Det er snart seks år siden Lars H.U.G optrådte officielt for sidste gang. I 2021 udkom albummet “L.A.R.S.T H.U.G Vega Koncert” med optagelser fra koncerten. 28. og 29. marts var der så premiere på en koncertfilm baseret på samme koncert. Men selvom Lars H.U.G. er stoppet som liveperformer, er han ikke færdig som gårdsanger.
I denne samtale med Jan Eriksen tager han lytterne med helt ind i sit maskinrum og fortæller om sine arbejdsprocesser, om sine samarbejdspartnere, ikke mindst “vicesheriffen” Povl Kristian – og om, hvad der driver ham kunstnerisk – og i studiet.
H.U.G.: Karrieren gennem 45 år
Det blev også til en snak om H.U.G.s karriere, der begyndte dengang i midten af 70erne, hvor han og en flok andre fandt sammen om et par guitarer.
”Jeg forsøgte sammen med nogle andre ligestillede at få et eller andet nyt stablet på benene. Bruge guitaren til at grave dybere ned, lave noget man kunne tage ejerskab til. Noget man selv kunne identificere sig med. Mødes med åndsbeslægtede, søge at finde en vej ind i noget terræn, hvor ingen andre havde været før.”
Det blev til Kliché, der satte en ny standard for dansk rock. Og senere gik Lars H.U.G. solo med en stribe album med enorm både kunstnerisk og kommerciel succes. Det seneste, ”Ti sekunders stilhed”, udkom i 2017. Han har sågar nået at blive til leverandør til det kongelige danske hof med sangen “Mon de kan reparere dig”.
“Kim Larsen kaldte mig hofsnogen,” som han siger med et grin.
H.U.G.: En slags biografi
I dag kalder han sig Lars Haagensen og kommer også ind på sit nuværende kunstneriske arbejde. Som bl.a. er arbejdet med bogen ’Mine år med Lars H.U.G’, som er en slags biografi. Han har holdt nogle foredrag i Vartov i København om projektet.
“Jeg er stolt af den bevægelse, jeg har gjort fra 1977 til nu, og jeg synes, det er en fornøjelse og en stor æressag at kunne træde ind på Vega – og bare tælle ned 10, 9, 8, 7, 6, 5, 4, 3, 2, 1 – tak for i aften.”
Men helt færdig som gårdsanger er Lars Haagensen ikke. Han skriver stadig sange, igen på engelsk og skal til at finde en til at hjælpe med at finpudse – om der er et nyt album på vej vides ikke. En af sangene er dog mere eller mindre klar. Et stykke af den kan du høre i podcasten.
Langt de færreste, der var til stede i Vega den september aften i 2016, vidste, at de skulle overvære Lars H.U.G.s sidste koncert. Koncerten skulle vise sig som lidt af en tour de force gennem samtlige album, Lars H.U.G. har udgivet – også med Kliché.
Hvad kun få kunne vide var, at der skulle blive mulighed for at genhøre koncerten på albummet, der udkom sidste år.
Nu er der så også mulighed for at genopleve koncerten. For de heldige, der var i Vega – og for alle andre.
I den kommende uge er der premiere på koncertfilmen G.R.E.A.T.E.S.T. H.U.G. LIVE i 33 danske biografer. Premiere sådan at forstå, at filmen bliver vist denne ene gang.
Den første visning af koncertfilmen er i Imperial i København mandag den 28. marts kl. 18.30. Her vil Lars H.U.G. introducere filmen, ligesom han er med til to visninger i Aarhus den 30. marts. Tirsdag den 29. marts kan filmen ses over hele landet i Nordisk Films biografer.
”Der er jo hårdt brug for koncerter efter COVID-19. Ikke mindst biograferne har brug for, at der sker noget. Lige så vel som koncertstederne” siger Lars Haagensen, som han egentlig kalder sig nu, hvor koncertaktiviteten er stoppet. Jeg møder ham i POVs lokaler i det indre København. Hele det halvanden time lange interview kan snart høres som Mediano Music POVcast.
