Signe Svendsen Arkiv - Jan Have Eriksen

Signe Svendsen: Når man føler sig set i en sang, er det katarsis. Det er der, vi mærker at vi bliver mødt

af Jan Have Eriksen | okt 29, 2022 | Nyheder

For ikke så længe siden havde Signe Svendsen et arrangement i en vinklub. Et af den slags job, som mange kreative af og til tilbydes. Venligt, imødekommende publikum, god stemning, god hyre. “What’s not to like?” I gamle dage kaldte entertainere den slags ”at lave en forening”.

Men som ved de fleste andre arrangementer, hvor der er alkohol involveret, kan enkelte gæster blive højrøstede og smådumme at høre på – og hvis den optrædende er kvinde, direkte sexistiske.

Sådan har det altid været, og sådan blev det igen, da Svendsen satte sig til at synge og spille sine nye sange. Alligevel føltes det som om, noget var forandret her i år fem efter den anden store MeToo-bølge.

”Jeg havde virkelig glædet mig, og jeg havde godt fat om publikum. De var virkelig søde. En tredjedel inde i andet sæt var der nogle mænd i baren, der åbenbart ikke længere kunne holde sig i ro. De havde fået nok vin til, at de begyndte at råbe,” siger Signe Svendsen.

Simpelthen bare gå videre og ignorere ham – uden at føle mig som en sur kælling. Jeg gjorde bare, hvad der er min ret. Han havde overtrådt en grænse

Jeg møder Signe Svendsen i POV’s lokaler i indre København. Da jeg oplevede hende og hendes band spille på Tønder Festival i år, blev jeg nysgerrig på tre af hendes nye sange, som gjorde stort indtryk. Det skyldtes sangene i sig selv og måden, de blev fremført på af bl.a. de allestedsnærværende Palle Hjorth og Lars Skjærbæk. Sangene optræder alle på det nye album Hvem vil ikke elskes igen.

”Til sidst kunne jeg mærke, at jeg var nødt til at sætte dem i baren på plads, hvilket faktisk er lidt ubehageligt overfor det øvrige publikum – og svært at gøre uden at skabe dårlig stemning.”

Efter koncerten begyndte mændene at råbe. De ville have en selfie og tale med Signe Svendsen. Hun tænkte, at de faktisk havde ødelagt koncerten lidt for hende, så hun gad ikke lige komme ud til dem. Faktisk ville hun helst være fri for at se dem. Hun bad sin lydmand bede arrangørerne om at smide de højrøstede ud.

”Da jeg kom ud, kunne jeg se, at der alligevel stod en og ventede. Men jeg kunne simpelthen mærke i mig selv, at al denne empowerment, der har været blandt kvindelige musikere de sidste par år gjorde, at jeg kunne bevæge mig forbi ham uden at se på ham. Simpelthen bare gå videre og ignorere ham – uden at føle mig som en sur kælling. Jeg gjorde bare, hvad der er min ret. Han havde overtrådt en grænse,” siger Signe Svendsen.

Signe Svendsen og debatten om køn

For præcis to års siden, stod hun og 96 andre kvindelige musikere frem i en artikel i Politiken, hvor de fortalte om tilfælde af sexisme og overgreb i musikbranchen. Artiklen satte for alvor skub i diskussionen om køn i musikbranchen. Så ja, det går faktisk lidt i den rigtige retning lige nu, mener Svendsen.

”Jeg bliver nødt til at tro på, at debatten har rykket noget. Jeg får tit henvendelser af typen: Vi har dette arrangement, og vi kan se, at vi nok hellere også må have nogle kvinder på scenen. Vi kontakter lige dig. Personligt vælger jeg at sige, ”Ja, ja, whatever”. Det er et skridt på vejen i den rigtige retning. Vi er i en overgangsperiode. Jeg bliver ikke sur eller siger: “Jeg vil bookes for den, jeg er, og ikke fordi jeg er kvinde,”” siger Signe Svendsen.

