af Jan Have Eriksen | jan 24, 2020 | Anmeldelse
Jeg arbejdede en gang sammen med en layouter, der var skruet sådan sammen, at hvis man roste et layout for at være æstetisk flot, kunne man være sikker på, at det næste lignede Berlin i maj 1945.
Efter at have været til koncert med den (måske forhenværende) countrymusiker Sturgill Simpson, har jeg de to mænd mistænkt for at være åndeligt i familie.
Tirsdag aften gav Simpson og hans band en koncert, hvor intet lød, som det plejer. En koncert, der gav ny mening til de senere års modeudtryk ’disruption’.
Den amerikanske sanger lod sine gamle sange tage et retro-syrebad i en Neil Young’sk mission: bryd møget ned, byg noget nyt.
Var det godt? I lange passager skabte Simpson og hans tre mand store bands improvisationer et medrivende groovy udtryk i Store Vega. Men bortset fra Sturgills intense sang blev det efterhånden mindre og mindre relevant for andre end musikerne selv. Muligvis endda kun for Sturgill Simpson. Øverummet blev til et ØV-rum.
Som han selv sagde efter en lang, liret passage: “We havn’t got a f***ing clue, what we’re doing up here.”
Som ung voksede Sturgill op alene med sin far, der arbejdede for narkotikapolitiet. Selv solgte han stoffer i highschool. En lignende dualitet har gjort sig gældende for den tydeligvis konstant tvivlende musiker i hans forhold til pladebranchen
Sturgill Simpson fik pæn succes med albummet A Sailor’s Guide to Earth og brød for alvor igennem i 2016 med Metamodern Sounds in Country Music. Som det vel fremgår af den ironiske titel, har Simpson fra begyndelsen været en kantet figur på countryscenen. Nogle kaldte ham countrymusikkens redning, andre mente, at han bragte outlaw country-musikken – Merle Haggard, Waylon Jennings – og lyden af Dwight Yoakam tilbage til ære og værdighed.
I 2016 gav Simpson en koncert på Roskilde Festivalen, hvor alt gik op i en højere enhed: En veloplagt sanger, der fik det optimale ud af det sangkatalog, han red ind på, fremragende band, smukt vejr, indforstået publikum, godt selskab. En af mine største Roskilde-oplevelser.
Masser af skulderklap
Som ung voksede Sturgill op alene med sin far, der arbejdede for narkotikapolitiet. Selv solgte han stoffer i highschool.
En lignende dualitet har gjort sig gældende for den tydeligvis konstant tvivlende musiker i hans forhold til pladebranchen. Han blev begavet med grammyer, masser af skulderklap på direktionsgangene i Nashville, og fra Mick Jagger og Martin Scorsese, der hyrede ham til at skrive titelsangen til tv-serien Vinyl. Han har sågar modtaget, hvad der svarer til et ridderkors, i staten Kentucky. Han storsolgte og modtog skove af anmelderroser. Sidste år udsendte han albummet Sound & Fury, der lyder som hvis ZZ Top, Doors og en analog udgave af Human League og Soft Cell mødte hinanden. Bye-bye country. Goddag en forunderlig, småsexet guitarbåren danselyd.
Som Sturgill Simpson sagde på scenen i Vega:
”Jeg udgav det for at slippe ud af min forbandede pladekontrakt. Jeg tror, det har hjulpet. Pladen har kun solgt 53.000 eks.”
Det begyndte sådan set fint nok.
Jeg havde forberedt mig på, at Sturgill og band ville spille de ti sange fra Sound & Fury – ovenikøbet i den rigtige rækkefølge. I takt med, at pladesalget er dalet og nu kun foregår digitalt eller på vinyl, er den form for showcase-koncerter blevet populære. Irriterende nok.
Der var sågar en fornemmelse af dybfølt vilje og nerve hos Simpson i centrum for løst strukturerede improvisationer. At det rent faktisk betød noget for ham deroppe, især efterhånden som han fik sunget sig varm. Der er enormt meget følelse i hans vokal, når det tager ham
Bandet lagde ganske frisk ud med Ronin, hvor Sturgill spillede sin guitar med mere eller mindre samme udtryk som ZZ Tops Billy Gibbons fede, melodiske blues-boogie-lyd af rørforstærker.
