Et par timer fredag d. 25. oktober om eftermiddagen var jeg en tur på legepladsen sammen med mit snart treårige barnebarn. Mens vi legede med en pink delfin, en rive og en rød si i sandkassen, greb hun et brunt nedfaldsblad og spurgte: ”Hvorfor falder bladene, morfar?”
Tja, hvorfor falder bladene om efteråret? ”Fordi det bliver koldt om efteråret, lille skat,” forsøgte jeg mig. Fotosyntese er et stort begreb at trække frem sådan en fredag eftermiddag i en sandkasse. I det hele taget et stort begreb når som helst og hvor som helst.
Svaret tilfredsstillede tilsyneladende den lille, så vi legede videre med riven, den røde si og den lyserøde delfin, der i øvrigt hedder Bibi.
Min lille hjertestund i sandkassen blev hverken den første eller sidste gang, jeg skulle komme til at beskæftige mig med livets forgængelighed den fredag med hele tre nye danske album og en musikdokumentar som soundtrack. Både Hushs Fading Into Golden, Michael Falchs Drømmene, Thomas Helmigs Sortedam og Bruce Springsteens livedokumentar Road Diary – Bruce Springsteen & The E-street Band udkom/havde premiere fredag.
Egentlig begyndte det allerede torsdag aften d. 24. oktober, hvor jeg for femte eller sjette gang i mit liv var til koncert med duoen Hush. Denne gang i spillestedet Richter i Søborg. På denne turné optræder Hush delvis akustisk, men der er stadig mange tøjlesløse volt i Dorthe Gerlach, Michael Hartmann og guitarist Andreas Käehnes udtryk – mere eller mindre unplugged. De nye sange lød så lovende, at jeg straks lyttede til det nye album fredag morgen.
Hush, Dorthe Gerlach og Michael Hartmann. PR-foto
For tre år siden siden deltog jeg i begravelsen af en barndomsven, jeg har kendt, siden vi var 13-14 år gamle. Ved den lejlighed blev der spillet to numre, Hushs ”Do What You Love to Do” og George Harrisons ”All Things Must Pass”. Langt hen ad vejen min vens livsfilosofi rammet ind i hhv. 2 minutter og 56 sekunders pop og 3 minutter og 46 sekunders rock, fortalte han, da jeg besøgte ham på det sidste.
Han og jeg delte en fælles begejstring for Hush. Han for deres pop, jeg for deres country, sammen for deres countrypop. Harrison … ja, han og de tre andre fra Liverpool, men mest George, var og er en del af vores dannelse og menneskelige udvikling.
Så det var tæt på, at jeg fik kaffen galt i halsen, da jeg fredag morgen opdagede George Harrison på guitar i det nye Hush-nummer ”Weary Soul”.
Slideguitaren i det nummer lyder fuldstændig, som var the quiet beatle genopstået fra floderne Ganges, Yamuna og Saraswati, hvori hinduistiske Georges aske blev strøet, for at lade sin guitar græde venligt sammen med Hush. Et besynderligt tilfælde. Eller?
Senere på fredagen bekræftede Hartmann, at det faktisk er meningen, at det skal lyde, som om Ringo Starr, Elton John og George Harrison spiller med på ”Weary Soul”.
Hush opererer inden for deres helt egen musikalsk rummelige danske popamericana/countrygenre – ingen lyder som dem. Det er grumme melodiøst. Dorthe Gerlach skriver dybe tekster med udgangspunkt i det ligefremt almene, så det aldrig bliver letkøbt banalt eller ”don’t bore us, get to the chorus” alibi-digtning. Som hun synger i ”Weary Soul”:
”You’ve been caring to much, but it still isn’t enough, if you walk another mile/ You might see the finish line, sometimes you think you do, but then you don’t/ only more and more of this endless road/ go rest your weary soul, go rest your weary heart/ life gets really hard, this world can be so cold/ I’ll hold you in my arms for as long as it lasts, and we won’t be alone while we’re waiting for the rain to pass.”
Der var tidspunkter den fredag, hvor jeg tænkte, at den sang hører hjemme på samme hylde som The Pretenders’ ”I’ll Stand By You” og Bill Withers’ ”Lean on Me”.
Tre-fire, måske fem gange tog vi en nattevandring rundt om alle søerne, begyndte ved Sortedam, sluttede ved Sortedam. Jeg tror, de ture var en form for luftventil. Der blev inhaleret King’s og udluftet en blanding af teenageangst, dybe øjeblikke, drømme, fis og ballade
Jo mere jeg lytter til den plade, jo mere bilder jeg mig ind, at jeg i detaljerne fornemmer alt det arbejde, ægteparret Dorthe Gerlach og Michael Hartmann må have lagt i det. Fx koret og orglet i ”My Heart” er finere musikalsk fajance. Ikke noget med at buse frem, bare diskret i baggrunden.
Det meget smukke afslutningsnummer ”Bittersweet” handler, som Gerlach også forklarede i Richter aftenen forinden, om at give slip på og komme videre gennem livets faser. Som på den ene side er helt naturlige, man får en uddannelse, følger sine drømme og mål, et job, finder en partner, bygger rede, pludselig flyver ungerne på egne prydfjer. På den anden side er der alligevel denne her melankoli og måske ligefrem et savn efter det, der var. Et af livets mange små paradokser iklæder Hush en næsten perfekt velproduceret ballade. Uden at forfalde til nemme løsninger. Det samme gælder fx sangen ”The Little Things”.
Og det er, hvad Hush er – en vellydende påmindelse om, at det meget ofte vil være i det små, man finder det store.
Vandringer ved Sortedam
I sommeren 1977 skaffede ovennævnte ven mig et klubværelse i Livjægergade på Østerbro, hvor han selv boede i forvejen.
Tre-fire, måske fem gange tog vi en nattevandring rundt om alle søerne, begyndte ved Sortedam, sluttede ved Sortedam. Jeg tror, de ture var en form for luftventil. Der blev inhaleret King’s og udluftet en blanding af teenageangst, dybe øjeblikke, drømme, fis og ballade. Jeg husker billeder af grønne taxaskilte, Irma-hønens spejling i vandpytter, efterårsblade, møder med andre nattevandrere. Jeg husker fornemmelsen af at gå i seng gladere, end da vi forlod klubværelsesopgangen.
