10’erne blev årtiet, hvor den digitale udvikling skabte enorme strukturelle forandringer i pladebranchen. Musikere indenfor alle genrer og subkulturer måtte indse, at pengene skulle tjenes på scenerne. Og i takt med at konkurrencen tilsvarende er blevet enorm på scenerne, har langt de fleste musikere indset, at de er nødt til at gøre sig umage hver gang; hver eneste gang. Man er ikke bedre end sit seneste job.
Op gennem 1970’erne og frem til 00’erne har jeg har været til mange koncerter med danske og internationale – ofte stærkt påvirkede – rockmusikere, der tydeligvis havde deres tanker et andet sted og i øvrigt bare skulle overstå jobbet inden næste honorar.
Jeg husker Parken ikke bare på fællessang, nej, på fælles orgastisk hjerteslag i en meget, men ikke for lang Enjoy the Silence. “Everything counts in large amounts”, synger de
Siden jeg efter en pause begyndte at anmelde meget aktivt i 2010, har jeg oplevet meget få af den type koncerter. I tilfælde, hvor det er sket, har det typisk været store internationale navne på stop på en for dem lille, kvart eller halvtom dansk sal.
Men bortset fra det. Koncentration og dedikation. Det manglede bare.
Bruce Springsteen & The E-Street Band, Roskilde Festival, 7. juli 2012
Springsteen på Roskilde Festival. Hvad der lød som opfyldelsen af en ultimativ drøm for mange, fik også lokket mig tilbage til festivalen for første gang i 17 år – efter en pause med fokus på børn, nyt job, hus/have og noget liv, der skulle leves.
Ikke at det nødvendigvis kørte hundrede procent optimalt fra begyndelsen, da The E-Street Band gik på canopy-scenen den smukke juli-aften.
Faktisk virkede Bruce selv slidt. Lyden var som altid mudret. Men med især side-man og delvis kapelmester Steven van Zandt som indpisker kom der mere gejst og spilleglæde omkring post finanskrise-numrene We Take Care of Our Own og Wrecking Ball og senere en forrygende gæsteoptræden ved The Roots.
Springsteens uforlignelige gospel på toppen af verdens bedste backingband skabte en musikalsk 3D-oplevelse. Gentagelse og genoplivning af de utallige livsøjeblikke, hvor Springsteen har leveret lyden: håbefulde eftermiddage ved stereoen, fester med spas, kærlige øjeblikke og langmodige søvnløse nattetimer.
Et af de momenter hvor myte, liv, koncert og denne Rokilde-smatter antog én karakter. The River var mig og min opvækst, jeg var lyden af Roy Bittans piano i Spirits in the Night, guitarerne var mig i Out in the Street. So to speak.
I want the heart, I want the soul. Og fik det.
Nathaniel Rateliff & The Night Sweats, Store Vega 30.03.18
Teknisk set var jeg forberedt, da Nathaniel Rateliff entrerede scenen i Stor Vega i marts 2018. Havde lyttet især til Stax-albummet Nathaniel Rateliff & The Night Sweats, som en kær ven havde præsenteret et års tid tidligere. Rateliff er en af fædrene til New Retro-bølgen; en bevægelse, hvor klassisk soul, rock og country fik et nyt afsæt i grupper som Alabama Shakes, Drive by Truckers og The Black Keys.
Teknisk set, ja. Det skulle vise sig at blive en mind blowing oplevelse, en fornemmelse af oprindelighed og autencitet i et rum, hvor fornemmelsen af tid blev ophævet. Allerede fra første øjeblik favnede Rateliffs soulfyldte vokal hele Vega uden at skygge for bandets tre blæsere, keyboardspiller, bassist, guitarist og trommeslager.
Et nummer lød som et møde mellem The Band og Ry Cooder i Ben E. Kings Stand by Me. Et andet mindede lidt om John Lennons version af Ain’t that a Shame. Et andet som Sam & Dave.
Halvanden times tidsrejse, nutid, fest og healing.
Depeche Mode, Parken, 1. juni 2017
Kan man have en æterisk musikoplevelse i verdens mindst egnede koncertarena? Ja, noget der ligner – hvis man investerer lidt af sig selv, og Depeche Mode er på plakaten.
Denne lumre juniaften var lyden på Martin Gores guitar, Dave Gahans baryton og resten af elektroensemblet så god, som den bliver i Parken.
Efter et udlæg med titelnummeret fra DM’s seneste dystopiske album Spirit og et vendepunkt i A Pain That I’m Used to ramte den engelske trio og deres to faste liveband-medlemmer det ’wouuch’, der har gjort dem til verdens mest forunderligt magiske stadionrockband. Med en portefølje af sange, hvor introverte, eksistentielle tekster konstant udfoldes i ekstrovert iscenesættelse. Når det klaustrofobiske lydunivers på plade lukkes ud i fri luft, kommer der liv, sjæl og blod i sangene.
Jeg husker Parken ikke bare på fællessang, nej, på fælles orgastisk hjerteslag i en meget, men ikke for lang Enjoy the Silence. “Everything counts in large amounts,” synger de.
Alt talte i store mængder under denne technomesse i Parken. Følelse. Fest. Eletronisk ekstase.
Jakob Brønnum: Vinylens og cd-boksens genkomst
Selvom det har været streamingtjenesternes årti, har der også været to, lykkelige modbevægelser. Ulykken består i at streamingtjenesterne er uanvendelige til andet end flygtig musiklytten og modstøj til byens larm.
Man kan ikke trænge dybere ind i værkerne, ind i kunstnerne og ind i musiksamlingerne gennem de digitale brugerflader, for de tillader kun vanskeligt at man opholder sig på forbrugets overflade: Blandt de nyeste, de mest hørte, det, maskinen og annoncørerne vurderer passer til det andet, du hørte.
En hel del af Dylans åbenlyst hashomtågede akustiske numre er frygtindgydende gode. Hvert øjeblik er musikhistorie
Lykken består i, at de to modbevægelser er vinylalbummenes genkomst og de store cd-bokses fremkomst. Lyden på vinyl (2400 MB/s) og på CD (1400 MB/s) er langt bedre end i de digitale lydrum, hvor den er 320 MB/s eller oftest 128 MB/s og både vinylformatet med de store omslag og CD-boksene med det store overblik over en kunstner eller en genre, lægger mange flere lag ind i musikoplevelsen.
Der er udgivet så overvældende mange bokse, at det næsten ikke er til at udvælge de bedste. Her er tre bud på det sublime.
Bob Dylan: The 1966 Live Recordings (36 cd, 2016)
Da KB-Hallen brændte i 2011, tænkte jeg, ”nå, nu finder vi aldrig ud af, hvad setlisten var ved koncerten 1. juni 1966,” for det var det eneste sted, der kunne ligge en optagelse. Ingen kunne tilsyneladende huske den og den manglede på de vigtige sites. Hidtil havde vi kun haft ‘Ballad of a Thin Man’, en enkelt sang, som har cirkuleret på diverse uofficielle optagelser.
Da Dylan i 2016 udsendte den mirakuløse 36 cd-box, The 1966 Live Recordings, med samtlige koncerter fra turnéen, der afslutter Dylans første store periode med et års pause efter det lille motorcykeluheld i august, måtte jeg tænke om igen. Egentlig var formålet at hævde sin copyright til koncertoptagelserne, 50 år efter, hvor den ville udløbe.
Han lå selv inde med et soundboard af 2. sæt af koncerten, der som alle de andre har to sæt, med et akustisk og et med The Band. Enkelte af de 23 koncerter havde man ikke, man har ”lånt” nogle af de publikumsindspilninger, der findes af 95% af Dylans koncerter. En hel del af Dylans åbenlyst hashomtågede akustiske numre er frygtindgydende gode. Hvert øjeblik er musikhistorie.
Celibidache – The Münich Years (49 cd, 2018)
I årene inden og umiddelbart efter den rumænske dirigent Sergio Celibidache døde i 1996, udsendte både Deutsche Grammofon og EMI fabelagtig gode indspilninger, med henholdsvis Stuttgart og Münchens symfoniorkester.
Særligt EMI’s indspilninger af stort set hele standardrepertoiret indenfor symfonier og korværker er helt enestående i deres dybe zen-influerede åndedræt, der gør de fleste af opførelserne langsommere og derved længere end nogensinde før hørt, i flere tilfælde 15-20% længere.
Det er mageløst. Celibidache ville i store dele af karrieren ikke udsende sine opførelser, fordi ”man ikke skulle få den transcendentale musikoplevelse udenfor koncertsalen.” Men det fik vi nu. EMI’s liveindspilninger var hundedyre i begyndelsen, men i fjor kom de på Warner i en samlet boks, 49 cd til under 500 kr.
3 Beethoven – The Complete Works (80 cd, 2017-2019)
Indimellem kan man se Beethovens samlede værker beskrevet som ”complete discography”, og det er noget sludder, på flere niveauer. For det første er den klassiske musik kendetegnet ved, at det er fortolkerens diskografi, der er tale om. Det er et kunstværk i nodeform i nye versioner, hver eneste gang der kommer en ny indspilning af et kendt værk, og derfor kan man aldrig nå en ”complete discography” .
For det andet handler de samlede værker som regel om, at det er lykkedes pladeselskabet at støve perifere værker op, som meget sjældent indspilles eller opføres. Ingen af de fire udgaver af de samlede værker, af Beethoven, der er på markedet lige for tiden op til Beethovens 250 års dag i 2020 er helt komplette. Der er altid mindre ting, man ikke fik med.
De er alle sammen på omkring 80 CD’er. De findes på Warner, Brilliant Classics og Naxos til omkring 80-100 euro og hyper de luxe på Deutsche Grammophon til det tredobbelte. Alle sammen forskellige kunstnere, nogle historiske, mange nyere og alle sammen nøje udvalgt for deres høje kvalitet. Brilliant og Warner er de bedste bud, alle parametre taget i betragtning. Warners er den smukkeste, Brilliants muligvis marginalt stærkere alt i alt.
Jacob Gjelstrup: Vinylpladens endelige comeback
Det blev i 10’erne at salget af vinylplader igen for alvor tog fart, og salget har været støt stigende hele årtiet fra 4.2 mio. solgte i 2010 til 16.7 mio. i 2018 alene i USA. Der er stadig langt op til de over 300 mio. solgte albums i sluthalvfjerserne, men udviklingen betyder, at interessen for det analoge medie er støt stigende.
Årtiet har budt på mange gode musikoplevelser, og det er ikke nemt at vælge de tre, man synes har været størst. De følgende tre albums er dog tre, der står ud som noget af det ypperste.
EABS – Repetitions (Letters To Krzysztof Komeda)
Det polske jazzorkester debuterede i 2017 med deres fortolkninger og dekonstruktioner af den berømte landsmand Krzysztof Komedas værker fra perioden 1962-67. Komeda, der blandt andet er kendt for at lave musik til flere Roman Polanski-film, var en af europas mest indflydelsesrige jazzmusikere, og EABS fortolker hans musik virtuost og moderne.
Albummet brillerer særligt på grund af den analoge lyd, man ellers kan savne i moderne jazz.
Katatonia – Sanctitude
Svenske Katatonia, der normalt spiller en slags doom-metal med alt, der hører den slags til, udgav i 2015 et unplugged album fra Union Chapel i London. På live-albummet fortolker bandet deres egne sange, som altså normalt bliver spillet med tungt metal-set-up, og resultatet er ikke mindre end sensationelt.
Forsanger Jonas Renkse har aldrig sunget bedre, og orkestret spiller så usandsynligt godt, at man glemmer alt om, at det er en liveindspilning.
Sanctitude er et mesterværk og på mange måder kommer man til at foretrække deres musik på denne måde.
40 Watt Sun – Wider than the sky
Det britiske band 40 Watt Sun udkom med Wider Than the Sky i 2016, og alle indadvendte typer fik deres ultimative go-to-plade.
Trioen spiller fortættet og yderst melankolsk, næsten depressivt og stærkt bevægende musik i et langsomt tempo. Vokalen og teksterne løfter værket op blandt de bedste de seneste ti år, men vær beredt på, at det skal gøre ondt før det bliver godt.
