Gry Harrit – om modstand og fælleskab i branchen – og hyldest til Sebastian og Michael Friis

Gry Harrit – om modstand og fælleskab i branchen – og hyldest til Sebastian og Michael Friis

Den aktuelle anledning, medio februar 2024, er Gry Harrits rolle som primus motor i en hyldestkoncert d. 25. februar i Amager Bio til ære for en anden af Sebastians musikere, bassisten Michael Friis, der døde lillejuleaften 2023. Det siger en del om Friis mangeårige karriere og betydning for den danske musikscene, at legendariske bands som Kenneth Knudsens Anima og Culpeppers Orchard er gendannet til lejligheden.

Af andre navne ved koncerten kan nævnes Sebastian, Kenneth Knudsen, Paul Banks, Lasse & Mathilde, Ole Fick, Jesper Haugaard, Anne Eltard, Klaus Menzer, Esben Just, Søren Frost, Henrik “SP” Schou Poulsen, Perry Stenbäck, Ole “Fessor” Lindgreen, Søren Rislund, og Gry Harrit selv. Plus mange flere.

“Det er meget sjældent, at man kan have et venskab på tværs af køn og som spænder over en stor aldersforskel. Jeg er stolt over, at Michael og jeg kunne sige, at vi elskede hinanden uden, at det handlede om, at vi skulle være kærester,” siger Harrit.

POVcasten er også en historie om hårde arbejdsvilkår i musikbranchen, hvor alle er freelancere og kun få er bedre end deres seneste hit. Som datter af saxofonisten Niels Harrit er Gry nærmest født ind i branchen.

“Når man laver musik, bruger man afsindigt mange timer og økonomisk er det også store udlæg. Indtjeningsmulighederne bliver færre og færre. Jeg er et ret handlingsorienteret menneske, og har også mange ressourcer, men jeg har også spildt mange ressourcer og lavet sindssygt mange fejl. Og forsøger på at undgå at gentage mine fejl,” siger hun grinende.

Det er en historie om arbejdsvilkårene i en hård branche, hvor Gry Harrit bl.a. har oplevet at ”blive lagt ned i en skuffe i tre år” på et pladeselskab.

Så det handler om tvivl, misogyni og modstand. Men det er også en historie om de gode ting, venskaber, samarbejde, støtte, kærlighed i musikbranchen. Harrit er aktiv i Foreningen Musikbevægelsen af 2019, en forening for kvinder, ikke-binære og transpersoner med virke i musikbranchen. Med andre ord kønsminoriteter i musikbranchen. Foreningen arbejder bl.a. for at sprede budskabet, at – for nu at låne af Sebastian – du er ikke alene.

Gry har blandt mange andre sunget kor på plader med og/eller optræde med bl.a. Lene Siel, Svenne & Lotta, Birthe Kjær, Michael Falch, Nikolaj Christensen, Peter Belli, Björn Afzelius, Ivan Pedersen, Anne Linnet, Big Fat Snake, SPJustFrost, Allan Olsen, Szhirley, Henning Kvitnes, Sebastian, Krebs – inden en selvvalgt pause.

Nu udgiver hun selv musik og er engageret er altså en del af Sebastians band.

“Det er magisk for mig. Mange siger, at det er en stor ære. Og det er det også. Og så siger jeg bare, “Tak, Knud”,” siger Gry Harrit.

Denne POVcast er Gry Harrits historie – det er en hyldest både til sangerne i baggrunden uden hvem musikken ville miste en dimension – og det er en hyldest til Michael Friis. Og måske også lidt til Knud Christensen aka Sebastian.

