Stine Vega med fuld plade på diagnoser, tør humor og stor musikalitet

Stine Vega med fuld plade på diagnoser, tør humor og stor musikalitet

Fra POV.International

”Nogle gange har jeg tænkt, hold kæft en lortehånd, jeg har fået.”

Historien om The Funeral kunne begynde på flere forskellige tidspunkter i Stine Vegas liv. Det er jo sådan, det er. Begivenheder er forårsaget af andre begivenheder og igen forudsætning for andre kommende.

Det kunne f.eks. begynde med Stines forældres skilsmisse, da hun var bare to år gammel. Det kunne begynde, da hun første gang hørte det urovækkende musikalske tema til Twin Peaks, eller da hun hørte Neil Youngs musik til Jim Jarmusch-filmen Dead Man. Eller da Stine og hendes ven, guitarist og producer Lars Skjærbæk fik pladekontrakt under navnet StripClubJunkies. Eller da Stine endelig blev diagnosticeret med ADD og som bipolar.

Jeg ejede ikke en klink. Hjem til min søde mor, som desværre viste sig at have udviklet et kraftigt alkoholmisbrug på det tidspunkt. Så der kom jeg fra mit eget rod til rollen som pårørende til en misbruger

Men her begynder historien den 6. januar 2009 i en lejlighed på Vesterbro. Bare små tre måneder efter hendes første soloalbum var færdigindspillet.

”Jeg skulle holde fødselsdag, og jeg erindrer, at der skulle komme 30 gæster,” siger Stine Vega til POV International.

Vi taler sammen på Skype. Af en eller anden grund virker kameraerne ikke, hverken i Lyngby eller Langå. Sikkert noget banalt. Ingen af os er teknik-nørder. I stedet taler vi uden billede. Selv uden billede fornemmes en tone, der veksler fra alvor over smerte til afklaring, tør humor og musik i det meste af det, der bliver sagt.

”Det kan være svært at huske i dag, men, ja, det var voldsomt grænseoverskridende. Mit hjem lignede … ja, det så farligt ud. Jeg kunne overhovedet ikke overskue at skulle op at brygge kakao og bage boller. Jeg ringede til min veninde og sagde, at jeg ikke kunne se, hvorfor jeg skulle være her. Der var intet tilbage i mig. Jeg har altid haft dødsangst, og da hun hørte mig sige, at jeg overvejede at stoppe selv, ringede hun efter en taxa. Hun hjalp mig igennem. Til sidst fandt jeg mig selv i en taxa på vej til det psykiatriske center i Hvidovre,” fortæller Stine Vega, der var indlagt i fem uger.

Stines stue lå tæt på skadestuen. Derfor kunne hun høre klokken ringe igen og igen.

”Jeg syntes, at der var lidt spild, at jeg lå der og optog plads for andre, der måske havde mere brug for det. Der var en sygeplejerske, der kiggede meget kærligt, men bestemt på mig: ”Der er en grund til, at du her, Stine”.”

Sindet var ikke til uddannelse

Inspireret af Voxpop, Jomfru Ane Band og Røde Mor begyndte Stine Vega at spille guitar som tiårig i morens hjem i Langå. I takt med, at hendes psykiske problemer efterhånden blev større, begyndte Stine allerede som teenager at bruge sangskrivningen som en ventil. Hendes sind var ikke til uddannelse – i stedet rejste hun til København for at forsøge sig med musik,

I 1995 mødte hun guitaristen Søren Andersen, der i dag er kendt fra Electric Guitars og Glen Hughes og senest har været på turne med Sanne Salomonsen. Sammen med en anden stor dansk guitarman, Lars Skjærbæk, udsendte Stine Vega i 2000 albummet Stripclubjunkies. Singlen med samme titel og især hittet T-shirtman hærgede dansk radio i de år.

Stine havde en pladekontrakt og et album klar i oktober 2008. Men så, ja… Efter sin indlæggelse i Hvidovre i januar 2009 flyttede hun hjem til sin mor og stedfar i Langå.

Stine Vega, foto: Per Bix
STINE VEGA, FOTO: PER BIX

”Jeg ejede ikke en klink. Hjem til min søde mor, som desværre viste sig at have udviklet et kraftigt alkoholmisbrug på det tidspunkt. Så der kom jeg fra mit eget rod til rollen som pårørende til en misbruger,” siger Stine Vega.

”Jeg besluttede, at jeg ikke ville vende tilbage til musikken igen. Der var alt, alt for meget, jeg skulle have styr på. Jeg havde den her tro på, at jeg udover at redde mig selv også kunne redde min mor. Jeg så slet ikke, hvordan jeg skulle kunne rejse ud at promovere den plade, der var indspillet. Heldigvis viste pladeselskabet sig at være forstående, og projektet blev skrinlagt.”

Jeg har snart pladen fuld på psykiske lidelser. Banko. I 2017 blev jeg diagnosticeret bipolar til depressiv side. For bare to måneder siden diagnosticeret med ADD. Jeg har meget svært ved at blive i det, jeg beskæftiger sig med. Også når jeg prøver at skrive nye sange

Ni år senere, i forbindelse med en festival i Langå, mødte Stine Vega sin gamle ven Søren Andersen, der optrådte med Electric Guitars. Under samtalen spurgte han, om der ikke var noget med, at hun havde en plade liggende i Medley studiet, som han i mellemtiden havde købt sammen med nogle andre. Desværre viste det sig, da Andersen vendte hjem til Vesterbro, at harddisc’en med Stines plade var bortkommet.

”En af de ting, jeg har taget til mig, er, at jeg altid har fået at vide, at jeg er god til sangskrivning. Selv synes jeg også, at jeg er en god tekstsnedker. Jeg ved ikke, om jeg er en særlig god performer. Jeg tror, Søren kunne huske, at der var nogle gode numre. I hvert fald tilbød han at være med til at genindspille pladen. Det er en meget flot gestus af ham,” siger Stine Vega.

Efter sin mors første selvmordsforsøg besluttede Stine, at hun var nødt til at gøre noget, der gjorde hende glad og gav mening. Det blev forstærket, da det senere endelig lykkedes moren at tage sit liv.

”Jeg frygtede at ende samme sted som hende. Jeg vil gerne kunne sidde som 50-årig og tænke, jeg gjorde noget. Det at nå derud, hvor man tænker om sit liv, at det ikke er noget værd… at sige, som min mor sagde: ”Mit liv er som lunkent vand, ikke til at bade i, ikke til at drikke”. Derfor kastede jeg mig ud i dette pladeprojekt.”

Pladen fuld. Banko

Alle sange på The Funeral tager udgangspunkt i Vegas liv.

”Der skal være gods i mine tekster. Jeg skal kunne mærke det, jeg skriver om. Der er en historie i alle mine numre. Og virkeligheden var, at jeg mærkede alt, alt for meget i den periode”, fortæller Stine Vega.

Sangene skrevet i 00’erne i perioden efter Strip Club Junkies kortvarige succes. Der var mange, mange tanker i hovedet. Tristhed og glæde. Energi og virkelyst på toppene og depressioner i slugterne.

”Jeg har snart pladen fuld på psykiske lidelser. Banko. I 2017 blev jeg diagnosticeret bipolar til depressiv side. For bare to måneder siden diagnosticeret med ADD. Jeg har meget svært ved at blive i det, jeg beskæftiger sig med. Også når jeg prøver at skrive nye sange.”

Neil Young tilbage i Harvest-æraen er nok min største inspiration, tekstmæssigt. Han forstår at gå på line – han har en evne til at skrive tekster, så fine, at selv meget banale ord ender med at give stor mening.

I dag er Stine Vega medicineret, og det er både godt og skidt. Mest godt.

”Da jeg blev ordentlig medicineret, mistede jeg mine hypermane perioder, hvor inspirationen skinnede. Jeg bliver nærmest åndeligt afklaret i de perioder. Det er da fedt, det bedste i hele verden. Men så er der jo dykkene. Jeg savner de gode perioder, vil jeg gerne erkende. Jeg savner ikke dykkene.”

