Der var næppe noget i dansk rock på det tidspunkt, der swingede så tæt som dét band, og så med de tekster.
”De senere par år har jeg været ude med nogle foredrag. Og i den forbindelse, har jeg mødt rigtig mange mennesker, der har fortalt, hvor meget C.V. Jørgensen dengang betød for dem. Det nærmest fremkalder tårer i øjnene,” siger René Wulff i denne POVcast.
Men det var trods alt bare fire-fem år i alt og René Wulff var og er meget mere. Faktisk kunne hans rejse gennem dansk rock i 70’erne være foregået bag trommerne i Gasolin’, da hans ven, Bjørn Uglebjerg forlod bandet, men Wulff takkede pænt nej. Hør mere om dét i podcasten.
Jan Eriksen har besøgt Wulff i hans hjem i Gudme på Fyn, bl.a. for at tale om det nye album ”Small Steps – High Spirit”, som han har indspillet med en håndfuld rutinerede danske musikere.
Men det handler også om det livsforandrende øjeblik i barndommens Hvidovre, da en stemme en dag lød fra storebrorens grammofon: ”You ain’t nothing but a hounddog!!!”
Derfra gik bl.a. turen gennem bandet Hutlihut – det hed det! – Sensory System, Barbarella – og C.V. Jørgensen. Og da det band stoppede, fortsatte rejsen i den Police inspirerede trio Tass, efterfulgt af et par begivenhedsrige år i USA med bl.a. zydeco legenden Queen Ida og bluesmusikeren Sonny Rhodes.
Hjemme igen i Danmark gik det en tur omkring bandet Sidewalk, der blev hyret af ”Den femte ABBA”, Stickan Andersson til Polar Music. Sprutten flød, hvor Stickan gik, og sådan var det også i Wulffs næste band The Intellectuals, det nærmeste Danmark kom et PUB-rock band i stil med det desværre kortlivede Rockpile. Uden at overdrive kan man sige, at bandet med Wulff, Niels Maetoft og Lars Hybel spillede for de stoffer, de selv rendte rundt og indtog.
”Det er nok det mest sindssyge band, jeg har arbejdet med. Nogle af de ting, vi fik lavet, er jeg meget stolt af. Når vi var gode, var vi skidegode. Men når tingene kører med sprut og galar opstår der tit uenigheder.”
René Wulff har udgivet to soloalbum, det første, ”Blue Rendezvouz” i 2010, det seneste er ”Small Steps – High Spirit”.
Mediano Music har tidligere udgivet en podcast med René Wulff specifikt om hans år i C.V. Jørgensen og hans bog “Det Ganske Lille Band
– mine år med C.V. Jørgensen”. Den podcast blev optaget via Skype og lyder mildt sagt ringe. Ikke desto mindre er det POV Mediano Musics fjerde mest lyttede/downloadede podcast.
Noter:
Det skal understreges, at:
– Wulffs ven, Bjørn Uglebjerg, ikke medvirker på indspilningen med Les Rivals i POVcasten. Uglebjerg var med til at starte Les Rivals.
– René Wulff ikke medvirker på Queen Idas “Home on the Bayou”, som kan høres i POVcasten.
– teksten til “Time Slips Away” fra Wulffs nye album er skrevet af Ray Weaver. Herboende amerikansk musiker og sanger med egen karriere og som ofte spiller i Nashville.
– du kan følge Rene Wulff og albummet “Small Steps – High Spirit” på Facebook.
Forleden læste jeg et ret nyt interview med George Ezra på et engelsk nyhedsmedie. Til højre for interviewet lå rullen med tophistorier:
”Ekspert: Krigen mellem Ukraine og Rusland kommer til at vare længe”. ”Moldovas præsident frygter russisk aggression”. “Den kolde krig mellem USA og Kina i nyt højdepunkt”.
Kan vi have brug for lidt solfyldt popmusik til at sprede lys gennem sprækkerne i det mentale mørklægningsgardin? Det var et retorisk spørgsmål.
Ezra har sin egen høflige, britiske charme. Han virker som en lidt genert nørd i en elitegymnasts krop med en baryton som en klassisk kongelig skuespiller
Sidste gang, jeg så Ezra i København – i oktober 2018 – imponerede hans og bandets evne til at levendegøre og skabe en fest ud af de mange hits live. Måske fordi koncerten foregik i en forholdsvis lille arena, Tap 1. Måske spillede min banale glæde over, at musik med så dybe rødder i pop-rockhistorien stadig kan ramme så bredt, også en rolle.
