Jens Rugsted: Musikken valgte mig. Det var det eneste, jeg kunne, det eneste, jeg havde lyst til
En dag sad Jens Rugsted sammen med sin ene søn og talte lidt om stort og småt – om det, der driver menneskers gøren og laden. De var enige om, at det desværre stadig er, som de synger i musicalen Cabaret: ”Money makes the world go around”. Eller som Rugsteds jævnaldrende kollega, C.V. Jørgensen engang sang, ”pengebegær er hver mands eje, så jeg det vogter nøje”. Måske er det endda endnu mere end nogensinde sådan, det er – at pengene styrer verden.
”Vi snakkede om: Hvorfor ikke vende det om og sige, at det er kærligheden, der driver verden? Det var jo bare sådan noget småfilosofisk snak, men det blev inspiration til mit nye nummer ”Crazy World”,” siger Jens Rugsted.
Han er en sympatisk, ydmyg herre. Ikke typen med store armbevægelser. Har ikke givet overvældende mange interviews i sin karriere – ”jeg hader at tale om mig selv”, som han siger. Men i anledning af den nye single har han indvilliget i at mødes med mig til en samtale med nogle nedslag gennem karrieren, der på sin vis begyndte, da hans forældre købte en guitar til ham.
”Jeg har faktisk lært at spille,” siger han med et skævt grin.
Udover ”Crazy World” er der mere musik på vej fra hans hånd, måske ligefrem et kommende album. Lige nu er Jens Rugsted og hans gamle kumpan, Stig Kreutzfeldt på turne Danmark rundt med deres hitparade – ”Tilfældigvis forbi”, ”Går gennem tiden” og ”Rundt op og ned”, for nu bare at nævne nogle få.
Jens Rugsted og signaturlyden
Til næste år er det 60 år siden, Rugsted debuterede ved en koncert på Bakken som medlem af pigtrådsorkestret Dandy Swingers. Selvom mange vil nok især vil forbinde ham med tiden i Rugsted Kreutzfeldt, har han været aktiv i samtlige snart 60 år.
Det var en af de sjældne overnight sensations, da Rugsted Kreutzfeldt fra den ene dag til den anden pludselig hittede i 1981. I årene efter flød en jævn strøm af hits ud af højtalerne i de danske hjem. De solgte en masse plader, toppede hitlisterne, skabte en ny dansk pop-rock lyd, der skulle blive skoledannende for en helt generation musikere i 80’erne. Og flere generationer senere for den sags skyld.
”Jeg har altid skrevet sange, selvom jeg har det lettere med toner end med ord,” siger Rugsted om sin nye single.
Man kan roligt sige, at det nummer bærer hans signaturlyd – både på guitar- og basspil, og sangen, selvfølgelig. Det nummer ånder Rugsted.
”Det er den største ros, jeg kan få. Hvis nogen siger, det dér – det kan kun være Jens Rugsted, så stiger jeg i graderne. Så tak, du”.
Mine forældre gav mig en guitar på den betingelse, at jeg begyndte at gå til klassisk guitar. Fra begyndelsen lærte jeg at sidde på en skammel med guitaren. Jeg kan min kvintcirkel og kan huske melodiforløb
Jens Rugsted voksede op i efterkrigstidens Christianshavn. Med sin studenterhue i hånden var han i tvivl om, hvad han ville bruge sit liv på – udover at lytte til Tommy Steele, The Shadows, Little Richard og The Beatles, der satte lyd til drømmene i verdens første teenagegeneration.
”Egentlig syntes mine forældre, at jeg skulle være jurist. Jeg begyndte da også på jurastudiet på Københavns Universitet. Og jeg nåede også at købe alle bøgerne. Det sagde mig bare intet. Mine medstuderende kom i deres lange, grønne frakker med fodformede sko og piber. Jeg kunne overhovedet ikke holde det ud,” siger Jens Rugsted og tilføjer:
”Jeg tror, at det er sådan, at det er musikken, der vælger en og ikke omvendt. Musikken valgte mig. Det var det eneste, jeg kunne, det eneste, jeg havde lyst til.”
Dandy Swingers blev vejen ind i musikkens verden. En dag i det Herrens år 1967 besøgte gruppens leder, Peter Gregers, Ballerup Mælkepop (det hed det faktisk), hvor 19-årige Annisette Hansen optrådte med en pianist.
Hun imponerede ham, som hun skulle komme til at imponere vidt og bredt senere, og Gregers skyndte sig at invitere den talentfulde sangerinde med i første omgang i Dandy Swingers og kort efter også i det nye band, The Savage Rose, hvor Rugsted og Alex Riel dannede rytmegruppen, og brødrene Anders og Thomas Koppel spillede på tangenterne.
