Tønder Festival #2: Stolte formidlere af musikalske traditioner – The Mavericks, Rikke Thomsen, Rura

Tønder Festival #2: Stolte formidlere af musikalske traditioner – The Mavericks, Rikke Thomsen, Rura

Jeg har en teori om, at de fleste succesfulde musikere oplever et point of no return i karrieren – koncerten, der bekræfter dem i, at musik, det er det, de skal resten af livet. I stort eller lille omfang. Måske med kommende udsolgte koncerter på Wembley, måske som bijob med en koncert i ny og næ på Café Punktum.

Jeg mener koncerten, hvor musiker og publikum underskriver en fælles hensigtserklæring: Vi vil hinanden, så længe vi gensidigt bliver ved med at give. Skulle der være en flig af sandhed i dette lommefilosofiske tankespind, kunne Rikke Thomsens koncert fredag i Telt 1 her i Tønder meget vel være en sådan.

Tønder festival rikke thomsen Maverick aura
Så enkelt kan det siges. Foto: Flemming Jørgensen

Da hun blev hyret til festivalen for tre år siden, inden Corona stoppede festen, var Rikke Thomsen mere eller mindre kult, især i sin hjemegn. I dag er Sønderjyllands egen Rikke på en tilsyneladende never ending tour med sin akustiske guitar. Hun har formået, hvad jeg ville have forsvoret, da jeg første gang læste om hende – at etablere et rum, hvor hun kan slippe afsted med at synge og tale på synnejysk, lige meget hvor hun kommer frem.

Da hun fredag eftermiddag trådte ind med et ”Mojn” på hjemmebanen på den største og vigtigste festival på hendes hjemegn, blev hun mødt af et kæmpe bifald. På den vibe fortsatte det, da hun lagde ud med ”Vausen” fra debutalbummet Opland.

Jeg sad tilbage med en fornemmelse af at have fået et indblik i kernen – ikke bare i hver af hendes meget melodiøse sange – men i hendes vision som så

Vi taler en indforstået vibe, hvor alene første linje, ”Ka do mærk venn æ tænke å dæ elle it?”, afstedkom endnu mere bifald.

Og sådan fortsatte det naturligvis, da Michael Falch kom på scenen for at synge med på ”Hunge hjerte”, der er en form for parafrase over Bruce Springsteens ”Hungry Heart”. Dobbelt oplagt med Falch, der er vokset op i Tønder og faktisk har sunget ”Hungry Heart” sammen med Bruce Springsteen på scenen i Forum. Tilsyneladende havde Falch og Thomsen ikke haft ret meget tid til at indøve koreografi, men en effektiv gimmick var det.

At Falchs møde med Bruce fandt sted otte et halvt år før, Rikke blev født, siger på en omvendt måde noget centralt om årsagen til hendes succes.

Tønder festival rikke thomsen Maverick aura
Rikke Thomsen. PR-foto

Selvom hun synger, så det også i Telt 1 denne fredag kan være svært for os, der er født nord og øst for Kongeåen at fatte meget af det, udtrykker hendes livskloge sange noget universelt på tværs af generationer. Måske især til os, der også har vores rødder i small town-Danmark.

Det er bare et af Rikke Thomsens talenter. Som det blev understreget ved denne koncert, har hun mange. Med varme, solidaritet og forsoning beskriver hun både ensomhedens begrænsning og kedsommelighed og samtidig overskuelighedens tryghed i livet i en by med et par hundrede indbyggere – i pagt med naturen.

Hun talte en del på scenen. Beskrivelsen af dengang en nabo opsøgte hendes mor og stedfar i Blans for at klage over, at hækken var blevet så høj, at hun ikke længere kunne følge med i deres liv, var meget, meget morsom.

Ja, et par af Thomsens tekster har ligefrem gjort mig en smule klogere på mit ambivalente forhold til min barndoms grønne dal.

Som hun også sagde og senere sang: Hvis alle har et “hungry heart”, som ham Bruce synger, hvorfor føler hun sig så som den eneste med et “hunge hjerte” i Blans? En central pointe, der sætter sylespidst fokus på det forhold, at afstandene kan føles enorme i en by, hvor der er mindre end én kilometer mellem byskiltene.

Jeg ved ikke, om Mariah Carey kunne finde på at ringe til Rikke for at bede om et par sangfif, men hendes runde, let nasale klang klæder sangenes ord – faktisk næsten bedre live solo end på plade, hvor vokalen er produceret en anelse for lavt efter min smag.

Rura i Telt 2 fredag aften. Det skulle vise sig at blive endnu en af disse musikalske oplevelser, der kommer snigende som en tyv om natten og stjæler ens fordomme

Måske fordi hun sang sine sange med en forunderlig påtrængende mildhed.

Før koncerten var jeg spændt på at høre, hvordan Thomsen ville forløse sine sange, der på albummet Opland bevidst er produceret med pastelfarvet 80’er galore, med en enkelt guitar. Og her citerer jeg hende så igen: ”I kommer til at høre mine sange, som de lød, da jeg skrev dem.”

Jeg sad tilbage med en fornemmelse af at have fået et indblik i kernen – ikke bare i hver enkelt af hendes meget melodiøse sange – men i hendes vision som så.

Rikke Thomsen er en natural born performer og komponist med et stort glimt i øjet og sikker fornemmelse for, hvad hun og hendes sange kan – læg dertil, at hun er en glimrende guitarist.

Spørgsmålet er vel, om hun fortsætter som Sønderjyllands moderne Allan Olsen, eller om den form vil vise sig lige så begrænsende som barndommens Blans, og om den nye bopæl på det der spelt-Østerbro ovre på djævleøen og succesen som sådan trækker hende i anden retning.

Rikke Thomsen, Telt 1, fredag eftermiddag

Som en tyv om natten

Mit kendskab til skotsk folkemusik er mildt sagt begrænset. Selvfølgelig har jeg hørt den slags utallige gange som underlægning til tv og film og har nok også set det fremført live et par gange. I øvrigt holder jeg meget af Runrigs afskedsalbum The Story, som desværre er et noget underkendt forsøg på at give den skotske folk-rock et moderne udtryk.

Så det var ganske forudsætningsløst, at jeg opsøgte kvartetten Rura i Telt 2 fredag aften. Det skulle vise sig at blive endnu en af disse musikalske oplevelser, der kommer snigende som en tyv om natten og stjæler ens fordomme.

Bandet består, ved jeg nu, af violinisten Jack Smedley, Steven Blake på sækkepibe, fløjte og keyboards, Adam Brown, guitar, og David Foley såkaldt bodhrán og fløjte. I øvrigt vildt, så meget funk, Foley får ud af den lille tromme. Suppleret med basfigurer fra Blakes keyboards.

Tønder festival rikke thomsen Maverick aura
Rura på scenen i Telt 2. Foto: Flemming Jørgensen

Efter tolv års samspil lyder de fire mannies som en organisme. Det er måske store ord, men so be it – sjældent har jeg hørt et så tight og indforstået spillende orkester. Guitarist Brown havde efter eget udsagn tømmermænd – tænker at en skotsk folkemusiker ville blive smidt ud af fagforeningen, hvis det kom frem, at han ikke havde tømmermænd. Alligevel spillede han flot sin rolle som en form for orkesterleder.

Den første erkendelse – at sækkepibe ikke bare er sækkepibe i betydning 20 mænd i kilt, der spiller “Amazing Grace”. Steven Blake spiller sin sækkepibe nærmest som en meget analog synthesizer, der er der for at fuldende og supplere lydbilledet. Ligesom hans keyboards og rigtige synths.

Det lød simpelthen bare godt.

Anden erkendelse – godt nok er hverken U2, Coldplay, Echo and the Bunnymen eller Kate Bush skotske, men når man lytter til de utallige lange, eksplicit stemningsskabende passager og hyppige crescendoforløb i Ruras musik, hører man også de autentiske præ-rock’n’roll kilder, der har præget fx de nævnte musikere.

Der skete noget i det fjerde rock’a’billy-agtige nummer, guitaristen trykkede på en af sine fodpedaler, så hans guitar fik denne her kaktus-ørkenstøvede slangeskindsbestøvlede lyd

I flere passager fik jeg smukke tankebilleder af tågede horisonter over det skotske højland – og måske et enkelt whiskydestilleri hist og her.

