”Ja, du kan godt kalde det et par travle måneder, men på den fedeste måde, jeg kan forestille mig,” siger Sune Rose Wagner i telefonen fra Los Angeles om turneen, der ligesom alt muligt andet er blevet udsat på grund af Corona-epidemien. Egentlig skulle den have fundet sted lige nu.
For 27 år siden havde Wagner andel i en del ravage på den danske musikscene. En stor omvæltning. Der kan ligefrem sættes en dato på the point of no return: 30. april 1993, hvor Dizzy Mizz Lizzy vandt DM i Rock foran Kashmir og Inside the Whale.
Med tilsvarende inspirationskilder – grunge, garagerock, punk – fulgte Psyched Up Janis efter og kom i en periode til at dominere lyden af radio, gymnasiefester og teenageværelser efter halvandet årti med dansksproget pop som dominerende faktor. Senere blev Wagner kendt i rockkredse over det meste af verden som den ene halvdel af duoen Raveonettes.
”I 2001 deltog Sharin Foo og jeg i en Raveonettes showcase-koncert, hvor det vrimlede med internationale pladeselskabsfolk. Det var desværre bare en af de aftener, hvor alt gik galt. Jeg var nervøs. Og var lidt for fuld, fordi jeg var nervøs. Bagefter tænkte jeg, at nu var karrieren vist ovre.
Turneen bringer dem blandt andet til Lille Vega d. 10. november – et sted, hvorfra Sune Wagner ikke nødvendigvis kun har gode minder.
”I 2001 deltog Sharin Foo og jeg i en Raveonettes showcase-koncert, hvor det vrimlede med internationale pladeselskabsfolk. Det var desværre bare en af de aftener, hvor alt gik galt. Jeg var nervøs. Og var lidt for fuld, fordi jeg var nervøs. Bagefter tænkte jeg, at nu var karrieren vist ovre. Heldigvis var der nogle mennesker, der kunne se en fremtid i os – hvis bare vi tog os lidt sammen, som det blev sagt,” siger Sune Wagner grinende.
De tog sig sammen. Og det blev til en lang karriere, der – med den amerikanske journalist David Fricke som vigtig ambassadør – bragte Raveonettes og deres Phil Spector-forelskede art-rock rundt på alverdens scener.
Nashville i guitarkassen
Den kommende akustiske turne er på en måde et nyt kapitel og en opsummering af de gamle.
”Jeg tror, at jeg spiller en del numre fra min soloplade fra 2008, Sune Rose Wagner. Lidt Raveonettes også. Og et par gamle Psyched Up Janis-numre, som kan være interessante at spille i denne akustiske sammenhæng,” siger Wagner.
Med sig på scenen har Wagner Kajsa Vala, der godt nok bor i Aarhus, men har en stor portion Nashville med i sin guitarkasse. Hun har i flere omgange boet i country-hovedstaden, hvor hun har lært et og andet om at komponere og spille i americana-traditionen.
”Kajsa og jeg har begge en stor kærlighed til guitaren. Vi er begge sangskrivere. Vi har en stor forkærlighed for gode sange. Vi har samme mantra: en god melodi vinder altid. Så kan den ellers pakkes ind, som man ønsker det,” siger Sune Wagner.”
Wagners rødder ligger lige så vel i art-rock, punk og grunge som i primotressernes pop. Men i flere af hans gamle numre som f.eks. Love Can Destroy Everything (se videoen herunder), Somewhere in Texas og Somebody Loves You fornemmes den støvede lyd af Tennessee. Måske fornemmes især stjernestøv fra længst afdøde, evigt aktuelle Gram Parsons.
”På mig virker Dizzys musik lidt indviklet. Der er mange underlige takter. Crazy riffs. Alligevel ender alt sammen der, hvor de begyndte – der hvor det skal. Når jeg ser dem live, tænker jeg – hvordan i al verden finder de tilbage?, men det gør de. Det er faktisk rystende.”
”Det er fedt at være sammen med en, der virkelig har styr på sin americana. Kajsa er the real deal. Det er lidt en drøm, jeg også altid har haft, at spille mere country eller americana-agtigt. På den måde lægger Kajsa en ny tone til min musik.”
Samtidig med, at Wagner og hans protegé kører rundt til landets mindre spillesteder, optræder han sammen med Jakob Jørgensen og Jesper Reginal fra det oprindelige Psyched Up Janis i landets største koncertsale – Jyske Bank Boxen, Royal Arena med flere.
”Ja, det kunne være fedt med en helt ny lyd på vores numre. Vi gider ikke være totalt nostalgi og lyde, som vi gjorde i 1994,” siger Sune Wagner, og tilføjer:
”Jeg spiller ikke guitar som i 1994, klart at jeg ikke synger, som jeg gjorde som 21-årig. Dizzy spiller til UG+ live. Jeg tror aldrig, jeg har hørt eller set et mere tight band live.”
De er næsten bedre live end på plade…
”På mig virker Dizzys musik lidt indviklet. Der er mange underlige takter. Crazy riffs. Alligevel ender alt sammen der, hvor de begyndte – der hvor det skal. Når jeg ser dem live, tænker jeg – hvordan i al verden finder de tilbage, men det gør de. Det er faktisk rystende.”
“Vi er ikke så gode live. Vores univers er ikke så riff-orienteret. Det er mere bygget op på akkorder. Til gengæld kan vi noget med stemninger. Vi kan blive en meget fed modsætning. Dizzy har jo det ene kæmpe hit efter det andet, som publikum kender i bund. Vi har selvfølgelig også haft hit – som I Died in my Teens, som folk kender fra radioen,” siger Sune Wagner.
Succes på Netflix
Talen falder på det at versionere gamle numre. Ikke bare egne, også andres numre. På det seneste har Wagner haft succes med coverversioner af White Zombies More Human Than Human til Netflix-serien Altered Carbon. Ligesom han har skrevet musik til en Game of Thrones-trailer.
”Jeg elsker at lave coverversioner. Netflix-numrene gav vilde reaktioner i de sociale medier. Måske har det en berettigelse i forhold til de nye generationer. Hvis jeg spillede Richie Valens Donna kunne det jo være, at en masse unge ville opdage, hvor smukt det nummer er. Skrevet af en ung mand på 17. Det bliver ikke større i min bog,” siger Wagner.
For øjeblikket er Raveonettes sat på pause. Det skyldes blandt andet, at Wagner har fået smag for at skrive musik til tv-serier og film. Der er mange møder med agenter.
Jeg har indtryk af, at Los Angeles er tough business?
“Det er super tough business. Fordelen herovre ligger i at komme fra udlandet. Vi har set afdøde, islandske Jóhann Jóhannsson og Hildur Guðnadóttir, der skrev musikken til Joker. Engelske Mica Levi, der skrev musik til Under the Skin og blev nomineret til en Oscar for Jackie. Komponister, der kommer med en lidt anden inspiration end den gængse. Jeg skulle være gået ind i det for 20 år siden. Lige nu er det allersværeste tidspunkt. Primært skyldes det, at skolerne har indført filmmusikprogrammer. Du kan uddanne dig i filmscoring på UCLA i dag. Det er sikkert enormt sjovt – fire år, som man tilbringer med at lytte til spændende filmkomponister, samtidig med at man selv sidder og komponerer,” siger Sune Wagner. Og tilføjer grinende:
“Det lyder enormt sjovt. Det kunne jeg godt stå op til om morgenen.”
Kajsa Vala, der opvokset i Aarhus-forstaden Åbyhøj, har boet i Nashville i flere omgange, af både familiære og professionelle grunde. Hun har ligefrem udgivet et album i Nashville. Der er, som det kan høres på hendes nye single One drop (se videoen forneden), stærke rødder i countrymusikken. Og nu har Sune Wagner givet hende opgaven at skubbe sig i den musikalske retning.
“Jeg hører egentlig meget country i Sunes musik. Psyched Up Janis’ The Quiet Album er et af de album, jeg har lyttet allermest til. Der hører man virkelig kernen i hans sange. Jo ældre han bliver, jo mere finder han måske inspiration der. Der er et rebel-aspekt i country, som den form for musik har til fælles med den musik, som Sune har sine rødder i. Punken,” siger Kajsa Vala til POV.International.
“Det har været fedt at møde Sune på scenen og opdage, at vi har den fælles tilgang til mange ting. For eksempel ikke at øve alt for meget, inden man går på. Det må gerne ske noget nyt, når man står der på scenen. Der var mange momenter under vores få koncerter i efteråret, hvor jeg følte, at det virkelig gav mening. At det var magisk.”
Hvad er din plan for din egen karriere?
“Jeg har aldrig haft en plan. Selvfølgelig drømmer jeg om, at flere vil komme til at lytte til min musik. At det giver mening, når vi spiller ude. Lige nu går det den rigtige vej, og så gælder det bare om at ride på den bølge. Pludselig kommer der tusinde til ens koncerter. Jeg er rigtig glad for øjeblikket,” siger Kajsa Vala.
I ugerne efter sejren i Globen er Fly on the Wings of Love i færd med at indtage histlisterne i Norden, Benelux-landene, Tyskland, Schweiz og Østrig.
Brødrene Olsens pladeselskab har inviteret et par medier med på en promotion-tur til Bruxelles. De to brødre kommer fra Holland, de skal videre til England.
Først optræder de i et radioshow, senere kører vi på motorvejen i retning af, ja, Waterloo til et obskurt hus, der både indvendig og udvendig ligner noget fra en David Lynch-film. Undervejs modtager brødrenes assistent opringninger, der skaber vild begejstring. Det nye album er røget helt i top på den norske hitliste. Singlen Fly on the Wings of Love ligger nummer 9 på den tyske singleliste.