”Annisette blev trækplasteret med det samme. Allerede dengang var hun en fantastisk sangerinde. Vi havde en fantastisk tid i Savage Rose. I 1969 optrådte vi på Newport Jazz Festival sammen med kunstnere som Sly and the Family Stone og James Brown,” siger Rugsted.
Et blik på programmet fra dengang er nærmest som at slå op i en musikhistoriebog. Blood, Sweat and Tears, Jeff Beck Group, Jethro Tull, Ten Years After, Art Blakey, Dave Brubeck, Miles Davies, BB King, Buddy Rich, Herbie Hancock, Led Zeppelin.
“Vi var nærmest de eneste hvide på den plads. Forestil dig som helt ung at være med til den slags oplevelser. Allerede som 23-årig havde jeg rejst verden rundt. Været i USA 3-4 gange. Indspillet i London og Paris. Det var en kæmpe oplevelse.”
Nye græsgange
Efter fem-seks år med The Savage Rose besluttede han at søge nye græsgange. Der gik, som han siger, ”albansk politik” i det, og brødrene Koppel og Annisette ønskede en anden form for gruppe.
”Jeg var selv begyndt at skrive sange på det tidspunkt og var også begyndt at tænkte over min egen lyd. Så jeg stoppede. Vi var på turné i Norge, og på et tidspunkt tog jeg flyveren hjem. Vejene skiltes i al fredsommelighed. Det var det rigtige dengang.”
Op gennem 70’erne arbejdede Rugsted sammen med bl.a. Arne Würgler, Anders Koppel, Povl Dissing, Benny Holst og Hvalsø Spillemændene. Allerede dengang spillede han næsten lige så meget bas som guitar med de forskellige musikere.
”Oprindelig gik jeg til klassisk guitar. Mine forældre gav mig en guitar på den betingelse, at jeg begyndte at gå til klassisk guitar. Fra begyndelsen lærte jeg at sidde på en skammel med guitaren. Jeg kan min kvintcirkel og kan huske melodiforløb,” siger han med et smil.
”Så det har været helt naturligt for mig med både bas og guitar.”
Vi var glade for de mange positive tilkendegivelser, men jeg har altid godt kunne lide at sætte mig ind bag i Linje 2 og læse i en avis i fred og ro. Sådan har jeg det i øvrigt stadig
I midten af 70’erne mødte Rugsted Stig Kreutzfeldt, som dengang var lidt af en pioner indenfor dansk studieteknik. Producere som Freddy Hansson, Flemming Rasmussen og Nils Henriksen gjorde bestemt også deres til at løfte niveauet. Men det var Kreutzfeldt, der teknisk løftede sounden i dansk rock på plader med kunstnere som C.V. Jørgensen, Bifrost, Entrance, Buki Yamas og Trille, påstår jeg.
”Det har du ret i. Stig har en udsøgt fornemmelse for lyd. Måske er han Danmarks bedste tekniker nogensinde.”
Kreutzfeldt og Rugsted mødtes første gang i forbindelse med Anders Koppel-pladen Regnbuefuglen.
”Jeg havde en fuzz-pedal til min bas med. Den skulle give en ”(I Can’t Get No) Satisfaction”-agtig lyd. Det havde de ikke hørt før, og Stig syntes åbenbart, at det var spændende. I løbet af vores samtale fandt vi ud af, at vi havde samme smag: West Coast Rock. Amerikansk swingmusik.”
Rugsted og Kreutzfeldt begyndte at sende sange til hinanden på kassettebånd, og de opdagede, at de havde en fælles tone. Der skete noget særligt, når de arbejdede sammen, hvilket de gjorde, når der var hul igennem i studiernes kalendere fra sen aften til næste formiddag.
En klovn ved knapperne
Jeg spørger Rugsted, om han vil tage os med ind i Stigs og hans maskinrum dengang. Hvordan var det, de skabte deres helt specielle lyd, den her lyd af evigt solskin, sand mellem tæerne og hjerter, der klaprer i takt?
”Der skete typisk det, at Stig ringede: Du kan godt komme, der er hul igennem. Så tog jeg derud i studiet. Vi sad som regel hele natten i studiet og spillede. Jeg husker det som en skøn, kreativ tid. Vi elsker begge et stinkende hit. Det var vores fælles grund. Det er i høj grad Stigs fortjeneste, at lyden blev så god med top, bund og mellemtone. Jeg var en klovn ved knapperne dengang, senere lærte jeg det”. (Jens Rugsted optræder som producer på 36 plader på pladesitet Discogs, red.)
