B-Joes “Ready to Ride” fylder 30: Historien om et album – og sex, drugs & rock’n’roll på dansk

B-Joes “Ready to Ride” fylder 30: Historien om et album – og sex, drugs & rock’n’roll på dansk

Egentlig var Joe Johansen, kendt som B-Joe, tæt på at opfylde den klassiske rock’n’roll barndomsdrøm om stjernestatus, flotte piger og hus i Los Angeles. Hans band havde underskrevet en international millionkontrakt, albummet “Ready to Ride” var indspillet, udkommet internationalt, bl.a. med stor succes i Tyskland.

Efter at have opbygget et ry som et af landets bedste klubbands, bl.a. i Lades Kælder i København, havde B-Joe oplevet at spille i rockmusikkens eget land, USA. Han og hans band levede rocklivet med piger og sprut – og en aften fandt B-Joe sig selv på et luksushotel i Los Angeles, hvor det vrimlede med jakkesæt – og bullshit. Han blev bedt om at komme ind på en af pladebossernes hotelværelse, hvor han blev truet på livet.

B-Joe har i årevis været fascineret om rock’n’roll ur-legenden om bluesmusikeren Robert Johnson, der ved en korsvej efter sigende solgte sin sjæl til djævelen mod til gengæld at få succes. Den aften i L.A. stod B-Joe der selv. Denne podcast handler om albummet “Ready to Ride”, der udkom i 1992.

 

B-Joes valg

 

”Har jeg lyst til et liv, hvor jeg jeg tager stoffer og brænder hurtigt ud som menneske, eller vil jeg gå den anden vej? Det måtte jeg spørge mig selv om,” siger han bl.a.

Historien om det 30 års jubilerende ”Ready to Ride” er en af de mest dramatiske historier om et dansk rockalbum. Den involverer feministiske demonstrationer i Texas, svindel, tyveri, kokain, mordtrusler, løfter om verdensherredømme og fame and fortune, millionkontrakter, videoindspilning i Los Angeles og, ja – sex, drugs & rock’n’roll.

B-Joe og hans gamle band fejrer 30 årsjubilæet med et par koncerter i september, måske flere koncerter. Derudover har B-Joe Johansen mange andre jern i ilden. Han har netop produceret et nyt album med Erik Grip, spiller med sin blues-trio, han har etableret eget pladeselskab, der bl.a. udgiver en ny plade med Jens Rugsted – og han er guitarist i Michael Hardinger Band, der spiller det gamle Shu-Bi-Dua guld over hele Danmark.

Lyt til podcasten her:

 

Musiklivet under coronakrisen er ikke Mette Frederiksens ansvar alene

Musiklivet under coronakrisen er ikke Mette Frederiksens ansvar alene

Fra POV.International

”Vi er 70 – 80 stykker her i aften. Så I skal altså drikke for 150.”

Med disse ord indledte spillesteds-boss Charlotte Bertelsen forleden en støttekoncert for det hippe Frederiksberg-spillested Bartof Station.

Nu kommer jeg nok aldrig til at vinde verdensmesterskabet i autoritetstro, men er der noget, jeg som så mange andre har lært under coronakrisen, er det at udvise samfundssind og leve efter øvrighedens befalinger. Og når ordren lyder som ovenstående, er det bare at rette ind.

Strukturelle og digitale forandringer gjort, at jeg principielt kan lytte til al musik i hele verden på min streamingtjeneste for 99 kr. om måneden. Heraf går et par håndører til musikerne. For mig som for millioner andre er musik en sonisk livsledsager, man vågner med, lever med og går til ro med. På daglig basis. Gennem livet

Betragt det følgende som en støtteerklæring til den danske livescene, baseret på eksemplets magt en torsdag aften på Frederiksberg.

Kan coronakrisen fremme integriteten i musikbranchen?

I første omgang blev jeg inspireret, da jeg for nylig interviewede Kim Larsens tidligere manager Jørn Jeppesen, der talte om kompromisløshed og integritet.