Der har været stor debat om repræsentation, som det kaldes. Altså at der etableres konkrete mål, f.eks. for hvor mange kvindelige musikere, der i en given periode skal spilles i radioen eller optræde på en konkret festival.

“Det kan ligeså godt gå i sig selv, hvis vi ikke forholder os til konkrete måltal. Jeg tror, at der er nødt til at være repræsentation netop i den overgangsfade, vi er inde i nu,” siger Signe Svendsen.

“For mig er Lydia lig med stikkelsbærgrød, varme hænder, gyngestativ, jeg kunne sidde i timer i hendes soveværelse. Hun havde et kæmpe stort sminkespejl med tonsvis af uægte perler, gammel læbestift

Med et udtryk fra en anden forgrening af #staywoke må man nok erkende, at det med sex, drugs and rock’n’roll er systemisk. Det er en form for grundvilkår. Udtrykket beskriver et drive, der har fået mænd og kvinder til at søge frem på scenen og føre sig frem – ofte på andres bekostning, for nu at sige det på den måde. Ofte i form af voldelige overgreb på kvinder. Det kommer nok til at tage tid.

”Fuldstændig. Den kultur, musikbranchen er båret af, er stadig rundet af det. Heldigvis mærker jeg et nybrud. Det er f.eks. blevet mere almindeligt at sidde i et backstagerum med lige mange kvinder og mænd. Også på teknikersiden,” siger Signe Svendsen, og tilføjer:

”Ting, vi sagde for 10-15 år siden, hører vi ikke længere. Jeg siger med vilje ’vi’, for jeg har selv snakket med, jeg har selv godtaget det, selv holdt kæft, hvis nogen sagde noget dybt sexistisk om en kvinde, der var på spillestedet eller var med i et andet band. Jeg sagde ikke et kuk. Sådan er det heldigvis ikke længere. Det kan vi takke debatten for. At vi nu er i stand til at sige fra. Sige: stop det.”

Historierne om oldemor Lydia

Efter i omkring 2000 pludselig at være blevet verdensberømt i Danmark med Rollo & King og derefter at have brugt nogle år som tv-vært sammen med bl.a. B.S. Christiansen, har Signe Svendsen etableret sig som indie rock musiker. Hun har udgivet fem album. Hun har jævnligt turneret (med Niels Hausgaard).

En af sangene på Hvem vil ikke elskes igen tager udgangspunkt i historien om Signe Svendsens oldemor, Lydia. Hun var en stærk og handlekraftig kvinde. Oldebarnet Signe håber, at hun bærer noget af Lydias styrke i sig. Måske i blodet, måske som en konsekvens af historierne, overleveringerne om oldemoren.

Eftersom mormoren var plaget af psykisk sygdom og derfor ofte indlagt og ude af stand til for alvor at være til stede for nogen, blev oldemor Lydia reelt Svendsens mormor.

”Vi var ikke så mange på min mors side. Juleaften var det tit bare min mor, Lydia og mig. Vi var tit bare kvinder, når vi var sammen.”

Både hun og min farmor, som jeg skrev en sang om på sidste plade, var to meget stærke damer, der levede nogle vilde liv … De kvinders historier bor i mig, og derfor har jeg pligt til at kæmpe for ligestilling og lige rettigheder

Lydia var meget agil. En høj og rank kvinde med store, hærdede hænder. Hun havde arbejdet i roemarkerne, siden hun var 13.

“For mig er Lydia lig med stikkelsbærgrød, varme hænder, gyngestativ, jeg kunne sidde i timer i hendes soveværelse. Hun havde et kæmpe stort sminkespejl med tonsvis af uægte perler, gammel læbestift. Underkjoler, jeg kunne klæde mig ud i. Hun lod mig bare gøre det hele.”

