”Spørgsmålet meldte sig: hvad er det egentlig, jeg vil med det her? Vil jeg være sådan en eller anden form for sorgorakel? Skal jeg nu til at være vis på sorg? Skal det være en selvhjælpsbog? Jeg skylder jo ikke nogen at fortælle om mit meget private liv. Skulle jeg fortælle detaljer om Nicolai, der døde af en overdosis?”, spørger hun i dette interview med POV’s musikredaktør Jan Eriksen om grunden til, at hun valgte at indspille et album i stedet.

“Alle har en historie at fortælle,” synger Kira Skov i sit nye nummer ’En morgen’.

Det gælder ikke mindst hende selv; det med historien. Siden sin debut i 2002 med bandet Kira & the Kindred Spirit har hun skabt en fortælling om en kunstner, der uden at give køb sin kunstneriske integritet ihærdigt har fulgt sit eget spor på den danske rockscene. Som gruppemedlem også i Kira and the Ghost Riders – og som solist og deltager i mange forskellige projekter.

Om tre måneder er det tre år siden, hun mistede sin mand og nærmeste samarbejdspartner, musikeren Nicolai Munch-Hansen. Sorgen og tabet beskrev hun nænsomt gribende på albummet The Echo of You, der stadig her halvandet år senere står som et af vigtigste danske album nogensinde.

Det nye album, I nat blir vi gamle, er usædvanligt for Kira Skov. Alene det, at det er produceret i samarbejde med den danske electronica-verdensstjerne Anders Trentemøller, siger noget om et album med elektronisk tilgang til musikken.

For første gang synger Skov på dansk. Sådan er det blevet efter en proces, der egentlig skulle være mundet ud i en bog. Efter Munch-Hansens død og Skovs offentlige reflektioner over sit tab blev hun kontaktet af flere forlag. Men da hun så gik i gang med at skrive, kom hun i tvivl.

”Spørgsmålet meldte sig: hvad er det egentlig, jeg vil med det her? Vil jeg være sådan en eller anden form for sorgorakel? Skal jeg nu til at være vis på sorg? Skal det være en selvhjælpsbog? Jeg skylder jo ikke nogen at fortælle om mit meget private liv. Skulle jeg fortælle detajler om Nicolai, der døde af en overdosis? Jeg skal også tage hensyn til vores børn. Jeg er jo også stadig … ung. Jeg mødte en mur i mig selv. Det endte helt af sig selv med, at jeg fulgte to spor. Et selvbiografisk og et mere abstrakt poetisk,” siger Kira Skov.

Dansk og poetisk bagage

Jeg møder hende i det stemningsfyldte kolonihavehus på Amager, som hun og Nicolai Munch-Hansen købte i begyndelsen af 10’erne blandt andet af hensyn til deres dengang nyfødte søn. I første omgang mødes jeg af Kiras og hendes søns hvide hankat, der har sin egen kattelem.

“Ham købte vi lige efter, Nicolai var død. Han er blevet hele Nordamagers kat,” siger Kira Skov med et smil.

I stedet for en biografi udmøntede skriverierne sig i sangtekster på dansk.

”Der er en anden musikalitet i det danske sprog end det engelske. Nogle ting lyder enormt poetisk på dansk, som de ikke ville gøre på engelsk. Og omvendt. Nu har jeg sunget engelsk for danske ører i årevis. Måske er det på tide, at folk tager det ind, jeg synger om,” siger hun med grin.

Udover vennen, digteren Peter Laugesen, er Tove Ditlevsen citeret i et sample på det nye album.

”Jeg elskede Tove Ditlevsen, da jeg var teenager. Jeg havde hendes digtsamlinger med mig overalt i tasken. Så sent som for nylig hørte jeg et program på P1, hvor de genudsendte noget fra et gammelt interview med hende. Jeg var nødt til at køre ind til siden for at lytte. Hun var en fantastisk historiefortæller,” fortæller Kira Skov.

Også danske digtere som Inger Christensen, Naja Marie Aidt, Søren Ulrik Thomsen og Michael Strunge fylder i hendes poetiske bagage.

Jeg kan blive opslugt

I nat blir vi gamle er Kiras 14. album. Dertil kommer en del samarbejde på kryds og tværs. Undervejs har hun modstået personlig modgang, herunder et kræftforløb, der heldigvis endte med, at hun blev helbredt.

