musikbranchen – som man senest kan se hos Obersten, Tom Parker, i Tom Hanks’ skikkelse i biopic’en Elvis. Ole Dreyer er cigar aficionado.

”Ja, det er ikke så godt, vel? Godt man ikke må ryge indendørs, så der ikke er så mange, der ser det,” siger han med et grin.

Ole Dreyer er bestyrelsesleder i foreningen Musikforlæggerne. Fra begyndelsen i 2013 har idéen med Carl Prisen været både at hylde dem, der ellers sjældent hyldes ved skåltalerne i branchen, komponisterne – og samtidig er det et forsøg på at ændre foreningens image.

”Andreas Odbjerg brokkede sig efter sidste DMA-prisuddeling over, at han som sangskriver til et af de nominerede numre slet ikke var nævnt.  Det er jo sådan, at sangskriverne sjældent er dem, der bliver kendt for sangene. Du kan sige, at Carl Prisen er et sted, hvor sangskriverne bliver hyldet og får mulighed for at komme brasende og fortælle deres historier,” siger Ole Dreyer og tilføjer:

”Da jeg blev medlem af Musikforlæggerne i 1999, var der en masse fordomme om os musikforlæggere – at vi ikke laver noget. At vi bare kradser penge ind uden at gøre noget for sangskriverne. Jeg har selv ofte hørt det, da jeg var booker og arbejdede på diverse pladeselskaber: ”Der sker ikke en skid. Gør noget for min musik!””

Larsen sagde nej

Carl Prisen blev etableret i 2013. Et udvalg under foreningen Musikforlæggerne med det kreative navn, Krea-udvalget, arbejdede i nogle år på idéen, der undervejs bl.a. hed “Gadedreng” (et miks af Jacob Gade og Kim Larsen). Prisen skulle være så fed, at selv Kim Larsen ville modtage den.

”Som sikkert mange bekendt har Larsen aldrig modtaget en pris for noget som helst. Vi prøvede et år, spurgte ham pænt, men svaret var kort: ”Jeg har lige sagt pænt nej til Nordisk Råds Kulturpris – jeg kan ikke sige ja til jeres pris samtidig. Det ville ikke være passende.” ”Irriterende, men forståeligt nok,” siger Ole Dreyer med et grin.

Ole Dreyers vej ind i sit nuværende job som musikpolitiker og forlægger begyndte til samme lyd, eller måske nærmere støj, som det var tilfældet for æresprismodtageren Lars Ulrich: lyden af punk.

Bl.a. amerikanske The Ramones blev et vigtigt point of no return for dem begge. Ulrich havde hardrocken med fra sin første koncertoplevelse med Deep Purple, og resten er en anden historie.

Carl prisen ole dreyer musikforlæggerne jan ulrich
Carl Prisen: Formanden for de danske musikforlæggere har en fortid i punkbandet Gate Crashers.

I 1979 kom Ole Dreyer med i psychedelia/punkgruppen Gate Crashers, hvis base lå i Solrød. Der var ikke noget med at passe på i svinget i dét orkester. Næh, det var lige ud og frem, og gruppen nåede bl.a. at optræde ved ikoniske punkbegivenheder som Concert Of The MomentNÅ!!80 og Concerto de Nobrainos Insano.

Ole Dreyer boede i Glostrup – og netop et band fra Vestegnen skulle blive hans første erfaring som musikiværksætter. Som boss for sit eget pladeselskab, Hub Records – inspireret af bandet Huberts Badehotel – udsendte han en plade med bandet Kalashnikov, hvis sanger m.m. Henrik Ib Jørgensen i øvrigt i dag er direktør for Muskelsvindfonden.

Med kameraet dokumenterede Dreyer de tidlige punkdage i København. Senere blev han tilknyttet indieselskabet Dansk Sam/Sam Records med ansvar for bl.a. Martin Hall, Die Kapelle og Bouyant Blue.

”Bouyant Blue var gode og havde egentlig godt fat i udlandet. Desværre blev deres plade ikke ret god. Jeg producerede den selv, så jeg kan ikke rigtig klandre andre for det,” siger Ole Dreyer.

Frem og tilbage over Nordsøen

Blev det ikke rigtig til noget med bandets plade kommercielt, var den til gengæld medvirkende til at åbne døren ind til den verden, der skulle blive Dreyers fremtid.

”Jeg troede virkelig på Bouyant Blue, og jeg begyndte at rejse frem og tilbage til London hele tiden i et forsøg på at pushe mine grupper. Der var ret stor interesse for Bouyant Blue. Jeg fik en aftale med Chappel Intersong – Warner Chappel i dag – og opdagede, at forlagsbranchen, som jeg overhovedet ikke kendte noget til dengang, kunne noget. Jeg mødte en fyr, der introducerede mig til hele branchen i London,” siger Ole Dreyer.

Rejserne lagde grunden til et netværk, der skulle vise sig at blive en grundpille i Dreyers kommende arbejde som forlægger. Dengang var det hårdt arbejde.

”Vi havde op mod 30 møder om ugen. Dengang rejste jeg med færgen fra Esbjerg til Harwich, hvor jeg havde kasserne med pladerne. De fyldte alt for meget til, at jeg kunne flyve frem og tilbage.”

carl
Modtageren af Carl Prisens ærespris, Lars Ulrich. Foto: Malene Henssel

Da pladedirektøren Ernst Jørgensen – i dag verdenskendt for sit arbejde med Elvis Presleys musik – etablerede pladeselskabet It’s Magic, blev han opsøgt af Dreyer.

”Jeg var vild med bandet Miss B. Haven og mente, at nogen burde gøre noget for dem. Så jeg gik op til Ernst og sagde: ”Jeg har en masse forbindelser i England, jeg tror, jeg kan gøre noget for Miss B. Haven”. ”Det lyder da meget sjovt,” sagde han – og så var vi i gang. Typisk ham i øvrigt.”

Ved igen at slide sålerne tynde lykkedes det Dreyer at etablere en kontakt til verdensstjernen Jeff Lynne, Electric Orchestra, der medio 80’erne samarbejdede med bl.a. George Harrison og dennes legestue Traveling Wilburys.

”Det lykkedes mig at få Miss B. Haven signet til Warner Music, og jeg fik Jeff Lynne med som producer på tre numre på deres album Nobody’s Angel. Albummet blev pissefedt, men det lykkedes desværre ikke at give dem det gennembrud, som vi alle havde håbet.”

I denne POV Mediano Music podcast kan du høre Lise Cabble fra Miss B. Haven fortælle bl.a. om samarbejdet med Jeff Lynne og et møde med George Harrison.

Om ikke andet bevirkede Dreyers anstrengelser, at trommeslager Mette Matthiesen kom til at medvirke på Jeff Lynnes album, Armchair Theatre sammen med bl.a. George Harrison og legender som saxofonisten Jim Horn og komponisten Michael Kamen.

Da Dizzy Mizz Lizzy var grønne

Efterfølgende kom Ole Dreyer til at arbejde som booker i firmaet PDH. Det blev ham, der i 1993 skulle tage sig af det dengang helt grønne Dizzy Mizz Lizzy, der netop havde vundet DM i Rock.

”Jeg var den, der sammen med bandet skulle være med til at vælge pladeselskab, som blev EMI. Dizzy fik masser af tilbud. Der var egentlig booket en masse job af Rasmus Nøhr, der stod for DM i rock, for 1.500 kr. pr. job. Men jeg ringede rundt til alle arrangørerne og sagde, at det var aflyst. To minutter efter ringede jeg og sagde: ”men I kan få dem til en anden pris, hvor vi i det mindste tjener lidt af entreen”. Der var udsolgt overalt allerede dengang. Og så gik det ellers stærkt for Dizzy.”

Derfor er vi forlag nødt til at samarbejde. Det er et af de punkter, hvor vi måske adskiller os lidt fra resten af branchen, hvor der bliver konkurreret stenhårdt – agenter, managere, pladeselskaber

Dreyer var Dizzy Mizz Lizzys manager helt frem til deres første brud i 1997, hvor han måtte sende en fax til alle medier: “Dizzy Mizz Lizzy stopper”. Siden har de tre medlemmer af gruppen fundet sammen igen og er i dag et af landets mest eftertragtede livenavne. Bandet spillede senest som en form for opvarmning til Metallica ved Copenhell.

Sammen med sin ven og gamle samarbejdspartner fra dagene med punk i Albertslund, Henrik Ib Jørgensen, etablerede Dreyer spillestedet Rust på Nørrebro. Et legendarisk københavnsk Generation X venue, der en periode var samlingspunkt for mange af de trendsættere – som man sagde dengang – der senere kom til at dominere den kreative branche, og som i dag muligvis er begyndt at interessere sig for fænomenet pensionsplaner.

”Jeg havde fast arbejde på EMI i ni år, hvor jeg var halv tid på Rust. Det var rigtig fint, og jeg må indrømme, at det mest behagelige ved at have et fast job er, at lønnen går ind. Men der var en masse åndssvage ting, man skulle forholde sig til og bindinger, fordi chefen synes, det var en god ide. Det føltes godt, da jeg valgte at stoppe og kaste mig over iværksætteriet igen,” siger Dreyer, der udover sit musikselskab også driver et kommunikationsbureau.

Et eksempel på musikforlæggeren Ole Dreyers arbejde i kulissen:

”Jeg kunne godt se, at jeg blev ældre i mit job som booker. Der skal unge til, som har den ild, jeg selv havde som ung. Man skal ikke sidde som booker som 50-årig på et sted, som henvender sig til unge.”

I dag er Ole Dreyer partner i selskabet Nordic Music Society NMS, der både udgiver musik – bl.a. med hypede Elba og Guldimund – og driver forlagsvirksomhed. Især USA er et stort marked.

