ABBA fra a til z – en samtale om evigt aktuelle Agnetha, Frida, Björn og Benny

ABBA fra a til z – en samtale om evigt aktuelle Agnetha, Frida, Björn og Benny

Udover at være ’livslang ABBA-fan’ har Hemdorff arbejdet på to forskellige pladeselskaber, der begge havde ABBAs musik på deres repertoirer. I den sammenhæng har han mødt både Björn og Benny.
Ligesom jeg har interviewet begge d’herrer og Frida, i alt fire gange på telefon.

Så vi har begge både den private og professionelle tilgang til musikken og historierne og myterne om Agnetha, Frida, Björn og Benny.

Har du brug for reboote din ABBA-viden og måske begejstring er denne podcast vejen ad hvilken. Intet mindre end 15 af sine personlige favoritter i ABBA – kataloget har han udvalgt. Ud fra disse mange sange taler de to om ABBA i forskellige perspektiver.

– Hvad sker der egentlig med ABBA i 2021 og 2022?
– Hvad kom forud for ABBA?
– Hvad skabte musikken?
– Hvad var det med tekniker og producer Mikael B. Tretow og noget med at slå en kalkun ned på våd asfalt.
– Hvad er det med Agnetha og ’the sound of heartache’.
– Hvorfor endte det med to skilsmisser, der skabte en lille håndfuld af de smukkeste popsange nogensinde?
– Hvad det for noget med det ’ukendte ABBA-nummer’ ’Just Like That’?

 

Phil Spector er død – han opfandt det usynlige rock’n’roll-teater

Phil Spector er død – han opfandt det usynlige rock’n’roll-teater

Fra POV.International
PHIL SPECTOR // NEKROLOG

At en dreng, der voksede op i en jødisk familie i hhv. New York og Los Angeles, fik Richard Wagner som sin første store inspirationskilde, kan måske forekomme overraskende. Men det var sådan det var for Phil Spector.

Den unge mand, der ligesom alle andre teenagere faldt på halen over det nye medio 1950’erne med Elvis Presley i front, var først og fremmest inspireret af Wagners musik. Det var allerede tidligt hans vision at skabe popmusik med samme emotionelle kraft som i “Nibelungens Ring”, især “Valkyrien”.

Det er ikke ligefrem lyserøde kærestebreve, der skabes associationer til her. Næh, det er en blodrød kærlighedserklæring fra en drama queen med teenagehormoner på langt over kogepunktet. Elvira Madigan, lyt og lær

Spector drømte om at skabe musik efter Wagners dogme om musik som ‘unsichtbares Theather’, altså i form af lydkulisser, der finder sin form i lytterens fantasi.

Spectors senere kone, Ronnie Spector aka Veronica Bennett, der bogstavelig talt flygtede fra ham på grund af hans psykisk og fysisk voldelige – læs: vanvittige – adfærd, har sagt, at det meste af det, han foretog sig, skulle forstås i lyset af især to personlige forhold:

Han var påvirket af en ubehandlet bipolar lidelse og så savnede han sin far, der begik selvmord, da Phil var ni.

Titlen på det første og stort set eneste hit, Phil Spector selv medvirkede på som musiker, “To Know Him is to Love Him”, stammer fra en tekst på faderens gravsten.

Efter at have opnået moderat succes med gruppen The Teddy Bears, opkaldt efter et Elvis-nummer, dannede Spector og en ven i 1961 pladeselskabet, Philles Records, hvortil han bl.a. knyttede The Chrystals, der gav ham hans første hitliste-førsteplads med “He’s a Rebel”. I 1963 fulgte det definerende hit “Be My Baby” med trioen The Ronettes med bl.a. Ronnie Spector. Blandt mange komponister var The Beach Boys’ Brian Wilson stærkt inspireret af dét nummer.

