Jørgen Klubien om at bevare the soul i hjertet: Mit nye album er på en måde Stevie Wonder på dansk

Jørgen Klubien om at bevare the soul i hjertet: Mit nye album er på en måde Stevie Wonder på dansk

Titlen på Jørgen Klubiens nye album, ”Wonderland”, er ikke tilfældig valgt. Dels er soulmusik i almindelighed og Stevie Wonder i særdeleshed fællesnævner for Klubiens samarbejde med den nye makker, multiinstrumentalisten Zacharias Celinder.
Dels er ”Wonderland” en hyldest til smørhullet Danmark – som det ser ud på afstand for en udlandsdansker som Klubien.
Albummet udkommer under navnet Dans’orkestret, som selvfølgelig er en forkortelse af det oprindelige band bag hits som ”Kom tilbage nu” og ”Regndans”. Det er især ment som en hyldest til percussionisten, salig Jacob Andersen, der for 40 år siden tid etablerede Danseorkestret – hvor Klubien hurtigt blev inviteret indenfor som sanger.
”Jeg opfattede Jacob som kapelmesteren og komponisten. Hvis jeg tænker Beatles, så var Jacob John Lennon, for det var ham, der startede det, og han var den kraft, der havde troen på det. Han stod fast. Jeg opfattede meget Danseorkestret som hans – i begyndelsen i hvert fald. Med tiden følte Jacob en mæthed, og det prægede ham måske også at de nye numre ikke rigtig kunne hamle op med de gamle hits,” siger Jørgen Klubien.
Dans’orkestret består af yngre musikere. I podcasten taler Jørgen Klubien om det nye band og om det drive, der gør, at han stadig rejser hjem til Danmark for at udgive ny musik og holder liv i arven efter Danseorkestret. Det, der gør, at han bliver ved med at indspille musik, selvom han jo egentlig også har en imponerende karriere som animator og tegner, bl.a. i Disney-regi.
Med et citat fra selveste Clint Eastwood, “I don’t let the old man in” (når det værker i kroppen om morgenen), synger og fortæller Klubien om sit liv, der aldrig har været bedre end nu.
”Jeg har selv været der som ung og hot, og det var det, de syntes, de kunne sælge. Nu ligger jeg i kategorien ældre herrer på 65 med gråt hår og skæg. Skal jeg så bare holde op eller hva? Det, jeg godt kan lide at lave, det er det samme som da jeg var 15. At lave lidt tegnefilm og spille lidt musik. Så jeg bliver da ved.”
Lyt med og hør Jørgen Klubien og Jan Eriksen tale om:
– samarbejdet med Pixar-bossen Lasseter, der ikke nødvendigvis var rosenrødt.
– kærligheden til Klubiens kone, som han bor sammen med i Los Angeles
– at finde fornemmelsen af ro og sikkerhed i sit liv i en forholdsvis sen alder.
– at holde fast i soulmusikken, selvom det er en ret smal genre i det kølige Danmark.
– at optræde sammen med sin helt unge datter, der gerne så, at faren droppede sine ungdommelige moves.
– at synge om sine håb og drømme for en bedre og renere verden. Kan man ændre noget med sin musik?

Lyt til podcasten her:

Stream episode Jørgen Klubien om at bevare the soul i hjertet: Mit nye album er på en måde Stevie Wonder på dansk by Mediano Music podcast | Listen online for free on SoundCloud

 

Love Shop goes on forever: Jens Unmack om fragmenter, gode melodier og hårdt arbejde

Love Shop goes on forever: Jens Unmack om fragmenter, gode melodier og hårdt arbejde

At det efterhånden er et solidt sammenspillet band blev bekræftet under en uges koncerter i Hotel Cecil efter pladeudgivelsen sidst i oktober.

I denne POVcast handler det især om Love Shop 2023. Men ikke kun. For som Unmack siger, ”flere af sangene har et erindringsagtigt fokus”.
Nye sange som ”For blinde børn” og ”Tilbage til Viborg” peger tilbage mod det første album, “1990”. Flere sange – bl.a. klassikeren ”En nat bliver det sommer” – tog udgangspunkt i Unmacks rejse dengang fra domkirkebyen Viborg til København, og alt det, der skete i den nye by.

