Jeg har en teori om, at de fleste succesfulde musikere oplever et point of no return i karrieren – koncerten, der bekræfter dem i, at musik, det er det, de skal resten af livet. I stort eller lille omfang. Måske med kommende udsolgte koncerter på Wembley, måske som bijob med en koncert i ny og næ på Café Punktum.
Jeg mener koncerten, hvor musiker og publikum underskriver en fælles hensigtserklæring: Vi vil hinanden, så længe vi gensidigt bliver ved med at give. Skulle der være en flig af sandhed i dette lommefilosofiske tankespind, kunne Rikke Thomsens koncert fredag i Telt 1 her i Tønder meget vel være en sådan.
Så enkelt kan det siges. Foto: Flemming Jørgensen
Da hun blev hyret til festivalen for tre år siden, inden Corona stoppede festen, var Rikke Thomsen mere eller mindre kult, især i sin hjemegn. I dag er Sønderjyllands egen Rikke på en tilsyneladende never ending tour med sin akustiske guitar. Hun har formået, hvad jeg ville have forsvoret, da jeg første gang læste om hende – at etablere et rum, hvor hun kan slippe afsted med at synge og tale på synnejysk, lige meget hvor hun kommer frem.
Da hun fredag eftermiddag trådte ind med et ”Mojn” på hjemmebanen på den største og vigtigste festival på hendes hjemegn, blev hun mødt af et kæmpe bifald. På den vibe fortsatte det, da hun lagde ud med ”Vausen” fra debutalbummet Opland.
Jeg sad tilbage med en fornemmelse af at have fået et indblik i kernen – ikke bare i hver af hendes meget melodiøse sange – men i hendes vision som så
Vi taler en indforstået vibe, hvor alene første linje, ”Ka do mærk venn æ tænke å dæ elle it?”, afstedkom endnu mere bifald.
Og sådan fortsatte det naturligvis, da Michael Falch kom på scenen for at synge med på ”Hunge hjerte”, der er en form for parafrase over Bruce Springsteens ”Hungry Heart”. Dobbelt oplagt med Falch, der er vokset op i Tønder og faktisk har sunget ”Hungry Heart” sammen med Bruce Springsteen på scenen i Forum. Tilsyneladende havde Falch og Thomsen ikke haft ret meget tid til at indøve koreografi, men en effektiv gimmick var det.
At Falchs møde med Bruce fandt sted otte et halvt år før, Rikke blev født, siger på en omvendt måde noget centralt om årsagen til hendes succes.
Rikke Thomsen. PR-foto
Selvom hun synger, så det også i Telt 1 denne fredag kan være svært for os, der er født nord og øst for Kongeåen at fatte meget af det, udtrykker hendes livskloge sange noget universelt på tværs af generationer. Måske især til os, der også har vores rødder i small town-Danmark.
Det er bare et af Rikke Thomsens talenter. Som det blev understreget ved denne koncert, har hun mange. Med varme, solidaritet og forsoning beskriver hun både ensomhedens begrænsning og kedsommelighed og samtidig overskuelighedens tryghed i livet i en by med et par hundrede indbyggere – i pagt med naturen.
Hun talte en del på scenen. Beskrivelsen af dengang en nabo opsøgte hendes mor og stedfar i Blans for at klage over, at hækken var blevet så høj, at hun ikke længere kunne følge med i deres liv, var meget, meget morsom.
Ja, et par af Thomsens tekster har ligefrem gjort mig en smule klogere på mit ambivalente forhold til min barndoms grønne dal.
Som hun også sagde og senere sang: Hvis alle har et “hungry heart”, som ham Bruce synger, hvorfor føler hun sig så som den eneste med et “hunge hjerte” i Blans? En central pointe, der sætter sylespidst fokus på det forhold, at afstandene kan føles enorme i en by, hvor der er mindre end én kilometer mellem byskiltene.
Jeg ved ikke, om Mariah Carey kunne finde på at ringe til Rikke for at bede om et par sangfif, men hendes runde, let nasale klang klæder sangenes ord – faktisk næsten bedre live solo end på plade, hvor vokalen er produceret en anelse for lavt efter min smag.
Rura i Telt 2 fredag aften. Det skulle vise sig at blive endnu en af disse musikalske oplevelser, der kommer snigende som en tyv om natten og stjæler ens fordomme
Måske fordi hun sang sine sange med en forunderlig påtrængende mildhed.
Før koncerten var jeg spændt på at høre, hvordan Thomsen ville forløse sine sange, der på albummet Opland bevidst er produceret med pastelfarvet 80’er galore, med en enkelt guitar. Og her citerer jeg hende så igen: ”I kommer til at høre mine sange, som de lød, da jeg skrev dem.”
Jeg sad tilbage med en fornemmelse af at have fået et indblik i kernen – ikke bare i hver enkelt af hendes meget melodiøse sange – men i hendes vision som så.
Rikke Thomsen er en natural bornperformer og komponist med et stort glimt i øjet og sikker fornemmelse for, hvad hun og hendes sange kan – læg dertil, at hun er en glimrende guitarist.
Spørgsmålet er vel, om hun fortsætter som Sønderjyllands moderne Allan Olsen, eller om den form vil vise sig lige så begrænsende som barndommens Blans, og om den nye bopæl på det der spelt-Østerbro ovre på djævleøen og succesen som sådan trækker hende i anden retning.
Rikke Thomsen, Telt 1, fredag eftermiddag
Som en tyv om natten
Mit kendskab til skotsk folkemusik er mildt sagt begrænset. Selvfølgelig har jeg hørt den slags utallige gange som underlægning til tv og film og har nok også set det fremført live et par gange. I øvrigt holder jeg meget af Runrigs afskedsalbum The Story, som desværre er et noget underkendt forsøg på at give den skotske folk-rock et moderne udtryk.
Så det var ganske forudsætningsløst, at jeg opsøgte kvartetten Rura i Telt 2 fredag aften. Det skulle vise sig at blive endnu en af disse musikalske oplevelser, der kommer snigende som en tyv om natten og stjæler ens fordomme.
Bandet består, ved jeg nu, af violinisten Jack Smedley, Steven Blake på sækkepibe, fløjte og keyboards, Adam Brown, guitar, og David Foley såkaldt bodhrán og fløjte. I øvrigt vildt, så meget funk, Foley får ud af den lille tromme. Suppleret med basfigurer fra Blakes keyboards.
Rura på scenen i Telt 2. Foto: Flemming Jørgensen
Efter tolv års samspil lyder de fire mannies som en organisme. Det er måske store ord, men so be it – sjældent har jeg hørt et så tight og indforstået spillende orkester. Guitarist Brown havde efter eget udsagn tømmermænd – tænker at en skotsk folkemusiker ville blive smidt ud af fagforeningen, hvis det kom frem, at han ikke havde tømmermænd. Alligevel spillede han flot sin rolle som en form for orkesterleder.
Den første erkendelse – at sækkepibe ikke bare er sækkepibe i betydning 20 mænd i kilt, der spiller “Amazing Grace”. Steven Blake spiller sin sækkepibe nærmest som en meget analog synthesizer, der er der for at fuldende og supplere lydbilledet. Ligesom hans keyboards og rigtige synths.
