At en dreng, der voksede op i en jødisk familie i hhv. New York og Los Angeles, fik Richard Wagner som sin første store inspirationskilde, kan måske forekomme overraskende. Men det var sådan det var for Phil Spector.
Den unge mand, der ligesom alle andre teenagere faldt på halen over det nye medio 1950’erne med Elvis Presley i front, var først og fremmest inspireret af Wagners musik. Det var allerede tidligt hans vision at skabe popmusik med samme emotionelle kraft som i “Nibelungens Ring”, især “Valkyrien”.
Det er ikke ligefrem lyserøde kærestebreve, der skabes associationer til her. Næh, det er en blodrød kærlighedserklæring fra en drama queen med teenagehormoner på langt over kogepunktet. Elvira Madigan, lyt og lær
Spector drømte om at skabe musik efter Wagners dogme om musik som ‘unsichtbares Theather’, altså i form af lydkulisser, der finder sin form i lytterens fantasi.
Spectors senere kone, Ronnie Spector aka Veronica Bennett, der bogstavelig talt flygtede fra ham på grund af hans psykisk og fysisk voldelige – læs: vanvittige – adfærd, har sagt, at det meste af det, han foretog sig, skulle forstås i lyset af især to personlige forhold:
Han var påvirket af en ubehandlet bipolar lidelse og så savnede han sin far, der begik selvmord, da Phil var ni.
Titlen på det første og stort set eneste hit, Phil Spector selv medvirkede på som musiker, “To Know Him is to Love Him”, stammer fra en tekst på faderens gravsten.
Efter at have opnået moderat succes med gruppen The Teddy Bears, opkaldt efter et Elvis-nummer, dannede Spector og en ven i 1961 pladeselskabet, Philles Records, hvortil han bl.a. knyttede The Chrystals, der gav ham hans første hitliste-førsteplads med “He’s a Rebel”. I 1963 fulgte det definerende hit “Be My Baby” med trioen The Ronettes med bl.a. Ronnie Spector. Blandt mange komponister var The Beach Boys’ Brian Wilson stærkt inspireret af dét nummer.
Når man i dag taler om Wilsons kappestrid med The Beatles, især Paul McCartney, glemmer man hurtigt Spectors indflydelse på The Beach Boys. “God Only Knows” og “Don’t Worry Baby” – de surfer derudaf på ren Phil Spector-lyd og inspiration. Wilson var en af få komponister og rockarkitekter, der havde Spectors fulde respekt.
Og så kom det nummer, der skulle blive fatalt for Spector, “River Deep, Mountain High” med Ike & Tina Turner. Ja, det blev et hit. Men kun i Europa. Det floppede totalt i USA
Det var i rollen som komponist og producer, Spector fandt sin raison d’etre. Det er muligt, som Ringo Starr engang har sagt, frit oversat, at “man kan sige meget om Phil Spector, men ikke, at han er sympatisk” – men visionær og musikalsk, det var han.
Enter The Wall of Sound
Det frustrerede Spector, at al den gode musik, der blev optaget rundt omkring i studierne, nåede lytterne gennem relativt elendige lydkilder som transistorradioer, jukebokse og pladespillere med indbyggede højttalere, der ikke ydede de gode sange og melodier fuld ret.
Enter The Wall of Sound.
Det gjaldt om at skabe LYD, ikke nødvendigvis frem for melodi og karakter. Men først og fremmest det usynlige teater. Tag f.eks. “Baby I Love You”. Det er ikke ligefrem lyserøde kærestebreve, der skabes associationer til, mens man lytter. Næh, det er en blodrød kærlighedserklæring fra en drama queen med teenagehormoner på langt over kogepunktet. Elvira Madigan, lyt og lær.
Musikken blev indspillet med store orkestre. Spector benyttede sig af mindst dobbelt opsætning af alle instrumenter, altså to trommesæt, basser, guitarer. Fandtes muligheden for dobbelt opsætning ikke, indspillede han instrumentet to gange. Han brugte det dengang primitive udstyr til at skabe det særlige Wall of Sound ekko.
Også her var han pioner.
Man finder et illustrativt vidnesbyrd om Spectors teknik og arbejdsmetode i filmen om studiegruppen The Wrecking Crew på Netflix.
PHIL SPECTOR: THE RONETTES
Lyt f.eks. til The Crystals “Da Doo Run Run”, Darlene Loves “Christmas, Baby Please Come Home”. Senere The Righteous Brothers’ “You’ve Lost that Loving Feeling” og “Unchained Melody”. Undervejs i 1960’erne blev Spector flittigt brugt af sine samtidige, Ben E. King, Dixie Cups (“Going to the Chapel”) og The Walker Brothers (“The Sun ain’t Gonna Shine Anymore”).
Phil Spector var blevet overhalet i sit hjemland af ‘The British Invasion’ og han tilgav aldrig det amerikanske pladepublikum
Og så kom det nummer, der skulle blive fatalt for Spector, “River Deep, Mountain High” med Ike & Tina Turner. Ja, det blev et hit. Men kun i Europa. Det floppede totalt i USA.
Phil Spector var blevet overhalet i sit hjemland af The British Invasion, og han tilgav aldrig det amerikanske pladepublikum.
Det store comeback
Ironien er til at tage at føle på. For det skulle blive The Beatles, der gav ham det store comeback. På anbefaling af den mindst lige så gale advokat Allan Klein indkaldte John Lennon Spector til at redde stumperne af albummet Get Back, der endte som Let it Be.
Når man i dag hører Let it Be Naked’ med hel- og halvakustiske versioner af numrene på Let it Be kan man diskutere, om Spector gjorde noget godt for The Beatles, men man kan ikke diskutere, at sangene “Let it Be” og “Across the Universe” hører til de store i The Beatles’ enorme sangkatalog. Og den volumenøse produktion af “The Long and Winding Road” står i al sin sentimentalitet som det perfekte score til rulleteksterne i filmen om The Beatles.
Spector producerede for præcis 50 år siden også John Lennons Imagine og andre soloplader og George Harrisons første soloalbum All Things Must Pass, selvom det gjorde ham vred, at han ikke måtte tage sin pistol med ind i studiet.
I 70’erne gled Spector ud i glemslen, men fik et mindre comeback omkring Leonard Cohens Death of a Ladies Man og The Ramones End of the Century. Modsat de overlevende medlemmer af The Ramones, kan jeg egentlig godt lide det album. Pop, punk og patos i samme rendesten.
Born to Run
At forsøge at beskrive Phil Spectors indflydelse på eftertidens rockmusik vil være en artikelserie i sig selv.
