af Jan Have Eriksen | dec 29, 2023 | Podcast
Der var næppe noget i dansk rock på det tidspunkt, der swingede så tæt som dét band, og så med de tekster.
”De senere par år har jeg været ude med nogle foredrag. Og i den forbindelse, har jeg mødt rigtig mange mennesker, der har fortalt, hvor meget C.V. Jørgensen dengang betød for dem. Det nærmest fremkalder tårer i øjnene,” siger René Wulff i denne POVcast.
Men det var trods alt bare fire-fem år i alt og René Wulff var og er meget mere. Faktisk kunne hans rejse gennem dansk rock i 70’erne være foregået bag trommerne i Gasolin’, da hans ven, Bjørn Uglebjerg forlod bandet, men Wulff takkede pænt nej. Hør mere om dét i podcasten.
Jan Eriksen har besøgt Wulff i hans hjem i Gudme på Fyn, bl.a. for at tale om det nye album ”Small Steps – High Spirit”, som han har indspillet med en håndfuld rutinerede danske musikere.
Men det handler også om det livsforandrende øjeblik i barndommens Hvidovre, da en stemme en dag lød fra storebrorens grammofon: ”You ain’t nothing but a hounddog!!!”
Derfra gik bl.a. turen gennem bandet Hutlihut – det hed det! – Sensory System, Barbarella – og C.V. Jørgensen. Og da det band stoppede, fortsatte rejsen i den Police inspirerede trio Tass, efterfulgt af et par begivenhedsrige år i USA med bl.a. zydeco legenden Queen Ida og bluesmusikeren Sonny Rhodes.
Hjemme igen i Danmark gik det en tur omkring bandet Sidewalk, der blev hyret af ”Den femte ABBA”, Stickan Andersson til Polar Music. Sprutten flød, hvor Stickan gik, og sådan var det også i Wulffs næste band The Intellectuals, det nærmeste Danmark kom et PUB-rock band i stil med det desværre kortlivede Rockpile. Uden at overdrive kan man sige, at bandet med Wulff, Niels Maetoft og Lars Hybel spillede for de stoffer, de selv rendte rundt og indtog.
”Det er nok det mest sindssyge band, jeg har arbejdet med. Nogle af de ting, vi fik lavet, er jeg meget stolt af. Når vi var gode, var vi skidegode. Men når tingene kører med sprut og galar opstår der tit uenigheder.”
René Wulff har udgivet to soloalbum, det første, ”Blue Rendezvouz” i 2010, det seneste er ”Small Steps – High Spirit”.
Mediano Music har tidligere udgivet en podcast med René Wulff specifikt om hans år i C.V. Jørgensen og hans bog “Det Ganske Lille Band
– mine år med C.V. Jørgensen”. Den podcast blev optaget via Skype og lyder mildt sagt ringe. Ikke desto mindre er det POV Mediano Musics fjerde mest lyttede/downloadede podcast.
Noter:
Det skal understreges, at:
– Wulffs ven, Bjørn Uglebjerg, ikke medvirker på indspilningen med Les Rivals i POVcasten. Uglebjerg var med til at starte Les Rivals.
– René Wulff ikke medvirker på Queen Idas “Home on the Bayou”, som kan høres i POVcasten.
– teksten til “Time Slips Away” fra Wulffs nye album er skrevet af Ray Weaver. Herboende amerikansk musiker og sanger med egen karriere og som ofte spiller i Nashville.
– du kan følge Rene Wulff og albummet “Small Steps – High Spirit” på Facebook.
af Jan Have Eriksen | mar 25, 2023 | Podcast
Denne POVcast består af fire kapitler eller sekvenser, alle med læge, professor og musiker Michael Krogsgaard i hovedrollen. Det er historiefortælling med visse elementer af nørderi.
69-årige Michael Krogsgaard er aktuel med albummet ”Ready For Fun”. Gennem de sidste godt og vel 40 år har han vekslet mellem sit arbejde som læge og arbejdet som Bob Dylan dokumentarist med tre bogudgivelser på sit CV. I dag regnes han for en af de førende Dylan-eksperter i verden. Hvilket siger en del. Der er mange dylanologer derude.
