You’ve already won me over, Alanis – i Royal Arena skete det igen

You’ve already won me over, Alanis – i Royal Arena skete det igen

Med et løseligt overslag var en femtedel af os, der fandt vej til Royal Arena, mænd. Ingen tvivl om, at Alanis Morissettes sange blev råspillet på ghettoblasteren på rigtig mange teenage-pigeværelser dengang omkring verdensgennembruddet i 1995-96, hvor de vrede, harske, længselsfulde og varme sange sikkert har fundet en vis genklang.

”Be a good girl / You’ve gotta try a little harder / That simply wasn’t good enough / To make us proud”

Tjah. Teksten handler vist om sangskriverens erfaringer med musikbranchen, men dens attitude og trods er stadig rimelig universel.

Også i Royal Arena vandrede Alanis tilsyneladende hvileløst rundt på scenen fra side til side frem og tilbage. Som hun nu gør. Men intet i hendes sang lød af fravær. Tværtimod da

På det tidspunkt havde jeg selv lige fået et nyt job, som det tog noget tid af lande i. Det betød lange dage og aftener tilbragt med at famle med lysegrønne bogstaver på grøn baggrund på pc-skærmen til lyden af en pop-radiostation med konstante afspilninger af bl.a. ”Head over Feet”, ”Ironic” og ”You Oughta Know” – og for den sags skyld også Joan Osbornes ”One of US”, ”Coolios ”Gansta’s Paradise” og Deep Blue Somethings stadig forbandet irriterende nummer, ”Breakfast at Tiffanys”.

De der aftener på tagetagen i indre by åd Alanis’ sange fra albummet Jagged Little Pill (som jeg lånte af nabo-kollegaen, der næppe savnede dem) sig ind et sted, hvor de fandt klangbund i tvivl, usikkerhed, fightervilje og vrede. Der har de været siden.

Først i sætlisten torsdag aften havde Alanis lagt tre af sine mest rastløse rockremser, først ”All I Really Want”, der lige så meget er rap som rock på en strøm af riffs og et slacker-groove – i den dengang nye stil i begyndelsen af 90’erne. Grunge- og til dels Nu Rock- og psychedelia-inspireret rock på et funky beat. Især var der vist skelet til Red Hot Chili Peppers lyd og succes. Bassisten Flea medvirker ligefrem på “Perfect”.

Alanis udfyldte hullet efter Nirvana

Med – eller måske nærmere på trods af en dysfunktionel baggrund som misbrugt pop-produkt – tilføjede Canadas egen Alanis melodi og sangskrivertradition til ligningen. Hvis Nirvana var teenageangstens talerør, blev Alanis med al sin glød og italesættelse af angst, skyld og skam, og hvad det ellers hedder, den, der udfyldte et hul i efterdønningerne af Kurt Cobains alt for tidlige død.

Lyden af psychedelia var – og er stadig live – tydelig i aftenens andet nummer, ”Hand in My Pocket”, ligesom inspirationen fra Joni Mitchell og Carole King anno primo 70’erne i ”Perfect” senere i sættet var og er meget klar.

Jeg jamrer ofte over koncertlyden i mine anmeldelser, men denne aften i Royal Arena lød det forbløffende godt. Allerede i første nummer var det muligt skelne trommeslager og bassist, så man kunne høre dem spille sammen. Og det samme gjaldt de to guitarer. Mirakuløst.

Og det var her, det slog mig, efter tre års pause fra Royal Arena – at det virkede som om, publikum faktisk var kommet for at opleve, sanse og lytte. Modsat det kakofoniske helvede af knævren, snaldren og sladren, der ellers ofte overdøver danske koncerter

Så vidt jeg har forstået, handler det blandt meget andet om noget så simpelt som penge. Jo bedre og dyrere udstyr, musikerne bruger, jo bedre produkt for dem, der betaler hyren. Burde være en selvfølge ved alle koncerter.

Da jeg så Morissette på Tinderbox festival i 2018, undrede jeg mig over, at det set på storskærmen så ud som om, hendes blik var rettet mod et sted, meget langt fra Odense – samtidig med at hendes sang lød så påtrængende.

Også i Royal Arena vandrede Alanis tilsyneladende hvileløst rundt på scenen fra side til side, frem og tilbage. Som hun nu gør. Men intet i hendes sang lød af fravær. Tværtimod da. Alanis lever åbenlyst stadig i sine ord og omvendt – raseri, frustration, kærlighed. Da bandet skruede ned i “Mary Jane”, sang hun, så det lød som en af de drømme, man har glemt, er gået i opfyldelse. Man kunne, hvis man ville, fornemme smerte og empati i hektolitermål:

Are you happy? / Please don’t censor your tears / You’re the sweet crusader / And you’re on your way / You’re the last great innocent / And that’s why I love you.

