Blændende Bruce i Parken: It ain’t no sin to be glad you’re alive

Blændende Bruce i Parken: It ain’t no sin to be glad you’re alive

KONCERT: Bruce Springsteen & The E-Street Band

Den anmeldte koncert fandt sted i Parken, København, d. 11. juli 2023

Genre: rockmusik

Fotos: Eddie Michel

Da Bruce Springsteen henunder kl. 23 sluttede med en soloversion af “I’ll See You in My Dreams”, var jeg klar til at skrive ”kunne have været den bedste Springsteen koncert nogensinde”. For sådan kan det være, når musik og følelser går i ét.

”Den bedste af de syv Springsteen-koncerter, jeg har oplevet,” bliver det så efter at have sovet lidt på det.

For “ved jorden at blive, tjener os bedst,” som Grundtvig – dansk salmedigtnings svar på Bruce Springsteen – skrev. Men som musikelsker og indimellem kritisk Springsteen-følger siden 1975 må jeg erkende, at jeg følte mig lettere i sindet efter koncerten d. 11. juli i Parken.

Sidste gang, Bruce Springsteen & The E Street Band spillede i Parken (i 2016), var lyden grusomt dårlig. At koncerten endte med at give en vis mening, skyldtes, at den blev gennemført på et stadig stigende, vildt opskruet lydniveau. Spil publikum halvdøve – det har i årevis været koncertlydfolkenes svar på handymandens mirakelmiddel, linolie.

I 2016 gav jeg koncerten fem stjerner, hvilket var mindst to for meget.

Man kan blive klogere. Tilsyneladende også Bruce Springsteen, hans lyd-crew og management.

Bruce Springsteen
Foto: Eddie Michel

Tirsdag aften, allerede få minutter inde i første nummer, ”No Surrender”, stod det klart, at noget var ganske anderledes. Det lød – om ikke som basuner og engle – så i hvert fald acceptabelt. Korsangernes sang lød helt klart bag Springsteens vokal. Lyden af The Mighty Max Weinburgs muskuløse soul-jazz-inspirerede trommespil var hørbar og lød ikke som sidste gang som en form for rullende katalysator i et absurd ekkoorgie.

Roy Bittans tangenter, der spiller en så vigtig – og nogle gange lidt underkendt – rolle for Springsteens lyd, især, selvfølgelig, på de pianodrevne 1970’er album, lød så klart og tydeligt, som jeg tror, det er muligt på Østre Fælledvej på Østerbro.

Så det lignede mere end en tanke, da Springsteen lagde ud med sangen om aldrig at overgive sig med sin wingman siden Ruder Konge var teenager, Steven van Zandt

Sidste gang var det umuligt at skelne stoute Gary Tallents basspil fra resten af lydmisseren – ikke denne gang. Der var en (for en stadionkoncert) usædvanlig fornemmelse af tightness i The E Street Bands samspil.

Det kan siges på denne måde: Det eneste ekko, jeg for alvor fornemmede fra min plads, var på Springsteens stemme, hvor det rent faktisk var tilsigtet.

Og det var bare i det første nummer.

Måske har Mr. Springsteen åbnet en luge i sin pengetank og investeret i bedre udstyr (og lydfolk) – måske er der sket teknologiske landvindinger på det seneste, der gør det muligt at raffinere lyden selv i en umusikalsk betontomt som Parken.

Bruce Springsteen og George Theiss

Springsteens seneste album med nyskrevne sange fra 2020, Letter to You, er en form for rammefortælling med udspring i et dødsfald. I 2018 døde George Theiss, det sidste levende medlem af Springsteens første band, The Castiles, ud over bossen selv.

Bruce Springsteen
Foto: Eddie Michel

Det har inspireret til sange som afslutningsnummeret denne aften, ”I’ll See You in My Dreams”, ”Last Man Standing”, ”One Minute You’re Here”, “Ghosts” og til dels titelnummeret ”Letter to You”. Det er sange, der beskæftiger sig med det uomgængelige faktum, at vi alle en dag må stige ned fra den store scene en sidste gang for at efterlade os et tomrum, der aldrig kan genopfyldes.

“Det var nogle af de dybeste læreår i mit liv – hvor vi lærte at optræde på scenen, lærte at skrive, lærte af optræde i front for bandet, lærte at sammensætte et show, lærte at optræde for alle former for publikum,” har Springsteen sagt om tiden med The Castiles.