Men ligesom der efter sigende befinder sig et uhyre i Loch Ness, bor der en djævel i Ruras musik, nemlig manglede variation.

Ud over lidt optaget speak fra det ene bandmedlems bedstemor er Ruras udtryk instrumentalt, og godt og vel halvt inde i koncerten begyndte mine tanker at søge andre steder hen – med andre ord det blev noget ensformigt for mig, der med Springsteens berømte ord lærte mere af en tre minutter lang sang, end han lærte i skolen. Heldigvis var der flere breaks, som bandet i øvrigt ramte med kirurgisk præcision. Der måtte gerne have været flere.

Det, jeg tager med mig fra denne koncert, er den positive oplevelse af at have set fire uhyre velspillende, bundmusikalske skotter udfordre mig sindsligt og musikalsk.

Rura, Telt 2, fredag aften

Tønder festival rikke thomsen Maverick aura
The Mavericks spiller på Open Air på Tønder Festival 2022.

Stolte overbringere af traditioner

Nogle gange spørger jeg mig selv, hvordan det opleves for en artist, der har sunget de samme sange tusinder af gange i løbet af tre-fire årtier, at stå deroppe på scenen for at gøre det endnu en gang.

Bedømt ud fra begyndelsen på tex-mex el presidente Raul Malos The Mavericks koncert kunne det meget vel blive endnu en dag på Haciendaens terrasse med benene oppe. Eller måske nærmere som et lidt anonymt danseband hyret til endnu et bryllup.

Det otte mand store orkester virkede noget stift i det (om ikke lidt energiforladt), da de overraskende lagde ud med det helt store hit ”Dance the Night Away”.

The Mavericks, der har sine rødder i Miami, Florida brød for alvor igennem i begyndelsen af 90’erne og kom hurtigt til at ride med på den bølge, der blev skabt af Los Lobos’ overraskende succes med ”La Bamba”.

Her 30 år senere består gruppen stadig – udover Malo – af guitarist Eddie Perez, trommeslager Paul Deakin og keyboardspiller Jerry Dale McFadden.

tønder
The Mavericks spiller på Open Air på Tønder Festival 2022. Foto: Helle Arensbak

Udgangspunktet var oprindelig en fælles begejstring for den musik, Elvis Presley, Johnny Cash og især Roy Orbison skabte helt tilbage i 50’erne, krydset med mexicansk ranchera, der er resultatet af århundreders kulturblanding mellem indiansk og europæisk, især spansk kultur.

Efter to-tre numre skete det, der nogle gange sker ved denne form for “endnu et stop på landevejen”-koncerter – en gensidighed mellem band og publikum, der viser sig at udvikle sig til en symbiose. Der skete noget i det fjerde rock’a’billy-agtige nummer, guitaristen trykkede på en af sine fodpedaler, så hans guitar fik denne her kaktus-ørkenstøvede slangeskindsbestøvlede lyd, og jeg fornemmede lidt mindre stivhed i forsanger Malos ansigt, som fornemmede han, at publikum var klar til kinddans og fodvippen i de mange kommende numre, fortrinsvis i mellemtempo.

Det kan siges meget enkelt, som min sidemand formulerede det: ”Hold kæft, hvor det swinger.”

Så forskellige de ellers er, har The Mavericks en ting tilfælles med skotske Rura. De er stolte overbringere af musikalske traditioner, alle andre står på

Efterhånden fornemmede jeg en større og større løssluppenhed og spilleglæde i bandet, efterhånden som de enkelte medlemmer trådte frem med den ene solo efter den anden. “Hvornår kommer harmonikaen?”, skrev jeg i notes, og ja, et eller to minutter senere trådte harmonikaspilleren ned centerstage – til stor jubel. Tex-mex uden harmonika er som tequila uden lime.

Det egentlige vendepunkt indtraf, da Raul Malo og hans orkester spillede et par numre fra deres ret nye spanske album En Español. Det var her, Malo gik fra fortolker af egne og andres sange til passioneret sanger. Tydeligvis var det hjerteblod, vi oplevede. Det er muligvis bare noget, jeg lægger ind i det, men jeg fornemmede en mand synge for det store mexicanske mindretal i USA, der ikke ligefrem danser på roser i disse år.

Med The Mavericks ved man, hvad man får. Nemlig, hvad man kommer efter. Et nummer er en parafrase over ”Jambalay”, et andet overmåde inspireret af ”Blue Bayou”, et tredje inspireret af ”Blue Moon”, som bandet altid spiller live, denne gang i en version, der gjorde Elvis coverversion fra 1954 stor ære.

Selvom jeg godt kan savne lidt mere spjæt i The Mavericks som i det beslægtede, Little Steven’s Soul Disciples, forlod jeg den store scene i Tønder med et varmt hjerte.

Jeg ved ikke, hvad Arne-pension hedder på spansk, men intet tyder på, at The Mavericks behøver at tænke på den slags foreløbig.

Så forskellige de ellers er, har The Mavericks en ting tilfælles med skotske Rura.

De er stolte overbringere af musikalske traditioner, alle andre står på.

The Mavericks, Open Air, fredag aften

Tønder Festival #1: Hyldest til Dissing – og store uventede oplevelser

Tønder Festival #1: Hyldest til Dissing – og store uventede oplevelser

Sådan en eftermiddagsstund, hvor solen er rød og rund, virker det oplagt at åbne årets Tønder Festival med en hyldest til Dissing, der flere gange nåede at optræde på festivalen.

Nu var det jo primært den danske trubadur, det handlede om i Telt 1, som det meget matter of the fact-agtigt hedder.

Men ham, der for alvor skubbede til primo-tressernes folkemusik-bølge, var på sin vis meget passende også repræsenteret i teltet. Med i backingbandet var bassisten Tony Garnier, der i en periode har været fast medlem af Bob Dylans band.

Garnier spillede lidt sammen med Dissing under Aarhus Festuge for ni år siden – og da den daværende kapelmester Gustav Ljunggren også holdt taktstokken på scenen i Tønder – ja, så voilà, Garnier takkede ja til at være med.

Arrangørerne havde truffet det sympatiske valg at lade musikken tale, altså ingen salvelsesfulde taler mellem numrene. Stemningen var passende uhøjtidelig, grænsende til småanarkistisk i ny og næ. Vi er på festival, samlet for at mindes en sanger, der skabte sit eget skæve, originale udtryk for det at være menneske i sin tid. Så ingen grund til begravelsestårer.

Og så var der Allan Olsen. Utroligt som den mand kan besætte et scenerum ved sin blotte tilstedeværelse og måden, han fremfører ordene

”Det er fuldstændig som i gamle dage, ingen har lavet lydprøver, det kan kun blive godt,” som Niels Hausgaard sagde.

Grønlandske Nive Nielsen var på scenen et par gange. Dissing havde et varmt forhold til det store land mod nord og skrev flere sange inspireret af sine ophold i Grønland. Nive Nielsen er en fortræffelig sanger med et lidt understated udtryk. Da Grønland og ikke mindst grønlænderne også har en stor plads i mit hjerte, var det såre rart at se den socialt engagerede side af Dissing blive luftet.

Tønder
Caroline Henderson sang “Hjertesuk”. Foto: Helle Arensbak

Gode, gamle Benny Holst kom på scenen med en meget ærlig og ren version af ”Tak for gode som for onde år”, som han engang indspillede med Dissing, denne gang i en renlivet countryversion. Senere kom Holst igen på scenen sammen med Kjartan Arngrim – noget med at Dissing og Holst en gang drømte om at fordanske Bob Dylans ”For Ramona”. Og det var Arngrim så sat til. Det har sikkert været sjovt i øverummet, men ikke rigtig i Telt 1.

Også Caroline Henderson var på scenen. Efter hendes version af den smukke, smukke ”Snehvidekys” ved vi, at hun synger flottere end nogensinde, og at Povl Dissing var den første danske musiker, hun lærte at kende, da hun kom til Danmark som 21-årig

Rasmus Dissing fik for alvor teltdugen til at blafre med sin festlige boogie-version af farens gamle hit ”25 minutter endnu”. Både Rasmus og hans bror, Jonas, sang i dagens anledning med en betoning, der mindede mistænkeligt meget om deres fars stemme. Hvis ikke de skulle kunne binde an med at læne sig op ad hans røst …

Og så var der Allan Olsen. Utroligt som den mand kan besætte et scenerum ved sin blotte tilstedeværelse og måden, han fremfører ordene. Hvis jeg forstod det ret, handlede det om en som altid finurlig tekst, som Allan Olsen egentlig havde skrevet til Dissing, men som han aldrig fik indspillet.