Der havde ikke været milepæle som Springsteens Born to Run eller Darkness on The Edge of Town uden Spector. De havde i hvert fald lydt kedeligere. Det var Spector, der gav Bruce ideen til at indspille med mange overdubs ovenpå en rytmegruppe bestående af ham selv, Max Weinberg, Roy Bittan og Gary Tallent.
Der havde ikke været milepæle som Springsteens ‘Born to Run’ eller ‘Darkness on The Edge of Town’ uden Spectors lyd
I 80’erne begyndte mere eller mindre kultiske indiepop-bands at tage lyden af Wall of Sound til sig. Sneeky Feeling, Ganglians, Flying Nun. Som det mest kendte band Jesus and the Mary Chain, hvis guitarer er indspillet med overdubs og masser af ekko og Spector-trommelyd. Lyt f.eks. til “Just Like Honey”.
Mange bands i den såkaldte Shoegazer-bølge står på Spector/Jesus and The Mary Chains skuldre. Mercury Rev, Spiritualized (som også lyder af Beatles og Beach Boys), Flaming Lips og det ret nye Cigarettes After Sex.
Og så er der jo danske Raveonettes med Sune Wagner, der aldrig har lagt skjul på sin fascination af Spector. Tjek f.eks. hittet “Love in a Trash Can”.
Et forholdsvis aktuelt eksempel er Wagners produktion af Ulige Numres Carl Emil Petersens første soloplade, f.eks. “Skærgården”.
PHIL SPECTOR-LYD: ABBA
Min foretrukne historie om Spectors indflydelse foregår et eller andet sted i det centrale Stockholm. Da pladeselskabsmanden Stig Stikkan Andersson omkring 1972 havde overbevist Björn, Benny, Agnetha og Anni-Frid, som de kaldte sig i begyndelsen, om, at de burde danne en gruppe, manglede de en producer. Så han spurgte Michael B. Tretow, som de kendte i forvejen.
Han var frisk. Havde tilfældigvis lige læst Phil Spectors biografi, hvor han afslørede nogle af sine indspilningstricks. Hvis gruppen gerne ville væk fra folk/jazz og svensk 60’er Folkpark folklore og samtidig drømte om at vinde Melodi Grand Prix, kunne de lære noget af Phil Spector. Mente Tretow.
Det lød jo fint og følsomt, når Agnetha og Anni-Frid sang “My, my, at Waterloo Napoleon did surrender”, akkompagneret af Bennys klaver og Björns akustiske guitar. Men på Tretows initiativ begyndte de at overdubbe instrumenterne – og skrue op. Og en ny lyd og et af de mest betydningsfulde kapitler i pophistorien kunne skrives.
Takket være Phil Spectors Wall of Sound.
Spector var manden, der bragte dramaet ind i rockmusikken.
40 ÅR SIDEN // JOHN LENNON – Fra POV.International
Om morgenen d. 8. december 1980 skinnede solen fra en skyfri himmel over New York.
”Dagen havde en lovende duft af iver og entusiasme”, har Yoko Ono senere udtalt.
I de forudgående fem år havde John Lennon mere eller mindre koncentreret sig om at samle stumperne af sig selv efter sin kamp med de amerikanske myndigheder og et udsvævende liv. Festen i den såkaldte long, lost weekend havde været på vej til at udvikle sig til et egentlig misbrug af diverse stimuli.
Jeg håber, jeg dør før Yoko, for hvis Yoko døde, ville jeg ikke vide, hvordan jeg skulle overleve
Lennon havde koncentreret sig om sin rolle som far til sin og Yokos søn, Sean. Med udgangspunkt i lejligheden i Dakota-bygningen ved Central Park udlevede han endelig sin New York-drøm i fred og ro.
Under en bådrejse til Bermuda tidligere i 1980 havde Lennon og hans crew været udsat for en voldsom storm. Den eneste ombord, der ikke blev søsyg, var Lennon, som derfor måtte tage ansvar for alt, herunder rattet, i flere timer. Oplevelsen, som han fandt både skræmmende og opstemmende, bragte ham ud af en langvarig skriveblokering.
DET ER 40 ÅR SIDEN, AT JOHN LENNON BLEV DRÆBT. HER ER HAN SAMMEN MED YOKO ONO UNDER DERES BED PEACE-KAMPAGNE. FOTO: WIKIMEDIA COMMONS.
”Jeg var så fokuseret efter den oplevelse på havet, at jeg blev tunet ind i kosmos – og alle disse sange kom”, sagde han efterfølgende om sangene på albummet Double Fantasy, der udkom d. 17. november 1980. Forud for albummet var singlen (Just Like) Starting Over udsendt. Den klarede sig overraskende godt på hitlisterne verden over.
En del anmeldelser af Double Fantasy med Lennons og Yoko Onos sange på skift var negative. Som et fællestræk mente mange anmeldere, at disse sange, som Lennon og Ono havde skrevet til hinanden, var uinteressante for andre end dem selv. Andre anmeldere var glade for at høre Lennons stemme igen og anerkendte varmen og glæden i Lennons tekster. Og så var der jo et par udmærkede popsange. Uanset hvad, er Woman, (Just Like) Starting Over og Beautiful Boy (Darling Boy) klassikere i dag.
Stramt program
John Lennons program på dagen d. 8. december, tre uger efter udgivelsen af albummet, var stramt. Forud lå en fotosession med Annie Leibowitz, et interview og arbejde i studiet Record Plant om aftenen, hvor han og Yoko skulle arbejde videre med hendes sang Walking on Thin Ice.
Parret begyndte som ofte før dagen med morgenmad på Café La Fortuna, der lå få meter fra indgangen til Dakota-bygningen. Derefter gik Lennon til frisøren Viz-à-Viz for at blive klippet, så han var klar til den kommende fotosession. Det var hans og Yokos tanke, at han skulle have et Hamborg-før-Beatles look på fotografierne.
Paul er som en bror. Jeg elsker ham. Familier – vi har bestemt vores op – og nedture og vores skænderier. Men i sidste ende ville jeg gøre alt for ham, og jeg tror, han ville gøre noget for mig
Inden da havde pladeselskabsdirektøren David Geffen, Geffen Records, på Lennons foranledning arbejdet hårdt for at sikre, at rockmagasinet Rolling Stones’ januar-forside ville blive John og Yoko sammen. Men eftersom bladets redaktør Jann Wenner foretrak Lennon solo, havde der været en del tovtrækkeri. Det hører vist ikke til dagens orden, at pladedirektører blander sig i den slags, men når kunstneren hedder John Lennon.
