Anmeldelser af nye plader: Taylors cottagecore og Mileys 80er forstoppelse

Anmeldelser af nye plader: Taylors cottagecore og Mileys 80er forstoppelse

Anmeldelser fra POV.International

Taylor vokser for hver akkord

Hvor i alverden får hun det fra, denne Taylor Swift?

Bare fem måneder efter det seneste album Folklore udkommer et nyt, Evermore. Som på Folklore er Taylor musikalsk selviscenesat i rural cottagecore med hjælp fra brødrene Aaron og Bryce Dessner (begge The National) og produceren Jack Antoff (lige nu sammen sin duo Bleachers og Bruce Springsteen-aktuel med det flotte, genrehædrende Chinatown).

Swifts ternede jakke og fletningen på coveret matcher fint Evermores low-fi indie-folk. Som altid er hendes tekster om tilhørs- og parforhold, kærlighed – den store og den flygtige – måske selvbiografiske, måske fiktive, måske lidt af det hele. Og som på Folklore fletter narrativerne sig sammen. “Dorothea” fortæller den klassiske historie om en Hollywood-wannabe, der genantænder på en gammel flamme under et besøg i hjembyen. Det følges op i “Tis the Damn Season” med den modsatte synsvinkel.

Man sidder med fornemmelsen af en sangskriver, der i samarbejde med sine mentorer, vokser for hver akkord på pianoet i corona-ly i Casa Swift. Der er 16 sange på Evermore. Imponerende nok er ingen melodier mindre lyttevenlige, imødekommende eller stemningssættende end andre.

“Champagne Problems”, skrevet sammen med kæresten William Bowery, emmer af regnvejr, afstand og det, der aldrig blev. I det forførisk groovy “No Body, No Crime” er trioen Haim gæster. Alene den diskrete produktion af Danielle Haims guitar, der lægger sig som et sjal om sangen, er en af mange venlige djævle i den detaljerede produktion på dette album.

“Coney Island”, indspillet med hele bandet The National, lyder som det, den måske også er tænkt som: to generationer på en bænk om livet, skuende udover havet. Man kan kalde det den to-tre årtier ældre version af  “Welcome to New York” fra albummet 1989. “Cowboy Like Me”, også den prydet af en raffineret guitarsolo.
Damn it, det er fint.

Udtrykket i Taylor Swifts musik, som det har lydt i 2020, er tålmodigt, melankolsk med en intuitivt lydende balancering af akustisk ægthed og elektronisk perfektion. Melodisk følger det en nogenlunde fast opbygning. Er man i dét humør, er Evermore julegaven, man ikke vidste, man ønskede sig.

FolkloreEvermore. God, bedre – jeg tør ikke tænke på, hvad der måtte følge.


Taylor Swift: Evermore, album


Anmeldelser af nye plader, pressefoto
ANMELDELSER AF NYE PLADER, ARCTIC MONKEYS, PRESSEFOTO

Udglattes med det store rock-strygejern

Efter seks album udgiver Sheffields stolthed, Arctic Monkeys, livealbummet Live at the Royal Albert Hall, optaget under turneen i 2018. Den sommer så jeg dem to gange, første gang med grufuldt dårlig lyd i Royal Arena (uden Albert), anden gang under Way Out West-festivalen i Göteborg. Heldigvis er lyden på pladen, efter liveoptagelserne har været igennem diverse programmer, så flot som den smukke sommeraften i Sverige.

For hver ny EP og album har Arctic Monkeys bevæget sig i nye retninger. Fra indie-garagerock over pop/soul på AM (mit favoritalbum) til en form for kunst loungerock på det seneste Tranquility Base Hotel & Casino.

Det første, jeg bemærker på den nye liveplade, er, at “Four Out of Five” fra sidstnævnte album har mere fylde og bund end på det originale LP-track. Som altid synger Alex Turner med teatralsk indædthed, når han da ikke taler mellem numrene med sin uforlignelige Sheffielddialekt.

