ROSKILDE FESTIVAL 2022 // ANMELDELSER – Jan Eriksen lyttede til og så Kacey Musgraves og popsensationen Dua Lipa på Roskilde Festival. Førstnævnte fyldte ham med tvivl, og den anden måtte han opgive.
Man skal have 100 pct. styr på sine virkemidler, sig selv, sin fornemmelse for sit publikum og dertil en stor portion selvtillid for at stille sig op på Orange og hvilken som helst anden scene og sige: Nu er det blevet tid til Kaceyrokee. Det har Kacey Musgraves tydeligvis.
Tre kvarter inde i koncerten torsdag aften begyndte hun og bandet på en version af Fleetwood Macs ”Dreams” med tekst på storskærmen, så alle kunne synge med. Corny, tacky, sjovt, musikalsk eller måske ligefrem en smule rørende? Jeg er tilbøjelig til at mene det hele på én gang. Disse tre minutters fællessang var bare et af flere underholdende momenter under torsdagens koncert med den amerikanske countrysangerinde, der ikke længere er så meget country, at det gør noget.
Det blev tydeligere og tydeligere, at Musgraves og band var kommet for at vise, hvad musikalitet også kan være
Efter sit gennembrud i countrykredse i 2013 med det prægtige album Same Trailer, Different Park har Kacey Mushgraves udviklet sit udtryk fra et krydsfelt mellem traditionel og alternativ country til en mere mainstream, poppet lyd. På det seneste album med lige så meget inspiration fra latinpop som fra Nashville og omegn. Ikke med min gode vilje. Det kantede debutalbum med sange om livet i udkants-USA signalerede et velkomment nybrud i den traditionsrige/belastede countrygenre.
Tilbage til ”Dreams”. På sin vis er netop det nummer fra Fleetwood Macs klassiske Rumours stilistisk meget rammende som reference for Musgraves nye lyd. Sublim gennem melodiøs sangskrivning med countrydyder i en perfektioneret, nuanceret soft rock-poppet produktion.
Det begyndte, som det skal, med diffus buldrende lyd, men det lykkedes rimelig hurtigt lydmanden at skabe en balance og ikke mindst klarhed i udtrykket. Efter et ret vildt remix af Princes “When Doves Cry” trådte Musgraves ind på scenen i en blåsort-ternet haremsdragt og så meget øjenskygge, at det ville få Agnetha Fältskogs makeup i 70’erne til at ligne et natural look.
Roskilde 2022: Kacey Musgraves, pressefoto
Som Kacey selv sagde, skulle vi nu lytte til “one of the most depressing albums of all time, and we are fucking going to shout it out”. Det seneste album Star-Crossed er et klassisk skilsmissealbum. Nye numre som titelnummeret og ”Good Wife” blev spillet med et noget mere friskt udtryk end på pladen. Undervejs kørte et videoshow på bagscenen, der lignede noget designeren af smartphone-spillet Candy Cross Saga havde begået i en pause. Måske skal det illustrere den bristede ægteskabelige idyl.
Efterhånden som koncerten skred frem, fik Kacey Musgraves sunget sig og bandet spillet sig varme i takt med, at det forholdsvis lille publikum foran scenen gav den respons, der vel er de liveoptrædendes salt.
I ”Butterflies” og Musgraves første egentlige storhit, ”Golden Hour”, mindede hendes sang og bandets samspil mig om, hvor god en sangskriver og sanger, hun er. Godt nok skulle der gå præcis 26 minutter, før vi første gang for alvor hørte pedal steelguitaristen, men det blev tydeligere og tydeligere, at Musgraves og band var kommet for at vise, hvad musikalitet også kan være.
Indimellem alt det andet. Som da Musgraves sådan lidt skolepigeagtigt viste, at hun kunne være ”nasty” – hendes eget udtryk – og få ”Golden Hour” til at rime på ”Golden Shower”. Man kan så sige, at skal der urineres, er Roskilde Festivalen ikke det mest unaturlige sted.
Eller da Kacey meget aktuelt valgte at synge sin smukt diskrete version af Elvis Presleys “Can’t Help Falling in Love”. Den er med på soundtracket til biopic’en Elvis. Ja, så stod vi der i den orange forgård og sang med på ”en af verdens smukkeste kærlighedssange,” som Kacey så rigtigt formulerede det.