”Jeg arbejdede med Jakob Groth i en del år og var med på hele hans tur, efter han skrev musikken til Mænd der hader kvinder. Han kom bl.a. til at komponere musikken til tv-serierne Unforgettable og Midnight, Texas. Det var nogle spændende år.”

På det seneste har Ole Dreyer fået den unge gruppe Virgin Suicide med i den nye Amazon-serie, The Summer I Turned Pretty. En af forlagets komponister har et stykke musik med i en undervisningsfilm med den amerikanske ishockey-legende Wayne Gretzky.

Kampen om smulerne fra Spotify

Og så er vi tilbage ved udgangspunktet. Forlagsvirksomheden.

”En meget stor del af mit arbejde, når jeg ikke leger politiker, består i at være i kontakt med en mellemmand, en såkaldt supervisor, der skal skaffe min musik videre til tv- eller filmproducenten. Det er supervisoren, jeg skal overbevise om, at det er rigtigt at bruge min musik. I dag med det nærmest ikke-eksisterende pladesalg er det ikke så svært at få komponisterne til at tænke i kommercielle baner. For ti år siden var det nærmest selvmord at foreslå det.”

Tidligere havde forlæggerne, publisherne, studier, hvor sangskriverne mødte frem og skrev deres sange. Det mest kendte eksempel er nok amerikanske Tin Pan Alley, der blev etableret i slutningen af 1800-tallet. Det var egentlige samlebåndsfabrikker. Ikke at det nødvendigvis betød dårlig musik. Komponister som Irving Berlin, Hoagy Carmichael og George Gershwin arbejdede i Tin Pan Alley.

Tidligere var bogforlagene mere eller mindre ene om både at udgive og drive forlagsvirksomhed. I takt med krisen i pladebranchen er det koncept også blevet almindeligt i musikbranchen, og det er også tilfældet med Ole Dreyers Nordic Music Society, NMS.

carl
Carl Prisen – en af årets prismodtagere, Andreas Odbjerg. Foto: Malene Henssel

”Vores rettigheder kaldes immaterielle rettigheder. Der kan sagtens være fire forlag involveret i en enkelt sang, der er skrevet af fire forskellige sangskrivere og producere. Derfor er vi forlag nødt til at samarbejde. Det er et af de punkter, hvor vi måske adskiller os lidt fra resten af branchen, hvor der bliver konkurreret stenhårdt – agenter, managere, pladeselskaber. Vi er tvunget til at arbejde sammen, og vi har en rimelig god stemning,” siger Ole Dreyer.

Musikforlæggerne har 33 medlemmer, inklusive de to store Warner og Sony. Det tredje store, Universal, hører til i Sverige. Ole Dreyer nævner det hæderkronede danske musikforlag Wilhelm Hansen, der bl.a. har produceren Pilfinger, der skriver til store hiphop-kunstnere i USA, Lars H.U.G. og Michael Falch i sin stald.

”Vores opgave i dag handler meget om at forsvare og beskytte komponisternes rettigheder over for techgiganterne. Der har længe været meget fokus på især Spotify, at komponister og artister ikke får ret meget ud af det økonomisk. Streaming udgør omkring 97 pct. af musikforbruget i dag. Vi har et lille vinylmarked i Danmark i dag, men der er stort set intet CD-salg mere,” siger Ole Dreyer.

12-15 pct. af Spotifys indtægter går via organisationen Koda til fordeling blandt rettighedsorganisationer som Gramex og Musikforlæggerne. Dertil har musikerne aftaler med deres pladeselskaber – lydende på alt fra 0 til 50 pct. af indtægterne.

Her kan du læse, hvem der modtog årets Carl Priser.

SP – Just – Frost: En var klinisk død, en blev kørt ned, en led af depression: De er her for at fortælle en historie om lys og håb

SP – Just – Frost: En var klinisk død, en blev kørt ned, en led af depression: De er her for at fortælle en historie om lys og håb

SP – JUST – FROST // INTERVIEW – Historien om den pladeaktuelle trio, SP – Just – Frost, ligner de færreste musikerinterview. Indenfor to år var både keyboardspiller Esben Just og trommeslager Søren Frost tæt på at miste livet, og næsten samtidig befandt bassist Henrik SP Poulsen sig i en dyb depression. De har valgt at tale åbent og konstruktivt om alt det, de har været igennem, i håb om at kunne inspirere. Måske mænd på deres egen alder.

Vendingen “et mirakel at jeg lever” bruges flittigt i medierne. Sjældent har det dog været mere passende end i denne fortælling om samarbejdet og venskabet mellem de tre venner og kolleger i trioen SP – Just-Frost, hvoraf i hvert fald de to indenfor et par år måtte se døden i øjnene.

Ja, pianisten Esben Just var klinisk død en stund – han nåede at ligge i koma i fire dage på Rigshospitalet.

Men dette er ikke en tragedie. Det er en historie om fællesskab og om at bruge hinanden – om gejst, om at kæmpe sig videre. Om at række ud efter hinanden.

”En dag i maj 2016 mærkede jeg en underlig fornemmelse i brystet. Det var ligesom om, der var noget, der sagde klak. Og så fik jeg det meget dårligt og tænkte, at jeg vist hellere måtte ringe efter en ambulance,” siger Esben Just.

Det skulle vise sig, at han havde været ramt af en såkaldt dissekerende aneurisme på aorta.

Det var en både vild og nær oplevelse at se Esben ligge der i den stand. Selvom vi har været inde og ude af trioen, der også har haft andre medlemmer, har vi tre fået et helt specielt samspil og venskab

“Det er kranspulsåren, der flækker indvendigt fra,” forklarer han lakonisk.

Jeg møder ham, bassisten Henrik SP Poulsen og trommeslageren Søren Frost en varm solskinsdag i Esben Justs taglejlighed på Vesterbro. Solen bager ned, der er frisk kaffe, og for at det ikke skal være løgn, er der også indkøbt snegle i magnumformat. Det er faktisk svært ikke at føle sig som lidt af en livsnyder i de omgivelser.

Sammen udgør de tre venner og kolleger trioen SP-Just og Frost, der netop har afsluttet en turne rundt i Danmark. Og de er aktuelle med EP’en Lys det op.

Få meter under os, i etagen under, var det, at Esben Just var tæt på at miste ikke bare evnen til at nyde livet, men livet i sig selv.

Få timer senere efter sit ildebefindende lå han efter en syv timer lang, akut hjerteoperation på Rigshospitalet med hjertet sat kunstigt i stå og brystkassen skåret op på langs.

Som at blive ramt af en vejsidebombe

To år tidligere, i marts 2014, blev trommeslager Søren Frost kørt ned af en lastbil på Gothersgade i København. Højre skinneben og lårben blev knust.

Sandsynligvis blev ikke bare hans ben, men også hans liv reddet af en flok årvågne og effektive soldater fra den nærliggende Rosenborg Kaserne, der fik stoppet den kraftige blødning.

”Skaderne på mit højre ben svarede til at blive ramt af en vejsidebombe, fik jeg at vide. Jeg var egentlig bare på vej til min fysioterapeut, hvor jeg skulle have tjekket foden inden VM i maraton. Pludselig lå jeg der i chok og havde mest lyst til at rejse mig op og gå videre. Det kunne jeg selvfølgelig ikke,” siger Søren Frost.

I en periode et års tid tidligere havde bassisten Henrik SP Poulsen vandret rundt i sit hjem, hvor han forsøgte at håndtere en depression. Som han allerede havde gjort i 2007, hvor han måtte trække sig, både fra sit civile job og fra sine spillejobs.

just frost sb poulsen lys det op
Coveret til EP’en “Lys det op”.

”Jeg kunne simpelthen ikke finde fodfæste nogen steder. Mistede glæden ved alt, mistede relationer til mange andre – venner og samarbejdspartnere. På det tidspunkt blev det ikke diagnosticeret, jeg gik bare med det. Det var først, da det gentog sig seks år senere, at jeg kom i behandling og forstod, at det, jeg havde kæmpet med, var en depression,” siger Henrik SP Poulsen.

De tre er for længst aktive igen på den danske musikscene – sammen og hver for sig. SP turnerer lige nu på de danske sommerscener med Gnags.

I årevis har trioen været landets varmeste ambassadører for den saftige, swingende New Orleans-lyd. Til næste år er det 25 år siden, trioen SP-Just-Frost spillede sammen første gang. Siden dengang har det on and off handlet om musikglæde, fest og dyrkelse af det område, hvor blues, jazz, swing, rythm’n’blues – med et stænk voodoo-magi – mødes i en krydret, musikalsk cajungryde.

De har netop afsluttet en turne, der bragte dem rundt i hele landet, og de har udsendt EP’en Lys det op. Med en klar opfordring til at huske at nyde nuet og livet – ingen ved, hvor længe det er muligt. De ved, hvad de taler, synger og spiller om.

Viljestyrke og passion

På sin vis handler historien om de tre venners vej fra sygesengen om viljestyrke og passion. Og om nødvendighed. Allerede kort efter sin operation var Esben Just ude at optræde igen.

Måske var det et tegn et eller andet sted fra, da han allerede ved sin ankomst til sygehuset blev modtaget af en kirurg, der kendte ham fra et utal af koncerter. En fan.

Måske var det et tegn, da de gamle band-kammerater mødte ham samtidig, mens han lå på Riget.

”Det var meget rørende at komme ind i værelset og se Esben ligge der. Vi var alle tre dybt rørt. Det var en både vild og nær oplevelse at se Esben ligge der i den stand. Selvom vi har været inde og ude af trioen, der også har haft andre medlemmer, har vi tre fået et helt specielt samspil og venskab efter alle disse år. Det der helt specielle bånd,” siger Henrik SP Poulsen.

