Soloalbum efter 40 år – korsanger Lei Moe helt fremme i lyset

Soloalbum efter 40 år – korsanger Lei Moe helt fremme i lyset

Hvad gør man, når Corona betyder, at ens chef, Bob Dylan må aflyse sin turne i Japan? Man medvirker da bare på danske Lei Moes nye album Lei Moe.

Historien om, hvordan guitaristen Bob Britt – der også har spillet sammen med bl.a. John Fogerty og Leon Russell – endte med at lægge sit cool, tilbagelænede guitarspil på Moes ’Won’t Let Go’ kan du høre i denne podcast. Også guitarkongen Knud Møller, Allan Mortensen og skuespilleren Troels Lyby medvirker på den nye plade, der hylder rødderne i soul, funk og bluesrock.

Mange husker sikkert Lei som korsanger, som regel sammen søsteren Lupe, på hele 14 forskellige Melodi Grand Prix-sange – og som deltagere otte gange i Det internationale Melodi Grand-prix. Bl.a. den aften i Stockholm for 21 år siden, da Brdr. Olsen vandt.

– Sandsynligheden for at have set eller hørt Lei Moe er stor. Hun medvirker på næsten 1.700 danske indspilninger. Om det er Danmarksrekord vides ikke, men det ligner.

– Historien om Lei Moe, der har rødder i Danmark og på Samoa og Hawaii langt ude i Stillehavet, begynder i en af Los Angeles’ snavsede forstæder. Men da en fætter blev skudt, flyttede Leis mor med sine tre børn straight outta Compton og hjem til Danmark, hvor Lei, Lupe og bror Lanni dannede Skunk Funk.

– Det er historien om at vægte familien over alt andet.

– Det er også historien om at sige nej på de rette tidspunkter, når en international producer vil have sangerinden til at stønne som Donna Summer.

– Samtidig historien om at slippe frygten for ordet nej. En frygt musiker og producer Morten Wittrock har hjulpet hende af med. For det er i høj grad hans ære, at 66-årige Lei nu springer ud med en plade på et tidspunkt, hvor hun egentlig troede, at hun var gået på pension.

– PS: Nej, det er ikke Lei, der er mor til Joey Moe. Men han kalder hende Mor 2.

’Lei Moe’ udkommer den 12. marts.

Du kan høre podcasten her:

Folkeklubben: Fra ladvognscykel til Højskolesangbogen

Folkeklubben: Fra ladvognscykel til Højskolesangbogen

Folkeklubben:

Med henvisning til Morten Nielsens illegale digtsamling fra 1944, ‘Der brænder en ild’, spørger Kjartan Arngrim i denne podcast:

”Krigen er vundet, hvad foregår der i dansken på vej til arbejde i linje 18 med sikkerhedsnet og pension? Brænder ilden stadig?”.

Svært at tale på de seks millioner andre danskeres vedkommende, men ilden brænder stadig på tiende år i Folkeklubben og Arngrim, der er aktuel med albummet ‘Børn af den tabte tid’.

For seks år siden udgav Folkeklubben albummet ‘Danmarksfilm’. For nylig kom titelnummeret med i Højskolesangbogen. Fra at optræde for fire børn på Nørrebro solgte deres sidste turne 21.000 billetter.

Det siger en hel del om udviklingen i dette band, der med Arngrims ord ”begyndte som et skramlende ladcykel-rockorkester med rejsekuffert, som troede at landet ville lægge sig ned i taknemmelighed”.

Mange lagde mærke til trioen, da ‘Fedterøv’ blev et stort radiohit.

https://da.wikipedia.org/wiki/Folkeklubben

I denne podcast taler Jan Eriksen med Kjartan Arngrim om det hårde arbejde, inspirationen og om trioens historie, de mange referencer i hans tekster, om selvmord på mange planer – og om gruppens musik.

Titlen på det nye album henviser f.eks. til en roman af Marcel Proust. Og så fremdeles. De taler i det hele taget meget. Også om andet end en bøger.
Om titelnummeret, der indledes med Svend Gehrs’ speak til det, som Arngrim kalder en dansk fortidsmarkør på linje med Kennedy- og Palme-mordene, nemlig fodboldkampen Grundlovsdag 1985 i Idrætsparken mellem Danmark og Sovjet. Før internet, mobiltelefoner og SoMe.

