Da Lizzie sang kor for The Beatles

Da Lizzie sang kor for The Beatles

Fra POV.International

Den 4. februar 1968 lignende hvilken som helst anden søndag i en såkaldt Apple Scruff’s (hardcore Beatles-fan) liv. Næsten da. Eftersom en klam kuldebræmme havde indtaget London, havde portneren for en gangs skyld givet de unge Beatles-fans lov til at vente i varmen i korridoren mellem de yderste og inderste indgangsdøre i Abbey Road-studiet. Inde i studievarmen arbejdede de fire mænd, som fansene var på fornavn med, hårdt.

Ellers handlede det om at hænge ud med de andre fans, snakke om musikken. Læse blade og magasiner. Vente. Vente. Vente. Ud på aftenen skete der noget usædvanligt. Pludselig stod Paul McCartney i korridoren:

”Er der nogen af jer, der kan tage de høje toner?”.

Apple Scruffs fra dag ét

I 1966 var rygterne om Beatle-Mania og Swinging London for længst nået til Rio de Janeiro, hvor de blev hørt af dengang 15-årige Lizzie Bravo og veninden Denise. Desværre, forstod de to piger, havde The Beatles besluttet at stoppe med at turnere. Og når bjerget ikke sådan ville komme til Muhammed, måtte Muhammed jo komme til bjerget.

”Det var Denise’s ide, at så måtte vi jo rejse til London for at møde dem. Vi overbeviste vores forældre om at give os rejsen som 15 års fødselsdagsgave,” fortæller Lizzie Bravo, der senere kom til at arbejde et par år som au pair i London. Hun er for længst flyttet tilbage til Brasilien.

Gissela — Do Rio a Abbey Road by Lizzie Bravo
LIZZIE I FORSKELLIGE BEATLES-SITUATIONER.

Allerede fra dag ét blev Lizzie og Denise Apple Scruffs – en gruppe unge, der hængte ud foran diverse Beatles-lokaliteter i London såsom Apple Records’ kontorer i Saville Row, pladestudiet i Abbey Road, Pauls hjem tæt på Abbey Road, EMI’s kontorer.

Faktisk mødte hun The Beatles samme dag, d. 14. februar 1967, som hun og Denise var landet i Heathrow.

”Jeg mødte de fire, Brian Epstein og Mal Evans SAMME DAG, jeg ankom d. 14. februar 1967. Jeg talte med dem stort set hver dag. Fotograferede. De var meget nemme at tale med. Jeg lyttede til plader med vores Beatles-venner. Fandt artikler – gik til koncerter, som vi mente, at de måske ville dukke op til,” siger Lizzie Bravo, der af samme grund var med til DEN koncert i 1967, hvor Jimi Hendrix spillede Sgt. Pepper-albummet et par dage efter, det var udkommet.

”Det var FANTASTISK!,” siger Lizzie.

Tilbage til den aften d. 4. februar 1968, da Paul McCartney efterlyste piger, der kunne tage de høje toner. Lizzie og en engelsk pige, Gayleen Pearce, der begge havde gået til sangundervisning, skyndte sig at svare. Lizzie var sopran i skolekoret.

Da vi kom ind i studiet, viste Paul og John os teksten og den del, vi skulle synge med på. De spillede sangen igennem nogle gange, den ene på guitar, den anden på klaver. De modtog os meget varmt.

Udover Across the Universe blev Lady MadonnaHey Bulldog, et spor til The Inner Light indspillet primo februar, inden de fire Beatles-medlemmer skulle rejse på inspirationsrejse til Indien. Selvom eller måske fordi der var et vist tidspres, var optagelserne gået i hårdknude. John Lennon var ikke vild med de første takes af hans Across the Universe.

Enter Lizzie og Gayleen.

En sjovere dag end normalt

”Da vi kom ind i studiet, viste Paul og John os teksten og den del, vi skulle synge med på. De spillede sangen igennem nogle gange, den ene på guitar, den anden på klaver. De modtog os meget varmt. De var jo vant til at se os udenfor hele tiden. Gayleen og jeg forblev rolige, nød bare at være sammen med dem, grine af vittighederne, drikke te, generelt have det sjovt.”

Jeg tænker, at du følte dig som en sommerfugl, da du forlod studiet?

”Ikke rigtig. Vi var meget unge. Vi anede ikke på det tidspunkt, hvad der var sket – optagelse med det største band, der nogensinde skulle blive. For os var bare en sjovere dag end normalt at være inde i studiet med dem i stedet for at stå udenfor og vente.”

Godt nok nåede indspilningen af Across the Universe med Gayleen og Lizzie aldrig med på Let it Be. Produceren Phil Spector tog sin berømte wall of sound med sig ind i studiet, da han producerede den endelige version. Men de to piger kan høres synge med på hele to plader.

Jeg mødte Paul under en lille pressekonference i Indianapolis, Indiana, hvor han annoncerede sine første koncerter i Brasilien. Han spurgte, hvor han kendte mig fra? Vi talte kort sammen. Desværre så jeg aldrig min elskede John igen.

Dels et velgørenhedsalbum Nothing’s Gonna Change our World, der blev udsendt i julen 1969 til støtte for World Life Fund, hvilket forklarer fuglefløjt og vingeslag i linket nedenfor. Denne version figurerer desuden på den engelske udgave af albummet The Beatles Rarities.

Hør Lizzie og Gayleen synge med The Beatles her:

Sinhorita Bravos eventyr i London sluttede i oktober 1969. Hun havde fået hjemve og som de fleste andre dengang fornemmede hun magien mellem The Fab Four langsomt fordufte.

Siden har hun haft en lang karriere som fotograf, blandt andet i New York, og som sanger, blandt andet som korsanger for brasilianske stjerner som Milton Nascimento og Joyce.

”Jeg blev inviteret til den koncert, George gav i Royal Albert Hall i 1992, hvor jeg talte kort med ham bagefter. (Harrisons sidste koncert overhovedet). Jeg hilste på Ringo under et Grammy-arrangement i New York. Og jeg mødte Paul under en lille pressekonference i Indianapolis, Indiana, hvor han annoncerede sine første koncerter i Brasilien. Han spurgte, hvor han kendte mig fra? Vi talte kort sammen. Desværre så jeg aldrig min elskede John igen.”

“River, Heart Phoenix, Milton Nascimento and Lizzie Bravo, July 7th, 1990. ‘’[…] They wanted to meet Milton, after hearing the beautiful song he had written for River (he saw “The Mosquito Coast” and was very impressed with the young actor’s...
LIZZIE FOTOGRAFERET I 1990 MED SANGSKRIVER OG GUITARIST MILTON NASCIMENTO, SOM HUN SANG KOR FOR – SOM VOKSEN. DEN UNGE MAND TIL HØJRE ER DEN AFDØDE SKUESPILLER RIVER PHOENIX (BROR TIL JOAQUIN) OG HANS MOR HEART, EN GOD VENINDE AF LIZZIE.

Hvordan forklarer du venner og familie, at du synger kor på en Beatles-sang?