Når man i dag taler om Wilsons kappestrid med The Beatles, især Paul McCartney, glemmer man hurtigt Spectors indflydelse på The Beach Boys. “God Only Knows” og “Don’t Worry Baby” – de surfer derudaf på ren Phil Spector-lyd og inspiration. Wilson var en af få komponister og rockarkitekter, der havde Spectors fulde respekt.

Og så kom det nummer, der skulle blive fatalt for Spector, “River Deep, Mountain High” med Ike & Tina Turner. Ja, det blev et hit. Men kun i Europa. Det floppede totalt i USA

Det var i rollen som komponist og producer, Spector fandt sin raison d’etre. Det er muligt, som Ringo Starr engang har sagt, frit oversat, at “man kan sige meget om Phil Spector, men ikke, at han er sympatisk” – men visionær og musikalsk, det var han.

Enter The Wall of Sound

Det frustrerede Spector, at al den gode musik, der blev optaget rundt omkring i studierne, nåede lytterne gennem relativt elendige lydkilder som transistorradioer, jukebokse og pladespillere med indbyggede højttalere, der ikke ydede de gode sange og melodier fuld ret.

Enter The Wall of Sound.

Det gjaldt om at skabe LYD, ikke nødvendigvis frem for melodi og karakter. Men først og fremmest det usynlige teater. Tag f.eks. “Baby I Love You”. Det er ikke ligefrem lyserøde kærestebreve, der skabes associationer til, mens man lytter. Næh, det er en blodrød kærlighedserklæring fra en drama queen med teenagehormoner på langt over kogepunktet. Elvira Madigan, lyt og lær.

Musikken blev indspillet med store orkestre. Spector benyttede sig af mindst dobbelt opsætning af alle instrumenter, altså to trommesæt, basser, guitarer. Fandtes muligheden for dobbelt opsætning ikke, indspillede han instrumentet to gange. Han brugte det dengang primitive udstyr til at skabe det særlige Wall of Sound ekko.

Også her var han pioner.

Man finder et illustrativt vidnesbyrd om Spectors teknik og arbejdsmetode i filmen om studiegruppen The Wrecking Crew på Netflix.

Ved Phil Spectors død
PHIL SPECTOR: THE RONETTES

Lyt f.eks. til The Crystals “Da Doo Run Run”, Darlene Loves “Christmas, Baby Please Come Home”. Senere The Righteous Brothers’ “You’ve Lost that Loving Feeling” og “Unchained Melody”. Undervejs i 1960’erne blev Spector flittigt brugt af sine samtidige, Ben E. King, Dixie Cups (“Going to the Chapel”) og The Walker Brothers (“The Sun ain’t Gonna Shine Anymore”).

Phil Spector var blevet overhalet i sit hjemland af ‘The British Invasion’ og han tilgav aldrig det amerikanske pladepublikum

Og så kom det nummer, der skulle blive fatalt for Spector, “River Deep, Mountain High” med Ike & Tina Turner. Ja, det blev et hit. Men kun i Europa. Det floppede totalt i USA.

Phil Spector var blevet overhalet i sit hjemland af The British Invasion, og han tilgav aldrig det amerikanske pladepublikum.

Det store comeback

Ironien er til at tage at føle på. For det skulle blive The Beatles, der gav ham det store comeback. På anbefaling af den mindst lige så gale advokat Allan Klein indkaldte John Lennon Spector til at redde stumperne af albummet Get Back, der endte som Let it Be.

Når man i dag hører Let it Be Naked’ med hel- og halvakustiske versioner af numrene på Let it Be kan man diskutere, om Spector gjorde noget godt for The Beatles, men man kan ikke diskutere, at sangene “Let it Be” og “Across the Universe” hører til de store i The Beatles’ enorme sangkatalog. Og den volumenøse produktion af “The Long and Winding Road” står i al sin sentimentalitet som det perfekte score til rulleteksterne i filmen om The Beatles.

Spector producerede for præcis 50 år siden også John Lennons Imagine og andre soloplader og George Harrisons første soloalbum All Things Must Pass, selvom det gjorde ham vred, at han ikke måtte tage sin pistol med ind i studiet.

