Rapport fra en country-turne – åbenbaring i Køge

Rapport fra en country-turne – åbenbaring i Køge

af | sep 11, 2020 | Anmeldelse, Essay

‘Åbenbaring’ står der i rubrikken. Vel – et ret så kraftigt vingeslag midt i en bunke ord om en såkaldt writers round i Køge, Sjælland. Men lige der i nuet i salen i Teaterbygningen var det sådan, det føltes.

Som et glimt af et åbenlyst sangskrivertalent og en ubeskrivelig stor stemme. Og en påmindelse om, hvad livemusik kan gøre, når det griber, Covid-19, mundbind, afstand og støtteordninger ufortalt.

En enkelt turne gør næppe en bleg dansk Barbie Girl til Cow Girl – men point for at gribe den forkætrede musikgenres momentum og for forsøget. Nogen skal kaste den første sten i vandet her i landet

Åbenbaringen har et navn – Laura Oakes.

Country
FRA LAURA OAKES – BETTER IN BLUE JEANS – LIVE IN THE STUDIO.

Sangskriver Stefan Mørk er lige nu i færd med at realisere et såre sympatisk projekt. Under sine mange rejser i Nordamerika med sin kone, filmfotografen Charlotte Bruus Christensen (bl.a. Kvinden i toget og Fences) har han opbygget et stort musikernetværk – ikke mindst i countrymusikkens aorta, Nashville.

Ud af mange musikalske samarbejder opstod ideen om Nashville Nights, hvorunder en flok countrysangere tager en writers round på scenen med sange, snak og anekdoter.

Projektet blev sidste år søsat i det små med tre koncerter i Danmark. Og netop nu er Stefan Mørk og en flok sangere på en større turne i Danmark. Herunder Blue Foley og Trick Savage, der sammen med danske Arvid Nielsen medvirker på Mørks nye ep.

Fire nye country-sange, der følger dogmet om tre akkorder og sandheden. Eller sagt på en anden måde: syng om det, du har forstand på – dit eget liv. Så rammer du sikkert også andres liv.

Fine kompositioner med fornemmelse for essensen i country, rigtig flot sunget (stort set uden accent) bl.a. med hyldest til Mørks døtre og hans kone. (For at det ikke skal løgn, har Mørk en vis lighed med skuespiller og sanger Will Chase, der spiller en af hovedrollerne i tv-serien Nashville.)

Som Mørk rigtigt indledte denne Nashville Night, er countrymusikken ikke ret udbredt i Danmark – i hvert fald ikke som rendyrket genre. At der er masser indflydelse fra countrymusik i dansk pop- og rockhistorie, er noget andet.

‘Himlen åbner sig,’ står der lovlig patetisk på den analoge blog. Men et loyalt udtryk for fornemmelsen i øjeblikket. Sikken stemme. Og hvilke sange

En enkelt turne gør næppe en bleg dansk Barbie Girl til Cow Girl – men point for at gribe den forkætrede musikgenres momentum og for forsøget. Nogen skal kaste den første sten i vandet her i landet.

Noget af en type

Den allerførste sten blev i øvrigt, som bekendt, kastet af Ms. Tamra Rosanes, bless her heart, som Stefan Mørk da også med passende sydstats-respektfuldhed har inviteret med på sin turné. Hvor hun bl.a. med ildevarslende klang i sin smukke stemme sang Nightmare in American Dream fra det seneste album Divided Heart.

Hvis jeg forstod det ret, er ideen til Nashville Nights opstået mellem Mørk og spradebassen Blue Foley fra Nashville, der, som min salig far ville have sagt, er noget af en type. Munter mand med mange spontane, spøjse indfald, men på åbningsaftenen i Køge var det meget tæt på at blive for meget.

Især da helt unge og stadig urutinerede Laura Oaks skulle synge. Eller rettere sagt, det var for meget. Foley kunne godt trænge til en lille lektion i southern hospitality.

Til gengæld var hans udtryk, da Tamra fortalte om dengang, hun kurerede Kris Kristoffersens halsonde med en pastil, enormt charmerende. Kris K er for outlaw country, hvad kilden ved destilleriet i Lynchburg, Tennessee er for Jack Daniel’s.

Koncerten bestod af to afdelinger, først Stefan Mørk, unge Kaley Hill og den ældre Trick Savage. Sidstnævnte en sanger af den klassiske countryskole med sange om sydstatslivsstil og familiesammenhold  – ikke mindst øl. Han sang også sin Bible and a .44, som stjernen Ashley McBride har gjort til et stort hit.

Jeg tvivler i øvrigt på, at ham manden i dén sang er helt enig med Tamra i hendes syn på mareridtet i den amerikanske drøm. Men den blev leveret med swing.

At bruge fortællingen om faren, der hver aften går ned og låser døren, som den socialt anlagte, gæstfrie mor lader stå åben hele dagen, som metafor for deres kærlighed. Ja, det er fornemt. Og meget country. Rørende ikke som i sentimentalt, rørende fordi det er hverdagens poesi

Trick er en rutineret sanger, der forstod at bruge og udfylde sit moment på scenen med en selvfølgelighed, som når stemplerne glider ind og ud af cylindrene i en truck.

Countrymusikkens Celine Dion

En klar kontrast til helt unge Kaley Hill, som Keith Urban har kaldt countrymusikkens Celine Dion. Formidabel sangerinde med et uimodståeligt udtryk, muligvis inspireret af sangerinder som Dolly Parton, Alison Krauss og Trisha Yearwood. Hun sang bl.a. sin footstomper Money Tree med urtidskønsrollerne og Sugar Daddy-fænomenet vendt på hovedet.

Påfaldende i øvrigt hvor naturligt Stefan Mørk som sanger og sangskriver falder ind i miljøet, hvad både klang og sangene angår.

Sammen med Tamra Rosanes og Blue Foley entrerede en lidt bleg rødhåret ung kvinde scenen. Direkte fra Liverpool, der er ligeså meget nord som Nashville er syd, af alle musikbyer.

Nu kunne man selvfølgelig påpege, at den form for pop/rockmusik, man nu på 60. år især forbinder med Liverpool, bygger på de samme rødder som country – britisk folkemusik på en bund af blues og gospel.

Trods store forskelle ligner historien om unge Laura Oakes fra Mersey-flodens bredder historien om den unge skotske countrysangerinde i den aktuelle biofilm Wild Rose. Unge britiske kvinder med en fælles drøm: Nashville, Tennessee. Som Oaks sagde: “Som teenager var jeg den eneste i Liverpool, der kunne lide country.”

I samme øjeblik Oakes åbnede munden og begyndte at synge, mærkedes sanserne åbne sig i salen – og på scenen – i teaterbygningen. ‘Himlen åbner sig,’ står der lovlig patetisk på den analoge blok. Men et loyalt udtryk for fornemmelsen i øjeblikket. Sikken stemme. Og hvilke sange. Som hun selv sagde, har hun lært af Nashville at skrive med udgangspunkt i sit eget liv.

Jeg kunne godt have ønsket mig lidt mere dynamik og interaktion mellem musikerne – udover Foleys mange udbrud. Erfaringsudveksling. Råd. Kritik. Måske ligefrem en diskussion. Country er også politik. Men når det er skrevet, alligevel imponerende, at et arrangement af den type kan give så mange fede musikalske oplevelser. Nashville Nights fortjener støtte

Som i en rørende sang, hvis titel, jeg ikke fik fat i, der blev skrevet under hendes nu helbredte fars sygdom. At bruge fortællingen om faren, der hver aften går ned og låser døren, som den socialt anlagte, gæstfrie mor lader stå åben hele dagen, som metafor for deres kærlighed. Ja, det er fornemt. Og meget country. Rørende, ikke som i sentimentalt – rørende fordi det er hverdagens poesi.

Som de amerikanske musikere sagde flere gange undervejs, var de imponerede over det danske publikums lydhørhed. Korrekt, at vi vist er lidt kølige og reserverede her i landet, men vi kan give en stående applaus, når den er fortjent.

Premierekoncerten i Køge foregik tilsyneladende under en forholdsvis stram tidsplan. Jeg kunne godt have ønsket mig lidt mere dynamik og interaktion mellem musikerne – udover Foleys mange udbrud. Erfaringsudveksling. Råd. Kritik. Måske ligefrem en diskussion. Country er også politik.

Men når det er skrevet, alligevel imponerende, at et arrangement af den type kan give så mange fede musikalske oplevelser.

Nashville Nights fortjener støtte.

Stop making sense – 5 snapshots af festival-følelsen

Stop making sense – 5 snapshots af festival-følelsen

af | jul 1, 2020 | Essay

En gang interviewede jeg en læge, der havde – og vistnok stadig har – sin faste gang på Roskilde Festival, og havde haft det siden den første i 1971. Og vist endda også festivalen i 1970, der ikke regnes for en officiel Roskilde Festival.

“Den orange følelse? Den føles nogenlunde som en hærmorride,” sagde han. Det skal siges, at hans point of view udelukkende var af lægefaglig karakter. Mange dages gennemusund livstil og endeløse timer stående og vadende koster typisk i fordøjelsessystemet.