I Roskilde var der lovlig meget karneval og kandiseret inderlighed. På den anden side må jeg indrømme, at det er en af de mest uhøjtidelige og underholdende koncerter, jeg har oplevet på Roskilde Festival
På en gang meget rørende og samtidig corny, og under alle omstændigheder var publikum helt med på legen.
Også da der umiddelbart efter drønede nogle enorme balloner henover pladsen.
Et decideret smukt stjerneøjeblik var det, da hun sang sin ”Rainbow”, kun akkompagneret af et enkelt keyboard. Den for Nashville yderst progressive sang er i dag en samlende hymne i det amerikanske LGBT+-miljø.
Jeg kunne godt have ønsket mig lidt mere politisk kant hos Musgraves. Hun har tidligere under sin turné, efter den famøse abort-højesteretsdom, talt dunder om den tilsyneladende endeløse højredrejning sit hjemland. I Roskilde blev det bare til et enkelt ”America sucks!”. Det blev ikke modsagt.
Jeg forlod koncerten med Kacey Musgraves med blandede følelser. Da jeg så hende i Vega for få år siden, leverede hun og bandet en forrygende fokuseret koncert.
Det er en svær balance. I Roskilde var der lovlig meget karneval og kandiseret inderlighed. På den anden side må jeg indrømme, at det er en af de mest uhøjtidelige og underholdende koncerter, jeg har oplevet på Roskilde Festival. Plus-minus. I sidste ende kan jeg godt være i tvivl, om den talentfulde sanger og sangskriver tager sin kunst så alvorligt, som den fortjener. Det er sjældent et godt tegn.
Kacey Musgraves, Orange Scene
Torsdag 30.06.22
Roskilde Festival – Staffage til sine egne sange
”Jeg tror ikke, jeg har set flere mennesker i mit liv,” sagde Dua Lipa på et tidspunkt under sin koncert. Jeg kunne godt finde på at sige det samme. I hvert fald har jeg aldrig tidligere set så mange mennesker foran Orange Scene. Faktisk lykkedes det mig først 15-20 minutter inde i koncerten at finde en plads med en marginalt udsyn ned mod en scene i tændstikæskestørrelse og en smule albuerum. Der havde jeg forsøgt i små tre kvarter. Under de omstændigheder giver det ingen mening at anmelde.
Jeg hører ikke til dem, der begræder, at Roskilde Festival ikke længere er en rockfestival. Jeg var der, da Bono og resten af U2 lagde Orange ned, desværre ikke, da Bob Marley efter sigende skabte karma, til gengæld har jeg set Iron Maiden, Springsteen, Talking Heads, Metallica, en slags Sex Pistols, ligefrem, på Orange. Det bliver hurtigt nostalgi og lidt patetisk.
Det er første gang, jeg har oplevet vild jubel til synet af en mand iført rulleskøjter på storskærmen. Måske er det tidens svar på guitarsoloen
Nu er det altså pop-superstjernen Dua Lipa, der står øverst på den orange plakat. Festivalen er i færd med at modernisere sin profil, som det ville hedde i et corporate firma, og det er arrangørernes valg, uanset hvad vi andre måtte have af reflekser af de gode tider printet i sjælen. Vi så for nylig på Copenhell, at selvfølgelig lever rock’n’roll i bedste velgående.
Dua Lipas meget omtalte, spillede og hypede album Future Nostalgia er et udmærket retro disco/pop album, lidt af en hitparade faktisk. Men set fra min position fra 3.476 række i Roskilde må jeg konstatere, at Dua Lipa live mest virkede som staffage til sine egne sange, omgivet af et hav af dansere. Det må man dog give hendes show: Det er første gang, jeg har oplevet vild jubel til synet af en mand iført rulleskøjter på storskærmen. Måske er det tidens svar på guitarsoloen.
Sammenlignet med f.eks. Beyoncé og Kylie Minogue er der ikke meget charme, tongue in cheek, showwomanship eller for den sags skyld budskab i Dua Lipa. Skriver jeg velvidende, at hendes første album havde en del til dels feministiske ting at sige til sine lyttere.