Det er det med at bevæge sig ud af komfortzonen og gøre noget, som man egentlig troede, at man ikke kunne. Jeg plejer at sige til mig selv: “Gør det, Lars. Det er bedre end at gå til psykolog”
”Min branche var tørlagt i to år, hvor man ikke kunne komme til festivaler. Jeg ser denne film som en dokumentation fra en tid, hvor man stadig kunne bevæge sig ud og svede og stå og hoppe på hinanden og bevæge sig hjem uden at blive syg,” siger Lars H.U.G.
Det bliver altså så uden H.U.G. på scenen. Siden første pladeudgivelse med Kliché i 1980, Supertanker, har Lars H.U.G. sat sit markante præg på den danske rockscene. Sammenlignet med andre musikere er der udkommet forholdsvis få album, de har til gengæld næsten alle været med til at flytte barrierer i grænselandet, hvor kunst møder rock og pop. I det felt var Lars H.U.G. den måske vigtigste danske musiker i 80’erne og begyndelsen af 90’erne. Måske sammen med TV-2, hvis Steffen Brandt kortvarigt var medlem af Kliché. Nogle ville sige Sort Sol.
”I filmen bliver koncerten spillet baglæns, hvilket koncerten i øvrigt også gjorde. Et greb, som vi lå og legede med – i en i øvrigt hård proces. Det har taget fire år at klippe og redigere filmen. Eftersom jeg i al beskedenhed har spillet 13 gange på Roskilde Festival og i øvrigt har spillet her og der, har jeg aldrig tidligere spekuleret på, om der skulle indspilles et livealbum. Og jeg har slet ikke spekuleret på, at jeg skulle lave en live-koncert til biograferne. Det tonede frem, efterhånden som tiden gik.”
Da Lars H.U.G. holdt sine perioder
Jeg roser lyden i filmen – og på det tredobbelte vinylalbum. Især rytmegruppens swing. I min anmeldelse af albummet kaldte jeg det “Lars H.U.G., som jeg altid gerne var villet høre ham”.
”Det var egentlig en god koncert. Min trommeslager og bassist lavede stort set ingen fejl. For en gangs skyld holdt jeg selv mine perioder, og jeg kunne det meste af teksterne,” siger H.U.G., og tilføjer:
”Der var måske derfor, jeg fik prisen Steppeulven som Årets Livenavn i 2016. Det er, indrømmer jeg – ikke for højt – ikke en pris til mig. Det er en pris til mit staff, mit crew, og det er en pris til mit publikum. Alle koncerter foregår i et sammenspil mellem udøver og publikum, så den pris var jeg særlig glad for. Det var en kollektiv pris.”
Dengang i 2016 vidste H.U.G. godt, at han ville stoppe som performer. Men han troede, at den sidste koncert i Ringsted efter en turne, der var begyndt i 2014, ville blive den sidste. Ikke at der er noget galt med Ringsted Kongrescenter, men den allersidste koncert kunne godt foregå et lidt større sted, tænkte han. Og så kom henvendelsen fra Vega, der drømte om at fejre 20-års jubilæum med en Lars H.U.G.-koncert.
”Jeg kan godt lide de her virkelighedssammenfald – tilfældighederne, der giver mening. Jeg fik en til at filme koncerten. Det var en supergodt optaget, supergodt optaget.”
Efter en optræden ved Kronprinsparrets Pris i 2016 med kongesangen, som H.U.G. og hans band kalder ”Mon de kan reparere dig,” som Kronprinsen citerede ved sit og Marys bryllup i 2004, meddelte sangeren, at det var slut med koncerter.
Han er stadig aktiv kunstner – maler, ”synger i badekarret”, skriver sange – kan ikke lade være. Holdt for nylig fem sammenhængende foredrag på Vartov. Se dem evt. her. Foredragene er en slags skitser til bogen ”Mit liv med Lars H.U.G.”, som er en slags biografi uden at ligne andre biografier. Hør mere om det arbejde i ovennævnte podcast.
