Marty Stuart: En af de mest fængslende koncerter, jeg har overværet i årevis

Marty Stuart: En af de mest fængslende koncerter, jeg har overværet i årevis

Foto: Eddie Michel

Marty Stuart & The Fabulous Superlatives
Gimle, Roskilde
6. september 2022

På et tidspunkt mod slutningen af koncerten med Marty Stuart and The Fabulous Superlatives stod alle tre bandmusikere midt på scenen omkring bandlederen, der sang og spillede på sin mandolin. Som han i øvrigt behandler med samme ømhed som en bedstefar sit barnebarn. På et tidspunkt vendte trommeslager Harry Stintson sig om og daskede et par gange på en highhat med sin ene whiskers.

Om det var planlagt – noget, han gør hver aften – eller det opstod lige der i nuet, ved jeg af gode grunde ikke. Men de der to tjat faldt lige så naturligt og organisk ind i musikken som en Stetson sidder på en whiskydrikkende gæst i en bar i Nashville.

Lige dét korte glimt på scenen i Gimle signalerede på en gang løssluppenhed, sublim musikalitet og det totale nærvær.

Som skrevet før er jeg en sucker for den slags koncertmomenter, hvor musikken transcenderer den såkaldte fjerde væg og handler om relationer mellem mennesker – og den slags momenter var der sandt for dyden flere af tirsdag aften i Gimle i Roskilde i en af de mest fængslende koncerter, jeg har overværet i årevis.

50 års jubilæum

Søndag fejrede Marty Stuart sit 50-årsjubilæum i branchen. I 1972 begyndte han som bare 14-årig i countrymusikeren Lester Flatts band. Op gennem 70’erne påbegyndte han så småt en solokarriere, indtil han kom med Johnny Cashs band i 1980 for senere blive den gamle Highway Mans svigersøn.

Kommercielt peakede Stuart i begyndelsen af 90’erne med album som Tempted og This One’s Gonna Hurt You. Siden har han været uhyre aktiv i mange sammenhænge og arbejdet sammen med kunstnere som Emmylou Harris, Vince Gill, George Jones og Ricky Skaggs.

Marty Stuart er ham, man ringer til, når der skal optages dokumentarer, radio eller podcasts om countrymusik – en periode havde han sine egne tv- og radio-shows.

For 20 år siden begyndte han at turnere med bandet The Fabulous Superlatives, der udover Stuart selv består af Kenny Vaughan, guitarer, Harry Stintson, trommer, og Chris Scruggs på bas.

Nu skriver jeg “band”: Et bedre udtryk ville være en organisme eller livsform, hvis molekyler udelukkende består af musik. Nogen har en gang kaldt The Fabulous Superlatives “The tightest band in country music”.

Efter at have set dem live giver det mening.

Stuart
Stuart: Der skete noget magisk på scenen, da disse fire gentlemen førte Gimle på en rejse gennem rock- og countrymusikkens tidlige historie. Foto: Eddie Michel

Det var med en vis skepsis, jeg tjekkede sætlisterne fra de første aftener på bandets Europa-turné. For det fremgik, at Stuart og hans superlativer havde spillet mange meget forskellige numre – mange coverversioner. Umiddelbart underligt i og med at de fire dudes tilsammen har indspillet egne numre nok til en festival i sig selv. Åh nej, var der en form for jukeboks-koncert i vente?

Før det spørgsmål blev besvaret, varmede den helt unge Sam Williams op. Han er barnebarn af det nærmeste, country kommer en gud, Hank Williams. Sams far, Hank Williams Jr. er mest kendt for at have sammenlignet Barack Obama med Hitler – og fastholdt sin sammenligning. Så ham springer vi lynhurtigt forbi.

Sam sang godt og gjorde sig tilsyneladende umage for at give sine sange et moderne, indieinspireret udtryk. Som en hæder til sin farfar sang han dennes ”I’m So Lonely I Could Cry”, som Elvis kaldte ”Probably the saddest song I ever knew” under sin Hawaii-koncert i 1973.

Respektfuldt og lidt rørende, men der er sange, man skal afholde sig fra at fortolke, medmindre ens eget bagkatalog er så stærkt, at det ikke falder sammen til sammenligning – samt man fx hedder Elvis Presley, Glenn Campbell, Dwight Yoakam, Rendy Travis, Johnny Cash, Bob Dylan, eller hvem der ellers har forsøgt sig.

 

Der var mindst lige så meget plads til den formidable guitarist Kenny Vaughan. At se hans fingre bevæge sig elegant op og ned ad gribebrættet, producerende det ene lækre lick efter det andet var en fornøjelse i sig selv. 

Det tredje nummer, efter Marty Stuart & The Fabulous Superlatives var gået på scenen, Stuarts egen ”Going, Going, Gone”, er næsten lige så trist. Men musikalsk var det, der skete på scenen, lige så livsagligt, som teksten er deprimerende.

Allerede på dette tidlige tidspunkt stod jeg med fornemmelsen af fire mænd, der ikke alene så ud til faktisk at elske at stå på scenen lige præcis denne aften med musikalsk selvfølgelighed, overbærenhed og talenter, der kun er vokset gennem mange års venskab. Ulasteligt klædt, som de var i scenetøj, oprindelig skabt af den ukrainskfødte konge af rhinstenene, Nudie Cohn – der bl.a. havde Elvis og John Lennon på kundelisten.

Marty Stuart er en musikhistorisk nørd, der gerne skaffer og donerer diverse memorabilia og artefakter til country-museer. Desuden er han dedikeret fotograf – tog fx det sidste ikoniske foto af Johnny Cash bare fire dage før dennes død. Marty Stuart er country dokumentarist og traditionalist. Også på scenen.

Stuart
Marty Stuart & The Fabulous Superlatives. Foto: Eddie Michel

Gennem halvanden times tid blev vi i Gimle inviteret med på en historisk rejse i et område, der ligger et sted i grænselandet mellem rock’n’roll og countrymusik.

Marty Stuart står der midt på scenen, venligt smilende, synger stadig som en vårhare. Han er selv en brillant guitarist, synger sine egne sange som “Tempted” og den uforlignelige “The Whiskey Ain’t Working” (skrevet sammen med Travis Tritt). Uden dog på noget tidspunkt at suge spotlyset til sig, som solister har for vane. The Fabulous Superlatives er et band.

