Sylvester Larsen: Inspirationen, trangen til at skabe og den musikalske arv fra Kim

Sylvester Larsen: Inspirationen, trangen til at skabe og den musikalske arv fra Kim

Det blev til en hyggelig samtale over et par økologiske øl. Vi talte også om musikrummet, som blev brugt af hans far, mens Sylvester midt om natten i værelset siden af hørte faren sidde med trommemaskinen og hans Korg keyboard, mens han skrev sange som ’Susan Himmelblå’, ’Jutlandia’, ’Flyvere om natten’ og ikke mindst ’De smukke unge mennesker’, der blev skrevet til Sylvesters nonfirmation.

Senere optræder samme Korg på alle Sylvesters plader.

I podcasten kan du høre hele historien om ’De smukke unge mennesker’ og Sylvesters svarsang ’Daddy-O’, skrevet til Kims 70 årsfødselsdag.

Det handler bl.a. om, hvordan det var at blive lært i sangskrivningens ABC af Kim Larsen.
– Om den afgørende køretur i farens 2CV.
– Om det med den gode melodi, der helst skal være der.
– Om hvad Sylvester lærte af sine år i New York som dreng.
– Om alt det, der inspirerer ham som musiker, fra Scott Joplin over Supertramp til Blur og ikke mindst andre pianomen som Elton John og Billy Joel.
– Om de heldigvis korte øjeblikke, hvor han spørger sig selv, om han gider fortsætte.
– Om hans kærlighedsforhold til Rom, der fik ham til at skrive sangen ’Den evige stad’.
– Om at skrive om og holde af hverdagen.
– Om søgen efter svar på de store spørgsmål. Om at efterlade sig en verden Om karma. Om hvad det var, Sylvester ville med livet.

Lyt med her:

 

61 år med Lasse Helner: Over the hill – and still got the thrill

61 år med Lasse Helner: Over the hill – and still got the thrill

Det er blevet til en podcast, hvor Lasse og jeg taler om den 62 år lange karriere – og det fyger med anekdoter fra musikeren, der stadig føler, at han har masser at bidrage med på musikscenen.

“Jeg har altid haft et svagt hjerte for publikum på Tivoli og makedspladserne. Mennesker, der ikke nødvendigvis har så meget forstand på musik, men fornemmer noget, der berører dem. Det behøver ikke være plat. Publikum fornemmer meget tydeligt, om man lyver.”

Her møder du hilsner til The Who, Trille, Jan Toftlund, Sebastian, Ole Fick, Peter Abrahamsen, Kim Larsen, Poul Bruun, Folkeklubben, Dr. John, Wili Jönsson, Alex og Ane Riel, John Lennon, Oluf Palme, Kris Kristofferson, Nelson Mandela, Kennedy-brødrene John og Robert og mange andre.

Lyt med her og hør, hvordan det gik til, da:

… da Lasse mødte Mathilde.
… Mathilde fik hevet Daniel Lanois ud af kløerne på U2 og Peter Gabriel, så hendes mand kunne arbejde sammen med ham i New Orleans.
… Pete Townsend og Keith Moon spillede sammen med Helners band The Baronets
… et forsvundet bånd under indspilningerne af U2’s ‘Actung Baby’ i Berlin blev til gavn for Lasse Helner.
… Helner var en del den frodige danske folkscene i 70erne omkring pladeselskabet Exlibris
… det senere blev big business på det store selskab CBS med fester ‘hele tiden’.
… ægteparret Peter og Nina Færgemann forlod en fordømmende familie og rejste til Fyn, hvor de købte ’ruinen’ Ryslinge Kro og skabte den om til Fyns Hotel California – og senere sammen med bl.a. Lasse Helner skabte Midtfynsfestivalen.
… da Lasse Helner med en enkelt nats frist måtte sætte musik til et brev fra Jan Monrad for at skrive en sang om Fyn.
… det kunne sikres en større udveksling og gensidig respekt mellem generationerne på den danske musikscene, inspireret af den amerikanske musikscener.
… da Helner indspillede i Sun Studios med Elvis Presleys gamle musikerhold fra American Sounds Studios. Endda på Kongens fødselsdag.
… den nat, det var fuldmåne i New Orleans
… da Helner fik god tid til at indspille sit nye album. Og der var tid til at reflektere over karrieren og et liv, hvor det lykkedes ham at komme ud af et stort alkoholmisbrug.