”Nu er pensionen sgu hjemme, Olsen,” udbryder Jørgen Olsen.
Det er ikke løgn. Hvor meget de har tjent, ved kun de selv. Men enhver kan regne ud, at vi taler adskillige millioner. Men mon dog ikke der er et stykke vej op til de syv milliarder danske kroner, de fire medlemmer af ABBA tilsammen er værd. Skal man tro det amerikanske finansmagasin Forbes.
Under turen til Bruxelles viser det sig lidt overraskende, at Melodi Grand Prix måske er mere kendt i musikbranchen, end jeg troede. Mens Jørgen og jeg drikker et glas vin i hotellobbyen, dukker rocklegenden Alice Cooper pludselig op sammen med sin manager.
Jørgen hilser på ham. Alice har aldrig hørt om Eurovison Song Contest eller The Olsen Brothers, men det har manageren, der ligefrem har set et sammendrag af Globen-showet og roser Fly on the Wings of Love.
”Jeg talte med Ozzy om Eurovision forleden,” fortæller han.
Jeg forklarer Alice, at ESC var springbræt for ABBA.
“I love that band. It was one of Johns favorite bands,” når han at sige, inden han og manageren forsvinder. Hvilken John? Jeg vælger at tro, at han mente sin gamle svirebror fra Rainbow Bar i Los Angeles, John Lennon.
Ligesom jeg vælger at tro, at manageren og Ozzys samtale ikke handlede om, hvorvidt Ozzy havde planer om at stille op. Det skal nævnes, at guitaristen fra Black Sabbath, Tony Iommi, i 2013 leverede en grandprix-sang Lonely Planet til armenske Dorians.
Kort efter turen til Bruxelles spørger Brødrene Olsens manager, om jeg har lyst til at skrive en biografi om Jørgen og Noller. Forlaget Borgen er interesseret.
I 2. del af denne fortælling var jeg lidt kålhøgen over at have forudset Brødrene Olsens sejr i Globen. Efter 2001-grandprixet i Herning skrev jeg, at Rollo & Kings Der står et billede af dig på mit bord var helt uden chancer i Parken. Den endte som bekendt som nr. 2… Efter estiske Tanel Padars og arubanske Dave Bentons, lad os kalde det mystiske sejr med Everybody.
Meget betegnende for Brødrene Olsens travlhed den sommer, hvor hele Nordeuropa sang med på sangen om kærlighedens vinger, mødes vi i Malmø for at tale første gang om bogen, der ender med at blive skrevet på fem uger. Det bliver indledningen til uendelig mange samtaler om musik, musik, musik. Blandt andet om R.E.M., som de senere fortolkede på DR.
Noller har besluttet at skrive et kapitel om sit liv med misbrug gennem godt og vel 25 år. Han lægger ikke skjul på, at begejstringen over at have vundet og først nu i den forholdsvis sene alder leve drengedrømmen ud også har en bagside. Af og til bliver han meget træt.
Jeg skulle senere komme til at beskæftige mig indgående med samme emne som medforfatter til hans bog Det er muligt – rundt om et misbrug. Ikke mange ved det – der er en grund til, at det hedder Anonyme Alkoholikere – men siden han blev ædru i 1997, har Noller gjort et kæmpe arbejde til støtte for andre misbrugere og ædru alkoholikere og narkomaner i Danmark og internationalt. Og for sagen som sådan. Et kæmpe arbejde.
Som hvis Agnetha Fältskog ringede
Under grandprixet i Sverige har jeg bemærket, at den svenske avis Aftonbladet har sat sig totalt på eventen som en slags sponsorer. Eller mediepartner, som det hedder. Der er ligefrem oprettet en redaktion i en bygning udenfor Globen, der principielt er reklamefri under konkurrencen. Ligesom DR er SVT et ikke-kommercielt medie. I nattetimerne efter Olsen-Brødrenes sejr har jeg talt med en kollega fra Aftonbladet, der har beskrevet avisens forhold til Melodifestivalen som “hvis han var teenager igen, og Agnetha Fältskog havde ringet”. Jeg kan lide det.
Jeg foreslår mine chefredaktører, at BT skal være Danmarks Melodi Grand Prix-avis i 2001. “Believe the hype,” som man sagde i Manchester i 80’erne. Hvis jeg skal være helt ærlig, varmede jeg mig også ved tanken om ansigtsudtrykkene hos kollegerne på sportsredaktionen, når de opdagede, at de ikke længere arbejdede på Danmarks Sportsavis. men på Danmarks Sports og Melodi Grand Prix-avis.
Det lykkedes mig faktisk at møde Terry Wogan meget kort året efter, under grandprixet i Estland. Tror jeg spurgte, om han havde fortrudt sine bemærkninger. Han svarede noget i stil med, at han allerede havde sagt nok. Og spurgte, hvor man kunne få en decent gin & tonic i den kedsommelige sportshal.
Det ender med, at vi får opgaven at levere tekst til det trykte program, der skal produceres til Det internationale Melodi Grand Prix og skriver stolpe op og ned om alt, der smager af Melodi Grand Prix i ni-ti måneder.
Jeg ville gerne kunne fortælle en masse underholdende anekdoter om dét. Men den episode, jeg husker bedst, stammer fra, da jeg skal mødes med det reklamebureau, der skal stå for produktion af det program, vi skal producere sammen med DR.
Klokken er ti om formiddagen, og jeg bliver budt en guldøl i bureauets fine kontor. De er ikke så vant til hverken tabloidjournalister eller Melodi Grand Prix og mener, at det nok er sådan, den slags begynder dagen. Det ender med kaffe.
Og så var der forresten også den ældre skuespiller, der ringede en sen aften og spurgte, om vi ville være med til at sponsere en ny generation sengekant-film. De var flere nede på baren, der mente, at det ville være den naturlige forlængelse af det med grandprixet. Han blev henvist til chefredaktionen.
Hvor får man en decent gin & tonic?
Allerede kort efter proklamerer den daværende administrerende direktør i Parken Sport og Entertainment, at firmaet vil investere 110 mio. kr. i et tag, der vil kunne rulles henover Parken, som jo også ender med stå som arrangør. Det tag får en del omtale. Faktisk er der hele 8.000 til stede, da det som en prøve første gang rulles henover Parken.
Noller, Jørgen og jeg har et par gange muntret os over, at deres sejr resulterede i to nye tage: Don Øs tag over Parken og det eternittag, jeg købte for de penge, jeg tjente på deres biografi.
I 2. del af denne fortælling var jeg lidt kålhøgen over at have forudset Brødrene Olsens sejr i Globen. Efter 2001-grandprixet i Herning skrev jeg, at Rollo & Kings Der står et billede af dig på mit bord var helt uden chancer i Parken. Den endte som bekendt som nr. 2… Efter estiske Tanel Padars og arubanske Dave Bentons, lad os kalde det mystiske sejr med Everybody.
Parken-showet er senere gået over i historien som grandprix’et, hvor den legendariske britiske kommentator Terry Wogan kom med nogle temmelig nedladende bemærkninger om værtsparret Natasja Crone og Søren Pilmark under BBC’s transmission af festen. Det gjorde vi et stort nummer ud af på avisen, og det endte med en officiel undskyldning fra BBC. Det lykkedes mig faktisk at møde Terry Wogan meget kort året efter under grandprixet i Estland. Tror jeg spurgte, om han havde fortrudt sine bemærkninger.
Han svarede noget i stil med, at han allerede havde sagt nok. Og spurgte, hvor man kunne få en decent gin & tonic i den kedsommelige sportshal.
Set i efterrationaliseringernes altid nådige lys tror jeg, Fly on the Wings of Love blandt meget andet var en +50-generations senior-influenceres oprør mod den omsiggribende digitaliseringsbølge, og som mange så det, forfladigelse af popmusikken post-Britney. Et comeback of value, som man ville sige, hvis den gamle melodikonkurrence var en børs. Måske endda et af de sidste oprør, inden digitaliseringen for alvor overtog alt og skiftende +50-generationer for længst har omfavnet alt fra Spotify, Facebook, NemID og tv på app til netbank, og bruger det lige så ubesværet som de helt unge.
Man kan også bare sige som Kim Larsen gjorde, da han mødte Jørgen og Noller til et støttearrangement kort efter Globen.
De Olsen-brødre som er blevet drillet – og jeg har selv været med til at drille dem – og lad os så bruge ordet igen: “halvfallerede”. Og så gjorde de det bare: Kom til ære og værdighed. Og det fortjente de. For de har livet igennem været i musikkens tjeneste, og de har været tro over for den – aldrig korrupte, men en ærlig stræben – uanset hvem der stod og lo i krogene.
– Kim Larsen
”Tillykke med det drenge. For en gangs skyld har I lavet et godt popnummer.”
3. december 2000, kort efter Kim Larsen havde læst brødrenes biografi Et stjerneskud – to liv i tilbageblik (har han fortalt mig), udtalte han i Jyllands-Posten:
“De Olsen-brødre som er blevet drillet – og jeg har selv været med til at drille dem – og lad os så bruge ordet igen: “halvfallerede”. Og så gjorde de det bare: Kom til ære og værdighed. Og det fortjente de. For de har livet igennem været i musikkens tjeneste, og de har været tro over for den – aldrig korrupte, men en ærlig stræben – uanset hvem der stod og lo i krogene. Jo, det var fint. Det var godt. Og så var det i øvrigt en god melodi.”
I dag er Jørgen og Noller for længst trådt ind i rækken af Melodi Grand Prix-ikoner. Et møde med Cliff Richard forud for grandprixet i 2002 har ført til et nært venskab med Sir Cliff, den første europæiske rockstjerne. Bortset fra at Fly on the Wings of Love ændrede Jørgen og Nollers liv, blev den startskuddet til en af de største mediebegivenheder nogensinde i Danmark og en medfølgende renæssance for folkefesten Melodi Grand Prix i Danmark, der har varet i 20 år. Godt hjulpet undervejs, selvfølgelig, af Emmelie de Forests sejr med Only Teardrops i 2014 i Det internationale Melodi Grand Prix i Malmø.