Alt hvad hun ville i Roskilde, var at danse. Og det var tydeligvis fint for de mange, mange publikummer. Om 30 år vil de sikkert fortælle myter om dengang, en heftig blanding af electro og discofunk lagde Roskilde ned, og de vil begræde, at der til den tid står et band og spiller retro bluesrock på Orange Scene, mens 70.000 kids spiller luftguitar til og svinger det lange hår.
Det må være, hvad man forstår ved Future Nostalgia.
Kacey Musgraves er en af de kommercielt set mest succesfulde artister med udgangspunkt i moderne country. Formuleringen “med udgangspunkt i” er vigtig, for siden hun for alvor brød igennem med den LBGTQ+-positive ”Follow Your Arrow” og ”Slow Burn” er Ms. Musgraves gået sine egne veje. Countrymiljøet er mere rummeligt i dag end for bare fem år siden, men stadig udfordrer udtalelser om erfaringer med LSD og svampe og en campet galore tøjstil det konservative Nashville.
Måske som for at understrege sin uafhængighed og diversitet afrundede Musgraves for tre år siden sin koncert i Vega med et par efter min mening malplacerede disco-numre. Det var inden Kylie Minogues Disco og Dua Lipas Futura Nostalgia, begge fra 2020, og alle pludselig kom i tanke om, hvor vild med disco man altid har været.
Kacey Musgraves: Star-Crossed, cover
Allerede på albummet Golden Hour (2018) var der godt med Fleetwood Mac-agtige popreferencer i musikken, og Musgraves’ nye album Star-Crossed er da også co-produceret af de samme som på Golden Hour, Daniel Tashian og Ian Fitchuk.
Der ligger en sympatisk idé bag Star-Crossed. Med inspiration fra de græske tragedier og selveste Shakespeares Romeo og Julie satte Musgraves sig for at fortælle 360 graders historien om sin skilsmisse efter sit korte ægteskab med country-sangeren Ruston Kelly. Her er ingen bitterhed, derimod smerte, besvær og praktik i teksterne. Vi er med helt inde på rådhuset. Der er afklaring og den konklusion, at kærligheden til eksmanden, så kort den end varede, er det, sangerinden tager med videre. Altså et mere eftertænksomt end bittert og vredt skilsmissealbum, hvor Ms. Musgraves tager sin lytter ved hånden gennem hele processen.
Latin-ish produktion
Det begynder med “Good Wife” med klassiske parforholdskvasede kvabbabelser. “Without him this house wouldn’t be a home,” synger Musgraves, MEN…
Over hele albummet er der en rimelig cool, latin-ish stemning i produktionen af sangene, hvoraf mange er baseret på melodier skåret over country-skabelonen. Det er flot, som Kacey redeligt og loyalt lukker sine lyttere ind i det terapeutiske rum, som albummet også er, Som hun synger i “What doesn’t kill you” – og der kom Nietzsche så også med på referencelisten:
Men den shakespeareske tragedie, som Kacey lovede forud for pladens udgivelse, skal man læse teksterne og tænke sig til, mens den effektindsvøbte vokal lyder fra højtalerne som fyldte bolsjer på en flod af honning
I’m not afraid to connect with something real
And just let it go when I know
That it just don’t fit in
I’ve been to hell and back
Golden hour faded black
Say that it ain’t coming back
Golden Hour, som hun refererer til i teksten, var et næsten perfekt country-pop album, men på Star-Crossed er der for mange numre, der lyder som uforløste ideer, der burde være blevet gemt i skyen. Der er ligefrem noget henslængt og karakterløst over det. Jo, der er er charmerende momenter – som det latinjazzede ”There’s a Light”, hvor man mærker det lys, Musgraves synger om, som et forbigående smil. Det samme med afslutningsnummeret ”Gracias a la Vida” (ja, på spansk), hvor Musgraves’ smukke vokal for alvor shiner, selvom den skæmmes af særprægede og totalt overflødige autotune-lydende effekter undervejs.
Mangler du et mellow popsoundtrack til en tankefuld stilstandseftermiddagsstund er Star-Crossed så velegnet som alt muligt andet. Produceret med analoge synths og loopede trommer er der nærmest overload på lækkerhed. Men den shakespeareske tragedie, som Kacey lovede forud for pladens udgivelse, skal man læse teksterne og tænke sig til, mens den effektindsvøbte vokal lyder fra højtalerne som fyldte bolsjer på en flod af honning.