En vis intimitet i den store hal

Og så efterfølgende fokus på den ene guitarists glasklare, gnistrende fingerspil. Ja, der var faktisk en vis intimitet i denne og flere andre passager, trods omgivet af måske 10.000 andre i den store hal. Mageløst. Jeg har ikke oplevet tilsvarende i Royal Arena.

Og det var her, det slog mig, efter tre års pause fra Royal Arena – at det virkede, som om publikum faktisk var kommet for at opleve, sanse og lytte. Modsat det kakofoniske helvede af knævren, snaldren og sladren, der ellers ofte overdøver danske koncerter. Jeg har skrevet det før og gentager det gerne, at under Roskilde Festival 2017 lykkedes det en stor del af publikum at lalle højere end Neil Youngs gamle guitar – og der skal eddermulemig noget til.

Og så var der min favorit, “Head over Feet”, i en afstemt og stadig dybfølt version. Det har noget at gøre med melodien og overgangen fra vers og omkvæd og guitarens spring fra akkompagnement til affyringsrampe for Alanis sang. Faktisk sang hun den bedre torsdag, end den lyder på plade. Synes jeg i hvert lige der. You’ve already won me over, Mrs. Morissette, dengang. Nu igen.

To numre fra det seneste album, Such Pretty Forks in the Road, pyntede blandt de mange Jagged Little Pill-numre, hvoraf to-tre stykker, hørt i dag, er noget kedelige og indadskruede, indierock-agtige på den dårlige måde. Man kan sige, at de nye numre er skåret over en mere traditionalistisk formel end de første numre fra 90’erne – og både Reasons Why I Drink og Ablaze blev spillet som medrivende 12 trins boogie i 12 takts blues tempo.

Nostalgi på den dårlige måde er, når det bringer mennesker væk fra sig selv og ind i en pyntefantasi om noget, der var engang – så vidt man helst husker. I hvert fald, hvis det forekommer i alt for store doser. Livsreflekser på den gode måde er, når mødet med det, der krydsede menneskers vej, minder en om at omfavne livet, som det udviklede sig, sammen med dem og det, der var med til at forme det.

Som torsdag aften i Royal Arena.

You live, you learn.

Lydlandskabet #8: #MeToo, sexisme i musikbranchen og sange, der gør ondt

Lydlandskabet #8: #MeToo, sexisme i musikbranchen og sange, der gør ondt

Hvem sagde hvad hvornår? Hvordan definerer man sexisme specielt og hvad med den bevægelse, der kører lige nu, generelt? Og hvor går grænserne for, hvordan Jan og Tanja kan skrive og tale om musik?

Er aldersfascisme overgreb? Er det nedgørende og irrelevant at beskæftige sig med kunstneres udseende? Bør det en gang for alle være slut med seksualiseret sprog, der i årevis har været en fast del af medie- og musikbranchen?

Hvad kan man gøre konkret? Er det nødvendigt med kvoter?
Er der mon nogen, der fortæller Beyoncé, Rihanna eller Cardi B, hvordan de skal se ud på scenen?

Jan når lige kort hilsen til netop afdøde Eddy Van Halen og ikke mindst Van Halens ’Jump’. Mediano Music bor trods alt hos en fodboldpodcast…

Du hører Taylor Swifts ’Dear John’, der handler om psykiske overgreb, og i øvrigt musik af Lærke Emilie, Alanis Morissette, LANY, Laura Oaks og endelig Stella Donnellys smerteligt smukke og desværre evigt aktuelle ’Boys Will Be Boys’, der beskriver en venindes voldtægtshistorie.

Tanja taler om disse initiativer:
hejsoester.com
girlsareawesome.com
beatsbygirlz.org

You’ve already won me over, Alanis – i Royal Arena skete det igen

Alanis Morissette synger fra hjertet i hjertet på nyt album

Fra POV.International

Om en måned skulle Alanis Morissette have passeret Royal Arena under sin Jagged Little Pill 25 års jubilæumsturne med en koncert, der nu er udskudt til 29. oktober næste år. Men så er der jo det nye album Such Pretty Forks in the Road. Det første i hele otte år.

Som Lana del Reys fremragende album Norman Fucking Rockwell er Such Pretty Forks in the Road skrevet ved et piano.

Og det er lige før, at det fjerde nummer på pladen, Diagnosis, er det hele værd. Som altid synger The Queen of Alt-Rock alt ud fra hjertet i hjertet – direkte uden mellemstationer.

