Ed Sheeran, Øresundsparken, 3. august 2022

Ed Sheeran gør lige nu holdt i København under sin ‘+ – = ÷ x Tour’ (aka The Mathematics Tour). Det kræver ikke en doktorgrad i matematik at regne ud, at den 31-årige brite er populær. Bare for at tage et enkelt eksempel: Hans mastodont-hit ‘Shape of You’ er det mest streamede nummer på Spotify overhovedet. 3,2 mia. streams er det indtil videre blevet til.

Under koncerten fortalte Ed Sheeran om en oplevelse, da han optrådte i Vega for ti år siden. Efter koncerten sagde hans daværende manager rædselsslagen: “Det gik ikke. Du kommer aldrig til at spille i Danmark igen.”

Ingen kan udregne en hitstormer som Ed Sheeran. Kunne man det, kunne vi alle blive milliardærer – og det er der jo hverken lystyachter, privatfly eller skattefiduser nok i verden til.

Godt manageren ikke arbejder som fremtidsforsker. I disse dage oplever 160.000 danskere og sikkert en del svenskere Sheeran i en nyopført arena i Øresundsparken over for det hedengangne musiksted Femøren. 

Denne sjældent smukke sommeraften virkede det som et sted, som jeg gerne så blive stående. Den åbne konstruktion betyder, at man undgår lyden af overdimensioneret betonkiste med låg på som i Parken. Jeg ved så ikke, om de 38.000, der oplevede koncerten dagen efter i silende regn, var lige så begejstrede for arenaen som jeg.

Sheeran – det klassiske eventyr

Historien om Ed Sheeran er det klassiske eventyr. En gademusikant rejser til hovedstaden (her London) med guitarkassen fuld af drømme. Videre til Los Angeles bare med et enkelt job i lommen. I klubben bliver han opdaget af skuespiller og komiker Jamie Foxx. Hjemme igen opdages han af bl.a. Elton John, der efter eget udsagn var misundelig både på Sheerans talent og kraftige hårvækst.

I midten af 00’erne udkom tre album, som kun meget få opdagede. Derefter albummet + med et par store hits, intenst arbejde bl.a. som opvarmer for Taylor Swift, flere hits, endnu flere hits og album, og nu svæver han rundt i sin egen Mælkevej. Sheeran er et fænomen af den type, som ingen kunne forudsige.

Det er det fascinerende ved det meste i den kreative verden, at ingen på forhånd kan udregne en hitstormer som Ed Sheeran. Kunne man det, kunne vi alle blive milliardærer – og det er der jo hverken lystyachter, privatfly eller skattefiduser nok i verden til.

sheeran
Ed Sheerans scene på en smuk sommeraften i Øresundsparken. Privatfoto

Allerede under de to første numre ‘Tides’ og ‘BLOW’, der blev spillet med et hårdtslående band rundt om scenen (i øvrigt en sær konstruktion), var det ganske slående:

Ed Sheerans karismatiske tilstedevær på scenen, der trængte hele vejen ud til sidste række i myretuen – godt hjulpet af klar og tydelig lyd på hans sang, guitar og loopstation.

Sheeran er hveken working class-flabet eller naughty som fx Robbie Williams eller brødrene Gallagher. Sheeran er naboens storsmilende, charmerende gavtyv af en søn, som vil os det godt, og som vi vil det godt. Hans tekster om kæresten, vennerne, familien, livet omkring ham – man tager dem til sig. Når han med hjertet stående åbent introducerer hyldestsangen til sin kone, “Perfect”, som sin bedste sang nogensinde, tror man på ham – og på illusionen om perfektion i andre forhold end matematik og fysik.

Mere styr på loopstationen

Efter de to første numre forlod bandet scenen. Før sin soloafdeling forklarede Sheeran, at han ikke bruger backtrack, intet bliver optaget og brugt dagen efter. Det er her og nu. Sangene, de mange hits, findes selvfølgelig i forvejen, aftenens udtryk skabes på stedet i og ved hans loopstation. Den, virker det, som om han har fået mere styr på siden dengang i ’14, hvor jeg så ham i Forum, og hvor der var mange ret lange pauser mellem numrene.

Det, at han til en vis grad skaber musikken på stedet – så flot – fordrer lige præcis det nærvær, både musikalsk og som performer, som vi oplevede der på det sydøstlige Amager, hvor Danmark er forlænget af en bro og en kunstig ø.

Det slog mig. da han spillede rå-intense versioner af det nye ‘Shivers’ og senere ‘The A Team’ fra gennembrudsalbummet +, hvor meget musikpassion, der lever under Ed Sheerans røde hår.

På den ene side spillede (han) ‘Don’t / No Diggity’ med fuld fart på funk og samtidig ‘Galway Girl’ med så meget ild i sjælen, at han virkede som et abstinent medlem af The Dubliners – og stadig lyder det som kun ham.

En så stærk optræden i eget maskinrum ved loopstationen må kræve både DET, en utrolig selvbevidsthed og beherskelse af ens virkemidler helt ud til det yderste. Videre gennem numre som ‘Don’t / No Diggity’, ‘Lego House’ og ‘Collide’ fik jeg i stigende grad fornemmelsen af at stå ved baren i en engelsk pub, tre meter fra en ualmindelig veloplagt gårdsanger.

Ikke alle Sheerans numre siger mig lige meget. Nogle numre lyder ret ens. Live kan det virke forpustet, som prøver han at drive akkorderne og sangen helt ud til det yderste, som når man svømmer under vandet, indtil lungerne er lige ved at sprænges. Men på intet tidspunkt der i Øresundsparken føltes musikken irrelevant eller ligegyldig. Og igen, Sheeran synger, som om han netop har fundet på ordene.

Genren Ed Sheeran

Ed Sheeran har rødder i hiphop, folk, electronica og pop. Det særlige – og måske en del af forklaringen på den enorme succes – er, at han har formået at skabe et enestående selvstændigt, folkeligt udtryk, genren Ed Sheeran, der forener hiphoppens pågåenhed og kant, folkemusikkens fest og “skål og skide være med det” med popmusikkens absolutte krav om melodiøsitet og syng-med. Uden at det virker konstrueret.

Det er noget med, at han på den ene side spiller ‘Don’t / No Diggity’ med fuld fart på funk og samtidig ‘Galway Girl’ med så meget ild i sjælen, at han virkede som et abstinent medlem af The Dubliners – og stadig lyder det som ham.

Nogenlunde samtidig med Ed Sheeran spillede hans kollega Justin Bieber på Smukfest i Skanderborg. De to (og Benny Blanco) har skrevet nummeret ‘Love Yourself’ sammen. Hvor Bieber ligner en mand, der tidligt slog sig til blods på musikbranchen og nu forhåbentlig med Jesus i skuffen har fundet en vej til at elske sig selv, virker Ed Sheeran som levendegørelsen af budskabet i titlen på det sidste ekstranummer, ‘You Need Me, I Don’t Need You’.

 

Sætliste med band:
Tides
BLOW

Solo:
I’m a Mess
Shivers
The A Team
Castle on the Hill
2step
Don’t / No Diggity
Give Me Love

Med band:
Visiting Hours
Own It / PERU / Beautiful People / I Don’t Care
Overpass Graffiti
Galway Girl
Thinking Out Loud

Solo:
Love Yourself
Sing
Photograph
Perfect
Bloodstream
Afterglow

Ekstranumre:
Shape of You
Bad Habits
You Need Me, I Don’t Need You