A storm is coming Let me be clear Your days are numbered The end is near
På denne mørke node indledes Blood in the Water på Bon Jovis nye album 2020. Jon Bon Jovi er vred. Sådan rigtig vred.
Modsat andre, der hælder deres galde ud over de såkaldt sociale medier, har han sammen med de fire andre i Bon Jovi indspillet albummet 2020. Her tegner kammerat Jon skitser til et samlet portræt af et USA, hvor corona, heksejagt mod indvandrere, skoleskyderier, politibrutalitet, drabet på George Floyd, white supremacy, racisme, krigene i Mellemøsten og den personificerede ondskab i Det hvide hus puster til mareridtet i de sidste slumrende rester af den amerikanske drøm.
Med et skarpt riff fra Richie Samboras afløser Phil X og et Coldplay-agtigt kor blæser Jon Bon Jovi til kamp allerede på det første nummer
”America’s on Fire”, synger Jon Bon Jovi videre i det næste nummer Do What You Can.
Sammenlignet med 80’er-versionen af Bon Jovi – bandet der skabte en feststemt bro mellem den metalliske rock og Springsteens sangskriverrock – er det et forbløffende levende og dynamisk band, der møder lytteren.
På 2020 støder man på linjer som:
“Got this painful ringing in my ear / From an IED last night / But no lead-lined / Humvee war machine / Could save my sergeant’s life.” (Unbroken).
“God damn those 8 long minutes / Lying face down in cuffs on the ground” (American Reckoning – om George Floyd og Black Lives Matter)
“Dear God I wanna pray / But tonight I have my doubts / When I think about those families now” (Lower the Flag – om skoleskyderier)
BON JOVI. NYT ALBUM 2020
Alvoren er med bibelske referencer endnu større i det sydstatsrockende Brothers in Arms, hvor Bon Jovi har lånt riffet fra David Bowies Jean Genie og groove fra Creedence Clearwater Revivals Run Through the Jungle, og hvor Phil X også her stikker med sin spade, så det er en fryd.
Sammenlignet med 80’er-versionen af Bon Jovi – bandet der skabte en feststemt bro mellem den metalliske rock og Springsteens sangskriverrock – er det et forbløffende levende og dynamisk band, der møder lytteren. I flere numre er der referencer til den mere blå, fragmentariske melankolske indierock-stil. I andre lyder det som det Bon Jovi, vi kender.
Kommer vi nogensinde til at lytte til balladen Story of Love til en koncert vil der være rigeligt rum til både mobiltelefoner og old school ligthere – og der er Phil X med en af disse bevingede melodiøse guitarsoli, som denne anmelder ville byde op til kinddans, hvis det var en kvinde. Og jeg i øvrigt kunne danse.
Mellem stort set hvert trommeslag, strofe og riff på denne plade fornemmes noget, jeg vil kalde New Jersey-ånden. Du er velkommen til selv gøre regnestykket her – men også lyden af Little Steven Van Zandts seneste plade- og liveprojekter genhøres i Let it Rain. Nu er der tematiseret over regnen som symbol siden Noah og syndfloden, men her er vist også et par hilsener til Bob Dylan og John Fogerty. Nedtonet, men stærkt udtryksfuldt produceret, som det er, kunne American Reckoning snildt være et Springsteen-nummer fra Human Touch/Lucky Town-æraen.
Det klæder Jon Bon Jovi at kæmpe for grundværdierne i det krakelerende USA, først og fremmest på vegne af ofrene – men også for os, der voksede op med landet som et andet, kulturelt hjemland.
Måske for at omfavne country-trenden har Jon Bon Jovi inviteret sangeren Jennifer Nettles med på en genindspilning af Do What You Can (se videoen nedenfor), som hun en gang gjorde til et countryhit. Nu med opdateret corona-tekst. Uanset hvad der måtte være af kommercielle motiver bag, passer det nummer fint ind her.
I sig selv er 2020 et mægtigt rockalbum om og til tiden. Den femte stjerne får Jon og hans Bon Jovier for modsat så godt som alle kollegerne fra MTV-æraen stadig at lade sig inspirere, bygge på, forny sig selv. Det klæder Jon Bon Jovi at kæmpe for grundværdierne i det krakelerende USA, først og fremmest på vegne af ofrene – men også for os, der voksede op med landet som et andet, kulturelt hjemland. Det klæder i det hele taget bandet, at de har ladet de mest papmachéagtige rockklicheer blive hjemme i 80’erne.
