Anmeldelser af nye plader: Taylors cottagecore og Mileys 80er forstoppelse

Anmeldelser af nye plader: Taylors cottagecore og Mileys 80er forstoppelse

Anmeldelser fra POV.International

Taylor vokser for hver akkord

Hvor i alverden får hun det fra, denne Taylor Swift?

Bare fem måneder efter det seneste album Folklore udkommer et nyt, Evermore. Som på Folklore er Taylor musikalsk selviscenesat i rural cottagecore med hjælp fra brødrene Aaron og Bryce Dessner (begge The National) og produceren Jack Antoff (lige nu sammen sin duo Bleachers og Bruce Springsteen-aktuel med det flotte, genrehædrende Chinatown).

Swifts ternede jakke og fletningen på coveret matcher fint Evermores low-fi indie-folk. Som altid er hendes tekster om tilhørs- og parforhold, kærlighed – den store og den flygtige – måske selvbiografiske, måske fiktive, måske lidt af det hele. Og som på Folklore fletter narrativerne sig sammen. “Dorothea” fortæller den klassiske historie om en Hollywood-wannabe, der genantænder på en gammel flamme under et besøg i hjembyen. Det følges op i “Tis the Damn Season” med den modsatte synsvinkel.

Man sidder med fornemmelsen af en sangskriver, der i samarbejde med sine mentorer, vokser for hver akkord på pianoet i corona-ly i Casa Swift. Der er 16 sange på Evermore. Imponerende nok er ingen melodier mindre lyttevenlige, imødekommende eller stemningssættende end andre.

“Champagne Problems”, skrevet sammen med kæresten William Bowery, emmer af regnvejr, afstand og det, der aldrig blev. I det forførisk groovy “No Body, No Crime” er trioen Haim gæster. Alene den diskrete produktion af Danielle Haims guitar, der lægger sig som et sjal om sangen, er en af mange venlige djævle i den detaljerede produktion på dette album.

“Coney Island”, indspillet med hele bandet The National, lyder som det, den måske også er tænkt som: to generationer på en bænk om livet, skuende udover havet. Man kan kalde det den to-tre årtier ældre version af  “Welcome to New York” fra albummet 1989. “Cowboy Like Me”, også den prydet af en raffineret guitarsolo.
Damn it, det er fint.

Udtrykket i Taylor Swifts musik, som det har lydt i 2020, er tålmodigt, melankolsk med en intuitivt lydende balancering af akustisk ægthed og elektronisk perfektion. Melodisk følger det en nogenlunde fast opbygning. Er man i dét humør, er Evermore julegaven, man ikke vidste, man ønskede sig.

FolkloreEvermore. God, bedre – jeg tør ikke tænke på, hvad der måtte følge.


Taylor Swift: Evermore, album


Anmeldelser af nye plader, pressefoto
ANMELDELSER AF NYE PLADER, ARCTIC MONKEYS, PRESSEFOTO

Udglattes med det store rock-strygejern

Efter seks album udgiver Sheffields stolthed, Arctic Monkeys, livealbummet Live at the Royal Albert Hall, optaget under turneen i 2018. Den sommer så jeg dem to gange, første gang med grufuldt dårlig lyd i Royal Arena (uden Albert), anden gang under Way Out West-festivalen i Göteborg. Heldigvis er lyden på pladen, efter liveoptagelserne har været igennem diverse programmer, så flot som den smukke sommeraften i Sverige.

For hver ny EP og album har Arctic Monkeys bevæget sig i nye retninger. Fra indie-garagerock over pop/soul på AM (mit favoritalbum) til en form for kunst loungerock på det seneste Tranquility Base Hotel & Casino.

Det første, jeg bemærker på den nye liveplade, er, at “Four Out of Five” fra sidstnævnte album har mere fylde og bund end på det originale LP-track. Som altid synger Alex Turner med teatralsk indædthed, når han da ikke taler mellem numrene med sin uforlignelige Sheffielddialekt.

Med dette album gør Arctic Monkeys, hvad jeg ikke troede var muligt. Samler alle tråde i en stoflig, cinematisk lyd, som udglattes med det store rockstrygejern uden at give los på den oprindelige working class råhed

Da jeg så Artic Monkeys spille live, undrede opstillingen med et hav af musikere, keyboards og guitarer mig. Det storladende udtryk på livealbummet bekræfter, hvor smart dét var og er. Fra “Four Out of Five” over AM-fyrtårne som “Do I Wanna Know”, “Don’t Sit Down Because I’ve Moved the Chair” til “Star Treatment” fra Tranquility... – det flyder magisk sammen, de mange guitarer og keyboards i samspil klinger i skøn forening. Inspiration fra præ- og postpunk, indierock, soul, electronica, britisk pop, David Bowie og The Beatles svæver gennemført og orkestreret gennem højtalerne ved scenen i koncerthallen ved Hyde Park.

Der er højdepunkter som den drømmende, melodiøse perle “Cornerstone”  – ‘with mr. Jamie Cook on electric guitar’. Et dramatisk intermezzo i “Do Me a Favour”. “Pretty Visitor” med drøn på rockattituderne. Psykedelisk messen i “Arabella”. “Why’d You Only Call Me When You’re High” med Turner diabolsk og forarget, “505” med flagellant guitarspil, “Do I Wanna Know” i smuk symbiose med publikum. Storhittet “I Bet You Look Good on the Dancefloor” med larm og ballade.

Med dette album gør Arctic Monkeys, hvad jeg ikke troede var muligt. Samler alle tråde i en stoflig, cinematisk lydende helhed, udglattet med det store rockstrygejern uden at give los på den oprindelige working class råhed. Det er abe-flot.

Bare s…. at de stort set aldrig spiller “No. 1 Party Anthem” fra AM.


