Johnny Cash: The Man in Black prikker stadig til USA’s sorte samvittighed

Johnny Cash: The Man in Black prikker stadig til USA’s sorte samvittighed

Forleden modtog jeg uafhængigt af hinanden fire tegn fra det digitale verdensalt. Først gjorde Facebook opmærksom på, at Johnny Cash netop den dag ville være fyldt 78 samt, at jeg for præcis fem år siden besøgte Johnny Cash-museet i Nashville – dagen efter jeg med Elvis-ildsjælen Henrik Knudsens venlige mellemkomst havde mødt Johnny Cash’s faste trommeslager gennem fire årtier, W.S. Holland, på en restaurant tæt på Nashville.

Samme dag poppede der to ’nye’ Cash-sange op i en new releases-liste på Spotify. Med andre ord: nogen eller noget havde tænkt sig at gøre den fredag til Johnny Cash-dag.

Det gamle støvede masters fra arkiverne er guldgruber for selskaberne. De pumpes ud i streaming-universet. Og guldet glimter ikke mindre under Corona

For mig har American Recordings-serien længe stået som de ultimative Johnny Cash-plader. Serien omfatter seks plader, der udkom i årene fra 1994 til og med 2010  Her formåede produceren Jack Rubin og til dels Johnnys søn John at skære ind til et udtryk, musikalsk og i Cash’s stemme, der vibrerer af levet liv, ånd, erkendelse og taknemmelighed.

Ingen sange nævnt, ingen glemt. Men jeg er tilbøjelig til at give David Gahan ret i, at Cash’s version af ”Personal Jesus” er mindst lige så god som hans eget bands.

Når jeg lytter til disse plader, hører jeg en stemme tale ikke bare på egne vegne, men på vegne af det Amerika, som han levede, optrådte, troede og blev ædru i, og som han elskede og forsvarede i øjenhøjde med ”the poor and the beaten down, living in the hopeless, hungry side of town,” som han synger på signatursangen ”The Man in Black”. I bogstavelig forstand er American Recordings en form for testamente. Femte og sjette album i serien udkom efter hans død.

All you need is Cash

Men så hørte jeg Johnny Cash: Forever Words Expanded.

Selvføgelig er der et stort element af All you need is Cash i den konstante strøm af genudgivelser, også af Johnnys gamle plader. Sidste år blev samtlige de plader, han indspillede på Mercury i årene 1986 – 91 genudsendt, syv i alt. Efter en periode i 00erne, hvor pladeselskaberne så den fysiske forretningsmodel smuldre i takt med, at Spotify, iTunes og andre buldrede frem, indså man gradvis, at der faktisk også var muligheder i den nye digitale verdensorden.

Selskaberne indledte et samarbejde med/købte de digitale platforme og gik på jagt i de mange bagkataloger, som direkte eller bearbejdet, remixet blev lagt op på streamingsites. De gamle støvede masters fra arkiverne er guldgruber for selskaberne. De pumpes ud i streaming-universet. Og guldet glimter ikke mindre under Corona. Den første uge i april 2020, umiddelbart efter lockdown verden over, opgjorde Spotiy en stigning på 54 pct. i lytningen af musik i perioden fra 50erne til 80erne. En lille stump statistik, der taler sit eget sprog.

De seneste tre år har der været premiere på to Johnny Cash dokumentarer: ”My Darling Vivian”, der baseret på interview og et hav af smalfimsoptagelser fortæller Cash’s første kones historie. ”Remastered: Tricky Dick and the Man in Black”, der fortæller historien om dengang, Richard Nixon inviterede Cash på besøg i Det hvide Hus.

Der er fortjeneste i fortiden.

Så ja, der er der er godt med bakkenbarter, rock og rul, machohørm og outlaw stemning på den brune palisander-måde her, men en stor del af musikken virker mest som skrivebordsprojektlignende forsøg på at bringe Cash i sync med en tidsånd, der kun fandtes i Vegas

Det nye album Johnny Cash and the Royal Philharmonic Orchestra kan man roligt springe let henover. Visse numre, som den faktisk keltisk lydende udgave af ”Galway” har sin charme. Det samme med Bob Dylan-duetten ”Girl From North Country”, der indpakket ind i strygere lyder endnu mere vemodig, end den allerede gjorde for 52 år siden. Utroligt nok. De fleste andre numre er på den cheasy side af Henry Mancini.

The Man in Black: Coverfoto
THE MAN IN BLACK: COVERFOTO

Der er mere Las Vegas end Memphis over de genudgivne (2020) Mercury-indspilninger med stort orkester. Vel hviler der en tung, rustik charme over Class of 55-projektet fra 1986, indspillet med tre andre rock’n’roll pionerer, Roy Orbison, Jerry Lee Lewis og Carl Perkins. Med god ret og stolthed synger de om ”Birth of Rock’n’roll”. Kun Elvis mangler.

På det tidspunkt havde han været død i ni år efter at have betalt prisen som pioner i noget, der voksede fra et par studier i Tennessee – med en omskrivning af John Lennon: – til noget større end Jesus og andre religioner og politiske filosofier for den sags skyld.

Påfaldende megen kreativitet

Så ja, der er der er godt med bakkenbarter, rock og rul, machohørm og outlaw stemning på den brune palisander-måde her, men en stor del af musikken virker mest som skrivebordsprojektlignende forsøg på at bringe Cash i sync med en tidsånd, der kun fandtes i Vegas.

Men så var det altså, jeg lyttede til Johnny Cash: Forever Words Expanded. Som jeg har haft meget svært ved at slippe lige siden.

Oprindelig udkom den første version af albummet i 2018. Gennem 2020 of 2021 udkommer i alt fire udvidede versioner. Alle sange er baseret på tekster og digte, skrevet af Johnny Cash, som han aldrig selv fik indspillet. Oprindelig udkommet i bogform. Med sønnen John Caster Cash som primus motor og producer.

Når den sidste expanded udgave af albummet er udkommet, har flere end 30 musikere givet deres bud på Johnny Cash nu. Påfaldende hvor megen kreativitet og indlevelse de enkelte komponister har lagt i projektet. Nogle meget loyale overfor lyden af Johnny Cash, andre digter videre. Med enkelte undtagelser lyder det som moderne americana med impulser fra alle subgenrer. Og det er godt.

Inden sin død nåede Chris Cornell at gøre Cash’s “You Never New My Mind” til sit eget nummer med en stemme, der lyder grænsende til forpint. Med den viden, vi har i dag – at Cornell tog sit eget liv kort efter indspilningen – er det næsten ubærligt at høre ham synge farvel til et forhold, hvor begge parters hemmeligheder stod i vejen

Hørt i sin sammenhæng fortæller albummet ikke alene historien om Johnny Cash og hans samtid, det lyder som soundtracket til filmen om nuets USA i ruinerne af Trump. På ondt og bestemt også godt. Jeg skriver dette velvidende, at 70 mio. amerikanere stemte for en fortsættelse af det amerikanske mareridt.

Den dystopiske blues ”California Poem” synges af Jeremy Johnson med bas på stemmen, slibepapirs coolness, ledsaget af en sej, diabolsk dobro-guitar, luddovne blæsere og fuldfedt orgel i ryggen. Der er noget Nick Cave over det.

Digtet, der egentlig udspringer af en virkelig begivenhed, hvor Johnny Cash var skyld i en skovbrand, er sidste sang på det aktuelle album, men kunne godt stå som en rammehistorie – eller en metafor for det USA, der jævnlig bryder ud i flammer. I skove. På gader.

There’s trouble on the mountain
And the valley’s full of smoke
There’s crying on the mountain
And again the same heart broke.