Tønder
Mindekoncert for Povl Dissing på Tønder Festival 2022 i Telt 1. Foto: Helle Arensbak

Men det var de to unge artister, Rikke Thomsen og Bisse, der for alvor fik skubbet til grænserne i Dissings eftermæle. Skævt smilende Thomsen med en meget 60’er-pop-glad version af Dissings ”Der ikke noget som damer” med godt med Hammond orgel-krymmel på keyboards.

Altid originale Bisse med hele to numre, som han begge holdt ind til sig som sine egne. Først en rastløs psychedelia version af ”Nøgne øjne” – og senere en forrygende, uforglemmelig version af Shell Silversteens prægtige bluespastiche ”Den grimmeste mand i byen” – med dansk tekst af Thøger Olesen.

Som sin mentor Niels Hausgaard taler Svendsen meget mellem numrene – hendes selvironi er klædelig, men det kan også blive for langtrukkent

Dog havde Bisse udskiftet ordet ‘bøsse’ i den oprindelige tekst med ‘bisse’.

Som afslutning mindede Niels Haugaard om, at han også er folkesanger. Han sang en sang, som Dissing engang skrev om et brud med sin kone, men som han var for loyal til at indspille, så alle andre kunne få indblik i deres private hurlumhej. En sang om at slide hinanden op, som Hausgaard sang med stor indføling. På forunderlig vis blev det også en sang om loyalitet, hensyn og venskab, ikke bare mellem de to trubadurer tidligt i deres karrierer, men også mellem os i teltet og hver vores Povl Dissing.

Povl Dissing Hyldestkoncert, Telt 1, torsdag

Har fundet sin form

Det er 21 år siden, Signe Svendsen blev kendt som hende i Rollo og King. Efter et par job som tv-vært har hun med stor dygtighed skabt en karriere som solist – suppleret med en tjans som korsanger for Niels Hausgaard.

Svendsens liveband består bl.a. af brødrene Lars og Troels Skærbæk og den tilsyneladende allestedsnærværende keyboardspiller Palle Hjorth. På et tidspunkt talte hun om guitarist og producer Lars Skærbæks forbilledlige nysgerrighed, som jo bl.a. spiller en vigtig rolle for lyden på Michael Falchs tredje comebackalbum, Forår i brystet.

Ingen tvivl om at Skærbæk har rollen som en form for kapelmester i samarbejde med Signe Svendsen selv. Hans guitarspil, der snart lyder af country, snart rock’n’roll, snart indierock – på et tidspunkt tænkte jeg mærkeligt nok på The Cure og dreampop. For mig lyder det, som om han søger at give sin guitar en digital biklang, som udvider lyduniverset, uden at det stjæler opmærksomheden fra de klassiske singersongwriting-kvaliteter i hendes musik. Og i øvrigt tak for perfekt lyd under koncerten, nu jeg husker det.

Tønder
Tønder Festival: Signe Svendsen med band på scenen i Telt 1. Foto: Flemming Jørgensen

Signe Svendsens sangstemme er ualmindelig flot. En efterårsløvfarvet melankolsk nordisk klang klæder hendes tekster, der både tager livtag med det personlige ondt-i-livet og samtiden, og hvad der i øvrigt pirker til hende. Hun har et skarpt øre for det, der smerter, og hun synger, så man kan mærke kulden bide i kinderne i ”Frosten slipper”.

Som sin mentor Niels Hausgaard taler Svendsen meget mellem numrene – hendes selvironi er klædelig, men det kan også blive for langtrukkent. Men når det forklarer familiehistorien bag en sang som ”Det forlyder” og ikke mindst det nye “Lydia” om en oldemor, der måtte slide og slæbe og sælge sig selv for sit ’uægte’ barns skyld, giver det god mening.

Virkelig flot sang i øvrigt med Signe helt alene på scenen. At dømme ud fra to-tre nye numre – bl.a. det hudløse ”Hvem vil ikke elskes igen” – har Signe Svendsen fundet sin form som sangskriver. Det lover godt for det nye album, der udkommer 14. oktober.

Signe Svendsen, Telt 1, torsdag

Tønder
Tønder: Maritim festivalstemning. Foto: Flemming Jørgensen

Så meget overskud og livsglæde

Beretninger om hårde kampe og fornedrelse i familiehistorien kan fortælles over hele verden. Desværre. På anbefaling så jeg Allison Russell, canadisk musiker og aktivist, som jeg aldrig havde hørt om før. Som datter af en kvinde, der i årevis led af ubehandlet skizofreni, og som giftede sig med en nynazist, der voldtog og tævede Allison, kan hun tale med om dysfunktionalitet. Som hun sagde: ”Ofte sov jeg på en bænk i parken, det var mere sikkert end at sove hjemme.”

Siden fandt hun en mening i livet i musikken og den rigtige kærlighed hos en anden kvinde og senere hendes mand. Som musiker har Russell viet sit liv til at sprede håb, forståelse og historisk bevidsthed. Hendes musik kategoriseres som Americana, der jo nærmest kan betyde alt og intet.

Med et band bestående af en keyboardspiller, en guitarist og en violinist og Russel selv på blæsere og et strengeinstrument, jeg ikke tør give et navn, vil jeg nærmere kalde det … ja, musik.

Netop det er en af hendes pointer. At hun, der har mørkt blod i årerne, og alle andre for den sags skyld, stammer fra mennesker, der har lidt, ofret sig og er døde, for at vi fx kan stå på en festival med en velfærdsfadøl i hånden og nyde livet.

Tænk Dem, jeg oplevede ingen knævren, pladren eller sladren under koncerterne. Min stemme under det kommende valg går til den, der vil forbyde publikumssnak under koncerter

Tønder
Allison Russel på Tønder Festival 2022 i Telt 2. Foto: Helle Arensbak

I sync med Russells budskab er musikken afroinspireret, der er elementer af freeform jazz, spanske bolero i en af violinistens soli, keltisk lyd, soul, groovy funk, popbegejstring i en sang til sangerindens kæreste. Det er som en musikalsk snart blodrød, snart honningfyldt flod, der flyder på en spraglet pram ind og ud af forskellige tidsaldre. Jeg kunne også nævne Joni Mitchell, og denne gang med ekstra relevans, for Allison Russell var en af de heldige artister, der var med på scenen, da den gamle sangskriver optrådte på Newport Festivalen for nylig.

Vildt som Russell og guitaristen som i en fælles organisme kunne skabe et funky groove som hos Sly and the Family Stone – uden hverken tromme eller bas.

Russell repræsenterer en musikalsk minestronesuppe af en genre, der heldigvis i det små er i vækst. Den genreløse genre. Det er musik, der beder om indlevelse hos publikum.

Musik kan meget. At se Allison Russell synge og performe med så meget overskud og livsglæde og så gennemgribende stor musikalitet var en glæde i sig selv.

Allison Russell, Telt 2, torsdag aften

Når Tønder buldrer mest

Det fine ved festivaler kan være, at man pludselig står i et telt – i dette tilfælde salen Bolero – og oplever en mindre åbenbaring. Måske ikke i størrelsesordenen Lukas, Johannes, Matthæus eller Markus, men i betydningen en musikalsk oplevelse, der flytter lytteren et lille stykke videre i den rigtige retning.

På scenen i den spøjse sal stod en enkelt mand med en smadrekasse af en guitar og en dundrende baryton af en stemme, der lyder, som kommer den nede fra de ni tiendedele af sjælen, der sjældent høres hos andre.

Mage til stemme har jeg ikke hørt siden John Moreland, også her i Tønder i 2017.

Sean Crowe er vokset op lidt nord for New York og har senere markeret sig som sangskriver og sanger, især med sit seneste album ”The Darkness Dressed in Coloured Lights”, produceret af Brian Joseph, der kendt for sit samarbejde med Bon Iver.

Ud over at Crowe kan et trick med at slå rytmen med sin højre tommelfinger samtidig med, at han spiller på den akustiske, er der en helt utrolig dybde i hans sang og spil. Som af samme grund er mere groovy, end man normalt forbinder med sange udsat for akustisk guitar.

