Little Richard: Wabadadooda – rockmusikkens fødselshjælper er død

Little Richard: Wabadadooda – rockmusikkens fødselshjælper er død

af | maj 12, 2020 | Nekrolog, Nyheder

Fra POV.International

Elvis gav rockmusikken sit publikum. Little Richard og Chuck Berry gav den sin farlighed. Nu er kun Jerry Lee Lewis fra den første generation tilbage.

Når man taler om rockmusikkens fædre, taler man om en snæver kreds af sydstatsamerikanere, bestående først og fremmest af Elvis og musikere som Fats Domino, Lloyd Price, Ike Turner, Hank Williams, Ray Charles, Jerry Lee Lewis, Chuck Berry, Bo Diddley, Buddy Holly – og Little Richard.

Richard Wayne Penniman er død i en alder af 87. Det bekræfter hans søn overfor magasinet Rolling Stone.

Richard brød igennem i 1956 med Tutti Frutti, senere fulgte Long Tall Sally, Rip It Up, Lucille, Keep a Knocking og Good Golly Miss Molly. Alle numre spillet med uhørt vildskab af flamboyante Richard med højt hår, prydoverskæg og hidsigt attack på de sort-hvide tangenter – og en snart hylende, snart varm stemme, der bar præg af hans baggrund i gospel.

Bragte han bigband-musikken ind i den vilde gryende rockscene? Ja, sammen med Fats Domino. Samtidig var han inspireret af sin barndomsven Roy Orbison, der lyttede til den tidlige country & western. Og bluesmusikken, som han hørte på gader og stræder i sin barndomsby.

Hvor Elvis lod underlivet tale på scenen, var Little Richard ikke karrig med direkte seksuelle referencer i sin sang og optræden. For det var det, de første rock’n’rollere var kommet for: at italesætte og give lyd og krop til drømme og begær hos efterkrigstidens unge, der ligefrem havde fået deres eget nye navn, teenagere.

Når det gælder den seksuelle revolution post anden verdenskrig kan de første rock’n’rolleres betydning ikke overdrives.

Det vil være et digert bogværk i sig selv at nævne de mange kunstnere og musikalske stilretninger, Little Richard har påvirket. Som sanger og komponist var han en direkte inspirationskilde for de første soulmusikere som James Brown, åbenlyst, og en soul-iværksætter som Berry Gordon. Blev det senere hen for hiphop og R&B. Både som sanger og performer.

Kirke, sprut og natklub

Men hvorfor ikke give ordet til en af de største fra den æra, hvor rock’n’roll forlod teenageværelserne for at indtage resten af verden, John Lennon:

“Little Richard er en af de allerstørste. Første gang, jeg hørte ham var det via en ven, der havde været i Holland, og som bragte en 78’er med Long Tall Sally med sig hjem. Det slog benene væk under os. Vi havde aldrig hørt nogen synge som det, og de der saxofoner spillede helt vildt,” har Lennon, der både sammen med The Beatles og solo har indspillet flere Little Richard-numre, sagt.

Som Presley var Little Richard født ind i et stærkt religiøst miljø. Sådan mere eller mindre. Lil’ Richard, som han hurtigt kom til at hedde, gik med sin mor i New Hope Baptist Church kirke i Macon, Georgia, hvor faderen arbejdede som kirketjener.

Skal man billedgøre den gnist, der tændte rock’n’roll og bragte den ud – i første omgang i Sydstaterne – i de formative år, kunne det være sådan: Little Richard – på den ene side en dreng, der elskede gospelmusikkens budskab om håb og forløsning, og som på den anden side allerede som dreng blev draget af det farlige og ugudelige og til tider dekadente skørlevned i farens klub.

Dét er nogenlunde, hvad en fire timer lang Bruce Springsteen-koncert handler om. For bare at tage et enkelt eksempel.

Historien om Little Richards gennembrud handler som så meget andet om tilfælde. Pladeselskabsejeren Art Rupe jagtede en sanger, der kunne ride med på den bølge, Elvis havde startet. Han stødte på et demobånd med Little Richards hyl og sang og mærkede, at han havde manden og lyden. Rupe havde fundet en sort musiker, der i fremtoning, talent og musikalitet matchede Sun Studios’ Elvis, Johnny Cash, Jerry Lee Lewis og Carl Perkins.

“Tutti Frutti startede i virkeligheden integrationen af sorte og hvide. Fra første sekund var min musik accepteret af hvide,” har Richard selv sagt til Rolling Stone.