Taknemmelighed og solidaritet

Produceret minimalistisk med tilrøget små-teatralsk cabaret lyd gør Johnnys steddatter Carlene Carter ”June’s Sundown” til en sang fuld af taknemmelighed og solidaritet med det working America, hun ser omkring sig i solnedgangen.

The labouring man welcomes the grey
Many of wife with a kiss at the door
New lipstick, not worn before

Sundown, turn over your wheel
A plowboy whistling back from the field
Many-a mother counts one day less
Till someone returns

Et digt, der handler om at mødes over en kop morgenkaffe på trappen, to elskende, mens solen gør sit til at bryde gennem kuldetågerne henover søen – sunget med varme og kærlighed, så det høres, at Kelly og Musgraves netop var blevet gift, da de indspillede sangen. I dag er de skilt. Intet varer evigt, og nogle ting slutter næsten, før de begynder. Selv i countrymusik

Der er til gengæld ingen taknemmelighed at spore hos stedsøster Roseanne Cash, der som en anden spøgelsesrytter er redet ud efter solnedgang for at følge de sårede vandrende i ”Walking Wounded”.

We’re in the church house kneeling down
We’re in the subways, underground
We’re in the bars and on the street
We drive a truck, we walk a beat
We’re in the mills and factories
We make the steel, we cut the trees
A thousand yards stare as a glass
But we will see you when you pass

We lost our homes, we lost our dreams
All our goals have turned to schemes
We hurt each other and ourselves
So after long traumatic spells

We are the walking, we are the walking
We are the walking wounded

Et stærkt digt i en af de fineste countrysange, jeg har hørt det sidste stykke tid. Et par guitarer, den ene steel, forsigtige bas og trommer. Effektfuldt. Mørkt som døden. Iskoldt som en gyser. Roseannes klare vokal. Gribende.

The Beast in Me

Der findes dem, der mener, at alle countrysange lyder ens. Skulle de engang få råd til at købe et par ører, vil de opdage, at Alison Kraus synger så smukt som nogen uanset genre. Alisons sangstemme er en farve, der ikke findes eller en udsigt til en horisont, der aldrig ender. Her i “The Captain’s Daugther”, der i øvrigt ikke er af JC’s bedste tekster.

Historien om Johnny Cash er også historien om en mand, der kæmpede med The Beast in Me, som han med Nick Lowes ord synger på den første American-plade. Cash skulle igennem tre afvænningsforløb, inden han formåede at holde sig ædru de sidste år af sit liv.

 

W.S. Holland, Johnny Cash's faste trommeslager, længst til højre
DA ARTIKLENS FORFATTER (I MIDTEN) FOR FEM ÅR SIDEN MØDTE W.S. HOLLAND, JOHNNY CASH’S FASTE TROMMESLAGER, LÆNGST TIL HØJRE. FOTO: EDDIE MICHEL

Med klassisk dramatisk western følelse og med en intens vokal, der svinger mellem det røde og blå på dramaskalaen fortolker sanger og skuespiller Jewel intenst ”Does Anybody Out There Love Me”, der handler om misbrug og selvværd. Her kan man tale om less is more. Jewel nærmere hvisker end synger, og desperationen tordner. Jamie Johnson synger om Spirit Rider som metafor for djævelen, der rider i nattemørket klar til at blive lukket ind ved det mindste tegn på vaklen. “I have kissed the Devil,” synger Marty Stuart et andet sted på pladen, mens boogieblues-toget ruller i baggrunden.

I den modsatte ende af lykkeskalaen synger Nashville-stjernerne, Ruston Kelly og Kacey Musgraves, bare akkompagneret af en enkelt banjo ”To June this Morning”. Et digt, der handler om at mødes over en kop morgenkaffe på trappen, to elskende, mens solen gør sit til at bryde gennem kuldetågerne henover søen – sunget med varme og kærlighed, så det høres, at Kelly og Musgraves netop var blevet gift, da de indspillede sangen. I dag er de skilt. Intet varer evigt, og nogle ting slutter næsten, før de begynder. Selv i countrymusik.

Jayhawks. Hvad blev der er af dem? Ja, de er her i en gennemført roots version af “What Would I Dreamer Do?” med banjo og steelguitar, som det skal lyde. I et decideret lusketempo, hvor der er plads til selv at digte med mellem trommeslagene. The Lord Almighty skal vide, at Jayhawks her giver mig voldsom trang til at stå eller sidde i en lille klub et eller andet sted og lytte til musikken live.

Inden sin død nåede Chris Cornell at gøre Cash’s “You Never New My Mind” til sit eget nummer med en stemme, der lyder grænsende til forpint. Med den viden, vi har i dag – at Cornell tog sit eget liv kort efter indspilningen – er det næsten ubærligt at høre ham synge farvel til et forhold, hvor begge parters hemmeligheder stod i vejen.

Johnny Cash var en troende mand med et indgående kendskab til den anden side. Det bærer hans efterladte digte ikke underligt også præg af. Med citat fra Cash selv giver Dailey & Vincent en uimodståelig hillbilly-version af “He Bore it On”. Lige så løssluppen er Johnnys svigerdatter Ana Christina Cash’s neworleans jazzede “Brand New Pair of Shoes”. Og Elvis Costellos “If You Love Me”, hvor Costello sammen med The Imposters er i et charmerende 60er pop-soulet humør. Det humør klæder Elvis.

Der er meget country på denne plade, men ikke kun. Big Hearted Girls gerne vil lyde som southern rock versionen af Lou Reed. Bestemt ikke et af pladens stærkeste numre, selvom det muligvis ville vinde på sin dansabilitet efter et glas djævlevand eller tre.

Et godt sted at sublimere

Så er der betydelig mere konsistens i ”I’ve Been Around”, hvor Marty Stuart har skelet til den klassiske Johnny Cash country togstamme-rytme – endda med trommespil af selveste ovennævnte W.S. Holland. Det må være en af de sidste indspilninger fra hans side. Han døde sidste efterår. Substans er der også i Shawn Camps loyale honky tonky ”I’m Comin’ Honey”. I øvrigt lyder Camp næsten som Cash. En af de mange sange på dette album, hvor man fornemmer Johnny selv.

Jayhawks. Hvad blev der er af dem? Ja, de er her i en gennemført roots version af “What Would I Dreamer Do?” med banjo og steelguitar, som det skal lyde. I et decideret lusketempo, hvor der er plads til selv at digte med mellem trommeslagene. The Lord Almighty skal vide, at Jayhawks her giver mig voldsom trang til at stå eller sidde i en lille klub et eller andet sted og lytte til musikken live.

Indtil det bliver muligt, er Johnny Cash Forever Words Expanded et godt sted at sublimere sin koncertsult, mens man lytter til historier, der binder legenden om Johnny Cash sammen med USA 2021. Som Johnnys gamle svirrebrødre Kris Kristofferson og Willie Nelson mumler i pladens første nummer.

You tell me that I must perish
Like the flowers that I cherish
Nothing remaining of my name
Nothing remembered of my fame
But the trees that I planted still are young
The songs that I sang will still be sung

The Man in Black prikker stadig til USA’s sorte samvittighed


LÆS FLERE ANMELDELSER AF JAN ERIKSEN HER:


Diverse kunstnere: Johnny Cash: Forever Words Expanded


Fotos: Pressefotos og privatfoto.

F
Kind of Blue – POV musikredaktionen kårer årets musikoplevelser #4

Kind of Blue – POV musikredaktionen kårer årets musikoplevelser #4

KIND OF BLUE // MILES DAVIS 

Selvfølgelig har der altid været jazz i mit liv. Men først her i 2020 fandt jeg for alvor porten helt ind i hjertet af den blå verden. Der skulle en dokumentar, diverse playlister og en bog til.

