At en dreng, der voksede op i en jødisk familie i hhv. New York og Los Angeles, fik Richard Wagner som sin første store inspirationskilde, kan måske forekomme overraskende. Men det var sådan det var for Phil Spector.
Den unge mand, der ligesom alle andre teenagere faldt på halen over det nye medio 1950’erne med Elvis Presley i front, var først og fremmest inspireret af Wagners musik. Det var allerede tidligt hans vision at skabe popmusik med samme emotionelle kraft som i “Nibelungens Ring”, især “Valkyrien”.
Det er ikke ligefrem lyserøde kærestebreve, der skabes associationer til her. Næh, det er en blodrød kærlighedserklæring fra en drama queen med teenagehormoner på langt over kogepunktet. Elvira Madigan, lyt og lær
Spector drømte om at skabe musik efter Wagners dogme om musik som ‘unsichtbares Theather’, altså i form af lydkulisser, der finder sin form i lytterens fantasi.
Spectors senere kone, Ronnie Spector aka Veronica Bennett, der bogstavelig talt flygtede fra ham på grund af hans psykisk og fysisk voldelige – læs: vanvittige – adfærd, har sagt, at det meste af det, han foretog sig, skulle forstås i lyset af især to personlige forhold:
Han var påvirket af en ubehandlet bipolar lidelse og så savnede han sin far, der begik selvmord, da Phil var ni.
Titlen på det første og stort set eneste hit, Phil Spector selv medvirkede på som musiker, “To Know Him is to Love Him”, stammer fra en tekst på faderens gravsten.
Efter at have opnået moderat succes med gruppen The Teddy Bears, opkaldt efter et Elvis-nummer, dannede Spector og en ven i 1961 pladeselskabet, Philles Records, hvortil han bl.a. knyttede The Chrystals, der gav ham hans første hitliste-førsteplads med “He’s a Rebel”. I 1963 fulgte det definerende hit “Be My Baby” med trioen The Ronettes med bl.a. Ronnie Spector. Blandt mange komponister var The Beach Boys’ Brian Wilson stærkt inspireret af dét nummer.
Når man i dag taler om Wilsons kappestrid med The Beatles, især Paul McCartney, glemmer man hurtigt Spectors indflydelse på The Beach Boys. “God Only Knows” og “Don’t Worry Baby” – de surfer derudaf på ren Phil Spector-lyd og inspiration. Wilson var en af få komponister og rockarkitekter, der havde Spectors fulde respekt.
Og så kom det nummer, der skulle blive fatalt for Spector, “River Deep, Mountain High” med Ike & Tina Turner. Ja, det blev et hit. Men kun i Europa. Det floppede totalt i USA
Det var i rollen som komponist og producer, Spector fandt sin raison d’etre. Det er muligt, som Ringo Starr engang har sagt, frit oversat, at “man kan sige meget om Phil Spector, men ikke, at han er sympatisk” – men visionær og musikalsk, det var han.
Enter The Wall of Sound
Det frustrerede Spector, at al den gode musik, der blev optaget rundt omkring i studierne, nåede lytterne gennem relativt elendige lydkilder som transistorradioer, jukebokse og pladespillere med indbyggede højttalere, der ikke ydede de gode sange og melodier fuld ret.
Enter The Wall of Sound.
Det gjaldt om at skabe LYD, ikke nødvendigvis frem for melodi og karakter. Men først og fremmest det usynlige teater. Tag f.eks. “Baby I Love You”. Det er ikke ligefrem lyserøde kærestebreve, der skabes associationer til, mens man lytter. Næh, det er en blodrød kærlighedserklæring fra en drama queen med teenagehormoner på langt over kogepunktet. Elvira Madigan, lyt og lær.
Musikken blev indspillet med store orkestre. Spector benyttede sig af mindst dobbelt opsætning af alle instrumenter, altså to trommesæt, basser, guitarer. Fandtes muligheden for dobbelt opsætning ikke, indspillede han instrumentet to gange. Han brugte det dengang primitive udstyr til at skabe det særlige Wall of Sound ekko.
Også her var han pioner.
Man finder et illustrativt vidnesbyrd om Spectors teknik og arbejdsmetode i filmen om studiegruppen The Wrecking Crew på Netflix.
Lyt f.eks. til The Crystals “Da Doo Run Run”, Darlene Loves “Christmas, Baby Please Come Home”. Senere The Righteous Brothers’ “You’ve Lost that Loving Feeling” og “Unchained Melody”. Undervejs i 1960’erne blev Spector flittigt brugt af sine samtidige, Ben E. King, Dixie Cups (“Going to the Chapel”) og The Walker Brothers (“The Sun ain’t Gonna Shine Anymore”).
Phil Spector var blevet overhalet i sit hjemland af ‘The British Invasion’ og han tilgav aldrig det amerikanske pladepublikum
Og så kom det nummer, der skulle blive fatalt for Spector, “River Deep, Mountain High” med Ike & Tina Turner. Ja, det blev et hit. Men kun i Europa. Det floppede totalt i USA.
Phil Spector var blevet overhalet i sit hjemland af The British Invasion, og han tilgav aldrig det amerikanske pladepublikum.
Det store comeback
Ironien er til at tage at føle på. For det skulle blive The Beatles, der gav ham det store comeback. På anbefaling af den mindst lige så gale advokat Allan Klein indkaldte John Lennon Spector til at redde stumperne af albummet Get Back, der endte som Let it Be.
Når man i dag hører Let it Be Naked’ med hel- og halvakustiske versioner af numrene på Let it Be kan man diskutere, om Spector gjorde noget godt for The Beatles, men man kan ikke diskutere, at sangene “Let it Be” og “Across the Universe” hører til de store i The Beatles’ enorme sangkatalog. Og den volumenøse produktion af “The Long and Winding Road” står i al sin sentimentalitet som det perfekte score til rulleteksterne i filmen om The Beatles.
Spector producerede for præcis 50 år siden også John Lennons Imagine og andre soloplader og George Harrisons første soloalbum All Things Must Pass, selvom det gjorde ham vred, at han ikke måtte tage sin pistol med ind i studiet.
I 70’erne gled Spector ud i glemslen, men fik et mindre comeback omkring Leonard Cohens Death of a Ladies Man og The Ramones End of the Century. Modsat de overlevende medlemmer af The Ramones, kan jeg egentlig godt lide det album. Pop, punk og patos i samme rendesten.
Born to Run
At forsøge at beskrive Phil Spectors indflydelse på eftertidens rockmusik vil være en artikelserie i sig selv.