Det var dengang, hvor drømmen med hans egne ord i 2015 var: “at opnå et større liv, store oplevelser, større erfaring, forhåbentlig mere og bedre sex, en fornemmelse af sjov, en fornemmelse af personlig udvikling, muligheder.”

Så det lignede mere end en tanke, da Springsteen lagde ud med sangen om aldrig at overgive sig med sin wingman siden Ruder Konge var teenager, Steven van Zandt, med på sang. For at gå direkte over ”Ghosts” fra det seneste album, hvor Bruce hylder George Theiss.

Bruce Springsteen
Foto: Eddie Michel

Your old Fender Twin from Johnny’s Music downtown
Still set on ten to burn this house down
Count the band in, then kick into overdrive
By the end of the set we leave no one alive

Jeg fremhæver dette citat, for allerede under fremførelsen i Parken stod det klart, hvor stor en sanger Springsteen stadig er i en alder af 73. Det handler ikke kun om teknik og det kendte trick med at synge lavere, indtil stemmen er varm. Som hos Bruces tidligste idoler, Elvis Presley, Sam & Dave og Roy Orbison handler det om noget, der kommer indefra. Gospel. Heart. Soul. Bruce virkede bevæget, som de fleste i Parken skulle blive det i løbet af de kommende tre timer.

“Ghosts” blev spillet, som i de klassiske Springsteen-epos fra 70’erne, med en flere minutter lang finale, hvor bandet effektivt kørte den længere og længere op og ud og skabte grobunden for det, der i flere momenter lignende en symbiose med den udsolgte Parken.

Store øjeblikke på stribe

Det var indledningen på en koncert med store øjeblik på stribe. Jeg nævner bare i flæng:

Bevægelse i Springsteens stemme igen i titelsangen fra det seneste album, “Letter to You” – med danske undertekster på storskærmene, formentlig for at understrege vigtigheden i en sang, hvor sangeren fortæller om processen bag et brev, som man fornemmer kan være en slags testamente. Sendt til hans dødssyge ven måske ligefrem.

“The Promised Land” – ja, det er her, det som så ofte før med Springsteen begynder at ligne et vækkelsesmøde. Kadencen er lavere end dengang, Bruce grundlagde sin vane med tre-fire timer lange større-end-livet koncerter, men følelsen er der.

“Out in the Street” fra The River – en evighedsmaskine af en rockfest, hvor stemmen holder, selvom Bruce Springsteen indimellem falder igennem. Bandet swinger, og det er svært at sidde stille på sæde 64, men det virker, som om sangen i 2023 nærmere lyder som et spørgsmål end det testosteronfyldte udbrud, den er på The River. Men det vil publikum sådan set blæse på. Der skråles med “oh-oh-oh – meet me out in the street”.

Bruce Springsteen
Foto: Eddie Michel

“Darlington County”, her med lån af et af Keith Richards klassiske riffs, rock’n’roll, lovlig langtrukkent denne aften, men stadig efterlader det mig med en vis opstemthed.

“Working on the Highway”. Lydende som her, noget af det nærmeste, The E Street Band kommer zydeco. Fed guitarintro. Nogle gange glemmer man måske, at Springsteen også er guitarist, og hvor god han er til at spille på sin bedagede, slidte gule Fender, der blev indkøbt før indspilningerne af Born to Run i 1974/75.

Et kært, sjældent genhør med “Kitty’s Back” fra det andet album fra 1973, The Wild, the Innocent & The E Street Shuffle. Jazzet freeform blæsere og tangentspillerne er med på legen. Jeg tænker, at når musik swinger så tæt som her, kan det umuligt kun være et spørgsmål om teknisk perfektion.

Under en treenighed af “Mary’s Place”, “My Hometown” og “The River” bliver stemningen i Parken mere og mere sakral. Jeg har det ofte ambivalent med koncerter, hvor publikum traller med, fordi det plejer publikum at gøre her. Fordi det forventes. At betale en mindre formue for en koncertoplevelse, hvor man gør, hvad der forventes, virker omvendt på mig, der kommer for overraskelsernes skyld. Men “det her er fantastisk,” står der skrevet i noterne, efterfulgt af “gåsehud”.

Der er ofte sat spørgsmålstegn ved Bruce Springsteens gavmildhed, når det gælder det økonomiske – han skriver selv om det i sin biografi, Born to Run. Men han har vist det før og gør det igen, specielt med Parken på kor i “The River”: Som formidler af menneskelighed, spiritualitet og håb for “the hungry and the hunted”, som han synger om i “Jungleland”, og alle os andre privilegerede, er Bruce gavmild som få. En stemme med en bund, der stikker dybt. Han kan noget, som ingen andre kan.

