Nye americana-plader: Den gode melodi overvinder alt

Nye americana-plader: Den gode melodi overvinder alt

Fra POV.International

Den transparente ærlighed

For nylig optrådte Brandy Clarke i Ideal Bar i Vega i København. Desværre kunne jeg ikke være til stede den aften. Damned.

Clarke tilhører generationen af kvindelige countrymusikere/singersongwritere, der udfordrer det etablerede, konservative Nashville. Alene det, at Clarke er åbent lesbisk, er – stadig – kontroversielt på direktionsgangene. Udover Natalie Hemby, Maren Morris, Amanda Shires og Brandi Carlile, der synger sammen i The Highwomen er f.eks. også stjernen Kacey Musgraves, der om COVID-19 vil optræder på årets Roskilde Festival, en af de nye, anderles.

På det nye album Your Life is a Record svinger Ms. Clarke musikalsk i mange retninger. Afhængig af vinklen kan man sige, at hun og produceren udfordrer sig selv – eller at de tilsyneladende var noget ubeslutsomme, da pladen blev indspillet.

Når det så er sagt, er en ting sikker i Brandy-land: Også på Your Life is a Record er hun 100 pct. loyal overfor den transparente ærlighed, der har præget hendes sangskrivning siden begyndelsen – lige meget, hvad hun synger om. Den gode melodi overvinder alt uanset, hvor meget krømmel, den er smurt ind i.

Selvom der er ikke meget nyt under solen på Your Life is a Record, og selvom indpakningen indimellem er lovlig lækker, gør Brandy Clarke stadig, hvad hun gør bedst, til UG kryds og slange. Hver eneste tone og taktslag er gennemsyret af the country feeling.

Vi har den smægtende I’ll Be the Sad Song med fløjter og stort orkester og hele pivtøjet. Long Walk – klassisk hillbilly i moderne soft tilskæring – og arketypiske countryballader som Apologies, hvor Clarke siger undskyld til hende kæresten, hun forlod, da følelserne flød i en anden retning, og Bad Car, hvor scenariet er omvendt.

Bigger Boat synger Brandy Clarke duet med selveste Randy Newman, der – igen, muligvis – optræder i København i maj. Duetten med den gamle klaverboksende humorist, humanist og verdensrevser er mere spektakulær end interessant.

Selvom der er ikke meget nyt under solen på Your Life is a Record, og selvom indpakningen indimellem er lovlig lækker, gør Brandy Clarke stadig, hvad hun gør bedst, til UG kryds og slange. Hver eneste tone og taktslag er gennemsyret af the country feeling.


Brandi Clarke: Your Life is a Record, album

 

Forskellige grader af livskludder

Under Tønder Festival 2017 oplevede jeg en åbenbaring. Navnet var og er John Moreland, en stor mand, en stor sangskriver med den største fabulerende stemme, jeg længe havde hørt live. Morelands stemme er et landskab i sig selv.

Det nye album LP5 lyder Moreland, som man kender ham. Med største elegance viger han udenom klicheerne på side 1 i kærligheds-sangskrivernes manual. Tag bare krøllede sangtitler som I Always Let You Burn Me to the Ground og Let Me be Misunderstood, begge fyldt til randen af Moreland blues.

Det på en gang forunderlige og vidunderlige ved Moreland er hvordan, styrken og kraften i hans sang vokser, jo mere det stilfærdige americana-udtryk dæmpes. Der er noget enormt dragende i lyden af denne mand, hans vokal og de små, store sange om det liv, han ser passere forbi og udfolde sig i sit hjem i Tulsa, Oklahoma.

Alle betræder de stier, der for længst trådt igennem af Bob Dylan med følge. Lyder det gammeldags? Hvis kompetent singersongwriting, ærlige, meningsfyldte tekster og analog vellyd er ufashionabelt og gammeldags, så er brunt forhåbentlig det nye sorte.

Det nye album er indspillet sammen med en lille håndfuld af de mest kompetente kunstnere på den amerikanske indie-rock scene. Det er helt low key. Lyden er simpelthen bare blændende god som ramme om teksternes utilpassede stemninger af forskellige grader af livskludder.

A Thought is Just a Passing Train ruller stilfærdigt som et godstog på tværs af prærien. Med uimodståeligt mellotron-mellemspil synger Moreland “Shame is a cancer – goes easy on your heart.” Så enkelt kan det siges.

East October og When My Fever Breaks krydrer b-stykker indtrængende den ellers nedtonede produktion.

Sammen med musikere som Parker Millsap, Caitlin Rose og Jason Isbell er  John Moreland en vigtig stemme på en scene, der stadig fylder mere på musik-verdenskortet. Alle betræder de stier, der for længst trådt igennem af Bob Dylan med følge. Lyder det gammeldags? Hvis kompetent singersongwriting, ærlige, meningsfyldte tekster og analog vellyd er ufashionabelt og gammeldags, så er brunt forhåbentlig det nye sorte.


John Moreland: LP5, album

Lovlig løse skitser

Som med Moreland i Tønder var Nathaniel Rateliff en åbenbaring, da jeg første gang så ham optræde live sammen med bandet The Night Sweats i Store Vega for et par år siden. Med rødder i diverse oprindelige sydstatsgenrer er Rateliff blevet en af de mest markante stemmer i new americana, new retro – eller hvad man foretrækker at kalde det.

Han har tidligere udgivet plader som solist og sammen med sit band. Efter en forrygende, soulfyldt udflugt på Memphis-måden med sit band på tre studiealbum er Rateliff tilbage ved sine low fi-rødder på And it’s Still Alright.

