Og nu er Oscar gæst i en den nyeste POVcast. Som i øvrigt ifølge SoundCloud er POV Mediano Musics podcast nr. 270. Det skal med, at omkring 50 af dem er Tanja Brinks musikalske julekalendere fra 2020 og -21.
Som det fremgår af efternavnet, har Oscar Mukherjee indiske rødder – og han tilbragte de første år af sit liv i San Francisco. En opvækst der har sat sine tydelige spor i hans musik. Samtalen er ikke gammel, før kunstnere som Tom Petty, Crosby, Stills, Nash & Young, Grateful Dead, Janis Joplin, Jimi Hendrix og Creedence Clearwater Revival bliver nævnt.
Netop flyttet til Danmark begyndte Oscar at opsøge bluesklubben Mojo i København.
”Vi flyttede hertil, da jeg var omkring 14-15 år. Min far spurgte, om man måtte have en dreng, der var yngre end 18 år med ind på Mojo, det måtte han godt, bare ingen alkohol. Det var op på scenen med det samme og spille med i så mange jamsessions som muligt. Jeg var derinde altid.”
Oscar Mukherjee spiller stadig sin egen version af The Blues i Pay Day. The Mukherjee Development spiller i en stil, der i mangel af bedre kan beskrives som en blanding af roots, americana, alt-country.
Pejlemærker kunne være kunstnere som Coldplay, John Prine, Kurt Vile, The Rolling Stones, Neil Young, The War Against Drugs og Jonah Blacksmith, hvor Søren Bigum (guitarer) og Søren Poulsen (trommer) fra Mukherjee Development også er medlemmer. De øvrige medlemmer er Henrik Poulsen, bas, og Jacob Holm, guitar.
Vi taler om Oscars opvækst i San Fransisco, om kulturel appropriation – at spille bluesmusik, når man ikke har rødder blandt sorte i de amerikanske sydstater. Om forholdet til det gamle hjemland. USA, hvor “I used to want to be American/I take that back now tenfold,” som Oscar synger i en sang.
Om den procesorienterede tilgang til musikken i The Mukherjee Development. Om arbejdet med at skabe sin egen musik i en stil, hvor melodi og sammenspil er omdrejningspunktet.
Om den subtile, selvironiske humor, bl.a. i titelnummeret på det nye album, Should I Dance For You” om hende til festen, man ikke kan tage sig sammen til at kontakte. Det er en selvironisk ”anti-popsang. Det er lidt demonstrativt sumpet, det tøffer og sumper omkring. Det er alt andet end et traditionelt dansenummer.”
Og så er der dem, der har hjulpet med på vejen, bl.a. Poul Krebs, som Oscar kalder sin mentor. Han har bl.a. hjulpet i forbindelse med et skriveophold i Texas.
“Der er mange ting at takke Poul for. For fire-fem år siden var jeg med ham ude at spille på en turne, hvor han gav mig lejlighed til at spille. Det var en kæmpe hjælp at stå på scenen med ham. I forbindelse med min EP “Sentimental Sleep” hjalp han mig i kontakt med nogle musikere. Det er rart, at der nogen højere op i hierakiet, der rækker hånden ud, og det minder en om, at man skal huske at gøre det samme.”
Velproducerede gode melodier med meningsfyldt lyrik fra Juncker
MUSIK: Længere nede ad vejen, Christian Juncker. Album, udkom d. 29. november 2021
I sidste uge kom det frem, at sangskriveren Christian Juncker stiller op i årets Melodi Grand Prix. Hvis der er nogen, der kan skrive gode melodier med meningsfyldt lyrik med dybde, er det Brønshøjs egen Juncker. Hans bidrag til årets Tante Sangfest er ”Kommet for at blive” i den klassiske danske sangskrivertradition, som f.eks. også Folkeklubben gør sig i. En fin, melodisk sang med tyngde i sin egen ret, hvorfor den da heller ikke har en jordisk chance for at vinde, hvis den kommer med i det store Eurovision.