”Min foredrag var igen en udfordring. Det er det med at bevæge sig ud af komfortzonen og gøre noget, som man egentlig troede, at man ikke kunne. Jeg plejer at sige til mig selv: “Gør det, Lars. Det er bedre end at gå til psykolog”. Man er nødt til at stole på sig selv. Mantra: “Husk nu, Lars, at bruge din usikkerhed som drivkraft”,” siger han og tilføjer, at han i øvrigt vil anbefale kirurger at blive i komfortzonen, når de arbejder.
En del af tidsånden
G.R.E.A.T.E.S.T. H.U.G. LIVE begynder med et af ekstranumrene, “Militskvinder”. Undervejs er der tre citater, Deep Purples “Smoke on the Water”, The Beatles’ “Day Tripper” og David Bowies “Jean Genie”.
– Det er vist ingen hemmelighed, at I i Kliché var inspirerede af Kraftwerk og David Bowie. Og du har fortalt mig en gang, at The Beatles var din store inspirationskilde på et tidspunkt?
”Godt gættet og korrekt. Det er spændende at mærke, at man har været en del af tidsånden. Det vidste jeg ikke, men det er sådan noget, man får at vide, når man taler med Søren Ulrik Thomsen, for det ved han alt om. Pludselig er man noget, små børn har været tvunget til at lytte til, mens de lå inde i mors mave. Senere hen er der ingen, der aner, hvem Lars H.U.G. er. Hvad sagde du: Lars Lil…? Nå, H.U.G. Ham har jeg sgu ikke hørt om. Sådan er det bare,” siger Lars H.U.G. med et grin.
Lars H.U.G., pressefoto
”Jeg er selv vokset op med Louis Armstrong, Ella Fitzgerald. Jeg ville ikke være den samme musiker uden dem. Min far spillede dem hver dag. Jeg er glad for, at jeg ikke begyndte at spille trompet, men i stedet begyndte at grave mig ned i nogle lag med min guitar og mødtes med andre med nogle skøre ideer”, siger Lars H.U.G.
“Vi søgte nye måder at se, om vi kan kunne finde et terræn, hvor der måske ikke havde været så mange andre. Der spillede Kraftwerk en stor rolle. Bowie – der blev jeg inspireret af musikken og især sangen. Og så var der Roxy Music. Jeg har senere sunget duet med Birthe Kjær, det var enormt sjovt og givende, spillet til Jodle Birges mindekoncert, Lisa Ekdahl, Lisa Nilsson og sunget sammen med Lill Lindfors. Jeg kan godt lide at dele med andre musikere. Det giver mig meget.”
Men jeg har henad vejen lært nogle af de musikere, der har en uddannelse, at kende, og jeg må sige, at jeg står i dyb gæld til dem. De tager ingen stoffer, de kører hjem efter arbejde, og de drikker ikke på scenen
Inden jeg kan nå at tilføje mit spørgsmål, siger H.U.G. af sig selv:
“Jeg har ikke brug for at forholde mig til, hvad musikpolitiet mener. Men det er selvfølgelig noget, man har brug for som ung, hvor man har brug for at positionere sig i forhold til andre og sige, at det og det er gammeldags. Det dér – det spillede min bedstemor.”
I en Mediano Music POVcast, der blev optaget for nylig (se linket forneden), siger trommeslageren Stefan Grabowski, der spillede sammen med H.U.G. i 80’erne og begyndelsen af 90’erne, at han har lært af sin gamle bandleder “at skrive er som at male”. H.U.G. er kunstmaler og uddannet som så.
“Der er ikke så langt fra maleriet til musikken. Jeg har altid sagt, når vi sad i studiet: “Hov-hov, du skal lige vænne dig til, at jeg ser lyden, jeg hører den ikke.” Hvis der en solo, et keyboard, så skal jeg se det for mig, rulle fra venstre mod højre. Jeg skal se det visuelt. Hov, dét der – det er ikke rigtigt. Jeg ved ikke, hvilken tone, jeg vil have – for det har jeg ikke forstand på. Til gengæld kan jeg høre en knappenål i en høstak.”
