Marcus King er en utroligt nuanceret, begavet og nysgerrig guitarist. En forrygende bluesguitarist og rocktraditionalist af Djævelens nåde.
Hans spil trækker på inspiration fra blues-rock pionerer som Jeff Beck, Eric Clapton, Hendrix og alt for tidligt afdøde Duane Allman – og samtidig altid udkig efter nye udfordringer i sit spil, som fx også Derek Trucks og Joe Bonamassa.
Det kunne allerede høres, da Marcus King udsendte sit første album under navnet Marcus King Band, Soul Insight, i 2014. Siden har han besøgt Danmark et par gange.
Men nu er virkeligheden jo heldigvis 2023 – godt man ikke var voksen dengang med fri sex, hedonisme og den slags pjat. Nej, puha
Inden det kunne komme dertil, at han kunne stå på scenen i Amager Bio forleden, måtte nygifte King overvinde personlige dæmoner, blive clean og finde kærligheden. Bedømt ud fra albummet Young Blood (2022), produceret af Dan Auerback, har den personlige heling også styrket ham som sangskriver og sanger.
Sangene på Young Blood handler om Kings kamp for at overvinde misbrug og ulykkelig kærlighed – sangskriverens uudtømmelige inspirationskilde. Ja, det handler om hans kamp for overlevelse.
”Jeg troede ikke, at jeg ville være her længe nok til at indspille endnu en plade. Jeg var ret overbevist om, at jeg ville drikke og junke mig selv ihjel, eller på anden vis ikke være her længere,” sagde Marcus King sidste år til Billboard.
Marcus Kings svedige vibe
Jeg så ham for tre år siden i Lille Vega, et par dage inden den første Corona nedlukning, hvor Vesterbros gader fyldtes med mennesker med toiletruller en masse under armene.
Dengang var der tydelige problemer med hans stemme. Han har selv sagt, at han indimellem har været så langt ude, at han ikke burde have spillet. Også det har han til fælles med Eric Clapton – i 70’erne.
Da der endelig kom god lyd på Kings vokal søndag aften i Amager Bio, hørtes til gengæld en særlig sensibilitet i hans stemme faktisk ganske tydeligt. Marcus King lyder ikke rigtig som nogen anden, og han synger i hvert fald bedre nu end for tre år siden.
Hvad der især slog mig til at begynde med, var samspillet i det otte mand store band. Vel er Marcus King bandleder, men faktisk allerede i første nummer, ”It’s Too Late”, var der denne her fornemmelse af samhørighed, et fællesskab på scenen. Med et udtryk tilbage fra den æra, hvor King især har hentet en stor del af sin inspiration, var der en ”svedig vibe” deroppe på scenen.
Under sidste nummer, “Pain”, blev den ægte, dybe smerte, som det nummer er skrevet på … for mig smerten ved at opleve at noget, der begyndte som en stor optur endte i en omgang sindslig slud og regn
Trommeslageren Jack Ryan spiller på sine trommer alene for musikkens skyld – bestemt ikke for at flashe sine overarmsmuskler – og så vidt jeg kunne se fra salen, var det endda på et trommesæt i Ringo downbeat opstilling.
Sammen med en konstant pulserende bassist og de tre blæsere indimellem på percussion skabte de et virkelig fedt groove som basis for en musikalsk rejse på en swamp boat gennem blues, soul og sydstatsrock. Jeg fik denne her kildrende, prikkende fornemmelse i kroppen, som kun opstår, når musikken til en vis grad ophæver fornemmelsen af tid og sted.
Et højtryks-feel med en lyd som hos netop Dan Auerbacks The Black Keys, og som jeg kan forestille mig hos bands som Free, Cream og Blood Sweat and Tears, måske især i perioden med Al Kooper på keyboards.
Marcus Kings keyboardspiller Mike Runyon havde indtil flere soli på sit orgel med en lyd, der sammen med resten af bandet skabte et lige så retro som levende udtryk, der for alvor fik mig til at lege med tanken om at stene i Filmore West i San Francisco omkring 1970.
Men nu er virkeligheden jo heldigvis 2023 – godt man ikke var voksen dengang med fri sex, hedonisme og den slags pjat. Nej, puha.
Soulfuld og eksperimenterende
En fornøjelse at lytte til Kings spil, der trækker lige så meget på klassisk blues, rock med klar inspiration fra gospel og soul – og sågar sitar, som nævnte Derek Trucks. Kings tone er både soulfuld og eksperimenterende.
Så ja, gennem numre som “Blood on the Tracks”, “Wildflowers & Wine”, “Lie Lie Lie” og “Hard Working Man” var det en fornøjelse at lytte til ham og den anden guitarist, Drew Smithers, udfordre sangene, som de lyder på pladerne.
Men en times tid inde i koncerten begyndte bandet i stigende grad at improvisere.
Impro er fedt – især for dem, der spiller, men et eller andet sted i den 15 minutter lange version af “Goodbye Carolina” tabte de mig. Goodbye. Svært at sætte ord på, men det har noget at gøre med, at det nåede til et punkt, hvor rytmegruppen inklusive de tre blæsere på percussion i stigende grad virkede uengagerede og dermed bevidst eller ej satte et gear eller to ned. Spilleglæden vendte sig indad, fremfor udad. Uanset hvor stærke guitarister, King og Drew Smithers uomtvisteligt er, tabte de mig.