Hvor kommer al den kreativitet fra?

”Jeg har åbenbart et drive, der gør, at jeg har det bedst, når jeg skaber noget. Det er nok også min overlevelse i en eller forstand. Jeg får det bedre inde i den kreative proces. Det er nok svært for mig at være i ro særlig længe ad gangen. Jeg finder en form for fordybelse, et meditativt rum, når jeg skriver. Det er der, hvor alt det andet forsvinder; det der skete i går, og det, der skal ske i morgen. Jeg kan blive opslugt, forsvinde ind i øjeblikket. Det sted elsker jeg. Jeg tror det giver det samme, som hvis jeg mediterede,” siger Kira Skov.

Efter udsendelsen af The Echo of You har hun turneret både med musikken og sammen med Naja Marie Aidt med samtaler under overskriften Sorgen i kunsten. Aidt udsendte i 2017 tekstsamlingen Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage, inspireret af sin søn Carls død.

“Det har været overvældende og rørende at opleve reaktionerne. Det at være i sorg er et ensomt sted. Jeg har aldrig oplevet at spille så mange koncerter, hvor halvdelen af dem, der var tilstede, græd. Det var stærkt at opleve at være med til at skabe et rum, en form for spejl, hvor folk åbenbart kunne se deres egne fortællinger. På den måde giver det mig mening, eller en form for trøst at se, hvordan det påvirker andre mennesker,” siger Kira Skov og tilføjer, at hun selv oplevede det samme, da hun læste Naja Marie Aidts bog.

”Jeg fik selv oplevelsen af at læse ord, der blev sat på noget, jeg slet ikke var i stand til selv at formulere. På en måde var hun to og et halvt år længere inde i sin sorgproces end mig. Det var så stærkt for mig at opleve.”

Man kan kalde det nye album et mangefacetteret selvportræt. En afspejling af Kira Skovs liv lige nu. ”Sådan er det altid med min musik,” som hun siger. En del af den fortælling er et meget smukt nummer, Sorgen sover, der er tilegnet hendes søn, syvårige Morgan.

”Det er en sorg-vuggevise, kan man kalde det. Uden at jeg har sunget den for Morgan dog. Den kom bare. Den er skrevet fra barnets perspektiv med nogle af de spørgsmål, Morgan har stillet mig efter sin fars død. Får vi nye kroppe mor? Da Nicolai døde måtte jeg jo prøve at forklare ham, at fars krop var død. I det var der jo et håb om, at der var noget, der ville leve videre. Morgan har en meget naturlig tro på reinkarnation. Jeg hørte en dag nogle andre spørge ham, ”skal du så have en ny far?”. “Nej, for han ville ikke kunne nå at vokse op”. Det var ret sødt,” siger Kira Skov.

Det lille menneskes sorgbearbejdelse?

”Ja. Det er svært med børn at vide, hvordan de sørger. Hvordan ville han ellers have været, hvis Nicolai stadig levede? Jeg kan godt bruge Nicolai lidt i min opdragelse. Det der syntes far var godt. Det der mad, det var far glad for. Jeg synes, han trives godt,” siger Kira Skov med et smil.

Måske er drømmen det vigtigste

På en sen oktoberdag, hvor solen for årstiden varmer betænkelig meget fra sin position lavt på himlen over Ørestaden, er det naturligt at tale om udsyn. For der er også, måske lidt uvant for et Kira Skov-album, et par numre på det nye album, der handler om en urolig verden  – frygten for resultatet af klimaforandringerne.

”I Hvor skal vi nu hen forsøger vi at portrættere denne her klaustrofobiske fornemmelse af iltmangel, som jeg tror mange har med udsigten til et ur, der bare tikker mod enden. Hvad er det, vi har gjort ved kloden? Er det hele slut? Man kan have en mareridtsfornemmelse af at løbe uden at komme nogen vegne. Men jeg afslutter det med en refleksion. Vi er jo alle sammen forbundet. Vi er det samme. Det synes jeg er en vigtigt tanke at have med – uden at det ender med en happy end i min sang,,” siger Kira med et grin.

Din næste single hedder ‘Hollywood’. Det er meget konkret?