Efter at have udgivet to ep’er blev George Ezra for alvor kendt med singlen “Budapest”, der hittede stort. Det samme skete for debutalbummet Wanted on Voyage, udgivet i 2014. Med sange som ”Cassy O” og ”Happy Shining People” indtog Ezra hitlister, radiostationer og streamingtjenester verden over.
Foto: Eddie Michel
Som det fremgår af dokumentaren End to End, måtte han ud på en længere indre og ydre vandring, før han var klar til at fortsætte karrieren efter Corona. Hvilket resulterede i albummet Gold Rush Kid (2022), hvor han reflekterer over sin livssituation under og efter lockdown.
Ezra kæmper med en OCD-diagnose og havde egentlig besluttet sig for at stoppe, da ideer og gamle noter begyndte at dukke op under intens meditation.
Allerede med første nummer i Royal Arena ”Anyone for You (Tiger Lily)” fra netop Gold Rush Kid fornemmedes denne her feelgood fordringsløshed, der karakteriserer Ezras musik. Hans formfulde baryton lyder simpelthen af godt selskab.
George Ezra for fuld udblæsning
Desværre var der skruet alt for højt op for musikken – over niveau ”bombastisk”. Måske i et forsøg på at overdøve mulig dårlig akustik i den 2/3 fyldte sal.
Især trommerne, der blev spillet i et absurd højt tempo. Det blev bedre, trommelyden fandt sit rette leje i forhold til de andre instrumenter. Formentlig som et resultat af denne her kombination af lydfolk, der gør deres arbejde – og et sæt hårdt prøvede trommehinder, der vænner sig. Dog hører det med, at det under hele den halvanden time lange koncert var meget svært at høre de tre horn.
Som hos sin gode bekendt, Ed Sheeran, og især Mumford And Sons har Ezra dybe rødder i britisk folklore. De besidder alle popmestrenes håndelag, men hvor Sheeran bl.a. også har sine rødder i hiphop og R&B og har gjort sin loopstation til sin nærmeste samarbejdspartner, er Ezras sangskrivning mere klassisk. Som i ”Cassy O”, der desværre lød lige så nuanceret som lyden af en jetmotor, når flyet letter.
Foto: Eddie Michel
Lidt som sin danske kollega Rasmus Seebach kan Ezra (og hans på de to første album faste medkomponist Joel Pott) det med glad-i-låget partypop med syng-med-bare omkvæd. Den slags, der gør sig lige så godt i stuen ved siden af radioen, over de sidste shots i en natbar som til onkels Kæks 50-års fest. Eller som Neil Sedaka engang har sagt: ”Det er musik til en Tra-La Day”.
Der går en lige linje fra Sedakas ”Breaking Up Is Hard to Do” over Herman Hermits ”No Milk Today”, The Monkees “Daydream Believer”, ABBAs ”Ring Ring” (som Sedaka hjalp de to B’er med at skrive), Shaking Stevens ”You Drive Me Crazy” og så videre og så videre frem til Ezras ”Gold Rush Kid”.
Pop er også kunst
Det kan kolde hjerter muligvis ikke forstå, som allerede Jeppe Aakjær påpegede. Men det er også en kunst at mestre dét håndværk.
Så ja, Ezra skabte lettere forsinket Valentinsfest og lyserød hjertemassage i Royal Arena, men mod slutningen af koncerten, gennem ”All My Love”, ”Green Green Grass”, ”Blame it on Me” og ”Paradise”, blev det lovlig ”festligt” – altså sådan meget iscenesat og villet New Orleans-festligt med dansende, meget happy musikere hoppende rundt nogenlunde, som de formentlig gør hver aften.
Det var mest interessant midt i sættet, f.eks. i “Barcelona”, hvor jeg faktisk fornemmede tekstens tågede længsel udtryk af både solist og band
Jeg underkender under ingen omstændigheder, at de fleste af de 7.000 publikummer havde lige præcis den glade aften, de kom efter. Respekt for det. Men jeg får det svært, når det, der burde lyde på musikkens egne betingelser, ligner kalkuleret poptimisme.
