Country i Odense: Kan H.C. Andersens hjemby gøre det ud for Nashville og Memphis?

Country i Odense: Kan H.C. Andersens hjemby gøre det ud for Nashville og Memphis?

COUNTRY I ODENSE // REPORTAGE – Et par venner kørte for nylig til countryfestival i Odense i håb om en oplevelse, der kunne kompensere for en gammel, urealiseret drøm om at cruise gennem USA’s sydstater i rock’n’rolls udspring. Kan H.C. Andersens hjemby gøre det ud for Nashville og Memphis?
“We’ve got whisky, we’ve got time … let’s take it from the top/you’ve got something on your heart/pour it out/and let it out,” lød det ud af højtalerne. På vej i bilen lyttede jeg til en Nashville Nights 2025-playliste med bl.a. Trick Savage og Brent Michael Woods “The Bottom of it”.
Og det var lige præcis, hvad en gammel ven og jeg var på vej til – at tage det fra toppen. Det har været en flere årtier gammel drøm at køre på et musikalsk roadtrip gennem det sydøstlige USA. Sådan skulle det af forskellige grunde aldrig blive. Ikke sammen, selvom jeg har gennemført noget lignende alene halvanden gang. Inden Trump blev præsident.
Så da jeg for nylig hentede min ven ved hans bopæl få hundrede meter fra Tryggevælde Å, var vi enige om, at vel er E20 ikke Highway 61, vel er min sorte sydkoreaner ikke en Ford F-150, og vel er Odense, Fyn langt fra en lige så grim by som Nashville, TN – men ville vi alligevel mærke en snert af magien i løbet af det kommende døgn?
Odense
Foto: Nashville Nights
Countrymusik er mere populær i Danmark end nogensinde. Jeg skal spare læseren for et maratonbud på en forklaring. Alene af den grund, at jeg ikke kender den. Velvidende at Deep Country egentlig dækker over en gotisk inspireret afart af country bl.a. med hang til “murder ballads”, er jeg mest til det, jeg på dansk kalder “dyb country”. Country-genrens insisteren på autentisk, håndholdt lyd, dogmet om gode melodier, storytelling med total nærhed, hvor der slås an på alle vibrerende nervebaner og følelser – helt blottet for klassisk nordisk kulturfimset frygt for det banale. Samtidig overholdes konventionerne langt henad highwayen, stetsonhatten, cowboytøjet, whisky, Gud, store biler, det familiære. Ofte med referencer til sex.
Jeg har disse sydstatsamerikanere mistænkt for at bruge musikken som en ventil for alt det, der blev fortrængt af reglerne om at sove med hænderne på dynen og biblen, indtil de blev viet i en trækirke med vindbøjtler blæsende om ørerne.
Min ven og jeg lærte hinanden at kende i 2.G samfundsfaglig, som det hed dengang, og vi er vel siden blevet hinandens livsvidner, som det hedder i dag. Det er gået rundt op og ned, venskabet og den gensidige respekt har altid været der, ligeså med kærligheden til musikken, især til americana i bredeste forstand. Så Odense, here we come.

Ro, renlighed og regelmæssighed

Nashville Nights er en international musikfestival med base i Odense, der fokuserer på country, americana, folk, blues og southern rock, hvor sangskrivere og musikere fra hele verden deler deres historier i intime omgivelser. Koncerterne foregår rundt omkring på store og små scener i Odense. Festivalen arrangerer også turnéer i Danmark og Sverige og er kendt for sine såkaldte ’writers rounds’, hvor artisterne optræder sammen og fortæller baggrundshistorierne til deres sange.  Spørger man folkene bag Nashville Nights om meningen med det hele, vil man ofte høre ordet ‘autentisk’.
Og det første ’autentiske’ festivaløjeblik ventede da også, da vi ankom til den første koncert, der havde fået et ’v’ i planen – med sangskriverne D. Vincent Williams, Emily Henline og Kendell Marvel. En halvlang kø til det overfyldte spillested The Circus betød nemlig, at det var umuligt at komme ind. Kan det blive mere festivalautentisk?
Bortset fra det skal festivalen roses for en feature på app og site, som løbende opdaterer hvor mange tilskuere, der er på de enkelte scener.

For få år siden ville jeg have tænkt, ’indlysende’, måske ligefrem banalt, at vi skal lære af dem, der oplevede den store krig. I dag virker det nogle gange som om, det eneste indlysende på alle politiske og moralske niveauer, er at intet er indlysende

Never mind. Takket være en velskænket lokal øl på det i øvrigt tomme nabospillested, Teater 95B, fik vi skyllet støvet fra diligenceturen hen over Sjælland og Fyn af, og en vis fornemmelse af ro, renlighed og regelmæssighed indfandt sig som opvarmning til den første koncert med Lee Thomas Miller.
Under en writers round den følgende dag sagde Emily Henline om baggrunden for en af sine sange, “Moments”:
”Livet består af de store øjeblikke – og alt det andet. Det gælder om at hylde de store øjeblikke. Det er dem, der giver os fornemmelse af at have levet.”
Så i Emily Henlines ånd, håber jeg, har jeg tilegnet denne reportage en håndfuld store øjeblikke fra vores vej gennem Odense.

