af Jan Have Eriksen | mar 25, 2023 | Podcast
Denne POVcast består af fire kapitler eller sekvenser, alle med læge, professor og musiker Michael Krogsgaard i hovedrollen. Det er historiefortælling med visse elementer af nørderi.
69-årige Michael Krogsgaard er aktuel med albummet ”Ready For Fun”. Gennem de sidste godt og vel 40 år har han vekslet mellem sit arbejde som læge og arbejdet som Bob Dylan dokumentarist med tre bogudgivelser på sit CV. I dag regnes han for en af de førende Dylan-eksperter i verden. Hvilket siger en del. Der er mange dylanologer derude.
Helt eksklusivt har han over en tiårig periode haft mulighed for at begrave sig i tusindvis af Bob-arkivalier i en nedlagt bunker nær Woodstock. Det blev bl.a. muligt, da Dylan og hans forretningsfører blev vred på Mariah Careys daværende mand, Tommy Mottola. Hør mere om dette og meget andet Dylan i podcasten.
Derfor tager podcasten udgangspunkt i Bob Dylans andet album, ”The Freewheeling Bob Dylan”. D. 27. maj er det præcis 60 år siden, pladen med det ikoniske cover med Dylan og hans daværende kæreste Suze Rutolo udkom – bl.a. med sange som ”A Hard Rain’s A-Gonna Fall” og ”Blowing in the Wind”.
Jan Eriksen og Michael Krogsgaard taler desuden om sidstnævntes seks år i 70’erne som ejer af pladeselskabet Hookfarm (Krogsgaard på danlish), som bl.a. udgav de første to, ikoniske C.V. Jørgensen-album, ”En stynet strejfer” og ”T-shirts, terylenebukser og gummisko” – og bl.a. også plader med Buki Yamas og Buffalo.
Det handler om samarbejdet med Carsten Jørgensen, som han hed, indtil han og Krogsgaard fandt på et mellemnavn. I podcasten taler de bl.a. om de første demooptagelser og videooptagelser med de to Lyngby-drenge, som de to optog i Krogsgaards barndomshjem ved Fortunen ved Dyrehaven. Disse optagelser eksisterer selvfølgelig stadig, og er sammen med et tidligt livealbum klar, hvis CV skulle få lyst til at dokumentere sin karriere.
Endelig handler det om sangene på Krogsgaards nye bluesrock album, og det handler om at springe ud som solist i en alder af 69.
På pladen synger han om partnervold, alderdom, Alzheimer, traficking, krigstraumer, sex og savn. Som i nummeret ”Miss You”, som er en dedikation til den nu afdøde musikjournalist og ven Jan Sneum.
Dette og meget mere i denne podcast.
Stream episode Bob Dylan, C.V. Jørgensen og Michael Krogsgaard – Dylan-eksperten springer ud som musiker by Mediano Music podcast | Listen online for free on SoundCloud
af Jan Have Eriksen | nov 21, 2022 | Podcast
Det har resulteret i albummet ”Copenhagen Skyline” med sange af Billy Cross. Dog er to af dem skrevet af Bob Dylan (den ene sammen med Helena Springs), som Cross arbejdede sammen med på albummet ”Street Legal” og den efterfølgende turne – foreviget på ”At Budukan”.
Den ene sang, ”Legionaires Disease”, har Cross før indspillet med Delta Blues Band – den anden, ”More That Flesh and Blood Can Bare”, er aldrig indspillet før.
”Der gik kun et kvarter efter, jeg bad om Bobs tilladelse til at indspillede den, før jeg fik svar,” siger Cross i podcasten.
I podcasten slås en del cirkler frem og tilbage i Cross og Dissings samarbejde. F.eks. fortæller Rasmus, at hans salig far Povl, der i sin tid blev inspireret af Dylans første plader, lige akkurat nåede at se sine sønner optræde sammen med Dylans gamle guitarist.