Selvbevidst liveperformer

Selvom Little Richard ikke for alvor hittede igen efter 1958, var han konstant i hjerte og ører hos blandt andet den nævnte Liverpool-gruppe. Også Kim Larsen forblev kæmpefan af Little Richard til sin død.

”Der var to Richard, der formede mig, Cliff og Little,” sagde han en gang til overtegnede.

Little Richard blev senere kopieret af bl.a. Everly Brothers, the Kinks, Creedence Clearwater Revival, Elvis Costello og the Scorpions.

Og, ja, hans indflydelse på Prince som androgyn, selvbevidst liveperformer er indiskutabel.

“I was wearing purple before you was wearing it!”, som han engang sagde henvendt til Prince i et tv-show.

Little Richard siger selv i bogen The Life and Times of Little Richard: The Quasar of Rock:

“Jeg begyndte allerede tidligt at gå med make-up, så de hvide mænd ikke troede, at jeg jagtede de hvide piger. Det gjorde det hele meget lettere for mig”. Han har senere beskrevet sig selv som omniseksuel.

Efter den meget succerige periode i 1950erne forsøgte Little Richard at finde et ståsted for sig selv i de skriftende musikalske modebølger. Blandt andet med albummet The Second Coming (1972) og utallige turneer. Men det er som manden, der var med til at tegne og bygge det hus, vi i dag kalder rock’n’roll, han vil blive husket.

Illustration: Wikimedia Commons.

Lana Del Reys fucking bedste album

Lana Del Reys fucking bedste album

af | sep 2, 2019 | Anmeldelse

Fra POV International

Siden gennembruddet i 2011 med sange med tjavset morgenhår og naturligt smokey eyes, har Lana del Rey kæmpet for at fastholde sig selv og sin kunstneriske stamina. Men nu er hun tilbage med sit bedste album nogensinde. Der bliver stadig knaldet på Norman Fucking Rockwell, men der er også tale ”om kyssedans på hele kroppen, dans med dæmoner, ydre som indre, hvor Del Rey syngende som en ubegribelig drøm bearbejder sig selv, mænd og kvinder omkring hende, sin længsel hjem mod New York, americana som kulturelt fænomen og Trumps (forhåbentlig ikke) præapokalyptiske USA,” skriver POV’s Jan Eriksen i sin anmeldelse.

Lana Del Rey optræder p.t. i en højprofileret kampagne for en Gucci parfume. Samtidig med, at hun kandiderer til titlen ’stilikon’, har hun altid balanceret mellem cool fashionista og en trashy, vampet persona med stiletterne placeret i rendestenen. Musikalsk set har det været en balance mellem kant og mainstream.

Når Lana Del Rey er god, lyder hun, som hvis Marilyn Monroe var vågnet op igen i en trailerpark et sted med udsigt til New York.

Ikke at der ikke stadig bliver knaldet og bandet igennem på Norman Fucking Rockwell. Men det er dybere, smukkere og mere hjertegribende end som så.

Titlen i sig selv lyder som en visuel programerklæring for albummet. Maleren Norman Rockwell er især kendt som leverandør af utallige magasintegninger og malerier, der for flere generationer amerikanere symboliserede en renfærdig, idylliseret version af The American Dream. Før, under og efter Anden Verdenskrig var han nationalhelt med en pensel i hånden.

At han som antiracist med klar støtte til borgerrettighedsbevægelsen måtte kæmpe sine kampe med the establishment er en anden sag.

Det er Lana alene ved et piano, hvor hun hvisker, puster, foredrager; bruger sin stemme, så den det ene øjeblik lyder som skolesang og det næste som en formidlingskanal for dybe følelser og stemninger

Med sin velourbløde vokal og skarpe pen kradser Lana Del Rey Norman Rockwells glansbilleder.

Nogle Lana Del Reys-fans vil måske finde den basalt pianobårne musik på albummet lidt kedelig. Fraset den succesfulde sommersingle ”Doing Time”, hvor sangens persona gennemlever en homoseksuel kærlighedsaffære, er der ikke just budt op til dans på Norman Fucking Rockwell.

I så fald er der tale om kyssedans på hele kroppen, dans med dæmoner, ydre som indre, hvor Del Rey bearbejder sig selv, mænd og kvinder omkring hende, sin længsel hjem mod New York, americanasom kulturelt fænomen og Trumps (forhåbentlig ikke) præapokalyptiske USA.

Samtidig er Norman Fucking Rockwell fyldt med gode melodier og begavede arrangementer, håb og sågar en stor del menneskeligt overskud.

