


Music From The Front: De første musikfotografer
I denne podcast hylder vi de første danske musikfotografer.
Sammen med fotojournalist Helle Arensbak og instruktør Torben Skjødt Jensen deltager Mediano Music i projektet Music From The Front.
Musikfotografiet er en central del af nyere dansk kulturarv. Fotografernes dokumentation af koncerterne, musikerne, publikum. Alt det, der foregår bag kulisserne med fotografering til pladecovers, merchandise og magasiner er med til at sætte fokus på musikkens betydning for vores kollektive bevidsthed.
Musikfotograferne tog nogle af vores tids mest ikoniske billeder. De var til stede, da musikken eksploderede i Danmark i 1960´erne og flere årtier frem, hvor branchen skiftede karakter. Dermed ændrede fotografernes vilkår sig også.
Vigtigt foto:
I denne podcast taler Jan Eriksen med pionererne inden for dansk rockfotografi, Gorm Valentin, Steen Møller Rasmussen, Susanne Mertz, Ole Christiansen og Jørgen Angel.
Vi bad dem medbringe et fotografi, der betyder meget for dem. Du kan se dem her nedenfor.
Og finde flere info om fotograferne på deres sites eller deres Facebook-profiler:
mertz-foto.dk
olechristiansen.dk
angel.dk
Flere podcasts vil følge.
Der er musik af R.E.M., Louis Armstrong, Sonny Rollins, T. Rex, The Beatles, Led Zeppelin, Red Squares, Gasolin’, Sebastian, Bob Marley, Bruce Springsteen, Chet Baker, Bob Dylan, TV-2 og Iggy Pop i podcasten.
Foto-collage: Helle Arensbak
Du kan lytte til podcasten her:

Chet Baker, fotograferet af Gorm Valentin

Jimmy Page i K.B. Hallen, 28. februar 1970. The Whoosh. Foto: Jørgen Angel

Steen Møller Rasmussen med sit foto af Bruce Springsteen og Clarence Clemmons, Brøndby-Hallen 1981. Foto: Helle Arensbak.

Bob Dylan på scenen i Brøndby-Hallen i 1980. Foto: Susanne Mertz
Coveret til TV-2 albummet ‘Beat’. Foto: Ole Christiansen