“Det gør jeg kun, hvis jeg bliver spurgt. Jeg er en KÆMPE fan af musikken i mit land og jeg har været heldig nok til at indspille plader og optræde med nogle af de største brasilianske kunstnere. Jeg er meget stolt af mit arbejde som korsanger.”

For øjeblikket arbejder Lizzie Bravo på at finde en international forlægger til en engelsk version af sin bog Do Rio a Abbey Road, der er udkommet i Brasilien og Paraguay.

“Jeg havde planlagt at rejse rundt og give foredrag (jeg har holdt mange over hele Brasilien og i Paraguay), der skulle promovere bogen, men jeg er i karantærne nu p.g.a. corona. Håber jeg snart kan komme ud igen.”

Jeg har mødt et par af de såkaldte ‘gate girls’, der i 70’erne dagligt stod foran Graceland og i øvrigt fulgte Elvis’ gøren og laden i Memphis. De bor nu på 43. år efter hans død tæt på Graceland bare for at være i nærheden. ‘Jeg har intet andet valg’, sagde en af dem til mig. Forstår du dem?

“Det gør jeg. Men for mit vedkommende var jeg begyndt at bekymre mig om mit liv var på vej til at gå i stå. Jeg havde ikke lyst til at være au pair resten af mit liv – og jeg savnede min familie og venner.”

Lizzie Bravo er mor til skuespilleren Marya, 48, der selvsagt blandt meget andet har medvirket i en Beatles-musical. Hun er igen mor til Morgana, der arbejder for Cirque du Soleil. Lizzie bliver 69 den 29. maj.

Hør George Harrisons hyldest til Lizzie, Gayleen og alle de andre Apple Scruffs:


Fotos: Privatfotos.

Alt-C+V fra det fjerne: “Respekt betyder utrolig meget for mig

Alt-C+V fra det fjerne: “Respekt betyder utrolig meget for mig

Fra POV.International

C.V. JØRGENSEN 70 ÅR // ESSAY – Da musikeren C.V. Jørgensen i 2002 udgav sit sidste album, ”Fraklip fra det fjerne”, gav han også sine sidste interviews til pressen. Jeg mødte dengang pladekunstneren på Restaurant Jægerhuset ved Furesøens sydøstlige bred, og i anledning af Carsten Valentin Jørgensens 70-års fødselsdag lørdag d. 9. maj har jeg genlæst mit eget og et par andre interviews.

På vej fra Holte mod Restaurant Jægerhuset passerer man en lillebitte landtange, der bærer navnet Verdens ende.

Dengang medio maj 2002, hvor en fotograf og jeg kørte ad Dronninggaards Allé mod den hyggelige restaurant ved Furesøens sydøstlige bred, kunne vi ikke vide, at vi skulle opleve en lille bid af verdens ende for pladekunstneren C.V. Jørgensen.

Det aktuelle studiealbum Fraklip fra det fjerne skulle efter alt at dømme vise sig at blive hans sidste. 18 år senere er der ikke rigtig noget, der tyder på, at der udkommer flere med hans navn på coveret.

Kort efter fotografens og min ankomst til Jægerhuset ankom Carsten Valentin Jørgensen på en PGO-knallert efter en rimelig kort køretur. Der er udsigt fra Jægerhuset til hans hjem ved det naturskønne fuglereservat Vaserne.

Der var planlagt en del aktiviteter i anledning af det nye album over en periode af tre uger i maj 2002: Pladesigneringer, møder med fans og diverse interview. Hvoraf et mildt sagt akavet tv-interview på TV 2 formentlig stadig huskes af dem, der så det. Det svingede ikke en meter, for nu at citere C.V’s Senior & Søn.

Folk har virkelig travlt. Alle skal med djævelens vold og magt have 15 minutters berømmelse i flimmeren. Jeg tror, de designede orkestre får en skæv start i deres karriere. Det er produkter, man sætter på skinner – samtidig med at de skal være underholdning på skærme

Når man i dag læser det, der skulle blive C.V’s sidste interviews, fremgår det tydeligt, at det var lidt stressende med al den medieaktivitet for manden, der allerede dengang var lidt af en rockmusikkens sjældne fugl i sit eget reservat.

Det er 18 år siden, men jeg husker stadig C.V. føle fotograf og journalist lidt på tænderne inde i Jægerhuset. Fotograf og journalist, skriver jeg. Egentlig var vi vist lige så meget to fans, der strengt taget havde efterladt en god portion af den journalistiske objektivitet ude i fotografens bil.

Jeg fortalte, at jeg allerede i 1982 havde interviewet ham til et magasin ved navn 17.30. Det kunne han mærkeligt nok huske.

”Nåh, ja, I var to.”

Folk har virkelig travlt

Hørt i dag er der muligvis et overordnet tema for teksterne på Fraklip fra det fjerne – noget med angst, opgivelse, væmmelse ved tidens overfladiskhed og fordummelse hos nær og fjern, fremmedgørelse. Måske er det terapeutiske tekster for en mand, der vedkendte sig, at han indimellem opsøgte sin psykolog. Stadig var der alligevel lidt lys i horisonten.

Flere tekster bærer præg af det dengang nye fænomen, reality-tv og tv-musikkonkurrencer. Dengang var Popstars og Stjerne for en aften det nye ’blålys for de små’, som C.V. synger i Flimmer fra en fjerner.

“Folk har virkelig travlt. Alle skal med djævelens vold og magt have 15 minutters berømmelse i flimmeren. Jeg tror, de designede orkestre får en skæv start i deres karriere. Det er produkter, man sætter på skinner – samtidig med at de skal være underholdning på skærmen. TV-stationerne malker dem, så længe de kan. Jeg tror ikke, det er de unge mennesker, der tjener på det i det lange løb,” sagde C.V. Jørgensen til den snurrende båndoptager.

“Nej, jeg ser ikke reality-TV selv. Jeg går helst i en stor bue uden om fjernsyn. Man kan være heldig at løbe ind i en udsendelse, der har noget på hjerte. Der er store krav om ratings.”

Der er ingen ekstra dør. Jeg kommer bare direkte derind, når jeg åbner og skal arbejde. Så kommer dæmonerne! De er venlige, og jeg snakker meget godt med dem

Om han selv var løbet ind i krav om ratings eller antal solgte plader på sit pladeselskab?

“Nej, men de har jo nok overvejet, hvor mange penge, de skal poste i mit projekt. Vi har jo ikke stjernestatus, så der bliver ikke smidt to mio. efter os. Vi overholder vores budgetter. Jeg går ind for kvalitet. Jeg tror, at folk er trætte af Absolute Music, og gerne vil fordybe sig,” sagde C.V. Jørgensen.

I et samtidigt interview med Vejle Amts Folkeblad efterlyste Jørgensen en anden (og bedre) kulturminister end den daværende Brian Mikkelsen. Meget kan man sige om Mikkelsen, men vist ikke, at han lyttede eller lytter til Absolute Music-pladerne.