“For mig er det et sted, der repræsenterer en drøm, hvor man jagter noget. Et billede på at lede efter noget, man aldrig fandt. Et abstrakt billede på at jagte drømme.”

Er det en advarsel om at bevare realismen?

“Jeg synes bare, man skal drømme løs. Det er en beskrivelse af … måske er drømmen det vigtigste. Drømmen er jo i virkeligheden ikke endemålet. Det er i rejsen, det er spændende. Jeg har oplevet masser af ting i mit liv, hvor jeg har glædet mig enormt meget for senere at blive skuffet. Men jeg kan sagtens huske glæden – og har båret den med senere i livet. Forestillingen om at nå frem kan være meget større end det at nå frem, hvor man ender med at sige: “var det bare det?”.”

De første Kira & the Kindred Spirit-plader bragte på en måde en både ny og traditionalistisk lyd ind på den danske rockscene. På den ene side inspireret af moderne garagerock – på den anden side af 70’ernes sangskrivning. Siden har hun bevæget sig rundt i forskellige retninger – herunder et hyldestalbum til Billie Holliday. Undervejs har der også været Maria Fausts og Skovs dybt fascinerende projekt In the Beginning, der blev optaget i en forladt kirke i Estland.

For første gang siden 2013 har Kira Skov indspillet uden medvirken af den engelske producer og musiker John Parish, der blandt andre har arbejdet for P.J. Harvey, Eels, Giant Sand og Tracy Chapman.

”Jeg elsker at arbejde sammen med John, og vi kommer helt sikkert til at arbejde sammen igen. Men det har været sjovt. Silas Tinglef og jeg har indspillet med Anders Trentemøller, som jeg allerede arbejdede sammen med omkring et remix af ’I Celebrate My Life’. Det er første gang, jeg har været så meget hands on. Jeg tænkte, at det ville være fedt, at vi gjorde det sådan, nu det er på dansk,” siger Kira Skov.

På de nye album er det især musiker og producer Silas Tinglef, der sammen med Kira Skov har udviklet det elektroniske lydbillede helt fra bunden. Tinglef har tidligere samarbejdet med The Raveonettes og Trentemøller. Han har udgivet et album under sit alias 2ND Blood. Trentemøller er med på fem numre.

”Jeg tror det, der fik os til at opsøge Anders, var det nummer, der hedder Den morgen, hvor vi kunne tænke os noget stilhed og ro i musikken. Sangen skulle portrættere, hvordan det føles den morgen, hvor man får meddelelsen, chokket. I mit tilfælde om Nicolais død. Musikken skulle afspejle et før og efter den besked. Nogle breaks. Der havde Anders nogle gode bud på, hvordan det kunne gøres. Det endte med, at han er med på fem numre i alt.”

Jeg synes egentlig, jeg hører en vis optimisme og håb. Du synger om, hvad der måske sker om 1000 år i titelnummeret. Det er optimistisk at regne med, at der er mennesker her om 1000 år?

”Ja, ha. Jeg lukker af med en smule optimisme. Vi ved det jo heller ikke, vel? Vi sætter vores lid til nogle eksperter. Det handler om at tro – tro på det, de siger, for vi har ikke selv været i laboratoriet og undersøgt. Man vælger at tro på nogle eksperter, uanset om det er religion eller videnskab, for hvad skulle man ellers?”

Jeg synes også, du skaber nogle humoristiske billeder indimellem. For eksempel i ’Brutal’. En alvorlig sang, men ”jeg går ned på gaden og leder efter mig selv”. Det er lidt … ironisk.

”Det er jeg glad for, at du siger. Der er nogle steder, hvor jeg prøver at være lidt tongue in cheek. Det handler om relationer, hvor man ikke forstår hinanden. Det kan være hårdt og ja, brutalt ødelæggende, når man ikke forstår hinandens sandheder på mange forskellige niveauer. Det har virkelig været interessant for mig at forsøge at skrive på den måde. Det er en alvorlig plade, men jeg føler ikke det er en tung eller mørk plade. Men jeg syntes egentlig også The Echo of You havde et håb i sig. Den rakte ud efter håbet,” siger Kira Skov og slutter:

“Den havde måske ikke så meget humor.”

Fotos: PR.