Arctic Monkeys: Live at the Royal Albert Hall, album


Anmeldelser af nye plader, Nathaniel Rateliff, pressefoto
ANMELDELSER AF NYE PLADER, NATHANIEL RATELIFF, PRESSEFOTO

Sange fra et knudret sind

Nathaniel Rateliffs And it’s Still Allright er for længst udkommet, helt tilbage i februar. Men som en af de vigtigste stemmer i roots-americana fortjener han bevågenhed, også når glasset som her kun er halvt fyldt. Det begynder med et knips og en barytonguitar, og straks mærker man færten af det, jeg kalder sydstaternes gode samvittighed: musikken.

Jeg oplevede Rateliff til en koncert i 2018, så fantastisk og sprælsk, at den endnu ikke er runget helt af i ørerne. Dette nye album er skrevet på baggrund af en skilsmisse og en vens og producers død. Det er sviende sange fra et knudret sind om at synke til bunds og kæmpe sig tilbage.

I titelnummeret “What a Drag” synger Rateliff så indtrængende, at man som lytter glemmer alt omkring sig. Det er stærkt. Andre numre lyder som dopet af strygere og lukker sig så meget om sig selv, at det bliver ligegyldigt. Helt galt i “Tonight No. 2” og “Rush On”, der lyder som soundtracks, der var for dårlige til en C-film, der aldrig blev indspillet.

Samlet kan lyden, iklædt strygere minde lidt om Springsteens Western Stars fra 2019. Ordene på And it’s Still Allright sitrer af nødvendighed, men for mange af sangene er direkte søvndyssende produceret.


Nathaniel Rateliff: And it’s Still Allright, album


Anmeldelser af nye plader, Chris Stapleton, pressefoto
 CHRIS STAPLETON, PRESSEFOTO

Et af årets album

Så er der langt mere saft og kraft i country’ens fremmeste guitarman Chris Stapletons nye album, Starting Over. Stapleton, der for et par årtier siden begyndte i et George Strait kopiband, er i dag et af countrymusikkens største navne. Han har skrevet sange bl.a. sammen med Justin Timberlake og til Adele.

Starting Over er et 14 numre langt roadtrip gennem diverse af countrymusikkens forgreninger og diverse beslægtede genrer og en overdådig fejring af den musik, Chris Stapleton er rundet af. Og jo mere jeg lytter, jo mere begejstret bliver jeg. Betragt de følgende referencer som beskedne notepad-stikord, for musikken lever og udfolder sig i sig selv og udbygger oplæggene.

“Maggie’s Song” rummer en betagende, velkommen genklang af The Band og The Night They Drove Old Dixie Down. Skønt nummer. Det bluesy “Cold” bevæger sig tungt og som en Mississippi-pram med Stapleton også her på potent guitar. Det minder lidt om Gary Moores megahit “Still Got the Blues”. “Hillbilly Blood” lyder med klang af støvet country-folk, som da Neil Young og kumpaner fusionerede de to genrer.

“Devil Always Made Me Think Twice” har Creedence Clearwater Revival-swing og swagger, og det samme gælder “Arkansas” med fuld diesel-firetaktsmotor og rock’n’roll honky tonk. Man kunne nævne det livstaknemmelige “When I’m With You”, hvor jeg tænker på Willie Nelson, og den heftigt boogierockende “Worry B Gone”.

Så nej, Starting Over er måske ikke det mest originale stykke cirkelformede vinyl i kassen. Men musikken er skabt og udført med ekvilibristisk, lydhør americana-esque. Hver eneste akkord, taktslag, åndedrag og pauserne imellem lyder af liv og passion. Et af årets album.


Chris Stapleton: Starting Over, album


Anmeldelser af nye plader, Miley Cyrus, pressefoto
ANMELDELSER AF NYE PLADER, MILEY CYRUS, PRESSEFOTO

80’er forstoppelse

Det er snart længe siden, Miley Cyrus første gang luftede sin indre rockbitch. Eller sagde, hun gjorde. På det seneste har hun ofte vendt blikket bagud med live coverversioner af gamle rocknumre. Dem er der heldigvis tre af på Spotify-versionen af albummet Plastic Heart, især versionerne af Blondies “Heart of Glass” og salig Dolores O’Riordans “Zombie” er friske og frejdige. På Plastic Heart er Cyrus i karaoke-agtigt og pomp-poppet glitterglam humør.

Og hvorfor ikke? P.t. er der ikke meget fest i gaden heromkring. Miley forsøger ikke at gøre sig større eller vigtigere, end hun er. Kudos for det. Men i producer Marks Ronsons ellers kyndige hænder lyder det meste som overspisning af old school digitale effekter og heraf følgende 80’er forstoppelse, kulminerende med Joan Jett-duetten “Bad Karma”, der har karma som en osteskorpe. Den 62-årige rockrebel havde fortjent langt bedre.

Lighterballaden “Angels Like You” og den på den gode måde MTV-ubekymrede “Midnight Sky” er undtagelser.


Miley Cyrus: Plastic Heart, album


Plus:

Legetøjsmikrofon og absurd høje stiletter

Husker du Sophie Ellis-Bexter, der for 18 år siden hittede med classic disco-numre som “Murder on the Dancefloor” og “Get over You?” Jeg havde glemt hende. Men så kom corona.

Under det første lockdown blev der streamet i den store stil fra musikerhjem kloden over. Ellis-Bexter blev hurtigt et hit. Hver fredag sendte hun Instagram-videoer fra sit køkken. Hun selv med legetøjsmikrofon i glitterkjole og absurd høje stiletter omgivet af fem sønner i alderen 1 til 16 drønende rundt på gå-cykler og andet og hun selv dansende rundt, syngende sine gamle hits. Millioner så med.

I dette næsten surrealistiske set-up fik hun, hendes mand med kameraet og børnene isolation, familieliv, stjernestøv contra hverdagsagtig uperfektion og længsel efter fest og ballade til at gå op i en højere enhed. Nu har hun så grebet momentum og udsender albummet Songs From the Kitchen Disco.

Det giver ikke rigtig nogen mening at anmelde dette disko-dasko greatest hits-album. Men tommelen op til mrs. Ellis-Bexter og hendes drenge for at plante smil og plante solskin i det forsømte forår 2020.


