U2 – The Musical: Den store genforening i Royal Arena

U2 – The Musical: Den store genforening i Royal Arena

Pov.international: 

KONCERTANMELDELSE – Det var lige så meget U2 – The Musical som en rockkoncert, da den irske gruppe lørdag aften spillede i Royal Arena. Og det var ikke så skidt. For første gang i årevis virkede Bono som en mand med en mission; at genfinde sig selv, sine prioriteter og musikken – via en rejse gennem U2’s bagkatalog frem mod 2018, skriver Jan Eriksen.

Det var med blandede følelser, jeg bevægede mig ud mod Ørestaden; helt derude, hvor det endnu ikke er alle gader, der har et navn.

Jeg så den ikoniske U2-koncert på Roskilde Festivalen 1982 og igen et halvt år senere ved en mindst lige så mindeværdig koncert i Falkoner Teatret, hvor Bono fik halvdelen af salen til at danse rundt om et juletræ i det ene hjørne af salen. Lige den aften åbnede U2 et nyt varmt, menneskeligt perspektiv på postpunk-scenens introverte oprør. Jeg husker stadig følelsen.

I would follow. Så måtte man leve med sangerens Bundesliga-garn.

Siden var der album-kvintetten The Unforgettable Fire, The Joshua Tree, Rattle and Hum, Achtung Baby og Zooropa, og en åbenbaring af en koncert i Göteborg i juni 1992.

I den æra var U2 verdens mest relevante, innovative rockband. Vision, attitude, Brian Enos og bl.a. Daniel Lanois’ fintfølende produktion, The Edge’s konstante sekstrengede opdagelsesrejser, Bonos Bono; de fremragende tekster og melodier.

På den anden side – og kald mig gerne gammeldags, det gør alle andre – så hører jeg til den type, der mener, at man bør betale skat i det land hvis veje, man benytter sig af. Eller de sygeplejersker, brandmænd og lærere, som Bono hyldede i aftes i Royal Arena.

Trods flere definerende koncertoplevelser med U2 undervejs har jeg i stigende grad betragtet gruppen som et overstået kapitel som pladekunstnere

Når man f.eks. taler om det moralske forfald i Trump-æraen, som Bono gjorde op til udgivelsen af 2017-abummet Songs of Experience, pålægger man sig selv et ansvar for selv at holde sig på moralens knudrede, tilgroede sti. Ikke, at jeg selv er specielt stedkendt på den sti, men jeg betvivler, at den fører via et shopppingcenter i Litauen til Paradise Papers-skandalen. (Efter massiv kritik har Bono i øvrigt trukket sine penge ud af projektet).

Det er noget mudret, i hvor høj grad Bono & Co også betaler skat i Irland – udover den smule, de betaler i Guernsey og Holland.

Og nu handler dette jo om musik, men når U2 på Songs of Experience’s  Get Out of Your Own Way lader Kendrick Lamarr prædike, inspireret af en af Jesu prædikener i Matthæus-evangeliet: “Velsignet er de svinsk rige, for du kan kun for alvor eje, hvad du giver væk”. Så kan jeg kun komme i tanke om et ord, der rimer på cykler.

Savner intimiteten

Trods flere definerende koncertoplevelser med U2 undervejs har jeg i stigende grad betragtet gruppen som et overstået kapitel som pladekunstnere. Kulminerende med Apple-appen, Songs of Innocence-albummet – en projekt der, trods udmærkede tekster, fik mig til at mindes familiefester, hvor selskabets ældre mænd forpustede og rødkindede vendte tilbage til kaffen og cognacen efter at have budt selskabets unge kvinder op til dans.

Efter en stadionturné i 2009-2010 (bl.a. med stop i Horsens) udtalte Bono, at han savnede intimiteten live. Han frygtede, at branchemonsteret havde spist rockbandet U2, at den Boy, som han sang om i begyndelsen, var gået tabt.

I den kontekst skal man forstå eXPERIENCE + iNNOCENCE turneen: Som et sidste hoved i en tretrinsraket, der begyndte i 2015 med turneen med omvendt ordstilling, iNNOCENCE + eXPERIENCE, der primært var bundet op omkring Songs of Innocence. I mellemtiden var der en turné med en genopførsel af The Joshua Tree.