”Når man ser klip fra den kamp, er man tættere på H.C. Andersens og Kierkegaards tid end nutiden,” som han siger.

Om drømmen om velfærdssamfundet, der måske er krakeleret. Om øjeblikket, hvor man ikke bliver større – hvor sangen der ikke fandtes i går, findes i dag. Hvor man som sangskriver føler sig på størrelse med skoleskibet København (som Folkeklubben også synger om), Paul McCartney og Dylan. Indtil de andre i bandet siger, at det vil ødelægge nummeret, hvis man spiller på den elektriske guitar.

Podcasten med Kjartan Arngrim er produceret af Jan Eriksen

Michael Bundesen er død: Vi vil altid huske hans smil

Michael Bundesen er død: Vi vil altid huske hans smil

Fra POV.International

Lidt over middag, mandag, opstod der et af de sjældne øjeblikke, hvor millioner af danskere drager et stille, kollektivt suk. Og mon ikke mange uden at tænke ret meget over det, nynnede, “Og hvad mon der sker når man skal bort, når livets skjorte bli’r for kort, hvor mon den er den røde tråd…”

Udgangspunktet var lidt kys og lidt fjol, en dulle og en balle på en bund af rock’n’roll. Hardinger var fan af Chuck Berry, Bundesen af Elvis Presley

”Det er med en ufattelig sorg, at vi kan meddele, at vores far, Michael Bundesen efter kort tids kræftforløb, er afgået ved døden. Michael sov søndag aften stille ind i sit hjem i Gentofte, i trygge rammer, omgivet af den nærmeste familie, står der i pressemeddelelsen,” der blev udsendt af Michael Bundesens børn, Nanna og Nicolaj.

Som sanger og den ene hovedkraft i Shu-Bi-Dua satte Bundesen et uudviskeligt aftryk ikke bare i den danske musikbranche, men i dansk folkekultur som sådan, musikalsk og sprogligt.

Skulle nogen være i tvivl, så tjek lige billetsalget til Shu-Bi-Dua – The Musical, der havde premiere for fem år siden. Den solgte flere end 170.000 billetter. Det tal skal man iklæde sig en ørkenfez eller have talent for udsøgte platheder og barbershop-sang for at kunne matche.

Set med de rockhistoriske briller blev den første kim til Shu-Bi-Dua lagt, da Michael’erne Bundesen og Hardinger begge var til stede under en af de to ikoniske Beatles-koncerter i K.B. Hallen i juni 1964.

Begge, har de fortalt, forlod Peter Bangsvej på Frederiksberg med en drøm. Som blev forløst, da deres veje krydsedes på Danmarks Radio i 1971.

Udover drømmen, havde de humor, fandenivoldskhed, en vis rastløshed og musikalitet til fælles. På basis af Hardingers band Passport etableredes Shu-Bi-Dua. Navnet fik de med radioværten Benny G. Jensens mellemkomst, for et eller andet skulle de jo hedde.

I takt med den personlige modning og et stigende ambitionsniveau og et talent, der rakte længere end sjove ordspil, begyndte shubberne, som vi hurtigt kom til at kalde dem, at skrive deres egne sange

Efter første single Fed Rock fulgte en periode med andre undersættelser, som det blev kaldt, af udenlandske numre. F.eks. blev Killing Me Softly til Kylling med softice og Johnny B. Goode til Lulu Rocken Går.

Stædig og hårdt arbejde

Udgangspunktet var lidt kys og lidt fjol, en dulle og en balle på en bund af rock’n’roll. Hardinger var fan af Chuck Berry, Bundesen af Elvis Presley.

Senere i takt med den personlige modning og et stigende ambitionsniveau og et talent, der rakte længere end sjove ordspil, begyndte shubberne, som vi hurtigt kom til at kalde dem, at skrive deres egne sange, meget ofte til en melodi af Hardinger, men teksterne var som regel fælles arbejde – HvalborgDen røde trådVuffelivovDanmarkSommergryderRom & ColaMinus til plus.

