Danskrockens kælderkolde crooner sang corona ad H til

Danskrockens kælderkolde crooner sang corona ad H til

Fra POV.International

På et tidspunkt under Sort Sols koncert på Heartland Festivalen i 2017 var der noget galt med elektronikken. Uden effekter lød Lars Top-Galias elektriske guitar mest bare som en … elektrisk guitar. En pause fulgte – på et tidspunkt, inden teknikken endelig var på plads, lød Jørgensens vokal pludselig som en bilmotor i acceleration. Buldrende, toneangivende.

Da jeg fredag aften, koncertskruk som sjældent efter tre måneders pause, kørte mod DR-byen, havde jeg muligvis forestillet mig, at Steen Jørgensen solo ville være lidt som den oplevelse. Med stemmen, fortolkeren i centrum.

Den slags, spændinger, er ikke nødvendigvis så skidt i en live-situation – hellere gnister end klister. Hellere at det tager en ukendt vej end den sikre, inderste bane. Der var ligefrem noget forløsende over den forvirring, der opstod, da Jørgensen måtte ud backstage og hente en tekst

Det skulle vise sig, at sådan blev det ikke, ikke kun.

Steen Jørgensen og Rune Kjeldsen har optrådt en del gange tidligere som duo, men det er altså første gang, jeg ser dem.

At dømme efter nogle bemærkninger fra Jørgensen var de lidt spændte eller måske ligefrem nervøse ved at optræde bare to mand i den pompøse koncertsal. Som han sagde: ”Vi er vant til at optræde små steder.”

Måske derfor var der i momenter mellem numrene en del tension på scenen. Guitarist Kjeldsen brugte tid på at tune sig ind. Den slags, spændinger, er ikke nødvendigvis så skidt i en live-situation – hellere gnister end klister. Hellere at det tager en ukendt vej end den sikre, inderste bane. Der var ligefrem noget forløsende over den forvirring, der opstod, da Jørgensen måtte ud backstage og hente en tekst.

Det spontane kan så bare have sine åbenlyse begræsninger i et set-up med mange effekter og visse forudindspillede effekter.

Op i luften

Det begyndte med Kjeldsen på to guitarer – den ene i loop – i en stemningsfyldt Marble Station – med tekst af Søren Ulrich Thomsen – helt tilbage fra dengang, Sort Sol gik under navnet Sods. Fin seasoned version på næsten 40 års afstand af den oprindelige, rebelsk, tumlende version.

Når Jørgensen er bedst, synger han både fra det sorteste, mest sataniske dyb og et meget varmt guddommeligt sted – samtidig.

Og mere Sort Sol, Next Century og Midnight Train to Summer.  Jørgensen føler sig tydeligt godt tilpas i og med at udfordre sine og Sods’/Sort Sols gamle numre – og det samme gør Rune Kjeldsen med det billedskabende innovative guitarspil, men jeg kunne visse steder godt have undværet de trommespor, som Jørgensen styrede fra en lille pult.

Noget tyder på, at duoen har valgt at smide nogle numre, uanset om det var covers eller gammelt Sort Sol op i luften, lade dem lande på jorden, og derefter samle skårene sammen i en bunke. Det gav indimellem indtryk af en form for performance.

Men så var der en akustisk version af folkrocksangeren Bert Jansch’ klassiker Fresh as a Sweet Sunday Morning, som Jørgensen sang i en nærmest påfaldende generøs, kærlig version, der for alvor lukkede lyset ind i sovekammeret. Definitivt et af koncertens højdepunkter.

Det fremgik, at Publikum i DR Koncerthuset og Jørgensen selv kan takke CV Jørgensen for, at han har lært Bert Jansch’ sangskat at kende.

Og sådan bølgede det fra stormfyldte fragmentariske lydmalerier over en – med Jørgensens egne ord – slapstick version af det gamle Elvis Presley-nummer Marguerita, som allerede blev fortolket af Sort Sol i gamle dage. Meget tongue in cheek. Der blev The King hevet ud af sin suite i Las Vegas og ind i en splatterversion af en spaghettiwestern, hvor kun slanger og monstre medvirker for at overleve.

Ligesom duoen senere senere fik – om ikke andre – mig til at smile med en rabalder-roadhouse udgave af Velvet Undergrounds White Light/White Heat.

Og hypotesen her er, at jeg begav mig hjem i retning af en meget rød, nedadgående sol som en glad mand, fordi jeg havde haft en god oplevelse. Med lidt ondt i ørerne for første gang i tre måneder.

Man får næppe 12 i ’Ny og overraskende viden’, hvis man gætter på, at nummeret oprindelig handler om, hvad stoffer kan gøre ved kroppen. Her virkede det meget happy og ligefremt ungdommeligt frembrusende. Et andet højdepunkt.

Hvor Jørgensen/Kjeldsens version af Van Morrisons smukke, religiøse åbenbaring af en sang In the Garden havde et afklaringens skær, ikke mindst båret af suverænt guitarspil og en totalt fokuseret sanger. Når Jørgensen er bedst, synger han både fra det sorteste, sataniske dyb og et meget varmt guddommeligt sted – samtidig. Og synger Corona ad h. til.

Mod slutningen sang han endda på dansk i de to relativt nye sange Tid er et sted – flot bowiesk medio 70erne version, i øvrigt – og Okchams Ragekniv, som Jørgensen synger på Steen Holbeks album Frit løb.