Når musik flytter rundt på de små grå

Spillestedet The Circus, der udgør en del af kulturhuset Rosenbæk Huset, lider af udpræget atmosfærisk fatigue. Med andre ord er det et gymnastiksalslignende lyst og kedeligt rum.
Men så er det jo godt, at en mand som sangskriveren Lee Thomas Miller solo med sin guitar kan fylde rummet, så jeg glemte de manglende neonskilte, storrygende poolspillere og mænd og kvinder i cowboystøvler på jagt efter øjenkontakt ”Chasing After You”, som Maren Morris synger. (Hun spiller i øvrigt snart i Amager Bio, hvis du er til country i den poppede afdeling.)
Lee Thomas Miller tilhører Nashvilles sangskriver og -producer royality. Har skrevet sange sammen med/til sin nære ven Brad Paisley, Tim McGraw, Chris Stapleton, Garth Brooks, Trace Adkins og George Strait.
Odense
Sangskriveren Lee Thomas sang om sin bedstefar, der deltog i D-Dag i 1944. Foto: Flemming Jørgensen
Lee Thomas Miller er en ferm namedropper, selvironisk –” jeg er god til at få ord til at rime på trucks”. En fremragende sanger og guitarist. En professionel historiefortæller, selvom der gik lige lovlig meget familie og skænderier med konen i det.
På den anden side har han også skrevet et af Brad Paisleys største hit, ”Perfect Storm”, en tæt på perfekt country-kærlighedssang bl.a. med linjen ’She destroys me in that t-shirt’. Hvem har ikke været der?
Mod slutningen af sit sæt introducerede han en sang om sin bedstefar, der var en af de mange tusinde amerikanske soldater, der satte sine fødder i Normandiet under D-Day 6. juni 1944. Han var en af de første fra de allierede overhovedet, der opdagede, at de koncentrationslejre, de havde hørt rygter om, faktisk eksisterede. Et øjeblik havde jeg øjenkontakt med Miller, mens han så sig omkring. Han virkede enormt skarp og fokuseret. Jeg synes, jeg anede et glimt af noget farligt. Et lyn. En kuldegysning. Hvordan man modtager musik, vil selvfølgelig altid være et spørgsmål om, hvad man selv som lyttere lægger i det.
For få år siden ville jeg have tænkt, ’indlysende’, måske ligefrem banalt, at vi skal lære af dem, der oplevede den store krig. I dag virker det nogle gange som om, det eneste indlysende på alle politiske og moralske niveauer, er at intet er indlysende.
Uanset hvordan man vender og drejer det, handler Millers sang om en problematik, der rækker længere ud end en four wheel drive kan køre på literen. Hvad ville han udtrykke? Handler det om den aktuelle konflikt i Gaza? Den stigende polarisering på alle sider? Stadig stærkere og voldsom forfølgelse af dem på den anden side? Om det, der sker i USA i dag? Fascimens fremrykning på flere fronter? Måske ville han ’bare’ fortælle en historie. Måske betød det fokuserede blik, ”dude, har du hørt om det gode, gamle danske udtryk, en bajer til musikken?”
Under alle omstændigheder noget af det, musik også kan. Flytte rundt på de små grå.
Forrygende hyldest til Kim Larsen
Dan Smalley er efterhånden en hyppig gæst på de danske scener. På scenen i Posten fortalte han, at han har deltaget i alle fem versioner af Nashville Nights siden begyndelsen i 2021. Som andre amerikanske gæster før ham var han sat sammen med et band af danske musikere under navnet Dan and the Danes.
Som min ven, der for nylig har set Smalley solo i Køge, påpegede, hæmmede bandformatet, at en af Smalleys forcer, hans sublime guitarspil, kom til sin ret.
På den anden side var det en lige ud forrygende rockkoncert med et godt dansk orkester, der gjorde deres bedste – især bemærkede jeg guitaristerne Jens Vestermark og Kenneth Lauridsen.

Man skal muligvis som jeg have oplevet magien i selskab med Kim Larsen & Kjukken et utal gange for at blive grebet, som jeg gjorde under det nummer leveret af 2/5 af Kjukken. Og så ligefrem i Odense

Smalleys inspiration kommer fra forskellige genrer. Klassisk country som charmepopperen ”Only a Girl”, der trak mine mundvige helt op til de øverste rynker i panden. Mudret sumprock som i Credence Clearwater Revivals storhedstid. Utrolig meget amerikansk rockmusik står – eller løber – på skuldrene af bl.a. “Run Through the Jungle”.
Inspirationen fra gospel, soulmusik, gamle outlaw-countrysangere som Waylon Jennings og Johnny Cash, nyere mere eller mindre alt-country navne som Jason Isbell. Klassisk don’t bore us get to chorus-country. Rootsy som Allison Kraus.
Under sine mange ophold i Danmark har Dan Smalley opdaget Kim Larsens musik, og har derfor spillet ”This is My Life” et par gange undervejs. Et absolut højdepunkt under Nashville Nights 2025 opstod, da han introducerede nummeret med en bemærkning om, at der jo allerede var et medlem af Kjukken, bassisten Jesper Haugaard, på scenen – og nu ville han introducere et andet, guitaristen Karsten Skovgaard.
Man skal muligvis som jeg have oplevet magien i selskab med Kim Larsen & Kjukken et utal gange for at blive grebet, som jeg gjorde under det nummer leveret af 2/5 af Kjukken. Og så ligefrem i Odense. Der var skruet tilbørligt højt op for Skovgaards guitar, der obsternasigt rev og flåede i den gamle Gasolin’-sang. Især i soloen, som jo oprindelig skyldes Franz Beckerlee.
En overraskende, bemærkelsesværdig hyldest til Kim Larsen. Et enkelt Larsen-nummer. Perfekt. Mere end det ville være for meget.
odense
Det tidligere Kjukken-medlem Karsten Skovgaard goes country med Dan Smalley. Foto: Nashville Nights

Countrys Spice Girls

Nashville Nights bliver indimellem beskyldt for at være en fætter-kusine-fest. Det er rigtigt, at der er en fast kerne af gengangere på plakaten, også i år. Nu kunne man så påpege, at alle danske festivaler er en slags fætter-kusine-fester med karavanen af de samme danske navne år for år. For os, der var til Nashville Nights for første gang, er det jo i øvrigt ligegyldigt.
Sidst fredag aften var der writers round med kolleger og veninder, Jade Helliwell og Kezia Gill. Helliwells mand, Luke Thomas, var med som tredje ben som en lydhør, understøttende tredje guitarist. En god ide.

Der er så meget attitude i Kezia Gills udtryk, at Oasis-brødrene Gallagher lyder som og ligner et par forvaskede poloshirts ved siden af

Jade med den store, store stemme er en af festivalens faste kusiner. For ikke længe siden så min ven og jeg hende under festivalens forårsturne. I det hyggelige, intime spillested Teatret R98 i Odense gjorde hun langt større og bedre indtryk end for nogle måneder siden.
“Vi er countrys Spice Girls,” har Jade Helliwell flere gange sagt. Om ikke andet har hun næsten det rette efternavn.
Og ja. Der er ganske rigtigt en meget britisk working class roughness over begges udtryk. Der er måske lidt mere full vocal opera og klassisk country i Jade Helliwell med den imponerende stemmepragt end i den meget britiske Kezia Gill. Tilsammen udgør de en duo, jeg kan anbefale til alle.
Det helt store øjeblik for mig denne sene aftentime var Kezia Gills ”Local Man’s Star”. Hendes sangskrivning har det ene ben i den keltiske folktradition. Det andet ben i country. Og det tredje i den britiske rockhistorie.
Gills raspy udtryksfulde sangstemme minder mig om så forskellige sangere som Dana Fuchs, Nina Simone og en smule Stevie Nicks. Bare for the record – titlerne på de tre mest afspillede titler ud af fem på Spotify med Kezia Gill lyder ”Dublins Outta Whiskey”, ”Whiskey Over Ice” og ”Whiskey Drinking Woman”. Tal om feltet, hvor attitude blander sig med kunst som en enkelt isterning med whiskyen i glasset.
odense
Jade Helliwell, Luke Thomas og Kezia Gill. Foto: Flemming Jørgensen
Der er så meget attitude i Kezia Gills udtryk, at Oasis-brødrene Gallagher lyder som og ligner et par forvaskede poloshirts ved siden af. De optræder så til gengæld p.t. for ca. en trillion gange flere mennesker end Kezia denne aften i Teater R98.
Bedømt ud fra denne dobbeltsession med Jade Helliwell handler det hverken om forstillelse eller kalkulation, når de to går på scenen. Vi får, hvad vi ser. Smuk sang, nerve og humor.
Tilbage til “Local Man’s Star”. Den sang er skrevet til Keizas afdøde far, hendes store forbillede, en musiker der aldrig drømte om andet end at være det, han blev – en underholder, der optrådte rundt omkring på folkets spillesteder og pubber i Nottingham, Derby og omegn. Den sang blev sunget med en så passioneret glød, at jeg bilder mig ind, at jeg kunne mærke eller smage sangerindens blodrøde kærlighed til den gamle. Et øjeblik var det som at stå ved baren i pubben, mærke lugten af fadøl (måske var det min egen), høre stemmer med tyk Mid England English dialekt forbande husværten, priserne og endnu et Forest-nederlag.
Et mindeværdigt øjeblik, igen med en sang om at huske og omfavne det, der kom før.