Under sidste nummer, “Pain”, blev den ægte, dybe smerte, som det nummer er skrevet på af en mand, der troede han havde mistet livsgnisten, for mig smerten ved at opleve, at noget, der begyndte som en stor optur, ende i en omgang sindslig slud og regn. Som i vejret udenfor Amager Bio.
”Jeg må indrømme, at jeg havde forventet noget mere,” sagde en gæst til en af dem i garderoben, da han gik. Jeg ved ikke, om jeg havde forventet mere. På en måde havde jeg måske forventet mindre. Mindre end 15 minutter lange numre.
King har selv sagt, at han holder mest af at spille for “Marcus King fans”. Altså de fans, der kommer for at høre hele pakken, og ikke går så meget op i enkelte numre. Efter koncerten i Amager Bio forstår jeg, hvad han mener. Desværre.
Forleden læste jeg et ret nyt interview med George Ezra på et engelsk nyhedsmedie. Til højre for interviewet lå rullen med tophistorier:
”Ekspert: Krigen mellem Ukraine og Rusland kommer til at vare længe”. ”Moldovas præsident frygter russisk aggression”. “Den kolde krig mellem USA og Kina i nyt højdepunkt”.
Kan vi have brug for lidt solfyldt popmusik til at sprede lys gennem sprækkerne i det mentale mørklægningsgardin? Det var et retorisk spørgsmål.
Ezra har sin egen høflige, britiske charme. Han virker som en lidt genert nørd i en elitegymnasts krop med en baryton som en klassisk kongelig skuespiller
Sidste gang, jeg så Ezra i København – i oktober 2018 – imponerede hans og bandets evne til at levendegøre og skabe en fest ud af de mange hits live. Måske fordi koncerten foregik i en forholdsvis lille arena, Tap 1. Måske spillede min banale glæde over, at musik med så dybe rødder i pop-rockhistorien stadig kan ramme så bredt, også en rolle.
Efter at have udgivet to ep’er blev George Ezra for alvor kendt med singlen “Budapest”, der hittede stort. Det samme skete for debutalbummet Wanted on Voyage, udgivet i 2014. Med sange som ”Cassy O” og ”Happy Shining People” indtog Ezra hitlister, radiostationer og streamingtjenester verden over.
Foto: Eddie Michel
Som det fremgår af dokumentaren End to End, måtte han ud på en længere indre og ydre vandring, før han var klar til at fortsætte karrieren efter Corona. Hvilket resulterede i albummet Gold Rush Kid (2022), hvor han reflekterer over sin livssituation under og efter lockdown.
Ezra kæmper med en OCD-diagnose og havde egentlig besluttet sig for at stoppe, da ideer og gamle noter begyndte at dukke op under intens meditation.
Allerede med første nummer i Royal Arena ”Anyone for You (Tiger Lily)” fra netop Gold Rush Kid fornemmedes denne her feelgood fordringsløshed, der karakteriserer Ezras musik. Hans formfulde baryton lyder simpelthen af godt selskab.
George Ezra for fuld udblæsning
Desværre var der skruet alt for højt op for musikken – over niveau ”bombastisk”. Måske i et forsøg på at overdøve mulig dårlig akustik i den 2/3 fyldte sal.
Især trommerne, der blev spillet i et absurd højt tempo. Det blev bedre, trommelyden fandt sit rette leje i forhold til de andre instrumenter. Formentlig som et resultat af denne her kombination af lydfolk, der gør deres arbejde – og et sæt hårdt prøvede trommehinder, der vænner sig. Dog hører det med, at det under hele den halvanden time lange koncert var meget svært at høre de tre horn.
Som hos sin gode bekendt, Ed Sheeran, og især Mumford And Sons har Ezra dybe rødder i britisk folklore. De besidder alle popmestrenes håndelag, men hvor Sheeran bl.a. også har sine rødder i hiphop og R&B og har gjort sin loopstation til sin nærmeste samarbejdspartner, er Ezras sangskrivning mere klassisk. Som i ”Cassy O”, der desværre lød lige så nuanceret som lyden af en jetmotor, når flyet letter.
Foto: Eddie Michel
Lidt som sin danske kollega Rasmus Seebach kan Ezra (og hans på de to første album faste medkomponist Joel Pott) det med glad-i-låget partypop med syng-med-bare omkvæd. Den slags, der gør sig lige så godt i stuen ved siden af radioen, over de sidste shots i en natbar som til onkels Kæks 50-års fest. Eller som Neil Sedaka engang har sagt: ”Det er musik til en Tra-La Day”.
Der går en lige linje fra Sedakas ”Breaking Up Is Hard to Do” over Herman Hermits ”No Milk Today”, The Monkees “Daydream Believer”, ABBAs ”Ring Ring” (som Sedaka hjalp de to B’er med at skrive), Shaking Stevens ”You Drive Me Crazy” og så videre og så videre frem til Ezras ”Gold Rush Kid”.
Pop er også kunst
Det kan kolde hjerter muligvis ikke forstå, som allerede Jeppe Aakjær påpegede. Men det er også en kunst at mestre dét håndværk.
Så ja, Ezra skabte lettere forsinket Valentinsfest og lyserød hjertemassage i Royal Arena, men mod slutningen af koncerten, gennem ”All My Love”, ”Green Green Grass”, ”Blame it on Me” og ”Paradise”, blev det lovlig ”festligt” – altså sådan meget iscenesat og villet New Orleans-festligt med dansende, meget happy musikere hoppende rundt nogenlunde, som de formentlig gør hver aften.