Der havde ikke været milepæle som Springsteens Born to Run eller Darkness on The Edge of Town uden Spector. De havde i hvert fald lydt kedeligere. Det var Spector, der gav Bruce ideen til at indspille med mange overdubs ovenpå en rytmegruppe bestående af ham selv, Max Weinberg, Roy Bittan og Gary Tallent.
Der havde ikke været milepæle som Springsteens ‘Born to Run’ eller ‘Darkness on The Edge of Town’ uden Spectors lyd
I 80’erne begyndte mere eller mindre kultiske indiepop-bands at tage lyden af Wall of Sound til sig. Sneeky Feeling, Ganglians, Flying Nun. Som det mest kendte band Jesus and the Mary Chain, hvis guitarer er indspillet med overdubs og masser af ekko og Spector-trommelyd. Lyt f.eks. til “Just Like Honey”.
Mange bands i den såkaldte Shoegazer-bølge står på Spector/Jesus and The Mary Chains skuldre. Mercury Rev, Spiritualized (som også lyder af Beatles og Beach Boys), Flaming Lips og det ret nye Cigarettes After Sex.
Og så er der jo danske Raveonettes med Sune Wagner, der aldrig har lagt skjul på sin fascination af Spector. Tjek f.eks. hittet “Love in a Trash Can”.
Et forholdsvis aktuelt eksempel er Wagners produktion af Ulige Numres Carl Emil Petersens første soloplade, f.eks. “Skærgården”.
Min foretrukne historie om Spectors indflydelse foregår et eller andet sted i det centrale Stockholm. Da pladeselskabsmanden Stig Stikkan Andersson omkring 1972 havde overbevist Björn, Benny, Agnetha og Anni-Frid, som de kaldte sig i begyndelsen, om, at de burde danne en gruppe, manglede de en producer. Så han spurgte Michael B. Tretow, som de kendte i forvejen.
Han var frisk. Havde tilfældigvis lige læst Phil Spectors biografi, hvor han afslørede nogle af sine indspilningstricks. Hvis gruppen gerne ville væk fra folk/jazz og svensk 60’er Folkpark folklore og samtidig drømte om at vinde Melodi Grand Prix, kunne de lære noget af Phil Spector. Mente Tretow.
Det lød jo fint og følsomt, når Agnetha og Anni-Frid sang “My, my, at Waterloo Napoleon did surrender”, akkompagneret af Bennys klaver og Björns akustiske guitar. Men på Tretows initiativ begyndte de at overdubbe instrumenterne – og skrue op. Og en ny lyd og et af de mest betydningsfulde kapitler i pophistorien kunne skrives.
Takket være Phil Spectors Wall of Sound.
Spector var manden, der bragte dramaet ind i rockmusikken.
40 ÅR SIDEN // JOHN LENNON – Fra POV.International
Om morgenen d. 8. december 1980 skinnede solen fra en skyfri himmel over New York.
”Dagen havde en lovende duft af iver og entusiasme”, har Yoko Ono senere udtalt.
I de forudgående fem år havde John Lennon mere eller mindre koncentreret sig om at samle stumperne af sig selv efter sin kamp med de amerikanske myndigheder og et udsvævende liv. Festen i den såkaldte long, lost weekend havde været på vej til at udvikle sig til et egentlig misbrug af diverse stimuli.
Jeg håber, jeg dør før Yoko, for hvis Yoko døde, ville jeg ikke vide, hvordan jeg skulle overleve
Lennon havde koncentreret sig om sin rolle som far til sin og Yokos søn, Sean. Med udgangspunkt i lejligheden i Dakota-bygningen ved Central Park udlevede han endelig sin New York-drøm i fred og ro.
Under en bådrejse til Bermuda tidligere i 1980 havde Lennon og hans crew været udsat for en voldsom storm. Den eneste ombord, der ikke blev søsyg, var Lennon, som derfor måtte tage ansvar for alt, herunder rattet, i flere timer. Oplevelsen, som han fandt både skræmmende og opstemmende, bragte ham ud af en langvarig skriveblokering.
”Jeg var så fokuseret efter den oplevelse på havet, at jeg blev tunet ind i kosmos – og alle disse sange kom”, sagde han efterfølgende om sangene på albummet Double Fantasy, der udkom d. 17. november 1980. Forud for albummet var singlen (Just Like) Starting Over udsendt. Den klarede sig overraskende godt på hitlisterne verden over.
En del anmeldelser af Double Fantasy med Lennons og Yoko Onos sange på skift var negative. Som et fællestræk mente mange anmeldere, at disse sange, som Lennon og Ono havde skrevet til hinanden, var uinteressante for andre end dem selv. Andre anmeldere var glade for at høre Lennons stemme igen og anerkendte varmen og glæden i Lennons tekster. Og så var der jo et par udmærkede popsange. Uanset hvad, er Woman, (Just Like) Starting Over og Beautiful Boy (Darling Boy) klassikere i dag.
Stramt program
John Lennons program på dagen d. 8. december, tre uger efter udgivelsen af albummet, var stramt. Forud lå en fotosession med Annie Leibowitz, et interview og arbejde i studiet Record Plant om aftenen, hvor han og Yoko skulle arbejde videre med hendes sang Walking on Thin Ice.
Parret begyndte som ofte før dagen med morgenmad på Café La Fortuna, der lå få meter fra indgangen til Dakota-bygningen. Derefter gik Lennon til frisøren Viz-à-Viz for at blive klippet, så han var klar til den kommende fotosession. Det var hans og Yokos tanke, at han skulle have et Hamborg-før-Beatles look på fotografierne.
Paul er som en bror. Jeg elsker ham. Familier – vi har bestemt vores op – og nedture og vores skænderier. Men i sidste ende ville jeg gøre alt for ham, og jeg tror, han ville gøre noget for mig
Inden da havde pladeselskabsdirektøren David Geffen, Geffen Records, på Lennons foranledning arbejdet hårdt for at sikre, at rockmagasinet Rolling Stones’ januar-forside ville blive John og Yoko sammen. Men eftersom bladets redaktør Jann Wenner foretrak Lennon solo, havde der været en del tovtrækkeri. Det hører vist ikke til dagens orden, at pladedirektører blander sig i den slags, men når kunstneren hedder John Lennon.
Da Annie Leibovitz ankom til lejligheden om formiddagen 8. december, blev hun modtaget af Lennon i sort læderjakke. Et øjeblik genoplevede hun det crush, hun som helt ung havde haft på ham. Den verdensberømte fotograf var inspireret af John og Yokos kys på coveret af Double Fantasy.
”I 1980 føltes det, som om romantikken var død”, har hun senere fortalt.
“Jeg huskede, hvor enkelt og smukt det kys var, og jeg blev inspireret af det”.