Og kan sagtens lyttes til efter mindekoncerten 25. februar 2024. Lyt med her:

Stream episode Gry Harrit – om modstand og fælleskab i branchen – og hyldest til Sebastian og Michael Friis by Mediano Music podcast | Listen online for free on SoundCloud

POV album: 45 år med The Wall – albummet der stadig frastøder og fascinerer

POV album: 45 år med The Wall – albummet der stadig frastøder og fascinerer

Jeg købte “The Wall” den dag, det udkom – 30. november 1979 – i Guf på Skt. Hans Torv på Nørrebro. Det gør mig ikke til ekspert i ”The Wall”, men det er foredragsholder og musiker Thomas Ulrik Larsen til gengæld. Så i årets første POVcast hjælper han mig med at bryde mammutværket om muren ned.
Thomas Ulrik Larsen har tidligere bl.a. medvirket i en POVcast om et andet Pink Floyd storværk, ”The Dark Side of the Moon”. Lyt med her: Dark Side of the Moon: Den musikalske dinosaur, der ikke går væk (janhaveeriksen.dk)
I den nye POVcast sætter vi bl.a. fokus på disse spørgsmål:
– Sådan helt ærligt, Larsen: Er “The Wall” et Pink Floyd eller Roger Waters-album?
– Hvad inspirerede Roger Waters?
– Hvor meget Rogers Waters er der i Pink?
– Er der tråde tilbage til det oprindelige Pink Floyd på albummet?
– Hvad er det i al grimheden på ”The Wall”, der tiltrækker?
– Hvordan var rollefordelingen mellem Waters og de tre andre medlemmer og producer George Ezrin?
– Hvordan er historien om Pink struktureret på albummet?
– Hvilken rolle spiller Waters forhold til mor og far, der døde i Krigen?
– Hvor mange “mure” er der i historien om “The Wall”.
– Hvad er “The Wall”s relation til Waters soloalbum “The Pros and Cons of Hitch Hiking”.
– Hvorfor blev ”Another Brick in the Wall, part 2” et hit – og så endda et diskohit? Og hvilken diskoklassiker inspirerede især producer Georg Ezrin?
– Hvor kom David Gilmours signaturnummer og -solo i ”Comfortably Numb” fra? Eller rettere soli. Der er to.
– Hvilken er den bedste udgave på plade af ”The Wall”?
– Hvad var det med den samtidige punkscene og Pink Floyd – og specielt ”The Wall”?
– Hvad har jeg  – noget overraskende – til fælles med David Gilmour?
Dette og meget mere i denne POVcast:

Stream episode POV Mediano Music album: 45 år med The Wall – albummet der stadig frastøder og fascinerer by Mediano Music podcast | Listen online for free on SoundCloud

René Wulff – 60 år med rock’n’roll i ganske små bands og som solist i Danmark og USA

René Wulff – 60 år med rock’n’roll i ganske små bands og som solist i Danmark og USA

Der var næppe noget i dansk rock på det tidspunkt, der swingede så tæt som dét band, og så med de tekster.

”De senere par år har jeg været ude med nogle foredrag. Og i den forbindelse, har jeg mødt rigtig mange mennesker, der har fortalt, hvor meget C.V. Jørgensen dengang betød for dem. Det nærmest fremkalder tårer i øjnene,” siger René Wulff i denne POVcast.

Men det var trods alt bare fire-fem år i alt og René Wulff var og er meget mere. Faktisk kunne hans rejse gennem dansk rock i 70’erne være foregået bag trommerne i Gasolin’, da hans ven, Bjørn Uglebjerg forlod bandet, men Wulff takkede pænt nej. Hør mere om dét i podcasten.

Jan Eriksen har besøgt Wulff i hans hjem i Gudme på Fyn, bl.a. for at tale om det nye album ”Small Steps – High Spirit”, som han har indspillet med en håndfuld rutinerede danske musikere.

Men det handler også om det livsforandrende øjeblik i barndommens Hvidovre, da en stemme en dag lød fra storebrorens grammofon: ”You ain’t nothing but a hounddog!!!”

Derfra gik bl.a. turen gennem bandet Hutlihut – det hed det! – Sensory System, Barbarella – og C.V. Jørgensen. Og da det band stoppede, fortsatte rejsen i den Police inspirerede trio Tass, efterfulgt af et par begivenhedsrige år i USA med bl.a. zydeco legenden Queen Ida og bluesmusikeren Sonny Rhodes.

