Nikolaj og Piloterne er tilbage efter 13 års pause: Det eneste jeg ville, var at skrive en sang til

Nikolaj og Piloterne er tilbage efter 13 års pause: Det eneste jeg ville, var at skrive en sang til

.Altid har han holdt fanen højt, selvom, eller måske fordi, det indimellem har lydt som om, han var den sidste musiker i Danmark med et sikkert greb som arven fra classic rock.

Nikolaj Christensen var teenager, da han mistede sin mor. Efterfølgende måtte han til dels selv finde en vej gennem livet. Og den vej blev musikken.

”Jeg var med min far inde og tale med en vejleder på et HF-kursus, og sprugte: Er der musik? Ja, der er en times musik om ugen. Der var jeg bare sådan: forget it. Jeg har aldrig set mig tilbage.”

Fremefter var det som som at sidde “på en raket nu”- og han kom som noget ret usædvanligt til at opleve to gennembrud.

”Jeg var jo åben over for nye eventyr, totalt modig, hidsig og let antændelig. Jeg var en lille lort, jeg vejede under 60 og hvis der nogen, der sagde noget, så slog jeg til.”

Men omkring 2010 satte en mere eller mindre kronisk angst og pludselig døvhed midlertidigt Nikolaj ud på sidelinjen.

Men nu har piloten genfundet sin plads i cockpittet – og i den hvide stol i POVs podcaststudie, hvor Jan Eriksen interviewede ham.

Som altid med Nikolaj Christensen blev det til en ærlig og selvironisk snak. Om klassisk rock, inspiration, om fejl, om det brændstof, der har drevet ham, kompromisløsheden – og kompromiserne – om det, der gik godt, og de fede øjeblikke på scenen. Om fortrydelser.

Lyt med og hør mere, om:

… da Nikolaj fandt sit første band i Politikens Kom Frit Frem – og hvordan musikanmelderen Torben Bille hjalp ham videre.

… inspirationen fra John Mellencamp, Bruce Springsteen, John Hiatt, The Rolling Stones, Arne Würgler – og svenske Cornelis Wreswijk.

… dengang, trommeslageren i Nikolaj og Piloterne, Flemming Rothaus boede sammen med Guns’N’Roses – og inspirationen fra dem og Aerosmith

… dengang af Nikolajs kærester arbejdede som babysitter for Keith Richards og hans kone.

… da en rejse med to kvinder i Italien blev til en af de mange, mange sange om forsmået kærlighed.

… at “mangle sin hjerne – jeg har aldrig været særlig udspekuleret eller velovervejet. Det eneste jeg ville, var at skrive en sang til”.

Lyt til podcasten her:

Stream episode Nikolaj og Piloterne er tilbage efter 13 års pause: Det eneste jeg ville, var at skrive en sang til by Mediano Music podcast | Listen online for free on SoundCloud

Wuthering Heights fylder 45: Kate Bush burde nævnes i samme åndedrag som Springsteen og Bowie

Wuthering Heights fylder 45: Kate Bush burde nævnes i samme åndedrag som Springsteen og Bowie

En af de sidste dage i januar, måske en af de første dage i februar 1978 besøgte jeg en desværre nu afdød ven. Til hans mange kvaliteter hørte et skarpt, altid opmærksomt øre for nye pophits. På et tidspunkt fremdrog han en ny single, som dog havde skuffet ham. Der var ikke rigtig et ordentligt omkvæd i den sang, mente han. Om noget lød det som Tiny Tim, der et årti tidligere havde haft et sært hit med en version af “Tiptoe Through the Tulips With Me”.

Var begrebet eklekticisme ikke opfundet længe forinden, havde man måtte gøre det til Kate Bush. Jeg tvivler på, at der findes et instrument, Kate ikke har brugt en eller flere gange i sin musik

På mig virkede singlens cover eksotisk, emmende af østerlandsk mystik, anderledes. Hvad forestillede det? Måske en kvinde på en form for kors, en drage, en gymnastisk øvelse? En martyr, en erobrer, en furie?