En glad mand

Med al respekt for den store sangers behov for at give sig selv og sine sange nyt liv, kunne jeg godt have undværet nogle af de mange effekter. Næppe tilfældigt, at dansk rocks stærkeste kælderkolde crooner ramte tættest på skiven i de akustiske numre – også i Let Your Fingers Do the Walking og det sublime … Like a Trance Like...”

Man kan også bare gøre, som det ligger i det filosofiske begreb, der har lagt navn til nævnte Ockhams ragekniv – opfundet af filosoffen William af Ockham:

“Blandt konkurrende hypoteser skal den hypotese som bygger på færrest antagelser foretrækkes”.

Og den simple hypotese her er, at jeg begav mig hjem i retning af en meget rød, nedadgående sol som en glad mand, fordi jeg havde haft en god oplevelse. Med lidt ondt i ørerne for første gang i tre måneder.

Når alt kommer til alt, er det vel sådan, man bør forlade en koncert med manden, der først blev strømførende i dansk punk og senere ordførende i dansk rock.

PS: I øvrigt kudos til Steen Jørgensen for ikke at forfalde til at krydre sin koncert med et hav af anekdoter.


Steen Jørgensen med Rune Kjeldsen i DR Koncerthuset, fredag 26.6.

Sætliste:
Marble Station
Midnight Train to Summer
Next Century
Fresh As a Sweet Sunday
A Knife For the Ladies
Yesterday Is Here
Marguerita
Boy Girl
In The Garden
Excaliber
Kiss the Streets
…Like a Trance Like…
Stuck to My Gun
Let Your Fingers
White Light/White Heat
Tid er et sted
Ockhams ragekniv
Holler High


Foto: PR.

Jørgen Ryg: Velfortalt og respektfuld biografi – men lidt for meget druk

Jørgen Ryg: Velfortalt og respektfuld biografi – men lidt for meget druk

 

Fra POV.International

Hvorfor fa’en skal det hele være så surt? Vidste du for eksempel, at Jørgen Ryg i 1953 stod på samme scene som Quincy Jones under en jam session i K.B. Hallen?

Jeg gjorde det ikke, før jeg læste biografien Jeg vil prøve det hele, der længe har ligget på skrivebordet. Under coronakrisen fik jeg endelig læst den.

Jørgens sans for pauseringer og skift i betoninger, stemninger og lyd skyldtes ikke bare geniets ædle håndværk – men også dygtige sufflører. For han glemte ofte sine tekster

Sådan er det hele vejen igennem med Jeg vil prøve det hele – den er frydefuldt fyldt med anekdoter og historier om den store musiker, skuespiller og komiker, der døde den 28. august 1981, bare 54 år gammel.

Det er historien om enebarnet, der voksede op i et musikalsk hjem i det indre København med en uforbeholdent kærlig mor og en kras far, og som allerede meget tidligt viste talenter for at underholde med spas og vanvid – og for jazz.

Som helt ung faldt Ryg for den dansevenlige jazz, der før, under og efter 2. verdenskrig hærgede københavnske spillesteder. Han lærte sig at spille trompet og blev medlem af stjernen Leo Matthiesens orkester, for senere at søge ind i den nye, eksperimenterende blue note jazz, især påvirket af vennen Torben Ulrich.

Samtidig lærte Ryg stille og roligt at spille skuespil. Han ville, som det fremgår af titlen, det hele, men havde ikke travlt. Tidligt udviklede han det, der senere skulle blive denne pauseringernes mesters helt store grand oevre –  sit gennemmusikalske talent for improvisation og timing. Som han kom til at rendyrke på scenerne som komiker. Ofte i samspil med Preben Kaas. Ofte på ABC-teatret. Ofte i monologer.

Af indlysende grunde har de to forfattere måtte forlade sig på allerede eksisterende kilder og samtaler med folk, der har kendt og arbejdet sammen med Jørgen Ryg.

Utallige citater fra Ryg selv gør, at man føler sig helt tæt på den store kunstner, ja, nærmest inviteret indenfor i stuen i huset i Brønshøj hos ham og Birgitte

Især er det tydeligvis lykkedes dem at opnå et tillidsforhold til Rygs kone de sidste ti år af hans liv, Birgitte, der generøst har ladet dem gå om bord i Jørgens efterladte noter og papirer.

Jørgen Ryg gav som de fleste andre folkelige kunstnere i sin generation mange interview. For eksempel er pressen med, da Jørgen Ryg og Preben Kaas efter en konflikt mødes til forsoningsmøde på Allenberg 10 over en øl og snaps. Utænkeligt i dag.

Utallige citater fra Ryg selv gør, at man føler sig helt tæt på den store kunstner, ja, nærmest inviteret indenfor i stuen i huset i Brønshøj hos ham og Birgitte.

Hvorfor valgte Jørgen komikken?

Allerede tidligt i biografien formules en håndfuld temaer, der følges op på over de følgende næsten 400 sider.

  • Jørgen Ryg var, som hans figur siger i Sur kun passivt medlem af en afholdsloge, han var tørstig, holdt af livet ud på de små timer.
  • Han var et mangesidet menneske, selvbevidst, kolerisk og ond i sulet, når det tog ham, og samtidig en uhyre beskeden, elskelig mand, der hellere muntrede sig med den jævne dansker ved en bardisk end deltog i et latterligt arrangement i Frimurerlogen.
  • Han var doven. Jørgens sans for pauseringer og skift i betoninger, stemninger og lyd skyldtes ikke bare geniets ædle håndværk – men også dygtige sufflører. For han glemte ofte sine tekster. Sceneskræk, dårlig forberedelse og snaps var en skidt cocktail.
  • Han kunne måske være blevet en af de største hvide jazztrompetister, måske endda på linje med Chet Baker, hvem ved? Men valgte altså teater, film og ikke mindst revy.