Men i lejligheden på 1 W 72nd St mødte Leibovitz uventet modstand. Selvom John og Yoko før havde optrådt nøgne sammen på adskillige ikoniske fotos, var Yoko ikke med på ideen om at smide tøjet på forsiden af Rolling Stone. Anderledes var det med John.
”Det her, det er vores forhold. Det er sådan, det er”, sagde han og lagde sig ved siden af Yoko i fosterstilling, mens Leibovitz fotograferede løs.
Også disse fotos er ikoniske i dag. Se bare her og her:
Allerede inden fotografen havde pakket sit udstyr sammen, måtte Lennon løbe ned ad trappen til Yokos kontor i etagen under lejligheden. Der ventede RKO Radios vært, Dave Sholin, en oplevelse, han aldrig senere skulle glemme.
I interviewet fortalte Lennon om sin daglige rutine. Som i flere andre interviews, der blev givet i anledning af den nye plade, tegner Sholins interview billedet af en mand, der efter et par turbulente årtier har fundet sit zen.
Fan i lurvet overfrakke
”Jeg står op omkring kl. seks. Går ud i køkkenet. Får en kop kaffe. Hoster lidt. Tænder en cigaret – og ser Sesame Street med Sean”.
Senere i samtalen reflekterede Lennon over sin nyligt overståede 40 års fødselsdag.
”Jeg håber, jeg dør før Yoko, for hvis Yoko døde, ville jeg ikke vide, hvordan jeg skulle overleve”, sagde han. Og selvfølgelig blev der også talt om musik.
”Jeg har altid betragtet mit arbejde som et værk, hvad enten det var med Beatles, David Bowie, Elton John, Yoko Ono. Og det arbejde, mener jeg ikke vil være færdigt, før jeg er død og begravet, og jeg håber, det varer lang, lang tid”.
Lyt evt. til interviewet her:
På vej ud af Dakota-bygningen kort efter mødte John og Yoko amatørfotografen Paul Goresh, der gerne ville vise Lennon nogle fotos fra et nyligt besøg samme sted. Mens Lennon betragtede Goresh’s billeder, dukkede en anden fan i en lurvet overfrakke op. Også han ønskede at veksle et par ord med sit idol.
John var så glad, fordi Yoko endelig fik respekt fra pressen. Det betød alverden for ham
Kort efter spurgte Lennon, om radioholdet kunne give ham og Yoko et lift til Record Plant Studios (i dag Plant Studios) et par kilometer syd for 72. gade. Hvem siger nej til John Lennon og Yoko Ono? Undervejs i bilen spurgte Sholin Lennon ud om hans forhold til Paul McCartney.
“Paul er som en bror. Jeg elsker ham. Familier – vi har bestemt vores op- og nedture og vores skænderier. Men i sidste ende ville jeg gøre alt for ham, og jeg tror, han ville gøre noget for mig”.
Disse ord skulle blive de sidste, Lennon udtalte til en journalist.
I studiet ventede produceren Jack Douglas, der var blevet valgt, efter Lennon i årevis havde arbejdet sammen med Phil Spector. På båndoptageren lå optagelsen af Yokos Walking on Thin Ice, produceret i et (forholdsvis) dansevenligt miks, inspireret af den hårde newyorker punk/funk/disco-scene, der var yderst populær på det tidspunkt.
I dag er nummeret især interessant, fordi Lennon til anledningen havde fundet sin gamle Rickenbacker 325 guitar frem. Den havde ikke været i brug siden 1965. Lennons spil er muligvis inspireret af den gode ven David Bowies Heroes. Heaven knows.
Efter at have lyttet til Douglas’ produktion af Walking on Thin Ice, var Lennon endog meget glad. Så begejstret, at han forudså, at hans og Yokos kommende musikalske samarbejde ville fortsætte i det spor.
David Geffen, der senere ankom til studiet, husker, at han lovede, at nummeret ville blive udsendt på single måneden efter – og han lovede, at der ville blive annonceret i bladene for singlen. Nu var Lennon nærmest i ekstase.
Evig karma
For alle os mange millioner med et forhold til Lennon og The Beatles, der af gode grunde ikke var til stede i studiet den aften d. 8. december 1980, kan det være svært at forestille sig stemningen i Record Plant. Men så alligevel.
Her har vi manden, der sammen med en forholdsvis lille flok skabte rock’n’roll og ændrede verden. Manden, der udgjorde 1/4 af det største rockorkester, verden nogensinde kommer til at opleve.
Manden, der som den første rocksangskriver skrællede klicheerne væk og skrev ”hjælp mig” med udgangspunkt i sit eget liv (ja, bluesdrengene havde været der tidligere), og i øvrigt fortsatte på den måde resten af sit liv.
Manden, der for en stund klædte sig af til en rolle, der forandrede en sti, som ingen andre kunstnere tidligere havde betrådt. Manden, der skabte hymner, der stadig synges i verdens brændpunkter, når mennesker i flok forsøger at demonstrere sig til power to the people.
Livet er, hvad der sker, når du har travlt med at lægge andre planer
Forestil dig ham dansende ekstatisk rundt i et pladestudie, bare fordi en pladeboss havde lovet ham et par kvadratmillimeter papirannoncer. Geffen fortsatte med at tale om Double Fantasy, der netop den uge toppede den engelske hitliste. Det var en del år siden, Lennon sidst havde toppet hitlisterne.
”Yoko gav mig dette rigtigt sjove blik. Som om, det var bedre at være nummer et i England. Det var det, hun var interesseret i, ikke for sig selv, men fordi John ønskede sig det så hårdt”.
Efter at have arbejdet næsten non-stop i en uge med Yokos nye nummer var parret trætte. Det var spisetid. Måske skulle de spise på Stage Deli på 7th Avenue. På vej ud inviterede de Record Plants’ sikkerhedsvagt, Robert ‘Big Bob’ Manuel, med, men han havde mavepine og takkede nej.
”John var så glad, fordi Yoko endelig fik respekt fra pressen. Det betød alverden for ham”, har Big Bob senere fortalt.
Da John og Yoko endelig forlod studiet, besluttede de at tage direkte hjem for at sige godnat til Sean, som var alene med sin barnepige. Limousinen, der havde afventet dem foran studiet, fragtede dem gennem Columbus Circle og videre ad Central Park West, inden den med et skarpt venstresving drejede mod West 72nd Street.
Først forlod Yoko limoen, siden fulgte John trop, slentrende med en bunke kassetter, inklusive det nyeste miks af Walking on Thin Ice i sin hånd. Klokken var omkring 22.45. Der var relativt stille og stadig usædvanligt varmt.