Sørgeligt nok skulle Thomas Helmigs vandringer ved Sortedam ikke få samme betydning for hans søn, Hugo Helmig.
Jeg hører ikke til dem, der måske lidt animeret kalder Thomas Helmigs nye plade, Sortedam, det bedste danske rockalbum nogensinde. Måske ikke engang det bedste Helmig-album. Hvis man overhovedet kan måle den slags, vil det i min bog nok stadig være Helmig herfra.
Jeg havde mine reservationer på forhånd, også efter første gennemlytning, for den sags skyld. Kald mig kynisk, men jeg savnede – når nu det skulle være – at høre Thomas Helmig vende blikket indad: Hvad kunne jeg havde gjort? Jo flere gange, jeg har lyttet til albummet, jo mere har jeg indset, at det jo for hulen er det, han gør, ser indad – at det er mig, der som sædvanlig er en stupid man.
Thomas Helmig. PR-foto
Hvis man kan bruge ordet elegance i denne triste sammenhæng, er det det, Thomas Helmig endnu engang strør omkring sig, elegant pop. Med sin aldrig svigtende flair for smooth soulpop og iørefaldende melodier som indpakning leverer han uafrystelig selvterapi i syv kapitler. For mig er der to helt centrale passager. Den ene i ”Vindstød af stormstyrke”:
Hvordan kunne jeg miste den, jeg skulle passe på
Oprørte vande, bølger af sorg
Oprørte vande, opløst i tårer
Hvordan kunne jeg nogensinde slippe din hånd, hvordan kunne jeg slippe din hånd
Og så Helmig tilbagetrukket i lydbilledet:
Tilgiv mig …
Det er en fars fortvivlede, ja … udbrud et sted mellem et opgivelsens suk og hjerteskærende skrig. Det er muligt, at lyden i hænderne på den erfarne engelske lydtekniker Tom Elmhirst (bl.a. David Bowie og Adele) lyder lækker, og indimellem også for lækker, men den ubøjelige insisteren på at synge om det eksistentielt uforståelige, sorgen, smerten.
Ja, det er dybt bevægende, påtrængende stærkt. Vi hører en far, der i sine ledige stunder formentlig ikke har bestilt meget andet end at søge svar på sit eget spørgsmål: Hvordan kunne jeg slippe din hånd? Og vi behøver ikke vide mere. Det er mellem Thomas Helmig og hans gud.
Helt inde hvor det gør ondt
Det ene rørende øjeblik afløser det andet på den plade. Den ene årgangs Thomas Helmig komposition og produktion afløser den anden. Som andre har påpeget, er det en mindre genistreg at invitere lydtekniker og producer Tom Elmhirst inden for i hjertekammeret. Han ved tydeligvis noget om at skabe balance mellem det storladne og inderlige, så sangerens sorgbearbejdelse ikke ender i det luftige og dermed utroværdige.
Det er den Helmig, jeg foretrækker, Helmig i ”Malaga” og ”Støvregn”-mode.
I pladens andet centrale øjeblik synger Helmig igen i afslutningsballaden ”Alt det” om sine og sønnens fælles erindringspunkter. Her kan man tale om, at Gud ligger i detaljen. Flere gange er sangeren så tæt på mikrofonen, at den giver mislyde, små stød. Måske fordi Helmig rent faktisk er stødt mod mikrofonen under indspilningerne. Det kunne være ændret. Men blev det ikke. Det er enormt virkningsfuldt. Det er Thomas Helmig helt inde, hvor det gør ondt.
Som Helmigs kollega Michael Falch skriver på sin Facebook-væg:
”Som jeg hører disse – på samme tid minimalistiske og storladne – sange fra Thomas, går han ganske vist også helt ud til den yderste kant, men han falder ikke i den forkerte grøft. Det er, som om han synger ind i en mikrofon rettet direkte mod hjertet. Det er hård kost – voldsomt påtrængende, næsten ubærligt hjerteskærende, ultimativt selvbeskuende, vildt emotionelt, knugende sorgfuldt.”
Michael Falch og smerten
Det er stort af Michael Falch sådan uforbeholdent at rose sin kollega og konkurrent på deres fælles udgivelsesdag. Han kan nu også selv, den gode Falch. Det nye album Drømmene er skrevet i det forholdsvis nye hjem i Rudkøbing med udsigt til en kirkegård på den ene side og det smukke langelandske landskab, der efter sigende også inspirerede Adam Oehlenschläger til ”Der er et yndigt land”.
Falchs seneste ”elektriske” album fra 2020, Forår i brystet, lød for mig som en fragmentarisk selvbiografi i ti kapitler førende frem mod et sted, hvor komponisten så tilbage på sine valg og fravalg for med et modent skuldertræk at konstatere, at det var sådan, det blev, fordi det var meningen.
Som Michael Falch selv siger i en pressemeddelelse, behandler Drømmene:
”Tidens gang og min nye udsigt har nok inspireret mig til både at fokusere særligt på det levende landskab og dødens realitet. Sangene bevæger sig ind og ud af drømmene – både de livsdrømme, der er nødvendige for at holde håbet levende; dem, der snarere er fantasier og virkelighedsflugt, og så de nattedrømme, hvor fortiden rumsterer, og genfærdene tropper op for at plage os, pirke til vores samvittighed og åbne vores øjne.”
Natten, dens drømme og periodisk uudslukkeligt tørstige dæmoner har været et gennemgående tema i Michael Falchs sangskrivning – stærkest i ”Det andet land” fra albummet fra 1986 med samme titel.De senere år har Falch bevæget sig i et afdæmpet, lettere sfærisk low fi musikalsk univers i tæt samarbejde med især producer/mikser Mikkel Damgaard (Love Shop).
”Drømmene om natten” er Michael Falch to the core, en god melodi, en påtrængende tekst, denne her guitar, der et eller andet sted langt ude er i familie med Neil Youngs Old Black.