Hemmeligheden bag, hvis der var en sådan, var stædigt, hårdt arbejde og stor musikalitet – for ikke at glemme Claus Asmussens arbejde som lydtekniker. Af tre biografier, begået af tidligere medlemmer af Shu-Bi-Dua, fremgår det, at Bundesen var indpiskeren og manden med de visuelle ideer. Manden med visionen.

Michael Bundesen - og resten af Shu-Bi-Dua, 1980, pr-foto
MICHAEL BUNDESEN – OG RESTEN AF SHU-BI-DUA, 1980, PR-FOTO

Mens det nordsjællandske Shu-Bi-Duas folkelige popularitet voksede eksplosivt i sidste halvdel af 70’erne stod bandet lidt som outsidere i den danske rockbranche. Der var den meget omtalte konflikt og drillerierne med kollegerne fra Christianshavn, Gasolin’ og en politisk rockscene, hvor Shu-Bi-Dua ikke rigtig passede ind.

Lidt politik, lidt satire, lidt sex, lidt gas, lidt begavet småfilosofi, lidt ærkedansk småanarki og et par skrøner fra de varme lande

Ganske som filmens Olsen-Banden samtidig havde Shubberne fundet deres eget udtryk, der afspejlede Danmark, som det kunne se ud hen over en spegepølsemad og lidt feelgood small talk på den lokale kaffebar.

Lidt politik, lidt satire, lidt sex, lidt gas, lidt begavet småfilosofi, lidt ærkedansk småanarki og et par skrøner fra de varme lande.

Og hvis man lytter lidt efter på Shu-Bi-Dua 6 og fremefter en lidt melankolsk grundtone i mange af gruppens mere upåagtede sange. Det var sange med appel til flere generationer. Sange med ord og begreber, der for længst er krøbet ind i det danske sprog.

Det er hverken tilfældigt eller misvisende, at Michael Bundesen senere kaldte orkestret for en rejsende revy.

På toppen af karrieren omkring årtiskiftet 1970’erne/80’erne var Shu-Bi-Dua Danmarks bedst sælgende rocknavn. Senere dalede populariteten, men helt frem til slutningen optrådte bandet for et enormt publikum.

I 1985 forlod Bundesen for en kort bemærkning gruppen Shu-Bi-Dua. Efter en tid som chef på Kanal 2 vendte han dog tilbage til bandet, der i 1992 fik et stort comeback i forbindelse med udgivelsen af Shu-Bi-Dua 13, der indeholdt kæmpehittet Sexchikane.

Det er i høj grad Bundesens ære, at unge og ældre danskere efterfølgende har bygget til og fra og dermed udviklet det danske sprog

I 2011 blev Michael Bundesen ramt af en blodprop i hjernen, og han måtte indse, at karrieren som sanger var slut. Shu-Bi-Dua gik herpå i opløsning efter at have eksisteret med skiftende besætninger.

Optimisme og livsvilje

Den sidste del af Bundesens liv, mens han arbejdede med sin genoptræning, koncentrerede han sig om at male. I malerierne kunne han udtrykke, hvad han ikke kunne i sangen.

Da jeg interviewede ham i 2015, viste han mig nogle af sine malerier og fortalte om et af dem, at det var inspireret af Stevie Wonders As, der handler om en mand, der fornemmer sin partners utroskab.

Fornemmelsen af at være udenfor, genkendte han i sin kørestol. Samtidig understregede han, at han havde bevaret sin optimisme og livsvilje og havde affundet sig med sine vilkår og i øvrigt varmede sig ved al den støtte, han fik fra sine mange fans.

Til gengæld var det tydeligt, at en ny 90’er generation af ordjonglører som Malk de Koijn, Den Gale Pose, Rockers by Choice og ikke mindst Østkyst Hustlers i en eller anden udstrækning stod i gæld til shubberne

Et sted i sin meget ærlige biografi Alting har en ende fortæller Michael Bundesen om arbejdet med Halfdan, et album, han udgav sammen med Jan Rørdam i 2006.