Bruce Springsteen
Foto: Eddie Michel

Dér under “The River” – det er meget, meget bevægende, mens Bruce tager os ved hånden og bringer os og Mary med ned til floden, hvor de brudte drømme flyder i samme fart som spildevandet fra Johnstown Company, han synger om.

Ja, det lyder næsten religiøst, det med at søge ned mod floden for frelse, og det er det måske også. Åndeligt i hvert fald i en eller anden form.

Jeg har interviewet Little Steven tre gange og spurgte engang, om han ikke kan savne lidt flere soli under koncerterne. Svaret lød: “Det er ikke mit job i The E Street Band”. Så kan man jo tygge på den. Nils Lofgren er så heldig under denne turné, at han har en enkelt, ret psykedelisk lydende solo i Springsteens “Because the Night”, som oprindelig blev skrevet til Patti Smith. Det virkede faktisk, som om han nød at trykke den af foran det sagnomspundne E Street Band.

Mod slutningen af koncerten kom “The Rising” med en lovprisning af håbet om forandring. Da havde The E-Street Band netop spillet depressions-nummeret “Wrecking Ball”, der handler om håbløshed i post-finanskrisens USA. Nu nævnte jeg Roy Bittans betydning for lyden af The E Street Band. Nogle rock’n’rollere har løbende haft det svært med hans og afdøde Danny Federicis og nu George Giordanos indflydelse på Springsteens udtryk. Som det har været tilfældet med først The Big Man, Clarence Clemons og nu nevø Jake på saxofon.

Det er ligefrem blevet parodieret på et af rockhistoriens mest solgte album, Bat Out of Hell.

Rock’n’roll storhed

I min verden er det i de vigtigste sange, Bittans og Giordanos keyboards, der løfter storytelling og sangerens Roy Orbison-inspirerede opera i vokalen til anthem-agtig rock’n’roll storhed. Uden dem ville det stadig lyde voldsomt påtrængende, som også tirsdag aften i Parken. Men der ville være lavere til loftet uden de store messingpenselstrøg og den blinkende lyd af Bittan i lydbilledet som, ja, stjerner på himlen.

Igen – fantastisk, at det faktisk kunne høres tydeligt og distinkt forleden.

Bruce Springsteen
Foto: Eddie Michel

Det taler sit eget sprog om Bittan, at da Bruce Springsteen dannede en ny gruppe til 1992- albummene Human Touch og Lucky Town, var Roy den eneste, der fik genvalg.

Tangenterne hørtes fx tydeligt i netop ”The Rising” med det syng-med-håb og den spirit og indre varme, der er en nødvendighed for at kunne rejse sig og synge med på koncertens egentlige afslutningsnummer, rockmanifestet ”Badlands”.

Igen – det nummer ville lyde, som det føles at køre på en flad cykel, uden de brusende keyboards – det er et af mine top ti Springsteen-numre. Den intro … På mit vinyl-eksemplar af Bruce Springsteen & The E Street Band Live 1975 – ’85 er de første ca. 15 sekunder af “Badlands” slidt væk.

Jeg skriver ”egentlige afslutningsnummer”, for “Badlands” var planlagt som sidste nummer inden ekstranumrene ifølge den sætliste, vi anmeldere fik udleveret under koncerten – Bruce valgte så at forkæle Parken med en desværre noget jappet version af ”Thunder Road” uden for sætlisten.

Ekstranumrene faldt sådan set fint ind i kontekst i forhold til første del af koncerten. Først ”Born to Run” – rockmusikkens måske mest ekspressive sang om ungdom og kærlighed og drømme om flugt fra landsbyens gadekær. Skrevet i årene efter, Bruce og The Castiles havde slidt Jerseys scener tynde.

Men hvorfor i alverden alt lys i Parken skulle tændes under den sang og derefter ”Bobby Jean”, ”Glory Days”, ”Dancing in the Dark”, ”10th Avenue Freeze-Out” og altså ”I’ll See You in My Dreams”, fatter jeg ikke.

Bruce Springsteen
Foto: Eddie Michel

Som deltager i koncerter underskriver optrædende og deltagere underforstået en gensidig kontrakt om et fællesskab, vi mødes i mørket i et lukket rum, omkranset af de berømte tre vægge. Det udfordres jo så p.t. dagligt på festivaler og andre arrangementer i dagtimerne, men der ved man som publikum, hvad man går ind til.