Med dette album gør Arctic Monkeys, hvad jeg ikke troede var muligt. Samler alle tråde i en stoflig, cinematisk lyd, som udglattes med det store rockstrygejern uden at give los på den oprindelige working class råhed

Da jeg så Artic Monkeys spille live, undrede opstillingen med et hav af musikere, keyboards og guitarer mig. Det storladende udtryk på livealbummet bekræfter, hvor smart dét var og er. Fra “Four Out of Five” over AM-fyrtårne som “Do I Wanna Know”, “Don’t Sit Down Because I’ve Moved the Chair” til “Star Treatment” fra Tranquility... – det flyder magisk sammen, de mange guitarer og keyboards i samspil klinger i skøn forening. Inspiration fra præ- og postpunk, indierock, soul, electronica, britisk pop, David Bowie og The Beatles svæver gennemført og orkestreret gennem højtalerne ved scenen i koncerthallen ved Hyde Park.

Der er højdepunkter som den drømmende, melodiøse perle “Cornerstone”  – ‘with mr. Jamie Cook on electric guitar’. Et dramatisk intermezzo i “Do Me a Favour”. “Pretty Visitor” med drøn på rockattituderne. Psykedelisk messen i “Arabella”. “Why’d You Only Call Me When You’re High” med Turner diabolsk og forarget, “505” med flagellant guitarspil, “Do I Wanna Know” i smuk symbiose med publikum. Storhittet “I Bet You Look Good on the Dancefloor” med larm og ballade.

Med dette album gør Arctic Monkeys, hvad jeg ikke troede var muligt. Samler alle tråde i en stoflig, cinematisk lydende helhed, udglattet med det store rockstrygejern uden at give los på den oprindelige working class råhed. Det er abe-flot.

Bare s…. at de stort set aldrig spiller “No. 1 Party Anthem” fra AM.


Arctic Monkeys: Live at the Royal Albert Hall, album


Anmeldelser af nye plader, Nathaniel Rateliff, pressefoto
ANMELDELSER AF NYE PLADER, NATHANIEL RATELIFF, PRESSEFOTO

Sange fra et knudret sind

Nathaniel Rateliffs And it’s Still Allright er for længst udkommet, helt tilbage i februar. Men som en af de vigtigste stemmer i roots-americana fortjener han bevågenhed, også når glasset som her kun er halvt fyldt. Det begynder med et knips og en barytonguitar, og straks mærker man færten af det, jeg kalder sydstaternes gode samvittighed: musikken.

Jeg oplevede Rateliff til en koncert i 2018, så fantastisk og sprælsk, at den endnu ikke er runget helt af i ørerne. Dette nye album er skrevet på baggrund af en skilsmisse og en vens og producers død. Det er sviende sange fra et knudret sind om at synke til bunds og kæmpe sig tilbage.

I titelnummeret “What a Drag” synger Rateliff så indtrængende, at man som lytter glemmer alt omkring sig. Det er stærkt. Andre numre lyder som dopet af strygere og lukker sig så meget om sig selv, at det bliver ligegyldigt. Helt galt i “Tonight No. 2” og “Rush On”, der lyder som soundtracks, der var for dårlige til en C-film, der aldrig blev indspillet.

Samlet kan lyden, iklædt strygere minde lidt om Springsteens Western Stars fra 2019. Ordene på And it’s Still Allright sitrer af nødvendighed, men for mange af sangene er direkte søvndyssende produceret.


Nathaniel Rateliff: And it’s Still Allright, album


Anmeldelser af nye plader, Chris Stapleton, pressefoto
 CHRIS STAPLETON, PRESSEFOTO

Et af årets album

Så er der langt mere saft og kraft i country’ens fremmeste guitarman Chris Stapletons nye album, Starting Over. Stapleton, der for et par årtier siden begyndte i et George Strait kopiband, er i dag et af countrymusikkens største navne. Han har skrevet sange bl.a. sammen med Justin Timberlake og til Adele.