”Jeg har selv været tæt på Kim og oplevet det på nært hold. I dag er branchen fyldt af artister, der kører rundt i sponsorbiler eller investerer i ejendomme. Kunstnerne er blevet små forretningsmænd, der tænker i Excel-ark. Det handler om strategi og om, hvad Toppen af Poppen kan gøre for din karriere,” sagde han her på POV, og tilføjede:

“Det har ikke noget med musik og originalitet at gøre, og det er en af grundene til, at jeg har mistet lysten til at være manager. Det er blevet uinteressant. Jeg har selv været med til at tjene penge, og har intet imod det overhovedet. Det skal bare ikke være det, der er drivkraften hos en kunstner eller en musiker.”

Med fare for at lyde kynisk kan coronakrisen måske være fremmende for integritet og kompromisløshed i musikbranchen. For koncertbranchen bløder, og musikere, bookere, spillesteder, koncertarenaer, festivaler og alle de andre, der arbejder for disse, er voldsomt presset på økonomien.

Som Charlotte Bertelsen også sagde i Bartof: ”Vi risikerer snart at gå konkurs.”

The love you take is equal to the love you make

Der er vedtaget flere forskellige støttemuligheder under coronakrisen. Men skal man tro diverse brancheorganisationer, er det langt fra nok til at sikre, at Danmark også i fremtiden har et levende musikliv. Men statsstøtte gør det ikke alene.

Strukturelle og digitale forandringer har gjort, at jeg principielt kan lytte til al musik i hele verden på min streamingtjeneste for 99 kr. om måneden. Heraf går et par håndører til musikerne. For mig som for millioner andre er musik en sonisk livsledsager, man vågner med, lever med og går til ro med. På daglig basis. Gennem livet. Det er et livsvilkår på linje med alt muligt andet.

Det er på tide, at vi begynder at betale tilbage til dem, der skaber musikken.

Under en jamsession med coverversioner, hvor kaos ligger som en mørk sky i horisonten, og sol og vind skal deles lige mellem deltagerne, bliver det hurtigt musik for dens egen skyld

Som med alle andre former for kærlighed, hvis den skal holdes sprælsk og i live, er det med the love of music som Paul McCartney synger på Abbey Road:

”And in the end / The love you take / Is equal to the love you make.”
Til gengæld er det ikke som Sir Paul sang fem år tidligere: ”Money can’t buy me love”. Ikke når det gælder musik. Der er brug for penge.

Coronakrisen musik
CORONAKRISEN – STØTTEKONCERT: B-JOE’S BLUES JOINT – ASMUS JENSEN, JESPER LYNGHUS, MICHAEL ENGMAN OG JOE JOHANSEN. FOTO: TORBEN CHRISTENSEN

Så da jeg læste, at guitaristen B-Joe stod som arrangør af et støttearrangement for Bartof Station – ja, så var det bare at skrive til en gammel ven: Vil du med?

B-Joe kender mange sikkert som guitarist i Michael Hardinger Band – en slags Shu-Bi-Dua mark 2 eller 17, afhængig af hvordan man tæller. Johansen er en fremragende blues- og rockguitarist med eksamen fra Hendrix-akademiet.

Med sig på scenen havde han en række musikere, den danske rockscenes blue collar guys, der i årtier har slidt sålerne flade på små og store danske koncertscener for, som C.V. Jørgensen engang sang, et ’sultesalær’.

Og nu vi er ved ham. Den ene af det til lejligheden sammensatte band i Bartof Station var CV’s faste bassist Knut Henriksen, der er den menneskelige inkarnation af begrebet steady. Som den enormt lydhøre og diskrete trommeslager Asmund Jensen og legendariske Jørgen Lang var Henriksen med i Delta Blues Band indtil Troels Jensens død tidligere i år.

Hvis den slags skal fungere, må det som forleden være med koncertens dynamik og spændstighed i samspillet fremfor at lyde som en træt øveaften på Bodega Dvask i Væltetlokumkøbing

Jørgen Lang har ladet sine mundharper lyde på den danske scene siden begyndelsen af 70erne. Han har spillet med så mange musikere og på så mange plader, at det ville kræve en udvidelse af min Microsoft-pakke at få dem alle med her.