Selvom der er florerer en god del mismod og ubehag i og mellem linjerne på Fraklip fra det fjerne, er der også det minimalistiske afslutningsnummer, der i Kasper Windings nænsomme produktion rummer livsmod.

Mit hjerte det summer af farver & fest
Det lysner i øst & det blåner i vest

Som en filminstruktør

Et par dage inden vores møde havde C.V. Jørgensen mødt Politikens Erik Jensen.

“Jeg føler mig nogle gange som en filminstruktør i mine egne tekster. Jeg synes selv, det er meget billedskabende. Jeg er begyndt at arbejde med en vis skønhed. Ikke fordi mine sange skal være smukke, men kommer der noget smukt, får det lov at blive stående,” sagde C.V. til Politiken, hvor han lidt senere i interviewet tilføjede:

“Inspirationen kommer i virkeligheden indefra, og der ligger vemodet i mine gener. Det er det rum, jeg altid kommer ind i. Der er ikke nogen vej ud eller en vej forbi det. Der er ingen ekstra dør. Jeg kommer bare direkte derind, når jeg åbner og skal arbejde. Så kommer dæmonerne! De er venlige, og jeg snakker meget godt med dem. Vi har en forståelse for hinanden, og ja, jeg ved sgu ikke. Der er plads til os alle, og jeg tror ikke, de vil mig noget ondt«, sagde han.

Åbningssangen på Fraklip fra det fjerneAlverdens turbulens, kunne godt opfattes som replik til den også dengang heftige indvandrerdebat.

Man skal være noget. Have noget at byde på, hvis man skal ind i den kreds af venner, som min hustru og jeg har. Ikke fordi vi har sat hegn om os selv eller vores hus. Men respekt er et must.

“Ja, den debat kan man jo ikke undgå at følge med i. Jeg tror, man har fortiet nogle ting overfor befolkningen. Man har glemt at fortælle folk, at grunden til, at der er indvandrere i Danmark, er globaliseringen. Den er uundgåelig. Og det har medier og politikere været meget længe om at sige noget om. Derfor opstår angsten for de fremmede. Angsten er en reaktion på en uundgåelig udvikling. Måske var det på sin plads, at folk bliver lidt bedre til at snakke sammen. Vi er for dårlige til at kommunikere med hinanden.«

Historien om C.V. Jørgensen er blandt meget andet historien om en mand, der selv gradvis kommunikerer mindre. Han er trukket længere op i banen til at finde sig til rette i sit lille reservat ved Furesøen, hvorfra han sjældent bevæger sig ud på scenerne. Der var turnéer i 2018 og 2010, hvor han i øvrigt ikke spillede numre fra Fraklip fra det fjerne. Og en turné i 2002.

“Respekt betyder utroligt meget for mig. Respekt er vigtigt i et godt venskab. Det er jo det alle hiphop’erne går rundt og siger til hinanden. De mener det jo. Og det gør jeg også. Mine venskaber er blevet dybere med alderen. Man skal være noget. Have noget at byde på, hvis man skal ind i den kreds af venner, som min hustru og jeg har. Ikke fordi vi har sat hegn om os selv eller vores hus. Men respekt er et must. Vi bliver heldigvis ikke overrendt af fans. Det sker, at de kommer med en lille gave, og siger tak for musikken. Det er meget afslappet. Det handler også om, at jeg ikke er en offentlig person mere. Det var slemt omkring Costa del Sol. Da måtte jeg vende på en tallerken og trække mig væk fra søgelyset,” sagde C.V. Jørgensen.

Mod slutningen af interviewet talte vi om pladerne fra 70’erne. Siden 2002 har C.V. Jørgensen kun spillet to numre fra den æra live – nemlig signatursangen Det ganske lille band og Flik-flakker.

Betaler du kaffen?

Jeg havde forstået, at han havde mistet lysten til rock’n’roll som sit udtryk, og at Kasper Windings aktuelle blåmelerede jazzede lyd passede de haiku-agtige tekster bedst.

Men forsøgte også at forklare, at det jo ikke nødvendigvis alene var nostalgi, når jeg og andre savnede at høre de gamle sange live. Det var sange, der tilfældigvis udkom i de formative år, og som var definerende for dem, vi var blevet. Eller sagt på en anden måde, uden de sange var man ikke blevet den, man er.

Helt præcis hvad Carsten Valentin Jørgensen svarede, husker jeg ikke. Ikke udover, at det var positivt. Og jeg tror, jeg tillod mig at sige noget i stil med: “Som du sikkert har det med Bob Dylan”.

Til gengæld husker jeg stadig hans afskedsbemærkning, leveret med et skævt grin:

”Hvis vores musik har betydet så meget, er det vel egentlig meget rimeligt, at du betaler kaffen?”.

Den lo fotografen og jeg meget af den sommer.

P.S: Pladeselskabet betalte kaffen.

For fuldstændighedens skyld bør det nævnes, at Carsten Valentin Jørgensen er blevet interviewet en enkelt gang siden 2002. Sammen med de tre andre fra C.V. Jørgensen-bandet (1976 – ’79) blev han i 2011 interviewet af Alex Nyborg Madsen i forbindelse med udgivelsen af bokssættet Det ganske lille band 1977-1979.

Hvor intet andet er anført er citaterne først bragt i BT.


Foto: Phd Musik.

Little Richard: Wabadadooda – rockmusikkens fødselshjælper er død

Little Richard: Wabadadooda – rockmusikkens fødselshjælper er død

Fra POV.International

Elvis gav rockmusikken sit publikum. Little Richard og Chuck Berry gav den sin farlighed. Nu er kun Jerry Lee Lewis fra den første generation tilbage.

Når man taler om rockmusikkens fædre, taler man om en snæver kreds af sydstatsamerikanere, bestående først og fremmest af Elvis og musikere som Fats Domino, Lloyd Price, Ike Turner, Hank Williams, Ray Charles, Jerry Lee Lewis, Chuck Berry, Bo Diddley, Buddy Holly – og Little Richard.

Richard Wayne Penniman er død i en alder af 87. Det bekræfter hans søn overfor magasinet Rolling Stone.

Richard brød igennem i 1956 med Tutti Frutti, senere fulgte Long Tall SallyRip It UpLucilleKeep a Knocking og Good Golly Miss Molly. Alle numre spillet med uhørt vildskab af flamboyante Richard med højt hår, prydoverskæg og hidsigt attack på de sort-hvide tangenter – og en snart hylende, snart varm stemme, der bar præg af hans baggrund i gospel.

Bragte han bigband-musikken ind i den vilde gryende rockscene? Ja, sammen med Fats Domino. Samtidig var han inspireret af sin barndomsven Roy Orbison, der lyttede til den tidlige country & western. Og bluesmusikken, som han hørte på gader og stræder i sin barndomsby.

Hvor Elvis lod underlivet tale på scenen, var Little Richard ikke karrig med direkte seksuelle referencer i sin sang og optræden. For det var det, de første rock’n’rollere var kommet for: at italesætte og give lyd og krop til drømme og begær hos efterkrigstidens unge, der ligefrem havde fået deres eget nye navn, teenagere.