Albummets udtryk er lidt mere poleret end hos Moreland.  Jeg fornemmer inspiration fra samme kilder, Jimmy Webb og Glen Campbell, der inspirerede Bruce Springsteen til Western Star.

På titelnummeret falder en enkelt guitar, en steelguitar og et orgel hver for sig ind som, når den ene udsigt afløser den næste på et roadtrip. Formfuldendt. Flot.

Til gengæld ved jeg ikke helt, om jeg skal le eller skoggerle, når jeg hører Nathaniel synge All or Nothing med strygere som Bert Kaempfert i barndomshjemmets Philips-radio – og så alligevel en sprød guitar, der ribber op i det hele. En kantet lille melodi med lyden af søndagsmiddag med kylling og brun sovs i baggrunden.

Der en autentisk folksy Sun Studio lyd over Expecting to Lose med et medrivende vrøvle B-stykke. Som at forestille sig den ellers umulige tanke, at Elvis og Pete Seeger havde fundet sammen i 50erne. Slet ikke ueffent. Ligesom Tonight #2, hvor Rateliff lader sin ridsede vokal møde lyden af Leonard Cohen – igen med godt strygere på. Der er smerte i det nummer. Hvorimod det ellers helt åbne og nøgne Kissing Our Friends lyder famlende, ufærdigt. Det samme med afslutningsnummeret Rush On.

Som helhed lyder And it’s Still Alright som et album bestående af sange, baseret på skitser, hvoraf flere forekommer lovlig løse.

Nathaniel Rateliff: And it’s Still Alright, album


Foto: PR.

En drama queens bekendelser: Ypperlige Lisa Nilsson taler, synger – og taler

En drama queens bekendelser: Ypperlige Lisa Nilsson taler, synger – og taler

FRA POV.INTERNATIONAL

Lisa Nilsson har haft stor succes i Sverige med sit krogshow, som det hedder på de kanter. I et land med uendelig lange afstande gennem skovene mellem de enkelte byer har kro-scenen altid været stor. Når nu de lokale Jönsson’er ikke kom til de store byer for at opleve musikalsk kalas, måtte byerne komme til dem.

Allerede i første moment i Lisa – kvinnan som är jag spindes en tråd for resten af showet. La Nilsson træder frem i klassisk überdiva-positur iklædt en imponerende rød robe.

Rollen som stjerne fra sit 22. år og frem til nu skal vise sig som en motor i Lisas show. Snart vidunderligt syngende. Snart i lange stand-up’s, hvor hun selvironisk, kærligt – af og til vredt, grænsende til det karikerende – hudfletter sin branche, sig selv og menneskene, hun mødte undervejs. Uden dog ligefrem at blive flagellant.

Desværre viste der sig i første nummer, en coverversion af (You Make Me Feel Like) a Natural Woman, at være for lav lyd på Lisas vokal – og lovlig diffus lyd på bandet. Efterhånden som tiden gik i Glassalen, blev det bedre – men især i de første numre skulle man indimellem nærmest gætte sig til Lisas sang. Ikke optimalt.

I det grumsede lydbillede lød hverken Himlen runt hörnet eller Varje gång jag ser dig specielt mindeværdige i Glassalen. Heldigvis trådte Lisa i karakter i sidstnævnte. Hun synger, som om hver tone har sit eget liv, der skal leves fuldt ud, inden hun går ombord i den næste. Det er stort.

I begyndelsen af 90’erne var Lisa Nilsson dronningen af svea-soul. Og med sig på scenen i Glassalen har hun to af de musikere, der dengang var med til at definere sprød svensk pop-coolness, trommeslageren Per Lindvall (ja, ham fra ABBAs band) og guitaristen Mattias Torell. Det blev dengang begyndelsen til en ørevenlig smooth svensk soulbølge, der også nåede den vestlige side af Øresund; især Orup og Eric Gadd.

I det grumsede lydbillede lød hverken Himlen runt hörnet eller Varje gång jag ser dig specielt mindeværdige i Glassalen. Heldigvis trådte Lisa i karakter i sidstnævnte. Hun synger, som om hver tone har sit eget liv, der skal leves fuldt ud, inden hun går ombord i den næste. Det er stort. Flot. Det slog mig, at hun stadig mestrer at ramme flere farver på samme tid, når hun synger.

En dramadronnings formatering

Vi var med hjemme i det kreative barndomshjem, hvor kunstneren og dramadronningen Lisa blev formateret. Som historiefortæller er fru Nilsson uerhört levande. Måske fordi hun ikke er uddannet skuespiller og derfor ikke slæber rundt på en stor værktøjskasse fyldt med teknik, lyder hun simpelthen bare som Lisa, der fortæller om sig selv. Ukunstlet. Charmerende.

Handlede det om faderens sange i hans 70’erband, så man for sig de langhårede brunklædte musikere. Handlede det om teenagepigen, der digtede små breve fra fiktive, formasteligt svigefulde elskere, var det lige før man fornemmede Rhett Butler hvisle, ”Frankly my dear, I don’t give a damn”.

Var man med hjemme i Lisas og hendes guitarmands hus på landet, kunne man mærke duften af have og smagen af svensk husmandskost. Samtidig fornemme den foruroligende stemning af falsk idyl.