I fravær af festivaler i år har jeg sat mig for at beskrive min lidt mere nuancerede version af Festival-Følelsen, fastholdt i fem mentale billeder.

Jeg har deltaget i op imod 100 festivaler, alt inklusive. Heraf de 24 i Roskilde. I første omgang fra og med 1979 til og med 1994, i anden omgang fra 2012 til og med sidste år.

1. Stop making sense

Det var i Roskilde. Det var søndag aften den 1. juli 1979. Det var på hjørnet af Søndre Ringvej og vejen, der i dag går under navnet Rabalderstræde.

Kølig vind, forrevet, skyet himmel, antydning af solnedgang over det grønne areal mellem ringvejen og Roskilde by. Et eller andet sted midt i det hele udsigt til domkirken.

Fire venner med fuld opbakning. Diskuterende, hvordan vi hurtigst kom ned til stationen. Mon ikke vi var ømme og lidt dumtrætte, som alle andre, der forlader en musikfestival i eftervirkningerne af deres version af høj musik, dåsemakrel, Bjørnebryg og Fætter Hennings grønne djævleurt værkende i sind og krop?

Den i øvrigt nyindkøbte Orange Scene havde stjålet min festivaldyd, og jeg skulle først komme til at kræve den tilbage 17 år senere, da der gik job, familie, hus og have i den.

For tid og evighed vil erindringen om kvartetten i T-krydset ved ringvejen være mit stærkeste billede på Festival-Følelsen. Det er endda blevet stærkere med årene, selvom jeg – senest to gange i 2019 – vel har deltaget i underkanten af 100 festivaler i alt.

Det er 41 år siden, og der er sket en del undervejs – pc’er, mobiltelefoner, internet, hvide tennisstrømper i sandalerne to-tre gange. Men fornemmelsen, da jeg stod i T-krydset ved Søndre Ringvej og netop havde forladt festivalpladsen – den form for håb, der har det med at trives i følelsen af fællesskab – ja, den er frisk.

Måske fordi de tre andre stadig er blandt mine nærmeste venner. Festivalen og en senere cykeltur i Jylland med de tre andre samme år står i dag som afgørende kapitler i en fortælling om mine formative år.

Måske er det bare, som man siger: man glemmer aldrig den første gang.

Så jeg har bestemt heller ikke glemt øjeblikke med kuldslået kedsomhed foran det orangerøde telt, som ejeren havde døbt Eluf. Noget skal et telt hedde.

Der bor en lille djævel ved navn Rastløshed i mig. Den har det desværre med at stikke med sin sylespidse trefork, når der falder ro over andre. Hygge. Rastløshed hader pauser. Rastløshed har en fætter, Melankoli. Nogle gange gennem årene på diverse festivaler, hvor de har rottet sig sammen, er der opstået pludselige anfald af en omsluttende ensomhedsfornemmelse – trods omgivet af mere end 100.000 mennesker. En form for festival-overdosis.

Det er en del af Festival-Følelsen. Yin og Yang. Lavstemt blank stilstand hånd i hånd med højstemte venskabelige arme over skulderen, kram, uendelig visdom og tåbeligheder, grin på grin, vabler, nørderi, fest og så selvfølgelig masser af musikalsk katarsis.

I 1979 var der decideret musikalske aha-oplevelser, rock’abilly med Delta Band med Link Wray og Billy Cross, blues med Taj Mahal og koncerten med Talking Heads, som jeg i første omgang puttede i boksen ’spændende’, indtil jeg opdagede, hvor fede de var – og er – på plade. Og senere så den fantastiske film Stop Making Sense.

Søndag aften blev rundet ned af Tom Robinson Band. I de dage surfede progressive Robinson på en bølge af rebel yell, uregerlighed, politisk protest, stolthed.

Med sange som 2-4-6-8 Motorway og Power in the Darkness fik TRB Roskilde til at hoppe, knytte næven trodsigt i vrimlen – den af næverne, der ikke holdt om en billig Aldi-øl – og rokke og rulle. Koncerten med den karismatiske sanger var min første store samlende festivaloplevelse.

Modsat f.eks. de beslægtede The Clash virker TRB’s musik temmelig ordinær og ligefrem kedelig, hørt i dag. Men jeg glemmer ikke begejstringen den søndag aften.

Jeg husker, at vi talte om Tom R som den nye Ray Davies i engelsk rock. Altid noget, når man nu ikke kunne se den ægte vare på festivalen.

Det er 41 år siden, og der er sket en del undervejs – pc’er, mobiltelefoner, internet, hvide tennisstrømper i sandalerne to-tre gange. Men fornemmelsen, da jeg stod i T-krydset ved Søndre Ringvej og netop havde forladt festivalpladsen – den form for håb, der har det med at trives i følelsen af fællesskab – ja, den er frisk.

2. Follow Your Arrow – især hvis den er rødvinsfarvet

En bordeauxfarvet streg i gruset. Det andet billede af Festival-Følelsen.

Uanset sin udformning i øvrigt har Roskilde Festival altid haft en grundplan. Pladsen foran hovedscenen. Tre-fire hovedveje, hvoraf den ene fører fra den nuværende scene, Arena, i retning af Orange Scene, der ligger, hvor den nu en gang skal. Denne vej løber langs med et hegn bestående af træer og buske og kan derfor blandt andet kendes på sin lugt. Især mod festivalens slutning.

1984 var året, hvor min ven indførte en ny, udmærket feature – rødvinskartonnet. Slut med Bjørnebryg. Tre liters druesaft. Flere promiller for færre penge. Umuligt at argumentere imod. Kartonnet passede i størrelse præcis til den grønne Fjällräven. Praktisk. Kvadratisk. Godt.

Det blev virkelig festligt. Vi gik gladelig glip af Lou Reeds nu ikoniske indhegnede vandpantomime ved Orange Scene. For det her var sjovere.

På vej mod Grøn Scene, som det hed dengang, blev min ven og en studiekammerat, som vi tilfældigt havde mødt, og jeg væk fra hinanden. Det er en essentiel del den sociale interaktion på en festival. At blive væk. Er man ikke blevet væk fra nogen, har man ikke været der. Jeg tror, men er langt fra sikker på, at vi skulle se svenske Kai Martin & Stick.

Jeg besluttede at søge mod Grøn Scene – mikserpulten, stedet man mødtes i den slags tilfælde. Undervejs opdagede jeg en stribe på jorden. Fulgte den. Den bordeauxfarvede stribe endte selvfølgelig ved Fjällräven. Der var gået hul på kartonen – vinen lå på jorden. Som om det ikke var nok, opdagede studiekammeraten, at han havde tabt sin pung. Men det kunne jo være… Og ja. Et stykke vej langs den bordeauxfarvede vej, som T havde trukket efter sig, lå pungen uberørt på jorden.

Modsat hvad man måske skulle tro, er moralen i denne historie ikke nødvendigvis, ”bevæg dig aldrig rundt på festival uden en lækkende karton rødvin – man ved aldrig, om man får brug for det”. Men så måske alligevel.

For da vi stod der, opstemte af glædens triumf, tilbød den gamle studiekammerat at give en omgang i øl-teltet tæt på. Det var jo fornuftens tale midt i denne oprivende stund. Som jeg husker det, havde han lige arvet. Eller noget. I hvert fald var der rigtig mange penge i den pung.

I teltet faldt vi i snak med nogle gæve jyder. Det blev virkelig festligt. Vi gik gladelig glip af Lou Reeds nu ikoniske indhegnede vandpantomime ved Orange Scene. For det her var sjovere. Der var denne her meget smilende kvinde med Jessica Lange-model-Postbudet ringer altid to gange-frisure – eller mere folkeligt: Susan Himmelblå-frisure. Hende kom den gamle studiekammerat til at sidde overfor.

Såvidt jeg husker, så jeg aldrig studiekammeraten igen, men da jeg tjekkede på Facebook for nogle år siden, var han og den smilede Jessica/Susan blevet gift.

Som Kacey Musgraves, der skulle have optrådt på Roskilde i år, synger, ‘Follow your arrow’. Især hvis den er bordeauxfarvet.

3. Follow Your Arrow, også selvom den er gennemblødt

Siden 2012 har jeg anmeldt et hav af koncerter på diverse danske festivaler. Ofte har jeg valgt at tjekke kunstnere, som jeg ikke kendte eller måske bare kendte sporadisk i forvejen. Selvudfordring er muligvis ordet. Det kan ikke være Springsteen det hele.

Som nu for fem år siden, da jeg bevægede mig mod NorthSide festivalens blå scene for at se transkønnede Antony Hegarty – i dag Anohni – optræde sammen med Århus Symfoniorkester.

Egentlig var koncerten en opførsel af albummet Cut the World, som blev indspillet i 2011 sammen med det hedengangne DR Underholdningsorkestret. En blanding af stemningsmusik, cabaret og avantgarde med Antonys, nu Anohnis kraftfulde mørke stemme i fokus.

Jeg skrev vandpantomime før. Denne eftermiddag i Aarhus pissede det katte og hunde ned. I kaskader.

Antony var åbenlyst ulykkelig. ’Jeg elsker farven grå’, forsøgte han at opmuntre.

Som blev lyden af de mange talking heads under hætterne en del af en performance. Det er nok på sin plads her at understrege, at mit stærkeste drug, når jeg arbejder, er kaffe.

