Kacey Musgraves, Store Vega, 15.10.18

Fra GAFFA.dk “Nå, skal du nu ind og støtte Trump igen,” skrev en god bekendt i en besked. Som så mange andre country-hadere ved manden ikke bedre.

Tværtimod mener han, at alt nyt og spændende i rockbranchen kommer fra hiphop-scenen. Hvis rockmusikken endnu en gang skal være soundtrack til et opgør mod den fundamentale konservatisme i USA, skal det komme fra hiphop. Mener han. Hvor Kanye West passer ind i den ligning, ved jeg så ikke.

Ja, der findes stadig en tæt forbindelse mellem klassisk Nashville-country, diverse kirkesamfund og stærkt konservative kræfter syd for Route 66. Ja, Trump fik mange stemmer blandt andet i Kacey Musgraves’ fødestat Texas. Men som hun siger i et interview i Elton John’s Rocket Hour: “Country i dag er andet og mere end trucks og barer”. I 2014 fik Musgraves en Country Music Award for hittet “Follow Your Arrow” – der hylder homoseksualitet – fra albummet med den herlige titel Same Trailer, Different Park. (Da hun sang den ved CMA måtte hun dog udelade linien “Roll up a joint”).

Hun har sunget om prævention, cannabis som medicin og stillet spørgsmålstegn ved religiøse dogmer. Kacey er sammen med “Follow Your Arrow”s medskribent Brandy Clarke en af de spændende nye, stærke kvinder på countryscenen. Her til aften i Vega afsluttede netop “Follow Your Arrow” sættet i en koncert, der skiftevis begejstrede og fascinerede. Men… og det vender jeg tilbage til.

Mere Fleetwood Mac end banjo

Spørgsmålet inden koncerten var, hvordan numre fra det nyeste lettere eksperimenterende album “Golden Hour”, hvor der er lidt mere elektronik og Fleetwood Mac og Shania Twain end banjo, ville passe sammen med ældre numre.

Musgraves indtog scenen i Vega som en sphinx på en forhøjning badet i modlys i et sceneshow, der muligvis er beregnet til større sale i USA. Hvor hun normalt medbringer en B-scene. Det så nu også meget godt ud i Vega. Det begyndte med “Slow Burn” – alene det, at hun angiveligt har opkaldt et nummer efter en enorm populær podcastserie, signalerer en sangerinde, der ser sig selv som mere end en Patsy Cline husmor-kliché.

Alene med sin akustiske guitar foldede hun sin ubegribelig smukke melankolske vokal ud, så billeder af uendelige texanske horisonter under orange sol foldede sig ud. Med fuldt blus på scenen åbenbarede hendes seks mand store band sig, ulasteligt klædte i ens jakkesæt. Kacey selv er kendt for sin snazzy tøjstil.

I aften var hun klædt i en mere eller mindre transparent, flaskegrøn robe, jeg ikke tør forsøge at give et navn. Suppleret med et par sko, der manglede et par centimeter i at være stylter. Forunderligt nok lød det tæt på perfekt allerede i første nummer og videre i “Wonder Woman” og “Butterflies”.

 

Super lyd på stort band med så forskellige instrumenter som banjo, cello, steel-guitar, diverse guitarer og keyboards. Første tanke, om sangerens og sangskriveren Musgraves oprigtighed ville stå sin ret i dette nærmest drømmeagtigt glaserede set-up: lyd i high fidelity-format, vampet camp og stilistisk ekstravaganza?

Meget passende, at Kacey – lidt ironisk – tabte et par toner i netop “Wonder Woman”, hvor hun synger “I am only human”. Jo, hun står på jorden, hvad teksterne også viser. I disse som i de iøvrigt ret mange andre numre fra 2018-albummet Golden Hour er en vis inspiration fra klassisk westcoast-rock tydelig. Også live. Det er ikke ligefrem nyt med country/pop crossover – for små ti år siden scorede Lady Antebellum stor succes med noget lignende.

Man kan med god ret sige, at allerede The Eagles og Crosby, Stills, Nash & Young lånte fra country og skabte country/rock.

Dugger af regnfuld søndag

Det fine med iscenesættelsen af Kaceys band var, at udgangspunktet i traditonel country også var tydelig i de nye numre. Fik jeg nævnt den gode lyd?