Et barn, man ikke kan nå
I den nye koncertfilm hylder H.U.G. et par af de kolleger, der har hjulpet undervejs. Johannes Voss, der har været med til at skrive en del af H.U.G.s tekster, og keyboardspiller og producer Povl Kristian, der har spillet, arrangeret og produceret sammen med H.U.G. i årevis.
“Povl Kristian siger, at han passer på mig. Tak for det. Han er godt klar over, at jeg er et barn, man ikke kan nå. At jeg har mine handicap. Nogle gange skal han tage mig i hånden og føre mig over vejen. Og så har han en indlevelse på det empatiske plan, og han forstår at oversætte det, jeg siger, til teknik. Jeg kan rose mig selv for, at jeg hurtigt lærte, at jeg er nødt til at respektere dem, der har den kompetence. Her under miksningen af filmen har vi været et rigtigt godt team. Jeg kan ikke bare komme ind og sige, “lad os gøre det her”, midt i en proces. Jeg er nødt til at acceptere, at der nogle ting, der skal sættes flueben ved, af dem, der har en teknisk forstand, jeg ikke har.”
Ifølge Lars H.U.G. har det været en stor gave at arbejde sammen med yngre musikere som Jacob Funch, Kim Thomsen, Rasmus Hedeboe og Mikkel Riber – det er slut med at samle kolleger op fra gulvet, der var faldet omkuld af druk. Den slags er forekommet.
“I Kliché syntes vi, at det var åndssvagt, at der skulle være musiker-akademier. Vi havde selv læst på kunstakademiet. Det kom der ikke noget specielt godt ud af. Men jeg har henad vejen lært nogle af de musikere, der har en uddannelse, at kende, og jeg må sige, at jeg står i dyb gæld til dem. De tager ingen stoffer, de kører hjem efter arbejde, og de drikker ikke på scenen. Der er sket enormt meget. Man kan sige, de står ikke der med badges og fire nåle gennem næsen, men det var jo en anden tid.”
I denne podcast fortæller Stephan Grabowski blandt meget andet om sit samarbejde med Lars H.U.G.:
Vidste du, at han som eneste dansker har optrådt for i alt 200 mio. pakistanere? Eller at han arbejdet sammen med en producer, der sad med ved knapperne, da Bob Dylan indspillede “Time Out of Mind” og R.E.M.s “Automatic For the People”.
Stephan Grabowski begyndte for alvor sin karriere i Lars H.U.G. and the Zombies, der var et af firserne tre mest efterspurgte danske live-bands, han var med i Love Shop i begyndelsen, og han havde et årelangt venskab og samarbejde med salig Hilmer Hassig og Henrik Hall.
Senere har han produceret og indspillet et hav af plader, bl.a. med Elisabeth, Marianne van Toornburg og Nanna. Men der, hvor Grabowskis historie for alvor bliver spændende, er i beskrivelsen af dengang, hans musikalske nysgerrighed uden forudgående aftaler bragte ham i armene på en af Indiens mest efterspurgte producere.
Det er historien om at dumpe ned i sindstilstanden, som han siger, Mumbai med 24 mio. indbyggere uden meget andet end musikalsk nysgerrighed og dedikation i kufferten.
En musikalsk opdagelsesrejse der på sin vis begyndte, da han og en kæreste i 1993 oplevede musikken som frisættende kraft under et technoparti i Goa i Inden.
Siden har Grabowski indspillet plader, hvor rock’n’roll, techno og indisk raga fusioneres ligesom han det seneste tiår har udsendte tre album med sin dansk-pakistanske Sufi-rockgruppe Rocqawali. Det ene produceret af superproduceren Mark Howard, Daniel Lanois’ lydtekniker på plader med Tom Waits, Lucinda Williams, Willie Nelson, Emmylou Harris, Neil Young og andre.
Lyt med og hør om:
Grabowski – lyt med her og hør om:
– David Bowies Lazarus.
– det livsforandrende øjeblik, da Grabowskis onkel Jess Ingerslev præsenterede ham for The Beatles.
– dengang han blev valgt som trommeslager fremfor Martin Brygmann til Lars H.U.G.s band.