Hvorfor egentlig dette valg? Ja, det diskuterer forfatterne med de oprindelige og nulevende kilder uden rigtig at finde det svar, som Ryg, der muligvis fortrød til sidst, måske heller ikke kendte.

Den eminente, solidariske evne til at give nattens observationer af den fortabte sjæl ved bardisken en melankolsk og Mensch karakter på scenen

Og igen – hvorfor egentlig? Som skuespiller og komiker opnåede Jørgen Ryg enorm popularitet og – modsat sit idol Dirch Passer – også såkaldt seriøse roller. Tjek f.eks. Rygs spil i Syg og munter på DR Bonanza. Formidabelt. En mesters spil.

Ensomhedens bittersøde smerte

En anden af denne bogs helt store styrker er, at der via citater fra gamle anmeldelser og afdøde og spillevende kolleger som Bodil Jørgensen, tydeligt forklares, hvor stor en komiker og skuespiller, Ryg var, og hvor snedigt og dygtigt, han gjorde sine svagheder til en styrke på scenen.

Den eminente, solidariske evne til at give nattens observationer af den fortabte sjæl ved bardisken en melankolsk og Mensch-karakter på scenen. En form for ensomhedens bittersøde smerte.

At jeg godt kan savne et kritisk blik på de monolog-tekster, Ryg arbejdede med – med respekt for at tiden var en anden dengang – er så noget andet. Velvidende at geniet lå i måden, altså, de blev fremført.

Jørgen Ryg
“JEG VIL PRØVE DET HELE – EN BIOGRAFI OM JØRGEN RYG”. BOGENS FORSIDE.

Noget af en gestus overfor Jørgen Ryg

Beskrivelsen af Rygs popularitet, da han stærkt mærket af sygdom dagligt medvirker fem minutter i Tivolirevyen med en enkelt linje, så han her på det yderste under stående applaus kan mærke folkets kærlighed, er virkelig rørende – noget af en gestus fra revyejer Klaus Pagh.

Det er ingen hemmelighed, at de var tørstige svirebrødre, de store drenge med fast engagement på de skrå brædder. De senere år har dette tema i stigende grad fyldt i omtaler af Dirch, Kjeld, Preben, Jørgen – og på musikscenen John Mogensen. Ikke mindst hjulpet på vej af de to biopics Dirch og Så længe jeg lever.

Man talte ikke om den slags dengang, det gør man i dag.

Det er lige før teksten er på nippet til at overskride grænsen for, hvad der er relevant for forståelsen af Ryg og hans spil – og det uempatisk nyfigne

Jeg vil prøve det hele fylder beskrivelserne af Jørgen Rygs drikkevaner så meget, at jeg er endt med at pådrage mig en mindre alkoholforgiftning.

Ja, Ryg var alkoholiker, som også Birgitte Ryg skriver i sin biografi Jørgen Ryg, og ja, Rygs misbrug og kærlighed til værtshuslivet havde afgjort betydning for hans embedsførelse, men efterhånden som det udpensles i gentagelse på gentagelse, får jeg lyst til at gribe saksen.

Jeg er ikke moralsk krænket på den moderne måde. Jeg har bare svært ved at se formålet. Det er lige før, at teksten er på nippet til at overskride grænsen for, hvad der er relevant for forståelsen af Ryg og hans spil – og det direkte uempatisk nyfigne.

Hvilket vist ikke havde været i Rygs ånd.

Jeg vil prøve det hele er en stor fortælling om en stor kunstner. Men den kunne sagtens have været skåret ned fra 400 til for eksempel 350 sider.

 

Poul Krebs – og en ny generation af rocktrubadurer med noget på hjerte

Poul Krebs – og en ny generation af rocktrubadurer med noget på hjerte

Fra POV.International

Chresten: Det skærer, rumsterer og rabler

På sit andet album Vindfang sætter sanger og sangskriver Chresten Falck Damborg i gang med det melodramatiske Du kan sige det til mig – som en tank mosende hen over den vestjyske plantagejord ved hjemmet i Nordvestjylland. Et håndfast elektrobeat, en syret akustisk guitar, trompetlyd. Det skærer, rumsterer og rabler på den tidligere X Factor-vinders (2013) nye plade. I et garage-lydbillede skabt af Chresten selv og produceren Knut Haavik.

På Finansmekanismer, der handler om samfundets værste bærme – såsom journalister, finansmænd/kvinder og politikere – lyder Chresten som en vestjysk Joakim Thåström.

Som på hans første album er der også mere afdæmpede, lette numre som det CV Jørgensen’sk atmosfæriske Dengang far var dreng og Den rådne banan.

Sådan veksler det mellem det eftertænksomme og rockkant, et par steder ligefrem med brecht’sk teatertorden. Titler som Senil ulydighed og Befriet for den helt store intelligens taler deres eget sprog om en skævt tænkende sangskriver med fødder og udsyn plantet tæt på æ haw, som han også synger om.

