– inspiration. F.eks. om et nummer, der er direkte inspireret af Gasolin’s møde med Ramones.
The first lady of danish country – Tamra Rosanes fejrer 50 årsjubilæum
På ”New Better Day”, der er indspillet på Samsø, i København og Nashville, bevæger den danske first lady of country sig gennem forskellige genrer indenfor countrymusikken.
For fire et halvt år siden optog Rosanes og Jan Eriksen en POVCast, der handler om hele hendes dengang 45 år lange karriere. Find den på medianomusic.nu, Soundcloud eller din foretrukne podcast platform.
I denne omgang handler det især om New Better Day og Tamras baggrund og virke som countrymusiker.
POVcasten sætter fokus på et forholdsvis ufortalt kapitel i hendes karriere og udvikling fra folke- og popmusiker til countrymusiker – de talrige rejser til Nashville. Hvordan hun for godt og vel 35 år siden blev taget under vingerne af en gruppe musikere med udgangspunkt i studiet The Cowboy Arms Hotel And Recording Spa.
Det gælder især studieejeren Jack Clement. Bare for at sætte ham i perspektiv, var det ham, der i 1954 inviterede Elvis Presley på scenen i klubben Eagles Nest i Memphis – mindre end en måned efter “That’s All Right” var udkommet. En af Elvis allerførste optrædender.
Det var Charles Cochran, der bl.a. en periode arbejdede tæt sammen med Neil Young, guitarist m.m. Marty Stuart, trommeslager Kenny Malone, guitarist Chris Leuzinger og lydtekniker Dave Ferguson. Ferguson var blandt meget andet tekniker på og stod for mixning af Johnny Cash American Recordings plader.
Bl.a. er der er et nummer, ”Wrong Road Again”, på Tamra Rosanes nye plade, indspillet for godt og vel 30 år siden med Marty Stuart på guitar. Vi taler en smule om den fantastiske koncert, Stuart og band sommeren 2022 gav i Gimle, Roskilde.
”Jeg blev accepteret som en pige, ligemand, en del af familien,” siger Tamra om de garvede countrymusikere omkring Jack Clement, som hun lærte at kende for tre-fire årtier siden,” siger Rosanes, der siden har rejst flere gange om året til Nashville.
”Det var fantastisk, fordi jeg følte mig ikke som en flue på væggen, men som en del af dem. Det var det, der var så godt, for så fik jeg noget selvtillid, der gjorde, at jeg kunne komme tilbage til Danmark og vide, at jeg havde kunne præsentere noget countrymusik, der var ægte.”
Tamra Rosanes rolle som ambassadør for countrymusik i Danmark er indiskutabel. I dag er der en ganske stor rootsscene her i landet. Og det glæder Tamra.
”Det blomstrer, og det er virkelig, virkelig godt. Okay, ikke for at blære mig, men jeg er amerikaner, så det må man godt … men jeg er også dansker, så jeg skal passe på. Steffen Mørk (Nashville Songwriters Festival) har fortalt nogle af dem fra Nashville om min karriere, og at country er mere accepteret i Danmark nu. Og så har de takket mig.”
På det nye album er der sange som Tamras (delvis) egne “A Lot of Honky Tonky to Catch Up On”, “Love Love Love Love Love Love”, “Rusty Old Arrow” og Townes Van Zandts “The Catfish Song”.
”Rusty Old Arrow” er en meget personlig sang. Jeg ville gerne skrive en autobiografisk sang. Jeg tog afsted fra USA som 19-årig og forlod alt, fordi jeg var blevet forelsket i en dansker. Sangen handler om de mange udfordringer, man møder undervejs. Jeg tror, at en af grundene til at jeg kan holde 50 årsjubilæum er, at jeg har optimisme og positivitet.”
Efter 12.20 er der et medley med direkte og indirekte bidrag af nogle af de musikere og teknikere, der blev Rosanes mentorer i Nashville.
Marty Stuart: The Whiskey ain’t Working
Cowboy Jack Clement: Beautiful Dreamer
John Prine: Sweet Revenge – trommer Kenny Malone
U2: Angel of Harlem – lydteknikere Jack Clement og Dave Fergusson
Johnny Cash: Would You Lay With Me (On a Field of Stone) – lydteknik Fergusson
Husker du Me, She & Her? Den danske souldiva, Susanne Ørums 20 år lange kamp for sit album – nu udkommer det
I 1995 brød Susanne (dengang Marcussen) sammen med Trille Palsgaard og Pernille Dan igennem under navnet Me, She & Her med “I Count the Minutes”. I halvandet år var de her, der og alle vegne, og så var det slut. Siden har Susanne Ørum udsendt musik alene og sammen med andre, produceret for andre, etableret hele fem kor – og nu er hun altså langt om længe klar med sit album ”Get Real”.