I 70’erne gled Spector ud i glemslen, men fik et mindre comeback omkring Leonard Cohens Death of a Ladies Man og The Ramones End of the Century. Modsat de overlevende medlemmer af The Ramones, kan jeg egentlig godt lide det album. Pop, punk og patos i samme rendesten.

Born to Run 

At forsøge at beskrive Phil Spectors indflydelse  på eftertidens rockmusik vil være en artikelserie i sig selv.

Der havde ikke været milepæle som Springsteens Born to Run eller Darkness on The Edge of Town uden Spector. De havde i hvert fald lydt kedeligere. Det var Spector, der gav Bruce ideen til at indspille med mange overdubs ovenpå en rytmegruppe bestående af ham selv, Max Weinberg, Roy Bittan og Gary Tallent.

Der havde ikke været milepæle som Springsteens ‘Born to Run’ eller ‘Darkness on The Edge of Town’ uden Spectors lyd

I 80’erne begyndte mere eller mindre kultiske indiepop-bands at tage lyden af Wall of Sound til sig. Sneeky Feeling, Ganglians, Flying Nun. Som det mest kendte band Jesus and the Mary Chain, hvis guitarer er indspillet med overdubs og masser af ekko og Spector-trommelyd. Lyt f.eks. til  “Just Like Honey”.

Mange bands i den såkaldte Shoegazer-bølge står på Spector/Jesus and The Mary Chains skuldre. Mercury Rev, Spiritualized (som også lyder af Beatles og Beach Boys), Flaming Lips og det ret nye Cigarettes After Sex.

Og så er der jo danske Raveonettes med Sune Wagner, der aldrig har lagt skjul på sin fascination af Spector.  Tjek f.eks. hittet “Love in a Trash Can”.

Et forholdsvis aktuelt eksempel er Wagners produktion af Ulige Numres Carl Emil Petersens første soloplade, f.eks. “Skærgården”.

 

Phil Spector-lyd: ABBA
PHIL SPECTOR-LYD: ABBA

Min foretrukne historie om Spectors indflydelse foregår et eller andet sted i det centrale Stockholm. Da pladeselskabsmanden Stig Stikkan Andersson omkring 1972 havde overbevist Björn, Benny, Agnetha og Anni-Frid, som de kaldte sig i begyndelsen, om, at de burde danne en gruppe, manglede de en producer. Så han spurgte Michael B. Tretow, som de kendte i forvejen.

Han var frisk. Havde tilfældigvis lige læst Phil Spectors biografi, hvor han afslørede nogle af sine indspilningstricks. Hvis gruppen gerne ville væk fra folk/jazz og svensk 60’er Folkpark folklore og samtidig drømte om at vinde Melodi Grand Prix, kunne de lære noget af Phil Spector. Mente Tretow.

Det lød jo fint og følsomt, når Agnetha og Anni-Frid sang “My, my, at Waterloo Napoleon did surrender”, akkompagneret af Bennys klaver og Björns akustiske guitar. Men på Tretows initiativ begyndte de at overdubbe instrumenterne – og skrue op. Og en ny lyd og et af de mest betydningsfulde kapitler i pophistorien kunne skrives.

Takket være Phil Spectors Wall of Sound.

Spector var manden, der bragte dramaet ind i rockmusikken.

Køb den, stjæl den eller lån den – en podcast om musiktyveri, inspiration og fællesej

Køb den, stjæl den eller lån den – en podcast om musiktyveri, inspiration og fællesej

Dén melodi er stjålet fra dét nummer. Eller er melodien, teksten, manuskriptet, oplægget, ideen direkte kopieret efter en anden rettighedshavers forlæg?

Og der kom ikke mindre rav i rettighedsbasaren efter de første samplere begyndte at dukke op midten af 1980erne – efterfulgt af internettet ti års tid senere.

I denne podcast tager Mediano Music dig med gennem en håndfuld sager. Nogle endte med en dom, andre ikke. Nogle domme blev retningsgivende for kommende års praksis.