Jeg tvivler på, at Chresten bliver vanedannende for mig. Dertil virker musikken lidt for teaterkoncert-konceptuel uden helt at yde de originale hjemstavnstekster fuld ret. Men når det er skrevet: Der findes ingen andre på den danske rockscene som Chresten. Han er et af heldigvis flere friske bud på next generation i folden af jyske rocktrubadurer.

Noget godt er der da kommet ud af det der X-Factor.


Chresten, Vindfang, nyt album


Peter Butzback: Med greb om den gode melodi

“Under det blussende magnolietræ,” synger Peter Butzback på sit nye album Steder. Virkelighedens magnolietræer har tabt blomsterbladene, men Butzbacks album falmer næppe foreløbig. I næsten total ubemærkethed har han øvet sig på tre album, nu kommer så det fjerde. Hvor Butzback afslører sig som en mere end habil dansk singersongwriter.

Ved første gennemlytning kan lyden af Butzbacks vokal med ekko af Niels Skousen og Benny Holst godt forekomme knastør, men allerede fra første nummer fornemmes hans vokal uløseligt forbundet til sangskriverens ambitiøst opfindsomme tilgang til det danske sprog.

Butzbacks greb om den gode melodi som bærer af sangenes sansninger og uhåndgribelige reflektioner forekommer sikker. I Lykkelige vaner og Hvis vi går er der noget Søren Huss over det – og i balsamiske Solen farver månen, Jens Unmack, når han er bedst.

Udtrykket – især Butzbacks vokal – kan som i nævnte Magnolietræet og Den blå dør virke lovlig proklamerende, karikeret – som det også kunne være tilfældet i 70’ernes danskrock.

Som sangskriver og producer (sammen med Morten Bue) ligger Peter Butzback i det hele taget så sikkert i sporene efter 60’er/70’ernes rockpionerer, at jeg har meget svært ved at forestille mig traditionalist som et skældsord i hans verden.

Som helhed er Steder et eftertænksomt udkig fra en mand, der lyder, som om han har fundet sig til rette i en havestol under et magnolietræ med udsigt til mosekonens bryg et eller andet sted i periferien, hvorfra der forhåbentlig kommer flere sange.


Peter Butzback, Steder, nyt album


Poul Krebs: Vellyd og klicheer

Det er lidt med en sang af og med Poul Krebs som med Storebæltsbroen. Man kan kende den på lang afstand.

Efter det fine album Sange på rejse – The Vanløse Sessions, der udkom sidste år, er Krebs aktuel med Ingen grænser for kærlighed. Førstnævnte blev indspillet sammen med Krebs’ norske kollega Henning Kvitnes, hvis inspiration fra den soulede side af Springsteen åbenbart sidder fast på ham som en vedbend på en stenmur.

Det høres på det nye Krebs-album, at han de senere år har arbejdet sammen med roots/blues-musikere og altså søgt tilbage ad highway’en sammen med Kvitnes. Albummet er indspillet i  en kælder sammen med Krebs’ liveband, et A-team, når det gælder rustik rocklyd bestående af fremragende musikere som allestedsnærværende Palle Hjorth, keyboards, bassist Troels Skærbæk, trommeslager Rasmus Valldorf og guitaristerne Andreas Kaehne og Mads Reinhold.

Jeg spørger mig selv, om Poul Krebs’ musik nogensinde har været produceret bedre end på Ingen grænser for kærlighed. Rammerne, musikerne, inspirationen, Krebs’ vision og noget, som musikerne kun ved, hvad var, under optagelserne bringer ny luft og smag ind i det udtryk, der ellers ikke har forandret sig vildt meget siden de små sensationer.

Krebs skriver gode melodier, der gerne vil lyttes til igen  – nogle gange blændende gode som Sweetheart og Fri som et forår.

Han er en udmærket storyteller – her erindringssangen Randersvej og de flot turnerede portrætter 1000 stemmers kor og især det fremragende Hus forbi. Hvem sagde, at ægte solidaritet er død?

Men jeg har det svært med tekster, hvor Krebs forsøger at gøre noget stort ud af det banale. Tag titelnummerets omkvæd: ”I min sangbog står der så vidt jeg ved/ at den slags rimer på mangfoldighed/ og selvfølgelig størst af alt ingen grænser for kærlighed.”

Ja, jeg kan også godt lide vaniljeis – og har det fint med, at solen står op i øst.

Generelt virker titelnummeret som et lidt for villet forsøg på at skabe en ny crowd-pleaser hos Krebs’ store live-publikum.

Han kunne med fordel lytte til nye trubadurer som Chresten, Peter Butzback, Anders Riis og Sonja Hald, der alle med vekslende held krænger nye betydninger og billeder ud af det danske sprog.  De har garanteret lyttet til ham.

Ingen grænser for kærlighed er – med en anmelderkliché – et bundsolidt rockalbum, ren vellyd for os, der fik vores rockdåb i en pøl af Morrison, Dylan og Elvis. Men måske på tide, at krebsen griber fat med kloen om sine værste klicheer.


Pressefoto/Universal

Tre nye danske album: Smarte one-liners og dybe indsigter

Tre nye danske album: Smarte one-liners og dybe indsigter

Fra POV.International

Insisterende og påtrængende

Der er noget meget insisterende og påtrængende over den sensitivitet, hvormed Reptones møder sine lyttere på deres femte album Painkillers & Wine. Alene titlen taler sit eget sprog om sangskrivere, der med egne ord er ”too old to lie”.