Starting Over er et 14 numre langt roadtrip gennem diverse af countrymusikkens forgreninger og diverse beslægtede genrer og en overdådig fejring af den musik, Chris Stapleton er rundet af. Og jo mere jeg lytter, jo mere begejstret bliver jeg. Betragt de følgende referencer som beskedne notepad-stikord, for musikken lever og udfolder sig i sig selv og udbygger oplæggene.

“Maggie’s Song” rummer en betagende, velkommen genklang af The Band og The Night They Drove Old Dixie Down. Skønt nummer. Det bluesy “Cold” bevæger sig tungt og som en Mississippi-pram med Stapleton også her på potent guitar. Det minder lidt om Gary Moores megahit “Still Got the Blues”. “Hillbilly Blood” lyder med klang af støvet country-folk, som da Neil Young og kumpaner fusionerede de to genrer.

“Devil Always Made Me Think Twice” har Creedence Clearwater Revival-swing og swagger, og det samme gælder “Arkansas” med fuld diesel-firetaktsmotor og rock’n’roll honky tonk. Man kunne nævne det livstaknemmelige “When I’m With You”, hvor jeg tænker på Willie Nelson, og den heftigt boogierockende “Worry B Gone”.

Så nej, Starting Over er måske ikke det mest originale stykke cirkelformede vinyl i kassen. Men musikken er skabt og udført med ekvilibristisk, lydhør americana-esque. Hver eneste akkord, taktslag, åndedrag og pauserne imellem lyder af liv og passion. Et af årets album.


Chris Stapleton: Starting Over, album


Anmeldelser af nye plader, Miley Cyrus, pressefoto
ANMELDELSER AF NYE PLADER, MILEY CYRUS, PRESSEFOTO

80’er forstoppelse

Det er snart længe siden, Miley Cyrus første gang luftede sin indre rockbitch. Eller sagde, hun gjorde. På det seneste har hun ofte vendt blikket bagud med live coverversioner af gamle rocknumre. Dem er der heldigvis tre af på Spotify-versionen af albummet Plastic Heart, især versionerne af Blondies “Heart of Glass” og salig Dolores O’Riordans “Zombie” er friske og frejdige. På Plastic Heart er Cyrus i karaoke-agtigt og pomp-poppet glitterglam humør.

Og hvorfor ikke? P.t. er der ikke meget fest i gaden heromkring. Miley forsøger ikke at gøre sig større eller vigtigere, end hun er. Kudos for det. Men i producer Marks Ronsons ellers kyndige hænder lyder det meste som overspisning af old school digitale effekter og heraf følgende 80’er forstoppelse, kulminerende med Joan Jett-duetten “Bad Karma”, der har karma som en osteskorpe. Den 62-årige rockrebel havde fortjent langt bedre.

Lighterballaden “Angels Like You” og den på den gode måde MTV-ubekymrede “Midnight Sky” er undtagelser.


Miley Cyrus: Plastic Heart, album


Plus:

Legetøjsmikrofon og absurd høje stiletter

Husker du Sophie Ellis-Bexter, der for 18 år siden hittede med classic disco-numre som “Murder on the Dancefloor” og “Get over You?” Jeg havde glemt hende. Men så kom corona.

Under det første lockdown blev der streamet i den store stil fra musikerhjem kloden over. Ellis-Bexter blev hurtigt et hit. Hver fredag sendte hun Instagram-videoer fra sit køkken. Hun selv med legetøjsmikrofon i glitterkjole og absurd høje stiletter omgivet af fem sønner i alderen 1 til 16 drønende rundt på gå-cykler og andet og hun selv dansende rundt, syngende sine gamle hits. Millioner så med.

I dette næsten surrealistiske set-up fik hun, hendes mand med kameraet og børnene isolation, familieliv, stjernestøv contra hverdagsagtig uperfektion og længsel efter fest og ballade til at gå op i en højere enhed. Nu har hun så grebet momentum og udsender albummet Songs From the Kitchen Disco.

Det giver ikke rigtig nogen mening at anmelde dette disko-dasko greatest hits-album. Men tommelen op til mrs. Ellis-Bexter og hendes drenge for at plante smil og plante solskin i det forsømte forår 2020.