I denne podcast taler Jan Eriksen med Cross og Rasmus Dissing om samarbejdet, som de kalder lykkeligt. Det opstod efter Cross havde set Dissing, Dissing og Las optræde i en kirke. De taler om at skrive og indspille musik, der er trofast over den organiske rocktradition.
”Gud holdt fridag, den dag han gav mig sangstemme. Rasmus er den perfekte mand til at synge mine sange,” siger Billy Cross.
Nogle af sangene har ligget i årevis og ventet på den rette sanger. En af dem handler f.eks. om den eksistentielle ensomhed, der bebor de fleste kreative mennesker, og altså også Billy.
Og selvfølgelig handler det også om Cross og Dylan. Vidste du, at:
– B-stykket i en vis dansk rocksang, der handler om livet på den spanske sydkyst (den er ikke skrevet af Thomas Helming…) er planket fra sangen, der har lagt navn til Billy Cross’ trio, Everybody’s Talking.
– Billy Cross var en af de første overhovedet, der hørte Dylans album ”Highway 61 Revisited”. Hvordan kan du høre i podcasten.
– Billy Cross sad ved siden af Dylan i en turbus, da han skrev ”Slow Train”.
Dette og meget mere i denne podcast:
Stream episode Billy Cross og Dissing, Dissing og Las: Nyt album – og en “ny”, glemt Bob Dylan-sang. by Mediano Music podcast | Listen online for free on SoundCloud
Rasmus Dissing
Rasmus Dissing udstod sin første musikalske læretid hod faderen Povl. Sammen med broderen Jonas medvirker han på flere af faderens album og på tre album under navnet Dissing, Dissing, Las og Dissing. Sideløbende dannede de sammen med Las Nissen trioen Dissing og Las. De har udgivet en håndfuld album. De seneste år har de blandt meget andet optrådt med fortolkninger af Bob Dylan-sange, på det seneste suppleret af Billy Cross. I 2022 udgav de sammen albummet ”Copenhagen Skyline” bestående af Cross-sange af Cross-sanger med Rasmus som sanger.
Billy Cross
Billy Cross begyndte som studiemusiker i USA i 1960’erne og medvirkede bl.a. på album med Sha Na Na og Topaz. Han besøgte Danmark i 1974, hvor han spillede to koncerter i København. Herefter vendte han ofte tilbage til København samtidig med, at han arbejdede sammen med Bob Dylan og Meat Loaf i USA.
I 1979 indspillede han ”No Overdubs” sammen med Delta Blues Band. Kort efter blev han fast medlem af dette band, som efter navneskifte til Delta Cross Band udgav fire albummer mere.
Han har produceret plader med C.V. Jørgensen, Johnny Madsen, Anne Dorte Michelsen, Søs Fenger, Pretty Maids, Dr. Hook, Mikael Wiehe, Björn Afzelius, Allan Olsen, Henning Stærk, Lars Lilholt, Dalton og flere endnu.
Han har udgivet tre soloalbum. Optrådt med flere bands og udgivet en kogebog og erindringsbogen, ”Så langt så godt – et liv med rock”.
af Jan Have Eriksen | okt 9, 2022 | Anmeldelse
Allerede inden Bob Dylan påbegyndte sin “Rough and Rowdy Ways World Wide Tour” sidste år, spekulerede Dylanloger i, at det kunne blive hans sidste – en form for afrunding af en karriere, der begyndte, da hans mor købte en guitar til ham i begyndelsen af 50’erne. Og som skulle gøre ham til den største sangkronikør i rock’n’roll.
Jeg er skeptisk. Alene af den grund at albummet, som turneen er opkaldt efter, peger lige så meget fremad som bagud. Vel vender han blikket bagud på især “Murder Must Foul”, men tekstmæssigt har jeg ikke hørt Dylan mere veloplagt og personlig i årevis. Samtidig er Rough and Rowdy Ways det første Dylan album i årevis med sin egen karakter, musikalsk – hvor der på mange tidligere album har været en-til-en spejling af alt det, der påvirkede ham, rockabilly, blues, den tidlige 60’errock, gospel, folk.