Reptones, der har eksisteret siden 2012, er i dag en duo bestående af Bo Beck Arvin og Kim Heibon. Stille og roligt er de vokset til et af de væsentligste danske americana-navne – i hvert fald på plade. De første tre plader blev produceret af Paul Kimble fra amerikanske Grant Lee Buffalo.

Nu er americana som genrebetegnelse i sig selv en rimeligt bred paraply. Nærmest en parasol. Men det er lige før, den er for lille til The Reptones. Jo, der er stadig spor af country i Beck Arvin og Heibons musikalske æstetik. Men på det nye album er der i høj grad en tone som hos sangskrivere, der havde deres storhedstid i primo 7o’erne, Gordon Lightfoot, Seals and Croft og Harry Chapin. Leonard Cohen og Paul McCartney kan man jo altid nævne. Også her.

Musikalsk er det meget mellow, melankolsk, ballade-tempo fra første til sidste nummer. Det skal man acceptere. Personligt kan jeg godt savne et enkelt stilbrud eller tre. Men Bo Beck Arvin er en god sanger, og det lyder som om musikken på albummet er vokset af sig selv ud af hans tekster skrevet, stående i midten af livet, om utilstrækkelighed, savn, afsavn, afstand, tilstand, modstand. Når Bo Bech Arvin synger om tabt liv som i Run Like the Wind gør det decideret ondt.

Djævlen ligger også gemt i detaljen, og i denne sang er det lige før – lige før – et enkelt twangy guitarriff løfter den countryagtige ballade fra djævlens forkontor til himlen

Samtidig har The Reptones øre for den gode melodi som f.eks. i Painkillers & Wine og Too Old to Lie, der begge lægger sig om lytteren med virkning som et varmetæppe om en frysende bådflygtning.

57 Seconds to Oblivion synger Bo Bech Arvin om djævlen, der gemt i hans ærme, er på vej med ud på druk. Djævlen ligger også gemt i detaljen, og i denne sang er det lige før – lige før – et enkelt twangy guitarriff løfter den countryagtige ballade fra djævelens forkontor til himlen.

Og så er der Silent Passing, der begynder med en eftersmag af Stairway to Heaven og bevæger mod et ikke specielt tungt genskin af The Beatles’ I Want You (She’s So Heavy).

Painkillers & Wine er ikke en hverken lykkelig eller glad samling sange. Men det er ikke ofte, at livets ulidelige lethed bliver lydsat med så stor finesse på en dansk plade, som det er tilfældet med denne suite, med udsigt til både dybe indsigter og smarte one-liners.

Pladen er umådelig flot produceret og mikset af Nikolaj Nørlund.

The Reptones: Painkillers & Wine, album  


Begavet leg med ordene

Lyden af en happy guitar-figur leder frem til første linje i Tanken er fri, som man siger, ”Lad os planlægge revolutionen hjemme hos mig”. På mange måder et passende anslag til Anders Riis’ nye album Opdrift med 12 sange brygget på satire, småfilosofi og begavet leg med ordene.

Riis er en melodisk alsidig, på Opdrift traditionalistisk produceret sangskriver. Indimellem lyder det mere af 70’erne end af 2020. Hvilket i denne sammenhæng meget vel kan være positivt ment. De siger tanken er fri (som man siger) har radiohit-potentiale. Det samme har Mere Jylland med Jacob Haugaard på morsom københavner-rant, der virker designet til hitlister og streamingalgoritmer. Den Love Shop’ske Ingen frelsens hær maler foruroligende billeder. Den tungt marcherende Kommer jeg kommer du rykker  – men der er også en sært fumlende Feber i indre by og næsten stillestående Vi er her nu.

Riis er stærkest, hvor han afsøger sit unge hjemstavnsjeg i Mere Jylland og Tilbage til søen – der lyder som en jysk-lyrisk version af Malurts gamle New Jersey-rocker Tilbage til byen.

Vel kan det forekomme uretfærdigt. Men sangskrivere som Anders Riis’ vil uvægerlig blive sammenlignet med C.V. Jørgensen og Niels Skousen  – og Peter Sommer i den yngre generation. Riis har talent for sange, man uanset alder og geografi kan spejle sig i, men han bliver næppe en fornyer. Dertil virker sangene for ordinære.

 

Anders Riis: Opdrift, album


Gentlemantyven

Har du altid drømt om at vide, hvordan det vil lyde, hvis Arctic Monkees, Peter Sommer og Lars Lilholt slog sig sammen? Sonja Hald – en gruppe udelukkende bestående af mænd – har svaret på deres nye album, deres tredje. Sangen hedder Kald det lige hvad du vil, og ligesom Anders Riis har allieret sig med et jysk ikon, synger Lars Lilholt selv med på sangen.

Den sang har en forunderlig mørk tone, selvom den vist egentlig handler om at komme videre. Klart en af albummets bedste.

Det virker måske noget malplaceret at bruge ordet original om en sangskriver som Sonja Halds Jonas Dahl, der i den grad skyder på alt og stjæler alt indenfor rækkevidde. Men med sin skæve tilgang til sit musikalske håndværk er Dahl lidt af en gentleman-tyv. Bare en titel som Sten, saks, von Trier. Som i øvrigt udmærker sig med en fin melodi. Eller hvad med denne åbningslinje: ”For øjeblikket har vi det alt for godt i vores idiokratiske sammenhold”. Tak for lån, CV.