Stuart giver plads til alle

Der var mindst lige så meget plads til den formidable guitarist Kenny Vaughan. At se hans fingre bevæge sig elegant op og ned ad gribebrættet, producerende det ene lækre lick efter det andet var en fornøjelse i sig selv.

Om han skaber denne her spinkle, tinny-metalliske, twangy country-lyd på sin Fender Telecaster eller sprød Rickenbacker-klang på et par numre med det, jeg plejer at kalde Beatles-Byrds-Tom Petty-lyd.

Fx i “Time Don’t Wait” fra bandets seneste album Way Out West (2017), produceret af Mike Campbell fra Tom Pettys The Heartbreakers. Og det gentog sig i “The Ballad of Easy Rider”, som Bob Dylan og Roger McGuinn fra The Byrds skrev til filmen Easy Rider. En nærmest malerisk smuk version, hvor de fires spil og sang skabte billeder af landskaber i bevægelse.

Jeg bryder mig ikke om ordet perfektion. Brugt i visse sammenhænge giver det mig associationer til Tyskland i 30’erne og 40’erne. Men denne aften var det, vi oplevede, tæt på musikalsk perfektion

Og sikke, Stuart, Stintson, Vaughan, der alle er plus 60, stadig kan synge harmonierne i disse sange. Som de gjorde, da den countryrock-begejstrede historielektion nåede frem til Woody Guthries klassiske ballade om Pretty Boy Floyd.

Og igen i en version af Marty Robbins’ klassiker “El Paso”. Den supermelodiøse ballade er musikalsk og tekstligt et af musikhistoriens stærkest, sanseligt beskrevne trekantsdramaer, hvor komposition, sang og melodi elegant flyder sammen.

Jeg ville gerne kunne skrive, at den gral trods alt var for hellig til at blive befamlet en tilfældig tirsdag aften i Roskilde – men også her ramte The Fabulous Superlatives plet.

Respekten for rødderne

Hvad mangler vi? Blues, ja i med fire hvide mænds respekt for bluesens dybe, sorte rødder spillede de “Brain Cloudy Blues”. De kom omkring Texas swinghillbillybluegrass og southern rock, især mod slutningen i numre som “Hill Billy Rock” og “Country Star”, hvor det endnu en gang blev tydeliggjort, på hvilke skuldre mine ungdomshelte Creedence Clearwater Revival stod, da de gjorde swamp rock mainstream.

I introduktionen til Orange Blossom fortalte Stuart om et tidligt turnéminde. Det blev på sin vis karakteristisk for hans og bandets mission: respekt for rødderne, der kom til at definere alle os, der er vokset op med rock’n’roll som sekundært (ofte primært) sprog. Respekt, ja, og kærlighed.

Jeg bryder mig ikke om ordet perfektion. Brugt i visse sammenhænge giver det mig associationer til Tyskland i 30’erne og 40’erne. Nobody’s perfect. Men denne aften var det, vi oplevede, tæt på musikalsk perfektion.

Jeg har rejst fire gange i Sydstaterne i USA. Men er aldrig lykkedes med at finde lige præcis den bar med træinteriør og neonskilte – du kan sikkert også se den for dig – med lige præcis det band, der gav den koncert, der ikke alene kunne samle alle rockmusikkens mange rødder og samtidig løfte mig en smule videre på den musikalske rejse.

Den koncert skulle jeg til Grand Ol’ Gimle i Roskilde for at finde.

stuart
Guitarist Kenny Vaughan. Foto: Eddie Michel
James Taylor i Falkoner: I passager direkte rørende, som det kan være, når musik, historie og publikums indlevelse bliver et

James Taylor i Falkoner: I passager direkte rørende, som det kan være, når musik, historie og publikums indlevelse bliver et

Vi har set ild, vi har set regn, men vi har sjældent hørt en fornemmere repræsentant for fusionen af rock og folk end komponist og lyriker James Taylor.

I dag er den 74-årige musikers stemme bestemt ikke, hvad den har været, men hans sange, som de blev fremført i Falkonersalen, er mindst lige så levende og varme, som dengang for 50 år siden, hvor de bidrog til at definere begrebet singersongwriter og en æra i den amerikanske rockhistorie. En måde at skrive sange på, en lyd, et feel, som hundrede tusinder sangskrivere senere har modelleret videre på. F.eks. unge fans som Phoebe Bridgers og Taylor Swift, der faktisk er opkaldt efter James.

Sidste gang, jeg oplevede James Taylor live var også i Falkoner i 2014. Gav koncerten seks stjerner. Lige i overkanten set på afstand, men skrevet på følelsen en time efter sidste ekstranummer.

Flere af de musikere, der var med på scenen dengang, var også med torsdag aften på samme scene, uforlignelige Steve Gadd på trommer, der behandler sine trommer, som var han på besøg i en glasbutik og får dem til at lyde som en omsust trækrones slag på gavlen udenfor, hvor jeg sidder.

Den fremragende guitarist Michael Landau (med mere plads end sidst, hvor der også var en keyboardspiller med), bassisten Jimmy Johnson og korsangeren Kate Markowitch og sanger og violinist Andrea Zonn var også gengangere. Desuden var Dorian Holley, der har optrådt med bl.a. Whitney Houston med på scenen.

Taylor med forbløffende god lyd

Så fantastisk spil og i øvrigt også forbløffende god lyd fra første øjeblik, den statelige Taylor trådte ind centerstage. Det er fristende at skrive, at det eneste, der havde ændret sig siden 2014, er sangerens stemme. Især i begyndelsen havde han svært ved at følge sine egne betagende melodier. Faktisk lød det nærmest som japperi i andet nummer “Country Road”, hvilket naturligvis udfordrede den dengang ‘nye’ inderlighed, der kendetegnede Taylor og hans samtidiges sange.

Ligesom det på sin vis udfordrede budskabet i den tredje sang, ’comeback’-sangen ”That’s Why I’m Here”, som Taylor skrev delvis i glæde over at være kommet ud af års misbrug og taknemmelig for sine trofaste fans støtte – og delvis i sorg over vennen, John Belushis død.