Facebook kommentarer

Roskilde Festival – Ny uomgængelig bog om det orangehovedede fabeldyr

Roskilde Festival – Ny uomgængelig bog om det orangehovedede fabeldyr

Fra POV.International

Gennem de seneste 50 år er der nedfældet mange, mange ord i forsøg på at beskrive, hvad det egentlig er med det orangehovedede fabeldyr på Dyrskuepladsen i Roskilde. Herunder en stor håndfuld bøger – selv en koks oplevelser backstage på Roskilde Festival er der udkommet en bog om. Anna Ullmans De sidste drømmere var egentlig timet til at udkomme nogenlunde samtidig med festivalen, der skulle have fejret dette års 50 års jubilæum.

Den blev jo aflyst, og nu udkommer bogen så tillempet den nye situation – med en epilog om Roskilde Festival i coronaens skær.

Paradokset mellem hippiedrøm og musikkens rolle heri og påvirkningen fra det omgivende kommercielle, kapitalistiske samfund i konstant forandring går som ovennævnte orange tråd hele vejen gennem de 300 sider. Ja, det er et digert værk

Ullman er kritiker, journalist og kommentator på Weekendavisen med, som, det står på bogens omslag, “interesse for kulturanalyse og brudfladerne mellem kunst, pop og politik”. De sidste drømmere er skrevet med forfatteren i alle de nævnte roller.

I den, som resten af bogen, meget velskrevne prolog skriver Ullman, at, “det er den komplekse vekselvirkning mellem tilpasning og omvæltning, jeg forsøger at placere bogen i (…) den orange tråd fører os ud på en snørklet vej gennem skiftende opfattelser af frihed, ufrihed, vildskab og tryghed, kommercialisering og autenticitet, frivillighed og selvrealisering, fællesskab og individualisme”.

Lyder det tørt? Det er det – stort set – ikke. Det er sjældent, videnskab rimer på lidenskab. Men De sidste drømmere er skrevet med en fin og sober balance mellem social-, kulturpolitisk og anden analyse, kommentar, kritik og vilter fascination af den årlige fest.

Skriver fra trinbrættet

Man fornemmer forfatterens tilstedeværelse i det orange slaraffenland. Og de mange herlige fotos gør deres til, at denne læser selv mærker en rem af den orange hud. Måden hvorpå, Anna Ullman formår at sammenflette objektive facts, analyse og observationer og skarpe subjektive holdninger er direkte imponerende.

Ullman gør det klart, at hun skriver fra en position på trinbrættet mellem festivalpladsen og virkeligheden. Indefra og udefra. Fra den position kan hun forholde sig kritisk, også til festivalen. Det er hendes bog.

Som sådan vil der uundgåeligt være pointer og passager, som man som læser har lyst til at diskutere med. Indimellem højlydt. Det gælder også forfatterens fravalg. Det kan ikke være anderledes.

Er en t-shirt med Sting-citatet “How fragile we are” patetisk, eller er den frase i virkeligheden dét, vi kan tage med fra den tragiske ulykke ved Pearl Jam-koncerten i 2000, kogt ned i en terning?

Ligesom jeg i forbindelse med al mulig anden kulturel tilegnelse foretrækker det, har jeg læst bogen på dens egne præmisser.

I øvrigt diskuterer forfatteren også enkelte steder med sig selv. Er f.eks. en t-shirt med Sting-citatet “How fragile we are” patetisk, eller er den frase i virkeligheden dét, vi kan tage med fra den tragiske ulykke ved Pearl Jam-koncerten i 2000, kogt ned i en terning?

Mellem hippiedrøm og kapitalisme

Den første Roskilde Festival  blev afholdt i 1971. Den første festival, som vi kender den, i 1972. Paradokset mellem hippiedrøm og musikkens rolle heri og påvirkningen fra det omgivende kommercielle, kapitalistiske samfund i konstant forandring går som ovennævnte orange tråd hele vejen gennem de 300 sider.

Ja, det er et digert værk. Ullman strør om sig med billeder, der afspejler dette paradoks. Jeg holder meget af anekdoten om de efterretningsagenter, der besøgte den første festival iført blå briller, så alle kunne se, at de repræsenterede The Man, som festivalen var et oprør imod. Meget dansk. Meget Olsen-Banden.

Det handler om påvirkning både af festivalens musikprogram fra Lirum Larum på plakaten i 1971 til Taylor Swift på den festival, der ikke blev afholdt i år. Fra folk/rock som manifestation over 90ernes MTV- og bryggerisponserede kommercialisme frem mod nutidens eklekticisme.

En journalist, der i 1995 beskriver sin teenageagtige oplevelse af synet at en ung, nøgen kvinde ved sin første festival, bedrev, viser det sig, kussemysticisme. Så kan han lære det

Sympatisk nok har den ene af de to initiativtagere til den første festival fået rollen som en perspektiverende stemme, der med jævnlige mellemrum stikker hovedet frem i bogen. Han får ligefrem de sidste ord helt omme på side 281. Fremfor at være kronologisk er bogen inddelt i tre hovedkapitler, “Et meget langt 68”, “Festivalens rum” og “Musikken”.

Der er en del call backs tilbage til de første festivaler i bestræbelserne på at udbygge præmissen. Det betyder, at man som læser må leve med nogle gentagelser og underbyggelser af underbyggelser.

En stærk bog

Men i det store billede er De sidste drømmere en stærk bog. Jeg kan godt lide de passager, hvor Ullman er skarp. Som hun er i en passage, hvor hun illustrerer, hvor besynderligt der blev talt af visse, bl.a. festivalledelsen, i efterslippet af katastrofen i 2000. Der var åbenbart folk, der mente noget i stil med, at “livet er farligt, og vi skal jo alligevel dø”.

Så det var de ni dødes egen skyld? Det alene siger noget – skidt – om det passionerede forhold, mange har til den festival. I øvrigt hører det med, at “hændelsen”, som man foretrækker at kalde det på festivalen, førte til meget store forbedringer af sikkerheden, ikke bare i Danmark.