”Jo ældre, jeg bliver, kan jeg ofte gå og have en dialog med mig selv, eller blive mindet om steder, jeg har boet eller har været. Har været til fester eller har kendt folk, der har boet. Jeg er bevidst om den forandring, København har gennemgået, når jeg går igennem byen. Eller om den pige, jeg kendte i London, som jeg engang besøgte hos hende og hendes ven, hvor hun spillede Enyas ”Orinico Flow” hele natten. Jeg boede sammen med en, der var helt besat af bandet Ballet Mécanique, derfor er den sang og det navn med i teksten til “For blinde børn”. Hvad blev der af dem?”

Dermed er vi inde på de hukommelsesfragmenter, inspiration, referencer og det stof, Jens Unmack tekster bliver skrevet på.

”Vi har altid dyrket intertekstualitet, som det hedder med et fint ord, i Love Shop. Hvor man blander referencer til film, musik, bøger ind i teksterne, hvor de optræder i et nyt lys. Hilmer prøvede at lære mig om David Bowies cut-up teknik, hvor jeg hellere ville fortælle historier. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg ikke havde historier at fortælle, fordi mit liv var ret begivenhedsløst som sådan.”

Og så er der det klassiske grundvilkår i Love Shop. Der SKAL ikke være, men MÅ meget være en god melodi til at sætte stemningen, ofte med en melankolsk tone. Meget få på den danske rockscene kan pakke fragmentariske tekster, nuancerede musikalske arrangementer ind i så stemningsfyldte melodier som Love Shop.

”Jeg tænder på melodien i en sang, og det en melodi kan rent stemningsmæssigt. Jeg kan godt høre kunstmusik eller vanskelig rockmusik, men det er en kæmpe force, hvis melodien også er der.”

Hør også Jan Eriksen og Jens Unmack tale om

– Love Shops første koncert overhovedet – ”under det happy go lucky navn Lit de Parade” – som opvarmning for Velvet Underground-ikonet Nico.
– krige og konflikter i det gamle Love Shop – og samarbejdet i det nye Love Shop.
– så forskellige referencer som Kenyas nationalmelodi, Telegramstationen i Oslo, Norman Mailers roman ”De nøgne og de døde” og en af de nye sange, der blev ”helt Kim Larsen-agtig” og som viste sig at være svær at forløse.
– Jaques Brels mesterværk “Amsterdam”, alle havneby-sanges store modersang.
– et citat fra forfatteren Scott Fitzgerald: “Jeg savner ikke min uskyldighed, jeg savner glæden ved at miste den.” “Man kan godt savne intensiteten dengang, jeg var ny i København, men Gud, hvor var der også meget usikkerhed, skørlevned og dårligdom,” som Unmack siger.
– nævnte “Alle har en drøm at befri”. Hvor med Unmacks ord: ”Hilmers talent stråler som en forstemmende sky på himlen.”

Meget mere i POVcasten:

Stream episode Love Shop goes on forever: Jens Unmack om fragmenter, gode melodier og hårdt arbejde by Mediano Music podcast | Listen online for free on SoundCloud

Oscar Mukherjee: Som hvis det bedste fra westcoast, sydstats- og indierock blev forenet

Oscar Mukherjee: Som hvis det bedste fra westcoast, sydstats- og indierock blev forenet

Og nu er Oscar gæst i en den nyeste POVcast. Som i øvrigt ifølge SoundCloud er POV Mediano Musics podcast nr. 270. Det skal med, at omkring 50 af dem er Tanja Brinks musikalske julekalendere fra 2020 og -21.

Som det fremgår af efternavnet, har Oscar Mukherjee indiske rødder – og han tilbragte de første år af sit liv i San Francisco. En opvækst der har sat sine tydelige spor i hans musik. Samtalen er ikke gammel, før kunstnere som Tom Petty, Crosby, Stills, Nash & Young, Grateful Dead, Janis Joplin, Jimi Hendrix og Creedence Clearwater Revival bliver nævnt.

Netop flyttet til Danmark begyndte Oscar at opsøge bluesklubben Mojo i København.

”Vi flyttede hertil, da jeg var omkring 14-15 år. Min far spurgte, om man måtte have en dreng, der var yngre end 18 år med ind på Mojo, det måtte han godt, bare ingen alkohol. Det var op på scenen med det samme og spille med i så mange jamsessions som muligt. Jeg var derinde altid.”