Ezra har sin egen høflige, britiske charme. Han virker som en lidt genert nørd i en elitegymnasts krop med en baryton som en klassisk kongelig skuespiller. Men som koncerten udviklede sig mod finalen, virkede hans levering også underligt upersonlig.
Det var mest interessant midt i sættet, f.eks. i “Barcelona”, hvor jeg faktisk fornemmede tekstens tågede længsel udtrykt af både solist og band. Følelsen var der især i de efterfølgende numre, “Saviour” (på plade med Svea-melankoliens mestre, First Aid Kit, i koret og som medkomponister), den flotte ballade, “Sweetest Human Being” og den inderlige “Hold My Girl”, der på en meget lys dag i Thy kunne være skrevet af danske Jonah Blacksmith.
George Ezra skriver afsindigt effektive popsange. Bedømt ud fra koncerten i Royal Arena er han mest vedkommende, når han spiller for de øjeblikke, hvor vi Happy Shining People er i det sindige hjørne.
Foto: Eddie MichelFoto: Eddie MichelFoto: Eddie Michel
Udover at være ’livslang ABBA-fan’ har Hemdorff arbejdet på to forskellige pladeselskaber, der begge havde ABBAs musik på deres repertoirer. I den sammenhæng har han mødt både Björn og Benny.
Ligesom jeg har interviewet begge d’herrer og Frida, i alt fire gange på telefon.
Så vi har begge både den private og professionelle tilgang til musikken og historierne og myterne om Agnetha, Frida, Björn og Benny.
Har du brug for reboote din ABBA-viden og måske begejstring er denne podcast vejen ad hvilken. Intet mindre end 15 af sine personlige favoritter i ABBA – kataloget har han udvalgt. Ud fra disse mange sange taler de to om ABBA i forskellige perspektiver.
– Hvad sker der egentlig med ABBA i 2021 og 2022?
– Hvad kom forud for ABBA?
– Hvad skabte musikken?
– Hvad var det med tekniker og producer Mikael B. Tretow og noget med at slå en kalkun ned på våd asfalt.
– Hvad er det med Agnetha og ’the sound of heartache’.
– Hvorfor endte det med to skilsmisser, der skabte en lille håndfuld af de smukkeste popsange nogensinde?
– Hvad det for noget med det ’ukendte ABBA-nummer’ ’Just Like That’?
At en dreng, der voksede op i en jødisk familie i hhv. New York og Los Angeles, fik Richard Wagner som sin første store inspirationskilde, kan måske forekomme overraskende. Men det var sådan det var for Phil Spector.
Den unge mand, der ligesom alle andre teenagere faldt på halen over det nye medio 1950’erne med Elvis Presley i front, var først og fremmest inspireret af Wagners musik. Det var allerede tidligt hans vision at skabe popmusik med samme emotionelle kraft som i “Nibelungens Ring”, især “Valkyrien”.
Det er ikke ligefrem lyserøde kærestebreve, der skabes associationer til her. Næh, det er en blodrød kærlighedserklæring fra en drama queen med teenagehormoner på langt over kogepunktet. Elvira Madigan, lyt og lær
Spector drømte om at skabe musik efter Wagners dogme om musik som ‘unsichtbares Theather’, altså i form af lydkulisser, der finder sin form i lytterens fantasi.
Spectors senere kone, Ronnie Spector aka Veronica Bennett, der bogstavelig talt flygtede fra ham på grund af hans psykisk og fysisk voldelige – læs: vanvittige – adfærd, har sagt, at det meste af det, han foretog sig, skulle forstås i lyset af især to personlige forhold:
Han var påvirket af en ubehandlet bipolar lidelse og så savnede han sin far, der begik selvmord, da Phil var ni.
Titlen på det første og stort set eneste hit, Phil Spector selv medvirkede på som musiker, “To Know Him is to Love Him”, stammer fra en tekst på faderens gravsten.
Efter at have opnået moderat succes med gruppen The Teddy Bears, opkaldt efter et Elvis-nummer, dannede Spector og en ven i 1961 pladeselskabet, Philles Records, hvortil han bl.a. knyttede The Chrystals, der gav ham hans første hitliste-førsteplads med “He’s a Rebel”. I 1963 fulgte det definerende hit “Be My Baby” med trioen The Ronettes med bl.a. Ronnie Spector. Blandt mange komponister var The Beach Boys’ Brian Wilson stærkt inspireret af dét nummer.