Jon Bon Jovi er ikke den første og næppe heller den sidste kunstner, der kommer til at fabulere over Covid-19 som symbol på USA’s forfald i almindelighed. Men foretrækker du vredens druer serveret med en bismag af klassisk melodiøs rock er 2020 det rette. Foretrækker du håbet som udgangsreplik, skal du købe/lytte til den udvidede version med tre bonus tracks. Eller som i sangen i videoen stole på, at “the everyday heroes” endnu en gang gør forskellen.
I denne podcast hylder vi de første danske musikfotografer.
Sammen med fotojournalist Helle Arensbak og instruktør Torben Skjødt Jensen deltager Mediano Music i projektet Music From The Front.
Musikfotografiet er en central del af nyere dansk kulturarv. Fotografernes dokumentation af koncerterne, musikerne, publikum. Alt det, der foregår bag kulisserne med fotografering til pladecovers, merchandise og magasiner er med til at sætte fokus på musikkens betydning for vores kollektive bevidsthed.
Musikfotograferne tog nogle af vores tids mest ikoniske billeder. De var til stede, da musikken eksploderede i Danmark i 1960´erne og flere årtier frem, hvor branchen skiftede karakter. Dermed ændrede fotografernes vilkår sig også.
Vigtigt foto:
I denne podcast taler Jan Eriksen med pionererne inden for dansk rockfotografi, Gorm Valentin, Steen Møller Rasmussen, Susanne Mertz, Ole Christiansen og Jørgen Angel.
Vi bad dem medbringe et fotografi, der betyder meget for dem. Du kan se dem her nedenfor.
Og finde flere info om fotograferne på deres sites eller deres Facebook-profiler:
mertz-foto.dk
olechristiansen.dk
angel.dk
Flere podcasts vil følge.
Der er musik af R.E.M., Louis Armstrong, Sonny Rollins, T. Rex, The Beatles, Led Zeppelin, Red Squares, Gasolin’, Sebastian, Bob Marley, Bruce Springsteen, Chet Baker, Bob Dylan, TV-2 og Iggy Pop i podcasten.
Foto-collage: Helle Arensbak
Du kan lytte til podcasten her:
Chet Baker, fotograferet af Gorm Valentin
Jimmy Page i K.B. Hallen, 28. februar 1970. The Whoosh. Foto: Jørgen Angel
Steen Møller Rasmussen med sit foto af Bruce Springsteen og Clarence Clemmons, Brøndby-Hallen 1981. Foto: Helle Arensbak.
Bob Dylan på scenen i Brøndby-Hallen i 1980. Foto: Susanne Mertz
Coveret til TV-2 albummet ‘Beat’. Foto: Ole Christiansen
Det første pressefoto af Gasolin’ med Søren Berlev. Foto: Susanne Mertz
Red Squares i Glostrup, 1969. Foto: Steen Møller Rasmussen
Bob Marley på Roskilde Festival 1978. Foto: Gorm Valentin
Iggy Pop, fotograferet af Ole Christiansen i 1989
Gorm Valentin, født i 1944. Oprindeligt uddannet som landmåler. Spillede klarinet (og spiller) i flere jazzorkestre. Inden en rejse til jazzens Mekka, New Orleans i 1969 købte han et amatør kamera. Efter hjemkomst anskaffede han sig et Nikon F kamera og siden et Leica M 2 kamera.
Efter forskellige jobs bl.a. som grammofonplade sælger og som underviser i foto på Aftenskole, blev fotografiet en levevej i 1975.
Gorm Valentin har fotograferet til flere hundrede pladeomslag, danske som udenlandske, heriblandt til C.V.Jørgensen, Gnags, Shubidua,
Thomas Helmig, NHØP, Stan Getz, Chet Baker, Bill Evans m.m.m. Leveret forsidefotos til diverse magasiner og blade såsom Euroman,
Levende Billeder, Tusind Øjne, M.M. og Jazz Special. Fotograferet til Politiken og Information gennem en årrække. Arbejdet som teaterfotograf ved flere teatre, heriblandt Aveny, Rialto og Husets Teater. Leveret fotos til flere frimærker. Illustreret adskillige bøger samt udgivet flere i eget navn, bl.a. SORT på HVIDT i 2004. Udstillet flittigt i ind- og udland og er repræsenteret i diverse samlinger, private som offentlige.
Gorms stil er ofte forsøgt efterlignet (og tak for det), den kan ikke enkelt beskrives, men er kendetegnet ved et særligt lys samt nærvær med den samt nærvær med den portrætterede og en grafisk stram komposition. Gorm Valentin er stadig aktiv som fotograf inden for musik, men også som “gade” og kunstfotograf, samt som foredragsholder.