Alter egoet Venice Bitch

Det begynder med titelnummeret; et enligt piano og sangen, lidt senere tilføjet lyden af strygere. Allerede her fornemmes en linje tilbage til 70’ernes store sangskrivere som Bowie, Laura Nyro, Carole King.

Lana har muligvis opfundet et alter ego til lejligheden; i hvert fald optræder figuren Venice Bitch i et par sange. Selvfølgelig i ”Venice Bitch” – en af albummets mere spektakulære sange, der for længst er udkommet som single. Det begynder med en akustisk guitar, lidt senere strygere, for at ende ud i en tilsyneladende uendelig, syret outro. Et næsten ti minutter langt psykedelisk trip på mælkevejen over Los Angeles.

Norman Fucking Rockwell er indspillet i tæt samarbejde med produceren Jack Antonoff, der tidligere har hjulpet især Lorde med at finde en indre, personlig kerne i musikken. Det gælder til dels også Taylor Swift, der slækkede lidt på kontrolknappen på sit seneste album Lover.

Også i Antonoffs hænder leger Del Rey med studiets mange muligheder. Indimellem ligner det børnehaveleg – men op gennem sandkassesandet griber mørkets spøgelser hånd i hånd med en håbefuldhed, jeg ikke tidligere har fornemmet hos hende.

For eksempel i “California”.

You don’t ever have to be stronger than you really are
When you’re lying in my arms, baby
You don’t ever have to go faster than your fastest pace

Udover en tekstlig hilsen til John Lennons ”Imagine” er nummeret, som jeg tillader mig at betragte som et af albummets centrale, en bevægende rockballade par excellence, som kunne være skrevet af Mr. Lennon, indspillet med dennes husproducer Phil Spector.

“Hope is a dangerous thing for a woman like me to have – but I have it”

Norman Fucking Rockwell er som en rejse, hvor referencer som Elton John, Leonard Cohen, Crosby, Stills og Nash, Cindy Lauper, forfatteren Sylvia Plath og stednavne på stribe flashes som lydlige billboard-reklamer langs med highway’en. En rejse fra klassisk Hollywood-lore og et psykedelisk eksil i bakkerne ved Los Angeles mod enkelthed i 60’ernes og 70’ernes singersongwriter-musik.

”Venice Bitch” kunne være skrevet af moderne trubadurer som Ben Harper eller Lori McKenna.

De første par linjer i ”The Greatest” – hvor den formidabelt syngende Del Rey er så sensibelt inderlig og melodiøs som nogen, jeg lige kan komme i tanke om.

I miss Long Beach and I miss you, babe

I miss dancing with you the most of all
I miss the bar where the Beach Boys would go
Dennis’s last stop before Kokomo

Albummet slutter med tre ballader, “Bartender”, “Happiness is a Butterfly” og “Hope is a dangerous thing for a woman like me yo have – but I have it”. Om hun er påvirket af den kompromisløse ærlighed, der de senere år har præget amerikansk sangskrivning – jeg så f.eks. Julia Holter, Sharon van Etten og Julien Baker på årets Roskilde Festival – ved hun kun selv.

Indimellem ligner det børnehaveleg – men op gennem sandkassesandet griber mørkets spøgelser hånd i hånd med en håbefuldhed, jeg ikke tidligere har fornemmet hos hende

Det er Lana alene ved et piano, hvor hun hvisker, puster, foredrager; bruger sin stemme, så den det ene øjeblik lyder som skolesang og det næste som en formidlingskanal for dybe følelser og stemninger og en nærmest terapeutisk gennemgang af alt det, som Elizabeth Woolridge Grant kæmper med, når hun ikke hedder Lana. Det er bevægende. Stort.

I’ve been tearing up town in my fucking white gown
Like a goddamn near sociopath
Shaking my ass is the only thing that’s
Got this black narcissist off my back
She couldn’t care less, and I never cared more

Nummeret “Looking for America”, som Lana Del Rey og John Antonoff offentliggjorde umiddelbart efter massedrabene i august i Texas og Ohio er desværre ikke indkluderet på Norman Fucking Rockwell. Måske af branchepolitiske, måske af praktiske årsager. Ærgerligt – den smukke skønsang, der former sig som et vue ud over et Amerika på selvmordets rand, veksler mellem depression og, igen, håb og kærlighed. Den ville have bragt Norman Fucking Rockwell et skridt nærmere ’ the next best american record’, som Lana synger om.

Nu er det så bare hendes fucking bedste album.

Lana del Rey, “Norman Fucking Rockwell”, album, udkom fredag 30.8.19.