“Til gengæld var jeg jo så musiker. Stig sang fantastisk. Jeg synes i øvrigt stadig, han synger som en 17-årig.”
Den første udgivelse med Rugsted Kreutzfeldt var nummeret ”Lad mig dele dine drømme” på compilation-albummet Hvor dansk? Så dansk! – der udkom i 1977. På det tidspunkt var natdiskoteket i Montmartre i Nørregade the shit, stedet unge danseglade københavnere flokkedes blandt unge wannabe musikere.
Da dj’en Niels Christiansen begyndte at spille Rugsted Kreutzfeldt på natdiskoteket, spredte ringene sig, og pludselig en dag gik det stærkt.
Musikeren og produceren Dan Hartmann blev bestilt til at komme til Danmark for at producere og skrive de engelske tekster, hvilket han i øvrigt gjorde i flyet på vej over Atlanten, har jeg fået at vide senere
Fredag den 13. marts 1981 medvirkede duoen i tv-programmet Spil op. Dagen efter blev samtlige danske pladeforretninger støvsuget for RK-plader.
I løbet af kort tid solgte de hundrede tusindvis af plader. Pludselig var der basis for en stor turné. De spillede for 50.000 i Tivoli. Mindst lige så mange på Roskilde Festival. Og 30.000 i Idrætsparken.
”Vi blev berømte fra den ene dag til den anden. Over en weekend så at sige. I dag har jeg det fint med den tid. Det havde Stig og jeg også dengang, selvom vi indimellem var som raslende espeløv,” siger Jens Rugsted og tilføjer:
”Vi var slet ikke klar til at være stjerner. Det tærede lidt på os. Men vi elskede at spille. Og vi fik en masse jobs. Jeg husker de gode stunder – og så har vi visket de nervøse, usikre ting ud. Vi kunne ikke gå på gaden i et par år, mange ville hilse og snakke. Vi var glade for de mange positive tilkendegivelser, men jeg har altid godt kunne lide at sætte mig ind bag i Linje 2 og læse i en avis i fred og ro. Sådan har jeg det i øvrigt stadig.”
Et hit på 20 minutter
I rækken af Rugsted Kreutzfeldt-hit vil et enkelt altid stikke ud. Balladen ”Jeg ved det godt” skaber stadig ømme øjeblikke hos publikum, når de optræder live.
”Det er rørende at tænke på, at vi har skrevet en sang, som så mange mennesker åbenbart stadig kan bruge. Den er skrevet meget, meget hurtigt. Jeg underviste i guitar på Blågård Seminarium. Når eleverne ikke dukkede op til undervisningen, sad jeg tit og trykkede lidt på de hvide tangenter. Kun de hvide,” siger Rugsted med endnu et grin.
”En dag kom ”Jeg ved det godt”, melodi og ord i omkvædet, skrevet på 20 minutter. Resten af teksten er skrevet af Kim Gustav. Jeg tænkte overhovedet ikke: så nu er den der. Men den ramte åbenbart noget i det omkvæd, de akkorder, den rytme og harmoni. Den er født på den måde, og den har levet sådan i 40 år, så noget må jeg have gjort rigtigt,” siger Rugsted.
Som det fremgår af biografien Tilfældigvis forbi, der udkom i 2016, var der på et tidspunkt internationale planer med Rugsted Kreutzfeldt. Det blev dog ikke rigtig til noget.
”Vi solgte så mange plader i begyndelsen af 80’erne, at pladeselskabet CBS ønskede at give det et skud på en plade med engelsksprogede versioner af de bedste af vores sange. Musikeren og produceren Dan Hartmann blev bestilt til at komme til Danmark for at producere og skrive de engelske tekster, hvilket han i øvrigt gjorde i flyet på vej over Atlanten, har jeg fået at vide senere. Deraf kvaliteten. Vi indspillede sangene med hans tekst. Han mente ikke et ord af, hvad han skrev, det var cue-tekster. Kunstnerisk var det ingen succes, men det var da sjovt alligevel. Hold da op, der kommer en amerikaner og hjælper os. Det føltes jo stort på den danske måde.”
Dan Hartmann medbragte et kassettebånd med 80 af sine egne numre, som han gav til Kreutzfeldt og Rugsted og spurgte, om de ville lytte og sige deres mening.