Hvis man som jeg var dreng i 60’erne, var der jazz overalt. De spillede stort set ikke andet i radioen. I dag husker jeg det, som om jazz var soundtrack i alle tv-udsendelser og film.

Min far holdt meget af dixieland jazz – også slagermusik for den sags skyld. Faktisk er det et af de tidligste barndomsbilleder: ham siddende i stuen med sit rævegrin, stampende let med den ene fod, mens den enorme radiogrammofon spiller instrumental jazz. Et billede på glæde og livslyst. Et kært minde.

Der blev også lyttet til monologer med Jørgen Ryg, Kjeld Petersen og Dirch Passer. Bl.a. Dirchs parodi på en jazzsnob, “How jazz was born“. Jeg var vel bare fire-fem år gammel, da jeg første gang forsøgte at forestille mig lyden af, ”en lastbil fyldt med tomme mælkejunger (der) støder ind i en anden lastbil fyldt med levende grise – og Sam Finkelstein.”

Således flød det hele sammen dér i begyndelsen af uåret 2020 og endte i en strøm, der blev skabt af Miles Davis og Stan Getz dengang i 50’erne – nemlig cool jazz.

Pludselig en dag var der Top 20 i radioen. Den ene gode melodi efter den anden, spillet og sunget med et helt andet drive end det, vi ellers lyttede til. Det var friskere. Det havde attitude. Man kunne nynne med på børneengelsk, “Sji låvs ju, jæ, jæ, jæ”. Det sker, at jeg finder Floyd Cramers “Hey Good Looking” på Spotify. Med den i ørerne er jeg for et kort øjeblik tilbage i en film, hvor helten hed Jørgen Mylius, og det altid sneede til jul. Historien om Mylles – og for den sags skyld også den svenske pioner Stig ‘Stikkan’ Anderssons – lobbyarbejde på poppens vegne i de tidlige 60’ere må vente til en anden gang.

Kind of Blue, Jørgen Ryg, "Jeg vil prøve det hele", coverfoto
KIND OF BLUE, JØRGEN RYG, “JEG VIL PRØVE DET HELE”, COVERFOTO.

Pop, rock, og senere diverse stiklinger blev min vej, men selvfølgelig har der hele tiden været jazz. Der blev spillet Chick Corea og Weather Report til gymnasiefester, indtil jeg satte ABBA eller Slade på i protest. De første år af min karriere arbejdede jeg i et kontor på Vesterbrogade, hvor jeg var omgivet af diverse musik- og jazzorganisationer. Jeg husker tydeligt landskampstemningen i 1985, da percussionisten Marilyn Mazur blev hyret af Miles Davis. Det kunne næsten ikke blive større.

Jazz har altid mest været der et sted i periferien. Der var fusionsguden Prince, svensk pop/folk-jazz fra Monica Zetterlund og Jan Johansson til Bo Kasper og Lisa Nilsson, Lars H.U.G.s jazzalbum, genopdagelse af Chicago og Blood, Sweat & Tears – og meget, meget andet.

De senere år er jeg begyndt at lytte til diverse jazz-playlister, når jeg arbejder eller læser. Det virker på en gang stemningsfuldt, stimulerende og afslappende, om ikke ligefrem beroligende, når det digitale møg ikke virker. Måske er der opstået en større forståelse af jazzens kulturelle og sociopolitiske rolle i den udvikling, der for nylig oplevede endnu en kulmination, da George Floyd blev dræbt af en hvid betjent i Minneapolis.

Fra Ryg til Miles

Men så tidligt i år så jeg Netflix-dokumentaren Miles Davis: Birth of the Cool. Få dage forinden havde jeg set biopic’en Born to Be Blue, hvor Ethan Hawke spiller rollen som en anden trompetist, Chet Baker. Det gør han fremragende. Samtidig læste jeg Jørgen Ryg-biografien Jeg vil prøve det hele. Den første del af sin karriere var Ryg jazztrompetist, indtil han valgte en anden livsbane. Det gjorde indtryk at læse om dette store musikalske talent, der tog sin evne til improvisation og åbenbart sublime situationsfornemmelse og forståelse af rummet med ind i sit skuespil.

Jeg har hørt, at jazzpolitiets metoder af og til kan få Gestapo til at ligne et sydkoreansk boyband

Jeg blev engang spurgt i en radioudsendelse, hvad jeg allerhelst ville have oplevet musikalsk. Jeg svarede, at det, udover et par andre ting, ville have været at se Ryg spille Billy Bartlett i “Den grønne elevator”. ”Jeg troede, vi talte om musik,” sagde den anden. ”Det ville det også have været, tror jeg.” Læsningen af Ryg-biografien har kun bestyrket mig.

Kind of Blue, MIles Davis, pressefoto
KIND OF BLUE, MILES DAVIS, PRESSEFOTO

Således flød det hele sammen dér i begyndelsen af uåret 2020 og endte i en strøm, der blev skabt af Miles Davis og Stan Getz dengang i 50erne – nemlig cool jazz.

Jeg har vist altid mest betragtet diverse jazzgenrer som intellektuelle stiløvelser, hjernegymnastik uden noget påviseligt på hjerte. Vel nærmest som modsætningen til rockmusikkens evige afsøgning af følelse, enkelthed, sandhed, gospel og sex.

Her havde vi en mand, der rejste verden rundt med en næsten tom kuffert og helt tom pung, fordi han ikke kunne leve på andre måder. Ikke at der er grund til at idyllisere den form for livsstil. Don’t try this at home

Jeg kendte godt historierne om diverse jazzikoners forhold til stimulanser. Alligevel gjorde det indtryk, da jeg hørte, at Chet Baker ofte turnerede kun med sin trompet, når han da ikke solgte den for at få råd til sine stoffer. Det kan lyde som en tragisk skæbne, men hvis jeg har forstået det ret, var det resultatet af et bevidst valg. Her havde vi en mand, der rejste verden rundt med en mere eller mindre tom kuffert og pung, fordi han ikke kunne leve på andre måder. Ikke at der er grund til at idyllisere den form for livsstil. Don’t try this at home. Men historien om Baker handler unægtelig om en nødvendighed, der er så rock’n’roll som noget.

Der er en scene i Birth of the Cool, hvor trommeslager Jimmy Cobb fortæller om optagelserne af ”So What”, der indleder Miles Davis’ skelsættende album Kind of Blue. Hans Sgt. Pepper. På det tidspunkt havde Davis fundet en ny tilgang til sine improvisationer.

I filmen fortæller Jimmy Cobb om tidspunktet, hvor bassist Paul Chambers falder ind i “So What”, efter Bill Evans’ intro, og der opstår noget, der lyder som et gennemgående tema på pladen. “Det skal bare swinge,” sagde Davis i studiet. Og det skal guderne vide, at det gør.

Blueset og tåget

Jeg skal ikke forsøge at kaste mig ud i en amatøranalyse af musikken på Kind of Blue – og slet ikke forsøge at sammenligne eller smide med referencer. Jeg har hørt, at jazzpolitiets metoder af og til kan få Gestapo til at ligne et sydkoreansk boyband. Her er nogle få stemninger.

Klart, i hvert fald for mig selv, at der, når jeg lytter til “Blue in Green” og “Flamenco Sketches”, træder en veritabel parade af privatdetektiver og diverse lonely cops på film – fra Phillip Marlowe og Sam Spade til Wallander og Beck – ud af erindringsbanken. Det var det med soundtrackene og de filmiske kvaliteter i Miles’ musik. Den fortæller historier. Man digter med, hvis man gider.