Nogle ’sager’ blev aldrig en sag. Nogle burde måske have været.

Er en rejse forbi kunstnere som Peter, Paul & Mary, John Lennon, The Rolling Stones, K.D. Lang, Taylor Swift, Right Said Fred, The Verve, George Harrison, The Chiffons, Afrika Bambaataa, Kraftwerk, KLF, Edelweiss, ABBA, Vanilla Ice, Queen, David Bowie, Robin Thick, Pharrell Williams, Marvin Gaye, John Fogerty – og det efter sigende mest samplede loop nogensinde – The Amen Break.

Du kan læse meget mere om musikrettigheder her:

kum.dk/uploads/tx_templavoil…vem_ejer_musikken.pdf

Vært og produktion: Jan Eriksen

Cher: Var det et fly? Var det Super Woman? Nej, det var Askepot – men en koncert? Njah

Cher: Var det et fly? Var det Super Woman? Nej, det var Askepot – men en koncert? Njah

Fra POV International

Tirsdag aften optrådte Cher, alias Cherilyn Sarkisian, i Royal Arena. Det var første gang, jeg så Cher optræde liveHavde læst nogle forrygende anmeldelser af hendes seneste koncert i Danmark i 2004 og var helt forberedt på, at der nok ville være mere Caesars Palace i Las Vegas over det end Cæsar ved Storkespringvandet. (Yngre læsere: google!).

Jeg kørte til Amager med den største respekt. Det er 57 år siden, Cher debuterede som kunstner, inspireret af – det er vel overflødigt at nævne det – Elvis Presley.

For lidt mere end 50 år siden var hun sammen med den senere mand Sonny Bono med til at definere en pop-lyd – en form for folk-version af Phil Spectors wall of sound – og i samme moment blev hun stilikon. Der er dem, der mener, at Cher opfandt trompet-bukserne. (Yngre læsere: på den igen).

Cher har oplevet flere comeback end antallet af tøj- og parykskift i Royal Arena. Jeg opgav at tælle ved fem. Rockdivaernes diva. Ubestrideligt

I 70’erne var Cher en af USA’s største tv-stjerner, og da den karriere fadede ud, kastede hun sig over film og forskellige musikalske genrer, især disco og pompøs rock – og i armene på en imponerende stribe mænd, herunder et ni dage langt ægteskab med guitaristen Greg Allman. De fandt dog sammen igen.

Cher har oplevet flere comeback end antallet af tøj- og parykskift i Royal Arena. Jeg opgav at tælle ved fem. Rockdivaernes diva. Ubestrideligt.

Madonna legede med farvekridt, Kylie var dårligt en australsk tanke og Beyonces mor gik i skole i Texas, da Cher indspillede sin første single.

Den 73-årige sangerinde har været under kniven et par gange – ”Dele af mig er 54, dele af mig to,” som hun sagde for 19 år siden. Og som hun også har sagt, er hendes store mareridt, at make-up-producenterne ikke kan følge med i hendes tempo.

Men hun holder sig godt og er tydeligvis i god form. Den figur kan man ikke operere sig til.

Længe inden koncerten begyndte, var stemningen som før en landskamp i ishockey eller håndbold samme sted. Den fantastiske stemning i arenaen er i sidste ende med til at hive Cher op på tre stjerner.

For uanset hvor festligt og blændende glamourøst Chers 90 minutter en tirsdag aften på Amager tog sig ud, var der ikke meget koncert over det.

Divaens ret

Det begyndte sådan set fint nok med stjernen, iført blå paryk og lidt blåt stof, med versioner af to af de utallige standarder i Chers repertoire,”Woman’s World” og ”Strong Enough”. Definerende sange for en kvinde, der har nedkæmpet al modstand med en skarp bemærkning og et nyt megahit. Sange som enhver, der ikke blev placeret af storken i middelnormalitetens trygge fællesrum, kan identificere sig med. Uanset seksuel orientering, køn eller farve.