I den sidste del af showet spillede Nilsson sin egen manager, Maude, der kender en og anden saftig historie om unge flagrende, succesfulde Lisa dengang i 90’erne. Derefter skiftede hun til sin yogalærer/livscoach, der kender endnu flere saftige historier om ældre Lisa. Hvem påstod, at sex går over? Med et elegant virkemiddel får hun fortalt historien om en kvinde, hvor længsel og ensomhed er et livsvilkår

Historien om Lisa Nilssons gennembrud er kendt. Hun solgte en hulens masse plader, og som hun sagde, ”jeg kan godt lide penge”.  Men det var en proces med sexchikane, mange løfter, mange der mente at eje den unge sangerinde. Det var her, vi hørte den modne, feministiske kunstner træde ind i fortællingen.

Ikke mindst da i en ramsaltet version af Kristina Lugns digt När jag var gift med Hermann, der er for svenske feminister, hvad Joni Mitchell er for … ja, åbenbart også svenske feminister.

Måske noget overraskende – Nilsson er svensk – er hun ved at være lidt træt af MeToo. Ingen komplimenter længere. Ingen, der kniber hende i bagen.

Lisa – Kvinnan som jag är er vævet over et markant drivhjul, en tidlig indrømmelse af, at en del af de problemer hun gennem tiden er løbet ind i, skyldes hendes manglende lyst/evne til at investere mere end 1/3 i sine parforhold.

Dertil kommer et velkendt og stadig effektivt greb: I den sidste del af showet spillede Nilsson sin egen manager, Maude, der kender en og anden saftig historie om unge flagrende, succesfulde Lisa dengang i 90’erne.

Derefter skiftede hun til sin yogalærer/livscoach, der kender endnu flere saftige historier om ældre Lisa. Hvem påstod, at sex går over? Med et elegant virkemiddel får hun fortalt historien om en kvinde, hvor længsel og ensomhed er et livsvilkår.

Gode pointer

Det vrimler med gode pointer undervejs. Det er et gennemført ærligt, feministisk take på sangerindens personlige erfaringer, men også med almengyldighed. Som når hun fortæller om de mange velmenende tilbud, hun modtager fra andre kunstnere, når hun fortæller, at hun skriver på ny musik.

Ingen spørger Lisa, om hun kan bidrage med noget til dem? Det kender vi vist alle sammen.

Lisa Nilsson spiller Lisa Nilsson ypperligt – samspillet med musikerne er fint uden at være overdrevent effektjagende. Hendes stepdans med multikunstneren Nikola Stankovic virker. Og igen – selvironien. Humoren. Divaen var meget forpustet bagefter.

Således kom Nilssons imponerende stagy pragtversion af Whitney Houstons store hit I Have Nothing til at stå som den perfekte indramning af fortællingen om La Lisas indre og ydre kampe og længslen efter at investere sig selv fuldt ud i den der jävla kärlek.

Havde det ikke været for et par valg, havde Lisa – kvinnan som er jag været til fem, måske seks stjerner.

To en halv time uden pause er lang tid. Uanset hvad. Vægtningen af musik og tale er skæv. Der er to meget lange monologer uden musik. Lisa har indspillet 10 album, der er masser af sköna låtar at vælge imellem. Hun kunne godt have øst noget mere af sin store stemme.

Så ja, Lisa – kvinnan som jag ër er lidt af en langtrækker. Men når det er sagt. Efter at have set dramadronningens bekendelser holder jeg endnu mere af Lisa Nilsson end før.


Lisa Nilsson: Lisa – kvinnan som ër jag

POV så showet ved premieren i Tivolis Glassalen 05.03.20. Showet er på en mindre danmarksturne.

Efter den danske regerings anbefalinger vedr. udbredelsen af Corona-virusset anbefales det at tjekke de enkelte arrangørers sites mht. eventuelle aflysninger. 


Foto: Håkan Larsson.

Arethas åbenbaring: Du Almægtige, hvor den film swinger

Arethas åbenbaring: Du Almægtige, hvor den film swinger

Fra POV.International

”Når Aretha gav dig et kram – se, dét var et kram”.

I et interview i filmmagasinet Variety fortæller filmproducer og -instruktør Spike Lee om sit engagement i Amazing Grace. Oprindelig lærte han Aretha Franklins musik at kende i barndomshjemmet i Brooklyn.

Senere lærte han hende personligt at kende, da hun kontroversielt takkede ja til at indsynge Donna Hathaways Someday We’ll All Be Free til soundtracket til Lees Malcolm X. Kontroversielt? Ikke alle i hendes eget baptistiske kirkemiljø bifaldt hendes engagement i filmen om den muslimske prædikant.

Med netop følelsen af ”Se, dét var et kram” forlod jeg biografen efter at have været til gudstjeneste med Aretha. Et overvældende stort varmt kram.

Du almægtige, hvor den film swinger og betvinger enhver mellemdansk januar-rationel afvisning af den tanke, at mennesket skulle bestå af andet og mere end kød, blod og en SoMe-galdeblære.

Jeg har et par gange overværet gospelgudstjenester i USA, i hhv. Atlanta og hos the reverend Al Green i Memphis, og forladt dem igen med en sær fornemmelse af det, som Dr. James Edward Cleveland i Amazing Grace kalder ”det ubeskrivelige”.

I 1972 blev instruktør Sidney Pollack hyret til at filmatisere indspilningerne af det, der skulle blive til Aretha Franklins gospelalbum Amazing Grace. Det bedst sælgende gospel-livealbum nogensinde. Stadig.