Det lød simpelthen bare godt.
Anden erkendelse – godt nok er hverken U2, Coldplay, Echo and the Bunnymen eller Kate Bush skotske, men når man lytter til de utallige lange, eksplicit stemningsskabende passager og hyppige crescendoforløb i Ruras musik, hører man også de autentiske præ-rock’n’roll kilder, der har præget fx de nævnte musikere.
Der skete noget i det fjerde rock’a’billy-agtige nummer, guitaristen trykkede på en af sine fodpedaler, så hans guitar fik denne her kaktus-ørkenstøvede slangeskindsbestøvlede lyd
I flere passager fik jeg smukke tankebilleder af tågede horisonter over det skotske højland – og måske et enkelt whiskydestilleri hist og her.
Men ligesom der efter sigende befinder sig et uhyre i Loch Ness, bor der en djævel i Ruras musik, nemlig manglede variation.
Ud over lidt optaget speak fra det ene bandmedlems bedstemor er Ruras udtryk instrumentalt, og godt og vel halvt inde i koncerten begyndte mine tanker at søge andre steder hen – med andre ord det blev noget ensformigt for mig, der med Springsteens berømte ord lærte mere af en tre minutter lang sang, end han lærte i skolen. Heldigvis var der flere breaks, som bandet i øvrigt ramte med kirurgisk præcision. Der måtte gerne have været flere.
Det, jeg tager med mig fra denne koncert, er den positive oplevelse af at have set fire uhyre velspillende, bundmusikalske skotter udfordre mig sindsligt og musikalsk.
Rura, Telt 2, fredag aften
The Mavericks spiller på Open Air på Tønder Festival 2022.
Stolte overbringere af traditioner
Nogle gange spørger jeg mig selv, hvordan det opleves for en artist, der har sunget de samme sange tusinder af gange i løbet af tre-fire årtier, at stå deroppe på scenen for at gøre det endnu en gang.
Bedømt ud fra begyndelsen på tex-mex el presidente Raul Malos The Mavericks koncert kunne det meget vel blive endnu en dag på Haciendaens terrasse med benene oppe. Eller måske nærmere som et lidt anonymt danseband hyret til endnu et bryllup.
Det otte mand store orkester virkede noget stift i det (om ikke lidt energiforladt), da de overraskende lagde ud med det helt store hit ”Dance the Night Away”.
The Mavericks, der har sine rødder i Miami, Florida brød for alvor igennem i begyndelsen af 90’erne og kom hurtigt til at ride med på den bølge, der blev skabt af Los Lobos’ overraskende succes med ”La Bamba”.
Her 30 år senere består gruppen stadig – udover Malo – af guitarist Eddie Perez, trommeslager Paul Deakin og keyboardspiller Jerry Dale McFadden.
The Mavericks spiller på Open Air på Tønder Festival 2022. Foto: Helle Arensbak
Udgangspunktet var oprindelig en fælles begejstring for den musik, Elvis Presley, Johnny Cash og især Roy Orbison skabte helt tilbage i 50’erne, krydset med mexicansk ranchera, der er resultatet af århundreders kulturblanding mellem indiansk og europæisk, især spansk kultur.
Efter to-tre numre skete det, der nogle gange sker ved denne form for “endnu et stop på landevejen”-koncerter – en gensidighed mellem band og publikum, der viser sig at udvikle sig til en symbiose. Der skete noget i det fjerde rock’a’billy-agtige nummer, guitaristen trykkede på en af sine fodpedaler, så hans guitar fik denne her kaktus-ørkenstøvede slangeskindsbestøvlede lyd, og jeg fornemmede lidt mindre stivhed i forsanger Malos ansigt, som fornemmede han, at publikum var klar til kinddans og fodvippen i de mange kommende numre, fortrinsvis i mellemtempo.
Det kan siges meget enkelt, som min sidemand formulerede det: ”Hold kæft, hvor det swinger.”
Så forskellige de ellers er, har The Mavericks en ting tilfælles med skotske Rura. De er stolte overbringere af musikalske traditioner, alle andre står på
Efterhånden fornemmede jeg en større og større løssluppenhed og spilleglæde i bandet, efterhånden som de enkelte medlemmer trådte frem med den ene solo efter den anden. “Hvornår kommer harmonikaen?”, skrev jeg i notes, og ja, et eller to minutter senere trådte harmonikaspilleren ned centerstage – til stor jubel. Tex-mex uden harmonika er som tequila uden lime.
Det egentlige vendepunkt indtraf, da Raul Malo og hans orkester spillede et par numre fra deres ret nye spanske album En Español. Det var her, Malo gik fra fortolker af egne og andres sange til passioneret sanger. Tydeligvis var det hjerteblod, vi oplevede. Det er muligvis bare noget, jeg lægger ind i det, men jeg fornemmede en mand synge for det store mexicanske mindretal i USA, der ikke ligefrem danser på roser i disse år.
Med The Mavericks ved man, hvad man får. Nemlig, hvad man kommer efter. Et nummer er en parafrase over ”Jambalay”, et andet overmåde inspireret af ”Blue Bayou”, et tredje inspireret af ”Blue Moon”, som bandet altid spiller live, denne gang i en version, der gjorde Elvis coverversion fra 1954 stor ære.
Selvom jeg godt kan savne lidt mere spjæt i The Mavericks som i det beslægtede, Little Steven’s Soul Disciples, forlod jeg den store scene i Tønder med et varmt hjerte.
Jeg ved ikke, hvad Arne-pension hedder på spansk, men intet tyder på, at The Mavericks behøver at tænke på den slags foreløbig.
Så forskellige de ellers er, har The Mavericks en ting tilfælles med skotske Rura.
De er stolte overbringere af musikalske traditioner, alle andre står på.
Sådan en eftermiddagsstund, hvor solen er rød og rund, virker det oplagt at åbne årets Tønder Festival med en hyldest til Dissing, der flere gange nåede at optræde på festivalen.
Nu var det jo primært den danske trubadur, det handlede om i Telt 1, som det meget matter of the fact-agtigt hedder.
Men ham, der for alvor skubbede til primo-tressernes folkemusik-bølge, var på sin vis meget passende også repræsenteret i teltet. Med i backingbandet var bassisten Tony Garnier, der i en periode har været fast medlem af Bob Dylans band.
Garnier spillede lidt sammen med Dissing under Aarhus Festuge for ni år siden – og da den daværende kapelmester Gustav Ljunggren også holdt taktstokken på scenen i Tønder – ja, så voilà, Garnier takkede ja til at være med.
Arrangørerne havde truffet det sympatiske valg at lade musikken tale, altså ingen salvelsesfulde taler mellem numrene. Stemningen var passende uhøjtidelig, grænsende til småanarkistisk i ny og næ. Vi er på festival, samlet for at mindes en sanger, der skabte sit eget skæve, originale udtryk for det at være menneske i sin tid. Så ingen grund til begravelsestårer.
Og så var der Allan Olsen. Utroligt som den mand kan besætte et scenerum ved sin blotte tilstedeværelse og måden, han fremfører ordene
”Det er fuldstændig som i gamle dage, ingen har lavet lydprøver, det kan kun blive godt,” som Niels Hausgaard sagde.