Superlove: Michael Falch og Malurt 2022. Foto: Joe Johansen
Albummets hovednummer, ”Helhjertet”, lyder som en velproduceret Falch-hymne og et godt eksempel på den balance, der tilsyneladende i dag råder i kunstneren Michael Falchs udtryk. Balance mellem stemmen og musikken, manden og kunstneren, lys og mørke, håb og desillusion, sindsro og kaos, grusveje og motorveje i blodet, livsglæde og -lede – og vrede som i det krasbørstige ”Svaret er nej”.
Det virkelig glædelige er, at han favner så vidt inden for rockmusikkens forholdsvis snævre grænser. Det virker, som om kunstneren Michael Falch efterhånden har fundet sig til rette med at være mennesket Michael Falch i sin kunst.
Tidligere kunne det godt virke, som om personaen, den offentlige figur Michael Falch, stillede sig foran mennesket, også i sangskrivningen. Det var før albummet Falder du nu (2005), som da også blotlagde, at der havde været en del at skjule.
Falchs tekster bliver bedre og bedre, og de bliver bestemt ikke dårligere af at være indsvøbt i disse stilfærdigt trippende melodier, indimellem indpakket i strygere. Det lydbillede klæder den aldrende mands mange tankevækkende refleksioner.
Falch kan noget, som ikke så mange andre i hans generation kan. Den gode melodi til den meningsfyldte tekst med flere lag. Det synes nærmest at være en form for dogme. Med en parafrase over Dolly Parton: En djævelsk god melodi får ikke lov til at sidde alene for sig selv, hvis Michael Falch er i huset.
Allersmukkest er det i ”Vokse ved din side”, hvor sangeren rækker hånden ud.
Himlens dråber falder nu
i hundredtusindvis
Som sorgen, ingen kan begribe,
kun ane svagt i dis
Du er én, der kender smerten,
du gemmer den et sted
Må jeg gå med dig derud,
hvis jeg kan følge med?
… og så var der Springsteen
Det skabte rystelser i mit provinsdrengeværelse, da singlen ”Born to Run” dukkede op på P3 i sensommeren 1975. Det talte min afdøde ven og jeg også om. Det skal siges, at han var mest vedholdende i begyndelsen. Jeg fandt først for alvor Bruce et sted mellem The River og Born in the USA. Min ven så Bruce ved den ikoniske koncert i Brøndby Hallen d. 2. maj 1981. Af økonomiske grunde, tror jeg, måtte jeg nøjes med Springsteen sammen med Michael Falch og Malurt på scenen i Forum aftenen forinden.
Under Bruce Springsteen og The E-Street Bands koncert i Parken juli 2023 var det dengang seneste album med nyskrevne sange fra 2020, Letter to You, en form for rammefortælling med udspring i et dødsfald. I 2018 døde George Theiss, det sidste levende medlem af Springsteens første band, The Castiles, ud over bossen selv.
Det handlede om Bruces sorg, sorgbearbejdelse, det handlede om at se tilbage for at mindes, selvfølgelig, men også for at huske og fejre det, der skete i de små pladeforretninger og klubber i Asbury Park. Det, der formede Bruce og George
Det har inspireret til sange som ”I’ll See You in My Dreams”, ”Last Man Standing”, ”One Minute You’re Here”, “Ghosts” og til dels titelnummeret ”Letter to You”.
Jeg forstår godt, at Springsteen har ønsket at dokumentere Letter to You-turnéen. Setlisten den aften i Parken og resten af turnéen var sammensat, så koncerten frem til ekstranumrene fortalte en historie om at vokse op, det, der definerede ruten, om at være født til at løbe, indtil verden omkring indhenter en. Om dødelighed. Og om ikke at give op. Det er den bedste Springsteen-koncert, jeg har oplevet
Det er en god dokumentar, god lyd, fede billeder, god fortælling. I og med at den er skabt af Springsteen selv og hans manager med mere, Jon Landau, skal man ikke forvente kritisk dækning. Det mest interessante for mig er en passage, hvor det om end indirekte forklares, hvorfor lyden til Springsteens koncerter i mange år har været elendig. Tidligere kunne han bruge timer på at lytte til bandets lydprøver i koncertsalene. I dag bekymrer han sig kun om, hvordan han selv lyder
Men jeg må indrømme, at jeg fik en klump i halsen, da jeg sent fredag d. 25. oktober så dokumentaren blive indledt med ”No Surrender”.
Utallige gange har min ven og jeg citeret linjerne, der efterhånden er kanoniseret til første bud på rock’n’rollerens stentavle.
We learned more from a three-minute record, baby / Than we ever learned in school
Og jeg husker, hvad min ven sagde en af de sidste gange, jeg så ham: Sorg er et tegn på, at man har elsket.
Bruce Springsteen i Parken, juli 2023. Foto: Eddie Michel
Da Bruce Springsteen henunder kl. 23 sluttede med en soloversion af “I’ll See You in My Dreams”, var jeg klar til at skrive ”kunne have været den bedste Springsteen koncert nogensinde”. For sådan kan det være, når musik og følelser går i ét.
”Den bedste af de syv Springsteen-koncerter, jeg har oplevet,” bliver det så efter at have sovet lidt på det.
For “ved jorden at blive, tjener os bedst,” som Grundtvig – dansk salmedigtnings svar på Bruce Springsteen – skrev. Men som musikelsker og indimellem kritisk Springsteen-følger siden 1975 må jeg erkende, at jeg følte mig lettere i sindet efter koncerten d. 11. juli i Parken.
Sidste gang, Bruce Springsteen & The E Street Band spillede i Parken (i 2016), var lyden grusomt dårlig. At koncerten endte med at give en vis mening, skyldtes, at den blev gennemført på et stadig stigende, vildt opskruet lydniveau. Spil publikum halvdøve – det har i årevis været koncertlydfolkenes svar på handymandens mirakelmiddel, linolie.
I 2016 gav jeg koncerten fem stjerner, hvilket var mindst to for meget.
Man kan blive klogere. Tilsyneladende også Bruce Springsteen, hans lyd-crew og management.
Foto: Eddie Michel
Tirsdag aften, allerede få minutter inde i første nummer, ”No Surrender”, stod det klart, at noget var ganske anderledes. Det lød – om ikke som basuner og engle – så i hvert fald acceptabelt. Korsangernes sang lød helt klart bag Springsteens vokal. Lyden af The Mighty Max Weinburgs muskuløse soul-jazz-inspirerede trommespil var hørbar og lød ikke som sidste gang som en form for rullende katalysator i et absurd ekkoorgie.