Tønder
Tønder Festival: Sean Rowe på scenen i Bolero. Foto: Flemming Jørgensen

I Sean Crowes sange og sangforedrag hører man ekkoer af amerikansk musikhistorie og skæbnehistorier fra egne, hvor den amerikanske drøm er noget, man oplever i gamle film.

Det er sange om at kæmpe, miste. Om at være klar til at tage en kugle for sin elskede. En hjertegribende ode til sangerens afdøde søster, der aldrig mere vil opleve sin elskede juleudsmykning. Hvis der findes noget, der hedder at opleve smertens glæde, var det, hvad der skete for mig under den sang.

Der var en sang om at omfavne den kendsgerning, at man alligevel aldrig bliver ham, der skrev ”Mus og mænd”. Men så kan Sean Crowe så meget andet. Et stort øjeblik. Det siger meget om hans urkraft som sanger og sangskriver, at hans versioner af Leonard Cohens “Everybody Knows” og Dylans “Girl From the North Country” lød lidt kedelige sammenlignet med hans egne sange.

Tønder Festival er for os, der egentlig bare gerne vil nyde musikken og lytte. Tænk Dem, jeg oplevede ingen knævren, pladren eller sladren under koncerterne. Min stemme under det kommende valg går til den, der vil forbyde publikumssnak under koncerter.

Sean Rowe, Bolero, torsdag aften

Ny dokumentar-serie: I sidste ende ærgrer jeg mig lige så meget over Medinas fravalg, som jeg glædes over hendes tilvalg

Ny dokumentar-serie: I sidste ende ærgrer jeg mig lige så meget over Medinas fravalg, som jeg glædes over hendes tilvalg

Medina – hele min historie

Dansk dokumentarfilm- og tv-serie af Kaspar Astrup Schröder, 2022

Producer: Katrine A. Sahlstrøm

Med: Medina med flere

Vises på Kanal 5 og Discovery+. Premiere: d. 5. maj 2022

 

En dokumentarfilm, produceret af eller sammen med hovedpersonerne selv, er en form for selfie. Et selvportræt, der fortæller historien, som man selv ønsker, den skal fremstå. Det samme gælder biografier.

Det kan der komme gode, tankevækkende historier ud af. Dokumentaren I’ll Be Me, optaget under Glen Campbells sidste turne, mens han i stigende grad omsluttedes af demens, er et meget stærkt eksempel. Stor som en sol, der følger Minds of 99, har passager, hvor man isklart fornemmer tomhed, tvivl og pres, mens gruppen venter på det næste anstrøg af kreativitet.

Den nye dokumentarserie Medina – hele min historie er sådan en tv-selfie, produceret bl.a. af hendes manager Thomas Børresen. Det er Medinas egen historie, hvor man følger hende fra musikbegejstret barn og senere bartender på Krasnapolsky i København til international, glamourøs stjerne.

Handler det om sexisme og misogyni, som Medina selv mener? Ja, hvad gør ikke det, havde jeg nær sagt. Der er f.eks. nogle klare paralleller mellem Medinas og Spice Girls’ oplevelser i sin tid

Serien består af otte afsnit, hvoraf jeg har set de første fire. Den findes også i en filmversion, der indtil videre kun er vist en enkelt gang i diverse biografer.

Konsekvenserne

Filmholdet har fulgt Medina gennem to-et-halvt år og kan derfor blandt andet – dramaturgisk dygtigt redigeret ind i fortællingen – vise en dramatisk episode i Tivoli, hvor den pressede Medina besvimer, for lidt senere at gennemføre koncerten akustisk.

Det fremstår som et point of no return i den dramatiske fortælling, hvor der især er fokus på Medinas forhold til pressen og den heksejagt, hun har følt sig udsat for – instrumenteret af især Se og Hør og Ekstra Bladet.

Det handler om konsekvenserne for Medina. Om to stalkere, der forfulgte hende overalt. Døgnet rundt. Man kan sige, at Medina i årevis er blevet stalket fra flere fronter.

Selvportræt eller ej, så gør Medina – hele min historie stort indtryk. Der er mange gribende og hudløse øjeblikke i filmen. Jeg mærker Medinas indre og heraf afledte fysiske smerte

Medina har levet under et til tider umenneskeligt stort pres. Hun er blevet omtalt i de nævnte medier med en lingo og en sprogbrug, som burde være forbeholdt russiske despoter.

Jeg har selv siddet i maskinrummet hos konkurrenten og skal ikke spille hellig. Men det er utroligt, at den slags stadig accepteres i etablerede medier, der redigeres og skrives af mennesker med mindst fire års uddannelse – på, “nå ja, det er måske lidt over grænsen, men det sælger”-måden.

medina
Det er næsten for meget for POV’s anmelder med al den kærlighed i “Medina”. Hvor er musikken? Foto: Esben Elborne

Medina – hele min historie handler om konsekvenser – stress, psykisk og fysisk ubalance, pres. Gråd og tårer. Om to stalkere, der har forfulgt Medina overalt. Døgnet rundt. Om kærlighed. Om fansene, de såkaldte medivaer. Et enkelt klip med en fan, der er rejst fra Paraguay alene for at møde Medina i Danmark, virker overvældende. Det er sådan noget, musik blandt meget andet kan gøre ved mennesker.

Efter filmens premiere i denne uge erkendte Ekstra Bladets tidligere chefredaktør Poul Madsen, at avisen i visse sammenhæng faktisk var gået over grænsen i jagten på det næste Medina-foto. Medina selv reagerede hurtigt på instagram.

Medinas indre og ydre smerte

Selvportræt eller ej – utallige gribende og hudløse øjeblikke i filmen gør indtryk. Jeg mærker Medinas indre og heraf afledte fysiske smerte, mens hun ligger på briksen, mens en fysioterapeut trykker og flår i hendes nakkehvirvler. (Jeg er ikke helt sikker på, at den slags back and neck cracking altid er lige sundt, men man må gå ud fra, at manden ved, hvad han gør.)

Medina har levet med paparazzier på nakken, som ingen journalister, chefredaktører eller andre for den sags skyld, ville bryde sig om.

Men for den primært musikalsk interesserede bibringer filmen desværre ikke rigtig noget. Jeg havde gerne set Medina arbejde med sine sange, når hun nu alligevel har gjort sig den ulejlighed at stille op i en dokumentar

Har hun været udsat for en heksejagt? Som skrevet er filmen et partsindlæg. Men jo, tilsyneladende har Medina været offer den kollektive blodrus, som ofte indtræder i mere og for den sags skyld også mindre tabloide medier. Det sker, når stor læser- (og heraf afledt kommerciel annoncør-) interesse for den pirrende cocktail af skandale, kendthed, eksklusivitet, drømme, fascination og skønhed går i clickbait-selvsving.

Handler det om sexisme og misogyni, som Medina selv mener? Ja, hvad gør ikke det, havde jeg nær sagt. Der er f.eks. nogle klare paralleller mellem Medinas og Spice Girls’ oplevelser i sin tid.

Efterhånden er det afdækket, hvordan et begreb som fuckability hørte til primærkvalifikationerne, når man ansatte kvindelige værter på TV2. Bare for at tage et enkelt lille eksempel, der er poppet op de senere år. Men jeg skal ikke være den, der slår stregen, hvor sexisme og andre mediemekanismer hhv. slutter og begynder in casu Medina. I en periode var rapperen og tv-værten L.O.C. f.eks. igennem noget, der kunne minde om det, Medina skildrer.

medina
Hvordan er historien om musikkens tilblivelse, før Medinas går på scenen med den? Foto: Esben Elborne

Ærgerligt at der ikke er mere musik

For den der er mere end overfladisk interesseret i historierne omkring den danske musikscene, er Medina – hele min historie en vigtig og interessant film.

Men for den primært musikalsk interesserede bibringer filmen desværre ikke rigtig noget. Jeg havde gerne set Medina arbejde med sine sange, når hun nu alligevel har gjort sig den ulejlighed at stille op i en dokumentar. Hvor kommer hendes sange fra?

Vi kommer f.eks. meget hurtigt hen over det guldbestøvede, livsforandrende øjeblik, hvor de to producere, Jeppe Federspiel og Rasmus Stabell, forvandler Medinas skitser til “Kun for dig” til et track med hitpotentiale. Hvordan er det at skrive musik under det pres, Medina har været udsat for? Hvad er hendes arbejdsproces?