Udover Elvis og The Beatles havde Bundesen Bob Dylan med i bagagen, da Shu-Bi-Dua blev dannet – og kærligheden til vise- og folkemusik var vedholdende. Halfdan, hvor Bundesen synger så flot, fik desværre kun begrænset opmærksomhed.

Bundesens stemme klæder Halfdan Rasmussens livskloge, lyse poesi. Ikke kun musikalsk, også åndeligt. Halfdans ord boltrer sig trygt i Bundens favn.

I øvrigt lå tonelejet i flere af Shu-Bi-Duas tekster i storhedstiden tæt på digtere som Halfdan og Frank Jæger. Ærgerligt, ikke bare for Bundesen, at han ikke fik mulighed for at prøve sig selv mere af som solist.

Til gengæld var det tydeligt, at en ny 90’er generation af ordjonglører som Malk de Koijn, Den Gale Pose, Rockers by Choice og ikke mindst Østkyst Hustlers i en eller anden udstrækning stod i gæld til shubberne.

Vi lærte retskrivning i klasselokalet. Vi lærte sproget i skolegården og lærervikarerne hed Shu-Bi-Dua og Gasolin’

Det gælder det meste dansksprogede pop og rock. I 2017 opgjorde Gaffa, at hele 28 % af de ord, der optræder i Shu-Bi-Duas tekster er unikke.

De optræder ikke andre steder. Det er i høj grad Bundesens ære, at unge og ældre danskere efterfølgende har bygget til og fra og dermed udviklet det danske sprog. Vi lærte retskrivning i klasselokalet. Vi lærte sproget i skolegården og lærervikarerne hed Shu-Bi-Dua og Gasolin’.

”Når dit hjerteslag, bliver væk en dag, er det så forbi, gu’ det ej fordi, der er meget mer’ mellem himmel og jord,” sang Bunden, som han oftest blev kaldt af kollegerne i Shu-Bi-Dua, i Stjernefart, der udkom i 1980.

Uanset hvilke vandringer, Michael Bundesens sjæl måtte stå overfor i det ukendte, er det helt sikkert, at hans og hans livsværks eftermæle aldrig vil være forbi. Et eller andet sted i dronningeriget vil Michael Bundesens dybe bas altid lyde, om ikke andet et sted i erindringen eller som en skygge. Og altid vil vi huske Bundens smil.

Bon Jovi er på barrikaderne. Og han er vred. Meget vred

Bon Jovi er på barrikaderne. Og han er vred. Meget vred

Fra POV.International

A storm is coming
Let me be clear
Your days are numbered
The end is near

På denne mørke node indledes Blood in the Water på Bon Jovis nye album 2020. Jon Bon Jovi er vred. Sådan rigtig vred.

Modsat andre, der hælder deres galde ud over de såkaldt sociale medier, har han sammen med de fire andre i Bon Jovi indspillet albummet 2020. Her tegner kammerat Jon skitser til et samlet portræt af et USA, hvor corona, heksejagt mod indvandrere, skoleskyderier, politibrutalitet, drabet på George Floyd, white supremacy, racisme, krigene i Mellemøsten og den personificerede ondskab i Det hvide hus puster til mareridtet i de sidste slumrende rester af den amerikanske drøm.

Med et skarpt riff fra Richie Samboras afløser Phil X og et Coldplay-agtigt kor blæser Jon Bon Jovi til kamp allerede på det første nummer

”America’s on Fire”, synger Jon Bon Jovi videre i det næste nummer Do What You Can.

Sammenlignet med 80’er-versionen af Bon Jovi – bandet der skabte en feststemt bro mellem den metalliske rock og Springsteens sangskriverrock – er det et forbløffende levende og dynamisk band, der møder lytteren.

På 2020 støder man på linjer som:

“Got this painful ringing in my ear / From an IED last night / But no lead-lined / Humvee war machine / Could save my sergeant’s life.” (Unbroken).