I dag ved jeg, at coveret blandt andet er inspireret af noget så harmløst som en scene i Disney-filmen Pinocchio.

Til gengæld ved jeg ikke, hvor mange gange jeg tvang min ven til at spille den single i løbet af aftenen. Bare klaverintroen, der ligesom kommer dryppende som smeltende dråber fra en istap i et af de få træer på Haworth Moor, som Kate Bush synger om i “Wuthering Heights” – den sang havde dét.

Nu, 45 år senere virker Kates udtryk stadig lige så affekteret, teatralsk og vanvittigt passioneret som dengang.

Sangen i komplet symbiose med musikken – drøm, længsel, fantasi og en fornemmelse af noget uregerligt og dramatisk, noget ængsteligt væver sig ind i noget meget feminint, tiltrækkende, sensuelt.

Påtrængende, ja. Og mørkt, vildt, som den åbenlyse inspirationskilde, Emily Brontës gotiske roman Stormfulde højder. Som romanen i sin tid var et narrativt nybrud, skulle Kate Bush vise sig at være et nybrud på rockscenen.

Bush, der egentlig selv hedder Cathrine til fornavn, synger ud fra Catherine Earnshaws perspektiv. Hun fryser og vil ind i varmen hos sin stedbror, som hun elsker og hader. En kritiker har engang meget rammende kaldt sangen en ”gotisk romance destilleret ned til en fire et halvt minut lang, tåget rapsodi”.

Der er i det hele taget et hav af referencer i hendes tekster – Peter Pan, Disney, ”Arsenik og gamle kniplinger”, en filmatisering af Klokkeren fra Notre Dame, gyserromanen The Turn of the Screw, H.C. Andersen (indirekte)

Og så er der selvfølgelig den ikoniske, maleriske guitarsolo, som skyldes Ian Bairnson og ikke David Gilmour, som jeg i årevis troede efter at have læst et eller andet sted, at han hemmeligt havde erstattet det oprindelige track. Det var en ammestuehistorie – tak, Ole – men sandt, at Gilmour ofte tilskrives æren af at have opdaget Kate Bush.

Det var da også ham, der producerede hendes første demotape. Kate og Pink Floyd-guitaristen fortsatte senere deres samarbejde, han har bl.a. produceret flere af hendes album. F.eks. udlånte han helikopterlyden fra ”The Wall” til en af hendes sange. ”Der var ikke lige en helikopter i nærheden af studiet den dag,” som Bush har sagt.

Kate Bush og referencerne

Jeg købte selv ”Wuthering Heights” singlen i Fona på Østerbro og kort efter de hele to album, der udkom i 1978, Lionheart og The Kick Inside.

Indtil videre er der udkommet 10 studiealbum, men de to første vil nok altid være mine foretrukne på grund af den betydning, de havde, mens jeg som nyslået københavner sad på mit klubværelse med udsigt til solnedgangen over halvdelen af Østerbro, lyttede og fyldte det 12 kvadratmeter store værelse med King’s-røg. Det er mit grundbillede på den tågede lyd af Kate Bush.

Måske også fordi Bush i begyndelsen var lidt mere klassisk pop og rock, end hun blev i årene, der skulle følge. “The Man With the Child in His Eyes” er f.eks. en ballade, der kunne være sunget af Barbra Streisand. Der skulle gå et par årtier, før jeg for alvor fandt ind i den (endnu) mere eksperimentelle side af Bush.

Uløselige gåder skjuler sig i tågen, der omgiver Kate Bushs musik, man finder aldrig for alvor en formel eller musikalsk “klartekst”, eller rettere, man finder sin egen betydning

Hvorfor kan jeg ikke huske, men jeg fik aldrig set hende under den eneste koncert i Danmark, i Falkoner i april 1979. Sikkert noget med penge. Burde have tigget, lånt eller stjålet.