Det bliver ikke mere bevægende. Ikke lige her og nu, mens der lyttes. Lige her svinger La Alanis, der for en stund ændrede rockmusikken, sin pegepind, så tidens del Reys, Swifts, Mazzy Stars og Lordes bare kan tage noter.

Akkompagneret af den faste samarbejdspartner Michael Farrel på piano, i begyndelsen bare akkorderne, og lidt senere synths. Det hele – og dét er meget – ligger mere eller mindre i Alanis’ karakteristiske let nasale mezzo sopran. Dramaet ligger i det, hun synger, stemmen der skifter fra lys til mørk, i pauserne, timingen.

Ville man ønske, at man var en af dem, hun synger om, ”everyone around me is trying to help as much as they can”? Bliver man ramt i sin egen historie? Synger hun om én person? Sin branche? Sig selv? Synger hun om sine spøgelser, sin psykiske sårbarhed?

Det bliver ikke mere bevægende. Ikke lige her og nu, mens der lyttes. Lige her svinger La Alanis, der for en stund ændrede rockmusikken, sin pegepind, så tidens del Reys, Swifts, Mazzy Stars og Lordes bare kan tage noter.

Og sådan er et langt stykke på dette album, hvor Alanis Morisette tager sit mangeårige arbejde som Debbie Ford-inspireret selvhjælps/skygge-coach til et nyt niveau. F.eks. i det smukke Her, hvor jeg fornemmer genklang af de store kvindelige sangskrivere fra slut 60’erne og primo 70’erne. Hint: Carole Kings Tapestry har snart 50 års jubilæum.

I pladens eneste forholdsvis up-beat sang med tilbagelænet boogierytme og god melodi, Reasons Why I Drink, handler det om, ja, at dulme, styrke og falde med stimulanser – ”the reasons why I feel everything so strong, when I’m not medicated,” synger Alanis Morisette. Fedt nummer og det tætteste, Alanis denne gang kommer sit udtryk på Jagged Little Pill.

Det teatralsk, storladne Reckoning er skrevet på en alvorlig baggrund – en retssag. Selv har Alanis kaldt det en sang om ’patriarkatet, der bryder sammen’. Men i den samlede kontekst på pladen lyder det som lydkulisse til en musikforestilling eller ballet, eller måske bare et retssalsdrama, og underligt irrelevant. Sangen og f.eks. også Losing My Plot kunne måske bedre begå sig i en evt. opfølger til Alanis Morissette-musicalen Jagged Little Pill, der p.t. er aflyst p.g.a. Corona.

På Such Pretty Forks in the Road slås det med canadisk drivtømmer fast, at som tekstforfatter i morderne rock er Alanis uovertruffen. Albummet er én lang terapeutisk konsultation.

Så er der mere mening i det beslægtede Nemesis, der modsat Reckoning, er sin egen lille udtryksfulde symfoni i værket. Begynder som en enkel guitarballade og ender som, hvis Kate Bushs Running up that Hill mødte Fun.’s We are Young.  

Sandbox Love handler om at søge tilbage til udgangspunktet i en relation, hvor der kun er vrede og sex tilbage. Det lyder lidt, som da Alanis’ karriere som popstjerne begyndte, bare i en mere rocket version – som fællesmængden af syng-med-bar, overfladisk 80’er-pop som Climie Fischer, Living in a Box og Johnny Hates Jazz, bare med meningsfyldt tekst.

Da jeg så Alanis på Tinderbox Festival for to år siden, tænkte jeg, om der mon var en vej frem for denne sangskriver, der stort set kun spillede numre fra Jagged Little Pill.

Det var der. På Such Pretty Forks in the Road slås det med canadisk drivtømmer fast, at som tekstforfatter i moderne rock er Alanis uovertruffen. Albummet er én lang terapeutisk konsultation. I forbindelse med udsendelsen af det nye album har hun sagt, at hun er ‘en håndfuld at leve sammen med’. Sikkert. Ud af de 11 sange på Such Pretty Forks in the Road er der lige præcis en håndfuld – fem – fremragende sange at leve sammen med. Fremragende – hvis kriteriet er totalt fravær af kalkule, kompromisløs ærlighed og 360 graders integritet.

Og hvorfor i al verden skulle det ikke være det?

Få gør det samme. Få tør det samme.

LÆS FLERE MUSIKANMELDELSER FRA POV’S MUSIKREDAKTØR, JAN ERIKSEN HER


Alanis Morissette, Such Pretty Forks in the Road, album. Foto: PR.