Hvad hun ikke vidste, da hun i 2008 indspillede den første version af The Funeral, ved hun nu. At sangene fortæller en historie om barnet, der følte sig alene og anderledes, og om en ung kvinde, der famlede sig frem, og som bar på en tung byrde.

”Da jeg voksede op i 80’erne og 90’erne, var der ikke fokus på børn med diagnoser på samme måde, som der er i dag. Jeg er sikker på, at min mor har kæmpet med de samme ting uden at kende sine diagnoser. Hun prøvede at drikke det væk,” siger Stine Vega.

”Hvis børn har fysiske skavanker, er der et stort sikkerhedsnet. Heldigvis. Men hvis det er hjernen, er det noget med: ”Du er doven. Tag dig sammen. Kom nu. Man kan, hvad man vil. Det er ikke så slemt. Det bliver godt i morgen.” Vi tager vores signalstoffer for givet. Jeg kan få det dårligt, når jeg tænker på, at børn kan gå rundt med alt muligt, uden at det bliver set. Det skal der gøres noget ved. Vi skal lære at komme det i møde. Nå jeg tænker på, hvordan mennesker, jeg elsker, har sat spørgsmålstegn ved mine diagnoser, mærker jeg vreden. Jeg hører nogle gange folk sige. ”Ja, ja, ja, børn har så mange diagnoser i dag. Det er vist moderne,” siger Stine Vega. En lille tår kaffe og så fortsætter hun:

”Ved du hvad, Jan? Der er stadig lang vej at gå endnu.”

Den lille pige, der ikke blev set

Sangen, der er endt med titlen The Funeral, ville hun egentlig gerne have kaldt Gimme Shelter.

”Det blev nedstemt. De andre mente, at det var for meget Rolling Stones. Men det var den følelse, jeg hele tiden havde i mig, at jeg ikke havde noget skjold, ingen beskyttelse. Dengang savnede jeg et ly for stormen. Jeg havde den her drøm om at finde den, der kunne fuldende mig. I dag ved jeg, at der ikke kommer nogen og fuldender mig. Det er der kun en, der kan. Og det er mig selv.”

Handler titlen The Funeral om din mors begravelse?

”Jeg lider af bimlende, bamlende dødsangst. Så det blev en udfordring af mig selv at turde bruge den titel. Nu begraver jeg alt det gamle ved en fin begravelse i form af en sang. Nu, hvor jeg har mistet begge mine forældre, er begge mine halvdele væk, som jeg sagde til min stedfar. “Ja, så kan det jo være, du bliver hel”,” svarede han tørt”.

En anden af pladens markante sange bærer titlen Stoned. Det er en duet med Bjørn Fjæstad, hvor en kvinde bliver afvist kontant.

Jeg ville gerne have en baryton-guitar ind, der skulle lyde som Twin Peaks. Som lille turde jeg ikke se serien, fordi musikken bragte mig ind i et ensomt rum, jeg slet ikke kunne rumme. Det kan jeg sagtens i dag. Men følelsen sidder der endnu,

”Der var faktisk en mand i en bar, der sagde til mig: ”Vil du ikke godt lade være med at komplicere mig? Jeg ved, at du ved, at jeg er ordentlig.” Jeg stod der i min kæmpebrandert, undskyldte og gik hjem. Næste morgen lå jeg med mine tømmermænd og tænkte sætningen, ”I know that you know that I am a good guy”. Den afvisning blev til en sang,” siger Stine Vega, og tilføjer:

”Da jeg skulle til indspille den igen for nylig, indså jeg, at der i alle mine kærlighedssange er en lille pige, der ikke blev set af sin far. Min far var ikke ret meget til stede i min barndom. Som far giver man sine små piger en idé om, hvordan den maskuline kærlighed skal føles. Det er jeg overbevist om. Når jeg forelskede mig, søgte jeg en kærlighed, som min far aldrig havde været særlig god til at vise mig. I sangen er Bjørn både den evige maskuline afvisning fra min ungdom, og han er også min far.”

Som et eksempel på sin indflydelse på produktionen af det nye album, nævner hun guitaren på netop Stoned.

”Jeg ville gerne have en baryton-guitar ind, der skulle lyde som Twin Peaks. Som lille turde jeg ikke se serien, fordi musikken bragte mig ind i et ensomt rum, jeg slet ikke kunne rumme. Det kan jeg sagtens i dag. Men følelsen sidder der endnu, og den ville jeg gerne have ind i musikken,” siger Stine Vega.

Indflydelse hele vejen igennem

The Funeral er et album med en usædvanlig historie. Det er tit drengene og mændene, der fylder i rockmusik. Jeg har haft stor indflydelse hele vejen igennem her. Det var faktisk en fælles produktion mellem Søren og mig hele vejen igennem. Det er jeg stolt af.”

Kunstnere som Sheryl Crow, The Rolling Stones, især Keith Richards, Bob Dylan, Johnny Cash, Lucinda Williams, Billy Prince, Tom Waits og Neil Young hører til inspirationskilderne. Evigt unge Youngs soundtrack til Jim Jarmusch-filmen Dead Man har inspireret sangen Diamond Ring.

”Neil Young tilbage i Harvest-æraen er nok min største inspiration, tekstmæssigt. Han forstår at gå på line. Han har en evne til at skrive tekster så fine, at selv meget banale ord ender med at give stor mening. Jeg synes selv, at en linje som, ”We can never meet as friends, my heart will only break again”, har noget Neil Young i sig. Jeg var meget forelsket i en mand, der flyttede til USA, for at blive gift i ørkenen. Og det var nok meget godt,” siger Stine Vega med et stort grin.

Jeg sidder og kigger på Victor Bockris’ biografi om Keith Richards på reolen bag mig. Hold kæft, han har lavet mange mærkelige ting. Selvom der bliver vendt vrangen ud på Keith, er det jo ikke ensbetydende med, at jeg kender ham eller ved, hvem han er indvendig

Har haft du betænkeligheder i forhold til at fortælle dine historier så åbent?

Der opstår noget støj på Skype-forbindelsen. Lyden af en stol, der bevæges.

”Jeg sidder og kigger på Victor Bockris’ biografi om Keith Richards på reolen bag mig. Hold kæft, han har lavet mange mærkelige ting. Selvom der bliver vendt vrangen ud på Keith, er det jo ikke ensbetydende med, at jeg kender ham eller ved, hvem han er indvendig. Så nej, det er jeg ikke bange for. Tværtimod.”

Der rumler planer i Stine Vegas hoved. Hun kunne godt tænke sig at komme ud med sin guitar og spille og holde foredrag. Tale om sammenhængen mellem hendes sange, hendes eget liv og situation. Der er stadig alt for mange børn derude, der bliver svigtet. Foreløbig skal der skabes et koncept. Selv synes hun, at hun med sin plade har bevist, at hun med alle sine ar og sin skrøbelighed kan være med til at styre et projekt. Nu gælder det om at få budskabet ud. Det er…”

Igen stor latter i den anden ende af Skype-forbindelsen.

”… det er med mine sange, som min gamle lydmand sagde: der er altid et budskab til den opmærksomme lytter.”


Michael Bundesen er død: Vi vil altid huske hans smil

Michael Bundesen er død: Vi vil altid huske hans smil

Fra POV.International

Lidt over middag, mandag, opstod der et af de sjældne øjeblikke, hvor millioner af danskere drager et stille, kollektivt suk. Og mon ikke mange uden at tænke ret meget over det, nynnede, “Og hvad mon der sker når man skal bort, når livets skjorte bli’r for kort, hvor mon den er den røde tråd…”

Udgangspunktet var lidt kys og lidt fjol, en dulle og en balle på en bund af rock’n’roll. Hardinger var fan af Chuck Berry, Bundesen af Elvis Presley

”Det er med en ufattelig sorg, at vi kan meddele, at vores far, Michael Bundesen efter kort tids kræftforløb, er afgået ved døden. Michael sov søndag aften stille ind i sit hjem i Gentofte, i trygge rammer, omgivet af den nærmeste familie, står der i pressemeddelelsen,” der blev udsendt af Michael Bundesens børn, Nanna og Nicolaj.