Steen Møller Rasmussen, fotograf, instruktør, billedkunstner, der er søn af bagermester Erik Andreas Rasmussen og Margit Møller Nielsen, blev uddannet som filmfotograf ved Den Danske Filmskole 1977-1980. Han har været fotograf på talrige projekter for andre instruktører, og har desuden skabt en række film i eget navn. Fra 1980 har han været dokumentarist og projektmager på den danske kunst- og filmscene. Som stillfotograf har han en enorm produktion bag sig, ikke mindst af billeder til kunstbøger, kataloger og tidsskrifter. Ligesom han har fungeret som fotograf på en lang række kortfilm, dokumentarfilm og tv-programmer. I 1980’erne skabte han kunstnerfilm sammen med “de unge vilde”, f.eks. “In/Out the Flat” (1985) med Claus Carstensen og Peter Bonde, og “Tretten” (1989) med små visuelle portrætter skabt i samarbejde med de medvirkende billedkunstnere. I 1990’erne skabte han et stort antal eksperimental- og portrætfilm, alene eller i samarbejde med andre. Her kan nævnes: “The Place To Be” (1996), “Reading Lips” (1996) og “Lowell Celebrates Kerouac” (1998). Fra 1989 har han levet sammen med cand.phil. Susanna Neimann (f. 28-05-1958). (Fra danskefilm.dk)
Susanne Mertz – fra mertz-foto.dk
Jeg er udlært som fotograf hos Rigmor Mydtskov og Steen Rønne i 1967. Har arbejdet som fotograf hos Claude Rodriguez i Paris 1967-68. Siden 1972 har jeg arbejdet som selvstændig free-lance fotograf. Undervist i fotografi på Krogerup Højskole fra 1977-80. Undervist i fotografi på Skolen for Kunstformidling på Kunstakademiet fra 1980-1995. Har siden 1974 været med i Fotograf Studiet 5 C, på Nørrebro.
Jørgen Angel – fra angel.dk
Født i 1951 i København. Har været fotograf i musikbranchen siden slutningen af 60erne til begyndelsen af 80erne. Han har leveret fotos til utallige magasiner, albumomslag, bøger i Skandinavien og andre steder. Jørgen Angel har taget sine fotos over hele Skandinavien, Storbritannien og USA – ved koncerter, receptioner, eksklusive fotosessions eller på på farten med bands. Jørgen Angels kunst har sin styrke i den varme relation, han udviklede til dem, han fotograferede. Han var med Alice Cooper til striptease-show i private hjem for at fotografere bands som The Who, Roxy Music, Pretty Things og Uriah Heep eller, han var en tur på landet med Arthur Brown for at tage et af hans meget værdsatte fotos.
Ole Christiansen – fra olechristiansen.dk
Har gennem årene leveret billeder til et utallige af bøger, tidsskrifter, pladecovers, årsrapporter mv. En særlig optagethed har været musikfotografering, portrætter, men også – ofte stærkt grafisk understreget urbane landskaber. Christiansen har udstillet i en lang række sammenhænge, og har i 2003 offentliggjort bogen “Photographs” på Peoples Press. Han er repræsenteret i National History Museum, Frederiksborg Slot, Hillerød. Det Kongelige Bibliotek, København. Museum of Photographic Arts, Brandts, Odense. Ole Christiansen er kendt for sin covers af Euroman og pladecovers af bands som Sort Sol, TV2, Thomas Helmig og mange andre. Hans visuelle signatur er unik og adskiller sig ved en meget grafisk look. I de senere år har han begyndt at skabe levende billeder, bl.a, videoinstalationer for bl.a. Eva Koch.
I første kapitel talte Mike Tramp og jeg om tiden fra hans første spæde skridt i Vesterbro Ungdomsgård over grandprixsejr med Mabel, kæmpesucces med White Lion til bandet Freak of Nature, der fulgte efter puddelhundehårrockens nedsmeltning i efterdønningerne af grunge og Nirvana.
Denne podcast er historien om en mand, der sidst i 90erne stod tilbage med 3.000 dollars efter at have tjent millioner. Efter et vellykket retreat på Tasmanien sammen med sin daværende kone, og en knapt så vellykket gendannelse af White Lion, har Tramp arbejdet som solist med og uden skiftende medlemmer i hans Band of Brothers.
I dag fortsætter Mike Tramp ufortrødent, fordi rock’n’roll er et livs-commitment – og fordi han ved, at han nåede at spille med det ultimative band – ikke White Lion, men Freak of Nature.
Indtil det tabte dets zen.
Podcasten er en samtale om at dedikere sit liv til rockmusik, selvom det har en pris, ikke mindst familiært.
