ROSKILDE FESTIVAL 2022 // ANMELDELSER – Jan Eriksen lyttede til og så Kacey Musgraves og popsensationen Dua Lipa på Roskilde Festival. Førstnævnte fyldte ham med tvivl, og den anden måtte han opgive.

Roskilde Festival, 2022

Man skal have 100 pct. styr på sine virkemidler, sig selv, sin fornemmelse for sit publikum og dertil en stor portion selvtillid for at stille sig op på Orange og hvilken som helst anden scene og sige: Nu er det blevet tid til Kaceyrokee. Det har Kacey Musgraves tydeligvis.

Tre kvarter inde i koncerten torsdag aften begyndte hun og bandet på en version af Fleetwood Macs ”Dreams” med tekst på storskærmen, så alle kunne synge med. Corny, tacky, sjovt, musikalsk eller måske ligefrem en smule rørende? Jeg er tilbøjelig til at mene det hele på én gang. Disse tre minutters fællessang var bare et af flere underholdende momenter under torsdagens koncert med den amerikanske countrysangerinde, der ikke længere er så meget country, at det gør noget.

Det blev tydeligere og tydeligere, at Musgraves og band var kommet for at vise, hvad musikalitet også kan være

Efter sit gennembrud i countrykredse i 2013 med det prægtige album Same Trailer, Different Park har Kacey Mushgraves udviklet sit udtryk fra et krydsfelt mellem traditionel og alternativ country til en mere mainstream, poppet lyd. På det seneste album med lige så meget inspiration fra latinpop som fra Nashville og omegn. Ikke med min gode vilje. Det kantede debutalbum med sange om livet i udkants-USA signalerede et velkomment nybrud i den traditionsrige/belastede countrygenre.

Tilbage til ”Dreams”. På sin vis er netop det nummer fra Fleetwood Macs klassiske Rumours stilistisk meget rammende som reference for Musgraves nye lyd. Sublim gennem melodiøs sangskrivning med countrydyder i en perfektioneret, nuanceret soft rock-poppet produktion.

Det begyndte, som det skal, med diffus buldrende lyd, men det lykkedes rimelig hurtigt lydmanden at skabe en balance og ikke mindst klarhed i udtrykket. Efter et ret vildt remix af Princes “When Doves Cry” trådte Musgraves ind på scenen i en blåsort-ternet haremsdragt og så meget øjenskygge, at det ville få Agnetha Fältskogs makeup i 70’erne til at ligne et natural look.

Roskilde
Roskilde 2022: Kacey Musgraves, pressefoto

Som Kacey selv sagde, skulle vi nu lytte til “one of the most depressing albums of all time, and we are fucking going to shout it out”. Det seneste album Star-Crossed er et klassisk skilsmissealbum. Nye numre som titelnummeret og ”Good Wife” blev spillet med et noget mere friskt udtryk end på pladen. Undervejs kørte et videoshow på bagscenen, der lignede noget designeren af smartphone-spillet Candy Cross Saga havde begået i en pause. Måske skal det illustrere den bristede ægteskabelige idyl.

Efterhånden som koncerten skred frem, fik Kacey Musgraves sunget sig og bandet spillet sig varme i takt med, at det forholdsvis lille publikum foran scenen gav den respons, der vel er de liveoptrædendes salt.

I ”Butterflies” og Musgraves første egentlige storhit, ”Golden Hour”, mindede hendes sang og bandets samspil mig om, hvor god en sangskriver og sanger, hun er. Godt nok skulle der gå præcis 26 minutter, før vi første gang for alvor hørte pedal steelguitaristen, men det blev tydeligere og tydeligere, at Musgraves og band var kommet for at vise, hvad musikalitet også kan være.

Indimellem alt det andet. Som da Musgraves sådan lidt skolepigeagtigt viste, at hun kunne være ”nasty” – hendes eget udtryk – og få ”Golden Hour” til at rime på ”Golden Shower”. Man kan så sige, at skal der urineres, er Roskilde Festivalen ikke det mest unaturlige sted.

Eller da Kacey meget aktuelt valgte at synge sin smukt diskrete version af Elvis Presleys “Can’t Help Falling in Love”. Den er med på soundtracket til biopic’en Elvis. Ja, så stod vi der i den orange forgård og sang med på ”en af verdens smukkeste kærlighedssange,” som Kacey så rigtigt formulerede det.