Det er bluesy. Det ligger i titlen. Bluesy og tåget. Jeg hører de blå toners genskin i svævende vanddråber, der ikke kan beslutte sig for at blive til regn. Det er lyden af kærlighed. Fysisk. Mental. Bevægelse, snart adstadig, snart febrilsk, søgende bevægelse. Pludselig opstemthed. Stilhed. Ramaskrig. Klarhed. Drøm.

Som newly converted har man det enorme privilegium, at verden ligger åben. Der ligger en mælkevej af oplevelser forude.

2020 blev året, hvor jeg endelig opdagede, hvordan det lyder, når en lastbil fyldt med tomme mælkejunger støder ind i en anden lastbil fyldt med levende grise – og Sam Finkelstein.

Lydlandskabet #8: #MeToo, sexisme i musikbranchen og sange, der gør ondt

Lydlandskabet #8: #MeToo, sexisme i musikbranchen og sange, der gør ondt

Hvem sagde hvad hvornår? Hvordan definerer man sexisme specielt og hvad med den bevægelse, der kører lige nu, generelt? Og hvor går grænserne for, hvordan Jan og Tanja kan skrive og tale om musik?

Er aldersfascisme overgreb? Er det nedgørende og irrelevant at beskæftige sig med kunstneres udseende? Bør det en gang for alle være slut med seksualiseret sprog, der i årevis har været en fast del af medie- og musikbranchen?

Hvad kan man gøre konkret? Er det nødvendigt med kvoter?
Er der mon nogen, der fortæller Beyoncé, Rihanna eller Cardi B, hvordan de skal se ud på scenen?

Jan når lige kort hilsen til netop afdøde Eddy Van Halen og ikke mindst Van Halens ’Jump’. Mediano Music bor trods alt hos en fodboldpodcast…

Du hører Taylor Swifts ’Dear John’, der handler om psykiske overgreb, og i øvrigt musik af Lærke Emilie, Alanis Morissette, LANY, Laura Oaks og endelig Stella Donnellys smerteligt smukke og desværre evigt aktuelle ’Boys Will Be Boys’, der beskriver en venindes voldtægtshistorie.

Tanja taler om disse initiativer:
hejsoester.com
girlsareawesome.com
beatsbygirlz.org

Rapport fra en country-turne – åbenbaring i Køge

Rapport fra en country-turne – åbenbaring i Køge

‘Åbenbaring’ står der i rubrikken. Vel – et ret så kraftigt vingeslag midt i en bunke ord om en såkaldt writers round i Køge, Sjælland. Men lige der i nuet i salen i Teaterbygningen var det sådan, det føltes.

Som et glimt af et åbenlyst sangskrivertalent og en ubeskrivelig stor stemme. Og en påmindelse om, hvad livemusik kan gøre, når det griber, Covid-19, mundbind, afstand og støtteordninger ufortalt.

En enkelt turne gør næppe en bleg dansk Barbie Girl til Cow Girl – men point for at gribe den forkætrede musikgenres momentum og for forsøget. Nogen skal kaste den første sten i vandet her i landet

Åbenbaringen har et navn – Laura Oakes.

Country
FRA LAURA OAKES – BETTER IN BLUE JEANS – LIVE IN THE STUDIO.

Sangskriver Stefan Mørk er lige nu i færd med at realisere et såre sympatisk projekt. Under sine mange rejser i Nordamerika med sin kone, filmfotografen Charlotte Bruus Christensen (bl.a. Kvinden i toget og Fences) har han opbygget et stort musikernetværk – ikke mindst i countrymusikkens aorta, Nashville.

Ud af mange musikalske samarbejder opstod ideen om Nashville Nights, hvorunder en flok countrysangere tager en writers round på scenen med sange, snak og anekdoter.

Projektet blev sidste år søsat i det små med tre koncerter i Danmark. Og netop nu er Stefan Mørk og en flok sangere på en større turne i Danmark. Herunder Blue Foley og Trick Savage, der sammen med danske Arvid Nielsen medvirker på Mørks nye ep.

Fire nye country-sange, der følger dogmet om tre akkorder og sandheden. Eller sagt på en anden måde: syng om det, du har forstand på – dit eget liv. Så rammer du sikkert også andres liv.

Fine kompositioner med fornemmelse for essensen i country, rigtig flot sunget (stort set uden accent) bl.a. med hyldest til Mørks døtre og hans kone. (For at det ikke skal løgn, har Mørk en vis lighed med skuespiller og sanger Will Chase, der spiller en af hovedrollerne i tv-serien Nashville.)

Som Mørk rigtigt indledte denne Nashville Night, er countrymusikken ikke ret udbredt i Danmark – i hvert fald ikke som rendyrket genre. At der er masser indflydelse fra countrymusik i dansk pop- og rockhistorie, er noget andet.

‘Himlen åbner sig,’ står der lovlig patetisk på den analoge blog. Men et loyalt udtryk for fornemmelsen i øjeblikket. Sikken stemme. Og hvilke sange

En enkelt turne gør næppe en bleg dansk Barbie Girl til Cow Girl – men point for at gribe den forkætrede musikgenres momentum og for forsøget. Nogen skal kaste den første sten i vandet her i landet.

Noget af en type

Den allerførste sten blev i øvrigt, som bekendt, kastet af Ms. Tamra Rosanes, bless her heart, som Stefan Mørk da også med passende sydstats-respektfuldhed har inviteret med på sin turné. Hvor hun bl.a. med ildevarslende klang i sin smukke stemme sang Nightmare in American Dream fra det seneste album Divided Heart.

Hvis jeg forstod det ret, er ideen til Nashville Nights opstået mellem Mørk og spradebassen Blue Foley fra Nashville, der, som min salig far ville have sagt, er noget af en type. Munter mand med mange spontane, spøjse indfald, men på åbningsaftenen i Køge var det meget tæt på at blive for meget.

Især da helt unge og stadig urutinerede Laura Oaks skulle synge. Eller rettere sagt, det var for meget. Foley kunne godt trænge til en lille lektion i southern hospitality.

Til gengæld var hans udtryk, da Tamra fortalte om dengang, hun kurerede Kris Kristoffersens halsonde med en pastil, enormt charmerende. Kris K er for outlaw country, hvad kilden ved destilleriet i Lynchburg, Tennessee er for Jack Daniel’s.

Koncerten bestod af to afdelinger, først Stefan Mørk, unge Kaley Hill og den ældre Trick Savage. Sidstnævnte en sanger af den klassiske countryskole med sange om sydstatslivsstil og familiesammenhold  – ikke mindst øl. Han sang også sin Bible and a .44, som stjernen Ashley McBride har gjort til et stort hit.

Jeg tvivler i øvrigt på, at ham manden i dén sang er helt enig med Tamra i hendes syn på mareridtet i den amerikanske drøm. Men den blev leveret med swing.

At bruge fortællingen om faren, der hver aften går ned og låser døren, som den socialt anlagte, gæstfrie mor lader stå åben hele dagen, som metafor for deres kærlighed. Ja, det er fornemt. Og meget country. Rørende ikke som i sentimentalt, rørende fordi det er hverdagens poesi

Trick er en rutineret sanger, der forstod at bruge og udfylde sit moment på scenen med en selvfølgelighed, som når stemplerne glider ind og ud af cylindrene i en truck.

Countrymusikkens Celine Dion

En klar kontrast til helt unge Kaley Hill, som Keith Urban har kaldt countrymusikkens Celine Dion. Formidabel sangerinde med et uimodståeligt udtryk, muligvis inspireret af sangerinder som Dolly Parton, Alison Krauss og Trisha Yearwood. Hun sang bl.a. sin footstomper Money Tree med urtidskønsrollerne og Sugar Daddy-fænomenet vendt på hovedet.