Det kunne lyde som en af de sange, syngepigerne i Bakkens Hvile synger: I sin ungdom havde oldemor Lydia arbejde som stuepige på Palace Hotel på Rådhuspladsen. Det hedder sig, at Lydia en aften mødte en klaverbokser på Bakken. Mormor blev sandsynligvis undfanget den aften et sted i Dyrehaven. Lydia så aldrig mere til ham.

Efterfølgende måtte hun sende sit barn i pleje og tog tilbage til Odense, hvor hun fik et arbejde på danserestauranten i Hotel Brockmanns.

Kunder om natten

“Begge mine forældre kender historier om, at Lydia havde faste kunder om natten for at få råd til at få sin datter tilbage. Det blev der talt om ude i byen. Det var af ren nød. Hun ønskede brændende at skabe et hjem for sin datter. Til sidst fik hun råd til et rækkehus i Skibhuskvarteret i Odense, hvor hun kunne bo med sin datter og en ny mand, Charles.”

– Hvad kan du bruge den historie til?

“Jeg synes, den er relevant, fordi det kan lære os noget om, hvor vi kommer fra. Det er et traume, der kan gå igen fra generation til generation i mange forskellige former. Man ved jo godt, at man viderefører det. Spørgsmålet er, om der er en del af den fortælling i mig. Det er vigtigt at sætte ord på og huske.”

SIgne Svendsen — Signe Svendsen på årets Tønder Festival. Foto: Flemming Jørgensen

– Man kan nok altid bruge historierne til at forstå sig selv lidt bedre?

“Ja, det der sidder i mig i forholdt til Lydia, er driften mod overlevelse. En høj arbejdsmoral. Det med at kæmpe for tingene. Måske uden at vide det, har jeg en fornemmelse af, at jeg måske fornemmede det allerede som barn. Både hun og min farmor, som jeg skrev en sang om på sidste plade, var to meget stærke damer, der levede nogle vilde liv. Det gjaldt for mange kvinder i deres generation og tidligere. De kvinders historier bor i mig, og derfor har jeg pligt til at kæmpe for ligestilling og lige rettigheder.”

I begyndelsen af Corona-året 2020 rejste Signe Svendsen til Nyborg for at være sammen med sin mor. Efter en skilsmisse trængte moren til selskab og støtte. Der blev talt meget i den periode, bl.a. om Lydia – og om familie, historier og anekdoter. Og når der ikke blev talt, gik datteren lange ture i Nyborg og omegn. Det var en periode, hvor hun uden det egentlig var tænkt sådan, kom tættere og tættere på sine rødder. Inspiration til nye sange opstod.

Den handler om den her fornemmelse af forelskelse og afmagt, der hvor du tænker, at du skal dø af det shit. Jeg havde et billede af Thelma og Louise, der kysser hinanden og kører ud over skrænten

”I 2020 bestilte vi ikke andet end at gå ture, så jeg gik meget rundt i Nyborg. Kunne stoppe ved et hus og tænke, ”Gud ja, kendte jeg ikke en, der boede derinde?” Jeg kan se i mine notesbøger, at mine ideer begyndte at opstå på det tidspunkt. Det er enormt svært at skrive noget om parhold og kærlighedsliv, når du ikke ser andre mennesker. Jeg havde ikke lyst til at skrive sange om mit joggingtøj. Og jeg havde vitterligt ikke lyst til at skrive en Corona-plade,” siger Signe Svendsen.

Delvis inspireret af morens skilsmisse opstod sangen Hvem vil ikke elskes igen. Den virkede meget stærk, da Svendsen og hendes band spillede den i Tønder. Det viser sig under interviewet, at hun kort forinden havde haft en ubehagelig oplevelse, som kan have været med til at gøre hendes optræden endnu mere hudløs, end sangen i sig selv lægger op til.