De barmhjertige timer mellem 2 og 5

Til en del af Nashville Nights konceptet hører jamsessions om natten. Vi tilbragte en times tid eller halvanden på Dexter, hvor det, der gjorde mest indtryk på mig, var den forholdsvise lave pris på Bob Dylan-whiskyen Heavens Door. Dylan er ikke countrymusiker. Dylan er Dylan. Sin egen genre. Men han indspillede dog albummet Nashville Skyline (1969) delvis sammen med Johnny Cash.
Senere et sted i de barmhjertige timer mellem 2 og 5 blev første Nashville Nights dag evalueret i den glimrende Airbnb-lejlighed, min ven havde booket. Hvad vi talte om, husker jeg heldigvis ikke. Men lørdag morgen kunne jeg med et enkelt blik på bordet konstatere, at det var gået præcis som Trick Savage og Brent Michael Woods synger i “The Bottom of it”.
You got something on your heart / We’ve got whisky we got time / There aint no trouble that’s too tough / Hit that bottle hard enough / We’ll get to the bottom of it.

Sange om giftige mandlige slanger

I 2009 faldt jeg over den odensianske duo Strawberry Blondes fine folkrock-album Glorious. Har lyttet til det indimellem. Det undrer mig, at tvillingerne Anja og Betina Følleslev ikke er nået længere ud på de store scener. Jeg ved ikke, om de har spillet på Tønder Festival. Det ville være oplagt.
Så lørdag morgen søgte min ven og jeg mod Café Biografen Cinema, hvor søstrene Følleslev afholdt en release-koncert i anledning af en ny EP, “Nothing Comes From Nothing”. En fed titel.
Især sanger Betina Følleslev virkede nervøs. Måske medvirkende til, at der var noget sitrende hudløst over deres udtryk. Måske fordi de nye sange er meget personlige, og sanger Betina befandt sig et lidt skrøbeligt sted. Det er sange om svigt og giftige mandlige slanger i græsset. Fint med mig. Jeg kender kun en interessant sang om lykke, Stevie Wonders “Isn’t She Lovely”. Som er skrevet til en nyfødt datter.
odense
Søstrene Betina og Anja Følleslev, Strawberry Blonde. Foto: Flemming Jørgensen
Jeg har noteret flot sammenhæng mellem tekst og udtryk i det medrivende dollyske ”Charming Devil”. Et øjeblik begejstring over den charmerende poppede “Waterfall”.
Deciderede højdepunkter kan jeg ikke skrive om. Men efterfølgende har jeg lyttet til den nye EP. Det er elegant, ædel og til tider bevægende singersongwriter sangskrivning med lige præcis det diskrete stænk af pop i produktionen, der gør at duoens musikalske kerne stadig er intakt. Modsat så mange andre danske musikeres knæfald for den aktuelle poptendens i moderne musik. Strawberry Blonde burde have et lige så stort publikum som f.eks. Hush.
Magi i Odense
Og så til lørdagens writers round i The Circus. D. Vincent Williams ligner ham jokecrackeren, du forventer at finde i hvilken som helst bar i Nashville. Den rare fyr, der hilser på og udveksler en bemærkning med alle gæster, og som alle kan lide. Den anden deltager, Trick Savage, kunne ligne den lidt reserverede fyr med stamplads nede for enden af baren, hvorfra han er leveringsdygtig i den ene sarkastiske bemærkning efter den anden.
I den analogi kunne den nye i sangskriverklassen, Emily Henline, være den unge kvindelige bartender.
I løbet af de to timer, det varede, skete der det forunderlige, at da vi forlod koncerten føltes det som om, vi havde oplevet en egentlig, ‘rigtig’ koncert – selv med de heldigvis ret korte præsentationer af sangene indimellem. Som en trio-koncert, selvom de to rutinerede herrers kendskab til Henline vist var temmelig sporadisk. Jeg fik det indtryk, at Savage aldrig havde mødt hende før.

Følelsen i det øjeblik har jeg båret på som en lille lydlig amulet lige siden. Den slags musikalske erindringsøjeblikke, ingen videooptagelser på en telefon nogensinde vil kunne modsvare

Trick Savage har vist været fætter i Nashville Nights familien siden første runde i 2021. Som D. Vincent Williams har han arbejdet sammen med en lang række kendte og ukendte country musikere. Desuden har de begge en befriende southern selvironi. De er knalddygtige på hvert sit instrument, guitar og keyboards (Williams).
Det var især stort at se især Savage fange de to andres sanges akkorder og stemning (et par af Williams sange kendte han dog tydeligvis) og lægge sit guitarspil ind som backing og i diverse soli. Ligeså med Williams keyboards og Henlines guitar.
På et tidspunkt talte Williams om en scene i Bob Dylan biopic’en A Complete Unkown, hvor han – på en ikke særlig pæn måde – siger til Joan Baez, at hendes problem er, at hun prøver for hårdt på at skrive de rigtige sange. I stedet for at lade det komme af sig selv.
Og vel var der sange her, der lød som så meget andet. Men først og fremmest var det en masterclass i sangskrivning, i musikalitet – og en proces hvor den musikalske udøvelse rummer en form for telepati for de, der kender den rette bølgelængde.
odense
D. Vincent Williams og Emily Henline på musikstedet The Circus. Foto: Nashville Nights
Ballader om kærlighed. Den svimlende forelskelse og det modsatte, tab, sorg, svigt, helte og heltinder, frygt og lede. Bittersøde sange om dage, hvor man elsker regn og ingentinghed. Sange om brushoveder på barer (big surprise). Der var sangen, der reddede Williams liv, sangen der reddede Savages karriere. Henlines bedårende sangstemme.
På et tidspunkt sang Henline fantastisk smukt i en sang, hvis titel jeg ikke fik noteret. Her lå det store øjeblik i den få sekunder lange pause, der opstod, da sangen sluttede. Williams og Savage fangede hinandens øjne.
”Tak, Emily,” sagde Williams og pustede ud. ”Det der var 12 ud af 10,” sagde Savage lettere bevæget.
Følelsen i det øjeblik har jeg båret på som en lille lydlig amulet lige siden. Den slags sindslige musikalske erindringsøjeblikke, ingen videooptagelser på en telefon nogensinde vil kunne modsvare.