Skulle man have en faible for stort afrohår og hyper funky primo 70’er outfit, inklusive sko, store pelskraver og glimmer på kjolerne, er biografen med Aretha på plakaten lige nu i sig selv the place to be

Af praktiske grunde blev filmen optaget uden brug af klaptræ. Derfor skulle det senere vise sig umuligt at få lyd-og billedoptagelser til at passe sammen. Først i 2007 lykkedes det lydteknikeren Serge Perron at få lyd og billede i sync.

Filmen blev derfor sat til at få premiere et par gange senere. Begge gange lykkedes det mrs. Franklin at forhindre, at filmen blev udsendt. Kun de involverede ved hvorfor.

Først efter hendes død lykkedes det producenterne – herunder altså Spike Lees selskab 40 Acres and a Mule – at få tilladelse af Arethas familie.

Move like Jagger

Og nu er filmen altså nået til de danske biografer.

Først ser man New Temple Missionary Baptist Church i Los Angeles fyldes af menigheden og andre interesserede. Herunder i anden del af filmen Mick Jagger, der forgæves forsøger at overtale trommeslager Charlie Watts til at rejse sig op og move like Jagger.

Skulle man have en faible for stort afrohår og hyper funky primo 70er outfit, inklusive sko, store pelskraver og glimmer på kjolerne, er biografen med Aretha på plakaten lige nu i sig selv the place to be.

Inden vi kommer i gang, er det på sin plads lige at placere et par stykker af de tilstedeværende på kirkens træstole:

Produceren Jerry Wexler, der allerede dengang som producer for bl.a. Aretha, Hathaway, Ray Charles og Wilson Pickett havde fået tilnavnet Manden der opfandt Rythm & Blues. Intet mindre.

Arethas faste bassist Chuck Rainey, der blandt andre spillede for Quincy Jones, Ray Charles, Etta James og King Curtis. Han kunne formentlig have fået den Røde Plads i Moskva til at ligne en intim, meget intim klub, hvis han havde stillet sig op med sin bas

Den ihærdige reverend Dr. James Cleveland, der bedre end de fleste andre kan tilskrives æren for den fusion af traditionel gospel, blues, pop, soul og rock, der skete op gennem 60’erne. Og som flyder gennem Amazing Grace som en vulkansk-musikalsk strøm. I filmen og på pladen optræder Cleveland som sanger, pianist og gemytlig sprechstallmeister.

Trommeslageren George Purdie, hvis særlige trommestil, Purdie Shuffle, kom til at påvirke den sorte musikscene i årene frem.

Guitaristen Cornell Dupree, der allerede på det tidspunkt var den foretrukne sessionmusiker for de store soulmusikere.

Arethas faste bassist Chuck Rainey, der blandt andre spillede for Quincy Jones, Ray Charles, Etta James og King Curtis. Han kunne formentlig have fået den Røde Plads i Moskva til at ligne en intim, meget intim klub, hvis han havde stillet sig op med sin bas.

For ikke at glemme det store Southern California Community Choir, der spiller en afgørende rolle for den fornemmelse af storhed, som Amazing Grace er gennemstrømmet af.

Viljen til indlevelse

Meget kort inde i filmen og kort inde i Arethas version af Wholy Holy, der stort set netop var udkommet på – med Clevelands ord – Brother Marvins What’s Going On står det klart, at biografsalen denne januar 2020-aften er i færd med at transformere sig fra et popkorns-tempel til et sideskib i New Temple Missionary Baptist Church 1972. Man er med på første række. Hvis man vil. Som altid med musik er oplevelse lige proportional med viljen til indlevelse hos tilhøreren. Smag alt andet lige.

Hvor det et par år senere ikke skulle lykkes Sidney Pollack at få Robert Redford og Barbra Streisand til i Vore værste år at spille andet end en opsummering af deres CV’er (beklager, fans af denne romantiske klassiker) er Amazing Grace gennemstrømmet af følelse og ægthed.

I et medley af Precious Lord, Take My Hand og Carole Kings You’ve Got a Friend sætter det store kor ind. Efter et par minuter tager Aretha ordet. Ikke det store, men hendes performance her giver Kings hjertevarme klassiker en helt ny, større dimension.

I nærbillede virker miss Franklin en lille smule fraværende, mens hun uudgrundeligt betragter, hvad der sker omkring hende. Især da hendes far taler. Det er godt fanget af kamerafolkene. Gud ved, hvilke tanker, der strømmede igennem. Men når hun synger. Du almægtige

En af Pollacks og senere efterbearbejderes store fortjenester i denne film er balancen mellem billeder af publikum i kirkerummet, det store kor, orkestermedlemmer, og Aretha og Cleveland som to fokuspunkter alene og i samspil. Man kan kalde det let kaotisk og meget fragmentarisk. Ville muligvis få folk med forstand på den slags til at slynge nedladende udtryk som “amatøragtigt” omkring sig. Sammen med musikken skaber det håndholdte virvar en forrygende symbiose.

I nærbillede virker miss Franklin en lille smule fraværende, mens hun uudgrundeligt betragter, hvad der sker omkring hende. Især da hendes far taler. Det er godt fanget af kamerafolkene. Gud ved, hvilke tanker, der strømmede igennem. Men når hun synger. Du almægtige. Og selvsagt er kirkegæsterne ved at gå både ind og ud af deres gode skind.

Kulminerende i Amazing Grace, hvor Aretha, som kun få andre kunne og kan, åbner for et vokal åbenbaring af tro, passion, håb, kærlighed, fortabelse – redemption.

Mens Arethas vokale solstorm og livsglæden tager til, bliver det for meget for stakkels pastor Cleveland, der må søge lidt afsides for at styr på følelserne. Det var lige før, han kunne have taget mig med.

