Still going Strong – Rockveteranen Henning Stærk er tilbage efter 14 års albumpause

Still going Strong – Rockveteranen Henning Stærk er tilbage efter 14 års albumpause

Også han har holdt en længere pause – en album pause. Faktisk har han ikke udgivet en plade siden 2009. Han har overvundet gigtproblemer, men er nu fit for fight og aktuel med “Big Boss Man”, opkaldt efter et af de numre, der var med til at give Elvis Presley et comeback i 1968.
Flere numre på den nye plade er inspireret af Cash’s “American Recordings”-plader. Bl.a. en flot version af Tina Dickows “Someone You Love”.

Henning og Jan taler om Stærks sanglærer Elvis Presley, der lærte ham at synge i barndomshjemmet i Holstebro. Om den første koncert, hvor Stærk sang iført en nyindkøbt Stones-trøje (rullekravebluse). Og om drømmen om at undslippe Holstebro, der resulterede i ”flugten” til Aarhus, hvor han til sin overraskelse bestod første år på jurastudiet, indtil der blev fuldt fokus på musikken.

De taler om de første pionerdage med pigtrådsmusik, og miljøet i Aarhus, hvor musikere som Lars Hybel, Lars Muhl, Per Frost, Georg Olesen, Lis Sørensen og Hans Erik Lerchenfeldt spillede og jammede sammen på byens scener.

Inden Stærk for alvor blev solist i 1982, var der årene med Jackie Boo Flight, Spillemændene og Gnags, der havde brug for en en “anden-trommeslager” model Allman Brothers.

Gennem de sidste 40 år har Stærk etableret sig som en af landets bedste fortolkere af den klassiske, autentiske rockmusik, country og soul. Og han har arbejdet sammen med producere som Mike Vernon (som bl.a. producerede en legendariske John Mayall & The Bluesbreakers plade med Eric Clapton i 1966) og Joe Hardy (ZZ Top).

Det har ført til hits som signatur americana-sangen, Poul Krebs ”Sweatheart” og Niels Maatofts ”Tender Care – Tender Touch” og fortolkninger af bl.a ”Fire”, ”Switchboard Susan”, ”Hard to Handle” og ”Heart of Gold”.

Der er nørdesnak om bl.a. Johnny Cash (som Stærk har mødt en enkelt gang), Hank Williams, Maetoft, Micky Jupp, Kris Kristofferson, John Prine og Elvis gamle samarbejdspartnere, gospelkoret The Jordanaires, som medvirker på flere Stærk-numre på “Dreams to Remember”, der blev en kæmpe kommerciel succes.

”Det var en overraskelse, at det blev et gennembrud. Det var et resultat af mange tilfældigheder, en af dem, at The Jordanaires kom til at synge kor, som var et stort historisk vingesus for mig. Fordi jeg er gammel Elvis-fan. Da vi hørte det kor, de lagde på, kunne vi bare høre, hold kæft hvor lyder det svinefedt, det her,” siger Henning Stærk blandt meget andet.

 

Lyt til podcasten her:

Stream episode Still going Strong – Rockveteranen Henning Stærk er tilbage efter 14 års albumpause by Mediano Music podcast | Listen online for free on SoundCloud

Filmanmeldelse: Der er scener, hvor Austin Butler spiller Elvis bedre end Elvis selv

Filmanmeldelse: Der er scener, hvor Austin Butler spiller Elvis bedre end Elvis selv

Ligner han? Synger han som Elvis? Er Elvis portrætteret for sympatisk – eller for usympatisk? Handler det om spasmageren Elvis, verdens største sanger, Elvis, selvdestruktive Elvis, verdens ensomste menneske, Elvis?

Historien om Elvis Aaron Presley handler ikke alene om et af rockhistoriens største og vigtigste ikoner. Elvis er et spejlbillede af USA’s historie. Både manden og nationen begyndte ydmygt, de opstod ud af armod, forsømmelse og andres foragt. Begge vågnede til en indre flamme med drøm og nødvendighed som gløden, der antændte bålet.

Begge brugte denne gave til at skabe noget stort uden fortilfælde, noget farligt og uimodståeligt og storslået, som førte til ufattelig magt og rigdom. Senere skulle det for begges vedkommende blive til en forfaldshistorie.