Det er ærgerligt, at der ikke er mere musik i den dokumentar.

Ret sigende er de eneste eksterne eksperter, der medvirker i dokumentaren, skuespiller Julie Zangenberg og tidligere politiker Helle Thorning Smith og et par healere og venner. Al respekt for dem – men en musiker, producer og en af de yngre musikeksperter, der – modsat mig – har fulgt Medinas udvikling tæt fra begyndelsen, ville have gjort filmen interessant. Måske kommer det i et senere afsnit.

Overfaldet vakte selvfølgelig forargelse, men det vakte også en del undren, at Medina efterfølgende valgte at lukke ned – fremfor at bruge lejligheden til dialog eller refleksion. Til at positionere sig positivt

Skam få den, der ikke under Medina den nye lykke med sin mand, som det fremgår af serien. Åbenlyst betyder det alverden i den proces, som Medina er inde i, men det fylder forbløffende meget i det store hele. De lyserøde farver overtegnes med endnu flere lyserøde streger, og jeg overvejer, om jeg er kommet til at klikke ind under “romantiske komedier” på Netflix.

Jeg vil ikke betegne Medina – hele min historie som totalt ukritisk. Som seer får man indblik i en sag, hvor Medina blev anholdt, mens hun kørte bil påvirket af stoffer. Hendes anger. Der er en sag med en Se og Hør-journalist, der blev revet i håret, hvor journalisten faktisk – kort – kommer til orde i filmen.

Men jeg undrer mig over nogle af filmens fravalg.

I to sætninger forklarer Medina, at hun er vokset op som barn af den første flygtning, der kom fra Chile til Danmark i 70’erne. Bare for the record: Hvad flygtede chilenerne fra?

Hvordan var det at vokse op som indvandrerbarn i Aarhus? Har det påvirket drømmene og musikken? Vi er, som en syrisk flygtning engang sagde til mig, ”alle born to run.” I så fald: Hvori består Medinas ”flugt”?

Fristende at isolere sig

Jeg forstår dynamikken, at når det hele pludselig bliver uoverskueligt, og stress og paranoia breder sig, er det fristende at isolere sig. Men det ville have pyntet med selvransagelse i forhold til den presse, der er under anklage.

Medina og til dels hendes rådgivere valgte hurtigt at gemme sig bag tavshedens mur, da hun i stigende grad blev jaget vildt. Bortset fra et par interview og en optræden i Toppen af poppen fortsatte det sådan i et tiår. Var det den rette strategi? Selvsagt må det nødvendigvis blive efterrationaliseringer, men alligevel.

Der findes denne her gamle kliche: Hvis man inviterer pressen med til brylluppet, må man finde sig i, at den også dukker op til skilsmissen. Som en af landets store kulturpersonligheder en gang sagde til mig: Efter “brylluppet” inviterede jeg af og til de mest sultne medier hjem på terrassen, når jeg havde noget, jeg skulle sælge. Senere har de holdt sig væk under mine “skilsmisser”. Kunne Medina havde sparet sig selv for en masse ubehag?

Set på afstand indtraf et vigtigt vendepunkt i Medinas offentlige liv under en episode i 2010, hvor nogle unge muslimer kastede æg efter hende under en koncert. De fandt hendes navn, som hun deler med den hellige by i Saudi-Arabien, anstødeligt. Efterfølgende satte Medina de unge krapyl på plads fra scenen. Overfaldet vakte selvfølgelig forargelse, men det vakte også en del undren, at Medina efterfølgende valgte at lukke ned – fremfor at bruge lejligheden til dialog eller refleksion. Til at positionere sig positivt.

Medina – hele min historie giver et tankevækkede og sine steder gribende indblik i en popskæbne. Artisten Medina virker sympatisk, og man føler med hende. Men i sidste ende ærgrer jeg mig lige så meget over hendes fravalg, som jeg glædes over hendes tilvalg.

Malurt tilbage på koncertscenen er en musikalsk forløsning efter to års mørke

Malurt tilbage på koncertscenen er en musikalsk forløsning efter to års mørke

Forleden kørte jeg min Hyundai til Hundige.

Dengang i 80’erne, hvor Malurt var på toppen, ville jeg af gode grunde have været nødt til at tage S-toget til spillestedet Portalen. Måske ligefrem være stået af på Friheden Station og råbt, ”her på Friheden Station er frihed kun en illusion”. Det ér faktisk sket en enkelt gang i fjoget, ungdommelig kådhed.

Men det er længe siden, og nostalgi er som bekendt ikke, hvad det har været.

Nostalgi. Ja, hvad er det egentlig for en størrelse? Ifølge gode, gamle Wikipedia, handler det om en sammensætning af det græske nostos (hjemrejse) og algos (smerte).

De bedste af de koncerter med gulnede sætlister, jeg har oplevet – indrømmet, det er en hel del – har jeg forladt en smule klogere på, hvem jeg var dengang, jeg lyttede første gang

Det bruges om at længes efter noget tabt, forsvundet eller bare gamle dage. De græske ord henviser til, “smerten en syg person føler, fordi han ønsker at vende tilbage til sit land, og frygten for aldrig at se det igen.”

En syg person? Kviktesten, jeg tog inden, jeg fandt bilnøglen frem, var negativ. Så næh, ikke specielt syg.

Det tabte land? Da jeg lærte Malurts musik at kende, boede jeg i en saneringsmoden lejlighed ved Sankt Hans Torv uden varme, men til gengæld med masser af skimmelsvamp og en konstant stank af et afsyringsmiddel fra lejligheden ved siden af.

Malurt
Superlove: Michael Falch og Malurt 2022. Foto: Joe Johansen

Jeg var nærmere nysgerrig efter at fornemme, om disse fem ældre mænd kunne genskabe den form for rock-vitalitet, som jeg havde oplevet en del gange i firsernes første halvdel. Genskabe lyden af et tidsåndens rockband med aftryk af lige dele rocktradition og nyrock med mundrette danske Verfremdung-tekster.

De bedste af de koncerter med gulnede sætlister, jeg har oplevet – indrømmet, det er en hel del – har jeg forladt en smule klogere på, hvem jeg var dengang, jeg lyttede første gang. Koncerter, hvor musikken satte erindrede stemninger i nutidigt relief.

F.eks. Bruce Springsteen på Roskilde Festival 2012 og Paul McCartney i Parken 2003, Onkel Neil på Tinderbox 2019.

Og ja, jeg var i Forum 1. maj 1981, da Malurt spillede “Hungry Heart” med Bruce på scenen. Jeg har en plade med en piratoptagelse af koncerten. Her kan man roligt sige, at mindet er større end musikken.

Da Malurt vendte tilbage

Idéen til den aktuelle comebackturné –  der som alt muligt andet blev udskudt et par år – opstod, da de fem (næsten) oprindelige medlemmer af Malurt så Rolling Stones spille i Parken i 2017. Efter koncerten så de fem på hinanden: Glory days they will pass you by – men måske kunne de alligevel så mange år senere fange glimt af glorien igen.

Men et comeback måtte ikke ligne fem gamle mænds forsøg på at score nem kasse. Det måtte ikke ligne et patetisk forsøg på – billedligt talt – at genoplive smagen af blodet fra de brosten, der føg rundt omkring den nedrivningstruede Byggeren på Nørrebro dengang, hvor jeg så Michael Falch spille første gang – og i øvrigt nogenlunde samtidig mødte ham i en af datidens uendelig mange basisgrupper.

Igen – under de første numre virkede det ærlig talt som om, Michael Falch nærmere jappede eller spoken word’ede passager i sine tekster – end sang

Efter et samlet vægttab på næsten 100 kg, træning og atter træning i den ufrivillige Corona-pause stod Malurt så på scenen i Portalen. (De nåede dog faktisk at optræde et par gange inden nedlukningen i 2020).

Det begyndte med tre klassikere: ”Tilbage til byen”, der blev spillet alt for hurtigt, ”CPR” og ”Sidste station” (den igen). Der var den positive erkendelse, at intet i det ambitiøse lyd- og lysshow tydede på, at det var valgt nemme løsninger på scenen.

Malurt
Malurt – Michael Falch. Foto: Joe Johansen

Til gengæld var der de obligatoriske lydproblemer med langt mest tryk på Peter Mors’ i forvejen ret bombastiske trommespil. Faktisk lød det foruroligende meget som en af de larmende piloteringsmaskiner, jeg var cyklet forbi tidligere på dagen.