“God damn those 8 long minutes / Lying face down in cuffs on the ground” (American Reckoning – om George Floyd og Black Lives Matter)

“Dear God I wanna pray / But tonight I have my doubts / When I think about those families now” (Lower the Flag – om skoleskyderier)

Bon Jovi - nyt album 2020
BON JOVI. NYT ALBUM 2020

Alvoren er med bibelske referencer endnu større i det sydstatsrockende Brothers in Arms, hvor Bon Jovi har lånt riffet fra David Bowies Jean Genie og groove fra Creedence Clearwater Revivals Run Through the Jungle, og hvor Phil  X også her stikker med sin spade, så det er en fryd.

Sammenlignet med 80’er-versionen af Bon Jovi – bandet der skabte en feststemt bro mellem den metalliske rock og Springsteens sangskriverrock – er det et forbløffende levende og dynamisk band, der møder lytteren. I flere numre er der referencer til den mere blå, fragmentariske melankolske indierock-stil. I andre lyder det som det Bon Jovi, vi kender.

Kommer vi nogensinde til at lytte til balladen Story of Love til en koncert vil der være rigeligt rum til både mobiltelefoner og old school ligthere – og der er Phil X med en af disse bevingede melodiøse guitarsoli, som denne anmelder ville byde op til kinddans, hvis det var en kvinde. Og jeg i øvrigt kunne danse.

Mellem stort set hvert trommeslag, strofe og riff på denne plade fornemmes noget, jeg vil kalde New Jersey-ånden. Du er velkommen til selv gøre regnestykket her – men også lyden af Little Steven Van Zandts seneste plade- og liveprojekter genhøres i Let it Rain. Nu er der tematiseret over regnen som symbol siden Noah og syndfloden, men her er vist også et par hilsener til Bob Dylan og John Fogerty. Nedtonet, men stærkt udtryksfuldt produceret, som det er, kunne American Reckoning snildt være et Springsteen-nummer fra Human Touch/Lucky Town-æraen.

Det klæder Jon Bon Jovi at kæmpe for grundværdierne i det krakelerende USA, først og fremmest på vegne af ofrene – men også for os, der voksede op med landet som et andet, kulturelt hjemland.

Måske for at omfavne country-trenden har Jon Bon Jovi inviteret sangeren Jennifer Nettles med på en genindspilning af Do What You Can (se videoen nedenfor), som hun en gang gjorde til et countryhit. Nu med opdateret corona-tekst. Uanset hvad der måtte være af kommercielle motiver bag, passer det nummer fint ind her.

I sig selv er 2020 et mægtigt rockalbum om og til tiden. Den femte stjerne får Jon og hans Bon Jovier for modsat så godt som alle kollegerne fra MTV-æraen stadig at lade sig inspirere, bygge på, forny sig selv. Det klæder Jon Bon Jovi at kæmpe for grundværdierne i det krakelerende USA, først og fremmest på vegne af ofrene – men også for os, der voksede op med landet som et andet, kulturelt hjemland. Det klæder i det hele taget bandet, at de har ladet de mest papmachéagtige rockklicheer blive hjemme i 80’erne.

Jon Bon Jovi er ikke den første og næppe heller den sidste kunstner, der kommer til at fabulere over Covid-19 som symbol på USA’s forfald i almindelighed. Men foretrækker du vredens druer serveret med en bismag af klassisk melodiøs rock er 2020 det rette. Foretrækker du håbet som udgangsreplik, skal du købe/lytte til den udvidede version med tre bonus tracks. Eller som i sangen i videoen stole på, at “the everyday heroes” endnu en gang gør forskellen.

Læs også:


Bon Jovi: 2020 – album

Music From The Front: De første musikfotografer

Music From The Front: De første musikfotografer

I denne podcast hylder vi de første danske musikfotografer.

Sammen med fotojournalist Helle Arensbak og instruktør Torben Skjødt Jensen deltager Mediano Music i projektet Music From The Front. 

Musikfotografiet er en central del af nyere dansk kulturarv. Fotografernes dokumentation af koncerterne, musikerne, publikum. Alt det, der foregår bag kulisserne med fotografering til pladecovers, merchandise og magasiner er med til at sætte fokus på musikkens betydning for vores kollektive bevidsthed.