I det store billede følger Elvis loyalt historien om den hvide dreng, der voksede op i Tupelo, Mississippi og Memphis, Tennessee, hvor han tog de sortes blues og gospel til sig og samtidig udviklede en på mange måder giftig symbiose med sin mor, Gladys. Vi ser ham bryde igennem, fange pigernes opmærksomhed i en signifikant koncertscene, hvor Luhrmann og Butler effektivt opstrenger den hoftesvingende Elvis’ budskab til verdenshistoriens første generation af teenagepiger: S-E-X. (Ordet teenager blev første gang brugt i 1944).

Jeg tvivler på, at det var udtryk for et bevidst oprør mod den notoriske sydstatskonservatisme og racisme, som filmen gerne vil have os til at tro. Men det er filmskaberens ret at fortælle sin historie

Som så mange andre scener i filmen et klassisk Luhrmann tableau, hvor autentisk dokumentarisk islæt, hvor ingen tidstypiske detaljer er overladt til tilfældighederne, viser sig som staffage i en ekspressiv magisk fortælling i filmskaberens vanlige, frenetiske stil.

Pioneren Elvis har hovedrollen

Vi ser stjernen få kærester, blive til verdens første rockstjerne, aftjene værnepligt i Tyskland, miste sit momentum i en tsunami af dårlige film, tage stoffer, blive gift med Priscilla, blive far til Lisa Marie, få comeback, omgive sig med sine rygklappere i The Memphis Mafia, optræde live igen, gå i opløsning. Det sidste går Luhrmann dog ret let henover. Det er pioneren Elvis, der som den første blendede de sortes blues med hvid country, der har hovedrollen.

Det er ikke en 100 pct. historisk korrekt fortælling, men det var der vel næppe mange, der havde forventet. Modsat, hvad f.eks. filmen siger, havde Elvis endnu ikke købt Graceland, da han optrådte ved en famøs koncert i Rosewood i Memphis i juli 1956. Der var her, han udtalte de blandt Elvis-aficionados berømte sætninger: ”You know those people in New York are not going to change me none. I’m going to show you what the real Elvis is like tonight.”

Han ville vrikke med hofterne og synge sin hvide blues, ikke ydmyges i tv-studierne i New York. Jeg tvivler på, at det var udtryk for et bevidst oprør mod den notoriske sydstatskonservatisme og racisme, som filmen gerne vil have os til at tro. Men det er filmskaberens ret at fortælle sin historie, så den ikke bare matcher virkeligheden, men også filmskaberens egen oeuvre og vision.

Så ja, Elvis er umiskendeligt en Baz Luhrmann-film.

elvis justin butler
Justin Butler som Elvis spiller helt uovertruffent i flere scener, skriver Jan Eriksen. Foto: Warner Bros

Med tanke på Luhrmanns bagkatalog og hypen omkring og trailerne til filmen havde jeg egentlig forventet en lidt mere frit fabulerende og fantaserende film. Der er da truffet nogle overraskende valg som f.eks. at lade the devil in disguise, Oberst Tom Parker, være filmens fortæller og sidekick.

Det viser sig at være et godt valg. Ingen tvivl om, at dynamikken mellem manager og guldfugl var en vigtig motor i Elvis’ karriere. Det fungerer fint, selvom der er lagt til og fra i kronologien undervejs.

For nogen vil det måske komme som en overraskelse pludselig at høre f.eks. rapperen Nardo Wick og Jack White blande sig i det gamle guld på lydsiden, men igen: Hvem husker ikke kvartetten Christina AguileraPinkLil’ Kim og Mýas version af “Lady Marmelade” i Luhrmanns Moulin Rouge?

Jeg er især vild med scenerne fra The International Hotel i Las Vegas, hvor Austin/Elvis trykker den af på scenen

Tom Hanks gør, hvad han skal, i sit portræt af den tonedøve hollandskfødte kyniker med et tilsyneladende medfødt talent for at manipulere og tjene for siden at spille pengene op på kasinoet. Efter at have talt med flere mennesker med tilknytning til The King, bl.a. hans bodyguard m.m. Red West, forekommer Hanks’ version af obersten mig lidt vel sympatisk.

Det store comeback

I  en central scene følges forberedelserne til det store comebackshow i 1968, hvor det lykkedes instruktøren at overtale sangeren til at gøre oprør mod Oberst Parker – med det resultat, at Elvis kort efter pludselig var tilbage som The King of Rock’n’roll. I hvert fald for en stund. Igen flot iscenesat. Det er vist rigtigt, at mordet på Dr. Martin Luther King inspirerede Presley til at få skrevet “If I Can Dream”, som han sang i comeback-showet.