Men allerede i fjerde nummer efter Michael Falchs introduktion bemærkede jeg for alvor Christian Arendts eminente guitarspil, som blev bedre og bedre, mere tydeligt og distinkt i lydbilledet, efterhånden som aftenen skred frem.

Jeg mener ikke at hørt ham spille live siden Malurts første afskedskoncert i Nørrebrohallen en gang midt i firserne.

Måske giver det ikke alverdens mening at tale om dualistisk guitarspil. Men det skulle vise sig i løbet af den to timer lange koncert, at Arendts spil hele tiden bevæger sig mellem lyst og mørkt, en malerisk vekslende tone som et sted mellem Neil Young og en guitarist af fuzz-guitarist-skolen som Lenny Kravitz.

Mere tændt forsanger

Samtidig virkede forsangeren mere og mere tændt og årvågen i forhold til betydningen af sine ord, efterhånden som tiden skred frem. Igen – under de første numre virkede det ærlig talt som om, Michael Falch nærmere jappede eller “spoken word’ede” passager i sine tekster – end sang. Måske koncentrerede han sig mest om at være på, måske virkede han ligefrem en smule nervøs og lidt akavet under “Stormsoldater” – måske fordi den desværre er mere aktuel end nogensinde.

“Stadig en der skjuler Mein Kampf og naziflag?” synger Falch, og fortsætter: “Der er flere og flere, der mødes, når mørket falder på … når man kommer ganske tæt på, kan man se fascisten lure.”

Ifølge biografien Frankly, We Did Win This Election er Donald Trump fan af Hitler. Der er kun et enkelt stenkast mellem samme Trump og diverse white supremacists og nynazistiske grupper i USA. Mens disse linjer skrives, har Trump ytret sympati for Putins krig mod Ukraine.

Hvad kun få formentlig havde frygtet den aften i Portalen, ved vi nu: Den største krigshandling i Europa siden anden verdenskrig er en realitet. Despoten i Kreml er gået ind i Ukraine.

“Skal gaderne atter give genlyd af støvler i strækmarch?” sang Falch også. Ja, desværre.

Som han sagde om slagsangen “Kold krig” fra det første album: ”Dengang troede vi, at den kolde krig var slut. Men …”.

Efter et par års pause med koncerter, hvor det er tilladt at stå op, er det længe siden, jeg har mærket en musikalsk forløsning som på vej ud af Portalen

Jeg var i Store Vega i 2005, da Malurt var gendannet for en kort stund. Så vidt jeg husker med Peter Viskinde på guitar i stedet for Arendt. Og præcis som dengang slog det mig forleden i Hundige, at mange af de gamle sange lyder mere bryske og livs- og slagkraftige live end på de gamle plader. Det var efterhånden, som lydforholdene blev bedre.

Som f.eks. i “Black-Out” og “Vindueskigger”, der blev spillet, så jeg kom til at tænke på Thin Lizzy, hvis “The Boys are Back in Town” blev afspillet inden koncerten.

Som Falch selv påpegede, har virkeligheden for længst overhalet linjen fra “Black-Out”, der blev skrevet under påvirkning af den nye digitale trussel lige der på vej ind i det orwellske 1984. “Fra næsten normal til helt digital”, sang han.

I dag lever vi i den digitale dystopi, han og en lang række nyrock-bands, forfattere og andre kunstnere fremmanede dengang i 80’erne.

Og som bekendt behøver man bare læse et kommentarspor efter en politisk kommentar for at komme i tvivl, om der overhovedet findes normalitet i dag.

Bastante rockklodser

Efterhånden som den ene Malurt-klassiker efter den anden skar torsdag aften ud i bastante rockklodser, udviklede koncerten sig til en gensidig fejring. Det varme øjeblik med fællessang i “Den eneste ene” og selvfølgelig ”Mød mig i mørket” og “Superlove”. Min egen indre varme under min gamle favorit, ”Hjerte af is”. Der i øvrigt minder mig mere og mere om Ray Davies ”Better Days”.

Bedre lyd på Dia Nielsens bas, mere rock-swing, mere indlevelse i Michael Falchs sang, Arendts hæsblæsende spil i “Spøgelser”. En passage med Falch og Arendt på duelguitar. Det var ret gemytligt se de der to legekammerater fra Tønder for 50 år siden lege rockstjerner.

Jeg har altid betragtet Malurts sangkatalog som præget af to hovedtemaer: De i begyndelsen rebelske, kolde sange om tiden med temaer som krig, arbejdsløshed, fremmedgørelse, digitalisering – og hjerte-sangene til den eneste ene.

Men der på gulvet i Portalen slog det mig, at der er en fælles lyd af angst og nødråb grænsende til desperation i alle Falchs sange fra den æra. Uanset om det skyldtes angst for atomkrig, arbejdsløshed eller indre dæmoner. En famlen efter at finde og fastholde drømmen om at holde sig på afstand af spøgelserne i “Det andet land”, som Falch sang om som solist.

Malurt
Tak for i aften. Foto: Joe Johansen.

Det er sange som ”Hjerte af is”, ”Gammel kærlighed”, som de desværre ikke spillede, ”Kys mig før jeg bliver cool” og for den sags skyld ”Mød mig i mørket”, der vist nærmere handler mødet med et stort indre mørke, hvor umættelige dæmoner kalder på offergaver, end om mørket derude i det restriktionsfri byliv.

Så mens det gendannede Malurt spillede popoen ud af de gamle sange, så det indimellem lød som om, de faktisk netop havde skrevet dem – den super virile “Vindueskigger” f.eks. – blev jeg sådan lidt varm i hjerteklappen, som man kun bliver, når man uventet hører godt nyt fra meget gammel ven.

Der skulle en koncert i Hundige til, før jeg helt forstod, hvad den sang betyder. 30 år efter, jeg hørte den første gang. Det er det, musik kan

Efter et par års pause fra koncerter, hvor det har været tilladt at stå op, er det længe siden, jeg har mærket en musikalsk forløsning, som på vej ud af Portalen. Ingen tvivl om, at den lange pause i sig selv lægger til oplevelsen.

Med Michael Falchs store svendestykke “De vildeste fugle” rungende i ørerne var det stort at rejse på genbesøg i nogle følelser, som jeg først sådan nogenlunde forstår i dag. På afstand.

Der er ikke noget at være bange for
Hvis dine vilde drømme nu bliver væk, hvad så?
Vi får smagt på livet, smerten må vi ta´
Og skønheden kommer
Den kommer nok en dag

Der skulle en koncert i Hundige til, før jeg helt forstod, hvad den sang betyder. 30 år efter, jeg hørte den første gang. Det er det, musik kan.

Lyt evt. denne Mediano Music POVcast, hvor Michael Falch fortæller historien om Black-Out.

Kandis: Nu mangler vi bare, at dronningen sender en hilsen til Johnny Hansen i nytårstalen

Kandis: Nu mangler vi bare, at dronningen sender en hilsen til Johnny Hansen i nytårstalen

Egentlig havde jeg ikke tænkt mig at kommentere den meget omtalte Kandis for livet om dansebandet Kandis og dets leder Johnny Hansen og hans fans.

En af mine gamle chefredaktører gentog ofte: det gælder om at finde det ledige standpunkt, og det er jeg enig i. Allerede et par dage efter, DR viste dokumentaren, som stadig kan ses på dr.dk, havde jeg derudover svært ved at forestille mig flere ledige standpunkter om den film.

Nu mangler vi bare, at dronningen får puttet Johnny Hansen ind mellem de udstationerede soldater og søens folk i nytårstalen.

Allerede umiddelbart efter tv-premieren lørdag d. 5. februar piblede et hav af kommentarer frem i mit Facebookfeed: utroligt, at den slags mennesker findes, at det Danmarks findes, og sikken et liv. Og nu må de danske medier se at få øjnene op for virkeligheden udenfor København på de mere eller mindre nedslidte husmandssteder, hvor livet leves i det små og drømmene forløses i det store, når Johnny og band spiller op til helaftensdans.