”Me, She and Her gav en masse helt ubeskriveligt gode oplevelser,” siger hun i POVcasten om den nærmest surreelle periode medio halvfemserne.
”Vi vandt grammyer indenfor de første fire måneder. De spillede jo ”I Count the Minutes” i radioen hver eneste dag. Det gør de stadig indimellem. Vi var i gang med plade nr. to, da, tror jeg, det gik op for os, at vi alligevel var mere forskellige, end vi havde troet. I hvert fald følte jeg, at de andre ville andet end det koncept, jeg var hevet ind i. Den ene måske mere rocket, den anden mere jazzet. Jeg skulle lige sluge det – men selvfølgelig måtte jeg respektere, hvad der var det rigtige for dem. Jeg står jo selv på mit eget,” siger Susanne Ørum.
Siden har hun forfulgt barndomsdrømmen om at arbejde som sanger. Stædigt har hun som solist fastholdt sit udgangspunkt i soul, gospel og jazz, selvom det ikke er kommercielt gangbare genrer i Danmark.
I POVcasten taler vi om de mange kunstnere, Ørum og de to andre fra Me, She & Her arbejdede sammen med i sidste halvdel af 90’erne.
Om hendes arbejde som korleder, underviser og coach, der bl.a. ført hende på scenen sammen med Mariah Carey i Royal Arena og ved en koncert i Sverige.
Om oplevelser i USA, der bl.a. første til et tilbud om en kontrakt – som hun dog takkede nej til.
”En af mine veninder spurgte mig engang, hvor i al verden, jeg ikke gjorde det. Jeg turde simpelthen ikke,” siger Susanne Ørum.
Nu udkommer albummet “Get Real” altså langt om længe. Undervejs har Ørum mødt indtil flere benspænd. En periode mistede hun sin stemme. Hun blev skilt.
”Jeg havde det, som om solen forlod månen. Hvordan kunne verden overhovedet eksistere, når det skulle ske, at jeg skulle skilles?”.
Men der har også været positive vendepunkter. Som da en kendt engelsk DJ, efter Ørum gennem ti år havde forsøgt at komme i kontakt med ham, ringede til hende.
“Jeg kan huske, at jeg stod på Hvidovre Station en kold tirsdag, og for mig var det bare en wouw, ham her radioværten ringer til mig. “Vi er vilde med din musik, du er ”ugens uundgåelige””. En mand jeg har skrevet til gennem ti år, pludselig ringer han.”
Alt dette og meget mere i denne podcast.
OBS – de fem sange i medleyet med sange, hvor Me, She & Her synger med på kor, er:
Flemming Bamse Jørgensen: “Suzanne”
Michael Learns to Rock: “I’m Gonna Be Around”
Ib Glindemann Orchestra: ”My Heart Belongs to Daddy”
Lars H.U.G: “First Love in Space”
Lis Sørensen: “Kærtegn”
Lyt til POVcasten her:
30 år i Shu-Bi-Dua: Claus Asmussen – manden bag knapperne og den sorte stratocaster i Shu-Bi-Dua
I år fejrer Shu-Bi-Dua 50 års jubilæum – Shu-Bi-Læum, som Michael Hardingers band selvfølgelig kalder det.
Egentlig har der ikke eksisteret et Shu-Bi-Dua, siden Michael Bundesen blev syg i 2011. Bundesen er ikke længere iblandt os – men musikken lever videre på alle platforme, ikke mindst i Hardinger Band og Claus Asmussens band, Shubberne. Begge bands er på jubilæumsturne.
Udover jobbet som guitarist i SBD gennem 30 år var Asmussen Shu-Bi-Duas lydtekniker – og, tør vi godt sige, producer.
I denne podcast fortæller Asmussen om sin karriere, der begyndte med bandet Noblemen, senere blev han headhunted af Tommy Seebach til Sir Henry & His Butlers, spillede med på guitar under de første opsætninger af “Hair” og “Jesus Christ Superstar” i Danmark – derefter blev han lydtekniker på de to første Shu-Bi-Dua album – og medlem af bandet fra 1975 til 2005.
Du får et indblik i Shu-Bi-Duas historie. Særligt de numre, Claus Asmussen bar med ind i studiet, bl.a. klassikere som f.x. ”Emma”, ”Rosita”, ”United Steakes” og ”McArine”.