Påfaldende i øvrigt hvor naturligt Stefan Mørk som sanger og sangskriver falder ind i miljøet, hvad både klang og sangene angår.

Sammen med Tamra Rosanes og Blue Foley entrerede en lidt bleg rødhåret ung kvinde scenen. Direkte fra Liverpool, der er ligeså meget nord som Nashville er syd, af alle musikbyer.

Nu kunne man selvfølgelig påpege, at den form for pop/rockmusik, man nu på 60. år især forbinder med Liverpool, bygger på de samme rødder som country – britisk folkemusik på en bund af blues og gospel.

Trods store forskelle ligner historien om unge Laura Oakes fra Mersey-flodens bredder historien om den unge skotske countrysangerinde i den aktuelle biofilm Wild Rose. Unge britiske kvinder med en fælles drøm: Nashville, Tennessee. Som Oaks sagde: “Som teenager var jeg den eneste i Liverpool, der kunne lide country.”

I samme øjeblik Oakes åbnede munden og begyndte at synge, mærkedes sanserne åbne sig i salen – og på scenen – i teaterbygningen. ‘Himlen åbner sig,’ står der lovlig patetisk på den analoge blok. Men et loyalt udtryk for fornemmelsen i øjeblikket. Sikken stemme. Og hvilke sange. Som hun selv sagde, har hun lært af Nashville at skrive med udgangspunkt i sit eget liv.

Jeg kunne godt have ønsket mig lidt mere dynamik og interaktion mellem musikerne – udover Foleys mange udbrud. Erfaringsudveksling. Råd. Kritik. Måske ligefrem en diskussion. Country er også politik. Men når det er skrevet, alligevel imponerende, at et arrangement af den type kan give så mange fede musikalske oplevelser. Nashville Nights fortjener støtte

Som i en rørende sang, hvis titel, jeg ikke fik fat i, der blev skrevet under hendes nu helbredte fars sygdom. At bruge fortællingen om faren, der hver aften går ned og låser døren, som den socialt anlagte, gæstfrie mor lader stå åben hele dagen, som metafor for deres kærlighed. Ja, det er fornemt. Og meget country. Rørende, ikke som i sentimentalt – rørende fordi det er hverdagens poesi.

Som de amerikanske musikere sagde flere gange undervejs, var de imponerede over det danske publikums lydhørhed. Korrekt, at vi vist er lidt kølige og reserverede her i landet, men vi kan give en stående applaus, når den er fortjent.

Premierekoncerten i Køge foregik tilsyneladende under en forholdsvis stram tidsplan. Jeg kunne godt have ønsket mig lidt mere dynamik og interaktion mellem musikerne – udover Foleys mange udbrud. Erfaringsudveksling. Råd. Kritik. Måske ligefrem en diskussion. Country er også politik.

Men når det er skrevet, alligevel imponerende, at et arrangement af den type kan give så mange fede musikalske oplevelser.

Nashville Nights fortjener støtte.

Stop making sense – 5 snapshots af festival-følelsen

Stop making sense – 5 snapshots af festival-følelsen

En gang interviewede jeg en læge, der havde – og vistnok stadig har – sin faste gang på Roskilde Festival, og havde haft det siden den første i 1971. Og vist endda også festivalen i 1970, der ikke regnes for en officiel Roskilde Festival.

“Den orange følelse? Den føles nogenlunde som en hærmorride,” sagde han. Det skal siges, at hans point of view udelukkende var af lægefaglig karakter. Mange dages gennemusund livstil og endeløse timer stående og vadende koster typisk i fordøjelsessystemet.

I fravær af festivaler i år har jeg sat mig for at beskrive min lidt mere nuancerede version af Festival-Følelsen, fastholdt i fem mentale billeder.

Jeg har deltaget i op imod 100 festivaler, alt inklusive. Heraf de 24 i Roskilde. I første omgang fra og med 1979 til og med 1994, i anden omgang fra 2012 til og med sidste år.

1. Stop making sense

Det var i Roskilde. Det var søndag aften den 1. juli 1979. Det var på hjørnet af Søndre Ringvej og vejen, der i dag går under navnet Rabalderstræde.

Kølig vind, forrevet, skyet himmel, antydning af solnedgang over det grønne areal mellem ringvejen og Roskilde by. Et eller andet sted midt i det hele udsigt til domkirken.

Fire venner med fuld opbakning. Diskuterende, hvordan vi hurtigst kom ned til stationen. Mon ikke vi var ømme og lidt dumtrætte, som alle andre, der forlader en musikfestival i eftervirkningerne af deres version af høj musik, dåsemakrel, Bjørnebryg og Fætter Hennings grønne djævleurt værkende i sind og krop?

Den i øvrigt nyindkøbte Orange Scene havde stjålet min festivaldyd, og jeg skulle først komme til at kræve den tilbage 17 år senere, da der gik job, familie, hus og have i den.

For tid og evighed vil erindringen om kvartetten i T-krydset ved ringvejen være mit stærkeste billede på Festival-Følelsen. Det er endda blevet stærkere med årene, selvom jeg – senest to gange i 2019 – vel har deltaget i underkanten af 100 festivaler i alt.

Det er 41 år siden, og der er sket en del undervejs – pc’er, mobiltelefoner, internet, hvide tennisstrømper i sandalerne to-tre gange. Men fornemmelsen, da jeg stod i T-krydset ved Søndre Ringvej og netop havde forladt festivalpladsen – den form for håb, der har det med at trives i følelsen af fællesskab – ja, den er frisk.

Måske fordi de tre andre stadig er blandt mine nærmeste venner. Festivalen og en senere cykeltur i Jylland med de tre andre samme år står i dag som afgørende kapitler i en fortælling om mine formative år.

Måske er det bare, som man siger: man glemmer aldrig den første gang.

Så jeg har bestemt heller ikke glemt øjeblikke med kuldslået kedsomhed foran det orangerøde telt, som ejeren havde døbt Eluf. Noget skal et telt hedde.

Der bor en lille djævel ved navn Rastløshed i mig. Den har det desværre med at stikke med sin sylespidse trefork, når der falder ro over andre. Hygge. Rastløshed hader pauser. Rastløshed har en fætter, Melankoli. Nogle gange gennem årene på diverse festivaler, hvor de har rottet sig sammen, er der opstået pludselige anfald af en omsluttende ensomhedsfornemmelse – trods omgivet af mere end 100.000 mennesker. En form for festival-overdosis.

Det er en del af Festival-Følelsen. Yin og Yang. Lavstemt blank stilstand hånd i hånd med højstemte venskabelige arme over skulderen, kram, uendelig visdom og tåbeligheder, grin på grin, vabler, nørderi, fest og så selvfølgelig masser af musikalsk katarsis.

I 1979 var der decideret musikalske aha-oplevelser, rock’abilly med Delta Band med Link Wray og Billy Cross, blues med Taj Mahal og koncerten med Talking Heads, som jeg i første omgang puttede i boksen ’spændende’, indtil jeg opdagede, hvor fede de var – og er – på plade. Og senere så den fantastiske film Stop Making Sense.

Søndag aften blev rundet ned af Tom Robinson Band. I de dage surfede progressive Robinson på en bølge af rebel yell, uregerlighed, politisk protest, stolthed.

Med sange som 2-4-6-8 Motorway og Power in the Darkness fik TRB Roskilde til at hoppe, knytte næven trodsigt i vrimlen – den af næverne, der ikke holdt om en billig Aldi-øl – og rokke og rulle. Koncerten med den karismatiske sanger var min første store samlende festivaloplevelse.