Som ud af intet trådte manden i den lurvede overfrakke, som Lennon allerede havde mødt tidligere på dagen, henimod ham.
—-
“Livet er, hvad der sker, når du har travlt med at lægge andre planer”, synger John Lennon på Beautiful Boy (Darling Boy). Vi er en del, der nu på 40. år har svært ved at acceptere livets planer lige dén aften på fortovet ud for Dakota-bygningen. Men jeg har efterhånden forliget mig med, at John Lennon efter alt at dømme døde lykkelig.
Det ville ikke bare være instant, øjeblikkelig, men evig karma.
Lidt over middag, mandag, opstod der et af de sjældne øjeblikke, hvor millioner af danskere drager et stille, kollektivt suk. Og mon ikke mange uden at tænke ret meget over det, nynnede, “Og hvad mon der sker når man skal bort, når livets skjorte bli’r for kort, hvor mon den er den røde tråd…”
Udgangspunktet var lidt kys og lidt fjol, en dulle og en balle på en bund af rock’n’roll. Hardinger var fan af Chuck Berry, Bundesen af Elvis Presley
”Det er med en ufattelig sorg, at vi kan meddele, at vores far, Michael Bundesen efter kort tids kræftforløb, er afgået ved døden. Michael sov søndag aften stille ind i sit hjem i Gentofte, i trygge rammer, omgivet af den nærmeste familie, står der i pressemeddelelsen,” der blev udsendt af Michael Bundesens børn, Nanna og Nicolaj.
Som sanger og den ene hovedkraft i Shu-Bi-Dua satte Bundesen et uudviskeligt aftryk ikke bare i den danske musikbranche, men i dansk folkekultur som sådan, musikalsk og sprogligt.
Skulle nogen være i tvivl, så tjek lige billetsalget til Shu-Bi-Dua – The Musical, der havde premiere for fem år siden. Den solgte flere end 170.000 billetter. Det tal skal man iklæde sig en ørkenfez eller have talent for udsøgte platheder og barbershop-sang for at kunne matche.
Set med de rockhistoriske briller blev den første kim til Shu-Bi-Dua lagt, da Michael’erne Bundesen og Hardinger begge var til stede under en af de to ikoniske Beatles-koncerter i K.B. Hallen i juni 1964.
Begge, har de fortalt, forlod Peter Bangsvej på Frederiksberg med en drøm. Som blev forløst, da deres veje krydsedes på Danmarks Radio i 1971.
Udover drømmen, havde de humor, fandenivoldskhed, en vis rastløshed og musikalitet til fælles. På basis af Hardingers band Passport etableredes Shu-Bi-Dua. Navnet fik de med radioværten Benny G. Jensens mellemkomst, for et eller andet skulle de jo hedde.
I takt med den personlige modning og et stigende ambitionsniveau og et talent, der rakte længere end sjove ordspil, begyndte shubberne, som vi hurtigt kom til at kalde dem, at skrive deres egne sange
Efter første single Fed Rock fulgte en periode med andre undersættelser, som det blev kaldt, af udenlandske numre. F.eks. blev Killing Me Softly til Kylling med softice og Johnny B. Goode til Lulu Rocken Går.
Stædig og hårdt arbejde
Udgangspunktet var lidt kys og lidt fjol, en dulle og en balle på en bund af rock’n’roll. Hardinger var fan af Chuck Berry, Bundesen af Elvis Presley.
Senere i takt med den personlige modning og et stigende ambitionsniveau og et talent, der rakte længere end sjove ordspil, begyndte shubberne, som vi hurtigt kom til at kalde dem, at skrive deres egne sange, meget ofte til en melodi af Hardinger, men teksterne var som regel fælles arbejde – Hvalborg, Den røde tråd, Vuffelivov, Danmark, Sommergryder, Rom & Cola, Minus til plus.
Hemmeligheden bag, hvis der var en sådan, var stædigt, hårdt arbejde og stor musikalitet – for ikke at glemme Claus Asmussens arbejde som lydtekniker. Af tre biografier, begået af tidligere medlemmer af Shu-Bi-Dua, fremgår det, at Bundesen var indpiskeren og manden med de visuelle ideer. Manden med visionen.
Mens det nordsjællandske Shu-Bi-Duas folkelige popularitet voksede eksplosivt i sidste halvdel af 70’erne stod bandet lidt som outsidere i den danske rockbranche. Der var den meget omtalte konflikt og drillerierne med kollegerne fra Christianshavn, Gasolin’ og en politisk rockscene, hvor Shu-Bi-Dua ikke rigtig passede ind.
Lidt politik, lidt satire, lidt sex, lidt gas, lidt begavet småfilosofi, lidt ærkedansk småanarki og et par skrøner fra de varme lande
Ganske som filmens Olsen-Banden samtidig havde Shubberne fundet deres eget udtryk, der afspejlede Danmark, som det kunne se ud hen over en spegepølsemad og lidt feelgood small talk på den lokale kaffebar.
Lidt politik, lidt satire, lidt sex, lidt gas, lidt begavet småfilosofi, lidt ærkedansk småanarki og et par skrøner fra de varme lande.
Og hvis man lytter lidt efter på Shu-Bi-Dua 6 og fremefter en lidt melankolsk grundtone i mange af gruppens mere upåagtede sange. Det var sange med appel til flere generationer. Sange med ord og begreber, der for længst er krøbet ind i det danske sprog.
Det er hverken tilfældigt eller misvisende, at Michael Bundesen senere kaldte orkestret for en rejsende revy.
På toppen af karrieren omkring årtiskiftet 1970’erne/80’erne var Shu-Bi-Dua Danmarks bedst sælgende rocknavn. Senere dalede populariteten, men helt frem til slutningen optrådte bandet for et enormt publikum.
I 1985 forlod Bundesen for en kort bemærkning gruppen Shu-Bi-Dua. Efter en tid som chef på Kanal 2 vendte han dog tilbage til bandet, der i 1992 fik et stort comeback i forbindelse med udgivelsen af Shu-Bi-Dua 13, der indeholdt kæmpehittet Sexchikane.
Det er i høj grad Bundesens ære, at unge og ældre danskere efterfølgende har bygget til og fra og dermed udviklet det danske sprog
I 2011 blev Michael Bundesen ramt af en blodprop i hjernen, og han måtte indse, at karrieren som sanger var slut. Shu-Bi-Dua gik herpå i opløsning efter at have eksisteret med skiftende besætninger.
Optimisme og livsvilje
Den sidste del af Bundesens liv, mens han arbejdede med sin genoptræning, koncentrerede han sig om at male. I malerierne kunne han udtrykke, hvad han ikke kunne i sangen.
