På ”New Better Day”, der er indspillet på Samsø, i København og Nashville, bevæger den danske first lady of country sig gennem forskellige genrer indenfor countrymusikken.
For fire et halvt år siden optog Rosanes og Jan Eriksen en POVCast, der handler om hele hendes dengang 45 år lange karriere. Find den på medianomusic.nu, Soundcloud eller din foretrukne podcast platform.
I denne omgang handler det især om New Better Day og Tamras baggrund og virke som countrymusiker.
POVcasten sætter fokus på et forholdsvis ufortalt kapitel i hendes karriere og udvikling fra folke- og popmusiker til countrymusiker – de talrige rejser til Nashville. Hvordan hun for godt og vel 35 år siden blev taget under vingerne af en gruppe musikere med udgangspunkt i studiet The Cowboy Arms Hotel And Recording Spa.
Det gælder især studieejeren Jack Clement. Bare for at sætte ham i perspektiv, var det ham, der i 1954 inviterede Elvis Presley på scenen i klubben Eagles Nest i Memphis – mindre end en måned efter “That’s All Right” var udkommet. En af Elvis allerførste optrædender.
Det var Charles Cochran, der bl.a. en periode arbejdede tæt sammen med Neil Young, guitarist m.m. Marty Stuart, trommeslager Kenny Malone, guitarist Chris Leuzinger og lydtekniker Dave Ferguson. Ferguson var blandt meget andet tekniker på og stod for mixning af Johnny Cash American Recordings plader.
Bl.a. er der er et nummer, ”Wrong Road Again”, på Tamra Rosanes nye plade, indspillet for godt og vel 30 år siden med Marty Stuart på guitar. Vi taler en smule om den fantastiske koncert, Stuart og band sommeren 2022 gav i Gimle, Roskilde.
”Jeg blev accepteret som en pige, ligemand, en del af familien,” siger Tamra om de garvede countrymusikere omkring Jack Clement, som hun lærte at kende for tre-fire årtier siden,” siger Rosanes, der siden har rejst flere gange om året til Nashville.
”Det var fantastisk, fordi jeg følte mig ikke som en flue på væggen, men som en del af dem. Det var det, der var så godt, for så fik jeg noget selvtillid, der gjorde, at jeg kunne komme tilbage til Danmark og vide, at jeg havde kunne præsentere noget countrymusik, der var ægte.”
Tamra Rosanes rolle som ambassadør for countrymusik i Danmark er indiskutabel. I dag er der en ganske stor rootsscene her i landet. Og det glæder Tamra.
”Det blomstrer, og det er virkelig, virkelig godt. Okay, ikke for at blære mig, men jeg er amerikaner, så det må man godt … men jeg er også dansker, så jeg skal passe på. Steffen Mørk (Nashville Songwriters Festival) har fortalt nogle af dem fra Nashville om min karriere, og at country er mere accepteret i Danmark nu. Og så har de takket mig.”
På det nye album er der sange som Tamras (delvis) egne “A Lot of Honky Tonky to Catch Up On”, “Love Love Love Love Love Love”, “Rusty Old Arrow” og Townes Van Zandts “The Catfish Song”.
”Rusty Old Arrow” er en meget personlig sang. Jeg ville gerne skrive en autobiografisk sang. Jeg tog afsted fra USA som 19-årig og forlod alt, fordi jeg var blevet forelsket i en dansker. Sangen handler om de mange udfordringer, man møder undervejs. Jeg tror, at en af grundene til at jeg kan holde 50 årsjubilæum er, at jeg har optimisme og positivitet.”
Efter 12.20 er der et medley med direkte og indirekte bidrag af nogle af de musikere og teknikere, der blev Rosanes mentorer i Nashville.
Marty Stuart: The Whiskey ain’t Working
Cowboy Jack Clement: Beautiful Dreamer
John Prine: Sweet Revenge – trommer Kenny Malone
U2: Angel of Harlem – lydteknikere Jack Clement og Dave Fergusson
Johnny Cash: Would You Lay With Me (On a Field of Stone) – lydteknik Fergusson
Marty Stuart & The Fabulous Superlatives
Gimle, Roskilde
6. september 2022
På et tidspunkt mod slutningen af koncerten med Marty Stuart and The Fabulous Superlatives stod alle tre bandmusikere midt på scenen omkring bandlederen, der sang og spillede på sin mandolin. Som han i øvrigt behandler med samme ømhed som en bedstefar sit barnebarn. På et tidspunkt vendte trommeslager Harry Stintson sig om og daskede et par gange på en highhat med sin ene whiskers.