Og Søren Frost tilføjer:

”Jeg havde været igennem en masse med mit ben, SP havde haft depression i flere omgange. Og nu lå Esben der. Det gav en helt speciel følelse, da vi mødtes der i Esbens stue. Da vi kom ud fra hospitalet, så SP og jeg på hinanden og sagde, at nu måtte vi sgu se at komme ud at spille så hurtigt som overhovedet muligt. Det skyldte vi.”

To år tidligere, da Søren Frost lå på sygehuset med sit flækkede ben, havde rollerne været omvendt.

“Du skal give tilladelse til, at vi må amputere dit ben, hvis det bliver livstruende”, sagde lægen dengang.

””Nej nej, for … jeg er jo trommeslager,” sagde jeg til ham. Ni timer senere vågnede jeg op af narkosen med begge ben og fødder intakt. De havde klaret det. Da de senere sagde, at det nok ville tage mellem seks og otte måneder, inden jeg kunne arbejde igen, skyndte jeg mig at sige: “seks måneder.””

Søren Frost har fast job som trommeslager i DR Big Bandet, og for ham var det overhovedet ikke en option at stoppe som musiker. Der var to muligheder: Enten at tælle hullerne i loftspladerne over hovedet på ham og i øvrigt synke ned i selvynk. Eller han kunne glæde sig over, at han faktisk havde begge ben i behold. Han gik igang med at genoptræne. Hårdt. Hårdt. Hårdt. Om det lykkedes? Det tør siges – siden dengang har han løbet flere maratonløb.

Udover de store ting i livet, der naturligt trænger sig på i tankerne i den situation, var der en invitation, Søren Frost ikke vil gå glip af. I forbindelse med et arrangement med DR Big Bandet havde Frost lært Rolling Stones trommeslageren Charlie Watts at kende – så godt, at Watts sendte en buket blomster, der var så stor, at der ikke var plads til den i hospitalsrummet.

just frost sb poulsen lys det op
Charlie Watts, Keith Richards, Mona Samir Sørensen og Søren Frost. Privatfoto

Godt fire måneder efter Frosts uheld i Gothersgade skulle The Rolling Stones spille på Roskilde Festival. Og da Watts havde inviteret sin danske trommeslager-kollega og hans kone til at besøge Stones i backstageområdet bag den orange scene, satte han sig for at blive klar. Og det blev han.

Undervejs blev han opereret otte gange, fik bl.a. stykke af den store rygmuskel fjernet og derefter fæstnet på højre underben. Dertil et langt marvsøm i højre lårben for at holde det hele sammen.

Søren Frost viser sit underben frem. Det ser lidt, lad os kalde det anderledes ud. Men det virker. Jeg ser måske lidt skeptisk ud.

– Har du løbet maraton på det der ben? – spørger jeg forbløffet.

Svaret er bekræftende. Ja, flere gange.

Skrevet ud af ligningen

Første gang SP blev fanget af mørket, var i 2007. Dengang vidste han ikke, at han led af en depression. Han led bare. Da han igen sank ned i det mentale morads, blev han sygemeldt fra sit job som lærer på en skole i Vedbæk.

”Jeg kom i behandling hos en psykiater. Igen meldte jeg mig ud. Jeg blev simpelthen skrevet ud af ligningen både i mit job og som musiker. Og der gik jeg så derhjemme igen. Denne gang havde jeg dog fået en diagnose at forholde mig til.”

Han burde nok have været lidt hurtigere i gang igen, mener han, belært af sine erfaringer.

”Jeg skulle nok have været lidt hurtigere ude at spille igen. Måske have haft nogle småfunktioner på skolen, hvor jeg arbejdede. Altså noget med at løbe det lidt i gang igen lidt hurtigere, end jeg valgte.”

Han kommer ikke med store forkromede løsninger på et område, hvor der ikke findes en facitliste med overskriften: Sådan kurerer du din depression. Men personligt har han gode erfaringer med at løbe sig selv i gang igen i et langsomt tempo. Og han undrer sig over, at det ikke findes som en form for standardtilbud for mennesker, der skal vende tilbage til arbejdsmarkedet efter en depression.

Jeg blev ramt umiddelbart efter min 50 års fødselsdag. Når man som mand nærmer sig de 50, sker der ting og sager med helbredet. Det har jeg selv set rundt omkring mig. Oplevet det selv. Og det er vi mænd åbenbart ikke særlig gode til at tale om

”Det viste sig at være godt, da det endelig skete, det at have en mindre arbejdsfunktion. Man glemmer lidt sig selv, når man kommer i gang med at arbejde. Det er sundt i den rette balance. Men det er en efterrationalisering,” siger Henrik SP Poulsen.

På sin vis var det både svært og let for Esben Just at vende tilbage til musikken. Musik havde indtil da været hans liv og arbejde. Så på den ene side var han ikke i tvivl, om at det skulle fortsætte som så. Men hvordan?

”Da jeg kom hjem, havde jeg et stykke musik i tankerne, som jeg tidligere havde spillet helt naturligt. Men nu kunne jeg ikke længere spille det. Jeg sad bare og bank, klank og spillede,” siger Esben Just og gør nogle fægtende bevægelser med armene.

“Jeg kom nok lidt for hurtigt i gang.”

Han fik nogle betablokkere, der stabiliserede blodtrykket og gjorde ham så rolig, at han kort efter sin operation gik på scenen i Tivoli og helt glemte at være nervøs. Faktisk var han så rolig, at han stort set ikke ænsede noget som helst. Det var, som sad han i en osteklokke.

Det skulle dog ændre sig. Han har lært sig selv at tage det roligt, forsøge at være til stede i nuet og tage imod, hvad der kommer, og suge inspiration til sig. Under soloshowet The Second Coming, som Just turnerede med efter sin tete a tete med døden i 2020, var den uudtalte underoverskrift: Det handler om at få så meget ud af livet som muligt. Ingen ved, hvor man bliver ramt af en dissekerende aneurisme på aorta.

Musketererne SP, Just og Frost

Det handler om at italesætte alt det, der trykker. I livet som sådan eller den pandemi, der skabte en ufrivillig pause i Justs turné.

Alene det, at De Tre Musketerer sidder denne solfyldte eftermiddag og taler om deres oplevelser og de mange tanker og følelser, der ligger bag og foran, illustrerer trioens budskab på det nye EP, Lys det op. Især titelnummeret.

De vil gerne bruge deres egne personlige historier om svære, sårbare og alvorlige episoder samt den fælles positive bandhistorie til at minde måske især mænd om vigtigheden i at åbne sig.

”Jeg blev ramt umiddelbart efter min 50 års fødselsdag. Når man som mand nærmer sig de 50, sker der ting og sager med helbredet. Det har jeg selv set rundt omkring mig. Oplevet det selv. Og det er vi mænd åbenbart ikke særlig gode til at tale om – eller dele med hinanden, ”siger Esben Just og skynder sig at tilføje:

”Jeg skal ikke fortælle andre, hvad de skal gøre. Jeg ved bare for mig selv, hvad det har betydet for mig at være åben omkring mine tanker efter det, jeg har oplevet. Jeg sad ikke og prædikede mellem numrene, da vi var på turne her i april og maj. Hvis man kan sige, at vi kommer med en opfordring, ligger den lige så meget i stemningen og samspillet på scenen, hvor vi tre jo er gode til at bruge hinanden,” lyder det fra Esben Just.

Med de erfaringer, SP – Just – Frost har med i bagagen, er det blevet et fællesskab, hvor man støtter hinanden, uden at det ligefrem bliver til gruppeterapi eller mandegrupper model 1970’erne, hvor man sad i ring, holdt hinanden i hånden og græd ud sammen. Det handler lige så meget om at være der for hinanden i det store og det små.

Jeg nævner en video, jeg har set på Facebook, hvor man ser de tre storkramme hinanden, inden de skal på scenen.

”Ja, det er noget Esben har fundet på. Det er ret følsomt,” siger Søren Frost med et grin, og tilføjer:

”Nej, det er rigtig fint. Det giver en god fornemmelse.”

”Esben er god til lige at komme med en bemærkning, når vi mødes: ”Nå, hvad så, SP, hvordan har du det egentlig? Jeg kan mærke, at det har trykket lidt i et par dage. Hvor er du henne?” Det sætter jeg stor pris på. Det behøver ikke være en længere snak. Men på den måde kan vi mærke på hinanden, hvordan vi står,” siger Henrik SP Poulsen.

”De ting, vi hver især har været ude for, har helt sikkert gjort noget godt for vores relation til hinanden og har om muligt bundet os endnu stærkere sammen,” siger Søren Frost. Og han tilføjer:

”Meget af det ligger jo i det at være sammen om musikken. Der opstår en følelse af samvær og fællesskab, når det kører. Der er gode aftener, og der er knapt så gode aftener, det kan f.eks. ske, at der ikke er ret mange i salen. Men det er altid en god aften for os.”

“Ja, og hvis der ikke er ret mange i salen, er det jo en ekstra udfordring for os. Så gælder det om, at sætte dem i gang,” siger Henrik SP Poulsen.

SP – Just – Frost forventer at turnere igen i 2023.

Lars H.U.G. interview – Det er mit mantra: Husk nu, Lars, at bruge din usikkerhed som drivkraft

Lars H.U.G. interview – Det er mit mantra: Husk nu, Lars, at bruge din usikkerhed som drivkraft

Langt de færreste, der var til stede i Vega den september aften i 2016, vidste, at de skulle overvære Lars H.U.G.s sidste koncert. Koncerten skulle vise sig som lidt af en tour de force gennem samtlige album, Lars H.U.G. har udgivet – også med Kliché.