Grønlandske Nive Nielsen var på scenen et par gange. Dissing havde et varmt forhold til det store land mod nord og skrev flere sange inspireret af sine ophold i Grønland. Nive Nielsen er en fortræffelig sanger med et lidt understated udtryk. Da Grønland og ikke mindst grønlænderne også har en stor plads i mit hjerte, var det såre rart at se den socialt engagerede side af Dissing blive luftet.
Caroline Henderson sang “Hjertesuk”. Foto: Helle Arensbak
Gode, gamle Benny Holst kom på scenen med en meget ærlig og ren version af ”Tak for gode som for onde år”, som han engang indspillede med Dissing, denne gang i en renlivet countryversion. Senere kom Holst igen på scenen sammen med Kjartan Arngrim – noget med at Dissing og Holst en gang drømte om at fordanske Bob Dylans ”For Ramona”. Og det var Arngrim så sat til. Det har sikkert været sjovt i øverummet, men ikke rigtig i Telt 1.
Også Caroline Henderson var på scenen. Efter hendes version af den smukke, smukke ”Snehvidekys” ved vi, at hun synger flottere end nogensinde, og at Povl Dissing var den første danske musiker, hun lærte at kende, da hun kom til Danmark som 21-årig
Rasmus Dissing fik for alvor teltdugen til at blafre med sin festlige boogie-version af farens gamle hit ”25 minutter endnu”. Både Rasmus og hans bror, Jonas, sang i dagens anledning med en betoning, der mindede mistænkeligt meget om deres fars stemme. Hvis ikke de skulle kunne binde an med at læne sig op ad hans røst …
Og så var der Allan Olsen. Utroligt som den mand kan besætte et scenerum ved sin blotte tilstedeværelse og måden, han fremfører ordene. Hvis jeg forstod det ret, handlede det om en som altid finurlig tekst, som Allan Olsen egentlig havde skrevet til Dissing, men som han aldrig fik indspillet.
Mindekoncert for Povl Dissing på Tønder Festival 2022 i Telt 1. Foto: Helle Arensbak
Men det var de to unge artister, Rikke Thomsen og Bisse, der for alvor fik skubbet til grænserne i Dissings eftermæle. Skævt smilende Thomsen med en meget 60’er-pop-glad version af Dissings ”Der ikke noget som damer” med godt med Hammond orgel-krymmel på keyboards.
Altid originale Bisse med hele to numre, som han begge holdt ind til sig som sine egne. Først en rastløs psychedelia version af ”Nøgne øjne” – og senere en forrygende, uforglemmelig version af Shell Silversteens prægtige bluespastiche ”Den grimmeste mand i byen” – med dansk tekst af Thøger Olesen.
Som sin mentor Niels Hausgaard taler Svendsen meget mellem numrene – hendes selvironi er klædelig, men det kan også blive for langtrukkent
Dog havde Bisse udskiftet ordet ‘bøsse’ i den oprindelige tekst med ‘bisse’.
Som afslutning mindede Niels Haugaard om, at han også er folkesanger. Han sang en sang, som Dissing engang skrev om et brud med sin kone, men som han var for loyal til at indspille, så alle andre kunne få indblik i deres private hurlumhej. En sang om at slide hinanden op, som Hausgaard sang med stor indføling. På forunderlig vis blev det også en sang om loyalitet, hensyn og venskab, ikke bare mellem de to trubadurer tidligt i deres karrierer, men også mellem os i teltet og hver vores Povl Dissing.
Povl Dissing Hyldestkoncert, Telt 1, torsdag
Har fundet sin form
Det er 21 år siden, Signe Svendsen blev kendt som hende i Rollo og King. Efter et par job som tv-vært har hun med stor dygtighed skabt en karriere som solist – suppleret med en tjans som korsanger for Niels Hausgaard.
Svendsens liveband består bl.a. af brødrene Lars og Troels Skærbæk og den tilsyneladende allestedsnærværende keyboardspiller Palle Hjorth. På et tidspunkt talte hun om guitarist og producer Lars Skærbæks forbilledlige nysgerrighed, som jo bl.a. spiller en vigtig rolle for lyden på Michael Falchs tredje comebackalbum, Forår i brystet.
Ingen tvivl om at Skærbæk har rollen som en form for kapelmester i samarbejde med Signe Svendsen selv. Hans guitarspil, der snart lyder af country, snart rock’n’roll, snart indierock – på et tidspunkt tænkte jeg mærkeligt nok på The Cure og dreampop. For mig lyder det, som om han søger at give sin guitar en digital biklang, som udvider lyduniverset, uden at det stjæler opmærksomheden fra de klassiske singersongwriting-kvaliteter i hendes musik. Og i øvrigt tak for perfekt lyd under koncerten, nu jeg husker det.
Tønder Festival: Signe Svendsen med band på scenen i Telt 1. Foto: Flemming Jørgensen
Signe Svendsens sangstemme er ualmindelig flot. En efterårsløvfarvet melankolsk nordisk klang klæder hendes tekster, der både tager livtag med det personlige ondt-i-livet og samtiden, og hvad der i øvrigt pirker til hende. Hun har et skarpt øre for det, der smerter, og hun synger, så man kan mærke kulden bide i kinderne i ”Frosten slipper”.
Som sin mentor Niels Hausgaard taler Svendsen meget mellem numrene – hendes selvironi er klædelig, men det kan også blive for langtrukkent. Men når det forklarer familiehistorien bag en sang som ”Det forlyder” og ikke mindst det nye “Lydia” om en oldemor, der måtte slide og slæbe og sælge sig selv for sit ’uægte’ barns skyld, giver det god mening.
Virkelig flot sang i øvrigt med Signe helt alene på scenen. At dømme ud fra to-tre nye numre – bl.a. det hudløse ”Hvem vil ikke elskes igen” – har Signe Svendsen fundet sin form som sangskriver. Det lover godt for det nye album, der udkommer 14. oktober.
Beretninger om hårde kampe og fornedrelse i familiehistorien kan fortælles over hele verden. Desværre. På anbefaling så jeg Allison Russell, canadisk musiker og aktivist, som jeg aldrig havde hørt om før. Som datter af en kvinde, der i årevis led af ubehandlet skizofreni, og som giftede sig med en nynazist, der voldtog og tævede Allison, kan hun tale med om dysfunktionalitet. Som hun sagde: ”Ofte sov jeg på en bænk i parken, det var mere sikkert end at sove hjemme.”
Siden fandt hun en mening i livet i musikken og den rigtige kærlighed hos en anden kvinde og senere hendes mand. Som musiker har Russell viet sit liv til at sprede håb, forståelse og historisk bevidsthed. Hendes musik kategoriseres som Americana, der jo nærmest kan betyde alt og intet.
Med et band bestående af en keyboardspiller, en guitarist og en violinist og Russel selv på blæsere og et strengeinstrument, jeg ikke tør give et navn, vil jeg nærmere kalde det … ja, musik.
Netop det er en af hendes pointer. At hun, der har mørkt blod i årerne, og alle andre for den sags skyld, stammer fra mennesker, der har lidt, ofret sig og er døde, for at vi fx kan stå på en festival med en velfærdsfadøl i hånden og nyde livet.