Om det var planlagt – noget, han gør hver aften – eller det opstod lige der i nuet, ved jeg af gode grunde ikke. Men de der to tjat faldt lige så naturligt og organisk ind i musikken som en Stetson sidder på en whiskydrikkende gæst i en bar i Nashville.
Lige dét korte glimt på scenen i Gimle signalerede på en gang løssluppenhed, sublim musikalitet og det totale nærvær.
Som skrevet før er jeg en sucker for den slags koncertmomenter, hvor musikken transcenderer den såkaldte fjerde væg og handler om relationer mellem mennesker – og den slags momenter var der sandt for dyden flere af tirsdag aften i Gimle i Roskilde i en af de mest fængslende koncerter, jeg har overværet i årevis.
50 års jubilæum
Søndag fejrede Marty Stuart sit 50-årsjubilæum i branchen. I 1972 begyndte han som bare 14-årig i countrymusikeren Lester Flatts band. Op gennem 70’erne påbegyndte han så småt en solokarriere, indtil han kom med Johnny Cashs band i 1980 for senere blive den gamle Highway Mans svigersøn.
Kommercielt peakede Stuart i begyndelsen af 90’erne med album som Tempted og This One’s Gonna Hurt You. Siden har han været uhyre aktiv i mange sammenhænge og arbejdet sammen med kunstnere som Emmylou Harris, Vince Gill, George Jones og Ricky Skaggs.
Marty Stuart er ham, man ringer til, når der skal optages dokumentarer, radio eller podcasts om countrymusik – en periode havde han sine egne tv- og radio-shows.
For 20 år siden begyndte han at turnere med bandet The Fabulous Superlatives, der udover Stuart selv består af Kenny Vaughan, guitarer, Harry Stintson, trommer, og Chris Scruggs på bas.
Nu skriver jeg “band”: Et bedre udtryk ville være en organisme eller livsform, hvis molekyler udelukkende består af musik. Nogen har en gang kaldt The Fabulous Superlatives “The tightest band in country music”.
Efter at have set dem live giver det mening.
Stuart: Der skete noget magisk på scenen, da disse fire gentlemen førte Gimle på en rejse gennem rock- og countrymusikkens tidlige historie. Foto: Eddie Michel
Det var med en vis skepsis, jeg tjekkede sætlisterne fra de første aftener på bandets Europa-turné. For det fremgik, at Stuart og hans superlativer havde spillet mange meget forskellige numre – mange coverversioner. Umiddelbart underligt i og med at de fire dudes tilsammen har indspillet egne numre nok til en festival i sig selv. Åh nej, var der en form for jukeboks-koncert i vente?
Før det spørgsmål blev besvaret, varmede den helt unge Sam Williams op. Han er barnebarn af det nærmeste, country kommer en gud, Hank Williams. Sams far, Hank Williams Jr. er mest kendt for at have sammenlignet Barack Obama med Hitler – og fastholdt sin sammenligning. Så ham springer vi lynhurtigt forbi.
Sam sang godt og gjorde sig tilsyneladende umage for at give sine sange et moderne, indieinspireret udtryk. Som en hæder til sin farfar sang han dennes ”I’m So Lonely I Could Cry”, som Elvis kaldte ”Probably the saddest song I ever knew” under sin Hawaii-koncert i 1973.
Respektfuldt og lidt rørende, men der er sange, man skal afholde sig fra at fortolke, medmindre ens eget bagkatalog er så stærkt, at det ikke falder sammen til sammenligning – samt man fx hedder Elvis Presley, Glenn Campbell, Dwight Yoakam, Rendy Travis, Johnny Cash, Bob Dylan, eller hvem der ellers har forsøgt sig.
Der var mindst lige så meget plads til den formidable guitarist Kenny Vaughan. At se hans fingre bevæge sig elegant op og ned ad gribebrættet, producerende det ene lækre lick efter det andet var en fornøjelse i sig selv.
Det tredje nummer, efter Marty Stuart & The Fabulous Superlatives var gået på scenen, Stuarts egen ”Going, Going, Gone”, er næsten lige så trist. Men musikalsk var det, der skete på scenen, lige så livsagligt, som teksten er deprimerende.
