Tønder Festival #2: Stolte formidlere af musikalske traditioner – The Mavericks, Rikke Thomsen, Rura

Tønder Festival #2: Stolte formidlere af musikalske traditioner – The Mavericks, Rikke Thomsen, Rura

Jeg har en teori om, at de fleste succesfulde musikere oplever et point of no return i karrieren – koncerten, der bekræfter dem i, at musik, det er det, de skal resten af livet. I stort eller lille omfang. Måske med kommende udsolgte koncerter på Wembley, måske som bijob med en koncert i ny og næ på Café Punktum.

Jeg mener koncerten, hvor musiker og publikum underskriver en fælles hensigtserklæring: Vi vil hinanden, så længe vi gensidigt bliver ved med at give. Skulle der være en flig af sandhed i dette lommefilosofiske tankespind, kunne Rikke Thomsens koncert fredag i Telt 1 her i Tønder meget vel være en sådan.

Tønder festival rikke thomsen Maverick aura
Så enkelt kan det siges. Foto: Flemming Jørgensen

Da hun blev hyret til festivalen for tre år siden, inden Corona stoppede festen, var Rikke Thomsen mere eller mindre kult, især i sin hjemegn. I dag er Sønderjyllands egen Rikke på en tilsyneladende never ending tour med sin akustiske guitar. Hun har formået, hvad jeg ville have forsvoret, da jeg første gang læste om hende – at etablere et rum, hvor hun kan slippe afsted med at synge og tale på synnejysk, lige meget hvor hun kommer frem.

Da hun fredag eftermiddag trådte ind med et ”Mojn” på hjemmebanen på den største og vigtigste festival på hendes hjemegn, blev hun mødt af et kæmpe bifald. På den vibe fortsatte det, da hun lagde ud med ”Vausen” fra debutalbummet Opland.

Jeg sad tilbage med en fornemmelse af at have fået et indblik i kernen – ikke bare i hver af hendes meget melodiøse sange – men i hendes vision som så

Vi taler en indforstået vibe, hvor alene første linje, ”Ka do mærk venn æ tænke å dæ elle it?”, afstedkom endnu mere bifald.

Og sådan fortsatte det naturligvis, da Michael Falch kom på scenen for at synge med på ”Hunge hjerte”, der er en form for parafrase over Bruce Springsteens ”Hungry Heart”. Dobbelt oplagt med Falch, der er vokset op i Tønder og faktisk har sunget ”Hungry Heart” sammen med Bruce Springsteen på scenen i Forum. Tilsyneladende havde Falch og Thomsen ikke haft ret meget tid til at indøve koreografi, men en effektiv gimmick var det.

At Falchs møde med Bruce fandt sted otte et halvt år før, Rikke blev født, siger på en omvendt måde noget centralt om årsagen til hendes succes.

Tønder festival rikke thomsen Maverick aura
Rikke Thomsen. PR-foto

Selvom hun synger, så det også i Telt 1 denne fredag kan være svært for os, der er født nord og øst for Kongeåen at fatte meget af det, udtrykker hendes livskloge sange noget universelt på tværs af generationer. Måske især til os, der også har vores rødder i small town-Danmark.

Det er bare et af Rikke Thomsens talenter. Som det blev understreget ved denne koncert, har hun mange. Med varme, solidaritet og forsoning beskriver hun både ensomhedens begrænsning og kedsommelighed og samtidig overskuelighedens tryghed i livet i en by med et par hundrede indbyggere – i pagt med naturen.

Hun talte en del på scenen. Beskrivelsen af dengang en nabo opsøgte hendes mor og stedfar i Blans for at klage over, at hækken var blevet så høj, at hun ikke længere kunne følge med i deres liv, var meget, meget morsom.

Ja, et par af Thomsens tekster har ligefrem gjort mig en smule klogere på mit ambivalente forhold til min barndoms grønne dal.

Som hun også sagde og senere sang: Hvis alle har et “hungry heart”, som ham Bruce synger, hvorfor føler hun sig så som den eneste med et “hunge hjerte” i Blans? En central pointe, der sætter sylespidst fokus på det forhold, at afstandene kan føles enorme i en by, hvor der er mindre end én kilometer mellem byskiltene.

