Uomgængelig læsning for den, der vil forstå Bowies tekster

Uomgængelig læsning for den, der vil forstå Bowies tekster

Fra POV.International

 // ANMELDELSE –  ”’Hvordan være sig selv i en verden, der er overfladisk, forloren, forløjet, undertrykkende, og flygtig hvordan blive sig selv, hvordan finde sin egen normalitet,’ opridser forfatteren Jakob Brønnum et almengyldigt dilemma. Forfatteren har klogelig fravalgt en kronologisk gennemgang af Bowies sangskat. I stedet går han tematisk til værks.

“Jeg var ung og single, og tibetansk buddhisme appellerede til mig på det tidspunkt. Jeg tænkte: ’der er frelse’. Det virkede ikke rigtig. Så bevægede jeg mig gennem Nietzsche, satanisme, kristendom og keramik og endte med at synge. Det har været en meget lang vej…”

Citatet, der stammer fra et Ellen DeGeneres talkshow (2004), skyldes David Bowie.  Man kan næsten høre (selv)ironien i hans stemme.

Og det var sådan det blev; en meget lang rejse for den evigt søgende, eksistentialistiske rock-alkymist David Bowie, der døde 10. januar 2016.  Han og især hans tekster er emnet for Jakob Brønnums nye bog Bowie – rockmusikeren som eksistensdigter.

Bowie er en af få rockmusikere, hvis samlede værk hele vejen igennem er gennemsyret af eksistentiel åndelighed, som Brønnum grundigt og med rent ud sagt imponerende litterær og teologisk indsigt undersøger i sin bog.

Brønnum er blandt andet uddannet cand.theol. Han er redaktør på Præsteforeningens blad,  medlem af redaktionen på POV.International, har udgivet flere end 30 digtsamlinger, romaner, fagbøger med mere – herunder de to essays ’Verden ifølge U2’ og ’Sange ved himlens port. Bob Dylans bibelske inspirationskilder’.

Som det fremgår af titlen på sidstnævnte er disse skrevet med nogenlunde samme mål for øje som denne nye Bowie-bog.

Veldokumenteret tolkning

Præmissen  for Bowie – rockmusikeren som eksistensdigter er klar. Det er Brønnums veldokumenterede tolkning af David Bowie.

I det store billede lægger Bowie – rockmusikeren som eksistensdigter nye alen til den almindelige Bowie-fans (hvis det begreb findes) viden om – og i forvejen enorme respekt for – David Bowie

Som læser kommer man ind i mellem til at diskutere med bogen. Sådan må det være, f.eks. når pegefingeren løftes. Jeg ser f.eks. ikke nogen større modsætning mellem på den ene side at spise vingummi i biografen (som i at flygte fra virkeligheden) og interessere for lidt større eksistentielle emner på den anden.

Jeg havde også gerne set George Harrison, der opmuntrede Bowie til at søge sine svar i buddhismen, nævnt i forbindelse med teksten til Heathen, der citerer All Things Must Pass.

Men i det store billede lægger Bowie – rockmusikeren som eksistensdigter nye alen til den almindelige Bowie-fans (hvis det begreb findes) viden om – og i forvejen enorme respekt for – David Bowie.

Lad os tage et par eksempler.

Med udgangspunkt i Changes fra Honky Dory’ opridses dualiteten i Bowies musik.

Det er ’syng-med’ popmusik med kommerciel appel som denne version af Bowies samtidige T. Rex og Slade. Samtidig er det en tekst, der med den store digters format udtrykker en “livsvisdom (…), som er usædvanlig. Det lykkes Bowie at lægge spor ud, der gør tilværelsens grundlæggende rammer synlige,” som Brønnum skriver med henvisninger til både Dante og Heraklit.