Hvad kun få kunne vide var, at der skulle blive mulighed for at genhøre koncerten på albummet, der udkom sidste år.

Nu er der så også mulighed for at genopleve koncerten. For de heldige, der var i Vega – og for alle andre.

I den kommende uge er der premiere på koncertfilmen G.R.E.A.T.E.S.T. H.U.G. LIVE i 33 danske biografer. Premiere sådan at forstå, at filmen bliver vist denne ene gang.

Den første visning af koncertfilmen er i Imperial i København mandag den 28. marts kl. 18.30. Her vil Lars H.U.G. introducere filmen, ligesom han er med til to visninger i Aarhus den 30. marts. Tirsdag den 29. marts kan filmen ses over hele landet i Nordisk Films biografer.

”Der er jo hårdt brug for koncerter efter COVID-19. Ikke mindst biograferne har brug for, at der sker noget. Lige så vel som koncertstederne” siger Lars Haagensen, som han egentlig kalder sig nu, hvor koncertaktiviteten er stoppet. Jeg møder ham i POVs lokaler i det indre København. Hele det halvanden time lange interview kan snart høres som Mediano Music POVcast.

Det er det med at bevæge sig ud af komfortzonen og gøre noget, som man egentlig troede, at man ikke kunne. Jeg plejer at sige til mig selv: “Gør det, Lars. Det er bedre end at gå til psykolog”

”Min branche var tørlagt i to år, hvor man ikke kunne komme til festivaler. Jeg ser denne film som en dokumentation fra en tid, hvor man stadig kunne bevæge sig ud og svede og stå og hoppe på hinanden og bevæge sig hjem uden at blive syg,” siger Lars H.U.G.

Det bliver altså så uden H.U.G. på scenen. Siden første pladeudgivelse med Kliché i 1980, Supertanker, har Lars H.U.G. sat sit markante præg på den danske rockscene. Sammenlignet med andre musikere er der udkommet forholdsvis få album, de har til gengæld næsten alle været med til at flytte barrierer i grænselandet, hvor kunst møder rock og pop. I det felt var Lars H.U.G. den måske vigtigste danske musiker i 80’erne og begyndelsen af 90’erne. Måske sammen med TV-2, hvis Steffen Brandt kortvarigt var medlem af Kliché. Nogle ville sige Sort Sol.

”I filmen bliver koncerten spillet baglæns, hvilket koncerten i øvrigt også gjorde. Et greb, som vi lå og legede med – i en i øvrigt hård proces. Det har taget fire år at klippe og redigere filmen. Eftersom jeg i al beskedenhed har spillet 13 gange på Roskilde Festival og i øvrigt har spillet her og der, har jeg aldrig tidligere spekuleret på, om der skulle indspilles et livealbum. Og jeg har slet ikke spekuleret på, at jeg skulle lave en live-koncert til biograferne. Det tonede frem, efterhånden som tiden gik.”

Da Lars H.U.G. holdt sine perioder

Jeg roser lyden i filmen – og på det tredobbelte vinylalbum. Især rytmegruppens swing. I min anmeldelse af albummet kaldte jeg det “Lars H.U.G., som jeg altid gerne var villet høre ham”.

”Det var egentlig en god koncert. Min trommeslager og bassist lavede stort set ingen fejl. For en gangs skyld holdt jeg selv mine perioder, og jeg kunne det meste af teksterne,” siger H.U.G., og tilføjer:

”Der var måske derfor, jeg fik prisen Steppeulven som Årets Livenavn i 2016. Det er, indrømmer jeg – ikke for højt – ikke en pris til mig. Det er en pris til mit staff, mit crew, og det er en pris til mit publikum. Alle koncerter foregår i et sammenspil mellem udøver og publikum, så den pris var jeg særlig glad for. Det var en kollektiv pris.”

Dengang i 2016 vidste H.U.G. godt, at han ville stoppe som performer. Men han troede, at den sidste koncert i Ringsted efter en turne, der var begyndt i 2014, ville blive den sidste. Ikke at der er noget galt med Ringsted Kongrescenter, men den allersidste koncert kunne godt foregå et lidt større sted, tænkte han. Og så kom henvendelsen fra Vega, der drømte om at fejre 20-års jubilæum med en Lars H.U.G.-koncert.

”Jeg kan godt lide de her virkelighedssammenfald – tilfældighederne, der giver mening. Jeg fik en til at filme koncerten. Det var en supergodt optaget, supergodt optaget.”

Efter en optræden ved Kronprinsparrets Pris i 2016 med kongesangen, som H.U.G. og hans band kalder ”Mon de kan reparere dig,” som Kronprinsen citerede ved sit og Marys bryllup i 2004, meddelte sangeren, at det var slut med koncerter.

Han er stadig aktiv kunstner – maler, ”synger i badekarret”, skriver sange – kan ikke lade være. Holdt for nylig fem sammenhængende foredrag på Vartov. Se dem evt. her. Foredragene er en slags skitser til bogen ”Mit liv med Lars H.U.G.”, som er en slags biografi uden at ligne andre biografier. Hør mere om det arbejde i ovennævnte podcast.

”Min foredrag var igen en udfordring. Det er det med at bevæge sig ud af komfortzonen og gøre noget, som man egentlig troede, at man ikke kunne. Jeg plejer at sige til mig selv: “Gør det, Lars. Det er bedre end at gå til psykolog”. Man er nødt til at stole på sig selv. Mantra: “Husk nu, Lars, at bruge din usikkerhed som drivkraft”,” siger han og tilføjer, at han i øvrigt vil anbefale kirurger at blive i komfortzonen, når de arbejder.

En del af tidsånden

G.R.E.A.T.E.S.T. H.U.G. LIVE begynder med et af ekstranumrene, “Militskvinder”. Undervejs er der tre citater, Deep Purples “Smoke on the Water”, The Beatles’ “Day Tripper” og David Bowies “Jean Genie”.

– Det er vist ingen hemmelighed, at I i Kliché var inspirerede af Kraftwerk og David Bowie. Og du har fortalt mig en gang, at The Beatles var din store inspirationskilde på et tidspunkt?

”Godt gættet og korrekt. Det er spændende at mærke, at man har været en del af tidsånden. Det vidste jeg ikke, men det er sådan noget, man får at vide, når man taler med Søren Ulrik Thomsen, for det ved han alt om. Pludselig er man noget, små børn har været tvunget til at lytte til, mens de lå inde i mors mave. Senere hen er der ingen, der aner, hvem Lars H.U.G. er. Hvad sagde du: Lars Lil…? Nå, H.U.G. Ham har jeg sgu ikke hørt om. Sådan er det bare,” siger Lars H.U.G. med et grin.

Lars H.U.G., pressefoto, g.r.e.a.t.e.s.t.
Lars H.U.G., pressefoto

”Jeg er selv vokset op med Louis Armstrong, Ella Fitzgerald. Jeg ville ikke være den samme musiker uden dem. Min far spillede dem hver dag. Jeg er glad for, at jeg ikke begyndte at spille trompet, men i stedet begyndte at grave mig ned i nogle lag med min guitar og mødtes med andre med nogle skøre ideer”, siger Lars H.U.G.

“Vi søgte nye måder at se, om vi kan kunne finde et terræn, hvor der måske ikke havde været så mange andre. Der spillede Kraftwerk en stor rolle. Bowie – der blev jeg inspireret af musikken og især sangen. Og så var der Roxy Music. Jeg har senere sunget duet med Birthe Kjær, det var enormt sjovt og givende, spillet til Jodle Birges mindekoncert, Lisa Ekdahl, Lisa Nilsson og sunget sammen med Lill Lindfors. Jeg kan godt lide at dele med andre musikere. Det giver mig meget.”

Men jeg har henad vejen lært nogle af de musikere, der har en uddannelse, at kende, og jeg må sige, at jeg står i dyb gæld til dem. De tager ingen stoffer, de kører hjem efter arbejde, og de drikker ikke på scenen

Inden jeg kan nå at tilføje mit spørgsmål, siger H.U.G. af sig selv:

“Jeg har ikke brug for at forholde mig til, hvad musikpolitiet mener. Men det er selvfølgelig noget, man har brug for som ung, hvor man har brug for at positionere sig i forhold til andre og sige, at det og det er gammeldags. Det dér – det spillede min bedstemor.”

I en Mediano Music POVcast, der blev optaget for nylig (se linket forneden), siger trommeslageren Stefan Grabowski, der spillede sammen med H.U.G. i 80’erne og begyndelsen af 90’erne, at han har lært af sin gamle bandleder “at skrive er som at male”. H.U.G. er kunstmaler og uddannet som så.

“Der er ikke så langt fra maleriet til musikken. Jeg har altid sagt, når vi sad i studiet: “Hov-hov, du skal lige vænne dig til, at jeg ser lyden, jeg hører den ikke.” Hvis der en solo, et keyboard, så skal jeg se det for mig, rulle fra venstre mod højre. Jeg skal se det visuelt. Hov, dét der – det er ikke rigtigt. Jeg ved ikke, hvilken tone, jeg vil have – for det har jeg ikke forstand på. Til gengæld kan jeg høre en knappenål i en høstak.”

Et barn, man ikke kan nå

I den nye koncertfilm hylder H.U.G. et par af de kolleger, der har hjulpet undervejs. Johannes Voss, der har været med til at skrive en del af H.U.G.s tekster, og keyboardspiller og producer Povl Kristian, der har spillet, arrangeret og produceret sammen med H.U.G. i årevis.