Musikfotograferne tog nogle af vores tids mest ikoniske billeder. De var til stede, da musikken eksploderede i Danmark i 1960´erne og flere årtier frem, hvor branchen skiftede karakter. Dermed ændrede fotografernes vilkår sig også.

Vigtigt foto:

I denne podcast taler Jan Eriksen med pionererne inden for dansk rockfotografi, Gorm Valentin, Steen Møller Rasmussen, Susanne Mertz, Ole Christiansen og Jørgen Angel.

Vi bad dem medbringe et fotografi, der betyder meget for dem. Du kan se dem her nedenfor.

Og finde flere info om fotograferne på deres sites eller deres Facebook-profiler:

mertz-foto.dk

olechristiansen.dk

angel.dk

Flere podcasts vil følge.

Der er musik af R.E.M., Louis Armstrong, Sonny Rollins, T. Rex, The Beatles, Led Zeppelin, Red Squares, Gasolin’, Sebastian, Bob Marley, Bruce Springsteen, Chet Baker, Bob Dylan, TV-2 og Iggy Pop i podcasten.

Foto-collage: Helle Arensbak

Du kan lytte til podcasten her:

Chet Baker, fotograferet af Gorm Valentin

Chet Baker, fotograferet af Gorm Valentin

Jimmy Page i K.B. Hallen, 28. februar 1970. The Whoosh. Foto: Jørgen Angel

Jimmy Page i K.B. Hallen, 28. februar 1970. The Whoosh. Foto: Jørgen Angel

Steen Møller Rasmussen med sit foto af Bruce Springsteen og Clarence Clemmons, Brøndby-Hallen 1981. Foto: Helle Arensbak.

Steen Møller Rasmussen med sit foto af Bruce Springsteen og Clarence Clemmons, Brøndby-Hallen 1981. Foto: Helle Arensbak.

Bob Dylan på scenen i Brøndby-Hallen i 1980. Foto: Susanne Mertz

Bob Dylan på scenen i Brøndby-Hallen i 1980. Foto: Susanne Mertz

Coveret til TV-2 albummet ‘Beat’. Foto: Ole Christiansen

Coveret til TV-2 albummet ‘Beat’. Foto: Ole Christiansen

Det første pressefoto af Gasolin’ med Søren Berlev. Foto: Susanne Mertz

Det første pressefoto af Gasolin’ med Søren Berlev. Foto: Susanne Mertz

Red Squares i Glostrup, 1969. Foto: Steen Møller Rasmussen

Red Squares i Glostrup, 1969. Foto: Steen Møller Rasmussen

Bob Marley på Roskilde Festival 1978. Foto: Gorm Valentin

Bob Marley på Roskilde Festival 1978. Foto: Gorm Valentin

Iggy Pop, fotograferet af Ole Christiansen i 1989

Iggy Pop, fotograferet af Ole Christiansen i 1989

  • Gorm Valentin, født i 1944. Oprindeligt uddannet som landmåler. Spillede klarinet (og spiller) i flere jazzorkestre. Inden en rejse til jazzens Mekka, New Orleans i 1969 købte han et amatør kamera. Efter hjemkomst anskaffede han sig et Nikon F kamera og siden et Leica M 2 kamera.

    Efter forskellige jobs bl.a. som grammofonplade sælger og som underviser i foto på Aftenskole, blev fotografiet en levevej i 1975.

    Gorm Valentin har fotograferet til flere hundrede pladeomslag, danske som udenlandske, heriblandt til C.V.Jørgensen, Gnags, Shubidua,

    Thomas Helmig, NHØP, Stan Getz, Chet Baker, Bill Evans m.m.m. Leveret forsidefotos til diverse magasiner og blade såsom Euroman,

    Levende Billeder, Tusind Øjne, M.M. og Jazz Special. Fotograferet til Politiken og Information gennem en årrække. Arbejdet som teaterfotograf ved flere teatre, heriblandt Aveny, Rialto og Husets Teater. Leveret fotos til flere frimærker. Illustreret adskillige bøger samt udgivet flere i eget navn, bl.a. SORT på HVIDT i 2004. Udstillet flittigt i ind- og udland og er repræsenteret i diverse samlinger, private som offentlige.