De tre album, der gjorde størst indtryk på mig i 2019, har en fællesnævner: En misantropisk grundfølelse formuleret på hver deres måde med blotlagt sensitivitet og totalt fravær af rocksmartness – for hvad er der at miste? Og dog tilført et i sidste ende afsluttende stænk af håbefuldhed på trods.
Kunst vil altid i en vis udstrækning afspejle sin tid. For øjeblikket ser den vestlige verdens rockmusikere folket foretrække ledere, der lader hånt om alt det, som rockmusik også står for: Fordomsfrihed. Frihed til bevægelse. Fællesskab. Samtale. Ordentlighed.
Lana del Rey – Norman Fucking Rockwell (album)
Siden sit gennembrud i 2011 har Lana del Rey kæmpet for at fastholde sig selv og sin kunstneriske stamina. I 2019 vendte hun tilbage med sit bedste album nogensinde.
Syngende som en ubegribelig drøm bearbejder Lana del Rey sig selv, sine dæmoner, mænd og kvinder omkring hende, sin længsel hjem mod New York, americana som kulturelt fænomen og Trumps (forhåbentlig ikke) præapokalyptiske USA.
I samarbejde med producer Jack Antonoff satte Lana del Rey sig til klaveret, skrev og spillede den ene dybe sang efter den anden, hvor singersongwriter-tradition og moderne elektronisk lyd omslutter hinanden. Og så er der jo den formidable kærlighedssang California.
Michael Kiwanuka – Kiwanuka (album)
Kiwanukas ambitiøse tredje album er en sammenhængende symfoni. Et univers, hvor det lyder, som hvis Bill Whithers sang med på et blaxploitation-album fra begyndelsen af 70’erne med hvilken som helst stenerrock-guitarist med en meget atmosfærisk fuzz-pedal. Kiwanuka er en følelsesfuld sangcyklus uden lige.
Delikate arrangementer, sværmende kor, kølige pianostykker, rockbeat og Kiwanukas distinkte croon mødes, og er rammen om Kiwanukas sange, der elegant paralleliserer hans egen historie som ugandisk-engelsk i et racistisk Muswell Hill, London med håbløshedens Brexit-England.
Love Shop – Brænder boksen med smukke ting (album)
Musikken på Love Shops Brænder boksen med smukke ting er måske endnu flottere, endnu mere billedrig end nogensinde. I sin helhed lyder albummet som en sammenhængende musikalsk rejse fra Danmark gennem Europa med udsigter til tågede landskaber af varierende grader af omsluttende mismod.
Med Jens Unmacks ekvilibristisk sikre cut-up skrivestil i centrum har Love Shop skabt et isnende flot, visionært rockalbum. Det er lykkedes Unmack og hans entourage at skabe et moderne storværk, hvor fortællinger om mennesker, liv, sociale forhold, politik, flyder sammen i et udtryk, der på den ene side kun kan være Love Shop, og på den anden lyder, som noget man ikke har hørt før.
Lauritz Korfix Schultz: Det stærke efterår
De tre bedste danske plader faldt, da lyset forsvandt og efteråret bankede døren ind. Kira Skov overgik sig selv på I Nat Blir Vi Gamle og cementerede, at sorgen har en sikker plads i disse års musik og litteratur. Blaue Blume viste, at den danske sang ikke en ung blond pige, men en eftertænksom, feminin mand, der gerne melder ud offentligt, at han kæmper med depressioner. En anden form for skrøbelighed var omdrejningspunktet for Efterklangs første dansksprogede plade, Altid sammen, der som i Emil Aarestrups digte zoomede ind på kroppens enkelte dele.
Kira Skov – I Nat Blir Vi Gamle (album)
Hvis forfatteren Naja Marie Aidt har begået den største sorglitterære bedrift de senere år med bogen Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage, der handler om tabet af sønnen Carl, så har Kira Skov begået den største lyriske sorgproces tilsat musik med I Nat Blir Vi Gamle. Kiras udtryk har fortsat melankolien som grundakkord, selv om guitaren ikke bærer mange af sangene. Det hører til sjældenhederne, at jeg tager ordet mesterværk i min mund. Det gør jeg gerne her.
Blaue Blume – Bell of Wool (album)
Er AC/DC-samlingen komplet, og ønsker man ikke at rykke ved rockdefinitionerne, skal man ikke indløse billet til Blaue Blume. Dertil er deres indtryk alt for fucking fantastisk og nyskabende. Er man derimod nysgerrig efter at vide, hvor rocken bevæger sig hen i disse år, er Bell Of Wool absolut et af de bedste steder at begynde.
Kvartetten viser med Bell of Wool, at rockmusik anno 2019 ikke er lig med selvsikker maskulinitet. Den danske sanger er i dag ikke en ung blond pige, men en eftertænksom, feminin mand, der gerne melder ud offentligt, at han kæmper med depressioner. Det gør ikke rocken mindre rocket. Det tager den et andet sted hen.
Efterklang – Altid Sammen (album)
Det er ikke kun skiftet fra engelsk til dansk vokal, der kendetegner Efterklangs Altid Sammen. Hele lydbilledet har ændret karakter til mere langsomme, viseagtige kammerballader. Her er skruet ned for hornene og op for pauserne og verslinjernes gentagelser. Det er ambitiøs skrøbelighed.
På tekstsiden er der hænder, der åbner sig, øjne der stråler og et ansigt fyldt med larver. Her kan man sågar fare vild i hår. Det er med til at tegne fragmenterede, Aarestrupske billeder af kroppen og med til at give orkestrets debut på den dansksprogede scene en helt særlig identitet. Den danske sprogdragt klæder i dén grad den skrøbelige sangfugl, forsanger Casper Clausen.
Jakob Brønnum: Det uventede gensyn
2019 har været præget af gensyn eller møder med kendte musikere og musik, der har overskredet grænserne for det forventede og som rækker ind i nyt, ukendt land eller gammelkendte områder, udforsket på nye måder
Bob Dylan (turné)
I sommer tog jeg en regnfuld dag toget hjemmefra, små to timer fra Stockholm, og fra den myldrende Centralstation tog jeg undergrundstoget videre til den gamle betonarena Globen, der er bygget til ishockeykampe og normalt afgjort virker bedre til sport end til musik.
Der var næsten ingen mennesker et par timer inden koncerten. Jeg sad og læste og arbejdede lidt på en café i det nærliggende butikscenter. Lidt senere dukkede de første, tydeligt genkendelige dylanista’er op, og snart var alting fyldt af mennesker og konkurrerende Dylansange fra caféernes og restauranternes højttalere.
Koncerten var bedre end forventet. Dylan havde nye arrangementer til klassikere som Like a Rolling Stone og flere dybt følsomme ballader. Nu forlyder det, at han har et nyt album på vej med nyt materiale, det første siden Tempest (2012). Det er også mere end forventet. Jeg troede ikke, der ville komme flere.
Bernhard Haitink (koncerter)
I foråret fejrede den hollandske dirigent Bernhard Haitink sin 90-års dag med at dirigere et af de mest ungdommelige symfoniorkestre i sin nuværende hjemby, London Symphony Orchestra.
På programmet var en 1700-tals klaverkoncert af Mozart og den store, mystiske Symfoni nr. 4 af den østrigske senromantiker Anton Bruckner fra slutningen af 1800-tallet.
Koncerten blev video-streamet af orkestret, og den var mageløst vellykket. Haitink trak Bruckner endnu mere ned i tempo, end han er i forvejen, og vi fik en minimalistisk og spirituel oplevelse ud over det sædvanlige.
Stor var overraskelsen, i hvert fald for undertegnede, da Haitink senere på sæsonen drog på landevejen med verdens bedste symfoniorkester Wiener Philharmonikerne og opførte Bruckners 7. Symfoni flere steder i Europa, bl.a. på den radiotransmitterede The Proms. Bruckners 7’er er lige det mere moden, lige det mere spirituel, lige hjemkomstagtig i stor skala, 70 minutters ren, uforglemmelig vellyd. Haitink kaldte det selv en ”farvelturné”. Lad os nu se.
Andris Nelsons/Beethoven (album)
Det var netop med Wiener Philharmonikerne, og tidens mest hyldede dirigent i den yngre generation, den lettiske Andris Nelsons, at Deutsche Grammophon valgte at indlede fejringen af Beethovens 250 år.
Der findes omkring 220 samlede indspilninger af Beethovens ni symfonier, der står som søjlerne i det klassiske symfoni-repertoire. De fordeler sig over mange forskellige musikopfattelser og fortolkninger. Og nogle er også rent teknisk bedre end andre.
Nogle af dem er helt specielt slidstærke og afgiver noget andet end de gjorde, forrige gang man kom forbi dem, fordi de handler om en søgen og en kunstnerisk vilje til at lade kunsten være eksistentielle udsagn om virkeligheden.
Det gælder f. eks. Karajans indspilninger med Berliner Philharmonikerne i 1960’erne (de indspillede dem også de to følgende tiår), og Bruno Walters indspilning med Columbia Symphony Orchestra fra omkring 1960 og Leonard Bernsteins Beethoven-cyklus med Wiener Philharmonikernes fra 1970’erne. For mig hører Andris Nelsons indspilninger, der udkom i september, med i det selskab.
Frederik Bové: 2019 – solidt uden de store overraskelser
Det sidste år i dette årti føltes en lille smule udmattet. Ikke de store overraskelser, ikke så mange nye lyde, nye navne, nye idéer. Men mange solide plader fra nær og fjern. Forhåbentlig en lille pause, inden det nye årti vælter os bagover med energiske påhit.
Matana Roberts – COIN COIN Chapter 4 – Memphis (album)
Nærmest indbegrebet af solidt. Matana Roberts fjerde kapitel i hendes slægtskrønike fortalt via eksperimenterende jazz var måske det første kapitel, der ikke brød alle grænser. I stedet lyder det, som om hun nu har fået etableret sin helt egen genre, en art freejazz / gospel / sample-soundscape / spoken word hybrid. Men for faen hvor er det godt. Hendes projekt er ikke bare en stribe gode albums, det er musikalsk kunst på Pulitzer / Sonning niveau. Memphis er måske ikke det bedste kapitel.
Liturgy – HAQQ (album)
For ti år siden skrev en ung mand ved navn Hunter Hunt-Hendrix et manifest om ‘transcendental black metal’. Det fik han mange hug for. Så forsøgte han at vise sine idéer musikalsk. Det var interessant, men det gav aldrig rigtig helt mening. Før nu. Med HAQQ får Hunt-Hendrix endelig idéerne om det affirmative ‘burst beat’ og dets kamp mod det haptiske tomrum til at give bare den mindste smule mening. Som en art black metal / kosmisk jazz hybrid, Darkthrone møder Alice Coltrane. Det må være den black metal-plade i verden med mest harpe og mest xylofon. Transcenderende ekstatisk. Mesterværk.
Samthing Soweto – Isphithiphithi (album)
Ok, lidt nye ting fik jeg hørt. Sydafrikansk house er f.eks en ret ny genre, der konstant udvikler sig. Samthing Soweto var vokalist på mega-hittet Akanamali – som jeg for nylig hørte til sydafrikansk aften i Cinemateket, og folk gav den los! – og hans soloalbum er en blanding af mange genrer. House, pop, jazz, caribiske rytmer. Virkelig en særlig hybrid, men også et helstøbt album, der begynder nogenlunde afdæmpet og introspektivt, og slutter med årets single: Akulaleki.
Jacob Gjelstrup: 13 års ulidelig venten endelig forbi
De sidste ti år har rygterne svirret om, at det amerikanske metalband Tool endelig skulle udgive efterfølgeren til succesalbummet 10.000 days. Rygterne var vedholdende, men manifesterede sig dog først i virkelighed for relativt kort tid siden, hvor bandet endelig afslørede, at de arbejdede på deres femte studiealbum. Og så i sommeren i år stod det fast, at Fear Inoculum var klar til udgivelse 30. august. Resten af bandets musik blev også endelig tilgængelig på streamingtjenesterne og ikke nok med det, så gæstede bandet tilmed Copenhell på Refshaleøen i juni. 2019 var et totalt Tool-år.