Når det gælder den seksuelle revolution post anden verdenskrig kan de første rock’n’rolleres betydning ikke overdrives.

Det vil være et digert bogværk i sig selv at nævne de mange kunstnere og musikalske stilretninger, Little Richard har påvirket. Som sanger og komponist var han en direkte inspirationskilde for de første soulmusikere som James Brown, åbenlyst, og en soul-iværksætter som Berry Gordon. Blev det senere hen for hiphop og R&B. Både som sanger og performer.

Kirke, sprut og natklub

Men hvorfor ikke give ordet til en af de største fra den æra, hvor rock’n’roll forlod teenageværelserne for at indtage resten af verden, John Lennon:

“Little Richard er en af de allerstørste. Første gang, jeg hørte ham var det via en ven, der havde været i Holland, og som bragte en 78’er med Long Tall Sally med sig hjem. Det slog benene væk under os. Vi havde aldrig hørt nogen synge som det, og de der saxofoner spillede helt vildt,” har Lennon, der både sammen med The Beatles og solo har indspillet flere Little Richard-numre, sagt.

Som Presley var Little Richard født ind i et stærkt religiøst miljø. Sådan mere eller mindre. Lil’ Richard, som han hurtigt kom til at hedde, gik med sin mor i New Hope Baptist Church kirke i Macon, Georgia, hvor faderen arbejdede som kirketjener.

Skal man billedgøre den gnist, der tændte rock’n’roll og bragte den ud – i første omgang i Sydstaterne – i de formative år, kunne det være sådan: Little Richard – på den ene side en dreng, der elskede gospelmusikkens budskab om håb og forløsning, og som på den anden side allerede som dreng blev draget af det farlige og ugudelige og til tider dekadente skørlevned i farens klub.

Dét er nogenlunde, hvad en fire timer lang Bruce Springsteen-koncert handler om. For bare at tage et enkelt eksempel.

Historien om Little Richards gennembrud handler som så meget andet om tilfælde. Pladeselskabsejeren Art Rupe jagtede en sanger, der kunne ride med på den bølge, Elvis havde startet. Han stødte på et demobånd med Little Richards hyl og sang og mærkede, at han havde manden og lyden. Rupe havde fundet en sort musiker, der i fremtoning, talent og musikalitet matchede Sun Studios’ Elvis, Johnny Cash, Jerry Lee Lewis og Carl Perkins.

“Tutti Frutti startede i virkeligheden integrationen af sorte og hvide. Fra første sekund var min musik accepteret af hvide,” har Richard selv sagt til Rolling Stone.

Selvbevidst liveperformer

Selvom Little Richard ikke for alvor hittede igen efter 1958, var han konstant i hjerte og ører hos blandt andet den nævnte Liverpool-gruppe. Også Kim Larsen forblev kæmpefan af Little Richard til sin død.

”Der var to Richard, der formede mig, Cliff og Little,” sagde han en gang til overtegnede.

Little Richard blev senere kopieret af bl.a. Everly Brothers, the Kinks, Creedence Clearwater Revival, Elvis Costello og the Scorpions.

Og, ja, hans indflydelse på Prince som androgyn, selvbevidst liveperformer er indiskutabel.

“I was wearing purple before you was wearing it!”, som han engang sagde henvendt til Prince i et tv-show.

Little Richard siger selv i bogen The Life and Times of Little Richard: The Quasar of Rock:

“Jeg begyndte allerede tidligt at gå med make-up, så de hvide mænd ikke troede, at jeg jagtede de hvide piger. Det gjorde det hele meget lettere for mig”. Han har senere beskrevet sig selv som omniseksuel.

Efter den meget succerige periode i 1950erne forsøgte Little Richard at finde et ståsted for sig selv i de skriftende musikalske modebølger. Blandt andet med albummet The Second Coming (1972) og utallige turneer. Men det er som manden, der var med til at tegne og bygge det hus, vi i dag kalder rock’n’roll, han vil blive husket.


Illustration: Wikimedia Commons.

En soullegende er død: Solen skinner ikke længere på Bill Withers

En soullegende er død: Solen skinner ikke længere på Bill Withers

Fra POV.International

Mr. Withers havde The Soul, han havde The Funk  – og han havde integritet, besad en jordnær rebelskhed og en enestående zenagtig holdning til sin metier og livet som sådan.

En central scene i dokumentaren Still Bill indrammer historien om den modvillige musikstjerne Bill Withers.

Gør dit bedste. Stop, når du ikke kan komme længere. Elsk din familie. Nyd livet

Dokumentaristerne Damani Baker og Alex Vlack har arrangeret en samtale, hvor de muligvis forsøger at lokke Withers til at følge deres politiske agenda. Men i stedet for at gå deres vej, taler han roligt og velovervejet om sin egen filosofi: sørg for, at det er dig selv, der skaber forandringerne i dit liv.

Gør dit bedste. Stop, når du ikke kan komme længere. Elsk din familie. Nyd livet.

Withers’ eftermæle handler lige så meget om en mand, der vendte branchen ryggen, som den handler om en komponist med intuitiv fornemmelse for at tonesætte kærlighedens væsen og en sanger med en stemme, der i et og samme åndedrag kunne rumme smerte, og håb. Og når det tog ham, den varme og sensualitet, der er en lige så livsvigtig del af soulmusikken, som hjertet bag brystbenet hos dem, der synger.

Bill Withers er især kendt for standarder som Ain’t No SunshineLean on Me og Lovely Day, der den dag i dag figurerer på sætlister hos bar- og festorkestre med hang til soul overalt, især i Withers’ hjemland USA.

Ligesom de er indspillet i et hav af coverversioner.  Ain’t No Sunshine er indsunget af bl.a. Nancy Wilson, Michael Jackson, The Temptations, Freddie King, Brother Jack McDuff, Lyn Collins, the Dells, Isaac Hayes og Roy Ayers. Og det var bare i 1973…

Manden med madkassen

Men spørgsmålet er, om ikke Withers’ Use Me er lige så central i hans sangskrivning. På overfladen synger sangens jeg til sin elskede, at hun er velkommen til at bruge løs af ham – brug løs, indtil der ikke er mere tilbage.

Sangen kan høres som et sarkastisk forvarsel om Withers’ kommende farvel til musikindustrien. Den kan som af musikjournalisten Robert Christgau høres som en form for metafor for den sorte middelklasse, der var i fremdrift i 1970erne. Eller som en sang om generelt at sluge sin stolthed i takt med, at bankkontoen bugner.

Den kan forresten også høres som god, groovy sang.

Ain’t No Sunshine er indsunget af bl.a. Nancy Wilson, Michael Jackson, The Temptations, Freddie King, Brother Jack McDuff, Lyn Collins, the Dells, Isaac Hayes og Roy Ayers. Og det var bare i 1973…

Bill Withers voksede op i den lille kulmineby Slab Fork, West Virginia som den yngste af seks søskende. Det var, mens han senere var tilknyttet den amerikanske flåde, at han begyndte at synge og skrive sange.