Da jeg interviewede ham i 2015, viste han mig nogle af sine malerier og fortalte om et af dem, at det var inspireret af Stevie Wonders As, der handler om en mand, der fornemmer sin partners utroskab.
Fornemmelsen af at være udenfor, genkendte han i sin kørestol. Samtidig understregede han, at han havde bevaret sin optimisme og livsvilje og havde affundet sig med sine vilkår og i øvrigt varmede sig ved al den støtte, han fik fra sine mange fans.
Til gengæld var det tydeligt, at en ny 90’er generation af ordjonglører som Malk de Koijn, Den Gale Pose, Rockers by Choice og ikke mindst Østkyst Hustlers i en eller anden udstrækning stod i gæld til shubberne
Et sted i sin meget ærlige biografi Alting har en ende fortæller Michael Bundesen om arbejdet med Halfdan, et album, han udgav sammen med Jan Rørdam i 2006.
Udover Elvis og The Beatles havde Bundesen Bob Dylan med i bagagen, da Shu-Bi-Dua blev dannet – og kærligheden til vise- og folkemusik var vedholdende. Halfdan, hvor Bundesen synger så flot, fik desværre kun begrænset opmærksomhed.
Bundesens stemme klæder Halfdan Rasmussens livskloge, lyse poesi. Ikke kun musikalsk, også åndeligt. Halfdans ord boltrer sig trygt i Bundens favn.
I øvrigt lå tonelejet i flere af Shu-Bi-Duas tekster i storhedstiden tæt på digtere som Halfdan og Frank Jæger. Ærgerligt, ikke bare for Bundesen, at han ikke fik mulighed for at prøve sig selv mere af som solist.
Til gengæld var det tydeligt, at en ny 90’er generation af ordjonglører som Malk de Koijn, Den Gale Pose, Rockers by Choice og ikke mindst Østkyst Hustlers i en eller anden udstrækning stod i gæld til shubberne.
Vi lærte retskrivning i klasselokalet. Vi lærte sproget i skolegården og lærervikarerne hed Shu-Bi-Dua og Gasolin’
Det gælder det meste dansksprogede pop og rock. I 2017 opgjorde Gaffa, at hele 28 % af de ord, der optræder i Shu-Bi-Duas tekster er unikke.
De optræder ikke andre steder. Det er i høj grad Bundesens ære, at unge og ældre danskere efterfølgende har bygget til og fra og dermed udviklet det danske sprog. Vi lærte retskrivning i klasselokalet. Vi lærte sproget i skolegården og lærervikarerne hed Shu-Bi-Dua og Gasolin’.
”Når dit hjerteslag, bliver væk en dag, er det så forbi, gu’ det ej fordi, der er meget mer’ mellem himmel og jord,” sang Bunden, som han oftest blev kaldt af kollegerne i Shu-Bi-Dua, i Stjernefart, der udkom i 1980.
Uanset hvilke vandringer, Michael Bundesens sjæl måtte stå overfor i det ukendte, er det helt sikkert, at hans og hans livsværks eftermæle aldrig vil være forbi. Et eller andet sted i dronningeriget vil Michael Bundesens dybe bas altid lyde, om ikke andet et sted i erindringen eller som en skygge. Og altid vil vi huske Bundens smil.
Elvis gav rockmusikken sit publikum. Little Richard og Chuck Berry gav den sin farlighed. Nu er kun Jerry Lee Lewis fra den første generation tilbage.
Når man taler om rockmusikkens fædre, taler man om en snæver kreds af sydstatsamerikanere, bestående først og fremmest af Elvis og musikere som Fats Domino, Lloyd Price, Ike Turner, Hank Williams, Ray Charles, Jerry Lee Lewis, Chuck Berry, Bo Diddley, Buddy Holly – og Little Richard.
Richard Wayne Penniman er død i en alder af 87. Det bekræfter hans søn overfor magasinet Rolling Stone.
Richard brød igennem i 1956 med Tutti Frutti, senere fulgte Long Tall Sally, Rip It Up, Lucille, Keep a Knocking og Good Golly Miss Molly. Alle numre spillet med uhørt vildskab af flamboyante Richard med højt hår, prydoverskæg og hidsigt attack på de sort-hvide tangenter – og en snart hylende, snart varm stemme, der bar præg af hans baggrund i gospel.
Bragte han bigband-musikken ind i den vilde gryende rockscene? Ja, sammen med Fats Domino. Samtidig var han inspireret af sin barndomsven Roy Orbison, der lyttede til den tidlige country & western. Og bluesmusikken, som han hørte på gader og stræder i sin barndomsby.
Hvor Elvis lod underlivet tale på scenen, var Little Richard ikke karrig med direkte seksuelle referencer i sin sang og optræden. For det var det, de første rock’n’rollere var kommet for: at italesætte og give lyd og krop til drømme og begær hos efterkrigstidens unge, der ligefrem havde fået deres eget nye navn, teenagere.
Når det gælder den seksuelle revolution post anden verdenskrig kan de første rock’n’rolleres betydning ikke overdrives.
Det vil være et digert bogværk i sig selv at nævne de mange kunstnere og musikalske stilretninger, Little Richard har påvirket. Som sanger og komponist var han en direkte inspirationskilde for de første soulmusikere som James Brown, åbenlyst, og en soul-iværksætter som Berry Gordon. Blev det senere hen for hiphop og R&B. Både som sanger og performer.
Kirke, sprut og natklub
Men hvorfor ikke give ordet til en af de største fra den æra, hvor rock’n’roll forlod teenageværelserne for at indtage resten af verden, John Lennon:
“Little Richard er en af de allerstørste. Første gang, jeg hørte ham var det via en ven, der havde været i Holland, og som bragte en 78’er med Long Tall Sally med sig hjem. Det slog benene væk under os. Vi havde aldrig hørt nogen synge som det, og de der saxofoner spillede helt vildt,” har Lennon, der både sammen med The Beatles og solo har indspillet flere Little Richard-numre, sagt.
Som Presley var Little Richard født ind i et stærkt religiøst miljø. Sådan mere eller mindre. Lil’ Richard, som han hurtigt kom til at hedde, gik med sin mor i New Hope Baptist Church kirke i Macon, Georgia, hvor faderen arbejdede som kirketjener.
Skal man billedgøre den gnist, der tændte rock’n’roll og bragte den ud – i første omgang i Sydstaterne – i de formative år, kunne det være sådan: Little Richard – på den ene side en dreng, der elskede gospelmusikkens budskab om håb og forløsning, og som på den anden side allerede som dreng blev draget af det farlige og ugudelige og til tider dekadente skørlevned i farens klub.