Da lysene tændtes i Parken, og den underforståede kontrakt blev brudt, forvandlede The E Street Band sig fra det noget nær det perfekte backingband til et – stadig blændende godt – halbalorkester. Den magiske boble bristede, og pludselig lignende stadionrockkoncerten især det, den også er: en indbringende forretning.

Noget af et antiklimaks.

Jeg ved ikke, om det skyldes et ønske fra Springsteen og entourance eller noget med sikkerheden. Eller noget tredje.

Skal vi gå hjem?

De vandt til dels momentum tilbage i ”Bobby Jean”, endnu en sang om de formative dage i New Jersey. Her opførte Bruce og Steve van Zandt en morsom standup foran et af kameraerne. Her lignede Steve mere Silvio Dante fra The Sopranos end en rytmeguitarist.

Måske tilsigtet, måske ikke, lød de to blodsbrødres spas som en hilsen tilbage til Southside Johnnys New Jersey-klassiker og største hit, ”I Don’t Wanna Go Home” (skrevet af Van Zandt) – og dermed som en understregning af aftenens tilbageskuende tema.

For mig udgjorde de 27 sange en samlet fortælling, en sangcyklus, hvor den største, mytologiske figur i rockmusikken næst efter Bob Dylan, tog livtag med sin egen myte

Måske for meget at lægge i det, men Bruce og Steves pjankede dialog, ”I wanna go home” – ”I don’t wanna go home” kunne ligne en diskussion på et højere eller måske nærmere dybere niveau:

Skal vi fortsætte, Steve? Vi er midt i 70’erne. Vennerne dør omkring os. To-tre generationer af musikere, dj’s, rappere, producere, programmører er kommet til, siden vi begyndte i de små klubber i Asbury Park. Måske på tide at gå hjem og overlade scenen til dem.

Denne tirsdag aften valgte Bruce Springsteen & The E Street Band ikke overraskende at fortsætte.

Vi, plus 40.000 i Parken, var vidne til en seance, hvor manden i midten og hans blændende gode band gav en koncert, der ikke bare var en “koncert”. For mig udgjorde de 27 sange en samlet fortælling, en sangcyklus, hvor den største, mytologiske figur i rockmusikken næst efter Bob Dylan, tog livtag med sin egen myte med sange om ophav, tab, død, arv, rødder, vedblivende passion, kærlighed, tilstedeværelse, insisteren på at være i live.

Som Bruce Springsteen sang med eftertryk og et glimt i øjet – og konkluderende, bilder jeg mig ind – i “Badlands”:

“It ain’t no sin to be glad you’re alive”.

Så ja, hvis han og hans orkester kan holde sig fit for fight, og stemmen stadig kan holde kadencen, må de for min skyld gerne vende tilbage.

Gerne med samme lydanlæg. Men hold lyset slukket næste gang.

Bruce Springsteen
Foto: Eddie Michel
Bruce Springsteen
Foto: Eddie Michel
Bruce Springsteen
Foto: Eddie Michel
Bruce Springsteen
Foto: Eddie Michel
Bruce Springsteen
Foto: Eddie Michel
Bruce Springsteen
Foto: Eddie Michel
Bruce Springsteen
Foto: Eddie Michel
Bruce Springsteen
Foto: Eddie Michel
Nikolaj og Piloterne er tilbage efter 13 års pause: Det eneste jeg ville, var at skrive en sang til

Nikolaj og Piloterne er tilbage efter 13 års pause: Det eneste jeg ville, var at skrive en sang til

.Altid har han holdt fanen højt, selvom, eller måske fordi, det indimellem har lydt som om, han var den sidste musiker i Danmark med et sikkert greb som arven fra classic rock.

Nikolaj Christensen var teenager, da han mistede sin mor. Efterfølgende måtte han til dels selv finde en vej gennem livet. Og den vej blev musikken.

”Jeg var med min far inde og tale med en vejleder på et HF-kursus, og sprugte: Er der musik? Ja, der er en times musik om ugen. Der var jeg bare sådan: forget it. Jeg har aldrig set mig tilbage.”

Fremefter var det som som at sidde “på en raket nu”- og han kom som noget ret usædvanligt til at opleve to gennembrud.

”Jeg var jo åben over for nye eventyr, totalt modig, hidsig og let antændelig. Jeg var en lille lort, jeg vejede under 60 og hvis der nogen, der sagde noget, så slog jeg til.”