Modsat f.eks. de beslægtede The Clash virker TRB’s musik temmelig ordinær og ligefrem kedelig, hørt i dag. Men jeg glemmer ikke begejstringen den søndag aften.

Jeg husker, at vi talte om Tom R som den nye Ray Davies i engelsk rock. Altid noget, når man nu ikke kunne se den ægte vare på festivalen.

Det er 41 år siden, og der er sket en del undervejs – pc’er, mobiltelefoner, internet, hvide tennisstrømper i sandalerne to-tre gange. Men fornemmelsen, da jeg stod i T-krydset ved Søndre Ringvej og netop havde forladt festivalpladsen – den form for håb, der har det med at trives i følelsen af fællesskab – ja, den er frisk.

2. Follow Your Arrow – især hvis den er rødvinsfarvet

En bordeauxfarvet streg i gruset. Det andet billede af Festival-Følelsen.

Uanset sin udformning i øvrigt har Roskilde Festival altid haft en grundplan. Pladsen foran hovedscenen. Tre-fire hovedveje, hvoraf den ene fører fra den nuværende scene, Arena, i retning af Orange Scene, der ligger, hvor den nu en gang skal. Denne vej løber langs med et hegn bestående af træer og buske og kan derfor blandt andet kendes på sin lugt. Især mod festivalens slutning.

1984 var året, hvor min ven indførte en ny, udmærket feature – rødvinskartonnet. Slut med Bjørnebryg. Tre liters druesaft. Flere promiller for færre penge. Umuligt at argumentere imod. Kartonnet passede i størrelse præcis til den grønne Fjällräven. Praktisk. Kvadratisk. Godt.

Det blev virkelig festligt. Vi gik gladelig glip af Lou Reeds nu ikoniske indhegnede vandpantomime ved Orange Scene. For det her var sjovere.

På vej mod Grøn Scene, som det hed dengang, blev min ven og en studiekammerat, som vi tilfældigt havde mødt, og jeg væk fra hinanden. Det er en essentiel del den sociale interaktion på en festival. At blive væk. Er man ikke blevet væk fra nogen, har man ikke været der. Jeg tror, men er langt fra sikker på, at vi skulle se svenske Kai Martin & Stick.

Jeg besluttede at søge mod Grøn Scene – mikserpulten, stedet man mødtes i den slags tilfælde. Undervejs opdagede jeg en stribe på jorden. Fulgte den. Den bordeauxfarvede stribe endte selvfølgelig ved Fjällräven. Der var gået hul på kartonen – vinen lå på jorden. Som om det ikke var nok, opdagede studiekammeraten, at han havde tabt sin pung. Men det kunne jo være… Og ja. Et stykke vej langs den bordeauxfarvede vej, som T havde trukket efter sig, lå pungen uberørt på jorden.

Modsat hvad man måske skulle tro, er moralen i denne historie ikke nødvendigvis, ”bevæg dig aldrig rundt på festival uden en lækkende karton rødvin – man ved aldrig, om man får brug for det”. Men så måske alligevel.

For da vi stod der, opstemte af glædens triumf, tilbød den gamle studiekammerat at give en omgang i øl-teltet tæt på. Det var jo fornuftens tale midt i denne oprivende stund. Som jeg husker det, havde han lige arvet. Eller noget. I hvert fald var der rigtig mange penge i den pung.

I teltet faldt vi i snak med nogle gæve jyder. Det blev virkelig festligt. Vi gik gladelig glip af Lou Reeds nu ikoniske indhegnede vandpantomime ved Orange Scene. For det her var sjovere. Der var denne her meget smilende kvinde med Jessica Lange-model-Postbudet ringer altid to gange-frisure – eller mere folkeligt: Susan Himmelblå-frisure. Hende kom den gamle studiekammerat til at sidde overfor.

Såvidt jeg husker, så jeg aldrig studiekammeraten igen, men da jeg tjekkede på Facebook for nogle år siden, var han og den smilede Jessica/Susan blevet gift.

Som Kacey Musgraves, der skulle have optrådt på Roskilde i år, synger, ‘Follow your arrow’. Især hvis den er bordeauxfarvet.

3. Follow Your Arrow, også selvom den er gennemblødt

Siden 2012 har jeg anmeldt et hav af koncerter på diverse danske festivaler. Ofte har jeg valgt at tjekke kunstnere, som jeg ikke kendte eller måske bare kendte sporadisk i forvejen. Selvudfordring er muligvis ordet. Det kan ikke være Springsteen det hele.

Som nu for fem år siden, da jeg bevægede mig mod NorthSide festivalens blå scene for at se transkønnede Antony Hegarty – i dag Anohni – optræde sammen med Århus Symfoniorkester.

Egentlig var koncerten en opførsel af albummet Cut the World, som blev indspillet i 2011 sammen med det hedengangne DR Underholdningsorkestret. En blanding af stemningsmusik, cabaret og avantgarde med Antonys, nu Anohnis kraftfulde mørke stemme i fokus.

Jeg skrev vandpantomime før. Denne eftermiddag i Aarhus pissede det katte og hunde ned. I kaskader.

Antony var åbenlyst ulykkelig. ’Jeg elsker farven grå’, forsøgte han at opmuntre.

Som blev lyden af de mange talking heads under hætterne en del af en performance. Det er nok på sin plads her at understrege, at mit stærkeste drug, når jeg arbejder, er kaffe.

Jeg opgav tanken om at anmelde. Hverken min old school analoge blok eller kuglepen klarede vandmasserne. I stedet cirkulerede jeg lidt rundt foran scenen for at holde varmen og overvejede i øvrigt, om ikke det var på tide at finde det tørre tøj.

Da slog det mig, at omstændighederne havde gjort scenariet til en utilsigtet virkeliggørelse af visionen bag Cut the World. Et statement om, at køn er uden betydning. Mand eller kvinde. Vælg selv.

For publikum lignede én stor organisme med flere tusinde hoveder, alle iklædt regnhætter. Nogle kæmpende for at holde liv i smøgen. Andre kæmpende med ølglasset. Langt de fleste snakkende, kværnende løs. Som desværre altid under danske festivalkoncerter.

Jeg lukkede øjnene for at holde regnen ude. De var begyndt at svide. Med lukkede øjne blev det en særegen lydæstetisk oplevelse. Med det stadig mere kævlende publikum i forgrunden, som en bizar, lydlig lavine rullende ovenpå orkestermusikken og Hegartys formfulde sang fra højttalerne fandt jeg mig selv medvirkende i en surrealistisk totaloplevelse, som ikke kunne være planlagt og aldrig vil kunne gentages.

Som blev lyden af de mange talking heads under hætterne en del af en performance. Det er nok på sin plads her at understrege, at mit stærkeste drug, når jeg arbejder, er kaffe.

Jeg skrev tidligere om trods. Og stolthed. Jeg tænker, at dem med de regnbuefarvede flag under koncerten med Antony kender det.

Der har jeg ikke været, men som alle andre, der har været teenagere, kender jeg fornemmelsen af modstand og lange klaustrofobiske dage på værelset.

Modsat koncerten i 1979 med Tom Robinson var jeg på en måde både deltager og beskuer. Jeg har aldrig oplevet noget lignende.

FOTO: PR/TINDERBOX.

4. Rock’n’roll will never die

Neil Youngs ternede skjorte.

Det fjerde billede er måske nærmere en film. En film med onkel Neil krabbende rundt på scenen, vuggende rundt med den venstre skulder sænket ud mod scenekanten og det karakteristiske uudgrundelige blik i øjnene.

I to af mine fem største musikalske festivaloplevelser har Neil Young stået i midten iført sin legendariske Old Black-guitar hængende på maven. Første gang var i 1993 i Roskilde. Sidste gang sidste år, 26 år senere på Tinderbox. Hvor han i øvrigt for en gangs skyld ikke optrådte i tern.