Lyt med her:

 

Stilforvirret, men med umiskendelig tæft for popmelodier

Stilforvirret, men med umiskendelig tæft for popmelodier

Fra POV international

”Hvad gør vi nu, lille du?,” tænkte Jørn Jeppesen muligvis, da det blev kendt, at hans nære ven og samarbejdspartner Kim Larsen led af en kræftsygdom, der i værste fald ville være dødelig.

Jeppesen, der var Larsens impressario og medlem af Kjukken i årevis, gik hjem og skrev nogle sange i perioden, hvor vennen kæmpede med sin sygdom frem mod sin død for et år siden.

I begyndelsen var det ’bare’ sange. Efterhånden formede idéen om et egentlig album sig – og Larsens og Kjukkens pladeselskab besluttede at udsende sangene på Jeppesens soloalbum Odense Banegård.

Det tjener Jeppesen til ære, at han intetsteds på denne soloplade refererer til eller forsøger at slå plat på sin ven og læremester. Hverken i tekst eller musikalsk.

Jørn Jeppesen skriver ligefremt og uprætentiøst. Det er hverdagens poesi. Desværre bare for sjældent, at ordene gør den forskel, der gør, at man stopper op og tænker efter

Dog fornemmer man indimellem røgen fra smøgen mellem linjerne. Det gælder respekten for det gode pophåndværk, bundcharmerende omkvæd, melodisk i det hele taget – det fornemmes også i et par forsøg på småfilosofisk storytelling som for eksempel i åbningsnummeret ’Hjem igen’.

I pladens med afstand stærkeste nummer ‘Det hemmelige sted‘, bruser Jeppesen over i en prægtig popkomposition med en tekst, der fint rammer stemningen af noget forgangent – her et ungdomsvenskab/kærlighedsforhold – der var så smukt, at det stadig skinner. Selv de digitale strygere indrammer perfekt denne melankolske perle.

Derudover er Odense Banegård en samling musikalske vignetter med aftryk og inspiration fra forskellige genrer og tidsaldre.

Der er som ofte i Jeppesens gamle band noget Tom Petty’sk rock-shuffle over ‘Hjem igen‘.

Kan du lide mig’ er en fjollet reggaesang, der muligvis ville kunne noget til en ”Vi elsker (mærkeligt nok) 90’erne”-fest i hænderne på Ace of Base. ‘Til dit sted‘ kunne være en moderne pompøst produceret Melodi Grand Prix-sang med en melodilinje, der gentages lidt for mange gange.

I de bedste sange på dette album afspejles den sindsstemning, hvori man må formode, at albummet er indspillet. I den første single ‘Du må aldrig gå alene‘ fornemmes dybde og klædeligt molmørke.

Jeg sidder tilbage med en klar fornemmelse af, at det ville have klædt dette album at blive indspillet af et håndholdt band i et bredere og mere rustikt analogt lydbillede

Kaster mine tanker‘ lyder ligesom ‘Drømmerejsen‘ – der prydes af en fed melodi – af dansk firserpoprock. Det sidste med endog meget markant vintage digital keyboard-lyd. Det er lige før Depeche Mode bør ringe til Nephew og spørge, hvorfor de har lånt deres gamle lyd ud til andre.

Efter at have lyttet nogle gange til ‘Alting forandres‘ tænker jeg, at 80’er-navne som Climie Fisher og Curiosity Killed the Cat åbenbart har ni liv. Også denne melodi har et fedt b-stykke af den type, der ender med at få sit eget liv, medmindre man passer på.

Albummet er indspillet alene af Jeppesen og Søren Mikkelsen fra Medley Studiet. Og selvom Jeppesens sang står meget klart og flot i denne tætte produktion, er det også ærgerligt. Selvfølgelig ville det på alle niveauer have været forkert at indspille albummet sammen med Kjukken.