Et par gange under koncerten trådte James lidt til siden ligesom med “Steamroller Blues”, som han skrev tilbage i 1970 som en parodi på hvide middelklassemusikere som Eric Clapton og John Mayall, der tog den sorte blues til sig

Henne omkring det sjette nummer, ”Sweet Baby James”, havde grand old James dog fået sunget sig rimelig varm, og sådan fortsatte det godt og vel resten af koncerten, godt bakket op af koret. Det skal med, at Taylor for nylig har været ramt af corona. Det kan selvfølgelig have påvirket stemmen.

Da James Taylor, hans kone Carly Simon, den senere kæreste Carole King, Linda Ronstadt, Crosby, Stills, Nash & Young, Joni Mitchell og Jackson Browne brød igennem, lyttede jeg til Gasolin’ og Slade og læste Fart og Tempo og anede ikke, at der sad nogle (eks)hippier i en dal i USA og skabte musikhistorie.

Men det er jo det, musik også kan. Skabe sindbilleder som i lyden af en tid, hvor hvert greb på guitarens arm tegnede en vej videre, en ånd, livsholdning, filosofi måske ligefrem. Det kunne f.eks. lige så godt handle om swingmusik og dermed billeder af smukke dansende mænd og kvinder i sort/hvid – eller billeder af et trøstesløst London ved lyden af punk.

Man kan selvfølgelig også bare kalde det god musik.

James Taylor
Carole King og James Taylor. Pr-foto

Nogle kalder genren West Coast, Sound of L.A. Man kan også kalde det lyden af Laurel Canyon, et område, hvor en lang række musikere boede og inspirerede, hjalp og konkurrerede med hinanden, når de ikke besøgte den lokale dealer. Dokumentaren Laurel Canyon om den æra kan varmt anbefales.

Sammen med sit vanvittigt velspillende band skabte James Taylor en jævn strøm af mindeværdige momenter i Falkoner, det ene varme øjeblik efter det andet i samklang med et uhyre medlevende publikum.

Sympatisk, selvironisk og taknemmelig

Midt i det hele stod han, som altid sympatisk og selvironisk, venlig og taknemmelig.  Og han stod der med sin akustiske guitar. Tydeligvis ikke den Gibson J-50, der skabte denne her særlige mensch guitarlyd på album som ”Sweet Baby James”, ”Mud Slide Slim” og “Blue Horizon”. Jeg har læst mig til, at JT-lyden skyldes Gibson’ens konstruktion, der var skabt af rent grantræ på forsiden og mahognitræ i bagside og sider.

Et par gange under koncerten trådte James lidt til siden ligesom med “Steamroller Blues”, som han skrev tilbage i 1970 som en parodi på hvide middelklassemusikere som Eric Clapton og John Mayall, der tog den sorte blues til sig – stjal, om man vil. Siden er det nummer blevet fortolket mange gange, selv af den første hvide sanger til at synge på den sorte blues, Elvis Presley. Om der lå en eller anden form for meta-agtig ironi bag det valg, skal jeg ikke kunne sige. I Falkoner leverede Taylor og band nummeret i en swampet version. Fedt at høre dem spille igennem.

James T havde gemt sine hits til andet sæt, et klassisk ’koncert-narrativt’ greb, som jeg er en stor tilhænger af. Forventningens glæde o.s.v. til “Fire and Rain”, “Carolina in My Mind”, ”Mexico”, ”Shower the People” og selvfølgelig den daværende kæreste, Carole Kings ”You’ve Got a Friend”. Den sang, som Taylor også indspillede, er blevet en form for fælleseje mellem de to.

Så ja, måske er Taylors stemme ikke, hvad den har været. Hvad er det, i øvrigt, bortset fra skatteprocenten?

Jo længere vi kom ind koncerten, jo varmere lød James Taylors sang i samspil med musikken, spillet organisk og med selvfølgelighed og indforståethed af disse musikere, der formentlig drysser akkorder ud over morgenmaden, hvor vi andre må klare os med mysli og granola. I passager var det direkte rørende, som det kan være, når musik, historie og publikums indlevelse bliver et.

Således også – ikke mindst – da Joni Mitchells vokalspor fra det oprindelige track med ”Long Ago and Far Away” hørtes fra højttalerne sammen med Taylor og band. Ja, det var der et strejf af ren magi over det.

Jeg forlod koncerten med en hjertevarm fornemmelse, der endnu ikke er kølnet af, mens disse linjer skrives. Så ja, måske er Taylors stemme ikke, hvad den har været. Hvad er det, i øvrigt, bortset fra skatteprocenten?

Vi er alle sammen forgængelige. Det er uomgængeligt. De bedste af James Taylors sange, derimod, er uforgængelige. Så selv når næsten alt om forhåbentlig mange, mange, mange år er væk, gætter jeg på, at kakerlakkerne vil holde hinanden i kløerne og synge, “You’ve Got a Friend”, mens de tænker på dengang, der fandtes gran- og mahognitræer, der snedkereret sammen på den rette måde kunne skabe musikalsk skønhed.

Tedeschi Trucks Band: En aften i et blødende, bankende varmt musikalsk hjerterum

Tedeschi Trucks Band: En aften i et blødende, bankende varmt musikalsk hjerterum

Sådan en regnfuld mandag aften er man kommet til det rette sted , når keyboardspilleren indleder første nummer, ”Signs, High Times”, med Hohner Clavinet-lyd som på Stevie Wonders ”Superstition”.

Det er lidt af et tabernakel, ægteparret Susan Tedeschi og Derek Trucks har stablet på scenen i Amager Bio. Hele tolv sangere og musikere, heraf to trommeslagere.

Simpel hovedregning siger, at det næppe er for pengenes skyld, Tedeschi Trucks Band rejser rundt til mindre spillesteder som Amager Bio, hvor jeg i øvrigt også oplevede orkestret for tre år siden. Næh, det må handle om passion – musikpassion.

En klaviaturengel tog ved Gabe Dixons hammondorgel

Susan og Derek er rejsende i en egenartet, både inspireret og inspirerende version af americana – i mangel af bedre udtryk. Med referencer til og indflydelse fra – og til en vis grad gentagelse af -original blues, jazz, soul, folk, country, rock, psykedelisk rock, tilsat østerlandsk islæt. Derek Trucks unikke, poetiske slideguitarpil er over, under og midt i det hele i de tre timer, Amager Bio bliver forvandlet til et blødende, bankende varmt musikalsk hjerterum. Ofte nærmer temperaturen sig det febrile – dog undtaget næsten et kvarters improvisationer i slutningen af første sæt, som jeg kommer tilbage til.