Gennemgangen af Changes er bare et af bogens mange aha-momenter for mig, der hidtil har slået mig til tåls med en lidt diffus idé om, at sangen nok indrammer nødvendigheden i at turde ’face the strange’, som Bowie synger. Tiden bevæger sig alligevel ubønhørligt mod det uundgåelige.

Fremmedgørelse a go-go

Et andet sådant moment er Brønnums deduktion af Life on Mars, der viser sig delvis at være inspireret af Beatles’ A Day in the Life og She’s Leaving Home, begge fra Sgt. Pepper-albummet. Det er en sang om en reflekterende ung kvindes gryende tidstypiske post-60’er opgør med normaliteten – sendt i biografen, som hun er, af sin far, muligvis så han og mor kan knalde i fred og ro. Det er fremmedgørelse a go-go.

”Hvordan være sig selv i en verden, der er overfladisk, forloren, forløjet, undertrykkende, og flygtig hvordan blive sig selv, hvordan finde sin egen normalitet,” som forfatteren opridser dette almengyldige dilemma.

Den unge kvinde er bare en af Bowies mange moderne helte, der eftertragter et liv på egne præmisser. Modsat den klassiske helt, der drager ud for at redde hele verden. I den kontekst kommer vi naturligvis ikke uden om en veloplagt gennemgang af Bowies mesterværk Heroes.

Hvad er det eneste alternativ til Ziggys og andres afsøgning af den totale individualistiske frihed? Svaret er den totalitære tankegang, hvor alt er lagt til rette på forhånd. Det er udtryk for en kunstners religiøst-filosofiske søgen nærmere end et knæfald for nazismen

Forfatteren har klogelig fravalgt en kronologisk gennemgang af Bowies sangskat. I stedet går han tematisk til værks. Vi møder naturligt Andy Warhol, hvis tanker om og arbejde med kunst og kommercialisme inspirerede den unge David Jones.

Vi møder Bowies karakterer som f.eks. Ziggy Stardust og Den Tynde Hvide Hertug. Forstår, at Bowies eksistentielle rummand – og i det hele taget den store post-månelanding fascination af rummet – øjensynlig forudsætter den senere forgabelse i det fascistiske magtmenneske omkring Station to Station (1976).

For hvad er det eneste alternativ til Ziggys og andres afsøgning af den totale individualistiske frihed? Svaret er den totalitære tankegang, hvor alt er lagt til rette på forhånd. Det er udtryk for en kunstners religiøst-filosofiske søgen nærmere end et knæfald for nazismen, som man allerede så det i okkulte, metaforiske fragmenter på Quicksand (1971), hvor Himmler og en tarot-kort magiker ved navn Aleister Crowley optræder på linje med Greta Garbo, Churchill.

China Girl

“I’ll give you men who want to rule the world”, som Bowie synger i China Girl, der blev skrevet i Bowies Hertug-periode og første gang sunget af Iggy Pop på The Idiot. (1977)

Sangen blev for alvor et hit på Let’s Dance-albummet, der med overfladiskhedens eget sprog taler mod overfladiskhedens nu-kultur, som Bowie tog stadig større afstand fra.

Eller som Guardian-journalisten Thomas Andreis kækt har formuleret det: “(China Girl, red.) afspejler Bowies geni i ét stykke musik: at opnå at få en sang beundret af hash-rygende Dostojevskij-læsende purister og samtidig være et dansehit for flere generationer.”

Jakob Brønnum trækker på et stort katalog af kilder. Som for eksempel Nietzsche, biblen, Oscar Wilde, Kahlil Gilbran, Hanif Kureishi, R. D. Laing, diverse buddhistiske skrifter – og Disney. Bogen fænger især med sine mange dokumentationer af Bowies inspiration fra evangelisterne

Måske handler sangen om et andet emne, der optog Bowie: seksualitetens totale ophævelse af egoet. Måske er det som ofte hævdet en form for selvkritisk kulturkritik af den hvide mands hærgen i Østen. (Sangen siges at være inspireret af et af Iggy Pop’s forhold).