Styrken i dette debutsoloalbum ligger klart i Jørn Jeppesens umiskendelige tæft for popmelodier. Og en stemme, der pryder dem. Det lytter jeg gerne til igen

Men jeg sidder tilbage med en klar fornemmelse af, at det ville have klædt dette album at blive indspillet af et håndholdt band i et bredere og mere rustikt analogt lydbillede.

Jeppesen er ikke digter som sin gamle ven. Det giver han sig heller ikke ud for. Der er ingen referencer til sønderskudte banegårde på Odense Banegård. Men måske en hilsen til Sophus Claussens digt ‘Rejseminder’ – den med Skanderborg Station. Som Claussen betragter Jeppesen livet passere forbi.

Jørn Jeppesen skriver ligefremt og uprætentiøst. Det er hverdagens poesi. Desværre bare for sjældent, at ordene gør den forskel, der gør, at man stopper op og tænker efter.

Styrken i dette debutsoloalbum ligger klart i Jørn Jeppesens umiskendelige tæft for popmelodier. Og en stemme, der pryder dem. Det lytter jeg gerne til igen.


Jørn Jeppesen: ‘Odense Banegård’, album, udsendt af Warner. 

Lydlandskabet – 2. Afsnit – Fra Kill J til Kim Larsen

Lydlandskabet – 2. Afsnit – Fra Kill J til Kim Larsen

I denne ny ’Lydlandskabet med Jan og Tanja’ ser vi tilbage på 2019 so far. Her på forkant af sommeren har vi gennemlyttet et hav af nye danske album og fokuserer her på syv kunstnere, der har gjort indtryk i lyttebøfferne. Nemlig Love Shop, Irah, Claus Hempler, Iris Gold, Aksglæde, Kill J … og Kim Larsen, der posthumt udsendte sit sidste album ’Sange fra første sal’ tidligere i år.

I løbet af udsendelsen viser det sig blandt meget andet, at det åbenbart er gået forbi Mediano Music-redaktør Jans næse, at de fleste moderne mennesker er gået fra at skrive på skrivemaskine til at bruge computer og lignende. Til gengæld har han interviewet Björk, da hun var med i KUKL. Påstår han.

Denne udgave af ‘Lydlandskabet med Jan og Tanja’ er produceret i samarbejde med DJBFA – Komponister og sangskrivere. Organisationen, der har flere end 1.600 medlemmer er den største brancheorganisation af danske rettighedshavere indenfor musikken.

I den kommende tid vil vi give dig mulighed for at lytte til nogle af DJBFA’s podcasts, der fortæller om organisationens arbejde.

Du kan høre afsnittet her:

Værter: Jan Eriksen og Tanja Brinks Toubro
Producer: Thomas Nørskov

Fornemt og værdigt sortie

Fornemt og værdigt sortie

Fra POV International

MUSIK // ANMELDELSE – Kim Larsens sidste plade, Sange fra første sal, er en særdeles fornem og værdig sortie for den største danske folkekunstner nogensinde, skriver Jan Eriksen. Selvom der er et par mislyde undervejs, har vi at gøre med et album, der for evigt vil stå som en uomgængelig, livsklog – og mæt svanesang fra en mand, der fik set det, han ville. 

På mange måder er det, der skulle blive Kim Larsens sidste plade en form for appendiks til biografien Mine unge år, der udkom sidste år. Som i Jens Andersens biografi fortæller Kim Larsen historier, der både konkret og tematisk tager udgangspunkt i ”dengang da jeg var lille”, som han sang en gang. Uanset at flere af dem tager favntag med tidsaktuelle emner – mest ny-feminisme.

Når der nu skulle komme en afrunding af Kim Larsens imponerende bagkatalog og enestående grand oevre er Sange fra første sal, trods et par mislyde, en meget fornem og værdig sortie for den største danske folkekunster nogensinde.

Allerede valget af titlen, der unægtelig minder om den svenske film fra 2000, Låtar fra andre våningen (Sange fra anden sal), fortæller en klassisk Kim Larsen-historie; den om kulturelle referencer.