Allerede på dette tidlige tidspunkt stod jeg med fornemmelsen af fire mænd, der ikke alene så ud til faktisk at elske at stå på scenen lige præcis denne aften med musikalsk selvfølgelighed, overbærenhed og talenter, der kun er vokset gennem mange års venskab. Ulasteligt klædt, som de var i scenetøj, oprindelig skabt af den ukrainskfødte konge af rhinstenene, Nudie Cohn – der bl.a. havde Elvis og John Lennon på kundelisten.
Marty Stuart er en musikhistorisk nørd, der gerne skaffer og donerer diverse memorabilia og artefakter til country-museer. Desuden er han dedikeret fotograf – tog fx det sidste ikoniske foto af Johnny Cash bare fire dage før dennes død. Marty Stuart er country dokumentarist og traditionalist. Også på scenen.
Marty Stuart & The Fabulous Superlatives. Foto: Eddie Michel
Gennem halvanden times tid blev vi i Gimle inviteret med på en historisk rejse i et område, der ligger et sted i grænselandet mellem rock’n’roll og countrymusik.
Marty Stuart står der midt på scenen, venligt smilende, synger stadig som en vårhare. Han er selv en brillant guitarist, synger sine egne sange som “Tempted” og den uforlignelige “The Whiskey Ain’t Working” (skrevet sammen med Travis Tritt). Uden dog på noget tidspunkt at suge spotlyset til sig, som solister har for vane. The Fabulous Superlatives er et band.
Stuart giver plads til alle
Der var mindst lige så meget plads til den formidable guitarist Kenny Vaughan. At se hans fingre bevæge sig elegant op og ned ad gribebrættet, producerende det ene lækre lick efter det andet var en fornøjelse i sig selv.
Om han skaber denne her spinkle, tinny-metalliske, twangy country-lyd på sin Fender Telecaster eller sprød Rickenbacker-klang på et par numre med det, jeg plejer at kalde Beatles-Byrds-Tom Petty-lyd.
Fx i “Time Don’t Wait” fra bandets seneste album Way Out West (2017), produceret af Mike Campbell fra Tom Pettys The Heartbreakers. Og det gentog sig i “The Ballad of Easy Rider”, som Bob Dylan og Roger McGuinn fra The Byrds skrev til filmen Easy Rider. En nærmest malerisk smuk version, hvor de fires spil og sang skabte billeder af landskaber i bevægelse.
Jeg bryder mig ikke om ordet perfektion. Brugt i visse sammenhænge giver det mig associationer til Tyskland i 30’erne og 40’erne. Men denne aften var det, vi oplevede, tæt på musikalsk perfektion
Og sikke, Stuart, Stintson, Vaughan, der alle er plus 60, stadig kan synge harmonierne i disse sange. Som de gjorde, da den countryrock-begejstrede historielektion nåede frem til Woody Guthries klassiske ballade om Pretty Boy Floyd.
Og igen i en version af Marty Robbins’ klassiker “El Paso”. Den supermelodiøse ballade er musikalsk og tekstligt et af musikhistoriens stærkest, sanseligt beskrevne trekantsdramaer, hvor komposition, sang og melodi elegant flyder sammen.
Jeg ville gerne kunne skrive, at den gral trods alt var for hellig til at blive befamlet en tilfældig tirsdag aften i Roskilde – men også her ramte The Fabulous Superlatives plet.
Respekten for rødderne
Hvad mangler vi? Blues, ja i med fire hvide mænds respekt for bluesens dybe, sorte rødder spillede de “Brain Cloudy Blues”. De kom omkring Texas swing, hillbilly, bluegrass og southern rock, især mod slutningen i numre som “Hill Billy Rock” og “Country Star”, hvor det endnu en gang blev tydeliggjort, på hvilke skuldre mine ungdomshelte Creedence Clearwater Revival stod, da de gjorde swamp rock mainstream.
I introduktionen til Orange Blossom fortalte Stuart om et tidligt turnéminde. Det blev på sin vis karakteristisk for hans og bandets mission: respekt for rødderne, der kom til at definere alle os, der er vokset op med rock’n’roll som sekundært (ofte primært) sprog. Respekt, ja, og kærlighed.
Jeg bryder mig ikke om ordet perfektion. Brugt i visse sammenhænge giver det mig associationer til Tyskland i 30’erne og 40’erne. Nobody’s perfect. Men denne aften var det, vi oplevede, tæt på musikalsk perfektion.
Jeg har rejst fire gange i Sydstaterne i USA. Men er aldrig lykkedes med at finde lige præcis den bar med træinteriør og neonskilte – du kan sikkert også se den for dig – med lige præcis det band, der gav den koncert, der ikke alene kunne samle alle rockmusikkens mange rødder og samtidig løfte mig en smule videre på den musikalske rejse.