”Bob er en ”man of many moods”, men han trænger til en halspastil”. Det blev dog bedre, og efterhånden som det skred frem, fyldte den gamle mands croon hele Royal Arena
Forud for denne turne fyrede Dylan to medlemmer af sit “Never Ending Tour Band”. Trommeslager Charley Drayton har erstattet Matt Chamberlain, guitaristen Doug Lancio har erstattet Charlie Sexton, der ellers har været medlem af bandet siden 1999.
Bassisten Tony Garnier, der for nylig var kapelmester på en Povl Dissing hyldestkoncert i Tønder, er heldigvis stadig med. Han har en stor del af æren for det bluesy boogie-swing, der har præget koncerterne især i begyndelsen af The Never Ending Tour. Det samme gælder guitarist Bob Britt, der kan prale med at medvirke på danske Lei Moes seneste album.
Er Dylan forfaldet til backtracks?
Iscenesættelsen i Royal Arena indikerede noget usædvanligt for Dylan. Indrammet af meterhøje beige gardiner og et gulv, skabt af en eller anden form for plasticmateriale, belyst nedenfra, følte man sig inviteret indenfor i en mystisk, Twin Peaks-lignende lounge med en natklubs dansegulv.
Det var ikke det eneste usædvanlige. Mig bekendt plejer Dylan altid at optræde med varierende sætlister og visse improvisationer fra aften til aften. På denne turne har han med undtagelser spillet med den samme sætliste hver aften. “Er Bob forfaldet til at optræde med backtracks?” tænkte jeg forinden.
Svaret blæser i vinden. Det virkede nu ikke sådan fra begyndelsen. I de to første numre var det svært, grænsende til umuligt at høre Dylans sang. Det blev dog lidt bedre i den tredje sang, ”I Contain Multitudes” – en af Dylans mest personlige overhovedet, tror jeg. Men, som der står i mine noter, ”Bob er en ”man of many moods” (som han synger, red.), men han trænger til en halspastil”. Det blev dog bedre, og efterhånden som det skred frem, fyldte den gamle mands croon hele Royal Arena.
Hvis Dylan efter disse mange år kan siges at have en musikalsk grundtone, er det den særlige grund-blues, han selv med mange variationer og sidestep mod folk, jazz, rock’n’roll, jazz, gospel, har bearbejdet på utallige plader
Måske skydes det, at han i sen alder er stoppet med at ryge. Måske har oplevelsen at indspille hele tre album med jazz og swing-klassikere påvirket hans sang. Måske er det bare alderen.
Som en anden gospelprædikant skiftevis stod og sad Dylan bag et keyboard midt på scenen med sine musikere omkring sig. Set på afstand var det svært at se andet, end at han usædvanligt nok er blevet sorthåret igen på sine gamle dage.
Ja, i momenter var der noget helt tranceagtigt i Dylans levering, bakket op af det fantastiske band. Snart som i ”When I Paint My Masterpiece” og ikke mindst ”I’ll Be Your Baby Tonight” med en intimitet, jeg ikke mindes at have hørt tidligere efter godt og vel tolv Dylan-koncerter begyndende i 1978, dengang Billy Cross var med på guitar.
Raspende, remsende
Snart, som i ”Black Rider”, med en dystopisk klang, der lød som den kom fra et fjernt himmeltegn langt herfra. Snart – som vi kender ham – raspende, remsende, lydende som en kunstner, der har påtaget sig rollen som en form for neutral sprechtgesanger for sine egne ord som i gamle operaer. Snart dybt engageret og fokuseret som i ”Key West (Philosophers Stone)” fra det nyeste album virkede Dylan som en mand, for hvem det vigtigste i verden var at sidde der midt på Amager. Bakket indfølt op af bandet. Den sang er på niveau med nogle af Dylans allerstørste ballader.
Hvis Dylan efter disse mange år kan siges at have en musikalsk grundtone, er det den særlige grund-blues, han selv med mange variationer og sidestep mod folk, jazz, rock’n’roll, jazz, gospel, har bearbejdet på utallige plader. Tidligere har liveudtrykket ofte virket skramlet, kantet og søgende – skriver jeg velvidende, at det er en del af Bobs projekt. Han er en rampling man, en mand på evig vandring.