Helt eksklusivt har han over en tiårig periode haft mulighed for at begrave sig i tusindvis af Bob-arkivalier i en nedlagt bunker nær Woodstock. Det blev bl.a. muligt, da Dylan og hans forretningsfører blev vred på Mariah Careys daværende mand, Tommy Mottola. Hør mere om dette og meget andet Dylan i podcasten.
Derfor tager podcasten udgangspunkt i Bob Dylans andet album, ”The Freewheeling Bob Dylan”. D. 27. maj er det præcis 60 år siden, pladen med det ikoniske cover med Dylan og hans daværende kæreste Suze Rutolo udkom – bl.a. med sange som ”A Hard Rain’s A-Gonna Fall” og ”Blowing in the Wind”.
Jan Eriksen og Michael Krogsgaard taler desuden om sidstnævntes seks år i 70’erne som ejer af pladeselskabet Hookfarm (Krogsgaard på danlish), som bl.a. udgav de første to, ikoniske C.V. Jørgensen-album, ”En stynet strejfer” og ”T-shirts, terylenebukser og gummisko” – og bl.a. også plader med Buki Yamas og Buffalo.
Det handler om samarbejdet med Carsten Jørgensen, som han hed, indtil han og Krogsgaard fandt på et mellemnavn. I podcasten taler de bl.a. om de første demooptagelser og videooptagelser med de to Lyngby-drenge, som de to optog i Krogsgaards barndomshjem ved Fortunen ved Dyrehaven. Disse optagelser eksisterer selvfølgelig stadig, og er sammen med et tidligt livealbum klar, hvis CV skulle få lyst til at dokumentere sin karriere.
Endelig handler det om sangene på Krogsgaards nye bluesrock album, og det handler om at springe ud som solist i en alder af 69.
På pladen synger han om partnervold, alderdom, Alzheimer, traficking, krigstraumer, sex og savn. Som i nummeret ”Miss You”, som er en dedikation til den nu afdøde musikjournalist og ven Jan Sneum.
Dette og meget mere i denne podcast.
Stream episode Bob Dylan, C.V. Jørgensen og Michael Krogsgaard – Dylan-eksperten springer ud som musiker by Mediano Music podcast | Listen online for free on SoundCloud
af Jan Have Eriksen | maj 2, 2022 | Podcast
Det begyndte, da Kasper Winding som 14-årig skrev filmmusik til faren, Thomas Windings film ”Revolution i vandkanten”. Podcasten kommer forbi det første pladeprojekt, Buki-Yamas, den for en generation ikoniske film ”Mig og Charlie”, jobbet som studiemusiker i New York for bl.a. The Rolling Stones.
“Oprindelig kom jeg med, fordi Keith Richards havde en ide om noget med to trommeslagere. Det var jo helt åndssvagt. For identiteten ligger jo i deres lyd. Så snart, der kommer en ny med, og trommer er meget markante, så forsvinder deres identitet lidt. Jeg endte op med at spille tamburin på et og stortromme på et andet nummer,” siger Kasper Winding. Hvilke numre fremgår af podcasten, hvor du også kan høre det ene nummer.
Det handler om solokarrieren, der gjorde Kasper Winding til superstjerne i 80’erne, indtil han valgte at skrue ned for ambitionsniveauet efter et angstanfald efter en koncert for tæt på 100.000 publikummer i Valby Parken. Evnen til at få en koncert for så mennesker til at virke meningsfyldt er kun givet få. Det handler om inspirationen – måske – fra geniet Prince. Jobbet som (med)producer på to af 90ernes vigtigste danske album, Caroline Hendersons ”Cinemataztic” og C.V. Jørgensens ”Sjælland”.
Kasper Winding og de mange projekter
”Det er sjældent, jeg græder, når jeg arbejder i studiet. Men det gjorde jeg der,” siger han om et af C.V.s numre.
På spørgsmålet, om der var en samlet vision for Hendersons plade – som jeg synes, jeg hører, svarer Winding storgrinende:
”Det var der overhovedet ikke.” Faktisk blev han fyret fra projektet, og kaldt tilbage igen.
Men det blev indledningen til samarbejdet og venskabet med Thomas Blachman – og senere fulgte det pludselige, overraskende verdenshit med singlen “Speechless” med Louise Norby på sang. Og selvfølgelig handler det om det nye album, indspillet under Corona lockdown i Paris, hvor Winding hr skrevet, “mit bedste nummer nogensinde”, som han siger. Hør hvilket i podcasten, hvor der trækkes tråde helt frem mod situationen i Ukraine, og den verden, vi er ved at overlade til universets nåde og fromme.