Amazing Grace er en følelsesmæssig åbenbaring af en film. Se den, hvis begreber som “håb” og “musikkens kraft” siger dig noget.

Uanset om du er troende – eller som denne anmelder har det sådan, at det er muligt, at Jesus er min ven, men er han også ven med de millioner, der gennem århundreder er døde og stadig dør i religionskrige?

PS: My Sweet Lord

Som gammel fan af Arethas spirituelle bror i ånden, George Harrison, ærgrer det, at bandets jam over hans My Sweet Lord ikke udviklede sig til mere end de to minutter, der er dokumenteret i filmen. Dog næppe realistisk i en gospelkirke med Harrisons mange østerlandske referencer. At høre den sunget af Aretha og det mægtige gospelkor. Milde Moses…

Men som ovennævnte Jagger har sunget i en anden sammenhæng: You can’t always get what you want.

Sannes blues: Stadig sitrende af energi og med vilje til at søge bag klicheerne

Sannes blues: Stadig sitrende af energi og med vilje til at søge bag klicheerne

Fra POV.International

”Vi mødte Sanne, som jeg foretrækker hende. Stadig sitrende af energi, stadig lydende som Salomonsen, men også med respekt for sine sanges glød, og først og fremmest vilje til at søge bag om klichéerne. Med respekt for det, jeg vil kalde Sannes blues,” skriver Eriksen.

Når man går ind i et rum med Sanne Salomonsen på scenen, har man visse forventninger med i lommen. Som at udtryk som ’power’ og ’fed’ – i den positive betydning – vil lyde et antal gange i løbet af aftenen. Flueben ved dét.

Man forventer en aften i godt selskab. Ikke nødvendigvis mere. Bestemt ikke mindre. Også flueben ved dét.

For et år siden var Sanne Salomonsen, guitaristerne Mads Løkkegaard og Victor Ray Salomonsen og keybordspiller Annika Askman på en semiakustisk turné inden Sannes sommer tete-a-tete med Lis Sørensen og Anne Linnet.

Samme hold er nu igen på en mere eller mindre akustisk turné. Da jeg ikke så Sanne i vinteren 2019, ved jeg ikke, om sætlisten er den samme. I Det kongelige Teater forleden var der fokus på en stribe mindre kendte numre fra det store Salomonsen-katalog. Kun ganske få store hit.

Efter sigende kan der siges en del ufordelagtigt om at blive ældre. Omvendt er det er et uvurderligt alderens privilegie at kunne sige: nu gør jeg, hvad der er bedst for mig. Eventuelt godt hjulpet økonomisk på vej af en kapitalpension eller en re-union koncertturne med et par gamle samarbejdspartnere.

Sanne entrerede den minimalistiske scene og satte sig i, hvad min ledsager meget muntert kaldte en Werthers Echte-stol.

Få på den danske rockscene kan indtage et rum med så stor selvfølge og starpower som Sanne, uanset om hun står, hopper – eller i tråd med denne turnés low key set-up placerer numsen i en mormorstol. Hun lagde ud med at tale om sine mange hit og mange solgte plader. Fortalte at denne turné er noget, hun gør for sin egen skyld. At hun derfor kun spiller få crowdpleasere.

Egentlig ganske forfriskende at høre den 64-årige sangerinde formulere det: Jeg har haft succes. Nu er jeg nået til et sted, hvor jeg gør, hvad jeg vil.

Efter sigende kan der siges en del ufordelagtigt om at blive ældre. Omvendt er det et uvurderligt alderens privilegie at kunne sige: nu gør jeg, hvad der er bedst for mig. Eventuelt godt hjulpet økonomisk på vej af en kapitalpension eller en re-union koncertturné med et par gamle samarbejdspartnere.

Et værdigt eksempel

Med sin positive, kærlige udstråling af evig Sannesque er fru Salomonsen et af de bedste eksempler på ”alder er bare et tal” på den danske musikscene. Et værdigt eksempel.

Hun nævnte, at det havde været en barsk oplevelse at falde om med en blodprop med hele Danmark som tilskuere. Men historien om Sanne, der møjsommeligt kæmpede sig tilbage, og nu sidder der og gør krav på sine fans opmærksomhed gør bare gensidigheden mellem hende og os i salen stærkere. Alle de historier, vi deler med musikken som soundtrack.

I hvert fald når hun som for øjeblikket sidder ned omgivet af to indfølte guitarister og den faste akkompagnatør. Selvom festens midtpunkt ikke lagde skjul på, at hun havde ”myrer i bukserne”. Men i stedet for at drøne rundt, bankede hun løs på en lille elektronisk tromme med den højre hånd, der stadig virker optimalt.

De lagde ud med Haven’t I Been Good to You fra Language of the Heart fra 1994.

Sannes vokal er ikke, hvad den var en gang. Det er der udover denne anmelders skatteprocent i øvrigt ikke ret meget, der er. Det virker, som om Sanne har taget konsekvensen og holder sig respektfuldt indenfor sin lavere range med støtte fra især Annika Askman på kor. Lyden af Sanne kan hverken tidens tand, sygdom eller andet tage fra hende. Det klæder Sanne at udøve denne begrænsningens kunst. Ingen grund til at lege “er du klar over, hvem jeg var”, når man nu stadig er.

”Helt ærligt: det var jo de samme numre med forskellige covers fra gang til gang. I købte dem alligevel, og vi elskede jer for det.” Der brød fru Salomonsen for alvor ud gennem den fjerde væg, der ellers siden 1748 har sikret en vis distance mellem publikum og alt fra Shakespeare til reality awards i det gamle teater.