Sjældent, om aldrig, så man sydstatsmanden, der var vokset op omgivet af sorte venner, synge så fokuseret og med så meget passion som i det nummer. Jeg får til stadighed gåsehud, når jeg hører Elvis lægge alle sine B-filmstjerne-manerer, rastløshed og krukkeri til side for at lægge hele sin blodrøde gospel og blues i det fantastiske nummer.

Så da jeg satte mig i biografsædet, var spørgsmålet først og fremmest: Er den scene med i filmen og i givet fald, hvordan forløses den af Austin Butler? Han gør det fantastisk. Det sker ikke i samtlige scener med Butler i fokus, men i løbet af filmen ser vi ham i glimt troværdigt fange og udtrykke mange af de følelser og drivkræfter, der skabte Kongen.

Under alle omstændigheder er denne film seværdig alene på grund af Austin Butler. Der er scener, hvor han spiller Elvis bedre end ham selv

Begejstringen i mødet med blues og gospel, tvivlen, usikkerheden, kropsligheden, rastløsheden – den evindelige rastløshed, kærligheden, magtesløsheden, taknemmeligheden over for Oberst Parker, der skulle blive den sten, der trak Presley ned i vandet til sidst. Talentet, musikkens kraft i Elvis. Det manglende fokus efterhånden, som Dr. Døds stoffer stjal Elvis og kun lod den sidste smule af hans sjæl – stemmen – blive tilbage. Det sidste meget fornemt spillet i slutscenen.

Jeg er især vild med scenerne fra The International Hotel i Las Vegas, hvor Austin/Elvis trykker den af på scenen, som det kan ses i filmen Elvis – That’s The Way it Is (1970).

På flere punkter er Elvis en problematisk film. Især virker det tydeligvis som om, Baz Luhrmann har haft svært ved at skære sit sikkert store råmateriale ned til filmens to timer og 39 minutter. Mange vigtige scener er meget korte, hvilket giver en forpustet fortælling. Luhrmann har da også sagt, at der findes en plus fire timer lang version af filmen. Lur mig, om ikke den får premiere på en streamingtjeneste en dag ved lejlighed.

Som antydet tror jeg også, at samme Luhrmann har lagt et politisk perspektiv ind i filmen, som jeg ikke er helt sikker på, matchede Elvis opfattelse af verden, omend det er en kendsgerning, at han altid stod op for det sorte Amerika.

Dertil kommer, at flere af filmens roller er tyndt besat.

Under alle omstændigheder er denne film seværdig alene på grund af Austin Butler. Der er scener, hvor han spiller Elvis bedre end ham selv.

Vise mænd siger som bekendt, at kun fjolser skynder sig. Så hvis du er et Elvis-fjols, kan jeg kun anbefale dig at skynde dig i biffen.

Giganternes fødselsdag – Da David Bowie (næsten) mødte Elvis Presley

Giganternes fødselsdag – Da David Bowie (næsten) mødte Elvis Presley

Leger man et øjeblik med tanken om et efterliv – uanset tro og tilbøjeligheder i øvrigt – er jeg sikker på, at Bowies og Elvis’ sjæle har været i kontakt med hinanden efter Bowies død for seks år siden. Måske på en sort stjerne et eller andet sted i uendeligheden? Hvem ved, måske på Mars?

Der er dem, der mener, at titlen på David Bowies sidste album, Blackstar, der udkom bare to dage før hans død, er en hyldest til Elvis Presley. I en lidet kendt filmsang fra 1960, “Black Star”, synger Elvis:  “When a man sees his black star, he knows his time (… ) has come”.

Nærlæser man teksten til Bowies “Blackstar”, kunne den da godt handle om Elvis. Ligesom den kunne handle om alle andre afdøde popkulturelle ikoner – inklusive Bowie selv.

Var der udover fødselsdagen fælles berøringspunkter, måske ligefrem et samarbejde mellem de to giganter? Jagten på svaret begynder i en villa i typisk sydstats colonial style.

Han (Elvis) var en af mine største helte. Og jeg var nok dum nok til at tro, at det, at vi havde fødselsdag samme dag, rent faktisk betød noget

David Bowie i 1997

I marts 2016 besøgte jeg med Elvis Presley-ildsjælen Henrik Knudsens venlige mellemkomst en herre ved navn Norbert Putnam i hans smukke hjem i Florence, Alabama. Jeg var på roadtrip – på jagt efter rockmusikkens rødder.