Dét er nogenlunde, hvad en fire timer lang Bruce Springsteen-koncert handler om. For bare at tage et enkelt eksempel.
Historien om Little Richards gennembrud handler som så meget andet om tilfælde. Pladeselskabsejeren Art Rupe jagtede en sanger, der kunne ride med på den bølge, Elvis havde startet. Han stødte på et demobånd med Little Richards hyl og sang og mærkede, at han havde manden og lyden. Rupe havde fundet en sort musiker, der i fremtoning, talent og musikalitet matchede Sun Studios’ Elvis, Johnny Cash, Jerry Lee Lewis og Carl Perkins.
“Tutti Frutti startede i virkeligheden integrationen af sorte og hvide. Fra første sekund var min musik accepteret af hvide,” har Richard selv sagt til Rolling Stone.
Selvbevidst liveperformer
Selvom Little Richard ikke for alvor hittede igen efter 1958, var han konstant i hjerte og ører hos blandt andet den nævnte Liverpool-gruppe. Også Kim Larsen forblev kæmpefan af Little Richard til sin død.
”Der var to Richard, der formede mig, Cliff og Little,” sagde han en gang til overtegnede.
Little Richard blev senere kopieret af bl.a. Everly Brothers, the Kinks, Creedence Clearwater Revival, Elvis Costello og the Scorpions.
Og, ja, hans indflydelse på Prince som androgyn, selvbevidst liveperformer er indiskutabel.
“I was wearing purple before you was wearing it!”, som han engang sagde henvendt til Prince i et tv-show.
Little Richard siger selv i bogen The Life and Times of Little Richard: The Quasar of Rock:
“Jeg begyndte allerede tidligt at gå med make-up, så de hvide mænd ikke troede, at jeg jagtede de hvide piger. Det gjorde det hele meget lettere for mig”. Han har senere beskrevet sig selv som omniseksuel.
Efter den meget succerige periode i 1950erne forsøgte Little Richard at finde et ståsted for sig selv i de skriftende musikalske modebølger. Blandt andet med albummet The Second Coming (1972) og utallige turneer. Men det er som manden, der var med til at tegne og bygge det hus, vi i dag kalder rock’n’roll, han vil blive husket.
Mr. Withers havde The Soul, han havde The Funk – og han havde integritet, besad en jordnær rebelskhed og en enestående zenagtig holdning til sin metier og livet som sådan.
En central scene i dokumentaren Still Bill indrammer historien om den modvillige musikstjerne Bill Withers.
Gør dit bedste. Stop, når du ikke kan komme længere. Elsk din familie. Nyd livet
Dokumentaristerne Damani Baker og Alex Vlack har arrangeret en samtale, hvor de muligvis forsøger at lokke Withers til at følge deres politiske agenda. Men i stedet for at gå deres vej, taler han roligt og velovervejet om sin egen filosofi: sørg for, at det er dig selv, der skaber forandringerne i dit liv.
Gør dit bedste. Stop, når du ikke kan komme længere. Elsk din familie. Nyd livet.
Withers’ eftermæle handler lige så meget om en mand, der vendte branchen ryggen, som den handler om en komponist med intuitiv fornemmelse for at tonesætte kærlighedens væsen og en sanger med en stemme, der i et og samme åndedrag kunne rumme smerte, og håb. Og når det tog ham, den varme og sensualitet, der er en lige så livsvigtig del af soulmusikken, som hjertet bag brystbenet hos dem, der synger.
Bill Withers er især kendt for standarder som Ain’t No Sunshine, Lean on Me og Lovely Day, der den dag i dag figurerer på sætlister hos bar- og festorkestre med hang til soul overalt, især i Withers’ hjemland USA.
Ligesom de er indspillet i et hav af coverversioner. Ain’t No Sunshine er indsunget af bl.a. Nancy Wilson, Michael Jackson, The Temptations, Freddie King, Brother Jack McDuff, Lyn Collins, the Dells, Isaac Hayes og Roy Ayers. Og det var bare i 1973…
Manden med madkassen
Men spørgsmålet er, om ikke Withers’ Use Me er lige så central i hans sangskrivning. På overfladen synger sangens jeg til sin elskede, at hun er velkommen til at bruge løs af ham – brug løs, indtil der ikke er mere tilbage.
Sangen kan høres som et sarkastisk forvarsel om Withers’ kommende farvel til musikindustrien. Den kan som af musikjournalisten Robert Christgau høres som en form for metafor for den sorte middelklasse, der var i fremdrift i 1970erne. Eller som en sang om generelt at sluge sin stolthed i takt med, at bankkontoen bugner.
Den kan forresten også høres som god, groovy sang.
Ain’t No Sunshine er indsunget af bl.a. Nancy Wilson, Michael Jackson, The Temptations, Freddie King, Brother Jack McDuff, Lyn Collins, the Dells, Isaac Hayes og Roy Ayers. Og det var bare i 1973…
Bill Withers voksede op i den lille kulmineby Slab Fork, West Virginia som den yngste af seks søskende. Det var, mens han senere var tilknyttet den amerikanske flåde, at han begyndte at synge og skrive sange.
I 1967 flyttede han som så mange andre håbefulde sangskrivere til Los Angeles, inspireret af al den musik, han hørte komme fra Motown, Stax og andre soulselskaber. Samtidig med, at han indspillede det ene demobånd efter det andet, arbejdede han i flere forskellige virksomheder.
Som det fremgår af Still Bill – opkaldt efter et af hans album – var unge Withers meget skeptisk overfor pladebranchen.
Selv da han med pladeselskabet Sussex Records fulde støtte udsendte Ain’t No Sunhsine, fastholdt han sit job. For man kunne jo aldrig vide, hvordan det ville gå med musikken. Desuden føltes det mere naturligt for ham at gå på gulvet på flyfabrikken end at sidde med til møder i direktionskontorerne.
Det fortæller sin egen historie om Withers, at han på coveret af sin første plade er affotograferet med sin madkasse i hånden på arbejdspladsen Weber Aircraft i Burbank, Californien. Som hos sine samtidige brødre i ånden, Marvin Gaye og Stevie Wonder, var der socialt engagerede sange.
Det første album Just as I Am, produceret af den tidligere Stax Records-producer m.m. Booker T. Jones, blev en kæmpe succes. Ligeså med de følgende to album Still Bill – med storhittet Lean on Me – og Use Me.
I et interview med det store amerikanske musikmagasin Rolling Stone sagde han blandt andet “I wouldnt know the difference between a Pop Chart and a Pop-Tart.” Det ordspil er umuligt at oversætte til dansk
En konflikt med pladeselskabet førte for en periode Withers ud i en kunstnerisk stilstand. Men han nåede dog at optræde bl.a. i Zaire sammen med Etta James, James Brown og B.B. King som optakt til den historiske Rumble in the Jungle-boksekamp mellem Muhammad Ali og George Foreman. Ligesom han producerede en Gladys Knight-plade.