”Vi hørte det uafhængigt af hinanden. Det ene var værre end det andet, volapyk og dårlige harmonier. Undtagen nr. 73. Det viste sig, at det var Stig og jeg enige om. Nummeret hed ”I Can Dream about You”. Året efter fik Hartmann et giganthit med netop det nummer i USA. Jeg siger bestemt ikke, at det var vores skyld, men det er da meget sjov.”
Kærligheden kalder
I 1985 besluttede Rugsted og Kreutzfeldt at gå hver sin vej. De havde fået nok af stjernelivet. Der skete andre ting på musikscenen, som bevægede sig et andet sted hen end det, de havde været med til at sætte i gang.
”Vi har aldrig været oppe at slås alvorligt, og vi kom til at arbejde sammen flere gange senere. Så det var et udramatisk brud.”
De skulle da også hurtigt komme til arbejde sammen igen i 1988. En dag ringede Sanne Salomonsen og spurgte, om de kunne tænke sig at arbejde sammen med hende om en plade. Salomonsen havde haft nogle uheldige erfaringer omkring et rock’n’roll projekt, albummet Ingen engel/No Angel, og havde brug for at kaste sig ud i noget andet, mere lyst, poppet og kærlighedsfuldt.
Det blev til albummet Sanne, der udkom i 1989 med sange som ”Kærligheden kalder”, ”Hvis du forstod” og ”Jeg’ i live”. Musikken og en enkelt tekst er skrevet af og produceret af Rugsted Kreutzfeldt. Efter Kim Larsens Midt om natten er dét – eller Anne Linnets Jeg er jo lige her – det mest solgte danske musikalbum her i landet.
– Stig har omtalt arbejdet med albummet som en af hans bedste oplevelser som producer. Er du enig?
”Absolut. Sanne er fantastisk dejlig pige. Hun har altid været large overfor dem, hun arbejder sammen med. Hun hader at gå i små sko, ligesom vi andre også prøver,” siger Jens Rugsted.
”Vi har aldrig skrevet sange til andre. Det har altid været sange til os selv, så at sige. Sange, som vi selv kunne have fundet på at spille. Det viste sig at være en rigtig god ide for os alle tre. Sangene passede til Sanne. Albummet kom lige præcis på det rette tidspunkt. Jeg plejer at kalde det Meryl Streep-pladen. Hun ligner en god Meryl på coveret,” siger Rugsted med et skævt grin.
Et par år senere var det Kim Larsens tur til at finde Rugsteds telefonnummer. En dag i 1993 ringede han og spurgte,” Hva’ Jens, kunne du og Stig tænke jer at prøve at lave en udgave af Spørge Jørgen?”.
”Jeg tænkte, hvad fa’en vil han? Men man siger jo ikke nej til Kim Larsen – og selvfølgelig sagde Stig og jeg ja. Han er mit store idol. Der er ikke nogen ved siden af ham i dansk popmusik. Vi spillede lidt sammen i Stigs studie, og lidt senere gik det op for os, at han selvfølgelig ville teste os. Sad vi og røg hash eller drak rødvin hele dagen? Eller arbejdede vi? Han fandt ud af, at vi var helt almindelige mennesker, der passede vores arbejde og kunne få det til at swinge med ham. Så vi slap gennem nåleøjet.”
I dag fremstår Hvem kan sige nej til engel? (1994) ikke som et af Larsens mest kendte eller populære album. Det er lidt synd. Der er mange gode sange, og et par af hans bedste tekster i øvrigt, ikke mindst ”Hvileløse hjerte” – en af de centrale Kim Larsen-sange.
”Man glemmer tit, at Larsen var Danmarks bedste sanger. Udover hans tekster og udtryk, så sang han bare fantastisk og rent, med følelse. Når man er professionel og ved hvordan folk – også mig selv – skal trykkes ind, når det indimellem bliver falsk. Så får man altså kæmpestor respekt for sådan en mand, der synger så rent,” siger Jens Rugsted.
Det er en fast tradition, når Rugsted og Kreutzfeldt arbejder sammen i sidstnævntes studie i Birkerød, at Rugsted kører efter smørrebrød hos slagteren på Kongevejen, når det er blevet tid til frokost. Kim Larsen klarede sig uden.
”Kim havde sin madpakke med hjemme fra i en gammeldags rød madkasse. Det var en Amagermad, et stykke franskbrød og et stykke rugbrød med smør imellem. Det var hans frokost. Vi andre sad med kniv og gaffel og skinke og røræg. Kim var gennemført, det var ud i 2CV’en bagefter og hjem.”