I 1967 flyttede han som så mange andre håbefulde sangskrivere til Los Angeles, inspireret af al den musik, han hørte komme fra Motown, Stax og andre soulselskaber. Samtidig med, at han indspillede det ene demobånd efter det andet, arbejdede han i flere forskellige virksomheder.

Som det fremgår af  Still Bill – opkaldt efter et af hans album – var unge Withers meget skeptisk overfor pladebranchen.

Selv da han med pladeselskabet Sussex Records fulde støtte udsendte Ain’t No Sunhsine, fastholdt han sit job. For man kunne jo aldrig vide, hvordan det ville gå med musikken. Desuden føltes det mere naturligt for ham at gå på gulvet på flyfabrikken end at sidde med til møder i direktionskontorerne.

Det fortæller sin egen historie om Withers, at han på coveret af sin første plade er affotograferet med sin madkasse i hånden på arbejdspladsen Weber Aircraft i Burbank, Californien. Som hos sine samtidige brødre i ånden, Marvin Gaye og Stevie Wonder, var der socialt engagerede sange.

Det første album Just as I Am, produceret af den tidligere Stax Records-producer m.m. Booker T. Jones, blev en kæmpe succes. Ligeså med de følgende to album Still Bill – med storhittet Lean on Me – og Use Me.

I et interview med det store amerikanske musikmagasin Rolling Stone sagde han blandt andet “I wouldnt know the difference between a Pop Chart and a Pop-Tart.” Det ordspil er umuligt at oversætte til dansk

En konflikt med pladeselskabet førte for en periode Withers ud i en kunstnerisk stilstand. Men han nåede dog at optræde bl.a. i Zaire sammen med Etta James, James Brown og B.B. King som optakt til den historiske Rumble in the Jungle-boksekamp mellem Muhammad Ali og George Foreman. Ligesom han producerede en Gladys Knight-plade.

Også et nyt engagement med pladeselskabet Columbia endte med kontroverser. I 1985 offentliggjorde Withers sin beslutning om at stoppe som udøvende kunstner. I forbindelse med bruddet anklagede han Columbias A&R-folk, som han kaldte ’blaxperts’, for at søge total kontrol med hans kunstneriske virke.

Nægtede at blive en parodi

Så langt kunne historien ligne så mange andre i showbiz. En kunstner smækker med døren. Taler ud om svigt, løgne og manipulationer. Få år efter står han, hun eller de igen, ofte efter ydmygelse på ydmygelse på scenen og synger deres gamle sange. Fordi det er dét, de kan. Og der skal brød under smørret.

Men Bill Withers nægtede at blive en parodi på sig selv. Han nåede at skrive enkelte sange efter 1985, men koncentrerede sig ellers om sit eget forlag, der besidder de givtige rettigheder til de gamle sange.

Jeg voksede op i Barbra Streisands, Aretha Franklins, Nancy Wilsons tid. Det var dengang, en kraftig, grim tøs (Arethas eget udtryk, red.), der kunne synge, havde værdi. Nu handler alt om image. Det er ikke poesi. Det er bare ikke min tid

I 2015 blev Bill Withers indlemmet i Rock’n’roll Hall of Fame af Stevie Wonder. I et interview forud for ceremonien med det store amerikanske musikmagasin Rolling Stone sagde han blandt andet: “I wouldnt know the difference between a Pop Chart and a Pop-Tart.” Det ordspil er umuligt at oversætte til dansk.

“Jeg voksede op i Barbra Streisand, Aretha Franklin, Nancy Wilsons tid. Det var dengang, en kraftig, grim tøs (Arethas eget udtryk, red.), der kunne synge, havde værdi. Nu handler alt om image. Det er ikke poesi. Det er bare ikke min tid,” sagde han også.


Topillustration: Bill Withers – pressfoto.

Sune Wagner på turné: En gammel drøm går i opfyldelse

Sune Wagner på turné: En gammel drøm går i opfyldelse

”Ja, du kan godt kalde det et par travle måneder, men på den fedeste måde, jeg kan forestille mig,” siger Sune Rose Wagner i telefonen fra Los Angeles om turneen, der ligesom alt muligt andet er blevet udsat på grund af Corona-epidemien. Egentlig skulle den have fundet sted lige nu.

For 27 år siden havde Wagner andel i en del ravage på den danske musikscene. En stor omvæltning. Der kan ligefrem sættes en dato på the point of no return: 30. april 1993, hvor Dizzy Mizz Lizzy vandt DM i Rock foran Kashmir og Inside the Whale.

Med tilsvarende inspirationskilder – grunge, garagerock, punk – fulgte Psyched Up Janis efter og kom i en periode til at dominere lyden af radio, gymnasiefester og teenageværelser efter halvandet årti med dansksproget pop som dominerende faktor.  Senere blev Wagner kendt i rockkredse over det meste af verden som den ene halvdel af duoen Raveonettes.

”I 2001 deltog Sharin Foo og jeg i en Raveonettes showcase-koncert, hvor det vrimlede med internationale pladeselskabsfolk. Det var desværre bare en af de aftener, hvor alt gik galt. Jeg var nervøs. Og var lidt for fuld, fordi jeg var nervøs. Bagefter tænkte jeg, at nu var karrieren vist ovre.

Med på ’soloturneen’ har Wagner den unge aarhusianske guitarist, sanger og komponist Kajsa Vala. Hun var også med på scenen under Psyched Up Janis’ få reunion-koncerter i efteråret. Og det gjorde hun godt.

Turneen bringer dem blandt andet til Lille Vega d. 10. november – et sted, hvorfra Sune Wagner ikke nødvendigvis kun har gode minder.

”I 2001 deltog Sharin Foo og jeg i en Raveonettes showcase-koncert, hvor det vrimlede med internationale pladeselskabsfolk. Det var desværre bare en af de aftener, hvor alt gik galt. Jeg var nervøs. Og var lidt for fuld, fordi jeg var nervøs. Bagefter tænkte jeg, at nu var karrieren vist ovre. Heldigvis var der nogle mennesker, der kunne se en fremtid i os – hvis bare vi tog os lidt sammen, som det blev sagt,” siger Sune Wagner grinende.

De tog sig sammen. Og det blev til en lang karriere, der – med den amerikanske journalist David Fricke som vigtig ambassadør – bragte Raveonettes og deres Phil Spector-forelskede art-rock rundt på alverdens scener.

Nashville i guitarkassen

Den kommende akustiske turne er på en måde et nyt kapitel og en opsummering af de gamle.

”Jeg tror, at jeg spiller en del numre fra min soloplade fra 2008, Sune Rose Wagner. Lidt Raveonettes også. Og et par gamle Psyched Up Janis-numre, som kan være interessante at spille i denne akustiske sammenhæng,” siger Wagner.

Med sig på scenen har Wagner Kajsa Vala, der godt nok bor i Aarhus, men har en stor portion Nashville med i sin guitarkasse. Hun har i flere omgange boet i country-hovedstaden, hvor hun har lært et og andet om at komponere og spille i americana-traditionen.