Undervejs møder du i øvrigt en sanger, der var for fuld og skæv til at levere en meningsfyldt indsats i finalen i Det internationale Melodi Grand Prix.
Stream episode Kasper Winding og karrieren: Fra Mig og Charly og C.V. Jørgensen til nye Corona-inspirerede sange by Mediano Music podcast | Listen online for free on SoundCloud
af Jan Have Eriksen | maj 12, 2020 | Essay, Nyheder
Fra POV.International
C.V. JØRGENSEN 70 ÅR // ESSAY – Da musikeren C.V. Jørgensen i 2002 udgav sit sidste album, ”Fraklip fra det fjerne”, gav han også sine sidste interviews til pressen. Jeg mødte dengang pladekunstneren på Restaurant Jægerhuset ved Furesøens sydøstlige bred, og i anledning af Carsten Valentin Jørgensens 70-års fødselsdag lørdag d. 9. maj har jeg genlæst mit eget og et par andre interviews.
På vej fra Holte mod Restaurant Jægerhuset passerer man en lillebitte landtange, der bærer navnet Verdens ende.
Dengang medio maj 2002, hvor en fotograf og jeg kørte ad Dronninggaards Allé mod den hyggelige restaurant ved Furesøens sydøstlige bred, kunne vi ikke vide, at vi skulle opleve en lille bid af verdens ende for pladekunstneren C.V. Jørgensen.
Det aktuelle studiealbum Fraklip fra det fjerne skulle efter alt at dømme vise sig at blive hans sidste. 18 år senere er der ikke rigtig noget, der tyder på, at der udkommer flere med hans navn på coveret.
Kort efter fotografens og min ankomst til Jægerhuset ankom Carsten Valentin Jørgensen på en PGO-knallert efter en rimelig kort køretur. Der er udsigt fra Jægerhuset til hans hjem ved det naturskønne fuglereservat Vaserne.
Der var planlagt en del aktiviteter i anledning af det nye album over en periode af tre uger i maj 2002: Pladesigneringer, møder med fans og diverse interview. Hvoraf et mildt sagt akavet tv-interview på TV 2 formentlig stadig huskes af dem, der så det. Det svingede ikke en meter, for nu at citere C.V’s Senior & Søn.
Folk har virkelig travlt. Alle skal med djævelens vold og magt have 15 minutters berømmelse i flimmeren. Jeg tror, de designede orkestre får en skæv start i deres karriere. Det er produkter, man sætter på skinner – samtidig med at de skal være underholdning på skærme
Når man i dag læser det, der skulle blive C.V’s sidste interviews, fremgår det tydeligt, at det var lidt stressende med al den medieaktivitet for manden, der allerede dengang var lidt af en rockmusikkens sjældne fugl i sit eget reservat.
Det er 18 år siden, men jeg husker stadig C.V. føle fotograf og journalist lidt på tænderne inde i Jægerhuset. Fotograf og journalist, skriver jeg. Egentlig var vi vist lige så meget to fans, der strengt taget havde efterladt en god portion af den journalistiske objektivitet ude i fotografens bil.
Jeg fortalte, at jeg allerede i 1982 havde interviewet ham til et magasin ved navn 17.30. Det kunne han mærkeligt nok huske.
”Nåh, ja, I var to.”
Folk har virkelig travlt
Hørt i dag er der muligvis et overordnet tema for teksterne på Fraklip fra det fjerne – noget med angst, opgivelse, væmmelse ved tidens overfladiskhed og fordummelse hos nær og fjern, fremmedgørelse. Måske er det terapeutiske tekster for en mand, der vedkendte sig, at han indimellem opsøgte sin psykolog. Stadig var der alligevel lidt lys i horisonten.
Flere tekster bærer præg af det dengang nye fænomen, reality-tv og tv-musikkonkurrencer. Dengang var Popstars og Stjerne for en aften det nye ’blålys for de små’, som C.V. synger i Flimmer fra en fjerner.