Putnam indledte sin karriere i studiegruppen The Muscle Shoals Rhythm Section, der blandt meget andet havde æren af at være support på The Beatles’ første turné i USA. Senere blev han en flittigt benyttet producer (J.J. Cale, Tony Joe White) og studiemusiker og som sådan medlem af Nashville Cats. En studiegruppe, der bl.a. arbejdede i RCAs studier i Nashville, hvor Elvis indspillede en stor del af sin musik i sine sidste leveår. Putnams bas kan bl.a. høres på de to vigtige Presley album, Love Letters From Elvis og Elvis Country, ligesom han kan høres på den nyeste Elvis-udgivelse med outtakes fra 2021, Elvis Back in Nashville.

Bowie/ Norbert Putnam
Bowie og Elvis: Bassisten Norbert Putnam og hans hustru i hjemmet i Florence, Alabama. Privatfoto

I begyndelsen var Elvis ikke begejstret for David Bowie, huskede Putnam, da jeg interviewede ham.

”På et tidspunkt, jeg tror, det var i 1971, følte Elvis, at det var tid til at prøve noget nyt. Han forstod ikke, hvorfor hans musik efter hans store comeback ikke længere var så dominerende i radioen og på hitlisterne, som den havde været. Selskabet RCA ville ikke investere mere i promovering af hans musik”, fortalte Putnam.

Lige på det tidspunkt var den helt unge David Bowie selskabets førsteprioritet – han var på vej med albummet Hunky Dory – det med Changes og Life on Mars.

“Elvis syntes, Bowies musik var mærkelig”

“En dag kontaktede jeg selskabet og spurgte, hvorfor man ikke længere hørte Elvis’ sange på radioen. Han var trods alt Elvis Presley – og han havde netop oplevet et stort comeback med singlerne “In the Ghetto” og “Suspicious Minds””, fortalte Putnam.

”Dengang fandtes der payola (bestikkelse af radiostationerne, hvis det skal forklares meget kort, red.), og selskabet indrømmede overfor mig, at det var stoppet med at udbetale payola (for Elvis’ musik) efter 1970. Jeg spurgte hvorfor. De fortalte, at de havde denne her nye fyr fra England ved navn David Bowie, som var på vej til at blive den nye Elvis Presley”.

Jeg havde glinsende rødt hår, rumtøj med store skulderpuder og disse røde støvler med sorte såler. Jeg ville ønske, at jeg var kommet i almindeligt tøj. Elvis må have bemærket postyret fra scenen

David Bowie

“Elvis forstod det ikke. Han syntes, Bowies musik var mærkelig”, tilføjede Putnam lakonisk.

Det omvendte var ikke tilfældet. Som mange andre, der havde været helt unge i 1950’erne og begyndelsen af 60’erne, var Bowie stor fan af Elvis. Under sine første spæde skridt ind i musikbranchen optrådte Bowie i coverbands, hvor han bl.a. sang Elvis-numre.

I 1997 mødtes new outlaw countrymusikeren Dwight Yoakam med David Bowie efter en koncert i Los Angeles. Blandt meget andet spurgte Yoakam ind til hans forhold til Elvis Presley, fortalte han selv i et interview med The Orange County Register.

Bowie fortalte om første gang, han så Elvis optræde i 1972 og nævnte, at bare seks måneder før Elvis’ død i 1977 havde The King himself ringet til Bowie for at diskutere, om Bowie muligvis ville producere hans næste album.

”Det skyldtes, at Elvis havde hørt Bowies ”Golden Years”, og jeg tænkte ”Åh, min Gud, det er en tragedie, at han aldrig kom til at arbejde med det”, sagde Yoakam. ”Jeg er ikke i stand til at forestille mig, David Bowie i 1977 producere Elvis. Det ville have været fantastisk. Det må være en af de største tragedier i popmusikhistorien, at det ikke skete. En af de største forpassede muligheder”, skriver The Orange County Register, der interviewede Yoakam efter Bowies død.

Kom for sent til Elvis-koncert

Ironisk nok blev “Golden Years” oprindelig skrevet til Elvis. Men hvorfor ikke give ordet til Bowie selv?

“Han (Elvis) var en af mine største helte. Og jeg var nok dum nok til at tro, at det, at vi havde fødselsdag samme dag, rent faktisk betød noget”, sagde Bowie i 1997 til Q Magazine om et besøg i Madison Square Garden i 1972. Bowie var fløjet fra London til New York, alene for at se en koncert med sit idol.