Efter hver sin solokarriere har ægteparret Susan Tedeschi og Derek Trucks spillet sammen de sidste 12 år. Hun påbegyndte tidligt en karriere som bluesmusiker. Han er født ind i sin metier. Onklen, Butch Trucks, var trommeslager i The Allman Brothers Band, som Derek senere skulle blive medlem af. Det var netop under en af dette bands turneer, han mødte Susan Tedeschi.

Tedeschi Trucks gør ikke noget to gange

Tedeschi Trucks udsendte for nylig hele fire EP’er, der nu under titlen I Am the Moon kan lyttes i helhed på streamingsites og købes som vinyl. Af princip optræder bandet aldrig med samme sætliste to aftener i træk. Som onkel Buck fra The Allman Brothers har sagt: Derek gør aldrig noget to gange.

Mandag aften i Amager Bio havde de valgt at bruge stort hele første sæt på den første EP med undertitlen I. Crescent. Bl.a. ”Circles ’Round the Sun”, der eksemplificerer, hvad Dereks multimusikalske multiband handler om.

Susan Tedeschi lagde ud med at chante på et soulet groove. Et stykke inde blev sangen brudt op omkring de tre blæseres småjazzede improer med,  indtil det hele pludselig igen blev brudt op og udviklede sig i et folksy udtryk med afspilning af en stemme, der tilhører en folkemusiker ved navn Eddie Owens Martin.

tedeschi
Tedeschi Trucks Band. PR-foto

Eller i det 70’er-funkede ”Hear My Dear”, hvor en eller anden klaviaturengel tog ved Gabe Dixons hammondorgel. Jeg ved ikke, hvornår jeg sidst har hørt klapsalver efter en orgelsolo. Her var det fortjent.

Hele tiden var der dette store bluesy, soulede swing i (big-) bandets levering et sted mellem klassisk Blood Sweat and Tears og et yngre band som The Roots.

Hvilket selvfølgelig især skyldes blæsersektionen, koret og de to super dynamiske trommeslagere, som skabte et forrygende groove, når det tog dem. Utroligt at det lyder så varieret og flydende med to næsten parallelt spillende trommeslagere – der skal bare et enkelt slag på en highhat til som markering, et enkelt brud, som en kontrapunktisk reminder om, hvor groovy det i øvrigt lyder.

Jeg kunne nævne en coverversion af Bessie Smiths klassiker “Gin House Blues”, hvor Trucks guitarspil indimellem mindede mig som George Harrisons guitarspil på “Yer Blues”.

Varmt og melodisk spil

Derek er stor fan af sin mentor, Gregg Allman, og af Eric Clapton. Faktisk lagde dennes gamle band Derek and the Dominos i sin tid navn til den talentfulde guitarist. Der er muligvis noget Clapton i Trucks ekvilibristiske spil, men han er først og fremmest sin helt egen en-mands workshop i evig bevægelse.

Og det fik man at høre i det, der endte som en næsten kvarterlangt improvisation. Det blev lige vel rigeligt – jeg anerkender, at rock-impro (heldigvis) ikke er det samme som freestyle jazz-impro. Trucks spil er avanceret, og han kan noget med at mangedoble sit spil og tviste akkorderne rundt til noget nyt, men han bevæger sig aldrig flere lysår væk. Hans spil er varmt og melodisk og måske ligefrem lidt melankolsk og altid meget præcist, også når han strækker tonerne.

Undervejs fik jeg associationer tilbage til forløberen for Amager Bio – koncerterne på Femøren i begyndelsen af 80’erne. Indimellem var der rigelig tid til at stirre på og fundere over skyformationerne over scenen, når en bluessolo overskred sidste holdbarhedsdato.

Det virkelig forunderlige ved dette band er symbiosen mellem bandets soulede groove, Derek Trucks grænseløse, melodiske spil og Susan Tedeschis sang

At kalde Tedeschi Trucks band et kollektiv er både rigtigt og forkert. Derek Trucks er bossen, ingen tvivl om det, han skaber ny lyd på sin guitar fra aften til aften – ikke at Susan Tedeschi ligefrem står i skyggen af sin ægtemand. Hun har skrevet mange af teksterne og melodierne, og med sin sang og sit regulære Bonnie Raitt-inspirerede spil shiner hun på sin måde.

Trucks er ikke på scenen for show off. Han spiller for at skabe stemninger og følelser. For at skabe blues og finde sin (leder-) plads i kollektivet.

Der var en fed vibe – for nu at bruge et udtryk, der er lige så retro som musikken – over bandets scenefremtoning. Man fornemmede, at musikere nød at spille, nogle mere end andre, og flere af musikerne havde soloer og solonumre. Især Gabe Dixon, der af og til optræder som opvarmning for bandet, skriver sange til bandet – og har plads bl.a. i duet med Susan Tedeschi i Dixons nye nummer ”I Am the Moon”.

Jeg har set bands, også i Amager Bio, der kan sammenlignes med Tedeschi Trucks Band, nemlig Little Steven and the Disciples of Soul og Nathaniel Rateliff and the Night Sweats. Tedeschi Trucks Band har ikke uimodståeligt charmerende vildskab og tøjlesløshed som disse – og da slet ikke van Zandts begejstring for 6o’er pop og Motown.

Til gengæld viste koncerten i Amager Bio, at Tedeschi Trucks Band har udviklet et musikalsk udtryk, der nærmere peger frem end bagud, som det ellers er karakteristisk for bluesmusikken. Det virkelig forunderlige ved dette band er symbiosen mellem bandets soulede groove, Derek Trucks grænseløse, melodiske spil og Susan Tedeschis sang.

Bob Dylan i Royal Arena: Mørkt, baggyde-blueset og dybt bevægende

Bob Dylan i Royal Arena: Mørkt, baggyde-blueset og dybt bevægende

Allerede inden Bob Dylan påbegyndte sin “Rough and Rowdy Ways World Wide Tour” sidste år, spekulerede Dylanloger i, at det kunne blive hans sidste – en form for afrunding af en karriere, der begyndte, da hans mor købte en guitar til ham i begyndelsen af 50’erne. Og som skulle gøre ham til den største sangkronikør i rock’n’roll.