Roy Bittans tangenter, der spiller en så vigtig – og nogle gange lidt underkendt – rolle for Springsteens lyd, især, selvfølgelig, på de pianodrevne 1970’er album, lød så klart og tydeligt, som jeg tror, det er muligt på Østre Fælledvej på Østerbro.
Så det lignede mere end en tanke, da Springsteen lagde ud med sangen om aldrig at overgive sig med sin wingman siden Ruder Konge var teenager, Steven van Zandt
Sidste gang var det umuligt at skelne stoute Gary Tallents basspil fra resten af lydmisseren – ikke denne gang. Der var en (for en stadionkoncert) usædvanlig fornemmelse af tightness i The E Street Bands samspil.
Det kan siges på denne måde: Det eneste ekko, jeg for alvor fornemmede fra min plads, var på Springsteens stemme, hvor det rent faktisk var tilsigtet.
Og det var bare i det første nummer.
Måske har Mr. Springsteen åbnet en luge i sin pengetank og investeret i bedre udstyr (og lydfolk) – måske er der sket teknologiske landvindinger på det seneste, der gør det muligt at raffinere lyden selv i en umusikalsk betontomt som Parken.
Bruce Springsteen og George Theiss
Springsteens seneste album med nyskrevne sange fra 2020, Letter to You, er en form for rammefortælling med udspring i et dødsfald. I 2018 døde George Theiss, det sidste levende medlem af Springsteens første band, The Castiles, ud over bossen selv.
Foto: Eddie Michel
Det har inspireret til sange som afslutningsnummeret denne aften, ”I’ll See You in My Dreams”, ”Last Man Standing”, ”One Minute You’re Here”, “Ghosts” og til dels titelnummeret ”Letter to You”. Det er sange, der beskæftiger sig med det uomgængelige faktum, at vi alle en dag må stige ned fra den store scene en sidste gang for at efterlade os et tomrum, der aldrig kan genopfyldes.
“Det var nogle af de dybeste læreår i mit liv – hvor vi lærte at optræde på scenen, lærte at skrive, lærte af optræde i front for bandet, lærte at sammensætte et show, lærte at optræde for alle former for publikum,” har Springsteen sagt om tiden med The Castiles.
Det var dengang, hvor drømmen med hans egne ord i 2015 var: “at opnå et større liv, store oplevelser, større erfaring, forhåbentlig mere og bedre sex, en fornemmelse af sjov, en fornemmelse af personlig udvikling, muligheder.”
Så det lignede mere end en tanke, da Springsteen lagde ud med sangen om aldrig at overgive sig med sin wingman siden Ruder Konge var teenager, Steven van Zandt, med på sang. For at gå direkte over ”Ghosts” fra det seneste album, hvor Bruce hylder George Theiss.
Foto: Eddie Michel
Your old Fender Twin from Johnny’s Music downtown
Still set on ten to burn this house down
Count the band in, then kick into overdrive
By the end of the set we leave no one alive
Jeg fremhæver dette citat, for allerede under fremførelsen i Parken stod det klart, hvor stor en sanger Springsteen stadig er i en alder af 73. Det handler ikke kun om teknik og det kendte trick med at synge lavere, indtil stemmen er varm. Som hos Bruces tidligste idoler, Elvis Presley, Sam & Dave og Roy Orbison handler det om noget, der kommer indefra. Gospel. Heart. Soul. Bruce virkede bevæget, som de fleste i Parken skulle blive det i løbet af de kommende tre timer.
“Ghosts” blev spillet, som i de klassiske Springsteen-epos fra 70’erne, med en flere minutter lang finale, hvor bandet effektivt kørte den længere og længere op og ud og skabte grobunden for det, der i flere momenter lignende en symbiose med den udsolgte Parken.
Store øjeblikke på stribe
Det var indledningen på en koncert med store øjeblik på stribe. Jeg nævner bare i flæng:
Bevægelse i Springsteens stemme igen i titelsangen fra det seneste album, “Letter to You” – med danske undertekster på storskærmene, formentlig for at understrege vigtigheden i en sang, hvor sangeren fortæller om processen bag et brev, som man fornemmer kan være en slags testamente. Sendt til hans dødssyge ven måske ligefrem.
“The Promised Land” – ja, det er her, det som så ofte før med Springsteen begynder at ligne et vækkelsesmøde. Kadencen er lavere end dengang, Bruce grundlagde sin vane med tre-fire timer lange større-end-livet koncerter, men følelsen er der.
“Out in the Street” fra The River – en evighedsmaskine af en rockfest, hvor stemmen holder, selvom Bruce Springsteen indimellem falder igennem. Bandet swinger, og det er svært at sidde stille på sæde 64, men det virker, som om sangen i 2023 nærmere lyder som et spørgsmål end det testosteronfyldte udbrud, den er på The River. Men det vil publikum sådan set blæse på. Der skråles med “oh-oh-oh – meet me out in the street”.
Foto: Eddie Michel
“Darlington County”, her med lån af et af Keith Richards klassiske riffs, rock’n’roll, lovlig langtrukkent denne aften, men stadig efterlader det mig med en vis opstemthed.
“Working on the Highway”. Lydende som her, noget af det nærmeste, The E Street Band kommer zydeco. Fed guitarintro. Nogle gange glemmer man måske, at Springsteen også er guitarist, og hvor god han er til at spille på sin bedagede, slidte gule Fender, der blev indkøbt før indspilningerne af Born to Run i 1974/75.
Et kært, sjældent genhør med “Kitty’s Back” fra det andet album fra 1973, The Wild, the Innocent & The E Street Shuffle. Jazzet freeform blæsere og tangentspillerne er med på legen. Jeg tænker, at når musik swinger så tæt som her, kan det umuligt kun være et spørgsmål om teknisk perfektion.
Under en treenighed af “Mary’s Place”, “My Hometown” og “The River” bliver stemningen i Parken mere og mere sakral. Jeg har det ofte ambivalent med koncerter, hvor publikum traller med, fordi det plejer publikum at gøre her. Fordi det forventes. At betale en mindre formue for en koncertoplevelse, hvor man gør, hvad der forventes, virker omvendt på mig, der kommer for overraskelsernes skyld. Men “det her er fantastisk,” står der skrevet i noterne, efterfulgt af “gåsehud”.