Jeg opgav tanken om at anmelde. Hverken min old school analoge blok eller kuglepen klarede vandmasserne. I stedet cirkulerede jeg lidt rundt foran scenen for at holde varmen og overvejede i øvrigt, om ikke det var på tide at finde det tørre tøj.

Da slog det mig, at omstændighederne havde gjort scenariet til en utilsigtet virkeliggørelse af visionen bag Cut the World. Et statement om, at køn er uden betydning. Mand eller kvinde. Vælg selv.

For publikum lignede én stor organisme med flere tusinde hoveder, alle iklædt regnhætter. Nogle kæmpende for at holde liv i smøgen. Andre kæmpende med ølglasset. Langt de fleste snakkende, kværnende løs. Som desværre altid under danske festivalkoncerter.

Jeg lukkede øjnene for at holde regnen ude. De var begyndt at svide. Med lukkede øjne blev det en særegen lydæstetisk oplevelse. Med det stadig mere kævlende publikum i forgrunden, som en bizar, lydlig lavine rullende ovenpå orkestermusikken og Hegartys formfulde sang fra højttalerne fandt jeg mig selv medvirkende i en surrealistisk totaloplevelse, som ikke kunne være planlagt og aldrig vil kunne gentages.

Som blev lyden af de mange talking heads under hætterne en del af en performance. Det er nok på sin plads her at understrege, at mit stærkeste drug, når jeg arbejder, er kaffe.

Jeg skrev tidligere om trods. Og stolthed. Jeg tænker, at dem med de regnbuefarvede flag under koncerten med Antony kender det.

Der har jeg ikke været, men som alle andre, der har været teenagere, kender jeg fornemmelsen af modstand og lange klaustrofobiske dage på værelset.

Modsat koncerten i 1979 med Tom Robinson var jeg på en måde både deltager og beskuer. Jeg har aldrig oplevet noget lignende.

FOTO: PR/TINDERBOX.

4. Rock’n’roll will never die

Neil Youngs ternede skjorte.

Det fjerde billede er måske nærmere en film. En film med onkel Neil krabbende rundt på scenen, vuggende rundt med den venstre skulder sænket ud mod scenekanten og det karakteristiske uudgrundelige blik i øjnene.

I to af mine fem største musikalske festivaloplevelser har Neil Young stået i midten iført sin legendariske Old Black-guitar hængende på maven. Første gang var i 1993 i Roskilde. Sidste gang sidste år, 26 år senere på Tinderbox. Hvor han i øvrigt for en gangs skyld ikke optrådte i tern.

Hvor meget husker jeg fra den første koncert? En som altid uendelig lang, berusende version af Like a Hurricane. En sjældent afklaret version af Only Love Can Take Your Heart, som altid vemodig The Needle and the Damage Done og vist nok som ekstranummer Otis Reddings Sitting at the Dock of the Bay og Neil larmende som aldrig før i en version af sin bror i ånden, Bob Dylans All Along the Watchtower.

Over årene er Neil blevet en særlig rustik, lyrisk grundfølelse, som en udsigt fra en blå bjergtop under høstmånen, en blanding af længsel med længsel på – måske er udsigten flottere på et andet bjerg? – old man visdom, stridbarhed og integritet.

På turneen, der bragte ham til Roskilde, havde Young engageret det klassiske Stax soul-orkester Booker T and the MG’s, altså med keyboard- og orgelspiller Booker T. Jones, guitaristen Steve Cropper (medkomponist på Sitting at the Dock of the Bay), swing-mesteren Donald ‘Duck’ Dunn på bas og selveste Jim Keltner på trommer.

(Ham har jeg heldigvis også set sammen med Nick Lowe, John Hiatt og Paul Carrack i Roskilde. Jeg får gåsehud bare ved tanken.)

Dét band gav Canadas egen Neil Young en lidt mørkere dimension, et Memphis groove, som jeg ikke mener at have hørt før eller siden.

26 år senere spillede Young igen, som havde han netop fundet det magiske guitarplekter.

Endnu en rejse ad den hvide støjflod med den melodiske, lyriske guitarlyd som rejseleder. Med en musiker som Young, der aften efter aften selvafsøgende udfordrer sig selv og sit bagkatalog, står meget og falder med hans band. De seneste år har det været Promise of the Real, der blandt andre tæller Willie Nelsons sønner, Micah og Lukas på guitarer.

Mens den lune sommeraften på Fyn langsomt blev til nat, blev det åbenlyst, at Young, Old Black og bandet var blevet en form for organisme, hvor de enkelte musikere og instrumenter forudsætter, gror og gror ind i hinanden.

Ingen tvivl om, hvem der er chefen her – det er hans sange, hans værk – men i numre som Powderfinger, Unknown Legend og den alt for sjældent spillede Winterlong og en vårkåd Hey Hey My My (Into the Black) lignede og lød det som en symbiose.

Det siger meget, om ikke alt om Neil Youngs storhed som kunstner, at det ikke bare var Young med backingband. Specielt bassisten Corey McCormicks swagger og groovy spil havde en stor del af æren for, at det stort set ikke blev kedeligt for os andre, mens Neil søgte ind og ud af sine improvisationer.

Over årene er Neil blevet en særlig rustik, lyrisk grundfølelse, som en udsigt fra en blå bjergtop under høstmånen, en blanding af længsel med længsel på – måske er udsigten flottere på et andet bjerg? – old man visdom, stridbarhed og integritet.

5. Vodkaflasken ligger i detaljen

En tom vodkaflaske foran et telt.

I dag har jeg for længst nået en alder, hvor jeg kun lægger mig til at sove i en festivallejr, hvis den har form af et hotel med seng og bad, restaurant og bar.

I 1994 var vi fem-seks mennesker, der boede i den største Roskilde-lejr, jeg endnu har boet i. Altså 1/10 af den typiske teltlejr i dag. Det var skide sjovt.

Jeg husker hverken sted eller tidspunkt. Det er mørkt. Lørdag d. 2. juli eller søndag 3. juli 1994. Jeg er nået til et af disse stadier af festivallykke, der heldigvis kommer og går, skabt på sprut, samvær og et par overraskende oplevelser – bl.a. en nærmest absurd forrygende koncert med countrymusikeren Dwight Yoakam, som har sin store del af æren for, at jeg for længst har iklædt mig min indre Stetson.

Situationens absurditet. Det bizarre anfald af miljøbevidsthed midt i Sodoma og Gomorra. Der skal meget til, før jeg giver slip og flytter mig fra kontrolpanelet. Det gjorde jeg den aften og nat.

Jeg har lyttet til noget larm. Måske Mercyful Fate. Pludselig prikker en kvinde mig med en tom vodkaflaske. En lille kvinde i selskab med en flok. En af dem iført en fjoget Jamiroquai-hat. Det er det eneste, der står klart i dag. En stribet bluse og et par store, runde John Lennon-briller og en blå hat, der burde være blevet hjemme i Sibirien.

Nu rekonstruerer jeg efter den erindring, jeg ikke har:

Hun siger: “Her er jeres vodkaflaske”.

“???”

“Vi bor ved siden af dig og de andre. Ham den ene har sovet siden i eftermiddags på græsset. Han vågnede og gav os vodkaen og lagde sig til at sove igen.”

“Og nu vil du give mig den tomme flaske tilbage?”

“Ja. Der er pant på.”

Senere fandt jeg ganske rigtigt K sovende på jorden ved siden af sit telt. Nu på femte, sjette, syvende time. Der hersker en vis uenighed om, hvorvidt jeg vækkede ham og fik ham ind i sit telt. Eller om han selv klarede det. Jeg foretrækker min forklaring. Der er noget heroisk over den, synes jeg.

Næste morgen lå der en tom vodkaflaske ved K’s telt. Jeg havde altså slæbt den tomme vodkaflaske tilbage til vores lejr. Købt løgnen om det med panten.

Et stykke tid senere talte jeg i telefon med en bekendt. Her er hukommelsen en smule bedre.

“Den var godt nok høj, da jeg mødte dig på Roskilde.”

“???”

“Ja, du kom syngende med en tom vodkaflaske og latterlig blå hat på hovedet. Jeg prøvede at tale med dig, men du skreg bare “Country!”. Det havde jeg ikke troet – at jeg skulle se dig slippe tøjlerne på den måde. Fedt.”

Der er sket millioner af mere fjogede, sjovere og mærkeligere ting på festivaler verden over de sidste plus 50 år. Men billedet af den syngende mand med blå hat og flaske, som jeg har lånt fra ham i telefonen, hører til mine foretrukne. Situationens absurditet. Det bizarre anfald af miljøbevidsthed midt i Sodoma og Gomorra.

Der skal meget til, før jeg giver slip og flytter mig fra kontrolpanelet. Det gjorde jeg åbenbart den aften og nat.

Om det handler Festival-Følelsen også.

PS: Den blå hat dukkede aldrig op igen.