I betragtning af at det, der foregik på scenen med Simpsons ord var en øveaften, lød det forbløffende tight allerede fra begyndelsen. Samspillet mellem bassist Chuck Bartels og trommeslager Miles Miller fik mig til at tænke på det suveræne fælles swing mellem Stu Cook og Doug Clifford fra Creedence Clearwater Revival. John Fogerty har manglet dem bag, siden de brød med hinanden. Det er en anden sag.
Der var tumultariske passager blandt andet i tredje nummer, Sing Along, hvor jeg frygtede, at bandet ville tabe det. Der var massive rockklodser på en swampet bund med en keybardspiller, der var leveringsdygtig i alt fra Ray Manzarek orgellyd til Würlitzer model Supertramp.
Der var sågar en fornemmelse af dybfølt vilje og nerve hos Simpson i centrum for løst strukturerede improvisationer. At det rent faktisk betød noget for ham deroppe, især efterhånden som han fik sunget sig varm. Der er enormt meget følelse i hans vokal, når det tager ham.
Få lyspunkter
Men efterhånden som vi kom igennem de nye numre, begyndte jeg at glæde mig til at høre kendte numre som It Ain’t All Flowers,Welcome to Earth (Pollywog), Turtles All the Way Down og Some Days velvidende, at det ikke ville blive, som jeg huskede dem fra Roskilde. Det var et helt andet band, et andet mere ruralt udtryk. Men dog.
Det skete bare ikke. Country ny-klassikerne blev flået igennem af rock’n’roll riffs, boogie-groove, soul-fraser. Og lød mere som en undskyldning for at have det sjovt end som et fundament.
En ting er at jeg gradvist blev sat af i denne øverums-session. Noget andet at jeg i stigende grad fornemmede, at det også gjaldt de tre medlemmer af bandet. Indimellem i hvert fald.
Eneste lyspunkt mod slutningen var en version af Willie Nelsons standard I’d Have to Be Crazy, der er umulig at slå ihjel, og en højspændt version af soul-klassiskeren You Don’t Miss Your Water (som selv Brian Eno har indspillet), hvor Sturgills følelser lå totalt blotlagte uden på skjorten, og Bobby Emmett spillede sit keyboard, som kunne han afskaffe al elendighed i næste akkord.
På en måde er der jo noget uendelig befriende ægte over en musiker, der på den måde afmonterer den professionelle kunstnerkappe, springer ud gennem den fjerde væg og stiller sig op som mennesket Sturgill Simpson, mens han skubber al sin businesslede, tvivl og oprørskhed foran sig til offentlig skue i en paddehattesky af distortion
Men den gribende forestilling og et lån fra T. Rex i sidste nummer kunne ikke ændre ved den forestilling, at Simpsons sange fra de første tre album er meget mere interessante på plade.
Under koncerten fortalte Sturgill, at han bliver nødt til at stoppe på et tidspunkt, inden han bliver kvalt af branchen. Ikke i dag, ikke i morgen. Men på et tidspunkt.
På en måde er der jo noget uendelig befriende ægte over en musiker, der på den måde afmonterer den professionelle kunstnerkappe, springer ud gennem den fjerde væg og stiller sig op som mennesket Sturgill Simpson, mens han skubber al sin businesslede, tvivl og oprørskhed foran sig til offentlig skue i en paddehattesky af distortion.
Så stod man der
Så der stod man der på Enghavevej efter koncerten med vægten i hånden. Eller rettere sprang for livet mellem cyklister uden hoveder under hjelmene.
I vægtens ene skål respekt for en fritænker med integritet. I den anden skål en fornemmelse af at være gået glip af noget stort, der ikke ville indfinde sig. Og en fornemmelse af at have kedet sig bravt indimellem, når improerne blev for retningsløse.