Cool country

Frølageret er et godt spillested, god indretning, tilpas dunkelt til at føles rigtigt. Vi havde valgt for os helt ukendte Erin Rae som sidste kunstner før turen tilbage til Østdanmark. Et godt valg.
“Welcome to some songs about mellow nightmares,” sagde hun, da hun havde entreret scenen. Den beskrivelse kan ikke gøres meget bedre.
Efter et indie-folksy album Putting on Airs (2018) lydende af Bon Iver-skolen, udsendte hun i 2022 det varmere, mere retro-begejstrede album Lighten Up.
Til at begynde med forklarede Rae, hvorfor hun og bandet kun havde haft et par dage til at øve inden rejsen til Europa. De skulle da heller ikke mange minutter ind i koncerten, før det var åbenlyst at musikerne stod på en shaky ground.
Guitaristen virkede direkte usikker, og der opstod vist også et par bøffer undervejs. Det kan man kalde uprofessionelt, for mig gav nerven og den her kildrende tension musikken en fin dimension – så længe det ikke ender i kaos.
odense Erin Rae med band. Foto: Flemming Jørgensen
Med konstant lukkede øjne synger Rae Erin med en forsigtig, blød følelsesmæssig intensitet, der bemærkelsesværdigt formidler sangenes tilsyneladende komplekse tematikker.
Det helt store øjeblik opstod, da hun smed resten af bandet ud og sang bare akkompagneret af sin egen guitar. Selvom hun sang coversange i en helt anden mainstreamgenre, kom jeg til at tænke på Eva Cassidys intensitet undervejs – og på Cowboy Junkies’ Margo Timmins besættende lavmælte melankoli. Erin Rae solo var som et kort øjeblik at få kosmisk indsigt i mikroformat i noget af det, der driver en dygtig musiker, sanger og sangskriver.
Det er fristende at parafrasere over D. Vincent Williams joviale ord et par timer tidligere: Endelig en countrysanger, der ikke synger om trucks og whisky. Men det ville være historieløst.
For Erin, Emily, Jade og Kezia synger i fuld skala om livet, så det kan forstås af alle med et åbent sind som andet end et rituelt anakronistisk klanritual. Fuldstændig som allerede Patsy Kline, Dolly Parton, Emmylou Harris med mange flere før dem.
Nåede vi så at mærke sydstats roadtrip-magien efter et døgn i Odense? Tjah, det finder vi næppe nogensinde ud af. Og ikke sidste ende er det jo også komplet ligegyldigt. For som min ven skrev til mig forleden:
Har stadigvæk en god følelse i kroppen fra Nashville Nights.
Så bliver det jo ikke bedre med musik.
Historien om Krølle Eriks forunderlige comeback: Fra blues- og gadesang til Slade

Historien om Krølle Eriks forunderlige comeback: Fra blues- og gadesang til Slade

”It’s Never Too Late To Be a Rockstar” er titlen på et kommende album med Slade-legenden Don Powells nye danske band, Don & The Dreamers. Udover Don Powell består bandet af de danske musikere Henrik Littauer, Helge Solberg, Knud Møller og Krølle Erik.

Han stiftede bandet, efter han blev gået af guitaristen Dave Hill, der ellers var hans samarbejdspartner i resterne af glamkonge-bandet Slade. Det nye band Don & The Dreamers har bl.a. udsendt en ny version af Slade-klassikeren ”Far, Far Away” og standarder som “Something Else” (med Michelle Birkballe i duet) og “Honey Don’t”. Denne POVcast rummer den forunderlige historie om bandets 75-årige sanger Krølle Erik, aka Erik Andersen, der ligesom i teksten til “Far, Far Away” har prøvet op- og nedture. En periode var han så langt ude i sit misbrug, at han flere gange var tæt på at dø – nu har han sammen med Don Powells band fået kontrakt med engelsk pladeselskab og management – og snart skal de til pladereception i London. Og så ligger de i øvrigt på en engelsk hitliste. Ordet mirakel trænger sig på.

“Jeg har aldrig i mit liv prøvet at ligge på en hitliste. Det er jo for vildt,” siger Krølle Erik med et grin. Podcasten er en form for dansk rock-version af filmen ”Forrest Gump”, hvor Tom Hanks figur dukker op i diverse historiske sammenhænge. Her er det så med nedslag i dansk rockhistorie.

Krølle Erik ved en korsvej

Som andre bluesmusikere har Krølle Erik stået ved en korsvej. Først valgte han at gå med djævelen, men fik senere muligheden for at gå englenes vej. Dem har der været nogle stykker af – bl.a. Kim Larsen og Franz Beckerlee og andre i datidens christianshavnermiljø – og ikke mindst en alternativ behandler ved navn Elsebeth.

”Ved siden af, at Franz producerede et album gratis for mig (hør mere om det i podcasten, red.), var han en kæmpe støtte for mig med at hjælpe mig ud af mit misbrug – der skal sendes en stor hilsen til ham,” siger Krølle Erik i podcasten.

”Jeg var nærmest fuldtidsalkoholiker. Drak nærmest hele døgnet rundt. Sad på en bænk. Har været hele turen igennem. Været til afrusning fire gange på den psykiatriske skadestue på Kommunehospitalet. Det er altså ikke sjovt,” fortæller han også.

I dette link kan du læse Krølle Eriks artikel om sit liv som misbruger og kuren, der bragte ham ud af misbruget. I år er det 25 år siden, han blev ædru:

https://alkohologsamfund.dk/alkolinjen/et-liv-med-alkohol/livsfortaellinger/kroelle-eriks-alkoholhistorie

En historie om at række hånden ud

Meget kort fortalt handler det om, hvordan man med store doser af vitaminer og andre næringsstoffer kan undgå abstinenser, når man bliver ædru.