”Kajsa og jeg har begge en stor kærlighed til guitaren. Vi er begge sangskrivere. Vi har en stor forkærlighed for gode sange. Vi har samme mantra: en god melodi vinder altid. Så kan den ellers pakkes ind, som man ønsker det,” siger Sune Wagner.”

Wagners rødder ligger lige så vel i art-rock, punk og grunge som i primotressernes pop. Men i flere af hans gamle numre som f.eks. Love Can Destroy Everything (se videoen herunder), Somewhere in Texas og Somebody Loves You fornemmes den støvede lyd af Tennessee. Måske fornemmes især stjernestøv fra længst afdøde, evigt aktuelle Gram Parsons.

”På mig virker Dizzys musik lidt indviklet. Der er mange underlige takter. Crazy riffs. Alligevel ender alt sammen der, hvor de begyndte – der hvor det skal. Når jeg ser dem live, tænker jeg – hvordan i al verden finder de tilbage?, men det gør de. Det er faktisk rystende.”

”Det er fedt at være sammen med en, der virkelig har styr på sin americana. Kajsa er the real deal. Det er lidt en drøm, jeg også altid har haft, at spille mere country eller americana-agtigt. På den måde lægger Kajsa en ny tone til min musik.”

Samtidig med, at Wagner og hans protegé kører rundt til landets mindre spillesteder, optræder han sammen med Jakob Jørgensen og Jesper Reginal fra det oprindelige Psyched Up Janis i landets største koncertsale – Jyske Bank Boxen, Royal Arena med flere.

”Ja, det kunne være fedt med en helt ny lyd på vores numre. Vi gider ikke være totalt nostalgi og lyde, som vi gjorde i 1994,” siger Sune Wagner, og tilføjer:

”Jeg spiller ikke guitar som i 1994, klart at jeg ikke synger, som jeg gjorde som 21-årig. Dizzy spiller til UG+ live. Jeg tror aldrig, jeg har hørt eller set et mere tight band live.”

De er næsten bedre live end på plade…

”På mig virker Dizzys musik lidt indviklet. Der er mange underlige takter. Crazy riffs. Alligevel ender alt sammen der, hvor de begyndte – der hvor det skal. Når jeg ser dem live, tænker jeg – hvordan i al verden finder de tilbage, men det gør de. Det er faktisk rystende.”

“Vi er ikke så gode live. Vores univers er ikke så riff-orienteret. Det er mere bygget op på akkorder. Til gengæld kan vi noget med stemninger. Vi kan blive en meget fed modsætning. Dizzy har jo det ene kæmpe hit efter det andet, som publikum kender i bund. Vi har selvfølgelig også haft hit – som I Died in my Teens, som folk kender fra radioen,” siger Sune Wagner.

Succes på Netflix

Talen falder på det at versionere gamle numre. Ikke bare egne, også andres numre. På det seneste har Wagner haft succes med coverversioner af White Zombies More Human Than Human til Netflix-serien Altered Carbon. Ligesom han har skrevet musik til en Game of Thrones-trailer.

”Jeg elsker at lave coverversioner. Netflix-numrene gav vilde reaktioner i de sociale medier. Måske har det en berettigelse i forhold til de nye generationer. Hvis jeg spillede Richie Valens Donna kunne det jo være, at en masse unge ville opdage, hvor smukt det nummer er. Skrevet af en ung mand på 17. Det bliver ikke større i min bog,” siger Wagner.

For øjeblikket er Raveonettes sat på pause. Det skyldes blandt andet, at Wagner har fået smag for at skrive musik til tv-serier og film. Der er mange møder med agenter.

Jeg har indtryk af, at Los Angeles er tough business?

“Det er super tough business. Fordelen herovre ligger i at komme fra udlandet. Vi har set afdøde, islandske Jóhann Jóhannsson og Hildur Guðnadóttir, der skrev musikken til Joker. Engelske Mica Levi, der skrev musik til Under the Skin og blev nomineret til en Oscar for Jackie. Komponister, der kommer med en lidt anden inspiration end den gængse. Jeg skulle være gået ind i det for 20 år siden. Lige nu er det allersværeste tidspunkt. Primært skyldes det, at skolerne har indført filmmusikprogrammer. Du kan uddanne dig i filmscoring på UCLA i dag. Det er sikkert enormt sjovt – fire år, som man tilbringer med at lytte til spændende filmkomponister, samtidig med at man selv sidder og komponerer,” siger Sune Wagner. Og tilføjer grinende:

“Det lyder enormt sjovt. Det kunne jeg godt stå op til om morgenen.”

Sune Wagner / Kajsa Vala-turne:
09.11 Odense / Dexter

10.11 / København/Lille vega

11.11 Aarhus / Atlas

12.11 Kolding / Pitstop

15.11 Randers / Turbinen

Psyched Up Janis

Royal Arena 7. 11 2020

Jyske Bank Arena 20.11 2020

Ceres Arena 21.11 2020

Aalborghallen 11.12 2020.

Den danske country-stemme

Kajsa Vala, der opvokset i Aarhus-forstaden Åbyhøj, har boet i Nashville i flere omgange, af både familiære og professionelle grunde. Hun har ligefrem udgivet et album i Nashville. Der er, som det kan høres på hendes nye single One drop (se videoen forneden), stærke rødder i countrymusikken. Og nu har Sune Wagner givet hende opgaven at skubbe sig i den musikalske retning.

“Jeg hører egentlig meget country i Sunes musik. Psyched Up Janis’ The Quiet Album er et af de album, jeg har lyttet allermest til. Der hører man virkelig kernen i hans sange. Jo ældre han bliver, jo mere finder han måske inspiration der. Der er et rebel-aspekt i country, som den form for musik har til fælles med den musik, som Sune har sine rødder i. Punken,” siger Kajsa Vala til POV.International.

“Det har været fedt at møde Sune på scenen og opdage, at vi har den fælles tilgang til mange ting. For eksempel ikke at øve alt for meget, inden man går på. Det må gerne ske noget nyt, når man står der på scenen. Der var mange momenter under vores få koncerter i efteråret, hvor jeg følte, at det virkelig gav mening. At det var magisk.”

Hvad er din plan for din egen karriere?

“Jeg har aldrig haft en plan. Selvfølgelig drømmer jeg om, at flere vil komme til at lytte til min musik. At det giver mening, når vi spiller ude. Lige nu går det den rigtige vej, og så gælder det bare om at ride på den bølge. Pludselig kommer der tusinde til ens koncerter. Jeg er rigtig glad for øjeblikket,” siger Kajsa Vala.

 


Foto: PR.

Nu er pensionen sgu hjemme, Olsen: Fortællingen om Miraklet i Stockholm 20 år efter – 3:3

Nu er pensionen sgu hjemme, Olsen: Fortællingen om Miraklet i Stockholm 20 år efter – 3:3

Fra POV.International

I ugerne efter sejren i Globen er Fly on the Wings of Love i færd med at indtage histlisterne i Norden, Benelux-landene, Tyskland, Schweiz og Østrig.