Som Kate havde jeg – på tysk tv – set 1939 filmatiseringen af Stormfulde højder med bl.a. Laurence Olivier og David Niven. Havde læst romanen – eller rettere en del af den, hvis jeg skal være helt ærlig. Den gotiske klassiker skulle mange år senere komme til at spille en rolle i min egen roman, Hamlet og Helvede.

Også Kate citerer gamle Shakespeare, nemlig Othello i ”Blow Away”. Der er i det hele taget et hav af referencer i hendes tekster – Peter Pan, Disney, “Arsenik og gamle kniplinger”, en filmatisering af Klokkeren fra Notre Dame, gyserromanen The Turn of the Screw, H.C. Andersen (indirekte) i ”The Red Shoes”, hendes yndlingsgyser, Stephen Kings Ondskabens Hotel, en bog om den banebrydende psykolog og filosof Peter Reich – ”Cloudbusting”, hvor der efter sigende også er en subtil reference til Hamlet.

Var begrebet eklekticisme ikke opfundet længe forinden, havde man måtte gøre det til Kate Bush. Jeg tvivler på, at der findes et instrument, Kate Bush ikke har brugt en eller flere gange i sin musik. Ja, selv autotune har hun leget med (”Deeper Understanding”).

Inspirationen er ikke bare stilistisk – som i: her kunne det være fedt med lyden af lidt jazzet bas. Det er hele Kate Bushs tilgang til det at skrive og producere musik. Kun i ganske få af sine melodier følger Bushs sangskrivning gængse modeller. Lyt f.eks. til det cinematiske “Wow” fra Lionheart, hvor Kates dengang 19-årige sangstemme pludselig i en slags omkvæd flagrer og spreder vingerne kærligt ud, så man ikke rigtig ved, om det er opera, film eller et Queen-nummer. Enormt virkningsfuldt.

Klassisk musik, George Gershwin, folkemusik, balletmusik, jazz, diverse former for eksperimental musik, diverse former for stammemusik, filmmusik, musicals, Genesis, Simon & Garfunkel, Jethro Tull, Roxy Music, Elton John, der en periode dækkede alle vægge i hendes ungpigeværelse hjemme i Bexleyheath, Kent. Kate Bush sugede til sig.

Ligesom hun selv har inspireret et hav af kvindelige kunstnere. Björk, Sia, Fiona Apple, St. Vincent, Lana Del Rey, Marina (and the Diamonds), Sharon van Etten, Peaches, Alanis Morrissette, Randi Laubeks storværk The Wedding of All Things, Oh Land og mange, mange andre. Sidste år udsendte Kira Skov og Mette Lindberg et uforbeholdent hyldestnummer til Kate Bush – og Dusty Springfield – ”Dusty Kate”.

Og tænk så på, hvor mange kvindelige kunstnere, der senere skulle komme til at danse og synge samtidig under koncerterne – som Kate Bush også var den første til.

Ligesom hun var den første til at bruge et headset til sin trådløse mikrofon, så hun frit kunne bevæge sig rundt på scenen. Forud for hende var Peter Gabriel og Mick Jagger begyndt at bruge den trådløse mikrofon.

Kate Bush og mysterierne

Med musiker Barry Hydes (The Futureheads) ord: “Uanset hvor mange gange, du lytter til den, vil der stadig være en masse mysterier i Kate Bushs musik”.

Det har han så ret i. Uløselige gåder skjuler sig i tågen, der omgiver Kate Bushs musik, man finder aldrig for alvor en formel eller musikalsk “klartekst”, eller rettere, man finder sin egen betydning.

Det er et vigtigt aspekt, når det gælder Bushs magi, at uanset hvor drømmende eller æterisk, det bliver, er der også denne her ligefremme kropslighed, sensibilitet og nogle gang måske lidt skæv dansabilitet. Krop og sjæl. Pop og rock favner eksperimenter, eller også er det omvendt. F.eks. “James and the Cold Gun” fra The Kick Inside, “Don’t Push Your Foot on the Heartbrake”, titelnummeret til Hounds of Love, eller det dæmoniske “Walking the Witch”.