”Jeg vil gerne fortælle min historie, fordi jeg synes, det er en vigtig historie at fortælle, at det nytter altså – at vi alle kan gøre en forskel i vores hverdag for dem, der har det svært. Som jeg havde det i en periode. Det er et budskab, der ikke kan siges for tit.”

Lyt til podcasten her:

Krølle Erik: Kim Larsen og Beckerlee reddede mit liv (pov.international)

I podcasten fortæller Krølle Erik bl.a. om dengang han:

kom ind i det dengang store danske folkemusikmiljø, fordi Thøger Olesen kasserede ham og en kammerat i Tivolis Vise Vers Hus.

  • var fast element i Elith Nørholms ”Sommerferiebussen”.

  • optrådte for Dronningen med orkestret Supermas Balder.

  • sagde nej til at medvirke på et af 70ernes vigtigste danske rockalbum – ”sangene lød for mærkelige”.

  • han og hhv. Mik Schack og Peter Ingemann etablerede de ikoniske musikscener, Musikcaféen og Saltlageret – og blev rygende uvenner med en dansk festivalarrangør.

  • var med til at få lovliggjort gademusikken på Strøget.

  • fik ideerne til støttealbummene “Atomkraft Nej Tak” og Greenpeace-pladen.

  • fik et mindre hit med “Live i Vognporten”, men hurtigt mærkede at det går op og ned i showbizz. – blev en del af musikmiljøet på Christianshavn.

  • fik hjælp af den alternative behandler Elisabeth Mallung, da han dybt alkoholiseret og forgældet var tæt på at ramme bunden.

– har viet en del af sit liv til udbrede kendskabet til alternative behandlingsformer.

Jens Rugsted: Musikken valgte mig. Det var det eneste, jeg kunne, det eneste, jeg havde lyst til

Jens Rugsted: Musikken valgte mig. Det var det eneste, jeg kunne, det eneste, jeg havde lyst til

En dag sad Jens Rugsted sammen med sin ene søn og talte lidt om stort og småt – om det, der driver menneskers gøren og laden. De var enige om, at det desværre stadig er, som de synger i musicalen Cabaret: ”Money makes the world go around”. Eller som Rugsteds jævnaldrende kollega, C.V. Jørgensen engang sang, ”pengebegær er hver mands eje, så jeg det vogter nøje”. Måske er det endda endnu mere end nogensinde sådan, det er – at pengene styrer verden.

”Vi snakkede om: Hvorfor ikke vende det om og sige, at det er kærligheden, der driver verden? Det var jo bare sådan noget småfilosofisk snak, men det blev inspiration til mit nye nummer ”Crazy World”,” siger Jens Rugsted.

Han er en sympatisk, ydmyg herre. Ikke typen med store armbevægelser. Har ikke givet overvældende mange interviews i sin karriere – ”jeg hader at tale om mig selv”, som han siger. Men i anledning af den nye single har han indvilliget i at mødes med mig til en samtale med nogle nedslag gennem karrieren, der på sin vis begyndte, da hans forældre købte en guitar til ham.

”Jeg har faktisk lært at spille,” siger han med et skævt grin.

Udover ”Crazy World” er der mere musik på vej fra hans hånd, måske ligefrem et kommende album. Lige nu er Jens Rugsted og hans gamle kumpan, Stig Kreutzfeldt på turne Danmark rundt med deres hitparade – ”Tilfældigvis forbi”, ”Går gennem tiden” og ”Rundt op og ned”, for nu bare at nævne nogle få.

Jens Rugsted og signaturlyden

Til næste år er det 60 år siden, Rugsted debuterede ved en koncert på Bakken som medlem af pigtrådsorkestret Dandy Swingers. Selvom mange vil nok især vil forbinde ham med tiden i Rugsted Kreutzfeldt, har han været aktiv i samtlige snart 60 år.

Det var en af de sjældne overnight sensations, da Rugsted Kreutzfeldt fra den ene dag til den anden pludselig hittede i 1981. I årene efter flød en jævn strøm af hits ud af højtalerne i de danske hjem. De solgte en masse plader, toppede hitlisterne, skabte en ny dansk pop-rock lyd, der skulle blive skoledannende for en helt generation musikere i 80’erne. Og flere generationer senere for den sags skyld.

”Jeg har altid skrevet sange, selvom jeg har det lettere med toner end med ord,” siger Rugsted om sin nye single.

Man kan roligt sige, at det nummer bærer hans signaturlyd – både på guitar- og basspil, og sangen, selvfølgelig. Det nummer ånder Rugsted.

”Det er den største ros, jeg kan få. Hvis nogen siger, det dér – det kan kun være Jens Rugsted, så stiger jeg i graderne. Så tak, du”.

 Mine forældre gav mig en guitar på den betingelse, at jeg begyndte at gå til klassisk guitar. Fra begyndelsen lærte jeg at sidde på en skammel med guitaren. Jeg kan min kvintcirkel og kan huske melodiforløb

Jens Rugsted voksede op i efterkrigstidens Christianshavn. Med sin studenterhue i hånden var han i tvivl om, hvad han ville bruge sit liv på – udover at lytte til Tommy Steele, The Shadows, Little Richard og The Beatles, der satte lyd til drømmene i verdens første teenagegeneration.

”Egentlig syntes mine forældre, at jeg skulle være jurist. Jeg begyndte da også på jurastudiet på Københavns Universitet. Og jeg nåede også at købe alle bøgerne. Det sagde mig bare intet. Mine medstuderende kom i deres lange, grønne frakker med fodformede sko og piber. Jeg kunne overhovedet ikke holde det ud,” siger Jens Rugsted og tilføjer:

”Jeg tror, at det er sådan, at det er musikken, der vælger en og ikke omvendt. Musikken valgte mig. Det var det eneste, jeg kunne, det eneste, jeg havde lyst til.”

Dandy Swingers blev vejen ind i musikkens verden. En dag i det Herrens år 1967 besøgte gruppens leder, Peter Gregers, Ballerup Mælkepop (det hed det faktisk), hvor 19-årige Annisette Hansen optrådte med en pianist.

jens RUGSTED stig kreutzfeldt rugsted kreutzfeldt crazy world sanne salomonsen
Savage Rose, coverfoto

Hun imponerede ham, som hun skulle komme til at imponere vidt og bredt senere, og Gregers skyndte sig at invitere den talentfulde sangerinde med i første omgang i Dandy Swingers og kort efter også i det nye band, The Savage Rose, hvor Rugsted og Alex Riel dannede rytmegruppen, og brødrene Anders og Thomas Koppel spillede på tangenterne.