I modsætning til koncerter sidste år med Neil Young og Bob Dylan, der stolte improviserede over det gamle guld, virkede Sturgill Simpson ikke specielt stolt. Nærmest lidt trist.
Onklerne Neil og Bob er så selvfølgelig 34 – 38 år ældre end 41-årige Sturgill. De har givet og fået modstand henad vejen og shiner stadig. Jeg tror, Simpsons talent er så stort, at det vil overvinde indre og ydre modstand.
Sturgill Simpson, Store Vega, tirsdag 21. januar 2020.
af Jan Have Eriksen | feb 11, 2019 | Anmeldelse
En gammel journalistisk frase lyder, at man kan researche en historie ihjel. Forleden var jeg tæt på at researche denne anmeldelse ihjel. Sådan forstået, at jeg så nogle YouTube-mobiloptagelser fra diverse koncerter med det genopstandne The Revolution. Bedømt ud fra disse lignede fredagens koncert i Store Vega på forhånd en noget sløv oplevelse med nogle musikere, der måske ligefrem var ude på at slå mønt på det, som Wendy Melvoin her til aften kaldte “elefanten i rummet”.
Jeg skulle blive meget klogere. Det er det med virkeligheden derude i scenernes her-og-nu liverum; den er altid at foretrække, frem for skærmgengivelse.
Ved Princes alt for tidlige død den 21. april 2016 var det længe siden, han for alvor sidst havde spillet sammen med The Revolution. Bortset fra nogle samlinger ved festlige lejligheder havde bandet ikke været samlet på scenerne, siden de forlod Prince – eller omvendt – helt tilbage i 1985. De fortsatte dog med ham et par år i studierne.
MEN – det var The Revolution, der skabte funken rundt omkring Prince og hans guitar i de formative år fra de første dage i klubberne i Minneapolis, hvor de – og The Time med Jimmy Jam og Terry Lewis –skabte broen fra Motown, P-funk og Sly and the Family Stone til r&b-revolution og verdensherredømme. The Revolution var det tætteste, Prince kom på et fast band.
Jeg vover gerne et øje; det var sammen med The Revolutions medlemmer, Prince skabte sine mest interessante album. Fra Dirty Mind (1980) til og med Sign o’ the Times (1987). (Dr. Fink var med lidt længere).
Fra turbinehår til coffee house
Første tanke, da Lisa Coleman, keyboards, Wendy Melvoin, guitar og sang, Matt (Doctor) Fink, keyboards, Bobby Z, trommer og Brown Mark, bas og sang, gik på scenen i Vega, var, at de – megetoverraskende – var blevet ældre.
Finks doktorkittel er lagt noget ud. Han har min store sympati. Sidst jeg så Wendy spille med Prince, havde hun turbinehår og var, som det nu var dengang, dressed to kill. I dag ligner hun den sympatiske kvinde, der sidder med sin Mac og latte ved bordet ved siden af i hvilket som helst amerikansk coffee house.
De lagde ud med et massivt beat og voldsomt tromme-backtrack til “America” fra Around the World in a Day. Lovlig voldsomt, men allerede der i første nummer lød de påfaldende friske – og røvfunky. Og påfaldende, hvor tæt Brown kommer Princes lavere stemmeregister. Sådan skulle det fortsætte i “Computer Blue” fra Purple Rain, der altid vil være et af mine øde ø top 10-album.
Bare lyden af Lisas indledende keyboardtema, og jeg var bragt tilbage til utallige gennemlytninger af dette nummer, hvor soul, rock og jazz svitses sammen, så det syder.
Efter “Take Me With U”, “Uptown” og “D.M.S.R” var enhver mistanke om en koncert med lige så lidt glød som det falmede mønster i den paisley-mønstrede skjorte, der havde placeret sig foran mig, gjort til skamme. Ikke noget med postuleret tjuhej-party her.
Wendys rytmeguitar – Nile Rodgers skal tage sig sammen for at følge med – og Bobby Z’s lettere indolente, men hyper effektive trommespil løftede den indledende metalfunk op på et niveau, hvor det begyndte at lette. Hvilket samtidig skyldtes en lydmand åbenlyst over standardniveau.