Det var mest interessant midt i sættet, f.eks. i “Barcelona”, hvor jeg faktisk fornemmede tekstens tågede længsel udtryk af både solist og band
Jeg underkender under ingen omstændigheder, at de fleste af de 7.000 publikummer havde lige præcis den glade aften, de kom efter. Respekt for det. Men jeg får det svært, når det, der burde lyde på musikkens egne betingelser, ligner kalkuleret poptimisme.
Ezra har sin egen høflige, britiske charme. Han virker som en lidt genert nørd i en elitegymnasts krop med en baryton som en klassisk kongelig skuespiller. Men som koncerten udviklede sig mod finalen, virkede hans levering også underligt upersonlig.
Det var mest interessant midt i sættet, f.eks. i “Barcelona”, hvor jeg faktisk fornemmede tekstens tågede længsel udtrykt af både solist og band. Følelsen var der især i de efterfølgende numre, “Saviour” (på plade med Svea-melankoliens mestre, First Aid Kit, i koret og som medkomponister), den flotte ballade, “Sweetest Human Being” og den inderlige “Hold My Girl”, der på en meget lys dag i Thy kunne være skrevet af danske Jonah Blacksmith.
George Ezra skriver afsindigt effektive popsange. Bedømt ud fra koncerten i Royal Arena er han mest vedkommende, når han spiller for de øjeblikke, hvor vi Happy Shining People er i det sindige hjørne.
Foto: Eddie MichelFoto: Eddie MichelFoto: Eddie Michel
På et tidspunkt under koncerten i Operaen talte First Aid Kits Klara Söderberg om en af de første sange, som hun og søster Johanna skrev. De plejede, fortalte hun, at synge den, mens de kørte rundt med deres far, Benkt, der var producer og en slags manager for dem i begyndelsen.
Hun beskrev hvordan, det var at være de her to 15-16 årige piger fra Enskede, Stockholm med en drøm så stærk, at de forlod skolen for at forfølge den. En drøm, som de skulle komme til at realisere, så de i dag optræder på verdens største festivaler, så som Glastonbury i England, Coachella i USA og, nå ja, Roskilde.
Søstrene Söderberg sang og bandet spillede, så det greb om hjertet
Spørgsmålet, som kunne stilles ved hvilken som helst koncert med kunstnere med 15 års erfaring og mange hundrede optrædender i benene: Har nerven, gejsten, nødvendigheden overlevet? Efter skiftende scener, uendelige busture med enten for meget eller for lidt air conditioning, gode og elendige hoteller, gentagelse på gentagelse – og som First Aid Kit har fortalt om – misogyne og sexistiske branchemænd. Uanset om man vil det eller ej, efter et tilpas langt life on road ender alle som et hjul i maskinen rock’n’roll.
Men ja, der var flere momenter under koncerten i Operaen, hvor søstrene Söderberg sang og sammen med bandet spillede, så det greb om hjertet. Men deres arrangementer blev udfordret af en trommeslager, der lød som om, han netop havde forladt indspilningerne af ABBAs “Gimme! Gimme! Gimme! (A Man After Midnight)”.
First Aid Kits usædvanlige karriere
Det er usædvanligt, at to kvinder på hhv. 30 og 33 kan se tilbage på en 15-16 år lang karriere tilsvarende det, First Aid Kit har oplevet. Med inspiration i gammel countrymusik, 70’er folk-rock, indierock og popnavne som Pink og landskvinden Robyn har de erobret verden. Alt sammen forenet på de fire første album, der udkom mellem 2010 og 2018. På det seneste album Palomino har de søgt og fundet et mere optimistisk og lyst indtryk end på især Ruins, der, som det ligger i titlen, er endnu et af rockhistoriens mange skilsmissealbum. Begge søstres forhold lå i ruiner, da Klara skrev sine i øvrigt stærke tekster.
Duoens helt store force er søstrenes signatur, de tostemmige sang, der kan lyde som et forholdsvis spirituelt menneskes forestilling om englesang. Så det var med nogen skepsis, at jeg hørte Johanna fortælle i begyndelsen, at hun var vågnet samme morgen uden stemme. Det gik nu meget fint.
Ingen tvivl om, at Fleetwood Mac er et af fikspunkterne i søstrenes vidt spændende katalog af inspirationskilder
First Aid Kit er på samme tid traditionalister og fornyere. Andet nummer i Operaen, ”Angel”, minder i især i omkvædet og rytmen om Fleetwood Macs “Go Your Own Way”. I 2023 er det næsten en ligeså stor kliche at tale om Fleetwood Mac som inspirationskilde som at tale om The Beatles eller Joni Mitchell. I hvert fald i de musikgenrer, der har min primære interesse.
Men ingen tvivl om, at Fleetwood Mac er et af fikspunkterne i søstrenes vidt spændende katalog af inspirationskilder. Under denne turne har de sunget en efter YouTube at dømme meget smuk, akustisk version af netop afdøde Christine McVies ”Songbird”.
Det gjorde de desværre ikke i Operaen. Hvilket sikkert skyldes Johannas stemmeproblemer – modsat de fleste First Aid Kit-numre, hvor Klara som regel synger for, synger Johanna Söderberg en stor part i McVie-hyldesten.
First Aid Kit optræder på de største rockscener. Her er de backstage på Coachella-festivalen i USA. Foto: Twitter
Jeg anklager ikke First Aid Kit for at være kopister. Overhovedet ikke. Snarere tværtimod. Søstrene Söderberg har til en vis grad været med til at forny det, man meget bredt kalder americana.