Surreel, filmisk og småpsykedelisk
Det er allerede otte år siden, Lorde eftertrykkeligt kom svævende ind på musikscenen med albummet Heroine og hit som ”Tennis Court” og ”Royals”. Senest optrådte hun på Roskilde Festivalen i 2019 med en koncert, der fik de fleste anmelderne op det overstyrede felt.
På sit nye album samarbejder Lorde igen med sangskriver og producer Jack Antonoff, der er for en håndfuld af tidens helt store kvindelige sangskrivere, hvad f.eks. Daniel Lanois var for bl.a. U2, Peter Gabriel og Robbie Robertson i 80’erne. Antonoff maler med den størst tænkelige palet og alligevel ender det med et meget distinkt udtryk.
Som på det kontroversielle cover, hvor intet er overladt til fantasien, bevæger Lorde sig et langt skridt væk fra trippet minemalisme mod dream-pop og sågar psychedelia. Hun kalder det selv sit weed-album. Jeg tror ikke hun mener i betydningen ukrudt. Helt åbenlyst har hun haft brug for at træde et skridt ud af rygtet om sig selv som mørkets insta-prinsesse. Afsted sammen med veninderne. Ud i solen, som i øvrigt stråler alt for stærkt p.g.a. klimaforandringerne, som Lorde også nævner på albummet.
Man kan forestille sig jointen passere rundt, mens samtalen bevæger sig fra emner som hverdags– og kærlighedsliv og succesens pris (den der Queen B-drøm i ”Royals” havde sin pris). Det handler om klimaforandringer og bevæger sig længere og længere ud i stratosfæren
På Solar Power begynder det med noget, der lyder som en harpe og soundtracket til en scene i en 70’er tv-krimi. Virkelig stemningssættende. Måske en subtil henvisning til den tilstand, mange os vil ende i, hvis vi skulle finde på at gense et afsnit af Columbo – halvt vågen, halvt sovende, drømmende. Som med musikken her.
Lorde, Solar Power, cover
Gennem hele albummet lyder en let surreel, filmisk og småpsykedelisk iscenesættelse af sangene, der synes at være skrevet på den akustiske, model Joni Mitchell. Og derefter kørt igennem og suppleret med nøje afstemt udvalgte lyde fra det digitale arsenal.
Lorde har tæft for gode melodier, f.eks. i ”Big Star” og ”Fallen Fruit”, der lyder som en flower power-sang model 2021, som ikke helt kan beslutte sig for, om det skal være en traditionel radio-popsang eller måske bare stene lidt. ”Dominoes” med et Taylor Swift’sk touch og raffinement, er til gengæld muligvis et hip til (ældre) mennesker, der pludselig ser lyset, hopper på new age-bølgen og begynder at dyrke blomster.
Laid back stemningsrapport
Det er selvsagt en smagssag, om man foretrækker det breakbeatede, følelsesmæssige melodrama, der blev tegnet op på albummene Heroine og, ja, Melodrama eller denne laid back stemningsrapport fra et lejrbål på en NZ-strand som Wharariki Beach. Man kan forestille sig jointen passere rundt, mens samtalen bevæger sig fra emner som hverdags– og kærlighedsliv og succesens pris (den der “Queen B”-drøm i ”Royals” havde sin pris). Det handler om klimaforandringer og bevæger sig længere og længere ud i stratosfæren.
I mange passager er det for stillestående, tjaldet, mens det i numre med trommespor, f.eks. ”Secrets from a Girl (Who’s Seen it All)”, ”Mood Ring”og ”Solar Power” (der lyder lidt som en chillet version af George Michaels ”Freedom”), swinger behageligt, cool.
Lordes helt store styrke er hendes vokal, der tager form efter/former sine tekster. Det sker noget helt særligt i den milde lydbrise, der opstår i samspillet mellem den fantasifuldt producerede musik og den distinkte, gennemproducerede multidubbede vokal, der flyder på et Stillehav af reverb og en stime finurlige lydlige indfald. I sjælden grad er vokal og musik symbiotisk, et eget udtryk, en egen lyd.
Solar Power bliver næppe en klassiker. Men det håber, jeg Lorde gør. Ingen andre synger som hende.