Der står “imponerende skarpt” hele tre gange i telefonens noter.
Møgbeskidt funk
Fællessang til “Take Me with U” og endnu en flok møgbeskidte funkexcesser i form af “Raspberry Beret”, “Erotic City” og “Let’s Work”. Især i det sidste behandlede Brown sin slagbas, så man skulle tro, den havde været meget slem i går. Selvfølgelig er den slags indstuderet – The Revolution kører med stort set samme sætliste hver aften – men det virkede som om, de fem bandmedlemmer nød at stå der. Som da Coleman grinende forsøgte at stoppe Marks bassolo.
Bandet medbringer en sanger, hvis navn jeg ikke fik fat i, med et højt pitch, der synger for på en del numre. Men det, at vokalen er fordelt på ham, Mark og Wendy understeger, at The Revolution betragter sig selv som et kollektiv – og ikke The Revolution plus en, der ligner og lyder som Prince.
Energi og dynamik opstår i kontrasterne, og det var, da Wendy og Lisa blev alene på scenen, at koncertens point of no return opstod. En indfølt, helt nøgen version af “Sometimes it Snows in April” med Wendy enormt udtryksfuldt på akustisk guitar og Lisa på sit klaviatur.
Lige der lignende det mere Melissa Etheridge eller Shawn Colvin end Minneapolis. Et ualmindelig smukt øjeblik i Vega, hvis skønhed kun blev forstærket, da det lykkedes det musikalske flertal af de tilstedeværende at tysse den evigt knævrende del af publikum til tavshed.
Det var dér, da Wendy sang “Just after I’d wiped away his last tear/I guess he’s better off than he was before/A whole lot better off than the fools he left here,” at jeg mistede enhver mistro i forhold til The Revolutions ærlighed omkring deres hyldestprojekt.
En skinnende perle
I forvejen er denne komposition en perle, der skinner jo mere, den bliver pudset. Prince i et af sine i øvrigt mange eksistentielle øjeblikke. Som på “When Doves Cry”.
Tilbage i funksporet med “Let’s Go Crazy”, “Controversy” med en kulsort duel mellem Marks bas og Wendys guitar. I den gamle smadrekasse af et dansenummer, “Kiss”, spillede hun en evighed af en solo – wauw. Little girl Wendy parade. Yeah.
Det er muligt, at hun ikke har samme nuancer og grandeur som Prince, men det var godt, og på dette sene tidspunkt i koncerten havde publikum og band for længst taget hinanden under armene i denne hyldest til den store, lille kunstner.
Inden “Purple Rain” talte Wendy om sine og de andres bevæggrunde. Deres ide:
”Det handler om samvær. Grunden til, at vi kommer ud – æh, det var vist dumt sagt (Dagens latterudbrud i Vega; både Wendy og Lisa “came out” som lesbiske som helt unge). Vi har forsøgt at finde den bedste nåde at navigere i dette, og vi har taget jer med i den regning.”
Samvær var, hvad det handlede om, da publikum med lidt hjælp sang teksten til “Purple Rain”, som afrunding af en koncert, hvor nu og da, funk og følelse, fredagsfest og gennembladring af mentale fotoalbum endte i en syntese. Hvor nostalgi og heltehyldest slutter, og følelsen af at befinde sig på et sted, hvor der kun er én vej, nemlig frem i næste beat begynder, ved jeg ikke.
Men jeg ved, at Wendy sluttede af med at sige: “If you want us back. Call out.” Den opfordring er givet videre. Stik The Revolution et festivaltelt, og ikke en gummirøjser er tør.
Og hvor var Prince? Over det hele. På vej hjem i bilen fra Vega virkede det et øjeblik som om, regndråberne på forruden blev farvet lilla. Måske var det bare lyset fra et blåt neonskilt og et rødt stoplys, der blandede sig sammen.
