Jeg arbejdede en gang sammen med en layouter, der var skruet sådan sammen, at hvis man roste et layout for at være æstetisk flot, kunne man være sikker på, at det næste lignede Berlin i maj 1945.

Efter at have været til koncert med den (måske forhenværende) countrymusiker Sturgill Simpson, har jeg de to mænd mistænkt for at være åndeligt i familie.

Tirsdag aften gav Simpson og hans band en koncert, hvor intet lød, som det plejer. En koncert, der gav ny mening til de senere års modeudtryk ’disruption’.

Den amerikanske sanger lod sine gamle sange tage et retro-syrebad i en Neil Young’sk mission: bryd møget ned, byg noget nyt.

Var det godt? I lange passager skabte Simpson og hans tre mand store bands improvisationer et medrivende groovy udtryk i Store Vega. Men bortset fra Sturgills intense sang blev det efterhånden mindre og mindre relevant for andre end musikerne selv. Muligvis endda kun for Sturgill Simpson. Øverummet blev til et ØV-rum.

Som han selv sagde efter en lang, liret passage: “We havn’t got a f***ing clue, what we’re doing up here.”

Som ung voksede Sturgill op alene med sin far, der arbejdede for narkotikapolitiet. Selv solgte han stoffer i highschool. En lignende dualitet har gjort sig gældende for den tydeligvis konstant tvivlende musiker i hans forhold til pladebranchen

Sturgill Simpson fik pæn succes med albummet A Sailor’s Guide to Earth og brød for alvor igennem i 2016 med Metamodern Sounds in Country Music. Som det vel fremgår af den ironiske titel, har Simpson fra begyndelsen været en kantet figur på countryscenen. Nogle kaldte ham countrymusikkens redning, andre mente, at han bragte outlaw country-musikken – Merle Haggard, Waylon Jennings – og lyden af Dwight Yoakam tilbage til ære og værdighed.

I 2016 gav Simpson en koncert på Roskilde Festivalen, hvor alt gik op i en højere enhed: En veloplagt sanger, der fik det optimale ud af det sangkatalog, han red ind på, fremragende band, smukt vejr, indforstået publikum, godt selskab. En af mine største Roskilde-oplevelser.

Masser af skulderklap

Som ung voksede Sturgill op alene med sin far, der arbejdede for narkotikapolitiet. Selv solgte han stoffer i highschool.

En lignende dualitet har gjort sig gældende for den tydeligvis konstant tvivlende musiker i hans forhold til pladebranchen. Han blev begavet med grammyer, masser af skulderklap på direktionsgangene i Nashville, og fra Mick Jagger og Martin Scorsese, der hyrede ham til at skrive titelsangen til tv-serien Vinyl. Han har sågar modtaget, hvad der svarer til et ridderkors, i staten Kentucky. Han storsolgte og modtog skove af anmelderroser. Sidste år udsendte han albummet Sound & Fury, der lyder som hvis ZZ Top, Doors og en analog udgave af Human League og Soft Cell mødte hinanden. Bye-bye country. Goddag en forunderlig, småsexet guitarbåren danselyd.

Som Sturgill Simpson sagde på scenen i Vega:

”Jeg udgav det for at slippe ud af min forbandede pladekontrakt. Jeg tror, det har hjulpet. Pladen har kun solgt 53.000 eks.”

Det begyndte sådan set fint nok.

Jeg havde forberedt mig på, at Sturgill og band ville spille de ti sange fra Sound & Fury – ovenikøbet i den rigtige rækkefølge. I takt med, at pladesalget er dalet og nu kun foregår digitalt eller på vinyl, er den form for showcase-koncerter blevet populære. Irriterende nok.

Der var sågar en fornemmelse af dybfølt vilje og nerve hos Simpson i centrum for løst strukturerede improvisationer. At det rent faktisk betød noget for ham deroppe, især efterhånden som han fik sunget sig varm. Der er enormt meget følelse i hans vokal, når det tager ham

Bandet lagde ganske frisk ud med Ronin, hvor Sturgill spillede sin guitar med mere eller mindre samme udtryk som ZZ Tops Billy Gibbons fede, melodiske blues-boogie-lyd af rørforstærker.