Da Annie Leibovitz ankom til lejligheden om formiddagen 8. december, blev hun modtaget af Lennon i sort læderjakke. Et øjeblik genoplevede hun det crush, hun som helt ung havde haft på ham. Den verdensberømte fotograf var inspireret af John og Yokos kys på coveret af Double Fantasy.
”I 1980 føltes det, som om romantikken var død”, har hun senere fortalt.
“Jeg huskede, hvor enkelt og smukt det kys var, og jeg blev inspireret af det”.
Men i lejligheden på 1 W 72nd St mødte Leibovitz uventet modstand. Selvom John og Yoko før havde optrådt nøgne sammen på adskillige ikoniske fotos, var Yoko ikke med på ideen om at smide tøjet på forsiden af Rolling Stone. Anderledes var det med John.
”Det her, det er vores forhold. Det er sådan, det er”, sagde han og lagde sig ved siden af Yoko i fosterstilling, mens Leibovitz fotograferede løs.
Også disse fotos er ikoniske i dag. Se bare her og her:
Allerede inden fotografen havde pakket sit udstyr sammen, måtte Lennon løbe ned ad trappen til Yokos kontor i etagen under lejligheden. Der ventede RKO Radios vært, Dave Sholin, en oplevelse, han aldrig senere skulle glemme.
I interviewet fortalte Lennon om sin daglige rutine. Som i flere andre interviews, der blev givet i anledning af den nye plade, tegner Sholins interview billedet af en mand, der efter et par turbulente årtier har fundet sit zen.
Fan i lurvet overfrakke
”Jeg står op omkring kl. seks. Går ud i køkkenet. Får en kop kaffe. Hoster lidt. Tænder en cigaret – og ser Sesame Street med Sean”.
Senere i samtalen reflekterede Lennon over sin nyligt overståede 40 års fødselsdag.
”Jeg håber, jeg dør før Yoko, for hvis Yoko døde, ville jeg ikke vide, hvordan jeg skulle overleve”, sagde han. Og selvfølgelig blev der også talt om musik.
”Jeg har altid betragtet mit arbejde som et værk, hvad enten det var med Beatles, David Bowie, Elton John, Yoko Ono. Og det arbejde, mener jeg ikke vil være færdigt, før jeg er død og begravet, og jeg håber, det varer lang, lang tid”.
Lyt evt. til interviewet her:
På vej ud af Dakota-bygningen kort efter mødte John og Yoko amatørfotografen Paul Goresh, der gerne ville vise Lennon nogle fotos fra et nyligt besøg samme sted. Mens Lennon betragtede Goresh’s billeder, dukkede en anden fan i en lurvet overfrakke op. Også han ønskede at veksle et par ord med sit idol.
John var så glad, fordi Yoko endelig fik respekt fra pressen. Det betød alverden for ham
Kort efter spurgte Lennon, om radioholdet kunne give ham og Yoko et lift til Record Plant Studios (i dag Plant Studios) et par kilometer syd for 72. gade. Hvem siger nej til John Lennon og Yoko Ono? Undervejs i bilen spurgte Sholin Lennon ud om hans forhold til Paul McCartney.
“Paul er som en bror. Jeg elsker ham. Familier – vi har bestemt vores op- og nedture og vores skænderier. Men i sidste ende ville jeg gøre alt for ham, og jeg tror, han ville gøre noget for mig”.
Disse ord skulle blive de sidste, Lennon udtalte til en journalist.
I studiet ventede produceren Jack Douglas, der var blevet valgt, efter Lennon i årevis havde arbejdet sammen med Phil Spector. På båndoptageren lå optagelsen af Yokos Walking on Thin Ice, produceret i et (forholdsvis) dansevenligt miks, inspireret af den hårde newyorker punk/funk/disco-scene, der var yderst populær på det tidspunkt.
I dag er nummeret især interessant, fordi Lennon til anledningen havde fundet sin gamle Rickenbacker 325 guitar frem. Den havde ikke været i brug siden 1965. Lennons spil er muligvis inspireret af den gode ven David Bowies Heroes. Heaven knows.
Efter at have lyttet til Douglas’ produktion af Walking on Thin Ice, var Lennon endog meget glad. Så begejstret, at han forudså, at hans og Yokos kommende musikalske samarbejde ville fortsætte i det spor.
David Geffen, der senere ankom til studiet, husker, at han lovede, at nummeret ville blive udsendt på single måneden efter – og han lovede, at der ville blive annonceret i bladene for singlen. Nu var Lennon nærmest i ekstase.
JOHN LENNON OG YOKO ONO I 1980 KORT FØR LENNONS DØD FOR 40 ÅR SIDEN. FOTO: WIKIMEDIA COMMONS.
Evig karma
For alle os mange millioner med et forhold til Lennon og The Beatles, der af gode grunde ikke var til stede i studiet den aften d. 8. december 1980, kan det være svært at forestille sig stemningen i Record Plant. Men så alligevel.
Her har vi manden, der sammen med en forholdsvis lille flok skabte rock’n’roll og ændrede verden. Manden, der udgjorde 1/4 af det største rockorkester, verden nogensinde kommer til at opleve.
Manden, der som den første rocksangskriver skrællede klicheerne væk og skrev ”hjælp mig” med udgangspunkt i sit eget liv (ja, bluesdrengene havde været der tidligere), og i øvrigt fortsatte på den måde resten af sit liv.
Manden, der for en stund klædte sig af til en rolle, der forandrede en sti, som ingen andre kunstnere tidligere havde betrådt. Manden, der skabte hymner, der stadig synges i verdens brændpunkter, når mennesker i flok forsøger at demonstrere sig til power to the people.
Livet er, hvad der sker, når du har travlt med at lægge andre planer
Forestil dig ham dansende ekstatisk rundt i et pladestudie, bare fordi en pladeboss havde lovet ham et par kvadratmillimeter papirannoncer. Geffen fortsatte med at tale om Double Fantasy, der netop den uge toppede den engelske hitliste. Det var en del år siden, Lennon sidst havde toppet hitlisterne.
”Yoko gav mig dette rigtigt sjove blik. Som om, det var bedre at være nummer et i England. Det var det, hun var interesseret i, ikke for sig selv, men fordi John ønskede sig det så hårdt”.