Oscar Mukherjee spiller stadig sin egen version af The Blues i Pay Day. The Mukherjee Development spiller i en stil, der i mangel af bedre kan beskrives som en blanding af roots, americana, alt-country.

Pejlemærker kunne være kunstnere som Coldplay, John Prine, Kurt Vile, The Rolling Stones, Neil Young, The War Against Drugs og Jonah Blacksmith, hvor Søren Bigum (guitarer) og Søren Poulsen (trommer) fra Mukherjee Development også er medlemmer. De øvrige medlemmer er Henrik Poulsen, bas, og Jacob Holm, guitar.

Vi taler om Oscars opvækst i San Fransisco, om kulturel appropriation – at spille bluesmusik, når man ikke har rødder blandt sorte i de amerikanske sydstater. Om forholdet til det gamle hjemland. USA, hvor “I used to want to be American/I take that back now tenfold,” som Oscar synger i en sang.

Om den procesorienterede tilgang til musikken i The Mukherjee Development. Om arbejdet med at skabe sin egen musik i en stil, hvor melodi og sammenspil er omdrejningspunktet.

Om den subtile, selvironiske humor, bl.a. i titelnummeret på det nye album, Should I Dance For You” om hende til festen, man ikke kan tage sig sammen til at kontakte. Det er en selvironisk ”anti-popsang. Det er lidt demonstrativt sumpet, det tøffer og sumper omkring. Det er alt andet end et traditionelt dansenummer.”

Og så er der dem, der har hjulpet med på vejen, bl.a. Poul Krebs, som Oscar kalder sin mentor. Han har bl.a. hjulpet i forbindelse med et skriveophold i Texas.

“Der er mange ting at takke Poul for. For fire-fem år siden var jeg med ham ude at spille på en turne, hvor han gav mig lejlighed til at spille. Det var en kæmpe hjælp at stå på scenen med ham. I forbindelse med min EP “Sentimental Sleep” hjalp han mig i kontakt med nogle musikere. Det er rart, at der nogen højere op i hierakiet, der rækker hånden ud, og det minder en om, at man skal huske at gøre det samme.”

Hør meget mere i denne POVcast.

Stream episode Oscar Mukherjee: Som hvis det bedste fra westcoast, sydstats- og indierock blev forenet. by Mediano Music podcast | Listen online for free on SoundCloud

Gangways Henrik Balling: 30 år med “Happy Ever After” – Det meste har været tilfældigt og ubevidst

Gangways Henrik Balling: 30 år med “Happy Ever After” – Det meste har været tilfældigt og ubevidst