Der er ofte sat spørgsmålstegn ved Bruce Springsteens gavmildhed, når det gælder det økonomiske – han skriver selv om det i sin biografi, Born to Run. Men han har vist det før og gør det igen, specielt med Parken på kor i “The River”: Som formidler af menneskelighed, spiritualitet og håb for “the hungry and the hunted”, som han synger om i “Jungleland”, og alle os andre privilegerede, er Bruce gavmild som få. En stemme med en bund, der stikker dybt. Han kan noget, som ingen andre kan.
Foto: Eddie Michel
Dér under “The River” – det er meget, meget bevægende, mens Bruce tager os ved hånden og bringer os og Mary med ned til floden, hvor de brudte drømme flyder i samme fart som spildevandet fra Johnstown Company, han synger om.
Ja, det lyder næsten religiøst, det med at søge ned mod floden for frelse, og det er det måske også. Åndeligt i hvert fald i en eller anden form.
Jeg har interviewet Little Steven tre gange og spurgte engang, om han ikke kan savne lidt flere soli under koncerterne. Svaret lød: “Det er ikke mit job i The E Street Band”. Så kan man jo tygge på den. Nils Lofgren er så heldig under denne turné, at han har en enkelt, ret psykedelisk lydende solo i Springsteens “Because the Night”, som oprindelig blev skrevet til Patti Smith. Det virkede faktisk, som om han nød at trykke den af foran det sagnomspundne E Street Band.
Mod slutningen af koncerten kom “The Rising” med en lovprisning af håbet om forandring. Da havde The E-Street Band netop spillet depressions-nummeret “Wrecking Ball”, der handler om håbløshed i post-finanskrisens USA. Nu nævnte jeg Roy Bittans betydning for lyden af The E Street Band. Nogle rock’n’rollere har løbende haft det svært med hans og afdøde Danny Federicis og nu George Giordanos indflydelse på Springsteens udtryk. Som det har været tilfældet med først The Big Man, Clarence Clemons og nu nevø Jake på saxofon.
Det er ligefrem blevet parodieret på et af rockhistoriens mest solgte album, Bat Out of Hell.
Rock’n’roll storhed
I min verden er det i de vigtigste sange, Bittans og Giordanos keyboards, der løfter storytelling og sangerens Roy Orbison-inspirerede opera i vokalen til anthem-agtig rock’n’roll storhed. Uden dem ville det stadig lyde voldsomt påtrængende, som også tirsdag aften i Parken. Men der ville være lavere til loftet uden de store messingpenselstrøg og den blinkende lyd af Bittan i lydbilledet som, ja, stjerner på himlen.
Igen – fantastisk, at det faktisk kunne høres tydeligt og distinkt forleden.
Foto: Eddie Michel
Det taler sit eget sprog om Bittan, at da Bruce Springsteen dannede en ny gruppe til 1992- albummene Human Touch og Lucky Town, var Roy den eneste, der fik genvalg.
Tangenterne hørtes fx tydeligt i netop ”The Rising” med det syng-med-håb og den spirit og indre varme, der er en nødvendighed for at kunne rejse sig og synge med på koncertens egentlige afslutningsnummer, rockmanifestet ”Badlands”.
Igen – det nummer ville lyde, som det føles at køre på en flad cykel, uden de brusende keyboards – det er et af mine top ti Springsteen-numre. Den intro … På mit vinyl-eksemplar af Bruce Springsteen & The E Street Band Live 1975 – ’85 er de første ca. 15 sekunder af “Badlands” slidt væk.
Jeg skriver ”egentlige afslutningsnummer”, for “Badlands” var planlagt som sidste nummer inden ekstranumrene ifølge den sætliste, vi anmeldere fik udleveret under koncerten – Bruce valgte så at forkæle Parken med en desværre noget jappet version af ”Thunder Road” uden for sætlisten.
Ekstranumrene faldt sådan set fint ind i kontekst i forhold til første del af koncerten. Først ”Born to Run” – rockmusikkens måske mest ekspressive sang om ungdom og kærlighed og drømme om flugt fra landsbyens gadekær. Skrevet i årene efter, Bruce og The Castiles havde slidt Jerseys scener tynde.
Men hvorfor i alverden alt lys i Parken skulle tændes under den sang og derefter ”Bobby Jean”, ”Glory Days”, ”Dancing in the Dark”, ”10th Avenue Freeze-Out” og altså ”I’ll See You in My Dreams”, fatter jeg ikke.
Foto: Eddie Michel
Som deltager i koncerter underskriver optrædende og deltagere underforstået en gensidig kontrakt om et fællesskab, vi mødes i mørket i et lukket rum, omkranset af de berømte tre vægge. Det udfordres jo så p.t. dagligt på festivaler og andre arrangementer i dagtimerne, men der ved man som publikum, hvad man går ind til.
Da lysene tændtes i Parken, og den underforståede kontrakt blev brudt, forvandlede The E Street Band sig fra det noget nær det perfekte backingband til et – stadig blændende godt – halbalorkester. Den magiske boble bristede, og pludselig lignende stadionrockkoncerten især det, den også er: en indbringende forretning.
Noget af et antiklimaks.
Jeg ved ikke, om det skyldes et ønske fra Springsteen og entourance eller noget med sikkerheden. Eller noget tredje.
Skal vi gå hjem?
De vandt til dels momentum tilbage i ”Bobby Jean”, endnu en sang om de formative dage i New Jersey. Her opførte Bruce og Steve van Zandt en morsom standup foran et af kameraerne. Her lignede Steve mere Silvio Dante fra The Sopranos end en rytmeguitarist.
Måske tilsigtet, måske ikke, lød de to blodsbrødres spas som en hilsen tilbage til Southside Johnnys New Jersey-klassiker og største hit, ”I Don’t Wanna Go Home” (skrevet af Van Zandt) – og dermed som en understregning af aftenens tilbageskuende tema.