Tænk Dem, jeg oplevede ingen knævren, pladren eller sladren under koncerterne. Min stemme under det kommende valg går til den, der vil forbyde publikumssnak under koncerter
Allison Russel på Tønder Festival 2022 i Telt 2. Foto: Helle Arensbak
I sync med Russells budskab er musikken afroinspireret, der er elementer af freeform jazz, spanske bolero i en af violinistens soli, keltisk lyd, soul, groovy funk, popbegejstring i en sang til sangerindens kæreste. Det er som en musikalsk snart blodrød, snart honningfyldt flod, der flyder på en spraglet pram ind og ud af forskellige tidsaldre. Jeg kunne også nævne Joni Mitchell, og denne gang med ekstra relevans, for Allison Russell var en af de heldige artister, der var med på scenen, da den gamle sangskriver optrådte på Newport Festivalen for nylig.
Vildt som Russell og guitaristen som i en fælles organisme kunne skabe et funky groove som hos Sly and the Family Stone – uden hverken tromme eller bas.
Russell repræsenterer en musikalsk minestronesuppe af en genre, der heldigvis i det små er i vækst. Den genreløse genre. Det er musik, der beder om indlevelse hos publikum.
Musik kan meget. At se Allison Russell synge og performe med så meget overskud og livsglæde og så gennemgribende stor musikalitet var en glæde i sig selv.
Allison Russell, Telt 2, torsdag aften
Når Tønder buldrer mest
Det fine ved festivaler kan være, at man pludselig står i et telt – i dette tilfælde salen Bolero – og oplever en mindre åbenbaring. Måske ikke i størrelsesordenen Lukas, Johannes, Matthæus eller Markus, men i betydningen en musikalsk oplevelse, der flytter lytteren et lille stykke videre i den rigtige retning.
På scenen i den spøjse sal stod en enkelt mand med en smadrekasse af en guitar og en dundrende baryton af en stemme, der lyder, som kommer den nede fra de ni tiendedele af sjælen, der sjældent høres hos andre.
Mage til stemme har jeg ikke hørt siden John Moreland, også her i Tønder i 2017.
Sean Crowe er vokset op lidt nord for New York og har senere markeret sig som sangskriver og sanger, især med sit seneste album ”The Darkness Dressed in Coloured Lights”, produceret af Brian Joseph, der kendt for sit samarbejde med Bon Iver.
Ud over at Crowe kan et trick med at slå rytmen med sin højre tommelfinger samtidig med, at han spiller på den akustiske, er der en helt utrolig dybde i hans sang og spil. Som af samme grund er mere groovy, end man normalt forbinder med sange udsat for akustisk guitar.
Tønder Festival: Sean Rowe på scenen i Bolero. Foto: Flemming Jørgensen
I Sean Crowes sange og sangforedrag hører man ekkoer af amerikansk musikhistorie og skæbnehistorier fra egne, hvor den amerikanske drøm er noget, man oplever i gamle film.
Det er sange om at kæmpe, miste. Om at være klar til at tage en kugle for sin elskede. En hjertegribende ode til sangerens afdøde søster, der aldrig mere vil opleve sin elskede juleudsmykning. Hvis der findes noget, der hedder at opleve smertens glæde, var det, hvad der skete for mig under den sang.
Der var en sang om at omfavne den kendsgerning, at man alligevel aldrig bliver ham, der skrev ”Mus og mænd”. Men så kan Sean Crowe så meget andet. Et stort øjeblik. Det siger meget om hans urkraft som sanger og sangskriver, at hans versioner af Leonard Cohens “Everybody Knows” og Dylans “Girl From the North Country” lød lidt kedelige sammenlignet med hans egne sange.
Tønder Festival er for os, der egentlig bare gerne vil nyde musikken og lytte. Tænk Dem, jeg oplevede ingen knævren, pladren eller sladren under koncerterne. Min stemme under det kommende valg går til den, der vil forbyde publikumssnak under koncerter.
Ed Sheeran gør lige nu holdt i København under sin ‘+ – = ÷ x Tour’ (aka The Mathematics Tour). Det kræver ikke en doktorgrad i matematik at regne ud, at den 31-årige brite er populær. Bare for at tage et enkelt eksempel: Hans mastodont-hit ‘Shape of You’ er det mest streamede nummer på Spotify overhovedet. 3,2 mia. streams er det indtil videre blevet til.
Under koncerten fortalte Ed Sheeran om en oplevelse, da han optrådte i Vega for ti år siden. Efter koncerten sagde hans daværende manager rædselsslagen: “Det gik ikke. Du kommer aldrig til at spille i Danmark igen.”
Ingen kan udregne en hitstormer som Ed Sheeran. Kunne man det, kunne vi alle blive milliardærer – og det er der jo hverken lystyachter, privatfly eller skattefiduser nok i verden til.
Godt manageren ikke arbejder som fremtidsforsker. I disse dage oplever 160.000 danskere og sikkert en del svenskere Sheeran i en nyopført arena i Øresundsparken over for det hedengangne musiksted Femøren.
Denne sjældent smukke sommeraften virkede det som et sted, som jeg gerne så blive stående. Den åbne konstruktion betyder, at man undgår lyden af overdimensioneret betonkiste med låg på som i Parken. Jeg ved så ikke, om de 38.000, der oplevede koncerten dagen efter i silende regn, var lige så begejstrede for arenaen som jeg.
Sheeran – det klassiske eventyr
Historien om Ed Sheeran er det klassiske eventyr. En gademusikant rejser til hovedstaden (her London) med guitarkassen fuld af drømme. Videre til Los Angeles bare med et enkelt job i lommen. I klubben bliver han opdaget af skuespiller og komiker Jamie Foxx. Hjemme igen opdages han af bl.a. Elton John, der efter eget udsagn var misundelig både på Sheerans talent og kraftige hårvækst.
I midten af 00’erne udkom tre album, som kun meget få opdagede. Derefter albummet + med et par store hits, intenst arbejde bl.a. som opvarmer for Taylor Swift, flere hits, endnu flere hits og album, og nu svæver han rundt i sin egen Mælkevej. Sheeran er et fænomen af den type, som ingen kunne forudsige.
Det er det fascinerende ved det meste i den kreative verden, at ingen på forhånd kan udregne en hitstormer som Ed Sheeran. Kunne man det, kunne vi alle blive milliardærer – og det er der jo hverken lystyachter, privatfly eller skattefiduser nok i verden til.
Ed Sheerans scene på en smuk sommeraften i Øresundsparken. Privatfoto
Allerede under de to første numre ‘Tides’ og ‘BLOW’, der blev spillet med et hårdtslående band rundt om scenen (i øvrigt en sær konstruktion), var det ganske slående:
Ed Sheerans karismatiske tilstedevær på scenen, der trængte hele vejen ud til sidste række i myretuen – godt hjulpet af klar og tydelig lyd på hans sang, guitar og loopstation.
Sheeran er hveken working class-flabet eller naughty som fx Robbie Williams eller brødrene Gallagher. Sheeran er naboens storsmilende, charmerende gavtyv af en søn, som vil os det godt, og som vi vil det godt. Hans tekster om kæresten, vennerne, familien, livet omkring ham – man tager dem til sig. Når han med hjertet stående åbent introducerer hyldestsangen til sin kone, “Perfect”, som sin bedste sang nogensinde, tror man på ham – og på illusionen om perfektion i andre forhold end matematik og fysik.
