Mike Tramp #2 : Sekundet du finder dig selv, har du fundet the secret of life

Mike Tramp #2 : Sekundet du finder dig selv, har du fundet the secret of life

I første kapitel talte Mike Tramp og jeg om tiden fra hans første spæde skridt i Vesterbro Ungdomsgård over grandprixsejr med Mabel, kæmpesucces med White Lion til bandet Freak of Nature, der fulgte efter puddelhundehårrockens nedsmeltning i efterdønningerne af grunge og Nirvana.

Denne podcast er historien om en mand, der sidst i 90erne stod tilbage med 3.000 dollars efter at have tjent millioner. Efter et vellykket retreat på Tasmanien sammen med sin daværende kone, og en knapt så vellykket gendannelse af White Lion, har Tramp arbejdet som solist med og uden skiftende medlemmer i hans Band of Brothers.

I dag fortsætter Mike Tramp ufortrødent, fordi rock’n’roll er et livs-commitment – og fordi han ved, at han nåede at spille med det ultimative band – ikke White Lion, men Freak of Nature.

Indtil det tabte dets zen.

Podcasten er en samtale om at dedikere sit liv til rockmusik, selvom det har en pris, ikke mindst familiært.

På Bobdagelsesrejse i sangskatten: Dylan er sjældent set mere engageret

På Bobdagelsesrejse i sangskatten: Dylan er sjældent set mere engageret

 

”Sig mig er det ham, der har skrevet ’Halleluja’?”, spurgte en ung kvinde kort før koncertstart.

Hun har vel tænkt, at siden den ældre medborger ved siden af hende havde vovet sig ud i kulden, helt ud på festivalpladsen, måtte han vel have forstand på de dele.

Nej, den skrev en anden, som ikke længere er iblandt os, svarede jeg og nævnte komponistens navn.

”Ja, ham der Bob Dylan lever åbenbart endnu,” sagde en anden.

Fristende at se mod den rødmende aftenhimmel over Roskilde og udbryde et ”Halleluja”.

Men de skal såmænd være tilgivet, de unge. Ligesom for eksempel tv-serier om atomkraftulykker er uvidenhed tilsyneladende lidt af en landeplage i vore dage.

Og som Dylan sang en times tid senere i ’Pay in Blood’, ”The more I die, the more I live”.

Med sit loyale band gennem godt og vel 15 år i ryggen rejste den gamle endnu en gang på opdagelsesrejse i sin sangskat med en last fuld af granater under armen

Nu er denne en af Dylans allermest vrede sange vidt åben for fortolkninger, men på en måde kunne det være overskriften på hans koncert denne aften på Roskilde Festivalens Orange Scene.

Med sit loyale band gennem godt og vel 15 år i ryggen rejste den gamle endnu en gang på opdagelsesrejse i sin sangskat med en last fuld af granater under armen. Sådan som det har været med ham i årevis.

Afsøger sine sanges tekstur

Set med nutidige briller er en af de mange interessante ting ved Dylan Netflix-dokumentaren Rolling Thunder Revue, hvor relativt lige ud af landevejen-regulært, Dylan og hans rockband spillede de fleste sange under turneen i 1975.

Nu mange år senere afsøger han konstant sine sanges tekstur. De dekonstrueres og nyopføres hver aften – selvfølgelig ovenpå noget, der i løbet af den aktuelle turne har udviklet sig til et fundament.

Under den seneste runde på Never Ending Tour var han stærkt inspireret af sine croonerplader – blandt andre Shadows in the Night. Som det fremstod på Orange Scene, er han lige nu i færd med redefinere sine sange i noget, der ligner et classic rock/støjrock/boogie-regi med sit eget kantede pianospil og selvfølgelig sangen i centrum. Ja, Bob Dylan synger.

Snart snerrende aggressivt, spottende, fuldmånesygt som i ’Soon After Midnight’, overraskende zen-mildt og livserfarent i ’It Ain’t Me Babe’, pastoralt messende i ’Highway 61’, der vel også er en form for (anti)prædiken.