Jakob Brønnum trækker på et stort katalog af kilder. Som for eksempel Nietzsche, biblen, Oscar Wilde, Kahlil Gilbran, Hanif Kureishi, R. D. Laing, diverse buddhistiske skrifter – og Disney.

Bogen fænger især med sine mange dokumentationer af Bowies inspiration fra evangelisterne.

Helt frem til den både rystende og medrivende svanesang Blackstar, hvorfra den sidste David Bowie-karakter Lazarus kendes fra både Johannes’ og Lukas-evangeliet.

Bowie – rockmusikeren som eksistensdigter kan være lidt tung at komme igennem. Mange filosofiske faner er foldet ud. Men det er det værd. Den er uomgængelig læsning for den, der vil forstå David Bowies tekstunivers i dybden.


Jakob Brønnum, Bowie – rockmusikeren som eksistensdigter
Forlaget Eksistensen
238 sider, 218 kr.
Er udkommet.


Pressefoto.

Thomas Hartmann – Formidabelt timet ordartisteri

Thomas Hartmann – Formidabelt timet ordartisteri

FRA POV INTERNATIONAL

Thomas Hartmann har arbejdet lige så meget i kulissen som på scenen. Han var blandt meget andet medforfatter på Dolph & Wulff, han skrev elleve afsnit af Langt fra Las Vegas og har turneret og arbejdet meget sammen med især Torben Chris og vennen Anders Matthesen. Hartmann er medforfatter på Jul på Vesterbro.

Siden de første spæde skridt på scenerne for 22 år siden, har Hartmann opbygget et ry som en af de hårde kynikere i dansk standup. Ofte er hans komik iklædt en trommeregn af tillægsord, kontante jokes og masser af det, man kan kalde standuppens svar på stripperstangen: metaforer. Nogle gange i et nærmest knudret, nørdet sprog.

Det er komikerens opgave at optræde som luftventil for det, der skjules, men aldrig forsvinder. Eller pligt. Og som Hartmann selv er inde på; jo mere politisk korrekthed, jo mere grænsesøgende humor

Man kan ikke ligefrem beskylde Hartmann for at være en shower, han er udpræget en teller. Når det lykkes, som det ofte gør i Kærlighed, er det formidabelt timet ordartisteri.

Kærlighed – løst fortalt

Det begynder med en sjov, dobbeltbundet historie om at bære en gennemsigtig pose med brun sovs ned ad Nørrebrogade. Det er virkelig morsomt.

Hartmann fortæller tidligt i showet, at han foretrækker den oldgræske gudetro med flere kærlighedsguder. Der var mange amoriner på Akropolis. For, ja, der findes jo flere former for kærlighed. Omkring den akse balancerer Kærlighed eller måske nærmere, vakler noget.

For Hartmann bygger ikke specielt stringent på sit udgangspunkt. Han vil meget, dramaturgisk set virker det løst.

Der handler meget om forholdet til hans forlovede – de skal snart giftes. Det handler også om den besværlige kærlighed til familien, især søsteren der trynede sin bror i barndommen. Knapt så meget om kærligheden til venner eller den overordnede kærlighed til menneskeheden og den slags.

I en af showets stærkeste passager fortæller han om sin kærlighed til sin metier.

Thomas Hartmann er klassisk standupkomiker med en motor, der kører på observationer, irritationsmomenter, idiosynkrasier. Som den klassiske komiker giver Hartmann lyd til alt det skyggefulde, intrigante og grimme, man går og gemmer, når man forsøger at efterleve kodeks i et samfund, der gerne vil inddrage og omfavne. Pli, hensyntagen og bare almindelig god opførsel.

Luftventil

Det er komikerens opgave at optræde som luftventil for det, der skjules, men aldrig forsvinder. Eller pligt. Og som Hartmann selv er inde på; jo mere politisk korrekthed, jo mere grænsesøgende humor.