Hvem har æren? Ingen og alle. Udover indlysende at pege på de to brødre fra Virum, skal en meget stor del af æren tildeles den daværende DR-chef Morten Carlsson, der er nævnt nogle gange i dette tilbageblik. Og pladeselskabet CMC, der troede på det umulige comeback. Arrangørerne af Parken grandprixet med Jørgen Ramskov i spidsen og følgende DR-arrangører.
Men personligt er jeg tilbøjelig til at tilskrive Brødrene Olsens managers assistent den største ære. Det var, som nævnt i del 1, trods alt hendes nynnen, der fik dem til at stille op med Smuk som et stjerneskud.
“Det er fandme en god historie, som bør fortælles,” sagde jeg til Carlsson. Igen og igen. Og igen. “Vent lidt,” sagde han hver gang. Et års tid senere modtog bl. a. jeg og en kollega fra norske Dagbladet en kopi af en intern EBU-rapport, der dokumenterede, at Cypern, Grækenland, Kroatien, Rusland, Makedonien, Malta og Rumænien havde stemt sammen i Tallinn
PS:
“Renæssance …, der har varet i 20 år,” står det. Det er ingen hemmelighed, at Malene Mortensens sidsteplads i Estland 2002 skabte en del uro og efterrationalisering i DR. Det er skrevet før, og jeg gentager det gerne. At Malene Mortensen kun fik syv stemmer skyldtes ikke kun, at hendes sang og performance var off i forhold til, hvad Europa var i humør til.
En sen nattetime i maj 2003 sad Morten Carlsson og jeg i baren på et hotel i Tallinn. De fleste andre journalister og DR-folk var enten gået i seng eller opholdt sig i den ekstremt larmende Euro Club ved siden af. Carlssons rumænske kollega kom hen til bordet med et stykke A4-papir. Papiret var fyldt med optegnelser og tal. Det lignende et ‘ sweepstake’ før en fodboldkamp.
Manden var i færd med at aftale indbyrdes stemmefordeling mellem de deltagende lande. De, der ønskede at medvirke. Ren korruption. Rumænien giver Makedonien så og så mange point. Og omvendt. Dengang i 2002 blev grandprixet stadig kun delvis dækket af telefonafstemninger. Resten var op til lokale juryer = de magtfulde tv-chefer.
Det rumæanske forsøg på stemmesamarbejde blev blankt afvist af en vred dansk delegationsleder.
Næste dag fik Malene Mortensen syv stemmer. Heraf fire fra Israel. Det er en kendsgerning. Ingen ved, hvordan Malene var endt med en retfærdig stemmeafgivning, men dog næppe meget bedre.
“Det er fandme en god historie, som bør fortælles,” sagde jeg til Carlsson. Igen og igen. Og igen. “Vent lidt,” sagde han hver gang. Et års tid senere modtog bl. a. jeg og en kollega fra norske Dagbladet en kopi af en intern EBU-rapport, der dokumenterede, at Cypern, Grækenland, Kroatien, Rusland, Makedonien, Malta og Rumænien havde stemt sammen i Tallinn.
Rapporten bakkedes op af udtalelser fra franske og svenske delegationsmedlemer, der havde haft samme oplevelse som Carlsson. I dag gør EBU alt for at undgå korruption.
Det har været en lang og smuk aften- og majnat i Gamla Stan i Stockholm. Smuk som … ja. Klokken nærmer sig fire, da fotografen og jeg kommer tilbage til hotellet på Dobelnsgatan i Norrmalm. Jeg kan ikke nære mig. Går ind i hotellets computerrum i stueetagen.
Det er en kompliceret affære at logge sig ind i cyberspace på den medbragte arbejds-pc. Hvilket i øvrigt forudsætter, at den virker. Det er som vinden blæser. Man har altid været dygtige til at spare penge på min gamle arbejdsplads.
Så er det meget mere simpelt med hotellets stationære EDB-apparat. I denne sene nattestund er jeg definitivt mest til lette løsninger. Logger mig ind på et af de engelske bettingsites. Jo. Et enkelt bettingfirma giver stadig pengene 56 gange igen, hvis Brødrene Olsen vinder lørdagens internationale Melodi Grand Prix med deres Fly on the Wings of Love. Godt nok er deres odds faldet fra over 100 til 56 på bare fire dage. Andre er faldet helt ned under 10.
Igen overvejer jeg at sætte feriepengene – 7 – 8.000 kr. – der netop er indgået på kontoen, på den umulige sejr. Men nej. Fornuftens stemme eller, hvad det nu er, der trænger igennem den årle morgentåge, stopper mig. Familien skal trods alt på ferie et par måneder senere.
Havde jeg bare kigget en anelse den anden vej, ville jeg 24 timer senere have været en lille halv million kroner rigere. For det beløb ville familien kunne holde en hel del ferie.
Sånt är livet.
Det bedst producerede nummer
Tidligere på eftermiddagen samme fredag har et par kolleger og jeg overværet en generalprøve, hvor de 24 deltagere har fremført hver sin sang. Generalprøven er der dels for sangernes skyld, dels til hjælp for tv-holdet. Efter Charlotte Nilssons forudsigelige sejr i 1999 med den til det kriminelt grænsende ABBA-begejstrede pastiche Take Me to Your Heaven har der været en del snak og skriverier om, at 2000 vil blive året, der fører gamle tante Melodi Grand Prix ind i det nye årtusinde med en moderne, digital elektronisk baseret lyd.
Hele elleve lande stiller op med numre inspireret af moderne tendenser på dance-scenen.
Lyttet til i 2020 – jeg har genhørt alle 24 numre, og det var noget af en prøvelse – er det ironisk, at Stig Kreutzfeldts signaturproduktion af Jørgen og Nollers sang var finalens med a-f-s-t-a-n-d bedst producerede indspilning med flittig brug af hans lille studies mange digitale muligheder. Herunder autotune and all i år to efter Chers Believe.
Jørgen Olsen er tydeligt rørt over at stå på scenen, selv her, hvor det jo bare er en prøve. Der er en særlig energi og ægthed over de to ældre mænd i sorte jakkesæt. Intet andet i dette menageri, der blandt andet omfatter en israelsk støtteaktion for Syrien og fire mindreårige georgiske piger stadset ud som lolitaer, virker ægte
Under generalprøven i Globen fredag aften sker der et eller andet magisk, da Jørgen og Noller Olsen og de fire korsangere synger Fly on the Wings of Love. Jørgen Olsen er tydeligt rørt over at stå på scenen, selv her, hvor det jo bare er en prøve. Der er en særlig energi og ægthed over de to ældre mænd i sorte jakkesæt. Intet andet i dette menageri, der blandt andet omfatter en israelsk støtteaktion for Syrien og fire mindreårige georgiske piger stadset ud som lolitaer, virker ægte.
Det rykker kraftigt i popgenet, da det senere ikoniske brag lyder 2:20 inde i Fly on the Wings of Love og nogle mennesker helt fremme i salen rejser sig og jubler vildt.
Tilbage på hotelværelset – med afstikkere til computerrummet hver gang den medbragte computer sætter ud – afslutter jeg en optaktsartikel.
En redaktør ringer og spørger, om ikke jeg burde skrive noget om de danske chancer? “Avisen bliver primært læst af danskere,” siger han tørt. Så jeg skriver selvfølgelig en tilføjelse:
”Et par diskrete, ydmyge poppedrenge fra Danmark. Vinder de? Stemningen hos bookmakere og branchefolk er til et nej. Jeg tror på deres chance. For det første er sympatien for de to danskere enorm. Det er en hamrende god melodi. Jeg har fulgt prøver og generalprøven i aftes. Der sker simpelthen et eller andet magisk i Globen, når Olsen og korpigerne begynder på omkvædet i ‘Fly On The Wings Of Love’. I Cirkusbygningen var det nok til en suveræn sejr. Kan magien nå ud gennem de europæiske TV-skærme, kan miraklet ske igen. Med en absolut topplacering.”
Ud på aftenen drikker vi, en flok danske journalister og fotografer, et par mellanöl på en fancy bar i Gamla Stan. Ingen af os gider ikke det der gammeldags med at rende rundt og forsøge at spænde ben for konkurrenten/erne. Vi har fri.
Jeg har altid holdt meget af legenden om de tre danske sportsjournalister, der var med landsholdet vist nok i Finland. På et tidspunkt efter kampen ringer Aktuelts Knud Lundberg til den jourhavende på en af de andre aviser. ”Din kollega er faldet (med den usagte forlængelse ’om af druk’). Her er et referat af kampen, som I kan trykke i stedet.”
That’s the spirit. Kollegialitet. Gode, gamle Lundberg.
Du er på forsiden i morgen
På et tidspunkt ringer min Nokia.
“Du er på forsiden i morgen,” lyder det fra en kollega på aftenvagt.
Chokeret erfarer jeg, at der næste dag vil stå “Miraklet kan ske” på forsiden af avisen. Med et stort citat fra mig.
“Din røv hænger i klaskehøjde,” griner en fotograf, da jeg fortæller det videre. Ja, det tør antydes. Jeg kan høre redaktionen runge af latter, hvis Fly on the Wings of Love ender i bunden.
Lidt senere ringer DR Eventchef Morten Carlsson med den fine titel Head of Delegation og spørger, hvad jeg synes om generalprøven. Jeg fortæller han, at jeg blev så begejstret, at avisen citerer mig for det på forsiden dagen efter. Jeg er godt og grundigt på vej til at blive grin.