I Roskilde var der lovlig meget karneval og kandiseret inderlighed. På den anden side må jeg indrømme, at det er en af de mest uhøjtidelige og underholdende koncerter, jeg har oplevet på Roskilde Festival

På en gang meget rørende og samtidig corny, og under alle omstændigheder var publikum helt med på legen.

Også da der umiddelbart efter drønede nogle enorme balloner henover pladsen.

Et decideret smukt stjerneøjeblik var det, da hun sang sin ”Rainbow”, kun akkompagneret af et enkelt keyboard. Den for Nashville yderst progressive sang er i dag en samlende hymne i det amerikanske LGBT+-miljø.

Jeg kunne godt have ønsket mig lidt mere politisk kant hos Musgraves. Hun har tidligere under sin turné, efter den famøse abort-højesteretsdom, talt dunder om den tilsyneladende endeløse højredrejning sit hjemland. I Roskilde blev det bare til et enkelt ”America sucks!”. Det blev ikke modsagt.

Jeg forlod koncerten med Kacey Musgraves med blandede følelser. Da jeg så hende i Vega for få år siden, leverede hun og bandet en forrygende fokuseret koncert.

Det er en svær balance. I Roskilde var der lovlig meget karneval og kandiseret inderlighed. På den anden side må jeg indrømme, at det er en af de mest uhøjtidelige og underholdende koncerter, jeg har oplevet på Roskilde Festival. Plus-minus. I sidste ende kan jeg godt være i tvivl, om den talentfulde sanger og sangskriver tager sin kunst så alvorligt, som den fortjener. Det er sjældent et godt tegn.

Kacey Musgraves, Orange Scene

Torsdag 30.06.22

Roskilde Festival – Staffage til sine egne sange

”Jeg tror ikke, jeg har set flere mennesker i mit liv,” sagde Dua Lipa på et tidspunkt under sin koncert. Jeg kunne godt finde på at sige det samme. I hvert fald har jeg aldrig tidligere set så mange mennesker foran Orange Scene. Faktisk lykkedes det mig først 15-20 minutter inde i koncerten at finde en plads med en marginalt udsyn ned mod en scene i tændstikæskestørrelse og en smule albuerum. Der havde jeg forsøgt i små tre kvarter. Under de omstændigheder giver det ingen mening at anmelde.

Jeg hører ikke til dem, der begræder, at Roskilde Festival ikke længere er en rockfestival. Jeg var der, da Bono og resten af U2 lagde Orange ned, desværre ikke, da Bob Marley efter sigende skabte karma, til gengæld har jeg set Iron Maiden, Springsteen, Talking Heads, Metallica, en slags Sex Pistols, ligefrem, på Orange. Det bliver hurtigt nostalgi og lidt patetisk.

Det er første gang, jeg har oplevet vild jubel til synet af en mand iført rulleskøjter på storskærmen. Måske er det tidens svar på guitarsoloen

Nu er det altså pop-superstjernen Dua Lipa, der står øverst på den orange plakat. Festivalen er i færd med at modernisere sin profil, som det ville hedde i et corporate firma, og det er arrangørernes valg, uanset hvad vi andre måtte have af reflekser af de gode tider printet i sjælen. Vi så for nylig på Copenhell, at selvfølgelig lever rock’n’roll i bedste velgående.

Dua Lipas meget omtalte, spillede og hypede album Future Nostalgia er et udmærket retro disco/pop album, lidt af en hitparade faktisk. Men set fra min position fra 3.476 række i Roskilde må jeg konstatere, at Dua Lipa live mest virkede som staffage til sine egne sange, omgivet af et hav af dansere. Det må man dog give hendes show: Det er første gang, jeg har oplevet vild jubel til synet af en mand iført rulleskøjter på storskærmen. Måske er det tidens svar på guitarsoloen.

Sammenlignet med f.eks. Beyoncé og Kylie Minogue er der ikke meget charme, tongue in cheek, showwomanship eller for den sags skyld budskab i Dua Lipa. Skriver jeg velvidende, at hendes første album havde en del til dels feministiske ting at sige til sine lyttere.

Alt hvad hun ville i Roskilde, var at danse. Og det var tydeligvis fint for de mange, mange publikummer. Om 30 år vil de sikkert fortælle myter om dengang, en heftig blanding af electro og discofunk lagde Roskilde ned, og de vil begræde, at der til den tid står et band og spiller retro bluesrock på Orange Scene, mens 70.000 kids spiller luftguitar til og svinger det lange hår.

Det må være, hvad man forstår ved Future Nostalgia.

Dua Lipa, Orange Scene

Torsdag 30.06.2022