Musik under coronakrisen: Fest, drøn og forløsning

Allerede fra det første nummer var der en stemning af fest, drøn og forløsning i lokalet. Under en jamsession med coverversioner, hvor kaos ligger som en mørk sky i horisonten, og sol og vind skal deles lige mellem deltagerne, bliver det hurtigt musik for dens egen skyld.

Hvis den slags skal fungere, må det som forleden være med koncertens dynamik og spændstighed i samspillet fremfor at lyde som en træt øveaften på Bodega Dvask i Væltetlokumkøbing.

Bare nogle få nedslag fra en fed aften :

Der var B-Joes lyriske og udfordrende guitarspil i en passende hyldest til nyligt afdøde Peter Green (Fleetwood Mac) i Robert Johnsons Love in Vain Blues. Passende ikke bare som nekrolog, men også fordi sangen indledes med linjen ”I followed her down to the station”. Bartof Station. Notch, notch.

Den legende lethed, hvormed den garvede guitarist Peter Brander spiller sine soli.

Ovenfor: Optagelse med Delta Blues Band, som tre af støttekoncertens medlemmer spillede med i.

Det fantastiske tætte samspil mellem trommeslager Asmund Jensen og Knut Henriksen hele vejen igennem. Ét glimt: Et indforstået grin mellem de to, da de på et tidspunkt for Robert Johnson ved hvilken gang faldt sammen ned på den sidste, tolvte takt i en bluesrundgang.

Livstykket Louise Brüel Flagstad, som jeg beskæmmet må indrømme, at jeg aldrig tidligere har set optræde. Du milde – her kan man tale om en sanger, der lever i sin musik. Hun er ikke ligefrem skøn-sanger, men der bor en dejligt udisciplineret rå urkraft i hendes vokal. Som det blev sagt et par gange på scenen, ”den danske Janis”. Sådan lød hun både i The Spencer Davis Groups Gimme Some Lovin’ og Kris Kristoffersons og Fred L. Fosters Me and Bobby McGee.

Småt som modsætning til kæmpekoncerter, hvor oplevelsen drukner i ekko, elendig lyd, skubben, forprogrammeret optræden, mas og et storknævrende publikum, der gør hvad det kan for at sabotere koncerten

Et andet moment da countrysangerinden Nanna Larsen steg på scenen med en totalt charmerende instrumentalversion af samme Janis’ Mercedes Benz. Gang på gang blev vi mindet om glæden ved at lytte til musik opstår og forsvinder i nuet.

Måske er der kommet noget godt ud af coronakrisen. At vi var nogle, der tvunget af omstændighederne lærte at nøjes. Lærte at småt ikke nødvendigvis er så skidt.

Der er kun intime koncerter lige nu

Småt som modsætning til overforbrug af snart sagt hvad som helst – plastic, CO2, den Mercedes Benz, som Nanna sang om og you name it.

Småt som modsætning til kæmpekoncerter, hvor oplevelsen drukner i ekko, elendig lyd, skubben, mas og et storknævrende publikum, der gør hvad det kan for at sabotere koncerten – og hvor musik, koreografi og scenografi i øvrigt ofte er forprogrammeret til det forudsigelige.

Mener jeg, at musikere skal holde op med at investere i ejendomme? Det må de selv om. Går ud fra, de som de humanister, de er, sørger for små huslejer i deres boliger.

Mener jeg, at man skal afskaffe kæmpekoncerter og festivaler i al evighed?

Selvfølgelig ikke. Ikke så længe publikum aka behovet findes. Der er i øvrigt enorm forskel på at opleve musikken og det, den gør ved rummet, siddende eller stående.

Mener jeg, at vi skal tilbage til den tid, hvor kunstnere levede på loftskamre med bivokslyset blafrende på grund af trækken. Nej, selvfølgelig ikke. Mener jeg, at musikere skal holde op med at investere i ejendomme? Det må de selv om. Går ud fra, de som de humanister, de er, sørger for små huslejer i deres boliger.

Men de fem siddende koncerter, jeg har været til i løbet af sensommeren, har mindet mig om, at der faktisk kan opstå noget vigtigt i det intime rum, hvor musikere, musikken og vi, der lytter, sidder på nakken af hinanden, og hvor vi kan se og mærke hinandens erfaring, hår, rynker, skæve tænder, hinandens liv – og hvad har vi.

Også for musikerne og måske især dem, der mest optræder på de store scener. Det er der ikke noget nyt i. Det nye er, at der udelukkende er intime koncerter lige nu. Og der er masser af dem. Prøv det. Det er godt for alle. Det er ikke kun Mette Frederiksens ansvar at holde liv i musikscenen under coronakrisen.

Men det ville da være rart, hvis vi snart kunne slippe for at bære mundbind, når vi skal ud til den der bar, hvor Charlotte Bertelsen og kolleger tjener deres penge.

God koncertkalender: https://www.kultunaut.dk


Top: Musiklivet under coronakrisen. Foto: Torben Christensen

B-Joe: Dramatiske, ekspressionistiske guitarmalerier, så det gør ondt på den gode måde

B-Joe: Dramatiske, ekspressionistiske guitarmalerier, så det gør ondt på den gode måde

Fra POV International

Allerede coveret på det nye album siger det med nutidstilpassede psykedeliske bogstaver: “B-Joe – Electric Blue”. Dermed er der så også sendt en lille hilsen til Joe Johansens gamle idol, Jimi Hendrix’ album ”Electric Ladyland”.

Som dette er “Electric Blue” et dobbeltalbum. Og ja, der er budt op til en heftig lytteoplevelse med dybe rødder i klassisk, traditionalistisk bluesbaseret rockmusik. Forvent ingen modernistiske udfordringer af formen; forvent spade, masser af spade. Det er, som det skal være, når det gælder B-Joe. Og godt for det.

Mange danskere vil kende B-Joe som ham med det lange hår i Hardinger Band, der hyppigt optræder rundt omkring i landet med Shu-Bi-Duas gamle guld. Udover Michael Hardinger selv består bandet af de tidligere Shu-Bi-Dua-medlemmer Kim Daugaard og Jørgen Thorup.

B-Joe nyder måske ikke tilsvarende anerkendelse som en Tim Christensen eller Aske Jacoby, men han er en af dette lands fineste rockguitarister

Joe ‘voksed og koksed’ som dreng på Nørrebro. Som helt ung dannede han sammen med Jacob Moth i begyndelsen af 80’erne det psykedeliske rockband Purple Haze (!), senere syrerockbandet Azurit. Senere igen har han udsendt en håndfuld album, bl.a. Ready to Ride og min favorit Good Time For Losers, hvor han bevæger sig gennem forskellige rockgenrer.

B-Joe nyder måske ikke tilsvarende anerkendelse som en Tim Christensen eller Aske Jacoby, men han er en af dette lands fineste rockguitarister. Som hos min personlige hardrock-favorit, Black Sabbaths Tony Iommi, er der en dybblå, lidt tør, krydret tone i B-Joes lyd uanset, hvor meget han vrider og strækker tonerne ud. På plade fornemmer man hele tiden et stramt tempereret spil. Ingen tendenser til kapløb med sig selv. Ingen ulidelige trip ud i det plumrede grænseland mellem selvfedme og selvsving som hos den gamle guitargud Joe Satriani.

Som den bluesmusiker, B-Joe er, låner han gerne standardfraser fra rockhistoriens efterhånden omfattende tekstbibliotek. I nogle sange som f.eks. ’Restless City’ ender den noget klichefyldte tekst med at stå i vejen for den ellers storbyfebrile musik.

Så er der meget mere tyngde og samklang mellem ord og lyd i ‘Midnight on the Ranch’, hvor jeg hører vindbøjtler flyve gennem luften, mens Cowboy Joe, oplyst af det diabolske månelys, sidder med sine cowboystøvler på terrassens gelænder med guitaren igen og igen skærende skarpe snit over den samme bluesgang.

I sidste ende er musik det, lytteren lægger i det, man hører. I dét nummer er der larm og ballade i min indre biograf.

Det går direkte videre over i pladens bedste nummer, en opdatering af ‘My Friend’, som man fornemmer må være skrevet til en døende ven, der på tærsklen til evigheden ser sine uopfyldte drømme løbe ud i sandet. Måske findes han eller hun i virkeligheden, måske er det tænkt som et billede på at miste.

I hvert fald maler Joe Johansens dramatiske, ekspressionistiske guitarmalerier, så det gør ondt på den gode måde. Hvis det er meningen, at rockmusik skal være en følelse, er dette nummer – i selskab med det smukke, soulede ’Break Down’ – det bedste argument, jeg kan komme i tanke om på denne torsdag aften.

Jeg kom flere gange til at tænke på Joe Bonamassa, mens jeg lyttede til dette nummer. Og Gary Moore i dennes storhedstid. Man kan ikke sige, at B-Joe bibringer sine inspirationskilder meget nyt, men man er ikke et sekund i tvivl om, at der ligger sjæl og ånd bag.

Se dig omkring. Der er brug for drømme. Og nogen til at føre dem ud i livet. Når B-Joe er bedst, lyder hans guitar som en drøm. En af de gode

Pladen slutter med rockhistoriens mest åbenlyse hyldest til John Lennon (og The Beatles i koret), ’I Had a Dream’. Her er hilsner til ’Imagine, ’Watching the Wheels’, ’I’m Losing You’ og ’I’m the Walrus’ – og selvfølgelig lader Johansen sin guitar weepe gently mod slutningen, indtil den spacer ud.

Som i åbningsnummeret, programerklæringen ’Mountain High’ risikerer en sang om at håbe på en bedre verden let at lyde naiv. Men som helten sang, “You may say I’m a dreamer/but I’m not the only one”.

Se dig omkring. Der er brug for drømme. Og nogen til at føre dem ud i livet.

Når B-Joe er bedst, lyder hans guitar som en drøm. En af de gode.


B-Joe, ‘Electric Blue, album. 

Foto: Baden Photo.

B-Joe Johansen – Guitarist, shaman og drømmer

B-Joe Johansen – Guitarist, shaman og drømmer

Fra Mediano Music

At kalde B-Joe for en alsidig musiker og menneske er en underdrivelse af rang. B-Joe har musikalsk beskæftiget sig med alt fra syrerock over glamrock til hans nuværende rolle som guitarist i Shu-Bi-Dua bandet Michael Hardinger Band.
B-Joe har boet i Lejre med Stenalderhytterne, flirtet med arkæologi, uddannet sig til Shaman, skrevet en bog og mødt blueslegenden Robert Johnson i en meditation. Han har oplevet at blive tørret af indtil flere pladeselskaber, men har aldrig mistet sin rockglød.

Guitaristen B-Joe med det borgerlige navn Joe Johansen var en tur forbi Mediano Music til en snak om sit nye band Polarbear og singlen ‘Hell To Pay’. Hans karriere har haft lige så mange afstikkere i øst og vest som op- og nedture.

Et liv, hvor B-Joe har gået med hjertet mere end efter pengene, en livsindstillinger, der i en årgang fik ham til at droppe musikken for at blive Shaman.

Hør afsnittet her:

B-Joestudie.jpg

Hør blandt andet B-Joe fortælle om:

  • Hans tid med gruppen Kulørte Klat i Ungdomshuset.
  • Da han flyttede i et hus med en kammerat et år lidt uden for Karise.
  • Turné med Slade.
  • Et pladeskelskab, der gik konkurs og efterlod B’Joe & Co. med regningen.
  • En vild historie om en pladeproducer og verdensmand fra Luxembourg.
  • Hvordan han blev introduceret for shamanisme.
  • Hvorfor han jagtede blues legenden Robert Johnsons mojo.
  • Hvordan B-Joe kom i besiddelse af jord fra Robert Johnsons grav.
  • … og en meget meget mere.

Vært: Jan Eriksen
Producer: Thomas Nørskov

Robert Johnsons nye hvilested på Assistens Kirkegaard i København.

Robert Johnsons nye hvilested på Assistens Kirkegaard i København.