“Povl Kristian siger, at han passer på mig. Tak for det. Han er godt klar over, at jeg er et barn, man ikke kan nå. At jeg har mine handicap. Nogle gange skal han tage mig i hånden og føre mig over vejen. Og så har han en indlevelse på det empatiske plan, og han forstår at oversætte det, jeg siger, til teknik. Jeg kan rose mig selv for, at jeg hurtigt lærte, at jeg er nødt til at respektere dem, der har den kompetence. Her under miksningen af filmen har vi været et rigtigt godt team. Jeg kan ikke bare komme ind og sige, “lad os gøre det her”, midt i en proces. Jeg er nødt til at acceptere, at der nogle ting, der skal sættes flueben ved, af dem, der har en teknisk forstand, jeg ikke har.”

Ifølge Lars H.U.G. har det været en stor gave at arbejde sammen med yngre musikere som Jacob Funch, Kim Thomsen, Rasmus Hedeboe og Mikkel Riber – det er slut med at samle kolleger op fra gulvet, der var faldet omkuld af druk. Den slags er forekommet.

“I Kliché syntes vi, at det var åndssvagt, at der skulle være musiker-akademier. Vi havde selv læst på kunstakademiet. Det kom der ikke noget specielt godt ud af. Men jeg har henad vejen lært nogle af de musikere, der har en uddannelse, at kende, og jeg må sige, at jeg står i dyb gæld til dem. De tager ingen stoffer, de kører hjem efter arbejde, og de drikker ikke på scenen. Der er sket enormt meget. Man kan sige, de står ikke der med badges og fire nåle gennem næsen, men det var jo en anden tid.”

I denne podcast fortæller Stephan Grabowski blandt meget andet om sit samarbejde med Lars H.U.G.:

Lydmor om feminisme: Jo mere vi åbner op, jo mindre plads får de andre

Lydmor om feminisme: Jo mere vi åbner op, jo mindre plads får de andre

I maj sidste år skrev feminist og musiker Lydmor, alias Jenny Rossander, en kronik på musiksitet gaffa.dk. Her angreb hun anmelder Thomas Treo for systematisk sexisme i hans anmeldelser, ligesom hun opfordrede hans arbejdsgiver, Ekstra Bladet, til at tage en samtale ”om voldtægtskultur, lidt om clickbait, og til sidst skal vi have en stor snak om ansvar”.

Samtalen med chefredaktør Poul Madsen kom bl.a. på TV. I de forløbende måneder har Lydmor udtalt sig offentligt i flere sammenhænge. Men der har også været tid til at indspille det nye album Capacity, det første siden I Told You I’d Tell Them Our Story, der udkom i 2018. Denne gang med en betydelig mere mundret titel.

Joken med den video er, at jeg har valgt at objektivisere nogle ældre mænd. Hvor det i nogle årtusinder har været kvinder, der blev objektiviseret. Jeg havde lyst til at tage fem ældre mænd og flytte rundt med dem, få dem til at gøre ting. Jeg synes, de fem dudes i videoen er fucking nice

”Ja, min manager jublede, da jeg fortalte, at det nye album bare hedder Capacity,” siger Jenny Rossander grinende, mens hun tømmer sin stempelkaffekande ud i en kop og ser på sin skærm. Vi taler sammen online. Som man nu gør. Samtalen kommer hurtigt, naturligt til at ligge i forlængelse af ovennævnte. Capacity indledes med en form for feministisk manifest i sangen ”Amandas Lullaby”.

Først Lydmors vokal alene, senere suppleret med koret. Det bruser og svæver, som man vist aldrig har hørt korsang på en dansk plade før. Allerede i de to første linjer synger Lydmor:

Every single word you speak could add to the conflict
Careful how you word your phrases little girl
You don’t wanna seem to eager you’ll upset the whole world
Loud is not a female virtue but neither is tightlipped

Labyrinter med hints

Er det en forælders formanede råd til en datter? Eller et undertrykkende system, der her får en stemme? En god venindes råd?

Lydmor taler stadig gerne loud. Det kommer vi tilbage til. Først handler det om spørgsmålstegnene. Helt bevidst lader hun det være op til lytteren selv at digte eller tolke med, træffe sine egne beslutninger. Sådan var det også på det hårdt pulserende storby-natklub-hedonistisk-asiatisk lydende I Told You I’d Tell Them Our Story.

”Jeg vil helst ikke forklare, hvad mine sange handler om. Det er fedt med en fortælleramme, det konceptuelle. Jeg kan godt lide at arbejde med labyrinter med hints og navne, som folk kan falde over og selv finde ind i,” siger Jenny Rossander.

Jeg prøver selv at åbne, at kunne rumme vreden, men også tilgivelsen. At kunne rumme all the idiots. Rumme de svære samtaler, nuancerne. Undertrykkelse er kompleks

Og dem, labyrinterne, er der mange af på Capacity. Nogle af Lydmors ’hints’ peger i retning af en rejse. En rejse rundt i verden til konkrete steder som Nevada og Berlin. Eller en rejse ind i sindet. En rejse et sted hen, der kun findes i det øjeblik, man lytter, og som kan være svært at genkalde sig efterfølgende.

Det kunne også være en enkelt kvinde, Amandas rejse fra undertrykkelse til revolution og frigørelse. Med pladens mest tydelige hint citerer Lydmor poeten Gil Scott-Heron: ”The revolution will be televised”. Hun har så deleted det ”not”, der var i hans oprindelige tekst.

”Jeg er meget inspireret af forfatteren Jorge Luis Borges og hans noveller. Den måde, han dykker mellem symbolik, historiske henvisninger, surrealisme og realitet er interessant,” siger Jenny Rossander, og tilføjer:

”Som i historien om manden, der leder efter den udødelige by. På et tidspunkt er det, som om han er lige ved at finde den. Og så bliver historien rigtig underlig. På et tidspunkt bliver han udødelig, men er det så ikke længere. Han begynder at tvivle på, at det nogensinde er sket. Det er en tilstand, der kun eksisterer, mens den er der, og ikke når han skal skrive om det. Det er en så spændende måde at arbejde på…”

Men også temmelig krævende?

”Ja, men det giver også. Det åbner op for en tillid til det underbevidste. Som gør, at man kan acceptere de gaver, inspirationen giver uden at behøve at analysere det i stykker.”

Det er interessant, når man møder folk, der også har sat sig ind i tingene. Der er de interessante debatter om, hvordan vi kommer videre. Hvad er Donna Hathaway. Hvad er intersektionel feminisme?

Jeg nævner min oplevelse af albummet som en form for rejsebeskrivelse. På mange planer.

”Det sværeste ved dette album er, hvordan jeg vælger at tale om det i interviews. Fordi der er mange niveauer. F.eks. ”Labyrinth Space”. Det handler både om en fiktiv karakter, en virkelig person i mit liv, det er også et symbol på noget, jeg struggler med selv – og en statue, jeg har set på et museum i Brasilien,” siger Rossander.

Inden interviewet har jeg forsøgt at finde en genrebetegnelse for Lydmors musik. Der findes 30 plus subgenrer indenfor electronica.

“Jeg har opdaget, at jeg ikke behøver at finde på et ord for min musik. Da var jeg sådan: fuck hvor nice. For nu har jeg prøvet, jeg ved ikke hvor længe, at finde ud af, hvad jeg skal kalde det. Nu har jeg det sådan, at det må folk selv bestemme. Når jeg selv lytter, tænker jeg meget lidt over, om det er world, electronica eller andet. Jeg tænker på, hvilke historier det har. Nogle gange kan jeg komme til kort, hvis jeg spiller på electronicafestivaler og taler med DJ’s der har totalt styr på genrebetegnelser. Jeg er producer, og har rimelig styr på det, men kan gå i sort, når der står en og taler om new Chicago house-tech med lilletrommen, der lyder sådan der,” siger Jenny Rossander grinende.

Hun og hendes pladeselskab har udsendt en video til sangen ”LSD Heart”. Teksten er muligvis en fascinationsiblandet satire over denne her generation af ældre mænd i medierne, der læste ”Ekstrabudene” som teenager, og siden legede Charles Bukowski. I hvert fald indtil de begyndte at lege far, mor og børn.

Objektivisering og seksualitet

”Joken med den video er, at jeg har valgt at objektivisere nogle ældre mænd. Hvor det i nogle årtusinder har været kvinder, der blev objektiviseret. Jeg havde lyst til at tage fem ældre mænd og flytte rundt med dem, få dem til at gøre ting. Jeg synes, de fem dudes i videoen er fucking nice. Det er min yndlingsvideo af dem, jeg selv har indspillet. Ikke kun fordi det handler om objektivisering og seksualitet, men fordi de ser voldseje ud,” siger Jenny Rossander.

Tilbage til åbningssangen ”Amandas Lullaby”. Den lyder som et manifest, måske ligefrem som et feministisk manifest.

“Den mest essentielle sætning i den er: ”The more that we open the less space they’ll get.” Det er den af mine tekstlinjer indtil nu, jeg er mest glad for. Jeg prøver selv at åbne, at kunne rumme vreden, men også tilgivelsen. At kunne rumme all the idiots. Rumme de svære samtaler, nuancerne. Undertrykkelse er kompleks. Uanset om vi taler om køn – eller race. Der er samfundsskam. Der er det her behov for at se godt ud… det er svært at lave slogans, specielt når man som jeg er kvinde, der udtaler sig offentligt. Sætningen er en reminder om, at man altid vinder på åbenhed. På at udvide sit område for forståelse. Undersøge, researche, dygtiggøre sig.

Ja, tænk, hvis alle der udtalte sig om f.eks. Corona havde researchet og dygtiggjort sig.