Den koncert skulle jeg til Grand Ol’ Gimle i Roskilde for at finde.
Det er takket være Brad Paisley, at jeg kender en af de smukkeste countrysange nogensinde. Hans og Alison Krauss’ ”Whiskey Lullabye”, som de synger sammen i en duet, der udkom i 2004. Sangen, der er skrevet af Bill Anderson og Jon Randall, er – som en countrysang gerne må være det – tragisk fra første node i den blændende melodi. Ikke så meget som et enkelt lille lysglimt trænger gennem sprækkerne i sangen, der minder om, hvor eksistentielt koldt der kan være på Heartbreak Hotel, og hvor Exit-skiltet er for alvor.
Paisley er en stolt ambassadør for the southern way of life i almindelighed og country musik i særdeleshed – som han selv synger i flere af sine sange bl.a. i en fin version af ‘This is Country Music’
Den sang er et uimodsigeligt argument for countrymusik. Et overbevisende argument for det forhold, at tre minutter lange sange kan rumme mere drama end en streamingserie i syv sæsoner. Under sin koncert onsdag aften sang Brad Paisley ”Whiskey Lullabye” alene med sin akustiske guitar – godt og vel fem kvarter inde i koncerten. Det var et højdepunkt. Et stort højdepunkt. 23 år efter gennembrudsalbummet Who Needs Pictures er Paisley stadig en formidabel sanger og guitarist.
For mindre end tre år siden, optrådte Paisley sidste gang i Royal Arena. Dengang sluttede jeg min anmeldelse med et bibelbæltefromt ønske om at se ham i Vega eller DR Koncerthuset næste gang – altså under mere intime former end den store sportshal. Sådan gik det jo desværre ikke, men det skal siges, at Royal Arena efter svigtende billetsalg var skrumpet halv størrelse i dagens anledning Uanset tilskuertal insisterer Paisley stadig på at supplere sin koncert med et i bedste fald distraherende videoshow på storskærmene. Mange af videoerne var fuldstændig de samme som sidste gang i oktober 2019.
Paisley småsatirisk kommenterende
Flere af Paisleys sange er småsatirisk kommenterende. ”Online” om vores allesammens evindelige behov for at være PÅ. ”Celebrity” med en for sydstaterne usædvanlig selvironisk video – det må man give Paisley. ”Love Boat” med en video med en metajoke, der allerede var gammel, da Lucy Show lagde gaderne øde i 60’erne. ”Waiting on a Woman” med denne her livskloge gamle mand i baren, der uvægerligt vil dukke op på et tidspunkt i ethvert decent countrysangkatalog. Også i videoen. For ikke at tale om det underlige amerikanske Kiss Cam-fænomen, som jeg aldrig har forstået. Hvad rager snavende koncertgængere på storskærmen os andre? Bortset fra smitteopsporere måske.
Strengt taget har den næstsidste linje, ”there’s a gun in my truck”, ikke meget at gøre i Danmark, og slet ikke et par hundrede meter fra Fields
Fint nok med en jovial og folkelig stemning, der blev grundlagt allerede af opvarmeren, den charmerende australske sanger Morgan Evans, men vi b-e-h-ø-v-e-r i-k-k-e disse videoer. Morgan Evans sang i øvrigt med på ”I’m Still a Man”, en udmærket rocksang. Teksten, der kan få enhver parterapeut til at savle, er meget dixie. Strengt taget har den næstsidste linje, ”there’s a gun in my truck”, ikke meget at gøre i Danmark, og slet ikke et par hundrede meter fra Fields.
Men uanset hvad man mener om (fraværet af) amerikansk våbenlovgivning, besynger Paisley virkeligheden, som den ser ud i hans ”Southern Comfort Zone”, som han med et fiffigt ordspil sang mod slutningen af koncerten.
Not everybody drives a truck, not everybody drinks sweet tea
Not everybody owns a gun, wears a ball cap boots and jeans
Not everybody goes to church or watches every NASCAR race
Not everybody knows the words to Ring Of Fire or Amazing Grace
Paisley er en stolt ambassadør for the southern way of life i almindelighed og country musik i særdeleshed – som han selv synger i flere af sine sange bl.a. i en fin version af ”This is Country Music”. Den om, at man ikke synger om kræft, men det gør vi altså i country. Fair nok og bare han ville koncentrere sig om at spille. Både for publikums og sin egen skyld også såmænd.