Et storslået album, giver man det tid til at vokse
Ligesom med Solar Power virker Billie Eilish’s nyeste album, Happier than Ever, som et farvel til jeres stereotype opfattelser af mig-album. Der er et helt centralt nummer på albummet, “Not My Responsibility” hedder det. Efter rettere; alle numre er kapitler i samme fortælling. Overskriften på det, man kan kalde koncept-albummet Happier Than Ever, kunne være: “Get off my back”. Og lad mig komme videre med et smil på læberne.
Efter numre som “Don’t Smile at Me”, albummet When We All Fall Asleep, Where Do We Go? og senere singlerne “Bad Guy” og “Everything I Wanted” fandt Billie sig selv som leverandør af en James Bond titelmelodi – og som en hel generations talerør. Som Greta Thunbergs grønhårede, veganske musikalske søster med skarpe holdninger i klimakampen.
Med en i et så absurd hurtigt tempo stigende popularitet, at det selvklart må have været svært at følge med for en ung kvinde, der ovenikøbet kæmper med diagnosen Tourettes syndrom. Hun gik fra 0 til godt og vel 60 mio. faste lyttere på Spotify på mindre end to år. Læg dertil, at Billie Eilish har ry for altid at give sig tid til at tale med sine fans og svare på deres beskeder. Sådan var det i hvert fald i begyndelsen.
At lytte til Happier Than Ever er som at føle sig lukket ind i et meget intimt rum. Det lyder som, sidder Billie på printeren ved siden af skrivebordet, hvor jeg sidder nu, man har hendes hviskende tenor helt tæt på. Det er voldsomt virkningsfuldt.
Hvad gør man, når succesens vinde raser rundt omkring sig og den halve generation Z forventer svar på alt fra selvmordstanker til, hvordan isen vender tilbage til Grønland. Man Corona-lukker sig inde sammen med sin bror og faste samarbejdspartner Finneas O’Connor, og indleder sin første sang, den melodisk charmefyldte “Getting Older” med linjerne:
Billie Eilish, “Happier that Ever”, cover
I’m getting older, I think I’m aging well
I wish someone had told me I’d be doing this by myself
There’s reasons that I’m thankful, there’s a lot I’m grateful for
But it’s different when a stranger’s always waiting at your door I’m getting older.
Og når albummet så skal promoveres, forærer man sine farverige baggy bukser og hættebluser til en genbrugsbutik og lader sig fotografere til Vogue i klassisk Hollywood glamour-look. Som Billie har sagt i adskillige interview: personen er den samme, jeg skal videre i mit liv.
Stikker i mange retninger
Og hvor er det så? At lytte til Happier Than Ever er som at føle sig lukket ind i et meget intimt rum. Det lyder, som sidder Billie på printeren ved siden af skrivebordet, hvor jeg sidder nu. Man har hendes hviskende tenor helt tæt på. Det er voldsomt virkningsfuldt.
Det går stille og roligt over i en forsigtig reggaerytme og sære synths-lyde. Og som hos også Musgraves og Lorde er der latin og paraplydrink i “Billie Bossa Nova” med funky kastagnet-lyde. Og sådan fortsætter det i det klassisk soulede “My Future”. Til forskel fra Musgraves virker det, som om Eilish og brormand har været meget bevidste om, hvad de ville med deres latin-impulser. I “Oxytocin”, “OverHeated” og “GOLDWING” er vi henne i moderne electro/trance-stil – i R&B-, pop, hiphop-sporet.
Indenfor den intime ramme stikker det i mange retninger. Jamen, der er Joni Mitchell anno primo 70erne-lyd på “Your Power”, “NDA” lyder af indie-stadionrocklyd som Radiohead og Arcade Fire. Imellem de mange referencer opstår en elastisk spændstighed i udtrykket, som gør, at man lever med, at musikken lejlighedsvis er så stillestående, at det nærmer sig det søvndyssende. Som i den nærmest gribende “Hailey’s Comet”, hvor kontakten mellem lytter og stemmen er vakuum-tæt med en melodi, der emmer af regnvejrsvandring på tomme boulevarder. Det er melankolsk og stærkt. Et storslået album, giver man det tid til at vokse.
“I’m going back to therapy,” synger Eilish i pladens sidste, afrundende nummer “Male Fantasy”. Held og lykke med det. Billie voksede op en snes kilometer fra vejen i Hollywood i den ikoniske afslutningsscene i “Moderne Tider”, hvor Charlie Chaplin vandrer mod lyset.