Sanne i 2020 lyder stadig som Sanne – med en rustik klang af levet liv, udlevet rock’n’roll i al slags røg og damp. Som da hun i en inderlig levering af Chaka Khans og Bruce Hornsbys Love Me Still fra Chris Minh Doky-albummet In a New York Minute (1999) stadig formåede at forløse den smertelige fortælling om den feterede rockstjernes kamp for at skjule og fastholde sin inderste private kerne og finde den rette at dele den med.

Som hun også gjorde i Uden dig, hvor pop og ægte følelse stadig går hånd i hånd. Den stammer fra det ekstremt godt sælgende Sanne (1989). ’Meryl Streep-albummet’ kalder Sanne det i øvrigt – fordi hun ser så sur ud på coveret.

Nedbrød den fjerde væg

Vi mødte en som altid humoristisk Sanne Salomonsen. Som da hun introducerede en sang, der var skrevet som bonussang til en af den tsunami af Absolute (nothing new) Hits og opsamlingsplader, der skyllede ud over tv-reklameblokke og pladeforretninger i 90erne.

”Helt ærligt: det var jo de samme numre med forskellige covers fra gang til gang. I købte dem alligevel, og vi elskede jer for det.” Der brød fru Salomonsen for alvor ud gennem den fjerde væg, der ellers siden 1748 har sikret en vis distance mellem publikum og alt fra Shakespeare til reality awards i det gamle teater.

Nogenlunde midtvejs spillede Sanne og band en flot version af Dobie Grays Drift Away, som den gode veninde, salig Marie Frederiksson havde stor succes med i Sverige. Efter min smag kom den danske sangerinde lovlig hurtigt henover sin konstatering af, “at det er, hvad det er. Vi er her, vi dør.” Et lidt hårdt lydende sammenkog af de østerlandske filosofier, der inspirerer Salomonsen.

Se Sanne Salomonsen synge Drift Away sammen med Marie Frederiksson:

Sanne og hendes band gav den af mig skammeligt oversete Det er hvad det var fra Unico fra 2009, skrevet af Thomas Helmig. Allerede fra de første arketypiske Risskov-Aarhus-akkorder blev den sang krænget ud af den lovlig klinisk stramme produktion på Unico. Umuligt ikke at smile. Og absolut et af de højdepunkter, hvor kunstner, udtryk og modtager finder sammen i en fælles fejring af det, som musikken gør.

Det var stort. Totalt cool øjeblik med en sangerinde, der muligvis stadig har mange nye plader i sig, men er nået et sted i livet, hvor man godt kan tillade sig at koge ny suppe på laurbærrene.

Nej, jeg har endnu ikke brugt udtrykket Rock-Mama – før nu. Jo, band og sangerinde leverede rimelig kåde versioner af rockstandarder som for eksempels C.V. Jørgensens Mens vi venter på i morgen (fra Sneakers’ Katbeat).

Men vi mødte først og fremmest en meget mensch Sanne, som jeg foretrækker hende. I et minimalt bluesy udtryk med tre dygtige, indforståede musikere. Sanne sitrer stadig af energi, hun lyder som Salomonsen, men også med respekt for sine sanges glød og først og fremmest viljen til at søge bag om klichéerne. Uden manerer. Med respekt for det, jeg vil kalde Sannes blues.

Jeg vælger at se det som Sannes anerkendelse af et andet af alderens privilegier: Erkendelsen af, at fortællingen og følelsen ikke nødvendigvis ligger i det, man siger eller måden, man får sagt farvel – men i lyden af det, der ikke bliver sagt. Eller skrålet.


Sanne Salomonsen. Live akustisk i Det kongelige Teater 20.02.20.


Foto: PR.

Oasis light i mørket: En fest med lidt for lidt Liam Gallagher

Oasis light i mørket: En fest med lidt for lidt Liam Gallagher

Rækken af klassiske hooklines var næsten lige så lang som køerne ved baren, da Liam Gallagher og band holdt fest for de indviede i Forum Black Box, København, tirsdag aften.

Stående som en dunkel silhuet i lyset fra bagscenen i klassisk Liam-positur iført overhead parkacoat – i eget Liam Pretty Green-design må man gå ud fra. Lidt som en angrebslysten City-spiller parat til at give folket, hvad det var kommet for.

Personligt har jeg altid ment, at den såkaldte britpop-krig mellem Blur og Oasis blev vundet af Suede.

Men selvsagt kan man ikke ignorere Noel Gallaghers formidable evner som sangskriver, Oasis’ rolle som opsamler/fornyer af den britiske rocktradition – Beatles, Who, Stones, Smiths, T. Rex, Slade – på et tidspunkt, hvor englænderne enten dansede til Manchester-scenens acid eller Stock, Aitken & Watermans sodastream-bobler.

På samme måde er det umuligt at ignorere styrken i Oasis’ udtryk dengang med Liam som fandenivoldsk frontmand – eller denne her gnist, der altid var på scenen. Og vel også en følelse af håb og trods, som Burnage, Manchesters egne Oasis signalerede hos sit enorme publikum. Her kunne man virkelig tale om working class heroes.

Stående der i Forum badet forneden af kondensvand på gulvet og massive støjmasser fra scenen, lød det indimellem som puls uden blod. Jeg savnede de finesser, der faktisk præger Liam Gallaghers soloalbum Why Me?, Why Not og viser ham som en kunstner, der – med hjælp fra andre komponister – vil mere end bare en refleksion af Oasis.