Facebook kommentarer

Nye americana-plader: Den gode melodi overvinder alt

Nye americana-plader: Den gode melodi overvinder alt

Fra POV.International

Den transparente ærlighed

For nylig optrådte Brandy Clarke i Ideal Bar i Vega i København. Desværre kunne jeg ikke være til stede den aften. Damned.

Clarke tilhører generationen af kvindelige countrymusikere/singersongwritere, der udfordrer det etablerede, konservative Nashville. Alene det, at Clarke er åbent lesbisk, er – stadig – kontroversielt på direktionsgangene. Udover Natalie Hemby, Maren Morris, Amanda Shires og Brandi Carlile, der synger sammen i The Highwomen er f.eks. også stjernen Kacey Musgraves, der om COVID-19 vil optræder på årets Roskilde Festival, en af de nye, anderles.

På det nye album Your Life is a Record svinger Ms. Clarke musikalsk i mange retninger. Afhængig af vinklen kan man sige, at hun og produceren udfordrer sig selv – eller at de tilsyneladende var noget ubeslutsomme, da pladen blev indspillet.

Når det så er sagt, er en ting sikker i Brandy-land: Også på Your Life is a Record er hun 100 pct. loyal overfor den transparente ærlighed, der har præget hendes sangskrivning siden begyndelsen – lige meget, hvad hun synger om. Den gode melodi overvinder alt uanset, hvor meget krømmel, den er smurt ind i.

Selvom der er ikke meget nyt under solen på Your Life is a Record, og selvom indpakningen indimellem er lovlig lækker, gør Brandy Clarke stadig, hvad hun gør bedst, til UG kryds og slange. Hver eneste tone og taktslag er gennemsyret af the country feeling.

Vi har den smægtende I’ll Be the Sad Song med fløjter og stort orkester og hele pivtøjet. Long Walk – klassisk hillbilly i moderne soft tilskæring – og arketypiske countryballader som Apologies, hvor Clarke siger undskyld til hende kæresten, hun forlod, da følelserne flød i en anden retning, og Bad Car, hvor scenariet er omvendt.

Bigger Boat synger Brandy Clarke duet med selveste Randy Newman, der – igen, muligvis – optræder i København i maj. Duetten med den gamle klaverboksende humorist, humanist og verdensrevser er mere spektakulær end interessant.

Selvom der er ikke meget nyt under solen på Your Life is a Record, og selvom indpakningen indimellem er lovlig lækker, gør Brandy Clarke stadig, hvad hun gør bedst, til UG kryds og slange. Hver eneste tone og taktslag er gennemsyret af the country feeling.


Brandi Clarke: Your Life is a Record, album

 

Forskellige grader af livskludder

Under Tønder Festival 2017 oplevede jeg en åbenbaring. Navnet var og er John Moreland, en stor mand, en stor sangskriver med den største fabulerende stemme, jeg længe havde hørt live. Morelands stemme er et landskab i sig selv.

Det nye album LP5 lyder Moreland, som man kender ham. Med største elegance viger han udenom klicheerne på side 1 i kærligheds-sangskrivernes manual. Tag bare krøllede sangtitler som I Always Let You Burn Me to the Ground og Let Me be Misunderstood, begge fyldt til randen af Moreland blues.

Det på en gang forunderlige og vidunderlige ved Moreland er hvordan, styrken og kraften i hans sang vokser, jo mere det stilfærdige americana-udtryk dæmpes. Der er noget enormt dragende i lyden af denne mand, hans vokal og de små, store sange om det liv, han ser passere forbi og udfolde sig i sit hjem i Tulsa, Oklahoma.

Alle betræder de stier, der for længst trådt igennem af Bob Dylan med følge. Lyder det gammeldags? Hvis kompetent singersongwriting, ærlige, meningsfyldte tekster og analog vellyd er ufashionabelt og gammeldags, så er brunt forhåbentlig det nye sorte.