”Jeg tager mig selv i at citere forskning, når jeg bliver interviewet. Der er rigtig meget klog og seriøs forskning, når det gælder om, hvordan vi håndterer køn, autoritet, og hvordan vi håndterer det, hvis der er flere kvinder, end der plejede at være, på forskellige samfundsområder. Der er forskning, der viser, at vi er vanedyr, der handler sexistisk uden at vide det. Det er interessant, når man møder folk, der også har sat sig ind i tingene. Der er de interessante debatter om, hvordan vi kommer videre. Hvad er Donna Hathaway? Hvad er intersektionel feminisme?”

Dem, der udnytter magt seksuelt – og jeg skal hilse og sige, at det er både mænd og kvinder, der er bare flest mænd. De mennesker har en forkvaklet opfattelse af, hvor der er plads til ens seksualitet

Du taler om idioterne. Jeg går ud fra, at du har fået mange kommentarer siden din kronik sidste år?

”Jeg har lige givet et interview til Jyllands-Posten om feminisme. Her er tre goodies fra kommentarsporet: “Mange dårligt klædte og uskønne kvinder har sgu slået voldsomt igennem på hitlisterne gennem tiden”. ”Så fik hun da spalteplads. Stakkels alle de drenge, der fik afslag fra selvsamme avis”. ”Og du er så styg, at jeg hellere puler en flaske.” Man vænner sig til det. Hvis man taler offentligt om ligestilling, er der rigtig mange, der har et behov for at svine en til.”

En frigørelsesproces

Tilbage til de ældre mænd – og kvinder, for den sags skyld. I sin pressemeddelelse for den nye plade skriver Lydmor: ”Albummet er en frigørelsesproces, som handler enormt meget om romantisk frigørelse og emotionel intelligens i den moderne verden, hvor jeg ser en ny generation som behandler køn, identitet og forhold på en anden måde end man har gjort tidligere. Man havde den seksuelle revolution i 1960’erne og 1970’erne, hvor det virkede, som om at man ikke havde så meget fokus på den emotionelle intelligens”.

Det mest grelle eksempel på et felt, hvor den seksuelle revolution løb af sporet, er de mange såkaldt venstreintellektuelle, der inddrog selv helt små børn i deres julelege. Senest har der været en meget omtalt sag med forfatteren Gabriel Matzneff. Men en ting er de groteske sager, noget andet en gennemgribende tone, hvis ekko har lydt overalt på alle niveauer. Jeg er med på, at der efter 70’erne er talt meget direkte og seksualiseret i det offentlige rum, også på arbejdspladser. Opgøret med de gamle normer endte med, at alt var tilladt. Jeg spørger Jenny, om det er det, hun refererer til.

For nu må man ikke længere sige, hvad man vil. Ikke gøre ting mere. Åh nej, hvordan skal man nu flirte? Jeg kan garantere, at feminister er meget klar over, hvordan man flirter

”Når man sidder i etisk system med stramme regler for, hvad man måtte gøre, specielt m.h.t. sex, femininitet og maskulinitet og monogami og bryder med det, som man gjorde dengang, kommer der hurtigt til at mangle noget. Der er nogle, der ikke helt har forstået, at når man bryder med et etisk system, handler det om at opbygge et nyt etisk system. Man kan ikke leve uden etik. Samtalen om, hvad etik er, hvis man forsøger at ændre nogle eksisterende mønstre, kom til at handle om, at nu skal vi bare være så frie som muligt uden at overveje konsekvenserne. Okay, fint, men lad os først finde ud af, hvad frihed er.”

Du taler meget om frigørelse. Hvad er frigørelse for dig?

”Frigørelse er interessant. Det kan være frigørelse fra indgroede strukturer. De eksempler, jeg lige læste op, de har nogle meget fastlåste opfattelser af, hvad der er okay, og hvad der ikke er. Og jeg kunne være bange for, at de har nogle meget fastlåste opfattelser af, hvad de selv må og kan,” siger Jenny Rossander og tilføjer:

”Det, der sker lige nu, er et stort opgør mod verbale og fysiske overgreb. Mange tror, at vi, der tilhører den bevægelse, begrænser friheden. For nu må man ikke længere sige, hvad man vil. Ikke gøre ting mere. Åh nej, hvordan skal man nu flirte? Jeg kan garantere, at feminister er meget klar over, hvordan man flirter. Vi står et friere sted, når vi står et sted, hvor der er gjort op med nogle fastlåste opfattelser af, hvad seksualitet bruges til. Dem, der udnytter magt seksuelt – og jeg skal hilse og sige, at det er både mænd og kvinder, der er bare flest mænd. De mennesker har en forkvaklet opfattelse af, hvor der er plads til ens seksualitet. Hvis man havde en mere tilgivende opfattelse af, hvordan man kan bevæge sig rundt i verden med sin seksualitet, tror jeg ikke, man havde brug for at bruge den magtfuldt.”

En flod i konstant bevægelse

Det kan lyde lidt banalt. Men den revolution bliver vist en lang proces?

“Det er en meget lang proces. Jeg genlæste forleden Simone de Beauvoirs Det andet køn. Jeg blev overrasket over, hvor tidssvarende den er i dag. De tanker, hun og hendes veninder gjorde sig om subjekt/objekt, adgang til det eksistentielle strukturer og kønsroller. Den bog ændrede ikke strukturerne, men der skete en masse. Jeg tror, at der sker noget hver eneste gang, vi tager en runde. Civilisationen er en flod i konstant bevægelse.”

Jeg nævner, at det er min opfattelse, at der faktisk sker noget i medieverdenen. At mænd faktisk forsøger at være der for faglighedens skyld.

Taylor Swift gik til kamp for voldtægtsofre og mistede en kæmpe del af sin fanskare, Billie Eilish’s aflyste turné skulle have været totalt Co2-neutral. Jeg har en fornemmelse af, at vi kommer til at opleve rigtig meget aktivisme fra Billie Eilish i fremtiden

”Det er svært at vurdere, om racisme eksisterer, hvis man er hvid. Men jeg tror, at du har ret i, at der sker noget. Der er en samtale i gang. Jeg oplevede en samarbejdspartner på et projekt for et par måneder siden, der tydeligvis ikke var vant til at arbejde sammen med kvinder, og som tydeligvis ikke var vant til, at kvinder kan noget med lyd. Og nu var altså mig, der havde lavet lyden. Han var klassisk nedladende, talte hen over mig, afbrød. På et tidspunkt afholdt han et møde uden mig. Kun med mænd. Jeg fik det ordnet heldigvis via projektets leder. Grineren var, at da jeg spurgte, hvorfor han holdt et møde uden at invitere mig, så han på mig. I det sekund kunne jeg se i hans øjne, at han satte tre og tre sammen. Kendt dansk feminist. Jeg behøvede ikke sige mere. Derefter kørte samarbejdet fint. Det tror jeg, vi har fået adgang til, fordi der har været så meget larm.”

Hvordan identificerer du dig selv? Lige så meget som feminist som musiker?

”Hmmm … det har jeg ikke tænkt over før. I løbet af min karriere har jeg brugt meget tid på at inkludere ting i musikken, der ikke nødvendigvis var inkluderet tidligere: Litteratur, magisk realisme, performanceoptræden, feminisme. Jeg tror, jeg trækker på alt, hvad der interesserer mig. Så feminisme er en lige så stor del af mig som min musik. I øvrigt tror jeg, vi bliver flere. Taylor Swift gik til kamp for voldtægtsofre og mistede en kæmpe del af sin fanskare, Billie Eilish’s aflyste turné skulle have været totalt Co2-neutral. Jeg har på fornemmelsen, at vi kommer til at opleve rigtig meget aktivisme fra Billie Eilish i fremtiden.”

Lyt evt. denne podcast, der især handler om det foregående album, I Told You I’d Tell Them About Us


LÆS FLERE ARTIKLER AF JAN ERIKSEN HER:

Phil Spector er død – han opfandt det usynlige rock’n’roll-teater

Phil Spector er død – han opfandt det usynlige rock’n’roll-teater

Fra POV.International
PHIL SPECTOR // NEKROLOG

At en dreng, der voksede op i en jødisk familie i hhv. New York og Los Angeles, fik Richard Wagner som sin første store inspirationskilde, kan måske forekomme overraskende. Men det var sådan det var for Phil Spector.

Den unge mand, der ligesom alle andre teenagere faldt på halen over det nye medio 1950’erne med Elvis Presley i front, var først og fremmest inspireret af Wagners musik. Det var allerede tidligt hans vision at skabe popmusik med samme emotionelle kraft som i “Nibelungens Ring”, især “Valkyrien”.

Det er ikke ligefrem lyserøde kærestebreve, der skabes associationer til her. Næh, det er en blodrød kærlighedserklæring fra en drama queen med teenagehormoner på langt over kogepunktet. Elvira Madigan, lyt og lær

Spector drømte om at skabe musik efter Wagners dogme om musik som ‘unsichtbares Theather’, altså i form af lydkulisser, der finder sin form i lytterens fantasi.

Spectors senere kone, Ronnie Spector aka Veronica Bennett, der bogstavelig talt flygtede fra ham på grund af hans psykisk og fysisk voldelige – læs: vanvittige – adfærd, har sagt, at det meste af det, han foretog sig, skulle forstås i lyset af især to personlige forhold:

Han var påvirket af en ubehandlet bipolar lidelse og så savnede han sin far, der begik selvmord, da Phil var ni.

Titlen på det første og stort set eneste hit, Phil Spector selv medvirkede på som musiker, “To Know Him is to Love Him”, stammer fra en tekst på faderens gravsten.