Men lad mig benytte lejligheden til at anbefale Junckers herlige album, Længere nede ad vejen, der udkom sidste år. Det indeholder nye numre og versioner af gamle sange i nye 2021-versioner – som f.eks. storhittet ”Mogens og Karen” og ”Havanna”.
Det gode her er nye sange som pop-solglimtet ”Mintgrøn sommerfugl” i en for Juncker ny stil, det friske vesterhavspust af en sang, ”Havblik”, og det flotte Lars H.U.G.’sk drilske ”Evigheden mellem os”, skrevet sammen med Andreas Odbjerg, smilehulspopsangen ”Wallenberg”. Jeg kunne blive ved.
Tobias Dybvad har den klassisk rutinerede stand-up komikers blik for altings særhed. Ikke mindst når det gælder ham selv og de nærmeste. Gennem et par årtier har han rendyrket sin charmerende og ligefremme stil på tv, i fem show og mange andre optrædener.
I Levemand kommer de store grin på stribe. Især når Dybvad funderer over hverdagsoplevelser med sin (sviger-) familie. Specielt i en række associationsstrømme fastholder Tobias Dybvad smilet. Det er ikke nødvendigvis nogen nem kunst at skabe et let flow, hvor logikken er sat på standby.
Men det halter, når han bevæger sig ind i smertepunkterne. F.eks. hvor han behandler sin tidligere eskalerende ludomani og lemfældige køb og salg af aktier. Han taber den decideret i en passage om en døende 16-årig kæmpe-fan, som han når at møde, inden det er for sent. Hvad betyder det for Dybvad? Det finder vi aldrig ud af. Den dreng havde fortjent mere. Showets tag-line er trods alt ”Skal man have fået en dødsdom for at sætte pris på livet?”. Der er mange lette grin i Levemand, men du går forgæves, hvis du forventer at høre eksistentielle emner behandlet med perspektiv som f.eks. Christian Fuhlendorff og Rune Klan.
I det store billede bliver krigen mod drugs – desværre – nok aldrig vundet, men torsdag aften d. 31. marts vandt War on Drugs mig i en koncert, der kortest kan beskrives som en behageligt sanseåbnende musikalsk bevidsthedsstrøm.
Over 17 år har Philadelphias egne udviklet sig fra et følsomt atmosfærisk lydende indie-popband til et moderne bud på highway-rock, som det lød på det gennemsnitlige Springsteen-album i slut-8o’erne/primo 90’erne.
Jeg mener, hvor finder man ellers en fire minutter lang saxofonsolo, som i K.B. Hallen, da WOD lagde vejen forbi?
Det begyndte veloplagt med ”Old Skin” og – på vej gennem kendte numre som en trippet ”My Own Desire” og altfavnende ”Under the Pressure” og en god håndfuld numre fra det flotte 2021-album I Don’t Live Here Anymore – gjorde gruppen det, de gør bedst. Spillede sig selv nærmest som i en opadgående spiral af et flow nærmere og nærmere det musikalske klimaks – i nærmest metafysisk dialog med et vældig veloplagt publikum, der lignede en plantage efter et tiltrængt regnvejr efter to års tørke.
Frontmanden, sanger og guitarist Adam Granduciel er en af de mest diskrete rock’n’roll frontmænd, jeg lige kan komme i tanke om. Men formidabelt, som hans guitarspil konstant ligesom vokser ud af sangene, frem for at virke som påklistret lir.
Tim Christensen er ubestrideligt driveren i Dizzy Mizz Lizzy. Han skriver musikken, synger, er solist, står i front. Men når de to andre, Martin Nielsen og Søren Friis, står/sidder der sammen med Sir Tim på scenen, virker de som én organisme. Det er unikt ved det band, at de to musikere både komplementerer manden i centrum og virker som hans ligeberettigede.