Dylan giver aldrig ekstranumre. Lad os se, om han tager en ekstra runde efter denne turne. Mon dog ikke. Han har trods alt, som han synger, “already outlived my life by far”
Denne aften i Royal Arena lød det forrygende tight med meget klar lyd på alle instrumenter, de to guitarer, bas, strengeinstrumenter, trommer, der blev spillet, som trommer sjældent spilles. Det er nok en smule overdrevet, men det virkede som om, samtlige guitarister Britts og Lancios licks og soli stod tydeligt og klart i et samlet mørkt udtryk – ligesom det lyder på det nyeste album, hvor der fortælles farlige historier, eventyr, historieskrivning, pjank, dødsforagt, tro og håb i en skiftevis hård og mild regn af bibelske, litterære og popkulturelle referencer.
Det musikalske udtryk på Rough and Rowdy Ways var tydeligvis valgt som skabelon for de andre, ældre numre på sætlisten. Et skiftevis baggyde-blueset og dunkelt balladeagtigt, og for Dylans vedkommende, usædvanligt stramt udtryk. Dermed sagt, at power-klassikere som “Like a Rolling Stone” og “Ballad of a Thin Man” næppe havde passet ind her.
Sakral udgangssalme
Ved mine første to-tre Dylan-koncerter gik jeg ind ad døren med en boblende, ungdommeligt naiv forventning om at opleve noget større end livet. De seneste koncerter er jeg tilgået helt uden forventninger, helt uden at læse, hvad andre har ment på forhånd. Det gjaldt koncerten i Operaen i april 2017, Roskilde Festival 2019 og nu denne i Royal Arena.
Nu ved jeg, man oplever meget få ting, der er større end livet – end netop livet selv. Især når man er til stede ved dets begyndelse. (Jeg ved godt, at det er lettere sagt af en mand end hende, der ligger i barselssengen.)
Sagen er, at jo mindre forventninger, jeg har haft til Bob Dylan, jo større oplevelser har koncerterne vist sig at blive. Jeg vil ikke sige, at jeg aldrig har oplevet ham bedre end i Royal Arena. Dertil var der trods alt for mange nye sange og for få ældre favoritter.
Dylan giver aldrig ekstranumre. Lad os se, om han tager en ekstra runde efter denne turne. Mon dog ikke. Han har trods alt, som han synger, “already outlived my life by far”.
Men hvis dette virkelig var enden, sluttede Dylans karriere med en nærmest sakral udgangssalme, da de spillede den i forvejen umådeligt smukke, eksistentielle “Every Grain of Sand” i en lystonet super melodiøs version, hvor de to guitaristers spil glitrede som glasperler på snor i et vindfang med udsigt til en meget bred horisont – og hvor Bob selv sang gribende varmt.
Lige der var det dybt bevægende.
af Jan Have Eriksen | jan 29, 2022 | Podcast
Vidste du, at han som eneste dansker har optrådt for i alt 200 mio. pakistanere? Eller at han arbejdet sammen med en producer, der sad med ved knapperne, da Bob Dylan indspillede “Time Out of Mind” og R.E.M.s “Automatic For the People”.
Stephan Grabowski begyndte for alvor sin karriere i Lars H.U.G. and the Zombies, der var et af firserne tre mest efterspurgte danske live-bands, han var med i Love Shop i begyndelsen, og han havde et årelangt venskab og samarbejde med salig Hilmer Hassig og Henrik Hall.
Senere har han produceret og indspillet et hav af plader, bl.a. med Elisabeth, Marianne van Toornburg og Nanna. Men der, hvor Grabowskis historie for alvor bliver spændende, er i beskrivelsen af dengang, hans musikalske nysgerrighed uden forudgående aftaler bragte ham i armene på en af Indiens mest efterspurgte producere.
Det er historien om at dumpe ned i sindstilstanden, som han siger, Mumbai med 24 mio. indbyggere uden meget andet end musikalsk nysgerrighed og dedikation i kufferten.
En musikalsk opdagelsesrejse der på sin vis begyndte, da han og en kæreste i 1993 oplevede musikken som frisættende kraft under et technoparti i Goa i Inden.
Siden har Grabowski indspillet plader, hvor rock’n’roll, techno og indisk raga fusioneres ligesom han det seneste tiår har udsendte tre album med sin dansk-pakistanske Sufi-rockgruppe Rocqawali. Det ene produceret af superproduceren Mark Howard, Daniel Lanois’ lydtekniker på plader med Tom Waits, Lucinda Williams, Willie Nelson, Emmylou Harris, Neil Young og andre.
Lyt med og hør om:
Grabowski – lyt med her og hør om:
– David Bowies Lazarus.
– det livsforandrende øjeblik, da Grabowskis onkel Jess Ingerslev præsenterede ham for The Beatles.
– dengang han blev valgt som trommeslager fremfor Martin Brygmann til Lars H.U.G.s band.
– hvad han lærte af samarbejdet med Lars H.U.G.hvad han har fået med fra sine venskaber med Hassig og Henrik Hall
– samarbejdet med Ivan Pedersen og Peter Belli – og det ældste trick i popbogen.inspiration fra Talk Talk/Mark Hollis.
– arbejdet med den første Bollywood-forestilling i et dansk teater
– Grabowskis drive og vision, der bragte ham ud af den danske selvtilstrækkelighed : “Vi bor på et knappehulshoved af en ø – der må være en verden derude”.
– rejserne til Indien, Pakistan og Etiopien og rollen som brobygger mellem to forskellige musiktraditioner.
– at stå mutters alene i Mumbai mellem 24 mio. indbyggere og finde frem til en af Indiens største musiknavne/producer.
– at fusionere pakistansk musiktradition med lyden af Led Zeppelin.
af Jan Have Eriksen | sep 2, 2021 | Podcast
Dennis Greis Lydom holder foredrag og optræder med Cash-musik. I denne podcast tager vi på vandring ned gennem de seks American Recordings album, der udkom i den sene del af Cash’s karriere. De to sidste udkom efter Johnny Cash’s død i 2003. Efter musikpodcasten Mediano Music er blevet en del af POV hedder det fremover Mediano Music POVcast.
I 1969 udgav Johnny Cash albummet At San Quentin, der blev det mest solgte album det år – i hele verden. 20 år senere var Johnny Cash på mange måder rangeret ud på et sidespor i sin karriere og til dels også menneskeligt. Godt nok havde han fundet sin gud og var kommet clean ud af sin misbrugsbehandling i 1983, men det kneb indimellem med at holde sig på stien. Efter sin anden fyring, denne gang fra selskabet Mercury, sang Cash Bob Dylans “It Ain’t Me Babe” under en hyldestkoncert til den gamle ven, som Cash bl.a. havde indspillet sammen med på Dylans Nashville Skyline.
Da pladeselskabsmanden Rick Rubin overværede koncerten, opstod der en drøm i ham. En drøm om at give Johnny Cash den respekt og de sange, han som en af de tidlige rockpionerer havde fortjent. Den var Cash helt med på, faktisk havde han en liste med 100 sange, som han godt kunne tænke sig at indspille. Så de mødtes og begyndte at indspille i Rubins stue.
Resten er musikhistorie. Nu også fortalt i denne POVcast:
På grund af en fejl i en ellers helt nyindkøbt mikser er lyden lidt ulden, men kan sagtens høres. Det beklager vi.
Og så skal det tilføjes at The Class of ’55, ‘de fire vise mænd’, som Jan Eriksen nævner i podcasten, er Jerry Lee Lewis, Carl Perkins, Roy Orbison og Johnny Cash. Nogle gange kan de ske, at det løber af med nørder, når de får talt sig varme.
American Recordings
American II: Unchained
American III: Solitary Man
American IV: The Man Comes Around
American V: A Hundred Highways
American VI: Ain’t No Grave