”Den er en ind-til-benet break-up sang. Jeg har opfundet et par og skrevet teksten med alle mulige andres historier i hovedet. Jeg ved lige præcis, hvordan det par ser ud. Jeg ved lige præcis, hvordan situationen er. Min mand spurgte mig, da jeg spillede den for ham: ”Skatter, skal jeg være urolig?” ”Nej, det skal du ikke”. Jeg har ikke selv været tæt på at gå fra min kæreste, men jeg tror, at mange har det sådan, at det, der afholder dem fra at tage valget at gå, er tvivlen – bliver vi stadig elsket? Kan vi elskes igen?”

Den evindelige længsel

For manges vedkommende går tvivlen nok hånd i hånd med en mere eller mindre kronisk længsel, som er svær at sætte ord på. Det behøver ikke være længsel mod andre mænd eller kvinder eller mod sandstrande med palmer. Bare længsel – mod noget … I bedste fald som en drivkraft.

“Den længsel er helt klart brændstof for mange, længsel som et vilkår. Vi kan netop godt gå rundt i vores lejlighed eller hus mellem vores kære og længes efter noget. Jeg tror, vi gør det alle sammen … det er sjovt, på portugisisk hedder det fænomen saudade.”

I Brasilien og Portugal regnes saudade som en del af folkesjælen. Det er en følelsesmæssig tilstand af iøjnefaldende melankolsk eller dybt nostalgisk længsel efter noget eller nogen, som man holder af, elsker, som ikke nødvendigvis er virkelig. Desuden rummer det ofte en viden om, at længslens genstand aldrig kan fås eller nås igen. Ordet kommer meget betegnende af det latinske ord for ensomhed.

Følelsen af at genbesøge den store, altopslugende forelskelse er beskrevet i sangen “To minutter”, der i øvrigt er en ualmindelig god melodi

“For mange år siden var jeg ret optaget af brasiliansk musik. De synger hele tiden om saudade. Ikke på en negativ måde, men om længsel som en drivkraft i sjælen. Det, der driver os til at række ud efter hinanden, det er en opløftende følelse. Jeg tror, at når musik af den type rammer mange, er det jo netop fordi, man føler sig set. Når man føler sig set i en sang, er det katarsis. Det er der, vi mærker at vi bliver mødt,” siger Signe Svendsen.

På sine mange ture i Nyborg oplevede Signe Svendsen en form for saudade. En dag passerede hun det sted, hvor en af hendes første store forelskelser boede, dengang der endnu ikke var bro mellem Nyborg og Korsør. Følelsen af at genbesøge den store, altopslugende forelskelse er beskrevet i sangen “To minutter”, der i øvrigt er en ualmindelig god melodi.

“Den handler om den her fornemmelse af forelskelse og afmagt, der hvor du tænker, at du skal dø af det shit. Jeg havde et billede af Thelma og Louise (Susan Sarandon og Geena Davies i filmen med samme titel, red.), der kysser hinanden og kører ud over skrænten til sidst i filmen. Jeg forsøgte at skrive en lovesick sang ud fra det billede. Da jeg var meget i Nyborg, kom jeg nok i kontakt med den unge måde at være forelsket på. Det var i den by, jeg oplevede mine første forelskelser. Det var der, jeg testede hjertet første gang.”

Signe Svendsens nye sange kan testes på hendes turne i november:

Tønder Festival #1: Hyldest til Dissing – og store uventede oplevelser

af Jan Have Eriksen | sep 1, 2022 | Anmeldelse, Essay

Sådan en eftermiddagsstund, hvor solen er rød og rund, virker det oplagt at åbne årets Tønder Festival med en hyldest til Dissing, der flere gange nåede at optræde på festivalen.

Nu var det jo primært den danske trubadur, det handlede om i Telt 1, som det meget matter of the fact-agtigt hedder.

Men ham, der for alvor skubbede til primo-tressernes folkemusik-bølge, var på sin vis meget passende også repræsenteret i teltet. Med i backingbandet var bassisten Tony Garnier, der i en periode har været fast medlem af Bob Dylans band.