Et godt groove
På Jens Rugsteds profil på Soundcloud kan man bl.a. kan finde et nummer med titlen ”Cruisin’ (Ode to J.J.)”. Det er en hyldest til blues/country-guitaristen J.J. Cale. Vi taler lidt om dokumentarfilmen To Tulsa And Back: On Tour With JJ Cale.
Jeg synes jo, at det fede Rugsted-groove i flere af Rugsted Kreuzfeldts numre – fx ”Går gennem tiden” og ”Spring op, ta’ med” lyder som om, det kunne det være påvirket af en musiker som f.eks. J.J. Cale.
”Om jeg havde J.J. med i studiet? Tjah, måske. Han er en af mine store favoritter, også menneskeligt. I dokumentarfilmen ser man en utrolig rar, beskeden og kærlig mand. Clapton har kaldt ham den rareste mand i rock’n’roll. Og så har han den der veranda, hvor han sidder med støvlerne oppe og spiller et godt groove.”
– Jeg ser mange dokumentarer. Jeg bliver altid glad, når musikerne virker til at være hele mennesker.
”Du har fat i noget meget essentielt for mig. Jeg har altid ment, at man skal begynde med at opføre sig ordentligt, være et godt menneske, hvis du kan. Så kan man spille musik senere. Det begynder med, at man opfører sig ordentligt. Jeg har prøvet at holde det i hævd selv, selvom det kan være svært, hæ,” siger Jens Rugsted og fortsætter:
”Når du ser på store kunstnere som Elton John og Mick Jagger – de havde problemer i deres barndom. Helt tilbage til dengang, hvor de skulle have haft al den kærlighed, de ikke rigtig fik. For mig at se har de skrevet på det resten af deres liv. Det, der sker i barndommen, er så vigtigt – du kan bruge resten af livet på at bearbejde det. Selv havde jeg en helt almindelig lykkelig middelklassebarndom og har aldrig haft det der drive.”
– Det er måske en form for terapi?
”Tror du, det er en naturlov?”
– Nogle gange tænker jeg over det. Det er ikke tilfældigt, at den første rocktekst, der handlede om mere end dig og mig og vi to, hed ”Help” – og var skrevet af John Lennon.
Som et eksempel på en anden samarbejdspartner i kategorien ”hele mennesker” nævner Rugsted svenske Björn Afzelius, der arbejdede meget i Danmark i sine mange år som solist. Jens Rugsted producerede Afzelius’ plade Tankar vid 50, der udkom i 1997.
”En dag ringede han og fortalte, at han ville komme i studiet lidt senere dagen efter. Da han dukkede op i studiet, var hans sang så følelsesfuld og troværdig. Vi fik senere besked om, at han havde været hos lægen om morgenen og havde fået at vide, at han havde fået kræft. Og med den besked gik han ind i studiet og indsang det mest følelsesladede, jeg har hørt. Det var en stolt og stærk og kraftfuld mand. Og han var large. Han gav altid, når vi var på restaurant. Vi fik ikke lov til at betale. Han betalte for, at folk omkring ham kunne rejse ned og besøge ham i sit hus i Italien.”
Står her stadig
Mens disse linjer læses, er Rugsted Kreutzfeldt på turné. Det er ikke så længe siden, jeg så dem spille i Birkerød – på Kreutzfeldts hjemmebane.
”Vi prøver at opleve det hver gang, som om det var første gang. Da vi startede op igen i 2006 med en koncert i Tivoli, var det ikke meningen, at vi skulle gøre det igen. Det var en engangsforestilling. Da vi så begyndte at tale om mulighederne for måske at optræde flere gange, sagde jeg fra. Jeg kunne ikke se mig selv i det. Jeg orker ikke at spille det samme og det samme igen. Det er så 15 år siden, og vi står der stadig, Jan.”
– Og hvad er så forklaringen på det?
”Jeg nyder det lige så meget som første gang. Det er svært at forklare. Jeg tror, det handler om, at det er vores egne sange, og jeg kan se en genklang i publikums øjne. Jeg prøver at spille min bas, som det var første gang. Det lykkes ikke altid, for der er noget kor og nogle harmonier, der skal passe … men jeg prøver.”
Tilbage står så spørgsmålet, om der så udkommer et helt nyt album med Rugsteds navn på coveret?
”Tjah, det vil vise sig. Der kommer flere numre, det ved jeg. Jeg er enormt kritisk med det, jeg sender ud. Det skal igennem et meget lille nåleøje. Jeg har så mange sange liggende hjemme på computeren, at jeg tror, at jeg kunne udsende fem album. Det er bare ikke godt nok. Det skal være helt i orden, før jeg udsender det.”