Det nye album er indspillet sammen med en lille håndfuld af de mest kompetente kunstnere på den amerikanske indie-rock scene. Det er helt low key. Lyden er simpelthen bare blændende god som ramme om teksternes utilpassede stemninger af forskellige grader af livskludder.

A Thought is Just a Passing Train ruller stilfærdigt som et godstog på tværs af prærien. Med uimodståeligt mellotron-mellemspil synger Moreland “Shame is a cancer – goes easy on your heart.” Så enkelt kan det siges.

East October og When My Fever Breaks krydrer b-stykker indtrængende den ellers nedtonede produktion.

Sammen med musikere som Parker Millsap, Caitlin Rose og Jason Isbell er  John Moreland en vigtig stemme på en scene, der stadig fylder mere på musik-verdenskortet. Alle betræder de stier, der for længst trådt igennem af Bob Dylan med følge. Lyder det gammeldags? Hvis kompetent singersongwriting, ærlige, meningsfyldte tekster og analog vellyd er ufashionabelt og gammeldags, så er brunt forhåbentlig det nye sorte.


John Moreland: LP5, album

Lovlig løse skitser

Som med Moreland i Tønder var Nathaniel Rateliff en åbenbaring, da jeg første gang så ham optræde live sammen med bandet The Night Sweats i Store Vega for et par år siden. Med rødder i diverse oprindelige sydstatsgenrer er Rateliff blevet en af de mest markante stemmer i new americana, new retro – eller hvad man foretrækker at kalde det.

Han har tidligere udgivet plader som solist og sammen med sit band. Efter en forrygende, soulfyldt udflugt på Memphis-måden med sit band på tre studiealbum er Rateliff tilbage ved sine low fi-rødder på And it’s Still Alright.

Albummets udtryk er lidt mere poleret end hos Moreland.  Jeg fornemmer inspiration fra samme kilder, Jimmy Webb og Glen Campbell, der inspirerede Bruce Springsteen til Western Star.

På titelnummeret falder en enkelt guitar, en steelguitar og et orgel hver for sig ind som, når den ene udsigt afløser den næste på et roadtrip. Formfuldendt. Flot.

Til gengæld ved jeg ikke helt, om jeg skal le eller skoggerle, når jeg hører Nathaniel synge All or Nothing med strygere som Bert Kaempfert i barndomshjemmets Philips-radio – og så alligevel en sprød guitar, der ribber op i det hele. En kantet lille melodi med lyden af søndagsmiddag med kylling og brun sovs i baggrunden.

Der en autentisk folksy Sun Studio lyd over Expecting to Lose med et medrivende vrøvle B-stykke. Som at forestille sig den ellers umulige tanke, at Elvis og Pete Seeger havde fundet sammen i 50erne. Slet ikke ueffent. Ligesom Tonight #2, hvor Rateliff lader sin ridsede vokal møde lyden af Leonard Cohen – igen med godt strygere på. Der er smerte i det nummer. Hvorimod det ellers helt åbne og nøgne Kissing Our Friends lyder famlende, ufærdigt. Det samme med afslutningsnummeret Rush On.

Som helhed lyder And it’s Still Alright som et album bestående af sange, baseret på skitser, hvoraf flere forekommer lovlig løse.

Nathaniel Rateliff: And it’s Still Alright, album


Foto: PR.

Husker du Depeche Mode i Parken? 9 store musikoplevelser fra 10’erne, vi aldrig glemmer

Husker du Depeche Mode i Parken? 9 store musikoplevelser fra 10’erne, vi aldrig glemmer

 

Jan Eriksen, musikredaktør: Koncerternes årti

10’erne blev årtiet, hvor den digitale udvikling skabte enorme strukturelle forandringer i pladebranchen. Musikere indenfor alle genrer og subkulturer måtte indse, at pengene skulle tjenes på scenerne. Og i takt med at konkurrencen tilsvarende er blevet enorm på scenerne, har langt de fleste musikere indset, at de er nødt til at gøre sig umage hver gang; hver eneste gang. Man er ikke bedre end sit seneste job.