”Annisette blev trækplasteret med det samme. Allerede dengang var hun en fantastisk sangerinde. Vi havde en fantastisk tid i Savage Rose. I 1969 optrådte vi på Newport Jazz Festival sammen med kunstnere som Sly and the Family Stone og James Brown,” siger Rugsted.

Et blik på programmet fra dengang er nærmest som at slå op i en musikhistoriebog. Blood, Sweat and Tears, Jeff Beck Group, Jethro Tull, Ten Years After, Art Blakey, Dave Brubeck, Miles Davies, BB King, Buddy Rich, Herbie Hancock, Led Zeppelin.

“Vi var nærmest de eneste hvide på den plads. Forestil dig som helt ung at være med til den slags oplevelser. Allerede som 23-årig havde jeg rejst verden rundt. Været i USA 3-4 gange. Indspillet i London og Paris. Det var en kæmpe oplevelse.”

Nye græsgange

Efter fem-seks år med The Savage Rose besluttede han at søge nye græsgange. Der gik, som han siger, ”albansk politik” i det, og brødrene Koppel og Annisette ønskede en anden form for gruppe.

”Jeg var selv begyndt at skrive sange på det tidspunkt og var også begyndt at tænkte over min egen lyd. Så jeg stoppede. Vi var på turné i Norge, og på et tidspunkt tog jeg flyveren hjem. Vejene skiltes i al fredsommelighed. Det var det rigtige dengang.”

Op gennem 70’erne arbejdede Rugsted sammen med bl.a. Arne Würgler, Anders Koppel, Povl Dissing, Benny Holst og Hvalsø Spillemændene. Allerede dengang spillede han næsten lige så meget bas som guitar med de forskellige musikere.

”Oprindelig gik jeg til klassisk guitar. Mine forældre gav mig en guitar på den betingelse, at jeg begyndte at gå til klassisk guitar. Fra begyndelsen lærte jeg at sidde på en skammel med guitaren. Jeg kan min kvintcirkel og kan huske melodiforløb,” siger han med et smil.

”Så det har været helt naturligt for mig med både bas og guitar.”

Vi var glade for de mange positive tilkendegivelser, men jeg har altid godt kunne lide at sætte mig ind bag i Linje 2 og læse i en avis i fred og ro. Sådan har jeg det i øvrigt stadig

I midten af 70’erne mødte Rugsted Stig Kreutzfeldt, som dengang var lidt af en pioner indenfor dansk studieteknik. Producere som Freddy Hansson, Flemming Rasmussen og Nils Henriksen gjorde bestemt også deres til at løfte niveauet. Men det var Kreutzfeldt, der teknisk løftede sounden i dansk rock på plader med kunstnere som C.V. Jørgensen, Bifrost, Entrance, Buki Yamas og Trille, påstår jeg.

”Det har du ret i. Stig har en udsøgt fornemmelse for lyd. Måske er han Danmarks bedste tekniker nogensinde.”

Kreutzfeldt og Rugsted mødtes første gang i forbindelse med Anders Koppel-pladen Regnbuefuglen.

”Jeg havde en fuzz-pedal til min bas med. Den skulle give en ”(I Can’t Get No) Satisfaction”-agtig lyd. Det havde de ikke hørt før, og Stig syntes åbenbart, at det var spændende. I løbet af vores samtale fandt vi ud af, at vi havde samme smag: West Coast Rock. Amerikansk swingmusik.”

Rugsted og Kreutzfeldt begyndte at sende sange til hinanden på kassettebånd, og de opdagede, at de havde en fælles tone. Der skete noget særligt, når de arbejdede sammen, hvilket de gjorde, når der var hul igennem i studiernes kalendere fra sen aften til næste formiddag.

jens RUGSTED stig kreutzfeldt rugsted kreutzfeldt crazy world sanne salomonsen
Rugsted Kreutzfeldt. Pressefoto

En klovn ved knapperne

Jeg spørger Rugsted, om han vil tage os med ind i Stigs og hans maskinrum dengang. Hvordan var det, de skabte deres helt specielle lyd, den her lyd af evigt solskin, sand mellem tæerne og hjerter, der klaprer i takt?

”Der skete typisk det, at Stig ringede: Du kan godt komme, der er hul igennem. Så tog jeg derud i studiet. Vi sad som regel hele natten i studiet og spillede. Jeg husker det som en skøn, kreativ tid. Vi elsker begge et stinkende hit. Det var vores fælles grund. Det er i høj grad Stigs fortjeneste, at lyden blev så god med top, bund og mellemtone. Jeg var en klovn ved knapperne dengang, senere lærte jeg det”. (Jens Rugsted optræder som producer på 36 plader på pladesitet Discogs, red.)

“Til gengæld var jeg jo så musiker. Stig sang fantastisk. Jeg synes i øvrigt stadig, han synger som en 17-årig.”

Den første udgivelse med Rugsted Kreutzfeldt var nummeret ”Lad mig dele dine drømme” på compilation-albummet Hvor dansk? Så dansk! – der udkom i 1977. På det tidspunkt var natdiskoteket i Montmartre i Nørregade the shit, stedet unge danseglade københavnere flokkedes blandt unge wannabe musikere.

Da dj’en Niels Christiansen begyndte at spille Rugsted Kreutzfeldt på natdiskoteket, spredte ringene sig, og pludselig en dag gik det stærkt.

Musikeren og produceren Dan Hartmann blev bestilt til at komme til Danmark for at producere og skrive de engelske tekster, hvilket han i øvrigt gjorde i flyet på vej over Atlanten, har jeg fået at vide senere

Fredag den 13. marts 1981 medvirkede duoen i tv-programmet Spil op. Dagen efter blev samtlige danske pladeforretninger støvsuget for RK-plader.

I løbet af kort tid solgte de hundrede tusindvis af plader. Pludselig var der basis for en stor turné. De spillede for 50.000 i Tivoli. Mindst lige så mange på Roskilde Festival. Og 30.000 i Idrætsparken.

”Vi blev berømte fra den ene dag til den anden. Over en weekend så at sige. I dag har jeg det fint med den tid. Det havde Stig og jeg også dengang, selvom vi indimellem var som raslende espeløv,” siger Jens Rugsted og tilføjer:

”Vi var slet ikke klar til at være stjerner. Det tærede lidt på os. Men vi elskede at spille. Og vi fik en masse jobs. Jeg husker de gode stunder – og så har vi visket de nervøse, usikre ting ud. Vi kunne ikke gå på gaden i et par år, mange ville hilse og snakke. Vi var glade for de mange positive tilkendegivelser, men jeg har altid godt kunne lide at sætte mig ind bag i Linje 2 og læse i en avis i fred og ro. Sådan har jeg det i øvrigt stadig.”