Både The Kick Inside og Lionheart burde rangere på højde med de album, der næsten altid fremhæves som definitive album fra 70’er-“album-æraen” i rockmusikken. På mange måder er der lige så meget nødvendighed, følelse, smerte og orkestrale manøvrer i mørket hos Kate Bush som f.eks. på Bruce Springsteens Burn to Run og Darkness on the Edge of Town og Elton Johns Goodbye Yellow Brick Road.

Kate Bush græd efter eget udsagn i timevis, da Bowie under en koncert i 1973 i Hammersmith Odeon lagde Ziggy Stardust i graven. Hun var der blandt publikum, 15 år gammel

Nu er dette bare en tilfældig liste, jeg lige googlede mig frem til, men det er vist typisk for opfattelsen hos mange musikeksperter. Du er velkommen til at indføje “mandlige” foran musikeksperter.

Når det kommer til intellekt, ambition, inspiration, intuitiv forståelse for de mulige brudflader, hvor kunst kan fodre og udvikle rockmusikkens udtryk og omvendt – teater, litteratur, film, billedkunst – er Kate Bush det nærmeste, rockmusikken kommer en kvindelig kunstner med en indflydelse, der matcher det aftryk, David Bowie nåede at afsætte. Uanset at han jo nåede at være mere aktiv både hvad plader, koncerter og medieplatforme angår.

Det synes jeg egentlig aldrig rigtig, hun har helt har fået kredit for.

Kate Bush græd efter eget udsagn i timevis, da Bowie under en koncert i 1973 i Hammersmith Odeon lagde Ziggy Stardust i graven. Hun var der blandt publikum, 15 år gammel. De nåede senere at hænge ud med hinanden flere gange, bl.a. i Abbey Road studiet – og de blev i perioder undervist af den samme danselærer.

Kate Bush dansen

Dansen, ja. Allerede på de første live-optagelser af Kate Bush fra 1978/79 ser man hendes spektakulære, stærkt ekspressive dans under bl.a. “Wuthering Heights”. Dansen understreger tekst og musik. Ærgerligt, at hun ikke kom til at optræde mere.

Det gør tusinder af fans i alle aldre til gengæld. Iklædt røde rober mødes de årligt rundt omkring i verden for at hylde “Wuthering Heighs” til flashmobs. Usædvanligt rørende, har Kate selv kaldt det. Se med i dette link. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal mene om det.

Som nævnt har Kate Bush indtil videre udgivet 10 studiealbum. Det seneste, 50 Words For Snow, i 2011. Turneen, der som nævnt bl.a. bragte hende til Falkoner i København i 1979, skulle blive den eneste. Hun har dog optrådt flere egange op gennem 80’erne ved enkeltkoncerter.

I 2014 optrådte hun ved en stribe koncerter i Hammersmith Apollo i London. Uden at spille “Wuthering Heights”. Adskillige rasende tilskuere forlangte ifølge engelske aviser pengene tilbage. Jeg havde også været slemt skuffet, hvis jeg havde været der, men det ville være glemt igen, når jeg nåede hjem.

Kate Bush skylder ikke nogen noget.

Born to løu’e på synnejysk – om Rikke Thomsen: Når man er fra et lille sted, må man gerne drømme

Born to løu’e på synnejysk – om Rikke Thomsen: Når man er fra et lille sted, må man gerne drømme

RIKKE THOMSEN:

For nylig udgav hun albummet “Opland.” Hun har optrådt landet over, og næste år turnerer hun vinter, forår – måske en festival eller to – og senere igen til efteråret.

I anledning af det aktuelle album besøgte Rikke Mediano Music. Til min behagelige overraskelse blev det blandt meget andet til en samtale om inspiration fra Elvis Presley, Bruce Springsteen, John Mayer, Poul Halberg, Joni Mitchell – og Karl Ove Knausgård.