Som sanger og den ene hovedkraft i Shu-Bi-Dua satte Bundesen et uudviskeligt aftryk ikke bare i den danske musikbranche, men i dansk folkekultur som sådan, musikalsk og sprogligt.

Skulle nogen være i tvivl, så tjek lige billetsalget til Shu-Bi-Dua – The Musical, der havde premiere for fem år siden. Den solgte flere end 170.000 billetter. Det tal skal man iklæde sig en ørkenfez eller have talent for udsøgte platheder og barbershop-sang for at kunne matche.

Set med de rockhistoriske briller blev den første kim til Shu-Bi-Dua lagt, da Michael’erne Bundesen og Hardinger begge var til stede under en af de to ikoniske Beatles-koncerter i K.B. Hallen i juni 1964.

Begge, har de fortalt, forlod Peter Bangsvej på Frederiksberg med en drøm. Som blev forløst, da deres veje krydsedes på Danmarks Radio i 1971.

Udover drømmen, havde de humor, fandenivoldskhed, en vis rastløshed og musikalitet til fælles. På basis af Hardingers band Passport etableredes Shu-Bi-Dua. Navnet fik de med radioværten Benny G. Jensens mellemkomst, for et eller andet skulle de jo hedde.

I takt med den personlige modning og et stigende ambitionsniveau og et talent, der rakte længere end sjove ordspil, begyndte shubberne, som vi hurtigt kom til at kalde dem, at skrive deres egne sange

Efter første single Fed Rock fulgte en periode med andre undersættelser, som det blev kaldt, af udenlandske numre. F.eks. blev Killing Me Softly til Kylling med softice og Johnny B. Goode til Lulu Rocken Går.

Stædig og hårdt arbejde

Udgangspunktet var lidt kys og lidt fjol, en dulle og en balle på en bund af rock’n’roll. Hardinger var fan af Chuck Berry, Bundesen af Elvis Presley.

Senere i takt med den personlige modning og et stigende ambitionsniveau og et talent, der rakte længere end sjove ordspil, begyndte shubberne, som vi hurtigt kom til at kalde dem, at skrive deres egne sange, meget ofte til en melodi af Hardinger, men teksterne var som regel fælles arbejde – HvalborgDen røde trådVuffelivovDanmarkSommergryderRom & ColaMinus til plus.

Hemmeligheden bag, hvis der var en sådan, var stædigt, hårdt arbejde og stor musikalitet – for ikke at glemme Claus Asmussens arbejde som lydtekniker. Af tre biografier, begået af tidligere medlemmer af Shu-Bi-Dua, fremgår det, at Bundesen var indpiskeren og manden med de visuelle ideer. Manden med visionen.

Michael Bundesen - og resten af Shu-Bi-Dua, 1980, pr-foto
MICHAEL BUNDESEN – OG RESTEN AF SHU-BI-DUA, 1980, PR-FOTO

Mens det nordsjællandske Shu-Bi-Duas folkelige popularitet voksede eksplosivt i sidste halvdel af 70’erne stod bandet lidt som outsidere i den danske rockbranche. Der var den meget omtalte konflikt og drillerierne med kollegerne fra Christianshavn, Gasolin’ og en politisk rockscene, hvor Shu-Bi-Dua ikke rigtig passede ind.

Lidt politik, lidt satire, lidt sex, lidt gas, lidt begavet småfilosofi, lidt ærkedansk småanarki og et par skrøner fra de varme lande

Ganske som filmens Olsen-Banden samtidig havde Shubberne fundet deres eget udtryk, der afspejlede Danmark, som det kunne se ud hen over en spegepølsemad og lidt feelgood small talk på den lokale kaffebar.

Lidt politik, lidt satire, lidt sex, lidt gas, lidt begavet småfilosofi, lidt ærkedansk småanarki og et par skrøner fra de varme lande.

Og hvis man lytter lidt efter på Shu-Bi-Dua 6 og fremefter en lidt melankolsk grundtone i mange af gruppens mere upåagtede sange. Det var sange med appel til flere generationer. Sange med ord og begreber, der for længst er krøbet ind i det danske sprog.

Det er hverken tilfældigt eller misvisende, at Michael Bundesen senere kaldte orkestret for en rejsende revy.

På toppen af karrieren omkring årtiskiftet 1970’erne/80’erne var Shu-Bi-Dua Danmarks bedst sælgende rocknavn. Senere dalede populariteten, men helt frem til slutningen optrådte bandet for et enormt publikum.

I 1985 forlod Bundesen for en kort bemærkning gruppen Shu-Bi-Dua. Efter en tid som chef på Kanal 2 vendte han dog tilbage til bandet, der i 1992 fik et stort comeback i forbindelse med udgivelsen af Shu-Bi-Dua 13, der indeholdt kæmpehittet Sexchikane.

Det er i høj grad Bundesens ære, at unge og ældre danskere efterfølgende har bygget til og fra og dermed udviklet det danske sprog

I 2011 blev Michael Bundesen ramt af en blodprop i hjernen, og han måtte indse, at karrieren som sanger var slut. Shu-Bi-Dua gik herpå i opløsning efter at have eksisteret med skiftende besætninger.

Optimisme og livsvilje

Den sidste del af Bundesens liv, mens han arbejdede med sin genoptræning, koncentrerede han sig om at male. I malerierne kunne han udtrykke, hvad han ikke kunne i sangen.

Da jeg interviewede ham i 2015, viste han mig nogle af sine malerier og fortalte om et af dem, at det var inspireret af Stevie Wonders As, der handler om en mand, der fornemmer sin partners utroskab.

Fornemmelsen af at være udenfor, genkendte han i sin kørestol. Samtidig understregede han, at han havde bevaret sin optimisme og livsvilje og havde affundet sig med sine vilkår og i øvrigt varmede sig ved al den støtte, han fik fra sine mange fans.

Til gengæld var det tydeligt, at en ny 90’er generation af ordjonglører som Malk de Koijn, Den Gale Pose, Rockers by Choice og ikke mindst Østkyst Hustlers i en eller anden udstrækning stod i gæld til shubberne

Et sted i sin meget ærlige biografi Alting har en ende fortæller Michael Bundesen om arbejdet med Halfdan, et album, han udgav sammen med Jan Rørdam i 2006.

Udover Elvis og The Beatles havde Bundesen Bob Dylan med i bagagen, da Shu-Bi-Dua blev dannet – og kærligheden til vise- og folkemusik var vedholdende. Halfdan, hvor Bundesen synger så flot, fik desværre kun begrænset opmærksomhed.

Bundesens stemme klæder Halfdan Rasmussens livskloge, lyse poesi. Ikke kun musikalsk, også åndeligt. Halfdans ord boltrer sig trygt i Bundens favn.

I øvrigt lå tonelejet i flere af Shu-Bi-Duas tekster i storhedstiden tæt på digtere som Halfdan og Frank Jæger. Ærgerligt, ikke bare for Bundesen, at han ikke fik mulighed for at prøve sig selv mere af som solist.

Til gengæld var det tydeligt, at en ny 90’er generation af ordjonglører som Malk de Koijn, Den Gale Pose, Rockers by Choice og ikke mindst Østkyst Hustlers i en eller anden udstrækning stod i gæld til shubberne.

Vi lærte retskrivning i klasselokalet. Vi lærte sproget i skolegården og lærervikarerne hed Shu-Bi-Dua og Gasolin’

Det gælder det meste dansksprogede pop og rock. I 2017 opgjorde Gaffa, at hele 28 % af de ord, der optræder i Shu-Bi-Duas tekster er unikke.