Tool – Fear Inoculum (album)
Amerikanske Tool vendte tilbage i 2019 og tretten års ventetid blev endelig forløst for bandets trofaste fanskare. Tools første fire albums er på hver sin måde en videreudvikling af et band, der lever af deres egen lyd og kompositioner, og som på alle udgivelser har været nyskabende. Således er Fear Inoculum en fin videreførelse af bandets tradition for lange sange, der bevæger sig igennem tætte lydlandskaber. Faktisk er albummet et sammenkog af alt, hvad bandet førhen har forsøgt sig med, og det når et uhørt højt niveau af musikalitet og virtuositet.
Charlie Cunningham – Permanent Way (album)
I år udgav den beskedne engelske singersongwriter Charlie Cunningham sit andet album, og på det videreførte han sin dybt poetiske og bevægende guitar- og sangstil. Cunningham, der blev uddannet flamenco-guitarist i Sevilla, forlod en spirende karriere indenfor hardcorerock, og kastede sig over en solokarriere med det fantastiske debutalbum Lines fra 2017.
I år kom opfølgeren så, og det er en endnu mere moden og determineret sangskriver, der udfolder sig med guitar og akkompagnement. Musikken er stadig indadvendt og dybt melankolsk, og sådan kan man kun håbe, det fortsætter, for det er vanvittigt besættende.
Morild – Så kom mørket… (album)
I vinter udkom det danske atmosfæriske blackmetalband Morild med deres albumdebut med den svimlende lange titel – Så Kom Mørket Og Tog Mig På Ordet En Sort Sky Af Minder I Afgørende Stunder Frosset Fast Til Mit Indre Jeg Håber Det Forsvinder Med Lyset At Dø Eller Blive Fri, og dansk metal blev umådeligt meget rigere.
Bandet spiller en knusende hård, men på samme tid skræmmende smuk blackgaze med kolossalt effektive virkemidler, der trækker store veksler på lytterens følelser. Det er brutal, skræmmende, nedbrydende og dybt fascinerende musik.
Egentlig var det ikke meningen, at denne ’anmeldelse’ skulle være skrevet. Men efter en avisartikel og nogle samtaler indenfor den seneste uges tid både i det virkelige liv og i det digitale parallelunivers endte det altså med dette.
Det begyndte, da en ven proklamerede, at han en sen nattetime i juli næste år vil bevæge sig ud til Roskilde Festivalen for at afbrænde den orange scene. Årsagen: festivalen har booket pop-kleopatraen Taylor Swift som hovednavn i 2020. Det for ham afgørende bevis på rockmusikkens død.
Nu lever den pågældende ven på diverse københavnske udskænkningssteder i søde minder om dengang, han vandaliserede Københavns mure med sin spraydåse og kunne synge indtil flere Clash-sange udenad – og derfor stik imod al sund fornuft og logik tiltrak sig en del unge kvinders opmærksomhed. Så ingen grund til at frygte ildspåsættelse fra hans side.
Kort efter læste jeg Politikens altid velskrivende Eriks Jensens reportage/interview med Dan Baird, tidligere leder af sydstatsrockbandet Georgia Satellites.
Man kan diskutere om, der var noget nyt i punk og senere Nirvana og grunge, men det er en kendsgerning, at de strithårede englændere og de langhårede fra Seattle (og den nye Heavy Metal-scene) rebootede rock’n’roll, der i 80’erne var på vej til at udvikle sig til en kennel fyldt med bjæffende, liderlige hanhunde med puddelhundehår.
Anledningen er, at Baird efter en lang og glorværdig karriere har valgt at hale sydstatsflaget ned, stoppe som musiker, lade rocken rulle sin egen sø og i øvrigt, sympatisk nok, tage sig at sin syge kone.
”Er rocken død?”, bliver der spurgt i artiklen. En anmeldelse af The Whos nye album her på POV og arbejdet med en Mediano Music-podcast om Nirvana har igen bragt samme spørgsmål på bane.
Som det i øvrigt er gjort en fantasillion gange, siden Elvis Presley d. 22. september 1958 boardede U.S.S. Randall ved kajen i Brooklyn for at lade sig indrullere i den amerikanske hær.
Lyden af oprør og frihed
Rockmusik som lyden af oprør og frihed; som en bevægelse, definerende for en generations tale, tanke, livsstil, ja som politisk og filosofisk manifest med verdenspoltiske konsekvenser – med udgangspunkt i Memphis i 50’erne knopskydende sig frem mod begyndelsen af 70’erne.
Nej, noget tilsvarende kommer næppe til at ske igen med traditionel rock’n’roll. Og hvorfor skulle det også det? It was what it was – for at låne fra Scorseses nye Netflix-film. Den udødelige musik står tilbage på vinyler, cd’ere og i cyberspace. Historiebøgerne bugner med dokumentation.
Siden har rockmusikken deformeret og formeret sig ud i et hav af mutationer. Det er svært at se Prince som andet end en (stor) gevinst for rockmusikken. For nu bare at tage et eksempel.
Man kan diskutere, om der var noget nyt i punk og senere Nirvana og grunge, men det er en kendsgerning, at de strithårede englændere og de langhårede fra Seattle (og den nye Heavy Metal-scene) rebootede rock’n’roll, der i 80’erne var på vej til at udvikle sig til en kennel fyldt med bjæffende, liderlige hanhunde med puddelhundehår.
I USA vrimler det med bands og genrer, der fornyr, udvikler rockmusikken. De senere år har jeg set store koncerter med Jason Isbell, Nathaniel Rateliff, Tedeschi Trucks Band og gamle Neil Young, der alle har vist, at rocken lever i bedste velgående.
Med toneangivende navne som The National, Arctic Monkeys, Franz Ferdinand, White Stripes, Kings of Leon har indierocken tegnet en ny rock-bølge op gennem 00’erne og frem til nu. Like it or not. De bedste af disse bands har med stor succes formået at forene tromme, bas, guitar og elektronik med indadvendthed i et nyt ekstrovert rockudtryk.
I USA vrimler det med bands og genrer, der fornyr, udvikler rockmusikken. De senere år har jeg set store koncerter med Jason Isbell, Nathaniel Rateliff, Tedeschi Trucks Band og gamle Neil Young, der alle har vist, at rocken lever i bedste velgående.
Diverse rockbands fylder danske koncertarenaer. Til næste år optræder Dizzy Mizz Lizzy/Psyched Up Janis, Kashmir og D-A-D for udsolgte huse i landets arenaer.
Nu skal der ikke nødvendigvis så meget til for at kunne kalde sig yngre end mig, men jeg har set ret mange unge mennesker til koncerter med AC/DC, Metallica og Volbeat. Tag en tur i rockklubben High Voltage og lad dig blæse igennem af unge hardrockbands. Og ja, så er der jo Copenhell.
Fortsæt selv.
Sandmen satte hotellet i brand
At tale om en åbenbaring vil være et meget stort ord. Men livsbekræftende var det, da jeg for nylig gik omkring spillestedet Hotel Cecil for at tjekke The Sandmen, der tidligere i år udgav albummet Himmelstormer. Deres niende studiealbum siden 1987.
Hvis rockmusikken er død, er nyheden undskyld mig, fandeme ikke nået frem til Allan Vegenfeldt, Michael Illo Rasmussen og Stefan Moulvad.
Første nummer Himmelstormer satte brand i lokalet. Som guitarist Stefan Moulvad selv har sagt, havde han Fripp-plektaret fremme, da nummeret blev indspillet. Underforstået – der er en vis inspiration fra guitarist Robert Fripps spil på David Bowies Heroes.
Hvis rockmusikken er død, er nyheden undskyld mig, fandeme ikke nået frem til Allan Vegenfeldt, Michael Illo Rasmussen og Stefan Moulvad
I parløb med den anden faste guitarist Jarno Varsted skabte Moulvad en vaklende Berlinmur af svimlende sustain ovenpå Michael Rasmussens og bassist Jens Heins funky sway, og med Allan Vegenfeldt på lige dele karma og karisma lød det så godt, at jeg frygtede, at det ville vise sig at være en koncertart på en alt for høj node.
Hvilket det tydede på ville blive bekræftet i det manifestagtige Lys og kærlighed, der sin trodsighed til trods var lovlig tæt på at gå i stå.
Men så er – og var der i Hotel Cecil – jo den gamle Sandmen-standard Long Leg Sally, hvor man igen fornemmede dette særlige The Sandmen swagger. Med Vegenfeldt som det naturlige fixpunkt midt på scenen.
Efter små tre kvarters tonstung rock kom balladen Kærligheden flyder med Moulvads guitar summende i baggrunden. Med sin cinematiske lyd stod det nummer som en nåletræsfrisk udluftning i et ellers tungt udtryk, så tæt af det indimellem truede med at efterlade mig lettere konfus. Det samme med den nye københavnersang Fuldmåne, der emmer af medfølelse og solidaritet, der vender nedad.
I det hele taget er der en del eksperimenter med elektronikken på det nye album. Dette blip-båt er ikke lige vellydende – noget virker lovlig so en Ding müssen wir auch haben-agtigt.
Men Allan Vegenfeldt synger om uniformer og hagekors. Han synger “jeg er så gaden igen” – med Rolling Stones-kor ala Sympathy for the Devil – han sang det 13 år gamle Bombing for Peace med potent vrede, der rent faktisk lyder af den indignation, teksten hævder.
Og denne aften med en version af White Trash Red Front, der første gang jeg hørte det i 2006 lød som et altmodisch blast fra 70erne. Meget er sket omkring og sikkert også inde i denne anmelder siden. Den røde front skylder stadig at bevise, at den er i stand til at skabe større social retfærdighed og ikke mindst frihed i verden end den blå – men vreden og opråbet er forståelige som reaktion på håbløshed i en verden med daglige nyhedsopdateringer om konsekvenserne af grådighedens frie spil og et ur der smelter ned mod klimakollaps. Vegenfeldts vrede er identificerbar.
The Sandmen er set optræde ret så indadvendte ved koncerter. For mit vedkommende sidst for ti års tid siden. Som et band famlende efter en udviklingsmulighed. De synes at have fundet sig selv.
Med andre ord: en særdeles opmuntrende aften med The Sandmen. Ikke noget med Ole Lukøje for rockmusikken her.
Det vilde ved The Sandmen, som de lød denne decemberaften, i 2019 er, at disse midaldrende mænd og deres to håndgangne mænd formulerer sig, så det virker gennemtroværdigt.
Stefan Moulvads guitar fabulerer, med psykedelisk eller glamlyd, monsterstøjende eller med et støvet country-ekko som i den uundgåelige version af udødelige 5 Minutes Past Loneliness. Eller den lyder som et uægte barn af Dave Davies’ og Pete Townsends’ guitarer. De af dem, der ikke blev smadret mod hhv. storebror Ray eller scenegulvet.
Med andre ord: en særdeles opmuntrende aften med The Sandmen. Ikke noget med Ole Lukøje for rockmusikken her.
Så det er med en venlig tanke til titlen på mit yndlings-punkopsamlingsalbum Punk Dead – Nah Mate, The Smell Is Jus Summink In Yer Underpants Innit?
Er rocken død? Næh, det er sikkert bare lugten af Taylor Swifts Wonderstruck Eau de Parfume, du fornemmer.
Lur mig om ikke den særlige, heldigvis ubeskrivelige lugt af Roskilde Festival ender med at drive også den væk.
MUSIK – I år har The Beatles-albummet The Album (Det Hvide Album/Dobbeltalbum) 50 års jubilæum. Forleden spillede Paul McCartney blandt andet den udødelige klassiker Blackbird fra dette album på sin akustiske guitar. Et møde med en kvinde, der blandt andet kom gennem en svær livsfase ved at lytte til denne sang, har fået mig til at skrive historien om Paul McCartneys sang om solsorten. Eddie Michel, eddiemichel.com, har skudt de flotte fotos.