“Jeg husker, at jeg kom direkte fra lufthavnen. Jeg havde alt mit tingeltangel fra Ziggy-perioden på og havde gode pladser tæt på scenen. Jeg var meget forsinket, og alle vendte sig og så på mig. Jeg følte mig som en stor idiot. Jeg havde glinsende rødt hår, rumtøj med store skulderpuder og disse røde støvler med sorte såler. Jeg ville ønske, at jeg var kommet i almindeligt tøj. Elvis må have bemærket postyret fra scenen”, sagde Bowie til Q.

Det blev det nærmeste, The Starman og Elvis rent fysisk kom hinanden hernede på jorden. 10 – 15 meter.

Elvis Presley på scenen i Madison Square Garden, New York. Hvem ved? Måske koncerten, der blev overværet af David Bowie?

Få år senere var der til gengæld telefonisk kontakt, har Bowie bekræftet.

Nu er det med myter ligesom med vin og god musik, de bliver kun bedre efterhånden, som tiden går. Måske ud fra princippet, “if you can’t beat them, join them”, måske var Elvis blevet klogere.

I hvert fald kontaktede Elvis’ manager Tom Parker Bowies agent i midten af 70’erne og spurgte om, han ville skrive en sang til Elvis. Ifølge Bowie skrev han derefter “Golden Years” til sit idol. Her bliver fortællingen lidt uklar. For ifølge visse kilder afviste Parker sangen, ifølge andre var Bowie for genert til overhovedet at sende den. Og i øvrigt hævder Bowies daværende kone Angela, at han skrev den til hende. Til gengæld står det fast, at der var kontakt i 1977, bare seks måneder før Elvis død.

I 2002 sagde Bowie i et interview:

“Det var samtaler (i februar 1977) mellem vores managements. Det handlede om, at jeg skulle introduceres til Elvis og måske indlede et samarbejde med ham som producer-sangskriver. Det blev aldrig til noget. Jeg ville have elsket at samarbejde med ham. Gud, hvor ville jeg have elsket det”.

Presley sendte en fax til Bowie, hvor han skrev:

“All the best, and have a great tour.” Den fax gemte Bowie på et sikkert sted.

Hvis dette samarbejde skulle være fundet sted, skulle det have været, mens Bowie var på mere eller mindre hemmelig The Idiot-turné sammen med Iggy Pop.

Tragedie – eller heroes?

Men hvorfor blev samarbejdet ikke til noget? Der er snart ikke ret mange tilbage, der kan besvare det. Om nogen.

Nogle Elvis-ologer mener, at the devil in disguise, manager Tom Parker, tog et sjældent menneskeligt hensyn til sin ellers uudtømmelige indtægtskilde. Han frygtede, at den syge, fallerede stjerne ville falde igennem i mødet med Bowie. Der var meget på spil i forhold til pladeselskabet RCA.

Andre mener, at Parker bare ønskede at trække så mange dollar ud af sin falmende guldkalv som muligt, mens han kunne. Hvilket vil sige: koncerter.

Uanset hvad var det måske meget godt, at det ikke skete på det tidspunkt. Tjek, hvis du har overskud til det, de mange klip på YouTube fra Kongens sidste koncerter inden hans død i 1977. Det er tragisk. Kombiner evt. med Bowies mange udsagn om sit stofmisbrug i en periode, hvor han kun langsomt var på vej mod erkendelsen, at det måtte stoppe, hvis han skulle overleve – og i øvrigt for længst var på vej i en helt anden electronica-inspireret retning.

Og så alligevel. Hvorfor ikke? Elvis var i forfald, mens hans stemme, hans Elvis – the spirit – var der måske stadig, fornemmer man i filmen Elvis in Concert, hvorfra de nævnte YouTube-klip stammer.

Filmens danske instruktør, Anett Wolf, fortalte mig i 2016, at godt nok var Elvis stærkt overvægtig og diffus det meste af tiden, men inde bag ved var der stadig en varm, spirituelt interesseret sjæl.

Så jeg melder mig sgu på Dwight Yoakams hold. Også jeg ville have elsket at se Bowie og Elvis sammen bare en enkelt gang.

They could have been heroes, just for one day.

Har du lyst til mere David Bowie? Denne podcast blev udsendt sidste år på Bowies fem års dødsdag.