The Revolution, Store Vega, 08.02.2019
af Jan Have Eriksen | okt 16, 2018 | Anmeldelse
Kacey Musgraves, Store Vega, 15.10.18
Fra GAFFA.dk “Nå, skal du nu ind og støtte Trump igen,” skrev en god bekendt i en besked. Som så mange andre country-hadere ved manden ikke bedre.
Tværtimod mener han, at alt nyt og spændende i rockbranchen kommer fra hiphop-scenen. Hvis rockmusikken endnu en gang skal være soundtrack til et opgør mod den fundamentale konservatisme i USA, skal det komme fra hiphop. Mener han. Hvor Kanye West passer ind i den ligning, ved jeg så ikke.
Ja, der findes stadig en tæt forbindelse mellem klassisk Nashville-country, diverse kirkesamfund og stærkt konservative kræfter syd for Route 66. Ja, Trump fik mange stemmer blandt andet i Kacey Musgraves’ fødestat Texas. Men som hun siger i et interview i Elton John’s Rocket Hour: “Country i dag er andet og mere end trucks og barer”. I 2014 fik Musgraves en Country Music Award for hittet “Follow Your Arrow” – der hylder homoseksualitet – fra albummet med den herlige titel Same Trailer, Different Park. (Da hun sang den ved CMA måtte hun dog udelade linien “Roll up a joint”).
Hun har sunget om prævention, cannabis som medicin og stillet spørgsmålstegn ved religiøse dogmer. Kacey er sammen med “Follow Your Arrow”s medskribent Brandy Clarke en af de spændende nye, stærke kvinder på countryscenen. Her til aften i Vega afsluttede netop “Follow Your Arrow” sættet i en koncert, der skiftevis begejstrede og fascinerede. Men… og det vender jeg tilbage til.
Mere Fleetwood Mac end banjo
Spørgsmålet inden koncerten var, hvordan numre fra det nyeste lettere eksperimenterende album “Golden Hour”, hvor der er lidt mere elektronik og Fleetwood Mac og Shania Twain end banjo, ville passe sammen med ældre numre.
Musgraves indtog scenen i Vega som en sphinx på en forhøjning badet i modlys i et sceneshow, der muligvis er beregnet til større sale i USA. Hvor hun normalt medbringer en B-scene. Det så nu også meget godt ud i Vega. Det begyndte med “Slow Burn” – alene det, at hun angiveligt har opkaldt et nummer efter en enorm populær podcastserie, signalerer en sangerinde, der ser sig selv som mere end en Patsy Cline husmor-kliché.
Alene med sin akustiske guitar foldede hun sin ubegribelig smukke melankolske vokal ud, så billeder af uendelige texanske horisonter under orange sol foldede sig ud. Med fuldt blus på scenen åbenbarede hendes seks mand store band sig, ulasteligt klædte i ens jakkesæt. Kacey selv er kendt for sin snazzy tøjstil.
I aften var hun klædt i en mere eller mindre transparent, flaskegrøn robe, jeg ikke tør forsøge at give et navn. Suppleret med et par sko, der manglede et par centimeter i at være stylter. Forunderligt nok lød det tæt på perfekt allerede i første nummer og videre i “Wonder Woman” og “Butterflies”.
Super lyd på stort band med så forskellige instrumenter som banjo, cello, steel-guitar, diverse guitarer og keyboards. Første tanke, om sangerens og sangskriveren Musgraves oprigtighed ville stå sin ret i dette nærmest drømmeagtigt glaserede set-up: lyd i high fidelity-format, vampet camp og stilistisk ekstravaganza?
Meget passende, at Kacey – lidt ironisk – tabte et par toner i netop “Wonder Woman”, hvor hun synger “I am only human”. Jo, hun står på jorden, hvad teksterne også viser. I disse som i de iøvrigt ret mange andre numre fra 2018-albummet Golden Hour er en vis inspiration fra klassisk westcoast-rock tydelig. Også live. Det er ikke ligefrem nyt med country/pop crossover – for små ti år siden scorede Lady Antebellum stor succes med noget lignende.