“Fedt,” siger han bare, uden at lytte til mit klynk.
“Hvis det fylder avisens forside i morgen, kan det nå at påvirke seerne i de andre lande.”
Vi satser på engelsktalende lande og lande, der normalt ikke stemmer på os. For eksempel Tyskland, som aldrig giver de danske sange stemmer. Da vi normalt får gode stemmetal i Norge, Sverige, Finland og Island, er der ud fra en kynisk betragtning ingen grund til at satse på dem. Letland, Malta, Tyskland og Spanien er interessante lande, hvorimod Frankrig ikke kan påvirkes. Det ville være spild af tid”
For at forstå den tankegang skal tiden skrues to dage tilbage, til onsdag aften. Carlsson og jeg er mødtes i Globens restaurant. Han forklarer, at der er et nyt element i spil i dette års konkurrence. For første gang er det overladt til seerne at stemme. De sædvanlige ekspertjuryer er afskaffet. Det gælder om at påvirke holdninger hos seerne gennem kommentatorerne.
Det handler om lobbyisme. Om bookmakere, der dengang sidst i 90’erne for alvor er begyndt at spille på Melodi Grand Prix.
“Alene det, at de (kommentatorerne, red.) siger et par ord om Olsen Brødrene, når de præsenterer sangen, kan være med til at påvirke seerne. Vi prøver desuden at påvirke bookmakerne, især Ladbrooks. Bookmakernes odds på de enkelte kunstnere kan påvirke seerne, når de læser i avisen, at flere og flere tror på det danske bidrag. Vi har allerede tidligt ringet rundt til de vigtigste bookmakere og tilbudt dem videoer og CDer med Olsen Brødrene,” siger han også, og tilføjer:
”Vi kan påvirke de internationale bookmakeres odds ved at sætte 10.000 kr. på det rigtige tidspunkt på Olsen Brødrene. Det vil sige lige inden de lukker for budene,« siger Morten Carlsson.
Han understreger, at det hverken er DR eller Brødrene Olsen, men derimod nogle venner, der er så venlige at spille på dansk sejr.
“Vi satser på engelsktalende lande og lande, der normalt ikke stemmer på os. For eksempel Tyskland, som aldrig giver de danske sange stemmer. Da vi normalt får gode stemmetal i Norge, Sverige, Finland og Island er der ud fra en kynisk betragtning ingen grund til at satse på dem. Letland, Malta, Tyskland og Spanien er interessante lande, hvorimod Frankrig ikke kan påvirkes. Det ville være spild af tid,” siger Morten Carlsson.
Fed melodi. God performance
Fotografen og jeg møder frem i Globen tidligt lørdag aften. Inde i presserummet taler jeg med en schweizisk radio-dj, som jeg har mødt under en reception for Brødrene Olsen om onsdagen.
“Jeg hører, at du mener, at The Olsen Brothers kan vinde,” siger han med et stort grin. Han har læst det i fanforum og fortæller, at Fly on the Wings of Love tippes i top 5 hos en schweizisk bookmaker.
De danske journalister og fotografer sidder sammen i et hjørne af presserummet med udsigt til en stor tv-skærm. Jeg har ladet min computer blive på hotellet. Den er gået helt død. Brødrene Olsen klarer den godt, er vi enige om. Fed melodi. God performance.
Omkring kl. 22.45 begynder de to værter at præsentere stemmetal. 12 til Danmark fra Israel. 10 fra Holland. 12 fra Storbritannien (som man for Guds skyld ikke må kalde England under Melodi Grand Prix), 8 fra Estland, 7 fra Frankrig. Så meget for eventchefens ord om franskmændene.
Jeg taler med en redaktør hjemme i Danmark. Trods avisens optimistiske forside er der ikke rigtig nogen plan for en dansk sejr. Selvom dasset unægtelig begynder at brænde. Eller jo, få minutter senere beslutter nogen højt oppe i systemet, at vi kører, hvis Jørgen og Noller vinder. Jeg låner en computer af en sød kollega, der alligevel først har deadline tre døgn senere.
Personligt spiser jeg konspirationsteorier med frugt og granola til morgenmad, men her er kun at sige: der VAR ingen begejstring at vise under de andre numre. Heller ikke under den nævnte generalprøve. I dag har både fans og tv-producenterne lært, at festen i salen er en vigtig del af præsentationen af showet
Det vælter ind med point. Da der kommer 12 fra Rusland fornemmer alle, at Danmark vil vinde. 10 fra Schweiz. Tak DJ-kollega. 12 fra Tyskland. 10 fra Spanien. 12 fra Letland. 12 fra Malta. 12 fra Irland og fra Norge, Island, Finland og Sverige. Alt sammen som eventchefen havde håbet.
Efter mere eller mindre korporligt at have fjernet en tysk fan fra en af Globens computere, når jeg at sende en reportage med 34 slåfejl, der når at komme med i søndagsavisen. Brødrene Olsens triumf.
Som det kan ses på klippet fra Globen viser kameraerne igen og igen et hav af tændte lightere og mobiltelefoner, mens Brødrene Olsen synger. Man ser Jørgen Olsens åbenlyse glæde over den stemning, han og broderen tænder i arenaen – faktisk allerede inden, Nollers trommespil på DAT-båndet sætter nummeret igang. Man fornemmer også en lille spids af et særligt mønster mellem brødrene: Jørgen bliver følelsesladet. Noller signalerer: “Jørgen, vi er på. Get a grip”.
Kort efter den 14. maj 2000 opstår en af de utallige Melodi Grand Prix-konspirationsteorier i Eurovision-fankulten: Svensk tv hjalp Danmark til sejr ved at vise publikums begejstring. For der blev ikke panoreret ud over publikum under andre bidrag. Kun det danske.
Personligt spiser jeg konspirationsteorier med frugt og granola til morgenmad, men her er kun at sige: der VAR ingen begejstring at vise under de andre numre. Heller ikke under den nævnte generalprøve. I dag har både fans og tv-producenterne lært, at festen i salen er en vigtig del af præsentationen af showet.
JUBILÆUM // MUSIK – I år er det 20 år siden det, som ingen havde troet på, skete i Stockholm – Brødrene Olsen vandt Det internationale Melodi Grand Prix med ‘Fly on the Wings of Love’. POV’s musikredaktør Jan Eriksen dækkede dengang Jørgen og Noller Olsens utrolige rejse fra en optræden for laveste tarif til fire måneder senere at kunne forlange mere end 100.000 for en optræden. I dag har de solgt otte mio. plader verden over.
Jan Eriksen skulle senere komme til at skrive to bøger sammen med brødrene. I dette første afsnit ud af tre fortæller han sin personlige inside-beretning om miraklet i Stockholm. Serien er samtidig en hyldest til Niels ‘Noller’ Olsen, der er stoppet med at optræde efter, han er blevet ramt af kræft i hjernen.
Den 8. januar 2000 optrådte Brødrene Olsen, som de havde gjort så ofte før, på Christianhavns Færgecafe. På et tidspunkt, hvor deres karriere som duo længe havde befundet sig på et lavpunkt, var cafeen stadig så venlige at booke dem med jævnlige mellemrum. Det skulle blive sidste gang, de optrådte for tariffen. Godt og vel 8.000 kr.
Fem måneder senere kunne de forlange op til 150.000 kr. for en optræden. For en periode i hvert fald.
Hvor mange plader, Brødrene Olsen havde solgt i løbet af deres dengang 30 år lange karriere, ved jeg ikke. Nu 20 år efter ved vi, at de har solgt 3,2 mio. album. De har solgt 1,5 mio. singler. Udover det samlede antal solgte album og singler medvirker de på ca. 2,9 mio. opsamlingsalbum. I alt 7,7 mio. enheder.
Indtil Niels “Noller” Olsen for nylig måtte stoppe på grund af sin sygdom havde han og Jørgen stadig så mange arrangementer, de orkede. Op til hundrede om året. Fremover optræder Jørgen Olsen solo.
Modsat ABBA’s sejr med Waterloo i 1974 kom Brødrene Olsens sejr i Melodi Grand Prix 2000 ikke til at forandre musikscenen internationalt, men det er en kendsgerning, at de er de vindere af den forkætrede musikkonkurrence, der har fået mest ud af sejren – næst efter Björn, Benny, Agnetha og Anni-Frid.
‘Det er jo bare mit tøj’
Min debut som grandprix-journalist var foregået d. 18. februar under et pressemøde, hvor jeg blandt andet spurgte deltagerne, hvor deres tøj stammede fra. Sådan gjorde de i ugebladene, havde jeg bemærket. Noller Olsen svarede smilende noget i stil med ’det er jo bare mit tøj’
Havde nogen fortalt mig, at det ville gå sådan, da jeg satte mig ved et bord i foyeren i Cirkusbygningen d. 19. februar 2000, havde jeg måske sagt noget i stil med, ”ja, hæ-hæ, og snart kan vi se film og tv på vores telefoner.”
Jeg havde aldrig tidligere prøvet at dække Melodi Grand Prix. Havde fået buddet et par måneder tidligere og skyndt mig at sige ja. Havde altid elsket at hade Melodi Grand Prix og set det hver gang. Jeg holdt meget af dets kitsch-værdi. Der bor en meget stor Rasmus Modsat i mig, der holder af at beskæftige mig med det, andre ser ned på. Dengang stand-up, revy, reality-tv. Menneskene bag er hverken mere og slet ikke mindre interessante end dem, der optræder på Det Kongelige og Louisiana, siger min erfaring mig.
I øvrigt er flere af især Søren Bundgaards (musik) og Keld Heicks (tekst) fælles grandprix-bidrag glimrende popsange.