Efter at have opnået moderat succes med gruppen The Teddy Bears, opkaldt efter et Elvis-nummer, dannede Spector og en ven i 1961 pladeselskabet, Philles Records, hvortil han bl.a. knyttede The Chrystals, der gav ham hans første hitliste-førsteplads med “He’s a Rebel”. I 1963 fulgte det definerende hit “Be My Baby” med trioen The Ronettes med bl.a. Ronnie Spector. Blandt mange komponister var The Beach Boys’ Brian Wilson stærkt inspireret af dét nummer.

Når man i dag taler om Wilsons kappestrid med The Beatles, især Paul McCartney, glemmer man hurtigt Spectors indflydelse på The Beach Boys. “God Only Knows” og “Don’t Worry Baby” – de surfer derudaf på ren Phil Spector-lyd og inspiration. Wilson var en af få komponister og rockarkitekter, der havde Spectors fulde respekt.

Og så kom det nummer, der skulle blive fatalt for Spector, “River Deep, Mountain High” med Ike & Tina Turner. Ja, det blev et hit. Men kun i Europa. Det floppede totalt i USA

Det var i rollen som komponist og producer, Spector fandt sin raison d’etre. Det er muligt, som Ringo Starr engang har sagt, frit oversat, at “man kan sige meget om Phil Spector, men ikke, at han er sympatisk” – men visionær og musikalsk, det var han.

Enter The Wall of Sound

Det frustrerede Spector, at al den gode musik, der blev optaget rundt omkring i studierne, nåede lytterne gennem relativt elendige lydkilder som transistorradioer, jukebokse og pladespillere med indbyggede højttalere, der ikke ydede de gode sange og melodier fuld ret.

Enter The Wall of Sound.

Det gjaldt om at skabe LYD, ikke nødvendigvis frem for melodi og karakter. Men først og fremmest det usynlige teater. Tag f.eks. “Baby I Love You”. Det er ikke ligefrem lyserøde kærestebreve, der skabes associationer til, mens man lytter. Næh, det er en blodrød kærlighedserklæring fra en drama queen med teenagehormoner på langt over kogepunktet. Elvira Madigan, lyt og lær.

Musikken blev indspillet med store orkestre. Spector benyttede sig af mindst dobbelt opsætning af alle instrumenter, altså to trommesæt, basser, guitarer. Fandtes muligheden for dobbelt opsætning ikke, indspillede han instrumentet to gange. Han brugte det dengang primitive udstyr til at skabe det særlige Wall of Sound ekko.

Også her var han pioner.

Man finder et illustrativt vidnesbyrd om Spectors teknik og arbejdsmetode i filmen om studiegruppen The Wrecking Crew på Netflix.

Ved Phil Spectors død
PHIL SPECTOR: THE RONETTES

Lyt f.eks. til The Crystals “Da Doo Run Run”, Darlene Loves “Christmas, Baby Please Come Home”. Senere The Righteous Brothers’ “You’ve Lost that Loving Feeling” og “Unchained Melody”. Undervejs i 1960’erne blev Spector flittigt brugt af sine samtidige, Ben E. King, Dixie Cups (“Going to the Chapel”) og The Walker Brothers (“The Sun ain’t Gonna Shine Anymore”).

Phil Spector var blevet overhalet i sit hjemland af ‘The British Invasion’ og han tilgav aldrig det amerikanske pladepublikum

Og så kom det nummer, der skulle blive fatalt for Spector, “River Deep, Mountain High” med Ike & Tina Turner. Ja, det blev et hit. Men kun i Europa. Det floppede totalt i USA.

Phil Spector var blevet overhalet i sit hjemland af The British Invasion, og han tilgav aldrig det amerikanske pladepublikum.

Det store comeback

Ironien er til at tage at føle på. For det skulle blive The Beatles, der gav ham det store comeback. På anbefaling af den mindst lige så gale advokat Allan Klein indkaldte John Lennon Spector til at redde stumperne af albummet Get Back, der endte som Let it Be.

Når man i dag hører Let it Be Naked’ med hel- og halvakustiske versioner af numrene på Let it Be kan man diskutere, om Spector gjorde noget godt for The Beatles, men man kan ikke diskutere, at sangene “Let it Be” og “Across the Universe” hører til de store i The Beatles’ enorme sangkatalog. Og den volumenøse produktion af “The Long and Winding Road” står i al sin sentimentalitet som det perfekte score til rulleteksterne i filmen om The Beatles.

Spector producerede for præcis 50 år siden også John Lennons Imagine og andre soloplader og George Harrisons første soloalbum All Things Must Pass, selvom det gjorde ham vred, at han ikke måtte tage sin pistol med ind i studiet.

I 70’erne gled Spector ud i glemslen, men fik et mindre comeback omkring Leonard Cohens Death of a Ladies Man og The Ramones End of the Century. Modsat de overlevende medlemmer af The Ramones, kan jeg egentlig godt lide det album. Pop, punk og patos i samme rendesten.

Born to Run 

At forsøge at beskrive Phil Spectors indflydelse  på eftertidens rockmusik vil være en artikelserie i sig selv.

Der havde ikke været milepæle som Springsteens Born to Run eller Darkness on The Edge of Town uden Spector. De havde i hvert fald lydt kedeligere. Det var Spector, der gav Bruce ideen til at indspille med mange overdubs ovenpå en rytmegruppe bestående af ham selv, Max Weinberg, Roy Bittan og Gary Tallent.

Der havde ikke været milepæle som Springsteens ‘Born to Run’ eller ‘Darkness on The Edge of Town’ uden Spectors lyd

I 80’erne begyndte mere eller mindre kultiske indiepop-bands at tage lyden af Wall of Sound til sig. Sneeky Feeling, Ganglians, Flying Nun. Som det mest kendte band Jesus and the Mary Chain, hvis guitarer er indspillet med overdubs og masser af ekko og Spector-trommelyd. Lyt f.eks. til  “Just Like Honey”.

Mange bands i den såkaldte Shoegazer-bølge står på Spector/Jesus and The Mary Chains skuldre. Mercury Rev, Spiritualized (som også lyder af Beatles og Beach Boys), Flaming Lips og det ret nye Cigarettes After Sex.

Og så er der jo danske Raveonettes med Sune Wagner, der aldrig har lagt skjul på sin fascination af Spector.  Tjek f.eks. hittet “Love in a Trash Can”.

Et forholdsvis aktuelt eksempel er Wagners produktion af Ulige Numres Carl Emil Petersens første soloplade, f.eks. “Skærgården”.

 

Phil Spector-lyd: ABBA
PHIL SPECTOR-LYD: ABBA

Min foretrukne historie om Spectors indflydelse foregår et eller andet sted i det centrale Stockholm. Da pladeselskabsmanden Stig Stikkan Andersson omkring 1972 havde overbevist Björn, Benny, Agnetha og Anni-Frid, som de kaldte sig i begyndelsen, om, at de burde danne en gruppe, manglede de en producer. Så han spurgte Michael B. Tretow, som de kendte i forvejen.

Han var frisk. Havde tilfældigvis lige læst Phil Spectors biografi, hvor han afslørede nogle af sine indspilningstricks. Hvis gruppen gerne ville væk fra folk/jazz og svensk 60’er Folkpark folklore og samtidig drømte om at vinde Melodi Grand Prix, kunne de lære noget af Phil Spector. Mente Tretow.

Det lød jo fint og følsomt, når Agnetha og Anni-Frid sang “My, my, at Waterloo Napoleon did surrender”, akkompagneret af Bennys klaver og Björns akustiske guitar. Men på Tretows initiativ begyndte de at overdubbe instrumenterne – og skrue op. Og en ny lyd og et af de mest betydningsfulde kapitler i pophistorien kunne skrives.

Takket være Phil Spectors Wall of Sound.

Spector var manden, der bragte dramaet ind i rockmusikken.

40 år siden: John Lennons sidste, lykkelige dag

40 år siden: John Lennons sidste, lykkelige dag

40 ÅR SIDEN // JOHN LENNON – Fra POV.International
Om morgenen d. 8. december 1980 skinnede solen fra en skyfri himmel over New York.

”Dagen havde en lovende duft af iver og entusiasme”, har Yoko Ono senere udtalt.

I de forudgående fem år havde John Lennon mere eller mindre koncentreret sig om at samle stumperne af sig selv efter sin kamp med de amerikanske myndigheder og et udsvævende liv. Festen i den såkaldte long, lost weekend havde været på vej til at udvikle sig til et egentlig misbrug af diverse stimuli.

Jeg håber, jeg dør før Yoko, for hvis Yoko døde, ville jeg ikke vide, hvordan jeg skulle overleve

Lennon havde koncentreret sig om sin rolle som far til sin og Yokos søn, Sean. Med udgangspunkt i lejligheden i Dakota-bygningen ved Central Park udlevede han endelig sin New York-drøm i fred og ro.

Under en bådrejse til Bermuda tidligere i 1980 havde Lennon og hans crew været udsat for en voldsom storm. Den eneste ombord, der ikke blev søsyg, var Lennon, som derfor måtte tage ansvar for alt, herunder rattet, i flere timer. Oplevelsen, som han fandt både skræmmende og opstemmende, bragte ham ud af en langvarig skriveblokering.

40 år John Lennon
DET ER 40 ÅR SIDEN, AT JOHN LENNON BLEV DRÆBT. HER ER HAN SAMMEN MED YOKO ONO UNDER DERES BED PEACE-KAMPAGNE. FOTO: WIKIMEDIA COMMONS.

”Jeg var så fokuseret efter den oplevelse på havet, at jeg blev tunet ind i kosmos – og alle disse sange kom”, sagde han efterfølgende om sangene på albummet Double Fantasy, der udkom d. 17. november 1980. Forud for albummet var singlen (Just Like) Starting Over udsendt. Den klarede sig overraskende godt på hitlisterne verden over.