Stående øverst på en hævet scene sang Paul McCartney forleden Blackbird, som han formentlig har gjort ved samtlige koncerter siden sit live-comeback i 2002.
Som det fremgår af dette YouTube-klip fra koncerten i Royal Arena fredag aften, er der med årene kommet lidt rust på McCartneys stemme. Men den 50 års jubilerende sang lever i bedste velgående.
Blackbird optrådte første gang side 2 på The Album (Det Hvide Album/Dobbeltalbum), og er i dag en af de mest populære The Beatles-sange. For eksempel er det den syvendemest spillede Beatles-sang på Spotify. Næsten 82 mio. afspilninger.
Hvorfor? Det er fristende at svare med klichéen: Vidste jeg det, ville jeg være god for 7 mia. kr., ligesom Sir Paul.
Men der er ingen tvivl om, at McCartneys fine tekst – en af hans bedste overhovedet – kombineret med en raffineret melodi, brilliant guitarspil og sangens samlede håbefulde udtryk er en væsentlig del af forklaringen.
Præcis som i Jyske Bank Boxen i Herning i juni 2016 introducerede McCartney sangen med en lille anekdote om dengang i 1968, hvor borgerrettighedsbevægelsen i USA generelt inspirerede ham.
Det er ofte sagt – dog så vidt vides ikke af McCartney selv – at sangen skulle være direkte inspireret af mordet på Martin Luther King Jnr 4. april 1968. Teoretisk set er det muligt.
Solsortens rejse
Blackbird er dobbelt aktuel i disse dage, hvor 50-årsjubilæet for The Album fejres med udsendelsen af en ny version, hvor man som supplement til remixede versioner af de mange sange kan lytte til mere eller mindre akustiske Esher-versioner af blandt andre Back in the USSR og Julia.
Disse rå demoer blev indspillet i George Harrisons hus i Esher i Surrey, England, i maj måned 1968 som oplæg til de senere pladeindspilninger i studiet i Abbey Road. Både John Lennon og lydteknikeren Geoff Emmerick, der var til stede i Esher, har sagt, at The Beatles allerede var gået i opløsning på det tidspunkt. Men der er nu påfaldende meget gruppe esprit over disse upolerede indspilninger.
Udover lidt veloplagt MacCartney-kvidr lyder Esher demo-versionen af Blackbird i bund og grund ikke så meget anderledes end den kendte pladeversion.
Der findes flere mere eller mindre modstridende versioner af historien om sangens oprindelse.
I maj 1968 var The Beatles næsten lige kommet hjem efter rejsen i februar/marts til Rishikesh i Indien, hvor de genoptog deres kursus i Transcendental Meditation, omgivet af venner og andre kunstnere. De måtte forlade det første kursus på grund af manager Brian Epsteins selvmord.
Ringo Starr forlod allerede campen i det nordlige Indien efter en uges tid. Han var træt af karry, har han senere sagt. McCartney rejste senere i marts, mens John Lennon og George Harrison angiveligt forlod lejren i protest mod guru Maharishi Mahesh Yogis meget verdslige, grænseoverskridende interesse i skuespilleren Mia Farrow.
En del af den struktur er en speciel harmonisk ting mellem melodien og basgangen, som fascinerede mig. Bach var altid en af vores foretrukne komponister; vi følte at vi havde en masse til fælles med ham
Melodien til Blackbird havde længe ligget som en løs skitse, inspireret af nogle timer i guitarspil, som McCartney og George Harrison tog som drenge. Dengang forsøgte de at lære at spille Johann Sebastian Bachs Bourrée i E Minor for at vise folk, at ”vi ikke var så dumme, som vi så ud til,” som McCartney sagde i 2005 under en studiekoncert i Abbey Road – Chaos and Creation at Abbey Road.
”En del af den struktur er en speciel harmonisk ting mellem melodien og basgangen, som fascinerede mig. Bach var altid en af vores foretrukne komponister; vi følte at vi havde en masse til fælles med ham,” siger McCartney i sin selvbiografi Many Years From Now.
”Jeg udviklede melodien på guitar baseret på Bach-stykket og tog den et andet sted hen, til et andet niveau. Jeg indpassede ordene,” siger han også
Fra Bach til Beatles, melodisk set. Det ligger fast. Men hvor blev den så komponeret færdig?
Ifølge den ene version vågnede McCartney tidligt en morgen til lyden af solsortesang under The Beatles rejse til Rishikesh, hvorefter han hentede sin guitar for at transkribere fuglesangen. Det har McCartney blandt andet fortalt forfatteren Hunter Davies.
Ifølge den anden version blev melodien skrevet kort efter hjemkomsten til Storbritannien, hvor McCartney var søgt i skrively i Kintyre i Skotland.
Der findes sågar en tredje version, gående ud på at den blev skrevet under en forretningsrejse i USA. Det var i de forholdsvis glade dage, hvor især McCartney var drivkraften bag pladeselskabet Apple.
DER ER MED ÅRENE KOMMET LIDT RUST PÅ MCCARTNEYS STEMME. MEN DEN 50 ÅRS JUBILERENDE SANG LEVER I BEDSTE VELGÅENDE. Foto: Eddie Michel/eddiemichel.com
Den sorte kvinde
Hvad med teksten? Den autoriserede forklaring handler altså om inspiration fra den bevægelse, der skulle kulminere, da USA valgte sin første sorte præsident i 2008.
”Jeg havde i tankerne en sort kvinde, snarere end en fugl. Det var i perioden med borgerrettighedsbevægelsen, som vi alle talte lidenskabeligt om. Så det var virkelig en sang fra mig til en sort kvinde, der oplever disse problemer i staterne: “Lad mig opmuntre dig til at fortsætte med at forsøge at fastholde din tro, der er håb”. Som det ofte er tilfældet med mine sange synger jeg i et billede, snarere end specifikt at sige, “sort kvinde, der bor i Little Rock”,” sagde McCartney i 2004 i et interview på Rolling College i Florida.
Under McCartneys “Driving USA”-turné samme år introducerede han sangen ved at forklare, at udtrykket “fugl” var britisk slang for “pige”.
McCartney erkendte en gang, at sangen også kunne være inspireret af den libanesisk-amerikanske digter Khalil Gibran, der var temmelig hot i den intellektuelle del af Swinging London i de dage. Linjen ’Take these broken wings and learn to fly’ er central, nærmest et omdrejningspunktet i Gibrans lyriske roman Broken Wings.
McCartney fortalte i et interview i 2013 i London med blandt andre overtegnede, at hans yndlingsfritidsbeskæftigelse er at læse digte. Hele underetagen i hans hus i London, der i øvrigt ligger få minutters gang fra Abbey Road-studierne, er indrettet som lyrikbibliotek, fortalte han også. Det var blandt andet her han fandt sjælero efter den meget omtalte – og dyre – skilsmisse fra Heather Mills.
Broken wings
Som noget usædvanligt for en mandlig forfatter i 1912 handler Gibrans roman om kvinders manglende rettigheder i Mellemøsten. Mon ikke det blandt andet forklarer dens fornyede popularitet i en periode, hvor alle normer og konventioner var i bevægelse i retning af større individuel frihed.
I dag bruges udtrykket ”Take these broken wings” ofte af terapeuter som udtryk for processen at komme videre efter et sammenbrud eller andre nedbrydende oplevelser.
Og måske var det den linje John Lennon tænkte på, da han i et interview med Playboy Magazine i 1980 sagde:
“Jeg gav Paul en linje til den sang (Blackbird), en vigtig linje, men den er virkelig helt hans. Paul er god til den der guitarting. Det er John Denver også.”
Om det sidste var tænkt som en kompliment, må stå hen i det uvisse. Som bekendt er det om få dage 38 år siden, John Lennon mistede livet i New York.
Sir Paul er her stadig. Det samme er Blackbird. Håbet om forandring lever, selvom det ligesom hans vokal er mærket af tiden.
For ikke så længe siden talte jeg med en kvinde, der havde lyttet til Blackbird igen og igen hver nat, mens hun var i behandling for kræft. Den var et lyspunkt i en livsfase, som bare skulle overstås.
“Håbet, som jeg hver gang fandt i den sang – og vel også kemoen – kurerede mig,” som hun sagde med et smil.
Musikkens kraft.
Lyt evt. til denne https://www.audubon.org/news/what-beatles-song-blackbird-was-really-about
Andre sange inspireret af borgerrettighedsbevægelsen, ifølge National Public Radio:
Aaron Neville, “Hercules”
Anthony Hamilton & The Blind Boys of Alabama, “This May Be the Last Time”
Anthony Hamilton, Joss Stone, Blind Boys, Mary Mary, John Legend, “We Shall Overcome”
Aretha Franklin, “In The Upper Room”
Aretha Franklin, “Mary, Don’t You Weep”
Aretha Franklin, “Respect”
Aretha Franklin, “What A Friend We Have In Jesus”
Art Blakey & The Jazz Messengers, “The Freedom Rider”
B. King, “Why I Sing The Blues, Pt. 1”
Bebe Winans, “Lift Every Voice and Sing”
Ben Harper, “Like A King”
Bernice Johnson, “Been In The Storm So Long”
Bertha Gober, “I Told Jesus”
Betty Mae Fykes, “If You Miss Me From The Back Of The Bus”
Billie Holiday, “Strange Fruit”
The Blind Boys of Alabama, “Free At Last”
Blue Mitchell, “March on Selma”
Bob Dylan, “Blowin’ in the Wind”
Bob Dylan, “Chimes of Freedom”
Bob Dylan, “Maggie’s Farm”
Bob Dylan, “Only A Pawn in Their Game”
Bob Dylan, “The Lonesome Death of Hattie Carroll”
Bob Dylan, “The Times They Are a-Changin’”
Bob Dylan, “When The Ship Comes In”
Bob Marley, “Redemption Song”
Bruce Springsteen, “We Are Alive”
The Byrds, “Turn! Turn! Turn! (To Everything There Is a Season)”
O.R.E. Freedom Singers, “Get Your Rights, Jack”
The Carpenter Ants, “Cryin’ In The Streets”
Charlie Daniels, “The Devil Went Down To Georgia”
The Chi-Lites, “(For God’s Sake) Give More Power To The People”
Chuck Berry, “Promised Land”
Chuck D, “The Pride”
Clark Terry Quintet, “Serenade To A Bus Seat”
Cleo Kennedy, “City Called Heaven”
Common featuring Will.i.am, “A Dream”
Cordell Reagon, “Uncle Tom’s Prayer”
DADDY (Will Kimbrough & Tommy Womack), “The Ballad of Martin Luther King”
Digital Underground, “No Nose Job”
Donny Hathaway, “Someday We’ll All Be Free”
Donny Hathaway, “Thank You Master (For My Soul)”
Donny Hathaway, “Tryin’ Times”
Donny Hathaway, “To Be Young, Gifted And Black”
Emmylou Harris, “My Name Is Emmett Till”
Fannie Lou Hammer, “Go Tell It On The Mountain”
Gil Scott-Heron, “The Revolution Will Not Be Televised”
Gospel Dream, “This Little Light of Mine”
Grant Green, “The Selma March”
Guy Carawan, “We Shall Overcome”
Harlem River Drive featuring Eddie Palmieri, “Harlem River Drive”
The Harmonizing Four, “I Shall Not Be Moved”
Harry Belafonte, “Abraham, Martin and John”
Harry Belafonte, “Oh Freedom”
The Impressions, “Keep on Pushing”
The Impressions, “People Get Ready”
The Impressions, “We’re A Winner”
The Isley Brothers, “Fight The Power”
The Isley Brothers, “Get Into Something”
B. Lenoir, “Alabama Blues”
James Brown, “I Don’t Want Nobody To Give Me Nothing (Open Up The Door, I’ll Get It Myself) Pt. 1”
James Brown, “Say It Loud, I’m Black and I’m Proud”
James Horner & Sweet Honey in the Rock, “Song of Freedom”
James Horner & Sweet Honey in the Rock, “Welcome to S.N.C.C.”