Også et nyt engagement med pladeselskabet Columbia endte med kontroverser. I 1985 offentliggjorde Withers sin beslutning om at stoppe som udøvende kunstner. I forbindelse med bruddet anklagede han Columbias A&R-folk, som han kaldte ’blaxperts’, for at søge total kontrol med hans kunstneriske virke.
Nægtede at blive en parodi
Så langt kunne historien ligne så mange andre i showbiz. En kunstner smækker med døren. Taler ud om svigt, løgne og manipulationer. Få år efter står han, hun eller de igen, ofte efter ydmygelse på ydmygelse på scenen og synger deres gamle sange. Fordi det er dét, de kan. Og der skal brød under smørret.
Men Bill Withers nægtede at blive en parodi på sig selv. Han nåede at skrive enkelte sange efter 1985, men koncentrerede sig ellers om sit eget forlag, der besidder de givtige rettigheder til de gamle sange.
Jeg voksede op i Barbra Streisands, Aretha Franklins, Nancy Wilsons tid. Det var dengang, en kraftig, grim tøs (Arethas eget udtryk, red.), der kunne synge, havde værdi. Nu handler alt om image. Det er ikke poesi. Det er bare ikke min tid
I 2015 blev Bill Withers indlemmet i Rock’n’roll Hall of Fame af Stevie Wonder. I et interview forud for ceremonien med det store amerikanske musikmagasin Rolling Stone sagde han blandt andet: “I wouldnt know the difference between a Pop Chart and a Pop-Tart.” Det ordspil er umuligt at oversætte til dansk.
“Jeg voksede op i Barbra Streisand, Aretha Franklin, Nancy Wilsons tid. Det var dengang, en kraftig, grim tøs (Arethas eget udtryk, red.), der kunne synge, havde værdi. Nu handler alt om image. Det er ikke poesi. Det er bare ikke min tid,” sagde han også.
NEKROLOG – Aretha Franklin var indbegrebet af integritet og spirituel fordybelse, skriver Jan Eriksen, som mindes et liv der sluttede torsdag, da Franklin sov ind i sit hjem i Detroit omgivet af familie og venner. Hendes musikalitet og væsen berigede verden på en måde, så ordene R.E.S.P.E.C.T og R.I.P kun er fattige betegnelser.
Allerede som helt ung blev Aretha Franklin besmykket med titlen The Queen of Soul. Trods skiftende musikalske modeluner og forgreninger indenfor soulmusikken bibeholdt hun ubestridt titlen frem til sin død. Aretha var med til at definere lyden af soul, hun blev forbillede for to til tre generationer kvindelige kunstnere, ligesom hun blev et ikon i den bevægelse, der kulminerede, da USA for ti år siden valgte den første sorte præsident.
Efter længere tids kræftsygdom sov Aretha, torsdag ind i sit hjem i Detroit, tæt på stedet, hvor hendes liv begyndte for 76 år siden. Verden er blevet en pioner, en spirituel stemme og en ægte diva fattigere.
Aretha Franklin huskes måske bedst for de mange hit i perioden før 1970. Alene i 1967–69 udgav hun otte album og et hav af singler. På dette tidspunkt havde hun dog allerede været professionel i et tiår.
Selvom Aretha blev født i 1942 i rockmusikkens svar på Betlehem, Memphis, Tennessee, kom hun ikke til on location at være en del af processen, der smeltede gospel, country, blues og rhythm’n’blues sammen til rock’n’roll.
Hvis spirituel fordybelse, integritet, historisk indsigt og ægte fysisk og mental kærlighed nogensinde har haft en musikalsk fællesbetegnelse – så hedder den Aretha
Hun flyttede tidligt sammen med sin far, baptistpræsten Clarence La Vaughan, til Detroit, Michigan.
Allerede i de første år, hvor hun sang og spillede i sin fars kirke, blev Aretha Franklins musikalske evner påskønnet. I 1956 skete der to afgørende begivenheder i hendes liv. Hun udsendte albummet Songs of Faith, hvor hun første gang oplod sin guddommelige røst i sange, som hun selv havde indspillet i kirken.
At hun også havde indsigt i livets verdslige sysler blev bevist, da hun samme år i en alder af 14 fødte sit første barn.
Fire år senere underskrev Aretha en pladekontrakt med Columbia Records, selvom også det lokale Detroit-selskab Motown, der senere skulle blive synonymt med den nye soulmusik, havde øjnet hendes talent.
Ved sin fars fester mødte Aretha Duke Ellington og sangere som Nat King Cole og Sam Cooke.
Der skete bare ikke ret meget med hendes karriere.
Muscle Shoals
I 1966 besluttede hun og hendes nye mand og manager, Ted White, at skifte til Atlantic Records. Produceren Jerry Wexler sendte straks Franklin til Florence Studios Musical Emporium-studierne (FAME) i Alabama. Med i studiet var to dengang ukendte sessionmusikere ved navn Eric Clapton og Duane Allman, bakket op af den legendariske Muscle Shoals Rhythm Section.
I marts 2016 besøgte jeg det oprindelige FAME-studie i, ja, Muscle Shoals, der forlængst er vokset sammen med nabobyen Florence.
Byen, der er opkaldt efter de muslingeskaller, man finder i store mængder langs Tennesseeflodens breder, er i dag synonym med et lydbillede, der opstod i slut-60’erne; på én gang sort og hvidt. Dyb, dyb rhythm’n’blues, soul, blues-feeling som bund i et skramlet rocksprog. Som senere skulle få netop Duane Allmans Allman Brothers som fornemme ambassadører.
Senest har lyden af Muscle Shoals haft en renæssance, skabt af new retro-navne som The Black Keys og Alabama Shakes.
Jeg blev vist rundt i studiet af Muscle Shoals Rhythm Section-musikeren David Hood, hvis bas blandt andet kan høres på Paul Simons In My Little Town, Rod Stewarts Sailing – og på det ligeud fremragende soul-album I Never Loved a Man the Way I Love You, som Aretha optog i det dengang nybyggede studie. Albummet huskes nok først og fremmest for klassikeren Respect.
”Mange siger, at Aretha fik sit gennembrud med den plade. Det kommer an på, hvordan man ser det. I mine øjne var hun allerede en stor stjerne. Jeg lyttede til hendes plader på radioen. Men det er rigtigt, at det blev et stort kommercielt gennembrud. Hun og hendes pladeselskab ønskede southern feeling i hendes musik på det tidspunkt,” fortalte Hood.