Efter at have arbejdet næsten non-stop i en uge med Yokos nye nummer var parret trætte. Det var spisetid. Måske skulle de spise på Stage Deli på 7th Avenue. På vej ud inviterede de Record Plants’ sikkerhedsvagt, Robert ‘Big Bob’ Manuel, med, men han havde mavepine og takkede nej.
”John var så glad, fordi Yoko endelig fik respekt fra pressen. Det betød alverden for ham”, har Big Bob senere fortalt.
Da John og Yoko endelig forlod studiet, besluttede de at tage direkte hjem for at sige godnat til Sean, som var alene med sin barnepige. Limousinen, der havde afventet dem foran studiet, fragtede dem gennem Columbus Circle og videre ad Central Park West, inden den med et skarpt venstresving drejede mod West 72nd Street.
Først forlod Yoko limoen, siden fulgte John trop, slentrende med en bunke kassetter, inklusive det nyeste miks af Walking on Thin Ice i sin hånd. Klokken var omkring 22.45. Der var relativt stille og stadig usædvanligt varmt.
Som ud af intet trådte manden i den lurvede overfrakke, som Lennon allerede havde mødt tidligere på dagen, henimod ham.
—-
“Livet er, hvad der sker, når du har travlt med at lægge andre planer”, synger John Lennon på Beautiful Boy (Darling Boy). Vi er en del, der nu på 40. år har svært ved at acceptere livets planer lige dén aften på fortovet ud for Dakota-bygningen. Men jeg har efterhånden forliget mig med, at John Lennon efter alt at dømme døde lykkelig.
Det ville ikke bare være instant, øjeblikkelig, men evig karma.
”Nogle gange har jeg tænkt, hold kæft en lortehånd, jeg har fået.”
Historien om The Funeral kunne begynde på flere forskellige tidspunkter i Stine Vegas liv. Det er jo sådan, det er. Begivenheder er forårsaget af andre begivenheder og igen forudsætning for andre kommende.
Det kunne f.eks. begynde med Stines forældres skilsmisse, da hun var bare to år gammel. Det kunne begynde, da hun første gang hørte det urovækkende musikalske tema til Twin Peaks, eller da hun hørte Neil Youngs musik til Jim Jarmusch-filmen Dead Man. Eller da Stine og hendes ven, guitarist og producer Lars Skjærbæk fik pladekontrakt under navnet StripClubJunkies. Eller da Stine endelig blev diagnosticeret med ADD og som bipolar.
Jeg ejede ikke en klink. Hjem til min søde mor, som desværre viste sig at have udviklet et kraftigt alkoholmisbrug på det tidspunkt. Så der kom jeg fra mit eget rod til rollen som pårørende til en misbruger
Men her begynder historien den 6. januar 2009 i en lejlighed på Vesterbro. Bare små tre måneder efter hendes første soloalbum var færdigindspillet.
”Jeg skulle holde fødselsdag, og jeg erindrer, at der skulle komme 30 gæster,” siger Stine Vega til POV International.
Vi taler sammen på Skype. Af en eller anden grund virker kameraerne ikke, hverken i Lyngby eller Langå. Sikkert noget banalt. Ingen af os er teknik-nørder. I stedet taler vi uden billede. Selv uden billede fornemmes en tone, der veksler fra alvor over smerte til afklaring, tør humor og musik i det meste af det, der bliver sagt.
”Det kan være svært at huske i dag, men, ja, det var voldsomt grænseoverskridende. Mit hjem lignede … ja, det så farligt ud. Jeg kunne overhovedet ikke overskue at skulle op at brygge kakao og bage boller. Jeg ringede til min veninde og sagde, at jeg ikke kunne se, hvorfor jeg skulle være her. Der var intet tilbage i mig. Jeg har altid haft dødsangst, og da hun hørte mig sige, at jeg overvejede at stoppe selv, ringede hun efter en taxa. Hun hjalp mig igennem. Til sidst fandt jeg mig selv i en taxa på vej til det psykiatriske center i Hvidovre,” fortæller Stine Vega, der var indlagt i fem uger.
Stines stue lå tæt på skadestuen. Derfor kunne hun høre klokken ringe igen og igen.
”Jeg syntes, at der var lidt spild, at jeg lå der og optog plads for andre, der måske havde mere brug for det. Der var en sygeplejerske, der kiggede meget kærligt, men bestemt på mig: ”Der er en grund til, at du her, Stine”.”
Sindet var ikke til uddannelse
Inspireret af Voxpop, Jomfru Ane Band og Røde Mor begyndte Stine Vega at spille guitar som tiårig i morens hjem i Langå. I takt med, at hendes psykiske problemer efterhånden blev større, begyndte Stine allerede som teenager at bruge sangskrivningen som en ventil. Hendes sind var ikke til uddannelse – i stedet rejste hun til København for at forsøge sig med musik,
I 1995 mødte hun guitaristen Søren Andersen, der i dag er kendt fra Electric Guitars og Glen Hughes og senest har været på turne med Sanne Salomonsen. Sammen med en anden stor dansk guitarman, Lars Skjærbæk, udsendte Stine Vega i 2000 albummet Stripclubjunkies. Singlen med samme titel og især hittet T-shirtman hærgede dansk radio i de år.
Stine havde en pladekontrakt og et album klar i oktober 2008. Men så, ja… Efter sin indlæggelse i Hvidovre i januar 2009 flyttede hun hjem til sin mor og stedfar i Langå.
STINE VEGA, FOTO: PER BIX
”Jeg ejede ikke en klink. Hjem til min søde mor, som desværre viste sig at have udviklet et kraftigt alkoholmisbrug på det tidspunkt. Så der kom jeg fra mit eget rod til rollen som pårørende til en misbruger,” siger Stine Vega.
”Jeg besluttede, at jeg ikke ville vende tilbage til musikken igen. Der var alt, alt for meget, jeg skulle have styr på. Jeg havde den her tro på, at jeg udover at redde mig selv også kunne redde min mor. Jeg så slet ikke, hvordan jeg skulle kunne rejse ud at promovere den plade, der var indspillet. Heldigvis viste pladeselskabet sig at være forstående, og projektet blev skrinlagt.”
Jeg har snart pladen fuld på psykiske lidelser. Banko. I 2017 blev jeg diagnosticeret bipolar til depressiv side. For bare to måneder siden diagnosticeret med ADD. Jeg har meget svært ved at blive i det, jeg beskæftiger sig med. Også når jeg prøver at skrive nye sange
Ni år senere, i forbindelse med en festival i Langå, mødte Stine Vega sin gamle ven Søren Andersen, der optrådte med Electric Guitars. Under samtalen spurgte han, om der ikke var noget med, at hun havde en plade liggende i Medley studiet, som han i mellemtiden havde købt sammen med nogle andre. Desværre viste det sig, da Andersen vendte hjem til Vesterbro, at harddisc’en med Stines plade var bortkommet.