Jeg forstår godt de følelsesladede reaktioner. Det er umuligt ikke at lade sig påvirke af de mange minimalistisk, men dog uhyre udtryksfuldt iscenesatte tableauer i Kandis for livet.   Og lørdag d. 5. februar 2022 blev åbenbart dagen, hvor den selvudnævnte københavnske kreative klasse opdagede, at etniske jyder også har en slags følelser. Lidt overraskende eftersom vel cirka tre fjerdedele af os oprindelig har vores rødder i provinsen.

Læs en beskrivelse af og se evt. filmen her.

Iscenesat virkelighed

Mange kommentatorer anklager instruktøren for at udstille de sårbare medvirkende. Og det har vist sig, at en del af filmen er iscenesat virkelighed. Jeg har stadig til gode at se en dokumentar, der ikke i en vis udstrækning er iscenesat virkelighed, men selvfølgelig er der etiske regler, der skal overholdes. Det er ikke okay at betale en medvirkendes rejse til Solkysten for at få en god scene i kassen.

Jeg har sågar set en skrive, at Kandis-fans ved koncerterne køber deres øl sort. Så tag lige den, venner. Jeg kender vedkommende perifert og ved, at han ved, at der f.eks. også sælges rusmidler sort under Roskilde Festivalen.

Andre har helt rigtigt påpeget, at den dokumentar kunne handle om hvilken som helst anden kunstner. Mange kunstnere følges af stalkere. Kunsten og dens udøvere har altid tiltrukket sølle stakler, der mere eller mindre lader deres liv definere af forelskelsen i/fascinationen af idolet. Mange kunstnere skaber kunst, der definerer menneskers liv. Der er vi mange, der har været i korte eller lange perioder. Eller som i dokumentaren: for evigt.

At Mette Frederiksen føler behov for at læne sig op ad Johnny, er der i sig selv ikke noget usædvanligt i. Den slags er altid forekommet

Så nej, egentlig havde jeg ikke tænkt mig at mene noget om den film.

Men så så jeg selveste Mette Frederiksen tone frem på Instagram og kommentere filmen og dens indhold og lige minde om, at hun både er til dansktop og Metallica. Nu mangler vi bare, at dronningen sender en hilsen til Johnny Hansen i nytårstalen – mellem de udstationerede soldater og søens folk.

Selvfølgelig siger det i sig selv noget om en populistisk statsministers surfen på ryggen af folkestemningen. Måske tænker hun også på sin dalende popularitet derovre i minkland – med al den respekt, jeg personligt har for Frederiksens indsats under coronakrisen.

At Mette Frederiksen føler behov for at læne sig op ad Johnny, er der i sig selv ikke noget usædvanligt i. Den slags er altid forekommet og vil sikkert altid være der. Jeg glemmer f.eks. aldrig synet af Anders Fogh iført jakkesæt og blanke sko lege fodbold på Brøndby Stadion. For nu at tage en fra den anden side af spektret.

Men hendes Instagram-opslag står for mig som den kuriøse kulminationen på en uge, hvor det gode gammeldags flow-tv afstedkom en historisk livlig debat i SoMe-Zoom-æraens svar på vandkølersamtalen.

Hillemænd, det er jo nærmest absurd. Ja, Kandis for livet fortæller sin historie med påtrængende ærlighed, og dens karakterer er skarpt skårne. Men så god, den film end er, og det er den, som sagt, fortæller den ikke noget, der bør kunne overraske ret mange med bare en smule udsyn.

Er det der, vi er i dag? At livet i den gennemfiltrerede instalækkerheds æra betyder, at vi har glemt, at der findes mennesker, der er født uden filter

Kun ganske få kender selvfølgelig mennesker som f.eks. de tre brødre, som vist alle er blinde, og deres specielle indbyrdes dynamik er rørende at betragte. Så ja, måske er det overraskende, at de findes, men det bør altså ikke overraske nogen, at de kan findes, sådan som det tilsyneladende har været tilfældet for mange.

Det er i hvert fald mit indtryk.

Så er det der, vi er i dag? At livet i den gennemfiltrerede instalækkerheds æra betyder, at vi har glemt, at der findes mennesker, der er født uden filter. Glemt, at der ikke er grænser for hvilke former for kampe, mennesker må overkomme også i Danmark.

Kandis gennem tykt og tyndt

Som journalist har jeg talt med Kandis Johnny plus 15 gange – fulgt ham gennem tykt og tyndt, som man siger. Også da han pludselig befandt sig i sit livs største krise.

Jeg er gået tæt på ham, også for tæt, og jeg har taget mine kampe med redaktører, der ville have mig ud over grænserne. Og jeg har fulgt hans fans. Det fik mig i 2016 til at opsøge en af disse, der driver sit eget mini Kandis-museum i sin lejlighed i Aarhus.

Jeg husker ham specielt tale om fællesskabet ved koncerterne, om at det næsten kunne være terapeutisk at mødes, om nogle sommerlejre, som desværre for fansene var stoppet, og mødet med en masse søde damer.

Så for mig er den gode historie i efterslippet af dokumentaren ikke i sig selv opdagelsen her i København af, at der bor ensomme mennesker i det nordvestlige Jylland med behov for at varme sig i følelsen af fællesskab. Der findes Lonely Hearts Club Bands indenfor alle genrer i alle subkulturer og i alle lande.

Mennesker, der samles i telte for at høre Johnny spille egne og andres musiknumre, har lige så meget ret til at owne musikkens kraft som hvilken som helst BeyHive til en Beyoncé-koncert.

Den gode historie er, at mange tilsyneladende har erkendt, at mennesker, der samles i telte for at høre Johnny spille egne og andres musiknumre, har lige så meget ret til at owne musikkens kraft som hvilken som helst BeyHive til en Beyoncé-koncert.

Jeg skriver konsekvent ’tilsyneladende’, for jeg har selvsagt ikke læst alle de mange kommentarer.

Hvis vi kan tage noget med fra den sidste uges SoMe-palaver, er det, at mange nu tilsyneladende anerkender fansenes oplevelse af fællesskab og korte eller lange glimt af kærlighed ude i Kandis-land på linje med den, man måske selv finder foran den Orange Scene i Roskilde – eller backstage i mediebyen, hvor det vrimler med søde damer af alle 74 køn, og fadøllene koster det tredobbelte af prisen i Aarup Hallen, hvor Kandis spiller 26. februar.

Hvis der skulle Kandis for livet til for at åbne øjnene for, at musikkens kvalitet i sidste ende udelukkende defineres af den, der lytter ud fra dennes behov, er vi nået langt på en enkelt uge i februar 2022

Giganternes fødselsdag – Da David Bowie (næsten) mødte Elvis Presley

Giganternes fødselsdag – Da David Bowie (næsten) mødte Elvis Presley

Leger man et øjeblik med tanken om et efterliv – uanset tro og tilbøjeligheder i øvrigt – er jeg sikker på, at Bowies og Elvis’ sjæle har været i kontakt med hinanden efter Bowies død for seks år siden. Måske på en sort stjerne et eller andet sted i uendeligheden? Hvem ved, måske på Mars?

Der er dem, der mener, at titlen på David Bowies sidste album, Blackstar, der udkom bare to dage før hans død, er en hyldest til Elvis Presley. I en lidet kendt filmsang fra 1960, “Black Star”, synger Elvis:  “When a man sees his black star, he knows his time (… ) has come”.

Nærlæser man teksten til Bowies “Blackstar”, kunne den da godt handle om Elvis. Ligesom den kunne handle om alle andre afdøde popkulturelle ikoner – inklusive Bowie selv.

Var der udover fødselsdagen fælles berøringspunkter, måske ligefrem et samarbejde mellem de to giganter? Jagten på svaret begynder i en villa i typisk sydstats colonial style.

Han (Elvis) var en af mine største helte. Og jeg var nok dum nok til at tro, at det, at vi havde fødselsdag samme dag, rent faktisk betød noget

David Bowie i 1997

I marts 2016 besøgte jeg med Elvis Presley-ildsjælen Henrik Knudsens venlige mellemkomst en herre ved navn Norbert Putnam i hans smukke hjem i Florence, Alabama. Jeg var på roadtrip – på jagt efter rockmusikkens rødder.