Jeg ved ikke, om Mariah Carey kunne finde på at ringe til Rikke for at bede om et par sangfif, men hendes runde, let nasale klang klæder sangenes ord – faktisk næsten bedre live solo end på plade, hvor vokalen er produceret en anelse for lavt efter min smag.

Rura i Telt 2 fredag aften. Det skulle vise sig at blive endnu en af disse musikalske oplevelser, der kommer snigende som en tyv om natten og stjæler ens fordomme

Måske fordi hun sang sine sange med en forunderlig påtrængende mildhed.

Før koncerten var jeg spændt på at høre, hvordan Thomsen ville forløse sine sange, der på albummet Opland bevidst er produceret med pastelfarvet 80’er galore, med en enkelt guitar. Og her citerer jeg hende så igen: ”I kommer til at høre mine sange, som de lød, da jeg skrev dem.”

Jeg sad tilbage med en fornemmelse af at have fået et indblik i kernen – ikke bare i hver enkelt af hendes meget melodiøse sange – men i hendes vision som så.

Rikke Thomsen er en natural born performer og komponist med et stort glimt i øjet og sikker fornemmelse for, hvad hun og hendes sange kan – læg dertil, at hun er en glimrende guitarist.

Spørgsmålet er vel, om hun fortsætter som Sønderjyllands moderne Allan Olsen, eller om den form vil vise sig lige så begrænsende som barndommens Blans, og om den nye bopæl på det der spelt-Østerbro ovre på djævleøen og succesen som sådan trækker hende i anden retning.

Rikke Thomsen, Telt 1, fredag eftermiddag

Som en tyv om natten

Mit kendskab til skotsk folkemusik er mildt sagt begrænset. Selvfølgelig har jeg hørt den slags utallige gange som underlægning til tv og film og har nok også set det fremført live et par gange. I øvrigt holder jeg meget af Runrigs afskedsalbum The Story, som desværre er et noget underkendt forsøg på at give den skotske folk-rock et moderne udtryk.

Så det var ganske forudsætningsløst, at jeg opsøgte kvartetten Rura i Telt 2 fredag aften. Det skulle vise sig at blive endnu en af disse musikalske oplevelser, der kommer snigende som en tyv om natten og stjæler ens fordomme.

Bandet består, ved jeg nu, af violinisten Jack Smedley, Steven Blake på sækkepibe, fløjte og keyboards, Adam Brown, guitar, og David Foley såkaldt bodhrán og fløjte. I øvrigt vildt, så meget funk, Foley får ud af den lille tromme. Suppleret med basfigurer fra Blakes keyboards.

Tønder festival rikke thomsen Maverick aura
Rura på scenen i Telt 2. Foto: Flemming Jørgensen

Efter tolv års samspil lyder de fire mannies som en organisme. Det er måske store ord, men so be it – sjældent har jeg hørt et så tight og indforstået spillende orkester. Guitarist Brown havde efter eget udsagn tømmermænd – tænker at en skotsk folkemusiker ville blive smidt ud af fagforeningen, hvis det kom frem, at han ikke havde tømmermænd. Alligevel spillede han flot sin rolle som en form for orkesterleder.

Den første erkendelse – at sækkepibe ikke bare er sækkepibe i betydning 20 mænd i kilt, der spiller “Amazing Grace”. Steven Blake spiller sin sækkepibe nærmest som en meget analog synthesizer, der er der for at fuldende og supplere lydbilledet. Ligesom hans keyboards og rigtige synths.

Det lød simpelthen bare godt.

Anden erkendelse – godt nok er hverken U2, Coldplay, Echo and the Bunnymen eller Kate Bush skotske, men når man lytter til de utallige lange, eksplicit stemningsskabende passager og hyppige crescendoforløb i Ruras musik, hører man også de autentiske præ-rock’n’roll kilder, der har præget fx de nævnte musikere.

Der skete noget i det fjerde rock’a’billy-agtige nummer, guitaristen trykkede på en af sine fodpedaler, så hans guitar fik denne her kaktus-ørkenstøvede slangeskindsbestøvlede lyd

I flere passager fik jeg smukke tankebilleder af tågede horisonter over det skotske højland – og måske et enkelt whiskydestilleri hist og her.