”Sig mig er det ham, der har skrevet ’Halleluja’?”, spurgte en ung kvinde kort før koncertstart.
Hun har vel tænkt, at siden den ældre medborger ved siden af hende havde vovet sig ud i kulden, helt ud på festivalpladsen, måtte han vel have forstand på de dele.
Nej, den skrev en anden, som ikke længere er iblandt os, svarede jeg og nævnte komponistens navn.
”Ja, ham der Bob Dylan lever åbenbart endnu,” sagde en anden.
Fristende at se mod den rødmende aftenhimmel over Roskilde og udbryde et ”Halleluja”.
Men de skal såmænd være tilgivet, de unge. Ligesom for eksempel tv-serier om atomkraftulykker er uvidenhed tilsyneladende lidt af en landeplage i vore dage.
Og som Dylan sang en times tid senere i ’Pay in Blood’, ”The more I die, the more I live”.
Med sit loyale band gennem godt og vel 15 år i ryggen rejste den gamle endnu en gang på opdagelsesrejse i sin sangskat med en last fuld af granater under armen
Nu er denne en af Dylans allermest vrede sange vidt åben for fortolkninger, men på en måde kunne det være overskriften på hans koncert denne aften på Roskilde Festivalens Orange Scene.
Med sit loyale band gennem godt og vel 15 år i ryggen rejste den gamle endnu en gang på opdagelsesrejse i sin sangskat med en last fuld af granater under armen. Sådan som det har været med ham i årevis.
Afsøger sine sanges tekstur
Set med nutidige briller er en af de mange interessante ting ved Dylan Netflix-dokumentaren Rolling Thunder Revue, hvor relativt lige ud af landevejen-regulært, Dylan og hans rockband spillede de fleste sange under turneen i 1975.
Nu mange år senere afsøger han konstant sine sanges tekstur. De dekonstrueres og nyopføres hver aften – selvfølgelig ovenpå noget, der i løbet af den aktuelle turne har udviklet sig til et fundament.
Under den seneste runde på Never Ending Tour var han stærkt inspireret af sine croonerplader – blandt andre Shadows in the Night. Som det fremstod på Orange Scene, er han lige nu i færd med redefinere sine sange i noget, der ligner et classic rock/støjrock/boogie-regi med sit eget kantede pianospil og selvfølgelig sangen i centrum. Ja, Bob Dylan synger.
Snart snerrende aggressivt, spottende, fuldmånesygt som i ’Soon After Midnight’, overraskende zen-mildt og livserfarent i ’It Ain’t Me Babe’, pastoralt messende i ’Highway 61’, der vel også er en form for (anti)prædiken.
Dylan stiller krav til sit band. Han improviserer. Man så koncentrationen lyse i øjnene på musikerne, især guitarist Charlie Sexton. Især da man så ham grine lettet, da et eller andet lykkedes op mod en Bob-solo på pianoet
Fordelen ved storskærme under koncerter som denne er indlysende, at man kan følge kunstnerne på tæt hold. Som en der har fulgt Dylan i årevis, var det interessant at se ham kanalisere følelser, rappe, åbne munden i noget, der til forveksling mindede om smil, vrænge sine tekster frem. Indimellem trygle ordene frem.
Direkte rørende at se ham – tilsyneladende – blive overrasket over en af sine plus 40 år gamle pointer i prægtige ’Simple Twist of Fate’. Hvem ved, måske han pludselig mindedes det engangsknald, der meget vel kunne ligge bag denne sang.
Men lige så meget respekt, jeg kan have for Dylans trang til fornyelse; det er sådan han er, som han i øvrigt beskriver indgående i sin biografi Krøniker.
Lige så svært er det indimellem at sluge de nye versioner musikalsk. Charmerende, ja, når Bob og band leger sig igennem en primo 60’er-glad ’It Ain’t Me Babe’ – meget kan man sige om Bob; hans stemme minder ikke meget om Jersey Boys, men stemningen var der. Spøjst.
Men svært andet end bare more sig over en særpræget ’Like a Rolling Stone’, der vekslede mellem teatralsk filmscore lydsætning, rap og en slags shuffle i det legendariske omkvæd. I den oprindelige version hvæsede Dylan nærmest ordene frem, i aften lød han næsten empatisk, som har han fået en slags medlidenhed med sangens ’You’, der nu på 55. år er invisible, got no secrets to conseal.
En af verdens smukkeste kærlighedssange
Omvendt igen, i en af verdens smukkeste kærlighedssange ‘Make You Feel My Love’ lød Dylan, som afsøgte han den følelse, der oprindelig skabte tekst og melodi. Her desværre mere eller mindre tumlende rundt i det hårde boogierockede udtryk.