Samarbejder med retro-kongen Jack White, Fleet Foxes og Conor Oberst siger noget om den respekt, de møder. Man kan sige, at de svenske kunstneres formidable sangskrivning, deres magiske sang og deres volvo’ske kvalitetsbevidsthed har et særegent udtryk.
Parlivets indbyggede dualisme
Et sted midtimellem har First Aid Kit tilført deres egen melodiøse svenske melankolske poplyd. Nogle countryfans, især i genrens hjemland, finder First Aid Kits lyd lovlig sugarcoated.
Dét var de i hvert fald ikke i Operaen. Som i en medrivende version af “Wild Horses II”, hvor sangens jeg og hendes partner diskuterer, om Rolling Stones egen eller The Flying Burrito Brothers version af “Wild Horses” er bedst. En fin tekst, hvor den dovne musikalske diskussion er metafor for et parforhold i opløsning. Der, hvor der hverken er kærlighed, passion eller vilje tilbage. Generelt afdækker Klara Söderbergs mange tekster fintfølende parlivets indbyggede dualisme, de jævnlige skift mellem håb, hengivelse og sikkerhed – og tvivl og usikkerhed.
Desværre virkede det især i numrene fra det nyeste, mere poppede up beat Palomino, som om First Aid Kit har haft svært ved at finde den rette balance mellem Klaras akustiske guitar, Johannes bas, Freja Drakenbergs synths og keybords, Johannes Runemarks guitar og især Gabriel Runemarks trommer. Placeret diskret bag søstrene lagde Johannes Runemarks et fintmasket lydligt net elektriske klange til sangene. Især bemærkede jeg hans slideguitarspil.
Her ramte First Aid Kit og band denne her følelse, denne her fornemmelse af længsel, smil og hjerte, som er countrymusikkens eksistensberettigelse.
Men trommeslageren spillede meget bastant med tryk på tyskerfoden = stortromme på alle slag. Jeg kunne have bandet mistænkt for at have skelet til popdisco-bølgen, der har præget musikscenen de seneste år. Sidste års koncert på Roskilde Festival med den abdicerede countrydronning Kacey Musgraves viste hvor galt, dét kan gå.
Farvel til intimiteten
I numre som hhv. “Fallen Snow” og “A Feeling that Never Came” virkede det lige ud som om, trommerne forsøgte at banke intimiteten og glæden ud af First Aid Kits sange. Trods Johannes Runemarks herlige T. Rex guitar i sidstnævnte. Ærgerligt, for i mere nuancerede passager af koncerten lå trommespillet i symbiose med Johanne Söderbergs ihærdige basspil.
Til gengæld var et højdepunkt, da Johanne og Klara Söderberg gav en akustisk version af “Ghost Town”. Den sang de så smukt og følt, at det piblede og prikkede i de 99 pct. af hjernen, jeg normalt ikke bruger. Og øjnene foran for den sags skyld.
Også “Emmylou”, der trods sin titel ligeså meget er en hyldest til Gram Parsons som til Emmylou Harris. Her ramte First Aid Kit og band denne her følelse, der kan opstå, når leveringen af sang, musik og ord lige præcis udtrykker en form for totalitet – man har fornemmelsen, at intet lige her og nu mangler eller er forkert. Denne her fornemmelse af længsel, smil og hjerte, som er countrymusikkens eksistensberettigelse. Ligesom med “Fireworks”, der lød lige præcis så begejstret parafrasende over 50/60’er Everly Brothers pop, som på plade.
Så ja, de var der, disse momenter af magi søndag aften i Operaen. Indimellem bulder, drøn og disco-fod.
Marty Stuart & The Fabulous Superlatives
Gimle, Roskilde
6. september 2022
På et tidspunkt mod slutningen af koncerten med Marty Stuart and The Fabulous Superlatives stod alle tre bandmusikere midt på scenen omkring bandlederen, der sang og spillede på sin mandolin. Som han i øvrigt behandler med samme ømhed som en bedstefar sit barnebarn. På et tidspunkt vendte trommeslager Harry Stintson sig om og daskede et par gange på en highhat med sin ene whiskers.
Om det var planlagt – noget, han gør hver aften – eller det opstod lige der i nuet, ved jeg af gode grunde ikke. Men de der to tjat faldt lige så naturligt og organisk ind i musikken som en Stetson sidder på en whiskydrikkende gæst i en bar i Nashville.
Lige dét korte glimt på scenen i Gimle signalerede på en gang løssluppenhed, sublim musikalitet og det totale nærvær.
Som skrevet før er jeg en sucker for den slags koncertmomenter, hvor musikken transcenderer den såkaldte fjerde væg og handler om relationer mellem mennesker – og den slags momenter var der sandt for dyden flere af tirsdag aften i Gimle i Roskilde i en af de mest fængslende koncerter, jeg har overværet i årevis.
50 års jubilæum
Søndag fejrede Marty Stuart sit 50-årsjubilæum i branchen. I 1972 begyndte han som bare 14-årig i countrymusikeren Lester Flatts band. Op gennem 70’erne påbegyndte han så småt en solokarriere, indtil han kom med Johnny Cashs band i 1980 for senere blive den gamle Highway Mans svigersøn.
Kommercielt peakede Stuart i begyndelsen af 90’erne med album som Tempted og This One’s Gonna Hurt You. Siden har han været uhyre aktiv i mange sammenhænge og arbejdet sammen med kunstnere som Emmylou Harris, Vince Gill, George Jones og Ricky Skaggs.