Jeg er skeptisk. Alene af den grund at albummet, som turneen er opkaldt efter, peger lige så meget fremad som bagud. Vel vender han blikket bagud på især “Murder Must Foul”, men tekstmæssigt har jeg ikke hørt Dylan mere veloplagt og personlig i årevis. Samtidig er Rough and Rowdy Ways det første Dylan album i årevis med sin egen karakter, musikalsk – hvor der på mange tidligere album har været en-til-en spejling af alt det, der påvirkede ham, rockabilly, blues, den tidlige 60’errock, gospel, folk.

”Bob er en ”man of many moods”, men han trænger til en halspastil”. Det blev dog bedre, og efterhånden som det skred frem, fyldte den gamle mands croon hele Royal Arena

Forud for denne turne fyrede Dylan to medlemmer af sit “Never Ending Tour Band”. Trommeslager Charley Drayton har erstattet Matt Chamberlain, guitaristen Doug Lancio har erstattet Charlie Sexton, der ellers har været medlem af bandet siden 1999.

Bassisten Tony Garnier, der for nylig var kapelmester på en Povl Dissing hyldestkoncert i Tønder, er heldigvis stadig med. Han har en stor del af æren for det bluesy boogie-swing, der har præget koncerterne især i begyndelsen af The Never Ending Tour. Det samme gælder guitarist Bob Britt, der kan prale med at medvirke på danske Lei Moes seneste album.

Er Dylan forfaldet til backtracks?

Iscenesættelsen i Royal Arena indikerede noget usædvanligt for Dylan. Indrammet af meterhøje beige gardiner og et gulv, skabt af en eller anden form for plasticmateriale, belyst nedenfra, følte man sig inviteret indenfor i en mystisk, Twin Peaks-lignende lounge med en natklubs dansegulv.

Det var ikke det eneste usædvanlige. Mig bekendt plejer Dylan altid at optræde med varierende sætlister og visse improvisationer fra aften til aften. På denne turne har han med undtagelser spillet med den samme sætliste hver aften. “Er Bob forfaldet til at optræde med backtracks?” tænkte jeg forinden.

Svaret blæser i vinden. Det virkede nu ikke sådan fra begyndelsen. I de to første numre var det svært, grænsende til umuligt at høre Dylans sang. Det blev dog lidt bedre i den tredje sang, ”I Contain Multitudes” – en af Dylans mest personlige overhovedet, tror jeg. Men, som der står i mine noter, ”Bob er en ”man of many moods” (som han synger, red.), men han trænger til en halspastil”. Det blev dog bedre, og efterhånden som det skred frem, fyldte den gamle mands croon hele Royal Arena.

Hvis Dylan efter disse mange år kan siges at have en musikalsk grundtone, er det den særlige grund-blues, han selv med mange variationer og sidestep mod folk, jazz, rock’n’roll, jazz, gospel, har bearbejdet på utallige plader

Måske skydes det, at han i sen alder er stoppet med at ryge. Måske har oplevelsen at indspille hele tre album med jazz og swing-klassikere påvirket hans sang. Måske er det bare alderen.

Som en anden gospelprædikant skiftevis stod og sad Dylan bag et keyboard midt på scenen med sine musikere omkring sig. Set på afstand var det svært at se andet, end at han usædvanligt nok er blevet sorthåret igen på sine gamle dage.

Ja, i momenter var der noget helt tranceagtigt i Dylans levering, bakket op af det fantastiske band. Snart som i ”When I Paint My Masterpiece” og ikke mindst ”I’ll Be Your Baby Tonight” med en intimitet, jeg ikke mindes at have hørt tidligere efter godt og vel tolv Dylan-koncerter begyndende i 1978, dengang Billy Cross var med på guitar.

Raspende, remsende

Snart, som i ”Black Rider”, med en dystopisk klang, der lød som den kom fra et fjernt himmeltegn langt herfra. Snart – som vi kender ham – raspende, remsende, lydende som en kunstner, der har påtaget sig rollen som en form for neutral sprechtgesanger for sine egne ord som i gamle operaer. Snart dybt engageret og fokuseret som i ”Key West (Philosophers Stone)” fra det nyeste album virkede Dylan som en mand, for hvem det vigtigste i verden var at sidde der midt på Amager. Bakket indfølt op af bandet. Den sang er på niveau med nogle af Dylans allerstørste ballader.

Hvis Dylan efter disse mange år kan siges at have en musikalsk grundtone, er det den særlige grund-blues, han selv med mange variationer og sidestep mod folk, jazz, rock’n’roll, jazz, gospel, har bearbejdet på utallige plader. Tidligere har liveudtrykket ofte virket skramlet, kantet og søgende – skriver jeg velvidende, at det er en del af Bobs projekt. Han er en rampling man, en mand på evig vandring.

Dylan giver aldrig ekstranumre. Lad os se, om han tager en ekstra runde efter denne turne. Mon dog ikke. Han har trods alt, som han synger, “already outlived my life by far”

Denne aften i Royal Arena lød det forrygende tight med meget klar lyd på alle instrumenter, de to guitarer, bas, strengeinstrumenter, trommer, der blev spillet, som trommer sjældent spilles. Det er nok en smule overdrevet, men det virkede som om, samtlige guitarister Britts og Lancios licks og soli stod tydeligt og klart i et samlet mørkt udtryk – ligesom det lyder på det nyeste album, hvor der fortælles farlige historier, eventyr, historieskrivning, pjank, dødsforagt, tro og håb i en skiftevis hård og mild regn af bibelske, litterære og popkulturelle referencer.

Det musikalske udtryk på Rough and Rowdy Ways var tydeligvis valgt som skabelon for de andre, ældre numre på sætlisten. Et skiftevis baggyde-blueset og dunkelt balladeagtigt, og for Dylans vedkommende, usædvanligt stramt udtryk. Dermed sagt, at power-klassikere som “Like a Rolling Stone” og “Ballad of a Thin Man” næppe havde passet ind her.

Sakral udgangssalme

Ved mine første to-tre Dylan-koncerter gik jeg ind ad døren med en boblende, ungdommeligt naiv forventning om at opleve noget større end livet. De seneste koncerter er jeg tilgået helt uden forventninger, helt uden at læse, hvad andre har ment på forhånd. Det gjaldt koncerten i Operaen i april 2017, Roskilde Festival 2019 og nu denne i Royal Arena.