Mere styr på loopstationen
Efter de to første numre forlod bandet scenen. Før sin soloafdeling forklarede Sheeran, at han ikke bruger backtrack, intet bliver optaget og brugt dagen efter. Det er her og nu. Sangene, de mange hits, findes selvfølgelig i forvejen, aftenens udtryk skabes på stedet i og ved hans loopstation. Den, virker det, som om han har fået mere styr på siden dengang i ’14, hvor jeg så ham i Forum, og hvor der var mange ret lange pauser mellem numrene.
Det, at han til en vis grad skaber musikken på stedet – så flot – fordrer lige præcis det nærvær, både musikalsk og som performer, som vi oplevede der på det sydøstlige Amager, hvor Danmark er forlænget af en bro og en kunstig ø.
Det slog mig. da han spillede rå-intense versioner af det nye ‘Shivers’ og senere ‘The A Team’ fra gennembrudsalbummet +, hvor meget musikpassion, der lever under Ed Sheerans røde hår.
På den ene side spillede (han) ‘Don’t / No Diggity’ med fuld fart på funk og samtidig ‘Galway Girl’ med så meget ild i sjælen, at han virkede som et abstinent medlem af The Dubliners – og stadig lyder det som kun ham.
En så stærk optræden i eget maskinrum ved loopstationen må kræve både DET, en utrolig selvbevidsthed og beherskelse af ens virkemidler helt ud til det yderste. Videre gennem numre som ‘Don’t / No Diggity’, ‘Lego House’ og ‘Collide’ fik jeg i stigende grad fornemmelsen af at stå ved baren i en engelsk pub, tre meter fra en ualmindelig veloplagt gårdsanger.
Ikke alle Sheerans numre siger mig lige meget. Nogle numre lyder ret ens. Live kan det virke forpustet, som prøver han at drive akkorderne og sangen helt ud til det yderste, som når man svømmer under vandet, indtil lungerne er lige ved at sprænges. Men på intet tidspunkt der i Øresundsparken føltes musikken irrelevant eller ligegyldig. Og igen, Sheeran synger, som om han netop har fundet på ordene.
Genren Ed Sheeran
Ed Sheeran har rødder i hiphop, folk, electronica og pop. Det særlige – og måske en del af forklaringen på den enorme succes – er, at han har formået at skabe et enestående selvstændigt, folkeligt udtryk, genren Ed Sheeran, der forener hiphoppens pågåenhed og kant, folkemusikkens fest og “skål og skide være med det” med popmusikkens absolutte krav om melodiøsitet og syng-med. Uden at det virker konstrueret.
Det er noget med, at han på den ene side spiller ‘Don’t / No Diggity’ med fuld fart på funk og samtidig ‘Galway Girl’ med så meget ild i sjælen, at han virkede som et abstinent medlem af The Dubliners – og stadig lyder det som ham.
Nogenlunde samtidig med Ed Sheeran spillede hans kollega Justin Bieber på Smukfest i Skanderborg. De to (og Benny Blanco) har skrevet nummeret ‘Love Yourself’ sammen. Hvor Bieber ligner en mand, der tidligt slog sig til blods på musikbranchen og nu forhåbentlig med Jesus i skuffen har fundet en vej til at elske sig selv, virker Ed Sheeran som levendegørelsen af budskabet i titlen på det sidste ekstranummer, ‘You Need Me, I Don’t Need You’.
Sætliste med band: Tides
BLOW
Solo: I’m a Mess
Shivers
The A Team
Castle on the Hill
2step
Don’t / No Diggity
Give Me Love
Med band: Visiting Hours
Own It / PERU / Beautiful People / I Don’t Care
Overpass Graffiti
Galway Girl
Thinking Out Loud
Solo: Love Yourself
Sing
Photograph
Perfect
Bloodstream
Afterglow
Ekstranumre:
Shape of You
Bad Habits
You Need Me, I Don’t Need You
Det er takket være Brad Paisley, at jeg kender en af de smukkeste countrysange nogensinde. Hans og Alison Krauss’ ”Whiskey Lullabye”, som de synger sammen i en duet, der udkom i 2004. Sangen, der er skrevet af Bill Anderson og Jon Randall, er – som en countrysang gerne må være det – tragisk fra første node i den blændende melodi. Ikke så meget som et enkelt lille lysglimt trænger gennem sprækkerne i sangen, der minder om, hvor eksistentielt koldt der kan være på Heartbreak Hotel, og hvor Exit-skiltet er for alvor.
Paisley er en stolt ambassadør for the southern way of life i almindelighed og country musik i særdeleshed – som han selv synger i flere af sine sange bl.a. i en fin version af ‘This is Country Music’
Den sang er et uimodsigeligt argument for countrymusik. Et overbevisende argument for det forhold, at tre minutter lange sange kan rumme mere drama end en streamingserie i syv sæsoner. Under sin koncert onsdag aften sang Brad Paisley ”Whiskey Lullabye” alene med sin akustiske guitar – godt og vel fem kvarter inde i koncerten. Det var et højdepunkt. Et stort højdepunkt. 23 år efter gennembrudsalbummet Who Needs Pictures er Paisley stadig en formidabel sanger og guitarist.
For mindre end tre år siden, optrådte Paisley sidste gang i Royal Arena. Dengang sluttede jeg min anmeldelse med et bibelbæltefromt ønske om at se ham i Vega eller DR Koncerthuset næste gang – altså under mere intime former end den store sportshal. Sådan gik det jo desværre ikke, men det skal siges, at Royal Arena efter svigtende billetsalg var skrumpet halv størrelse i dagens anledning Uanset tilskuertal insisterer Paisley stadig på at supplere sin koncert med et i bedste fald distraherende videoshow på storskærmene. Mange af videoerne var fuldstændig de samme som sidste gang i oktober 2019.
Paisley småsatirisk kommenterende
Flere af Paisleys sange er småsatirisk kommenterende. ”Online” om vores allesammens evindelige behov for at være PÅ. ”Celebrity” med en for sydstaterne usædvanlig selvironisk video – det må man give Paisley. ”Love Boat” med en video med en metajoke, der allerede var gammel, da Lucy Show lagde gaderne øde i 60’erne. ”Waiting on a Woman” med denne her livskloge gamle mand i baren, der uvægerligt vil dukke op på et tidspunkt i ethvert decent countrysangkatalog. Også i videoen. For ikke at tale om det underlige amerikanske Kiss Cam-fænomen, som jeg aldrig har forstået. Hvad rager snavende koncertgængere på storskærmen os andre? Bortset fra smitteopsporere måske.
Strengt taget har den næstsidste linje, ”there’s a gun in my truck”, ikke meget at gøre i Danmark, og slet ikke et par hundrede meter fra Fields
Fint nok med en jovial og folkelig stemning, der blev grundlagt allerede af opvarmeren, den charmerende australske sanger Morgan Evans, men vi b-e-h-ø-v-e-r i-k-k-e disse videoer. Morgan Evans sang i øvrigt med på ”I’m Still a Man”, en udmærket rocksang. Teksten, der kan få enhver parterapeut til at savle, er meget dixie. Strengt taget har den næstsidste linje, ”there’s a gun in my truck”, ikke meget at gøre i Danmark, og slet ikke et par hundrede meter fra Fields.