Op gennem 1990’erne blev det internationale show en fest med min datters hjemmelavede stemmesedler. Husker stadig, da hun som treårig var den eneste, der formåede at holde sig vågen, da det gik så skidt for Tommy Seebach i Irland. Takket være sønnen Rasmus’ mellemkomst er Under stjernerne på himlen senere kommet til sin ret.
Min debut som grandprix-journalist foregik d. 18. februar 2000 under et pressemøde, hvor jeg blandt andet spurgte deltagerne, hvorfra deres tøj stammede. Sådan gjorde de i ugebladene, havde jeg bemærket. Noller Olsen svarede smilende noget i stil med, “det er jo bare mit tøj”.
De fleste regnede vist med, at Sanne Gottlieb ville vinde dansk Melodi Grand Prix 2000 med Mette Mathiesens og Lise Cabbles Uden dig. Evt. med Gry Johansens Sig du vil ha’ mig som outsider. Selv tænkte jeg, at hun måske kunne få et retro-klap på skuldrene af tv-seerne. Og det var også, hvad jeg sagde til en lokalradio, der ville have et bud. Jeg var ret stolt af at blive spurgt. Indtil det gik op for mig, at hun havde taget fejl af mig og en anden kollega.
Det var ikke faldet mig ind, at danskernes skulderklap kunne gå til Brødrene Olsen. Men de fik 58 ud af 60 mulige stemmer fra de danske tv-seere og dermed deres første Melodi Grand Prix-sejr.
Tilfældigheder, valg eller en højere magt?
Som journalist på arbejde måtte man dengang overvære showet på tv i et tilstødende lokale. Brødrene Olsen har senere ofte talt om, at det føltes, som om der var en særlig energi og magi inde i salen, hvor de begge havde debuteret tre tiår tidligere i en opsætning af musicalen Hair.
Jeg har flere gange tilføjet, at det tror da pokker, at der opstod magi, når to af Cirkus Schumanns gamle elefanter sådan pludselig materialiserede sig ud af glemslen og gik på scenen i den gamle cirkusbygning. Jeg er vist den eneste, der synes, at det er sjovt.
Egentlig består Smuk som et stjerneskud af to melodier, som Jørgen Olsen havde arbejdet med gennem et stykke tid. I forvejen havde brødrene for første gang i 19 år et nyt album på vej.
Efter DR havde inviteret Noller og Jørgen til at medvirke i grandprixet, mødtes de med manager Steen Wittrock på dennes kontor, hvor de sang og spillede nogle nye sange. Hvilken skulle de vælge? Man kan diskutere, om den slags skyldes tilfældigheder, resultatet af nogle valg, man selv har truffet, eller om en højere magt har haft indflydelse. Jeg nøjes med at konstatere, at da de tre hørte Wittrocks assistent nynne omkvædet på Smuk som et stjerneskud, valgte de den.
For den dengang 50-årige Jørgen Olsen og hans 46-årige bror var det knald eller fald. Siden et kæmpe gennembrud i 1972 som Danmarks første teenagestjerner med albummet Olsen og singlen Angelina var Olsen Brødrenes karriere gået op og ned. Mest det sidste. De havde tidligere deltaget flere gange, blandt andet med San Fransisco i Melodi Grand Prix uden at vinde. Jørgen en enkelt gang som solist.
Træt af jobbet
I 1999/2000 var Jørgen Olsen ind til benet træt af lærerjobbet og ønskede brændende et comeback som musiker og komponist – og den anerkendelse, der måske ville følge med en grandprix-sejr. Han følte – med rette – at de mange popmelodier, han havde skrevet, fortjente respekt og et nyt publikum.
Han havde endda en særlig historie med Cirkusbygningen, hvor hans og Cay Flemmings alternative opsætning i 1995 af Hamlet fik en ublid behandling af anmelderne.
Efter mere end 20 års misbrug af alkohol og stoffer havde Noller Olsen fundet en ro i livet og jobbet som musikchef i Farum Kommune. Også han drømte om anerkendelse, men var dybest set skeptisk. Ville en sejr påvirke hans sindsro?
Men ikke kun Brødrene Olsen havde kniven for struben. DR’s eventchef, nu afdøde Morten Carlsson havde fået klar besked af den daværende tv-direktør Bjørn Erichsen. Det er nu eller aldrig. Siden den om ikke gyldne, så i hvert fald meget farverige Mylle-æra i 80’erne, hvor Melodi Grand Prixet havde afløst Dansktoppen som affyringsrampe for dansksproget pop, var det efter Aud Wilkens flotte femteplads i 1995 med Fra Mols til Skagen gået nedad for grandprixet.
I og med at danske Kølig Kaj havde fået en dårlig placering i 1997, deltog DR ikke i 1998. Sådan var reglerne. Der var mest stemning i DR-ledensen for at lukke ned for Melodi Grand Prix det følgende år, men daværende DR-redaktør Morten Carlsson overtalte ledelsen med sit forslag om at gennemføre det på lavbudget som en del af programmet Musikbutikken. Det skulle senere vise sig, at vinderen Denne gang med Trine Jepsen og Michael Teschl fik en fin 8. plads i Israel.
DR-ledelsen savnede en profil og en succes til det forhadte tv-show. Som minimum en placering i 2000 som nr. 10 eller derover i den internationale konkurrence i Stockholm. Ellers ville man gøre som i 1966: melde DR ud af Eurovision Song Contest. Det vidste Brødrene Olsen. Hvilket ikke gjorde presset mindre hverken på dem eller de involverede DR-folk.
Det skal siges, at Erichsen senere har sagt til mig, at han ikke husker at have været helt så kategorisk.
Redaktøren ringede
Dagen efter brødrenes sejr i Cirkusbygningen gik jeg en tur med min hund Gustav. Mens vi vandrende rundt ved Bagsværd Sø ringede en redaktør på min Nokia. Om ikke jeg kunne tage ud til Jørgen og Noller og lave et dagen derpå-interview med dem?
I øvrigt havde nogen ringet og fortalt, at Noller vist havde haft et alkoholproblem. Det sidste lod jeg, som om jeg ikke hørte. Beklager chef. Satans tinnitus. Som journalist på et medie, hvor fokus på stærke personhistorier og riots in the streets, som J.K. Simmons’ redaktør siger i den første Spider-Man film, er livets salt, lærer man hurtigt at operere med sit eget personlige kodeks. Nødvendigt, hvis man skal undgå at kaste op, hver gang man passerer et spejl. Det er der ikke noget specielt heroisk i. Det er bare sådan, det er. At jeg havde mine anelser efter en længere snak med Noller i Cirkusbygningen er noget andet.
Når jeg i dag søger min egen forklaring på, hvad der førte Jørgen og Noller fra Færgecaféen til Nordeuropas største scener, er besøget hjemme hos Jørgen Olsen i hans og familiens rækkehus i Virum den søndag d. 20.2.2000 i den blå time en væsentlig brik.
Tværtimod er megen af den musik, der står tilbage gennem decennierne skrevet af komponister og tekstforfattere, der har befundet sig i et mentalt grænseland. Ofte godt hjulpet på vej af stærkere stimulanser end Jørgens Olsens Nescafé. Mange kunstnere har været/er nogle dumme, egomaniske svin med begrænsede sociale kompetencer
Jeg har aldrig været ret god til at skrible interviews, mens de foregår. Foretrækker optager. Kan ikke læse kragetæerne bagefter og i øvrigt heller ikke huske alle ord. Men den eftermiddag måtte det foregå på den måde. Alligevel skrev interviewet sig selv, da jeg kom hjem til computeren og det hvæsende modem.
Jeg talte med to sympatiske, reflekterede og jordnære spillemænd med hvert med sit blakkede liv i bagagen. Uforstilte. Der var noget her, der virkede ægte. Noget der virkede rigtigt.
Nu er store menneskelige kvaliteter hos kunstnere jo ikke ensbetydende med kunstnerisk kvalitet.
Tværtimod er megen af den musik, der står tilbage gennem decennierne skrevet af komponister og tekstforfattere, der har befundet sig i et mentalt grænseland. Ofte godt hjulpet på vej af stærkere stimulanser end Jørgens Olsens Nescafé. Mange kunstnere har været/er nogle dumme, egomaniske svin med begrænsede sociale kompetencer.
Men jeg forlod jeg rækkehuset med en fornemmelse af noget, der kan have og fik lige så stor betydning som musikken i sig selv. En god fortælling.
Klar til at rykke efter tvelwe points
Men en ting er fortælling. Noget andet er, at der lå en plan for markedsføringen af Brødrene Olsen i Europa, hvis og såfremt. Jeg kender ikke i detaljer de overvejelser, der blev gjort på pladeselskabskontorerne.
Jeg har på fornemmelsen, at ikke alle i baglandet helt troede på, at Jørgen og Nollers rejse til Stockholm skulle blive mere end en lille ferie. Men der var en plan. Et nyt album med vindersangen var indspillet. Jeg har på fornemmelsen, at planen til en vis grad var inspireret af legendariske Stikkan Anderssons ditto, da det i 1974 lykkedes at få den svenske jury til at stemme Waterloo ind på førstepladsen i den svenske Musikfestivalen. Nemlig at rykke med det samme i de lande, der måtte give ABBA twelve points i den internationale finale.
Stikkan havde set, hvad gode Melodi Grand Prix-placeringer sidst i 60’erne til France Gall, Sandie Shaw, Lulu og Cliff Richard havde gjort for deres karrierer.
En dag mellem sejren i Cirkusbygningen og Brødrene Olsens rejse til Stockholm to en halv måned senere besøgte jeg manager Wittrock i hans kontor i Store Kongensgade. Her var han øvrigt nabo til sin gamle ven og kollega Linie 3’s manager Niels Wenkens. Steen og jeg drak – med hans udtryk – en glad kop kaffe, talte om branchen før og nu. Nok især før. Det var enormt hyggeligt.