Men ligesom der efter sigende befinder sig et uhyre i Loch Ness, bor der en djævel i Ruras musik, nemlig manglede variation.

Ud over lidt optaget speak fra det ene bandmedlems bedstemor er Ruras udtryk instrumentalt, og godt og vel halvt inde i koncerten begyndte mine tanker at søge andre steder hen – med andre ord det blev noget ensformigt for mig, der med Springsteens berømte ord lærte mere af en tre minutter lang sang, end han lærte i skolen. Heldigvis var der flere breaks, som bandet i øvrigt ramte med kirurgisk præcision. Der måtte gerne have været flere.

Det, jeg tager med mig fra denne koncert, er den positive oplevelse af at have set fire uhyre velspillende, bundmusikalske skotter udfordre mig sindsligt og musikalsk.

Rura, Telt 2, fredag aften

Tønder festival rikke thomsen Maverick aura
The Mavericks spiller på Open Air på Tønder Festival 2022.

Stolte overbringere af traditioner

Nogle gange spørger jeg mig selv, hvordan det opleves for en artist, der har sunget de samme sange tusinder af gange i løbet af tre-fire årtier, at stå deroppe på scenen for at gøre det endnu en gang.

Bedømt ud fra begyndelsen på tex-mex el presidente Raul Malos The Mavericks koncert kunne det meget vel blive endnu en dag på Haciendaens terrasse med benene oppe. Eller måske nærmere som et lidt anonymt danseband hyret til endnu et bryllup.

Det otte mand store orkester virkede noget stift i det (om ikke lidt energiforladt), da de overraskende lagde ud med det helt store hit ”Dance the Night Away”.

The Mavericks, der har sine rødder i Miami, Florida brød for alvor igennem i begyndelsen af 90’erne og kom hurtigt til at ride med på den bølge, der blev skabt af Los Lobos’ overraskende succes med ”La Bamba”.

Her 30 år senere består gruppen stadig – udover Malo – af guitarist Eddie Perez, trommeslager Paul Deakin og keyboardspiller Jerry Dale McFadden.

tønder
The Mavericks spiller på Open Air på Tønder Festival 2022. Foto: Helle Arensbak

Udgangspunktet var oprindelig en fælles begejstring for den musik, Elvis Presley, Johnny Cash og især Roy Orbison skabte helt tilbage i 50’erne, krydset med mexicansk ranchera, der er resultatet af århundreders kulturblanding mellem indiansk og europæisk, især spansk kultur.

Efter to-tre numre skete det, der nogle gange sker ved denne form for “endnu et stop på landevejen”-koncerter – en gensidighed mellem band og publikum, der viser sig at udvikle sig til en symbiose. Der skete noget i det fjerde rock’a’billy-agtige nummer, guitaristen trykkede på en af sine fodpedaler, så hans guitar fik denne her kaktus-ørkenstøvede slangeskindsbestøvlede lyd, og jeg fornemmede lidt mindre stivhed i forsanger Malos ansigt, som fornemmede han, at publikum var klar til kinddans og fodvippen i de mange kommende numre, fortrinsvis i mellemtempo.

Det kan siges meget enkelt, som min sidemand formulerede det: ”Hold kæft, hvor det swinger.”

Så forskellige de ellers er, har The Mavericks en ting tilfælles med skotske Rura. De er stolte overbringere af musikalske traditioner, alle andre står på

Efterhånden fornemmede jeg en større og større løssluppenhed og spilleglæde i bandet, efterhånden som de enkelte medlemmer trådte frem med den ene solo efter den anden. “Hvornår kommer harmonikaen?”, skrev jeg i notes, og ja, et eller to minutter senere trådte harmonikaspilleren ned centerstage – til stor jubel. Tex-mex uden harmonika er som tequila uden lime.

Det egentlige vendepunkt indtraf, da Raul Malo og hans orkester spillede et par numre fra deres ret nye spanske album En Español. Det var her, Malo gik fra fortolker af egne og andres sange til passioneret sanger. Tydeligvis var det hjerteblod, vi oplevede. Det er muligvis bare noget, jeg lægger ind i det, men jeg fornemmede en mand synge for det store mexicanske mindretal i USA, der ikke ligefrem danser på roser i disse år.