Op gennem 1970’erne og frem til 00’erne har jeg har været til mange koncerter med danske og internationale – ofte stærkt påvirkede – rockmusikere, der tydeligvis havde deres tanker et andet sted og i øvrigt bare skulle overstå jobbet inden næste honorar.

Jeg husker Parken ikke bare på fællessang, nej, på fælles orgastisk hjerteslag i en meget, men ikke for lang Enjoy the Silence. “Everything counts in large amounts”, synger de

Siden jeg efter en pause begyndte at anmelde meget aktivt i 2010, har jeg oplevet meget få af den type koncerter. I tilfælde, hvor det er sket, har det typisk været store internationale navne på stop på en for dem lille, kvart eller halvtom dansk sal.

Men bortset fra det. Koncentration og dedikation. Det manglede bare.

Bruce Springsteen & The E-Street Band, Roskilde Festival, 7. juli 2012

Springsteen på Roskilde Festival. Hvad der lød som opfyldelsen af en ultimativ drøm for mange, fik også lokket mig tilbage til festivalen for første gang i 17 år – efter en pause med fokus på børn, nyt job, hus/have og noget liv, der skulle leves.

Ikke at det nødvendigvis kørte hundrede procent optimalt fra begyndelsen, da The E-Street Band gik på canopy-scenen den smukke juli-aften.

Faktisk virkede Bruce selv slidt. Lyden var som altid mudret. Men med især side-man og delvis kapelmester Steven van Zandt som indpisker kom der mere gejst og spilleglæde omkring post finanskrise-numrene We Take Care of Our Own og Wrecking Ball og senere en forrygende gæsteoptræden ved The Roots.

Springsteens uforlignelige gospel på toppen af verdens bedste backingband skabte en musikalsk 3D-oplevelse. Gentagelse og genoplivning af de utallige livsøjeblikke, hvor Springsteen har leveret lyden: håbefulde eftermiddage ved stereoen, fester med spas, kærlige øjeblikke og langmodige søvnløse nattetimer.

Et af de momenter hvor myte, liv, koncert og denne Rokilde-smatter antog én karakter. The River var mig og min opvækst, jeg var lyden af Roy Bittans piano i Spirits in the Night, guitarerne var mig i Out in the Street. So to speak.

I want the heart, I want the soul. Og fik det.

Nathaniel Rateliff & The Night Sweats, Store Vega 30.03.18

Teknisk set var jeg forberedt, da Nathaniel Rateliff entrerede scenen i Stor Vega i marts 2018. Havde lyttet især til Stax-albummet Nathaniel Rateliff & The Night Sweats, som en kær ven havde præsenteret et års tid tidligere. Rateliff er en af fædrene til New Retro-bølgen; en bevægelse, hvor klassisk soul, rock og country fik et nyt afsæt i grupper som Alabama Shakes, Drive by Truckers og The Black Keys.

Teknisk set, ja. Det skulle vise sig at blive en mind blowing oplevelse, en fornemmelse af oprindelighed og autencitet i et rum, hvor fornemmelsen af tid blev ophævet. Allerede fra første øjeblik favnede Rateliffs soulfyldte vokal hele Vega uden at skygge for bandets tre blæsere, keyboardspiller, bassist, guitarist og trommeslager.

Et nummer lød som et møde mellem The Band og Ry Cooder i Ben E. Kings Stand by Me.  Et andet mindede lidt om John Lennons version af Ain’t that a Shame. Et andet som Sam & Dave.

Halvanden times tidsrejse, nutid, fest og healing.

Depeche Mode, Parken, 1. juni 2017

Kan man have en æterisk musikoplevelse i verdens mindst egnede koncertarena? Ja, noget der ligner – hvis man investerer lidt af sig selv, og Depeche Mode er på plakaten.

Denne lumre juniaften var lyden på Martin Gores guitar, Dave Gahans baryton og resten af elektroensemblet så god, som den bliver i Parken.

Efter et udlæg med titelnummeret fra DM’s seneste dystopiske album Spirit og et vendepunkt i A Pain That I’m Used to ramte den engelske trio og deres to faste liveband-medlemmer det ’wouuch’, der har gjort dem til verdens mest forunderligt magiske stadionrockband. Med en portefølje af sange, hvor introverte, eksistentielle tekster konstant udfoldes i ekstrovert iscenesættelse. Når det klaustrofobiske lydunivers på plade lukkes ud i fri luft, kommer der liv, sjæl og blod i sangene.

Jeg husker Parken ikke bare på fællessang, nej, på fælles orgastisk hjerteslag i en meget, men ikke for lang Enjoy the Silence. “Everything counts in large amounts,” synger de.

Alt talte i store mængder under denne technomesse i Parken. Følelse. Fest. Eletronisk ekstase.

Jakob Brønnum: Vinylens og cd-boksens genkomst

Selvom det har været streamingtjenesternes årti, har der også været to, lykkelige modbevægelser. Ulykken består i at streamingtjenesterne er uanvendelige til andet end flygtig musiklytten og modstøj til byens larm.

Man kan ikke trænge dybere ind i værkerne, ind i kunstnerne og ind i musiksamlingerne gennem de digitale brugerflader, for de tillader kun vanskeligt at man opholder sig på forbrugets overflade: Blandt de nyeste, de mest hørte, det, maskinen og annoncørerne vurderer passer til det andet, du hørte.

En hel del af Dylans åbenlyst hashomtågede akustiske numre er frygtindgydende gode. Hvert øjeblik er musikhistorie

Lykken består i, at de to modbevægelser er vinylalbummenes genkomst og de store cd-bokses fremkomst. Lyden på vinyl (2400 MB/s) og på CD (1400 MB/s) er langt bedre end i de digitale lydrum, hvor den er 320 MB/s eller oftest 128 MB/s og både vinylformatet med de store omslag og CD-boksene med det store overblik over en kunstner eller en genre, lægger mange flere lag ind i musikoplevelsen.

Der er udgivet så overvældende mange bokse, at det næsten ikke er til at udvælge de bedste. Her er tre bud på det sublime.

Bob Dylan: The 1966 Live Recordings (36 cd, 2016)

Da KB-Hallen brændte i 2011, tænkte jeg, ”nå, nu finder vi aldrig ud af, hvad setlisten var ved koncerten 1. juni 1966,” for det var det eneste sted, der kunne ligge en optagelse. Ingen kunne tilsyneladende huske den og den manglede på de vigtige sites. Hidtil havde vi kun haft ‘Ballad of a Thin Man’, en enkelt sang, som har cirkuleret på diverse uofficielle optagelser.

Da Dylan i 2016 udsendte den mirakuløse 36 cd-box, The 1966 Live Recordings, med samtlige koncerter fra turnéen, der afslutter Dylans første store periode med et års pause efter det lille motorcykeluheld i august, måtte jeg tænke om igen. Egentlig var formålet at hævde sin copyright til koncertoptagelserne, 50 år efter, hvor den ville udløbe.

Han lå selv inde med et soundboard af 2. sæt af koncerten, der som alle de andre har to sæt, med et akustisk og et med The Band. Enkelte af de 23 koncerter havde man ikke, man har ”lånt” nogle af de publikumsindspilninger, der findes af 95% af Dylans koncerter. En hel del af Dylans åbenlyst hashomtågede akustiske numre er frygtindgydende gode. Hvert øjeblik er musikhistorie.

Celibidache – The Münich Years (49 cd, 2018)

I årene inden og umiddelbart efter den rumænske dirigent Sergio Celibidache døde i 1996, udsendte både Deutsche Grammofon og EMI fabelagtig gode indspilninger, med henholdsvis Stuttgart og Münchens symfoniorkester.

Særligt EMI’s indspilninger af stort set hele standardrepertoiret indenfor symfonier og korværker er helt enestående i deres dybe zen-influerede åndedræt, der gør de fleste af opførelserne langsommere og derved længere end nogensinde før hørt, i flere tilfælde 15-20% længere.