Men uanset hvad man mener om (fraværet af) amerikansk våbenlovgivning, besynger Paisley virkeligheden, som den ser ud i hans ”Southern Comfort Zone”, som han med et fiffigt ordspil sang mod slutningen af koncerten.
Not everybody drives a truck, not everybody drinks sweet tea
Not everybody owns a gun, wears a ball cap boots and jeans
Not everybody goes to church or watches every NASCAR race
Not everybody knows the words to Ring Of Fire or Amazing Grace
Paisley er en stolt ambassadør for the southern way of life i almindelighed og country musik i særdeleshed – som han selv synger i flere af sine sange bl.a. i en fin version af ”This is Country Music”. Den om, at man ikke synger om kræft, men det gør vi altså i country. Fair nok og bare han ville koncentrere sig om at spille. Både for publikums og sin egen skyld også såmænd.
Sange kan stå alene
Hans sange kan så rigeligt stå alene. Personligt er jeg mest til de sange, der nøjes med at forholde sig til livet i det store hele. Som den flotte “Then”, “Perfect Storm”, “Last Time For Everything”, og to virkelig udsøgte kompositioner som “We Danced” og “She’s Everything”.
Paisley er en guitarman af samme skole som de yngre Chris Stapleton og Cody Johnson, til dels Vince Gill og Keith Urban fra hans egen generation. Måske er Paisley lidt mere rock’n’roll. Som det fremgik af hans og bandets uanstændigt swagger version af ”Old Alabama”, der er en hyldest til countryrock bandet Alabama, er Paisley stærkt inspireret af den swampede sydstatsrocklyd, som Creedence Clearwater Revival og Allman Brothers gjorde mainstream dengang, Brad Paisley kom til verden i Glen Dale, West Virginia.
Igen og igen måtte jeg ryste på hovedet i mild beundring over det topprofessionelle samspil mellem Brad Paisley og de seks musikere. Det er det, jeg tager med hjem fra den aften i Royal Arena.
Næppe tilfældigt, i øvrigt, at han onsdag aften gav en nedtonet akustisk version af “Take Me Home, Country Roads”, der vel må være det nærmeste West Virginia kommer en nationalsang. Mere eller mindre konsekvent turnerede Paisley versionerne af sine sange i Royal Arena omkring inspirationen af sine rock-rødder, som også tæller Van Halen og Prince. Paisley spiller sine guitarer konstant, faktisk var de og han selv i fokus stort set fra begyndelse til slut. Dog med flere soli til violinisten og, selvfølgelig, pedal steel guitaristen. Paisleys elektriske guitarer har en en ret let, lys, tør tone med ret meget akustisk resonans. Som understøtter hans melodiøse, syngende lyd.
Man kan kalde bandet anonymt, endnu en dag på kontoret-agtigt. Fair nok, der var måske mere klassisk rockband attitude i opvarmningsbandet, end hos disse loyalt og vanvittigt velspillende backingmusikere. Men det, de gjorde, gjorde de fremragende. Bl.a. med en trommeslager, der nærmere følte end slog på sine trommer.
Igen og igen måtte jeg ryste på hovedet i mild beundring over det topprofessionelle samspil mellem Brad Paisley og de seks musikere. Det er det, jeg tager med hjem fra den aften i Royal Arena. Det og drømmen om at se Paisley levere sin country mesterlære på et mindre spillested. Med en væg som eneste baggrund.
Det var med et stille håb, jeg ankom til den første Roskilde Festival i tre år – at festivalpublikummet havde glemt den stangirriterende vane med at tralle melodilinjen fra Jack Whites “Seven Nation Army” i tide og utide.
Jeg blev klogere. Og på sin vis var det dem velundt, da det nærmede sig slutningen af åbningskoncerten på Orange Scene. For på det tidspunkt havde dansk-walisiske Drew Sycamore og hendes band skabt lige præcis den fest, den ikoniske scene, dens publikum og den 50-gangs jubilerende festival fortjener.
Både den dengang nyindkøbte orange scene og jeg fik taget vores festivaldyd samtidig i 1979, da jeg første gang satte benene på Dyrskuepladsen.
Det siger meget om en stigende intensitet under denne orange åbningskoncert, at musikglæden både hos publikum og band kulminerede i en ny sang … Der skal alligevel noget til, før et koncertpublikum peaker til et nummer, de færreste kender i forvejen
Det var en æra, hvor alle frygtede krig mellem øst og vest, inflationen gik amok, populister på begge yderfløje havde medvind, og det androgyne look var det nye orange i musikbranchen.
Så ja, what else is new?, som en gammel kollega yndede at spørge.
Enter Drew Sycamore på Orange Scene i form af sin nye persona Masculina, som hun kalder sig på pressebilledet her på siden, og som i øvrigt også bliver titlen på et album, der udkommer næste år. Har man været i nærheden af en musikradio de sidste par år, har man også været i nærheden af Sycamore. Det taler sit eget tydelige sprog om succesen, at hun sidste år var den første kvindelige danske artist nogensinde på listen over Gramex’ mest spillede numre i radioen.
Koncerten denne solbeskinnede onsdag begyndte med Sycamore i en Madonna-lignende BH uden på tøjet, og der var da også en vis genklang af groovet i Madonnas ”Holiday” i det første nummer, ”Electric Motion”.
Drew Sycamore åbnede Roskilde Festivalen onsdag på Orange Scene, pressefoto
Drew Sycamore har aldrig lagt skjul på sin fascination af 80’ernes dance musik i bredest mulige forstand, Michael Jackson især, måden den blev produceret på – og senere Amy Winehouse og måske Robyn og Dua Lipa, der også optræder på Roskilde i år.
Jeg skulle vænne mig til lyden af hangar foran de store lydtårne, men der kom ganske hurtigt acceptabel lyd på. Jeg plejer for mig selv at definere god koncertlyd simpelt, som at man kan høre alle instrumenter og al sang nogenlunde lige tydeligt. Burde være en selvfølge, men… Jeg bemærkede klar lyd på selv på de mindste moog-lydende fills på Amanda Wiums keyboards. Hendes spil har i øvrigt en god del af æren for Sycamore-holdets groove. Det samme gælder trommeslager Felix Ewert og bassist Naja Pyndt.
Der skulle gå 15-20 minutter, før de mange publikummer for alvor blev fanget af musikkens popbegejstring i hårde funkklæder, men snart lød der fællessang i sange som ”45 Fahrenheit Girl”, ”I Wanna Be Dancing” og ”Rhythm” – der kunne lyde som en parafrase over 90’er-hittet ”The Rhythm of the Night” med eurodancegruppen Corona. Det navn ville en italiensk popgruppe nok ikke vælge i dag.
Det siger meget om en stigende intensitet under denne orange åbningskoncert, at musikglæden både hos publikum og band kulminerede i en ny sang, ”Paradise is Next to You”. Der skal alligevel noget til, før et koncertpublikum peaker til et nummer, de færreste kender i forvejen.