Det vrimler med referencer til Kliché, Tommy Seebach, PH, Grundtvig, Nebelong, Zididada, Big Fat Snake, Kim Larsen. Som sådan er Sonja Hald i familie med både Folkeklubben og Bisse.

Sonja Hald og deres producer kan deres danske og internationale poprock til et stort syvtal ved det digitale eksamensbord. Svært f.eks. at ignorere den medrivende tv-2’ske Længe leve konformiteten, trods et par billige pointer.

Men når dagen slutter, efterlader sangen Itu det stærkeste indtryk. “Mine tanker slår min krop itu, sjælen den vil gerne ud,” synger Jonas Dahl i takt med, at sangen vokser fra hvisken til repetitiv buldren.

Man bør unde sig selv en syng med-sightseeing i Sonja Halds kringlede, underfundige sangunivers set fra udkanten af det kongelige danske fællesskab.

Sonja Hald: Supertransformer, album

Nyt Pearl Jam-album: Et lidenskabeligt storværk i sig selv

Nyt Pearl Jam-album: Et lidenskabeligt storværk i sig selv

Fra POV.International

I år er det 30 år siden, Pearl Jam dukkede op som den ene af de tre mest betydningsfulde surfere på grunge-bølgen. Om tre måneder er det 20 år siden, en af de største tragedier i rockkoncertens historie indtraf. Ni mennesker led en forfærdelig død under Pearl Jams koncert på Roskilde Festivalens Orange Scene.

Senere skulle der komme et ‘før og efter Roskilde 2000’. Nu er ’uskyld’ et lidt skævt ord at bruge i forbindelse med rockmusik. Men alligevel – for en ny generation af rockfans står den koncert som det helt store uskyldstab. Ikke mindst når det gælder sikkerhedsforholdene, som heldigvis efterfølgende blev kraftigt forbedret verden over.

Om COVID-19 vil, står Pearl Jam på scenen i Royal Arena 29. juni.

Det siges, at det blandt forskellige involverede parter på et tidligt tidspunkt var på tale at henlægge koncerten til Roskilde Festivalen. Altså på 20 års dagen – minus én dag. Hvorfor det ikke er blevet sådan, aner jeg ikke.

Måske meget fint ikke at udfordre the powers that may be – eller skæbnen for den sags skyld.

Udover ovenstående indlysende anledning kom jeg under første afspilning af Gigaton til at tænke på processen, der førte Eddie Vedder tilbage til guitar, klaver og studie efter den traumatiserende oplevelse.

The Who stikker deres britiske fjæs frem flere steder på Gigaton. Musikalsk, først og fremmest, som en form for grundstemning. I Seven o’ Clock lyder Eddie Vedder næsten mere som Roger Daltrey end Daltrey selv. Strukturen i Retrogade ligner noget, Pete Townsend kunne have fundet på i sin storhedstid. I Comes Then Goes refereres til The Kids are Alright – titlen på et klassisk The Who- album

I 2002 sagde Eddie Vedder til journalist på Gaffa og forfatter Henrik Tuxen, der mødte ham til et interview:

”Vi var totalt lammede og anede ikke, hvad vi skulle stille op. En ting, der hjalp, var, at Pete Townshend og Roger Daltrey (The Who, Vedders store forbillede, red.) straks rejste til København umiddelbart efter ulykken. De havde prøvet noget lignende (Cincinnatti 1979, hvor 11 mennesker omkom under The Who’s koncert, red.) og kunne relatere til os.

‘Gå ud og spil din musik, det glæder så mange mennesker, det er det, du skal gøre, og det er det, som alle ønsker, I skal gøre’, sagde Pete til mig. Men på det tidspunkt kunne hverken jeg eller resten af bandet se nogen som helst mening med det.”

De fandt meningen, og senere har Pearl Jam udviklet sig til et af de mest medrivende livebands i Den Store Rockliga. Deres koncerter er ofte mammutseancer af Springsteen’ske dimensioner.

Et lidenskabeligt nødråb

Netop The Who stikker deres britiske fjæs frem flere steder på Gigaton. Musikalsk, først og fremmest, som en form for grundstemning. I Seven o’ Clock lyder Eddie Vedder næsten mere som Roger Daltrey end Daltrey selv. Strukturen i Retrogade ligner noget, Pete Townsend kunne have fundet på i sin storhedstid. I Comes Then Goes refereres til The Kids are Alright – titlen på et klassisk The Who-album.

Med et ildevarslende Pink Floyd-æstetisk cover med et smeltende isbjerg (vælger jeg at tro) og flere angreb på Trump og alt det, han repræsenterer, kan det ses og høres som Eddie Vedders lidenskabelige nødråb på menneskehedens vegne – der ender i et håb. Så selvom det vrimler med musikalske tråde bagud, er Gigaton så tidsvarende og NU som noget.

Pearl Jam Returns With 'Gigaton' of an Album « American Songwriter

Tolv meget forskellige sange danner tilsammen en dynamisk cyklus, en fortælling om et sangenes jeg i eksistentialistisk tvivl, et enkelt sted stirrende mod en højere spirituel magt. Og som ender med at slå sig tåls med, at noget bedre vil sejre. Sådan må det være.

Albummet er præget af en stribe gode melodier pakket ind i intens alt-rock. Det er lidt af en ufortalt historie, at grunges vej fra postpunkscenen i Seattle via MTV til rockrevolution blandt meget andet også blev båret af komponisternes tæft for gode melodier. Ifølge Nirvanas bassist Kris Novoselic var Kurt Cobain stor skabs-ABBA-fan.