Garnier spillede lidt sammen med Dissing under Aarhus Festuge for ni år siden – og da den daværende kapelmester Gustav Ljunggren også holdt taktstokken på scenen i Tønder – ja, så voilà, Garnier takkede ja til at være med.

Arrangørerne havde truffet det sympatiske valg at lade musikken tale, altså ingen salvelsesfulde taler mellem numrene. Stemningen var passende uhøjtidelig, grænsende til småanarkistisk i ny og næ. Vi er på festival, samlet for at mindes en sanger, der skabte sit eget skæve, originale udtryk for det at være menneske i sin tid. Så ingen grund til begravelsestårer.

Og så var der Allan Olsen. Utroligt som den mand kan besætte et scenerum ved sin blotte tilstedeværelse og måden, han fremfører ordene

”Det er fuldstændig som i gamle dage, ingen har lavet lydprøver, det kan kun blive godt,” som Niels Hausgaard sagde.

Grønlandske Nive Nielsen var på scenen et par gange. Dissing havde et varmt forhold til det store land mod nord og skrev flere sange inspireret af sine ophold i Grønland. Nive Nielsen er en fortræffelig sanger med et lidt understated udtryk. Da Grønland og ikke mindst grønlænderne også har en stor plads i mit hjerte, var det såre rart at se den socialt engagerede side af Dissing blive luftet.

Tønder — Caroline Henderson sang “Hjertesuk”. Foto: Helle Arensbak

Gode, gamle Benny Holst kom på scenen med en meget ærlig og ren version af ”Tak for gode som for onde år”, som han engang indspillede med Dissing, denne gang i en renlivet countryversion. Senere kom Holst igen på scenen sammen med Kjartan Arngrim – noget med at Dissing og Holst en gang drømte om at fordanske Bob Dylans ”For Ramona”. Og det var Arngrim så sat til. Det har sikkert været sjovt i øverummet, men ikke rigtig i Telt 1.

Også Caroline Henderson var på scenen. Efter hendes version af den smukke, smukke ”Snehvidekys” ved vi, at hun synger flottere end nogensinde, og at Povl Dissing var den første danske musiker, hun lærte at kende, da hun kom til Danmark som 21-årig

Rasmus Dissing fik for alvor teltdugen til at blafre med sin festlige boogie-version af farens gamle hit ”25 minutter endnu”. Både Rasmus og hans bror, Jonas, sang i dagens anledning med en betoning, der mindede mistænkeligt meget om deres fars stemme. Hvis ikke de skulle kunne binde an med at læne sig op ad hans røst …

Og så var der Allan Olsen. Utroligt som den mand kan besætte et scenerum ved sin blotte tilstedeværelse og måden, han fremfører ordene. Hvis jeg forstod det ret, handlede det om en som altid finurlig tekst, som Allan Olsen egentlig havde skrevet til Dissing, men som han aldrig fik indspillet.

Men det var de to unge artister, Rikke Thomsen og Bisse, der for alvor fik skubbet til grænserne i Dissings eftermæle. Skævt smilende Thomsen med en meget 60’er-pop-glad version af Dissings ”Der ikke noget som damer” med godt med Hammond orgel-krymmel på keyboards.

Altid originale Bisse med hele to numre, som han begge holdt ind til sig som sine egne. Først en rastløs psychedelia version af ”Nøgne øjne” – og senere en forrygende, uforglemmelig version af Shell Silversteens prægtige bluespastiche ”Den grimmeste mand i byen” – med dansk tekst af Thøger Olesen.

Som sin mentor Niels Hausgaard taler Svendsen meget mellem numrene – hendes selvironi er klædelig, men det kan også blive for langtrukkent

Dog havde Bisse udskiftet ordet ‘bøsse’ i den oprindelige tekst med ‘bisse’.