Dylan stiller krav til sit band. Han improviserer. Man så koncentrationen lyse i øjnene på musikerne, især guitarist Charlie Sexton. Især da man så ham grine lettet, da et eller andet lykkedes op mod en Bob-solo på pianoet

Fordelen ved storskærme under koncerter som denne er indlysende, at man kan følge kunstnerne på tæt hold. Som en der har fulgt Dylan i årevis, var det interessant at se ham kanalisere følelser, rappe, åbne munden i noget, der til forveksling mindede om smil, vrænge sine tekster frem. Indimellem trygle ordene frem.

Direkte rørende at se ham – tilsyneladende – blive overrasket over en af sine plus 40 år gamle pointer i prægtige ’Simple Twist of Fate’. Hvem ved, måske han pludselig mindedes det engangsknald, der meget vel kunne ligge bag denne sang.

Men lige så meget respekt, jeg kan have for Dylans trang til fornyelse; det er sådan han er, som han i øvrigt beskriver indgående i sin biografi Krøniker.

Lige så svært er det indimellem at sluge de nye versioner musikalsk. Charmerende, ja, når Bob og band leger sig igennem en primo 60’er-glad ’It Ain’t Me Babe’ – meget kan man sige om Bob;  hans stemme minder ikke meget om Jersey Boys, men stemningen var der. Spøjst.

Men svært andet end bare more sig over en særpræget ’Like a Rolling Stone’, der vekslede mellem teatralsk filmscore lydsætning, rap og en slags shuffle i det legendariske omkvæd. I den oprindelige version hvæsede Dylan nærmest ordene frem, i aften lød han næsten empatisk, som har han fået en slags medlidenhed med sangens ’You’, der nu på 55. år er invisible, got no secrets to conseal.

En af verdens smukkeste kærlighedssange

Omvendt igen, i en af verdens smukkeste kærlighedssange ‘Make You Feel My Love’ lød Dylan, som afsøgte han den følelse, der oprindelig skabte tekst og melodi. Her desværre mere eller mindre tumlende rundt i det hårde boogierockede udtryk.

Dylan stiller krav til sit band. Han improviserer. Man så koncentrationen lyse i øjnene på musikerne, især guitarist Charlie Sexton. Især da man så ham grine lettet, da et eller andet lykkedes op mod en Bob-solo på pianoet.

Den Gamle stiller krav til sit publikum, der unge som ældre medbringer historier om levet liv og identitetsskabelse, hvor Dylans sange var den fjerde dimension. Og som da egentlig godt kunne tænke sig at høre ’Blowin’ in the Wind’, som den skal lyde.

Som publikum må man tage, hvad man bruge, og lade resten ligge. Jeg har set Dylan otte-ni gange siden en koncert i Skandinavien i Göteborg for 41 år siden, og set hans band swinge betydelig mere konsistent, sammenhængende end i aften. Senest i Operaen i 2017.

Jeg tror det værste, der kan ske for Dylan vil være at se sit sangkatalog som et staudebed, hvor alting vokser op igen og ligner sig selv til næste år. Så må vi andre leve med at det, der engang lignede roser, nærmere ligner tidsler næste gang, man ser det

En stærk finish i ’Soon After Midnight’ og ’Gotta Serve Somebody’, hvor bandleder Bob lod sine musikere slippe tøjlerne trækker op i det samlede billede. Den gamle standard fra Dylans nyreligiøse vækkelse for 40 år siden blev til en soul/rockabilly-melodi under den orange teltdug. Meget medrivende.

Til gengæld har jeg sjældent set Dylan selv mere indlevende, mere engageret end på Orange Scene denne aften. Mere nysgerrig på sine sange. Den gamle gnavpot sluttede ligefrem af med at træde ud på scenen i en lille piruette. Ja, svært at forestille sig, men ikke desto mindre.

For det fortjener den 78-årige trubadur den største respekt. Jeg tror det værste, der kan ske for Dylan vil være at se sit sangkatalog som et staudebed, hvor alting vokser op igen og ligner sig selv til næste år. Så må vi andre leve med at det, der engang lignede roser, nærmere ligner tidsler næste gang, man ser det.