“Folk har virkelig travlt. Alle skal med djævelens vold og magt have 15 minutters berømmelse i flimmeren. Jeg tror, de designede orkestre får en skæv start i deres karriere. Det er produkter, man sætter på skinner – samtidig med at de skal være underholdning på skærmen. TV-stationerne malker dem, så længe de kan. Jeg tror ikke, det er de unge mennesker, der tjener på det i det lange løb,” sagde C.V. Jørgensen til den snurrende båndoptager.
“Nej, jeg ser ikke reality-TV selv. Jeg går helst i en stor bue uden om fjernsyn. Man kan være heldig at løbe ind i en udsendelse, der har noget på hjerte. Der er store krav om ratings.”
Der er ingen ekstra dør. Jeg kommer bare direkte derind, når jeg åbner og skal arbejde. Så kommer dæmonerne! De er venlige, og jeg snakker meget godt med dem
Om han selv var løbet ind i krav om ratings eller antal solgte plader på sit pladeselskab?
“Nej, men de har jo nok overvejet, hvor mange penge, de skal poste i mit projekt. Vi har jo ikke stjernestatus, så der bliver ikke smidt to mio. efter os. Vi overholder vores budgetter. Jeg går ind for kvalitet. Jeg tror, at folk er trætte af Absolute Music, og gerne vil fordybe sig,” sagde C.V. Jørgensen.
I et samtidigt interview med Vejle Amts Folkeblad efterlyste Jørgensen en anden (og bedre) kulturminister end den daværende Brian Mikkelsen. Meget kan man sige om Mikkelsen, men vist ikke, at han lyttede eller lytter til Absolute Music-pladerne.
Selvom der er florerer en god del mismod og ubehag i og mellem linjerne på Fraklip fra det fjerne, er der også det minimalistiske afslutningsnummer, der i Kasper Windings nænsomme produktion rummer livsmod.
Mit hjerte det summer af farver & fest
Det lysner i øst & det blåner i vest
Som en filminstruktør
Et par dage inden vores møde havde C.V. Jørgensen mødt Politikens Erik Jensen.
“Jeg føler mig nogle gange som en filminstruktør i mine egne tekster. Jeg synes selv, det er meget billedskabende. Jeg er begyndt at arbejde med en vis skønhed. Ikke fordi mine sange skal være smukke, men kommer der noget smukt, får det lov at blive stående,” sagde C.V. til Politiken, hvor han lidt senere i interviewet tilføjede:
“Inspirationen kommer i virkeligheden indefra, og der ligger vemodet i mine gener. Det er det rum, jeg altid kommer ind i. Der er ikke nogen vej ud eller en vej forbi det. Der er ingen ekstra dør. Jeg kommer bare direkte derind, når jeg åbner og skal arbejde. Så kommer dæmonerne! De er venlige, og jeg snakker meget godt med dem. Vi har en forståelse for hinanden, og ja, jeg ved sgu ikke. Der er plads til os alle, og jeg tror ikke, de vil mig noget ondt«, sagde han.
Åbningssangen på Fraklip fra det fjerne, Alverdens turbulens, kunne godt opfattes som replik til den også dengang heftige indvandrerdebat.
Man skal være noget. Have noget at byde på, hvis man skal ind i den kreds af venner, som min hustru og jeg har. Ikke fordi vi har sat hegn om os selv eller vores hus. Men respekt er et must.
“Ja, den debat kan man jo ikke undgå at følge med i. Jeg tror, man har fortiet nogle ting overfor befolkningen. Man har glemt at fortælle folk, at grunden til, at der er indvandrere i Danmark, er globaliseringen. Den er uundgåelig. Og det har medier og politikere været meget længe om at sige noget om. Derfor opstår angsten for de fremmede. Angsten er en reaktion på en uundgåelig udvikling. Måske var det på sin plads, at folk bliver lidt bedre til at snakke sammen. Vi er for dårlige til at kommunikere med hinanden.«
Historien om C.V. Jørgensen er blandt meget andet historien om en mand, der selv gradvis kommunikerer mindre. Han er trukket længere op i banen til at finde sig til rette i sit lille reservat ved Furesøen, hvorfra han sjældent bevæger sig ud på scenerne. Der var turnéer i 2018 og 2010, hvor han i øvrigt ikke spillede numre fra Fraklip fra det fjerne. Og en turné i 2002.