Der ligger en interessant video på YouTube fra julen 2012, hvor irske sangere som Glen Hassard, Sinead O’Connor og Bono uannonceret synger og spiller traditionel irsk musik på gaden i Dublin. Bono virker ikke helt komfortabel som midtpunkt for den stadig større folkemængde – trods omgivet af sikkerhedsvagter, der til sidst fører ham hen til en meget stor hvid bil.

Ingen tvivl om, at han løbende har måttet kæmpe med den larger than life-helgenstatus, han selv har været med til at bygge op, og den omstændighed, at han ikke kan gå en tur i sin egen hjemstavnsby uden sikkerhedsvagter.

Som han forklarede cirka midt i koncerten lørdag aften, begyndte han i 80erne og 90erne selv at tro på myten om Sankt Bono. Det føles, som om ens hoved på én gang vokser og skrumper, som han sagde.

 

I de personlige sange lød både han og band meget stærkere, meget mere påtrængende end den alibiagtige gennemspilning af en gammel irsk kvindesagssang

 

Lige dér på en lille rund scene midt Royal Arena lå koncertens point of no return. Efter en gennemspilning af Batman Forever-sangen Hold Me, Thrill Me, Kiss Me, Kill Me, der netop handler om, når mennesket bag masken identificerer sig mere med masken end med drengen, der mistede sin mor i tidlig alder og senere blev rockstjerne. Det var der, jeg forstod, hvor meget Bono og band investerer af sig selv i den aktuelle turné.

Som altid havde U2 medbragt en logistisk udfordrende, spektakulær scenekonstruktion. En næsten nøgen hovedscene, en lang catwalk med LED-skærme på hver sin side, en mindre scene midt i salen. Ovenover catwalken en lang gang, der bevægede sig op og ned med og uden band.

Vejen til verdensherredømme

Da U2 efter en gennemspilning af Noel Gallaghers håbefulde It’s a Beautiful World indledte med billeder af Europa i krig suppleret med Charlie Chaplins ikoniske tale fra Diktatoren, kom jeg af en eller anden grund til at tænke på musicalteatret i Fredericia, hvis enorme succes bl.a. skyldes deres progressive brug af LED-skærme. Og det var sådan det var. U2 – The Musical. Historien om bandets vej fra Dublins forstæder via selvpyskose til verdensherredømme.

U2 selvransagelse, U2 bønnemøde, U2 demonstration. U2 rockkoncert. U2 bekendelse.

Efter en begyndelse med den obligatoriske, elendige lyd med Larry Mullen Jnr’s trommer dunkelt buldrende ovenpå Adam Claytons minimalistiske bas, blev det gradvist bedre efterhånden, som lydmanden fik styr på hallen.

Jeg hører ikke til dem, der anser rockformationen Larry-Adams nøgne spil som en klods om halsen på U2. Tværtimod – The Edge’s konstant fabulerende på en gang  orkestrale og syleskarpe spil – kørt igennem et guitaranlæg på størrelse med Silicon Valley – ville måske ikke leve i samme grad i et band med et swing. Funky sange som Even Better than the Real Thing lever, som det tydelig hørtes lørdag aften, på hans guiter og selvfølgelig i Bonos høje, diskante sang. Han synger i øvrigt stadig udmærket.

Specielt i de meget smukke, meget modne kærlighedserklæringer til konen Ali Hewson, You’re the Best Thing about Me og Love Is Bigger Than Anything In It’s Way. Og for den sags skyld også det magiske, nye småcaribiske Summer of Love.

Den første spillet umiddelbart efter Bono havde afmonteret sin Mephisto-maske fra Zooropa-æraen. Hvor han igen heilede samtidig med, at han nævnte den svenske politiker Jimmie Åkesson.

Bedst i personlige sange

I de personlige sange lød både han og band meget stærkere, meget mere påtrængende end den alibiagtige gennemspilning af en gammel irsk kvindesagssang – med mandlig sanger – Woman of the World.

Det samme gjaldt en version af Iris (Hold Me Close) med tekst om Bonos alt for tidligt afdøde mor. Flot fremført af bandet og flot illustreret visuelt med en gammel videosnas med den løbende Iris.