Hjemme igen i Danmark gik det en tur omkring bandet Sidewalk, der blev hyret af ”Den femte ABBA”, Stickan Andersson til Polar Music. Sprutten flød, hvor Stickan gik, og sådan var det også i Wulffs næste band The Intellectuals, det nærmeste Danmark kom et PUB-rock band i stil med det desværre kortlivede Rockpile. Uden at overdrive kan man sige, at bandet med Wulff, Niels Maetoft og Lars Hybel spillede for de stoffer, de selv rendte rundt og indtog.

”Det er nok det mest sindssyge band, jeg har arbejdet med. Nogle af de ting, vi fik lavet, er jeg meget stolt af. Når vi var gode, var vi skidegode. Men når tingene kører med sprut og galar opstår der tit uenigheder.”

René Wulff har udgivet to soloalbum, det første, ”Blue Rendezvouz” i 2010, det seneste er ”Small Steps – High Spirit”.

Mediano Music har tidligere udgivet en podcast med René Wulff specifikt om hans år i C.V. Jørgensen og hans bog “Det Ganske Lille Band
– mine år med C.V. Jørgensen”. Den podcast blev optaget via Skype og lyder mildt sagt ringe. Ikke desto mindre er det POV Mediano Musics fjerde mest lyttede/downloadede podcast.

Noter:

Det skal understreges, at:
– Wulffs ven, Bjørn Uglebjerg, ikke medvirker på indspilningen med Les Rivals i POVcasten. Uglebjerg var med til at starte Les Rivals.
– René Wulff ikke medvirker på Queen Idas “Home on the Bayou”, som kan høres i POVcasten.
– teksten til “Time Slips Away” fra Wulffs nye album er skrevet af Ray Weaver. Herboende amerikansk musiker og sanger med egen karriere og som ofte spiller i Nashville.
– du kan følge Rene Wulff og albummet “Small Steps – High Spirit” på Facebook.

 

Guitaristen John Teglgaard: Hyldest til Hyldemor – og årene med Bifrost

Guitaristen John Teglgaard: Hyldest til Hyldemor – og årene med Bifrost

Hans Vinding, der døde i 1999, var det absolutte centrum i Hyldemor.
Bortset fra den nævnte hyldest er POVcasten en vandring gennem et kreativt musikmiljø i det dengang nyetablerede Christiania, hvor både Hyldemor og Tom Lundens Bifrost en periode slog rødder, og hvor Lunden skrev den ikoniske ”I kan ikke slå os ihjel”.
Teglgaard etablerede øvehuset REBEFA (Rock er bedre end fast arbejde) i Christiania.
”Jeg kan godt se, når jeg tænker tilbage, var det ikke lige økonomien, jeg tænkte på. Men jeg havde set, hvordan mange voksne i Horsens, hvor jeg kom fra, var fuldstændig nedslidte af hårdt fysisk arbejde. Jeg ville en anden vej,” siger Teglgaard bl.a.
I POVcasten fortæller han om sin vej ind i Hyldemor efter – i tidens ånd – bl.a. at have været i lære i Indien hos en sitarlærer og have etableret bandet Masala Dosa.
Som Steppeulvene nåede Hyldemor kun at udgive ét album, ”Glem det hele”. Bandet har aldrig helt fået samme anerkendelse som Eik Skaløes band, men dykker man ned i Hans Vindings tekster, finder man indimellem guld af lige så høj karat som hos Skaløe.
”Hans var et af de mest empatiske mennesker, jeg har kendt – men når han var plaget af smerter, det kunne være efter et epileptisk anfald eller p.g.a. livets hårde realiteter, så led han meget. Så sad hans følsomhed helt uden på tøjet”.
I perioden, hvor livealbummet er optaget, bestod Hyldemor af Hans Vinding, Steen Claësson (tidl. Furekåben og Burnin’ Red Ivanhoe) på violin, Jens Breum (tidl. Alrune Rod, død 2014) på trommer og John Teglgaard på guitar.
I POVcasten taler John Teglgaard og Jan Eriksen om:
– Hans Vindings kontakt med kreative kilder, ingen andre kendte – og perioderne hvor han var fanget af mørket.
– inspirationen fra jazz, jazzrock, indisk, afrikansk musik, britisk folkrock, ikke mindst Bert Jansch.
– bevidsthedsudvidende stoffer og hvad de gjorde ved dem, der indtog dem. F.eks. dengang en mand stillede sig bag John og placerede en dolk mod hans strube.
– lyden af Teglgaards sitar på en kultplade med Rudi og hans letbitre band.
– cadeau til Uffe Lorentzen og Peter Sørensen, der begge har stor andel i den fornyede respekt, Hyldemor har opnået de senere år.
– cadeau til de producere og lydteknikere, der var med til at løfte dansk rock til et nyt niveau i slutningen af 70’erne.
– årene med Bifrost på rejsen fra udgangspunkt i Christiania til kommerciel succes. John Teglgaard var medlem fra 1978 til 1985.
– ikke mindst den rolle Vivi Flindts guldtrusser spillede for Hans Vinding.
– et Hyldemor-nummer der blev skrevet på Eiffelbar på Christianshavn af Tom Lunden og Hans Vinding.
Lyt med her:
Jørgen Klubien om at bevare the soul i hjertet: Mit nye album er på en måde Stevie Wonder på dansk