    Gorms stil er ofte forsøgt efterlignet (og tak for det), den kan ikke enkelt beskrives, men er kendetegnet ved et særligt lys samt nærvær med den samt nærvær med den portrætterede og en grafisk stram komposition. Gorm Valentin er stadig aktiv som fotograf inden for musik, men også som “gade” og kunstfotograf, samt som foredragsholder.

  • Steen Møller Rasmussen, fotograf, instruktør, billedkunstner, der er søn af bagermester Erik Andreas Rasmussen og Margit Møller Nielsen, blev uddannet som filmfotograf ved Den Danske Filmskole 1977-1980. Han har været fotograf på talrige projekter for andre instruktører, og har desuden skabt en række film i eget navn. Fra 1980 har han været dokumentarist og projektmager på den danske kunst- og filmscene. Som stillfotograf har han en enorm produktion bag sig, ikke mindst af billeder til kunstbøger, kataloger og tidsskrifter. Ligesom han har fungeret som fotograf på en lang række kortfilm, dokumentarfilm og tv-programmer. I 1980’erne skabte han kunstnerfilm sammen med “de unge vilde”, f.eks. “In/Out the Flat” (1985) med Claus Carstensen og Peter Bonde, og “Tretten” (1989) med små visuelle portrætter skabt i samarbejde med de medvirkende billedkunstnere. I 1990’erne skabte han et stort antal eksperimental- og portrætfilm, alene eller i samarbejde med andre. Her kan nævnes: “The Place To Be” (1996), “Reading Lips” (1996) og “Lowell Celebrates Kerouac” (1998). Fra 1989 har han levet sammen med cand.phil. Susanna Neimann (f. 28-05-1958). (Fra danskefilm.dk)

  • Susanne Mertz – fra mertz-foto.dk

    Jeg er udlært som fotograf hos Rigmor Mydtskov og Steen Rønne  i 1967. Har arbejdet som fotograf hos Claude Rodriguez i Paris 1967-68. Siden 1972 har jeg arbejdet som selvstændig free-lance fotograf. Undervist i fotografi på Krogerup Højskole fra 1977-80. Undervist i fotografi på Skolen for Kunstformidling på Kunstakademiet fra 1980-1995. Har siden 1974 været med i Fotograf Studiet 5 C, på Nørrebro.

  • Jørgen Angel – fra angel.dk

    Født i 1951 i København. Har været fotograf i musikbranchen siden slutningen af 60erne til begyndelsen af 80erne. Han har leveret fotos til utallige magasiner, albumomslag, bøger i Skandinavien og andre steder. Jørgen Angel har taget sine fotos over hele Skandinavien, Storbritannien og USA – ved koncerter, receptioner, eksklusive fotosessions eller på på farten med bands. Jørgen Angels kunst har sin styrke i den varme relation, han udviklede til dem, han fotograferede. Han var med Alice Cooper til striptease-show i private hjem for at fotografere bands som The Who, Roxy Music, Pretty Things og Uriah Heep eller, han var en tur på landet med Arthur Brown for at tage et af hans meget værdsatte fotos.

  • Ole Christiansen – fra olechristiansen.dk

    Har gennem årene leveret billeder til et utallige af bøger, tidsskrifter, pladecovers, årsrapporter mv. En særlig optagethed har været musikfotografering, portrætter, men også – ofte stærkt grafisk understreget urbane landskaber. Christiansen har udstillet i en lang række sammenhænge, og har i 2003 offentliggjort bogen “Photographs” på Peoples Press. Han er repræsenteret i National History Museum, Frederiksborg Slot, Hillerød. Det Kongelige Bibliotek, København. Museum of Photographic Arts, Brandts, Odense. Ole Christiansen er kendt for sin covers af Euroman og pladecovers af bands som Sort Sol, TV2, Thomas Helmig og mange andre. Hans visuelle signatur er unik og adskiller sig ved en meget grafisk look. I de senere år har han begyndt at skabe levende billeder, bl.a, videoinstalationer for bl.a. Eva Koch.