Jeg forlod kontoret med mindst én Otto Brandenburg-historie, jeg ikke kendte – og eksemplarer af en stribe af brødrenes album. Det første Olsen lytter jeg stadig til. Jørgen Olsens vemodige sange orkestreret i London af selveste Peter Knight (Walker Brothers og Moody Blues) med strygere, blæsere og meget tidstypiske fløjter er et utrolig raffineret album. En svensk anmelder brugte formuleringen “Det danske Simon & Garfunkel”. Der er også inspiration fra The Beatles, Crosby, Stills, Nash and Young og America – dem med A Horse with No Name.
Selveste Björn Ulveaes fra ABBA har kaldt Brødrene Olsen de nye Everly Brothers. Meget større bliver det vel ikke. Brødrenes gode ven Sir Cliff har kaldt Fly on the Wings of Love den sidste gode Melodi Grand Prix-sang. Da jeg interviewede Ulvaeus i anledning af musicalen Mamma Mias danske premiere, sagde han, at han så Fly on the Wings of Love som popmusikkens redning, da han så den vinde i Globen
Spørgsmålet er, om der på tidspunktet overhovedet var udkommet et dansk album med en så flot, international lyd. Nogle vil måske svare ’ja’ og henvise til Ache, Sebastian og Savage Rose.
Sol over Virum
Man kan diskutere Brødrene Olsens karrierevalg henad vejen. De har udsendt en del ret så uinteressante sange. Jeg har ofte sagt til dem, at jeg synes, de burde gøre deres sange den tjeneste at optræde med et band.
Men for mig vil den særlige klang, når de synger tostemmigt sammen, altid være noget helt specielt. Efterhånden, som jeg lærte brødrene og deres baggrund at kende, har jeg givet lyden navnet ’Sol over Virum’. Det er en sindsstemning. En særlig varme. Den inviterer mig ind i et rum, eller rettere ud på min gamle terasse, hvor evig sol skinner på kaffekoppen og lykkeligt legende børn – og gamle Gustav.
Selveste Björn Ulveaes fra ABBA har kaldt Brødrene Olsen de nye Everly Brothers. Meget større bliver det vel ikke. Brødrenes gode ven Sir Cliff har kaldt Fly on the Wings of Love den sidste gode Melodi Grand Prix-sang.
Da jeg interviewede Ulvaeus i anledning af musicalen Mamma Mia!s danske premiere, sagde han, at han nærmest så Fly on the Wings of Love som popmusikkens redning, da han så den vinde i Globen foran alt muligt rubbish.
Læs andet afsnit om ‘miraklet i Stockholm’ torsdag.
Jan Eriksen dækkede Melodi Grand Prix for dagbladet BT.
10’erne blev årtiet, hvor den digitale udvikling skabte enorme strukturelle forandringer i pladebranchen. Musikere indenfor alle genrer og subkulturer måtte indse, at pengene skulle tjenes på scenerne. Og i takt med at konkurrencen tilsvarende er blevet enorm på scenerne, har langt de fleste musikere indset, at de er nødt til at gøre sig umage hver gang; hver eneste gang. Man er ikke bedre end sit seneste job.
Op gennem 1970’erne og frem til 00’erne har jeg har været til mange koncerter med danske og internationale – ofte stærkt påvirkede – rockmusikere, der tydeligvis havde deres tanker et andet sted og i øvrigt bare skulle overstå jobbet inden næste honorar.
Jeg husker Parken ikke bare på fællessang, nej, på fælles orgastisk hjerteslag i en meget, men ikke for lang Enjoy the Silence. “Everything counts in large amounts”, synger de
Siden jeg efter en pause begyndte at anmelde meget aktivt i 2010, har jeg oplevet meget få af den type koncerter. I tilfælde, hvor det er sket, har det typisk været store internationale navne på stop på en for dem lille, kvart eller halvtom dansk sal.
Men bortset fra det. Koncentration og dedikation. Det manglede bare.
Bruce Springsteen & The E-Street Band, Roskilde Festival, 7. juli 2012
Springsteen på Roskilde Festival. Hvad der lød som opfyldelsen af en ultimativ drøm for mange, fik også lokket mig tilbage til festivalen for første gang i 17 år – efter en pause med fokus på børn, nyt job, hus/have og noget liv, der skulle leves.
Ikke at det nødvendigvis kørte hundrede procent optimalt fra begyndelsen, da The E-Street Band gik på canopy-scenen den smukke juli-aften.
Faktisk virkede Bruce selv slidt. Lyden var som altid mudret. Men med især side-man og delvis kapelmester Steven van Zandt som indpisker kom der mere gejst og spilleglæde omkring post finanskrise-numrene We Take Care of Our Own og Wrecking Ball og senere en forrygende gæsteoptræden ved The Roots.
Springsteens uforlignelige gospel på toppen af verdens bedste backingband skabte en musikalsk 3D-oplevelse. Gentagelse og genoplivning af de utallige livsøjeblikke, hvor Springsteen har leveret lyden: håbefulde eftermiddage ved stereoen, fester med spas, kærlige øjeblikke og langmodige søvnløse nattetimer.
Et af de momenter hvor myte, liv, koncert og denne Rokilde-smatter antog én karakter. The River var mig og min opvækst, jeg var lyden af Roy Bittans piano i Spirits in the Night, guitarerne var mig i Out in the Street. So to speak.
I want the heart, I want the soul. Og fik det.
Nathaniel Rateliff & The Night Sweats, Store Vega 30.03.18
Teknisk set var jeg forberedt, da Nathaniel Rateliff entrerede scenen i Stor Vega i marts 2018. Havde lyttet især til Stax-albummet Nathaniel Rateliff & The Night Sweats, som en kær ven havde præsenteret et års tid tidligere. Rateliff er en af fædrene til New Retro-bølgen; en bevægelse, hvor klassisk soul, rock og country fik et nyt afsæt i grupper som Alabama Shakes, Drive by Truckers og The Black Keys.
Teknisk set, ja. Det skulle vise sig at blive en mind blowing oplevelse, en fornemmelse af oprindelighed og autencitet i et rum, hvor fornemmelsen af tid blev ophævet. Allerede fra første øjeblik favnede Rateliffs soulfyldte vokal hele Vega uden at skygge for bandets tre blæsere, keyboardspiller, bassist, guitarist og trommeslager.
Et nummer lød som et møde mellem The Band og Ry Cooder i Ben E. Kings Stand by Me. Et andet mindede lidt om John Lennons version af Ain’t that a Shame. Et andet som Sam & Dave.
Halvanden times tidsrejse, nutid, fest og healing.
Depeche Mode, Parken, 1. juni 2017
Kan man have en æterisk musikoplevelse i verdens mindst egnede koncertarena? Ja, noget der ligner – hvis man investerer lidt af sig selv, og Depeche Mode er på plakaten.
Denne lumre juniaften var lyden på Martin Gores guitar, Dave Gahans baryton og resten af elektroensemblet så god, som den bliver i Parken.
Efter et udlæg med titelnummeret fra DM’s seneste dystopiske album Spirit og et vendepunkt i A Pain That I’m Used to ramte den engelske trio og deres to faste liveband-medlemmer det ’wouuch’, der har gjort dem til verdens mest forunderligt magiske stadionrockband. Med en portefølje af sange, hvor introverte, eksistentielle tekster konstant udfoldes i ekstrovert iscenesættelse. Når det klaustrofobiske lydunivers på plade lukkes ud i fri luft, kommer der liv, sjæl og blod i sangene.
Jeg husker Parken ikke bare på fællessang, nej, på fælles orgastisk hjerteslag i en meget, men ikke for lang Enjoy the Silence. “Everything counts in large amounts,” synger de.
Alt talte i store mængder under denne technomesse i Parken. Følelse. Fest. Eletronisk ekstase.
Jakob Brønnum: Vinylens og cd-boksens genkomst
Selvom det har været streamingtjenesternes årti, har der også været to, lykkelige modbevægelser. Ulykken består i at streamingtjenesterne er uanvendelige til andet end flygtig musiklytten og modstøj til byens larm.
Man kan ikke trænge dybere ind i værkerne, ind i kunstnerne og ind i musiksamlingerne gennem de digitale brugerflader, for de tillader kun vanskeligt at man opholder sig på forbrugets overflade: Blandt de nyeste, de mest hørte, det, maskinen og annoncørerne vurderer passer til det andet, du hørte.
En hel del af Dylans åbenlyst hashomtågede akustiske numre er frygtindgydende gode. Hvert øjeblik er musikhistorie
Lykken består i, at de to modbevægelser er vinylalbummenes genkomst og de store cd-bokses fremkomst. Lyden på vinyl (2400 MB/s) og på CD (1400 MB/s) er langt bedre end i de digitale lydrum, hvor den er 320 MB/s eller oftest 128 MB/s og både vinylformatet med de store omslag og CD-boksene med det store overblik over en kunstner eller en genre, lægger mange flere lag ind i musikoplevelsen.
Der er udgivet så overvældende mange bokse, at det næsten ikke er til at udvælge de bedste. Her er tre bud på det sublime.
Bob Dylan: The 1966 Live Recordings (36 cd, 2016)
Da KB-Hallen brændte i 2011, tænkte jeg, ”nå, nu finder vi aldrig ud af, hvad setlisten var ved koncerten 1. juni 1966,” for det var det eneste sted, der kunne ligge en optagelse. Ingen kunne tilsyneladende huske den og den manglede på de vigtige sites. Hidtil havde vi kun haft ‘Ballad of a Thin Man’, en enkelt sang, som har cirkuleret på diverse uofficielle optagelser.