Marty Stuart er ham, man ringer til, når der skal optages dokumentarer, radio eller podcasts om countrymusik – en periode havde han sine egne tv- og radio-shows.
For 20 år siden begyndte han at turnere med bandet The Fabulous Superlatives, der udover Stuart selv består af Kenny Vaughan, guitarer, Harry Stintson, trommer, og Chris Scruggs på bas.
Nu skriver jeg “band”: Et bedre udtryk ville være en organisme eller livsform, hvis molekyler udelukkende består af musik. Nogen har en gang kaldt The Fabulous Superlatives “The tightest band in country music”.
Efter at have set dem live giver det mening.
Stuart: Der skete noget magisk på scenen, da disse fire gentlemen førte Gimle på en rejse gennem rock- og countrymusikkens tidlige historie. Foto: Eddie Michel
Det var med en vis skepsis, jeg tjekkede sætlisterne fra de første aftener på bandets Europa-turné. For det fremgik, at Stuart og hans superlativer havde spillet mange meget forskellige numre – mange coverversioner. Umiddelbart underligt i og med at de fire dudes tilsammen har indspillet egne numre nok til en festival i sig selv. Åh nej, var der en form for jukeboks-koncert i vente?
Før det spørgsmål blev besvaret, varmede den helt unge Sam Williams op. Han er barnebarn af det nærmeste, country kommer en gud, Hank Williams. Sams far, Hank Williams Jr. er mest kendt for at have sammenlignet Barack Obama med Hitler – og fastholdt sin sammenligning. Så ham springer vi lynhurtigt forbi.
Sam sang godt og gjorde sig tilsyneladende umage for at give sine sange et moderne, indieinspireret udtryk. Som en hæder til sin farfar sang han dennes ”I’m So Lonely I Could Cry”, som Elvis kaldte ”Probably the saddest song I ever knew” under sin Hawaii-koncert i 1973.
Respektfuldt og lidt rørende, men der er sange, man skal afholde sig fra at fortolke, medmindre ens eget bagkatalog er så stærkt, at det ikke falder sammen til sammenligning – samt man fx hedder Elvis Presley, Glenn Campbell, Dwight Yoakam, Rendy Travis, Johnny Cash, Bob Dylan, eller hvem der ellers har forsøgt sig.
Der var mindst lige så meget plads til den formidable guitarist Kenny Vaughan. At se hans fingre bevæge sig elegant op og ned ad gribebrættet, producerende det ene lækre lick efter det andet var en fornøjelse i sig selv.
Det tredje nummer, efter Marty Stuart & The Fabulous Superlatives var gået på scenen, Stuarts egen ”Going, Going, Gone”, er næsten lige så trist. Men musikalsk var det, der skete på scenen, lige så livsagligt, som teksten er deprimerende.
Allerede på dette tidlige tidspunkt stod jeg med fornemmelsen af fire mænd, der ikke alene så ud til faktisk at elske at stå på scenen lige præcis denne aften med musikalsk selvfølgelighed, overbærenhed og talenter, der kun er vokset gennem mange års venskab. Ulasteligt klædt, som de var i scenetøj, oprindelig skabt af den ukrainskfødte konge af rhinstenene, Nudie Cohn – der bl.a. havde Elvis og John Lennon på kundelisten.
Marty Stuart er en musikhistorisk nørd, der gerne skaffer og donerer diverse memorabilia og artefakter til country-museer. Desuden er han dedikeret fotograf – tog fx det sidste ikoniske foto af Johnny Cash bare fire dage før dennes død. Marty Stuart er country dokumentarist og traditionalist. Også på scenen.
Marty Stuart & The Fabulous Superlatives. Foto: Eddie Michel
Gennem halvanden times tid blev vi i Gimle inviteret med på en historisk rejse i et område, der ligger et sted i grænselandet mellem rock’n’roll og countrymusik.
Marty Stuart står der midt på scenen, venligt smilende, synger stadig som en vårhare. Han er selv en brillant guitarist, synger sine egne sange som “Tempted” og den uforlignelige “The Whiskey Ain’t Working” (skrevet sammen med Travis Tritt). Uden dog på noget tidspunkt at suge spotlyset til sig, som solister har for vane. The Fabulous Superlatives er et band.
Stuart giver plads til alle
Der var mindst lige så meget plads til den formidable guitarist Kenny Vaughan. At se hans fingre bevæge sig elegant op og ned ad gribebrættet, producerende det ene lækre lick efter det andet var en fornøjelse i sig selv.
Om han skaber denne her spinkle, tinny-metalliske, twangy country-lyd på sin Fender Telecaster eller sprød Rickenbacker-klang på et par numre med det, jeg plejer at kalde Beatles-Byrds-Tom Petty-lyd.
Fx i “Time Don’t Wait” fra bandets seneste album Way Out West (2017), produceret af Mike Campbell fra Tom Pettys The Heartbreakers. Og det gentog sig i “The Ballad of Easy Rider”, som Bob Dylan og Roger McGuinn fra The Byrds skrev til filmen Easy Rider. En nærmest malerisk smuk version, hvor de fires spil og sang skabte billeder af landskaber i bevægelse.
Jeg bryder mig ikke om ordet perfektion. Brugt i visse sammenhænge giver det mig associationer til Tyskland i 30’erne og 40’erne. Men denne aften var det, vi oplevede, tæt på musikalsk perfektion
Og sikke, Stuart, Stintson, Vaughan, der alle er plus 60, stadig kan synge harmonierne i disse sange. Som de gjorde, da den countryrock-begejstrede historielektion nåede frem til Woody Guthries klassiske ballade om Pretty Boy Floyd.