Sange kan stå alene
Hans sange kan så rigeligt stå alene. Personligt er jeg mest til de sange, der nøjes med at forholde sig til livet i det store hele. Som den flotte “Then”, “Perfect Storm”, “Last Time For Everything”, og to virkelig udsøgte kompositioner som “We Danced” og “She’s Everything”.
Paisley er en guitarman af samme skole som de yngre Chris Stapleton og Cody Johnson, til dels Vince Gill og Keith Urban fra hans egen generation. Måske er Paisley lidt mere rock’n’roll. Som det fremgik af hans og bandets uanstændigt swagger version af ”Old Alabama”, der er en hyldest til countryrock bandet Alabama, er Paisley stærkt inspireret af den swampede sydstatsrocklyd, som Creedence Clearwater Revival og Allman Brothers gjorde mainstream dengang, Brad Paisley kom til verden i Glen Dale, West Virginia.
Igen og igen måtte jeg ryste på hovedet i mild beundring over det topprofessionelle samspil mellem Brad Paisley og de seks musikere. Det er det, jeg tager med hjem fra den aften i Royal Arena.
Næppe tilfældigt, i øvrigt, at han onsdag aften gav en nedtonet akustisk version af “Take Me Home, Country Roads”, der vel må være det nærmeste West Virginia kommer en nationalsang. Mere eller mindre konsekvent turnerede Paisley versionerne af sine sange i Royal Arena omkring inspirationen af sine rock-rødder, som også tæller Van Halen og Prince. Paisley spiller sine guitarer konstant, faktisk var de og han selv i fokus stort set fra begyndelse til slut. Dog med flere soli til violinisten og, selvfølgelig, pedal steel guitaristen. Paisleys elektriske guitarer har en en ret let, lys, tør tone med ret meget akustisk resonans. Som understøtter hans melodiøse, syngende lyd.
Man kan kalde bandet anonymt, endnu en dag på kontoret-agtigt. Fair nok, der var måske mere klassisk rockband attitude i opvarmningsbandet, end hos disse loyalt og vanvittigt velspillende backingmusikere. Men det, de gjorde, gjorde de fremragende. Bl.a. med en trommeslager, der nærmere følte end slog på sine trommer.
Igen og igen måtte jeg ryste på hovedet i mild beundring over det topprofessionelle samspil mellem Brad Paisley og de seks musikere. Det er det, jeg tager med hjem fra den aften i Royal Arena. Det og drømmen om at se Paisley levere sin country mesterlære på et mindre spillested. Med en væg som eneste baggrund.
Jeg arbejdede en gang sammen med en layouter, der var skruet sådan sammen, at hvis man roste et layout for at være æstetisk flot, kunne man være sikker på, at det næste lignede Berlin i maj 1945.
Efter at have været til koncert med den (måske forhenværende) countrymusiker Sturgill Simpson, har jeg de to mænd mistænkt for at være åndeligt i familie.
Tirsdag aften gav Simpson og hans band en koncert, hvor intet lød, som det plejer. En koncert, der gav ny mening til de senere års modeudtryk ’disruption’.
Den amerikanske sanger lod sine gamle sange tage et retro-syrebad i en Neil Young’sk mission: bryd møget ned, byg noget nyt.
Var det godt? I lange passager skabte Simpson og hans tre mand store bands improvisationer et medrivende groovy udtryk i Store Vega. Men bortset fra Sturgills intense sang blev det efterhånden mindre og mindre relevant for andre end musikerne selv. Muligvis endda kun for Sturgill Simpson. Øverummet blev til et ØV-rum.
Som han selv sagde efter en lang, liret passage: “We havn’t got a f***ing clue, what we’re doing up here.”
Som ung voksede Sturgill op alene med sin far, der arbejdede for narkotikapolitiet. Selv solgte han stoffer i highschool. En lignende dualitet har gjort sig gældende for den tydeligvis konstant tvivlende musiker i hans forhold til pladebranchen
Sturgill Simpson fik pæn succes med albummet A Sailor’s Guide to Earth og brød for alvor igennem i 2016 med Metamodern Sounds in Country Music. Som det vel fremgår af den ironiske titel, har Simpson fra begyndelsen været en kantet figur på countryscenen. Nogle kaldte ham countrymusikkens redning, andre mente, at han bragte outlaw country-musikken – Merle Haggard, Waylon Jennings – og lyden af Dwight Yoakam tilbage til ære og værdighed.