”Happy Ever After” udkom i 1992, så det er 30 års jubilæumskoncerter med en smule forsinkelse. Det er det mest solgte Gangway-album overhovedet og det afstedkom efterfølgende hele fire DMA-priser.
Podcasten handler først og fremmest om ”Happy Ever After”, som i øvrigt har taget navn efter en Beatles-tekst, men Jan og Henrik kommer også omkring et par andre temaer, ikke mindst kæmpehittet ”My Girl and Me” – hvor det kom fra, hvad der inspirerede? F.eks. Monty Pythons ”Lumberjack Song”.
Det samme gælder et andet af Gangways store hits, “Mountain Song” fra ”Happy Ever After”, hvor vi kommer omkring pentatone musik, den russiske komponist Modest Musorgskij og engelsk krigsmusik.
”Hvordan det blev til en popsang? Det er meget svært at svare på,” siger Balling.
I det hele taget handler det om den kunstneriske proces og inspiration – som dengang i 1992 foregik på en af de første Akai samplere og en Atari computer. Og om teksterne.
“Jeg vil helst ikke have, at der kun er et narrativ. Hvis noget ser forfærdeligt ud, så kan jeg godt lide at skrive om noget, der er positivt ved, at det ser forfærdeligt ud.”
”Happy Ever After” blev indspillet i sommeren 1992, samtidig med, at Gangway-medlemmerne kunne sidde i et studie ved Trianglen og høre jublen – når Danmark scorede under fodbold-EM – fra tilskuerne ved storskærmsarrangementer i Fælledparken.
Gangway stoppede oprindelig i 1998 efter at have udsendt syv album. I 2017 blev de gendannet for en turne, nu som en gruppe med seks medlemmer. Og i 2019 udkom albummet ”Whatever It Is”.
I dag består Gangway af Allan Jensen på sang, Henrik Balling, guitar, Torben Johansen, keyboards og guitar, Janus Nevel, trommer, René Thaulund, keyboards og synthesizere og Carl-Eriks Riestra på bas og synthesizer.
I denne POVcast handler det bl.a. om:
– heavyrockguitaristen, der skulle blive det første og sidste egentlige idol i dengang tolvårige Ballings liv. ”Han var en halvgud for mig. Han var et overmenneske.”
– at komme overens med og blive ven med sin angst. Og skrive en sang om det.
– hvad er det egentlig er med den der fede coda i ”Didn’t I Make You Laugh”: ”I Hope to God that no one will be late on 21st of May”.
– filmmusik – der altid været et vist filmisk præg i Gangways musik.
– sammenligningen i begyndelsen med The Smiths: ”Der, hvor The Smiths havde en indflydelse, var, at da vi startede var vi inspirerede af den mørke indiemusik som Siouxsie and the Banshees, Joy Division og det første The Cure – men The Smiths og The Cure efter ”The Lovecats” var med til at skubbe os i en lysere retning.”
– valget af Katie Dahlstrom som lydtekniker på ”Happy Ever After”. Som havde stor betydning mht. at rydde op i tracks’ne.
– samarbejdet med Anders Koppel på ”Happy Ever After”.
– hvad det er med den sære baggrundslyd af fransk café på nummeret “Manic Days?” Det husker Henrik ikke. Måske graver han og Jan sig frem til en løsning.
Dette og alt muligt andet i denne POVcast:

Stream episode Gangways Henrik Balling: 30 år med “Happy Ever After” – Det meste har været tilfældigt og ubevidst by Mediano Music podcast | Listen online for free on SoundCloud

Bo Evers: Kan man ikke lyde som de andre, kan man i det mindste udvikle sit eget udtryk

Bo Evers: Kan man ikke lyde som de andre, kan man i det mindste udvikle sit eget udtryk

Siden har der ikke været den store medieopmærksomhed omkring Bo Evers – men nu er han altså aktuel med nyt album, ‘Liv’, og en turné. Efter han i fem-seks år har turneret landet tyndt med orkestret Gypsy Vendetta og Pyskow med roots versioner af sine sange.
Bo Evers udtryk er flettet sammen af impulser fra svensk visetradition, jazz, folk, world music, roots, klassisk dansk sangskriverrock som Sebastian.

Han har ligefrem fået det blå stempel af statsminister Mette Frederiksen.

”Jeg er stor fan. Vi kan ligeså godt få det på plads med det samme. Jeg kan godt li’ den lidt mærkelige kombination af noget meget enkelt og så i virkeligheden det helt modsatte,” har hun sagt i radioprogrammet Diva og Dario.

“Jeg er vokset til at acceptere min stemme, som den er. Jeg havde en ven, der er showmand på en helt anden måde end mig. Han fik lokket mig med i en musicalforening, hvor alle havde store stemmer. Det var svært at stå der og føle, at min kvækkende stemme var noget, man skulle satse på. Hvis man ikke kan lyde som de andre, kan man i det mindste udvikle sit eget udtryk.”

Siden har Evers udviklet et udtryk som ingen andre, hvor ærlighed er udgangspunktet. Derfor er de fleste af hans tekster meget direkte.
Ikke mindst de tekster, der handler om liderlighed og sex. Og dem er der en del af.

”Det er en bestræbelse på at være så ærlig som muligt. At tage paraderne ned. En god sang skal vække følelser, og hvis man skal være 100 pct ærlig, skal man være ærlig på hele registret,” siger han, men erkender at der også kan være dilemmaer.

Jan og Bo taler om at balancere humor og alvor – flere af sangene på ‘Liv’ har et mørke og dybde under humoren.

Og de taler om Christiania, der i årevis har fyldt en hel del i Evers liv. Han og hans band medvirker med ‘Balladen om staden’ på pladen ‘Christiania – stik dem en plade’, der udkom i 2020.