En del anmeldelser af Double Fantasy med Lennons og Yoko Onos sange på skift var negative. Som et fællestræk mente mange anmeldere, at disse sange, som Lennon og Ono havde skrevet til hinanden, var uinteressante for andre end dem selv. Andre anmeldere var glade for at høre Lennons stemme igen og anerkendte varmen og glæden i Lennons tekster. Og så var der jo et par udmærkede popsange. Uanset hvad, er Woman(Just Like) Starting Over og Beautiful Boy (Darling Boy) klassikere i dag.

Stramt program

John Lennons program på dagen d. 8. december, tre uger efter udgivelsen af albummet, var stramt. Forud lå en fotosession med Annie Leibowitz, et interview og arbejde i studiet Record Plant om aftenen, hvor han og Yoko skulle arbejde videre med hendes sang Walking on Thin Ice.

Parret begyndte som ofte før dagen med morgenmad på Café La Fortuna, der lå få meter fra indgangen til Dakota-bygningen. Derefter gik Lennon til frisøren Viz-à-Viz for at blive klippet, så han var klar til den kommende fotosession. Det var hans og Yokos tanke, at han skulle have et Hamborg-før-Beatles look på fotografierne.

Paul er som en bror. Jeg elsker ham. Familier – vi har bestemt vores op – og nedture og vores skænderier. Men i sidste ende ville jeg gøre alt for ham, og jeg tror, ​​han ville gøre noget for mig

Inden da havde pladeselskabsdirektøren David Geffen, Geffen Records, på Lennons foranledning arbejdet hårdt for at sikre, at rockmagasinet Rolling Stones’ januar-forside ville blive John og Yoko sammen. Men eftersom bladets redaktør Jann Wenner foretrak Lennon solo, havde der været en del tovtrækkeri. Det hører vist ikke til dagens orden, at pladedirektører blander sig i den slags, men når kunstneren hedder John Lennon.

Da Annie Leibovitz ankom til lejligheden om formiddagen 8. december, blev hun modtaget af Lennon i sort læderjakke. Et øjeblik genoplevede hun det crush, hun som helt ung havde haft på ham. Den verdensberømte fotograf var inspireret af John og Yokos kys på coveret af Double Fantasy.

”I 1980 føltes det, som om romantikken var død”, har hun senere fortalt.

“Jeg huskede, hvor enkelt og smukt det kys var, og jeg blev inspireret af det”.

Men i lejligheden på 1 W 72nd St mødte Leibovitz uventet modstand. Selvom John og Yoko før havde optrådt nøgne sammen på adskillige ikoniske fotos, var Yoko ikke med på ideen om at smide tøjet på forsiden af Rolling Stone. Anderledes var det med John.

”Det her, det er vores forhold. Det er sådan, det er”, sagde han og lagde sig ved siden af Yoko i fosterstilling, mens Leibovitz fotograferede løs.

Også disse fotos er ikoniske i dag. Se bare her og her:

Allerede inden fotografen havde pakket sit udstyr sammen, måtte Lennon løbe ned ad trappen til Yokos kontor i etagen under lejligheden. Der ventede RKO Radios vært, Dave Sholin, en oplevelse, han aldrig senere skulle glemme.

I interviewet fortalte Lennon om sin daglige rutine. Som i flere andre interviews, der blev givet i anledning af den nye plade, tegner Sholins interview billedet af en mand, der efter et par turbulente årtier har fundet sit zen.

Fan i lurvet overfrakke

”Jeg står op omkring kl. seks. Går ud i køkkenet. Får en kop kaffe. Hoster lidt. Tænder en cigaret – og ser Sesame Street med Sean”.

Senere i samtalen reflekterede Lennon over sin nyligt overståede 40 års fødselsdag.

”Jeg håber, jeg dør før Yoko, for hvis Yoko døde, ville jeg ikke vide, hvordan jeg skulle overleve”, sagde han. Og selvfølgelig blev der også talt om musik.

”Jeg har altid betragtet mit arbejde som et værk, hvad enten det var med Beatles, David Bowie, Elton John, Yoko Ono. Og det arbejde, mener jeg ikke vil være færdigt, før jeg er død og begravet, og jeg håber, det varer lang, lang tid”.

Lyt evt. til interviewet her:

På vej ud af Dakota-bygningen kort efter mødte John og Yoko amatørfotografen Paul Goresh, der gerne ville vise Lennon nogle fotos fra et nyligt besøg samme sted. Mens Lennon betragtede Goresh’s billeder, dukkede en anden fan i en lurvet overfrakke op. Også han ønskede at veksle et par ord med sit idol.

John var så glad, fordi Yoko endelig fik respekt fra pressen. Det betød alverden for ham

Kort efter spurgte Lennon, om radioholdet kunne give ham og Yoko et lift til Record Plant Studios (i dag Plant Studios) et par kilometer syd for 72. gade. Hvem siger nej til John Lennon og Yoko Ono? Undervejs i bilen spurgte Sholin Lennon ud om hans forhold til Paul McCartney.

“Paul er som en bror. Jeg elsker ham. Familier – vi har bestemt vores op- og nedture og vores skænderier. Men i sidste ende ville jeg gøre alt for ham, og jeg tror, ​​han ville gøre noget for mig”.

Disse ord skulle blive de sidste, Lennon udtalte til en journalist.

I studiet ventede produceren Jack Douglas, der var blevet valgt, efter Lennon i årevis havde arbejdet sammen med Phil Spector. På båndoptageren lå optagelsen af Yokos Walking on Thin Ice, produceret i et (forholdsvis) dansevenligt miks, inspireret af den hårde newyorker punk/funk/disco-scene, der var yderst populær på det tidspunkt.

I dag er nummeret især interessant, fordi Lennon til anledningen havde fundet sin gamle Rickenbacker 325 guitar frem. Den havde ikke været i brug siden 1965. Lennons spil er muligvis inspireret af den gode ven David Bowies HeroesHeaven knows.

Efter at have lyttet til Douglas’ produktion af Walking on Thin Ice, var Lennon endog meget glad. Så begejstret, at han forudså, at hans og Yokos kommende musikalske samarbejde ville fortsætte i det spor.

David Geffen, der senere ankom til studiet, husker, at han lovede, at nummeret ville blive udsendt på single måneden efter – og han lovede, at der ville blive annonceret i bladene for singlen. Nu var Lennon nærmest i ekstase.

John Lennon 40 år
JOHN LENNON OG YOKO ONO I 1980 KORT FØR LENNONS DØD FOR 40 ÅR SIDEN. FOTO: WIKIMEDIA COMMONS.

Evig karma

For alle os mange millioner med et forhold til Lennon og The Beatles, der af gode grunde ikke var til stede i studiet den aften d. 8. december 1980, kan det være svært at forestille sig stemningen i Record Plant. Men så alligevel.

Her har vi manden, der sammen med en forholdsvis lille flok skabte rock’n’roll og ændrede verden. Manden, der udgjorde 1/4 af det største rockorkester, verden nogensinde kommer til at opleve.

Manden, der som den første rocksangskriver skrællede klicheerne væk og skrev ”hjælp mig” med udgangspunkt i sit eget liv (ja, bluesdrengene havde været der tidligere), og i øvrigt fortsatte på den måde resten af sit liv.

Manden, der for en stund klædte sig af til en rolle, der forandrede en sti, som ingen andre kunstnere tidligere havde betrådt. Manden, der skabte hymner, der stadig synges i verdens brændpunkter, når mennesker i flok forsøger at demonstrere sig til power to the people.

Livet er, hvad der sker, når du har travlt med at lægge andre planer

Forestil dig ham dansende ekstatisk rundt i et pladestudie, bare fordi en pladeboss havde lovet ham et par kvadratmillimeter papirannoncer. Geffen fortsatte med at tale om Double Fantasy, der netop den uge toppede den engelske hitliste. Det var en del år siden, Lennon sidst havde toppet hitlisterne.

”Yoko gav mig dette rigtigt sjove blik. Som om, det var bedre at være nummer et i England. Det var det, hun var interesseret i, ikke for sig selv, men fordi John ønskede sig det så hårdt”.

Efter at have arbejdet næsten non-stop i en uge med Yokos nye nummer var parret trætte. Det var spisetid. Måske skulle de spise på Stage Deli på 7th Avenue. På vej ud inviterede de Record Plants’ sikkerhedsvagt, Robert ‘Big Bob’ Manuel, med, men han havde mavepine og takkede nej.

”John var så glad, fordi Yoko endelig fik respekt fra pressen. Det betød alverden for ham”, har Big Bob senere fortalt.

Da John og Yoko endelig forlod studiet, besluttede de at tage direkte hjem for at sige godnat til Sean, som var alene med sin barnepige. Limousinen, der havde afventet dem foran studiet, fragtede dem gennem Columbus Circle og videre ad Central Park West, inden den med et skarpt venstresving drejede mod West 72nd Street.

Først forlod Yoko limoen, siden fulgte John trop, slentrende med en bunke kassetter, inklusive det nyeste miks af Walking on Thin Ice i sin hånd. Klokken var omkring 22.45. Der var relativt stille og stadig usædvanligt varmt.

Som ud af intet trådte manden i den lurvede overfrakke, som Lennon allerede havde mødt tidligere på dagen, henimod ham.

—-

“Livet er, hvad der sker, når du har travlt med at lægge andre planer”, synger John Lennon på Beautiful Boy (Darling Boy). Vi er en del, der nu på 40. år har svært ved at acceptere livets planer lige dén aften på fortovet ud for Dakota-bygningen. Men jeg har efterhånden forliget mig med, at John Lennon efter alt at dømme døde lykkelig.

Det ville ikke bare være instant, øjeblikkelig, men evig karma.


LÆS MERE I POV AF JAN ERIKSEN HER