For mig udgjorde de 27 sange en samlet fortælling, en sangcyklus, hvor den største, mytologiske figur i rockmusikken næst efter Bob Dylan, tog livtag med sin egen myte
Måske for meget at lægge i det, men Bruce og Steves pjankede dialog, ”I wanna go home” – ”I don’t wanna go home” kunne ligne en diskussion på et højere eller måske nærmere dybere niveau:
Skal vi fortsætte, Steve? Vi er midt i 70’erne. Vennerne dør omkring os. To-tre generationer af musikere, dj’s, rappere, producere, programmører er kommet til, siden vi begyndte i de små klubber i Asbury Park. Måske på tide at gå hjem og overlade scenen til dem.
Denne tirsdag aften valgte Bruce Springsteen & The E Street Band ikke overraskende at fortsætte.
Vi, plus 40.000 i Parken, var vidne til en seance, hvor manden i midten og hans blændende gode band gav en koncert, der ikke bare var en “koncert”. For mig udgjorde de 27 sange en samlet fortælling, en sangcyklus, hvor den største, mytologiske figur i rockmusikken næst efter Bob Dylan, tog livtag med sin egen myte med sange om ophav, tab, død, arv, rødder, vedblivende passion, kærlighed, tilstedeværelse, insisteren på at være i live.
Som Bruce Springsteen sang med eftertryk og et glimt i øjet – og konkluderende, bilder jeg mig ind – i “Badlands”:
“It ain’t no sin to be glad you’re alive”.
Så ja, hvis han og hans orkester kan holde sig fit for fight, og stemmen stadig kan holde kadencen, må de for min skyld gerne vende tilbage.
Gerne med samme lydanlæg. Men hold lyset slukket næste gang.
Foto: Eddie MichelFoto: Eddie MichelFoto: Eddie MichelFoto: Eddie MichelFoto: Eddie MichelFoto: Eddie MichelFoto: Eddie MichelFoto: Eddie Michel
.Altid har han holdt fanen højt, selvom, eller måske fordi, det indimellem har lydt som om, han var den sidste musiker i Danmark med et sikkert greb som arven fra classic rock.
Nikolaj Christensen var teenager, da han mistede sin mor. Efterfølgende måtte han til dels selv finde en vej gennem livet. Og den vej blev musikken.
”Jeg var med min far inde og tale med en vejleder på et HF-kursus, og sprugte: Er der musik? Ja, der er en times musik om ugen. Der var jeg bare sådan: forget it. Jeg har aldrig set mig tilbage.”
Fremefter var det som som at sidde “på en raket nu”- og han kom som noget ret usædvanligt til at opleve to gennembrud.
”Jeg var jo åben over for nye eventyr, totalt modig, hidsig og let antændelig. Jeg var en lille lort, jeg vejede under 60 og hvis der nogen, der sagde noget, så slog jeg til.”
Men omkring 2010 satte en mere eller mindre kronisk angst og pludselig døvhed midlertidigt Nikolaj ud på sidelinjen.
Men nu har piloten genfundet sin plads i cockpittet – og i den hvide stol i POVs podcaststudie, hvor Jan Eriksen interviewede ham.
Som altid med Nikolaj Christensen blev det til en ærlig og selvironisk snak. Om klassisk rock, inspiration, om fejl, om det brændstof, der har drevet ham, kompromisløsheden – og kompromiserne – om det, der gik godt, og de fede øjeblikke på scenen. Om fortrydelser.
Lyt med og hør mere, om:
… da Nikolaj fandt sit første band i Politikens Kom Frit Frem – og hvordan musikanmelderen Torben Bille hjalp ham videre.
… inspirationen fra John Mellencamp, Bruce Springsteen, John Hiatt, The Rolling Stones, Arne Würgler – og svenske Cornelis Wreswijk.
… dengang, trommeslageren i Nikolaj og Piloterne, Flemming Rothaus boede sammen med Guns’N’Roses – og inspirationen fra dem og Aerosmith
… dengang af Nikolajs kærester arbejdede som babysitter for Keith Richards og hans kone.
… da en rejse med to kvinder i Italien blev til en af de mange, mange sange om forsmået kærlighed.
… at “mangle sin hjerne – jeg har aldrig været særlig udspekuleret eller velovervejet. Det eneste jeg ville, var at skrive en sang til”.
Da hele verden sidste sommer pludselig begyndte at synge med på “It doesn’t hurt me, yeah, yeah, yo”, tænkte jeg, ”hvad sagde jeg” og ”about f***ing time”. Der skulle en tv-serie, Stranger Things, til, før Kate Bushs smerteligt følelsesladede “Running Up That Hill (A Deal With God)” blev TikTok-moderne – og den notorisk pressesky Bush stod frem på tv og takkede for den rørende opmærksomhed.
En af de sidste dage i januar, måske en af de første dage i februar 1978 besøgte jeg en desværre nu afdød ven. Til hans mange kvaliteter hørte et skarpt, altid opmærksomt øre for nye pophits. På et tidspunkt fremdrog han en ny single, som dog havde skuffet ham. Der var ikke rigtig et ordentligt omkvæd i den sang, mente han. Om noget lød det som Tiny Tim, der et årti tidligere havde haft et sært hit med en version af “Tiptoe Through the Tulips With Me”.
Var begrebet eklekticisme ikke opfundet længe forinden, havde man måtte gøre det til Kate Bush. Jeg tvivler på, at der findes et instrument, Kate ikke har brugt en eller flere gange i sin musik
På mig virkede singlens cover eksotisk, emmende af østerlandsk mystik, anderledes. Hvad forestillede det? Måske en kvinde på en form for kors, en drage, en gymnastisk øvelse? En martyr, en erobrer, en furie?
I dag ved jeg, at coveret blandt andet er inspireret af noget så harmløst som en scene i Disney-filmen Pinocchio.
Til gengæld ved jeg ikke, hvor mange gange jeg tvang min ven til at spille den single i løbet af aftenen. Bare klaverintroen, der ligesom kommer dryppende som smeltende dråber fra en istap i et af de få træer på Haworth Moor, som Kate Bush synger om i “Wuthering Heights” – den sang havdedét.
Nu, 45 år senere virker Kates udtryk stadig lige så affekteret, teatralsk og vanvittigt passioneret som dengang.