– hvad han lærte af samarbejdet med Lars H.U.G.hvad han har fået med fra sine venskaber med Hassig og Henrik Hall
– samarbejdet med Ivan Pedersen og Peter Belli – og det ældste trick i popbogen.inspiration fra Talk Talk/Mark Hollis.
– arbejdet med den første Bollywood-forestilling i et dansk teater
– Grabowskis drive og vision, der bragte ham ud af den danske selvtilstrækkelighed : “Vi bor på et knappehulshoved af en ø – der må være en verden derude”.
– rejserne til Indien, Pakistan og Etiopien og rollen som brobygger mellem to forskellige musiktraditioner.
– at stå mutters alene i Mumbai mellem 24 mio. indbyggere og finde frem til en af Indiens største musiknavne/producer.
– at fusionere pakistansk musiktradition med lyden af Led Zeppelin.
”Vi er slaver af vores fortid, vi er slaver af vores fremtid”. Sådan synger Lars H.U.G. på sit første soloalbum City Slang i sin fortolkning af Søren Ulrik Thomsens digt ”Vent”.
Og nu gør han det igen på det tredobbelte live vinylalbum L.A.R.S.T H.U.G. VEGA KONCERT, der med bl.a. en ordentlig moppedreng af en medfølgende sangbog er andet og mere end bare et live-album.
Kunstneren Lars H.U.G. slår mig ikke som slave af sin fortid. Tværtimod har han gennem et par årtier i stigende grad koncentreret sig om sin nutid som billedkunstner. Alt indhold, bortset fra vinylerne, i den nye boks er da også smykket med masser af farver, malet i H.U.G.s Pop Art-inspirerede, delvis dadaistiske stil. Herunder nogle selvportrætter.
På det ene ligner han lidt salig Poul Borum som marsmand med grønt ansigt, synes jeg.
H.U.G. gik nye veje uden at skele til andet end sine egne fornemmelser og inspiration med, hvad det har betydet af kampe med den systemiske kommercialisme i musikbranchen.
I 2016 blev H.U.G. kraftigt opfordret af spillestedet Vega til at give koncerten, der nu kan høres på tre vinylplader. Spillestedets nye pladeselskab fandt det passende at fejre sit 20 års jubilæum med en stor koncert med manden, der også var første navn på plakaten dagen efter åbningen i 1996.
L.A.R.S.T H.U.G. er første udgivelse på Vegas pladeselskab.
LARS H.U.G. DET NYE BOKSSÆT ER OVERDÅDIGT UDSTYRET MED H.U.G.S KUNST. PR-FOTO
Passende nok. Lars H.U.G er unik på den danske rockscene, uanset længden af hans mange pauser. Der var begyndelsen i Kliche, der lød som intet før eller siden, selvom Minds of 99 vist har lyttet. Alt, hvad vi hørte, var vibrerende atomer, for nu at parafrasere over en af sangene fra dengang.
H.U.G. gik nye veje uden at skele til andet end sine egne fornemmelser og inspiration med, hvad det betød af kampe med den systemiske kommercialisme i musikbranchen. Hårde kampe med sig selv og dem omkring, desuden, som det fremgår af dokumentaren Hugland, der handler om optagelserne af Ti sekunders stilhed. Der var det rystende suveræne popalbum Kysser himlen farvel. På K.O.P.Y sang hipsterhugget schlagere. Forbløffende stor succes. Imponerende lyriske Blidt over dig, det cool salonjazzede Kiss and Hug From a Happy Boy.
Rummene mellem uforudsigelighed og banalitet
Mere end nogen anden på den danske rockscene har Lars H.U.G. med held afsøgt rummene mellem kunstens uforudsigelighed og storhed og popmusikkens banaliteter. Han er i en klasse for sig.
Da jeg så ham og hans band ved en turnepremiere i Store Vega et års tid inden, L.A.R.S.T H.U.G. blev optaget, slog det mig, hvor tydeligt det dengang nye album Ti sekunders stilhed trækker en flosset snor tilbage til Roxy Music og David Bowie. Art Rock pionererne, der lige så meget stod på den sorte musik som The Beatles anno 1967 og Warhol’sk popkunst.