Janis Ian, “Baby, I’ve Been Thinking”
Jimmy Collier & The Movement Singers (led by Diane Smith), “Will The Circle Be Unbroken”
Joan Baez, “Oh Freedom”
John Coltrane, “Alabama”
John Lee Hooker, “The Motor City Is Burning”
John Legend, “Woke Up This Morning”
John Legend, “If You’re Out There”
Joss Stone, “Eyes on the Prize”
The Jubilee Hummingbirds, “Our Freedom Song”
Jungle Brothers, “Black is Back”
Les McCann & Eddie Harris, “Compared To What”
Lizz Wright, “Walk With Me Lord”
Louisiana Red, “Ride On, Ride On”
Lynyrd Skynyrd, “Sweet Home Alabama”
Mahalia Jackson, “How I Got Over”
Mahalia Jackson, “In The Upper Room”
Mahalia Jackson, “I Will Move On Up A Little Higher”
Mahalia Jackson, “I’ve Been Buked and I’ve Been Scorned”
Mahalia Jackson, “Take My Hand, Precious Lord”
Marian Anderson, “He’s Got The Whole World In His Hands”
Marshall Jones, Matt Jones, “In The Mississippi River”
Marvin Gaye, “Wholy Holy”
Marvin Gaye, “Inner City Blues”
Marvin Gaye, “Save The Children”
Marvin Gaye, “What’s Going On”
Mary Mary, “We Shall Not Be Moved”
Mass Meeting Participants, “Freedom Now Chant”
Mass Meeting Participants, “Lord, Hold My Hand While I Run This Race”
Mavis Staples, “Down in Mississippi”
Mavis Staples, “Eyes on the Prize”
Mavis Staples, “We Shall Not Be Moved”
Max Roach with Abbey Lincoln, “Triptych: Prayer/Protest/Peace”
Neil Young, “Alabama”
Neil Young, “Southern Man”
The Neville Brothers, “Sister Rosa”
Nina Simone, “I Wish I Knew (How It Would Feel To Be Free)”
Nina Simone, “Mississippi Goddam”
Nina Simone, “Revolution”
Nina Simone, “Why? (The King of Love is Dead)”
Odetta, “One Grain of Sand”
The O’Jays, “Give the People What They Want”
Oscar Brown, “Forty Acres & A Mule”
Otis Spann, “Blues For Martin Luther King”
Parliament, “Chocolate City”
Patty Griffin, “Up To The Mountain”
Peter, Paul and Mary, “If I Had A Hammer”
Paul Simon, “So Beautiful or So What”
Pete Seeger, “This Land is Your Land”
Phil Ochs, “Too Many Martyrs”
The Pointer Sisters, “Yes We Can Can”
Public Enemy, “By The Time I Get To Arizona”
Public Enemy, “Fight The Power”
Rage Against The Machine, “Wake Up”
Rahsaan Roland Kirk, “Volunteered Slavery”
The Ramparts, “The Death of Emmett Till Pts. 1 & 2”
Ramsey Lewis, “Wade In the Water”
Ray Scott, “The Prayer”
Richie Havens, “Will The Circle Be Unbroken”
The Roots, “Ain’t Gonna Let Nobody Turn Me Round”
Sam Cooke, “A Change is Gonna Come”
Sam Cooke, “This Little Light of Mine”
Sly And The Family Stone, “Underdog”
SNCC Freedom Singers led by Cordell Reagon, “Ballad of Medgar Evers”
SNCC Freedom Singers led by Cordell Reagon, “Dog, Dog”
SNCC Freedom Singers led by Cordell Reagon, “Governor Wallace”
SNCC Freedom Singers led by Cordell Reagon, “Oginga, Odinga”
SNCC Freedom Singers led by Cordell Reagon, “We’ll Never Turn Back”
SNCC Freedom Singers led by Cordell Reagon, “Which Side Are You On”
SNCC Freedom Singers led by Cordell Reagon, “Woke Up This Morning WIth My Mind on Freedom”
Solomon Burke, “None of Us Are Free”
Sonia Sanchez, “Liberation Poem”
Sonny Charles And The Checkmates, “Black Pearl”
Sounds of Blackness, “Certainly Lord”
Sounds of Blackness, “Optimistic”
Sounds of Blackness, “Unity”
The Sojourners, “Nobody Can Turn Me Around”
The Staple Singers, “Respect Yourself”
The Staple Singers, “This Train”
The Staple Singers, “Wade In the Water”
The Staple Singers, “Why? (Am I Treated So Bad)”
The Staples Singers, “I’ll Take You There”
Steve Forbert, Jack Hardy, Jill Burkee, Mark Dann, “This Land is Your Land”
Stevie Wonder, “Living For The City”
Sweet Honey In The Rock, “Ella’s Song”
Sweet Honey In The Rock, “Freedom Train”
Syl Johnson, “Is It Because I’m Black?”
The Temptations, “Ball of Confusion (That’s What the World Is Today)”
The Temptations, “Message From A Black Man”
Three Dog Night, “Black And White”
U2, “Pride (In The Name of Love)”
Undisputed Truth, “Smiling Faces Sometimes”
VIP Mass Choir featuring John P. Kee, “Stand!”
Willie Peacock, “Calypso Freedom”
Willie Peacock, “Get On Board, Children”
Wyclef Jean, “Here’s To The State of Mississippi”
Wynton Marsalis, “From The Plantation To The Penitentiary”
ESSAY – Sidste år mistede POV Internationals Jan Eriksen sin far. Et kontoudtog fra farens bank blev katalysator for en række refleksioner over groteske oplevelser i et system, hvor kommunikationen ofte svigtede og kun få over plejeniveau oplevedes at tage ansvar. “Min søster og jeg sidder begge med en fornemmelse af at have fungeret som projektledere eller tovholdere, om man vil, i et system med utrolig mange involverede parter – egen læge, hjemmepleje, fem sygehuse, diverse team, plejehjem,” skriver han.
En onsdag eftermiddag for snart et år siden blev jeg ringet op af en sygeplejerske. Hun arbejdede på et sygehus, hvor min far var indlagt, fordi der endnu en gang var opstået problemer i forbindelse med hans sygdom.
Jeg fornemmede, at de, som situationen havde udviklet sig, lod ham ligge på stuen, fordi de ikke var trygge ved at sende ham hjem.
”Jeg har talt med din far,” sagde sygeplejersken, ”I har jo snakket om, at det kunne være rart, hvis han kunne få bevilget en aflastningsbolig på et plejehjem.”
”Ja, det talte vi om i går,” svarede jeg, ”Også med din kollega. Men det varer jo et par måneder før, han efter gældende regler kan blive visiteret, selvom han, ja… dem kan man ikke sådan få ud af regelland. Hvis jeg har forstået det ret, er det egen læge eller en af jeres læger, der skal indover.”
Også en mand – der som min far tilhørte generationen, der uden antydning af klynk bidrog til at støbe fundamentet til det velfærdssamfund, han var så stolt af – burde som den naturligste sag i verden have krav på behandling i et system, der sætter mennesket i centrum – fremfor sit eget kafkaske inerti
”Jaeh… Min rolle her er lidt … jeg er sådan en, der går lidt rundt og taler med vores patienter. Aflastningsboliger bevilger man både af hensyn til patienter og pårørende. Så hvis du og din søster…”
”Min søster og jeg taler ikke om andet.”
Få dage senere var vi i gang med flytning til en aflastningsbolig.
For første gang i min fars hastigt tiltagende sygdomsforløb, der på det tidspunkt havde varet seks måneder, fornemmede jeg en person træde ud af den daglige ’stress-sundhedsplatform-regeltyranniske’ kapsel, for med sin handling at udtrykke det usagte:
”Jeg går en ekstra mil, for din far ikke har langt igen.”
Jeg kalder hende Englen. Præcis som den hjemmehjælper, der i sin tid gjorde egen læges arbejde og sikrede, at min mor kom i behandling.
Jeg har valgt at skrive dette indlæg som en opfordring til overvejelser i det danske sundhedsvæsen. Samt for at få luft. Det er baseret på noter, jeg nedskrev i løbet af sidste år
Alle har krav på en ordentlig behandling i sundhedsvæsenet.
Også en mand – der som min far tilhørte generationen, der uden antydning af klynk bidrog til at støbe fundamentet til det velfærdssamfund, han var så stolt af – burde som den naturligste sag i verden have krav på behandling i et system, der sætter mennesket i centrum – fremfor sit eget kafkaske inerti.
Jeg har valgt at skrive dette indlæg som en opfordring til overvejelser i det danske sundhedsvæsen. Samt for at få luft. Det er baseret på noter, jeg nedskrev i løbet af sidste år.
Jeg har valgt at anonymisere teksten så meget, som overhovedet muligt. Derfor er ingen spurgt om deres opfattelse af forløbet. Det er en beskrivelse af, hvordan det blev oplevet indefra. Det er således ikke en klage over enkeltpersoner eller et forsøg på at sagsbehandle, men et forsøg på at skildre, hvordan sådan et forløb opfattes som pårørende og derved helt subjektivt.
Jeg har ikke forstand på økonomiske, strukturelle eller politiske forhold i det danske sundhedsvæsen.
Men jeg ved en smule om formulering, afsendelse og modtagelse af kommunikation; jeg bilder mig ind, at jeg ved lidt om det nødvendige i at tage fagligt ansvar med, hvad det nogle gange indebærer af mod – og modstand.
Oprindelig havde jeg egentlig droppet at fortælle historien om min fars, mine og min søsters oplevelser med manglende kommunikation og ansvarsforflygtigelse i det danske sundhedssystem.
For hvad skulle det nytte? ”Se at komme videre,” som én sagde til mig for nylig.
At opkræve gebyrer af en død mand
Men så i begyndelsen af juli modtog jeg en mail fra Skifteretten med en påmindelse om, at det var på tide for mig som bobestyrer at færdiggøre boet.
Jeg henvendte mig prompte til min fars bank, der venligt sendte mig en udskrift af den af min fars konti, hvorfra de havde trukket beløb til dækning af regninger, der var blevet sendt til mig efter min fars død.
Til min overraskelse opdagede jeg, at banken havde hævet henholdsvis 40 og 50 kr. i gebyr på min afdøde fars konto, hver gang de havde betalt el- og varmeregninger. Jeg kan ikke afvise, at jeg i januar fik oplyst af banken, at gebyrerne ville blive trukket. Husker det ikke. Det var en hektisk tid.
Det er utvivlsomt i overensstemmelse med gældende love og regler. Men det er bestemt ikke i overensstemmelse med pli.
Det er ved Gud – som min far garanteret dagligt tager et spil skak og en snak om vejret og stauderne i Edens Have med – ikke i orden at opkræve gebyrer af en død mand
Lad mig indskyde, at det ikke handler om, at arven derved er blevet formindsket med næsten 400 kr. ALLE i min familie har altid opmuntret mine forældre til at bruge pengene, mens de kunne.
For sådan er vi opdraget.
Jeg taler om principper.
Det er ved Gud – som min far garanteret dagligt tager et spil skak og en snak om vejret og stauderne i Edens Have med – ikke i orden at opkræve gebyrer af en død mand.
Jo, men banken skal også tjene penge.
På døde mennesker? Som i dette tilfælde har været kunde i banken (og dens forløbere) siden sin dåb FØR krakket i Wall Street i 1929? Åbenbart.
Banker og andre store virksomheder taler om det sociale regnskab. Lad os se noget handling.
Som det næste fandt jeg det første brev, jeg modtog fra elselskabet, der servicerede min far:
”På baggrund af meddelelse i Statstidende ser vi, at du er indsat om regningsmodtager for dødsboet på forbrugsstedet …”.
En helt kort sætning, hvori ordet ’kondolerer’ indgår ville være på sin plads. Menneskeliggøre processen. Det sociale regnskab igen.
Du har kræft
Det begyndte en januardag i 2017. Min far ringede til min søster. Smerterne var blevet for store. Det lykkes hende at overtale ham til at tage en taxa til lægehuset, hvor en læge hurtigt sendte ham på sygehuset. Vi havde haft vores anelser, men min far mente ikke, at det var så slemt med det, der rørte sig i hans mave. Ikke noget at klynke over.