Sagt på en anden måde: deres samspil er endnu tættere end afstanden mellem Putin og den næste infame løgn. Martin Nielsens basspil er drønsolidt. Søren Friis slår hårdt og præcist, men han spiller samtidig med diskretion, luft og et swing, jeg ofte savner hos rocktrommeslagere.
Det blev bekræftet ved premieren d. 1.4. i Arena Næstved på den længe ventede triple koncertturné med Bersærk og Pscyhed Up Janis. Gennem et sæt heldigvis med flere numre fra det melodiske mesterværk Alter Echo – der er i klasse med Rushs Moving Pictures – og selvfølgelig publikumsfavoritter som ”Silverflame”, ”Waterline”. Tim Christensen bliver bedre og bedre til at udfordre sine sange med sit både enormt præcise og legende guitarspil. Det formidable ved det band er, at det aldrig bliver kedeligt live, hvilket man ikke nødvendigvis kan sige om alle deres numre.
At genåbningen af koncertlivet også betyder velkommen tilbage til tåbers slåskampe og øl, der bliver hældt ud over alt og alle, er så noget andet.
“I used to want to be American/I take that back now tenfold,” synger Oscar Mukherjee på sit nye album The Mukherjee Development. Jeg er med ham her – tenfold. 72 mio. amerikanere stemte på en mand, der hylder Hitler. Men musikken har vi, og dansk-boende Mukherjee, der både har indiske og amerikanske rødder, bruger sin Americana-inspiration originalt i et udtryk, hvor der lige så vel som den vederkvægende sydstatslyd kan findes noter af Radiohead (”Wish I Were the Sun”) og anden indierock.
Stadig er der et dybtfølt feel i musikken som hos fx Steve Gunn, Ryley Walker, Kurt Vile og salig John Prine, som hyldes på pladen. Min personlige favorit er ”Call it Fraud” med Rolling Stonesk swagger og et Grateful Dead-agtigt flow. Stadig med Mukherjees helt personlige distinkte udtryk, hvor gode melodier på stribe vugger gennem højttalerne. De meget personlige tekster er nu og her og bærer samtidig præg af Mukherjees rødder i tre vidt forskellige kulturer. Med et subtilt humoristisk, lidt mørkt blik for et liv, hvor kontraster, udfordringer og glædens lys blandes.
The Mukherjee Development er et særdeles velkomment dansk album – og dertil et bidrag til den efterhånden store danske ”Danamericana” (kan man kalde det)-scene, omfattende artister som Jonah Blacksmith, Kajsa Vala, Barrow/Mikkel Bøggild, Chasing Grace.
Det seneste tiår har Joshua Michael Tillman med stor succes dyrket sin rockpersona Father John Misty – som en form for ironisk, lettere depressiv hipsterudgave af Springsteen i betydningen tvivlende besynger af det amerikanske drømmeflimmer. Fem album er det blevet til. 13, inklusive album udgivet under navnet J. Tillman.
At Father John Misty er inspireret 1940’ernes og 50’ernes big band musik og såkaldt champer pop af Burt Bacharach-skolen er ingen hemmelighed. Det kunne f.eks. høres på Roskilde Festival 2017 med hjælp fra Copenhagen Phil.
På det nye album Chloë and the Next 20th Century manifesteres Tillmanns fascination så vellykket, at jeg kommer i tvivl, om det er hans sange, der udforsker det intime i det grandiose, filmiske retroudtryk, eller om det er udtrykket, der udforsker hans sange. Kald det symbiotisk. Det er uden tvivl FJM’s musikalsk set mest gennemførte album.
F.eks. læner ”Goodbye Mr. Blue” sig velsmurt op ad Glen Campbell-traditionen. I bl.a. ”Buddy’s Rendezvous” hører jeg genklang af Harry Nilsson i dennes storhedstid. I ”Q4” er popbegejstringen næsten tøjlesløst direkte smittende. Så har man hørt det med. Og selvom det indimellem er ved at kamme over i det rene Fred Astaire i sort-hvid, forføres jeg igen og igen af sangenes betagende melodiske charme.