Fra GAFFA.dk
De seneste 15 år er Paul McCartney rejst verden rundt med samme band og i hovedtræk den samme sætliste – og på det seneste samme struktur og samme bemærkninger mellem numrene. Og sådan er det. McCartney er blevet en mere værdig og overskudsagtig formidler af sit guld for hver gang, jeg har set ham.
Det et stort privilegium at være i stand til at sammenligne og trække tråde tilbage, når man taler om sir Paul. Koncerten i Royal Arena var min syvende med manden, der, som Bono engang sagde, byggede huset sammen med de tre andre.
I dette tilfælde er der tale om en mand, der spillede en afgørende rolle i mine formative teenageår i takt med, at perspektivet blev videre end udsigten til den lokale fjord og weekendens kamp på andetholdet.
Så det var lidt af en forløsning, da McCartney og det faste band for to et halvt år siden gav en koncert i Herning, der var langt mere fokuseret end den især i begyndelsen famlende forestilling året forinden på Roskilde Festival.
Et af de helt store spørgsmål de senere år har været, om 76-årige McCartneys stemme fortsat vil kunne holde til elleve kvarters rockshow. Den er ikke, hvad den har været, stemmen.
Langt hen ad vejen klarede han den i aften ved at synge lavere end i de oprindelige indspilninger, ved at afkorte og afrunde tonerne, indimellem næsten rappe teksten – samtidig ligger guitaristerne Rusty Anderson og Brian Ray og trommeslager Abe Laboriel Jr. lidt længere fremme i lydbilledet end McCartney. Også når de meget formfuldt synger kor i f.eks. “Eleanor Rigby”.
Tabte den i omkvædet
Når det er sagt, er der forskel fra sang til sang. McCartney tabte den f.eks. helt i omkvædet til “Got to Get You in to My Life”. Der lød hans sang næsten som en snerren. Det var heller ikke entydig kønt i “Blackbird”, der sammen med resten af Det Hvide Dobbeltalbumfejrer 50 års jubilæum i disse dage.
Til gengæld sang han ganske flot i “Maybe I’m Amazed”, hvor mange hardcore Macca-fans ellers ofte holder vejret under koncerterne.
Burde han stoppe? Efter min mening skal han fortsætte, indtil han må hviske eller holde skilte op med teksten, hvis det da er muligt samtidig med, at han spiller på sin ikoniske – hvis dette modeord nogensinde har givet mening, er det hér – Höfner-bas.
Sålænge han og hans band spiller med så meget engagement som i aften, er jeg med.
Det var jeg allerede, da McCartney og band afsluttede første nummer “A Hard Day’s Night” med en enkelt skarp akkord og guitaristerne så på hinanden med et grin. Som “vi nailede den igen”. I så fald ret flot, at den spilleglæde stadig holdes i live efter 16 år.
Som sådan blev den akkord startskuddet til en rock’n’roll rejse på næsten en halv time frem mod balladerne.
Wings-sangen “Junior’s Farm” med mudret lyd lød af sumprock med Ray og Anderson aggressivt fremme. Kriminelt melodiøse “All My Loving” med 54 år gamle videoklip fra A Hard Day’s Night-filmen ramte lige i hjertet – yeah, yeah, yeah.
“Letting Go”, en af mine favorit Wings-sange med solidt, sejt soulet swing – og blæsere på tribunen i øvrigt. Spillet med en meget mørkere og dybere bund, end man kender den. Her lød McCartneys robuste og sjælfyldte vokal fint, stadigt lavt i lydbilledet, og hans Höfner… ja, hvis Harrisons guitar græd venligt, danser sir Pauls bas.
Nostalgifest med risikovillighed
Jeg kom til at tænke på det nylige interview, hvor producer Quinzy Jones beskyldte McCartney for at være en elendig bassist. Han burde have været en tur omkring Royal Arena.