Nu ved jeg, man oplever meget få ting, der er større end livet – end netop livet selv. Især når man er til stede ved dets begyndelse. (Jeg ved godt, at det er lettere sagt af en mand end hende, der ligger i barselssengen.)

Sagen er, at jo mindre forventninger, jeg har haft til Bob Dylan, jo større oplevelser har koncerterne vist sig at blive. Jeg vil ikke sige, at jeg aldrig har oplevet ham bedre end i Royal Arena. Dertil var der trods alt for mange nye sange og for få ældre favoritter.

Dylan giver aldrig ekstranumre. Lad os se, om han tager en ekstra runde efter denne turne. Mon dog ikke. Han har trods alt, som han synger, “already outlived my life by far”.

Men hvis dette virkelig var enden, sluttede Dylans karriere med en nærmest sakral udgangssalme, da de spillede den i forvejen umådeligt smukke, eksistentielle “Every Grain of Sand” i en lystonet super melodiøs version, hvor de to guitaristers spil glitrede som glasperler på snor i et vindfang med udsigt til en meget bred horisont – og hvor Bob selv sang gribende varmt.

Lige der var det dybt bevægende.

Verdens bedste popsang: En rock’n’ROLL-koncert af St. Nicks nåde i Lille Vega

Verdens bedste popsang: En rock’n’ROLL-koncert af St. Nicks nåde i Lille Vega

Normalt interesserer det mig ikke overvældende, om skæbnen burde have været kunstnere – erfarne såvel som yngre – mere nådig. Oplever jeg en af de vigtigste leverandører til Den Store Rock Sangbog, som netop Lowe, optræde for et par hundrede, er det koncerten lige her og nu, det gælder. Er hun, han eller de til stede i nuet, eller står de og japper sangene af, mens de åbenlyst tænker på noget andet – f.eks. alle de tropeøer, de aldrig fik råd til at købe?

Retfærdighed som et absolut eksisterer ikke i kunst eller ret mange andre steder for den sags skyld. Retfærdighed eksisterer principielt kun i en retssal. Principielt.

Men i Nick Lowes tilfælde vil jeg gøre en undtagelse. Med usædvanlig stor musikalsk tæft har han siden sine første musiker-år skrevet den ene fremragende sang efter den anden, alle med mere eller mindre dybe rødder i rockmusikkens tidlige år med forgreninger i rockabilly og country. Altid med respekt for den gode melodi.

Det er – som hende kvindemennesket siger i Lowes sang – bedre og på sigt mere venligt over for alle at gøre sig hård og sige ”nej”, hvis det er sådan det er. Et uærligt ja er porten ind til endnu en løgn

Overfladisk set er denne britiske gentleman en herre af typen, hvis skjorte pr. definition ligner verdens mest komfortable klædningsstykke så snart, han iklæder sig den. Men hans tekster har ofte en mere ukomfortabel tongue-in-cheek, finurlig, nogle gange djævelsk twist.

Tag f.eks. bare “I Love the Sound of Breaking Glass” med linjen “I need the noises of destruction.” Eller ”The Beast in Me”, som hans skrev til sin daværende svigerfar Johnny Cash.

nick
Foto: Eddie Michel

At St. Nick, som han kaldes mellem fans, ikke er blevet lige så stort et navn kommercielt som sin ven og gamle kontubernal, Elvis Costello, er en ting. Sådan måtte det åbenbart være. Men det er f.eks. en hjerteskærende skændsel, at han aldrig er blevet medlem af The Rock’n’Roll Hall of Fame. Eller at hans eftermæle udenfor feinschmeckerkredse i rockmusikkens hjemland er en placering på Wikipedias ”List of One Hit Wonders in United States in the 70’s”.

Her er han repræsenteret med ”Cruel to Be Kind”, som generation X’ere og millenniums muligvis genkender fra Heath Ledgers gennembrudsfilm 10 Things I Hate about You. I min verden er det verdens bedste popnummer.

Mødet med Nick Lowe på heden

Jeg mødte første gang ”Cruel to Be Kind” i august 1979 i Herning. Vi var fire på cykeltur, der opsøgte en tidligere medstuderende. Den dag og aften skulle vise sig at blive en livsforandrende begivenhed.

Det var her, vi hørte Talking Heads, Blondie, Ian Dury and the Blockheads, Wreckless Eric, Graham Parker, Dave Edmunds – og Nick Lowe første gang. Vi kendte Sex Pistols, Elvis Costello og Clash og diverse andet i forvejen og havde læst om det hele i de engelske musikblade. Man kan sige, at den søndag hos Arne fra Herning for mit vedkommende symboliserer en musikalsk port mellem 70’erne og 80’erne.

Jeg anerkender paradokset, at en rock’n’roll traditionalist som Lowe i dag står som lyden af en new wave, der dengang blev italesat som et oprør mod alt det gamle. Måske handler det om, at hans og de andre Stiff Records-drenge havde deres ører rettet mod den oprindelige lidenskab i pop og rock, som Emerson Lake & Palmer, Genesis og andre rocknavne i 70’erne gjorde til gold videnskab.

Heldigvis også …”I Knew the Bride (When She Used to Rock’n’roll)” i en turboversion. Den brud har for længst haft sølvbryllup, men i Lille Vega kunne hun da stadig svinge popoen fornøjet

I dag er ”Cruel to Be Kind” et sindbillede – ikke kun på en enkelt dag på grill-øl og kyllinger eller en på æra for den sags skyld. Var det sådan, ville der kun være tale om nostalgi.

Den fantastiske popsang er lyden af forandring, håb, en form musikalsk bevidsthedsudvidelse, som jeg først skulle komme til at opleve igen, da Prince åbnede porten til den sorte musik, der stod ovenpå bluesmusikken.

Og så er det en god tekst. Det kan føles hårdt og skræmmende at sige nej. Man sårer eller provokerer som regel nogen, når man siger nej. Det være sig kæresten eller chefen. Det er – som hende kvindemennesket siger i Lowes sang – bedre og på sigt mere venligt over for alle at gøre sig hård og sige ”nej”, hvis det er sådan det er. Et uærligt ja er porten ind til endnu en løgn.