Man kan med god ret sige, at allerede The Eagles og Crosby, Stills, Nash & Young lånte fra country og skabte country/rock.
Dugger af regnfuld søndag
Det fine med iscenesættelsen af Kaceys band var, at udgangspunktet i traditonel country også var tydelig i de nye numre. Fik jeg nævnt den gode lyd?
Banjoen lød f.eks. som sit eget lille orkester i lydbilledet. Der er så og så mange virkemidler indenfor country. Musgraves forstår at bruge dem, så det er en fryd. Med hendes sang som stemningsskaber formelig dugger flere sange af regnfuld søndag eftermiddag, kaskader af nuancer af gråt på himlen og længsel efter… noget. Tæt på genialt gjort i “Love is a Wild Thing” – med stik modsat tema – da bandet pludselig eksploderede i et medrivende shuffletempo med fuld blink på lamperne.
Det var en endog meget tæt forbindelse i aften mellem det så godt som udsolgte Vega og Texas’ Flaskegrønne Rose deroppe på scenen.
I “Merry Go ‘Round” fra Same Trailer, Different Park , hvor sangerinden smart sang, så det faktisk lød, som cirklede hun rundt på en karrusel, overlod hun generøst sangen til publikum. Et følsomt øjeblik.
“High Time” er en spøjs konstruktion med et happy fløjtetema, der lyder, som burde det være spillet på en twangy Texas-ørken guitar. I Vega lød det dybt charmerende. Uden at virke søgt, som det ellers gør på pladen. “Golden Hour” igen fremført til perfektion med en melodi, der lyder af både Joni Mitchell og Musgraves’ kollega Taylor Swift i hver sin ende af singer-songwriter skalaen.
Formidabelt god melodi
En formidabelt god melodi leveret med fuldfed analog-ish 70’er-lyd. Jeg fik vist nævnt den gode lyd i Store Vega. Det var et af de ekstremt sjældne øjeblikke, hvor jeg havde fornemmelsen af at sidde under indspilninger i et pladestudie, nærmere end at stå i en koncertsal. Igen dette efterhånden stærkt sammenspillede band. Wow. Og igen i “Die Fun” et overraskende brud. Den begyndte med Portishead-feeling og endte i et mildt cresendo som i Fleetwood Macs “Go Your Own Way”.
I et tilsvarende tempo ligger den nye “Velvet Elvis” med et funky southern groove som hos Kongen selv i “Polk Salad Annie” eller “Wearing that Loved on Look”. Titlen er en tydelig og forståelig metafor, men jeg er ikke sikker på, at det nødvendigvis var specielt underholdende som kvinde at bo hos Elvis i Graceland. Medmindre man havde hang til lange nætter med læsning af religiøse skrifter og bøger om astrologi. Hvad der var tæt på at hæve denne anmeldelse til sjældne seks stjerner, var Kacey Musgraves nærvær på scenen.
Som den country girl, hun er, synger hun med største selvfølgelighed sine sange om at savne sin mor, om livserfarent at lære at acceptere de ting, man ikke kan ændre. For ikke at tale om alle melankolikeres nationalsang “Happy & Sad”. Eller “Space Cowboy”, der modent handler om at give hinanden plads i et forhold. Som første ekstranummer sang Kacey sin vanvittigt smukke “Rainbow” alene med et piano. Stemningen kan vel bedst beskrives på denne måde: der var – næsten – helt stille i Vega. Det siger en del.
Men bedst, som jeg var klar til at køre hjem for at skrive om en tæt på ultimativ oplevelse, kom de sidste to ekstranumre. En helt overflødig disco-version af Brooks & Dunns “Neon Moon” og Musgraves’ eget retro-disco-nummer “High Horse” fra det nyeste album. Der i Vega blev spillet med en god portion backtrack. Det virkede helt off – for mig punkterede de sidste par numre den magiske boble; den særegne følelse af samhørighed med musikken, jeg ellers havde befundet mig i indtil da.