Min søster tog toget til sygehuset. Ud på aftenen kom en stresset læge susende ind på stuen og forkyndte meget kortfattet, at min far havde kræft. Væk var lægen igen. Uden at sikre sig at min far havde forstået budskabet, eventuelt ved hjælp af den tilstedeværende sygeplejerske, der talte flydende dansk.
Der må være nogle regler i sygehusvæsenet om, hvordan det budskab leveres. For eksempel med en præcisering af, hvilken kræftform, der er tale om. Hvad der nu skal ske.
En grotesk oplevelse.
Min elskede søster er ikke typen, der råber højt. Men hun kan tale tydeligt. Det gjorde hun overfor sygeplejersken, der var unødig markant i forsvarsposition. ”Vi taler med jeres far.” Jo, men som det fremgik af journalen havde vores far svært ved at erkende, hvad der var ved at ske med ham. Derfor: Tal med pårørende
Det skal siges, at sygehuset meget hurtigt fik arrangeret hjemmehjælp til min far.
Kort efter var han igen indlagt på samme sygehus. Som dog hurtigt sendte ham videre til et andet af regionens sygehuse, der er specialiseret i den ene af hans sygdomme.
Samme dag ringede jeg til det første sygehus og spurgte, om han ville komme tilbage til dem. For så ville jeg komme på besøg fredag. ”Ja, det gør han,” svarede plejeren efter at have tjekket journalen. ”Det vil glæde din far”.
I løbet af dagen besluttede jeg mig for at spørge min søster, om hun ville med ud at besøge ham på det andet sygehus. Det ville hun gerne. Der opdagede vi, at de havde tænkt sig at sende ham hjem til hans eget hus samme aften.
Ifølge lægen var der ikke noget galt.
Min elskede søster er ikke typen, der råber højt. Men hun kan tale tydeligt. Det gjorde hun overfor sygeplejersken, der var unødig markant i forsvarsposition. ”Vi taler med jeres far.” Jo, men som det fremgik af journalen havde vores far svært ved at erkende, hvad der var ved at ske med ham. Derfor: Tal med pårørende.
Igen og igen viste der sig total mangel på kommunikation mellem de forskellige enheder. Nogle gange internt på sygehuset. Mest mellem de forskellige hospitaler. Der blev skrevet et hav af gule huskesedler undervejs. Gad vide, hvad der blev af dem?
Også hun var sikkert stresset. Og har sikkert haft sine oplevelser med pårørende. Men igen kommunikationen. Hvorfor ikke lytte?
Det lykkedes at få udsat min fars hjemsendelse til næste dag.
Hvis vi ikke spontant var kommet forbi den aften, ville vores far være sendt tilbage til et hus, hvor varmen i øvrigt var gået. Hvilket jeg, indrømmet, ikke kan laste sygehusvæsenet.
Men igen: Det stod højt og tydeligt i journalen, at pårørende skulle kontaktes i forbindelse med hjemsendelse. I det hele taget efter operative indgreb og lignende.
Igen og igen viste der sig total mangel på kommunikation mellem de forskellige enheder. Nogle gange internt på sygehuset. Mest mellem de forskellige hospitaler. Der blev skrevet et hav af gule huskesedler undervejs. Gad vide, hvad der blev af dem?
Det skal vi overhovedet ikke have noget med at gøre
Som andre mænd i sin generation var min far en stolt og ærekær mand, der havde svært ved at erkende, at han var blevet syg. På den anden side havde han, fortalte han, et stykke tid drømt om at flytte ind i nærheden af sine tre børn. Han var blevet gode venner med min svigerfar, der har foretaget et lignende spring.
Nogle af højdepunkterne i min fars sene liv var, når de to gamle mænd spillede whist sammen. Også selvom de havde lidt svært ved at se kortene. Til gengæld virkede den selektive hørelse udmærket.
For at kunne få en ældre- eller endnu bedre plejebolig i nærheden af os, skulle min far visiteres, som det hedder. En morgen i februar ringede jeg til min fars læge. Og sagde nogenlunde sådan her:
”Jeg har læst med hensyn til reglerne om visitation til ældrebolig, at det blandt andet kan ske ved anbefaling fra egen læge. Det er sådan og sådan fat med min far, som I ved.”
Visitator lovede at ringe til mig og skrive til min far, når hun ville kunne mødes med os efter de elleve uger, som reglerne foreskriver. Ingen af delene skete. Min far modtog aldrig et brev
Jeg hørte nogen råbe i baggrunden: ”Det skal vi overhovedet ikke have noget med at gøre.”
”Hvem Fanden skal jeg så tale med? Jeg vil bare gerne vide, hvordan man gør,” spurgte jeg ophidset den stakkels lægestuderende, som det vist var.
”Ring til sygehuset,” sagde hun.
”Mine forældre er kommet hos jer siden 80’erne. I kan i det mindste tale med mig om det,” nærmest råbte jeg.
”Ring til sygehuset,” gentog hun. Det var tydeligt, at hun havde det skidt med situationen. Så jeg besluttede at gå den anden vej.
Burde jeg være redet på vredens bølge – opsøgt lægerne for at tale med dem? Tjah. Det skete aldrig.
Det lykkedes at få skabt kontakt til visitationen i kommunen.
Visitator lovede at ringe til mig og skrive til min far, når hun ville kunne mødes med os efter de elleve uger, som reglerne foreskriver. Ingen af delene skete. Min far modtog aldrig et brev. Pludselig en dag stod hun i min fars hus. Som forudset fik den stolte mand fremstillet sig selv på en måde, så det blev sagt nej til visitation.
Ikke fordi han ikke ønskede den, men fordi han ikke kunne få det over sit hjerte at fremstille sig selv som den, han i virkeligheden var. En syg mand med en sygdom i stærk fremdrift.
Sidste år lyttede jeg en del til U2’s noget oversete sang ’Sometimes You Can’t Make it on Your Own’, som Bono skrev efter sin fars død. ”Let me take some of the punches for you,” som han synger.
Under en senere samtale med den pågældende instans blev det kraftigt antydet, at min far sikkert havde smidt brevet ud uden at opdage det. På det tidspunkt var det brev groft sagt, det eneste han tænkte på.
Er det sådan, at størrelsen af det beløb, samfundet sparer ved ikke at bygge de fornødne ældreboliger, er lige proportional med stigningen i lønudgifter til DJØF-planlæggere inden for samme område?
Ingen tvivl om at der er et voldsomt pres på de mennesker, der arbejder i visitationssystemet. Der bliver flere og flere ældre og andre pensionister. Det er blevet sværere at blive visiteret. Der bliver skåret ned overalt. Visitatorerne møder sikkert mange pårørende med en meget klar dagsorden. Måske fordi vi ser det klarere udefra?
Men hvad forhindrede den pågældende i at tjekke journalen, hvor det meget tydeligt stod, hvor syg min far var? Hvad forhindrede visitatoren i at lægge to og to sammen i det menneskelige regnskab? Hvorfor ringede vedkommende ikke som lovet?
Er det sådan, at størrelsen af det beløb, samfundet sparer ved ikke at bygge de fornødne ældreboliger, er lige proportional med stigningen i lønudgifter til DJØF-planlæggere inden for samme område? Det var et retorisk spørgsmål. For sådan kan man selvfølgelig ikke sammenligne æbler og pærer.
Da det endelig lykkes at få iværksat en ny visitation, fandt den sted, da min far befandt sig i sin terminale fase og beboede en aflastningsbolig. Stemningen ved det møde var speciel. Han nåede at få bevilget en bolig en uge før sin død.
Den terminale fase
Ud af et tocifret antal læger mødte jeg kun to, der bekymrede sig om at kommunikere grundigt og samtidig sikrede sig, at min far, søster og jeg rent faktisk forstod, hvad der blev sagt.
For den enes vedkommende på trods eller måske på grund af en kraftig østeuropæisk accent. Ligesom hun tog ansvar og smed sin overordnede ud, da han kom brasende ind på operationsstuen, hvor hun var midt i en koloskopi. Den overordnede havde lige et hurtigt spørgsmål til vagtplanen.
Prøv at google koloskopi og forestil dig, hvordan min far oplevede den episode.
Den læge og den assisterende sygeplejerske var de første, der formulerede, at min far var i sin terminale fase. Om ikke direkte.
Indtil da var det ikke lykkedes mig at finde et svar på spørgsmålet: Hvordan defineres den terminale fase? Gæt selv, hvad der skete, da jeg spurgte hos lægen.
De talte desuden om en gruppe under regionen, der kan yde hjælp til mennesker, der befinder sig i sin terminale fase. Gæt selv, hvem kontakten skal gå igennem.
Uden illusioner ringede jeg igen til lægen. Fik som forventet ikke noget ud af det. Den unge læge havde aldrig hørt om den nævnte gruppe.
Tonen. Det var tonen, jeg kom bort fra. I min note står der citeret: ”Jo mere din far leger med, jo hurtigere går det”
Det lykkedes dog at etablere et møde med et par repræsentanter for teamet.
Min far, søster, jeg selv og to medlemmer af denne gruppe deltog i et hyggeligt møde i min fars hjem. Jeg har skrevet i en note, at mødet foregik i en god tone. Den eneste konklusion var dog, at lægen, der tydeligvis var en erfaren herre med et trænet øre for det usagte, fik forklaret min far, at nogle gange skal man bare give slip.
Derudover førte mødet til, at teamet lovede at støtte min far og følge op. Det skete i form at et enkelt telefonopkald et par uger senere.
Da jeg to gange senere ringede til den pågældende gruppe kom de i øvrigt behagelige samtaler mest til at handle om alt det, der ikke var deres ansvar. Og det var åbenbart meget.
Den anden samtale mundede dog ud i, at den, jeg talte med, ville bede én om at ringe og tale med mig om mulighederne for en aflastningsbolig. Jeg blev da også ringet op af en person, der igen fortalte mig, hvad der ikke var vedkommendes ansvar. Men fik dog fortalt, at hvis der skulle bevilges en aflastningsbolig, skulle der blandt andre egen læge indover.
Tonen. Det var tonen, jeg kom bort fra. I min note står der citeret:
”Jo mere din far leger med, jo hurtigere går det.”
”Virkelig sensitivt. Det må være noget, de lærer indimellem de mange kurser i sundhedsplatformen,” står der også.
Varme hænder og hjerter
Så er vi tilbage ved Englen.
Heldigvis er der mange som hende i systemet. Plejepersonalet bærer på fantastisk vis en enorm omsorgsbyrde. Min far mødte den ene varme hånd og hjerte efter det andet. Det samme gælder en stor del af hjemmehjælperne. Og så skal vi ikke glemme de chauffører, der kørte min far rundt mellem i alt fem hospitaler i sin region. Det blev til godt og vel 30 ture tur/retur.
Han kunne tale længe om, hvad han havde sludret med chaufføren om den dag. Det blev ikke til så meget snak ellers i løbet af dagen. Gad vide, om chaufførerne får anerkendelse for deres menneskelige indsats i systemet?
En dag i november ringede en sygeplejerske fra min fars midlertidige plejehjem til min søster.
Sygeplejersken var nærmest ulykkelig. Hun havde talt med lægen, der skulle give min far en vaccination og foretage en anden undersøgelse. Hun kunne med sin lange erfaring godt gøre det, men måtte ikke.
Tænk, hvis alle enkeltpersoner og instanser, der beskæftiger sig med mennesker i samme situation som min far, forstod, at hvert ord, hver handling, hver eneste komma eller punktum, der bliver sat, har konsekvenser for den syge og dennes pårørende
”Hvorfor er der ikke tilknyttet et par læger til hvert af de danske plejehjem?,” står der i noterne.
Lægen skulle i hvert fald ikke køre den tur på cirka 30 km fra hjembyen til plejehjemmet for at ordne det, fortalte den næsten grædefærdige sygeplejerske. Det kunne ordnes på andre måder. Og det blev det takket være en leder, der igen gik den ekstra mil. Vedkommende gik endda så langt, at hun kontaktede lægen for at dele ud af sine betragtninger om samarbejdsmodvillige privatpraktiserende læger.
Det samme forsøger jeg her.
Tænk, hvis alle enkeltpersoner og instanser, der beskæftiger sig med mennesker i samme situation som min far, forstod, at hvert ord, hver handling, hver eneste komma eller punktum, der bliver sat, har konsekvenser for den syge og dennes pårørende.
Ét ord, en enkelt forkert handling kan øge smerten, sorgen, der i selv melder sig hos den, der inderst inde ved, at han eller hun snart skal herfra.
Det handler ikke bare om handling og behandling. Det handler om tone. Det handler om respekt. Det handler om at forstå, at ingen patienter er irritationsmomenter eller distraktioner.
Det handler også om at turde kalde en skovl en skovl, fremfor at vente på, at nogle andre tør gøre det.
Det handler først og fremmest om kommunikation. Vi har oplevet mange gode samtaler med ansatte i sundhedsvæsenet. Mange gode intentioner.
Jeg anerkender desuden, at jeg kun kender til en del af historien. Der har været mange øjeblikke, hvor jeg ikke har været tilstede, hvor læger og plejepersonale givetvis har gjort en forskel for min far. Der har nok også været episoder, hvor vi i familien har virket besværlige.
Er det virkelig endt der? At den dødeligt syges pårørende må påtage sig rollerne som projektleder. Ingen af os tør tænke tanken, hvad der kunne være sket, hvis vi ikke havde gjort det
Men min søster og jeg sidder begge med en fornemmelse af at have fungeret som projektledere eller tovholdere, om man vil, i et system med utrolig mange involverede parter – egen læge, hjemmepleje, fem sygehuse, diverse team, plejehjem.
Er det virkelig endt der? At den dødeligt syges pårørende må påtage sig rollerne som projektleder. Ingen af os tør tænke tanken, hvad der kunne være sket, hvis vi ikke havde gjort det.
Min far fik en meget smuk død på plejehjemmet, omgivet af et par af sine nærmeste. Støttet af personalet på fornem vis. Dem skylder vi stor tak.
Men der var tidspunkter sidste år, hvor jeg overvejede om det danske sundhedssystem, snarere end lægeløftet, har videnskabsmanden Blaise Pascals ord fra 1670 som formålsparagraf:
”Vi er tåber, når vi fæstner lid til vore medmenneskers samfund. Elendige som vi er, magtesløse som vi er, vil de ikke hjælpe os; vi vil dø alene.”
Topillustration: Arkivfoto. Hverken kirken eller lokaliteten på billedet har relation til indholdet i artiklen
ESSAY – Sidste år mistede POV Internationals Jan Eriksen sin far. Et kontoudtog fra farens bank blev katalysator for en række refleksioner over groteske oplevelser i et system, hvor kommunikationen ofte svigtede og kun få over plejeniveau oplevedes at tage ansvar. “Min søster og jeg sidder begge med en fornemmelse af at have fungeret som projektledere eller tovholdere, om man vil, i et system med utrolig mange involverede parter – egen læge, hjemmepleje, fem sygehuse, diverse team, plejehjem,” skriver han.
En onsdag eftermiddag for snart et år siden blev jeg ringet op af en sygeplejerske. Hun arbejdede på et sygehus, hvor min far var indlagt, fordi der endnu en gang var opstået problemer i forbindelse med hans sygdom.
Jeg fornemmede, at de, som situationen havde udviklet sig, lod ham ligge på stuen, fordi de ikke var trygge ved at sende ham hjem.
”Jeg har talt med din far,” sagde sygeplejersken, ”I har jo snakket om, at det kunne være rart, hvis han kunne få bevilget en aflastningsbolig på et plejehjem.”
”Ja, det talte vi om i går,” svarede jeg, ”Også med din kollega. Men det varer jo et par måneder før, han efter gældende regler kan blive visiteret, selvom han, ja… dem kan man ikke sådan få ud af regelland. Hvis jeg har forstået det ret, er det egen læge eller en af jeres læger, der skal indover.”
Også en mand – der som min far tilhørte generationen, der uden antydning af klynk bidrog til at støbe fundamentet til det velfærdssamfund, han var så stolt af – burde som den naturligste sag i verden have krav på behandling i et system, der sætter mennesket i centrum – fremfor sit eget kafkaske inerti
”Jaeh… Min rolle her er lidt … jeg er sådan en, der går lidt rundt og taler med vores patienter. Aflastningsboliger bevilger man både af hensyn til patienter og pårørende. Så hvis du og din søster…”
”Min søster og jeg taler ikke om andet.”
Få dage senere var vi i gang med flytning til en aflastningsbolig.
For første gang i min fars hastigt tiltagende sygdomsforløb, der på det tidspunkt havde varet seks måneder, fornemmede jeg en person træde ud af den daglige ’stress-sundhedsplatform-regeltyranniske’ kapsel, for med sin handling at udtrykke det usagte:
”Jeg går en ekstra mil, for din far ikke har langt igen.”
Jeg kalder hende Englen. Præcis som den hjemmehjælper, der i sin tid gjorde egen læges arbejde og sikrede, at min mor kom i behandling.
Jeg har valgt at skrive dette indlæg som en opfordring til overvejelser i det danske sundhedsvæsen. Samt for at få luft. Det er baseret på noter, jeg nedskrev i løbet af sidste år
Alle har krav på en ordentlig behandling i sundhedsvæsenet.
Også en mand – der som min far tilhørte generationen, der uden antydning af klynk bidrog til at støbe fundamentet til det velfærdssamfund, han var så stolt af – burde som den naturligste sag i verden have krav på behandling i et system, der sætter mennesket i centrum – fremfor sit eget kafkaske inerti.
Jeg har valgt at skrive dette indlæg som en opfordring til overvejelser i det danske sundhedsvæsen. Samt for at få luft. Det er baseret på noter, jeg nedskrev i løbet af sidste år.
Jeg har valgt at anonymisere teksten så meget, som overhovedet muligt. Derfor er ingen spurgt om deres opfattelse af forløbet. Det er en beskrivelse af, hvordan det blev oplevet indefra. Det er således ikke en klage over enkeltpersoner eller et forsøg på at sagsbehandle, men et forsøg på at skildre, hvordan sådan et forløb opfattes som pårørende og derved helt subjektivt.
Jeg har ikke forstand på økonomiske, strukturelle eller politiske forhold i det danske sundhedsvæsen.
Men jeg ved en smule om formulering, afsendelse og modtagelse af kommunikation; jeg bilder mig ind, at jeg ved lidt om det nødvendige i at tage fagligt ansvar med, hvad det nogle gange indebærer af mod – og modstand.
Oprindelig havde jeg egentlig droppet at fortælle historien om min fars, mine og min søsters oplevelser med manglende kommunikation og ansvarsforflygtigelse i det danske sundhedssystem.
For hvad skulle det nytte? ”Se at komme videre,” som én sagde til mig for nylig.
At opkræve gebyrer af en død mand
Men så i begyndelsen af juli modtog jeg en mail fra Skifteretten med en påmindelse om, at det var på tide for mig som bobestyrer at færdiggøre boet.
Jeg henvendte mig prompte til min fars bank, der venligt sendte mig en udskrift af den af min fars konti, hvorfra de havde trukket beløb til dækning af regninger, der var blevet sendt til mig efter min fars død.
Til min overraskelse opdagede jeg, at banken havde hævet henholdsvis 40 og 50 kr. i gebyr på min afdøde fars konto, hver gang de havde betalt el- og varmeregninger. Jeg kan ikke afvise, at jeg i januar fik oplyst af banken, at gebyrerne ville blive trukket. Husker det ikke. Det var en hektisk tid.
Det er utvivlsomt i overensstemmelse med gældende love og regler. Men det er bestemt ikke i overensstemmelse med pli.
Det er ved Gud – som min far garanteret dagligt tager et spil skak og en snak om vejret og stauderne i Edens Have med – ikke i orden at opkræve gebyrer af en død mand
Lad mig indskyde, at det ikke handler om, at arven derved er blevet formindsket med næsten 400 kr. ALLE i min familie har altid opmuntret mine forældre til at bruge pengene, mens de kunne.
For sådan er vi opdraget.
Jeg taler om principper.
Det er ved Gud – som min far garanteret dagligt tager et spil skak og en snak om vejret og stauderne i Edens Have med – ikke i orden at opkræve gebyrer af en død mand.
Jo, men banken skal også tjene penge.
På døde mennesker? Som i dette tilfælde har været kunde i banken (og dens forløbere) siden sin dåb FØR krakket i Wall Street i 1929? Åbenbart.
Banker og andre store virksomheder taler om det sociale regnskab. Lad os se noget handling.
Som det næste fandt jeg det første brev, jeg modtog fra elselskabet, der servicerede min far:
”På baggrund af meddelelse i Statstidende ser vi, at du er indsat om regningsmodtager for dødsboet på forbrugsstedet …”.
En helt kort sætning, hvori ordet ’kondolerer’ indgår ville være på sin plads. Menneskeliggøre processen. Det sociale regnskab igen.
Du har kræft
Det begyndte en januardag i 2017. Min far ringede til min søster. Smerterne var blevet for store. Det lykkes hende at overtale ham til at tage en taxa til lægehuset, hvor en læge hurtigt sendte ham på sygehuset. Vi havde haft vores anelser, men min far mente ikke, at det var så slemt med det, der rørte sig i hans mave. Ikke noget at klynke over.
Min søster tog toget til sygehuset. Ud på aftenen kom en stresset læge susende ind på stuen og forkyndte meget kortfattet, at min far havde kræft. Væk var lægen igen. Uden at sikre sig at min far havde forstået budskabet, eventuelt ved hjælp af den tilstedeværende sygeplejerske, der talte flydende dansk.
Der må være nogle regler i sygehusvæsenet om, hvordan det budskab leveres. For eksempel med en præcisering af, hvilken kræftform, der er tale om. Hvad der nu skal ske.
En grotesk oplevelse.
Min elskede søster er ikke typen, der råber højt. Men hun kan tale tydeligt. Det gjorde hun overfor sygeplejersken, der var unødig markant i forsvarsposition. ”Vi taler med jeres far.” Jo, men som det fremgik af journalen havde vores far svært ved at erkende, hvad der var ved at ske med ham. Derfor: Tal med pårørende
Det skal siges, at sygehuset meget hurtigt fik arrangeret hjemmehjælp til min far.
Kort efter var han igen indlagt på samme sygehus. Som dog hurtigt sendte ham videre til et andet af regionens sygehuse, der er specialiseret i den ene af hans sygdomme.
Samme dag ringede jeg til det første sygehus og spurgte, om han ville komme tilbage til dem. For så ville jeg komme på besøg fredag. ”Ja, det gør han,” svarede plejeren efter at have tjekket journalen. ”Det vil glæde din far”.
I løbet af dagen besluttede jeg mig for at spørge min søster, om hun ville med ud at besøge ham på det andet sygehus. Det ville hun gerne. Der opdagede vi, at de havde tænkt sig at sende ham hjem til hans eget hus samme aften.
Ifølge lægen var der ikke noget galt.
Min elskede søster er ikke typen, der råber højt. Men hun kan tale tydeligt. Det gjorde hun overfor sygeplejersken, der var unødig markant i forsvarsposition. ”Vi taler med jeres far.” Jo, men som det fremgik af journalen havde vores far svært ved at erkende, hvad der var ved at ske med ham. Derfor: Tal med pårørende.
Igen og igen viste der sig total mangel på kommunikation mellem de forskellige enheder. Nogle gange internt på sygehuset. Mest mellem de forskellige hospitaler. Der blev skrevet et hav af gule huskesedler undervejs. Gad vide, hvad der blev af dem?
Også hun var sikkert stresset. Og har sikkert haft sine oplevelser med pårørende. Men igen kommunikationen. Hvorfor ikke lytte?
Det lykkedes at få udsat min fars hjemsendelse til næste dag.