Et af pladens svage numre It’s Alright glider over i et af de stærkeste, Seven o’Clock med et cool beat iklædt bowie’sk swagger. Nogle hardcore Pearl Jam-fans vil muligvis krydse pegefingrene ved lyden af det elektroniske islæt. I min bog er det, hvad der kendetegner innovative kunstnere – at man ser nye horisonter, hvor andre ser fjendebilleder

Den meget ordrige Dance of the Clairvoyant, hvor Vedder næsten manisk forsøger at finde meningen i en klaustrofobisk hverdag (den er skrevet før Corona) lyder af britisk 80’er nyrock, bands som Bram Tchaikovksy, The Jam og XTC helt ned til guitarspillet. Med bas og trommer i tæt pulserende samspil er Quick Escape en funky fabel med Mike McCreadys skarpe guitar med ”skruetrækker mod bilkøler”-lyd som ledetema, flotte harmonier, sågar falsetsang.

Et af pladens svage numre It’s Alright glider over i et af de stærkeste, Seven o’Clock, med et cool beat iklædt bowie’sk swagger. Nogle hardcore Pearl Jam-fans vil muligvis krydse pegefingrene ved lyden af det elektroniske islæt  – i min bog er det, hvad der kendetegner innovative kunstnere – at man ser nye horisonter, hvor andre ser fjendebilleder.

Men der er også tænderskærende straight forward garagerockere som Never Destination og Take the Long Way. I førstnævnte lyder Mc Creadys sologuitar mere som Pete Townsends gamle ven/konkurrent Dave Davies fra The Kinks – end som The Who.

Sitting Bullshit

Der går 13 Trump-hadere på dusinet blandt kulturens penneførere. Det er blevet så forudsigeligt, at man næsten ikke gider høre mere. I forbindelse med aflysningen af nogle koncerter i USA, der skulle have fundet sted lige nu, var Eddie Vedder ude med en meget hård kritik af Trumps daværende ikke se-ikke høre-ikke tale-strategi.

Det tjener Pearl Jam til ære, at de forsøger at træde den gamle traver i nye fodspor. De, der måtte gå i Quick Escape, klager over den lange vej, de var nødt til at gå … for at finde et sted, Trump ikke havde fucket endnu. I den symfonisk rockende Seven O’Clock er Trump den store leder Sitting Bullshit – selvfølgelig med reference til sioux-lederen Sitting Bull.

Som i albummet i øvrigt er der en sammenhæng mellem de sidste tre numre. Det akustiske Comes Then Goes, den klassiske rockballade Retrogade, hvor Vedder synger om klimaforandringer “Seven Seas are Rising … It’s gonna take much more than ordinary love/to lift this up”. Svært at være uenig. I en nærmest sakral stemning rinder albummet ud i River Cross med Eddie Vedders passionerede håb om at være i stand til at krydse floden til sidst. Klassisk religiøs metafor.

I want this dream to last forever
A wish denied to lengthen our time
I wish this moment was never ending
Let it be a lie that all futures die
While the government thrives on discontent
And there’s no such thing as clear
Proselytizing and profitizing

Om Gigaton kommer til at indskrive sig som et af historiens største eller vigtigste album, ved ingen. Det er et af de sjældne værker, der ikke hverken konkurrerer med, sammenligner eller kopierer afsenderens tidligere bedrifter.

Gigaton er et storværk i sig selv.

Og for i hvert fald denne signatur er det pladen, der efter al sandsynlighed i fremtiden vil stå som soundtracket til denne virus-vinter.

Pearl JamGigaton, album 

Nye americana-plader: Den gode melodi overvinder alt

Nye americana-plader: Den gode melodi overvinder alt

Fra POV.International

Den transparente ærlighed

For nylig optrådte Brandy Clarke i Ideal Bar i Vega i København. Desværre kunne jeg ikke være til stede den aften. Damned.

Clarke tilhører generationen af kvindelige countrymusikere/singersongwritere, der udfordrer det etablerede, konservative Nashville. Alene det, at Clarke er åbent lesbisk, er – stadig – kontroversielt på direktionsgangene. Udover Natalie Hemby, Maren Morris, Amanda Shires og Brandi Carlile, der synger sammen i The Highwomen er f.eks. også stjernen Kacey Musgraves, der om COVID-19 vil optræder på årets Roskilde Festival, en af de nye, anderles.

På det nye album Your Life is a Record svinger Ms. Clarke musikalsk i mange retninger. Afhængig af vinklen kan man sige, at hun og produceren udfordrer sig selv – eller at de tilsyneladende var noget ubeslutsomme, da pladen blev indspillet.

Når det så er sagt, er en ting sikker i Brandy-land: Også på Your Life is a Record er hun 100 pct. loyal overfor den transparente ærlighed, der har præget hendes sangskrivning siden begyndelsen – lige meget, hvad hun synger om. Den gode melodi overvinder alt uanset, hvor meget krømmel, den er smurt ind i.

Selvom der er ikke meget nyt under solen på Your Life is a Record, og selvom indpakningen indimellem er lovlig lækker, gør Brandy Clarke stadig, hvad hun gør bedst, til UG kryds og slange. Hver eneste tone og taktslag er gennemsyret af the country feeling.

Vi har den smægtende I’ll Be the Sad Song med fløjter og stort orkester og hele pivtøjet. Long Walk – klassisk hillbilly i moderne soft tilskæring – og arketypiske countryballader som Apologies, hvor Clarke siger undskyld til hende kæresten, hun forlod, da følelserne flød i en anden retning, og Bad Car, hvor scenariet er omvendt.

Bigger Boat synger Brandy Clarke duet med selveste Randy Newman, der – igen, muligvis – optræder i København i maj. Duetten med den gamle klaverboksende humorist, humanist og verdensrevser er mere spektakulær end interessant.

Selvom der er ikke meget nyt under solen på Your Life is a Record, og selvom indpakningen indimellem er lovlig lækker, gør Brandy Clarke stadig, hvad hun gør bedst, til UG kryds og slange. Hver eneste tone og taktslag er gennemsyret af the country feeling.


Brandi Clarke: Your Life is a Record, album

 

Forskellige grader af livskludder

Under Tønder Festival 2017 oplevede jeg en åbenbaring. Navnet var og er John Moreland, en stor mand, en stor sangskriver med den største fabulerende stemme, jeg længe havde hørt live. Morelands stemme er et landskab i sig selv.

Det nye album LP5 lyder Moreland, som man kender ham. Med største elegance viger han udenom klicheerne på side 1 i kærligheds-sangskrivernes manual. Tag bare krøllede sangtitler som I Always Let You Burn Me to the Ground og Let Me be Misunderstood, begge fyldt til randen af Moreland blues.

Det på en gang forunderlige og vidunderlige ved Moreland er hvordan, styrken og kraften i hans sang vokser, jo mere det stilfærdige americana-udtryk dæmpes. Der er noget enormt dragende i lyden af denne mand, hans vokal og de små, store sange om det liv, han ser passere forbi og udfolde sig i sit hjem i Tulsa, Oklahoma.

Alle betræder de stier, der for længst trådt igennem af Bob Dylan med følge. Lyder det gammeldags? Hvis kompetent singersongwriting, ærlige, meningsfyldte tekster og analog vellyd er ufashionabelt og gammeldags, så er brunt forhåbentlig det nye sorte.

Det nye album er indspillet sammen med en lille håndfuld af de mest kompetente kunstnere på den amerikanske indie-rock scene. Det er helt low key. Lyden er simpelthen bare blændende god som ramme om teksternes utilpassede stemninger af forskellige grader af livskludder.

A Thought is Just a Passing Train ruller stilfærdigt som et godstog på tværs af prærien. Med uimodståeligt mellotron-mellemspil synger Moreland “Shame is a cancer – goes easy on your heart.” Så enkelt kan det siges.

East October og When My Fever Breaks krydrer b-stykker indtrængende den ellers nedtonede produktion.

Sammen med musikere som Parker Millsap, Caitlin Rose og Jason Isbell er  John Moreland en vigtig stemme på en scene, der stadig fylder mere på musik-verdenskortet. Alle betræder de stier, der for længst trådt igennem af Bob Dylan med følge. Lyder det gammeldags? Hvis kompetent singersongwriting, ærlige, meningsfyldte tekster og analog vellyd er ufashionabelt og gammeldags, så er brunt forhåbentlig det nye sorte.


John Moreland: LP5, album

Lovlig løse skitser

Som med Moreland i Tønder var Nathaniel Rateliff en åbenbaring, da jeg første gang så ham optræde live sammen med bandet The Night Sweats i Store Vega for et par år siden. Med rødder i diverse oprindelige sydstatsgenrer er Rateliff blevet en af de mest markante stemmer i new americana, new retro – eller hvad man foretrækker at kalde det.

Han har tidligere udgivet plader som solist og sammen med sit band. Efter en forrygende, soulfyldt udflugt på Memphis-måden med sit band på tre studiealbum er Rateliff tilbage ved sine low fi-rødder på And it’s Still Alright.

Albummets udtryk er lidt mere poleret end hos Moreland.  Jeg fornemmer inspiration fra samme kilder, Jimmy Webb og Glen Campbell, der inspirerede Bruce Springsteen til Western Star.

På titelnummeret falder en enkelt guitar, en steelguitar og et orgel hver for sig ind som, når den ene udsigt afløser den næste på et roadtrip. Formfuldendt. Flot.

Til gengæld ved jeg ikke helt, om jeg skal le eller skoggerle, når jeg hører Nathaniel synge All or Nothing med strygere som Bert Kaempfert i barndomshjemmets Philips-radio – og så alligevel en sprød guitar, der ribber op i det hele. En kantet lille melodi med lyden af søndagsmiddag med kylling og brun sovs i baggrunden.

Der en autentisk folksy Sun Studio lyd over Expecting to Lose med et medrivende vrøvle B-stykke. Som at forestille sig den ellers umulige tanke, at Elvis og Pete Seeger havde fundet sammen i 50erne. Slet ikke ueffent. Ligesom Tonight #2, hvor Rateliff lader sin ridsede vokal møde lyden af Leonard Cohen – igen med godt strygere på. Der er smerte i det nummer. Hvorimod det ellers helt åbne og nøgne Kissing Our Friends lyder famlende, ufærdigt. Det samme med afslutningsnummeret Rush On.

Som helhed lyder And it’s Still Alright som et album bestående af sange, baseret på skitser, hvoraf flere forekommer lovlig løse.

Nathaniel Rateliff: And it’s Still Alright, album


Foto: PR.