Når jeg lytter til Happier Than Ever ser jeg for mig Billie på en lignende vandring. Om hun lægger nye alen til sit image som Gen Z-gudinde med dette album? Jeg tvivler. Og mon ikke det er meningen med projekt Happier Than Ever?
Fra GAFFA.dk “Nå, skal du nu ind og støtte Trump igen,” skrev en god bekendt i en besked. Som så mange andre country-hadere ved manden ikke bedre.
Tværtimod mener han, at alt nyt og spændende i rockbranchen kommer fra hiphop-scenen. Hvis rockmusikken endnu en gang skal være soundtrack til et opgør mod den fundamentale konservatisme i USA, skal det komme fra hiphop. Mener han. Hvor Kanye West passer ind i den ligning, ved jeg så ikke.
Ja, der findes stadig en tæt forbindelse mellem klassisk Nashville-country, diverse kirkesamfund og stærkt konservative kræfter syd for Route 66. Ja, Trump fik mange stemmer blandt andet i Kacey Musgraves’ fødestat Texas. Men som hun siger i et interview i Elton John’s Rocket Hour: “Country i dag er andet og mere end trucks og barer”. I 2014 fik Musgraves en Country Music Award for hittet “Follow Your Arrow” – der hylder homoseksualitet – fra albummet med den herlige titel Same Trailer, Different Park. (Da hun sang den ved CMA måtte hun dog udelade linien “Roll up a joint”).
Hun har sunget om prævention, cannabis som medicin og stillet spørgsmålstegn ved religiøse dogmer. Kacey er sammen med “Follow Your Arrow”s medskribent Brandy Clarke en af de spændende nye, stærke kvinder på countryscenen. Her til aften i Vega afsluttede netop “Follow Your Arrow” sættet i en koncert, der skiftevis begejstrede og fascinerede. Men… og det vender jeg tilbage til.
Mere Fleetwood Mac end banjo
Spørgsmålet inden koncerten var, hvordan numre fra det nyeste lettere eksperimenterende album “Golden Hour”, hvor der er lidt mere elektronik og Fleetwood Mac og Shania Twain end banjo, ville passe sammen med ældre numre.
Musgraves indtog scenen i Vega som en sphinx på en forhøjning badet i modlys i et sceneshow, der muligvis er beregnet til større sale i USA. Hvor hun normalt medbringer en B-scene. Det så nu også meget godt ud i Vega. Det begyndte med “Slow Burn” – alene det, at hun angiveligt har opkaldt et nummer efter en enorm populær podcastserie, signalerer en sangerinde, der ser sig selv som mere end en Patsy Cline husmor-kliché.
Alene med sin akustiske guitar foldede hun sin ubegribelig smukke melankolske vokal ud, så billeder af uendelige texanske horisonter under orange sol foldede sig ud. Med fuldt blus på scenen åbenbarede hendes seks mand store band sig, ulasteligt klædte i ens jakkesæt. Kacey selv er kendt for sin snazzy tøjstil.
I aften var hun klædt i en mere eller mindre transparent, flaskegrøn robe, jeg ikke tør forsøge at give et navn. Suppleret med et par sko, der manglede et par centimeter i at være stylter. Forunderligt nok lød det tæt på perfekt allerede i første nummer og videre i “Wonder Woman” og “Butterflies”.
Super lyd på stort band med så forskellige instrumenter som banjo, cello, steel-guitar, diverse guitarer og keyboards. Første tanke, om sangerens og sangskriveren Musgraves oprigtighed ville stå sin ret i dette nærmest drømmeagtigt glaserede set-up: lyd i high fidelity-format, vampet camp og stilistisk ekstravaganza?
Meget passende, at Kacey – lidt ironisk – tabte et par toner i netop “Wonder Woman”, hvor hun synger “I am only human”. Jo, hun står på jorden, hvad teksterne også viser. I disse som i de iøvrigt ret mange andre numre fra 2018-albummet Golden Hour er en vis inspiration fra klassisk westcoast-rock tydelig. Også live. Det er ikke ligefrem nyt med country/pop crossover – for små ti år siden scorede Lady Antebellum stor succes med noget lignende.