Det første pressefoto af Gasolin’ med Søren Berlev. Foto: Susanne Mertz

Red Squares i Glostrup, 1969. Foto: Steen Møller Rasmussen

Bob Marley på Roskilde Festival 1978. Foto: Gorm Valentin

Iggy Pop, fotograferet af Ole Christiansen i 1989
-
Gorm Valentin, født i 1944. Oprindeligt uddannet som landmåler. Spillede klarinet (og spiller) i flere jazzorkestre. Inden en rejse til jazzens Mekka, New Orleans i 1969 købte han et amatør kamera. Efter hjemkomst anskaffede han sig et Nikon F kamera og siden et Leica M 2 kamera.
Efter forskellige jobs bl.a. som grammofonplade sælger og som underviser i foto på Aftenskole, blev fotografiet en levevej i 1975.
Gorm Valentin har fotograferet til flere hundrede pladeomslag, danske som udenlandske, heriblandt til C.V.Jørgensen, Gnags, Shubidua,
Thomas Helmig, NHØP, Stan Getz, Chet Baker, Bill Evans m.m.m. Leveret forsidefotos til diverse magasiner og blade såsom Euroman,
Levende Billeder, Tusind Øjne, M.M. og Jazz Special. Fotograferet til Politiken og Information gennem en årrække. Arbejdet som teaterfotograf ved flere teatre, heriblandt Aveny, Rialto og Husets Teater. Leveret fotos til flere frimærker. Illustreret adskillige bøger samt udgivet flere i eget navn, bl.a. SORT på HVIDT i 2004. Udstillet flittigt i ind- og udland og er repræsenteret i diverse samlinger, private som offentlige.
Gorms stil er ofte forsøgt efterlignet (og tak for det), den kan ikke enkelt beskrives, men er kendetegnet ved et særligt lys samt nærvær med den samt nærvær med den portrætterede og en grafisk stram komposition. Gorm Valentin er stadig aktiv som fotograf inden for musik, men også som “gade” og kunstfotograf, samt som foredragsholder.
-
Steen Møller Rasmussen, fotograf, instruktør, billedkunstner, der er søn af bagermester Erik Andreas Rasmussen og Margit Møller Nielsen, blev uddannet som filmfotograf ved Den Danske Filmskole 1977-1980. Han har været fotograf på talrige projekter for andre instruktører, og har desuden skabt en række film i eget navn. Fra 1980 har han været dokumentarist og projektmager på den danske kunst- og filmscene. Som stillfotograf har han en enorm produktion bag sig, ikke mindst af billeder til kunstbøger, kataloger og tidsskrifter. Ligesom han har fungeret som fotograf på en lang række kortfilm, dokumentarfilm og tv-programmer. I 1980’erne skabte han kunstnerfilm sammen med “de unge vilde”, f.eks. “In/Out the Flat” (1985) med Claus Carstensen og Peter Bonde, og “Tretten” (1989) med små visuelle portrætter skabt i samarbejde med de medvirkende billedkunstnere. I 1990’erne skabte han et stort antal eksperimental- og portrætfilm, alene eller i samarbejde med andre. Her kan nævnes: “The Place To Be” (1996), “Reading Lips” (1996) og “Lowell Celebrates Kerouac” (1998). Fra 1989 har han levet sammen med cand.phil. Susanna Neimann (f. 28-05-1958). (Fra danskefilm.dk)
-
Susanne Mertz – fra mertz-foto.dk
Jeg er udlært som fotograf hos Rigmor Mydtskov og Steen Rønne i 1967. Har arbejdet som fotograf hos Claude Rodriguez i Paris 1967-68. Siden 1972 har jeg arbejdet som selvstændig free-lance fotograf. Undervist i fotografi på Krogerup Højskole fra 1977-80. Undervist i fotografi på Skolen for Kunstformidling på Kunstakademiet fra 1980-1995. Har siden 1974 været med i Fotograf Studiet 5 C, på Nørrebro.
-
Jørgen Angel – fra angel.dk
Født i 1951 i København. Har været fotograf i musikbranchen siden slutningen af 60erne til begyndelsen af 80erne. Han har leveret fotos til utallige magasiner, albumomslag, bøger i Skandinavien og andre steder. Jørgen Angel har taget sine fotos over hele Skandinavien, Storbritannien og USA – ved koncerter, receptioner, eksklusive fotosessions eller på på farten med bands. Jørgen Angels kunst har sin styrke i den varme relation, han udviklede til dem, han fotograferede. Han var med Alice Cooper til striptease-show i private hjem for at fotografere bands som The Who, Roxy Music, Pretty Things og Uriah Heep eller, han var en tur på landet med Arthur Brown for at tage et af hans meget værdsatte fotos.
-
Ole Christiansen – fra olechristiansen.dk
Har gennem årene leveret billeder til et utallige af bøger, tidsskrifter, pladecovers, årsrapporter mv. En særlig optagethed har været musikfotografering, portrætter, men også – ofte stærkt grafisk understreget urbane landskaber. Christiansen har udstillet i en lang række sammenhænge, og har i 2003 offentliggjort bogen “Photographs” på Peoples Press. Han er repræsenteret i National History Museum, Frederiksborg Slot, Hillerød. Det Kongelige Bibliotek, København. Museum of Photographic Arts, Brandts, Odense. Ole Christiansen er kendt for sin covers af Euroman og pladecovers af bands som Sort Sol, TV2, Thomas Helmig og mange andre. Hans visuelle signatur er unik og adskiller sig ved en meget grafisk look. I de senere år har han begyndt at skabe levende billeder, bl.a, videoinstalationer for bl.a. Eva Koch.

Mike Tramp #2 : Sekundet du finder dig selv, har du fundet the secret of life
I første kapitel talte Mike Tramp og jeg om tiden fra hans første spæde skridt i Vesterbro Ungdomsgård over grandprixsejr med Mabel, kæmpesucces med White Lion til bandet Freak of Nature, der fulgte efter puddelhundehårrockens nedsmeltning i efterdønningerne af grunge og Nirvana.
Denne podcast er historien om en mand, der sidst i 90erne stod tilbage med 3.000 dollars efter at have tjent millioner. Efter et vellykket retreat på Tasmanien sammen med sin daværende kone, og en knapt så vellykket gendannelse af White Lion, har Tramp arbejdet som solist med og uden skiftende medlemmer i hans Band of Brothers.
I dag fortsætter Mike Tramp ufortrødent, fordi rock’n’roll er et livs-commitment – og fordi han ved, at han nåede at spille med det ultimative band – ikke White Lion, men Freak of Nature.
Indtil det tabte dets zen.
Podcasten er en samtale om at dedikere sit liv til rockmusik, selvom det har en pris, ikke mindst familiært.