Helt fremme på beatet

Så spillede Nick ”Cruel to Be Kind” i Lille Vega? Selvfølgelig gjorde han det. Og, vi, der var der, kvitterede selvfølgelig med stort bifald.

73-årige Lowe synger stadig godt med ædel timing og præcise pauseringer, hans kendemærke. På sine ældre dage er Lowe blevet en stor crooner. Stemmen svigtede kun et par gange, bl.a. i lige præcis ”Cruel to Be Kind”. Til gengæld sad guitarist Greg Townsons solo, hvor den skulle i det nummer.

Sidste gang, jeg så Nick Lowe live, var i Amager Bio for ti år siden i et forholdsvis intimt set-up. I dette afdæmpede udtryk blev især sangene fra det dengang nye album, The Old Magic, ydet fuld ret.

Sammenlignet med den nævnte koncert i Amager Bio, fornemmede jeg en smule distraktion eller måske lidt turnetræthed hos Nick Lowe. Mest i pauserne mellem numrene. Så meget desto bedre, at han havde Los Straitjackets i ryggen

De seneste år har han allieret sig med surf rock (instrumental rock’n’roll) bandet Los Straitjackets, der af en eller anden grund optræder iført wrestling masker. Et forrygende orkester, der spiller, så de lyder som en blanding af The Fabulous Thunderbirds, Stray Cats, Link Wray, The Black Keys, Libertines og hvis Beach Boys havde været beastie.

Hverken Greg Townson eller guitarist Eddie Angel har ikke helt samme ubesværet twangy feel som hos Nick Lowes gamle ven Dave Edmunds, som han arbejdede en del sammen med i begyndelsen af 80’erne – især i det desværre kortlivede band, Rockpile. (Jeg gemmer stadig billetten fra Rockpilekoncerten, der aldrig blev til noget.)

Men det, de to guitarister gør, gør de godt. Townsons spil har denne her hårde puls helt fremme på beatet, som må være en forudsætning hos rockabilly/garage-guitarister.

Kom for at entertaine

Som altid var lyden ringe i begyndelsen – ellers prægtige ”And So it Goes” lød hul, men heldigvis fandt lydmanden sit leje. Og trods dårlig lyd også på “Ragin’ Eyes” var det meget tydeligt, at Nick og hans med-wrestlere var kommet for at entertaine. Igen en typisk Nick Lowe-sang, akkorder sat sammen med let og sikker hånd, så det kalder på smilet, og så alligevel med en farlig undertone. Der var nærmest noget Chuck Berry over det i Lille Vega.

“I Live on a Battlefield” blev på en ene side blev spillet med en vis aggressivitet og stadig med de flotte harmonier i den oprindelige sang og med Lowes vokal klart i centrum. Han er i besiddelse af en hel del selvironi. Jeg har engang hørt ham præsentere “Cruel to Be Kind” som ”a medley of my hit”.  Og som han præsenterede en ny sang forleden: “Det gode ved mine nye sange er, at de fuldstændig lyder som de gamle”.

Sange som “Shting-Shtang”, “Tokyo Bay”,” Half a Boy and Half a Man” og “Heart of the City” blev spillet med en løssluppenhed, der ikke var mere vild, end at det garagerockede udtryk levnede plads til Lowes meget distinkte, sjælfulde sang.

nick
Foto: Eddie Michel

Efter en runde med Los Straitjackets alene på scenen vendte Lowe tilbage, og selvfølgelig spillede orkesteret og den gamle mester sin “(What’s So Funny ’bout) Peace, Love and Understanding”, som blev Elvis Costellos første hit, her leveret i en version med Johnny Cash’sk tog-rytme. Heldigvis også Rockpile-nummeret “When I Write the Book” og “I Knew the Bride (When She Used to Rock’n’roll)” i en turboversion. Den brud har for længst haft sølvbryllup, men i Lille Vega kunne hun da stadig svinge popoen fornøjet.

Sammenlignet med den nævnte koncert i Amager Bio fornemmede jeg en smule distraktion eller måske lidt turnetræthed hos Nick Lowe. Mest i pauserne mellem numrene. Så meget desto bedre, at han havde Los Straitjackets i ryggen.

Lowe har udtalt at samarbejdet med gruppen handler om, at han interesserer sig for rock’n’roll. Med tryk på ‘roll’. Rock uden ‘rul’ – som i ‘swing’ – finder han uinteressant.

Det levede han og hans bemaskede band op til denne aften i Lille Vega. Det gik heftigt for sig. En rock’n’ROLL koncert af St. Nicks nåde.

nick
Foto: Eddie Michel
Nick
Foto: Eddie Michel
Nick
Foto: Eddie Michel
Moonage Daydream: Kaotisk og fragmenteret spejling af kunstneren, mennesket, tænkeren David Bowie

Moonage Daydream: Kaotisk og fragmenteret spejling af kunstneren, mennesket, tænkeren David Bowie

FILM: Moonage Daydream

Amerikansk dokumentarfilm/montage, 140 minutter, dansk premiere d. 22. september 2002

Instruktion: Brett Morgen – Medvirkende: David Bowie m.fl.

 

Er der overhovedet mere at fortælle om David Bowie? Ingenting og alt. I Moonage Daydream lægger filminstruktør Brett Morgen ud med nogle eksistentialistiske betragtninger om tid, formuleret af Bowie selv.

“You’re aware of a deeper existence, maybe a temporary reassurance that indeed there is no beginning, no end. The outward meaning of appearance is transcended and you find yourself struggling to comprehend a deep and formidable mystery,” siger han blandt meget andet.

Således intellektuelt udfordret og taget i hånden af Pet Shop Boys remix af ”Hallo Spaceboy” på affyringsrampen bevæger vi i biografen os på en rejse ind i David Bowies solsystem. I dag ved vi, at der faktisk kan have været liv på Mars. Vi ved også, at der ikke længere er liv i Bowie fysisk – og efter Brexit er ”Rule Britannia” ikke længere out of bounds, som han synger i sin sang. Men myten om den måske største kunstner i rockmusikkens historie lever.

Det andet univers

Som Bowie selv siger i begyndelsen af filmen, var det måske det, han ville fra begyndelsen: at afsøge det andet univers, hvad det så måtte være/var/er.