Forleden læste jeg på GAFFA.dk, at selveste Kongen af tyskerfoden, Georgio Moroder, er på vej på turné. Overlad bare discoen til ham, miss Musgraves. Fornyelsen af countrymusikken kommer ikke fra et formentlig forlængst nedlagt studie i München. Den kommer fra hjertet.
Sætliste:
- Slow Burn
- Wonder Woman
- Butterflies
- Keep It to Yourself
- Merry Go ‘Round
- High Time
- Golden Hour
- Die Fun
- Mother
- Oh, What a World
- Family Is Family
- It Is What It Is
- Love Is a Wild Thing
- Velvet Elvis
- Happy & Sad
- Space Cowboy
- Follow Your Arrow
- Ekstranumre:
- Rainbow
- Neon Moon
- High Horse
(FOTO: Pressefoto)
af Jan Have Eriksen | sep 3, 2018 | Anmeldelse
Fra GAFFA.dk, anmeldt i Store Vega 02.09.2018
Altid charmerende Franz Ferdinand skabte lørdag aften en rockfest af de sjældne med Vega som ekstatisk medspiller.
Umiddelbart inden, Franz Ferdinand gik på scenen, lød et dance-mix af Roxy Musics “Love is the Drug” over højtaleranlægget. Det skulle vise sig som en udmærket ramme om den næste halvanden times forrygende rockshow.
Som utallige andre britiske bands de sidste fem årtier står Alex Kapranos og kumpaner på art-rock-pioneren Bryan Ferrys skulderpuder og David Bowies orange strithår med den ene fod og på diverse dancegenrer med den anden.
Siden gennembruddet i 2004 med “Take Me Out” og blandt andre “The Dark of the Matinée” har gruppen med det historisk klingende navn ændret udtryk nogle gange. Med udgangspunkt i guitarbaseret post-punk har de spillet mere eller mindre dance-baseret elektronisk domineret rock. De har forlængst bevist, at man, hvis man gør sig umage, godt kan få et indierock-publikum til at danse. Som f.eks. også Libertines og Kooks.
De fleste numre på seneste album fra i år, Always Ascending, er bygget op over keyboard- eller elektronisk baserede digitale skitser. På den baggrund er der så lagt melodisk figur og beats ovenpå. Set i det lys kan man kalde Franz F for Nephews skotske fætter.
Kompetent lydmand
Det skulle meget hurtigt vise sig i Vega, at gruppen med mellem en og tre guitarer i spil på scenen var rejst til København med et stramt sæt danserock og en tilsyneladende uhyre kompetent lydmand – på første turné efter eventyret med FFS, hvor gruppen havde allieret sig med 70er popduoen Sparks.
Dem så jeg desværre ikke, da de spillede i Tivoli for tre år siden. Til gengæld så jeg Franz Ferdinand året forinden på NorthSide.
Siden er medstifteren, guitarist Nick McCarthy, trådt ud for at hellige sig sin familie. Den nye guitarist har ikke samme definerende, frembusende- og trædende rolle på scenen, men hans rytmeguitar gør, hvad den skal mere eller mindre centralt i lydbilledet afhængig af om, Kapranos griber sin guitar.
Ja, så var der Kapranos. Den energiske og karismatiske sanger og badutspringer – i mangel af et bedre rock’n’rollagtigt ord – virkede endnu mere tændt, end man kender ham. Som et kraftcenter centerstage giver han de ikke altid lige interessante sange ekstra påtrængende power. Som en blanding af en omrejsende sydstatsvækkelsesprædikant og jovial skotsk showmand skabte han gospelstemning i salen, nærmest fra begyndelsen.
Bemærkelsesværdigt at hans skotske croon stod helt klart i lydbilledet allerede i det første nummer. Det samme med resten af bandet.
Bemærkelsesværdig også, at nye numre som “Glimpse of Love” og “Feel the Love Go” fra det nyeste album i begyndelsen af sættet fandt klangbund hos et publikum, der i et fælles energifelt sammen med bandet fik den fest, det var kommet efter.