Men så fulgte:

En godt og vel kvarter lang tale efter de første to numre. Alt for lang og meget ufokuseret. Hvis man ikke havde læst det et par timer forinden på nettet, vidste man nu, at fru Cher engang kaldte David Letterman et røvhul. Det er han givetvis, men det fremgik ikke helt, hvorfor vi skulle vide det.

Madonna legede med farvekridt, Kylie var dårligt en australsk tanke, og Beyonces mor gik i skole i Texas, da Cher indspillede sin første single

Nu vidste man også, at Cher har modtaget en Oscar. Og skulle man have sovet i timen, blev det gentaget tre-fire gange i løbet af koncerten. Fint nok med det. Det falder indenfor det, man kunne kalde divaernes second amendment: tilladelse til at skyde med øjnene, logre med prydfjerene, dunke med dekadencen og prale. Manglede da bare.

Man ved nu, at Cher drømte om blive lige præcis, hvad hun blev: Askepot. Hun har endda selv bygget slottet.

I øvrigt var den lange tales pointe, at hun er et bevis på, at alder bare er et tal jo god nok, om ikke andet som et anti-aldersfascistisk statement.

Et middelmådigt kopiband

Chers backingband spillede rent faktisk live med de backtracks, som nu engang er overalt i en moderne koncert. Lyden i hallen var fænomenal god. Men de seks musikere lød nogenlunde lige så spændende og levende som ethvert andet dinnershow-orkester eller gennemsnitligt musicalband. Lige så autentisk som de dele af Cher, der er to år gamle. Der kunne hun lære lidt af Kylie Minogue, der sidste gang for et år siden medbragte et rigtigt medlevende band i Operaen.

Den altid skønne “Shoop Shoop Song (It’s in His Kiss)” blev leveret alt for forceret med Cher syngende om kap med bandet. Som noget, der skulle overstås. Helt galt i Marc Cohns ”Walking in Memphis”, som Cher gav som en oprigtig hyldest til The King, faldt helt fra hinanden. Leveret igen alt for tjept og spillet helt og aldeles uinspireret af bandet.

Man kan mene om originalen, hvad man vil, men den sang emmer af sjæl.

Cher synger stadig kraftfuldt og med denne her særlige vibrato. Om der var lagt effekter ind på hendes stemme? Tjah. Man kan vel dårligt forvente andet fra sangerinden, der med ”Believe” intonerede autotunerens æra i moderne musik

Efter et par okay versioner af Sonny & Cher-klassikerne ”The Beat Goes On” og ”I’ve Got You Babe” og med Sonny med på storskærmen i gamle videooptagelser, kom hele tre ABBA-sange. Igen spillet af bandet som et middelmådigt kopiband. Ja, jeg ved godt, at Cher medvirker i ”Mamma Mia! Here We Go Again”-filmen. Har desværre set den.

Samt at hun efterfølgende indspillede et album med diverse ABBA-kopier produceret som, hvis musik var noget man kunne finde i Silvans skruer og møtrik-afdeling – men det var faktisk ganske spændende at høre Cher synge disse sange med sin mørke, dybe contralto. Men tre sange? Og med bandet, der formåede at pille alle kanter og kontraster ud af de gamle svenske popskatte. At spille Björn Ulvaeus’ ikoniske skarpe guitarriffs i “SOS” som var det lejrbålsguitar… Fy fan!

Uanset, at Cher har nogle kommercielle grunde til at promovere dette album, var tre ABBA-kopier alt for meget. Især når man betænker, hvor mange klassikere, der er at vælge imellem.

For musikkens skyld

Det trækker op, at guitaristen til sidst fik lov at lire den, så rockstar-klichéerne føg over scenen, som glitteret ville gøre, hvis Chers pailletbesatte kjoler var revnet. Det bekom tydeligvis Cher godt at synge sine muskuløse rocksange ”I Found Someone” og ”If I Could Turn Back Time” mod slutningen af showet.