De optræder ikke andre steder. Det er i høj grad Bundesens ære, at unge og ældre danskere efterfølgende har bygget til og fra og dermed udviklet det danske sprog. Vi lærte retskrivning i klasselokalet. Vi lærte sproget i skolegården og lærervikarerne hed Shu-Bi-Dua og Gasolin’.

”Når dit hjerteslag, bliver væk en dag, er det så forbi, gu’ det ej fordi, der er meget mer’ mellem himmel og jord,” sang Bunden, som han oftest blev kaldt af kollegerne i Shu-Bi-Dua, i Stjernefart, der udkom i 1980.

Uanset hvilke vandringer, Michael Bundesens sjæl måtte stå overfor i det ukendte, er det helt sikkert, at hans og hans livsværks eftermæle aldrig vil være forbi. Et eller andet sted i dronningeriget vil Michael Bundesens dybe bas altid lyde, om ikke andet et sted i erindringen eller som en skygge. Og altid vil vi huske Bundens smil.

Musiklivet under coronakrisen er ikke Mette Frederiksens ansvar alene

Musiklivet under coronakrisen er ikke Mette Frederiksens ansvar alene

Fra POV.International

”Vi er 70 – 80 stykker her i aften. Så I skal altså drikke for 150.”

Med disse ord indledte spillesteds-boss Charlotte Bertelsen forleden en støttekoncert for det hippe Frederiksberg-spillested Bartof Station.

Nu kommer jeg nok aldrig til at vinde verdensmesterskabet i autoritetstro, men er der noget, jeg som så mange andre har lært under coronakrisen, er det at udvise samfundssind og leve efter øvrighedens befalinger. Og når ordren lyder som ovenstående, er det bare at rette ind.

Strukturelle og digitale forandringer gjort, at jeg principielt kan lytte til al musik i hele verden på min streamingtjeneste for 99 kr. om måneden. Heraf går et par håndører til musikerne. For mig som for millioner andre er musik en sonisk livsledsager, man vågner med, lever med og går til ro med. På daglig basis. Gennem livet

Betragt det følgende som en støtteerklæring til den danske livescene, baseret på eksemplets magt en torsdag aften på Frederiksberg.

Kan coronakrisen fremme integriteten i musikbranchen?

I første omgang blev jeg inspireret, da jeg for nylig interviewede Kim Larsens tidligere manager Jørn Jeppesen, der talte om kompromisløshed og integritet.

”Jeg har selv været tæt på Kim og oplevet det på nært hold. I dag er branchen fyldt af artister, der kører rundt i sponsorbiler eller investerer i ejendomme. Kunstnerne er blevet små forretningsmænd, der tænker i Excel-ark. Det handler om strategi og om, hvad Toppen af Poppen kan gøre for din karriere,” sagde han her på POV, og tilføjede:

“Det har ikke noget med musik og originalitet at gøre, og det er en af grundene til, at jeg har mistet lysten til at være manager. Det er blevet uinteressant. Jeg har selv været med til at tjene penge, og har intet imod det overhovedet. Det skal bare ikke være det, der er drivkraften hos en kunstner eller en musiker.”

Med fare for at lyde kynisk kan coronakrisen måske være fremmende for integritet og kompromisløshed i musikbranchen. For koncertbranchen bløder, og musikere, bookere, spillesteder, koncertarenaer, festivaler og alle de andre, der arbejder for disse, er voldsomt presset på økonomien.

Som Charlotte Bertelsen også sagde i Bartof: ”Vi risikerer snart at gå konkurs.”

The love you take is equal to the love you make

Der er vedtaget flere forskellige støttemuligheder under coronakrisen. Men skal man tro diverse brancheorganisationer, er det langt fra nok til at sikre, at Danmark også i fremtiden har et levende musikliv. Men statsstøtte gør det ikke alene.

Strukturelle og digitale forandringer har gjort, at jeg principielt kan lytte til al musik i hele verden på min streamingtjeneste for 99 kr. om måneden. Heraf går et par håndører til musikerne. For mig som for millioner andre er musik en sonisk livsledsager, man vågner med, lever med og går til ro med. På daglig basis. Gennem livet. Det er et livsvilkår på linje med alt muligt andet.

Det er på tide, at vi begynder at betale tilbage til dem, der skaber musikken.

Under en jamsession med coverversioner, hvor kaos ligger som en mørk sky i horisonten, og sol og vind skal deles lige mellem deltagerne, bliver det hurtigt musik for dens egen skyld

Som med alle andre former for kærlighed, hvis den skal holdes sprælsk og i live, er det med the love of music som Paul McCartney synger på Abbey Road:

”And in the end / The love you take / Is equal to the love you make.”
Til gengæld er det ikke som Sir Paul sang fem år tidligere: ”Money can’t buy me love”. Ikke når det gælder musik. Der er brug for penge.

Coronakrisen musik
CORONAKRISEN – STØTTEKONCERT: B-JOE’S BLUES JOINT – ASMUS JENSEN, JESPER LYNGHUS, MICHAEL ENGMAN OG JOE JOHANSEN. FOTO: TORBEN CHRISTENSEN

Så da jeg læste, at guitaristen B-Joe stod som arrangør af et støttearrangement for Bartof Station – ja, så var det bare at skrive til en gammel ven: Vil du med?

B-Joe kender mange sikkert som guitarist i Michael Hardinger Band – en slags Shu-Bi-Dua mark 2 eller 17, afhængig af hvordan man tæller. Johansen er en fremragende blues- og rockguitarist med eksamen fra Hendrix-akademiet.

Med sig på scenen havde han en række musikere, den danske rockscenes blue collar guys, der i årtier har slidt sålerne flade på små og store danske koncertscener for, som C.V. Jørgensen engang sang, et ’sultesalær’.

Og nu vi er ved ham. Den ene af det til lejligheden sammensatte band i Bartof Station var CV’s faste bassist Knut Henriksen, der er den menneskelige inkarnation af begrebet steady. Som den enormt lydhøre og diskrete trommeslager Asmund Jensen og legendariske Jørgen Lang var Henriksen med i Delta Blues Band indtil Troels Jensens død tidligere i år.

Hvis den slags skal fungere, må det som forleden være med koncertens dynamik og spændstighed i samspillet fremfor at lyde som en træt øveaften på Bodega Dvask i Væltetlokumkøbing

Jørgen Lang har ladet sine mundharper lyde på den danske scene siden begyndelsen af 70erne. Han har spillet med så mange musikere og på så mange plader, at det ville kræve en udvidelse af min Microsoft-pakke at få dem alle med her.

Musik under coronakrisen: Fest, drøn og forløsning

Allerede fra det første nummer var der en stemning af fest, drøn og forløsning i lokalet. Under en jamsession med coverversioner, hvor kaos ligger som en mørk sky i horisonten, og sol og vind skal deles lige mellem deltagerne, bliver det hurtigt musik for dens egen skyld.

Hvis den slags skal fungere, må det som forleden være med koncertens dynamik og spændstighed i samspillet fremfor at lyde som en træt øveaften på Bodega Dvask i Væltetlokumkøbing.

Bare nogle få nedslag fra en fed aften :

Der var B-Joes lyriske og udfordrende guitarspil i en passende hyldest til nyligt afdøde Peter Green (Fleetwood Mac) i Robert Johnsons Love in Vain Blues. Passende ikke bare som nekrolog, men også fordi sangen indledes med linjen ”I followed her down to the station”. Bartof Station. Notch, notch.

Den legende lethed, hvormed den garvede guitarist Peter Brander spiller sine soli.

Ovenfor: Optagelse med Delta Blues Band, som tre af støttekoncertens medlemmer spillede med i.

Det fantastiske tætte samspil mellem trommeslager Asmund Jensen og Knut Henriksen hele vejen igennem. Ét glimt: Et indforstået grin mellem de to, da de på et tidspunkt for Robert Johnson ved hvilken gang faldt sammen ned på den sidste, tolvte takt i en bluesrundgang.