Man kan med god ret sige, at allerede The Eagles og Crosby, Stills, Nash & Young lånte fra country og skabte country/rock.
Dugger af regnfuld søndag
Det fine med iscenesættelsen af Kaceys band var, at udgangspunktet i traditonel country også var tydelig i de nye numre. Fik jeg nævnt den gode lyd?
Banjoen lød f.eks. som sit eget lille orkester i lydbilledet. Der er så og så mange virkemidler indenfor country. Musgraves forstår at bruge dem, så det er en fryd. Med hendes sang som stemningsskaber formelig dugger flere sange af regnfuld søndag eftermiddag, kaskader af nuancer af gråt på himlen og længsel efter… noget. Tæt på genialt gjort i “Love is a Wild Thing” – med stik modsat tema – da bandet pludselig eksploderede i et medrivende shuffletempo med fuld blink på lamperne.
Det var en endog meget tæt forbindelse i aften mellem det så godt som udsolgte Vega og Texas’ Flaskegrønne Rose deroppe på scenen.
I “Merry Go ‘Round” fra Same Trailer, Different Park , hvor sangerinden smart sang, så det faktisk lød, som cirklede hun rundt på en karrusel, overlod hun generøst sangen til publikum. Et følsomt øjeblik.
“High Time” er en spøjs konstruktion med et happy fløjtetema, der lyder, som burde det være spillet på en twangy Texas-ørken guitar. I Vega lød det dybt charmerende. Uden at virke søgt, som det ellers gør på pladen. “Golden Hour” igen fremført til perfektion med en melodi, der lyder af både Joni Mitchell og Musgraves’ kollega Taylor Swift i hver sin ende af singer-songwriter skalaen.
Formidabelt god melodi
En formidabelt god melodi leveret med fuldfed analog-ish 70’er-lyd. Jeg fik vist nævnt den gode lyd i Store Vega. Det var et af de ekstremt sjældne øjeblikke, hvor jeg havde fornemmelsen af at sidde under indspilninger i et pladestudie, nærmere end at stå i en koncertsal. Igen dette efterhånden stærkt sammenspillede band. Wow. Og igen i “Die Fun” et overraskende brud. Den begyndte med Portishead-feeling og endte i et mildt cresendo som i Fleetwood Macs “Go Your Own Way”.
I et tilsvarende tempo ligger den nye “Velvet Elvis” med et funky southern groove som hos Kongen selv i “Polk Salad Annie” eller “Wearing that Loved on Look”. Titlen er en tydelig og forståelig metafor, men jeg er ikke sikker på, at det nødvendigvis var specielt underholdende som kvinde at bo hos Elvis i Graceland. Medmindre man havde hang til lange nætter med læsning af religiøse skrifter og bøger om astrologi. Hvad der var tæt på at hæve denne anmeldelse til sjældne seks stjerner, var Kacey Musgraves nærvær på scenen.
Som den country girl, hun er, synger hun med største selvfølgelighed sine sange om at savne sin mor, om livserfarent at lære at acceptere de ting, man ikke kan ændre. For ikke at tale om alle melankolikeres nationalsang “Happy & Sad”. Eller “Space Cowboy”, der modent handler om at give hinanden plads i et forhold. Som første ekstranummer sang Kacey sin vanvittigt smukke “Rainbow” alene med et piano. Stemningen kan vel bedst beskrives på denne måde: der var – næsten – helt stille i Vega. Det siger en del.
Men bedst, som jeg var klar til at køre hjem for at skrive om en tæt på ultimativ oplevelse, kom de sidste to ekstranumre. En helt overflødig disco-version af Brooks & Dunns “Neon Moon” og Musgraves’ eget retro-disco-nummer “High Horse” fra det nyeste album. Der i Vega blev spillet med en god portion backtrack. Det virkede helt off – for mig punkterede de sidste par numre den magiske boble; den særegne følelse af samhørighed med musikken, jeg ellers havde befundet mig i indtil da.
Forleden læste jeg på GAFFA.dk, at selveste Kongen af tyskerfoden, Georgio Moroder, er på vej på turné. Overlad bare discoen til ham, miss Musgraves. Fornyelsen af countrymusikken kommer ikke fra et formentlig forlængst nedlagt studie i München. Den kommer fra hjertet.