Cher synger stadig kraftfuldt og med denne her særlige vibrato. Om der var lagt effekter ind på hendes stemme? Tjah. Man kan vel dårligt forvente andet fra sangerinden, der med ”Believe” intonerede autotunerens æra i moderne musik.

Hun kom ridende ind på Amager på en kunstig elefant, hun red videre med sig selv i behold. Det kunne være helt sjovt at se hende med en sætliste og et band, der var med på rejsen for musikkens skyld

Det var her midt i al det festfyrværkeri af pomp og omstændigheder, at Cher uanset antal parykker og tøjskift stadig er Cher. It’s in her song. Hendes stamina, charme, udstråling og stemme er intakt.

Hun kom ridende ind på Amager på en kunstig elefant, hun red videre med sig selv i behold.

Det kunne være helt sjovt at se hende med en sætliste og et band, der var med på rejsen for musikkens skyld.


Cher, Royal Arena, 15. oktober 2019.

Foto: PR.

Lette grin og satire i referatstil i årets Cirkusrevyen

Lette grin og satire i referatstil i årets Cirkusrevyen

Lisbet Dahls job som kunstnerisk chef for Cirkusrevyen har tydeligvis ikke været helt let i år: Udskrivelsen af Folketingsvalget den 5. juni har naturligt begrænset mulighederne for den politiske satire, som ellers er en afgørende del af den danske sommerrevys DNA. Også når det gælder revyen med fast stadeplads på Dyrehavsbakken.

Normalt er der vist manusdeadline helt frem til tæt på premiereaftenen i Cirkusrevyen, alligevel har ingen kunnet forudse, hvad der vil være sjov satire, når revyen lukker ned om tre måneder. Hvem er statsminister? Hvilke nye ministre har dummet sig? Hvem og hvad husker vi til den tid?

Formentlig derfor handler den eneste rigtig politiske sketch i år om den engelske premierminister Theresa May, der synger ”tell me what you want, what you really, really want”, selvfølgelig baseret på Spice Girls’ ’Wannabe’. Som i øvrigt tilskrives ”trad./ABBA” i det trykte program??? Jeg ved ikke, hvem der har mest at miste i den forveksling – eller jo, det ved jeg godt, og det er ikke Ginger Spice & Co. I øvrigt forekommer størrelsen ABBA vist ikke som rettighedshaver til nogen af ABBA’s sange.

Det meste handler om satire i referatstil. Der mangler perspektiv. Og politiske parodier

Men ideen er sjov – for hvad vil de egentlig, disse råbende mænd i Parlamentet? Det ender bare uforløst. På premiereaftenen var det svært at høre, hvad den hårdt kæmpende Henrik Lykkegaard sang i sin egen tekst om den endnu mere hårdt kæmpende spice girl, May.

Lars Løkke i Dahls skikkelse viser sig et kort øjeblik, mens han forvirret ser sig både til højre og venstre, og Lykkegaard kommer ind som Rasmus Paludan. Det skal ikke afsløres hvorfor, men også den sketch viser sig – som ved et udslag af ønsketænkning hos 98 pct. af den danske befolkning – at være ultra kort.  Stor jubel på Bakken.

Man forstår fraværet af politiske parodier, men ærgerligt er det. En håndfuld af de bedste Cirkusrevynumre de senere år har været haft fokus på diverse politikere – nævnt i flæng Lisbet Dahls Lars Løkke Rasmussen og Lise Baastrup som Søren Pind-fan og som Inger Støjberg. Ditte Hansen som Helle Thorning.

Dermed ikke sagt, at der ikke er noget at grine ad. Der mangler bare det store susende latterbrøl, hvor det ikke bare gør ondt i maven, men også i moralen.

Krænkelsestema

Årets tema er krænkelser. Først tør ingen rigtig sige noget, men så får vi Ulf Pilgaard på scenen, og han skærer igennem: Krænkelser er hele formålet med teltet. ”Halvdemente solariefascist” kalder Lise Baastrup ham til hans egen – og publikums – store glæde. Men trods dette løfte om politisk ukorrekthed i de næste par timer, bliver det desværre kun delvis opfyldt.