Livstykket Louise Brüel Flagstad, som jeg beskæmmet må indrømme, at jeg aldrig tidligere har set optræde. Du milde – her kan man tale om en sanger, der lever i sin musik. Hun er ikke ligefrem skøn-sanger, men der bor en dejligt udisciplineret rå urkraft i hendes vokal. Som det blev sagt et par gange på scenen, ”den danske Janis”. Sådan lød hun både i The Spencer Davis Groups Gimme Some Lovin’ og Kris Kristoffersons og Fred L. Fosters Me and Bobby McGee.

Småt som modsætning til kæmpekoncerter, hvor oplevelsen drukner i ekko, elendig lyd, skubben, forprogrammeret optræden, mas og et storknævrende publikum, der gør hvad det kan for at sabotere koncerten

Et andet moment da countrysangerinden Nanna Larsen steg på scenen med en totalt charmerende instrumentalversion af samme Janis’ Mercedes Benz. Gang på gang blev vi mindet om glæden ved at lytte til musik opstår og forsvinder i nuet.

Måske er der kommet noget godt ud af coronakrisen. At vi var nogle, der tvunget af omstændighederne lærte at nøjes. Lærte at småt ikke nødvendigvis er så skidt.

Der er kun intime koncerter lige nu

Småt som modsætning til overforbrug af snart sagt hvad som helst – plastic, CO2, den Mercedes Benz, som Nanna sang om og you name it.

Småt som modsætning til kæmpekoncerter, hvor oplevelsen drukner i ekko, elendig lyd, skubben, mas og et storknævrende publikum, der gør hvad det kan for at sabotere koncerten – og hvor musik, koreografi og scenografi i øvrigt ofte er forprogrammeret til det forudsigelige.

Mener jeg, at musikere skal holde op med at investere i ejendomme? Det må de selv om. Går ud fra, de som de humanister, de er, sørger for små huslejer i deres boliger.

Mener jeg, at man skal afskaffe kæmpekoncerter og festivaler i al evighed?

Selvfølgelig ikke. Ikke så længe publikum aka behovet findes. Der er i øvrigt enorm forskel på at opleve musikken og det, den gør ved rummet, siddende eller stående.

Mener jeg, at vi skal tilbage til den tid, hvor kunstnere levede på loftskamre med bivokslyset blafrende på grund af trækken. Nej, selvfølgelig ikke. Mener jeg, at musikere skal holde op med at investere i ejendomme? Det må de selv om. Går ud fra, de som de humanister, de er, sørger for små huslejer i deres boliger.

Men de fem siddende koncerter, jeg har været til i løbet af sensommeren, har mindet mig om, at der faktisk kan opstå noget vigtigt i det intime rum, hvor musikere, musikken og vi, der lytter, sidder på nakken af hinanden, og hvor vi kan se og mærke hinandens erfaring, hår, rynker, skæve tænder, hinandens liv – og hvad har vi.

Også for musikerne og måske især dem, der mest optræder på de store scener. Det er der ikke noget nyt i. Det nye er, at der udelukkende er intime koncerter lige nu. Og der er masser af dem. Prøv det. Det er godt for alle. Det er ikke kun Mette Frederiksens ansvar at holde liv i musikscenen under coronakrisen.

Men det ville da være rart, hvis vi snart kunne slippe for at bære mundbind, når vi skal ud til den der bar, hvor Charlotte Bertelsen og kolleger tjener deres penge.

God koncertkalender: https://www.kultunaut.dk


Top: Musiklivet under coronakrisen. Foto: Torben Christensen

Music From The Front: De første musikfotografer

Music From The Front: De første musikfotografer

I denne podcast hylder vi de første danske musikfotografer.

Sammen med fotojournalist Helle Arensbak og instruktør Torben Skjødt Jensen deltager Mediano Music i projektet Music From The Front. 

Musikfotografiet er en central del af nyere dansk kulturarv. Fotografernes dokumentation af koncerterne, musikerne, publikum. Alt det, der foregår bag kulisserne med fotografering til pladecovers, merchandise og magasiner er med til at sætte fokus på musikkens betydning for vores kollektive bevidsthed.

Musikfotograferne tog nogle af vores tids mest ikoniske billeder. De var til stede, da musikken eksploderede i Danmark i 1960´erne og flere årtier frem, hvor branchen skiftede karakter. Dermed ændrede fotografernes vilkår sig også.

Vigtigt foto:

I denne podcast taler Jan Eriksen med pionererne inden for dansk rockfotografi, Gorm Valentin, Steen Møller Rasmussen, Susanne Mertz, Ole Christiansen og Jørgen Angel.

Vi bad dem medbringe et fotografi, der betyder meget for dem. Du kan se dem her nedenfor.

Og finde flere info om fotograferne på deres sites eller deres Facebook-profiler:

mertz-foto.dk

olechristiansen.dk

angel.dk

Flere podcasts vil følge.

Der er musik af R.E.M., Louis Armstrong, Sonny Rollins, T. Rex, The Beatles, Led Zeppelin, Red Squares, Gasolin’, Sebastian, Bob Marley, Bruce Springsteen, Chet Baker, Bob Dylan, TV-2 og Iggy Pop i podcasten.

Foto-collage: Helle Arensbak

Du kan lytte til podcasten her:

Chet Baker, fotograferet af Gorm Valentin

Chet Baker, fotograferet af Gorm Valentin

Jimmy Page i K.B. Hallen, 28. februar 1970. The Whoosh. Foto: Jørgen Angel

Jimmy Page i K.B. Hallen, 28. februar 1970. The Whoosh. Foto: Jørgen Angel

Steen Møller Rasmussen med sit foto af Bruce Springsteen og Clarence Clemmons, Brøndby-Hallen 1981. Foto: Helle Arensbak.

Steen Møller Rasmussen med sit foto af Bruce Springsteen og Clarence Clemmons, Brøndby-Hallen 1981. Foto: Helle Arensbak.

Bob Dylan på scenen i Brøndby-Hallen i 1980. Foto: Susanne Mertz

Bob Dylan på scenen i Brøndby-Hallen i 1980. Foto: Susanne Mertz

Coveret til TV-2 albummet ‘Beat’. Foto: Ole Christiansen

Coveret til TV-2 albummet ‘Beat’. Foto: Ole Christiansen

Det første pressefoto af Gasolin’ med Søren Berlev. Foto: Susanne Mertz

Det første pressefoto af Gasolin’ med Søren Berlev. Foto: Susanne Mertz

Red Squares i Glostrup, 1969. Foto: Steen Møller Rasmussen

Red Squares i Glostrup, 1969. Foto: Steen Møller Rasmussen

Bob Marley på Roskilde Festival 1978. Foto: Gorm Valentin

Bob Marley på Roskilde Festival 1978. Foto: Gorm Valentin

Iggy Pop, fotograferet af Ole Christiansen i 1989

Iggy Pop, fotograferet af Ole Christiansen i 1989

  • Gorm Valentin, født i 1944. Oprindeligt uddannet som landmåler. Spillede klarinet (og spiller) i flere jazzorkestre. Inden en rejse til jazzens Mekka, New Orleans i 1969 købte han et amatør kamera. Efter hjemkomst anskaffede han sig et Nikon F kamera og siden et Leica M 2 kamera.

    Efter forskellige jobs bl.a. som grammofonplade sælger og som underviser i foto på Aftenskole, blev fotografiet en levevej i 1975.