Anna Ullman er feminist. Med sin feministiske synsvinkel gennemgår hun maskuliniseret musikprogramlægning, festivalomtaler og adfærd i teltlejrene og foran scenerne på festivalen. En journalist, der i 1995 beskriver sin teenageagtige oplevelse af synet at en ung, nøgen kvinde ved sin første festival, bedrev, viser det sig, kussemysticisme. Så kan han lære det.

Roskilde Festival
ROSKILDE FESTIVAL – FOTO: FLICKR

Om ikke andre finder jeg det lærerigt at læse. I år tre efter #MeToo skælver jorden stadig under kulturen i bred forstand. Det er måske på tide, at den respekt, man(d) forlanger af systemerne og alt muligt andet, også gælder den måde, man selv optræder på. Som forfatteren skriver, er grovheden i 90ernes (og de foregående årtiers) anti-establishment komik og subkultur længe siden.

De sidste drømmere kan anbefales til alle, der interesserer sig for Roskilde Festivalens udvikling gennem årene

Uden at det har noget med denne bog at gøre, tror jeg, en af de kommende diskussioner bliver, om grovheden måske nærmere ramte nedad end opad. Rock(kalder jeg det stadig)branchen er i udvikling på alle parametre. Og sådan er det.

De sidste drømmere kan anbefales til alle, der interesserer sig for Roskilde Festivalens udvikling gennem årene.

Det rigtig fine ved denne bog er, at den kan læses som en beskrivelse af sammenhængen mellem udviklingen i moderne rockmusik under indflydelse af det omgivende samfund, uanset om man interesserer sig for Roskilde Festivalen eller ej.

Hvis det er med den på, er De sidste drømmere den mest interessante – og i øvrigt eneste – rocksociologiske bog, jeg har læst, siden Simon Friths Rocksociologi.

D-A-D – stadig de bedste rockadorer, vi har

D-A-D – stadig de bedste rockadorer, vi har

Fra POV:International
Danmarks nationale rockadorer, D-A-D, fejrer 35 års jubilæum på en corona-sikker turné i et uvant set-up med siddende tilskuere. POV’s musikredaktør Jan Eriksen så brødrene Binzer, Stig Pedersen og Laust Sonne levere lige præcis det show og den fest, han forventede. “For som i Tivolis koncertsal forleden får man lige præcis den historie og fest og show, man kommer efter. Jacob Binzer på sin forhøjning. Hans gnistrende guitarspil med denne her særlige hard rock-feeling.”

Efter et par ekstranumre på scenen i Tivolis koncertsal var Jacob og Jesper Binzer alene på scenen i Laugh’n’A ½. Der blev jeg skisme en lille smule sådan grebet. Det er jo ikke, fordi brødrene selv hverken i attitude eller musikalsk lægger op til føleri, som de står der med hver sin akustiske guitar, mens Jesper Binzer vrænge-synger. Sentimentalitet er ikke rigtig D-A-D’s gebet. Og gennem halvanden time havde vi i salen trods alt set og hørt bandet spille sine sange med sensibilitet, som når en testbil brager ind i en mur med 130 km/t.

Alligevel. Ja, jeg tegnede en glad smiley på den analoge blok.

I godt og vel 35 år har brødrene Jesper og Jacob Binzer, Stig Pedersen og de seneste 21 år på trommer Laust Sonne stået på scenen i Danmark og store dele af den vestlige og østlige verden i øvrigt. Indrømmet, en periode fra 80’erne op gennem 90’erne havde jeg et ambivalent forhold til D-A-D. På den ene side kan man ikke sætte en finger på deres hits. Sleeping My Day Away f.eks. er ikke bare et fedt nummer, det er også lyden af denne her I dont give a f*** about anything-følelse, alle kan rammes af. Forhåbentlig ikke kronisk.

Basal blues- og riffbaseret hardrock med stærk inspiration fra AC/DC og den glamrock, der også er en del af D-A-Ds dna. Man må leve med, at melankolien, der er en konstant følgesvend i Jesper Binzers sangskrivning, går lidt tabt i det rå, showprægede sceneshow

På den anden side har jeg altid haft det svært med Stig Pedersens pulserende to-strengs basspil. Der var lovlig meget ha-ha tegneserie over bandet og dets image, som skyggede for rockklodserne. Troede jeg.

Det var så, indtil jeg for nogle år siden udfordrede fordommene og begyndte at dykke ned i musikken og Binzers tekster. Det vrimler med gode melodier, og hele tiden er der Jacob Binzers seje licks og mangefacetterede, uhyrligt stilsikre guitarspil – og klassiske syngende rocksoli. Og teksten til f.eks. Hate to Say I Told You So fra Simpatico er et indfølt portræt i få linjer af en kvinde, der brænder sit lys i begge ender, for det var den mulighed, livet gav hende. Everything Glows en sang om at befinde sig i et mentalt fængsel, hvor man selv har nøglen til døren. Det samme med nævnte Laugh’n’A ½.

Et frontalangreb af riffs og fængende omkvæd

I Tivoli blev den sagesløse sal fra begyndelsen med A Prayer for the LoudJihad  og Burning Star udsat for et frontalangreb af riffs og fængende omkvæd. Basal blues- og riffbaseret hardrock med stærk inspiration fra AC/DC og den glamrock, der også er en del af D-A-Ds DNA. Man må leve med, at melankolien, der er en konstant følgesvend i Jesper Binzers sangskrivning går lidt tabt i det rå, showprægede sceneshow. Som Jesper Binzer sagde, var det et uvant set-up for gruppen og publikum, der er vant til at møde hinanden stående. “Se det som dengang I røg hash og lejede rock-dvd’er i Blockbuster,” som han sagde.

D-A-D, pressebillede
D-A-D, PRESSEBILLEDE

Nu var jeg efter Stig Pedersen. I trommeslager Laust Sonne har han noget nær den perfekte makker, der løfter bunden i det monotone basspil. Sonne spiller med et utroligt flydende swing, ikke på noget tidspunkt forfalder han til blot at markere sine slag eller spille safety first. Desuden ligner han udpræget en mand, der nyder at lege med. Sonnes betydning som driver i D-A-D kan ikke overvurderes.