Dylan stiller krav til sit band. Han improviserer. Man så koncentrationen lyse i øjnene på musikerne, især guitarist Charlie Sexton. Især da man så ham grine lettet, da et eller andet lykkedes op mod en Bob-solo på pianoet.
Den Gamle stiller krav til sit publikum, der unge som ældre medbringer historier om levet liv og identitetsskabelse, hvor Dylans sange var den fjerde dimension. Og som da egentlig godt kunne tænke sig at høre ’Blowin’ in the Wind’, som den skal lyde.
Som publikum må man tage, hvad man bruge, og lade resten ligge. Jeg har set Dylan otte-ni gange siden en koncert i Skandinavien i Göteborg for 41 år siden, og set hans band swinge betydelig mere konsistent, sammenhængende end i aften. Senest i Operaen i 2017.
Jeg tror det værste, der kan ske for Dylan vil være at se sit sangkatalog som et staudebed, hvor alting vokser op igen og ligner sig selv til næste år. Så må vi andre leve med at det, der engang lignede roser, nærmere ligner tidsler næste gang, man ser det
En stærk finish i ’Soon After Midnight’ og ’Gotta Serve Somebody’, hvor bandleder Bob lod sine musikere slippe tøjlerne trækker op i det samlede billede. Den gamle standard fra Dylans nyreligiøse vækkelse for 40 år siden blev til en soul/rockabilly-melodi under den orange teltdug. Meget medrivende.
Til gengæld har jeg sjældent set Dylan selv mere indlevende, mere engageret end på Orange Scene denne aften. Mere nysgerrig på sine sange. Den gamle gnavpot sluttede ligefrem af med at træde ud på scenen i en lille piruette. Ja, svært at forestille sig, men ikke desto mindre.
For det fortjener den 78-årige trubadur den største respekt. Jeg tror det værste, der kan ske for Dylan vil være at se sit sangkatalog som et staudebed, hvor alting vokser op igen og ligner sig selv til næste år. Så må vi andre leve med at det, der engang lignede roser, nærmere ligner tidsler næste gang, man ser det.
Dylan ville ikke være den største, hvis han nøjedes med at kalkere sig selv.
Bob Dylan, Orange Scene, onsdag aften.
Sætliste:
1. Things Have Changed
2. It Ain’t Me, Babe
3. Highway 61 Revisited
4. Simple Twist of Fate
5. Cry a While
6. Honest with Me
7. Make You Feel My Love
8. Pay in Blood
9. Like a Rolling Stone
10. Early Roman Kings
11. Girl from the North Country
12. Love Sick
13. Thunder on the Mountain
14. Soon After Midnight
15. Gotta Serve Somebody
Ekstranumre
16. Blowin’ in the Wind
17. It Takes a Lot to Laugh, It Takes a Train to Cry
I denne podcast gennemgår vi fem af årets vigtigste festivaler. Hvad bliver værd at tjekke ud? Det er samtidig premieren på et nyt Mediano Music-koncept ‘Lydlandskabet – med Jan og Tanja’.
Og så kan du vinde to billetter til Tønder Festivalen, som vi omtaler i podcasten. Læs forneden, hvordan du gør.
Tanja og Jan taler om deres første festivaloplevelser i hhv. 1979 og 2008. Tanja opsummerer sine oplevelser på årets Spot Festival i Aarhus, hvor hun opdagede en del helt unge kvindelige kunstnere – hør en sjov anekdote om Beta. Jans, synes primært han selv, sjove anekdote fra Tappernøje om Little Steven, der spiller på Jelling Festival. Tanja får studiet til at danse til Alice Mertons hit ‘No Roots’. Merton optræder på Northside. Tanja forsøger at forklare den hypede Billie Eilish, Jan forsøger at forklare sin begejstring for Lana del Rey, der optræder på Tinderbox.
Tanja spiller et nummer med et af Roskilde Festivalens mange spændende navne Stella Donnelly – og Jan har fundet et af sine absolutte yndlingsnumre med gamle Bob Dylan frem.
Endelig er vi omkring Tønder Festivalen – blandt andre countrystjernen Kacey Musgraves mand Ruston Kelly. Og countrylegenden John Prine.
Vil du gratis med på Tønder Festival? Alt du behøver at gøre er at gå ind på facebook og skrive dit navn i kommentarfeltet på dette afsnit. Så deltager du automatisk i konkurrencen om to billetter.
Du kan høre afsnittet her:
Værter: Jan Eriksen og Tanja Brinks Toubro
Producer: Peter Rubek Nielsen