Topfoto/grafik: Jan Eriksen/Michaël Dorbec

Da Lizzie sang kor for The Beatles

Da Lizzie sang kor for The Beatles

af | maj 24, 2020 | Essay, Nyheder

Fra POV.International

Den 4. februar 1968 lignende hvilken som helst anden søndag i en såkaldt Apple Scruff’s (hardcore Beatles-fan) liv. Næsten da. Eftersom en klam kuldebræmme havde indtaget London, havde portneren for en gangs skyld givet de unge Beatles-fans lov til at vente i varmen i korridoren mellem de yderste og inderste indgangsdøre i Abbey Road-studiet. Inde i studievarmen arbejdede de fire mænd, som fansene var på fornavn med, hårdt.

Ellers handlede det om at hænge ud med de andre fans, snakke om musikken. Læse blade og magasiner. Vente. Vente. Vente. Ud på aftenen skete der noget usædvanligt. Pludselig stod Paul McCartney i korridoren:

”Er der nogen af jer, der kan tage de høje toner?”.

Apple Scruffs fra dag ét

I 1966 var rygterne om Beatle-Mania og Swinging London for længst nået til Rio de Janeiro, hvor de blev hørt af dengang 15-årige Lizzie Bravo og veninden Denise. Desværre, forstod de to piger, havde The Beatles besluttet at stoppe med at turnere. Og når bjerget ikke sådan ville komme til Muhammed, måtte Muhammed jo komme til bjerget.

”Det var Denise’s ide, at så måtte vi jo rejse til London for at møde dem. Vi overbeviste vores forældre om at give os rejsen som 15 års fødselsdagsgave,” fortæller Lizzie Bravo, der senere kom til at arbejde et par år som au pair i London. Hun er for længst flyttet tilbage til Brasilien.

Gissela — Do Rio a Abbey Road by Lizzie Bravo
LIZZIE I FORSKELLIGE BEATLES-SITUATIONER.

Allerede fra dag ét blev Lizzie og Denise Apple Scruffs – en gruppe unge, der hængte ud foran diverse Beatles-lokaliteter i London såsom Apple Records’ kontorer i Saville Row, pladestudiet i Abbey Road, Pauls hjem tæt på Abbey Road, EMI’s kontorer.

Faktisk mødte hun The Beatles samme dag, d. 14. februar 1967, som hun og Denise var landet i Heathrow.

”Jeg mødte de fire, Brian Epstein og Mal Evans SAMME DAG, jeg ankom d. 14. februar 1967. Jeg talte med dem stort set hver dag. Fotograferede. De var meget nemme at tale med. Jeg lyttede til plader med vores Beatles-venner. Fandt artikler – gik til koncerter, som vi mente, at de måske ville dukke op til,” siger Lizzie Bravo, der af samme grund var med til DEN koncert i 1967, hvor Jimi Hendrix spillede Sgt. Pepper-albummet et par dage efter, det var udkommet.

”Det var FANTASTISK!,” siger Lizzie.

Tilbage til den aften d. 4. februar 1968, da Paul McCartney efterlyste piger, der kunne tage de høje toner. Lizzie og en engelsk pige, Gayleen Pearce, der begge havde gået til sangundervisning, skyndte sig at svare. Lizzie var sopran i skolekoret.

Da vi kom ind i studiet, viste Paul og John os teksten og den del, vi skulle synge med på. De spillede sangen igennem nogle gange, den ene på guitar, den anden på klaver. De modtog os meget varmt.

Udover Across the Universe blev Lady Madonna, Hey Bulldog, et spor til The Inner Light indspillet primo februar, inden de fire Beatles-medlemmer skulle rejse på inspirationsrejse til Indien. Selvom eller måske fordi der var et vist tidspres, var optagelserne gået i hårdknude. John Lennon var ikke vild med de første takes af hans Across the Universe.

Enter Lizzie og Gayleen.

En sjovere dag end normalt

”Da vi kom ind i studiet, viste Paul og John os teksten og den del, vi skulle synge med på. De spillede sangen igennem nogle gange, den ene på guitar, den anden på klaver. De modtog os meget varmt. De var jo vant til at se os udenfor hele tiden. Gayleen og jeg forblev rolige, nød bare at være sammen med dem, grine af vittighederne, drikke te, generelt have det sjovt.”

Jeg tænker, at du følte dig som en sommerfugl, da du forlod studiet?

”Ikke rigtig. Vi var meget unge. Vi anede ikke på det tidspunkt, hvad der var sket – optagelse med det største band, der nogensinde skulle blive. For os var bare en sjovere dag end normalt at være inde i studiet med dem i stedet for at stå udenfor og vente.”

Godt nok nåede indspilningen af Across the Universe med Gayleen og Lizzie aldrig med på Let it Be. Produceren Phil Spector tog sin berømte wall of sound med sig ind i studiet, da han producerede den endelige version. Men de to piger kan høres synge med på hele to plader.

Jeg mødte Paul under en lille pressekonference i Indianapolis, Indiana, hvor han annoncerede sine første koncerter i Brasilien. Han spurgte, hvor han kendte mig fra? Vi talte kort sammen. Desværre så jeg aldrig min elskede John igen.

Dels et velgørenhedsalbum Nothing’s Gonna Change our World, der blev udsendt i julen 1969 til støtte for World Life Fund, hvilket forklarer fuglefløjt og vingeslag i linket nedenfor. Denne version figurerer desuden på den engelske udgave af albummet The Beatles Rarities.

Hør Lizzie og Gayleen synge med The Beatles her:

Sinhorita Bravos eventyr i London sluttede i oktober 1969. Hun havde fået hjemve og som de fleste andre dengang fornemmede hun magien mellem The Fab Four langsomt fordufte.

Siden har hun haft en lang karriere som fotograf, blandt andet i New York, og som sanger, blandt andet som korsanger for brasilianske stjerner som Milton Nascimento og Joyce.

”Jeg blev inviteret til den koncert, George gav i Royal Albert Hall i 1992, hvor jeg talte kort med ham bagefter. (Harrisons sidste koncert overhovedet). Jeg hilste på Ringo under et Grammy-arrangement i New York. Og jeg mødte Paul under en lille pressekonference i Indianapolis, Indiana, hvor han annoncerede sine første koncerter i Brasilien. Han spurgte, hvor han kendte mig fra? Vi talte kort sammen. Desværre så jeg aldrig min elskede John igen.”

“River, Heart Phoenix, Milton Nascimento and Lizzie Bravo, July 7th, 1990. ‘’[…] They wanted to meet Milton, after hearing the beautiful song he had written for River (he saw “The Mosquito Coast” and was very impressed with the young actor’s...
LIZZIE FOTOGRAFERET I 1990 MED SANGSKRIVER OG GUITARIST MILTON NASCIMENTO, SOM HUN SANG KOR FOR – SOM VOKSEN. DEN UNGE MAND TIL HØJRE ER DEN AFDØDE SKUESPILLER RIVER PHOENIX (BROR TIL JOAQUIN) OG HANS MOR HEART, EN GOD VENINDE AF LIZZIE.

Hvordan forklarer du venner og familie, at du synger kor på en Beatles-sang?

“Det gør jeg kun, hvis jeg bliver spurgt. Jeg er en KÆMPE fan af musikken i mit land og jeg har været heldig nok til at indspille plader og optræde med nogle af de største brasilianske kunstnere. Jeg er meget stolt af mit arbejde som korsanger.”

For øjeblikket arbejder Lizzie Bravo på at finde en international forlægger til en engelsk version af sin bog Do Rio a Abbey Road, der er udkommet i Brasilien og Paraguay.

“Jeg havde planlagt at rejse rundt og give foredrag (jeg har holdt mange over hele Brasilien og i Paraguay), der skulle promovere bogen, men jeg er i karantærne nu p.g.a. corona. Håber jeg snart kan komme ud igen.”

Jeg har mødt et par af de såkaldte ‘gate girls’, der i 70’erne dagligt stod foran Graceland og i øvrigt fulgte Elvis’ gøren og laden i Memphis. De bor nu på 43. år efter hans død tæt på Graceland bare for at være i nærheden. ‘Jeg har intet andet valg’, sagde en af dem til mig. Forstår du dem?

“Det gør jeg. Men for mit vedkommende var jeg begyndt at bekymre mig om mit liv var på vej til at gå i stå. Jeg havde ikke lyst til at være au pair resten af mit liv – og jeg savnede min familie og venner.”

Lizzie Bravo er mor til skuespilleren Marya, 48, der selvsagt blandt meget andet har medvirket i en Beatles-musical. Hun er igen mor til Morgana, der arbejder for Cirque du Soleil. Lizzie bliver 69 den 29. maj.

Hør George Harrisons hyldest til Lizzie, Gayleen og alle de andre Apple Scruffs:

Fotos: Privatfotos.

Alt-C+V fra det fjerne: “Respekt betyder utrolig meget for mig

Alt-C+V fra det fjerne: “Respekt betyder utrolig meget for mig

af | maj 12, 2020 | Essay, Nyheder

Fra POV.International

C.V. JØRGENSEN 70 ÅR // ESSAY – Da musikeren C.V. Jørgensen i 2002 udgav sit sidste album, ”Fraklip fra det fjerne”, gav han også sine sidste interviews til pressen. Jeg mødte dengang pladekunstneren på Restaurant Jægerhuset ved Furesøens sydøstlige bred, og i anledning af Carsten Valentin Jørgensens 70-års fødselsdag lørdag d. 9. maj har jeg genlæst mit eget og et par andre interviews.