Hvor meget husker jeg fra den første koncert? En som altid uendelig lang, berusende version af Like a Hurricane. En sjældent afklaret version af Only Love Can Take Your Heart, som altid vemodig The Needle and the Damage Done og vist nok som ekstranummer Otis Reddings Sitting at the Dock of the Bay og Neil larmende som aldrig før i en version af sin bror i ånden, Bob Dylans All Along the Watchtower.

Over årene er Neil blevet en særlig rustik, lyrisk grundfølelse, som en udsigt fra en blå bjergtop under høstmånen, en blanding af længsel med længsel på – måske er udsigten flottere på et andet bjerg? – old man visdom, stridbarhed og integritet.

På turneen, der bragte ham til Roskilde, havde Young engageret det klassiske Stax soul-orkester Booker T and the MG’s, altså med keyboard- og orgelspiller Booker T. Jones, guitaristen Steve Cropper (medkomponist på Sitting at the Dock of the Bay), swing-mesteren Donald ‘Duck’ Dunn på bas og selveste Jim Keltner på trommer.

(Ham har jeg heldigvis også set sammen med Nick Lowe, John Hiatt og Paul Carrack i Roskilde. Jeg får gåsehud bare ved tanken.)

Dét band gav Canadas egen Neil Young en lidt mørkere dimension, et Memphis groove, som jeg ikke mener at have hørt før eller siden.

26 år senere spillede Young igen, som havde han netop fundet det magiske guitarplekter.

Endnu en rejse ad den hvide støjflod med den melodiske, lyriske guitarlyd som rejseleder. Med en musiker som Young, der aften efter aften selvafsøgende udfordrer sig selv og sit bagkatalog, står meget og falder med hans band. De seneste år har det været Promise of the Real, der blandt andre tæller Willie Nelsons sønner, Micah og Lukas på guitarer.

Mens den lune sommeraften på Fyn langsomt blev til nat, blev det åbenlyst, at Young, Old Black og bandet var blevet en form for organisme, hvor de enkelte musikere og instrumenter forudsætter, gror og gror ind i hinanden.

Ingen tvivl om, hvem der er chefen her – det er hans sange, hans værk – men i numre som PowderfingerUnknown Legend og den alt for sjældent spillede Winterlong og en vårkåd Hey Hey My My (Into the Black) lignede og lød det som en symbiose.

Det siger meget, om ikke alt om Neil Youngs storhed som kunstner, at det ikke bare var Young med backingband. Specielt bassisten Corey McCormicks swagger og groovy spil havde en stor del af æren for, at det stort set ikke blev kedeligt for os andre, mens Neil søgte ind og ud af sine improvisationer.

Over årene er Neil blevet en særlig rustik, lyrisk grundfølelse, som en udsigt fra en blå bjergtop under høstmånen, en blanding af længsel med længsel på – måske er udsigten flottere på et andet bjerg? – old man visdom, stridbarhed og integritet.

5. Vodkaflasken ligger i detaljen

En tom vodkaflaske foran et telt.

I dag har jeg for længst nået en alder, hvor jeg kun lægger mig til at sove i en festivallejr, hvis den har form af et hotel med seng og bad, restaurant og bar.

I 1994 var vi fem-seks mennesker, der boede i den største Roskilde-lejr, jeg endnu har boet i. Altså 1/10 af den typiske teltlejr i dag. Det var skide sjovt.

Jeg husker hverken sted eller tidspunkt. Det er mørkt. Lørdag d. 2. juli eller søndag 3. juli 1994. Jeg er nået til et af disse stadier af festivallykke, der heldigvis kommer og går, skabt på sprut, samvær og et par overraskende oplevelser – bl.a. en nærmest absurd forrygende koncert med countrymusikeren Dwight Yoakam, som har sin store del af æren for, at jeg for længst har iklædt mig min indre Stetson.

Situationens absurditet. Det bizarre anfald af miljøbevidsthed midt i Sodoma og Gomorra. Der skal meget til, før jeg giver slip og flytter mig fra kontrolpanelet. Det gjorde jeg den aften og nat.

Jeg har lyttet til noget larm. Måske Mercyful Fate. Pludselig prikker en kvinde mig med en tom vodkaflaske. En lille kvinde i selskab med en flok. En af dem iført en fjoget Jamiroquai-hat. Det er det eneste, der står klart i dag. En stribet bluse og et par store, runde John Lennon-briller og en blå hat, der burde være blevet hjemme i Sibirien.

Nu rekonstruerer jeg efter den erindring, jeg ikke har:

Hun siger: “Her er jeres vodkaflaske”.

“???”

“Vi bor ved siden af dig og de andre. Ham den ene har sovet siden i eftermiddags på græsset. Han vågnede og gav os vodkaen og lagde sig til at sove igen.”

“Og nu vil du give mig den tomme flaske tilbage?”

“Ja. Der er pant på.”

Senere fandt jeg ganske rigtigt K sovende på jorden ved siden af sit telt. Nu på femte, sjette, syvende time. Der hersker en vis uenighed om, hvorvidt jeg vækkede ham og fik ham ind i sit telt. Eller om han selv klarede det. Jeg foretrækker min forklaring. Der er noget heroisk over den, synes jeg.

Næste morgen lå der en tom vodkaflaske ved K’s telt. Jeg havde altså slæbt den tomme vodkaflaske tilbage til vores lejr. Købt løgnen om det med panten.

Et stykke tid senere talte jeg i telefon med en bekendt. Her er hukommelsen en smule bedre.

“Den var godt nok høj, da jeg mødte dig på Roskilde.”

“???”

“Ja, du kom syngende med en tom vodkaflaske og latterlig blå hat på hovedet. Jeg prøvede at tale med dig, men du skreg bare “Country!”. Det havde jeg ikke troet – at jeg skulle se dig slippe tøjlerne på den måde. Fedt.”

Der er sket millioner af mere fjogede, sjovere og mærkeligere ting på festivaler verden over de sidste plus 50 år. Men billedet af den syngende mand med blå hat og flaske, som jeg har lånt fra ham i telefonen, hører til mine foretrukne. Situationens absurditet. Det bizarre anfald af miljøbevidsthed midt i Sodoma og Gomorra.

Der skal meget til, før jeg giver slip og flytter mig fra kontrolpanelet. Det gjorde jeg åbenbart den aften og nat.

Om det handler Festival-Følelsen også.

PS: Den blå hat dukkede aldrig op igen.


Topfoto/grafik: Jan Eriksen/Michaël Dorbec

Da Lizzie sang kor for The Beatles

Da Lizzie sang kor for The Beatles

Fra POV.International

Den 4. februar 1968 lignende hvilken som helst anden søndag i en såkaldt Apple Scruff’s (hardcore Beatles-fan) liv. Næsten da. Eftersom en klam kuldebræmme havde indtaget London, havde portneren for en gangs skyld givet de unge Beatles-fans lov til at vente i varmen i korridoren mellem de yderste og inderste indgangsdøre i Abbey Road-studiet. Inde i studievarmen arbejdede de fire mænd, som fansene var på fornavn med, hårdt.

Ellers handlede det om at hænge ud med de andre fans, snakke om musikken. Læse blade og magasiner. Vente. Vente. Vente. Ud på aftenen skete der noget usædvanligt. Pludselig stod Paul McCartney i korridoren:

”Er der nogen af jer, der kan tage de høje toner?”.