I 2016 gav Simpson en koncert på Roskilde Festivalen, hvor alt gik op i en højere enhed: En veloplagt sanger, der fik det optimale ud af det sangkatalog, han red ind på, fremragende band, smukt vejr, indforstået publikum, godt selskab. En af mine største Roskilde-oplevelser.
Masser af skulderklap
Som ung voksede Sturgill op alene med sin far, der arbejdede for narkotikapolitiet. Selv solgte han stoffer i highschool.
En lignende dualitet har gjort sig gældende for den tydeligvis konstant tvivlende musiker i hans forhold til pladebranchen. Han blev begavet med grammyer, masser af skulderklap på direktionsgangene i Nashville, og fra Mick Jagger og Martin Scorsese, der hyrede ham til at skrive titelsangen til tv-serien Vinyl. Han har sågar modtaget, hvad der svarer til et ridderkors, i staten Kentucky. Han storsolgte og modtog skove af anmelderroser. Sidste år udsendte han albummet Sound & Fury, der lyder som hvis ZZ Top, Doors og en analog udgave af Human League og Soft Cell mødte hinanden. Bye-bye country. Goddag en forunderlig, småsexet guitarbåren danselyd.
Som Sturgill Simpson sagde på scenen i Vega:
”Jeg udgav det for at slippe ud af min forbandede pladekontrakt. Jeg tror, det har hjulpet. Pladen har kun solgt 53.000 eks.”
Det begyndte sådan set fint nok.
Jeg havde forberedt mig på, at Sturgill og band ville spille de ti sange fra Sound & Fury – ovenikøbet i den rigtige rækkefølge. I takt med, at pladesalget er dalet og nu kun foregår digitalt eller på vinyl, er den form for showcase-koncerter blevet populære. Irriterende nok.
Der var sågar en fornemmelse af dybfølt vilje og nerve hos Simpson i centrum for løst strukturerede improvisationer. At det rent faktisk betød noget for ham deroppe, især efterhånden som han fik sunget sig varm. Der er enormt meget følelse i hans vokal, når det tager ham
Bandet lagde ganske frisk ud med Ronin, hvor Sturgill spillede sin guitar med mere eller mindre samme udtryk som ZZ Tops Billy Gibbons fede, melodiske blues-boogie-lyd af rørforstærker.
I betragtning af at det, der foregik på scenen med Simpsons ord var en øveaften, lød det forbløffende tight allerede fra begyndelsen. Samspillet mellem bassist Chuck Bartels og trommeslager Miles Miller fik mig til at tænke på det suveræne fælles swing mellem Stu Cook og Doug Clifford fra Creedence Clearwater Revival. John Fogerty har manglet dem bag, siden de brød med hinanden. Det er en anden sag.
Der var tumultariske passager blandt andet i tredje nummer, Sing Along, hvor jeg frygtede, at bandet ville tabe det. Der var massive rockklodser på en swampet bund med en keybardspiller, der var leveringsdygtig i alt fra Ray Manzarek orgellyd til Würlitzer model Supertramp.
Der var sågar en fornemmelse af dybfølt vilje og nerve hos Simpson i centrum for løst strukturerede improvisationer. At det rent faktisk betød noget for ham deroppe, især efterhånden som han fik sunget sig varm. Der er enormt meget følelse i hans vokal, når det tager ham.
Få lyspunkter
Men efterhånden som vi kom igennem de nye numre, begyndte jeg at glæde mig til at høre kendte numre som It Ain’t All Flowers,Welcome to Earth (Pollywog), Turtles All the Way Down og Some Days velvidende, at det ikke ville blive, som jeg huskede dem fra Roskilde. Det var et helt andet band, et andet mere ruralt udtryk. Men dog.
Det skete bare ikke. Country ny-klassikerne blev flået igennem af rock’n’roll riffs, boogie-groove, soul-fraser. Og lød mere som en undskyldning for at have det sjovt end som et fundament.
En ting er at jeg gradvist blev sat af i denne øverums-session. Noget andet at jeg i stigende grad fornemmede, at det også gjaldt de tre medlemmer af bandet. Indimellem i hvert fald.
Eneste lyspunkt mod slutningen var en version af Willie Nelsons standard I’d Have to Be Crazy, der er umulig at slå ihjel, og en højspændt version af soul-klassiskeren You Don’t Miss Your Water (som selv Brian Eno har indspillet), hvor Sturgills følelser lå totalt blotlagte uden på skjorten, og Bobby Emmett spillede sit keyboard, som kunne han afskaffe al elendighed i næste akkord.