I Forum Black Box lagde Liam Gallagher ud med Oasis’ Fucking in the Bushes og den gamle programerklæring Rock’n’roll Star med den oprindelige Oasis-guitarist Paul Bonehead Archers på scenen. Det skulle vise sig, at han primært var med for at medvirke på de mange Oasis-numre. Hele 12 ud af 20 numre var Oasis-numre.

Fra sekund ét var den der – lyden – den forvrængede mur af sustain skabt af en til to guitaristers leg med basale akkorder og skiftende Noel’ske melodiske lead. Og der var en stemning i Forum Black Box af den anden verden. Igen, 12 ud af 20 numre.

Stående der i Forum badet forneden af kondensvand på gulvet og foroven massive støjmasser fra scenen, lød det indimellem som puls uden blod. Jeg savnede de finesser, der faktisk præger Liam Gallaghers soloalbum Why Me?, Why Not og viser ham som en kunstner, der – med hjælp fra andre komponister – vil mere end bare at være en refleksion af Oasis. Ikke helt så konsekvent som Noel Gallagher, der er gået mildt electronica på det seneste, men alligevel.

Som det ofte vil være med en solist, der rejser rundt med en sangskat skabt i en anden sammenhæng, var Liams band mest med som loyal, sømløs backing. I øvrigt var det svært at høre både hans egen og de tre korsangeres vokaler.

F.eks. er det udmærkede Once fra Why Me?, Why Not et inspireret melodisk-melankolsk tilbageblik på en 30 år lang karriere med og mod Noel. Et af det bedste bud siden Arctic Monkeys’ No. 1 Party Animal på en genopfriskning af lyden af John Lennon. Som Liam jo er besat af. Albumtitlen Why Me?, Why Not er hentet fra to af Lennons serigrafier. Og i øvrigt, what the fuuhk, mandens fulde navn er William John Paul Gallagher. Han er jo nærmest født til det. Men i Forum druknede Once i torden-lyd.

Bedst var det i Stand By Me og Morning Glory, der begge formede sig som kærlighedserklæringer mellem publikum og Liam. Der var vi inde og røre ved noget af det, som kun musik kan – nogle kalder det nostalgi, for mig handler det at stå ved de læringer, de spark, den fest, den trøst, det håb, de refleksioner, der har været med til at skabe én

Halo, som også blev spillet med fuld hammer i Forum, er så en hilsen til The Rolling Stones’ Let’s Spend the Night Together. Her var keyboardspilleren i øvrigt et forfriskende indslag på sit bar-piano.

Bedst var det i Stand By Me og Morning Glory, der begge formede sig som kærlighedserklæringer mellem publikum og Liam. Der var vi inde og røre ved noget af det, som kun musik kan – nogle kalder det nostalgi, for mig handler det at stå ved og fejre de læringer, de spark, den fest, den trøst, det håb, de reflektioner, der har været med til at skabe én. Det må bare aldrig være et mål i sig selv.

Supersonic skabte bassist og trommeslager et fornemt swing, som ellers ikke nødvendigvis var Oasis’ styrke. Og der var en version af Be Still, hvor guitaristen gav en lang psykedelisk solo. Fed variation i den ellers noget ensformige musikalske bunke støj.

Med Cigarettes & Alcohol rungende i ørerne, der mere end nogensinde lød som en hilsen til T.Rex’s Get it On, slentrede jeg ud af Forum med fornemmelsen af at have været til koncert med Oasis Light.

Liam Gallagher er en forrygende ambassadør for sin elskede – ahem! – brors sange, og måske især for Oasis-følelsen. Men jeg kunne godt tænke mig at se ham performe sine egne nyere (også gerne fra Beady Eye-perioden) og de gamle sange i et mindre set-up. Som på det nye album Acoustic Sessions. Eller med arrangementer, der yder hans nye lyd retfærdighed.

Det vil være lidt ærgerligt, hvis han ender som rockmusikkens svar på Pinocchio med Mod-frisure, fanget i snorene fra sin fortid.

Liam Gallagher, Forum Black Box, tirsdag 04.02.2020

  1. Fuckin’ in the Bushes – Oasis-sang
  2. Rock ‘n’ Roll Star – Oasis-sang
  3. Halo
  4. Shockwave
  5. Wall of Glass
  6. Come Back to Me
  7. For What It’s Worth
  8. Morning Glory – Oasis-sang
  9. Columbia – Oasis-sang
  10. Stand by Me – Oasis-sang
  11. Once
  12. Gas Panic! – Oasis-sang
  13. Why Me? Why Not.
  14. The River
  15. Acquiesce – Oasis-sang
  16. Live Forever – Oasis-sang
  17. Roll With It – Oasis-sang
  18. Supersonic – Oasis-sang
  19. Champagne Supernova – Oasis-sang
  20. Cigarettes & Alcohol – Oasis-sang
Stand-up: Der er Matthesen. Der er Rune Klan. Og så er der alle de andre

Stand-up: Der er Matthesen. Der er Rune Klan. Og så er der alle de andre

”Hvor er han dog sød,” lød det fra en kvinde på rækken foran, da hun forlod Det kongelige Teater. Ganske forståeligt. For slutningen i Håbefuld, der blandt meget andet involverer Anne Linnet som ægspisende papfigurer både sød og rørende.

Mere skal ikke afsløres her. Men som den nævnte kvinde forlod jeg det gamle teater på en node, som gav mig lyst til skrive, ”slæb alle sure danske SoMe-santroper, dødbidere og hundehoveder med ind og se Rune Klans nye show”. Men så kom jeg i tanke om, at der kun er plads til godt og vel 1.300 i det gamle teater.