”En af de ting, jeg har taget til mig, er, at jeg altid har fået at vide, at jeg er god til sangskrivning. Selv synes jeg også, at jeg er en god tekstsnedker. Jeg ved ikke, om jeg er en særlig god performer. Jeg tror, Søren kunne huske, at der var nogle gode numre. I hvert fald tilbød han at være med til at genindspille pladen. Det er en meget flot gestus af ham,” siger Stine Vega.
Efter sin mors første selvmordsforsøg besluttede Stine, at hun var nødt til at gøre noget, der gjorde hende glad og gav mening. Det blev forstærket, da det senere endelig lykkedes moren at tage sit liv.
”Jeg frygtede at ende samme sted som hende. Jeg vil gerne kunne sidde som 50-årig og tænke, jeg gjorde noget. Det at nå derud, hvor man tænker om sit liv, at det ikke er noget værd… at sige, som min mor sagde: ”Mit liv er som lunkent vand, ikke til at bade i, ikke til at drikke”. Derfor kastede jeg mig ud i dette pladeprojekt.”
Pladen fuld. Banko
Alle sange på The Funeral tager udgangspunkt i Vegas liv.
”Der skal være gods i mine tekster. Jeg skal kunne mærke det, jeg skriver om. Der er en historie i alle mine numre. Og virkeligheden var, at jeg mærkede alt, alt for meget i den periode”, fortæller Stine Vega.
Sangene skrevet i 00’erne i perioden efter Strip Club Junkies kortvarige succes. Der var mange, mange tanker i hovedet. Tristhed og glæde. Energi og virkelyst på toppene og depressioner i slugterne.
”Jeg har snart pladen fuld på psykiske lidelser. Banko. I 2017 blev jeg diagnosticeret bipolar til depressiv side. For bare to måneder siden diagnosticeret med ADD. Jeg har meget svært ved at blive i det, jeg beskæftiger sig med. Også når jeg prøver at skrive nye sange.”
Neil Young tilbage i Harvest-æraen er nok min største inspiration, tekstmæssigt. Han forstår at gå på line – han har en evne til at skrive tekster, så fine, at selv meget banale ord ender med at give stor mening.
I dag er Stine Vega medicineret, og det er både godt og skidt. Mest godt.
”Da jeg blev ordentlig medicineret, mistede jeg mine hypermane perioder, hvor inspirationen skinnede. Jeg bliver nærmest åndeligt afklaret i de perioder. Det er da fedt, det bedste i hele verden. Men så er der jo dykkene. Jeg savner de gode perioder, vil jeg gerne erkende. Jeg savner ikke dykkene.”
Hvad hun ikke vidste, da hun i 2008 indspillede den første version af The Funeral, ved hun nu. At sangene fortæller en historie om barnet, der følte sig alene og anderledes, og om en ung kvinde, der famlede sig frem, og som bar på en tung byrde.
”Da jeg voksede op i 80’erne og 90’erne, var der ikke fokus på børn med diagnoser på samme måde, som der er i dag. Jeg er sikker på, at min mor har kæmpet med de samme ting uden at kende sine diagnoser. Hun prøvede at drikke det væk,” siger Stine Vega.
”Hvis børn har fysiske skavanker, er der et stort sikkerhedsnet. Heldigvis. Men hvis det er hjernen, er det noget med: ”Du er doven. Tag dig sammen. Kom nu. Man kan, hvad man vil. Det er ikke så slemt. Det bliver godt i morgen.” Vi tager vores signalstoffer for givet. Jeg kan få det dårligt, når jeg tænker på, at børn kan gå rundt med alt muligt, uden at det bliver set. Det skal der gøres noget ved. Vi skal lære at komme det i møde. Nå jeg tænker på, hvordan mennesker, jeg elsker, har sat spørgsmålstegn ved mine diagnoser, mærker jeg vreden. Jeg hører nogle gange folk sige. ”Ja, ja, ja, børn har så mange diagnoser i dag. Det er vist moderne,” siger Stine Vega. En lille tår kaffe og så fortsætter hun:
”Ved du hvad, Jan? Der er stadig lang vej at gå endnu.”
Den lille pige, der ikke blev set
Sangen, der er endt med titlen The Funeral, ville hun egentlig gerne have kaldt Gimme Shelter.
”Det blev nedstemt. De andre mente, at det var for meget Rolling Stones. Men det var den følelse, jeg hele tiden havde i mig, at jeg ikke havde noget skjold, ingen beskyttelse. Dengang savnede jeg et ly for stormen. Jeg havde den her drøm om at finde den, der kunne fuldende mig. I dag ved jeg, at der ikke kommer nogen og fuldender mig. Det er der kun en, der kan. Og det er mig selv.”
Handler titlen The Funeral om din mors begravelse?
”Jeg lider af bimlende, bamlende dødsangst. Så det blev en udfordring af mig selv at turde bruge den titel. Nu begraver jeg alt det gamle ved en fin begravelse i form af en sang. Nu, hvor jeg har mistet begge mine forældre, er begge mine halvdele væk, som jeg sagde til min stedfar. “Ja, så kan det jo være, du bliver hel”,” svarede han tørt”.
En anden af pladens markante sange bærer titlen Stoned. Det er en duet med Bjørn Fjæstad, hvor en kvinde bliver afvist kontant.
Jeg ville gerne have en baryton-guitar ind, der skulle lyde som Twin Peaks. Som lille turde jeg ikke se serien, fordi musikken bragte mig ind i et ensomt rum, jeg slet ikke kunne rumme. Det kan jeg sagtens i dag. Men følelsen sidder der endnu,
”Der var faktisk en mand i en bar, der sagde til mig: ”Vil du ikke godt lade være med at komplicere mig? Jeg ved, at du ved, at jeg er ordentlig.” Jeg stod der i min kæmpebrandert, undskyldte og gik hjem. Næste morgen lå jeg med mine tømmermænd og tænkte sætningen, ”I know that you know that I am a good guy”. Den afvisning blev til en sang,” siger Stine Vega, og tilføjer:
”Da jeg skulle til indspille den igen for nylig, indså jeg, at der i alle mine kærlighedssange er en lille pige, der ikke blev set af sin far. Min far var ikke ret meget til stede i min barndom. Som far giver man sine små piger en idé om, hvordan den maskuline kærlighed skal føles. Det er jeg overbevist om. Når jeg forelskede mig, søgte jeg en kærlighed, som min far aldrig havde været særlig god til at vise mig. I sangen er Bjørn både den evige maskuline afvisning fra min ungdom, og han er også min far.”