Sidste halvdel af showet havde jeg fornemmelsen af en stor sonisk omfavnelse mellem dem på scenen og de mange tusinder foran
Jeg kunne godt tænke mig at se Drew Sycamore give lidt mere af sig selv på scenen – det medrivende musikalske udtryk ufortalt. Hendes egen og måske især et par bandmedlemmers påklædning i sort semi s/m-outfit lægger vel op til en vis stilren distance og teater, men indimellem i de meget udadvendt danseglade numre virker det, som om Sycamore gemmer sig lidt.
Ikke at hverken hun eller hendes band virkede specielt nervøse, men hun sagde selv, at hun da godt var klar over, at det var noget af en opgave, hun var sat på. Efterhånden som koncerten skred frem, fornemmedes det tydeligt nede fra støvgulvet, hvordan glæden og den indre varme bredte sig i både sangerinde og band.
Sidste halvdel af showet havde jeg fornemmelsen af en stor sonisk omfavnelse mellem dem på scenen og de mange tusinder foran. På et tidspunkt var det tydeligt at se på storskærmen, hvordan bandmedlemmerne blev påvirket af varmen fra tilhørerne.
For ni år siden gav det et ramaskrig i de sociale medier, da Roskilde valgte at programsætte popdivaen Rihanna. Det endegyldige tegn på festivalens musikalske død, mente mange rockfans. I 2022 er pop en integreret del af Roskilde Festivalens profil.
Som åbning på den 50. Roskilde Festival fungerede den danske popstjerne Drew Sycamore foran et publikum i poststudenterfest-humør til et 10-tal.
Drew Sycamore
Orange Scene, onsdag 29.6.
Tiden stod stille i Arena
Jeg har altid været en sucker for de koncertøjeblikke, hvor man fornemmer kunstnerne ikke bare spille for hyrens skyld, men simpelthen leve i musikken.
Et sådant indtraf, da country/bluegrass-sangeren Alison Krauss og rockikonet Robert Plant gav deres liv- og kraftfulde New Orleans version af Led Zeppelins gamle klassiker ”Rock and roll”. Krauss brød ud i et kæmpe smil, da violinisten spillede en solo, der ikke gav Jimmy Page meget efter. Det var vist et, ”du nailede den i aften, makker”-smil.
Der spiller med lyde, som det må smage for en gourmet, når han eller hun sætter sig ved et bord på en Michelin-restaurant
Det er anden gang, parret i den på papiret umage duo spiller på Roskilde Festival. Første gang var i 2008, hvor de netop havde udgivet albummet Raising Sand. Sidste udkom så Raise the Roof, primært med coverversioner af diverse mere eller mindre kendte numre fra americana-rockens krinkelkroge. Også denne gang produceret af T-Bone Burnett. Hvilket borger for musikalsk historisk bevidsthed og musikalitet i det hele taget.
Med sig på scenen i Roskilde havde de to et formidabelt band, især vil jeg fremhæve den jazzede trommeslager Jay Bellerose og retro-guitaristen JD McFearson, der spiller med lyde, som det må smage for en gourmet, når han eller hun sætter sig ved et bord på en Michelin-restaurant.
Bandet med de to i front var ikke langt inde i første nummer, ”Rich Woman”, før jeg fornemmede en særlig lydhørhed og opmærksomhed på scenen.
Hvor ofte har man ikke set og hørt kunstnere på en meget lang turné spille det faste sæt på rutinen og en smule ekstra creme på kagen ved mødet med et taknemmeligt publikum.
Det er jo det med magi, at man fornemmer den, når den er der, men det er mere eller mindre umuligt at beskrive den
Men onsdag aften gav Robert Plant og Alison Krauss en masterclass i kunsten at lytte til hinanden, til det fantastiske band, til stemningerne i sangene, konturerne, Robert Plant sang, som betød det noget for ham, diskret, bevidst, tilsyneladende om ikke at synge på sine rockmanerer, men give plads. Alison Krauss syngende, så man det ene øjeblik fornemmede den nære smerte, kærligheden, det næste en dyb eksistentiel urkraft.
Det er jo det med magi, at man fornemmer den, når den er der, men det er mere eller mindre umuligt at beskrive den. Der var Allen Toussaint’s “Trouble with My Lover”, som Krauss sang med lurende, bare lurende desperation, som var det sidste chance inden lukketid. The Everly Brothers klassikeren “The Price of Love”, som blev sunget med længsel i metermål. Et decideret festivalhøjdepunkt, da duoen og deres band gav en isnende og medrivende version af en anden Led Zep-klassiker, “The Battle of Evermore”, skrevet da Robert Plant var allermest inspireret af Tolkien.
Lyttet til i dag med, hvad vi ved, der sker i Ukraine, en uhyggeligt aktuel sang.
At Last The Sun Is Shining
The Clouds Of Blue Roll By
With Flames From The Dragon Of Darkness
The Sunlight Blinds His Eyes
Sådan slutter sangen. Jeg siger ja tak.
Kæmpe hyldest fra publikum, hvilket måske især skyldes at mange kendte den med Plants gamle band. Og så var der “When the Levee Breaks”. Et af den type numre, der lyder, som om alle folk- og americanaagtige udtryk er smeltet sammen i en lyd, endnu en gang med Alison Krauss syngende, som kom hendes røst fra et meget fjernt sted. Hun er en formidabel sanger.
Alison Krauss og Robert Plant afsøger nogle hjørner i amerikansk og britisk rural musikhistorie. Nogle elementer i det at være menneske. Jeg ved ikke, om de har fundet det, de søger, eller om de helt præcis ved, hvad de søger, men jeg er glad for, at jeg var med, da de gjorde stop i Roskilde.
ROSKILDE FESTIVAL 2022 // ANMELDELSER – Jan Eriksen lyttede til og så Kacey Musgraves og popsensationen Dua Lipa på Roskilde Festival. Førstnævnte fyldte ham med tvivl, og den anden måtte han opgive.
Man skal have 100 pct. styr på sine virkemidler, sig selv, sin fornemmelse for sit publikum og dertil en stor portion selvtillid for at stille sig op på Orange og hvilken som helst anden scene og sige: Nu er det blevet tid til Kaceyrokee. Det har Kacey Musgraves tydeligvis.
Tre kvarter inde i koncerten torsdag aften begyndte hun og bandet på en version af Fleetwood Macs ”Dreams” med tekst på storskærmen, så alle kunne synge med. Corny, tacky, sjovt, musikalsk eller måske ligefrem en smule rørende? Jeg er tilbøjelig til at mene det hele på én gang. Disse tre minutters fællessang var bare et af flere underholdende momenter under torsdagens koncert med den amerikanske countrysangerinde, der ikke længere er så meget country, at det gør noget.
Det blev tydeligere og tydeligere, at Musgraves og band var kommet for at vise, hvad musikalitet også kan være
Efter sit gennembrud i countrykredse i 2013 med det prægtige album Same Trailer, Different Park har Kacey Mushgraves udviklet sit udtryk fra et krydsfelt mellem traditionel og alternativ country til en mere mainstream, poppet lyd. På det seneste album med lige så meget inspiration fra latinpop som fra Nashville og omegn. Ikke med min gode vilje. Det kantede debutalbum med sange om livet i udkants-USA signalerede et velkomment nybrud i den traditionsrige/belastede countrygenre.