Dylan ville ikke være den største, hvis han nøjedes med at kalkere sig selv.

Bob Dylan, Orange Scene, onsdag aften.

Sætliste:

1. Things Have Changed

2. It Ain’t Me, Babe

3. Highway 61 Revisited

4. Simple Twist of Fate

5. Cry a While

6. Honest with Me

7. Make You Feel My Love

8. Pay in Blood

9. Like a Rolling Stone

10. Early Roman Kings

11. Girl from the North Country

12. Love Sick

13. Thunder on the Mountain

14. Soon After Midnight

15. Gotta Serve Somebody

Ekstranumre

16. Blowin’ in the Wind

17. It Takes a Lot to Laugh, It Takes a Train to Cry

 

Fra Billie til Bob – festivalsommeren ifølge Mediano Musics Tanja og Jan

Fra Billie til Bob – festivalsommeren ifølge Mediano Musics Tanja og Jan

I denne podcast gennemgår vi fem af årets vigtigste festivaler. Hvad bliver værd at tjekke ud? Det er samtidig premieren på et nyt Mediano Music-koncept ‘Lydlandskabet – med Jan og Tanja’.

Og så kan du vinde to billetter til Tønder Festivalen, som vi omtaler i podcasten. Læs forneden, hvordan du gør.

Tanja og Jan taler om deres første festivaloplevelser i hhv. 1979 og 2008. Tanja opsummerer sine oplevelser på årets Spot Festival i Aarhus, hvor hun opdagede en del helt unge kvindelige kunstnere – hør en sjov anekdote om Beta. Jans, synes primært han selv, sjove anekdote fra Tappernøje om Little Steven, der spiller på Jelling Festival. Tanja får studiet til at danse til Alice Mertons hit ‘No Roots’. Merton optræder på Northside. Tanja forsøger at forklare den hypede Billie Eilish, Jan forsøger at forklare sin begejstring for Lana del Rey, der optræder på Tinderbox.

Tanja spiller et nummer med et af Roskilde Festivalens mange spændende navne Stella Donnelly – og Jan har fundet et af sine absolutte yndlingsnumre med gamle Bob Dylan frem.

Endelig er vi omkring Tønder Festivalen – blandt andre countrystjernen Kacey Musgraves mand Ruston Kelly. Og countrylegenden John Prine.

Vil du gratis med på Tønder Festival? Alt du behøver at gøre er at gå ind på facebook og skrive dit navn i kommentarfeltet på dette afsnit. Så deltager du automatisk i konkurrencen om to billetter.

Du kan høre afsnittet her:

Værter: Jan Eriksen og Tanja Brinks Toubro
Producer: Peter Rubek Nielsen

Niels Skousen – En af de helt store i dansk rock

Niels Skousen – En af de helt store i dansk rock

Fra Mediano Music

Musikeren, komponisten, poeten og meget andet, Niels Skousen er aktuel med pladen ‘Døgnet har 24 timer’, der har fået flotte anmeldelser flere steder. 

Skousen har været med siden nærmest fødslen af dansk rock i en tid med Gasolin og Skousen & Ingemann. I år er han blevet 75.

Jan Eriksen havde for nylig besøg af pladeaktuelle Niels Skousen Mediano Music-studiet på Nattergalevej. Det blev til en snak om, hvordan en koncert med Bob Dylan 12. maj 1966 blev det afgørende vendepunkt i Skousens musikalske karriere.

En snak om inspirationen fra Sydfyn (og Morten Korch), Skousen & Ingemann, Musikpatruljen, om at Niels Skousen måske ligeså meget er en dansk Ulf Lundell, som en dansk Leonard Cohen, som han ofte kaldes – og om politisk rock i 1970’erne, forandrede det noget? Om at komme tilbage efter 21 års pause og langt om længe opnå anerkendelse. Og lidt om kærlighed som 75-årig.

Du kan høre afsnittet her:

Vært: Jan Eriksen
Producer: Peter Rubek Nielsen