På en måde er der jo noget uendelig befriende ægte over en musiker, der på den måde afmonterer den professionelle kunstnerkappe, springer ud gennem den fjerde væg og stiller sig op som mennesket Sturgill Simpson, mens han skubber al sin businesslede, tvivl og oprørskhed foran sig til offentlig skue i en paddehattesky af distortion
Men den gribende forestilling og et lån fra T. Rex i sidste nummer kunne ikke ændre ved den forestilling, at Simpsons sange fra de første tre album er meget mere interessante på plade.
Under koncerten fortalte Sturgill, at han bliver nødt til at stoppe på et tidspunkt, inden han bliver kvalt af branchen. Ikke i dag, ikke i morgen. Men på et tidspunkt.
På en måde er der jo noget uendelig befriende ægte over en musiker, der på den måde afmonterer den professionelle kunstnerkappe, springer ud gennem den fjerde væg og stiller sig op som mennesket Sturgill Simpson, mens han skubber al sin businesslede, tvivl og oprørskhed foran sig til offentlig skue i en paddehattesky af distortion.
Så stod man der
Så der stod man der på Enghavevej efter koncerten med vægten i hånden. Eller rettere sprang for livet mellem cyklister uden hoveder under hjelmene.
I vægtens ene skål respekt for en fritænker med integritet. I den anden skål en fornemmelse af at være gået glip af noget stort, der ikke ville indfinde sig. Og en fornemmelse af at have kedet sig bravt indimellem, når improerne blev for retningsløse.
I modsætning til koncerter sidste år med Neil Young og Bob Dylan, der stolte improviserede over det gamle guld, virkede Sturgill Simpson ikke specielt stolt. Nærmest lidt trist.
Onklerne Neil og Bob er så selvfølgelig 34 – 38 år ældre end 41-årige Sturgill. De har givet og fået modstand henad vejen og shiner stadig. Jeg tror, Simpsons talent er så stort, at det vil overvinde indre og ydre modstand.
Sturgill Simpson, Store Vega, tirsdag 21. januar 2020.
”We’re way to pretty for prison,” synger Miranda Lambert i duet med Nashvilles nyeste stjerne Maren Morris, der netop har modtaget hele seks Country Music Awards.
Ifølge Lambert selv er det en humoristisk murder ballad med en fire veninder omkring et bord med rødvin ad lib-agtig tvist. Melodien kunne være skrevet af Sheryl Crow eller Shania Twain.
Miranda Lambert synger om promiskuøsitet, social elendighed, stoffer, utallige barer og om at lade sig inspirere af 60ernes hippier og ryge sig op i de højere luftlag
Kæresten har opført sig som et svin, så hvorfor ikke bare slå ham ihjel? Sangen afspejler ganske fint Miranda Lamberts position på dagens country-scene.
She rocks. Hun styrer.
Og hun synger om lige præcis, hvad hun vil. Det vil sige alt det, man principielt ikke må på den konservative countryscene.
Og ja, tænk Dem, Mrs. Average Biblebelt, Miranda Lambert synger om promiskuøsitet, social elendighed, stoffer, utallige barer og om at lade sig inspirere af 60ernes hippier og ryge sig op i de højere luftlag.
Ned gennem “Wildcard”s 14 sange bevæger Lambert sig gennem adskillige af countrymusikkens subgenrer – eller måske nærmere tilgrænsende genrer.
Måske har hun ladet sig inspirere af den nye bølge, hvor Kacey Musgraves, Brandi Carlile, Cassadee Pope og nævnte Maren Morris er markante navne, der lige så meget har lyttet til Joni Mitchell, Bonnie Raitt, Sex Pistols og Nirvana som til Emmylou Harris og La Dolly.
Sikkert er det, at den virkelighed, Miranda Lambert beskriver i sine sange, er sin egen; en kvindes virkelighed.
Mirandas fundament er klassisk country, ingen tvivl om det. Der er som sådan intet revolutionerende over ”Wild Card”. Man kan nærmere tale om, at Lambert udfordrer og samtidig bekræfter de klassiske Nashville-dyder. Og det gør hun forbløffende overlegent.
I den intense sang hører jeg et løfte om, hvor smuk, den ville lyde, spillet i en eller anden lille bar, hvor det eneste, der ikke er lavet af træ, er neonskilte, glas, flasker og gæster
På ”Wildcard” lægger hun ud med en usædvanligt corky, sumpet countryrockende ’White Trash’, der handler om, at selvom det er muligt at undslippe fattigdom, bør man altid huske sin baggrund.