For som i Tivolis koncertsal forleden får man lige præcis den historie og fest og show, man kommer efter. Jacob Binzer på sin forhøjning. Hans gnistrende guitarspil med denne her særlige hard rock-feeling. Stig P vandrende rundt på scenen med sine mange basguitarer, indimellem i akrobatiske yogalignende stillinger.

Jesper Binzer skiftevis i rockpositur ved trommesættet og ved mikrofonen. Kække og sære dialoger med Sonne. Det kunne da være interessant, om D-A-D har en plan B-A-D, eller måske rettere også live kunne finde på at variere deres udtryk, som de faktisk gør på pladerne. Det kunne jeg godt tænke mig at høre.

Men som koncerten i Tivoli viste, er D-A-D stadig de bedste rockadorer, vi har. Det bliver næppe nogensinde helt lyst i dét Disneyland.

D-A-D, Tivolis Koncertsal, 08.11.2020


Topfoto: Torben Christensen

Americana på dansk: Koncert med løfter om noget stort

Americana på dansk: Koncert med løfter om noget stort

Americana
Fra POV.International

For mig, der ikke spiller selv, og heller ikke har gjort mig som lydmand, og hvis teknologiske indsigt er mindre end begrænset, er det en evig gåde, at koncerter nogle gang har superb lyd. Mens det andre gange lyder ad h. til.

Hank Williams skal vide, at der er skrevet mange sange om at have ondt i sin ensomhed, men Valas mangesidige vokal har sin egen klare lyd

Jeg tænker ikke på koncerter i store arenakoncerter eller stadions, hvor det virker tilfældigt, om musikken lyder som musik eller som en række tilfældigt sammensatte kanonslag i en turbine i et a-kraftværk.

Nej, det handler om de små og mindre spillesteder som f.eks. Bremen i København. Her så jeg forleden den aarhusianske sangskriver og guitarist Kajsa Vala med band. Allerede i andet nummer, One Drop, var lyden på de to guitarer, bassen, trommerne, kor, diverse keyboards og Kajsas vokal så balanceret og i harmoni med rummet, at det, ja, var en fornøjelse. Kajsa Valas fødder står solidt i Østjylland, men musikhjertet er solidt funderet i landet, der lige nu vakler mellem demokratisk forløsning og udemokratisk klamren sig til magten.

Kald det americana, country, roots, folk eller blanding af det hele. Jeg kalder det ameridana.

Indtil nu har Vala udgivet to album, Kajsa Vala og Tomorrow is Not Lost – et tredje skulle være på vej med Sune Wagner (Psyched Up Janis og Raveonettes) som producer. Hun har i flere omgange boet, spillet og uddannet sig musikalsk i Nashville – så den musikalske kærlighed er ikke bare en abstrakt fascination på tværs af et ocean, den er levet.

Hendes bad ass guitarspil rammer både det forfinet poetiske og det frembrusende rockende

Det er klassisk singer-songwriting med country-feeling, flotte harmonier, fintfølende, medlevende trommespil, malerisk, venligt klagende elektrisk og akustisk guitarspil og en flot, distinkt vokal med godt med længsel og savn på.

Americana - Kajsa Vala med band. Foto: Morten Rygaard
AMERICANA – KAJSA VALA MED BAND. FOTO: MORTEN RYGAARD

Som Valas mand og trommeslager Anders Thorborg sagde under en introduktion til endnu en sang om kærlighedsbøvl: inspirationen skal jo komme et sted fra. Mere end en gang undervejs under koncerten tænkte jeg på det Fleetwood Mac, der skabte bro mellem den melodiske poprocktradition og countrymusikken.

Americana – bad ass guitar og klar lyd fra Kajsa Vala

Der er meget folk i Kajsas udtryk, som kunne være inspireret af Crosby, Stills, Nash & Young, Emmylou Harris og Gillian Welch i hver sin generation – og måske som guitarist især af den mere rå Lucinda Williams.

Der er et bestemt antal akkorder og akkordsammensætninger til rådighed, og Hank Williams skal vide, at der er skrevet mange sange om at have ondt i sin ensomhed, men Valas mangesidige vokal har sin egen klare lyd og hendes bad ass guitarspil rammer både det forfinet poetiske og det frembrusende rockende.

Der, hvor det i bedste fald springer fra det almene til der, hvor der er noget på spil, ligger i sangenes historier. F.eks. Lions in the Colosseum, hvor Vala flot skabte en sammenhæng mellem søvnløshed og tv-sening til og noget universelt.

Et par højdepunkter fra koncerten af typen, der i små glimt kan få et rockfjols til at føle sig som universets centrum eller cirka deromkring:

Da koret satte ind i Let the Dust Fall og skabte gåsehud. Det mindede mig om det, som countrysanger Roseanne Carter engang sagde om sin families korharmonier: “Det lyder som at græde ved graven”. Når det gælder country, skal den slags forstås positivt.

Der var den aktuelle duet, det meget flotte Other People, som hun sang med Silas Bjerregaard på scenen. Sunget af begge med stor, stor indlevelse. Især imponerende af Bjerregaard. Det må være en krævende opgave bare at gå på scenen for at blotte sjælen for en enkelt sangs skyld.

Der var et gnistrende samspil med guitarist Nis Hybel i Curtain Fall.

Americana – Kajsa Vala i fri dressur

Kajsa Vala selv i fri dressur med loyal og effektiv opbakning af sit glimrende band i Poet’s Fire og igen i første ekstranummer St. Cecilia. Især i det førstnævnte var der noget ekstatisk over musikken. Umuligt ikke at lade sig rive med.

Koncerten forleden gav løfter om noget kommende stort fra en stor dansk sangskriver i en genre, der stadig har trange kår her i landet

På den kritiske node bør Kajsa øve sine introduktioner. Lige så sikker hun virker ved mikrofonen og på guitaren, lige så løst, famlende og måske ligefrem nervøs lød hun mellem numrene med hyppig stemning af guitaren.