Men omkring 2010 satte en mere eller mindre kronisk angst og pludselig døvhed midlertidigt Nikolaj ud på sidelinjen.

Men nu har piloten genfundet sin plads i cockpittet – og i den hvide stol i POVs podcaststudie, hvor Jan Eriksen interviewede ham.

Som altid med Nikolaj Christensen blev det til en ærlig og selvironisk snak. Om klassisk rock, inspiration, om fejl, om det brændstof, der har drevet ham, kompromisløsheden – og kompromiserne – om det, der gik godt, og de fede øjeblikke på scenen. Om fortrydelser.

Lyt med og hør mere, om:

… da Nikolaj fandt sit første band i Politikens Kom Frit Frem – og hvordan musikanmelderen Torben Bille hjalp ham videre.

… inspirationen fra John Mellencamp, Bruce Springsteen, John Hiatt, The Rolling Stones, Arne Würgler – og svenske Cornelis Wreswijk.

… dengang, trommeslageren i Nikolaj og Piloterne, Flemming Rothaus boede sammen med Guns’N’Roses – og inspirationen fra dem og Aerosmith

… dengang af Nikolajs kærester arbejdede som babysitter for Keith Richards og hans kone.

… da en rejse med to kvinder i Italien blev til en af de mange, mange sange om forsmået kærlighed.

… at “mangle sin hjerne – jeg har aldrig været særlig udspekuleret eller velovervejet. Det eneste jeg ville, var at skrive en sang til”.

Lyt til podcasten her:

Stream episode Nikolaj og Piloterne er tilbage efter 13 års pause: Det eneste jeg ville, var at skrive en sang til by Mediano Music podcast | Listen online for free on SoundCloud

Wuthering Heights fylder 45: Kate Bush burde nævnes i samme åndedrag som Springsteen og Bowie

Wuthering Heights fylder 45: Kate Bush burde nævnes i samme åndedrag som Springsteen og Bowie

En af de sidste dage i januar, måske en af de første dage i februar 1978 besøgte jeg en desværre nu afdød ven. Til hans mange kvaliteter hørte et skarpt, altid opmærksomt øre for nye pophits. På et tidspunkt fremdrog han en ny single, som dog havde skuffet ham. Der var ikke rigtig et ordentligt omkvæd i den sang, mente han. Om noget lød det som Tiny Tim, der et årti tidligere havde haft et sært hit med en version af “Tiptoe Through the Tulips With Me”.

Var begrebet eklekticisme ikke opfundet længe forinden, havde man måtte gøre det til Kate Bush. Jeg tvivler på, at der findes et instrument, Kate ikke har brugt en eller flere gange i sin musik

På mig virkede singlens cover eksotisk, emmende af østerlandsk mystik, anderledes. Hvad forestillede det? Måske en kvinde på en form for kors, en drage, en gymnastisk øvelse? En martyr, en erobrer, en furie?

I dag ved jeg, at coveret blandt andet er inspireret af noget så harmløst som en scene i Disney-filmen Pinocchio.

Til gengæld ved jeg ikke, hvor mange gange jeg tvang min ven til at spille den single i løbet af aftenen. Bare klaverintroen, der ligesom kommer dryppende som smeltende dråber fra en istap i et af de få træer på Haworth Moor, som Kate Bush synger om i “Wuthering Heights” – den sang havde dét.

Nu, 45 år senere virker Kates udtryk stadig lige så affekteret, teatralsk og vanvittigt passioneret som dengang.

Sangen i komplet symbiose med musikken – drøm, længsel, fantasi og en fornemmelse af noget uregerligt og dramatisk, noget ængsteligt væver sig ind i noget meget feminint, tiltrækkende, sensuelt.

Påtrængende, ja. Og mørkt, vildt, som den åbenlyse inspirationskilde, Emily Brontës gotiske roman Stormfulde højder. Som romanen i sin tid var et narrativt nybrud, skulle Kate Bush vise sig at være et nybrud på rockscenen.

Bush, der egentlig selv hedder Cathrine til fornavn, synger ud fra Catherine Earnshaws perspektiv. Hun fryser og vil ind i varmen hos sin stedbror, som hun elsker og hader. En kritiker har engang meget rammende kaldt sangen en ”gotisk romance destilleret ned til en fire et halvt minut lang, tåget rapsodi”.