Mike Tramp # 1: Historien om en kompromisløs rock’n’roller by heart
”Historien om Mabel er aldrig rigtig blevet fortalt,” siger Mike Tramp i denne podcast.
Det bliver den så her. Delvis. For historien om Mike Tramp, der efter Mabels mislykkede forsøg på at bryde igennem i New York City, købte en oneway ticket tilbage til rock’n’roll city, har mange kapitler.
Sammen med Vitus Bratta dannede Mike White Lion, der kom til at optræde side om side med bands som Aerosmith og AC/DC.
Det er historien om en tid i overhalingsbanen i MTV-æraen, hvor det vrimlede med ’bands med en lyshåret sanger og sorthårede bandmedlemmer.’
Men det er også historien om en rockmusiker, der var anderledes – og skrev tekster om USA’s indblanding i El Salvador og mod Ronald Reagan. Fremfor sange over skabelonen “You’ve got a nicelooking ass and were gonna have sex tonight”.
”VI havde alle sammen det store hår, men når du lukker øjnene og sætter dig til at lytte, så ved du godt, at ham der synger, er ikke er fra Hollywood, jeg er vokset op med den hvide t-shirt med den smilende sol, ’Atomkraft nej tak’ og de lilla bleer i Vesterbro Ungdomsgaard.”
Det er også en historie om oplevelsen af langt om længe at opnå anerkendelse i Danmark efter en optræden på Roskilde Festivalen 1993.
OBS: Den Vitus der omtales i podcasten er Vitus Bratta. Oliver er Oliver Steffensen.
Vært: Jan Eriksen

ALBUM: De eneste shubi, der dur – Michael Hardinger om 7’eren
Det var en hård fødsel – og der skulle et benspænd fra Hardinger til, før numre som ’Minus til plus’, ’Coffeville’, ’Advokatens vise’, ’Rosita’, ’Stjernefart’, ’Midsommervisen’ og ’Den himmelblå’ voksede i studiet i Store Kongensgade.
Historien om ‘Shu-Bi-Dua 7′ kommer omkring det for både Hardinger og Bundesen skelsættende møde med The Beatles i K.B. Hallen i 1964 og John Lennons død – han døde otte dage efter udgivelsen af ’Shu-Bi-Dua 7′, og Hardinger rejste til New York for at være med i sørgeoptogene.
Det handler også om nu – Corona, lukkede koncertscener, Donald Trump og Hardingers arbejde for Demokraterne i USA.
Men først og fremmest om 7’eren, inspirationen fra bands som Doobie Brothers, Allman Brothers og The Eagles, og det unikke, men også udfordrede arbejde med at skabe albummet. F.eks. måtte der et lån fra The Beatles’ ‘Getting Better’ til, før ‘Sorgenfri’ kom til at lyde som andet og mere end ’Lis og Per på en dårlig dag’.
Disclaimer: Der kan forekomme momenter af grumpy old love of music undervejs.
Vært: Jan Eriksen
Producer: Peter Rubek Nielsen og Jan Eriksen
Efter Michael Bundesen i 2011 blev ramt af en blodprop i hjernen har Shu-Bi-Dua ligget stille. Til gengæld optræder Hardinger Band og Shu-Bi-Or-Not-Shu-Bi stadig med de gamle sange.

Musik og hjerteslag – 40 år med Aske Jacoby i dansk rock
I denne podcast fortæller Aske Jacoby om de første, selvsikre skridt på den københavnske rockscene, der førte til Aske Jacoby Band, senere News, der, som han siger: ”For hulen helst ville have været Sneakers.”
Op gennem firserne spillede han, der medvirker på mere end 500 optagelser sammen med bl.a. Sanne Salomonsen, C.V. Jørgensen, Kasper Winding, Thomas Helmig og Danseorkestret.
”Da vi hørte ’Kom tilbage nu’ første gang, vidste vi, at vi havde et motherf…ing hit.”
Det var en periode med mange store oplevelser, der kom til at forme ham som musiker og menneske – ikke mindst de mange år med C.V., hvor han med en amerikansk musikers ord spillede ”like Pink Floyd going jazz”.
Midt i dette rush af musikalske oplevelser, læring og elektroniske Linn drums, var han ikke rigtig lykkelig. Podcasten kommer omkring forskellige vendepunkter i Jacobys karriere, skelsættende samarbejder med Randi Laubek og bassisten Tony Scherr og trommeslageren Jim Keltner, der har slået på sine trommeskind for bl.a. Elvis Presley, Bob Dylan, Neil Young, John Lennon, George Harrison og Ringo Starr. Og altså Aske Jacoby.
Senest har Jacoby etableret pladeselskabet Giant Birch, der for nylig udsendte et album med Ginne Marker. Hun har netop modtaget to Carl-priser som hhv. Årets Jazzkomponist og Årets Talent.
Og så er der jo Askes egen single ’Stephen Hawking – In the Words of’.
Vært: Jan Eriksen
Producer: Peter Rubek Nielsen og Jan Eriksen