Brødrene Olsens pladeselskab har inviteret et par medier med på en promotion-tur til Bruxelles. De to brødre kommer fra Holland, de skal videre til England.

Først optræder de i et radioshow, senere kører vi på motorvejen i retning af, ja, Waterloo til et obskurt hus, der både indvendig og udvendig ligner noget fra en David Lynch-film. Undervejs modtager brødrenes assistent opringninger, der skaber vild begejstring. Det nye album er røget helt i top på den norske hitliste. Singlen Fly on the Wings of Love ligger nummer 9 på den tyske singleliste.

”Nu er pensionen sgu hjemme, Olsen,” udbryder Jørgen Olsen.

Det er ikke løgn. Hvor meget de har tjent, ved kun de selv. Men enhver kan regne ud, at vi taler adskillige millioner. Men mon dog ikke der er et stykke vej op til de syv milliarder danske kroner, de fire medlemmer af ABBA tilsammen er værd. Skal man tro det amerikanske finansmagasin Forbes.

Under turen til Bruxelles viser det sig lidt overraskende, at Melodi Grand Prix måske er mere kendt i musikbranchen, end jeg troede. Mens Jørgen og jeg drikker et glas vin i hotellobbyen, dukker rocklegenden Alice Cooper pludselig op sammen med sin manager.

Jørgen hilser på ham. Alice har aldrig hørt om Eurovison Song Contest eller The Olsen Brothers, men det har manageren, der ligefrem har set et sammendrag af Globen-showet og roser Fly on the Wings of Love.

”Jeg talte med Ozzy om Eurovision forleden,” fortæller han.

Jeg forklarer Alice, at ESC var springbræt for ABBA.

“I love that band. It was one of Johns favorite bands,” når han at sige, inden han og manageren forsvinder. Hvilken John? Jeg vælger at tro, at han mente sin gamle svirebror fra Rainbow Bar i Los Angeles, John Lennon.

Ligesom jeg vælger at tro, at manageren og Ozzys samtale ikke handlede om, hvorvidt Ozzy havde planer om at stille op. Det skal nævnes, at guitaristen fra Black Sabbath, Tony Iommi, i 2013 leverede en grandprix-sang Lonely Planet til armenske Dorians.

Kort efter turen til Bruxelles spørger Brødrene Olsens manager, om jeg har lyst til at skrive en biografi om Jørgen og Noller. Forlaget Borgen er interesseret.

I 2. del af denne fortælling var jeg lidt kålhøgen over at have forudset Brødrene Olsens sejr i Globen. Efter 2001-grandprixet i Herning skrev jeg, at Rollo & Kings Der står et billede af dig på mit bord var helt uden chancer i Parken. Den endte som bekendt som nr. 2… Efter estiske Tanel Padars og arubanske Dave Bentons, lad os kalde det mystiske sejr med Everybody.

Meget betegnende for Brødrene Olsens travlhed den sommer, hvor hele Nordeuropa sang med på sangen om kærlighedens vinger, mødes vi i Malmø for at tale første gang om bogen, der ender med at blive skrevet på fem uger. Det bliver indledningen til uendelig mange samtaler om musik, musik, musik. Blandt andet om R.E.M., som de senere fortolkede på DR.

Noller har besluttet at skrive et kapitel om sit liv med misbrug gennem godt og vel 25 år. Han lægger ikke skjul på, at begejstringen over at have vundet og først nu i den forholdsvis sene alder leve drengedrømmen ud også har en bagside. Af og til bliver han meget træt.

Jeg skulle senere komme til at beskæftige mig indgående med samme emne som medforfatter til hans bog Det er muligt – rundt om et misbrug. Ikke mange ved det – der er en grund til, at det hedder Anonyme Alkoholikere – men siden han blev ædru i 1997, har Noller gjort et kæmpe arbejde til støtte for andre misbrugere og ædru alkoholikere og narkomaner i Danmark og internationalt. Og for sagen som sådan. Et kæmpe arbejde.

Som hvis Agnetha Fältskog ringede

Under grandprixet i Sverige har jeg bemærket, at den svenske avis Aftonbladet har sat sig totalt på eventen som en slags sponsorer. Eller mediepartner, som det hedder. Der er ligefrem oprettet en redaktion i en bygning udenfor Globen, der principielt er reklamefri under konkurrencen. Ligesom DR er SVT et ikke-kommercielt medie. I nattetimerne efter Olsen-Brødrenes sejr har jeg talt med en kollega fra Aftonbladet, der har beskrevet avisens forhold til Melodifestivalen som “hvis han var teenager igen, og Agnetha Fältskog havde ringet”. Jeg kan lide det.

Jeg foreslår mine chefredaktører, at BT skal være Danmarks Melodi Grand Prix-avis i 2001. “Believe the hype,” som man sagde i Manchester i 80’erne. Hvis jeg skal være helt ærlig, varmede jeg mig også ved tanken om ansigtsudtrykkene hos kollegerne på sportsredaktionen, når de opdagede, at de ikke længere arbejdede på Danmarks Sportsavis. men på Danmarks Sports og Melodi Grand Prix-avis.

Det lykkedes mig faktisk at møde Terry Wogan meget kort året efter, under grandprixet i Estland. Tror jeg spurgte, om han havde fortrudt sine bemærkninger. Han svarede noget i stil med, at han allerede havde sagt nok. Og spurgte, hvor man kunne få en decent gin & tonic i den kedsommelige sportshal.

Det ender med, at vi får opgaven at levere tekst til det trykte program, der skal produceres til Det internationale Melodi Grand Prix og skriver stolpe op og ned om alt, der smager af Melodi Grand Prix i ni-ti måneder.

Jeg ville gerne kunne fortælle en masse underholdende anekdoter om dét. Men den episode, jeg husker bedst, stammer fra, da jeg skal mødes med det reklamebureau, der skal stå for produktion af det program, vi skal producere sammen med DR.

Klokken er ti om formiddagen, og jeg bliver budt en guldøl i bureauets fine kontor. De er ikke så vant til hverken tabloidjournalister eller Melodi Grand Prix og mener, at det nok er sådan, den slags begynder dagen. Det ender med kaffe.

Og så var der forresten også den ældre skuespiller, der ringede en sen aften og spurgte, om vi ville være med til at sponsere en ny generation sengekant-film. De var flere nede på baren, der mente, at det ville være den naturlige forlængelse af det med grandprixet. Han blev henvist til chefredaktionen.

Hvor får man en decent gin & tonic?

Allerede kort efter proklamerer den daværende administrerende direktør i Parken Sport og Entertainment, at firmaet vil investere 110 mio. kr. i et tag, der vil kunne rulles henover Parken, som jo også ender med stå som arrangør. Det tag får en del omtale. Faktisk er der hele 8.000 til stede, da det som en prøve første gang rulles henover Parken.

Noller, Jørgen og jeg har et par gange muntret os over, at deres sejr resulterede i to nye tage: Don Øs tag over Parken og det eternittag, jeg købte for de penge, jeg tjente på deres biografi.