Der er i det hele taget et hav af referencer i hendes tekster – Peter Pan, Disney, ”Arsenik og gamle kniplinger”, en filmatisering af Klokkeren fra Notre Dame, gyserromanen The Turn of the Screw, H.C. Andersen (indirekte)

Og så er der selvfølgelig den ikoniske, maleriske guitarsolo, som skyldes Ian Bairnson og ikke David Gilmour, som jeg i årevis troede efter at have læst et eller andet sted, at han hemmeligt havde erstattet det oprindelige track. Det var en ammestuehistorie – tak, Ole – men sandt, at Gilmour ofte tilskrives æren af at have opdaget Kate Bush.

Det var da også ham, der producerede hendes første demotape. Kate og Pink Floyd-guitaristen fortsatte senere deres samarbejde, han har bl.a. produceret flere af hendes album. F.eks. udlånte han helikopterlyden fra ”The Wall” til en af hendes sange. ”Der var ikke lige en helikopter i nærheden af studiet den dag,” som Bush har sagt.

Kate Bush og referencerne

Jeg købte selv ”Wuthering Heights” singlen i Fona på Østerbro og kort efter de hele to album, der udkom i 1978, Lionheart og The Kick Inside.

Indtil videre er der udkommet 10 studiealbum, men de to første vil nok altid være mine foretrukne på grund af den betydning, de havde, mens jeg som nyslået københavner sad på mit klubværelse med udsigt til solnedgangen over halvdelen af Østerbro, lyttede og fyldte det 12 kvadratmeter store værelse med King’s-røg. Det er mit grundbillede på den tågede lyd af Kate Bush.

Måske også fordi Bush i begyndelsen var lidt mere klassisk pop og rock, end hun blev i årene, der skulle følge. “The Man With the Child in His Eyes” er f.eks. en ballade, der kunne være sunget af Barbra Streisand. Der skulle gå et par årtier, før jeg for alvor fandt ind i den (endnu) mere eksperimentelle side af Bush.

Uløselige gåder skjuler sig i tågen, der omgiver Kate Bushs musik, man finder aldrig for alvor en formel eller musikalsk “klartekst”, eller rettere, man finder sin egen betydning

Hvorfor kan jeg ikke huske, men jeg fik aldrig set hende under den eneste koncert i Danmark, i Falkoner i april 1979. Sikkert noget med penge. Burde have tigget, lånt eller stjålet.

Som Kate havde jeg – på tysk tv – set 1939 filmatiseringen af Stormfulde højder med bl.a. Laurence Olivier og David Niven. Havde læst romanen – eller rettere en del af den, hvis jeg skal være helt ærlig. Den gotiske klassiker skulle mange år senere komme til at spille en rolle i min egen roman, Hamlet og Helvede.

Også Kate citerer gamle Shakespeare, nemlig Othello i ”Blow Away”. Der er i det hele taget et hav af referencer i hendes tekster – Peter Pan, Disney, “Arsenik og gamle kniplinger”, en filmatisering af Klokkeren fra Notre Dame, gyserromanen The Turn of the Screw, H.C. Andersen (indirekte) i ”The Red Shoes”, hendes yndlingsgyser, Stephen Kings Ondskabens Hotel, en bog om den banebrydende psykolog og filosof Peter Reich – ”Cloudbusting”, hvor der efter sigende også er en subtil reference til Hamlet.

Var begrebet eklekticisme ikke opfundet længe forinden, havde man måtte gøre det til Kate Bush. Jeg tvivler på, at der findes et instrument, Kate Bush ikke har brugt en eller flere gange i sin musik. Ja, selv autotune har hun leget med (”Deeper Understanding”).

Inspirationen er ikke bare stilistisk – som i: her kunne det være fedt med lyden af lidt jazzet bas. Det er hele Kate Bushs tilgang til det at skrive og producere musik. Kun i ganske få af sine melodier følger Bushs sangskrivning gængse modeller. Lyt f.eks. til det cinematiske “Wow” fra Lionheart, hvor Kates dengang 19-årige sangstemme pludselig i en slags omkvæd flagrer og spreder vingerne kærligt ud, så man ikke rigtig ved, om det er opera, film eller et Queen-nummer. Enormt virkningsfuldt.

Klassisk musik, George Gershwin, folkemusik, balletmusik, jazz, diverse former for eksperimental musik, diverse former for stammemusik, filmmusik, musicals, Genesis, Simon & Garfunkel, Jethro Tull, Roxy Music, Elton John, der en periode dækkede alle vægge i hendes ungpigeværelse hjemme i Bexleyheath, Kent. Kate Bush sugede til sig.