Sangen er muligvis et måske lidt selvretfærdigt hint til dem, der indimellem har kritiseret hende for at svigte sine rødder.
Miranda Lambert og hendes forældre, begge betjente, har selv boet på bunden af USA. Senere kom de ud af trailerparken.
I disse dage, hvor Donald Trump ristes i de forberedende høringer til en mulig rigsretssag, er det en slags fun fact, at forældrene som detektiver kom til at arbejde på rigsretssagen mod Bill Clinton.
Da de havde tjent tilstrækkeligt, helligede de sig helt pro bono arbejde til fordel for ofre for fattigdomsrelateret kriminalitet; især skudofre.
’Tequila Does’ er en ikke specielt opmuntrende, men vist ganske realistisk historie om en illusionsløs texansk kvinde, der finder sine fysiske behov dækket af mænd, hun møder på barer. Kærligheden finder hun i Tequila. Igen en imponerende stilsikker Lambert-komposition.
’Mess With My Head’ pendulerer mellem et a-stykke som i en popsang af den frafaldne cowgirl Taylor Swift og et saftigt hardrock b-stykke. Vældig iørefaldende. Igen næsten skræmmende stilsikkert.
Barsangen ’Locomotive’ er oppe i et tempo, hvor det gennemsnitlige heavy metal-band kunne være med, hvis de iførte sig cowboyhatte og stiletter og skruede ned for støj og effekter. Meget medrivende og overraskende.
Mindre overraskende er balladen ’How Dare You Love’, der lyder som noget, man har hørt mange gange før. Har man ikke det med det meste? Men i den intense sang hører jeg et løfte om, hvor smuk, den ville lyde, spillet i en eller anden lille bar, hvor det eneste, der ikke er lavet af træ, er neonskilte, glas, flasker og gæster.
Symptomatisk for denne plade er den fine, uprætentiøse rockballade ’Fire Escape’, der kunne være skrevet og spillet – også guitaren – af den kantede singersongwriter Lucinda Williams.
På den ene side har numre som ’Bluebird’ og ’Settling Down’ denne her særlige countrylyd og -stemning af store vidder, intimitet og hyldest til hverdagslivet – og igen fornemmer man sangeren beskæftige sig med sit eget liv, hvor stjernestatus og hverdag kan være modsætninger.
Det er ikke synd for hende, der synger. Der er ingen smerte. Hun finder sindsro i selskab med sig selv og drinken.
’Holy Water’ lyder som Miranda Lamberts stilfærdige, meget lidt Nashville’ske opgør med kirken. Hun finder sit hellige vand i musikken, ikke ved korset. Med de indbyggede begrænsninger, der ligger i den tørre og klare countryklang i hendes vokal, lægger hun så meget sjæl i sangen, at man tror på hendes gospel.
Et tema, der igen illustreres fint i den flotte ‘Dark Bars’, hvor Lambert jordnært beskriver fornemmelsen af en ensomhedens velvære i barmørket. Det er ikke synd for hende, der synger. Der er ingen smerte. Hun finder sindsro i selskab med sig selv og drinken.
Og så med en bartender der, som hun synger, “is an old jukebox-junkie. she plays nothing but country”. Min evangelistiske Gud, hvad vil du mere?
“Wildcard” er en fornem sangcyklus med hele 14 sange fra en sangskriver, hvis kreative omdrejningspunkt er selvtillid og drive, der udfordres af tvivl og manglende tro på de traditionelle absolutter i religion og kærlighed.
I den grumt swamp-swingende, tydeligvis autobiografiske ‘Pretty Bitchin’ – med musikalsk lån fra The Beatles’ ’I’ve Got a Feeling’ – sætter Lambert sin fod ned.
‘Cause I use what I got
I don’t let it go to waste
I’m pretty from the back
Kinda pretty in the face
I hate to admit it
But it didn’t stop me, did it?
Nogen burde lokke Miranda Lambert på Europa-turné med stop i Danmark.
Miranda Lambert, “Wildcard”, album, udkom 1. november – se Lambert fortælle om tilblivelsen af det nye album her:
Hvis du vil læse flere anmeldelser af Jan Eriksen – så klik her. Og hvis du gerne vil følge med i debatterne og journalistikken i POV, så sørg for, at du får vores digitale weekendavis hver fredag morgen – POV Weekend kommer ind ad din digitale dør – altså indbakken i din e-mail – hvis du bestiller den her. Og det koster ikke noget.