Og igen i en version af Marty Robbins’ klassiker “El Paso”. Den supermelodiøse ballade er musikalsk og tekstligt et af musikhistoriens stærkest, sanseligt beskrevne trekantsdramaer, hvor komposition, sang og melodi elegant flyder sammen.
Jeg ville gerne kunne skrive, at den gral trods alt var for hellig til at blive befamlet en tilfældig tirsdag aften i Roskilde – men også her ramte The Fabulous Superlatives plet.
Respekten for rødderne
Hvad mangler vi? Blues, ja i med fire hvide mænds respekt for bluesens dybe, sorte rødder spillede de “Brain Cloudy Blues”. De kom omkring Texas swing, hillbilly, bluegrass og southern rock, især mod slutningen i numre som “Hill Billy Rock” og “Country Star”, hvor det endnu en gang blev tydeliggjort, på hvilke skuldre mine ungdomshelte Creedence Clearwater Revival stod, da de gjorde swamp rock mainstream.
I introduktionen til Orange Blossom fortalte Stuart om et tidligt turnéminde. Det blev på sin vis karakteristisk for hans og bandets mission: respekt for rødderne, der kom til at definere alle os, der er vokset op med rock’n’roll som sekundært (ofte primært) sprog. Respekt, ja, og kærlighed.
Jeg bryder mig ikke om ordet perfektion. Brugt i visse sammenhænge giver det mig associationer til Tyskland i 30’erne og 40’erne. Nobody’s perfect. Men denne aften var det, vi oplevede, tæt på musikalsk perfektion.
Jeg har rejst fire gange i Sydstaterne i USA. Men er aldrig lykkedes med at finde lige præcis den bar med træinteriør og neonskilte – du kan sikkert også se den for dig – med lige præcis det band, der gav den koncert, der ikke alene kunne samle alle rockmusikkens mange rødder og samtidig løfte mig en smule videre på den musikalske rejse.
Den koncert skulle jeg til Grand Ol’ Gimle i Roskilde for at finde.
Vi har set ild, vi har set regn, men vi har sjældent hørt en fornemmere repræsentant for fusionen af rock og folk end komponist og lyriker James Taylor.
I dag er den 74-årige musikers stemme bestemt ikke, hvad den har været, men hans sange, som de blev fremført i Falkonersalen, er mindst lige så levende og varme, som dengang for 50 år siden, hvor de bidrog til at definere begrebet singersongwriter og en æra i den amerikanske rockhistorie. En måde at skrive sange på, en lyd, et feel, som hundrede tusinder sangskrivere senere har modelleret videre på. F.eks. unge fans som Phoebe Bridgers og Taylor Swift, der faktisk er opkaldt efter James.
Sidste gang, jeg oplevede James Taylor live var også i Falkoner i 2014. Gav koncerten seks stjerner. Lige i overkanten set på afstand, men skrevet på følelsen en time efter sidste ekstranummer.
Flere af de musikere, der var med på scenen dengang, var også med torsdag aften på samme scene, uforlignelige Steve Gadd på trommer, der behandler sine trommer, som var han på besøg i en glasbutik og får dem til at lyde som en omsust trækrones slag på gavlen udenfor, hvor jeg sidder.
Den fremragende guitarist Michael Landau (med mere plads end sidst, hvor der også var en keyboardspiller med), bassisten Jimmy Johnson og korsangeren Kate Markowitch og sanger og violinist Andrea Zonn var også gengangere. Desuden var Dorian Holley, der har optrådt med bl.a. Whitney Houston med på scenen.
Taylor med forbløffende god lyd
Så fantastisk spil og i øvrigt også forbløffende god lyd fra første øjeblik, den statelige Taylor trådte ind centerstage. Det er fristende at skrive, at det eneste, der havde ændret sig siden 2014, er sangerens stemme. Især i begyndelsen havde han svært ved at følge sine egne betagende melodier. Faktisk lød det nærmest som japperi i andet nummer “Country Road”, hvilket naturligvis udfordrede den dengang ‘nye’ inderlighed, der kendetegnede Taylor og hans samtidiges sange.
Ligesom det på sin vis udfordrede budskabet i den tredje sang, ’comeback’-sangen ”That’s Why I’m Here”, som Taylor skrev delvis i glæde over at være kommet ud af års misbrug og taknemmelig for sine trofaste fans støtte – og delvis i sorg over vennen, John Belushis død.
Et par gange under koncerten trådte James lidt til siden ligesom med “Steamroller Blues”, som han skrev tilbage i 1970 som en parodi på hvide middelklassemusikere som Eric Clapton og John Mayall, der tog den sorte blues til sig
Henne omkring det sjette nummer, ”Sweet Baby James”, havde grand old James dog fået sunget sig rimelig varm, og sådan fortsatte det godt og vel resten af koncerten, godt bakket op af koret. Det skal med, at Taylor for nylig har været ramt af corona. Det kan selvfølgelig have påvirket stemmen.
Da James Taylor, hans kone Carly Simon, den senere kæreste Carole King, Linda Ronstadt, Crosby, Stills, Nash & Young, Joni Mitchell og Jackson Browne brød igennem, lyttede jeg til Gasolin’ og Slade og læste Fart og Tempo og anede ikke, at der sad nogle (eks)hippier i en dal i USA og skabte musikhistorie.