Hvis vi ikke spontant var kommet forbi den aften, ville vores far være sendt tilbage til et hus, hvor varmen i øvrigt var gået. Hvilket jeg, indrømmet, ikke kan laste sygehusvæsenet.
Men igen: Det stod højt og tydeligt i journalen, at pårørende skulle kontaktes i forbindelse med hjemsendelse. I det hele taget efter operative indgreb og lignende.
Igen og igen viste der sig total mangel på kommunikation mellem de forskellige enheder. Nogle gange internt på sygehuset. Mest mellem de forskellige hospitaler. Der blev skrevet et hav af gule huskesedler undervejs. Gad vide, hvad der blev af dem?
Det skal vi overhovedet ikke have noget med at gøre
Som andre mænd i sin generation var min far en stolt og ærekær mand, der havde svært ved at erkende, at han var blevet syg. På den anden side havde han, fortalte han, et stykke tid drømt om at flytte ind i nærheden af sine tre børn. Han var blevet gode venner med min svigerfar, der har foretaget et lignende spring.
Nogle af højdepunkterne i min fars sene liv var, når de to gamle mænd spillede whist sammen. Også selvom de havde lidt svært ved at se kortene. Til gengæld virkede den selektive hørelse udmærket.
For at kunne få en ældre- eller endnu bedre plejebolig i nærheden af os, skulle min far visiteres, som det hedder. En morgen i februar ringede jeg til min fars læge. Og sagde nogenlunde sådan her:
”Jeg har læst med hensyn til reglerne om visitation til ældrebolig, at det blandt andet kan ske ved anbefaling fra egen læge. Det er sådan og sådan fat med min far, som I ved.”
Visitator lovede at ringe til mig og skrive til min far, når hun ville kunne mødes med os efter de elleve uger, som reglerne foreskriver. Ingen af delene skete. Min far modtog aldrig et brev
Jeg hørte nogen råbe i baggrunden: ”Det skal vi overhovedet ikke have noget med at gøre.”
”Hvem Fanden skal jeg så tale med? Jeg vil bare gerne vide, hvordan man gør,” spurgte jeg ophidset den stakkels lægestuderende, som det vist var.
”Ring til sygehuset,” sagde hun.
”Mine forældre er kommet hos jer siden 80’erne. I kan i det mindste tale med mig om det,” nærmest råbte jeg.
”Ring til sygehuset,” gentog hun. Det var tydeligt, at hun havde det skidt med situationen. Så jeg besluttede at gå den anden vej.
Burde jeg være redet på vredens bølge – opsøgt lægerne for at tale med dem? Tjah. Det skete aldrig.
Det lykkedes at få skabt kontakt til visitationen i kommunen.
Visitator lovede at ringe til mig og skrive til min far, når hun ville kunne mødes med os efter de elleve uger, som reglerne foreskriver. Ingen af delene skete. Min far modtog aldrig et brev. Pludselig en dag stod hun i min fars hus. Som forudset fik den stolte mand fremstillet sig selv på en måde, så det blev sagt nej til visitation.
Ikke fordi han ikke ønskede den, men fordi han ikke kunne få det over sit hjerte at fremstille sig selv som den, han i virkeligheden var. En syg mand med en sygdom i stærk fremdrift.
Sidste år lyttede jeg en del til U2’s noget oversete sang ’Sometimes You Can’t Make it on Your Own’, som Bono skrev efter sin fars død. ”Let me take some of the punches for you,” som han synger.
Under en senere samtale med den pågældende instans blev det kraftigt antydet, at min far sikkert havde smidt brevet ud uden at opdage det. På det tidspunkt var det brev groft sagt, det eneste han tænkte på.
Er det sådan, at størrelsen af det beløb, samfundet sparer ved ikke at bygge de fornødne ældreboliger, er lige proportional med stigningen i lønudgifter til DJØF-planlæggere inden for samme område?
Ingen tvivl om at der er et voldsomt pres på de mennesker, der arbejder i visitationssystemet. Der bliver flere og flere ældre og andre pensionister. Det er blevet sværere at blive visiteret. Der bliver skåret ned overalt. Visitatorerne møder sikkert mange pårørende med en meget klar dagsorden. Måske fordi vi ser det klarere udefra?
Men hvad forhindrede den pågældende i at tjekke journalen, hvor det meget tydeligt stod, hvor syg min far var? Hvad forhindrede visitatoren i at lægge to og to sammen i det menneskelige regnskab? Hvorfor ringede vedkommende ikke som lovet?
Er det sådan, at størrelsen af det beløb, samfundet sparer ved ikke at bygge de fornødne ældreboliger, er lige proportional med stigningen i lønudgifter til DJØF-planlæggere inden for samme område? Det var et retorisk spørgsmål. For sådan kan man selvfølgelig ikke sammenligne æbler og pærer.
Da det endelig lykkes at få iværksat en ny visitation, fandt den sted, da min far befandt sig i sin terminale fase og beboede en aflastningsbolig. Stemningen ved det møde var speciel. Han nåede at få bevilget en bolig en uge før sin død.
Den terminale fase
Ud af et tocifret antal læger mødte jeg kun to, der bekymrede sig om at kommunikere grundigt og samtidig sikrede sig, at min far, søster og jeg rent faktisk forstod, hvad der blev sagt.
For den enes vedkommende på trods eller måske på grund af en kraftig østeuropæisk accent. Ligesom hun tog ansvar og smed sin overordnede ud, da han kom brasende ind på operationsstuen, hvor hun var midt i en koloskopi. Den overordnede havde lige et hurtigt spørgsmål til vagtplanen.
Prøv at google koloskopi og forestil dig, hvordan min far oplevede den episode.
Den læge og den assisterende sygeplejerske var de første, der formulerede, at min far var i sin terminale fase. Om ikke direkte.
Indtil da var det ikke lykkedes mig at finde et svar på spørgsmålet: Hvordan defineres den terminale fase? Gæt selv, hvad der skete, da jeg spurgte hos lægen.
De talte desuden om en gruppe under regionen, der kan yde hjælp til mennesker, der befinder sig i sin terminale fase. Gæt selv, hvem kontakten skal gå igennem.
Uden illusioner ringede jeg igen til lægen. Fik som forventet ikke noget ud af det. Den unge læge havde aldrig hørt om den nævnte gruppe.
Tonen. Det var tonen, jeg kom bort fra. I min note står der citeret: ”Jo mere din far leger med, jo hurtigere går det”
Det lykkedes dog at etablere et møde med et par repræsentanter for teamet.
Min far, søster, jeg selv og to medlemmer af denne gruppe deltog i et hyggeligt møde i min fars hjem. Jeg har skrevet i en note, at mødet foregik i en god tone. Den eneste konklusion var dog, at lægen, der tydeligvis var en erfaren herre med et trænet øre for det usagte, fik forklaret min far, at nogle gange skal man bare give slip.
Derudover førte mødet til, at teamet lovede at støtte min far og følge op. Det skete i form at et enkelt telefonopkald et par uger senere.
Da jeg to gange senere ringede til den pågældende gruppe kom de i øvrigt behagelige samtaler mest til at handle om alt det, der ikke var deres ansvar. Og det var åbenbart meget.
Den anden samtale mundede dog ud i, at den, jeg talte med, ville bede én om at ringe og tale med mig om mulighederne for en aflastningsbolig. Jeg blev da også ringet op af en person, der igen fortalte mig, hvad der ikke var vedkommendes ansvar. Men fik dog fortalt, at hvis der skulle bevilges en aflastningsbolig, skulle der blandt andre egen læge indover.
Tonen. Det var tonen, jeg kom bort fra. I min note står der citeret:
”Jo mere din far leger med, jo hurtigere går det.”
”Virkelig sensitivt. Det må være noget, de lærer indimellem de mange kurser i sundhedsplatformen,” står der også.
Varme hænder og hjerter
Så er vi tilbage ved Englen.
Heldigvis er der mange som hende i systemet. Plejepersonalet bærer på fantastisk vis en enorm omsorgsbyrde. Min far mødte den ene varme hånd og hjerte efter det andet. Det samme gælder en stor del af hjemmehjælperne. Og så skal vi ikke glemme de chauffører, der kørte min far rundt mellem i alt fem hospitaler i sin region. Det blev til godt og vel 30 ture tur/retur.
Han kunne tale længe om, hvad han havde sludret med chaufføren om den dag. Det blev ikke til så meget snak ellers i løbet af dagen. Gad vide, om chaufførerne får anerkendelse for deres menneskelige indsats i systemet?
En dag i november ringede en sygeplejerske fra min fars midlertidige plejehjem til min søster.
Sygeplejersken var nærmest ulykkelig. Hun havde talt med lægen, der skulle give min far en vaccination og foretage en anden undersøgelse. Hun kunne med sin lange erfaring godt gøre det, men måtte ikke.
Tænk, hvis alle enkeltpersoner og instanser, der beskæftiger sig med mennesker i samme situation som min far, forstod, at hvert ord, hver handling, hver eneste komma eller punktum, der bliver sat, har konsekvenser for den syge og dennes pårørende
”Hvorfor er der ikke tilknyttet et par læger til hvert af de danske plejehjem?,” står der i noterne.
Lægen skulle i hvert fald ikke køre den tur på cirka 30 km fra hjembyen til plejehjemmet for at ordne det, fortalte den næsten grædefærdige sygeplejerske. Det kunne ordnes på andre måder. Og det blev det takket være en leder, der igen gik den ekstra mil. Vedkommende gik endda så langt, at hun kontaktede lægen for at dele ud af sine betragtninger om samarbejdsmodvillige privatpraktiserende læger.
Det samme forsøger jeg her.
Tænk, hvis alle enkeltpersoner og instanser, der beskæftiger sig med mennesker i samme situation som min far, forstod, at hvert ord, hver handling, hver eneste komma eller punktum, der bliver sat, har konsekvenser for den syge og dennes pårørende.
Ét ord, en enkelt forkert handling kan øge smerten, sorgen, der i selv melder sig hos den, der inderst inde ved, at han eller hun snart skal herfra.
Det handler ikke bare om handling og behandling. Det handler om tone. Det handler om respekt. Det handler om at forstå, at ingen patienter er irritationsmomenter eller distraktioner.
Det handler også om at turde kalde en skovl en skovl, fremfor at vente på, at nogle andre tør gøre det.
Det handler først og fremmest om kommunikation. Vi har oplevet mange gode samtaler med ansatte i sundhedsvæsenet. Mange gode intentioner.
Jeg anerkender desuden, at jeg kun kender til en del af historien. Der har været mange øjeblikke, hvor jeg ikke har været tilstede, hvor læger og plejepersonale givetvis har gjort en forskel for min far. Der har nok også været episoder, hvor vi i familien har virket besværlige.
Er det virkelig endt der? At den dødeligt syges pårørende må påtage sig rollerne som projektleder. Ingen af os tør tænke tanken, hvad der kunne være sket, hvis vi ikke havde gjort det
Men min søster og jeg sidder begge med en fornemmelse af at have fungeret som projektledere eller tovholdere, om man vil, i et system med utrolig mange involverede parter – egen læge, hjemmepleje, fem sygehuse, diverse team, plejehjem.
Er det virkelig endt der? At den dødeligt syges pårørende må påtage sig rollerne som projektleder. Ingen af os tør tænke tanken, hvad der kunne være sket, hvis vi ikke havde gjort det.
Min far fik en meget smuk død på plejehjemmet, omgivet af et par af sine nærmeste. Støttet af personalet på fornem vis. Dem skylder vi stor tak.
Men der var tidspunkter sidste år, hvor jeg overvejede om det danske sundhedssystem, snarere end lægeløftet, har videnskabsmanden Blaise Pascals ord fra 1670 som formålsparagraf:
”Vi er tåber, når vi fæstner lid til vore medmenneskers samfund. Elendige som vi er, magtesløse som vi er, vil de ikke hjælpe os; vi vil dø alene.”
Topillustration: Arkivfoto. Hverken kirken eller lokaliteten på billedet har relation til indholdet i artiklen