Men først og fremmest om at vokse op i en by, Blans mellem Sønderborg og Aabenraa, med 517 indbyggere og Danmarks bedste badestrand for enden af Ballebrovej – og om at skrive sange med udgangspunkt i sit opland og se en mission i at fastholde netop dét, sit sønderjyske mål i sange om trygheden, længslerne og kedsomheden – og alt det andet, der skabte hende og den karriere, der venter forude.

Rikke Thomsen er et talentfuldt, ungt kvindeligt bud i en genre, som hidtil mest har været befolket af mænd – først og fremmest Allan Olsen, Johnny Madsen og Niels Hausgaard, der jo altid har været der.

Rikke Thomsen – lyt med og hør om:

– sangene der har været i Rikkes liv lige siden hun og Anton legede rockstjerner i Blans.
– som den yngste nogensinde at modtage Modersmålsprisen.
– den svære kamp mod amerikaniseringen af det danske sprog, især i Rikkes egen generation.
– beslutningen om at gå sin helt egen vej i musikbranchen.
– de afgørende points of no return: den nye lærerinde på Lilleskolen, der gjorde den helt store forskel, lyden af ”Born to Run” i radioen og søsterens lille skub, der førte til et afgørende valg.
– inspirationen fra især Springsteen, der gennemsyrer det nye album.
– fascinationen af de der “guitar men” i deres lædertøj, der bl.a. førte til uddannelsen som guitarist.
– at sidde på teenageværelset og skrive følsomme, bløde kærlighedssange.
– om samarbejdet med guitarist og producer Søren Andersen på det nye album med en lyd, der lyder lige så meget af folk som de popglade digitale 80ere.

Lyt til podcasten her: 

50 år med Tom Waits: Det slemme, det smukke, det grimme og det gode

50 år med Tom Waits: Det slemme, det smukke, det grimme og det gode

Tom Waits tilhører den gruppe af artister, der ikke kan beskrives med en genre, medmindre man kalder genren Tom Waits.

Den store amerikanske sangbog, swingmusikken, singersongwriter-stilen, rock’n’roll, blues, cirkus, comedy, beatgenerationens forfattere, cabaret, folkmusik, roots og americana, Brecht og Weil, jazz og jazz’n’poetry. Det hele flød sammen i musik. Det er som Stolt siger:

“En humor, som dog har en bund af alvor. Det er en af de ting, som han er enormt dygtig til. Skismaet mellem det slemme og det smukke og grimme og det gode.”

I denne podcast hylder vi en kunstner, der helt CV Jørgensen’sk muligvis har pensioneret sig selv, men som indtil da nærmest blev indbegrebet af integritet.

Podcasten har noble gæstebesøg af Frank Sinatra, Humphrey Bogart, Rita Hayworth, Francis Ford Coppola, Bob Dylan, Jim Jarmusch, Nick Cave, Iggy Pop, Neil Young, Lee Marvin, Rickie Lee Jones, Williams S. Borroughs, Jack Kerouac, Dr. John, Captain Beefheart, Frank Zappa, Bruce Springsteen og ikke mindst Waits’ kone Kathleen Brennan.

Musikken:
Downtown Train
San Diego Seranade
Invitation to the Blues
Swordfishtrombone
Walking Spanish
I’ll Shoot The Moon
Picture in a Frame
Bad as Me
Jersey Girl.

Music From The Front: De første musikfotografer

Music From The Front: De første musikfotografer

I denne podcast hylder vi de første danske musikfotografer.

Sammen med fotojournalist Helle Arensbak og instruktør Torben Skjødt Jensen deltager Mediano Music i projektet Music From The Front. 

Musikfotografiet er en central del af nyere dansk kulturarv. Fotografernes dokumentation af koncerterne, musikerne, publikum. Alt det, der foregår bag kulisserne med fotografering til pladecovers, merchandise og magasiner er med til at sætte fokus på musikkens betydning for vores kollektive bevidsthed.

Musikfotograferne tog nogle af vores tids mest ikoniske billeder. De var til stede, da musikken eksploderede i Danmark i 1960´erne og flere årtier frem, hvor branchen skiftede karakter. Dermed ændrede fotografernes vilkår sig også.