Den der med minkene, som bandet ikke havde taget med ovre fra Jylland, var kun sjov første gang. Og det er ikke alle hendes numre, der helt rummer den følelse, de påstår. På den anden side skal der stiløvelser til, før man kan skrive sit hovedværk. Og koncerten forleden gav løfter om noget kommende stort fra en stor dansk sangskriver i en genre, der stadig har trange kår her i landet.

Kaja Vala med band, Bremen, fredag d. 6. november


LÆS MERE OM MUSIK AF JAN ERIKSEN HER


Topillustration: Americana, Kajsa Vala. Foto: Morten Rygaard

Facebook kommentarer

Anmeldelser: Sofistikeret pop, legesyg rock og no shit-blues

Anmeldelser: Sofistikeret pop, legesyg rock og no shit-blues

Fra POV.International
Marie Key: Popmusik par excellence

 

Den 5. juli 2013 oplevede jeg et af disse momenter på Roskilde Festivalen, der kan få en let påvirkelig anmelder til at bruge udtrykket ’lykkestund’. På scenen stod Marie Key, der red på toppen af sin succesbølge. Under den grønne teltdug skabte den sky sangerinde sammen med tre musikere et utroligt øjeblik, hvor sange og et modtageligt middagspublikum gav hinanden et ordentlig kram.

Mest vedkommende i de sange, hvor Key bevæger sig ud af sin lejlighed, baren og restauranten. I Biler, inspireret af den første nedlukning med refleksioner over det Danmark, hun ser omkring sig

Efter et musikalsk sidespring med produceren Rasmus Bille Bähncke på albummet Giganter er Marie Key tilbage i trygge hænder hos musiker og producer Andreas Sommer, som hun arbejdede sammen med på sine tre første soloplader.

Marie Key kan noget særligt. Med en for lytteren følbar tilstedeværelse i sangene synger hun ’dig og mig og vi to’-tekster, hvor selv banale klicheer som ’Du er min dyrebareste skat’ og ’Jeg savner dig’ falder ubesværet ind de øvrige ranker af ord. Ord, der simpelthen fungerer som charmerende staffage for en god popmelodi. I øvrigt er der intet i vejen med banale tekster.

Singlen True Love er en glad, kærlig sang helt blottet for de ironiske lag i nogle af Keys tidlige sange. ”Der er ingen ordspil her, det er bare True Love,” synger hun til en melodi, der er svær at undslippe. Elegant arrangeret med meget lang digital guitarsolo. Popmusik par excellence.

Der er det rastløst drum’n’bass-agtige Tænker på dig, det dreampop/chill-agtige Din bar, igen meget sofistikeret arrangeret. En sang, der helt uden vemod handler om at være dér, hvor Marie Key er i dag – nu sidder vi her og er pludselig blevet fyrre. Det er en fin, varm sang om at tænke på det, der var, det der er nu og det, der kommer.

For mig er Marie Key mest vedkommende i de sange, hvor hun bevæger sig ud af sin lejlighed, baren og restauranten. I Biler, inspireret af den første nedlukning af Danmark med refleksioner over det Danmark, hun ser omkring sig, mens hun kører i de næsten tomme gader.

I Sommers sikre produktion med clap, audiotune og programmerede effekter fornemmer man tomheden og sangerens undren.

Især er jeg glad for albummets topnummer Problemer, hvor Key på vandring i København bruger sin egen situation som sangskriver i en verden af strategi og prognoser som afsæt for samtidskritik.

Marie Key og Andreas Sommers udtryksmættede produktion står som det perfekte soundtrack til teksternes stemning af at befinde sig midt i livet, afklaret og stadig på vej

Her er en skarphed, som jeg tidligere mest har hørt mellem linjerne i Keys sange.

”Husk det Dylan sagde / man skal jo tjene nogen / Husk det med ikke at være alene på tronen / Så er du bare Trump” – og senere de sarkastiske, CV Jørgensen’ske linjer ”I tager business og I tager penge / og jeg tager kaffen og sover længe.” Værsgo, det tvedelte Danmark i to linjer. Måske ligefrem et lille drilleri til bagmændene. Dylan udkommer på samme pladeselskab som Marie Key.

Albummet afrundes af hele tre mere eller mindre akustiske sange akkompagneret af Key selv på guitar med lidt elektronisk støtte. Det er hørt før, ikke mindst i hittet Skagen. Det er slående, hvordan Marie Key alene med den seksstrengede kan skabe farver og følelse. Hendes vokal er ikke ligefrem Celine Dion-stor, men kors, hvor har den mange nuancer.

Og det er det fine ved denne plade – at Marie Key og Andreas Sommers udtryksmættede produktion står som det perfekte soundtrack til teksternes stemning af at befinde sig midt i livet, afklaret og stadig på vej.

The Blue Van: Genreforelskelse i rockhjerterne

 

En søndag middagsstund i juni 2014 så jeg det danske classic rock-band The Blue Van spille på Northside Festivalen med en indædthed, som var det store gennembrud lige om hjørnet. Så meget energi har jeg sjældent oplevet ved tidlige søndagskoncerter.

Med genreforelskelse i rockhjerterne som hos en forårsramt teenagepige ryster The Blue Van retro-posen på albummet From Responsible Sources i tolv sange, der hele vejen igennem sprudler af spilleglæde. Som indimellem må kompensere for manglede struktur.

The Singer lyder som en sang, der indpakket i andre rammer kunne have været et bud på titelmelodien til en James Bond-film – skabt af yngre udgaver af Robert Rodriguez og Quentin Tarantino

I begyndelsen af årtusindet kom The Blue Van kom ridende ind fra Brønderslev på en retro-bølge, der ude i den store verden omfattede kunstnere som Jack White/White Stripes, The Hives og lidt senere Alabama Shakes.