Det er meget sjældent, paroler klæder rockmusik. Medmindre de leveres med passion som den evigt bombastisk marcherende Sunday, Bloody Sunday.

 

Bono og U2 kan få lyden af en smadret tallerken til at lyde som en hymne, men det er alligevel meget længe siden de har rørt mig som i den sidste halvdel af koncerten i Royal Arena

 

Efterhånden som koncerten skred frem og bandet lød bedre og bedre gav ideen med tilbageblik og søgen mod rødderne, kombineret med nye sange fra det udmærkede album Songs of Experience, mere og mere mening. I symbiose med opbakning fra et mere end modtageligt publikum.

Jeg tror, det var under Pride (In the Name of Love), at jeg mærkede et ekko af følelsen af drømmens faner brede sig ud (med et tyveri fra Michael Strunge), som da jeg i sin tid hørte nummeret første gang. Hvor ofte oplever man dét? At føle sig 36 år yngre.

Bono og U2 kan få lyden af en smadret tallerken til at lyde som en hymne, men det er alligevel meget længe siden, de har rørt mig som i den sidste halvdel af koncerten i Royal Arena. Da Bono mod slutningen nonchalant rakte hånden ud mod The Edge som signal til at spille de for mig altid gåsehudsfremkaldende første akkorder i One, følte jeg det som en hånd rakt mod os, der voksede fra U2.

Vi kommer nok ikke til at danse om juletræ sammen igen som i ’82. Men hånden er grebet. Og godt at vi nåede det.

Om lidt blir her stille. Og så er det for sent.

U2, Royal Arena
lørdag aften

Topillustration: U2 Tour, Ross Stewart

Dronningen af soul: Aretha Franklin

Dronningen af soul: Aretha Franklin

NEKROLOG – Aretha Franklin var indbegrebet af integritet og spirituel fordybelse, skriver Jan Eriksen, som mindes et liv der sluttede torsdag, da Franklin sov ind i sit hjem i Detroit omgivet af familie og venner. Hendes musikalitet og væsen berigede verden på en måde, så ordene R.E.S.P.E.C.T og R.I.P kun er fattige betegnelser. 

(BRAGT PÅ POV.INTERNATIONAL)

Allerede som helt ung blev Aretha Franklin besmykket med titlen The Queen of Soul. Trods skiftende musikalske modeluner og forgreninger indenfor soulmusikken bibeholdt hun ubestridt titlen frem til sin død. Aretha var med til at definere lyden af soul, hun blev forbillede for to til tre generationer kvindelige kunstnere, ligesom hun blev et ikon i den bevægelse, der kulminerede, da USA for ti år siden valgte den første sorte præsident.

Efter længere tids kræftsygdom sov Aretha, torsdag ind i sit hjem i Detroit, tæt på stedet, hvor hendes liv begyndte for 76 år siden. Verden er blevet en pioner, en spirituel stemme og en ægte diva fattigere.

Aretha Franklin huskes måske bedst for de mange hit i perioden før 1970. Alene i 1967–69 udgav hun otte album og et hav af singler. På dette tidspunkt havde hun dog allerede været professionel i et tiår.

Selvom Aretha blev født i 1942 i rockmusikkens svar på Betlehem, Memphis, Tennessee, kom hun ikke til on location at være en del af processen, der smeltede gospel, country, blues og rhythm’n’blues sammen til rock’n’roll.

Hvis spirituel fordybelse, integritet, historisk indsigt og ægte fysisk og mental kærlighed nogensinde har haft en musikalsk fællesbetegnelse – så hedder den Aretha

Hun flyttede tidligt sammen med sin far, baptistpræsten Clarence La Vaughan, til Detroit, Michigan.

Allerede i de første år, hvor hun sang og spillede i sin fars kirke, blev Aretha Franklins musikalske evner påskønnet. I 1956 skete der to afgørende begivenheder i hendes liv. Hun udsendte albummet Songs of Faith, hvor hun første gang oplod sin guddommelige røst i sange, som hun selv havde indspillet i kirken.

At hun også havde indsigt i livets verdslige sysler blev bevist, da hun samme år i en alder af 14 fødte sit første barn.

Fire år senere underskrev Aretha en pladekontrakt med Columbia Records, selvom også det lokale Detroit-selskab Motown, der senere skulle blive synonymt med den nye soulmusik, havde øjnet hendes talent.

Ved sin fars fester mødte Aretha Duke Ellington og sangere som Nat King Cole og Sam Cooke.

”Ham havde jeg et teenage-crush på. Han var meget classy, meget classy. Han var en kirkens mand, så det ville være svært ikke at have klasse,” sagde Aretha for nylig til Rolling Stone om Cooke.

Der skete bare ikke ret meget med hendes karriere.

Muscle Shoals

I 1966 besluttede hun og hendes nye mand og manager, Ted White, at skifte til Atlantic Records. Produceren Jerry Wexler sendte straks Franklin til Florence Studios Musical Emporium-studierne (FAME) i Alabama. Med i studiet var to dengang ukendte sessionmusikere ved navn Eric Clapton og Duane Allman, bakket op af den legendariske Muscle Shoals Rhythm Section.

I marts 2016 besøgte jeg det oprindelige FAME-studie i, ja, Muscle Shoals, der forlængst er vokset sammen med nabobyen Florence.

Byen, der er opkaldt efter de muslingeskaller, man finder i store mængder langs Tennesseeflodens breder, er i dag synonym med et lydbillede, der opstod i slut-60’erne; på én gang sort og hvidt. Dyb, dyb rhythm’n’blues, soul, blues-feeling som bund i et skramlet rocksprog. Som senere skulle få netop Duane Allmans Allman Brothers som fornemme ambassadører.

Senest har lyden af Muscle Shoals haft en renæssance, skabt af new retro-navne som The Black Keys og Alabama Shakes.

Jeg blev vist rundt i studiet af Muscle Shoals Rhythm Section-musikeren David Hood, hvis bas blandt andet kan høres på Paul Simons In My Little Town, Rod Stewarts Sailing – og på det ligeud fremragende soul-album I Never Loved a Man the Way I Love You, som Aretha optog i det dengang nybyggede studie. Albummet huskes nok først og fremmest for klassikeren Respect.

”Mange siger, at Aretha fik sit gennembrud med den plade. Det kommer an på, hvordan man ser det. I mine øjne var hun allerede en stor stjerne. Jeg lyttede til hendes plader på radioen. Men det er rigtigt, at det blev et stort kommercielt gennembrud. Hun og hendes pladeselskab ønskede southern feeling i hendes musik på det tidspunkt,” fortalte Hood.

”Men uanset hvem de havde sat til at spille bas for Aretha, var hun blevet The Queen of Soul. Den stemme havde fortællinger, der ventede på at blive fortalt. Når hun trådte ind i studiet, var der en aura af storhed i lokalet,” sagde han også.

“Muscle Shoals var en milepæl i mit liv. Det var vendepunktet i min karriere. Ingen tvivl om det,” siger Aretha Franklin selv i Netflix-dokumentaren ”Muscle Shoals”.

Titelnummeret I Never Loved a Man the Way that I Love You og numre som Do Right Woman-Do Right Man, Chain of Fools, I Say a Little Prayer, (Sweet Sweet Baby), Since You Left Me og Think hittede.

Respect, der nåede at blive nummer ét både på rhythm’n’blues- og pophitlisterne, blev en af bropillerne i den bro, rockmusikken i de år byggede mellem det sorte og hvide USA.

The Queen of Soul

Der findes forskellige versioner af historien om, hvem der opfandt udtrykket The Queen of Soul. Uanset hvad er det hængt ved lige siden. Den enorme succes gjorde Franklin til musikalsk ambassadør for borgerrettighedsbevægelsen.

I 1968 gjorde borgmesteren i Detroit den 16. februar til Aretha Franklin Day.

Sange som Respect, Chain of Fools og Think blev hymner for kvinde- og borgerrettighedsbevægelserne. Selv har Franklin dog senere underspillet sin rolle.

“Det var Gloria Steinems rolle. Jeg tror ikke, jeg var katalysator for kvindebevægelsen. Beklager. Men hvis jeg var. Så meget desto bedre,” sagde hun i 2014 til Rolling Stone.

Aretha sang ved sin fars gode ven, Dr. Martin Luther King Jr.’s, begravelse i 1968.

Samme år sang hun nationalsangen ved det demokratiske nationale konvent i Chicago. Hun støttede i øvrigt samme parti hele sit liv. Før den nyvalgte præsident Barack Obamas indsættelsesfest i 2009 stod der ”Aretha” øverst på hans ønskeliste over sangere på scenen i Washington DC.

Selvfølgelig deltog hun i det for alle sorte amerikanere stærkt bevægende øjeblik.

Inspireret af Mahalia Jackson og sit bysbarn fra den tidligste barndom, Elvis Presley, vendte Aretha i begyndelsen af 70’erne tilbage til gospelmusikken. Albummet Amazing Grace er et de mest solgte gospelalbum nogensinde.

Succesen fortsatte, indtil soulmusikken begyndte at bevæge sig i en ny retning – disco.

Pludselig dominerede sangere som Chaka Khan, Gloria Gaynor og Donna Summer. Der var ikke plads til Aretha på det blinkende diskoteksgulv – hun ønskede heller ikke selv at finde sin plads. Ikke i begyndelsen.

Et enkelt filmsoundtrack, Sparkle, og filmen Blues Brothers, hvor hun synger Think sammen med Dan Akroyd og John Belushi, mindede om, at der kun var én Queen of Soul. På det tidspunkt var Aretha fanget i en gældsfælde, så hun sagde taknemmeligt ja, da pladeselskabet Arista tilbød en ny kontrakt.

Det første album Jump To It fra 1982 blev et pænt hit. Albummet fra 1985, Who’s Zooming Who?, blev endnu et stort vendepunkt i hendes karriere.

Hits som Freeway of Love og Another Night og samarbejdet med Eurythmics, Sisters are Doing it for Themselves, gjorde det til Arethas mest solgte album nogensinde.

Albummet der er indspillet i et gennemdigitaliseret, poleret og poppet lydbillede – man kan næsten skære sig på trommelyden og bruge keyboardlyden som dyne – vakte ikke den store glæde blandt Arethas hardcorefans

Men hun fik det, som hun ville.

I 2011 udgav Franklin sit første album på sit eget selskab, “A Woman Falling Out of Love”, som blev præsenteret ved nogle koncerter i Radio City Music Hall i New York, hvor, som en anmelder skrev, ”alle forlod salen med tårer i øjnene”, og som han tilføjede: ”Der ER kun én Queen of Soul”

”Aretha var vild med den lyd. Hun ville have et MTV-hit. Hun fik fire,” som produceren Narada Michael Walden sagde til mig, da jeg mødte ham i Los Angeles i 1989.

”Hun kunne have bedt statuen af George Washington om at producere. Hun vidste lige præcis, hvad hun ville have,” sagde han også.

Efter endnu et kæmpehit sammen med George Michael i I Knew You Were Waiting for Me var der, udover diverse hædersbevisninger, forholdsvis stille omkring Franklin frem mod årtusindeskiftet, hvor hun igen hittede med A Rose is Still a Rose.

I 2003 dannede hun sit eget pladeselskab. To år senere blev hun tildelt The President’s Medal of Honor. Den betragtede hun som højdepunktet i sin karriere, selvom ”18 grammyer også er gode at have stående,” som hun også har sagt til Rolling Stone.

I 2011 udgav Franklin sit første album på sit eget selskab, A Woman Falling Out of Love, som blev præsenteret ved nogle koncerter i Radio City Music Hall i New York, hvor, som en anmelder skrev, ”alle forlod salen med tårer i øjnene”, og som han tilføjede:

”Der ER kun én Queen of Soul”.

Respektindgydende integritet

I 2014 udsendte divaen over dem alle Aretha Franklin Sings The Great Diva Classics, som blev et pænt hit. Hvordan føles det at blive fortolket af The Aretha? Ordet til Adele, hvis Rolling in the Deep optræder på albummet:

I’m not worthy. I’m not worthy. I’m not worthy. Do I have to repeat?,” som hun sagde under en koncert på sin seneste turné.

Hver mand og kvinde sin Aretha. Når jeg ser hende krænge sit hjerte udover Burt Bacharachs og Hal Davids Say a Little Prayer bliver jeg højstemt. Hver gang.

 

På et tidspunkt, hvor fronterne i borgerrettighedsbevægelsens var skarpe, fik hun en del kritik for at gå den hvide mands ærinde.

Det bedste middel mod modsætninger og konflikter er samarbejde og samtale, sagde hun. Med sin intuitivt spirituelle soul gør hun B&D’s elegante sang så funky som hvad som helst andet i denne verden.

Hvis spirituel fordybelse, integritet, historisk indsigt og ægte fysisk og mental kærlighed nogensinde har haft en musikalsk fællesbetegnelse – så hedder den Aretha.

Som Arethas søster Carolyn skriver i sin biografi: “She slips into a zone when she sings . . . and connects to the Holy Spirit”.

R.I.P og R.E.S.P.E.C.T.

Topbillede: Flickr

NEKROLOGEN BLEV FØRST BRAGT PÅ POV.INTERNATIONAL 

Usædvanlig veloplagt Kim Larsen & Kjukken i Tivoli

Usædvanlig veloplagt Kim Larsen & Kjukken i Tivoli

På vej mod Tivoli en generøs sommeraften, hvor man skulle lede meget længe efter argumenter imod København, kom jeg i tanke om en tidlig erindring. Måske mit livs første. Nemlig den aften, da det gik op for mig, at det ikke var mig, men skinnerne, der styrede minitoget ved den gamle koncertsal i Tivoli.

Det første i en hidtil ubrudt række af uskyldstab.

“Ak ja”, som Kim Larsen sagde, da han og Kjukken her til aften havde spillet det mere eller mindre fuldendte voksenpopnummer “Nostalgi” fra det seneste album Øst for Vesterled.

På en måde er der noget uskyldigt over sådan en aften med Larsen og hans band. En uskyld, som åbenbart aldrig går tabt.

Nogle vil kalde det en til det strafbart grænsende lemfældig omgang med sandheden at kalde Larsen uskyldig. I den bibelske betydning, såvel som i alle mulige andre sammenhænge. Alle ved, at Larsen altid uden tøven har opsøgt det farlige – både som medlem af Danmarks Første Rockorkester og som velgører, debattør og privatperson.

Bare det, at manden, der netop er blevet helbredt for kræft, åbenbart stadig ryger, vil mange nok finde grænseoverskridende.

Alligevel er en Kim Larsen & Kjukken-koncert 2018 som at træde ind i eventyrunivers af noget, der lever i sin egen ret ved siden af resten af virkeligheden; et værk; et samlende analogt tårn i en digital verden; en fortælling, bygget op af børnesange for voksne, fremført af en sanger, der med stor stolthed her til aften sang, at han er en gammeldags mand.

Sjældent veloplagt

Men som sangeren ganske rammende sagde det, før bandet satte i nævnte “Nostalgi”. Forhåbentlig vil de unge mennesker – gæt hvilken sang, han netop havde sunget – tage minderne om deres liv netop nu med i deres blod og sjæl i stedet for at ende med at dyrke nostalgi som hende damen, der beskrives så stærkt (og sødt) i “Nostalgi”.

Det er femte gang, jeg ser Larsen & Co., efter han måtte sætte sig ned efter en operation i ryggen. Første gang efter kræftoperationen i vinter. Og jeg ikke set ham så veloplagt i mange år.

Jamen, hvad giver De mig, fru Sauterne; Larsen talte mellem næsten alle numrene – næsten sprudlende. Smilede og uddelte roser til folkene omkring ham.

På en måde virkede det som om, Kim Larsens persona har fået et lille comeback i Kjukken efter nogle år, hvor han har koncentreret sig om at synge og spille på sin plads på stolen.

Det begyndte med “Det er i dag et vejr”.

“Tarzan Mamma Mia” blev afløst af “Christianhavns kanal” i den boogierock-version, som Kjukken efterhånden har gjort til definerende for det, man kunne kalde bandets grundlyd.

Et halvt elektrisk/halvt akustisk udtryk med den ene fod i Beatles-traditionen og den anden i Byrds/Tom Petty-traditionen. Hele tiden med guitarist Karsten Skovgaard i centrum. Et nummer som “Det bedste til mig og mine venner” har ikke hardrock-kant som i gamle dage, men det swinger. Som Kjukken generelt gør med trommeslager Jens Langhorn tilstrækkelig langt fremme på beatet til, at der kun sjældent går for meget umba-umba ladvogn i det.

En sky af cellofan

Der er sagt og skrevet meget om lyden i Tivoli. Vi skulle helt ind i sjette nummer “Kloden drejer stille rundt”, før der pludselig blev skruet op, og bandet med Skovgaards blændende guitar i forgrunden overdøvede det snakkesalige publikum og bragte i hvert fald mig ud på den sky af cellofan, Larsen synger om.

Som en sjælden gæst på Kjukkens sætliste dukkede “Blip-båt” op. Sangen, der var tæt på at blive overtaget af publikum på Plænen, blev oprindelig skrevet til Dirch Passer i Tivoli Revyen.

Dirch turde ikke rigtig binde an med den, så på en måde var det med poetisk retfærdighed, at den blev sunget 50 meter fra Glassalen.

I altid smukke “Pianomand” med Skovgaard på slide slog det mig, at Kjukken måske er bedst, når de spiller semiakustisk. Som også i “Byens hotel” – i øvrigt med et af byens dyreste hoteller, Nimb, i baggrunden, set fra min plads.

Tivolis Plænen bliver aldrig et ideelt koncertsted, og da slet ikke, når Kim Larsen er på programmet. Allerede to timer før koncertstart kl. 22 blev portene lukket. Så mange mennesker var mødt frem i den gamle forlystelseshave.

Alene det, at stedet er bygget til gynger og karusseller og ikke en tilsyneladende udødelig nationalskjald, giver notoriske logistiske problemer med tilgangen til området foran scenen.

I aften var der indrettet et bælte rundt om den såkaldte inner circle, ligesom de meget aktive sikkerhedsfolk fik gennet folk ned bag i området. Hvorfor ikke lave flere indgange? Disse tiltag fik lettet på presset, men der skulle gå næsten 25 minutter, før der var så meget luft, at man kunne koncentrere sig om musikken. Det er for meget.

Ingen helte eller skurke

På den anden side er dette en historie uden klare helte eller skurke. Ufattelig så mange publikummer, der møder frem to minutter i koncertstart. Hvad havde de regnet med? Og – ja, det lyder som om, der er et hak i pladen – ufattelig så mange, der fortrækker at ævle og plapre løs i stedet for at være til koncert.

Så egentlig burde denne koncert maksimalt have fire stjerner. Også fordi “Rabalderstræde” og “Midt om natten” efter alle disse år er begyndt at lyde trætte.

Den får fem.

Fordi Kim Larsen stadig synger så godt og med gefühl og med nålespids timing. Kun en enkelt gang i “Fru Sauterne” tabte han den næsten.

Og nu jeg er ved den. Fordi de spillede denne, Danmarkshistoriens mest sansende velartikulerede og uskyldige – der var den igen – one night stand-sang som ekstranummer.

Og fordi “This is My Life” med styrmand Skovgaards guitar endnu en gang tog mig derud, hvor lidt vin og brød er alt, man behøver – og hvor man selv styrer lokomotivet.

Som den gamle hankat, han er, har Kim Larsen åbenbart ni liv. Jeg ved ikke, hvor mange af dem, han efterhånden har brugt.

Der er vist stadig en del tilbage.

Anmeldelsen blev oprindeligt bragt i GAFFA 14. juli 2018

Sætliste

  • Det er i dag et vejr
  • Tarzan Mama Mia
  • Christianshavns kanal
  • De smukke unge mennesker
  • Nostalgi
  • Kloden drejer stille rundt
  • Vinternat
  • Det bedste til mig og mine venner
  • Gør mig lykkelig
  • Hvis din far g’r dig lov
  • Blip-båt
  • Hvad mon de siger
  • Pianomand
  • Byens hotel
  • En gammeldags mand
  • Moder jord
  • Natten er blid
  • Køb bananer
  • This is My Life
  • Rabalderstræde
  • Midt om natten

Ekstranumre

  • Sammen & hver for sig
  • Fru Sauterne
  • Langebro

Foto: Pressefoto. Tivoli, Anders Bøggild