I 2. del af denne fortælling var jeg lidt kålhøgen over at have forudset Brødrene Olsens sejr i Globen. Efter 2001-grandprixet i Herning skrev jeg, at Rollo & Kings Der står et billede af dig på mit bord var helt uden chancer i Parken. Den endte som bekendt som nr. 2… Efter estiske Tanel Padars og arubanske Dave Bentons, lad os kalde det mystiske sejr med Everybody.

Parken-showet er senere gået over i historien som grandprix’et, hvor den legendariske britiske kommentator Terry Wogan kom med nogle temmelig nedladende bemærkninger om værtsparret Natasja Crone og Søren Pilmark under BBC’s transmission af festen. Det gjorde vi et stort nummer ud af på avisen, og det endte med en officiel undskyldning fra BBC. Det lykkedes mig faktisk at møde Terry Wogan meget kort året efter under grandprixet i Estland. Tror jeg spurgte, om han havde fortrudt sine bemærkninger.

Han svarede noget i stil med, at han allerede havde sagt nok. Og spurgte, hvor man kunne få en decent gin & tonic i den kedsommelige sportshal.

Set i efterrationaliseringernes altid nådige lys tror jeg, Fly on the Wings of Love blandt meget andet var en +50-generations senior-influenceres oprør mod den omsiggribende digitaliseringsbølge, og som mange så det, forfladigelse af popmusikken post-Britney. Et comeback of value, som man ville sige, hvis den gamle melodikonkurrence var en børs. Måske endda et af de sidste oprør, inden digitaliseringen for alvor overtog alt og skiftende +50-generationer for længst har omfavnet alt fra Spotify, Facebook, NemID og tv på app til netbank, og bruger det lige så ubesværet som de helt unge.

Man kan også bare sige som Kim Larsen gjorde, da han mødte Jørgen og Noller til et støttearrangement kort efter Globen.

De Olsen-brødre som er blevet drillet – og jeg har selv været med til at drille dem – og lad os så bruge ordet igen: “halvfallerede”. Og så gjorde de det bare: Kom til ære og værdighed. Og det fortjente de. For de har livet igennem været i musikkens tjeneste, og de har været tro over for den – aldrig korrupte, men en ærlig stræben – uanset hvem der stod og lo i krogene.
– Kim Larsen

”Tillykke med det drenge. For en gangs skyld har I lavet et godt popnummer.”

3. december 2000, kort efter Kim Larsen havde læst brødrenes biografi Et stjerneskud – to liv i tilbageblik (har han fortalt mig), udtalte han i Jyllands-Posten:

“De Olsen-brødre som er blevet drillet – og jeg har selv været med til at drille dem – og lad os så bruge ordet igen: “halvfallerede”. Og så gjorde de det bare: Kom til ære og værdighed. Og det fortjente de. For de har livet igennem været i musikkens tjeneste, og de har været tro over for den – aldrig korrupte, men en ærlig stræben – uanset hvem der stod og lo i krogene. Jo, det var fint. Det var godt. Og så var det i øvrigt en god melodi.”

I dag er Jørgen og Noller for længst trådt ind i rækken af Melodi Grand Prix-ikoner. Et møde med Cliff Richard forud for grandprixet i 2002 har ført til et nært venskab med Sir Cliff, den første europæiske rockstjerne. Bortset fra at Fly on the Wings of Love ændrede Jørgen og Nollers liv, blev den startskuddet til en af de største mediebegivenheder nogensinde i Danmark og en medfølgende renæssance for folkefesten Melodi Grand Prix i Danmark, der har varet i 20 år. Godt hjulpet undervejs, selvfølgelig, af Emmelie de Forests sejr med Only Teardrops i 2014 i Det internationale Melodi Grand Prix i Malmø.

Hvem har æren? Ingen og alle. Udover indlysende at pege på de to brødre fra Virum, skal en meget stor del af æren tildeles den daværende DR-chef Morten Carlsson, der er nævnt nogle gange i dette tilbageblik. Og pladeselskabet CMC, der troede på det umulige comeback. Arrangørerne af Parken grandprixet med Jørgen Ramskov i spidsen og følgende DR-arrangører.

Men personligt er jeg tilbøjelig til at tilskrive Brødrene Olsens managers assistent den største ære. Det var, som nævnt i del 1, trods alt hendes nynnen, der fik dem til at stille op med Smuk som et stjerneskud.

“Det er fandme en god historie, som bør fortælles,” sagde jeg til Carlsson. Igen og igen. Og igen. “Vent lidt,” sagde han hver gang. Et års tid senere modtog bl. a. jeg og en kollega fra norske Dagbladet en kopi af en intern EBU-rapport, der dokumenterede, at Cypern, Grækenland, Kroatien, Rusland, Makedonien, Malta og Rumænien havde stemt sammen i Tallinn

PS:

“Renæssance …, der har varet i 20 år,” står det. Det er ingen hemmelighed, at Malene Mortensens sidsteplads i Estland 2002 skabte en del uro og efterrationalisering i DR. Det er skrevet før, og jeg gentager det gerne. At Malene Mortensen kun fik syv stemmer skyldtes ikke kun, at hendes sang og performance var off i forhold til, hvad Europa var i humør til.

En sen nattetime i maj 2003 sad Morten Carlsson og jeg i baren på et hotel i Tallinn. De fleste andre journalister og DR-folk var enten gået i seng eller opholdt sig i den ekstremt larmende Euro Club ved siden af. Carlssons rumænske kollega kom hen til bordet med et stykke A4-papir. Papiret var fyldt med optegnelser og tal. Det lignende et ‘ sweepstake’ før en fodboldkamp.

Manden var i færd med at aftale indbyrdes stemmefordeling mellem de deltagende lande. De, der ønskede at medvirke. Ren korruption. Rumænien giver Makedonien så og så mange point. Og omvendt. Dengang i 2002 blev grandprixet stadig kun delvis dækket af telefonafstemninger. Resten var op til lokale juryer = de magtfulde tv-chefer.

Det rumæanske forsøg på stemmesamarbejde blev blankt afvist af en vred dansk delegationsleder.

Næste dag fik Malene Mortensen syv stemmer. Heraf fire fra Israel. Det er en kendsgerning. Ingen ved, hvordan Malene var endt med en retfærdig stemmeafgivning, men dog næppe meget bedre.

“Det er fandme en god historie, som bør fortælles,” sagde jeg til Carlsson. Igen og igen. Og igen. “Vent lidt,” sagde han hver gang. Et års tid senere modtog bl. a. jeg og en kollega fra norske Dagbladet en kopi af en intern EBU-rapport, der dokumenterede, at Cypern, Grækenland, Kroatien, Rusland, Makedonien, Malta og Rumænien havde stemt sammen i Tallinn.

Rapporten bakkedes op af udtalelser fra franske og svenske delegationsmedlemer, der havde haft samme oplevelse som Carlsson. I dag gør EBU alt for at undgå korruption.