Siden har der ikke været den store medieopmærksomhed omkring Bo Evers – men nu er han altså aktuel med nyt album, ‘Liv’, og en turné. Efter han i fem-seks år har turneret landet tyndt med orkestret Gypsy Vendetta og Pyskow med roots versioner af sine sange.
Bo Evers udtryk er flettet sammen af impulser fra svensk visetradition, jazz, folk, world music, roots, klassisk dansk sangskriverrock som Sebastian.

Han har ligefrem fået det blå stempel af statsminister Mette Frederiksen.

”Jeg er stor fan. Vi kan ligeså godt få det på plads med det samme. Jeg kan godt li’ den lidt mærkelige kombination af noget meget enkelt og så i virkeligheden det helt modsatte,” har hun sagt i radioprogrammet Diva og Dario.

“Jeg er vokset til at acceptere min stemme, som den er. Jeg havde en ven, der er showmand på en helt anden måde end mig. Han fik lokket mig med i en musicalforening, hvor alle havde store stemmer. Det var svært at stå der og føle, at min kvækkende stemme var noget, man skulle satse på. Hvis man ikke kan lyde som de andre, kan man i det mindste udvikle sit eget udtryk.”

Siden har Evers udviklet et udtryk som ingen andre, hvor ærlighed er udgangspunktet. Derfor er de fleste af hans tekster meget direkte.
Ikke mindst de tekster, der handler om liderlighed og sex. Og dem er der en del af.

”Det er en bestræbelse på at være så ærlig som muligt. At tage paraderne ned. En god sang skal vække følelser, og hvis man skal være 100 pct ærlig, skal man være ærlig på hele registret,” siger han, men erkender at der også kan være dilemmaer.

Jan og Bo taler om at balancere humor og alvor – flere af sangene på ‘Liv’ har et mørke og dybde under humoren.

Og de taler om Christiania, der i årevis har fyldt en hel del i Evers liv. Han og hans band medvirker med ‘Balladen om staden’ på pladen ‘Christiania – stik dem en plade’, der udkom i 2020.

”Jeg har fået nuanceret mit syn på Christiania med de seneste ting der er sket i ”gaden”. Man må konstatere, at nogle af dem, der står og sælger i gaden, der ikke er byens bedste børn. Det er ikke en støttesang til gangstere, det er en støttesang til Christiania – ideen om at lave et kreativt samfund er ekstremt god,” siger han.

De taler også om den – igen – originale, ligefrem søde sang ‘Mor’ fra det nye album.

Og så er der sangen ‘Alt det der’, der prøver at indgyde lidt optimisme i hverdagen, mens vi ser de voldsomme klimaforandringer omkring os. Som han synger:

“For verden er som verden er og enden nær og alt det der men vi kan klare mer’ for ellers var vi ikke her”.

Dette og meget mere i denne POVcast.