På vej fra Holte mod Restaurant Jægerhuset passerer man en lillebitte landtange, der bærer navnet Verdens ende.

Dengang medio maj 2002, hvor en fotograf og jeg kørte ad Dronninggaards Allé mod den hyggelige restaurant ved Furesøens sydøstlige bred, kunne vi ikke vide, at vi skulle opleve en lille bid af verdens ende for pladekunstneren C.V. Jørgensen.

Det aktuelle studiealbum Fraklip fra det fjerne skulle efter alt at dømme vise sig at blive hans sidste. 18 år senere er der ikke rigtig noget, der tyder på, at der udkommer flere med hans navn på coveret.

Kort efter fotografens og min ankomst til Jægerhuset ankom Carsten Valentin Jørgensen på en PGO-knallert efter en rimelig kort køretur. Der er udsigt fra Jægerhuset til hans hjem ved det naturskønne fuglereservat Vaserne.

Der var planlagt en del aktiviteter i anledning af det nye album over en periode af tre uger i maj 2002: Pladesigneringer, møder med fans og diverse interview. Hvoraf et mildt sagt akavet tv-interview på TV 2 formentlig stadig huskes af dem, der så det. Det svingede ikke en meter, for nu at citere C.V’s Senior & Søn.

Folk har virkelig travlt. Alle skal med djævelens vold og magt have 15 minutters berømmelse i flimmeren. Jeg tror, de designede orkestre får en skæv start i deres karriere. Det er produkter, man sætter på skinner – samtidig med at de skal være underholdning på skærme

Når man i dag læser det, der skulle blive C.V’s sidste interviews, fremgår det tydeligt, at det var lidt stressende med al den medieaktivitet for manden, der allerede dengang var lidt af en rockmusikkens sjældne fugl i sit eget reservat.

Det er 18 år siden, men jeg husker stadig C.V. føle fotograf og journalist lidt på tænderne inde i Jægerhuset. Fotograf og journalist, skriver jeg. Egentlig var vi vist lige så meget to fans, der strengt taget havde efterladt en god portion af den journalistiske objektivitet ude i fotografens bil.

Jeg fortalte, at jeg allerede i 1982 havde interviewet ham til et magasin ved navn 17.30. Det kunne han mærkeligt nok huske.

”Nåh, ja, I var to.”

Folk har virkelig travlt

Hørt i dag er der muligvis et overordnet tema for teksterne på Fraklip fra det fjerne – noget med angst, opgivelse, væmmelse ved tidens overfladiskhed og fordummelse hos nær og fjern, fremmedgørelse. Måske er det terapeutiske tekster for en mand, der vedkendte sig, at han indimellem opsøgte sin psykolog. Stadig var der alligevel lidt lys i horisonten.

Flere tekster bærer præg af det dengang nye fænomen, reality-tv og tv-musikkonkurrencer. Dengang var Popstars og Stjerne for en aften det nye ’blålys for de små’, som C.V. synger i Flimmer fra en fjerner.

“Folk har virkelig travlt. Alle skal med djævelens vold og magt have 15 minutters berømmelse i flimmeren. Jeg tror, de designede orkestre får en skæv start i deres karriere. Det er produkter, man sætter på skinner – samtidig med at de skal være underholdning på skærmen. TV-stationerne malker dem, så længe de kan. Jeg tror ikke, det er de unge mennesker, der tjener på det i det lange løb,” sagde C.V. Jørgensen til den snurrende båndoptager.

“Nej, jeg ser ikke reality-TV selv. Jeg går helst i en stor bue uden om fjernsyn. Man kan være heldig at løbe ind i en udsendelse, der har noget på hjerte. Der er store krav om ratings.”

Der er ingen ekstra dør. Jeg kommer bare direkte derind, når jeg åbner og skal arbejde. Så kommer dæmonerne! De er venlige, og jeg snakker meget godt med dem

Om han selv var løbet ind i krav om ratings eller antal solgte plader på sit pladeselskab?

“Nej, men de har jo nok overvejet, hvor mange penge, de skal poste i mit projekt. Vi har jo ikke stjernestatus, så der bliver ikke smidt to mio. efter os. Vi overholder vores budgetter. Jeg går ind for kvalitet. Jeg tror, at folk er trætte af Absolute Music, og gerne vil fordybe sig,” sagde C.V. Jørgensen.

I et samtidigt interview med Vejle Amts Folkeblad efterlyste Jørgensen en anden (og bedre) kulturminister end den daværende Brian Mikkelsen. Meget kan man sige om Mikkelsen, men vist ikke, at han lyttede eller lytter til Absolute Music-pladerne.

Selvom der er florerer en god del mismod og ubehag i og mellem linjerne på Fraklip fra det fjerne, er der også det minimalistiske afslutningsnummer, der i Kasper Windings nænsomme produktion rummer livsmod.

Mit hjerte det summer af farver & fest
Det lysner i øst & det blåner i vest

Som en filminstruktør

Et par dage inden vores møde havde C.V. Jørgensen mødt Politikens Erik Jensen.

“Jeg føler mig nogle gange som en filminstruktør i mine egne tekster. Jeg synes selv, det er meget billedskabende. Jeg er begyndt at arbejde med en vis skønhed. Ikke fordi mine sange skal være smukke, men kommer der noget smukt, får det lov at blive stående,” sagde C.V. til Politiken, hvor han lidt senere i interviewet tilføjede:

“Inspirationen kommer i virkeligheden indefra, og der ligger vemodet i mine gener. Det er det rum, jeg altid kommer ind i. Der er ikke nogen vej ud eller en vej forbi det. Der er ingen ekstra dør. Jeg kommer bare direkte derind, når jeg åbner og skal arbejde. Så kommer dæmonerne! De er venlige, og jeg snakker meget godt med dem. Vi har en forståelse for hinanden, og ja, jeg ved sgu ikke. Der er plads til os alle, og jeg tror ikke, de vil mig noget ondt«, sagde han.

Åbningssangen på Fraklip fra det fjerne, Alverdens turbulens, kunne godt opfattes som replik til den også dengang heftige indvandrerdebat.

Man skal være noget. Have noget at byde på, hvis man skal ind i den kreds af venner, som min hustru og jeg har. Ikke fordi vi har sat hegn om os selv eller vores hus. Men respekt er et must.

“Ja, den debat kan man jo ikke undgå at følge med i. Jeg tror, man har fortiet nogle ting overfor befolkningen. Man har glemt at fortælle folk, at grunden til, at der er indvandrere i Danmark, er globaliseringen. Den er uundgåelig. Og det har medier og politikere været meget længe om at sige noget om. Derfor opstår angsten for de fremmede. Angsten er en reaktion på en uundgåelig udvikling. Måske var det på sin plads, at folk bliver lidt bedre til at snakke sammen. Vi er for dårlige til at kommunikere med hinanden.«

Historien om C.V. Jørgensen er blandt meget andet historien om en mand, der selv gradvis kommunikerer mindre. Han er trukket længere op i banen til at finde sig til rette i sit lille reservat ved Furesøen, hvorfra han sjældent bevæger sig ud på scenerne. Der var turnéer i 2018 og 2010, hvor han i øvrigt ikke spillede numre fra Fraklip fra det fjerne. Og en turné i 2002.

“Respekt betyder utroligt meget for mig. Respekt er vigtigt i et godt venskab. Det er jo det alle hiphop’erne går rundt og siger til hinanden. De mener det jo. Og det gør jeg også. Mine venskaber er blevet dybere med alderen. Man skal være noget. Have noget at byde på, hvis man skal ind i den kreds af venner, som min hustru og jeg har. Ikke fordi vi har sat hegn om os selv eller vores hus. Men respekt er et must. Vi bliver heldigvis ikke overrendt af fans. Det sker, at de kommer med en lille gave, og siger tak for musikken. Det er meget afslappet. Det handler også om, at jeg ikke er en offentlig person mere. Det var slemt omkring Costa del Sol. Da måtte jeg vende på en tallerken og trække mig væk fra søgelyset,” sagde C.V. Jørgensen.

Mod slutningen af interviewet talte vi om pladerne fra 70’erne. Siden 2002 har C.V. Jørgensen kun spillet to numre fra den æra live – nemlig signatursangen Det ganske lille band og Flik-flakker.

Betaler du kaffen?

Jeg havde forstået, at han havde mistet lysten til rock’n’roll som sit udtryk, og at Kasper Windings aktuelle blåmelerede jazzede lyd passede de haiku-agtige tekster bedst.

Men forsøgte også at forklare, at det jo ikke nødvendigvis alene var nostalgi, når jeg og andre savnede at høre de gamle sange live. Det var sange, der tilfældigvis udkom i de formative år, og som var definerende for dem, vi var blevet. Eller sagt på en anden måde, uden de sange var man ikke blevet den, man er.

Helt præcis hvad Carsten Valentin Jørgensen svarede, husker jeg ikke. Ikke udover, at det var positivt. Og jeg tror, jeg tillod mig at sige noget i stil med: “Som du sikkert har det med Bob Dylan”.