”Men uanset hvem de havde sat til at spille bas for Aretha, var hun blevet The Queen of Soul. Den stemme havde fortællinger, der ventede på at blive fortalt. Når hun trådte ind i studiet, var der en aura af storhed i lokalet,” sagde han også.
“Muscle Shoals var en milepæl i mit liv. Det var vendepunktet i min karriere. Ingen tvivl om det,” siger Aretha Franklin selv i Netflix-dokumentaren ”Muscle Shoals”.
Titelnummeret I Never Loved a Man the Way that I Love You og numre som Do Right Woman-Do Right Man, Chain of Fools, I Say a Little Prayer, (Sweet Sweet Baby), Since You Left Me og Think hittede.
Respect, der nåede at blive nummer ét både på rhythm’n’blues- og pophitlisterne, blev en af bropillerne i den bro, rockmusikken i de år byggede mellem det sorte og hvide USA.
The Queen of Soul
Der findes forskellige versioner af historien om, hvem der opfandt udtrykket The Queen of Soul. Uanset hvad er det hængt ved lige siden. Den enorme succes gjorde Franklin til musikalsk ambassadør for borgerrettighedsbevægelsen.
I 1968 gjorde borgmesteren i Detroit den 16. februar til Aretha Franklin Day.
Sange som Respect, Chain of Fools og Think blev hymner for kvinde- og borgerrettighedsbevægelserne. Selv har Franklin dog senere underspillet sin rolle.
“Det var Gloria Steinems rolle. Jeg tror ikke, jeg var katalysator for kvindebevægelsen. Beklager. Men hvis jeg var. Så meget desto bedre,” sagde hun i 2014 til Rolling Stone.
Aretha sang ved sin fars gode ven, Dr. Martin Luther King Jr.’s, begravelse i 1968.
Samme år sang hun nationalsangen ved det demokratiske nationale konvent i Chicago. Hun støttede i øvrigt samme parti hele sit liv. Før den nyvalgte præsident Barack Obamas indsættelsesfest i 2009 stod der ”Aretha” øverst på hans ønskeliste over sangere på scenen i Washington DC.
Selvfølgelig deltog hun i det for alle sorte amerikanere stærkt bevægende øjeblik.
Inspireret af Mahalia Jackson og sit bysbarn fra den tidligste barndom, Elvis Presley, vendte Aretha i begyndelsen af 70’erne tilbage til gospelmusikken. Albummet Amazing Grace er et de mest solgte gospelalbum nogensinde.
Succesen fortsatte, indtil soulmusikken begyndte at bevæge sig i en ny retning – disco.
Pludselig dominerede sangere som Chaka Khan, Gloria Gaynor og Donna Summer. Der var ikke plads til Aretha på det blinkende diskoteksgulv – hun ønskede heller ikke selv at finde sin plads. Ikke i begyndelsen.
Et enkelt filmsoundtrack, Sparkle, og filmen Blues Brothers, hvor hun synger Think sammen med Dan Akroyd og John Belushi, mindede om, at der kun var én Queen of Soul. På det tidspunkt var Aretha fanget i en gældsfælde, så hun sagde taknemmeligt ja, da pladeselskabet Arista tilbød en ny kontrakt.
Det første album Jump To It fra 1982 blev et pænt hit. Albummet fra 1985, Who’s Zooming Who?, blev endnu et stort vendepunkt i hendes karriere.
Hits som Freeway of Love og Another Night og samarbejdet med Eurythmics, Sisters are Doing it for Themselves, gjorde det til Arethas mest solgte album nogensinde.
Albummet der er indspillet i et gennemdigitaliseret, poleret og poppet lydbillede – man kan næsten skære sig på trommelyden og bruge keyboardlyden som dyne – vakte ikke den store glæde blandt Arethas hardcorefans
Men hun fik det, som hun ville.
I 2011 udgav Franklin sit første album på sit eget selskab, “A Woman Falling Out of Love”, som blev præsenteret ved nogle koncerter i Radio City Music Hall i New York, hvor, som en anmelder skrev, ”alle forlod salen med tårer i øjnene”, og som han tilføjede: ”Der ER kun én Queen of Soul”
”Aretha var vild med den lyd. Hun ville have et MTV-hit. Hun fik fire,” som produceren Narada Michael Walden sagde til mig, da jeg mødte ham i Los Angeles i 1989.
”Hun kunne have bedt statuen af George Washington om at producere. Hun vidste lige præcis, hvad hun ville have,” sagde han også.
Efter endnu et kæmpehit sammen med George Michael i I Knew You Were Waiting for Me var der, udover diverse hædersbevisninger, forholdsvis stille omkring Franklin frem mod årtusindeskiftet, hvor hun igen hittede med A Rose is Still a Rose.
I 2003 dannede hun sit eget pladeselskab. To år senere blev hun tildelt The President’s Medal of Honor. Den betragtede hun som højdepunktet i sin karriere, selvom ”18 grammyer også er gode at have stående,” som hun også har sagt til Rolling Stone.
I 2011 udgav Franklin sit første album på sit eget selskab, A Woman Falling Out of Love, som blev præsenteret ved nogle koncerter i Radio City Music Hall i New York, hvor, som en anmelder skrev, ”alle forlod salen med tårer i øjnene”, og som han tilføjede:
”Der ER kun én Queen of Soul”.
Respektindgydende integritet
I 2014 udsendte divaen over dem alle Aretha Franklin Sings The Great Diva Classics, som blev et pænt hit. Hvordan føles det at blive fortolket af The Aretha? Ordet til Adele, hvis Rolling in the Deep optræder på albummet:
”I’m not worthy. I’m not worthy. I’m not worthy. Do I have to repeat?,” som hun sagde under en koncert på sin seneste turné.
Hver mand og kvinde sin Aretha. Når jeg ser hende krænge sit hjerte udover Burt Bacharachs og Hal Davids Say a Little Prayer bliver jeg højstemt. Hver gang.
På et tidspunkt, hvor fronterne i borgerrettighedsbevægelsens var skarpe, fik hun en del kritik for at gå den hvide mands ærinde.
Det bedste middel mod modsætninger og konflikter er samarbejde og samtale, sagde hun. Med sin intuitivt spirituelle soul gør hun B&D’s elegante sang så funky som hvad som helst andet i denne verden.
Hvis spirituel fordybelse, integritet, historisk indsigt og ægte fysisk og mental kærlighed nogensinde har haft en musikalsk fællesbetegnelse – så hedder den Aretha.
Som Arethas søster Carolyn skriver i sin biografi: “She slips into a zone when she sings . . . and connects to the Holy Spirit”.