”Allerede til to’eren kom Hardinger med ”Vuffelivov”, men den blev droppet. Vi synes simpelthen, den var for tåbelig. ”Jeg har en hund med fire poter.” Yes, kunne det være meget anderledes? Så den blev droppet på 2’eren.”
Men da der manglede numre til fireren, kom både ”Vuffelivov” og Asmussens ”McArine” med.
Lyt med, og hør om de mange timer, der blev brugt i studiet til at forfine andre klassikere som ”Rom & Cola” og ”Minus til plus”. Hvis mellemstykke med musik af faren, Svend Asmussen, og Claus selv, han har et helt specielt forhold til.
– Er det rigtigt, at SBDs første plader blev indspillet på Danmarks første ottespors båndoptager?
– Hvorfor lyder Asmussens dobbelte solo på “Krig og fred” – som, ja, krig uden fred?
– Hvorfor blev SBD’s studie i Kbh. K kaldt “en schweizisk bank”.
– Hvor hentede Shu-Bi-Dua deres inspiration?
– Hvordan var deres arbejdsproces?
– Hvorfor stoppede Claus Asmussen i Shu-Bi-Dua i 2005, da bandet udsendte H.C. Andersen 200 års albummet.
– Hvorfor stopper Asmussen og den anden gamle SDB-kæmpe, Willy Pedersen, nu i Shubberne?
– Hvem har kaldt Shu-Bi-Duas plader de bedste westcoast rock-plader, produceret udenfor USA?
– Hvilke SBD-numre er hyldestnumre til Kim Larsen?
– Er det rigtigt, at det er Claus selv, der spiller guitaren på Jarl Friis-Mikkelsens SBD-parodi med Kester, “Bare man kan logre”.
Disse og mange andre spørgsmål bliver besvaret.
Shu-Bi-DuaClaus AsmussenMichael HardingerMichael BundesenShubberne
Søren Kragh-Jacobsen – Fra Mona til Tranedans i 2023 – nye sange om et levet liv
Søren Kragh-Jacobsens ikoniske – og her giver ordet mening – værker, sangene ”Kender du det” og ”Hej Claus” og filmen ”Vil du se min se min smukke navle” er blevet en form for sindsbilleder for flere generationer.
“Jeg har det godt med hende Mona. Hun har været min flittigst brugte sang. Jeg har det ikke spor dårligt med den, og det har jeg faktisk aldrig haft. Det eneste, der trækker søm ud i dag, er, at det jo er som at løbe en maraton at synge den. Jeg kan aldrig huske mine tekster, men lige med Mona har jeg det, som Otto Brandenburg havde det. Han affotograferede en side, og så kunne han huske den”,” siger Søren Kragh-Jacobsen.
Især Dogme-filmen, “Mifunes sidste sang” manifesterede Kragh-Jacobsen som international instruktør.
“Jeg synes, det er lidt korrumperende at have masser af succes. Jeg synes, jeg blev drevet rundt i verden i årene efter Dogme på presseture og den slags. Kørte limousiner og vandt Sølvbjørn i Berlin. På en eller anden måde begrænsede det min kreativitet.”
Han fortæller ærligt og humoristisk om sine to spor som hhv. filmmager og musiker, om inspirationen, musikalsk og fra alt det, der foregår omkring ham, musikkollektivet i Sjöryden i Sverige, naturen, rejser, sit private liv.
I har været r..forkælede
Det nye, aktuelle album, ”Tranedans” sange, er, som POV.Internationals Henning Høeg skriver: “Sange, der handler om alt det, 76-årige Kragh-Jacobsen går rundt og tænker på – alder, kærlighed, ensomhed, lykke og øjeblikkets magi.”
Der er bl.a. en sang til hans egen generation, der gennem de seneste fire-fem årtier ofte er stået for skud – ofte under overskriften: “I har været r..forkælede”.
”Jeg har ofte hørt, at min generation har fået det hele forærende. At vi har været utroligt heldige. Jeg synes, vi fortjente en sang, der en lille smule handler om, at vi sgu godt han ranke ryggen, når vi en gang stiger ned fra den store scene. Det er en hyldest til min generation.”
Lyt her til samtalen mellem to mænd, hvis stemmer for længst har været i overgang:
Om Søren Kragh-Jacobsen – fra dfi.dk:
Hans to første spillefilm ‘Vil du se min smukke navle?’ (1978) og den prisbelønnede ‘Gummi Tarzan’ (1981) fornyede den danske børne- og ungdomsfilm med frisk fabuleren og charmerende præstationer. ‘Guldregn’ (1986 – først udsendt som tv-serie) og ‘Skyggen af Emma’ (1988) er raffineret komponerede spændingsfilm for både unge og ældre.