Som et eksempel på sin indflydelse på produktionen af det nye album, nævner hun guitaren på netop Stoned.
”Jeg ville gerne have en baryton-guitar ind, der skulle lyde som Twin Peaks. Som lille turde jeg ikke se serien, fordi musikken bragte mig ind i et ensomt rum, jeg slet ikke kunne rumme. Det kan jeg sagtens i dag. Men følelsen sidder der endnu, og den ville jeg gerne have ind i musikken,” siger Stine Vega.
Indflydelse hele vejen igennem
”The Funeral er et album med en usædvanlig historie. Det er tit drengene og mændene, der fylder i rockmusik. Jeg har haft stor indflydelse hele vejen igennem her. Det var faktisk en fælles produktion mellem Søren og mig hele vejen igennem. Det er jeg stolt af.”
Kunstnere som Sheryl Crow, The Rolling Stones, især Keith Richards, Bob Dylan, Johnny Cash, Lucinda Williams, Billy Prince, Tom Waits og Neil Young hører til inspirationskilderne. Evigt unge Youngs soundtrack til Jim Jarmusch-filmen Dead Man har inspireret sangen Diamond Ring.
”Neil Young tilbage i Harvest-æraen er nok min største inspiration, tekstmæssigt. Han forstår at gå på line. Han har en evne til at skrive tekster så fine, at selv meget banale ord ender med at give stor mening. Jeg synes selv, at en linje som, ”We can never meet as friends, my heart will only break again”, har noget Neil Young i sig. Jeg var meget forelsket i en mand, der flyttede til USA, for at blive gift i ørkenen. Og det var nok meget godt,” siger Stine Vega med et stort grin.
Jeg sidder og kigger på Victor Bockris’ biografi om Keith Richards på reolen bag mig. Hold kæft, han har lavet mange mærkelige ting. Selvom der bliver vendt vrangen ud på Keith, er det jo ikke ensbetydende med, at jeg kender ham eller ved, hvem han er indvendig
Har haft du betænkeligheder i forhold til at fortælle dine historier så åbent?
Der opstår noget støj på Skype-forbindelsen. Lyden af en stol, der bevæges.
”Jeg sidder og kigger på Victor Bockris’ biografi om Keith Richards på reolen bag mig. Hold kæft, han har lavet mange mærkelige ting. Selvom der bliver vendt vrangen ud på Keith, er det jo ikke ensbetydende med, at jeg kender ham eller ved, hvem han er indvendig. Så nej, det er jeg ikke bange for. Tværtimod.”
Der rumler planer i Stine Vegas hoved. Hun kunne godt tænke sig at komme ud med sin guitar og spille og holde foredrag. Tale om sammenhængen mellem hendes sange, hendes eget liv og situation. Der er stadig alt for mange børn derude, der bliver svigtet. Foreløbig skal der skabes et koncept. Selv synes hun, at hun med sin plade har bevist, at hun med alle sine ar og sin skrøbelighed kan være med til at styre et projekt. Nu gælder det om at få budskabet ud. Det er…”
Igen stor latter i den anden ende af Skype-forbindelsen.
”… det er med mine sange, som min gamle lydmand sagde: der er altid et budskab til den opmærksomme lytter.”
Lidt over middag, mandag, opstod der et af de sjældne øjeblikke, hvor millioner af danskere drager et stille, kollektivt suk. Og mon ikke mange uden at tænke ret meget over det, nynnede, “Og hvad mon der sker når man skal bort, når livets skjorte bli’r for kort, hvor mon den er den røde tråd…”
Udgangspunktet var lidt kys og lidt fjol, en dulle og en balle på en bund af rock’n’roll. Hardinger var fan af Chuck Berry, Bundesen af Elvis Presley
”Det er med en ufattelig sorg, at vi kan meddele, at vores far, Michael Bundesen efter kort tids kræftforløb, er afgået ved døden. Michael sov søndag aften stille ind i sit hjem i Gentofte, i trygge rammer, omgivet af den nærmeste familie, står der i pressemeddelelsen,” der blev udsendt af Michael Bundesens børn, Nanna og Nicolaj.
Som sanger og den ene hovedkraft i Shu-Bi-Dua satte Bundesen et uudviskeligt aftryk ikke bare i den danske musikbranche, men i dansk folkekultur som sådan, musikalsk og sprogligt.
Skulle nogen være i tvivl, så tjek lige billetsalget til Shu-Bi-Dua – The Musical, der havde premiere for fem år siden. Den solgte flere end 170.000 billetter. Det tal skal man iklæde sig en ørkenfez eller have talent for udsøgte platheder og barbershop-sang for at kunne matche.
Set med de rockhistoriske briller blev den første kim til Shu-Bi-Dua lagt, da Michael’erne Bundesen og Hardinger begge var til stede under en af de to ikoniske Beatles-koncerter i K.B. Hallen i juni 1964.
Begge, har de fortalt, forlod Peter Bangsvej på Frederiksberg med en drøm. Som blev forløst, da deres veje krydsedes på Danmarks Radio i 1971.
Udover drømmen, havde de humor, fandenivoldskhed, en vis rastløshed og musikalitet til fælles. På basis af Hardingers band Passport etableredes Shu-Bi-Dua. Navnet fik de med radioværten Benny G. Jensens mellemkomst, for et eller andet skulle de jo hedde.
I takt med den personlige modning og et stigende ambitionsniveau og et talent, der rakte længere end sjove ordspil, begyndte shubberne, som vi hurtigt kom til at kalde dem, at skrive deres egne sange
Efter første single Fed Rock fulgte en periode med andre undersættelser, som det blev kaldt, af udenlandske numre. F.eks. blev Killing Me Softly til Kylling med softice og Johnny B. Goode til Lulu Rocken Går.
Stædig og hårdt arbejde
Udgangspunktet var lidt kys og lidt fjol, en dulle og en balle på en bund af rock’n’roll. Hardinger var fan af Chuck Berry, Bundesen af Elvis Presley.
Senere i takt med den personlige modning og et stigende ambitionsniveau og et talent, der rakte længere end sjove ordspil, begyndte shubberne, som vi hurtigt kom til at kalde dem, at skrive deres egne sange, meget ofte til en melodi af Hardinger, men teksterne var som regel fælles arbejde – Hvalborg, Den røde tråd, Vuffelivov, Danmark, Sommergryder, Rom & Cola, Minus til plus.