Vigtigt foto:

I denne podcast taler Jan Eriksen med pionererne inden for dansk rockfotografi, Gorm Valentin, Steen Møller Rasmussen, Susanne Mertz, Ole Christiansen og Jørgen Angel.

Vi bad dem medbringe et fotografi, der betyder meget for dem. Du kan se dem her nedenfor.

Og finde flere info om fotograferne på deres sites eller deres Facebook-profiler:

mertz-foto.dk

olechristiansen.dk

angel.dk

Flere podcasts vil følge.

Der er musik af R.E.M., Louis Armstrong, Sonny Rollins, T. Rex, The Beatles, Led Zeppelin, Red Squares, Gasolin’, Sebastian, Bob Marley, Bruce Springsteen, Chet Baker, Bob Dylan, TV-2 og Iggy Pop i podcasten.

Foto-collage: Helle Arensbak

Du kan lytte til podcasten her:

Chet Baker, fotograferet af Gorm Valentin

Chet Baker, fotograferet af Gorm Valentin

Jimmy Page i K.B. Hallen, 28. februar 1970. The Whoosh. Foto: Jørgen Angel

Jimmy Page i K.B. Hallen, 28. februar 1970. The Whoosh. Foto: Jørgen Angel

Steen Møller Rasmussen med sit foto af Bruce Springsteen og Clarence Clemmons, Brøndby-Hallen 1981. Foto: Helle Arensbak.

Steen Møller Rasmussen med sit foto af Bruce Springsteen og Clarence Clemmons, Brøndby-Hallen 1981. Foto: Helle Arensbak.

Bob Dylan på scenen i Brøndby-Hallen i 1980. Foto: Susanne Mertz

Bob Dylan på scenen i Brøndby-Hallen i 1980. Foto: Susanne Mertz

Coveret til TV-2 albummet ‘Beat’. Foto: Ole Christiansen

Coveret til TV-2 albummet ‘Beat’. Foto: Ole Christiansen

Det første pressefoto af Gasolin’ med Søren Berlev. Foto: Susanne Mertz

Det første pressefoto af Gasolin’ med Søren Berlev. Foto: Susanne Mertz

Red Squares i Glostrup, 1969. Foto: Steen Møller Rasmussen

Red Squares i Glostrup, 1969. Foto: Steen Møller Rasmussen

Bob Marley på Roskilde Festival 1978. Foto: Gorm Valentin

Bob Marley på Roskilde Festival 1978. Foto: Gorm Valentin

Iggy Pop, fotograferet af Ole Christiansen i 1989

Iggy Pop, fotograferet af Ole Christiansen i 1989

  • Gorm Valentin, født i 1944. Oprindeligt uddannet som landmåler. Spillede klarinet (og spiller) i flere jazzorkestre. Inden en rejse til jazzens Mekka, New Orleans i 1969 købte han et amatør kamera. Efter hjemkomst anskaffede han sig et Nikon F kamera og siden et Leica M 2 kamera.

    Efter forskellige jobs bl.a. som grammofonplade sælger og som underviser i foto på Aftenskole, blev fotografiet en levevej i 1975.

    Gorm Valentin har fotograferet til flere hundrede pladeomslag, danske som udenlandske, heriblandt til C.V.Jørgensen, Gnags, Shubidua,

    Thomas Helmig, NHØP, Stan Getz, Chet Baker, Bill Evans m.m.m. Leveret forsidefotos til diverse magasiner og blade såsom Euroman,

    Levende Billeder, Tusind Øjne, M.M. og Jazz Special. Fotograferet til Politiken og Information gennem en årrække. Arbejdet som teaterfotograf ved flere teatre, heriblandt Aveny, Rialto og Husets Teater. Leveret fotos til flere frimærker. Illustreret adskillige bøger samt udgivet flere i eget navn, bl.a. SORT på HVIDT i 2004. Udstillet flittigt i ind- og udland og er repræsenteret i diverse samlinger, private som offentlige.