Når man i dag taler om Wilsons kappestrid med The Beatles, især Paul McCartney, glemmer man hurtigt Spectors indflydelse på The Beach Boys. “God Only Knows” og “Don’t Worry Baby” – de surfer derudaf på ren Phil Spector-lyd og inspiration. Wilson var en af få komponister og rockarkitekter, der havde Spectors fulde respekt.
Og så kom det nummer, der skulle blive fatalt for Spector, “River Deep, Mountain High” med Ike & Tina Turner. Ja, det blev et hit. Men kun i Europa. Det floppede totalt i USA
Det var i rollen som komponist og producer, Spector fandt sin raison d’etre. Det er muligt, som Ringo Starr engang har sagt, frit oversat, at “man kan sige meget om Phil Spector, men ikke, at han er sympatisk” – men visionær og musikalsk, det var han.
Enter The Wall of Sound
Det frustrerede Spector, at al den gode musik, der blev optaget rundt omkring i studierne, nåede lytterne gennem relativt elendige lydkilder som transistorradioer, jukebokse og pladespillere med indbyggede højttalere, der ikke ydede de gode sange og melodier fuld ret.
Enter The Wall of Sound.
Det gjaldt om at skabe LYD, ikke nødvendigvis frem for melodi og karakter. Men først og fremmest det usynlige teater. Tag f.eks. “Baby I Love You”. Det er ikke ligefrem lyserøde kærestebreve, der skabes associationer til, mens man lytter. Næh, det er en blodrød kærlighedserklæring fra en drama queen med teenagehormoner på langt over kogepunktet. Elvira Madigan, lyt og lær.
Musikken blev indspillet med store orkestre. Spector benyttede sig af mindst dobbelt opsætning af alle instrumenter, altså to trommesæt, basser, guitarer. Fandtes muligheden for dobbelt opsætning ikke, indspillede han instrumentet to gange. Han brugte det dengang primitive udstyr til at skabe det særlige Wall of Sound ekko.
Også her var han pioner.
Man finder et illustrativt vidnesbyrd om Spectors teknik og arbejdsmetode i filmen om studiegruppen The Wrecking Crew på Netflix.
PHIL SPECTOR: THE RONETTES
Lyt f.eks. til The Crystals “Da Doo Run Run”, Darlene Loves “Christmas, Baby Please Come Home”. Senere The Righteous Brothers’ “You’ve Lost that Loving Feeling” og “Unchained Melody”. Undervejs i 1960’erne blev Spector flittigt brugt af sine samtidige, Ben E. King, Dixie Cups (“Going to the Chapel”) og The Walker Brothers (“The Sun ain’t Gonna Shine Anymore”).
Phil Spector var blevet overhalet i sit hjemland af ‘The British Invasion’ og han tilgav aldrig det amerikanske pladepublikum
Og så kom det nummer, der skulle blive fatalt for Spector, “River Deep, Mountain High” med Ike & Tina Turner. Ja, det blev et hit. Men kun i Europa. Det floppede totalt i USA.
Phil Spector var blevet overhalet i sit hjemland af The British Invasion, og han tilgav aldrig det amerikanske pladepublikum.
Det store comeback
Ironien er til at tage at føle på. For det skulle blive The Beatles, der gav ham det store comeback. På anbefaling af den mindst lige så gale advokat Allan Klein indkaldte John Lennon Spector til at redde stumperne af albummet Get Back, der endte som Let it Be.
Når man i dag hører Let it Be Naked’ med hel- og halvakustiske versioner af numrene på Let it Be kan man diskutere, om Spector gjorde noget godt for The Beatles, men man kan ikke diskutere, at sangene “Let it Be” og “Across the Universe” hører til de store i The Beatles’ enorme sangkatalog. Og den volumenøse produktion af “The Long and Winding Road” står i al sin sentimentalitet som det perfekte score til rulleteksterne i filmen om The Beatles.
Spector producerede for præcis 50 år siden også John Lennons Imagine og andre soloplader og George Harrisons første soloalbum All Things Must Pass, selvom det gjorde ham vred, at han ikke måtte tage sin pistol med ind i studiet.