Tilbage til ”Dreams”. På sin vis er netop det nummer fra Fleetwood Macs klassiske Rumours stilistisk meget rammende som reference for Musgraves nye lyd. Sublim gennem melodiøs sangskrivning med countrydyder i en perfektioneret, nuanceret soft rock-poppet produktion.
Det begyndte, som det skal, med diffus buldrende lyd, men det lykkedes rimelig hurtigt lydmanden at skabe en balance og ikke mindst klarhed i udtrykket. Efter et ret vildt remix af Princes “When Doves Cry” trådte Musgraves ind på scenen i en blåsort-ternet haremsdragt og så meget øjenskygge, at det ville få Agnetha Fältskogs makeup i 70’erne til at ligne et natural look.
Roskilde 2022: Kacey Musgraves, pressefoto
Som Kacey selv sagde, skulle vi nu lytte til “one of the most depressing albums of all time, and we are fucking going to shout it out”. Det seneste album Star-Crossed er et klassisk skilsmissealbum. Nye numre som titelnummeret og ”Good Wife” blev spillet med et noget mere friskt udtryk end på pladen. Undervejs kørte et videoshow på bagscenen, der lignede noget designeren af smartphone-spillet Candy Cross Saga havde begået i en pause. Måske skal det illustrere den bristede ægteskabelige idyl.
Efterhånden som koncerten skred frem, fik Kacey Musgraves sunget sig og bandet spillet sig varme i takt med, at det forholdsvis lille publikum foran scenen gav den respons, der vel er de liveoptrædendes salt.
I ”Butterflies” og Musgraves første egentlige storhit, ”Golden Hour”, mindede hendes sang og bandets samspil mig om, hvor god en sangskriver og sanger, hun er. Godt nok skulle der gå præcis 26 minutter, før vi første gang for alvor hørte pedal steelguitaristen, men det blev tydeligere og tydeligere, at Musgraves og band var kommet for at vise, hvad musikalitet også kan være.
Indimellem alt det andet. Som da Musgraves sådan lidt skolepigeagtigt viste, at hun kunne være ”nasty” – hendes eget udtryk – og få ”Golden Hour” til at rime på ”Golden Shower”. Man kan så sige, at skal der urineres, er Roskilde Festivalen ikke det mest unaturlige sted.
Eller da Kacey meget aktuelt valgte at synge sin smukt diskrete version af Elvis Presleys “Can’t Help Falling in Love”. Den er med på soundtracket til biopic’en Elvis. Ja, så stod vi der i den orange forgård og sang med på ”en af verdens smukkeste kærlighedssange,” som Kacey så rigtigt formulerede det.
I Roskilde var der lovlig meget karneval og kandiseret inderlighed. På den anden side må jeg indrømme, at det er en af de mest uhøjtidelige og underholdende koncerter, jeg har oplevet på Roskilde Festival
På en gang meget rørende og samtidig corny, og under alle omstændigheder var publikum helt med på legen.
Også da der umiddelbart efter drønede nogle enorme balloner henover pladsen.
Et decideret smukt stjerneøjeblik var det, da hun sang sin ”Rainbow”, kun akkompagneret af et enkelt keyboard. Den for Nashville yderst progressive sang er i dag en samlende hymne i det amerikanske LGBT+-miljø.
Jeg kunne godt have ønsket mig lidt mere politisk kant hos Musgraves. Hun har tidligere under sin turné, efter den famøse abort-højesteretsdom, talt dunder om den tilsyneladende endeløse højredrejning sit hjemland. I Roskilde blev det bare til et enkelt ”America sucks!”. Det blev ikke modsagt.
Jeg forlod koncerten med Kacey Musgraves med blandede følelser. Da jeg så hende i Vega for få år siden, leverede hun og bandet en forrygende fokuseret koncert.
Det er en svær balance. I Roskilde var der lovlig meget karneval og kandiseret inderlighed. På den anden side må jeg indrømme, at det er en af de mest uhøjtidelige og underholdende koncerter, jeg har oplevet på Roskilde Festival. Plus-minus. I sidste ende kan jeg godt være i tvivl, om den talentfulde sanger og sangskriver tager sin kunst så alvorligt, som den fortjener. Det er sjældent et godt tegn.
Kacey Musgraves, Orange Scene
Torsdag 30.06.22
Roskilde Festival – Staffage til sine egne sange
”Jeg tror ikke, jeg har set flere mennesker i mit liv,” sagde Dua Lipa på et tidspunkt under sin koncert. Jeg kunne godt finde på at sige det samme. I hvert fald har jeg aldrig tidligere set så mange mennesker foran Orange Scene. Faktisk lykkedes det mig først 15-20 minutter inde i koncerten at finde en plads med en marginalt udsyn ned mod en scene i tændstikæskestørrelse og en smule albuerum. Der havde jeg forsøgt i små tre kvarter. Under de omstændigheder giver det ingen mening at anmelde.
Jeg hører ikke til dem, der begræder, at Roskilde Festival ikke længere er en rockfestival. Jeg var der, da Bono og resten af U2 lagde Orange ned, desværre ikke, da Bob Marley efter sigende skabte karma, til gengæld har jeg set Iron Maiden, Springsteen, Talking Heads, Metallica, en slags Sex Pistols, ligefrem, på Orange. Det bliver hurtigt nostalgi og lidt patetisk.
Det er første gang, jeg har oplevet vild jubel til synet af en mand iført rulleskøjter på storskærmen. Måske er det tidens svar på guitarsoloen
Nu er det altså pop-superstjernen Dua Lipa, der står øverst på den orange plakat. Festivalen er i færd med at modernisere sin profil, som det ville hedde i et corporate firma, og det er arrangørernes valg, uanset hvad vi andre måtte have af reflekser af de gode tider printet i sjælen. Vi så for nylig på Copenhell, at selvfølgelig lever rock’n’roll i bedste velgående.
Dua Lipas meget omtalte, spillede og hypede album Future Nostalgia er et udmærket retro disco/pop album, lidt af en hitparade faktisk. Men set fra min position fra 3.476 række i Roskilde må jeg konstatere, at Dua Lipa live mest virkede som staffage til sine egne sange, omgivet af et hav af dansere. Det må man dog give hendes show: Det er første gang, jeg har oplevet vild jubel til synet af en mand iført rulleskøjter på storskærmen. Måske er det tidens svar på guitarsoloen.
Sammenlignet med f.eks. Beyoncé og Kylie Minogue er der ikke meget charme, tongue in cheek, showwomanship eller for den sags skyld budskab i Dua Lipa. Skriver jeg velvidende, at hendes første album havde en del til dels feministiske ting at sige til sine lyttere.
Alt hvad hun ville i Roskilde, var at danse. Og det var tydeligvis fint for de mange, mange publikummer. Om 30 år vil de sikkert fortælle myter om dengang, en heftig blanding af electro og discofunk lagde Roskilde ned, og de vil begræde, at der til den tid står et band og spiller retro bluesrock på Orange Scene, mens 70.000 kids spiller luftguitar til og svinger det lange hår.
Det må være, hvad man forstår ved Future Nostalgia.