    Gorms stil er ofte forsøgt efterlignet (og tak for det), den kan ikke enkelt beskrives, men er kendetegnet ved et særligt lys samt nærvær med den samt nærvær med den portrætterede og en grafisk stram komposition. Gorm Valentin er stadig aktiv som fotograf inden for musik, men også som “gade” og kunstfotograf, samt som foredragsholder.

  • Steen Møller Rasmussen, fotograf, instruktør, billedkunstner, der er søn af bagermester Erik Andreas Rasmussen og Margit Møller Nielsen, blev uddannet som filmfotograf ved Den Danske Filmskole 1977-1980. Han har været fotograf på talrige projekter for andre instruktører, og har desuden skabt en række film i eget navn. Fra 1980 har han været dokumentarist og projektmager på den danske kunst- og filmscene. Som stillfotograf har han en enorm produktion bag sig, ikke mindst af billeder til kunstbøger, kataloger og tidsskrifter. Ligesom han har fungeret som fotograf på en lang række kortfilm, dokumentarfilm og tv-programmer. I 1980’erne skabte han kunstnerfilm sammen med “de unge vilde”, f.eks. “In/Out the Flat” (1985) med Claus Carstensen og Peter Bonde, og “Tretten” (1989) med små visuelle portrætter skabt i samarbejde med de medvirkende billedkunstnere. I 1990’erne skabte han et stort antal eksperimental- og portrætfilm, alene eller i samarbejde med andre. Her kan nævnes: “The Place To Be” (1996), “Reading Lips” (1996) og “Lowell Celebrates Kerouac” (1998). Fra 1989 har han levet sammen med cand.phil. Susanna Neimann (f. 28-05-1958). (Fra danskefilm.dk)

  • Susanne Mertz – fra mertz-foto.dk

    Jeg er udlært som fotograf hos Rigmor Mydtskov og Steen Rønne  i 1967. Har arbejdet som fotograf hos Claude Rodriguez i Paris 1967-68. Siden 1972 har jeg arbejdet som selvstændig free-lance fotograf. Undervist i fotografi på Krogerup Højskole fra 1977-80. Undervist i fotografi på Skolen for Kunstformidling på Kunstakademiet fra 1980-1995. Har siden 1974 været med i Fotograf Studiet 5 C, på Nørrebro.

  • Jørgen Angel – fra angel.dk

    Født i 1951 i København. Har været fotograf i musikbranchen siden slutningen af 60erne til begyndelsen af 80erne. Han har leveret fotos til utallige magasiner, albumomslag, bøger i Skandinavien og andre steder. Jørgen Angel har taget sine fotos over hele Skandinavien, Storbritannien og USA – ved koncerter, receptioner, eksklusive fotosessions eller på på farten med bands. Jørgen Angels kunst har sin styrke i den varme relation, han udviklede til dem, han fotograferede. Han var med Alice Cooper til striptease-show i private hjem for at fotografere bands som The Who, Roxy Music, Pretty Things og Uriah Heep eller, han var en tur på landet med Arthur Brown for at tage et af hans meget værdsatte fotos.

  • Ole Christiansen – fra olechristiansen.dk

    Har gennem årene leveret billeder til et utallige af bøger, tidsskrifter, pladecovers, årsrapporter mv. En særlig optagethed har været musikfotografering, portrætter, men også – ofte stærkt grafisk understreget urbane landskaber. Christiansen har udstillet i en lang række sammenhænge, og har i 2003 offentliggjort bogen “Photographs” på Peoples Press. Han er repræsenteret i National History Museum, Frederiksborg Slot, Hillerød. Det Kongelige Bibliotek, København. Museum of Photographic Arts, Brandts, Odense. Ole Christiansen er kendt for sin covers af Euroman og pladecovers af bands som Sort Sol, TV2, Thomas Helmig og mange andre. Hans visuelle signatur er unik og adskiller sig ved en meget grafisk look. I de senere år har han begyndt at skabe levende billeder, bl.a, videoinstalationer for bl.a. Eva Koch.