Kragh-Jacobsen var en af de oprindelige Dogme-brødre sammen med Lars von Trier, Thomas Vinterberg og Kristian Levring. Flere af hans senere kritikerroste film handler om børn, men Dogme-filmen ‘Mifunes sidste sang’ (2000) blev den mest kendte internationalt. Filmen vandt Sølvbjørnen ved Berlinfestivalen. Også ‘Isfugle’ (1984), ‘Skagerrak’ (2003) og ‘Det som ingen ved’ (2008) handler om rodløse voksne – den sidste i thrillerform. ‘Drengene fra Sankt Petri’ (1991) er en 2. Verdenskrigshistorie om den første danske modstandsgruppe, bestående af skoledrenge. Også den engelsksprogede ‘Øen i Fuglegaden’ (1997) om en efterladt dreng i en jødisk ghetto har 2. Verdenskrig som baggrund.
I nyere tid har Kragh-Jacobsen stået bag film som ‘Det som ingen ved’ (2008), ‘I lossens time’ (2013), mens han også har været konceptuerende instruktør på DR’s dramaserie ‘Borgen’ (2010-13) og episodeinstruktør på første sæson af ‘Bedrag’ (2016).
Lyt til podcasten her:
The Polices album “Synchronicity” fylder 40 – en historie om dæmoner, dybdepsykologi og rockmusik
The Police forstod at få hitliste tilgængelig pop, dissonans, personlig fremmedgjorthed og dybdepsykologi til at hænge sammen.
”Fuck” ”Off” ”You” ”Cunt” stod der på Copelands fire tam-tammer (trommer). På den måde var det let for ham at forestille sig, at han hamrede løs på Sting, når han slog på sine trommer. Ja, det slog gnister, når The Police spillede og indspillede.
0-
”Det var måske The Polices største succes – at de havde det så svært med hinanden, at deres spændinger udløste nogle fantastiske plader. Og det mest anspændte af dem var “Synchronicity”, fordi det var det mest uafklarede. Det er en psykologisk rejse ned ikke bare i en enkelt persons bevidsthed – men også for at se, om der fandtes noget fælles kollektivt ubevidst, der kan holdes os sammen på et tidspunkt, hvor alt var splittet.”
I podcasten fortælles historien om Gordon Sumners, Stewart Copeland og Andy Summers trio. Efter Summer havde erstattet den oprindelige guitarist, korsikaneren Henri Padovani.
Musikerne havde baggrund i pomprock, psykedelisk rock, folk og jazz, men begyndte at spille new wave – på falske forudsætninger.
“Med ”falske forudsætninger” menes, at gruppen, alders- og miljømæssigt intet har med punken at gøre. De bliver også derfor ugleset af de autentiske punkbands,” siger Thomas Ulrik Larsen i podcasten.
”Selvom der er knald på, selvom der er baglæns rytmer, er der også en litterat og en stor tænker inde i The Police,” siger han.
I podcasten inviterer Thomas lytteren ind i The Polices øverum. Hvad var det, der skabte den evigt fornemmelse af kant og uro i deres musik.
“Jeg kan ikke komme i tanke om et eneste langsomt Police-nummer. Der er en konstant uro, rastløshed og hyppig dissonans i deres musik. Som i høj grad var motiveret i Stings kroniske flugt fra sin dysfunktionelle arbejderklassebaggrund.”
Hvad var gruppens vision. Hvem skrev musikken – hvor kom reggae-inspirationen fra. Hvad med Stings sang, der, som Thomas siger, især i begyndelsen lød som Mickey Mouse i et ondt lune. Hvordan opstod kommende klassikere som ”Roxanne”, ”Message in a Bottle”, ”So Lonely”, ”Can’t Stand Losing You”?
The Police var jaget vildt i den engelske musikpresse – og blandt musikere.
”Man skal ikke underkende at mange af de musikere, der har street credibility har fået deres instrumenter af mor og far. VI andre har måttet arbejde for føden, som Stewart Copeland har sagt. The Police havde en professionel selvsikkerhed,” siger Thomas Ulrik Larsen.
Han går i dybden med “Synchronicity” og fortæller om inspirationen fra især den skoledannende psykolog C.G. Jungs teori om det kollektive ubevidste – og forfatteren Arther Koestler.
“Synchronicity” er et album med mange, mange lag.