Jørgen Klubien om at bevare the soul i hjertet: Mit nye album er på en måde Stevie Wonder på dansk

Titlen på Jørgen Klubiens nye album, ”Wonderland”, er ikke tilfældig valgt. Dels er soulmusik i almindelighed og Stevie Wonder i særdeleshed fællesnævner for Klubiens samarbejde med den nye makker, multiinstrumentalisten Zacharias Celinder.
Dels er ”Wonderland” en hyldest til smørhullet Danmark – som det ser ud på afstand for en udlandsdansker som Klubien.
Albummet udkommer under navnet Dans’orkestret, som selvfølgelig er en forkortelse af det oprindelige band bag hits som ”Kom tilbage nu” og ”Regndans”. Det er især ment som en hyldest til percussionisten, salig Jacob Andersen, der for 40 år siden tid etablerede Danseorkestret – hvor Klubien hurtigt blev inviteret indenfor som sanger.
”Jeg opfattede Jacob som kapelmesteren og komponisten. Hvis jeg tænker Beatles, så var Jacob John Lennon, for det var ham, der startede det, og han var den kraft, der havde troen på det. Han stod fast. Jeg opfattede meget Danseorkestret som hans – i begyndelsen i hvert fald. Med tiden følte Jacob en mæthed, og det prægede ham måske også at de nye numre ikke rigtig kunne hamle op med de gamle hits,” siger Jørgen Klubien.
Dans’orkestret består af yngre musikere. I podcasten taler Jørgen Klubien om det nye band og om det drive, der gør, at han stadig rejser hjem til Danmark for at udgive ny musik og holder liv i arven efter Danseorkestret. Det, der gør, at han bliver ved med at indspille musik, selvom han jo egentlig også har en imponerende karriere som animator og tegner, bl.a. i Disney-regi.
Med et citat fra selveste Clint Eastwood, “I don’t let the old man in” (når det værker i kroppen om morgenen), synger og fortæller Klubien om sit liv, der aldrig har været bedre end nu.
”Jeg har selv været der som ung og hot, og det var det, de syntes, de kunne sælge. Nu ligger jeg i kategorien ældre herrer på 65 med gråt hår og skæg. Skal jeg så bare holde op eller hva? Det, jeg godt kan lide at lave, det er det samme som da jeg var 15. At lave lidt tegnefilm og spille lidt musik. Så jeg bliver da ved.”
Lyt med og hør Jørgen Klubien og Jan Eriksen tale om:
– samarbejdet med Pixar-bossen Lasseter, der ikke nødvendigvis var rosenrødt.
– kærligheden til Klubiens kone, som han bor sammen med i Los Angeles
– at finde fornemmelsen af ro og sikkerhed i sit liv i en forholdsvis sen alder.
– at holde fast i soulmusikken, selvom det er en ret smal genre i det kølige Danmark.
– at optræde sammen med sin helt unge datter, der gerne så, at faren droppede sine ungdommelige moves.
– at synge om sine håb og drømme for en bedre og renere verden. Kan man ændre noget med sin musik?