“Respekt betyder utroligt meget for mig. Respekt er vigtigt i et godt venskab. Det er jo det alle hiphop’erne går rundt og siger til hinanden. De mener det jo. Og det gør jeg også. Mine venskaber er blevet dybere med alderen. Man skal være noget. Have noget at byde på, hvis man skal ind i den kreds af venner, som min hustru og jeg har. Ikke fordi vi har sat hegn om os selv eller vores hus. Men respekt er et must. Vi bliver heldigvis ikke overrendt af fans. Det sker, at de kommer med en lille gave, og siger tak for musikken. Det er meget afslappet. Det handler også om, at jeg ikke er en offentlig person mere. Det var slemt omkring Costa del Sol. Da måtte jeg vende på en tallerken og trække mig væk fra søgelyset,” sagde C.V. Jørgensen.
Mod slutningen af interviewet talte vi om pladerne fra 70’erne. Siden 2002 har C.V. Jørgensen kun spillet to numre fra den æra live – nemlig signatursangen Det ganske lille band og Flik-flakker.
Betaler du kaffen?
Jeg havde forstået, at han havde mistet lysten til rock’n’roll som sit udtryk, og at Kasper Windings aktuelle blåmelerede jazzede lyd passede de haiku-agtige tekster bedst.
Men forsøgte også at forklare, at det jo ikke nødvendigvis alene var nostalgi, når jeg og andre savnede at høre de gamle sange live. Det var sange, der tilfældigvis udkom i de formative år, og som var definerende for dem, vi var blevet. Eller sagt på en anden måde, uden de sange var man ikke blevet den, man er.
Helt præcis hvad Carsten Valentin Jørgensen svarede, husker jeg ikke. Ikke udover, at det var positivt. Og jeg tror, jeg tillod mig at sige noget i stil med: “Som du sikkert har det med Bob Dylan”.
Til gengæld husker jeg stadig hans afskedsbemærkning, leveret med et skævt grin:
”Hvis vores musik har betydet så meget, er det vel egentlig meget rimeligt, at du betaler kaffen?”.
Den lo fotografen og jeg meget af den sommer.
P.S: Pladeselskabet betalte kaffen.
For fuldstændighedens skyld bør det nævnes, at Carsten Valentin Jørgensen er blevet interviewet en enkelt gang siden 2002. Sammen med de tre andre fra C.V. Jørgensen-bandet (1976 – ’79) blev han i 2011 interviewet af Alex Nyborg Madsen i forbindelse med udgivelsen af bokssættet Det ganske lille band 1977-1979.
Hvor intet andet er anført er citaterne først bragt i BT.
Foto: Phd Musik.
af Jan Have Eriksen | apr 24, 2020 | Podcast
Jeg har via Skype interviewet C.V. Jørgensens daværende trommeslager René Wulff, der bor på Tenerife. I 2018 udgav René Wulff bogen ’Det ganske lille band – mine år med C.V. Jørgensen’.
Desværre er hverken den daværende C.V. Jørgensen-bassist Erik Falck eller guitaristen Ivan Horn blandt os længere. Carsten Valentin Jørgensen giver ikke interviews.
I denne podcast fortæller René Wulff om, hvordan bandet C.V. Jørgensen blev skabt, hvordan klassikere som Det ganske lille band, Entertaineren, Fra en teleboks og Bellevue blev optaget i Sweet Silence Studiet. Om det tætte samarbejde, den gode kemi. Inspirationen fra Amerika.
Om det legendariske coverfoto. Om dynamikken, der kittede bandet sammen og hvad, der førte til at Carsten Valentin efter et par år nåede frem til, at vi alle okay sammen, men måske bedre hver for sig.
C.V. Jørgensen bestod i en periode også af guitaristen Thomas Grue og mod slutningen af keyboardspiller m.m. Lotte Rømer.
Og, nå ja. Eftersom storbror Mediano jo er en fodboldkanal, kommer vi endnu en gang omkring EM 1992. Syngende.
Producer: Thomas Nørskov.
Mediano Music Album er sponseret af DJBFA – landets største komponistforening for professionelle komponister og sangskrivere.
Udover Carsten Valentin Jørgensen, Ivan Horn, Erik Falck og René Wulff medvirker disse på ‘Storbyens små oaser’: Sang: Claus Wolter, Stig Kreutzfeldt (teknik), Niels Henriksen (producer), piano: Per Wium, saxofon: Niels Harrit, violin: Martin Andersen