Som i de seneste show Det stribede show (2013) og Barnløs  (2017) arbejder Klan også denne gang ud fra en overordnet ramme. Sidste gang handlede det om hans og hans kones forgæves forsøg på at få et barn. I stedet adopterede de en dreng fra Sydafrika.

I det nye show fortsætter det, hvor det slap. Men i stedet for at trylle, smide rundt med ting og fable om og udlevere sin søn, har Rune Klan sympatisk nok valgt at bearbejde sin egen farrolle.

Efter en indledning, hvor man endnu en gang må forholde sig til forældreskabets indvirkning på sexlivet – ”da vi var yngre knaldede vi, nu tager vi hver en træstamme” – kommer showets anslag, der med hyppige call back viser sig at være omdrejningspunkt: En situation fra en ferie i Nepal, da han var fire år gammel, hvor hans forældre bad ham lege med en gruppe gadebørn, der viste sig at lege med en skorpion (!).

Ville moderne forældre gøre det? Tjah.

Fraværende contra tilstedeværende fædre

Man kan sige, at Klan udleverer sine kosmopolitiske forældre, men han bringer snildt sit fjol og fis op på et plan, hvor det handler om forskelle i generationers værdisæt og forhold til opdragelse.

Om fraværende fædre i hans fars generation kontra tilstedeværende fædre i hans egen. Det er showets motor. Deri ligger der potentielt oceaner af komisk (og tragisk) materiale. Og det er set og hørt mange gange. For eksempel var pioneren Jan Gintberg meget tidligt ude. Man tager den gerne en gang til i Klans supercharmerende servering.

Det har altid været en del af Rune Klans proces – balancen mellem et væld af dukketeateragtige hjemmelavede rekvisitter, groft sleben komik, magi på et højt plan og en vis grad af afmystificering på et metaplan for sjov. I tryllekunst er der ligesom i andre kunstarter i bund og grund så og så mange grundelementer som basis for milliarder af variationer.

Som i sine seneste show blander Klan populærvidenskab med komik, trylleri og den stadig større mængde sære rekvisitter på scenen

Hans trick i Håbefuld med en træramme, hvori det lykkes ham at indplacere flere og flere brikker er en gennemgnasket klassiker – går under navnet Perpetual Puzzle. Har selv leget med det som vikar på et børnebibliotek.

Til gengæld efterlader flere andre tryllenumre én med åben mund. En vielsesring forsvinder. Og dukker selvfølgelig op igen et komplet umuligt sted. Mønter forsvinder og dukker op igen. Klan løser Rubiks Terning på 40 sekunder (verdensrekorden er 3,4 sekunder). Rimeligt imponerende. Især da han løser den med en tilfældig form, som en fra publikum har skabt.

What the f***?

Som i sine seneste show blander Klan populærvidenskab med komik, trylleri og den stadig større mængde sære rekvisitter på scenen.

Indgangen til hans diskussion af arv contra miljø med henvisning til H.C. Andersens Den grimme ælling og Pontoppidans modsvar Ørneflugt er et sjovt, enkelt og overraskende indslag.

Er 70 pct. af adoptivsønnens kommende liv virkelig på forhånd fastlagt af arvemassen? Er der derfor kun 30 pct. tilbage til Klan og konen? Vi hører om Klans møder med forskeren Stephen Ludeke og historien om nogle tudser i et spansk akvarium.

Lovlig langtrukken

Stor respekt for Klans ambition om at tage sin stand-up comedy til, hvad der efterhånden må være mark 3 på et populær-filosofisk og -videnskabeligt niveau. Denne gang har han fundet en form, hvor Kloge-Åge, humor, tryl og papfigurer og den notoriske selvironi spiller bedre sammen end sidst. Han mestrer at jonglere med genetik og små kontrajokes. Efter en dyb passage om hans afdøde far får vi lige med, at hans mors bedste råd har været aldrig at prutte på vej ind i en bil.

Men stadig; en lovlig langtrukken passage.

Efter det forrige show skrev jeg, ”Klan er blevet voksen”. Nu er Klan er blevet voksen og følsom. Det er, hvad man risikerer, når man får børn

Klans helt store styrke ligger i måden, han udnytter rummet, teatret, sin egen scenepersonlighed – frisk uden at være Ole Henriksen-kæk – sin historie, den efterhånden modent afslebne humor, de tilsyneladende småsjuskede improvisationer, tryl på varierende niveau flettet sammen med en lang passage om genetikkens historie. Ja, det er unikt. Virkelig sjovt.

Få timer inden jeg tog ind til Kongens Nytorv for at se Klans nye show, lyttede jeg til Flyverskjul-podcasten Søren Rislund – Historien bag Monrad & Rislund– om duoen på hvis skuldre den første generation danske stand-up komikere stod, når de ikke oversatte fra engelsk.

Som Søren Rislund siger: ”Der er Anders Matthesen. Og så er der alle de andre.” Helt enig. Men efter at have set Håbefuld har jeg har lyst til at tilføje: ”Der er Matthesen. Der er Klan. Og så er der alle de andre.” I hvert fald når det gælder form.

Efter det forrige show skrev jeg, ”Klan er blevet voksen”. Nu er Klan er blevet voksen og følsom. Det er, hvad man risikerer, når man får børn.


Rune Klan: Håbefuld, nyt stand-up comedy-show på Det kongelige Teater.
POV så det fredag d. 31. januar 2020.