Hemmeligheden bag, hvis der var en sådan, var stædigt, hårdt arbejde og stor musikalitet – for ikke at glemme Claus Asmussens arbejde som lydtekniker. Af tre biografier, begået af tidligere medlemmer af Shu-Bi-Dua, fremgår det, at Bundesen var indpiskeren og manden med de visuelle ideer. Manden med visionen.
MICHAEL BUNDESEN – OG RESTEN AF SHU-BI-DUA, 1980, PR-FOTO
Mens det nordsjællandske Shu-Bi-Duas folkelige popularitet voksede eksplosivt i sidste halvdel af 70’erne stod bandet lidt som outsidere i den danske rockbranche. Der var den meget omtalte konflikt og drillerierne med kollegerne fra Christianshavn, Gasolin’ og en politisk rockscene, hvor Shu-Bi-Dua ikke rigtig passede ind.
Lidt politik, lidt satire, lidt sex, lidt gas, lidt begavet småfilosofi, lidt ærkedansk småanarki og et par skrøner fra de varme lande
Ganske som filmens Olsen-Banden samtidig havde Shubberne fundet deres eget udtryk, der afspejlede Danmark, som det kunne se ud hen over en spegepølsemad og lidt feelgood small talk på den lokale kaffebar.
Lidt politik, lidt satire, lidt sex, lidt gas, lidt begavet småfilosofi, lidt ærkedansk småanarki og et par skrøner fra de varme lande.
Og hvis man lytter lidt efter på Shu-Bi-Dua 6 og fremefter en lidt melankolsk grundtone i mange af gruppens mere upåagtede sange. Det var sange med appel til flere generationer. Sange med ord og begreber, der for længst er krøbet ind i det danske sprog.
Det er hverken tilfældigt eller misvisende, at Michael Bundesen senere kaldte orkestret for en rejsende revy.
På toppen af karrieren omkring årtiskiftet 1970’erne/80’erne var Shu-Bi-Dua Danmarks bedst sælgende rocknavn. Senere dalede populariteten, men helt frem til slutningen optrådte bandet for et enormt publikum.
I 1985 forlod Bundesen for en kort bemærkning gruppen Shu-Bi-Dua. Efter en tid som chef på Kanal 2 vendte han dog tilbage til bandet, der i 1992 fik et stort comeback i forbindelse med udgivelsen af Shu-Bi-Dua 13, der indeholdt kæmpehittet Sexchikane.
Det er i høj grad Bundesens ære, at unge og ældre danskere efterfølgende har bygget til og fra og dermed udviklet det danske sprog
I 2011 blev Michael Bundesen ramt af en blodprop i hjernen, og han måtte indse, at karrieren som sanger var slut. Shu-Bi-Dua gik herpå i opløsning efter at have eksisteret med skiftende besætninger.
Optimisme og livsvilje
Den sidste del af Bundesens liv, mens han arbejdede med sin genoptræning, koncentrerede han sig om at male. I malerierne kunne han udtrykke, hvad han ikke kunne i sangen.
Da jeg interviewede ham i 2015, viste han mig nogle af sine malerier og fortalte om et af dem, at det var inspireret af Stevie Wonders As, der handler om en mand, der fornemmer sin partners utroskab.
Fornemmelsen af at være udenfor, genkendte han i sin kørestol. Samtidig understregede han, at han havde bevaret sin optimisme og livsvilje og havde affundet sig med sine vilkår og i øvrigt varmede sig ved al den støtte, han fik fra sine mange fans.
Til gengæld var det tydeligt, at en ny 90’er generation af ordjonglører som Malk de Koijn, Den Gale Pose, Rockers by Choice og ikke mindst Østkyst Hustlers i en eller anden udstrækning stod i gæld til shubberne
Et sted i sin meget ærlige biografi Alting har en ende fortæller Michael Bundesen om arbejdet med Halfdan, et album, han udgav sammen med Jan Rørdam i 2006.
Udover Elvis og The Beatles havde Bundesen Bob Dylan med i bagagen, da Shu-Bi-Dua blev dannet – og kærligheden til vise- og folkemusik var vedholdende. Halfdan, hvor Bundesen synger så flot, fik desværre kun begrænset opmærksomhed.
Bundesens stemme klæder Halfdan Rasmussens livskloge, lyse poesi. Ikke kun musikalsk, også åndeligt. Halfdans ord boltrer sig trygt i Bundens favn.
I øvrigt lå tonelejet i flere af Shu-Bi-Duas tekster i storhedstiden tæt på digtere som Halfdan og Frank Jæger. Ærgerligt, ikke bare for Bundesen, at han ikke fik mulighed for at prøve sig selv mere af som solist.
Til gengæld var det tydeligt, at en ny 90’er generation af ordjonglører som Malk de Koijn, Den Gale Pose, Rockers by Choice og ikke mindst Østkyst Hustlers i en eller anden udstrækning stod i gæld til shubberne.
Vi lærte retskrivning i klasselokalet. Vi lærte sproget i skolegården og lærervikarerne hed Shu-Bi-Dua og Gasolin’
Det gælder det meste dansksprogede pop og rock. I 2017 opgjorde Gaffa, at hele 28 % af de ord, der optræder i Shu-Bi-Duas tekster er unikke.
De optræder ikke andre steder. Det er i høj grad Bundesens ære, at unge og ældre danskere efterfølgende har bygget til og fra og dermed udviklet det danske sprog. Vi lærte retskrivning i klasselokalet. Vi lærte sproget i skolegården og lærervikarerne hed Shu-Bi-Dua og Gasolin’.
”Når dit hjerteslag, bliver væk en dag, er det så forbi, gu’ det ej fordi, der er meget mer’ mellem himmel og jord,” sang Bunden, som han oftest blev kaldt af kollegerne i Shu-Bi-Dua, i Stjernefart, der udkom i 1980.
Uanset hvilke vandringer, Michael Bundesens sjæl måtte stå overfor i det ukendte, er det helt sikkert, at hans og hans livsværks eftermæle aldrig vil være forbi. Et eller andet sted i dronningeriget vil Michael Bundesens dybe bas altid lyde, om ikke andet et sted i erindringen eller som en skygge. Og altid vil vi huske Bundens smil.
”Vi er 70 – 80 stykker her i aften. Så I skal altså drikke for 150.”
Med disse ord indledte spillesteds-boss Charlotte Bertelsen forleden en støttekoncert for det hippe Frederiksberg-spillested Bartof Station.