Da Dylan i 2016 udsendte den mirakuløse 36 cd-box, The 1966 Live Recordings, med samtlige koncerter fra turnéen, der afslutter Dylans første store periode med et års pause efter det lille motorcykeluheld i august, måtte jeg tænke om igen. Egentlig var formålet at hævde sin copyright til koncertoptagelserne, 50 år efter, hvor den ville udløbe.
Han lå selv inde med et soundboard af 2. sæt af koncerten, der som alle de andre har to sæt, med et akustisk og et med The Band. Enkelte af de 23 koncerter havde man ikke, man har ”lånt” nogle af de publikumsindspilninger, der findes af 95% af Dylans koncerter. En hel del af Dylans åbenlyst hashomtågede akustiske numre er frygtindgydende gode. Hvert øjeblik er musikhistorie.
Celibidache – The Münich Years (49 cd, 2018)
I årene inden og umiddelbart efter den rumænske dirigent Sergio Celibidache døde i 1996, udsendte både Deutsche Grammofon og EMI fabelagtig gode indspilninger, med henholdsvis Stuttgart og Münchens symfoniorkester.
Særligt EMI’s indspilninger af stort set hele standardrepertoiret indenfor symfonier og korværker er helt enestående i deres dybe zen-influerede åndedræt, der gør de fleste af opførelserne langsommere og derved længere end nogensinde før hørt, i flere tilfælde 15-20% længere.
Det er mageløst. Celibidache ville i store dele af karrieren ikke udsende sine opførelser, fordi ”man ikke skulle få den transcendentale musikoplevelse udenfor koncertsalen.” Men det fik vi nu. EMI’s liveindspilninger var hundedyre i begyndelsen, men i fjor kom de på Warner i en samlet boks, 49 cd til under 500 kr.
3 Beethoven – The Complete Works (80 cd, 2017-2019)
Indimellem kan man se Beethovens samlede værker beskrevet som ”complete discography”, og det er noget sludder, på flere niveauer. For det første er den klassiske musik kendetegnet ved, at det er fortolkerens diskografi, der er tale om. Det er et kunstværk i nodeform i nye versioner, hver eneste gang der kommer en ny indspilning af et kendt værk, og derfor kan man aldrig nå en ”complete discography” .
For det andet handler de samlede værker som regel om, at det er lykkedes pladeselskabet at støve perifere værker op, som meget sjældent indspilles eller opføres. Ingen af de fire udgaver af de samlede værker, af Beethoven, der er på markedet lige for tiden op til Beethovens 250 års dag i 2020 er helt komplette. Der er altid mindre ting, man ikke fik med.
De er alle sammen på omkring 80 CD’er. De findes på Warner, Brilliant Classics og Naxos til omkring 80-100 euro og hyper de luxe på Deutsche Grammophon til det tredobbelte. Alle sammen forskellige kunstnere, nogle historiske, mange nyere og alle sammen nøje udvalgt for deres høje kvalitet. Brilliant og Warner er de bedste bud, alle parametre taget i betragtning. Warners er den smukkeste, Brilliants muligvis marginalt stærkere alt i alt.
Jacob Gjelstrup: Vinylpladens endelige comeback
Det blev i 10’erne at salget af vinylplader igen for alvor tog fart, og salget har været støt stigende hele årtiet fra 4.2 mio. solgte i 2010 til 16.7 mio. i 2018 alene i USA. Der er stadig langt op til de over 300 mio. solgte albums i sluthalvfjerserne, men udviklingen betyder, at interessen for det analoge medie er støt stigende.
Årtiet har budt på mange gode musikoplevelser, og det er ikke nemt at vælge de tre, man synes har været størst. De følgende tre albums er dog tre, der står ud som noget af det ypperste.
EABS – Repetitions (Letters To Krzysztof Komeda)
Det polske jazzorkester debuterede i 2017 med deres fortolkninger og dekonstruktioner af den berømte landsmand Krzysztof Komedas værker fra perioden 1962-67. Komeda, der blandt andet er kendt for at lave musik til flere Roman Polanski-film, var en af europas mest indflydelsesrige jazzmusikere, og EABS fortolker hans musik virtuost og moderne.
Albummet brillerer særligt på grund af den analoge lyd, man ellers kan savne i moderne jazz.
Katatonia – Sanctitude
Svenske Katatonia, der normalt spiller en slags doom-metal med alt, der hører den slags til, udgav i 2015 et unplugged album fra Union Chapel i London. På live-albummet fortolker bandet deres egne sange, som altså normalt bliver spillet med tungt metal-set-up, og resultatet er ikke mindre end sensationelt.
Forsanger Jonas Renkse har aldrig sunget bedre, og orkestret spiller så usandsynligt godt, at man glemmer alt om, at det er en liveindspilning.
Sanctitude er et mesterværk og på mange måder kommer man til at foretrække deres musik på denne måde.
40 Watt Sun – Wider than the sky
Det britiske band 40 Watt Sun udkom med Wider Than the Sky i 2016, og alle indadvendte typer fik deres ultimative go-to-plade.
Trioen spiller fortættet og yderst melankolsk, næsten depressivt og stærkt bevægende musik i et langsomt tempo. Vokalen og teksterne løfter værket op blandt de bedste de seneste ti år, men vær beredt på, at det skal gøre ondt før det bliver godt.
De tre album, der gjorde størst indtryk på mig i 2019, har en fællesnævner: En misantropisk grundfølelse formuleret på hver deres måde med blotlagt sensitivitet og totalt fravær af rocksmartness – for hvad er der at miste? Og dog tilført et i sidste ende afsluttende stænk af håbefuldhed på trods.
Kunst vil altid i en vis udstrækning afspejle sin tid. For øjeblikket ser den vestlige verdens rockmusikere folket foretrække ledere, der lader hånt om alt det, som rockmusik også står for: Fordomsfrihed. Frihed til bevægelse. Fællesskab. Samtale. Ordentlighed.
Lana del Rey – Norman Fucking Rockwell (album)
Siden sit gennembrud i 2011 har Lana del Rey kæmpet for at fastholde sig selv og sin kunstneriske stamina. I 2019 vendte hun tilbage med sit bedste album nogensinde.
Syngende som en ubegribelig drøm bearbejder Lana del Rey sig selv, sine dæmoner, mænd og kvinder omkring hende, sin længsel hjem mod New York, americana som kulturelt fænomen og Trumps (forhåbentlig ikke) præapokalyptiske USA.
I samarbejde med producer Jack Antonoff satte Lana del Rey sig til klaveret, skrev og spillede den ene dybe sang efter den anden, hvor singersongwriter-tradition og moderne elektronisk lyd omslutter hinanden. Og så er der jo den formidable kærlighedssang California.
Michael Kiwanuka – Kiwanuka (album)
Kiwanukas ambitiøse tredje album er en sammenhængende symfoni. Et univers, hvor det lyder, som hvis Bill Whithers sang med på et blaxploitation-album fra begyndelsen af 70’erne med hvilken som helst stenerrock-guitarist med en meget atmosfærisk fuzz-pedal. Kiwanuka er en følelsesfuld sangcyklus uden lige.
Delikate arrangementer, sværmende kor, kølige pianostykker, rockbeat og Kiwanukas distinkte croon mødes, og er rammen om Kiwanukas sange, der elegant paralleliserer hans egen historie som ugandisk-engelsk i et racistisk Muswell Hill, London med håbløshedens Brexit-England.
Love Shop – Brænder boksen med smukke ting (album)
Musikken på Love Shops Brænder boksen med smukke ting er måske endnu flottere, endnu mere billedrig end nogensinde. I sin helhed lyder albummet som en sammenhængende musikalsk rejse fra Danmark gennem Europa med udsigter til tågede landskaber af varierende grader af omsluttende mismod.
Med Jens Unmacks ekvilibristisk sikre cut-up skrivestil i centrum har Love Shop skabt et isnende flot, visionært rockalbum. Det er lykkedes Unmack og hans entourage at skabe et moderne storværk, hvor fortællinger om mennesker, liv, sociale forhold, politik, flyder sammen i et udtryk, der på den ene side kun kan være Love Shop, og på den anden lyder, som noget man ikke har hørt før.
Lauritz Korfix Schultz: Det stærke efterår
De tre bedste danske plader faldt, da lyset forsvandt og efteråret bankede døren ind. Kira Skov overgik sig selv på I Nat Blir Vi Gamle og cementerede, at sorgen har en sikker plads i disse års musik og litteratur. Blaue Blume viste, at den danske sang ikke en ung blond pige, men en eftertænksom, feminin mand, der gerne melder ud offentligt, at han kæmper med depressioner. En anden form for skrøbelighed var omdrejningspunktet for Efterklangs første dansksprogede plade, Altid sammen, der som i Emil Aarestrups digte zoomede ind på kroppens enkelte dele.
Kira Skov – I Nat Blir Vi Gamle (album)
Hvis forfatteren Naja Marie Aidt har begået den største sorglitterære bedrift de senere år med bogen Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage, der handler om tabet af sønnen Carl, så har Kira Skov begået den største lyriske sorgproces tilsat musik med I Nat Blir Vi Gamle. Kiras udtryk har fortsat melankolien som grundakkord, selv om guitaren ikke bærer mange af sangene. Det hører til sjældenhederne, at jeg tager ordet mesterværk i min mund. Det gør jeg gerne her.
Blaue Blume – Bell of Wool (album)
Er AC/DC-samlingen komplet, og ønsker man ikke at rykke ved rockdefinitionerne, skal man ikke indløse billet til Blaue Blume. Dertil er deres indtryk alt for fucking fantastisk og nyskabende. Er man derimod nysgerrig efter at vide, hvor rocken bevæger sig hen i disse år, er Bell Of Wool absolut et af de bedste steder at begynde.