Et hit på 20 minutter

I rækken af Rugsted Kreutzfeldt-hit vil et enkelt altid stikke ud. Balladen ”Jeg ved det godt” skaber stadig ømme øjeblikke hos publikum, når de optræder live.

”Det er rørende at tænke på, at vi har skrevet en sang, som så mange mennesker åbenbart stadig kan bruge. Den er skrevet meget, meget hurtigt. Jeg underviste i guitar på Blågård Seminarium. Når eleverne ikke dukkede op til undervisningen, sad jeg tit og trykkede lidt på de hvide tangenter. Kun de hvide,” siger Rugsted med endnu et grin.

”En dag kom ”Jeg ved det godt”, melodi og ord i omkvædet, skrevet på 20 minutter. Resten af teksten er skrevet af Kim Gustav. Jeg tænkte overhovedet ikke: så nu er den der. Men den ramte åbenbart noget i det omkvæd, de akkorder, den rytme og harmoni. Den er født på den måde, og den har levet sådan i 40 år, så noget må jeg have gjort rigtigt,” siger Rugsted.

Som det fremgår af biografien Tilfældigvis forbi, der udkom i 2016, var der på et tidspunkt internationale planer med Rugsted Kreutzfeldt. Det blev dog ikke rigtig til noget.

”Vi solgte så mange plader i begyndelsen af 80’erne, at pladeselskabet CBS ønskede at give det et skud på en plade med engelsksprogede versioner af de bedste af vores sange. Musikeren og produceren Dan Hartmann blev bestilt til at komme til Danmark for at producere og skrive de engelske tekster, hvilket han i øvrigt gjorde i flyet på vej over Atlanten, har jeg fået at vide senere. Deraf kvaliteten. Vi indspillede sangene med hans tekst. Han mente ikke et ord af, hvad han skrev, det var cue-tekster. Kunstnerisk var det ingen succes, men det var da sjovt alligevel. Hold da op, der kommer en amerikaner og hjælper os. Det føltes jo stort på den danske måde.”

Dan Hartmann medbragte et kassettebånd med 80 af sine egne numre, som han gav til Kreutzfeldt og Rugsted og spurgte, om de ville lytte og sige deres mening.

”Vi hørte det uafhængigt af hinanden. Det ene var værre end det andet, volapyk og dårlige harmonier. Undtagen nr. 73. Det viste sig, at det var Stig og jeg enige om. Nummeret hed ”I Can Dream about You”. Året efter fik Hartmann et giganthit med netop det nummer i USA. Jeg siger bestemt ikke, at det var vores skyld, men det er da meget sjov.”

Kærligheden kalder

I 1985 besluttede Rugsted og Kreutzfeldt at gå hver sin vej. De havde fået nok af stjernelivet. Der skete andre ting på musikscenen, som bevægede sig et andet sted hen end det, de havde været med til at sætte i gang.

”Vi har aldrig været oppe at slås alvorligt, og vi kom til at arbejde sammen flere gange senere. Så det var et udramatisk brud.”

De skulle da også hurtigt komme til arbejde sammen igen i 1988. En dag ringede Sanne Salomonsen og spurgte, om de kunne tænke sig at arbejde sammen med hende om en plade. Salomonsen havde haft nogle uheldige erfaringer omkring et rock’n’roll projekt, albummet Ingen engel/No Angel, og havde brug for at kaste sig ud i noget andet, mere lyst, poppet og kærlighedsfuldt.

Det blev til albummet Sanne, der udkom i 1989 med sange som ”Kærligheden kalder”, ”Hvis du forstod” og ”Jeg’ i live”. Musikken og en enkelt tekst er skrevet af og produceret af Rugsted Kreutzfeldt. Efter Kim Larsens Midt om natten er dét – eller Anne Linnets Jeg er jo lige her – det mest solgte danske musikalbum her i landet.

– Stig har omtalt arbejdet med albummet som en af hans bedste oplevelser som producer. Er du enig?

”Absolut. Sanne er fantastisk dejlig pige. Hun har altid været large overfor dem, hun arbejder sammen med. Hun hader at gå i små sko, ligesom vi andre også prøver,” siger Jens Rugsted.

jens RUGSTED stig kreutzfeldt rugsted kreutzfeldt crazy world sanne salomonsen
Meryl Streep-pladen, “Sanne”. Fra coveret

”Vi har aldrig skrevet sange til andre. Det har altid været sange til os selv, så at sige. Sange, som vi selv kunne have fundet på at spille. Det viste sig at være en rigtig god ide for os alle tre. Sangene passede til Sanne. Albummet kom lige præcis på det rette tidspunkt. Jeg plejer at kalde det Meryl Streep-pladen. Hun ligner en god Meryl på coveret,” siger Rugsted med et skævt grin.

Et par år senere var det Kim Larsens tur til at finde Rugsteds telefonnummer. En dag i 1993 ringede han og spurgte,” Hva’ Jens, kunne du og Stig tænke jer at prøve at lave en udgave af Spørge Jørgen?”.

”Jeg tænkte, hvad fa’en vil han? Men man siger jo ikke nej til Kim Larsen – og selvfølgelig sagde Stig og jeg ja. Han er mit store idol. Der er ikke nogen ved siden af ham i dansk popmusik. Vi spillede lidt sammen i Stigs studie, og lidt senere gik det op for os, at han selvfølgelig ville teste os. Sad vi og røg hash eller drak rødvin hele dagen? Eller arbejdede vi? Han fandt ud af, at vi var helt almindelige mennesker, der passede vores arbejde og kunne få det til at swinge med ham. Så vi slap gennem nåleøjet.”

I dag fremstår Hvem kan sige nej til engel? (1994) ikke som et af Larsens mest kendte eller populære album. Det er lidt synd. Der er mange gode sange, og et par af hans bedste tekster i øvrigt, ikke mindst ”Hvileløse hjerte” – en af de centrale Kim Larsen-sange.

”Man glemmer tit, at Larsen var Danmarks bedste sanger. Udover hans tekster og udtryk, så sang han bare fantastisk og rent, med følelse. Når man er professionel og ved hvordan folk – også mig selv – skal trykkes ind, når det indimellem bliver falsk. Så får man altså kæmpestor respekt for sådan en mand, der synger så rent,” siger Jens Rugsted.

Det er en fast tradition, når Rugsted og Kreutzfeldt arbejder sammen i sidstnævntes studie i Birkerød, at Rugsted kører efter smørrebrød hos slagteren på Kongevejen, når det er blevet tid til frokost. Kim Larsen klarede sig uden.

