Johnny Marr fra The Smiths har sagt om kilderne til det, der skulle blive hans distinkte stil:
Kris Kristofferson (1936-2024): Han var ikke djævlen, men han stjal en del af hans sange
‘Me and Bobby McGee’ – som også er kendt med hans daværende kæreste, Janis Joplin. ‘For the Good Times’, ‘Once More with Feeling’, ‘Sunday Morning Coming Down’ – i øvrigt oversat og indspillet i en fremragende version af John Mogensen, ‘Søndag morgen’. ‘Forever Moment’, som er en af de sange, der bedst, både følsomt og kynisk, beskriver forelskelsens iboende flygtighed og storhed på én gang. For nu at nævne fem.
Med ‘Me and Bobby McGee’ og linjen ‘Freedom’s just another word for nothing left to lose‘ har Kris Kristofferson for længst indskrevet sig på en af runetavlerne i de store sangskriveres Valhalla. Som f.eks. fredstegnet og Jimi Hendrix’ brændende guitar indrammer den ikoniske linje, hvad 1968 på godt og ondt handlede om.
Et sted i den heftige strøm af mindeord på nettet om Kristofferson har en eller anden skrevet, at ”Kristofferson was the real deal“. Mere rammende kan det vist ikke siges.
I de bedste af en stribe af sine sange var Kris Kristofferson ‘the real deal‘. På den ene side er disse sange fortællinger, små film, på anden side tager han livtag med dybe, eksistentielle emner som tro, ensomhed, dødsdrift, vrede, selvdestruktivitet, håb og kærlighed – og nåja, der er også de mere lethjertede fabler om livet som outlaw countrysanger og barfly.
En bøn om en hånd at holde i
Som Bono siger i bogen Bono: In Conversation with Michka Assayas: “Først den dag, jeg kan skrive en sang som ‘Help Me Make It Through the Night’ er jeg udlært”.
For den, der mere end en gang har mødt sig selv i mørket, virker sangens bøn om noget så enkelt og samtidig stort som en hånd at holde i, lige stærk hver gang.
“Sunday Morgen Coming Down“ er på overfladen en drikke- eller måske nærmere tømmermandssang med smarte oneliners som “The beer I had for breakfast wasn’t bad, so I had one more for dessert“. Nedenunder sangens stærke filmiske billeder handler det om åndelig tomhed. Om at feste med djævlen, og om at ønske sig langt væk fra den vanedannende fest, indtil man har drukket så mange øl til dessert, at man har glemt hvorfor.
“I may not be the devil, but I sure drank a lot of his beers, and stole a lot of his songs,“ som Kristofferson sagde, da han optrådte på Roskilde Festivalen i 2013.
Kristoffersen og helikopteren
Kristoffersons far var generalmajor i det amerikanske flyvevåben, og som mange andre soldaterbørn fulgte Kris i faderens fodspor. Han var selv uddannet både helikopterpilot og ranger. Kris Kristofferson blev tilbudt at undervise i engelsk på militærakademiet West Point, men valgte i 1965 i stedet at forlade militæret for at hellige sig musikken.
Som så mange andre var han blevet inficeret med den bacille, der bestod af lige dele begejstring for Bob Dylan og lede ved Vietnamkrigen.
Det med helikopteren skulle vise sig at komme ham til gode, da han opsøgte Johnny Cash i en helikopter og landede foran ham for at præsenterede sig selv og sin musik.
”Jeg er glad for, at Johnnys pistol ikke var ladt den dag. Ellers havde han sikkert skudt helikopteren ned,” sagde Kristofferson grinende, da jeg interviewede ham i 2008.
Senere skulle Kris og Johnny blive nære venner og optræde sammen i The Highwaymen. Kris fik sin pladekontrakt og med sine fire første album Kristofferson (genudsendt som Me and Bobby McGee ), The Silver Tongued Devil and I, Border Lord og Jesus Was a Capricorn skulle han få enorm indflydelse på musikere som Townes Van Zandt, Rodney Crowell og Steve Earle.
Da jeg i det nævnte interview spurgte Kristofferson, om han kunne huske en livsforandrende oplevelse, svarede han: ”Filmatiseringen af John Steinbecks Vredens Druer, som jeg så som dreng. Den påvirkede mig enormt. En af de sange, jeg er mest stolt af, ‘Here Comes That Rainbow Again’ er direkte påvirket af den film. Den er ikke en af mine mest kendte sange, men jeg holder meget af den.”