    Gorm Valentin har fotograferet til flere hundrede pladeomslag, danske som udenlandske, heriblandt til C.V.Jørgensen, Gnags, Shubidua,

    Thomas Helmig, NHØP, Stan Getz, Chet Baker, Bill Evans m.m.m. Leveret forsidefotos til diverse magasiner og blade såsom Euroman,

    Levende Billeder, Tusind Øjne, M.M. og Jazz Special. Fotograferet til Politiken og Information gennem en årrække. Arbejdet som teaterfotograf ved flere teatre, heriblandt Aveny, Rialto og Husets Teater. Leveret fotos til flere frimærker. Illustreret adskillige bøger samt udgivet flere i eget navn, bl.a. SORT på HVIDT i 2004. Udstillet flittigt i ind- og udland og er repræsenteret i diverse samlinger, private som offentlige.

    Gorms stil er ofte forsøgt efterlignet (og tak for det), den kan ikke enkelt beskrives, men er kendetegnet ved et særligt lys samt nærvær med den samt nærvær med den portrætterede og en grafisk stram komposition. Gorm Valentin er stadig aktiv som fotograf inden for musik, men også som “gade” og kunstfotograf, samt som foredragsholder.

  • Steen Møller Rasmussen, fotograf, instruktør, billedkunstner, der er søn af bagermester Erik Andreas Rasmussen og Margit Møller Nielsen, blev uddannet som filmfotograf ved Den Danske Filmskole 1977-1980. Han har været fotograf på talrige projekter for andre instruktører, og har desuden skabt en række film i eget navn. Fra 1980 har han været dokumentarist og projektmager på den danske kunst- og filmscene. Som stillfotograf har han en enorm produktion bag sig, ikke mindst af billeder til kunstbøger, kataloger og tidsskrifter. Ligesom han har fungeret som fotograf på en lang række kortfilm, dokumentarfilm og tv-programmer. I 1980’erne skabte han kunstnerfilm sammen med “de unge vilde”, f.eks. “In/Out the Flat” (1985) med Claus Carstensen og Peter Bonde, og “Tretten” (1989) med små visuelle portrætter skabt i samarbejde med de medvirkende billedkunstnere. I 1990’erne skabte han et stort antal eksperimental- og portrætfilm, alene eller i samarbejde med andre. Her kan nævnes: “The Place To Be” (1996), “Reading Lips” (1996) og “Lowell Celebrates Kerouac” (1998). Fra 1989 har han levet sammen med cand.phil. Susanna Neimann (f. 28-05-1958). (Fra danskefilm.dk)

  • Susanne Mertz – fra mertz-foto.dk

    Jeg er udlært som fotograf hos Rigmor Mydtskov og Steen Rønne  i 1967. Har arbejdet som fotograf hos Claude Rodriguez i Paris 1967-68. Siden 1972 har jeg arbejdet som selvstændig free-lance fotograf. Undervist i fotografi på Krogerup Højskole fra 1977-80. Undervist i fotografi på Skolen for Kunstformidling på Kunstakademiet fra 1980-1995. Har siden 1974 været med i Fotograf Studiet 5 C, på Nørrebro.

  • Jørgen Angel – fra angel.dk

    Født i 1951 i København. Har været fotograf i musikbranchen siden slutningen af 60erne til begyndelsen af 80erne. Han har leveret fotos til utallige magasiner, albumomslag, bøger i Skandinavien og andre steder. Jørgen Angel har taget sine fotos over hele Skandinavien, Storbritannien og USA – ved koncerter, receptioner, eksklusive fotosessions eller på på farten med bands. Jørgen Angels kunst har sin styrke i den varme relation, han udviklede til dem, han fotograferede. Han var med Alice Cooper til striptease-show i private hjem for at fotografere bands som The Who, Roxy Music, Pretty Things og Uriah Heep eller, han var en tur på landet med Arthur Brown for at tage et af hans meget værdsatte fotos.

  • Ole Christiansen – fra olechristiansen.dk

    Har gennem årene leveret billeder til et utallige af bøger, tidsskrifter, pladecovers, årsrapporter mv. En særlig optagethed har været musikfotografering, portrætter, men også – ofte stærkt grafisk understreget urbane landskaber. Christiansen har udstillet i en lang række sammenhænge, og har i 2003 offentliggjort bogen “Photographs” på Peoples Press. Han er repræsenteret i National History Museum, Frederiksborg Slot, Hillerød. Det Kongelige Bibliotek, København. Museum of Photographic Arts, Brandts, Odense. Ole Christiansen er kendt for sin covers af Euroman og pladecovers af bands som Sort Sol, TV2, Thomas Helmig og mange andre. Hans visuelle signatur er unik og adskiller sig ved en meget grafisk look. I de senere år har han begyndt at skabe levende billeder, bl.a, videoinstalationer for bl.a. Eva Koch.

Da Lizzie sang kor for The Beatles

Da Lizzie sang kor for The Beatles

Fra POV.International

Den 4. februar 1968 lignende hvilken som helst anden søndag i en såkaldt Apple Scruff’s (hardcore Beatles-fan) liv. Næsten da. Eftersom en klam kuldebræmme havde indtaget London, havde portneren for en gangs skyld givet de unge Beatles-fans lov til at vente i varmen i korridoren mellem de yderste og inderste indgangsdøre i Abbey Road-studiet. Inde i studievarmen arbejdede de fire mænd, som fansene var på fornavn med, hårdt.

Ellers handlede det om at hænge ud med de andre fans, snakke om musikken. Læse blade og magasiner. Vente. Vente. Vente. Ud på aftenen skete der noget usædvanligt. Pludselig stod Paul McCartney i korridoren:

”Er der nogen af jer, der kan tage de høje toner?”.

Apple Scruffs fra dag ét

I 1966 var rygterne om Beatle-Mania og Swinging London for længst nået til Rio de Janeiro, hvor de blev hørt af dengang 15-årige Lizzie Bravo og veninden Denise. Desværre, forstod de to piger, havde The Beatles besluttet at stoppe med at turnere. Og når bjerget ikke sådan ville komme til Muhammed, måtte Muhammed jo komme til bjerget.

”Det var Denise’s ide, at så måtte vi jo rejse til London for at møde dem. Vi overbeviste vores forældre om at give os rejsen som 15 års fødselsdagsgave,” fortæller Lizzie Bravo, der senere kom til at arbejde et par år som au pair i London. Hun er for længst flyttet tilbage til Brasilien.

Gissela — Do Rio a Abbey Road by Lizzie Bravo
LIZZIE I FORSKELLIGE BEATLES-SITUATIONER.

Allerede fra dag ét blev Lizzie og Denise Apple Scruffs – en gruppe unge, der hængte ud foran diverse Beatles-lokaliteter i London såsom Apple Records’ kontorer i Saville Row, pladestudiet i Abbey Road, Pauls hjem tæt på Abbey Road, EMI’s kontorer.

Faktisk mødte hun The Beatles samme dag, d. 14. februar 1967, som hun og Denise var landet i Heathrow.

”Jeg mødte de fire, Brian Epstein og Mal Evans SAMME DAG, jeg ankom d. 14. februar 1967. Jeg talte med dem stort set hver dag. Fotograferede. De var meget nemme at tale med. Jeg lyttede til plader med vores Beatles-venner. Fandt artikler – gik til koncerter, som vi mente, at de måske ville dukke op til,” siger Lizzie Bravo, der af samme grund var med til DEN koncert i 1967, hvor Jimi Hendrix spillede Sgt. Pepper-albummet et par dage efter, det var udkommet.

”Det var FANTASTISK!,” siger Lizzie.

Tilbage til den aften d. 4. februar 1968, da Paul McCartney efterlyste piger, der kunne tage de høje toner. Lizzie og en engelsk pige, Gayleen Pearce, der begge havde gået til sangundervisning, skyndte sig at svare. Lizzie var sopran i skolekoret.

Da vi kom ind i studiet, viste Paul og John os teksten og den del, vi skulle synge med på. De spillede sangen igennem nogle gange, den ene på guitar, den anden på klaver. De modtog os meget varmt.