Ligesom hun selv har inspireret et hav af kvindelige kunstnere. Björk, Sia, Fiona Apple, St. Vincent, Lana Del Rey, Marina (and the Diamonds), Sharon van Etten, Peaches, Alanis Morrissette, Randi Laubeks storværk The Wedding of All Things, Oh Land og mange, mange andre. Sidste år udsendte Kira Skov og Mette Lindberg et uforbeholdent hyldestnummer til Kate Bush – og Dusty Springfield – ”Dusty Kate”.

Og tænk så på, hvor mange kvindelige kunstnere, der senere skulle komme til at danse og synge samtidig under koncerterne – som Kate Bush også var den første til.

Ligesom hun var den første til at bruge et headset til sin trådløse mikrofon, så hun frit kunne bevæge sig rundt på scenen. Forud for hende var Peter Gabriel og Mick Jagger begyndt at bruge den trådløse mikrofon.

Kate Bush og mysterierne

Med musiker Barry Hydes (The Futureheads) ord: “Uanset hvor mange gange, du lytter til den, vil der stadig være en masse mysterier i Kate Bushs musik”.

Det har han så ret i. Uløselige gåder skjuler sig i tågen, der omgiver Kate Bushs musik, man finder aldrig for alvor en formel eller musikalsk “klartekst”, eller rettere, man finder sin egen betydning.

Det er et vigtigt aspekt, når det gælder Bushs magi, at uanset hvor drømmende eller æterisk, det bliver, er der også denne her ligefremme kropslighed, sensibilitet og nogle gang måske lidt skæv dansabilitet. Krop og sjæl. Pop og rock favner eksperimenter, eller også er det omvendt. F.eks. “James and the Cold Gun” fra The Kick Inside, “Don’t Push Your Foot on the Heartbrake”, titelnummeret til Hounds of Love, eller det dæmoniske “Walking the Witch”.

Både The Kick Inside og Lionheart burde rangere på højde med de album, der næsten altid fremhæves som definitive album fra 70’er-“album-æraen” i rockmusikken. På mange måder er der lige så meget nødvendighed, følelse, smerte og orkestrale manøvrer i mørket hos Kate Bush som f.eks. på Bruce Springsteens Burn to Run og Darkness on the Edge of Town og Elton Johns Goodbye Yellow Brick Road.

Kate Bush græd efter eget udsagn i timevis, da Bowie under en koncert i 1973 i Hammersmith Odeon lagde Ziggy Stardust i graven. Hun var der blandt publikum, 15 år gammel

Nu er dette bare en tilfældig liste, jeg lige googlede mig frem til, men det er vist typisk for opfattelsen hos mange musikeksperter. Du er velkommen til at indføje “mandlige” foran musikeksperter.

Når det kommer til intellekt, ambition, inspiration, intuitiv forståelse for de mulige brudflader, hvor kunst kan fodre og udvikle rockmusikkens udtryk og omvendt – teater, litteratur, film, billedkunst – er Kate Bush det nærmeste, rockmusikken kommer en kvindelig kunstner med en indflydelse, der matcher det aftryk, David Bowie nåede at afsætte. Uanset at han jo nåede at være mere aktiv både hvad plader, koncerter og medieplatforme angår.

Det synes jeg egentlig aldrig rigtig, hun har helt har fået kredit for.

Kate Bush græd efter eget udsagn i timevis, da Bowie under en koncert i 1973 i Hammersmith Odeon lagde Ziggy Stardust i graven. Hun var der blandt publikum, 15 år gammel. De nåede senere at hænge ud med hinanden flere gange, bl.a. i Abbey Road studiet – og de blev i perioder undervist af den samme danselærer.

Kate Bush dansen

Dansen, ja. Allerede på de første live-optagelser af Kate Bush fra 1978/79 ser man hendes spektakulære, stærkt ekspressive dans under bl.a. “Wuthering Heights”. Dansen understreger tekst og musik. Ærgerligt, at hun ikke kom til at optræde mere.

Det gør tusinder af fans i alle aldre til gengæld. Iklædt røde rober mødes de årligt rundt omkring i verden for at hylde “Wuthering Heighs” til flashmobs. Usædvanligt rørende, har Kate selv kaldt det. Se med i dette link. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal mene om det.

Som nævnt har Kate Bush indtil videre udgivet 10 studiealbum. Det seneste, 50 Words For Snow, i 2011. Turneen, der som nævnt bl.a. bragte hende til Falkoner i København i 1979, skulle blive den eneste. Hun har dog optrådt flere egange op gennem 80’erne ved enkeltkoncerter.

I 2014 optrådte hun ved en stribe koncerter i Hammersmith Apollo i London. Uden at spille “Wuthering Heights”. Adskillige rasende tilskuere forlangte ifølge engelske aviser pengene tilbage. Jeg havde også været slemt skuffet, hvis jeg havde været der, men det ville være glemt igen, når jeg nåede hjem.

Kate Bush skylder ikke nogen noget.

Born to løu’e på synnejysk – om Rikke Thomsen: Når man er fra et lille sted, må man gerne drømme

Born to løu’e på synnejysk – om Rikke Thomsen: Når man er fra et lille sted, må man gerne drømme

RIKKE THOMSEN:

For nylig udgav hun albummet “Opland.” Hun har optrådt landet over, og næste år turnerer hun vinter, forår – måske en festival eller to – og senere igen til efteråret.

I anledning af det aktuelle album besøgte Rikke Mediano Music. Til min behagelige overraskelse blev det blandt meget andet til en samtale om inspiration fra Elvis Presley, Bruce Springsteen, John Mayer, Poul Halberg, Joni Mitchell – og Karl Ove Knausgård.

Men først og fremmest om at vokse op i en by, Blans mellem Sønderborg og Aabenraa, med 517 indbyggere og Danmarks bedste badestrand for enden af Ballebrovej – og om at skrive sange med udgangspunkt i sit opland og se en mission i at fastholde netop dét, sit sønderjyske mål i sange om trygheden, længslerne og kedsomheden – og alt det andet, der skabte hende og den karriere, der venter forude.

Rikke Thomsen er et talentfuldt, ungt kvindeligt bud i en genre, som hidtil mest har været befolket af mænd – først og fremmest Allan Olsen, Johnny Madsen og Niels Hausgaard, der jo altid har været der.

Rikke Thomsen – lyt med og hør om:

– sangene der har været i Rikkes liv lige siden hun og Anton legede rockstjerner i Blans.
– som den yngste nogensinde at modtage Modersmålsprisen.
– den svære kamp mod amerikaniseringen af det danske sprog, især i Rikkes egen generation.
– beslutningen om at gå sin helt egen vej i musikbranchen.
– de afgørende points of no return: den nye lærerinde på Lilleskolen, der gjorde den helt store forskel, lyden af ”Born to Run” i radioen og søsterens lille skub, der førte til et afgørende valg.
– inspirationen fra især Springsteen, der gennemsyrer det nye album.
– fascinationen af de der “guitar men” i deres lædertøj, der bl.a. førte til uddannelsen som guitarist.
– at sidde på teenageværelset og skrive følsomme, bløde kærlighedssange.
– om samarbejdet med guitarist og producer Søren Andersen på det nye album med en lyd, der lyder lige så meget af folk som de popglade digitale 80ere.

Lyt til podcasten her: 

50 år med Tom Waits: Det slemme, det smukke, det grimme og det gode

50 år med Tom Waits: Det slemme, det smukke, det grimme og det gode

Tom Waits tilhører den gruppe af artister, der ikke kan beskrives med en genre, medmindre man kalder genren Tom Waits.

Den store amerikanske sangbog, swingmusikken, singersongwriter-stilen, rock’n’roll, blues, cirkus, comedy, beatgenerationens forfattere, cabaret, folkmusik, roots og americana, Brecht og Weil, jazz og jazz’n’poetry. Det hele flød sammen i musik. Det er som Stolt siger:

“En humor, som dog har en bund af alvor. Det er en af de ting, som han er enormt dygtig til. Skismaet mellem det slemme og det smukke og grimme og det gode.”

I denne podcast hylder vi en kunstner, der helt CV Jørgensen’sk muligvis har pensioneret sig selv, men som indtil da nærmest blev indbegrebet af integritet.

Podcasten har noble gæstebesøg af Frank Sinatra, Humphrey Bogart, Rita Hayworth, Francis Ford Coppola, Bob Dylan, Jim Jarmusch, Nick Cave, Iggy Pop, Neil Young, Lee Marvin, Rickie Lee Jones, Williams S. Borroughs, Jack Kerouac, Dr. John, Captain Beefheart, Frank Zappa, Bruce Springsteen og ikke mindst Waits’ kone Kathleen Brennan.

Musikken:
Downtown Train
San Diego Seranade
Invitation to the Blues
Swordfishtrombone
Walking Spanish
I’ll Shoot The Moon
Picture in a Frame
Bad as Me
Jersey Girl.