Born to løu’e på synnejysk – om Rikke Thomsen: Når man er fra et lille sted, må man gerne drømme

Born to løu’e på synnejysk – om Rikke Thomsen: Når man er fra et lille sted, må man gerne drømme

RIKKE THOMSEN:

For nylig udgav hun albummet “Opland.” Hun har optrådt landet over, og næste år turnerer hun vinter, forår – måske en festival eller to – og senere igen til efteråret.

I anledning af det aktuelle album besøgte Rikke Mediano Music. Til min behagelige overraskelse blev det blandt meget andet til en samtale om inspiration fra Elvis Presley, Bruce Springsteen, John Mayer, Poul Halberg, Joni Mitchell – og Karl Ove Knausgård.

Men først og fremmest om at vokse op i en by, Blans mellem Sønderborg og Aabenraa, med 517 indbyggere og Danmarks bedste badestrand for enden af Ballebrovej – og om at skrive sange med udgangspunkt i sit opland og se en mission i at fastholde netop dét, sit sønderjyske mål i sange om trygheden, længslerne og kedsomheden – og alt det andet, der skabte hende og den karriere, der venter forude.

Rikke Thomsen er et talentfuldt, ungt kvindeligt bud i en genre, som hidtil mest har været befolket af mænd – først og fremmest Allan Olsen, Johnny Madsen og Niels Hausgaard, der jo altid har været der.

Rikke Thomsen – lyt med og hør om:

– sangene der har været i Rikkes liv lige siden hun og Anton legede rockstjerner i Blans.
– som den yngste nogensinde at modtage Modersmålsprisen.
– den svære kamp mod amerikaniseringen af det danske sprog, især i Rikkes egen generation.
– beslutningen om at gå sin helt egen vej i musikbranchen.
– de afgørende points of no return: den nye lærerinde på Lilleskolen, der gjorde den helt store forskel, lyden af ”Born to Run” i radioen og søsterens lille skub, der førte til et afgørende valg.
– inspirationen fra især Springsteen, der gennemsyrer det nye album.
– fascinationen af de der “guitar men” i deres lædertøj, der bl.a. førte til uddannelsen som guitarist.
– at sidde på teenageværelset og skrive følsomme, bløde kærlighedssange.
– om samarbejdet med guitarist og producer Søren Andersen på det nye album med en lyd, der lyder lige så meget af folk som de popglade digitale 80ere.

Lyt til podcasten her: 

De sang som en drøm – The Beatles som sangere

De sang som en drøm – The Beatles som sangere

Hvem lå mon nr. 1 på 2020-listen over de bedst sælgende rockgrupper i verden … det gjorde The Beatles. Vi taler her om fysisk salg, vinyler og cd’er – 1,4 mio. i alt, ifølge Forbes. 51 år efter deres brud fylder The Beatles stadig en masse. Men måske fordi det forekommer at være en selvfølgelighed, taler man ikke så ofte om beatlerne som sangere. Det råder vi bod på i denne podcast.

“Jeg er ikke Pavarotti,” sagde Ringo Starr en gang. Men de tre andre var hver især markante sangere, faktisk er det svært, om ikke umuligt at forestille sig The Beatles’ sange uden lige præcis John, Paul og George hver for sig eller sammen tostemmigt og trestemmigt. De sang som en drøm, når de sang sammen.

“De færreste mænd kan synge et A uden at gå i falset, det kunne Paul,” som Per Wium siger i podcasten.

Man kan ligefrem argumentere for, at det, der måske især adskilte de tidlige The Beatles fra andre pop- og beatgrupper, netop var deres sofistikerede vokaler. Rutinen efter mange hundrede job i Hamborg og hjemme i England.
Selvfølgelig stærkt inspireret af forbilleder som Elvis Presley, Buddy Holly, Little Richard, Carl Perkins, The Everly Brothers, de tidlige soulsangere som The Marvelettes – dem med “Please, Mr. Postman”.

Efter to podcast med Per Wium er Mediano Music POVcast, som det hedder nu, er vi tilbage med en tredje, hvor Per som altid veloplagt fortæller om de fab fires arbejde som sangere.  Og selvfølgelig er der eksempler:

ANNA (GO TO HIM)
LONG TALL SALLY
DON’T BOTHER ME
HONEY DON’T
TICKET TO RIDE
THIS BOY
HELP
NOWHERE MAN
THINK FOR YOURSELF
BECAUSE