Udover Across the Universe blev Lady MadonnaHey Bulldog, et spor til The Inner Light indspillet primo februar, inden de fire Beatles-medlemmer skulle rejse på inspirationsrejse til Indien. Selvom eller måske fordi der var et vist tidspres, var optagelserne gået i hårdknude. John Lennon var ikke vild med de første takes af hans Across the Universe.

Enter Lizzie og Gayleen.

En sjovere dag end normalt

”Da vi kom ind i studiet, viste Paul og John os teksten og den del, vi skulle synge med på. De spillede sangen igennem nogle gange, den ene på guitar, den anden på klaver. De modtog os meget varmt. De var jo vant til at se os udenfor hele tiden. Gayleen og jeg forblev rolige, nød bare at være sammen med dem, grine af vittighederne, drikke te, generelt have det sjovt.”

Jeg tænker, at du følte dig som en sommerfugl, da du forlod studiet?

”Ikke rigtig. Vi var meget unge. Vi anede ikke på det tidspunkt, hvad der var sket – optagelse med det største band, der nogensinde skulle blive. For os var bare en sjovere dag end normalt at være inde i studiet med dem i stedet for at stå udenfor og vente.”

Godt nok nåede indspilningen af Across the Universe med Gayleen og Lizzie aldrig med på Let it Be. Produceren Phil Spector tog sin berømte wall of sound med sig ind i studiet, da han producerede den endelige version. Men de to piger kan høres synge med på hele to plader.

Jeg mødte Paul under en lille pressekonference i Indianapolis, Indiana, hvor han annoncerede sine første koncerter i Brasilien. Han spurgte, hvor han kendte mig fra? Vi talte kort sammen. Desværre så jeg aldrig min elskede John igen.

Dels et velgørenhedsalbum Nothing’s Gonna Change our World, der blev udsendt i julen 1969 til støtte for World Life Fund, hvilket forklarer fuglefløjt og vingeslag i linket nedenfor. Denne version figurerer desuden på den engelske udgave af albummet The Beatles Rarities.

Hør Lizzie og Gayleen synge med The Beatles her:

Sinhorita Bravos eventyr i London sluttede i oktober 1969. Hun havde fået hjemve og som de fleste andre dengang fornemmede hun magien mellem The Fab Four langsomt fordufte.

Siden har hun haft en lang karriere som fotograf, blandt andet i New York, og som sanger, blandt andet som korsanger for brasilianske stjerner som Milton Nascimento og Joyce.

”Jeg blev inviteret til den koncert, George gav i Royal Albert Hall i 1992, hvor jeg talte kort med ham bagefter. (Harrisons sidste koncert overhovedet). Jeg hilste på Ringo under et Grammy-arrangement i New York. Og jeg mødte Paul under en lille pressekonference i Indianapolis, Indiana, hvor han annoncerede sine første koncerter i Brasilien. Han spurgte, hvor han kendte mig fra? Vi talte kort sammen. Desværre så jeg aldrig min elskede John igen.”

“River, Heart Phoenix, Milton Nascimento and Lizzie Bravo, July 7th, 1990. ‘’[…] They wanted to meet Milton, after hearing the beautiful song he had written for River (he saw “The Mosquito Coast” and was very impressed with the young actor’s...
LIZZIE FOTOGRAFERET I 1990 MED SANGSKRIVER OG GUITARIST MILTON NASCIMENTO, SOM HUN SANG KOR FOR – SOM VOKSEN. DEN UNGE MAND TIL HØJRE ER DEN AFDØDE SKUESPILLER RIVER PHOENIX (BROR TIL JOAQUIN) OG HANS MOR HEART, EN GOD VENINDE AF LIZZIE.

Hvordan forklarer du venner og familie, at du synger kor på en Beatles-sang?

“Det gør jeg kun, hvis jeg bliver spurgt. Jeg er en KÆMPE fan af musikken i mit land og jeg har været heldig nok til at indspille plader og optræde med nogle af de største brasilianske kunstnere. Jeg er meget stolt af mit arbejde som korsanger.”

For øjeblikket arbejder Lizzie Bravo på at finde en international forlægger til en engelsk version af sin bog Do Rio a Abbey Road, der er udkommet i Brasilien og Paraguay.

“Jeg havde planlagt at rejse rundt og give foredrag (jeg har holdt mange over hele Brasilien og i Paraguay), der skulle promovere bogen, men jeg er i karantærne nu p.g.a. corona. Håber jeg snart kan komme ud igen.”

Jeg har mødt et par af de såkaldte ‘gate girls’, der i 70’erne dagligt stod foran Graceland og i øvrigt fulgte Elvis’ gøren og laden i Memphis. De bor nu på 43. år efter hans død tæt på Graceland bare for at være i nærheden. ‘Jeg har intet andet valg’, sagde en af dem til mig. Forstår du dem?

“Det gør jeg. Men for mit vedkommende var jeg begyndt at bekymre mig om mit liv var på vej til at gå i stå. Jeg havde ikke lyst til at være au pair resten af mit liv – og jeg savnede min familie og venner.”

Lizzie Bravo er mor til skuespilleren Marya, 48, der selvsagt blandt meget andet har medvirket i en Beatles-musical. Hun er igen mor til Morgana, der arbejder for Cirque du Soleil. Lizzie bliver 69 den 29. maj.

Hør George Harrisons hyldest til Lizzie, Gayleen og alle de andre Apple Scruffs:


Fotos: Privatfotos.

Alt-C+V fra det fjerne: “Respekt betyder utrolig meget for mig

Alt-C+V fra det fjerne: “Respekt betyder utrolig meget for mig

Fra POV.International

C.V. JØRGENSEN 70 ÅR // ESSAY – Da musikeren C.V. Jørgensen i 2002 udgav sit sidste album, ”Fraklip fra det fjerne”, gav han også sine sidste interviews til pressen. Jeg mødte dengang pladekunstneren på Restaurant Jægerhuset ved Furesøens sydøstlige bred, og i anledning af Carsten Valentin Jørgensens 70-års fødselsdag lørdag d. 9. maj har jeg genlæst mit eget og et par andre interviews.

På vej fra Holte mod Restaurant Jægerhuset passerer man en lillebitte landtange, der bærer navnet Verdens ende.

Dengang medio maj 2002, hvor en fotograf og jeg kørte ad Dronninggaards Allé mod den hyggelige restaurant ved Furesøens sydøstlige bred, kunne vi ikke vide, at vi skulle opleve en lille bid af verdens ende for pladekunstneren C.V. Jørgensen.

Det aktuelle studiealbum Fraklip fra det fjerne skulle efter alt at dømme vise sig at blive hans sidste. 18 år senere er der ikke rigtig noget, der tyder på, at der udkommer flere med hans navn på coveret.

Kort efter fotografens og min ankomst til Jægerhuset ankom Carsten Valentin Jørgensen på en PGO-knallert efter en rimelig kort køretur. Der er udsigt fra Jægerhuset til hans hjem ved det naturskønne fuglereservat Vaserne.

Der var planlagt en del aktiviteter i anledning af det nye album over en periode af tre uger i maj 2002: Pladesigneringer, møder med fans og diverse interview. Hvoraf et mildt sagt akavet tv-interview på TV 2 formentlig stadig huskes af dem, der så det. Det svingede ikke en meter, for nu at citere C.V’s Senior & Søn.

Folk har virkelig travlt. Alle skal med djævelens vold og magt have 15 minutters berømmelse i flimmeren. Jeg tror, de designede orkestre får en skæv start i deres karriere. Det er produkter, man sætter på skinner – samtidig med at de skal være underholdning på skærme

Når man i dag læser det, der skulle blive C.V’s sidste interviews, fremgår det tydeligt, at det var lidt stressende med al den medieaktivitet for manden, der allerede dengang var lidt af en rockmusikkens sjældne fugl i sit eget reservat.

Det er 18 år siden, men jeg husker stadig C.V. føle fotograf og journalist lidt på tænderne inde i Jægerhuset. Fotograf og journalist, skriver jeg. Egentlig var vi vist lige så meget to fans, der strengt taget havde efterladt en god portion af den journalistiske objektivitet ude i fotografens bil.