Apple Scruffs fra dag ét

I 1966 var rygterne om Beatle-Mania og Swinging London for længst nået til Rio de Janeiro, hvor de blev hørt af dengang 15-årige Lizzie Bravo og veninden Denise. Desværre, forstod de to piger, havde The Beatles besluttet at stoppe med at turnere. Og når bjerget ikke sådan ville komme til Muhammed, måtte Muhammed jo komme til bjerget.

”Det var Denise’s ide, at så måtte vi jo rejse til London for at møde dem. Vi overbeviste vores forældre om at give os rejsen som 15 års fødselsdagsgave,” fortæller Lizzie Bravo, der senere kom til at arbejde et par år som au pair i London. Hun er for længst flyttet tilbage til Brasilien.

Gissela — Do Rio a Abbey Road by Lizzie Bravo
LIZZIE I FORSKELLIGE BEATLES-SITUATIONER.

Allerede fra dag ét blev Lizzie og Denise Apple Scruffs – en gruppe unge, der hængte ud foran diverse Beatles-lokaliteter i London såsom Apple Records’ kontorer i Saville Row, pladestudiet i Abbey Road, Pauls hjem tæt på Abbey Road, EMI’s kontorer.

Faktisk mødte hun The Beatles samme dag, d. 14. februar 1967, som hun og Denise var landet i Heathrow.

”Jeg mødte de fire, Brian Epstein og Mal Evans SAMME DAG, jeg ankom d. 14. februar 1967. Jeg talte med dem stort set hver dag. Fotograferede. De var meget nemme at tale med. Jeg lyttede til plader med vores Beatles-venner. Fandt artikler – gik til koncerter, som vi mente, at de måske ville dukke op til,” siger Lizzie Bravo, der af samme grund var med til DEN koncert i 1967, hvor Jimi Hendrix spillede Sgt. Pepper-albummet et par dage efter, det var udkommet.

”Det var FANTASTISK!,” siger Lizzie.

Tilbage til den aften d. 4. februar 1968, da Paul McCartney efterlyste piger, der kunne tage de høje toner. Lizzie og en engelsk pige, Gayleen Pearce, der begge havde gået til sangundervisning, skyndte sig at svare. Lizzie var sopran i skolekoret.

Da vi kom ind i studiet, viste Paul og John os teksten og den del, vi skulle synge med på. De spillede sangen igennem nogle gange, den ene på guitar, den anden på klaver. De modtog os meget varmt.

Udover Across the Universe blev Lady MadonnaHey Bulldog, et spor til The Inner Light indspillet primo februar, inden de fire Beatles-medlemmer skulle rejse på inspirationsrejse til Indien. Selvom eller måske fordi der var et vist tidspres, var optagelserne gået i hårdknude. John Lennon var ikke vild med de første takes af hans Across the Universe.

Enter Lizzie og Gayleen.

En sjovere dag end normalt

”Da vi kom ind i studiet, viste Paul og John os teksten og den del, vi skulle synge med på. De spillede sangen igennem nogle gange, den ene på guitar, den anden på klaver. De modtog os meget varmt. De var jo vant til at se os udenfor hele tiden. Gayleen og jeg forblev rolige, nød bare at være sammen med dem, grine af vittighederne, drikke te, generelt have det sjovt.”

Jeg tænker, at du følte dig som en sommerfugl, da du forlod studiet?

”Ikke rigtig. Vi var meget unge. Vi anede ikke på det tidspunkt, hvad der var sket – optagelse med det største band, der nogensinde skulle blive. For os var bare en sjovere dag end normalt at være inde i studiet med dem i stedet for at stå udenfor og vente.”

Godt nok nåede indspilningen af Across the Universe med Gayleen og Lizzie aldrig med på Let it Be. Produceren Phil Spector tog sin berømte wall of sound med sig ind i studiet, da han producerede den endelige version. Men de to piger kan høres synge med på hele to plader.

Jeg mødte Paul under en lille pressekonference i Indianapolis, Indiana, hvor han annoncerede sine første koncerter i Brasilien. Han spurgte, hvor han kendte mig fra? Vi talte kort sammen. Desværre så jeg aldrig min elskede John igen.

Dels et velgørenhedsalbum Nothing’s Gonna Change our World, der blev udsendt i julen 1969 til støtte for World Life Fund, hvilket forklarer fuglefløjt og vingeslag i linket nedenfor. Denne version figurerer desuden på den engelske udgave af albummet The Beatles Rarities.

Hør Lizzie og Gayleen synge med The Beatles her:

Sinhorita Bravos eventyr i London sluttede i oktober 1969. Hun havde fået hjemve og som de fleste andre dengang fornemmede hun magien mellem The Fab Four langsomt fordufte.

Siden har hun haft en lang karriere som fotograf, blandt andet i New York, og som sanger, blandt andet som korsanger for brasilianske stjerner som Milton Nascimento og Joyce.

”Jeg blev inviteret til den koncert, George gav i Royal Albert Hall i 1992, hvor jeg talte kort med ham bagefter. (Harrisons sidste koncert overhovedet). Jeg hilste på Ringo under et Grammy-arrangement i New York. Og jeg mødte Paul under en lille pressekonference i Indianapolis, Indiana, hvor han annoncerede sine første koncerter i Brasilien. Han spurgte, hvor han kendte mig fra? Vi talte kort sammen. Desværre så jeg aldrig min elskede John igen.”

“River, Heart Phoenix, Milton Nascimento and Lizzie Bravo, July 7th, 1990. ‘’[…] They wanted to meet Milton, after hearing the beautiful song he had written for River (he saw “The Mosquito Coast” and was very impressed with the young actor’s...
LIZZIE FOTOGRAFERET I 1990 MED SANGSKRIVER OG GUITARIST MILTON NASCIMENTO, SOM HUN SANG KOR FOR – SOM VOKSEN. DEN UNGE MAND TIL HØJRE ER DEN AFDØDE SKUESPILLER RIVER PHOENIX (BROR TIL JOAQUIN) OG HANS MOR HEART, EN GOD VENINDE AF LIZZIE.

Hvordan forklarer du venner og familie, at du synger kor på en Beatles-sang?

“Det gør jeg kun, hvis jeg bliver spurgt. Jeg er en KÆMPE fan af musikken i mit land og jeg har været heldig nok til at indspille plader og optræde med nogle af de største brasilianske kunstnere. Jeg er meget stolt af mit arbejde som korsanger.”

For øjeblikket arbejder Lizzie Bravo på at finde en international forlægger til en engelsk version af sin bog Do Rio a Abbey Road, der er udkommet i Brasilien og Paraguay.

“Jeg havde planlagt at rejse rundt og give foredrag (jeg har holdt mange over hele Brasilien og i Paraguay), der skulle promovere bogen, men jeg er i karantærne nu p.g.a. corona. Håber jeg snart kan komme ud igen.”

Jeg har mødt et par af de såkaldte ‘gate girls’, der i 70’erne dagligt stod foran Graceland og i øvrigt fulgte Elvis’ gøren og laden i Memphis. De bor nu på 43. år efter hans død tæt på Graceland bare for at være i nærheden. ‘Jeg har intet andet valg’, sagde en af dem til mig. Forstår du dem?

“Det gør jeg. Men for mit vedkommende var jeg begyndt at bekymre mig om mit liv var på vej til at gå i stå. Jeg havde ikke lyst til at være au pair resten af mit liv – og jeg savnede min familie og venner.”

Lizzie Bravo er mor til skuespilleren Marya, 48, der selvsagt blandt meget andet har medvirket i en Beatles-musical. Hun er igen mor til Morgana, der arbejder for Cirque du Soleil. Lizzie bliver 69 den 29. maj.

Hør George Harrisons hyldest til Lizzie, Gayleen og alle de andre Apple Scruffs:


Fotos: Privatfotos.