Til gengæld husker jeg stadig hans afskedsbemærkning, leveret med et skævt grin:

”Hvis vores musik har betydet så meget, er det vel egentlig meget rimeligt, at du betaler kaffen?”.

Den lo fotografen og jeg meget af den sommer.

P.S: Pladeselskabet betalte kaffen.

For fuldstændighedens skyld bør det nævnes, at Carsten Valentin Jørgensen er blevet interviewet en enkelt gang siden 2002. Sammen med de tre andre fra C.V. Jørgensen-bandet (1976 – ’79) blev han i 2011 interviewet af Alex Nyborg Madsen i forbindelse med udgivelsen af bokssættet Det ganske lille band 1977-1979.

Hvor intet andet er anført er citaterne først bragt i BT.

Foto: Phd Musik.

Nu er pensionen sgu hjemme, Olsen: Fortællingen om Miraklet i Stockholm 20 år efter – 3:3

Nu er pensionen sgu hjemme, Olsen: Fortællingen om Miraklet i Stockholm 20 år efter – 3:3

af | jan 14, 2020 | Essay, Nyheder

Fra POV.International

I ugerne efter sejren i Globen er Fly on the Wings of Love i færd med at indtage histlisterne i Norden, Benelux-landene, Tyskland, Schweiz og Østrig.

Brødrene Olsens pladeselskab har inviteret et par medier med på en promotion-tur til Bruxelles. De to brødre kommer fra Holland, de skal videre til England.

Først optræder de i et radioshow, senere kører vi på motorvejen i retning af, ja, Waterloo til et obskurt hus, der både indvendig og udvendig ligner noget fra en David Lynch-film. Undervejs modtager brødrenes assistent opringninger, der skaber vild begejstring. Det nye album er røget helt i top på den norske hitliste. Singlen Fly on the Wings of Love ligger nummer 9 på den tyske singleliste.

”Nu er pensionen sgu hjemme, Olsen,” udbryder Jørgen Olsen.

Det er ikke løgn. Hvor meget de har tjent, ved kun de selv. Men enhver kan regne ud, at vi taler adskillige millioner. Men mon dog ikke der er et stykke vej op til de syv milliarder danske kroner, de fire medlemmer af ABBA tilsammen er værd. Skal man tro det amerikanske finansmagasin Forbes.

Under turen til Bruxelles viser det sig lidt overraskende, at Melodi Grand Prix måske er mere kendt i musikbranchen, end jeg troede. Mens Jørgen og jeg drikker et glas vin i hotellobbyen, dukker rocklegenden Alice Cooper pludselig op sammen med sin manager.

Jørgen hilser på ham. Alice har aldrig hørt om Eurovison Song Contest eller The Olsen Brothers, men det har manageren, der ligefrem har set et sammendrag af Globen-showet og roser Fly on the Wings of Love.

”Jeg talte med Ozzy om Eurovision forleden,” fortæller han.

Jeg forklarer Alice, at ESC var springbræt for ABBA.

“I love that band. It was one of Johns favorite bands,” når han at sige, inden han og manageren forsvinder. Hvilken John? Jeg vælger at tro, at han mente sin gamle svirebror fra Rainbow Bar i Los Angeles, John Lennon.

Ligesom jeg vælger at tro, at manageren og Ozzys samtale ikke handlede om, hvorvidt Ozzy havde planer om at stille op. Det skal nævnes, at guitaristen fra Black Sabbath, Tony Iommi, i 2013 leverede en grandprix-sang Lonely Planet til armenske Dorians.

Kort efter turen til Bruxelles spørger Brødrene Olsens manager, om jeg har lyst til at skrive en biografi om Jørgen og Noller. Forlaget Borgen er interesseret.

I 2. del af denne fortælling var jeg lidt kålhøgen over at have forudset Brødrene Olsens sejr i Globen. Efter 2001-grandprixet i Herning skrev jeg, at Rollo & Kings Der står et billede af dig på mit bord var helt uden chancer i Parken. Den endte som bekendt som nr. 2… Efter estiske Tanel Padars og arubanske Dave Bentons, lad os kalde det mystiske sejr med Everybody.

Meget betegnende for Brødrene Olsens travlhed den sommer, hvor hele Nordeuropa sang med på sangen om kærlighedens vinger, mødes vi i Malmø for at tale første gang om bogen, der ender med at blive skrevet på fem uger. Det bliver indledningen til uendelig mange samtaler om musik, musik, musik. Blandt andet om R.E.M., som de senere fortolkede på DR.

Noller har besluttet at skrive et kapitel om sit liv med misbrug gennem godt og vel 25 år. Han lægger ikke skjul på, at begejstringen over at have vundet og først nu i den forholdsvis sene alder leve drengedrømmen ud også har en bagside. Af og til bliver han meget træt.

Jeg skulle senere komme til at beskæftige mig indgående med samme emne som medforfatter til hans bog Det er muligt – rundt om et misbrug. Ikke mange ved det – der er en grund til, at det hedder Anonyme Alkoholikere – men siden han blev ædru i 1997, har Noller gjort et kæmpe arbejde til støtte for andre misbrugere og ædru alkoholikere og narkomaner i Danmark og internationalt. Og for sagen som sådan. Et kæmpe arbejde.

Som hvis Agnetha Fältskog ringede

Under grandprixet i Sverige har jeg bemærket, at den svenske avis Aftonbladet har sat sig totalt på eventen som en slags sponsorer. Eller mediepartner, som det hedder. Der er ligefrem oprettet en redaktion i en bygning udenfor Globen, der principielt er reklamefri under konkurrencen. Ligesom DR er SVT et ikke-kommercielt medie. I nattetimerne efter Olsen-Brødrenes sejr har jeg talt med en kollega fra Aftonbladet, der har beskrevet avisens forhold til Melodifestivalen som “hvis han var teenager igen, og Agnetha Fältskog havde ringet”. Jeg kan lide det.

Jeg foreslår mine chefredaktører, at BT skal være Danmarks Melodi Grand Prix-avis i 2001. “Believe the hype,” som man sagde i Manchester i 80’erne. Hvis jeg skal være helt ærlig, varmede jeg mig også ved tanken om ansigtsudtrykkene hos kollegerne på sportsredaktionen, når de opdagede, at de ikke længere arbejdede på Danmarks Sportsavis. men på Danmarks Sports og Melodi Grand Prix-avis.

Det lykkedes mig faktisk at møde Terry Wogan meget kort året efter, under grandprixet i Estland. Tror jeg spurgte, om han havde fortrudt sine bemærkninger. Han svarede noget i stil med, at han allerede havde sagt nok. Og spurgte, hvor man kunne få en decent gin & tonic i den kedsommelige sportshal.

Det ender med, at vi får opgaven at levere tekst til det trykte program, der skal produceres til Det internationale Melodi Grand Prix og skriver stolpe op og ned om alt, der smager af Melodi Grand Prix i ni-ti måneder.

Jeg ville gerne kunne fortælle en masse underholdende anekdoter om dét. Men den episode, jeg husker bedst, stammer fra, da jeg skal mødes med det reklamebureau, der skal stå for produktion af det program, vi skal producere sammen med DR.

Klokken er ti om formiddagen, og jeg bliver budt en guldøl i bureauets fine kontor. De er ikke så vant til hverken tabloidjournalister eller Melodi Grand Prix og mener, at det nok er sådan, den slags begynder dagen. Det ender med kaffe.

Og så var der forresten også den ældre skuespiller, der ringede en sen aften og spurgte, om vi ville være med til at sponsere en ny generation sengekant-film. De var flere nede på baren, der mente, at det ville være den naturlige forlængelse af det med grandprixet. Han blev henvist til chefredaktionen.

Hvor får man en decent gin & tonic?

Allerede kort efter proklamerer den daværende administrerende direktør i Parken Sport og Entertainment, at firmaet vil investere 110 mio. kr. i et tag, der vil kunne rulles henover Parken, som jo også ender med stå som arrangør. Det tag får en del omtale. Faktisk er der hele 8.000 til stede, da det som en prøve første gang rulles henover Parken.

Noller, Jørgen og jeg har et par gange muntret os over, at deres sejr resulterede i to nye tage: Don Øs tag over Parken og det eternittag, jeg købte for de penge, jeg tjente på deres biografi.

I 2. del af denne fortælling var jeg lidt kålhøgen over at have forudset Brødrene Olsens sejr i Globen. Efter 2001-grandprixet i Herning skrev jeg, at Rollo & Kings Der står et billede af dig på mit bord var helt uden chancer i Parken. Den endte som bekendt som nr. 2… Efter estiske Tanel Padars og arubanske Dave Bentons, lad os kalde det mystiske sejr med Everybody.

Parken-showet er senere gået over i historien som grandprix’et, hvor den legendariske britiske kommentator Terry Wogan kom med nogle temmelig nedladende bemærkninger om værtsparret Natasja Crone og Søren Pilmark under BBC’s transmission af festen. Det gjorde vi et stort nummer ud af på avisen, og det endte med en officiel undskyldning fra BBC. Det lykkedes mig faktisk at møde Terry Wogan meget kort året efter under grandprixet i Estland. Tror jeg spurgte, om han havde fortrudt sine bemærkninger.

Han svarede noget i stil med, at han allerede havde sagt nok. Og spurgte, hvor man kunne få en decent gin & tonic i den kedsommelige sportshal.