Kvartetten viser med Bell of Wool, at rockmusik anno 2019 ikke er lig med selvsikker maskulinitet. Den danske sanger er i dag ikke en ung blond pige, men en eftertænksom, feminin mand, der gerne melder ud offentligt, at han kæmper med depressioner. Det gør ikke rocken mindre rocket. Det tager den et andet sted hen.
Efterklang – Altid Sammen (album)
Det er ikke kun skiftet fra engelsk til dansk vokal, der kendetegner Efterklangs Altid Sammen. Hele lydbilledet har ændret karakter til mere langsomme, viseagtige kammerballader. Her er skruet ned for hornene og op for pauserne og verslinjernes gentagelser. Det er ambitiøs skrøbelighed.
På tekstsiden er der hænder, der åbner sig, øjne der stråler og et ansigt fyldt med larver. Her kan man sågar fare vild i hår. Det er med til at tegne fragmenterede, Aarestrupske billeder af kroppen og med til at give orkestrets debut på den dansksprogede scene en helt særlig identitet. Den danske sprogdragt klæder i dén grad den skrøbelige sangfugl, forsanger Casper Clausen.
Jakob Brønnum: Det uventede gensyn
2019 har været præget af gensyn eller møder med kendte musikere og musik, der har overskredet grænserne for det forventede og som rækker ind i nyt, ukendt land eller gammelkendte områder, udforsket på nye måder
Bob Dylan (turné)
I sommer tog jeg en regnfuld dag toget hjemmefra, små to timer fra Stockholm, og fra den myldrende Centralstation tog jeg undergrundstoget videre til den gamle betonarena Globen, der er bygget til ishockeykampe og normalt afgjort virker bedre til sport end til musik.
Der var næsten ingen mennesker et par timer inden koncerten. Jeg sad og læste og arbejdede lidt på en café i det nærliggende butikscenter. Lidt senere dukkede de første, tydeligt genkendelige dylanista’er op, og snart var alting fyldt af mennesker og konkurrerende Dylansange fra caféernes og restauranternes højttalere.
Koncerten var bedre end forventet. Dylan havde nye arrangementer til klassikere som Like a Rolling Stone og flere dybt følsomme ballader. Nu forlyder det, at han har et nyt album på vej med nyt materiale, det første siden Tempest (2012). Det er også mere end forventet. Jeg troede ikke, der ville komme flere.
Bernhard Haitink (koncerter)
I foråret fejrede den hollandske dirigent Bernhard Haitink sin 90-års dag med at dirigere et af de mest ungdommelige symfoniorkestre i sin nuværende hjemby, London Symphony Orchestra.
På programmet var en 1700-tals klaverkoncert af Mozart og den store, mystiske Symfoni nr. 4 af den østrigske senromantiker Anton Bruckner fra slutningen af 1800-tallet.
Koncerten blev video-streamet af orkestret, og den var mageløst vellykket. Haitink trak Bruckner endnu mere ned i tempo, end han er i forvejen, og vi fik en minimalistisk og spirituel oplevelse ud over det sædvanlige.
Stor var overraskelsen, i hvert fald for undertegnede, da Haitink senere på sæsonen drog på landevejen med verdens bedste symfoniorkester Wiener Philharmonikerne og opførte Bruckners 7. Symfoni flere steder i Europa, bl.a. på den radiotransmitterede The Proms. Bruckners 7’er er lige det mere moden, lige det mere spirituel, lige hjemkomstagtig i stor skala, 70 minutters ren, uforglemmelig vellyd. Haitink kaldte det selv en ”farvelturné”. Lad os nu se.
Andris Nelsons/Beethoven (album)
Det var netop med Wiener Philharmonikerne, og tidens mest hyldede dirigent i den yngre generation, den lettiske Andris Nelsons, at Deutsche Grammophon valgte at indlede fejringen af Beethovens 250 år.
Der findes omkring 220 samlede indspilninger af Beethovens ni symfonier, der står som søjlerne i det klassiske symfoni-repertoire. De fordeler sig over mange forskellige musikopfattelser og fortolkninger. Og nogle er også rent teknisk bedre end andre.
Nogle af dem er helt specielt slidstærke og afgiver noget andet end de gjorde, forrige gang man kom forbi dem, fordi de handler om en søgen og en kunstnerisk vilje til at lade kunsten være eksistentielle udsagn om virkeligheden.
Det gælder f. eks. Karajans indspilninger med Berliner Philharmonikerne i 1960’erne (de indspillede dem også de to følgende tiår), og Bruno Walters indspilning med Columbia Symphony Orchestra fra omkring 1960 og Leonard Bernsteins Beethoven-cyklus med Wiener Philharmonikernes fra 1970’erne. For mig hører Andris Nelsons indspilninger, der udkom i september, med i det selskab.
Frederik Bové: 2019 – solidt uden de store overraskelser
Det sidste år i dette årti føltes en lille smule udmattet. Ikke de store overraskelser, ikke så mange nye lyde, nye navne, nye idéer. Men mange solide plader fra nær og fjern. Forhåbentlig en lille pause, inden det nye årti vælter os bagover med energiske påhit.
Matana Roberts – COIN COIN Chapter 4 – Memphis (album)
Nærmest indbegrebet af solidt. Matana Roberts fjerde kapitel i hendes slægtskrønike fortalt via eksperimenterende jazz var måske det første kapitel, der ikke brød alle grænser. I stedet lyder det, som om hun nu har fået etableret sin helt egen genre, en art freejazz / gospel / sample-soundscape / spoken word hybrid. Men for faen hvor er det godt. Hendes projekt er ikke bare en stribe gode albums, det er musikalsk kunst på Pulitzer / Sonning niveau. Memphis er måske ikke det bedste kapitel.
Liturgy – HAQQ (album)
For ti år siden skrev en ung mand ved navn Hunter Hunt-Hendrix et manifest om ‘transcendental black metal’. Det fik han mange hug for. Så forsøgte han at vise sine idéer musikalsk. Det var interessant, men det gav aldrig rigtig helt mening. Før nu. Med HAQQ får Hunt-Hendrix endelig idéerne om det affirmative ‘burst beat’ og dets kamp mod det haptiske tomrum til at give bare den mindste smule mening. Som en art black metal / kosmisk jazz hybrid, Darkthrone møder Alice Coltrane. Det må være den black metal-plade i verden med mest harpe og mest xylofon. Transcenderende ekstatisk. Mesterværk.
Samthing Soweto – Isphithiphithi (album)
Ok, lidt nye ting fik jeg hørt. Sydafrikansk house er f.eks en ret ny genre, der konstant udvikler sig. Samthing Soweto var vokalist på mega-hittet Akanamali – som jeg for nylig hørte til sydafrikansk aften i Cinemateket, og folk gav den los! – og hans soloalbum er en blanding af mange genrer. House, pop, jazz, caribiske rytmer. Virkelig en særlig hybrid, men også et helstøbt album, der begynder nogenlunde afdæmpet og introspektivt, og slutter med årets single: Akulaleki.
Jacob Gjelstrup: 13 års ulidelig venten endelig forbi
De sidste ti år har rygterne svirret om, at det amerikanske metalband Tool endelig skulle udgive efterfølgeren til succesalbummet 10.000 days. Rygterne var vedholdende, men manifesterede sig dog først i virkelighed for relativt kort tid siden, hvor bandet endelig afslørede, at de arbejdede på deres femte studiealbum. Og så i sommeren i år stod det fast, at Fear Inoculum var klar til udgivelse 30. august. Resten af bandets musik blev også endelig tilgængelig på streamingtjenesterne og ikke nok med det, så gæstede bandet tilmed Copenhell på Refshaleøen i juni. 2019 var et totalt Tool-år.
Tool – Fear Inoculum (album)
Amerikanske Tool vendte tilbage i 2019 og tretten års ventetid blev endelig forløst for bandets trofaste fanskare. Tools første fire albums er på hver sin måde en videreudvikling af et band, der lever af deres egen lyd og kompositioner, og som på alle udgivelser har været nyskabende. Således er Fear Inoculum en fin videreførelse af bandets tradition for lange sange, der bevæger sig igennem tætte lydlandskaber. Faktisk er albummet et sammenkog af alt, hvad bandet førhen har forsøgt sig med, og det når et uhørt højt niveau af musikalitet og virtuositet.
Charlie Cunningham – Permanent Way (album)
I år udgav den beskedne engelske singersongwriter Charlie Cunningham sit andet album, og på det videreførte han sin dybt poetiske og bevægende guitar- og sangstil. Cunningham, der blev uddannet flamenco-guitarist i Sevilla, forlod en spirende karriere indenfor hardcorerock, og kastede sig over en solokarriere med det fantastiske debutalbum Lines fra 2017.
I år kom opfølgeren så, og det er en endnu mere moden og determineret sangskriver, der udfolder sig med guitar og akkompagnement. Musikken er stadig indadvendt og dybt melankolsk, og sådan kan man kun håbe, det fortsætter, for det er vanvittigt besættende.
Morild – Så kom mørket… (album)
I vinter udkom det danske atmosfæriske blackmetalband Morild med deres albumdebut med den svimlende lange titel – Så Kom Mørket Og Tog Mig På Ordet En Sort Sky Af Minder I Afgørende Stunder Frosset Fast Til Mit Indre Jeg Håber Det Forsvinder Med Lyset At Dø Eller Blive Fri, og dansk metal blev umådeligt meget rigere.
Bandet spiller en knusende hård, men på samme tid skræmmende smuk blackgaze med kolossalt effektive virkemidler, der trækker store veksler på lytterens følelser. Det er brutal, skræmmende, nedbrydende og dybt fascinerende musik.