Med The Mavericks ved man, hvad man får. Nemlig, hvad man kommer efter. Et nummer er en parafrase over ”Jambalay”, et andet overmåde inspireret af ”Blue Bayou”, et tredje inspireret af ”Blue Moon”, som bandet altid spiller live, denne gang i en version, der gjorde Elvis coverversion fra 1954 stor ære.

Selvom jeg godt kan savne lidt mere spjæt i The Mavericks som i det beslægtede, Little Steven’s Soul Disciples, forlod jeg den store scene i Tønder med et varmt hjerte.

Jeg ved ikke, hvad Arne-pension hedder på spansk, men intet tyder på, at The Mavericks behøver at tænke på den slags foreløbig.

Så forskellige de ellers er, har The Mavericks en ting tilfælles med skotske Rura.

De er stolte overbringere af musikalske traditioner, alle andre står på.

The Mavericks, Open Air, fredag aften

Tønder Festival #1: Hyldest til Dissing – og store uventede oplevelser

Tønder Festival #1: Hyldest til Dissing – og store uventede oplevelser

Sådan en eftermiddagsstund, hvor solen er rød og rund, virker det oplagt at åbne årets Tønder Festival med en hyldest til Dissing, der flere gange nåede at optræde på festivalen.

Nu var det jo primært den danske trubadur, det handlede om i Telt 1, som det meget matter of the fact-agtigt hedder.

Men ham, der for alvor skubbede til primo-tressernes folkemusik-bølge, var på sin vis meget passende også repræsenteret i teltet. Med i backingbandet var bassisten Tony Garnier, der i en periode har været fast medlem af Bob Dylans band.

Garnier spillede lidt sammen med Dissing under Aarhus Festuge for ni år siden – og da den daværende kapelmester Gustav Ljunggren også holdt taktstokken på scenen i Tønder – ja, så voilà, Garnier takkede ja til at være med.

Arrangørerne havde truffet det sympatiske valg at lade musikken tale, altså ingen salvelsesfulde taler mellem numrene. Stemningen var passende uhøjtidelig, grænsende til småanarkistisk i ny og næ. Vi er på festival, samlet for at mindes en sanger, der skabte sit eget skæve, originale udtryk for det at være menneske i sin tid. Så ingen grund til begravelsestårer.

Og så var der Allan Olsen. Utroligt som den mand kan besætte et scenerum ved sin blotte tilstedeværelse og måden, han fremfører ordene

”Det er fuldstændig som i gamle dage, ingen har lavet lydprøver, det kan kun blive godt,” som Niels Hausgaard sagde.

Grønlandske Nive Nielsen var på scenen et par gange. Dissing havde et varmt forhold til det store land mod nord og skrev flere sange inspireret af sine ophold i Grønland. Nive Nielsen er en fortræffelig sanger med et lidt understated udtryk. Da Grønland og ikke mindst grønlænderne også har en stor plads i mit hjerte, var det såre rart at se den socialt engagerede side af Dissing blive luftet.

Tønder
Caroline Henderson sang “Hjertesuk”. Foto: Helle Arensbak

Gode, gamle Benny Holst kom på scenen med en meget ærlig og ren version af ”Tak for gode som for onde år”, som han engang indspillede med Dissing, denne gang i en renlivet countryversion. Senere kom Holst igen på scenen sammen med Kjartan Arngrim – noget med at Dissing og Holst en gang drømte om at fordanske Bob Dylans ”For Ramona”. Og det var Arngrim så sat til. Det har sikkert været sjovt i øverummet, men ikke rigtig i Telt 1.