Men det er jo det, musik også kan. Skabe sindbilleder som i lyden af en tid, hvor hvert greb på guitarens arm tegnede en vej videre, en ånd, livsholdning, filosofi måske ligefrem. Det kunne f.eks. lige så godt handle om swingmusik og dermed billeder af smukke dansende mænd og kvinder i sort/hvid – eller billeder af et trøstesløst London ved lyden af punk.
Man kan selvfølgelig også bare kalde det god musik.
Carole King og James Taylor. Pr-foto
Nogle kalder genren West Coast, Sound of L.A. Man kan også kalde det lyden af Laurel Canyon, et område, hvor en lang række musikere boede og inspirerede, hjalp og konkurrerede med hinanden, når de ikke besøgte den lokale dealer. Dokumentaren Laurel Canyon om den æra kan varmt anbefales.
Sammen med sit vanvittigt velspillende band skabte James Taylor en jævn strøm af mindeværdige momenter i Falkoner, det ene varme øjeblik efter det andet i samklang med et uhyre medlevende publikum.
Sympatisk, selvironisk og taknemmelig
Midt i det hele stod han, som altid sympatisk og selvironisk, venlig og taknemmelig. Og han stod der med sin akustiske guitar. Tydeligvis ikke den Gibson J-50, der skabte denne her særlige mensch guitarlyd på album som ”Sweet Baby James”, ”Mud Slide Slim” og “Blue Horizon”. Jeg har læst mig til, at JT-lyden skyldes Gibson’ens konstruktion, der var skabt af rent grantræ på forsiden og mahognitræ i bagside og sider.
Et par gange under koncerten trådte James lidt til siden ligesom med “Steamroller Blues”, som han skrev tilbage i 1970 som en parodi på hvide middelklassemusikere som Eric Clapton og John Mayall, der tog den sorte blues til sig – stjal, om man vil. Siden er det nummer blevet fortolket mange gange, selv af den første hvide sanger til at synge på den sorte blues, Elvis Presley. Om der lå en eller anden form for meta-agtig ironi bag det valg, skal jeg ikke kunne sige. I Falkoner leverede Taylor og band nummeret i en swampet version. Fedt at høre dem spille igennem.
James T havde gemt sine hits til andet sæt, et klassisk ’koncert-narrativt’ greb, som jeg er en stor tilhænger af. Forventningens glæde o.s.v. til “Fire and Rain”, “Carolina in My Mind”, ”Mexico”, ”Shower the People” og selvfølgelig den daværende kæreste, Carole Kings ”You’ve Got a Friend”. Den sang, som Taylor også indspillede, er blevet en form for fælleseje mellem de to.
Så ja, måske er Taylors stemme ikke, hvad den har været. Hvad er det, i øvrigt, bortset fra skatteprocenten?
Jo længere vi kom ind koncerten, jo varmere lød James Taylors sang i samspil med musikken, spillet organisk og med selvfølgelighed og indforståethed af disse musikere, der formentlig drysser akkorder ud over morgenmaden, hvor vi andre må klare os med mysli og granola. I passager var det direkte rørende, som det kan være, når musik, historie og publikums indlevelse bliver et.
Således også – ikke mindst – da Joni Mitchells vokalspor fra det oprindelige track med ”Long Ago and Far Away” hørtes fra højttalerne sammen med Taylor og band. Ja, det var der et strejf af ren magi over det.
Jeg forlod koncerten med en hjertevarm fornemmelse, der endnu ikke er kølnet af, mens disse linjer skrives. Så ja, måske er Taylors stemme ikke, hvad den har været. Hvad er det, i øvrigt, bortset fra skatteprocenten?
Vi er alle sammen forgængelige. Det er uomgængeligt. De bedste af James Taylors sange, derimod, er uforgængelige. Så selv når næsten alt om forhåbentlig mange, mange, mange år er væk, gætter jeg på, at kakerlakkerne vil holde hinanden i kløerne og synge, “You’ve Got a Friend”, mens de tænker på dengang, der fandtes gran- og mahognitræer, der snedkereret sammen på den rette måde kunne skabe musikalsk skønhed.
Sådan en regnfuld mandag aften er man kommet til det rette sted , når keyboardspilleren indleder første nummer, ”Signs, High Times”, med Hohner Clavinet-lyd som på Stevie Wonders ”Superstition”.
Det er lidt af et tabernakel, ægteparret Susan Tedeschi og Derek Trucks har stablet på scenen i Amager Bio. Hele tolv sangere og musikere, heraf to trommeslagere.
Simpel hovedregning siger, at det næppe er for pengenes skyld, Tedeschi Trucks Band rejser rundt til mindre spillesteder som Amager Bio, hvor jeg i øvrigt også oplevede orkestret for tre år siden. Næh, det må handle om passion – musikpassion.
En klaviaturengel tog ved Gabe Dixons hammondorgel
Susan og Derek er rejsende i en egenartet, både inspireret og inspirerende version af americana – i mangel af bedre udtryk. Med referencer til og indflydelse fra – og til en vis grad gentagelse af -original blues, jazz, soul, folk, country, rock, psykedelisk rock, tilsat østerlandsk islæt. Derek Trucks unikke, poetiske slideguitarpil er over, under og midt i det hele i de tre timer, Amager Bio bliver forvandlet til et blødende, bankende varmt musikalsk hjerterum. Ofte nærmer temperaturen sig det febrile – dog undtaget næsten et kvarters improvisationer i slutningen af første sæt, som jeg kommer tilbage til.