Anmeldelse: The Blue Van (pressefoto)
ANMELDELSE: THE BLUE VAN (PRESSEFOTO)

På dette nye album rabler de garagerockende ind i første nummer Disaster. For derefter at fortsætte i Beggar med stemning af britisk new wave scene i begyndelsen af firserne. Med en lille Prince-hyldest i begyndelsen. Måske er det Søren Christensens orgel og Steffen Westmarks vokal, der får mig til at tænke på den tidlige Elvis Costello.

Tredje nummer Heavy Load lyder som tidlig glamrock hånd i hånd med samtidige hardrock bands som Led Zeppelin og det tidlige Pink Floyd, nu jeg er i gang med at frådse med referencerne.

Det er ikke det hele, der hænger lige godt sammen i det kaos, der indimellem også er The Blue Van. Men sanger og guitarist Steffen Westmark og hans håndgangne mænd ved, hvad en skamløst iørefaldende melodi kan gøre for at lukke lyset ind.

F.eks. lyder The Singer som en sang, der indpakket i andre rammer kunne have været et bud på titelmelodien til en James Bond-film – skabt af yngre udgaver af Robert Rodriguez og Quentin Tarantino.

Det gælder de plaskcharmerende charmerende Enevitable Goodbye, der begynder som en Carole King-ballade og ender i en fest. Den corny ballroom-ballade Eyes Full of Stairlight og især da Star Pharmacy, der lyder som hvis en tidlig David Bowie en enkelt gang havde ladet ‘Manden, som kom ned på jorden’ tage en tur på pub, drikke sig en pint i øret og derefter skrevet en sang The Noddy Holder-way. Bagt på en bund af The Rolling Stones’ Beast of Burden.

Lige her og nu har jeg svært ved at forestille mig noget meget sjovere end at opleve dem spille de nye numre live. Hvilket de, om corona vil, meget snart gør på en lille turne

Det er sikkert en tilsnigelse, noget, jeg synes jeg hører – men det lyder som om, Westmarks vokal tager farve af de sange, han synger. Ligesom ansigter ændrer karakter alt efter omgivelsernes lys. F.eks. i nævnte The Singer, hvor sanger Westmark og resten af hans band mere end nogensinde lyder som Arctic Monkeys.

Men end én gang, mens jeg lyttede til det smittende begejstrede overflødighedshorn, kom jeg til at tænke på de arktiske aber fra Sheffield.

Hvis man har det som Bob Dylan, der engang sang, ”If there is an original thought outthere I could really use it now,” skal man ikke lytte til The Blue Van. Originale kan ikke beskylde dem for at være. Men lige her og nu har jeg svært ved at forestille mig noget meget sjovere end at opleve dem spille de nye numre live. Hvilket de, om corona vil, meget snart gør på en lille turne.

Lucinda Williams: Tung bluesrock i slow tempo

 

På Tønder Festivalen 24. august 2017 så jeg Lucinda Williams spille sig selv og sit band op fra et umanerlig sløvt udgangspunkt til et sted, hvor dengang 64-årige Williams gav sine skrammede sangene al den rurale sydstatsvarme og – hjerte, som de fordrer.

Hvast henover sin knastørre ’72 Fender Thinline Tele Deluxe-guitar indleder Lucinda Williams sit nye album med ordene ”You can’t rule me”. Lidt længere inde i åbningsnummeret bliver det til foot stomping, swamp’et bluesrock. You can’t rule me. Du kan ikke styre mig. Man tror hende. Svært at forestille sig nogen trække i Austin, Texas’ egen Lucindas tråde. Det skulle da lige være de fysiske (rygmarvsbrok) og mentale dæmoner, der har styret hende livet igennem, og som hun har dulmet på sunde og mindre sunde måder.

You Can’t Rule Me er oprindelig skrevet af den kvindelige bluespioner Memphis Minnie, som kæmpede sine kampe. Mod racisme og en mandsdomineret, chauvinistisk scene – for bluesmusikken i al almindelighed. Som Minnie var forbillede for Lucinda, er hun selv i dag forbillede for unge kvindelige sangskrivere.

Anmeldelse: Lucinda WIlliams' 'Good Souls Better Angels' (Pressefoto)
ANMELDELSE: LUCINDA WILLIAMS’ ‘GOOD SOULS BETTER ANGELS’ (PRESSEFOTO)

Efter sin debut i 1979 fik Williams sit kommercielle gennembrud 19 år senere med albummet Car Wheels on a Gravel Road  og igen en form for comeback i 2012 med Blessed.

Hun har aldrig opnået stjernestatus på niveau med kolleger som Bonnie Raitt og Emmylou Harris. I det store billede regnes Williams vist mest som alt-countrymusiker, selvom hendes musik lige så meget står på blues og sydstatsrock. Lad os kalde det Americana.

På Good Soul Better Angels er hun tilbage ved sine bluesrødder. Over hele albummet er der en mørk, bluesy grundstemning med trommeslager Butch Norton og bassist David Sutton i den klægest tænkelige Mississippi-sumpbund. Nyd det solide samspil f.eks. i Bad News Blues.

Musikken bevæger sig som det godstog, hun synger om i Big Black Train – langsomt, sikkert, skinnerne skriger lidt i Williams’ og guitarist Stuart Mathis’ soli. Det er råt som den 67-årige sangers vokal. Harsk. Når ms. Williams åbner munden er det no shit.

For den, der holder af tung bluesrock i slow tempo on the rocks og uden de helt store melodiske spilfægterier, er der meget at hente på Good Souls Better Angels

Man Without a Soul synger hun “You are a man without truth / a man of greed, a man of hate … there’s a darkness all around you / you’re a man without a soul.” Hvem ’you’ er? Gæt selv. Han er snart på valg.

Henover en enkelt guitar hvæser Lucinda hæst vibrerende linjerne i det Bob Dylanske Pray the Devil Back to Hell, “Yeah, inside the dark / behind these walls / there used to be a spark / but now the devil calls”. En sang til alle, der som Lucinda Williams selv har levet i et voldeligt forhold.