Også Caroline Henderson var på scenen. Efter hendes version af den smukke, smukke ”Snehvidekys” ved vi, at hun synger flottere end nogensinde, og at Povl Dissing var den første danske musiker, hun lærte at kende, da hun kom til Danmark som 21-årig

Rasmus Dissing fik for alvor teltdugen til at blafre med sin festlige boogie-version af farens gamle hit ”25 minutter endnu”. Både Rasmus og hans bror, Jonas, sang i dagens anledning med en betoning, der mindede mistænkeligt meget om deres fars stemme. Hvis ikke de skulle kunne binde an med at læne sig op ad hans røst …

Og så var der Allan Olsen. Utroligt som den mand kan besætte et scenerum ved sin blotte tilstedeværelse og måden, han fremfører ordene. Hvis jeg forstod det ret, handlede det om en som altid finurlig tekst, som Allan Olsen egentlig havde skrevet til Dissing, men som han aldrig fik indspillet.

Tønder
Mindekoncert for Povl Dissing på Tønder Festival 2022 i Telt 1. Foto: Helle Arensbak

Men det var de to unge artister, Rikke Thomsen og Bisse, der for alvor fik skubbet til grænserne i Dissings eftermæle. Skævt smilende Thomsen med en meget 60’er-pop-glad version af Dissings ”Der ikke noget som damer” med godt med Hammond orgel-krymmel på keyboards.

Altid originale Bisse med hele to numre, som han begge holdt ind til sig som sine egne. Først en rastløs psychedelia version af ”Nøgne øjne” – og senere en forrygende, uforglemmelig version af Shell Silversteens prægtige bluespastiche ”Den grimmeste mand i byen” – med dansk tekst af Thøger Olesen.

Som sin mentor Niels Hausgaard taler Svendsen meget mellem numrene – hendes selvironi er klædelig, men det kan også blive for langtrukkent

Dog havde Bisse udskiftet ordet ‘bøsse’ i den oprindelige tekst med ‘bisse’.

Som afslutning mindede Niels Haugaard om, at han også er folkesanger. Han sang en sang, som Dissing engang skrev om et brud med sin kone, men som han var for loyal til at indspille, så alle andre kunne få indblik i deres private hurlumhej. En sang om at slide hinanden op, som Hausgaard sang med stor indføling. På forunderlig vis blev det også en sang om loyalitet, hensyn og venskab, ikke bare mellem de to trubadurer tidligt i deres karrierer, men også mellem os i teltet og hver vores Povl Dissing.

Povl Dissing Hyldestkoncert, Telt 1, torsdag

Har fundet sin form

Det er 21 år siden, Signe Svendsen blev kendt som hende i Rollo og King. Efter et par job som tv-vært har hun med stor dygtighed skabt en karriere som solist – suppleret med en tjans som korsanger for Niels Hausgaard.

Svendsens liveband består bl.a. af brødrene Lars og Troels Skærbæk og den tilsyneladende allestedsnærværende keyboardspiller Palle Hjorth. På et tidspunkt talte hun om guitarist og producer Lars Skærbæks forbilledlige nysgerrighed, som jo bl.a. spiller en vigtig rolle for lyden på Michael Falchs tredje comebackalbum, Forår i brystet.

Ingen tvivl om at Skærbæk har rollen som en form for kapelmester i samarbejde med Signe Svendsen selv. Hans guitarspil, der snart lyder af country, snart rock’n’roll, snart indierock – på et tidspunkt tænkte jeg mærkeligt nok på The Cure og dreampop. For mig lyder det, som om han søger at give sin guitar en digital biklang, som udvider lyduniverset, uden at det stjæler opmærksomheden fra de klassiske singersongwriting-kvaliteter i hendes musik. Og i øvrigt tak for perfekt lyd under koncerten, nu jeg husker det.

Tønder
Tønder Festival: Signe Svendsen med band på scenen i Telt 1. Foto: Flemming Jørgensen

Signe Svendsens sangstemme er ualmindelig flot. En efterårsløvfarvet melankolsk nordisk klang klæder hendes tekster, der både tager livtag med det personlige ondt-i-livet og samtiden, og hvad der i øvrigt pirker til hende. Hun har et skarpt øre for det, der smerter, og hun synger, så man kan mærke kulden bide i kinderne i ”Frosten slipper”.

Som sin mentor Niels Hausgaard taler Svendsen meget mellem numrene – hendes selvironi er klædelig, men det kan også blive for langtrukkent. Men når det forklarer familiehistorien bag en sang som ”Det forlyder” og ikke mindst det nye “Lydia” om en oldemor, der måtte slide og slæbe og sælge sig selv for sit ’uægte’ barns skyld, giver det god mening.