Jeg fortalte, at jeg allerede i 1982 havde interviewet ham til et magasin ved navn 17.30. Det kunne han mærkeligt nok huske.

”Nåh, ja, I var to.”

Folk har virkelig travlt

Hørt i dag er der muligvis et overordnet tema for teksterne på Fraklip fra det fjerne – noget med angst, opgivelse, væmmelse ved tidens overfladiskhed og fordummelse hos nær og fjern, fremmedgørelse. Måske er det terapeutiske tekster for en mand, der vedkendte sig, at han indimellem opsøgte sin psykolog. Stadig var der alligevel lidt lys i horisonten.

Flere tekster bærer præg af det dengang nye fænomen, reality-tv og tv-musikkonkurrencer. Dengang var Popstars og Stjerne for en aften det nye ’blålys for de små’, som C.V. synger i Flimmer fra en fjerner.

“Folk har virkelig travlt. Alle skal med djævelens vold og magt have 15 minutters berømmelse i flimmeren. Jeg tror, de designede orkestre får en skæv start i deres karriere. Det er produkter, man sætter på skinner – samtidig med at de skal være underholdning på skærmen. TV-stationerne malker dem, så længe de kan. Jeg tror ikke, det er de unge mennesker, der tjener på det i det lange løb,” sagde C.V. Jørgensen til den snurrende båndoptager.

“Nej, jeg ser ikke reality-TV selv. Jeg går helst i en stor bue uden om fjernsyn. Man kan være heldig at løbe ind i en udsendelse, der har noget på hjerte. Der er store krav om ratings.”

Der er ingen ekstra dør. Jeg kommer bare direkte derind, når jeg åbner og skal arbejde. Så kommer dæmonerne! De er venlige, og jeg snakker meget godt med dem

Om han selv var løbet ind i krav om ratings eller antal solgte plader på sit pladeselskab?

“Nej, men de har jo nok overvejet, hvor mange penge, de skal poste i mit projekt. Vi har jo ikke stjernestatus, så der bliver ikke smidt to mio. efter os. Vi overholder vores budgetter. Jeg går ind for kvalitet. Jeg tror, at folk er trætte af Absolute Music, og gerne vil fordybe sig,” sagde C.V. Jørgensen.

I et samtidigt interview med Vejle Amts Folkeblad efterlyste Jørgensen en anden (og bedre) kulturminister end den daværende Brian Mikkelsen. Meget kan man sige om Mikkelsen, men vist ikke, at han lyttede eller lytter til Absolute Music-pladerne.

Selvom der er florerer en god del mismod og ubehag i og mellem linjerne på Fraklip fra det fjerne, er der også det minimalistiske afslutningsnummer, der i Kasper Windings nænsomme produktion rummer livsmod.

Mit hjerte det summer af farver & fest
Det lysner i øst & det blåner i vest

Som en filminstruktør

Et par dage inden vores møde havde C.V. Jørgensen mødt Politikens Erik Jensen.

“Jeg føler mig nogle gange som en filminstruktør i mine egne tekster. Jeg synes selv, det er meget billedskabende. Jeg er begyndt at arbejde med en vis skønhed. Ikke fordi mine sange skal være smukke, men kommer der noget smukt, får det lov at blive stående,” sagde C.V. til Politiken, hvor han lidt senere i interviewet tilføjede:

“Inspirationen kommer i virkeligheden indefra, og der ligger vemodet i mine gener. Det er det rum, jeg altid kommer ind i. Der er ikke nogen vej ud eller en vej forbi det. Der er ingen ekstra dør. Jeg kommer bare direkte derind, når jeg åbner og skal arbejde. Så kommer dæmonerne! De er venlige, og jeg snakker meget godt med dem. Vi har en forståelse for hinanden, og ja, jeg ved sgu ikke. Der er plads til os alle, og jeg tror ikke, de vil mig noget ondt«, sagde han.

Åbningssangen på Fraklip fra det fjerneAlverdens turbulens, kunne godt opfattes som replik til den også dengang heftige indvandrerdebat.

Man skal være noget. Have noget at byde på, hvis man skal ind i den kreds af venner, som min hustru og jeg har. Ikke fordi vi har sat hegn om os selv eller vores hus. Men respekt er et must.

“Ja, den debat kan man jo ikke undgå at følge med i. Jeg tror, man har fortiet nogle ting overfor befolkningen. Man har glemt at fortælle folk, at grunden til, at der er indvandrere i Danmark, er globaliseringen. Den er uundgåelig. Og det har medier og politikere været meget længe om at sige noget om. Derfor opstår angsten for de fremmede. Angsten er en reaktion på en uundgåelig udvikling. Måske var det på sin plads, at folk bliver lidt bedre til at snakke sammen. Vi er for dårlige til at kommunikere med hinanden.«

Historien om C.V. Jørgensen er blandt meget andet historien om en mand, der selv gradvis kommunikerer mindre. Han er trukket længere op i banen til at finde sig til rette i sit lille reservat ved Furesøen, hvorfra han sjældent bevæger sig ud på scenerne. Der var turnéer i 2018 og 2010, hvor han i øvrigt ikke spillede numre fra Fraklip fra det fjerne. Og en turné i 2002.

“Respekt betyder utroligt meget for mig. Respekt er vigtigt i et godt venskab. Det er jo det alle hiphop’erne går rundt og siger til hinanden. De mener det jo. Og det gør jeg også. Mine venskaber er blevet dybere med alderen. Man skal være noget. Have noget at byde på, hvis man skal ind i den kreds af venner, som min hustru og jeg har. Ikke fordi vi har sat hegn om os selv eller vores hus. Men respekt er et must. Vi bliver heldigvis ikke overrendt af fans. Det sker, at de kommer med en lille gave, og siger tak for musikken. Det er meget afslappet. Det handler også om, at jeg ikke er en offentlig person mere. Det var slemt omkring Costa del Sol. Da måtte jeg vende på en tallerken og trække mig væk fra søgelyset,” sagde C.V. Jørgensen.

Mod slutningen af interviewet talte vi om pladerne fra 70’erne. Siden 2002 har C.V. Jørgensen kun spillet to numre fra den æra live – nemlig signatursangen Det ganske lille band og Flik-flakker.

Betaler du kaffen?

Jeg havde forstået, at han havde mistet lysten til rock’n’roll som sit udtryk, og at Kasper Windings aktuelle blåmelerede jazzede lyd passede de haiku-agtige tekster bedst.

Men forsøgte også at forklare, at det jo ikke nødvendigvis alene var nostalgi, når jeg og andre savnede at høre de gamle sange live. Det var sange, der tilfældigvis udkom i de formative år, og som var definerende for dem, vi var blevet. Eller sagt på en anden måde, uden de sange var man ikke blevet den, man er.

Helt præcis hvad Carsten Valentin Jørgensen svarede, husker jeg ikke. Ikke udover, at det var positivt. Og jeg tror, jeg tillod mig at sige noget i stil med: “Som du sikkert har det med Bob Dylan”.

Til gengæld husker jeg stadig hans afskedsbemærkning, leveret med et skævt grin:

”Hvis vores musik har betydet så meget, er det vel egentlig meget rimeligt, at du betaler kaffen?”.

Den lo fotografen og jeg meget af den sommer.

P.S: Pladeselskabet betalte kaffen.

For fuldstændighedens skyld bør det nævnes, at Carsten Valentin Jørgensen er blevet interviewet en enkelt gang siden 2002. Sammen med de tre andre fra C.V. Jørgensen-bandet (1976 – ’79) blev han i 2011 interviewet af Alex Nyborg Madsen i forbindelse med udgivelsen af bokssættet Det ganske lille band 1977-1979.

Hvor intet andet er anført er citaterne først bragt i BT.


Foto: Phd Musik.