Han lider med egne ord af joke-tourette, som man vel skal som komiker. Altså denne her irreversible tilbøjelighed til at se det sjove i alt, også i de situationer, hvor der ikke bør grines. Og dem er der mange af hos Thomas Hartmann. Intet tabu er for småt.

Om det gælder fækalier, handicapparkeringspladser, sex med dyr, der som han siger, nu heldigvis er forbudt. Måske kommer der en muh-too bevægelse – den grinede vi meget af i Ballerup.

Terror. “Næppe var det første Twin Tower faldet, før jeg skrev den første joke om, at nu fik de andre en bedre udsigt,” som han siger. Det har været et spørgsmål blandt sjove mænd og kvinder i Danmark, om man kan lave jokes på ubåde – Peter Madsen implied.

Da Anders Matthesen gjorde noget tilsvarende på den netop overståede jubilæumsturné, virkede det lidt påklistret. Nå, ja – det skal jeg også lige huske. Men i Hartmanns udgave giver det faktisk god mening. Det er nærmest sødt (!).

Joke-tourettens menneskelige betragtninger

Det hører med – og det er vigtigt – at man ikke på noget tidspunkt er tvivl om Hartmanns empati. I dette tilfælde fortæller det en væsentlig historie om en komikers drivkraft. Ikke meget i denne verden er mindre sjovt end komikere, der råber “Tabu!” bare for at vise, at de tør. Det svarer til, når drenge i førskolealderen råber fyord for at imponerede hinanden. Eller – det holder vi vist ved nærmere eftertanke aldrig helt op med…

Når han er bedst, løfter Thomas Hartmann komikken fra det banale og/eller tabubrydende op på et reflekterende niveau, hvor man med grinet lurende får et bud på hvorfor og, hvad er læringen? Hans helt store styrke ligger i evnen til at vride jokes og punchlines ud af de mest gennemtærskede temaer og almindeligheder – som f.eks. dating.

Når han er bedst, løfter Thomas Hartmann komikken fra det banale og/eller tabubrydende op på et reflekterende niveau, hvor man med grinet lurende får et bud på hvorfor og, hvad er læringen?

Uanset, om man gider den stereotype fortælling, eller ej, er det sjovt set at sammenligne mænd og kvinders dating med jobsøgning.

Kvinder har styr på det hele. Så når de dater/”søger en ansat” er alle funktioner i firmaet meget nøje defineret på forhånd. De mangler sådan set bare manden til den eneste ledige bås.

Når mænd dater, er der tale om et firma, hvor alt mere eller mindre flyder, regnskabet ligger muligvis i en skotøjsæske, og hvor kvinden/”ansøgeren” selv kan bestemme sin jobfunktion. Vil du være chefen? Jamen værsgo.

I et af Kærligheds mere poetiske øjeblikke lukker Hartmann showet ned med et brev, han gerne ville skrive til den helt unge Thomas, hvis han kunne. Det er et flot greb.

Joke-touretten er fint balanceret med nogle alment menneskelige betragtninger. Og rådet med ikke at kigge i den nederste skuffe i mors kommode er sikket ikke helt dumt.


Thomas Hartmann: Kærlighed.
POV International så det i Baltoppen i Ballerup, lørdag 3. november. 

Britiske skæbner – til lyden af perfekt pop

Britiske skæbner – til lyden af perfekt pop

Fra POV International

Efteråret med dets stemning af forgængelighed har uigenkaldeligt bredt sig ud over den nordlige halvkugle. Bedømt ud fra det nye album Look Now kunne noget tyde på, at der har været kronisk løvfald i Elvis Costellos hjerte det seneste stykke tid.

For det nye album med Elvis Costello and the Imposters emmer af en grandios, melankolsk grundstemning med det helt store orkestrale schwung – ikke ulig Martin Brygmanns alt for oversete album Bates Delight, der udkom sidste år.