Virkelig flot sang i øvrigt med Signe helt alene på scenen. At dømme ud fra to-tre nye numre – bl.a. det hudløse ”Hvem vil ikke elskes igen” – har Signe Svendsen fundet sin form som sangskriver. Det lover godt for det nye album, der udkommer 14. oktober.

Signe Svendsen, Telt 1, torsdag

Tønder
Tønder: Maritim festivalstemning. Foto: Flemming Jørgensen

Så meget overskud og livsglæde

Beretninger om hårde kampe og fornedrelse i familiehistorien kan fortælles over hele verden. Desværre. På anbefaling så jeg Allison Russell, canadisk musiker og aktivist, som jeg aldrig havde hørt om før. Som datter af en kvinde, der i årevis led af ubehandlet skizofreni, og som giftede sig med en nynazist, der voldtog og tævede Allison, kan hun tale med om dysfunktionalitet. Som hun sagde: ”Ofte sov jeg på en bænk i parken, det var mere sikkert end at sove hjemme.”

Siden fandt hun en mening i livet i musikken og den rigtige kærlighed hos en anden kvinde og senere hendes mand. Som musiker har Russell viet sit liv til at sprede håb, forståelse og historisk bevidsthed. Hendes musik kategoriseres som Americana, der jo nærmest kan betyde alt og intet.

Med et band bestående af en keyboardspiller, en guitarist og en violinist og Russel selv på blæsere og et strengeinstrument, jeg ikke tør give et navn, vil jeg nærmere kalde det … ja, musik.

Netop det er en af hendes pointer. At hun, der har mørkt blod i årerne, og alle andre for den sags skyld, stammer fra mennesker, der har lidt, ofret sig og er døde, for at vi fx kan stå på en festival med en velfærdsfadøl i hånden og nyde livet.

Tænk Dem, jeg oplevede ingen knævren, pladren eller sladren under koncerterne. Min stemme under det kommende valg går til den, der vil forbyde publikumssnak under koncerter

Tønder
Allison Russel på Tønder Festival 2022 i Telt 2. Foto: Helle Arensbak

I sync med Russells budskab er musikken afroinspireret, der er elementer af freeform jazz, spanske bolero i en af violinistens soli, keltisk lyd, soul, groovy funk, popbegejstring i en sang til sangerindens kæreste. Det er som en musikalsk snart blodrød, snart honningfyldt flod, der flyder på en spraglet pram ind og ud af forskellige tidsaldre. Jeg kunne også nævne Joni Mitchell, og denne gang med ekstra relevans, for Allison Russell var en af de heldige artister, der var med på scenen, da den gamle sangskriver optrådte på Newport Festivalen for nylig.

Vildt som Russell og guitaristen som i en fælles organisme kunne skabe et funky groove som hos Sly and the Family Stone – uden hverken tromme eller bas.

Russell repræsenterer en musikalsk minestronesuppe af en genre, der heldigvis i det små er i vækst. Den genreløse genre. Det er musik, der beder om indlevelse hos publikum.

Musik kan meget. At se Allison Russell synge og performe med så meget overskud og livsglæde og så gennemgribende stor musikalitet var en glæde i sig selv.

Allison Russell, Telt 2, torsdag aften

Når Tønder buldrer mest

Det fine ved festivaler kan være, at man pludselig står i et telt – i dette tilfælde salen Bolero – og oplever en mindre åbenbaring. Måske ikke i størrelsesordenen Lukas, Johannes, Matthæus eller Markus, men i betydningen en musikalsk oplevelse, der flytter lytteren et lille stykke videre i den rigtige retning.

På scenen i den spøjse sal stod en enkelt mand med en smadrekasse af en guitar og en dundrende baryton af en stemme, der lyder, som kommer den nede fra de ni tiendedele af sjælen, der sjældent høres hos andre.

Mage til stemme har jeg ikke hørt siden John Moreland, også her i Tønder i 2017.

Sean Crowe er vokset op lidt nord for New York og har senere markeret sig som sangskriver og sanger, især med sit seneste album ”The Darkness Dressed in Coloured Lights”, produceret af Brian Joseph, der kendt for sit samarbejde med Bon Iver.