Banjoen lød f.eks. som sit eget lille orkester i lydbilledet. Der er så og så mange virkemidler indenfor country. Musgraves forstår at bruge dem, så det er en fryd. Med hendes sang som stemningsskaber formelig dugger flere sange af regnfuld søndag eftermiddag, kaskader af nuancer af gråt på himlen og længsel efter… noget. Tæt på genialt gjort i “Love is a Wild Thing” – med stik modsat tema – da bandet pludselig eksploderede i et medrivende shuffletempo med fuld blink på lamperne.

Det var en endog meget tæt forbindelse i aften mellem det så godt som udsolgte Vega og Texas’ Flaskegrønne Rose deroppe på scenen.

 

I “Merry Go ‘Round” fra Same Trailer, Different Park , hvor sangerinden smart sang, så det faktisk lød, som cirklede hun rundt på en karrusel, overlod hun generøst sangen til publikum. Et følsomt øjeblik.

“High Time” er en spøjs konstruktion med et happy fløjtetema, der lyder, som burde det være spillet på en twangy Texas-ørken guitar. I Vega lød det dybt charmerende. Uden at virke søgt, som det ellers gør på pladen. “Golden Hour” igen fremført til perfektion med en melodi, der lyder af både Joni Mitchell og Musgraves’ kollega Taylor Swift i hver sin ende af singer-songwriter skalaen.

Formidabelt god melodi

En formidabelt god melodi leveret med fuldfed analog-ish 70’er-lyd. Jeg fik vist nævnt den gode lyd i Store Vega. Det var et af de ekstremt sjældne øjeblikke, hvor jeg havde fornemmelsen af at sidde under indspilninger i et pladestudie, nærmere end at stå i en koncertsal. Igen dette efterhånden stærkt sammenspillede band. Wow. Og igen i “Die Fun” et overraskende brud. Den begyndte med Portishead-feeling og endte i et mildt cresendo som i Fleetwood Macs “Go Your Own Way”.

I et tilsvarende tempo ligger den nye “Velvet Elvis” med et funky southern groove som hos Kongen selv i “Polk Salad Annie” eller “Wearing that Loved on Look”. Titlen er en tydelig og forståelig metafor, men jeg er ikke sikker på, at det nødvendigvis var specielt underholdende som kvinde at bo hos Elvis i Graceland. Medmindre man havde hang til lange nætter med læsning af religiøse skrifter og bøger om astrologi. Hvad der var tæt på at hæve denne anmeldelse til sjældne seks stjerner, var Kacey Musgraves nærvær på scenen.

Som den country girl, hun er, synger hun med største selvfølgelighed sine sange om at savne sin mor, om livserfarent at lære at acceptere de ting, man ikke kan ændre. For ikke at tale om alle melankolikeres nationalsang “Happy & Sad”. Eller “Space Cowboy”, der modent handler om at give hinanden plads i et forhold. Som første ekstranummer sang Kacey sin vanvittigt smukke “Rainbow” alene med et piano. Stemningen kan vel bedst beskrives på denne måde: der var – næsten – helt stille i Vega. Det siger en del.

Men bedst, som jeg var klar til at køre hjem for at skrive om en tæt på ultimativ oplevelse, kom de sidste to ekstranumre. En helt overflødig disco-version af Brooks & Dunns “Neon Moon” og Musgraves’ eget retro-disco-nummer “High Horse” fra det nyeste album. Der i Vega blev spillet med en god portion backtrack. Det virkede helt off – for mig punkterede de sidste par numre den magiske boble; den særegne følelse af samhørighed med musikken, jeg ellers havde befundet mig i indtil da.

Forleden læste jeg på GAFFA.dk, at selveste Kongen af tyskerfoden, Georgio Moroder, er på vej på turné. Overlad bare discoen til ham, miss Musgraves. Fornyelsen af countrymusikken kommer ikke fra et formentlig forlængst nedlagt studie i München. Den kommer fra hjertet.

Sætliste:

  • Slow Burn
  • Wonder Woman
  • Butterflies
  • Keep It to Yourself
  • Merry Go ‘Round
  • High Time
  • Golden Hour
  • Die Fun
  • Mother
  • Oh, What a World
  • Family Is Family
  • It Is What It Is
  • Love Is a Wild Thing
  • Velvet Elvis
  • Happy & Sad
  • Space Cowboy
  • Follow Your Arrow
  • Ekstranumre:
  • Rainbow
  • Neon Moon
  • High Horse

(FOTO: Pressefoto)