I 70’erne gled Spector ud i glemslen, men fik et mindre comeback omkring Leonard Cohens Death of a Ladies Man og The Ramones End of the Century. Modsat de overlevende medlemmer af The Ramones, kan jeg egentlig godt lide det album. Pop, punk og patos i samme rendesten.
Born to Run
At forsøge at beskrive Phil Spectors indflydelse på eftertidens rockmusik vil være en artikelserie i sig selv.
Der havde ikke været milepæle som Springsteens Born to Run eller Darkness on The Edge of Town uden Spector. De havde i hvert fald lydt kedeligere. Det var Spector, der gav Bruce ideen til at indspille med mange overdubs ovenpå en rytmegruppe bestående af ham selv, Max Weinberg, Roy Bittan og Gary Tallent.
Der havde ikke været milepæle som Springsteens ‘Born to Run’ eller ‘Darkness on The Edge of Town’ uden Spectors lyd
I 80’erne begyndte mere eller mindre kultiske indiepop-bands at tage lyden af Wall of Sound til sig. Sneeky Feeling, Ganglians, Flying Nun. Som det mest kendte band Jesus and the Mary Chain, hvis guitarer er indspillet med overdubs og masser af ekko og Spector-trommelyd. Lyt f.eks. til “Just Like Honey”.
Mange bands i den såkaldte Shoegazer-bølge står på Spector/Jesus and The Mary Chains skuldre. Mercury Rev, Spiritualized (som også lyder af Beatles og Beach Boys), Flaming Lips og det ret nye Cigarettes After Sex.
Og så er der jo danske Raveonettes med Sune Wagner, der aldrig har lagt skjul på sin fascination af Spector. Tjek f.eks. hittet “Love in a Trash Can”.
Et forholdsvis aktuelt eksempel er Wagners produktion af Ulige Numres Carl Emil Petersens første soloplade, f.eks. “Skærgården”.
PHIL SPECTOR-LYD: ABBA
Min foretrukne historie om Spectors indflydelse foregår et eller andet sted i det centrale Stockholm. Da pladeselskabsmanden Stig Stikkan Andersson omkring 1972 havde overbevist Björn, Benny, Agnetha og Anni-Frid, som de kaldte sig i begyndelsen, om, at de burde danne en gruppe, manglede de en producer. Så han spurgte Michael B. Tretow, som de kendte i forvejen.
Han var frisk. Havde tilfældigvis lige læst Phil Spectors biografi, hvor han afslørede nogle af sine indspilningstricks. Hvis gruppen gerne ville væk fra folk/jazz og svensk 60’er Folkpark folklore og samtidig drømte om at vinde Melodi Grand Prix, kunne de lære noget af Phil Spector. Mente Tretow.
Det lød jo fint og følsomt, når Agnetha og Anni-Frid sang “My, my, at Waterloo Napoleon did surrender”, akkompagneret af Bennys klaver og Björns akustiske guitar. Men på Tretows initiativ begyndte de at overdubbe instrumenterne – og skrue op. Og en ny lyd og et af de mest betydningsfulde kapitler i pophistorien kunne skrives.
Takket være Phil Spectors Wall of Sound.
Spector var manden, der bragte dramaet ind i rockmusikken.
Dén melodi er stjålet fra dét nummer. Eller er melodien, teksten, manuskriptet, oplægget, ideen direkte kopieret efter en anden rettighedshavers forlæg?
Og der kom ikke mindre rav i rettighedsbasaren efter de første samplere begyndte at dukke op midten af 1980erne – efterfulgt af internettet ti års tid senere.
I denne podcast tager Mediano Music dig med gennem en håndfuld sager. Nogle endte med en dom, andre ikke. Nogle domme blev retningsgivende for kommende års praksis.
Nogle ’sager’ blev aldrig en sag. Nogle burde måske have været.
Er en rejse forbi kunstnere som Peter, Paul & Mary, John Lennon, The Rolling Stones, K.D. Lang, Taylor Swift, Right Said Fred, The Verve, George Harrison, The Chiffons, Afrika Bambaataa, Kraftwerk, KLF, Edelweiss, ABBA, Vanilla Ice, Queen, David Bowie, Robin Thick, Pharrell Williams, Marvin Gaye, John Fogerty – og det efter sigende mest samplede loop nogensinde – The Amen Break.