Efter hver sin solokarriere har ægteparret Susan Tedeschi og Derek Trucks spillet sammen de sidste 12 år. Hun påbegyndte tidligt en karriere som bluesmusiker. Han er født ind i sin metier. Onklen, Butch Trucks, var trommeslager i The Allman Brothers Band, som Derek senere skulle blive medlem af. Det var netop under en af dette bands turneer, han mødte Susan Tedeschi.
Tedeschi Trucks gør ikke noget to gange
Tedeschi Trucks udsendte for nylig hele fire EP’er, der nu under titlen I Am the Moon kan lyttes i helhed på streamingsites og købes som vinyl. Af princip optræder bandet aldrig med samme sætliste to aftener i træk. Som onkel Buck fra The Allman Brothers har sagt: Derek gør aldrig noget to gange.
Mandag aften i Amager Bio havde de valgt at bruge stort hele første sæt på den første EP med undertitlen I. Crescent. Bl.a. ”Circles ’Round the Sun”, der eksemplificerer, hvad Dereks multimusikalske multiband handler om.
Susan Tedeschi lagde ud med at chante på et soulet groove. Et stykke inde blev sangen brudt op omkring de tre blæseres småjazzede improer med, indtil det hele pludselig igen blev brudt op og udviklede sig i et folksy udtryk med afspilning af en stemme, der tilhører en folkemusiker ved navn Eddie Owens Martin.
Tedeschi Trucks Band. PR-foto
Eller i det 70’er-funkede ”Hear My Dear”, hvor en eller anden klaviaturengel tog ved Gabe Dixons hammondorgel. Jeg ved ikke, hvornår jeg sidst har hørt klapsalver efter en orgelsolo. Her var det fortjent.
Hele tiden var der dette store bluesy, soulede swing i (big-) bandets levering et sted mellem klassisk Blood Sweat and Tears og et yngre band som The Roots.
Hvilket selvfølgelig især skyldes blæsersektionen, koret og de to super dynamiske trommeslagere, som skabte et forrygende groove, når det tog dem. Utroligt at det lyder så varieret og flydende med to næsten parallelt spillende trommeslagere – der skal bare et enkelt slag på en highhat til som markering, et enkelt brud, som en kontrapunktisk reminder om, hvor groovy det i øvrigt lyder.
Jeg kunne nævne en coverversion af Bessie Smiths klassiker “Gin House Blues”, hvor Trucks guitarspil indimellem mindede mig som George Harrisons guitarspil på “Yer Blues”.
Varmt og melodisk spil
Derek er stor fan af sin mentor, Gregg Allman, og af Eric Clapton. Faktisk lagde dennes gamle band Derek and the Dominos i sin tid navn til den talentfulde guitarist. Der er muligvis noget Clapton i Trucks ekvilibristiske spil, men han er først og fremmest sin helt egen en-mands workshop i evig bevægelse.
Og det fik man at høre i det, der endte som en næsten kvarterlangt improvisation. Det blev lige vel rigeligt – jeg anerkender, at rock-impro (heldigvis) ikke er det samme som freestyle jazz-impro. Trucks spil er avanceret, og han kan noget med at mangedoble sit spil og tviste akkorderne rundt til noget nyt, men han bevæger sig aldrig flere lysår væk. Hans spil er varmt og melodisk og måske ligefrem lidt melankolsk og altid meget præcist, også når han strækker tonerne.
Undervejs fik jeg associationer tilbage til forløberen for Amager Bio – koncerterne på Femøren i begyndelsen af 80’erne. Indimellem var der rigelig tid til at stirre på og fundere over skyformationerne over scenen, når en bluessolo overskred sidste holdbarhedsdato.
Det virkelig forunderlige ved dette band er symbiosen mellem bandets soulede groove, Derek Trucks grænseløse, melodiske spil og Susan Tedeschis sang
At kalde Tedeschi Trucks band et kollektiv er både rigtigt og forkert. Derek Trucks er bossen, ingen tvivl om det, han skaber ny lyd på sin guitar fra aften til aften – ikke at Susan Tedeschi ligefrem står i skyggen af sin ægtemand. Hun har skrevet mange af teksterne og melodierne, og med sin sang og sit regulære Bonnie Raitt-inspirerede spil shiner hun på sin måde.
Trucks er ikke på scenen for show off. Han spiller for at skabe stemninger og følelser. For at skabe blues og finde sin (leder-) plads i kollektivet.
Der var en fed vibe – for nu at bruge et udtryk, der er lige så retro som musikken – over bandets scenefremtoning. Man fornemmede, at musikere nød at spille, nogle mere end andre, og flere af musikerne havde soloer og solonumre. Især Gabe Dixon, der af og til optræder som opvarmning for bandet, skriver sange til bandet – og har plads bl.a. i duet med Susan Tedeschi i Dixons nye nummer ”I Am the Moon”.
Jeg har set bands, også i Amager Bio, der kan sammenlignes med Tedeschi Trucks Band, nemlig Little Steven and the Disciples of Soul og Nathaniel Rateliff and the Night Sweats. Tedeschi Trucks Band har ikke uimodståeligt charmerende vildskab og tøjlesløshed som disse – og da slet ikke van Zandts begejstring for 6o’er pop og Motown.
Til gengæld viste koncerten i Amager Bio, at Tedeschi Trucks Band har udviklet et musikalsk udtryk, der nærmere peger frem end bagud, som det ellers er karakteristisk for bluesmusikken. Det virkelig forunderlige ved dette band er symbiosen mellem bandets soulede groove, Derek Trucks grænseløse, melodiske spil og Susan Tedeschis sang.