I betragtning af at det, der foregik på scenen med Simpsons ord var en øveaften, lød det forbløffende tight allerede fra begyndelsen. Samspillet mellem bassist Chuck Bartels og trommeslager Miles Miller fik mig til at tænke på det suveræne fælles swing mellem Stu Cook og Doug Clifford fra Creedence Clearwater Revival. John Fogerty har manglet dem bag, siden de brød med hinanden. Det er en anden sag.

Der var tumultariske passager blandt andet i tredje nummer, Sing Along, hvor jeg frygtede, at bandet ville tabe det. Der var massive rockklodser på en swampet bund med en keybardspiller, der var leveringsdygtig i alt fra Ray Manzarek orgellyd til Würlitzer model Supertramp.

Der var sågar en fornemmelse af dybfølt vilje og nerve hos Simpson i centrum for løst strukturerede improvisationer. At det rent faktisk betød noget for ham deroppe, især efterhånden som han fik sunget sig varm. Der er enormt meget følelse i hans vokal, når det tager ham.

Få lyspunkter

Men efterhånden som vi kom igennem de nye numre, begyndte jeg at glæde mig til at høre kendte numre som It Ain’t All Flowers,Welcome to Earth (Pollywog), Turtles All the Way Down og Some Days velvidende, at det ikke ville blive, som jeg huskede dem fra Roskilde. Det var et helt andet band, et andet mere ruralt udtryk. Men dog.

Det skete bare ikke. Country ny-klassikerne blev flået igennem af rock’n’roll riffs, boogie-groove, soul-fraser. Og lød mere som en undskyldning for at have det sjovt end som et fundament.

En ting er at jeg gradvist blev sat af i denne øverums-session. Noget andet at jeg i stigende grad fornemmede, at det også gjaldt de tre medlemmer af bandet. Indimellem i hvert fald.

Eneste lyspunkt mod slutningen var en version af Willie Nelsons standard I’d Have to Be Crazy, der er umulig at slå ihjel, og en højspændt version af soul-klassiskeren You Don’t Miss Your Water (som selv Brian Eno har indspillet), hvor Sturgills følelser lå totalt blotlagte uden på skjorten, og Bobby Emmett spillede sit keyboard, som kunne han afskaffe al elendighed i næste akkord.

På en måde er der jo noget uendelig befriende ægte over en musiker, der på den måde afmonterer den professionelle kunstnerkappe, springer ud gennem den fjerde væg og stiller sig op som mennesket Sturgill Simpson, mens han skubber al sin businesslede, tvivl og oprørskhed foran sig til offentlig skue i en paddehattesky af distortion

Men den gribende forestilling og et lån fra T. Rex i sidste nummer kunne ikke ændre ved den forestilling, at Simpsons sange fra de første tre album er meget mere interessante på plade.

Under koncerten fortalte Sturgill, at han bliver nødt til at stoppe på et tidspunkt, inden han bliver kvalt af branchen. Ikke i dag, ikke i morgen. Men på et tidspunkt.

På en måde er der jo noget uendelig befriende ægte over en musiker, der på den måde afmonterer den professionelle kunstnerkappe, springer ud gennem den fjerde væg og stiller sig op som mennesket Sturgill Simpson, mens han skubber al sin businesslede, tvivl og oprørskhed foran sig til offentlig skue i en paddehattesky af distortion.

Så stod man der

Så der stod man der på Enghavevej efter koncerten med vægten i hånden. Eller rettere sprang for livet mellem cyklister uden hoveder under hjelmene.

I vægtens ene skål respekt for en fritænker med integritet. I den anden skål en fornemmelse af at være gået glip af noget stort, der ikke ville indfinde sig. Og en fornemmelse af at have kedet sig bravt indimellem, når improerne blev for retningsløse.

I modsætning til koncerter sidste år med Neil Young og Bob Dylan, der stolte improviserede over det gamle guld, virkede Sturgill Simpson ikke specielt stolt. Nærmest lidt trist.

Onklerne Neil og Bob er så selvfølgelig 34 – 38 år ældre end 41-årige Sturgill. De har givet og fået modstand henad vejen og shiner stadig. Jeg tror, Simpsons talent er så stort, at det vil overvinde indre og ydre modstand.

Sturgill Simpson, Store Vega, tirsdag 21. januar 2020.