Inspireret af Steinbeck som Springsteen på Nebraska?
“Ja, han er en af mine store helte. Ligesom Bob. Han er den største. Det var ham, der gjorde mit job respektabelt.”
Skuespilleren Kris Kristofferson
Udover karrieren som musiker optrådte Kris Kristofferson i et hav af film. Måske mest kendt som Rubber Duck i Convoy.
“Unge mennesker husker mig sjovt nok især for filmen Convoy. Jeg forsøgte at dreje den over i en mere politisk retning – det handlede om at stå sammen, solidaritet, men det lykkedes vist desværre kun delvis. Som uddannet soldat og søn af en mand, der kæmpede i Korea og 2. Verdenskrig, synes jeg, at jeg har ret til at udtale mig. Jeg har set, hvilken smerte krig forårsager. De, der sender soldater til Irak, er enten uvidende eller ligeglade,” sagde Kris Kristofferson.
Nye generationer, der forbinder filmen A Star is Born med Bradley Cooper og Lady Gaga, ved det måske ikke, men i 1970’erne udødeliggjorde Kristofferson og Barbra Streisand samme historie i en grad, så det nærmest virkede, som om manuskriptet var skrevet til den dengang unge countrysanger.
Skal du ha’ et par på kassen?
Da jeg telefoninterviewede Kris Kristofferson fortalte han, at han primært indspillede de mange film for at få råd til at turnere med sit band. Jeg tog modet til mig og spurgte om den igangværende soloturné med akustisk guitar – med lejlighedsvis besøg på scenen af diverse familiemedlemmer – blandt meget andet var et forsøg på at demontere myten om ham der cowboyen på vej til den næste whiskey og barslagsmål?
“Hva’, skal du have et par på kassen,” grinte han.
“Nej, jeg forstår, hvad du mener. Det er ikke bevidst. Men hvis det virker sådan, vil jeg være meget glad. I sidste ende er ingen af os større end Gud. Det glemte jeg ofte, dengang jeg drak,” tilføjede han.
De seneste år af Kris Kristoffersons aktive karriere, hvor jeg var så heldig at se ham live tre gange, rejste han rundt i verden med sin guitar og diverse familiemedlemmer som en form for værdig ambassadør for sine sange. Der var ikke meget sangstemme tilbage, faktisk ingen til sidst, men han havde stadig stil, fortællelyst og sangene kunne tåle den skrantende stemmepragt.
Den nyeste album, udgivet i Kris Kristoffersons navn – i hvert fald på Spotify – er Out of Line (Live), indspillet sammen med Kristoffersons anden kone, Rita Coolidge. Det er en udmærket liveindspilning, hvor man fornemmer den store sangskrivers store talent og mange inspirationskilder.
Bob Dylan, C.V. Jørgensen og Michael Krogsgaard – Dylan-eksperten springer ud som musiker
Denne POVcast består af fire kapitler eller sekvenser, alle med læge, professor og musiker Michael Krogsgaard i hovedrollen. Det er historiefortælling med visse elementer af nørderi.
69-årige Michael Krogsgaard er aktuel med albummet ”Ready For Fun”. Gennem de sidste godt og vel 40 år har han vekslet mellem sit arbejde som læge og arbejdet som Bob Dylan dokumentarist med tre bogudgivelser på sit CV. I dag regnes han for en af de førende Dylan-eksperter i verden. Hvilket siger en del. Der er mange dylanologer derude.
Helt eksklusivt har han over en tiårig periode haft mulighed for at begrave sig i tusindvis af Bob-arkivalier i en nedlagt bunker nær Woodstock. Det blev bl.a. muligt, da Dylan og hans forretningsfører blev vred på Mariah Careys daværende mand, Tommy Mottola. Hør mere om dette og meget andet Dylan i podcasten.
Derfor tager podcasten udgangspunkt i Bob Dylans andet album, ”The Freewheeling Bob Dylan”. D. 27. maj er det præcis 60 år siden, pladen med det ikoniske cover med Dylan og hans daværende kæreste Suze Rutolo udkom – bl.a. med sange som ”A Hard Rain’s A-Gonna Fall” og ”Blowing in the Wind”.
Jan Eriksen og Michael Krogsgaard taler desuden om sidstnævntes seks år i 70’erne som ejer af pladeselskabet Hookfarm (Krogsgaard på danlish), som bl.a. udgav de første to, ikoniske C.V. Jørgensen-album, ”En stynet strejfer” og ”T-shirts, terylenebukser og gummisko” – og bl.a. også plader med Buki Yamas og Buffalo.
Det handler om samarbejdet med Carsten Jørgensen, som han hed, indtil han og Krogsgaard fandt på et mellemnavn. I podcasten taler de bl.a. om de første demooptagelser og videooptagelser med de to Lyngby-drenge, som de to optog i Krogsgaards barndomshjem ved Fortunen ved Dyrehaven. Disse optagelser eksisterer selvfølgelig stadig, og er sammen med et tidligt livealbum klar, hvis CV skulle få lyst til at dokumentere sin karriere.
Endelig handler det om sangene på Krogsgaards nye bluesrock album, og det handler om at springe ud som solist i en alder af 69.
På pladen synger han om partnervold, alderdom, Alzheimer, traficking, krigstraumer, sex og savn. Som i nummeret ”Miss You”, som er en dedikation til den nu afdøde musikjournalist og ven Jan Sneum.
Dette og meget mere i denne podcast.
Billy Cross og Dissing, Dissing og Las: Nyt album – og en “ny”, glemt Bob Dylan-sang
Det har resulteret i albummet ”Copenhagen Skyline” med sange af Billy Cross. Dog er to af dem skrevet af Bob Dylan (den ene sammen med Helena Springs), som Cross arbejdede sammen med på albummet ”Street Legal” og den efterfølgende turne – foreviget på ”At Budukan”.
Den ene sang, ”Legionaires Disease”, har Cross før indspillet med Delta Blues Band – den anden, ”More That Flesh and Blood Can Bare”, er aldrig indspillet før.
”Der gik kun et kvarter efter, jeg bad om Bobs tilladelse til at indspillede den, før jeg fik svar,” siger Cross i podcasten.
I podcasten slås en del cirkler frem og tilbage i Cross og Dissings samarbejde. F.eks. fortæller Rasmus, at hans salig far Povl, der i sin tid blev inspireret af Dylans første plader, lige akkurat nåede at se sine sønner optræde sammen med Dylans gamle guitarist.
I denne podcast taler Jan Eriksen med Cross og Rasmus Dissing om samarbejdet, som de kalder lykkeligt. Det opstod efter Cross havde set Dissing, Dissing og Las optræde i en kirke. De taler om at skrive og indspille musik, der er trofast over den organiske rocktradition.
”Gud holdt fridag, den dag han gav mig sangstemme. Rasmus er den perfekte mand til at synge mine sange,” siger Billy Cross.
Nogle af sangene har ligget i årevis og ventet på den rette sanger. En af dem handler f.eks. om den eksistentielle ensomhed, der bebor de fleste kreative mennesker, og altså også Billy.
Og selvfølgelig handler det også om Cross og Dylan. Vidste du, at:
– B-stykket i en vis dansk rocksang, der handler om livet på den spanske sydkyst (den er ikke skrevet af Thomas Helming…) er planket fra sangen, der har lagt navn til Billy Cross’ trio, Everybody’s Talking.
– Billy Cross var en af de første overhovedet, der hørte Dylans album ”Highway 61 Revisited”. Hvordan kan du høre i podcasten.
– Billy Cross sad ved siden af Dylan i en turbus, da han skrev ”Slow Train”.
Dette og meget mere i denne podcast:
Rasmus Dissing
Rasmus Dissing udstod sin første musikalske læretid hod faderen Povl. Sammen med broderen Jonas medvirker han på flere af faderens album og på tre album under navnet Dissing, Dissing, Las og Dissing. Sideløbende dannede de sammen med Las Nissen trioen Dissing og Las. De har udgivet en håndfuld album. De seneste år har de blandt meget andet optrådt med fortolkninger af Bob Dylan-sange, på det seneste suppleret af Billy Cross. I 2022 udgav de sammen albummet ”Copenhagen Skyline” bestående af Cross-sange af Cross-sanger med Rasmus som sanger.
Billy Cross
Billy Cross begyndte som studiemusiker i USA i 1960’erne og medvirkede bl.a. på album med Sha Na Na og Topaz. Han besøgte Danmark i 1974, hvor han spillede to koncerter i København. Herefter vendte han ofte tilbage til København samtidig med, at han arbejdede sammen med Bob Dylan og Meat Loaf i USA.
I 1979 indspillede han ”No Overdubs” sammen med Delta Blues Band. Kort efter blev han fast medlem af dette band, som efter navneskifte til Delta Cross Band udgav fire albummer mere.
Han har produceret plader med C.V. Jørgensen, Johnny Madsen, Anne Dorte Michelsen, Søs Fenger, Pretty Maids, Dr. Hook, Mikael Wiehe, Björn Afzelius, Allan Olsen, Henning Stærk, Lars Lilholt, Dalton og flere endnu.
Han har udgivet tre soloalbum. Optrådt med flere bands og udgivet en kogebog og erindringsbogen, ”Så langt så godt – et liv med rock”.
Bob Dylan i Royal Arena: Mørkt, baggyde-blueset og dybt bevægende
Allerede inden Bob Dylan påbegyndte sin “Rough and Rowdy Ways World Wide Tour” sidste år, spekulerede Dylanloger i, at det kunne blive hans sidste – en form for afrunding af en karriere, der begyndte, da hans mor købte en guitar til ham i begyndelsen af 50’erne. Og som skulle gøre ham til den største sangkronikør i rock’n’roll.
Jeg er skeptisk. Alene af den grund at albummet, som turneen er opkaldt efter, peger lige så meget fremad som bagud. Vel vender han blikket bagud på især “Murder Must Foul”, men tekstmæssigt har jeg ikke hørt Dylan mere veloplagt og personlig i årevis. Samtidig er Rough and Rowdy Ways det første Dylan album i årevis med sin egen karakter, musikalsk – hvor der på mange tidligere album har været en-til-en spejling af alt det, der påvirkede ham, rockabilly, blues, den tidlige 60’errock, gospel, folk.
”Bob er en ”man of many moods”, men han trænger til en halspastil”. Det blev dog bedre, og efterhånden som det skred frem, fyldte den gamle mands croon hele Royal Arena
Forud for denne turne fyrede Dylan to medlemmer af sit “Never Ending Tour Band”. Trommeslager Charley Drayton har erstattet Matt Chamberlain, guitaristen Doug Lancio har erstattet Charlie Sexton, der ellers har været medlem af bandet siden 1999.
Bassisten Tony Garnier, der for nylig var kapelmester på en Povl Dissing hyldestkoncert i Tønder, er heldigvis stadig med. Han har en stor del af æren for det bluesy boogie-swing, der har præget koncerterne især i begyndelsen af The Never Ending Tour. Det samme gælder guitarist Bob Britt, der kan prale med at medvirke på danske Lei Moes seneste album.
Er Dylan forfaldet til backtracks?
Iscenesættelsen i Royal Arena indikerede noget usædvanligt for Dylan. Indrammet af meterhøje beige gardiner og et gulv, skabt af en eller anden form for plasticmateriale, belyst nedenfra, følte man sig inviteret indenfor i en mystisk, Twin Peaks-lignende lounge med en natklubs dansegulv.
Det var ikke det eneste usædvanlige. Mig bekendt plejer Dylan altid at optræde med varierende sætlister og visse improvisationer fra aften til aften. På denne turne har han med undtagelser spillet med den samme sætliste hver aften. “Er Bob forfaldet til at optræde med backtracks?” tænkte jeg forinden.
Svaret blæser i vinden. Det virkede nu ikke sådan fra begyndelsen. I de to første numre var det svært, grænsende til umuligt at høre Dylans sang. Det blev dog lidt bedre i den tredje sang, ”I Contain Multitudes” – en af Dylans mest personlige overhovedet, tror jeg. Men, som der står i mine noter, ”Bob er en ”man of many moods” (som han synger, red.), men han trænger til en halspastil”. Det blev dog bedre, og efterhånden som det skred frem, fyldte den gamle mands croon hele Royal Arena.
Hvis Dylan efter disse mange år kan siges at have en musikalsk grundtone, er det den særlige grund-blues, han selv med mange variationer og sidestep mod folk, jazz, rock’n’roll, jazz, gospel, har bearbejdet på utallige plader
Måske skydes det, at han i sen alder er stoppet med at ryge. Måske har oplevelsen at indspille hele tre album med jazz og swing-klassikere påvirket hans sang. Måske er det bare alderen.
Som en anden gospelprædikant skiftevis stod og sad Dylan bag et keyboard midt på scenen med sine musikere omkring sig. Set på afstand var det svært at se andet, end at han usædvanligt nok er blevet sorthåret igen på sine gamle dage.
Ja, i momenter var der noget helt tranceagtigt i Dylans levering, bakket op af det fantastiske band. Snart som i ”When I Paint My Masterpiece” og ikke mindst ”I’ll Be Your Baby Tonight” med en intimitet, jeg ikke mindes at have hørt tidligere efter godt og vel tolv Dylan-koncerter begyndende i 1978, dengang Billy Cross var med på guitar.
Raspende, remsende
Snart, som i ”Black Rider”, med en dystopisk klang, der lød som den kom fra et fjernt himmeltegn langt herfra. Snart – som vi kender ham – raspende, remsende, lydende som en kunstner, der har påtaget sig rollen som en form for neutral sprechtgesanger for sine egne ord som i gamle operaer. Snart dybt engageret og fokuseret som i ”Key West (Philosophers Stone)” fra det nyeste album virkede Dylan som en mand, for hvem det vigtigste i verden var at sidde der midt på Amager. Bakket indfølt op af bandet. Den sang er på niveau med nogle af Dylans allerstørste ballader.
Hvis Dylan efter disse mange år kan siges at have en musikalsk grundtone, er det den særlige grund-blues, han selv med mange variationer og sidestep mod folk, jazz, rock’n’roll, jazz, gospel, har bearbejdet på utallige plader. Tidligere har liveudtrykket ofte virket skramlet, kantet og søgende – skriver jeg velvidende, at det er en del af Bobs projekt. Han er en rampling man, en mand på evig vandring.
Dylan giver aldrig ekstranumre. Lad os se, om han tager en ekstra runde efter denne turne. Mon dog ikke. Han har trods alt, som han synger, “already outlived my life by far”
Denne aften i Royal Arena lød det forrygende tight med meget klar lyd på alle instrumenter, de to guitarer, bas, strengeinstrumenter, trommer, der blev spillet, som trommer sjældent spilles. Det er nok en smule overdrevet, men det virkede som om, samtlige guitarister Britts og Lancios licks og soli stod tydeligt og klart i et samlet mørkt udtryk – ligesom det lyder på det nyeste album, hvor der fortælles farlige historier, eventyr, historieskrivning, pjank, dødsforagt, tro og håb i en skiftevis hård og mild regn af bibelske, litterære og popkulturelle referencer.
Det musikalske udtryk på Rough and Rowdy Ways var tydeligvis valgt som skabelon for de andre, ældre numre på sætlisten. Et skiftevis baggyde-blueset og dunkelt balladeagtigt, og for Dylans vedkommende, usædvanligt stramt udtryk. Dermed sagt, at power-klassikere som “Like a Rolling Stone” og “Ballad of a Thin Man” næppe havde passet ind her.
Sakral udgangssalme
Ved mine første to-tre Dylan-koncerter gik jeg ind ad døren med en boblende, ungdommeligt naiv forventning om at opleve noget større end livet. De seneste koncerter er jeg tilgået helt uden forventninger, helt uden at læse, hvad andre har ment på forhånd. Det gjaldt koncerten i Operaen i april 2017, Roskilde Festival 2019 og nu denne i Royal Arena.
Nu ved jeg, man oplever meget få ting, der er større end livet – end netop livet selv. Især når man er til stede ved dets begyndelse. (Jeg ved godt, at det er lettere sagt af en mand end hende, der ligger i barselssengen.)
Sagen er, at jo mindre forventninger, jeg har haft til Bob Dylan, jo større oplevelser har koncerterne vist sig at blive. Jeg vil ikke sige, at jeg aldrig har oplevet ham bedre end i Royal Arena. Dertil var der trods alt for mange nye sange og for få ældre favoritter.
Dylan giver aldrig ekstranumre. Lad os se, om han tager en ekstra runde efter denne turne. Mon dog ikke. Han har trods alt, som han synger, “already outlived my life by far”.
Men hvis dette virkelig var enden, sluttede Dylans karriere med en nærmest sakral udgangssalme, da de spillede den i forvejen umådeligt smukke, eksistentielle “Every Grain of Sand” i en lystonet super melodiøs version, hvor de to guitaristers spil glitrede som glasperler på snor i et vindfang med udsigt til en meget bred horisont – og hvor Bob selv sang gribende varmt.
Lige der var det dybt bevægende.