Allerede fra begyndelsen i Den store dag leger sangskriveren kispus med et par lyse akkorder eller tre, og så har vi en melodi, der kun gør forårssmilet endnu bredere

Ligesom i instruktør Roy Anderssons fine film fortæller Larsen forskellige historier, der mere eller mindre væves ind i hinanden undervejs.  I øvrigt er musikken til filmen skrevet af Benny Andersson, der ikke er i familie med instruktøren.

Anderledes familiært er det med Larsens nye album. Sange fra første sal er indspillet i Kim Larsens og hans kone Liselottes lejlighed i Odense i samarbejde med sønnen Hjalmar, der forfølger sin egen karriere for øjeblikket. Desuden medvirker impresario med mere Jørn Jeppesen med kor og guitar. Allerede sidste år fortalte Jeppesen, at der var nye sange på vej. For Kim Larsen skrev altid nye sange. Der var også et hint på Kjukkens Facebook-side.

“Uskyldig og fri – med det er det forbi”

Sange fra første sal er vel det nærmeste, man kommer en egentlig Kim Larsen soloplade overhovedet. Jo, der var selvsagt Værsgo fra 1973, men dengang var sangeren under indflydelse af blandt andre producer Poul Bruun og ven og mentor Stig Møller på sidelinjen. Sidste år havde han selv forberedt alt inden indspilningerne hjemme i lejligheden.

Og der er vi inviteret indenfor i Kim Larsen-land. Det første, der slår én, er, hvor gennemført og stærkt, Larsens vokal er overbevisende produceret helt frem i lydbilledet. Det er virkelig hans farvel og tak fra en mand, der fik set det, han ville.

Allerede fra begyndelsen i Den store dag leger sangskriveren kispus med et par lyse akkorder eller tre, og så har vi en melodi, der kun gør forårssmilet endnu bredere. Selv denne anmelders plejebarn – en hunkat – har ved lyden af den gamle hankats stemme og uimodståelige melodi opsøgt en solstribe i køkkenvinduet, mens den betragter et par store drenge pjatte, som de nu engang er sat i verden for at gøre.

Den store dag er en stor dreng på vej ud i livet. Måske er det første skoledag. Det tror jeg. “Uskyldig og fri – med det er det forbi”. Klassisk Kim Larsen. Uskyldstabet, der for hans vedkommende indtraf i 1950’erne, som han igen og igen er vendt tilbage til i sin sangskrivning. I al sin hjertegribende enkelthed er sangen på mange måder det umulige supplement til perlen De smukke unge mennesker.

I den medrivende En brøkdel af et sekund er Kim Larsen igen respektfuldt tilbage ved sine rødder The Beatles, som de lød omkring And I Love Her, med stænk af The Everly Brothers. Og igen tager han favntag med ungdommens forgængelighed, og godt at de nåede at få det hele med, for “hvem kan standse, når skyggerne begynder at danse”.

Præcis som Kim Larsen selv gjorde i den selvbiografiske sang Brønshøj Husum ungdomsklub, hvor han lærte af danse jitterbug i forsøg på at charmere de unge damer.

Der har altid været endog stor længsel ud i Larsens sange. De sidste par årtier var der ofte et stænk af forgængelighedens refleksion og længsel tilbage i Kim Larsens sange

Fætter Fritz – igen en fin folkesang på rockfødder – følger i tråd med et par andre sange på de sene Kim Larsen og Kjukken-album. Jalousien, der tilsyneladende altid har været en del af Kim Larsens liv. Præcis som humoren og selvironien.

Som om det ikke var nok, at fætter Fritz kan få Larsens gemalinde til at grine og blusse. Han drikker sørme også café latte og er småklog.

Mon ikke Fritz er endnu en Larsen-reference? Fritz Farlig er en figur i Anders And & Co. En slem karl, der indimellem allierede sig med lige så fordækte Øjvind Ørn, som Larsen vist opkaldte sin impresario Jørn Ørn efter.