Set i efterrationaliseringernes altid nådige lys tror jeg, Fly on the Wings of Love blandt meget andet var en +50-generations senior-influenceres oprør mod den omsiggribende digitaliseringsbølge, og som mange så det, forfladigelse af popmusikken post-Britney. Et comeback of value, som man ville sige, hvis den gamle melodikonkurrence var en børs. Måske endda et af de sidste oprør, inden digitaliseringen for alvor overtog alt og skiftende +50-generationer for længst har omfavnet alt fra Spotify, Facebook, NemID og tv på app til netbank, og bruger det lige så ubesværet som de helt unge.

Man kan også bare sige som Kim Larsen gjorde, da han mødte Jørgen og Noller til et støttearrangement kort efter Globen.

De Olsen-brødre som er blevet drillet – og jeg har selv været med til at drille dem – og lad os så bruge ordet igen: “halvfallerede”. Og så gjorde de det bare: Kom til ære og værdighed. Og det fortjente de. For de har livet igennem været i musikkens tjeneste, og de har været tro over for den – aldrig korrupte, men en ærlig stræben – uanset hvem der stod og lo i krogene.
– Kim Larsen

”Tillykke med det drenge. For en gangs skyld har I lavet et godt popnummer.”

3. december 2000, kort efter Kim Larsen havde læst brødrenes biografi Et stjerneskud – to liv i tilbageblik (har han fortalt mig), udtalte han i Jyllands-Posten:

“De Olsen-brødre som er blevet drillet – og jeg har selv været med til at drille dem – og lad os så bruge ordet igen: “halvfallerede”. Og så gjorde de det bare: Kom til ære og værdighed. Og det fortjente de. For de har livet igennem været i musikkens tjeneste, og de har været tro over for den – aldrig korrupte, men en ærlig stræben – uanset hvem der stod og lo i krogene. Jo, det var fint. Det var godt. Og så var det i øvrigt en god melodi.”

I dag er Jørgen og Noller for længst trådt ind i rækken af Melodi Grand Prix-ikoner. Et møde med Cliff Richard forud for grandprixet i 2002 har ført til et nært venskab med Sir Cliff, den første europæiske rockstjerne. Bortset fra at Fly on the Wings of Love ændrede Jørgen og Nollers liv, blev den startskuddet til en af de største mediebegivenheder nogensinde i Danmark og en medfølgende renæssance for folkefesten Melodi Grand Prix i Danmark, der har varet i 20 år. Godt hjulpet undervejs, selvfølgelig, af Emmelie de Forests sejr med Only Teardrops i 2014 i Det internationale Melodi Grand Prix i Malmø.

Hvem har æren? Ingen og alle. Udover indlysende at pege på de to brødre fra Virum, skal en meget stor del af æren tildeles den daværende DR-chef Morten Carlsson, der er nævnt nogle gange i dette tilbageblik. Og pladeselskabet CMC, der troede på det umulige comeback. Arrangørerne af Parken grandprixet med Jørgen Ramskov i spidsen og følgende DR-arrangører.

Men personligt er jeg tilbøjelig til at tilskrive Brødrene Olsens managers assistent den største ære. Det var, som nævnt i del 1, trods alt hendes nynnen, der fik dem til at stille op med Smuk som et stjerneskud.

“Det er fandme en god historie, som bør fortælles,” sagde jeg til Carlsson. Igen og igen. Og igen. “Vent lidt,” sagde han hver gang. Et års tid senere modtog bl. a. jeg og en kollega fra norske Dagbladet en kopi af en intern EBU-rapport, der dokumenterede, at Cypern, Grækenland, Kroatien, Rusland, Makedonien, Malta og Rumænien havde stemt sammen i Tallinn

PS:

“Renæssance …, der har varet i 20 år,” står det. Det er ingen hemmelighed, at Malene Mortensens sidsteplads i Estland 2002 skabte en del uro og efterrationalisering i DR. Det er skrevet før, og jeg gentager det gerne. At Malene Mortensen kun fik syv stemmer skyldtes ikke kun, at hendes sang og performance var off i forhold til, hvad Europa var i humør til.

En sen nattetime i maj 2003 sad Morten Carlsson og jeg i baren på et hotel i Tallinn. De fleste andre journalister og DR-folk var enten gået i seng eller opholdt sig i den ekstremt larmende Euro Club ved siden af. Carlssons rumænske kollega kom hen til bordet med et stykke A4-papir. Papiret var fyldt med optegnelser og tal. Det lignende et ‘ sweepstake’ før en fodboldkamp.

Manden var i færd med at aftale indbyrdes stemmefordeling mellem de deltagende lande. De, der ønskede at medvirke. Ren korruption. Rumænien giver Makedonien så og så mange point. Og omvendt. Dengang i 2002 blev grandprixet stadig kun delvis dækket af telefonafstemninger. Resten var op til lokale juryer = de magtfulde tv-chefer.

Det rumæanske forsøg på stemmesamarbejde blev blankt afvist af en vred dansk delegationsleder.

Næste dag fik Malene Mortensen syv stemmer. Heraf fire fra Israel. Det er en kendsgerning. Ingen ved, hvordan Malene var endt med en retfærdig stemmeafgivning, men dog næppe meget bedre.

“Det er fandme en god historie, som bør fortælles,” sagde jeg til Carlsson. Igen og igen. Og igen. “Vent lidt,” sagde han hver gang. Et års tid senere modtog bl. a. jeg og en kollega fra norske Dagbladet en kopi af en intern EBU-rapport, der dokumenterede, at Cypern, Grækenland, Kroatien, Rusland, Makedonien, Malta og Rumænien havde stemt sammen i Tallinn.

Rapporten bakkedes op af udtalelser fra franske og svenske delegationsmedlemer, der havde haft samme oplevelse som Carlsson. I dag gør EBU alt for at undgå korruption.

Magi og lobbyisme: Fortællingen om miraklet i Stockholm 20 år efter – 2:2

Magi og lobbyisme: Fortællingen om miraklet i Stockholm 20 år efter – 2:2

af | jan 14, 2020 | Essay, Nyheder

Det har været en lang og smuk aften- og majnat i Gamla Stan i Stockholm. Smuk som … ja. Klokken nærmer sig fire, da fotografen og jeg kommer tilbage til hotellet på Dobelnsgatan i Norrmalm. Jeg kan ikke nære mig. Går ind i hotellets computerrum i stueetagen.

Det er en kompliceret affære at logge sig ind i cyberspace på den medbragte arbejds-pc. Hvilket i øvrigt forudsætter, at den virker. Det er som vinden blæser. Man har altid været dygtige til at spare penge på min gamle arbejdsplads.

Så er det meget mere simpelt med hotellets stationære EDB-apparat. I denne sene nattestund er jeg definitivt mest til lette løsninger. Logger mig ind på et af de engelske bettingsites. Jo. Et enkelt bettingfirma giver stadig pengene 56 gange igen, hvis Brødrene Olsen vinder lørdagens internationale Melodi Grand Prix med deres Fly on the Wings of Love. Godt nok er deres odds faldet fra over 100 til 56 på bare fire dage. Andre er faldet helt ned under 10.

Igen overvejer jeg at sætte feriepengene – 7 – 8.000 kr. – der netop er indgået på kontoen, på den umulige sejr. Men nej. Fornuftens stemme eller, hvad det nu er, der trænger igennem den årle morgentåge, stopper mig. Familien skal trods alt på ferie et par måneder senere.

Havde jeg bare kigget en anelse den anden vej, ville jeg 24 timer senere have været en lille halv million kroner rigere. For det beløb ville familien kunne holde en hel del ferie.

Sånt är livet.

Det bedst producerede nummer

Tidligere på eftermiddagen samme fredag har et par kolleger og jeg overværet en generalprøve, hvor de 24 deltagere har fremført hver sin sang. Generalprøven er der dels for sangernes skyld, dels til hjælp for tv-holdet. Efter Charlotte Nilssons forudsigelige sejr i 1999 med den til det kriminelt grænsende ABBA-begejstrede pastiche Take Me to Your Heaven har der været en del snak og skriverier om, at 2000 vil blive året, der fører gamle tante Melodi Grand Prix ind i det nye årtusinde med en moderne, digital elektronisk baseret lyd.

Hele elleve lande stiller op med numre inspireret af moderne tendenser på dance-scenen.

Lyttet til i 2020 – jeg har genhørt alle 24 numre, og det var noget af en prøvelse – er det ironisk, at Stig Kreutzfeldts signaturproduktion af Jørgen og Nollers sang var finalens med a-f-s-t-a-n-d bedst producerede indspilning med flittig brug af hans lille studies mange digitale muligheder. Herunder autotune and all i år to efter Chers Believe.