Når det er allerbedst som i ”New York, New York” med et skramlet funkfeel og det malende sprogbillede “alle bilhorn spiller med på New York skæbnesymfoni”. Og for den sags skyld i “Ovataci” og “Den sidste tid”.
Sandt at sige har jeg ofte forladt koncerterne med en diffus fornemmelse. For der har ofte været store problemer med lyden og miksningen af instrumenterne, ofte med en meget blank, fersk lyd på rytmegruppen
Det første album i L.A.R.S.T H.U.G.-boksen genlyder af dynamisk Art Rock på scenen i Vega med Peter Peters guitar sejlende opdagelseslystigt rundt i rummet. Jeg vil gå så vidt: efter at have lyttet til dette album bilder jeg mig ind, at jeg forstår H.U.G.s og Peter Peters vision.
Lyden er skarp. Det er blændende godt. Der er fylde i musikken. Det swinger. Selvfølgelig er der gjort meget under efterbearbejdningsprocessen i studiet. Som det nu engang er.
Lydmassakren i Roskilde
Jeg så første gang Lars H.U.G. og Kliche i 1982 og har siden set ham 15-20 gange som solist. Sandt at sige har jeg ofte forladt koncerterne med en diffus fornemmelse. For der har ofte været store problemer med lyden og miksningen af instrumenterne, ofte med en meget blank, fersk lyd på rytmegruppen og kaos foran på scenen. Muligvis tilstræbt.
Allerværst ved den kaotiske lydmassakre af en koncert på Arena under Roskilde Festivalen 2015, hvor jeg var tæt på at tage skibet, der hedder afsked, inden koncerten sluttede. Jeg har nogle gange haft H.U.G. mistænkt for at forsøge at skabe et indre sonisk modtryk i hans udtryk.
For mig har de tre album deres berettigelse som lyden af Lars H.U.G. in concert, som jeg altid har drømt om at høre ham, siden jeg så ham første gang solo i Stakladen i Aarhus i 1986.
Men ligesom der findes rastløst skærende dissonans og vrangen vendes ud, er der samtidig malerisk, æstetisk skønhed og popomkvæd så præcise og melodiøse, at de stadig vil blive sunget, når al is er smeltet og ozonlaget væk, og kun Keith Richards og den engelske dronning er tilbage.
Den gode nyhed er, at også numre som ”Waterfall”, ”Natsværmer”, ”Backwards”, “Blidt over dig” og et paradenummer som “Elsker dig for evigt” lyder indlysende godt på det nye livealbum.
Om L.A.R.S.T H.U.G. er i omegnen af 1.000 kr. værd må være op til den enkelte. Det er mange penge for en plade. Man skal ikke købe L.A.R.S.T H.U.G. som et greatest hits-album. Dem er der udkommet hele tre af tidligere i hans karriere. For mig har de tre album deres berettigelse som lyden af Lars H.U.G. in concert, som jeg altid har drømt om at høre ham, siden jeg så ham første gang solo i Stakladen i Aarhus i 1986. Om det berettiger en investering på 1.000 kr. må være helt op til den enkelte. Det første oplag var hurtigt udsolgt. Et nyt er til salg fra 21. juni.
Praktisk:
L.A.R.S.T H.U.G. udkommer kun som vinyl, og kan kun købes via vegashop.dk.
28 udvalgte sange fordelt ud på tre 180 gram vinyler presset hos Nordsø Records i København. Hvert album er i sin egen gatefold.
Mega Songbook. 88 illustrerede sider med H.U.G.s sangtekster og illustrationer.
Håndsigneret kunstsærtryk af H.U.G. Mål: 31,5 x 31,2 cm. Passer i en billedramme til vinylcovers.
De tre lp’er, kunstsærtryk og bogen er samlet i en boks.
Lars H.U.G.: L.A.R.S.T H.U.G. VEGA KONCERT, tredobbelt album