Kim Larsen var bedst, når poesien var drivkraften

Der er mange rigtig gode Kim Larsen-sange på dette album. Han er svagest i et par, hvor manden, der engang kaldte sin anden kone Kranen, hvæsser kløerne og forholder sig kritisk til ny-feminismen og måske især konsekvenserne heraf.

Man har altid kunnet høre det i Kim Larsens vokal, når han var satirisk. Den store rummelige klang får en let snerrende, spotsk bilyd.

Ikke at der noget galt i at problematisere #MeeToo eller kvindekamp som sådan. Tværtimod. Udover togforsinkelser er intet i denne verden absolut.

I den nævnte biografi vedkender han sig åbent et kvindesyn, der stammer tilbage fra dengang, da han var lille. De er sgu også begyndt at få tatoveringer, damerne

Kvinden i Charlie bor alene i sit dukkehjem og svæver på en sky af Coco Chanel og har nok i sig selv. En ting er, at Charlie selvfølgelig findes derude. Men det har altid klædt Larsen bedst at give denne verdens ensomme sjæle en solidarisk stemme.

I Dagens mand synger Kim Larsen ”hvem er det, der er dagens mand, fruentimmer”. ”Det er efterhånden længe siden, de har prøvet lykken i det muntre køkken”, synger manden med et skævt revysmil. I den nævnte biografi vedkender han sig åbent et kvindesyn, der stammer tilbage fra dengang, da han var lille. De er sgu også begyndt at få tatoveringer, damerne.

Igen – fint med et mandesyn på udligning mellem kønnene. Selvom det kan være svært at se i de sociale medier, lever vi i et demokrati. Og Larsen har en pointe, når han spørger, hvad der blev af det gammeldags begær. Tekstmæssigt er det bare ikke ret kønt. Kim Larsen var bedst, når poesien var drivkraften.

Uomgængelig og livsklog svanesang

#MeeToo eller ej, er Dagens mand det nummer, hvor jeg stærkest savner Kjukken. Med Jesper Haugaard på bas, Jens Langhorn på trommer og ikke mindst Karsten Skovgaard på guitar kunne det være blevet en klassisk Kjukken boogierocker.

Også det smukke Miss Måneskin er nemt at høre som en af de mange Beatles/Byrds-inspirerede guitarpassager, jeg har oplevet ved mere end 20 koncerter med Kim Larsen & Kjukken.

Sådan skulle det så ikke være. I stedet har vi et album, der for evigt vil stå som en uomgængelig, livsklog – og mæt svanesang for åbne vinduer i lejligheden i Odense.

Sange fra første sal er en særdeles fornem og værdig sortie for den største danske folkekunstner nogensinde

Vemodigt? Egentlig ikke. Ikke i teksterne. Tag bare Koppen med den skårede hank – det nærmeste Sange fra første sal kommer en refleksion over komponistens livssituation dengang i 2018, hvor han vidste, at livet vist blev kortere, end han troede året forinden.

Uden sentimentalitet synger Larsen:

”Ræk mig lige koppen med den skårede hank og Politiken fra i går. Nok er den ikke særlig aktuel. Men det er jeg heller ikke selv.” “Der var så meget jeg skulle nå, og alt for meget, som jeg sku’. Min tid er forbi, men jeg er her endnu”.

Det er gribende, ja. Meget. Men melankolien og et hjertesuk eller syv ligger in the eyes of the beholder – og i melodien.

Der har altid været endog stor længsel ud i Larsens sange. De sidste par årtier var der ofte et stænk af forgængelighedens refleksion og længsel tilbage i Kim Larsens sange. Også i denne, flot løftet af sønnen Hjalmar og Jørn Jeppesen i koret.

Og som han også synger, ”måske det hele bare var en drøm”.

”Når natten er omme, går vi hver sin vej,” som Larsen engang sang. Hvis det vi havde sammen i nattens løb, bare var en drøm, var det en af de gode.

Sange fra første sal er en særdeles fornem og værdig sortie for den største danske folkekunstner nogensinde.

PS: Teksterne til to af sangene, Sommer og Nu dufter tjørnen, skyldes hhv. Ove Abildgaard og Harald Herdal.