Ud over at Crowe kan et trick med at slå rytmen med sin højre tommelfinger samtidig med, at han spiller på den akustiske, er der en helt utrolig dybde i hans sang og spil. Som af samme grund er mere groovy, end man normalt forbinder med sange udsat for akustisk guitar.

Tønder
Tønder Festival: Sean Rowe på scenen i Bolero. Foto: Flemming Jørgensen

I Sean Crowes sange og sangforedrag hører man ekkoer af amerikansk musikhistorie og skæbnehistorier fra egne, hvor den amerikanske drøm er noget, man oplever i gamle film.

Det er sange om at kæmpe, miste. Om at være klar til at tage en kugle for sin elskede. En hjertegribende ode til sangerens afdøde søster, der aldrig mere vil opleve sin elskede juleudsmykning. Hvis der findes noget, der hedder at opleve smertens glæde, var det, hvad der skete for mig under den sang.

Der var en sang om at omfavne den kendsgerning, at man alligevel aldrig bliver ham, der skrev ”Mus og mænd”. Men så kan Sean Crowe så meget andet. Et stort øjeblik. Det siger meget om hans urkraft som sanger og sangskriver, at hans versioner af Leonard Cohens “Everybody Knows” og Dylans “Girl From the North Country” lød lidt kedelige sammenlignet med hans egne sange.

Tønder Festival er for os, der egentlig bare gerne vil nyde musikken og lytte. Tænk Dem, jeg oplevede ingen knævren, pladren eller sladren under koncerterne. Min stemme under det kommende valg går til den, der vil forbyde publikumssnak under koncerter.

Sean Rowe, Bolero, torsdag aften

Born to løu’e på synnejysk – om Rikke Thomsen: Når man er fra et lille sted, må man gerne drømme

Born to løu’e på synnejysk – om Rikke Thomsen: Når man er fra et lille sted, må man gerne drømme

RIKKE THOMSEN:

For nylig udgav hun albummet “Opland.” Hun har optrådt landet over, og næste år turnerer hun vinter, forår – måske en festival eller to – og senere igen til efteråret.

I anledning af det aktuelle album besøgte Rikke Mediano Music. Til min behagelige overraskelse blev det blandt meget andet til en samtale om inspiration fra Elvis Presley, Bruce Springsteen, John Mayer, Poul Halberg, Joni Mitchell – og Karl Ove Knausgård.

Men først og fremmest om at vokse op i en by, Blans mellem Sønderborg og Aabenraa, med 517 indbyggere og Danmarks bedste badestrand for enden af Ballebrovej – og om at skrive sange med udgangspunkt i sit opland og se en mission i at fastholde netop dét, sit sønderjyske mål i sange om trygheden, længslerne og kedsomheden – og alt det andet, der skabte hende og den karriere, der venter forude.

Rikke Thomsen er et talentfuldt, ungt kvindeligt bud i en genre, som hidtil mest har været befolket af mænd – først og fremmest Allan Olsen, Johnny Madsen og Niels Hausgaard, der jo altid har været der.

Rikke Thomsen – lyt med og hør om:

– sangene der har været i Rikkes liv lige siden hun og Anton legede rockstjerner i Blans.
– som den yngste nogensinde at modtage Modersmålsprisen.
– den svære kamp mod amerikaniseringen af det danske sprog, især i Rikkes egen generation.
– beslutningen om at gå sin helt egen vej i musikbranchen.
– de afgørende points of no return: den nye lærerinde på Lilleskolen, der gjorde den helt store forskel, lyden af ”Born to Run” i radioen og søsterens lille skub, der førte til et afgørende valg.
– inspirationen fra især Springsteen, der gennemsyrer det nye album.
– fascinationen af de der “guitar men” i deres lædertøj, der bl.a. førte til uddannelsen som guitarist.
– at sidde på teenageværelset og skrive følsomme, bløde kærlighedssange.
– om samarbejdet med guitarist og producer Søren Andersen på det nye album med en lyd, der lyder lige så meget af folk som de popglade digitale 80ere.

Lyt til podcasten her: