Hvem lå mon nr. 1 på 2020-listen over de bedst sælgende rockgrupper i verden … det gjorde The Beatles. Vi taler her om fysisk salg, vinyler og cd’er – 1,4 mio. i alt, ifølge Forbes. 51 år efter deres brud fylder The Beatles stadig en masse. Men måske fordi det forekommer at være en selvfølgelighed, taler man ikke så ofte om beatlerne som sangere. Det råder vi bod på i denne podcast.
“Jeg er ikke Pavarotti,” sagde Ringo Starr en gang. Men de tre andre var hver især markante sangere, faktisk er det svært, om ikke umuligt at forestille sig The Beatles’ sange uden lige præcis John, Paul og George hver for sig eller sammen tostemmigt og trestemmigt. De sang som en drøm, når de sang sammen.
“De færreste mænd kan synge et A uden at gå i falset, det kunne Paul,” som Per Wium siger i podcasten.
Man kan ligefrem argumentere for, at det, der måske især adskilte de tidlige The Beatles fra andre pop- og beatgrupper, netop var deres sofistikerede vokaler. Rutinen efter mange hundrede job i Hamborg og hjemme i England.
Selvfølgelig stærkt inspireret af forbilleder som Elvis Presley, Buddy Holly, Little Richard, Carl Perkins, The Everly Brothers, de tidlige soulsangere som The Marvelettes – dem med “Please, Mr. Postman”.
Efter to podcast med Per Wium er Mediano Music POVcast, som det hedder nu, er vi tilbage med en tredje, hvor Per som altid veloplagt fortæller om de fab fires arbejde som sangere. Og selvfølgelig er der eksempler:
ANNA (GO TO HIM)
LONG TALL SALLY
DON’T BOTHER ME
HONEY DON’T
TICKET TO RIDE
THIS BOY
HELP
NOWHERE MAN
THINK FOR YOURSELF
BECAUSE
Peder Bundgaard flygtede fra landet til København i the summer of love, 1967.
Hurtigt blev han fotograf, skribent, tegner og layouter på et musikblad. I 1972 blev han hyret af pladeselskabsbossen Poul Bruun som tegner til coveret til Gasolin’s andet album. Fra den dag har Bundgaard kunnet leve af sine mange talenter.
Alt imens Bundgaard stadig fotograferede koncerter, arbejdede han på Gasolin’s pladeselskab som manager of creative services – med feriepenge og hele baduljen. Det samarbejde var ikke altid lige lykkeligt.
”Vi levede på tålt ophold i Kim Larsens univers,” siger han i podcasten, og tilføjer, “men vi elskede Gasolin’.”
Nogenlunde samtidig indledte Bundgaard samarbejdet med Dan Turèll, hvis mange bøger han var fast illustrator og forsidetegner på. Fra begyndelsen af 80erne har Bundgaard skrevet eller medvirket i næsten 50 bøger.
Han står blandt meget andet bag coveret (se fotoet) til Sods/Sort Sols debut-album ‘Minutes to go’.
I dag er Peder Bundgaards helbred er ikke helt, hvad det var en gang, men hjernen er skarp. Med stor no shit-faktor og selvironi fortæller Peder Bundgaard om sin vej ind og ud af rockbranchen som fotograf, tegner og skribent.
Music From The Front er et samarbejde mellem Mediano Music, fotojournalist Helle Arensbak og instruktør Torben Skjødt Jensen.
Elvis gav rockmusikken sit publikum. Little Richard og Chuck Berry gav den sin farlighed. Nu er kun Jerry Lee Lewis fra den første generation tilbage.
Når man taler om rockmusikkens fædre, taler man om en snæver kreds af sydstatsamerikanere, bestående først og fremmest af Elvis og musikere som Fats Domino, Lloyd Price, Ike Turner, Hank Williams, Ray Charles, Jerry Lee Lewis, Chuck Berry, Bo Diddley, Buddy Holly – og Little Richard.
Richard Wayne Penniman er død i en alder af 87. Det bekræfter hans søn overfor magasinet Rolling Stone.
Richard brød igennem i 1956 med Tutti Frutti, senere fulgte Long Tall Sally, Rip It Up, Lucille, Keep a Knocking og Good Golly Miss Molly. Alle numre spillet med uhørt vildskab af flamboyante Richard med højt hår, prydoverskæg og hidsigt attack på de sort-hvide tangenter – og en snart hylende, snart varm stemme, der bar præg af hans baggrund i gospel.
Bragte han bigband-musikken ind i den vilde gryende rockscene? Ja, sammen med Fats Domino. Samtidig var han inspireret af sin barndomsven Roy Orbison, der lyttede til den tidlige country & western. Og bluesmusikken, som han hørte på gader og stræder i sin barndomsby.
Hvor Elvis lod underlivet tale på scenen, var Little Richard ikke karrig med direkte seksuelle referencer i sin sang og optræden. For det var det, de første rock’n’rollere var kommet for: at italesætte og give lyd og krop til drømme og begær hos efterkrigstidens unge, der ligefrem havde fået deres eget nye navn, teenagere.
Når det gælder den seksuelle revolution post anden verdenskrig kan de første rock’n’rolleres betydning ikke overdrives.
Det vil være et digert bogværk i sig selv at nævne de mange kunstnere og musikalske stilretninger, Little Richard har påvirket. Som sanger og komponist var han en direkte inspirationskilde for de første soulmusikere som James Brown, åbenlyst, og en soul-iværksætter som Berry Gordon. Blev det senere hen for hiphop og R&B. Både som sanger og performer.
Kirke, sprut og natklub
Men hvorfor ikke give ordet til en af de største fra den æra, hvor rock’n’roll forlod teenageværelserne for at indtage resten af verden, John Lennon:
“Little Richard er en af de allerstørste. Første gang, jeg hørte ham var det via en ven, der havde været i Holland, og som bragte en 78’er med Long Tall Sally med sig hjem. Det slog benene væk under os. Vi havde aldrig hørt nogen synge som det, og de der saxofoner spillede helt vildt,” har Lennon, der både sammen med The Beatles og solo har indspillet flere Little Richard-numre, sagt.
Som Presley var Little Richard født ind i et stærkt religiøst miljø. Sådan mere eller mindre. Lil’ Richard, som han hurtigt kom til at hedde, gik med sin mor i New Hope Baptist Church kirke i Macon, Georgia, hvor faderen arbejdede som kirketjener.
Skal man billedgøre den gnist, der tændte rock’n’roll og bragte den ud – i første omgang i Sydstaterne – i de formative år, kunne det være sådan: Little Richard – på den ene side en dreng, der elskede gospelmusikkens budskab om håb og forløsning, og som på den anden side allerede som dreng blev draget af det farlige og ugudelige og til tider dekadente skørlevned i farens klub.
Dét er nogenlunde, hvad en fire timer lang Bruce Springsteen-koncert handler om. For bare at tage et enkelt eksempel.
Historien om Little Richards gennembrud handler som så meget andet om tilfælde. Pladeselskabsejeren Art Rupe jagtede en sanger, der kunne ride med på den bølge, Elvis havde startet. Han stødte på et demobånd med Little Richards hyl og sang og mærkede, at han havde manden og lyden. Rupe havde fundet en sort musiker, der i fremtoning, talent og musikalitet matchede Sun Studios’ Elvis, Johnny Cash, Jerry Lee Lewis og Carl Perkins.
“Tutti Frutti startede i virkeligheden integrationen af sorte og hvide. Fra første sekund var min musik accepteret af hvide,” har Richard selv sagt til Rolling Stone.
Selvbevidst liveperformer
Selvom Little Richard ikke for alvor hittede igen efter 1958, var han konstant i hjerte og ører hos blandt andet den nævnte Liverpool-gruppe. Også Kim Larsen forblev kæmpefan af Little Richard til sin død.
”Der var to Richard, der formede mig, Cliff og Little,” sagde han en gang til overtegnede.
Little Richard blev senere kopieret af bl.a. Everly Brothers, the Kinks, Creedence Clearwater Revival, Elvis Costello og the Scorpions.
Og, ja, hans indflydelse på Prince som androgyn, selvbevidst liveperformer er indiskutabel.
“I was wearing purple before you was wearing it!”, som han engang sagde henvendt til Prince i et tv-show.
Little Richard siger selv i bogen The Life and Times of Little Richard: The Quasar of Rock:
“Jeg begyndte allerede tidligt at gå med make-up, så de hvide mænd ikke troede, at jeg jagtede de hvide piger. Det gjorde det hele meget lettere for mig”. Han har senere beskrevet sig selv som omniseksuel.
Efter den meget succerige periode i 1950erne forsøgte Little Richard at finde et ståsted for sig selv i de skriftende musikalske modebølger. Blandt andet med albummet The Second Coming (1972) og utallige turneer. Men det er som manden, der var med til at tegne og bygge det hus, vi i dag kalder rock’n’roll, han vil blive husket.