Det er mageløst. Celibidache ville i store dele af karrieren ikke udsende sine opførelser, fordi ”man ikke skulle få den transcendentale musikoplevelse udenfor koncertsalen.” Men det fik vi nu. EMI’s liveindspilninger var hundedyre i begyndelsen, men i fjor kom de på Warner i en samlet boks, 49 cd til under 500 kr.

3 Beethoven – The Complete Works (80 cd, 2017-2019)

Indimellem kan man se Beethovens samlede værker beskrevet som ”complete discography”, og det er noget sludder, på flere niveauer. For det første er den klassiske musik kendetegnet ved, at det er fortolkerens diskografi, der er tale om. Det er et kunstværk i nodeform i nye versioner, hver eneste gang der kommer en ny indspilning af et kendt værk, og derfor kan man aldrig nå en ”complete discography” .

For det andet handler de samlede værker som regel om, at det er lykkedes pladeselskabet at støve perifere værker op, som meget sjældent indspilles eller opføres. Ingen af de fire udgaver af de samlede værker, af Beethoven, der er på markedet lige for tiden op til Beethovens 250 års dag i 2020 er helt komplette. Der er altid mindre ting, man ikke fik med.

De er alle sammen på omkring 80 CD’er. De findes på Warner, Brilliant Classics og Naxos til omkring 80-100 euro og hyper de luxe på Deutsche Grammophon til det tredobbelte. Alle sammen forskellige kunstnere, nogle historiske, mange nyere og alle sammen nøje udvalgt for deres høje kvalitet. Brilliant og Warner er de bedste bud, alle parametre taget i betragtning. Warners er den smukkeste, Brilliants muligvis marginalt stærkere alt i alt.

Jacob Gjelstrup: Vinylpladens endelige comeback

Det blev i 10’erne at salget af vinylplader igen for alvor tog fart, og salget har været støt stigende hele årtiet fra 4.2 mio. solgte i 2010 til 16.7 mio. i 2018 alene i USA. Der er stadig langt op til de over 300 mio. solgte albums i sluthalvfjerserne, men udviklingen betyder, at interessen for det analoge medie er støt stigende.

Årtiet har budt på mange gode musikoplevelser, og det er ikke nemt at vælge de tre, man synes har været størst. De følgende tre albums er dog tre, der står ud som noget af det ypperste.

EABS – Repetitions (Letters To Krzysztof Komeda)

Det polske jazzorkester debuterede i 2017 med deres fortolkninger og dekonstruktioner af den berømte landsmand Krzysztof Komedas værker fra perioden 1962-67. Komeda, der blandt andet er kendt for at lave musik til flere Roman Polanski-film, var en af europas mest indflydelsesrige jazzmusikere, og EABS fortolker hans musik virtuost og moderne.

Albummet brillerer særligt på grund af den analoge lyd, man ellers kan savne i moderne jazz.

Katatonia – Sanctitude

Svenske Katatonia, der normalt spiller en slags doom-metal med alt, der hører den slags til, udgav i 2015 et unplugged album fra Union Chapel i London. På live-albummet fortolker bandet deres egne sange, som altså normalt bliver spillet med tungt metal-set-up, og resultatet er ikke mindre end sensationelt.

Forsanger Jonas Renkse har aldrig sunget bedre, og orkestret spiller så usandsynligt godt, at man glemmer alt om, at det er en liveindspilning.

Sanctitude er et mesterværk og på mange måder kommer man til at foretrække deres musik på denne måde.

40 Watt Sun – Wider than the sky

Det britiske band 40 Watt Sun udkom med Wider Than the Sky i 2016, og alle indadvendte typer fik deres ultimative go-to-plade.

Trioen spiller fortættet og yderst melankolsk, næsten depressivt og stærkt bevægende musik i et langsomt tempo. Vokalen og teksterne løfter værket op blandt de bedste de seneste ti år, men vær beredt på, at det skal gøre ondt før det bliver godt.