Musical uden sceneshow

Costello har altid været en søgende kunstner. Alligevel erklærede han en gang i 00’erne, at krigen mod MP3-afspilleren var tabt, og det var slut med at indspille album.

Efter det livfulde National Ransom fra 2010 gik der da også et stykke tid, før han igen dukkede op i et samarbejde med The Roots på Wise Up Ghost.

Det nye Look Now lyder som en omhyggeligt formet og nærmest skræmmende præcis, genrebevidst hyldest til ultimo-60’ernes/primo-70’ernes såkaldte “chamber pop”.

Kædet sammen er sangene en kantet, solidarisk fortælling om britiske skæbner, der spændte ben for sig selv, og som fik svært ved at finde nyt fodfæste

Men hvor nævnte Brygmann nøjes med at lyde høj på Burt Bacharach og andre sofistikerede melodiskabere, har Elvis Costello rent faktisk arbejdet sammen med Burt på tre af sangene på Look Now.

Som han gjorde for 20 år siden på Painted My Memory. De tre sange skulle egentlig have været del af en musical, der ikke blev til noget. I stedet blev det til dette album, der virker som en form for musical uden sceneshow. Kædet sammen er sangene en kantet, solidarisk fortælling om britiske skæbner, der spændte ben for sig selv, og som fik svært ved at finde nyt fodfæste.

Kærlighedssangen Suspect My Tears – igen en high class popsuite – er tekstmæssigt en undtagelse.

Det begynder med den ironiske Under Lime om et ringvrag, der forsøger et comeback. Det lyder som, hvis et Beach Boys-kor var snublet på Penny Lane.

Grænseland

Det er ikke ligefrem nyt, at Costello forsøger sig med jazz eller med stort orkester for den sags skyld. Men dette album virker som det første for alvor vellykkede forsøg på at definere sig selv i grænselandet mellem pop og jazz.

Stripping Paper er iklædt en melodi, der efter lidt tid sætter sig uafviseligt fast. Elvis Costello har skrevet et hav af gode melodier, og han har altid – uanset om det var rebelsk new wave, jazz, klassisk eller country – sunget for alvor. Stripping Paper er en af mandens bedste sange, der lyder som var det livsvigtigt for ham at nå at sætte et fodaftryk på sangskrivernes Himalaya.

Why Won’t Heaven Help Me, som lyder som en decideret parafrase over Bacharach. Lad os se, hvor mange referencer til hans og Hal Davids sange, man kan putte ind i én sang. Korarrangementet kunne tyde på, at også den sang også oprindelig var tiltænkt en musical.

Kun et par numre, Burnt Sugar is So Bitter – rammende titel om udbrændt kærlighed –  og Unwanted Number stikker tempomæssigt ud. Det sidste nærmest i up tempo.

Man aner historien om England i efterdønningerne af Brexit som rammen om dette flotte Costello-album

Førstnævnte har Costello skrevet sammen med selveste Carole King. Sangen, der i øvrigt har været på vej i 20 år, er på én gang en sang med et hypermelodisk vers, som man ville forvente af dét samarbejde, men også brudt af en nærmest kontrapunktisk, teatralsk bro, der lyder af cirkus og Roxy Music’s saxofonist Andy McKay.

Teksten – hvis titel minder om, at vi (desværre) nærmer os sæson for brunede kartofler – ligger som på resten af pladen inden for i det blå spektrum på farveskalaen.

Her en sang om en slidt, enlig kvinde med børn og en mand, der forvandlede sig til en stodder og forsvandt fra sine børn, der “already know how a woman may advance/ From a pretty picture hat to a supermarket trance”.

På et af albummets mest markante numre, I Let the Sun Go Down, siger sangeren et sidste smerteligt farvel til England i en sang, som Elton John/Bernie Taupin, Ray Davies og Damon Albarn kunne have drømt om at skrive: “I’m the man who lost the British empire, yes I’m the one who let the sun go down”.