Lyt til podcasten her:

Stream episode Jørgen Klubien om at bevare the soul i hjertet: Mit nye album er på en måde Stevie Wonder på dansk by Mediano Music podcast | Listen online for free on SoundCloud

 

Love Shop goes on forever: Jens Unmack om fragmenter, gode melodier og hårdt arbejde

Love Shop goes on forever: Jens Unmack om fragmenter, gode melodier og hårdt arbejde

At det efterhånden er et solidt sammenspillet band blev bekræftet under en uges koncerter i Hotel Cecil efter pladeudgivelsen sidst i oktober.

I denne POVcast handler det især om Love Shop 2023. Men ikke kun. For som Unmack siger, ”flere af sangene har et erindringsagtigt fokus”.
Nye sange som ”For blinde børn” og ”Tilbage til Viborg” peger tilbage mod det første album, “1990”. Flere sange – bl.a. klassikeren ”En nat bliver det sommer” – tog udgangspunkt i Unmacks rejse dengang fra domkirkebyen Viborg til København, og alt det, der skete i den nye by.

”Jo ældre, jeg bliver, kan jeg ofte gå og have en dialog med mig selv, eller blive mindet om steder, jeg har boet eller har været. Har været til fester eller har kendt folk, der har boet. Jeg er bevidst om den forandring, København har gennemgået, når jeg går igennem byen. Eller om den pige, jeg kendte i London, som jeg engang besøgte hos hende og hendes ven, hvor hun spillede Enyas ”Orinico Flow” hele natten. Jeg boede sammen med en, der var helt besat af bandet Ballet Mécanique, derfor er den sang og det navn med i teksten til “For blinde børn”. Hvad blev der af dem?”

Dermed er vi inde på de hukommelsesfragmenter, inspiration, referencer og det stof, Jens Unmack tekster bliver skrevet på.

”Vi har altid dyrket intertekstualitet, som det hedder med et fint ord, i Love Shop. Hvor man blander referencer til film, musik, bøger ind i teksterne, hvor de optræder i et nyt lys. Hilmer prøvede at lære mig om David Bowies cut-up teknik, hvor jeg hellere ville fortælle historier. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg ikke havde historier at fortælle, fordi mit liv var ret begivenhedsløst som sådan.”

Og så er der det klassiske grundvilkår i Love Shop. Der SKAL ikke være, men MÅ meget være en god melodi til at sætte stemningen, ofte med en melankolsk tone. Meget få på den danske rockscene kan pakke fragmentariske tekster, nuancerede musikalske arrangementer ind i så stemningsfyldte melodier som Love Shop.

”Jeg tænder på melodien i en sang, og det en melodi kan rent stemningsmæssigt. Jeg kan godt høre kunstmusik eller vanskelig rockmusik, men det er en kæmpe force, hvis melodien også er der.”

Hør også Jan Eriksen og Jens Unmack tale om

– Love Shops første koncert overhovedet – ”under det happy go lucky navn Lit de Parade” – som opvarmning for Velvet Underground-ikonet Nico.
– krige og konflikter i det gamle Love Shop – og samarbejdet i det nye Love Shop.
– så forskellige referencer som Kenyas nationalmelodi, Telegramstationen i Oslo, Norman Mailers roman ”De nøgne og de døde” og en af de nye sange, der blev ”helt Kim Larsen-agtig” og som viste sig at være svær at forløse.
– Jaques Brels mesterværk “Amsterdam”, alle havneby-sanges store modersang.
– et citat fra forfatteren Scott Fitzgerald: “Jeg savner ikke min uskyldighed, jeg savner glæden ved at miste den.” “Man kan godt savne intensiteten dengang, jeg var ny i København, men Gud, hvor var der også meget usikkerhed, skørlevned og dårligdom,” som Unmack siger.
– nævnte “Alle har en drøm at befri”. Hvor med Unmacks ord: ”Hilmers talent stråler som en forstemmende sky på himlen.”

Meget mere i POVcasten:

Stream episode Love Shop goes on forever: Jens Unmack om fragmenter, gode melodier og hårdt arbejde by Mediano Music podcast | Listen online for free on SoundCloud