Den efterhånden garvede revyskuespiller Henrik Jansfort er tilbage med et af sine glansnumre – den fulde mand. I dette tilfælde en klimakonsulent, der tømmer halvfyldte plastickrus på Bakken. Jansdorf har en rund og rummelig venlighed i sit spil, som jeg er kommet til at holde mere og mere af gennem plus 15 år som revyanmelder. Men jokesene er som restfadøllet – lunkne.

Så kradser det mere i det absurde ’Intra’ om forældre, der har alt, alt for travlt til deres børn – der er snert i den tekst.

Nu vi taler store divaer. Synet af Lisbet Dahl i rød Ghita Nørby-robe er bedårende. Med øjnene lysende af forventning sætter man sig til rette efter pausen og venter

Det samme er tilfældet med ’Gravøl’ med Lisbet Dahl og Ulf Pilgaard bittersødt ætsende som det aldrende par, der diskuterer samtykkeerklæringer om det, de engang kendte og dyrkede under navnet sex. Finurlig tvist til sidst efter Ulf skrækslagent har forladt scenen med sin kones trusler om at begynde forfra på lagnerne.

Selvom cluet i den Babs og Nutte’ske forvekslingssketch ’Gravøl’ er forudsigeligt som turen med børnetogbanen Bakken-ekspressen, spiller igen Ulf og Lisbet rollerne som et ældre ægtepar med ramsaltet humor.

Henrik Lykkegaard er formidabel som stresset stresskonsulent i ’Ingen stress’. Når det og teksten tager ham, er Henrik Lykkegaard en ren lykkepille med sit sitrende spil. Det er stressende sjovt.

Lise Baastrup er syrligt egocentreret som småbørnsmor med hang til ’mig-tid’ – indtil hendes mand kalder. Classic.

Latterens musik

Under disse sketcher, og for den sags skyld også ’En smutter’ og ’Jobsamtale’ med Lise Baastrup generøst boblende af komisk talent, kom jeg til at tænke på barndommens kassettebånd med Dirch Passer (og Kjeld Petersen) og Jørgen Ryg. På den latterens musik, som disse komikere skabte i rummet i samklang med et forventningsfuldt, lydhørt publikum.

Hvor komikken på scenen sluttede og publikums medleven begyndte i dét kollektive latterbrøl? Umuligt at sige. Under alle omstændigheder er det her fællesrum, i sketchene med en til fire spillere i tidstypisk satire, at styrken ligger i årets Cirkusrevy.

Sagt på en anden måde er der kun få numre, hvor teksten har hovedrollen.

Der er ingen dronningeparodi til Ulf Pilgaard, til gengæld spiller han en konge, Jørgen Leth, i en meget, meget morsom sketch om den store diva, der ”blev sat af på Bakken”. Han dækker hellere Tour de France sponseret af Citroën end fra et TV 2-studie i Odense – med henvisninger til Leths filmproduktion og en Citroën-model med ’bløde kurver, bred bagsmæk og store forlygter’.

Nu vi taler store divaer. Synet af Lisbet Dahl i rød Ghita Nørby-robe er bedårende. Med øjnene lysende af forventning sætter man sig til rette efter pausen og venter. Desværre står teksten slet ikke mål med iscenesættelsen eller Dahls spil. Ja, Ghita er mopset, og det er hun øjensynlig god til at være, men det kommer ikke rigtig længere.

Det er naturligvis revyens ret at vende brodden mod La Ghita, måske ligefrem modigt i Matador-land, men dette nummer ender egentlig som ganske typisk for Cirkusrevyen 2019.

Det meste handler om satire i referatstil. Der mangler perspektiv. Og politiske parodier.


Cirkusrevyen 2019. Premiere torsdag 23.5.19. Med Lise Baastrup, Lisbet Dahl, Henrik Lykkegaard, Karsten Jansfort og Ulf Pilgaard. Kapelmester: James Price