Sangen i komplet symbiose med musikken – drøm, længsel, fantasi og en fornemmelse af noget uregerligt og dramatisk, noget ængsteligt væver sig ind i noget meget feminint, tiltrækkende, sensuelt.
Påtrængende, ja. Og mørkt, vildt, som den åbenlyse inspirationskilde, Emily Brontës gotiske roman Stormfulde højder. Som romanen i sin tid var et narrativt nybrud, skulle Kate Bush vise sig at være et nybrud på rockscenen.
Bush, der egentlig selv hedder Cathrine til fornavn, synger ud fra Catherine Earnshaws perspektiv. Hun fryser og vil ind i varmen hos sin stedbror, som hun elsker og hader. En kritiker har engang meget rammende kaldt sangen en ”gotisk romance destilleret ned til en fire et halvt minut lang, tåget rapsodi”.
Der er i det hele taget et hav af referencer i hendes tekster – Peter Pan, Disney, ”Arsenik og gamle kniplinger”, en filmatisering af Klokkeren fra Notre Dame, gyserromanen The Turn of the Screw, H.C. Andersen (indirekte)
Og så er der selvfølgelig den ikoniske, maleriske guitarsolo, som skyldes Ian Bairnson og ikke David Gilmour, som jeg i årevis troede efter at have læst et eller andet sted, at han hemmeligt havde erstattet det oprindelige track. Det var en ammestuehistorie – tak, Ole – men sandt, at Gilmour ofte tilskrives æren af at have opdaget Kate Bush.
Det var da også ham, der producerede hendes første demotape. Kate og Pink Floyd-guitaristen fortsatte senere deres samarbejde, han har bl.a. produceret flere af hendes album. F.eks. udlånte han helikopterlyden fra ”The Wall” til en af hendes sange. ”Der var ikke lige en helikopter i nærheden af studiet den dag,” som Bush har sagt.
Kate Bush og referencerne
Jeg købte selv ”Wuthering Heights” singlen i Fona på Østerbro og kort efter de hele to album, der udkom i 1978, Lionheart og The Kick Inside.
Indtil videre er der udkommet 10 studiealbum, men de to første vil nok altid være mine foretrukne på grund af den betydning, de havde, mens jeg som nyslået københavner sad på mit klubværelse med udsigt til solnedgangen over halvdelen af Østerbro, lyttede og fyldte det 12 kvadratmeter store værelse med King’s-røg. Det er mit grundbillede på den tågede lyd af Kate Bush.
Måske også fordi Bush i begyndelsen var lidt mere klassisk pop og rock, end hun blev i årene, der skulle følge. “The Man With the Child in His Eyes” er f.eks. en ballade, der kunne være sunget af Barbra Streisand. Der skulle gå et par årtier, før jeg for alvor fandt ind i den (endnu) mere eksperimentelle side af Bush.
Uløselige gåder skjuler sig i tågen, der omgiver Kate Bushs musik, man finder aldrig for alvor en formel eller musikalsk “klartekst”, eller rettere, man finder sin egen betydning
Hvorfor kan jeg ikke huske, men jeg fik aldrig set hende under den eneste koncert i Danmark, i Falkoner i april 1979. Sikkert noget med penge. Burde have tigget, lånt eller stjålet.
Som Kate havde jeg – på tysk tv – set 1939 filmatiseringen af Stormfulde højder med bl.a. Laurence Olivier og David Niven. Havde læst romanen – eller rettere en del af den, hvis jeg skal være helt ærlig. Den gotiske klassiker skulle mange år senere komme til at spille en rolle i min egen roman, Hamlet og Helvede.
Også Kate citerer gamle Shakespeare, nemlig Othello i ”Blow Away”. Der er i det hele taget et hav af referencer i hendes tekster – Peter Pan, Disney, “Arsenik og gamle kniplinger”, en filmatisering af Klokkeren fra Notre Dame, gyserromanen The Turn of the Screw, H.C. Andersen (indirekte) i ”The Red Shoes”, hendes yndlingsgyser, Stephen Kings Ondskabens Hotel, en bog om den banebrydende psykolog og filosof Peter Reich – ”Cloudbusting”, hvor der efter sigende også er en subtil reference til Hamlet.
Var begrebet eklekticisme ikke opfundet længe forinden, havde man måtte gøre det til Kate Bush. Jeg tvivler på, at der findes et instrument, Kate Bush ikke har brugt en eller flere gange i sin musik. Ja, selv autotune har hun leget med (”Deeper Understanding”).
Inspirationen er ikke bare stilistisk – som i: her kunne det være fedt med lyden af lidt jazzet bas. Det er hele Kate Bushs tilgang til det at skrive og producere musik. Kun i ganske få af sine melodier følger Bushs sangskrivning gængse modeller. Lyt f.eks. til det cinematiske “Wow” fra Lionheart, hvor Kates dengang 19-årige sangstemme pludselig i en slags omkvæd flagrer og spreder vingerne kærligt ud, så man ikke rigtig ved, om det er opera, film eller et Queen-nummer. Enormt virkningsfuldt.
Klassisk musik, George Gershwin, folkemusik, balletmusik, jazz, diverse former for eksperimental musik, diverse former for stammemusik, filmmusik, musicals, Genesis, Simon & Garfunkel, Jethro Tull, Roxy Music, Elton John, der en periode dækkede alle vægge i hendes ungpigeværelse hjemme i Bexleyheath, Kent. Kate Bush sugede til sig.
Ligesom hun selv har inspireret et hav af kvindelige kunstnere. Björk, Sia, Fiona Apple, St. Vincent, Lana Del Rey, Marina (and the Diamonds), Sharon van Etten, Peaches, Alanis Morrissette, Randi Laubeks storværk The Wedding of All Things, Oh Land og mange, mange andre. Sidste år udsendte Kira Skov og Mette Lindberg et uforbeholdent hyldestnummer til Kate Bush – og Dusty Springfield – ”Dusty Kate”.
Og tænk så på, hvor mange kvindelige kunstnere, der senere skulle komme til at danse og synge samtidig under koncerterne – som Kate Bush også var den første til.
Ligesom hun var den første til at bruge et headset til sin trådløse mikrofon, så hun frit kunne bevæge sig rundt på scenen. Forud for hende var Peter Gabriel og Mick Jagger begyndt at bruge den trådløse mikrofon.