Som afslutning mindede Niels Haugaard om, at han også er folkesanger. Han sang en sang, som Dissing engang skrev om et brud med sin kone, men som han var for loyal til at indspille, så alle andre kunne få indblik i deres private hurlumhej. En sang om at slide hinanden op, som Hausgaard sang med stor indføling. På forunderlig vis blev det også en sang om loyalitet, hensyn og venskab, ikke bare mellem de to trubadurer tidligt i deres karrierer, men også mellem os i teltet og hver vores Povl Dissing.

Povl Dissing Hyldestkoncert, Telt 1, torsdag

Har fundet sin form

Det er 21 år siden, Signe Svendsen blev kendt som hende i Rollo og King. Efter et par job som tv-vært har hun med stor dygtighed skabt en karriere som solist – suppleret med en tjans som korsanger for Niels Hausgaard.

Svendsens liveband består bl.a. af brødrene Lars og Troels Skærbæk og den tilsyneladende allestedsnærværende keyboardspiller Palle Hjorth. På et tidspunkt talte hun om guitarist og producer Lars Skærbæks forbilledlige nysgerrighed, som jo bl.a. spiller en vigtig rolle for lyden på Michael Falchs tredje comebackalbum, Forår i brystet.

Ingen tvivl om at Skærbæk har rollen som en form for kapelmester i samarbejde med Signe Svendsen selv. Hans guitarspil, der snart lyder af country, snart rock’n’roll, snart indierock – på et tidspunkt tænkte jeg mærkeligt nok på The Cure og dreampop. For mig lyder det, som om han søger at give sin guitar en digital biklang, som udvider lyduniverset, uden at det stjæler opmærksomheden fra de klassiske singersongwriting-kvaliteter i hendes musik. Og i øvrigt tak for perfekt lyd under koncerten, nu jeg husker det.

Signe Svendsens sangstemme er ualmindelig flot. En efterårsløvfarvet melankolsk nordisk klang klæder hendes tekster, der både tager livtag med det personlige ondt-i-livet og samtiden, og hvad der i øvrigt pirker til hende. Hun har et skarpt øre for det, der smerter, og hun synger, så man kan mærke kulden bide i kinderne i ”Frosten slipper”.

Som sin mentor Niels Hausgaard taler Svendsen meget mellem numrene – hendes selvironi er klædelig, men det kan også blive for langtrukkent. Men når det forklarer familiehistorien bag en sang som ”Det forlyder” og ikke mindst det nye “Lydia” om en oldemor, der måtte slide og slæbe og sælge sig selv for sit ’uægte’ barns skyld, giver det god mening.

Virkelig flot sang i øvrigt med Signe helt alene på scenen. At dømme ud fra to-tre nye numre – bl.a. det hudløse ”Hvem vil ikke elskes igen” – har Signe Svendsen fundet sin form som sangskriver. Det lover godt for det nye album, der udkommer 14. oktober.

Signe Svendsen, Telt 1, torsdag

Så meget overskud og livsglæde

Beretninger om hårde kampe og fornedrelse i familiehistorien kan fortælles over hele verden. Desværre. På anbefaling så jeg Allison Russell, canadisk musiker og aktivist, som jeg aldrig havde hørt om før. Som datter af en kvinde, der i årevis led af ubehandlet skizofreni, og som giftede sig med en nynazist, der voldtog og tævede Allison, kan hun tale med om dysfunktionalitet. Som hun sagde: ”Ofte sov jeg på en bænk i parken, det var mere sikkert end at sove hjemme.”

Siden fandt hun en mening i livet i musikken og den rigtige kærlighed hos en anden kvinde og senere hendes mand. Som musiker har Russell viet sit liv til at sprede håb, forståelse og historisk bevidsthed. Hendes musik kategoriseres som Americana, der jo nærmest kan betyde alt og intet.

Med et band bestående af en keyboardspiller, en guitarist og en violinist og Russel selv på blæsere og et strengeinstrument, jeg ikke tør give et navn, vil jeg nærmere kalde det … ja, musik.

Netop det er en af hendes pointer. At hun, der har mørkt blod i årerne, og alle andre for den sags skyld, stammer fra mennesker, der har lidt, ofret sig og er døde, for at vi fx kan stå på en festival med en velfærdsfadøl i hånden og nyde livet.