Shadows & Doubts lyder det som, hvis en tung hjerterytme flyder ind i hovedtelefonerne. Det er, har Williams bekræftet, inspireret af vennen Ryan Adams, der har været involveret i nogle sexkrænkelsessager. Faktisk en interessant og måske for mange overraskende empatisk sang kommende fra alt-countryscenens stærkeste kvindestemme, der her synger om krænkerens behov for helbredelse for sin sygdom.

Good Soul Better Angels er kompromisløst gennemsyret af sjæl, levet liv, tro, vrede, håb og omtanke, men det er ikke det hele, der lige interessant. Et par numre skulle aldrig være udgivet. Men for den, der holder af tung bluesrock i slow tempo on the rocks og uden de helt store melodiske spilfægterier, er der meget at hente på Good Souls Better Angels.


LÆS FLERE ANMELDELSER AF JAN ERIKSEN HER


Marie Key: Marie Key, album
The Blue Van: From Responsible Sources
Lucinda Williams: Good Souls Better Angels, album

Bon Jovi er på barrikaderne. Og han er vred. Meget vred

Bon Jovi er på barrikaderne. Og han er vred. Meget vred

Fra POV.International

A storm is coming
Let me be clear
Your days are numbered
The end is near

På denne mørke node indledes Blood in the Water på Bon Jovis nye album 2020. Jon Bon Jovi er vred. Sådan rigtig vred.

Modsat andre, der hælder deres galde ud over de såkaldt sociale medier, har han sammen med de fire andre i Bon Jovi indspillet albummet 2020. Her tegner kammerat Jon skitser til et samlet portræt af et USA, hvor corona, heksejagt mod indvandrere, skoleskyderier, politibrutalitet, drabet på George Floyd, white supremacy, racisme, krigene i Mellemøsten og den personificerede ondskab i Det hvide hus puster til mareridtet i de sidste slumrende rester af den amerikanske drøm.

Med et skarpt riff fra Richie Samboras afløser Phil X og et Coldplay-agtigt kor blæser Jon Bon Jovi til kamp allerede på det første nummer

”America’s on Fire”, synger Jon Bon Jovi videre i det næste nummer Do What You Can.

Sammenlignet med 80’er-versionen af Bon Jovi – bandet der skabte en feststemt bro mellem den metalliske rock og Springsteens sangskriverrock – er det et forbløffende levende og dynamisk band, der møder lytteren.

På 2020 støder man på linjer som:

“Got this painful ringing in my ear / From an IED last night / But no lead-lined / Humvee war machine / Could save my sergeant’s life.” (Unbroken).

“God damn those 8 long minutes / Lying face down in cuffs on the ground” (American Reckoning – om George Floyd og Black Lives Matter)

“Dear God I wanna pray / But tonight I have my doubts / When I think about those families now” (Lower the Flag – om skoleskyderier)

Bon Jovi - nyt album 2020
BON JOVI. NYT ALBUM 2020

Alvoren er med bibelske referencer endnu større i det sydstatsrockende Brothers in Arms, hvor Bon Jovi har lånt riffet fra David Bowies Jean Genie og groove fra Creedence Clearwater Revivals Run Through the Jungle, og hvor Phil  X også her stikker med sin spade, så det er en fryd.

Sammenlignet med 80’er-versionen af Bon Jovi – bandet der skabte en feststemt bro mellem den metalliske rock og Springsteens sangskriverrock – er det et forbløffende levende og dynamisk band, der møder lytteren. I flere numre er der referencer til den mere blå, fragmentariske melankolske indierock-stil. I andre lyder det som det Bon Jovi, vi kender.

Kommer vi nogensinde til at lytte til balladen Story of Love til en koncert vil der være rigeligt rum til både mobiltelefoner og old school ligthere – og der er Phil X med en af disse bevingede melodiøse guitarsoli, som denne anmelder ville byde op til kinddans, hvis det var en kvinde. Og jeg i øvrigt kunne danse.

Mellem stort set hvert trommeslag, strofe og riff på denne plade fornemmes noget, jeg vil kalde New Jersey-ånden. Du er velkommen til selv gøre regnestykket her – men også lyden af Little Steven Van Zandts seneste plade- og liveprojekter genhøres i Let it Rain. Nu er der tematiseret over regnen som symbol siden Noah og syndfloden, men her er vist også et par hilsener til Bob Dylan og John Fogerty. Nedtonet, men stærkt udtryksfuldt produceret, som det er, kunne American Reckoning snildt være et Springsteen-nummer fra Human Touch/Lucky Town-æraen.

Det klæder Jon Bon Jovi at kæmpe for grundværdierne i det krakelerende USA, først og fremmest på vegne af ofrene – men også for os, der voksede op med landet som et andet, kulturelt hjemland.

Måske for at omfavne country-trenden har Jon Bon Jovi inviteret sangeren Jennifer Nettles med på en genindspilning af Do What You Can (se videoen nedenfor), som hun en gang gjorde til et countryhit. Nu med opdateret corona-tekst. Uanset hvad der måtte være af kommercielle motiver bag, passer det nummer fint ind her.

I sig selv er 2020 et mægtigt rockalbum om og til tiden. Den femte stjerne får Jon og hans Bon Jovier for modsat så godt som alle kollegerne fra MTV-æraen stadig at lade sig inspirere, bygge på, forny sig selv. Det klæder Jon Bon Jovi at kæmpe for grundværdierne i det krakelerende USA, først og fremmest på vegne af ofrene – men også for os, der voksede op med landet som et andet, kulturelt hjemland. Det klæder i det hele taget bandet, at de har ladet de mest papmachéagtige rockklicheer blive hjemme i 80’erne.

Jon Bon Jovi er ikke den første og næppe heller den sidste kunstner, der kommer til at fabulere over Covid-19 som symbol på USA’s forfald i almindelighed. Men foretrækker du vredens druer serveret med en bismag af klassisk melodiøs rock er 2020 det rette. Foretrækker du håbet som udgangsreplik, skal du købe/lytte til den udvidede version med tre bonus tracks. Eller som i sangen i videoen stole på, at “the everyday heroes” endnu en gang gør forskellen.

Læs også:


Bon Jovi: 2020 – album