Mere soulet mestendels mellemtempo stenerrock i det nye “Who Cares”, “Got to Get You Into My Life”, “Come On to Me”, “Let Me Roll it” med McCartney selv på guitaren. Hvis en Paul McCartney-koncert anno 2018 er en nostalgi-fest, er det med legenden i forgrunden med villighed til at sætte sig på spil
Som i “I’ve Got a Feeling” – et lidt underkendt Beatles-nummer, der i McCartney-bandets version fortæller mindst to historier; nemlig at The Beatles, hvis nogen skulle have glemt det, var et grænsesættende rock’n’roll-band under konstant påvirkning af den dengang pulserende rockscene. Samt, at hvis sådan en aften med gentagelser af Beatles evangeliets tekster er nostalgi, er det i hvert fald med et band, der spiller for at bevise sig selv hver aften. For eksempel i den psykedeliske version af “For the Benefit of Mr. Kite” fra Sgt. Pepper. Et modigt valg mellem alle standarderne.
Jeg tror, det var da McCartney som sædvanlig præsenterede “Here Today” med at tale lidt om sin afdøde ven og makker fra Liverpool, jeg første gang blev ramt af denne her følelse af at se mig selv med mit 14-årige jegs øjne.
“Lets hear it for John” – og salen eksploderede. Vi ved alle, at der var både sakkarin og citronsyre i forholdet mellem Lennon og McCartney, men tilsammen skabte de noget, som ingen af dem vel nogensinde helt har fattet omfanget af. Jeg synes, Macca lød mere oprigtig end nogensinde i sin hyldest til det venskab og makkerskab – og i sit savn.
Før denne passage leverede bandet – ganske som Herning i 2016 – et sæt gamle sange fra begyndelsen, da John, Paul og George ville lyde som skiffle-kongen Lonnie Donegan.
“I’ve Just Seen a Face”, “In Spite of All the Danger” (fra før, de hed The Beatles og øvede i familien McCartneys hjem på Forthlin Road i Liverpool), “From Me to You” og “Love Me Do”. Alle spillet mere eller mindre akustisk med bandet helt fremme på scenen.
Man lytter et sted mellem gåsehud og anerkendelse til, at McCartney og band insisterer på at levere disse sange meningsfyldt. Uanset hvor ofte de måtte have spillet dem. Hvilket gentog sig med McCartneys version af Harrisons “Something”. Han har spillet den i samme version og med samme intro siden Concert for George i 2002. Stadig mærker man følelsen. Og Dusty Anderson spiller soloerne næsten lige så indfølt som Clapton dengang.
På tide at ryste posen
Til gengæld burde Paul & Co overveje at skifte lidt ud i koncertens afsluttende time, der har fulgt samme skabelon de sidste 16 år.
Jo, både “Lady Madonna” og “Ob-La-Di-Ob-La-Da” er kvikke fodstampere – igen spillet med swamp som i den indledende fase. Men jeg er tilbøjelig til at give George Harrison ret i “Savoy Shuffle”’s (også fra Det Hvide Dobbeltabum) tydelige Macca-satire, “We all know Ob-la-di-bla-da, but can you show me where you are?”
Dét – altså viser, hvor han er – gør McCartney bedst i den første halvdel af det, der efterhånden er blevet den faste struktur i hans livesæt.
Dermed ikke sagt, at han burde droppe “Let it Be” og “Hey Jude”. Det er mere utænkeligt end en gendannelse af The Beatles – eller at han skal droppe det pyrotekniske udstyrsstykke “Live and Let Die”, der får Rammstein til at ligne harmløse nytårs-bordbomber.
Men måske på tide at ryste posen, især med den faste blok ekstranumre.
Når det er sagt, er McCartney – nu hvor han har droppet at farve håret – blevet en gråsprængt gentleman, der fortolker sine gamle og nye sange, stadig med denne her tilsyneladende udødelige “I am one of the boys”-attitude. Helt blottet for alderens glansløse kynisme og ligegyldighed.
Foto: Eddie Michel, eddiemichel.com
Sætliste