Tænk Dem, jeg oplevede ingen knævren, pladren eller sladren under koncerterne. Min stemme under det kommende valg går til den, der vil forbyde publikumssnak under koncerter

I sync med Russells budskab er musikken afroinspireret, der er elementer af freeform jazz, spanske bolero i en af violinistens soli, keltisk lyd, soul, groovy funk, popbegejstring i en sang til sangerindens kæreste. Det er som en musikalsk snart blodrød, snart honningfyldt flod, der flyder på en spraglet pram ind og ud af forskellige tidsaldre. Jeg kunne også nævne Joni Mitchell, og denne gang med ekstra relevans, for Allison Russell var en af de heldige artister, der var med på scenen, da den gamle sangskriver optrådte på Newport Festivalen for nylig.

Vildt som Russell og guitaristen som i en fælles organisme kunne skabe et funky groove som hos Sly and the Family Stone – uden hverken tromme eller bas.

Russell repræsenterer en musikalsk minestronesuppe af en genre, der heldigvis i det små er i vækst. Den genreløse genre. Det er musik, der beder om indlevelse hos publikum.

Musik kan meget. At se Allison Russell synge og performe med så meget overskud og livsglæde og så gennemgribende stor musikalitet var en glæde i sig selv.

Allison Russell, Telt 2, torsdag aften

Når Tønder buldrer mest

Det fine ved festivaler kan være, at man pludselig står i et telt – i dette tilfælde salen Bolero – og oplever en mindre åbenbaring. Måske ikke i størrelsesordenen Lukas, Johannes, Matthæus eller Markus, men i betydningen en musikalsk oplevelse, der flytter lytteren et lille stykke videre i den rigtige retning.

På scenen i den spøjse sal stod en enkelt mand med en smadrekasse af en guitar og en dundrende baryton af en stemme, der lyder, som kommer den nede fra de ni tiendedele af sjælen, der sjældent høres hos andre.

Mage til stemme har jeg ikke hørt siden John Moreland, også her i Tønder i 2017.

Sean Crowe er vokset op lidt nord for New York og har senere markeret sig som sangskriver og sanger, især med sit seneste album ”The Darkness Dressed in Coloured Lights”, produceret af Brian Joseph, der kendt for sit samarbejde med Bon Iver.

Ud over at Crowe kan et trick med at slå rytmen med sin højre tommelfinger samtidig med, at han spiller på den akustiske, er der en helt utrolig dybde i hans sang og spil. Som af samme grund er mere groovy, end man normalt forbinder med sange udsat for akustisk guitar.

I Sean Crowes sange og sangforedrag hører man ekkoer af amerikansk musikhistorie og skæbnehistorier fra egne, hvor den amerikanske drøm er noget, man oplever i gamle film.

Det er sange om at kæmpe, miste. Om at være klar til at tage en kugle for sin elskede. En hjertegribende ode til sangerens afdøde søster, der aldrig mere vil opleve sin elskede juleudsmykning. Hvis der findes noget, der hedder at opleve smertens glæde, var det, hvad der skete for mig under den sang.

Der var en sang om at omfavne den kendsgerning, at man alligevel aldrig bliver ham, der skrev ”Mus og mænd”. Men så kan Sean Crowe så meget andet. Et stort øjeblik. Det siger meget om hans urkraft som sanger og sangskriver, at hans versioner af Leonard Cohens “Everybody Knows” og Dylans “Girl From the North Country” lød lidt kedelige sammenlignet med hans egne sange.

Tønder Festival er for os, der egentlig bare gerne vil nyde musikken og lytte. Tænk Dem, jeg oplevede ingen knævren, pladren eller sladren under koncerterne. Min stemme under det kommende valg går til den, der vil forbyde publikumssnak under koncerter.

Sean Rowe, Bolero, torsdag aften