”Jeg har fået nuanceret mit syn på Christiania med de seneste ting der er sket i ”gaden”. Man må konstatere, at nogle af dem, der står og sælger i gaden, der ikke er byens bedste børn. Det er ikke en støttesang til gangstere, det er en støttesang til Christiania – ideen om at lave et kreativt samfund er ekstremt god,” siger han.

De taler også om den – igen – originale, ligefrem søde sang ‘Mor’ fra det nye album.

Og så er der sangen ‘Alt det der’, der prøver at indgyde lidt optimisme i hverdagen, mens vi ser de voldsomme klimaforandringer omkring os. Som han synger:

“For verden er som verden er og enden nær og alt det der men vi kan klare mer’ for ellers var vi ikke her”.

Dette og meget mere i denne POVcast.

Franz Beckerlee: Alle os, der sad skævt på potten, får den der trang til at udtrykke os

Franz Beckerlee: Alle os, der sad skævt på potten, får den der trang til at udtrykke os

I bogen beskriver Beckerlee sit liv som menneske og en kunstner, der for alvor så lyset, da han hørte Louis Armstrongs ”Basin Street Blues”. I mange år udtrykte han sig som jazzmusiker, indtil han som så mange andre så hørte Jimi Hendrix. Overskriften var abstrakt ekspressionisme – som jazzsaxofonist, maler og skulptør.
”Der var en stor jazzscene i Danmark dengang. Der var mange mennesker i Montmarte, men så kom tidspunktet, hvor Beatles og Stones kom ind i billedet. Så var der mange, der røg over til den form for musik. Så der blev ret ensomt inde i Montmarte efterhånden,” siger Beckerlee i POVcasten.
Rockmusikken eksploderede i 50erne, men kom først til Franz senere i slutningen af 60erne.
”Vi hørte dog lidt Elvis til vores andendagsgilder efter konfirmationerne – så skulle der jo danses med damerne, og der var Elvis godt.”
Selvfølgelig taler vi også om Gasolin’ og fascinationen af USA, specielt New York. Allerede under sit første ophold i The Big Apple tog tennisspiller og musiker Torben Ulrich Beckerlee til sig, og blev en form for mentor i begyndelsen.
Eriksen og Beckerlee forsøger at tage en tanketur tilbage til Gasolin’s øverum for at nærme sig en forklaring på, hvad det var, Gasolin’ havde, der skulle gøre dem til det største danske rockband – som mange stadig anser dem for at være.
”Vi troede på os selv. Vi øvede hver eneste dag. Vi stod op, sent på formiddagen. Så spiste vi frokost. Så gik vi ned spillede hele eftermiddagen. Så gik vi hjem og spiste aftensmad, og så øvede vi hele aftenen, indtil vi kunne nå den sidste øl på Eiffel Bar, inden vi hjem i seng – på et tidspunkt måtte det komme ud af knappehullerne. Det virkede næsten som om, at det var forudbestemt,” siger Beckerlee.
Man kan ikke tale Gasolin’ uden at tale om deres producer på flere album, Roy Thomas Baker.
”Det er lige til at blive overtroisk af at tænke på, at vi havde samme producer som Queen – samme producer som manden, der producerede “Bohemian Rhapsody,” siger Beckerlee.
Roy Thomas Bakers betydning for de fire christianshavnere kan ikke overdrives, selvom Gasolin’s pladeboss Poul Bruun stod klar i kulissen.
”Poul så jo helst selv at det var ham, der fik lov til at være i studiet, jeg er da lykkelig for, at vi havde Roy,” siger Franz Beckerlee.
Det handler også om
– inspiration. F.eks. om et nummer, der er direkte inspireret af Gasolin’s møde med Ramones.
– millionbeløbet , Roskilde Festivalen tilbød Gasolin for et comeback. Og som de sagde nej til.
– Beckerlees andel i Kim Larsens hitalbum ”Midt om natten”.
– kampene med Lone Kellermann i Christianshavns Blues Band.
Dette og meget mere i denne POVcast.

Stream episode Franz Beckerlee: Alle os, der sad skævt på potten, får den der trang til at udtrykke os by Mediano Music podcast | Listen online for free on SoundCloud