Kate Bush og mysterierne
Med musiker Barry Hydes (The Futureheads) ord: “Uanset hvor mange gange, du lytter til den, vil der stadig være en masse mysterier i Kate Bushs musik”.
Det har han så ret i. Uløselige gåder skjuler sig i tågen, der omgiver Kate Bushs musik, man finder aldrig for alvor en formel eller musikalsk “klartekst”, eller rettere, man finder sin egen betydning.
Det er et vigtigt aspekt, når det gælder Bushs magi, at uanset hvor drømmende eller æterisk, det bliver, er der også denne her ligefremme kropslighed, sensibilitet og nogle gang måske lidt skæv dansabilitet. Krop og sjæl. Pop og rock favner eksperimenter, eller også er det omvendt. F.eks. “James and the Cold Gun” fra The Kick Inside, “Don’t Push Your Foot on the Heartbrake”, titelnummeret til Hounds of Love, eller det dæmoniske “Walking the Witch”.
Både The Kick Inside og Lionheart burde rangere på højde med de album, der næsten altid fremhæves som definitive album fra 70’er-“album-æraen” i rockmusikken. På mange måder er der lige så meget nødvendighed, følelse, smerte og orkestrale manøvrer i mørket hos Kate Bush som f.eks. på Bruce Springsteens Burn to Run og Darkness on the Edge of Town og Elton Johns Goodbye Yellow Brick Road.
Kate Bush græd efter eget udsagn i timevis, da Bowie under en koncert i 1973 i Hammersmith Odeon lagde Ziggy Stardust i graven. Hun var der blandt publikum, 15 år gammel
Nu er dette bare en tilfældig liste, jeg lige googlede mig frem til, men det er vist typisk for opfattelsen hos mange musikeksperter. Du er velkommen til at indføje “mandlige” foran musikeksperter.
Når det kommer til intellekt, ambition, inspiration, intuitiv forståelse for de mulige brudflader, hvor kunst kan fodre og udvikle rockmusikkens udtryk og omvendt – teater, litteratur, film, billedkunst – er Kate Bush det nærmeste, rockmusikken kommer en kvindelig kunstner med en indflydelse, der matcher det aftryk, David Bowie nåede at afsætte. Uanset at han jo nåede at være mere aktiv både hvad plader, koncerter og medieplatforme angår.
Det synes jeg egentlig aldrig rigtig, hun har helt har fået kredit for.
Kate Bush græd efter eget udsagn i timevis, da Bowie under en koncert i 1973 i Hammersmith Odeon lagde Ziggy Stardust i graven. Hun var der blandt publikum, 15 år gammel. De nåede senere at hænge ud med hinanden flere gange, bl.a. i Abbey Road studiet – og de blev i perioder undervist af den samme danselærer.
Kate Bush dansen
Dansen, ja. Allerede på de første live-optagelser af Kate Bush fra 1978/79 ser man hendes spektakulære, stærkt ekspressive dans under bl.a. “Wuthering Heights”. Dansen understreger tekst og musik. Ærgerligt, at hun ikke kom til at optræde mere.
Det gør tusinder af fans i alle aldre til gengæld. Iklædt røde rober mødes de årligt rundt omkring i verden for at hylde “Wuthering Heighs” til flashmobs. Usædvanligt rørende, har Kate selv kaldt det. Se med i dette link. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal mene om det.
Som nævnt har Kate Bush indtil videre udgivet 10 studiealbum. Det seneste, 50 Words For Snow, i 2011. Turneen, der som nævnt bl.a. bragte hende til Falkoner i København i 1979, skulle blive den eneste. Hun har dog optrådt flere egange op gennem 80’erne ved enkeltkoncerter.
I 2014 optrådte hun ved en stribe koncerter i Hammersmith Apollo i London. Uden at spille “Wuthering Heights”. Adskillige rasende tilskuere forlangte ifølge engelske aviser pengene tilbage. Jeg havde også været slemt skuffet, hvis jeg havde været der, men det ville være glemt igen, når jeg nåede hjem.
For nylig udgav hun albummet “Opland.” Hun har optrådt landet over, og næste år turnerer hun vinter, forår – måske en festival eller to – og senere igen til efteråret.
I anledning af det aktuelle album besøgte Rikke Mediano Music. Til min behagelige overraskelse blev det blandt meget andet til en samtale om inspiration fra Elvis Presley, Bruce Springsteen, John Mayer, Poul Halberg, Joni Mitchell – og Karl Ove Knausgård.
Men først og fremmest om at vokse op i en by, Blans mellem Sønderborg og Aabenraa, med 517 indbyggere og Danmarks bedste badestrand for enden af Ballebrovej – og om at skrive sange med udgangspunkt i sit opland og se en mission i at fastholde netop dét, sit sønderjyske mål i sange om trygheden, længslerne og kedsomheden – og alt det andet, der skabte hende og den karriere, der venter forude.
Rikke Thomsen er et talentfuldt, ungt kvindeligt bud i en genre, som hidtil mest har været befolket af mænd – først og fremmest Allan Olsen, Johnny Madsen og Niels Hausgaard, der jo altid har været der.
Rikke Thomsen – lyt med og hør om:
– sangene der har været i Rikkes liv lige siden hun og Anton legede rockstjerner i Blans.
– som den yngste nogensinde at modtage Modersmålsprisen.
– den svære kamp mod amerikaniseringen af det danske sprog, især i Rikkes egen generation.
– beslutningen om at gå sin helt egen vej i musikbranchen.
– de afgørende points of no return: den nye lærerinde på Lilleskolen, der gjorde den helt store forskel, lyden af ”Born to Run” i radioen og søsterens lille skub, der førte til et afgørende valg.
– inspirationen fra især Springsteen, der gennemsyrer det nye album.
– fascinationen af de der “guitar men” i deres lædertøj, der bl.a. førte til uddannelsen som guitarist.
– at sidde på teenageværelset og skrive følsomme, bløde kærlighedssange.
– om samarbejdet med guitarist og producer Søren Andersen på det nye album med en lyd, der lyder lige så meget af folk som de popglade digitale 80ere.
Hush, Dorthe Gerlach og Michael Hartmann. PR-foto