Jørgen Olsen er tydeligt rørt over at stå på scenen, selv her, hvor det jo bare er en prøve. Der er en særlig energi og ægthed over de to ældre mænd i sorte jakkesæt. Intet andet i dette menageri, der blandt andet omfatter en israelsk støtteaktion for Syrien og fire mindreårige georgiske piger stadset ud som lolitaer, virker ægte

Under generalprøven i Globen fredag aften sker der et eller andet magisk, da Jørgen og Noller Olsen og de fire korsangere synger Fly on the Wings of Love. Jørgen Olsen er tydeligt rørt over at stå på scenen, selv her, hvor det jo bare er en prøve. Der er en særlig energi og ægthed over de to ældre mænd i sorte jakkesæt. Intet andet i dette menageri, der blandt andet omfatter en israelsk støtteaktion for Syrien og fire mindreårige georgiske piger stadset ud som lolitaer, virker ægte.

Det rykker kraftigt i popgenet, da det senere ikoniske brag lyder 2:20 inde i Fly on the Wings of Love og nogle mennesker helt fremme i salen rejser sig og jubler vildt.

Tilbage på hotelværelset – med afstikkere til computerrummet hver gang den medbragte computer sætter ud – afslutter jeg en optaktsartikel.

En redaktør ringer og spørger, om ikke jeg burde skrive noget om de danske chancer? “Avisen bliver primært læst af danskere,” siger han tørt. Så jeg skriver selvfølgelig en tilføjelse:

”Et par diskrete, ydmyge poppedrenge fra Danmark. Vinder de? Stemningen hos bookmakere og branchefolk er til et nej. Jeg tror på deres chance. For det første er sympatien for de to danskere enorm. Det er en hamrende god melodi. Jeg har fulgt prøver og generalprøven i aftes. Der sker simpelthen et eller andet magisk i Globen, når Olsen og korpigerne begynder på omkvædet i ‘Fly On The Wings Of Love’. I Cirkusbygningen var det nok til en suveræn sejr. Kan magien nå ud gennem de europæiske TV-skærme, kan miraklet ske igen. Med en absolut topplacering.”

Ud på aftenen drikker vi, en flok danske journalister og fotografer, et par mellanöl på en fancy bar i Gamla Stan. Ingen af os gider ikke det der gammeldags med at rende rundt og forsøge at spænde ben for konkurrenten/erne. Vi har fri.

Jeg har altid holdt meget af legenden om de tre danske sportsjournalister, der var med landsholdet vist nok i Finland. På et tidspunkt efter kampen ringer Aktuelts Knud Lundberg til den jourhavende på en af de andre aviser. ”Din kollega er faldet (med den usagte forlængelse ’om af druk’). Her er et referat af kampen, som I kan trykke i stedet.”

That’s the spirit. Kollegialitet. Gode, gamle Lundberg.

Du er på forsiden i morgen

På et tidspunkt ringer min Nokia.

“Du er på forsiden i morgen,” lyder det fra en kollega på aftenvagt.

Chokeret erfarer jeg, at der næste dag vil stå “Miraklet kan ske” på forsiden af avisen. Med et stort citat fra mig.

“Din røv hænger i klaskehøjde,” griner en fotograf, da jeg fortæller det videre. Ja, det tør antydes. Jeg kan høre redaktionen runge af latter, hvis Fly on the Wings of Love ender i bunden.

Lidt senere ringer DR Eventchef Morten Carlsson med den fine titel Head of Delegation og spørger, hvad jeg synes om generalprøven. Jeg fortæller han, at jeg blev så begejstret, at avisen citerer mig for det på forsiden dagen efter. Jeg er godt og grundigt på vej til at blive grin.

“Fedt,” siger han bare, uden at lytte til mit klynk.

“Hvis det fylder avisens forside i morgen, kan det nå at påvirke seerne i de andre lande.”

Vi satser på engelsktalende lande og lande, der normalt ikke stemmer på os. For eksempel Tyskland, som aldrig giver de danske sange stemmer. Da vi normalt får gode stemmetal i Norge, Sverige, Finland og Island, er der ud fra en kynisk betragtning ingen grund til at satse på dem. Letland, Malta, Tyskland og Spanien er interessante lande, hvorimod Frankrig ikke kan påvirkes. Det ville være spild af tid”

For at forstå den tankegang skal tiden skrues to dage tilbage, til onsdag aften. Carlsson og jeg er mødtes i Globens restaurant. Han forklarer, at der er et nyt element i spil i dette års konkurrence. For første gang er det overladt til seerne at stemme. De sædvanlige ekspertjuryer er afskaffet. Det gælder om at påvirke holdninger hos seerne gennem kommentatorerne.

Det handler om lobbyisme. Om bookmakere, der dengang sidst i 90’erne for alvor er begyndt at spille på Melodi Grand Prix.

“Alene det, at de (kommentatorerne, red.) siger et par ord om Olsen Brødrene, når de præsenterer sangen, kan være med til at påvirke seerne. Vi prøver desuden at påvirke bookmakerne, især Ladbrooks. Bookmakernes odds på de enkelte kunstnere kan påvirke seerne, når de læser i avisen, at flere og flere tror på det danske bidrag. Vi har allerede tidligt ringet rundt til de vigtigste bookmakere og tilbudt dem videoer og CDer med Olsen Brødrene,” siger han også, og tilføjer:

”Vi kan påvirke de internationale bookmakeres odds ved at sætte 10.000 kr. på det rigtige tidspunkt på Olsen Brødrene. Det vil sige lige inden de lukker for budene,« siger Morten Carlsson.

Han understreger, at det hverken er DR eller Brødrene Olsen, men derimod nogle venner, der er så venlige at spille på dansk sejr.

“Vi satser på engelsktalende lande og lande, der normalt ikke stemmer på os. For eksempel Tyskland, som aldrig giver de danske sange stemmer. Da vi normalt får gode stemmetal i Norge, Sverige, Finland og Island er der ud fra en kynisk betragtning ingen grund til at satse på dem. Letland, Malta, Tyskland og Spanien er interessante lande, hvorimod Frankrig ikke kan påvirkes. Det ville være spild af tid,” siger Morten Carlsson.

Fed melodi. God performance

Fotografen og jeg møder frem i Globen tidligt lørdag aften. Inde i presserummet taler jeg med en schweizisk radio-dj, som jeg har mødt under en reception for Brødrene Olsen om onsdagen.

“Jeg hører, at du mener, at The Olsen Brothers kan vinde,” siger han med et stort grin. Han har læst det i fanforum og fortæller, at Fly on the Wings of Love tippes i top 5 hos en schweizisk bookmaker.

De danske journalister og fotografer sidder sammen i et hjørne af presserummet med udsigt til en stor tv-skærm. Jeg har ladet min computer blive på hotellet. Den er gået helt død. Brødrene Olsen klarer den godt, er vi enige om. Fed melodi. God performance.

Omkring kl. 22.45 begynder de to værter at præsentere stemmetal. 12 til Danmark fra Israel. 10 fra Holland. 12 fra Storbritannien (som man for Guds skyld ikke må kalde England under Melodi Grand Prix), 8 fra Estland, 7 fra Frankrig. Så meget for eventchefens ord om franskmændene.

Jeg taler med en redaktør hjemme i Danmark. Trods avisens optimistiske forside er der ikke rigtig nogen plan for en dansk sejr. Selvom dasset unægtelig begynder at brænde. Eller jo, få minutter senere beslutter nogen højt oppe i systemet, at vi kører, hvis Jørgen og Noller vinder. Jeg låner en computer af en sød kollega, der alligevel først har deadline tre døgn senere.

Personligt spiser jeg konspirationsteorier med frugt og granola til morgenmad, men her er kun at sige: der VAR ingen begejstring at vise under de andre numre. Heller ikke under den nævnte generalprøve. I dag har både fans og tv-producenterne lært, at festen i salen er en vigtig del af præsentationen af showet

Det vælter ind med point. Da der kommer 12 fra Rusland fornemmer alle, at Danmark vil vinde. 10 fra Schweiz. Tak DJ-kollega. 12 fra Tyskland. 10 fra Spanien. 12 fra Letland. 12 fra Malta. 12 fra Irland og fra Norge, Island, Finland og Sverige. Alt sammen som eventchefen havde håbet.

Efter mere eller mindre korporligt at have fjernet en tysk fan fra en af Globens computere, når jeg at sende en reportage med 34 slåfejl, der når at komme med i søndagsavisen. Brødrene Olsens triumf.

Som det kan ses på klippet fra Globen viser kameraerne igen og igen et hav af tændte lightere og mobiltelefoner, mens Brødrene Olsen synger. Man ser Jørgen Olsens åbenlyse glæde over den stemning, han og broderen tænder i arenaen – faktisk allerede inden, Nollers trommespil på DAT-båndet sætter nummeret igang. Man fornemmer også en lille spids af et særligt mønster mellem brødrene: Jørgen bliver følelsesladet. Noller signalerer: “Jørgen, vi er på. Get a grip”.

Kort efter den 14. maj 2000 opstår en af de utallige Melodi Grand Prix-konspirationsteorier i Eurovision-fankulten: Svensk tv hjalp Danmark til sejr ved at vise publikums begejstring. For der blev ikke panoreret ud over publikum under andre bidrag. Kun det danske.

Personligt spiser jeg konspirationsteorier med frugt og granola til morgenmad, men her er kun at sige: der VAR ingen begejstring at vise under de andre numre. Heller ikke under den nævnte generalprøve. I dag har både fans og tv-producenterne lært, at festen i salen er en vigtig del af præsentationen af showet.

Foto: Bent Midstrup