Det gjaldt for eksempel også 14 år gamle “The Dark of the Matinée” med dét guitarriff og Karpanos’ i øvrigt fine tekst, hvor han får plads til både seinfeld’sk generationsportræt og radiolegenden Terry Wogan.
Flere breaks og skift
“Paper Cages” igen med euforisk rytmisk puls, febrilt disco-beat og igen et uafviseligt guitariff.
Selvfølgelig høres Franz Ferdinands rødder i 80’ernes og 90’ernes post-punk som f.eks. i det ny “Lazy Boy”, hvor titlens ordpar udgør hele det repetitive omkvæd. Det kunne være kommet ud af Manchester dengang.
I den sidste halvdel af sættet kom ældre numre som “Do You Want to”, “Walk Away” og “Take Me Out” med flere breaks og skift end i de mere strømlinede dansenumre. Som i “Walk Away”, der her i aften forenede klassisk britisk pub-fællessang med uregerlig punkenergi og det ufravigelige krav om “melodi som Gud”, som Karpanos forbilleder fra Liverpool skabte dengang, man ikke kunne sige John uden samtidig at sige Paul.
Var jeg ikke i forvejen revet med, blev jeg det, da Vega og Franz Ferdinand gjorde “Take Me Out” til et fælles anliggende. Clash, Bowie, XTC, Blur kogt sammen i en velsmagende skotsk haggis. “Velsmagende haggis” er i den grad contradiction in terms, men lad det fare.
Første ekstranummer “Slow Don’t Kill Me Slow” er ikke helt den omfavnende ballade, den gerne vil være, men det faldt på sin vis som et velkomment pusterum inden tre ekstranumre, der fik Vega til at gå i udbrud i en grad, som jeg sjældent har set.
Blandt andet i titelnummeret “Always Ascending” fra det nye album, der lyder som en hilsen til landsmændene Simple Minds’ “And the Band Played On”.
Alex Kapranos talte en gang i et interview i musikbladet Rolling Stone om den store, amerikanske forfatter Raymond Carver, der blandt meget andet skrev teaterstykket bag filmen “Birdman”. Den med Michael Keaton og en masse priser. Kapranos fortalte, at han havde læst en af Carvers romaner i både den “rigtige” version og den uredigerede. Den første komprimerede, redigerede var klart den bedste. Sådan bør det også være med rockmusik, tilføjede han.
Kollektiv sejr
Fuldstændig rigtigt. Verden rundt i et glimt, beat, rytme, melodi på de sagnomspundne tre minutter. Og så videre. Sådan som det var her i aften i Vega i en kollektiv sejr mellem et tæt band og publikum.
Det skriver jeg velvidende, at udtrykket “kollektiv sejr” ofte bruges om en dødkedelig fodboldkamp, hvor det ene nimandsforsvar har vundet over det andet.
Det kan, har jeg hørt, ikke afvises, at harcorefans fra den første FF-post-punk æra, vil mene, at det er blevet for meget fis og ballade med Kapranos hoppende rundt på scenen og party for resten – harcorefans kan generelt være ret nærtagende og besidderiske. Dem om det.
Den charmerende kvintet fik mig med hud og den smule hår, der er tilbage.
Mangler der noget i forhold til at fuldende den oplevelse? Nej, faktisk ikke. Under ekstranumrene fortalte Alex Kapranos, at en af fansene i første række, der følger bandet verden rundt, havde fødselsdag. Til sidst gav han hende og en veninde hver en gave. Klasse.
De to pigers smil gennem tårer sidder stadig på nethinden, mens disse linjer skrives. Musikalsk passion, grænsende til det sygelige. Hvad vil man mere?
Arrivederci Franz, vi var fra vid og sans.
Sætliste:
- Glimpse of Love
- Feel the Love Go
- The Dark of the Matinée
- Twilight Omens
- No You Girls
- Paper Cages
- Lazy Boy
- Do You Want To
- Walk Away
- Finally
- Take Me Out
- Love Illumination
- Ulysses
Ekstranumre:
- Slow Don’t Kill Me Slow
- Always Ascending
- Evil Eye
- This Fire