Putnam indledte sin karriere i studiegruppen The Muscle Shoals Rhythm Section, der blandt meget andet havde æren af at være support på The Beatles’ første turné i USA. Senere blev han en flittigt benyttet producer (J.J. Cale, Tony Joe White) og studiemusiker og som sådan medlem af Nashville Cats. En studiegruppe, der bl.a. arbejdede i RCAs studier i Nashville, hvor Elvis indspillede en stor del af sin musik i sine sidste leveår. Putnams bas kan bl.a. høres på de to vigtige Presley album, Love Letters From Elvis og Elvis Country, ligesom han kan høres på den nyeste Elvis-udgivelse med outtakes fra 2021, Elvis Back in Nashville.

Bowie/ Norbert Putnam
Bowie og Elvis: Bassisten Norbert Putnam og hans hustru i hjemmet i Florence, Alabama. Privatfoto

I begyndelsen var Elvis ikke begejstret for David Bowie, huskede Putnam, da jeg interviewede ham.

”På et tidspunkt, jeg tror, det var i 1971, følte Elvis, at det var tid til at prøve noget nyt. Han forstod ikke, hvorfor hans musik efter hans store comeback ikke længere var så dominerende i radioen og på hitlisterne, som den havde været. Selskabet RCA ville ikke investere mere i promovering af hans musik”, fortalte Putnam.

Lige på det tidspunkt var den helt unge David Bowie selskabets førsteprioritet – han var på vej med albummet Hunky Dory – det med Changes og Life on Mars.

“Elvis syntes, Bowies musik var mærkelig”

“En dag kontaktede jeg selskabet og spurgte, hvorfor man ikke længere hørte Elvis’ sange på radioen. Han var trods alt Elvis Presley – og han havde netop oplevet et stort comeback med singlerne “In the Ghetto” og “Suspicious Minds””, fortalte Putnam.

”Dengang fandtes der payola (bestikkelse af radiostationerne, hvis det skal forklares meget kort, red.), og selskabet indrømmede overfor mig, at det var stoppet med at udbetale payola (for Elvis’ musik) efter 1970. Jeg spurgte hvorfor. De fortalte, at de havde denne her nye fyr fra England ved navn David Bowie, som var på vej til at blive den nye Elvis Presley”.

Jeg havde glinsende rødt hår, rumtøj med store skulderpuder og disse røde støvler med sorte såler. Jeg ville ønske, at jeg var kommet i almindeligt tøj. Elvis må have bemærket postyret fra scenen

David Bowie

“Elvis forstod det ikke. Han syntes, Bowies musik var mærkelig”, tilføjede Putnam lakonisk.

Det omvendte var ikke tilfældet. Som mange andre, der havde været helt unge i 1950’erne og begyndelsen af 60’erne, var Bowie stor fan af Elvis. Under sine første spæde skridt ind i musikbranchen optrådte Bowie i coverbands, hvor han bl.a. sang Elvis-numre.

I 1997 mødtes new outlaw countrymusikeren Dwight Yoakam med David Bowie efter en koncert i Los Angeles. Blandt meget andet spurgte Yoakam ind til hans forhold til Elvis Presley, fortalte han selv i et interview med The Orange County Register.

Bowie fortalte om første gang, han så Elvis optræde i 1972 og nævnte, at bare seks måneder før Elvis’ død i 1977 havde The King himself ringet til Bowie for at diskutere, om Bowie muligvis ville producere hans næste album.

”Det skyldtes, at Elvis havde hørt Bowies ”Golden Years”, og jeg tænkte ”Åh, min Gud, det er en tragedie, at han aldrig kom til at arbejde med det”, sagde Yoakam. ”Jeg er ikke i stand til at forestille mig, David Bowie i 1977 producere Elvis. Det ville have været fantastisk. Det må være en af de største tragedier i popmusikhistorien, at det ikke skete. En af de største forpassede muligheder”, skriver The Orange County Register, der interviewede Yoakam efter Bowies død.

Kom for sent til Elvis-koncert

Ironisk nok blev “Golden Years” oprindelig skrevet til Elvis. Men hvorfor ikke give ordet til Bowie selv?

“Han (Elvis) var en af mine største helte. Og jeg var nok dum nok til at tro, at det, at vi havde fødselsdag samme dag, rent faktisk betød noget”, sagde Bowie i 1997 til Q Magazine om et besøg i Madison Square Garden i 1972. Bowie var fløjet fra London til New York, alene for at se en koncert med sit idol.

“Jeg husker, at jeg kom direkte fra lufthavnen. Jeg havde alt mit tingeltangel fra Ziggy-perioden på og havde gode pladser tæt på scenen. Jeg var meget forsinket, og alle vendte sig og så på mig. Jeg følte mig som en stor idiot. Jeg havde glinsende rødt hår, rumtøj med store skulderpuder og disse røde støvler med sorte såler. Jeg ville ønske, at jeg var kommet i almindeligt tøj. Elvis må have bemærket postyret fra scenen”, sagde Bowie til Q.

Det blev det nærmeste, The Starman og Elvis rent fysisk kom hinanden hernede på jorden. 10 – 15 meter.

Elvis Presley på scenen i Madison Square Garden, New York. Hvem ved? Måske koncerten, der blev overværet af David Bowie?

Få år senere var der til gengæld telefonisk kontakt, har Bowie bekræftet.

Nu er det med myter ligesom med vin og god musik, de bliver kun bedre efterhånden, som tiden går. Måske ud fra princippet, “if you can’t beat them, join them”, måske var Elvis blevet klogere.

I hvert fald kontaktede Elvis’ manager Tom Parker Bowies agent i midten af 70’erne og spurgte om, han ville skrive en sang til Elvis. Ifølge Bowie skrev han derefter “Golden Years” til sit idol. Her bliver fortællingen lidt uklar. For ifølge visse kilder afviste Parker sangen, ifølge andre var Bowie for genert til overhovedet at sende den. Og i øvrigt hævder Bowies daværende kone Angela, at han skrev den til hende. Til gengæld står det fast, at der var kontakt i 1977, bare seks måneder før Elvis død.

I 2002 sagde Bowie i et interview:

“Det var samtaler (i februar 1977) mellem vores managements. Det handlede om, at jeg skulle introduceres til Elvis og måske indlede et samarbejde med ham som producer-sangskriver. Det blev aldrig til noget. Jeg ville have elsket at samarbejde med ham. Gud, hvor ville jeg have elsket det”.

Presley sendte en fax til Bowie, hvor han skrev:

“All the best, and have a great tour.” Den fax gemte Bowie på et sikkert sted.

Hvis dette samarbejde skulle være fundet sted, skulle det have været, mens Bowie var på mere eller mindre hemmelig The Idiot-turné sammen med Iggy Pop.

Tragedie – eller heroes?

Men hvorfor blev samarbejdet ikke til noget? Der er snart ikke ret mange tilbage, der kan besvare det. Om nogen.

Nogle Elvis-ologer mener, at the devil in disguise, manager Tom Parker, tog et sjældent menneskeligt hensyn til sin ellers uudtømmelige indtægtskilde. Han frygtede, at den syge, fallerede stjerne ville falde igennem i mødet med Bowie. Der var meget på spil i forhold til pladeselskabet RCA.

Andre mener, at Parker bare ønskede at trække så mange dollar ud af sin falmende guldkalv som muligt, mens han kunne. Hvilket vil sige: koncerter.

Uanset hvad var det måske meget godt, at det ikke skete på det tidspunkt. Tjek, hvis du har overskud til det, de mange klip på YouTube fra Kongens sidste koncerter inden hans død i 1977. Det er tragisk. Kombiner evt. med Bowies mange udsagn om sit stofmisbrug i en periode, hvor han kun langsomt var på vej mod erkendelsen, at det måtte stoppe, hvis han skulle overleve – og i øvrigt for længst var på vej i en helt anden electronica-inspireret retning.

Og så alligevel. Hvorfor ikke? Elvis var i forfald, mens hans stemme, hans Elvis – the spirit – var der måske stadig, fornemmer man i filmen Elvis in Concert, hvorfra de nævnte YouTube-klip stammer.

Filmens danske instruktør, Anett Wolf, fortalte mig i 2016, at godt nok var Elvis stærkt overvægtig og diffus det meste af tiden, men inde bag ved var der stadig en varm, spirituelt interesseret sjæl.

Så jeg melder mig sgu på Dwight Yoakams hold. Også jeg ville have elsket at se Bowie og Elvis sammen bare en enkelt gang.

They could have been heroes, just for one day.

Har du lyst til mere David Bowie? Denne podcast blev udsendt sidste år på Bowies fem års dødsdag.