Man aner historien om England i efterdønningerne af Brexit som rammen om dette flotte Costello-album.

Der vil givetvis være Elvis Costello-fans, der vil afskrive Look Now som muzak eller easy listening. Er man til stor “uptown pop med lidt swagger” (Elvis’ eget udtryk) er pladen en lille åbenbaring.

PS: På Look Now (Deluxe version), der blandt andet kan høres på Spotify, er der fire numre ud over de tolv på det “rene” album. Her kan man bl.a. lytte til en magnifique Adieu Paris (L’Envie Des Etoiles), hvor Costello med sin rustikke, livskraftige vokal tager lytteren med på en sursød (mest sur) sidste vandring ad Napoleon III’s snorlige boulevarder, så man hører respektfulde ekko af nyligt afdøde Charles Aznavour lyde ud fra alle sidegader.

Måske et mindre “merci” til den franske mester for lånet af She, som i dag står som den alsidige Costellos største hit nogensinde.

Samtidig kan Adieu Paris lyde som en form for opdatering af nævnte Roxy Musics grumt desillusionerede Song for Europe.


Hovedillustration: Pressefoto

“Fem stjerner til en velskrevet, let læselig bog”

“Fem stjerner til en velskrevet, let læselig bog”

‘LIV – en fortælling om at lære at leve’ har fået en fantastisk modtagelse. Efter Jill medvirkede i Go’ Aften Danmark mandag aften (15.10.18) har hun modtaget en masse henvendelser fra andre med erfaringer som hendes. Trist, at det er nødvendigt, men godt at hun tilsyneladende er i færd med at opfylde sin drøm med bogen – at gøre en forskel.

 

Her er nogle uddrag af de foreløbige anmeldelser.

Steen Blendstrup anmelder den til fem stjerner på POVInternational og skriver blandt andet:

“Der er ikke så lidt humlebi over Jills historie. Det er familiehistorien med alkohol, vold, grænseoverskridende adfærd og overgreb. Det er en historie om voldtægt, partnervold, depression og angst. Det er en historie om løgne og fortielser. Men også om forståelse, kærlighed og tilgivelse. Det er en historie om sammenhold, loyalitet, og livsvilje. Jo, den flyver… 

…Jill har noget af have det i. Medfølelsen for sårbare unge. For unge fra misbrugsfamilier. Forståelse for familietraumer. Forståelse for voldtægtsofre og deres traumer. Hun taler af erfaring. Og med indsigt som terapeut.

 Det er en bog om et levet liv og om at, når Jill kunne, så kan du og jeg også. Og en masse andre mennesker, hvis vi rækker dem en hånd.

Jeg vil give fem stjerner til en velskrevet, let læselig bog. En hudløs og modig bog, nogle gange rystende og smertefuld. Og altid ærlig, ofte tillige kærlig. Forhåbentlig til inspiration.”

 

LÆS MERE HER

På bogens Facebook-site skriver Eva Reiser Olesen:

“At voksne kan være både blinde og døve, så de overser ensomme og svigtede børns symptomer er ikke ukendt, men Jills måde at fremlægge sine reflektioner på er forbilledlig.

Jill ER kommet videre. Med hendes bog kan vi satse på, det også sker for de mange, der lider og har lidt under en opvækst præget af/ med svigt og alkoholmisbrug.

Efter at have ‘slugt’ bogen, er det mit håb, at andre vil finde “LIV – en fortælling om at lære at leve” lige så vigtig og rørende som jeg. Derfor: Læs den og lær at leve. Jo før des bedre.”

Og samme sted skriver Christina Laursen:

“En fantastisk bog ❤️ Jill fortæller om hvordan det har påvirket hendes liv at vokse op med en : alkoholisk far og en papfar som var pædofil, hun bryder tabu og fortæller fra hjertet hvad det har gjort ved hende som menneske.”

LÆS MERE HER