Undervejs på denne filmiske rejse skælver og vibrerer rumskibet, som biografen for en stund er omdannet til. Det er som en bevidsthedsudvidende stjernefart gennem kalejdoskopiske farvemønstre, billedkunst, elektronisk kunst, ord, musik, personlige, kunstneriske, koncertoptagelser og filosofiske betragtninger fra mesteren selv.

Nogle af disse stammer fra tv-interviews, bl.a. et legendarisk satellit-interview, Bowie deltog i, mens han boede i USA i midten af 70’erne. Andre, især de mange klip med refleksioner af filosofisk og spirituel karakter, stammer fra lydoptagelser.

moonage daydream david bowie ziggy let's dance
Moonage Daydream, PR-foto

Moonage Daydream er utraditionel

Visse optagelser er aldrig blevet vist tidligere. Det gælder f.eks. optagelser af Bowie i sit atelier som malende kunster, stillet til rådighed for Brett Morgen af Bowies familie.

Så nej. Du skal ikke se Moonage Daydream, hvis du forventer en traditionel kronologisk dokumentarfilm, der begynder med barndomsbilleder af David Jones og slutter med billeder af sørgende fans d. 10. januar 2016. Den slags findes der flere af – bl.a. en udmærket BBC Dokumentar, Sound and Vision. Og så er der f.eks. BBC-trilogien: Five YearsThe Last Five Years og Finding Fame. Der er masser.

Det fremgår, at Jack Kerouacs roman Vejene var en af Bowies tidligste, store inspirationskilder. Et sted i Moonage Daydream viser Bowie, hvordan han også lod sig inspirere af Jacks med-beatnik, William S. Borroughs cut-up teknik. Klip teksten i stykker linje for linje, smid det hele op i luften og saml det sammen til noget nyt. Man kan sige, at Brett Morgen til en vis grad har arbejdet på samme måde i denne film. Der er en del cut-backs og spring fremefter som forudsigelse af, hvad der skal ske senere, og som i øvrigt vil være indforstået viden for mange Bowie-fans.

Og så alligevel er der en vis kronologi i fortællingen. Musikalsk begynder det for alvor med nogle tidlige koncertoptagelser, bl.a. en hidtil uset optagelse af en koncert i Hammersmith Odeon i 1973 – den sidste inden, Bowie sendte Ziggy Stardust i kredsløb i evigheden.

En gudsbenåedet rocksanger

Det er fede klip. Allerede der – som i koncertfilmen Ziggy Stardust and the Spiders From Mars – fornemmer man, hvor stor en performer, Bowie var. Jeff Beck er med på guitar, men jeg bemærker nu mest guitaristen Mick Ronson, som forhåbentlig for længst har fået karma-belønning for sin indflydelse på Bowies udtryk de første år.

Bowie skulle komme til at forandre musikverdenen på mange måder – disse klip genbekræfter, at han også var en gudsbenådet rocksanger. Jeg havde nær skrevet “bare”. Nogle gange virker det som om alt det, Bowie også var, overskygger historien om sangeren og musikeren, der mestrede den helt basale rock’n’roll.

Der er mange musikalske højdepunkter. F.eks. et mix af “Modern Love”. Denne version begynder med det isolerede klavermotiv fra det oprindelige nummer, bygger op i omkvædet, før det slutter på a cappella backing-vokalen. Det er både arkæologi for nørder og basalt stærkt at lytte til.

David Bowie – valg og fravalg

Som altid må man som moderat vidende Bowie-kender leve med instruktørens valg og dermed fravalg. Hver mand og kvinde sin Bowie. Eksperimenter med og forholdsvis kortvarig afhængighed af stoffer berøres ikke rigtig. Måske er der taget nogle hensyn. Bowie talte selv senere i sin karriere og om diverse uppers og downers indflydelse på hans kunst og optrædener udenfor og på scenen i de meget hvide midt/slut-70’ere. “We all know Major Tom” (is a junkie, red.) osv.

Sobert og loyalt illustrerer filmen til gengæld, hvorfor Bowie efter de mørke, men særdeles kreative år, søgte lyset, og hvordan han endte med at iføre sig sine røde dansesko i “Let’s Dance”-æraen og til sidst måtte flygte fra rock’n’roll monsteret efter en periode med verdensturneer og enormt pladesalg. Bowie kunne ikke finde sig selv her og måtte videre – og stor respekt for det.

Jeg så selv Bowie med sit Tin Machine i det hedengangne Saga i 1989. Bandet og dets musik var et højt og særdeles påtrængende præ-grunge wake-up call til Bowie selv. Senere på aftenen fik jeg mulighed for at veksle seks-syv ord med ham til et afterparty i den ligeledes hedengangne natklub, Barbue, hvor Bowie gik rundt med lille hund i favnen. Jeg tror, samtalen bestod af “Fed koncert” -“Mange tak, skal du have.”

En spejling

Ikke rigtig nok til at kalde det et interview. Hvad jeg gerne ville have talt med ham om, hvis jeg havde kunnet tage mig sammen: At jeg aldrig helt har forstået, hvorfor Bowie og mange Bowie-kendere tilsyneladende aldrig helt har anerkendt Let’s Dance‘s enorme betydning for dance/funk og hiphop-scenen i 80’erne. F.eks. er titelnummerets tromme-beat samplet flittigt efterfølgende. Jeg ser det som en musikalsk bevægelse på linje med Berlin-trilogiens betydning for rock, indierock og elektronisk musik.

“China Girl”, som Bowie vedblev at spille live, var oprindelig tænkt som en anti-racistisk statement. De mange interview klip i filmen fortæller mange historier, også om mennesket Bowie, der fandt sin store kærlighed i Oman. Det er effektivt og vedkommende strikket sammen, men midt i dette flow savner jeg den Bowie, der som i “China Girl” konkret eller med poesiens og metaforens kraft også stillede politiske spørgsmål til sin samtid.

Med det sagt, er Moonage Daydream en formidabel film. Måske det nærmeste vi nogensinde kommer et filmisk værk, der med Bowies eget, evigt søgende sprog ikke bare handler om, men på mange måder i sin form er en spejling af kunstneren Bowie, tænkeren Bowie, mennesket Bowie, personaen Bowie, pioneren Bowie…

Hør mere om Bowie i denne POV Mediano Music podcast: