af Jan Have Eriksen | jan 2, 2021 | Podcast
Julens POV podcast
Dette afsnit indeholder de sidste otte kapitler.
Med de første 23 dage af december var der vendt op og ned på dagligdagen for de to nabobyer ved Langesø. Noget der lignede et oprør i et af de varme lande – iscenesat i den ellers så fredelige, danske kultur.
https://www.janhaveeriksen.dk/pov-podcast-isvinteren-affaeren-i-hipsted-og-folkerup/
https://www.janhaveeriksen.dk/julens-pov-podcast-2-del/
Iscenesat? Det er vel ikke helt retfærdigt. I hvert fald ikke i begyndelsen, hvor den alternative donutsælger, Christina Fridild med forretning i Folkerup, men med hus, søn og hjerte i Hipsted, troede, at hun bare sagde sin mening i et debatindlæg i Folkebladet.
Det blev gnisten, der tændte lunten. Alt fra sociale medier til de landsdækkende aviser, tv- og radiostationer stak næsen i landsbyfejden, der blev til et nationalt drama. Mens vinterkulden – den værste i årtier – frøs alt til is, blussede hadet mellem eliten i Hipsted og menigmand i Folkerup. Andefarmen blev lukket og flyttet til Polen. De unge stoppede deres blokade. Og nu burde alt ånde fred igen.
P.g.a. tekniske problemer under optagelsen er lyden lidt ulden. Det beklager vi.
af Jan Have Eriksen | dec 20, 2020 | Podcast
Ande-gate kaldes balladen om andefarmen Roast Duck i medierne. Det handler om spændingerne mellem den noget falmede stationsby, Folkerup, og andelslandsbyen Hipsted. Der er forskel på kulturerne i de to byer. Folkerup forsøger krampagtigt at holde fast i en status, som udviklingen for længst har taget fra den. I Hipsted henter man sin inspiration og levebrød inde i hovedstaden.
Et læserindlæg kræver den lokale andefarm lukket for al dens svineri. Og så starter krigen.
I denne podcast møder du selvfølgelig hovedpersonerne businessmanden Birger Bentzen og hans datter Juliane, grønne, miljøbevidste Christina og sønnen Robert Fridild – og Gitte Tutborg.
Du møder også Folkerups ødelagte vartegn, en andeskulptur, formet i terrakotta Den tidligere ungdoms Rudy Duske , en kunstner den veganske kunstkri indfluenceren Bimle Boblesdottir og hendes fan Luna med vestegnsk dialekt. Den narcissistiske medierådgiver Skitte Warcastle – ekspert i viden, som ingen har brug for – hampefestivalarrangørerne Bilbo Madsen og Maria Månestrål. Direktøren for Dansk Kødeksport, den bekymrede, moderlige Mette Fredsjul. Den journalistiske korkprop Henry Qvartrup, overkommunalchefen Kim Hansen, der efter mange års sexchikane er fyret, panikalterapeuten Josef Denaparte
Alt dette og mere til i julens POV podcast:
FIND FØRSTE DEL AF JULENS POV PODCAST HER
af Jan Have Eriksen | dec 20, 2020 | Podcast
POV PODCAST // JULEKALENDER
Det er isvinter i nabobyerne Folkerup og Hipsted. Iværksætteren Benny Bentzens store andefarm Roast Duck Inc har skabt fremgang i det ellers stagnerende Folkerup. Men Bentzens forhold til miljølovgivningen er afslappet. Fabrikken fylder Langesø, der ligger mellem de to byer, med en stor brun masse. I Hipsted bemærker øko-iværksætteren Christina Fridild forureningen og skriver et læserbrev under titlen ’Luk lortet’.
Det bliver indledningen til et shakespeare’sk drama, eller i hvert fald et drama, i 24 akter.
Lyt til den spændende historie ‘Isvinteren, affæren i Hipsted og Folkerup’ her:
af Jan Have Eriksen | nov 24, 2018 | Anmeldelse
Fra POV International
“You’re so close,” sagde Kylie Minogue lidt betuttet efter første nummer fredag aften i Operaen. De fleste andre steder på den aktuelle Golden-turné, optræder hun i stadionformat. Men i København altså for bare lidt mere end 1.500 tilskuere.
Ingen tvivl om, at netop den intime ramme omkring Kylies og hendes entourages medrivende popfest foran et entusiastisk publikum er en væsentlig del af årsagen til, at denne koncert vil blive husket længe.
Det skete nogenlunde midt i Kylies sæt, at jeg oplevede noget, der ellers ikke burde kunne ske; at Kylies version af sin og Jason Donovans ulidelige 80’er-duet Especially For You frembragte et smil og et vip med den ene fod. Ganske som det havde været den forudgående del af koncerten.
På onsdag d. 28. november er det 30 år siden, singlen udkom. Som så meget andet dengang blev den skrevet og indspillet af trioen Stock, Aitken and Waterman i et digitalt-dionysisk orgie af sequencere og sampleudstyr.
SAW’s karakteriske sound kan vel bedst beskrives som det nærmeste, man kommer lyden af, hvordan det må føles at drukne i abrikossodavand.
Men med Kylie Minogue efter tøjskift nr. tre syngende foran sit udmærkede fem mand store band gav den simple popmelodi en eller anden form for mening. Den lød, som langt det meste andet i denne pop-ekstravaganza af et show, dybt charmerende.
Producerpop som country
Jeg bevægede mig ud til Operaen med en vis spænding. Hvordan ville Goldens mere eller mindre country-inspirerede og måske lidt dybere og lidt mere eksistentielle sange, end man normalt forbinder med La Kylie, passe ind i et disco-diva show. En form for parallelt univers, hvor, som Kylie sang mod slutningen af koncerten, alle i New York er smukke. Vi ved alle, at der aldrig har været flere hjemløse i virkelighedens New York end nu.
Men integrationen af de gamle og de nye sange skulle vise sig at fungere fint.
Nu er sange som A Lifetime to Repair og Stop Me From Falling fra Golden lige så meget almindelig refrænbåret producerpop som Nashville-country. Men man der er en klædelig søgen efter kunstnerisk autencitet over projektet.
På scenen var der gjort en del ud af western/road trip-æstetikken med Stetson-hatte, cowboyboots, og konstante skift mellem ørkenbilleder, kaktusser, ensomme telefonbokse med mere.
Det er vel overflødigt at nævne, men selvfølgelig var der en stor dansetrup med på scenen.
Stadig sexet og uskyldig på én gang. 152 cm og stadig larger than life – tilsyneladende blottet for den kynisme og de manerer, der vel ellers er en uundgåelig del af jobbeskrivelsen, hvis man søger under ‘Diva’ på jobcentret.
Allerede som andet nummer gav Kylie en af sine virkelig gamle klassiskere Better the Devil You Know og derefter In Your Eyes. De faldt udmærket ind i ørkenscenariet.
Først og fremmest på grund af bandet. Ved divakoncerter som denne spiller bandet som regel en temmelig anonym rolle. De er med som en fyldig ramme om det, der foregår center stage. Som regel leverende et svulstigt, volumenøst lydtryk, beregnet til at råbe et helt stadion op.
Sådan var det ikke helt med de fem mænd i ens jakkesæt i Operaen. Der var meget lidt backtrack. En smule elektronisk trommespil. Men ellers spillede trommeslageren på et rigtigt trommesæt. Altså uden en mur af stortrommer. En guitarist, der skiftede mellem akustisk og elektrisk guitar og sågar banjo. At sige at bandet spillede med indføling og indlevelse som det band, den rigtige countrysangerinde Kacey Musgrave for nylig medbragte til Vega, ville være fake news.
Men jeg sad dernede på 9. række og bemærkede, at mange numre var arrangeret ind i et moderne pop-rocket lydbillede. De var spillet live. Som nævnt Especially for You og senere for eksempel en små-soulet shuffle version af Robin Williams-duetten Kids og en let rocket beat-version af 2001-monsterhittet Can’t Get You Out of My Head – og en meget sfærisk udgave af The One.
Mens numre som I Still Believe in You (Georgio Moroder-pastiche)og New York City/Raining Glitter/On a Night Like This blev spillet som det, de er: disco.
Og så er der jo Kylie selv. Stadig naboens (efterhånden 50-årige) datter.
Stadig sexet og uskyldig på én gang. 152 cm og stadig larger than life – tilsyneladende blottet for den kynisme og de manerer, der vel ellers er en uundgåelig del af jobbeskrivelsen, hvis man søger under ‘Diva’ på jobcentret.
Stadig vild med dans.
Stadig med en udstråling af evigt solskin i et pletfrit teatershow. Og selvsagt stor jubel, da lysene eksploderede i regnbuefarver under All the Lovers, som hun mere eller mindre har dedikeret sit enorme homoseksuelle publikum.
Kæft, det var festligt
Vel var der effekter på Kylies mikrofon, men indenfor sin forholdsvis begrænsede vocal range synger hun stadig fint. Og hun gør det live. Det bemærkede jeg de gange, hvor hun bevægede sig, mens hendes mikrofon sad i stativet.
En Kylie, der så ud til at nyde det hele lige så meget som sit publikum, der stod lige så meget op, som vi sad ned i Hr. Møllers fine sal.
Et enkelt billede bringer smilet frem, mens disse linjer skrives: Kylie og hendes syv dansere i en uimodståelig sexet – dét ord igen – lokomotivdans til hendes klassiske cover af Carole Kings The Locomotion. Kæft, det var festligt. Og som sådan en overskrift på denne aftens oplevelse:
Koreograferet livsglæde. Livsglad koreografi.
Kylie er stadig uimodståeligt dejli’.
af Jan Have Eriksen | nov 23, 2018 | Anmeldelse
Fra POV.International
Havde man af en eller anden grund glemt det på forhånd, kunne man ikke være i tvivl ved ankomsten onsdag aften til Kongens Nytorv og Nyhavn. Hvis julens begyndelse defineres af mængden af byens julelys, er det definitivt jul nu – også på de københavnske scener. Skuespiller med meget mere Vienne McKee har drevet sit Crazy Christmas Show lige siden 1982. Også i år.
Og den årlige juleforestilling i Café Liva, Sne hvad der vil, kører i år for 30. gang. Den er i øvrigt tæt på udsolgt i båden, der ligger fortøjet på skyggesiden af Nyhavn.
Måden Tom Jensen med sit gummifjæs i konstant rotation får den dejlig platte sketch MUS-samtale til at brage igennem, er ren snaps for smilebåndet
Denne gang med skuespillerne Mette Marckmann og Tom Jensen på scenen, akkompagneret af kapelmester Lars Fjeldmose. De fleste tekster er begået af Liva-bossen, ildsjælen Jacob Morild, der efterhånden må siges at være en af de mest rutinerede og vigtigste spillere i Revydanmark og omegn. Han er i øvrigt lige nu på turné med en helt anden julekabaret.
Fremragende komik-skuespillere
Både Mette Marckmann og Tom Jensen er fremragende, komiske skuespillere. De synger, spiller og fjoller løs med det sprudlende humør, som man må forvente af en julekabaret.
Kan man sige noget nyt om Jesus fødselsdag? De prøver.
Jensen har for længst demonstreret sine evner til at skabe munter musik alene med sin mimik. Peter Ustinov talte om latterens civiliserede musik. Man kan diskutere, hvor civiliseret, det er nede i Café Liva. Eller bør være – i et rum, hvor julen som gave-, spise og drikkeorgie er under behandling.
Måden Tom Jensen med sit gummifjæs i konstant rotation får den dejlig platte sketch MUS-samtaletil at brage igennem, er ren snaps for smilebåndet. Der skal noget til at få teksten til På loftet sidder nissen til at virke funny under en mus-samtale. Hvem andre end netop Jensen kunne i øvrigt stille sig op på en scene at bruge sit maveskind til at skabe figurer i en meget julefrokost-venlig sketch. Så at sige.
Uforløste idéer
Som altid, når Morild er involveret, ligger der en stor idérigdom bag 2018-versionen af den traditionelle kabaret. Desværre bliver langt fra alle de gode idéer forløst. For eksempel kæmper Marckmann og Jensen bravt med den ellers originale ’hvad skete der, da den ene af de vise mænd kom alt for sent hjem fra Betlehem og konen blev sur’-sketch. Nå, så du har været sammen med en jomfru???
En anden sketch baseret på et ordspil mellem Allan og Allah virker som et besynderligt knæfald for… jeg ved ikke hvad. Uanset, hvad læren af Muhammedtegningerne måtte være, er det ikke, at de to navne ligner hinanden.
Desværre bliver det ikke et fuldtonet ’Thank you for the music’ denne gang. Sneen falder ujævnt i Liva i år
Ligesom sketchen Pedes Jul virker underligt retningsløs. Den er muligvis en satire over ultraliberalismen. Ku’ ligne dem i Liva. Man kan mene, at det i en tid med omsiggribende hensynssyge – ganske vist som et forståeligt opgør mod SoMe-brutalitet – er forfriskende anderledes at bruge social elendighed komisk til at bygge op til klimakset – som Kjeld Petersen siger i Tømmerflåden. Det er helt i tråd med komikkens svar på Jerusalem (eller Brian), Monty Python, at afsøge konventionelle grænser via komikken. Det er bare overhovedet ikke sjovt her. Selv Bob Hope – republikaner by heart – har sagt, at comedy bør være den svages værn mod systemernes magtfuldkommenhed. Men man kommer i tvivl i Pedes Jul.
Ligesom satspulje-Brittas gæsteoptræden i en sketch virker påklistret.
Igen er det en god, satirisk tanke at invitere mormor, som ingen ellers gide beskæftige sig med til daglig, med til juleaften. Hvor ingen i øvrigt opdager, at hun er død. Men sketches leveres så forceret, at den satiriske snert drukner i show.
Forrygende ABBA-afdeling
Der er en håndfuld højdepunkter i Sne hvad der vil. Mette Marckmanns jyske curlingmor er ramt lige på kornet, spillet med vanlig blanding af musikalitet, djærvhed og sensualitet. Som et stilrent, klassisk revynummer virker det velplaceret midt i de mere løsslupne julefestligheder. Som også hendes tv-interviewer i en sketch, hvor der bliver gået tæt på Gud. Hvor god en far er han egentlig for Jesus? Var han ikke utro med Jesus-drengens mor? Måske trækker glæden over at leve i samfund, hvor man kan begå den slags komik uden at risikere sit liv, lidt op her. Men det er faktisk grinagtigt.
Sne hvad der vil lukker og slukker med en forrygende ABBA-afdeling, Abba-dabba-jul. Hvor Marckmann som Frida og Tom Jensen – næsten lige så uimodståelig som Agnetha i sine velmagtsdage – trykker den af med julens sange til Björn og Bennys melodier. Helt sikkert en humørspreder.
Desværre bliver det ikke et fuldtonet ’Thank you for the music’ denne gang. Sneen falder ujævnt i Liva i år.
Foto: Brita Fogsgaard
Café Liva, Sne hvad der vil. Premiere onsdag Medvirkende: Mette Marckmann, Tom Jensen, Lars Fjeldmose. Tekster næsten alle af Jacob Morild. ‘Øjne udefra’: Lars Knutzon.
