Og nu er Oscar gæst i en den nyeste POVcast. Som i øvrigt ifølge SoundCloud er POV Mediano Musics podcast nr. 270. Det skal med, at omkring 50 af dem er Tanja Brinks musikalske julekalendere fra 2020 og -21.
Som det fremgår af efternavnet, har Oscar Mukherjee indiske rødder – og han tilbragte de første år af sit liv i San Francisco. En opvækst der har sat sine tydelige spor i hans musik. Samtalen er ikke gammel, før kunstnere som Tom Petty, Crosby, Stills, Nash & Young, Grateful Dead, Janis Joplin, Jimi Hendrix og Creedence Clearwater Revival bliver nævnt.
Netop flyttet til Danmark begyndte Oscar at opsøge bluesklubben Mojo i København.
”Vi flyttede hertil, da jeg var omkring 14-15 år. Min far spurgte, om man måtte have en dreng, der var yngre end 18 år med ind på Mojo, det måtte han godt, bare ingen alkohol. Det var op på scenen med det samme og spille med i så mange jamsessions som muligt. Jeg var derinde altid.”
Oscar Mukherjee spiller stadig sin egen version af The Blues i Pay Day. The Mukherjee Development spiller i en stil, der i mangel af bedre kan beskrives som en blanding af roots, americana, alt-country.
Pejlemærker kunne være kunstnere som Coldplay, John Prine, Kurt Vile, The Rolling Stones, Neil Young, The War Against Drugs og Jonah Blacksmith, hvor Søren Bigum (guitarer) og Søren Poulsen (trommer) fra Mukherjee Development også er medlemmer. De øvrige medlemmer er Henrik Poulsen, bas, og Jacob Holm, guitar.
Vi taler om Oscars opvækst i San Fransisco, om kulturel appropriation – at spille bluesmusik, når man ikke har rødder blandt sorte i de amerikanske sydstater. Om forholdet til det gamle hjemland. USA, hvor “I used to want to be American/I take that back now tenfold,” som Oscar synger i en sang.
Om den procesorienterede tilgang til musikken i The Mukherjee Development. Om arbejdet med at skabe sin egen musik i en stil, hvor melodi og sammenspil er omdrejningspunktet.
Om den subtile, selvironiske humor, bl.a. i titelnummeret på det nye album, Should I Dance For You” om hende til festen, man ikke kan tage sig sammen til at kontakte. Det er en selvironisk ”anti-popsang. Det er lidt demonstrativt sumpet, det tøffer og sumper omkring. Det er alt andet end et traditionelt dansenummer.”
Og så er der dem, der har hjulpet med på vejen, bl.a. Poul Krebs, som Oscar kalder sin mentor. Han har bl.a. hjulpet i forbindelse med et skriveophold i Texas.
“Der er mange ting at takke Poul for. For fire-fem år siden var jeg med ham ude at spille på en turne, hvor han gav mig lejlighed til at spille. Det var en kæmpe hjælp at stå på scenen med ham. I forbindelse med min EP “Sentimental Sleep” hjalp han mig i kontakt med nogle musikere. Det er rart, at der nogen højere op i hierakiet, der rækker hånden ud, og det minder en om, at man skal huske at gøre det samme.”
Hør meget mere i denne POVcast.