”Kim havde sin madpakke med hjemme fra i en gammeldags rød madkasse. Det var en Amagermad, et stykke franskbrød og et stykke rugbrød med smør imellem. Det var hans frokost. Vi andre sad med kniv og gaffel og skinke og røræg. Kim var gennemført, det var ud i 2CV’en bagefter og hjem.”

Et godt groove

På Jens Rugsteds profil på Soundcloud kan man bl.a. kan finde et nummer med titlen ”Cruisin’ (Ode to J.J.)”. Det er en hyldest til blues/country-guitaristen J.J. Cale. Vi taler lidt om dokumentarfilmen To Tulsa And Back: On Tour With JJ Cale.

Jeg synes jo, at det fede Rugsted-groove i flere af Rugsted Kreuzfeldts numre – fx ”Går gennem tiden” og ”Spring op, ta’ med” lyder som om, det kunne det være påvirket af en musiker som f.eks. J.J. Cale.

”Om jeg havde J.J. med i studiet? Tjah, måske. Han er en af mine store favoritter, også menneskeligt. I dokumentarfilmen ser man en utrolig rar, beskeden og kærlig mand. Clapton har kaldt ham den rareste mand i rock’n’roll. Og så har han den der veranda, hvor han sidder med støvlerne oppe og spiller et godt groove.”

– Jeg ser mange dokumentarer. Jeg bliver altid glad, når musikerne virker til at være hele mennesker.

”Du har fat i noget meget essentielt for mig. Jeg har altid ment, at man skal begynde med at opføre sig ordentligt, være et godt menneske, hvis du kan. Så kan man spille musik senere. Det begynder med, at man opfører sig ordentligt. Jeg har prøvet at holde det i hævd selv, selvom det kan være svært, hæ,” siger Jens Rugsted og fortsætter:

jens RUGSTED stig kreutzfeldt rugsted kreutzfeldt crazy world sanne salomonsen
Coverfoto

”Når du ser på store kunstnere som Elton John og Mick Jagger – de havde problemer i deres barndom. Helt tilbage til dengang, hvor de skulle have haft al den kærlighed, de ikke rigtig fik. For mig at se har de skrevet på det resten af deres liv. Det, der sker i barndommen, er så vigtigt – du kan bruge resten af livet på at bearbejde det. Selv havde jeg en helt almindelig lykkelig middelklassebarndom og har aldrig haft det der drive.”

– Det er måske en form for terapi?

”Tror du, det er en naturlov?”

– Nogle gange tænker jeg over det. Det er ikke tilfældigt, at den første rocktekst, der handlede om mere end dig og mig og vi to, hed ”Help” – og var skrevet af John Lennon.

Som et eksempel på en anden samarbejdspartner i kategorien ”hele mennesker” nævner Rugsted svenske Björn Afzelius, der arbejdede meget i Danmark i sine mange år som solist. Jens Rugsted producerede Afzelius’ plade Tankar vid 50, der udkom i 1997.

”En dag ringede han og fortalte, at han ville komme i studiet lidt senere dagen efter. Da han dukkede op i studiet, var hans sang så følelsesfuld og troværdig. Vi fik senere besked om, at han havde været hos lægen om morgenen og havde fået at vide, at han havde fået kræft. Og med den besked gik han ind i studiet og indsang det mest følelsesladede, jeg har hørt. Det var en stolt og stærk og kraftfuld mand. Og han var large. Han gav altid, når vi var på restaurant. Vi fik ikke lov til at betale. Han betalte for, at folk omkring ham kunne rejse ned og besøge ham i sit hus i Italien.”

Står her stadig

Mens disse linjer læses, er Rugsted Kreutzfeldt på turné. Det er ikke så længe siden, jeg så dem spille i Birkerød – på Kreutzfeldts hjemmebane.

”Vi prøver at opleve det hver gang, som om det var første gang. Da vi startede op igen i 2006 med en koncert i Tivoli, var det ikke meningen, at vi skulle gøre det igen. Det var en engangsforestilling. Da vi så begyndte at tale om mulighederne for måske at optræde flere gange, sagde jeg fra. Jeg kunne ikke se mig selv i det. Jeg orker ikke at spille det samme og det samme igen. Det er så 15 år siden, og vi står der stadig, Jan.”

– Og hvad er så forklaringen på det?

”Jeg nyder det lige så meget som første gang. Det er svært at forklare. Jeg tror, det handler om, at det er vores egne sange, og jeg kan se en genklang i publikums øjne. Jeg prøver at spille min bas, som det var første gang. Det lykkes ikke altid, for der er noget kor og nogle harmonier, der skal passe … men jeg prøver.”

Tilbage står så spørgsmålet, om der så udkommer et helt nyt album med Rugsteds navn på coveret?

”Tjah, det vil vise sig. Der kommer flere numre, det ved jeg. Jeg er enormt kritisk med det, jeg sender ud. Det skal igennem et meget lille nåleøje. Jeg har så mange sange liggende hjemme på computeren, at jeg tror, at jeg kunne udsende fem album. Det er bare ikke godt nok. Det skal være helt i orden, før jeg udsender det.”

Sylvester Larsen: Inspirationen, trangen til at skabe og den musikalske arv fra Kim

Sylvester Larsen: Inspirationen, trangen til at skabe og den musikalske arv fra Kim

Det blev til en hyggelig samtale over et par økologiske øl. Vi talte også om musikrummet, som blev brugt af hans far, mens Sylvester midt om natten i værelset siden af hørte faren sidde med trommemaskinen og hans Korg keyboard, mens han skrev sange som ’Susan Himmelblå’, ’Jutlandia’, ’Flyvere om natten’ og ikke mindst ’De smukke unge mennesker’, der blev skrevet til Sylvesters nonfirmation.

Senere optræder samme Korg på alle Sylvesters plader.

I podcasten kan du høre hele historien om ’De smukke unge mennesker’ og Sylvesters svarsang ’Daddy-O’, skrevet til Kims 70 årsfødselsdag.

Det handler bl.a. om, hvordan det var at blive lært i sangskrivningens ABC af Kim Larsen.
– Om den afgørende køretur i farens 2CV.
– Om det med den gode melodi, der helst skal være der.
– Om hvad Sylvester lærte af sine år i New York som dreng.
– Om alt det, der inspirerer ham som musiker, fra Scott Joplin over Supertramp til Blur og ikke mindst andre pianomen som Elton John og Billy Joel.
– Om de heldigvis korte øjeblikke, hvor han spørger sig selv, om han gider fortsætte.
– Om hans kærlighedsforhold til Rom, der fik ham til at skrive sangen ’Den evige stad’.
– Om at skrive om og holde af hverdagen.
– Om søgen efter svar på de store spørgsmål. Om at efterlade sig en verden Om karma. Om hvad det var, Sylvester ville med livet.

Lyt med her: