Og nu er Oscar gæst i en den nyeste POVcast. Som i øvrigt ifølge SoundCloud er POV Mediano Musics podcast nr. 270. Det skal med, at omkring 50 af dem er Tanja Brinks musikalske julekalendere fra 2020 og -21.
Som det fremgår af efternavnet, har Oscar Mukherjee indiske rødder – og han tilbragte de første år af sit liv i San Francisco. En opvækst der har sat sine tydelige spor i hans musik. Samtalen er ikke gammel, før kunstnere som Tom Petty, Crosby, Stills, Nash & Young, Grateful Dead, Janis Joplin, Jimi Hendrix og Creedence Clearwater Revival bliver nævnt.
Netop flyttet til Danmark begyndte Oscar at opsøge bluesklubben Mojo i København.
”Vi flyttede hertil, da jeg var omkring 14-15 år. Min far spurgte, om man måtte have en dreng, der var yngre end 18 år med ind på Mojo, det måtte han godt, bare ingen alkohol. Det var op på scenen med det samme og spille med i så mange jamsessions som muligt. Jeg var derinde altid.”
Oscar Mukherjee spiller stadig sin egen version af The Blues i Pay Day. The Mukherjee Development spiller i en stil, der i mangel af bedre kan beskrives som en blanding af roots, americana, alt-country.
Pejlemærker kunne være kunstnere som Coldplay, John Prine, Kurt Vile, The Rolling Stones, Neil Young, The War Against Drugs og Jonah Blacksmith, hvor Søren Bigum (guitarer) og Søren Poulsen (trommer) fra Mukherjee Development også er medlemmer. De øvrige medlemmer er Henrik Poulsen, bas, og Jacob Holm, guitar.
Vi taler om Oscars opvækst i San Fransisco, om kulturel appropriation – at spille bluesmusik, når man ikke har rødder blandt sorte i de amerikanske sydstater. Om forholdet til det gamle hjemland. USA, hvor “I used to want to be American/I take that back now tenfold,” som Oscar synger i en sang.
Om den procesorienterede tilgang til musikken i The Mukherjee Development. Om arbejdet med at skabe sin egen musik i en stil, hvor melodi og sammenspil er omdrejningspunktet.
Om den subtile, selvironiske humor, bl.a. i titelnummeret på det nye album, Should I Dance For You” om hende til festen, man ikke kan tage sig sammen til at kontakte. Det er en selvironisk ”anti-popsang. Det er lidt demonstrativt sumpet, det tøffer og sumper omkring. Det er alt andet end et traditionelt dansenummer.”
Og så er der dem, der har hjulpet med på vejen, bl.a. Poul Krebs, som Oscar kalder sin mentor. Han har bl.a. hjulpet i forbindelse med et skriveophold i Texas.
“Der er mange ting at takke Poul for. For fire-fem år siden var jeg med ham ude at spille på en turne, hvor han gav mig lejlighed til at spille. Det var en kæmpe hjælp at stå på scenen med ham. I forbindelse med min EP “Sentimental Sleep” hjalp han mig i kontakt med nogle musikere. Det er rart, at der nogen højere op i hierakiet, der rækker hånden ud, og det minder en om, at man skal huske at gøre det samme.”
Siden gennembruddet i 2011 med sange med tjavset morgenhår og naturligt smokey eyes, har Lana del Rey kæmpet for at fastholde sig selv og sin kunstneriske stamina. Men nu er hun tilbage med sit bedste album nogensinde. Der bliver stadig knaldet på Norman Fucking Rockwell, men der er også tale ”om kyssedans på hele kroppen, dans med dæmoner, ydre som indre, hvor Del Rey syngende som en ubegribelig drøm bearbejder sig selv, mænd og kvinder omkring hende, sin længsel hjem mod New York, americana som kulturelt fænomen og Trumps (forhåbentlig ikke) præapokalyptiske USA,” skriver POV’s Jan Eriksen i sin anmeldelse.
Lana Del Rey optræder p.t. i en højprofileret kampagne for en Gucci parfume. Samtidig med, at hun kandiderer til titlen ’stilikon’, har hun altid balanceret mellem cool fashionista og en trashy, vampet persona med stiletterne placeret i rendestenen. Musikalsk set har det været en balance mellem kant og mainstream.
Når Lana Del Rey er god, lyder hun, som hvis Marilyn Monroe var vågnet op igen i en trailerpark et sted med udsigt til New York.
Ikke at der ikke stadig bliver knaldet og bandet igennem på Norman Fucking Rockwell. Men det er dybere, smukkere og mere hjertegribende end som så.
Titlen i sig selv lyder som en visuel programerklæring for albummet. Maleren Norman Rockwell er især kendt som leverandør af utallige magasintegninger og malerier, der for flere generationer amerikanere symboliserede en renfærdig, idylliseret version af The American Dream. Før, under og efter Anden Verdenskrig var han nationalhelt med en pensel i hånden.
At han som antiracist med klar støtte til borgerrettighedsbevægelsen måtte kæmpe sine kampe med the establishment er en anden sag.
Det er Lana alene ved et piano, hvor hun hvisker, puster, foredrager; bruger sin stemme, så den det ene øjeblik lyder som skolesang og det næste som en formidlingskanal for dybe følelser og stemninger
Med sin velourbløde vokal og skarpe pen kradser Lana Del Rey Norman Rockwells glansbilleder.
Nogle Lana Del Reys-fans vil måske finde den basalt pianobårne musik på albummet lidt kedelig. Fraset den succesfulde sommersingle ”Doing Time”, hvor sangens persona gennemlever en homoseksuel kærlighedsaffære, er der ikke just budt op til dans på Norman Fucking Rockwell.
I så fald er der tale om kyssedans på hele kroppen, dans med dæmoner, ydre som indre, hvor Del Rey bearbejder sig selv, mænd og kvinder omkring hende, sin længsel hjem mod New York, americanasom kulturelt fænomen og Trumps (forhåbentlig ikke) præapokalyptiske USA.
Samtidig er Norman Fucking Rockwell fyldt med gode melodier og begavede arrangementer, håb og sågar en stor del menneskeligt overskud.
Alter egoet Venice Bitch
Det begynder med titelnummeret; et enligt piano og sangen, lidt senere tilføjet lyden af strygere. Allerede her fornemmes en linje tilbage til 70’ernes store sangskrivere som Bowie, Laura Nyro, Carole King.
Lana har muligvis opfundet et alter ego til lejligheden; i hvert fald optræder figuren Venice Bitch i et par sange. Selvfølgelig i ”Venice Bitch” – en af albummets mere spektakulære sange, der for længst er udkommet som single. Det begynder med en akustisk guitar, lidt senere strygere, for at ende ud i en tilsyneladende uendelig, syret outro. Et næsten ti minutter langt psykedelisk trip på mælkevejen over Los Angeles.
Norman Fucking Rockwell er indspillet i tæt samarbejde med produceren Jack Antonoff, der tidligere har hjulpet især Lorde med at finde en indre, personlig kerne i musikken. Det gælder til dels også Taylor Swift, der slækkede lidt på kontrolknappen på sit seneste album Lover.
Også i Antonoffs hænder leger Del Rey med studiets mange muligheder. Indimellem ligner det børnehaveleg – men op gennem sandkassesandet griber mørkets spøgelser hånd i hånd med en håbefuldhed, jeg ikke tidligere har fornemmet hos hende.
For eksempel i “California”.
You don’t ever have to be stronger than you really are
When you’re lying in my arms, baby
You don’t ever have to go faster than your fastest pace
Udover en tekstlig hilsen til John Lennons ”Imagine” er nummeret, som jeg tillader mig at betragte som et af albummets centrale, en bevægende rockballade par excellence, som kunne være skrevet af Mr. Lennon, indspillet med dennes husproducer Phil Spector.
“Hope is a dangerous thing for a woman like me to have – but I have it”
Norman Fucking Rockwell er som en rejse, hvor referencer som Elton John, Leonard Cohen, Crosby, Stills og Nash, Cindy Lauper, forfatteren Sylvia Plath og stednavne på stribe flashes som lydlige billboard-reklamer langs med highway’en. En rejse fra klassisk Hollywood-lore og et psykedelisk eksil i bakkerne ved Los Angeles mod enkelthed i 60’ernes og 70’ernes singersongwriter-musik.
”Venice Bitch” kunne være skrevet af moderne trubadurer som Ben Harper eller Lori McKenna.
De første par linjer i ”The Greatest” – hvor den formidabelt syngende Del Rey er så sensibelt inderlig og melodiøs som nogen, jeg lige kan komme i tanke om.
I miss Long Beach and I miss you, babe
I miss dancing with you the most of all I miss the bar where the Beach Boys would go Dennis’s last stop before Kokomo
Albummet slutter med tre ballader, “Bartender”, “Happiness is a Butterfly” og “Hope is a dangerous thing for a woman like me yo have – but I have it”. Om hun er påvirket af den kompromisløse ærlighed, der de senere år har præget amerikansk sangskrivning – jeg så f.eks. Julia Holter, Sharon van Etten og Julien Baker på årets Roskilde Festival – ved hun kun selv.
Indimellem ligner det børnehaveleg – men op gennem sandkassesandet griber mørkets spøgelser hånd i hånd med en håbefuldhed, jeg ikke tidligere har fornemmet hos hende
Det er Lana alene ved et piano, hvor hun hvisker, puster, foredrager; bruger sin stemme, så den det ene øjeblik lyder som skolesang og det næste som en formidlingskanal for dybe følelser og stemninger og en nærmest terapeutisk gennemgang af alt det, som Elizabeth Woolridge Grant kæmper med, når hun ikke hedder Lana. Det er bevægende. Stort.
I’ve been tearing up town in my fucking white gown Like a goddamn near sociopath Shaking my ass is the only thing that’s Got this black narcissist off my back She couldn’t care less, and I never cared more
Nummeret “Looking for America”, som Lana Del Rey og John Antonoff offentliggjorde umiddelbart efter massedrabene i august i Texas og Ohio er desværre ikke indkluderet på Norman Fucking Rockwell. Måske af branchepolitiske, måske af praktiske årsager. Ærgerligt – den smukke skønsang, der former sig som et vue ud over et Amerika på selvmordets rand, veksler mellem depression og, igen, håb og kærlighed. Den ville have bragt Norman Fucking Rockwell et skridt nærmere ’ the next best american record’, som Lana synger om.
Nu er det så bare hendes fucking bedste album.
Lana del Rey, “Norman Fucking Rockwell”, album, udkom fredag 30.8.19.