Nu kommer jeg nok aldrig til at vinde verdensmesterskabet i autoritetstro, men er der noget, jeg som så mange andre har lært under coronakrisen, er det at udvise samfundssind og leve efter øvrighedens befalinger. Og når ordren lyder som ovenstående, er det bare at rette ind.
Strukturelle og digitale forandringer gjort, at jeg principielt kan lytte til al musik i hele verden på min streamingtjeneste for 99 kr. om måneden. Heraf går et par håndører til musikerne. For mig som for millioner andre er musik en sonisk livsledsager, man vågner med, lever med og går til ro med. På daglig basis. Gennem livet
Betragt det følgende som en støtteerklæring til den danske livescene, baseret på eksemplets magt en torsdag aften på Frederiksberg.
Kan coronakrisen fremme integriteten i musikbranchen?
I første omgang blev jeg inspireret, da jeg for nylig interviewede Kim Larsens tidligere manager Jørn Jeppesen, der talte om kompromisløshed og integritet.
”Jeg har selv været tæt på Kim og oplevet det på nært hold. I dag er branchen fyldt af artister, der kører rundt i sponsorbiler eller investerer i ejendomme. Kunstnerne er blevet små forretningsmænd, der tænker i Excel-ark. Det handler om strategi og om, hvad Toppen af Poppen kan gøre for din karriere,” sagde han her på POV, og tilføjede:
“Det har ikke noget med musik og originalitet at gøre, og det er en af grundene til, at jeg har mistet lysten til at være manager. Det er blevet uinteressant. Jeg har selv været med til at tjene penge, og har intet imod det overhovedet. Det skal bare ikke være det, der er drivkraften hos en kunstner eller en musiker.”
Med fare for at lyde kynisk kan coronakrisen måske være fremmende for integritet og kompromisløshed i musikbranchen. For koncertbranchen bløder, og musikere, bookere, spillesteder, koncertarenaer, festivaler og alle de andre, der arbejder for disse, er voldsomt presset på økonomien.
Som Charlotte Bertelsen også sagde i Bartof: ”Vi risikerer snart at gå konkurs.”
The love you take is equal to the love you make
Der er vedtaget flere forskellige støttemuligheder under coronakrisen. Men skal man tro diverse brancheorganisationer, er det langt fra nok til at sikre, at Danmark også i fremtiden har et levende musikliv. Men statsstøtte gør det ikke alene.
Strukturelle og digitale forandringer har gjort, at jeg principielt kan lytte til al musik i hele verden på min streamingtjeneste for 99 kr. om måneden. Heraf går et par håndører til musikerne. For mig som for millioner andre er musik en sonisk livsledsager, man vågner med, lever med og går til ro med. På daglig basis. Gennem livet. Det er et livsvilkår på linje med alt muligt andet.
Det er på tide, at vi begynder at betale tilbage til dem, der skaber musikken.
Under en jamsession med coverversioner, hvor kaos ligger som en mørk sky i horisonten, og sol og vind skal deles lige mellem deltagerne, bliver det hurtigt musik for dens egen skyld
Som med alle andre former for kærlighed, hvis den skal holdes sprælsk og i live, er det med the love of music som Paul McCartney synger på Abbey Road:
”And in the end / The love you take / Is equal to the love you make.”
Til gengæld er det ikke som Sir Paul sang fem år tidligere: ”Money can’t buy me love”. Ikke når det gælder musik. Der er brug for penge.
CORONAKRISEN – STØTTEKONCERT: B-JOE’S BLUES JOINT – ASMUS JENSEN, JESPER LYNGHUS, MICHAEL ENGMAN OG JOE JOHANSEN. FOTO: TORBEN CHRISTENSEN
Så da jeg læste, at guitaristen B-Joe stod som arrangør af et støttearrangement for Bartof Station – ja, så var det bare at skrive til en gammel ven: Vil du med?
B-Joe kender mange sikkert som guitarist i Michael Hardinger Band – en slags Shu-Bi-Dua mark 2 eller 17, afhængig af hvordan man tæller. Johansen er en fremragende blues- og rockguitarist med eksamen fra Hendrix-akademiet.
Med sig på scenen havde han en række musikere, den danske rockscenes blue collar guys, der i årtier har slidt sålerne flade på små og store danske koncertscener for, som C.V. Jørgensen engang sang, et ’sultesalær’.
Og nu vi er ved ham. Den ene af det til lejligheden sammensatte band i Bartof Station var CV’s faste bassist Knut Henriksen, der er den menneskelige inkarnation af begrebet steady. Som den enormt lydhøre og diskrete trommeslager Asmund Jensen og legendariske Jørgen Lang var Henriksen med i Delta Blues Band indtil Troels Jensens død tidligere i år.
Hvis den slags skal fungere, må det som forleden være med koncertens dynamik og spændstighed i samspillet fremfor at lyde som en træt øveaften på Bodega Dvask i Væltetlokumkøbing
Jørgen Lang har ladet sine mundharper lyde på den danske scene siden begyndelsen af 70erne. Han har spillet med så mange musikere og på så mange plader, at det ville kræve en udvidelse af min Microsoft-pakke at få dem alle med her.
Musik under coronakrisen: Fest, drøn og forløsning
Allerede fra det første nummer var der en stemning af fest, drøn og forløsning i lokalet. Under en jamsession med coverversioner, hvor kaos ligger som en mørk sky i horisonten, og sol og vind skal deles lige mellem deltagerne, bliver det hurtigt musik for dens egen skyld.
Hvis den slags skal fungere, må det som forleden være med koncertens dynamik og spændstighed i samspillet fremfor at lyde som en træt øveaften på Bodega Dvask i Væltetlokumkøbing.
Bare nogle få nedslag fra en fed aften :
Der var B-Joes lyriske og udfordrende guitarspil i en passende hyldest til nyligt afdøde Peter Green (Fleetwood Mac) i Robert Johnsons Love in Vain Blues. Passende ikke bare som nekrolog, men også fordi sangen indledes med linjen ”I followed her down to the station”. Bartof Station. Notch, notch.
Den legende lethed, hvormed den garvede guitarist Peter Brander spiller sine soli.
Ovenfor: Optagelse med Delta Blues Band, som tre af støttekoncertens medlemmer spillede med i.
Det fantastiske tætte samspil mellem trommeslager Asmund Jensen og Knut Henriksen hele vejen igennem. Ét glimt: Et indforstået grin mellem de to, da de på et tidspunkt for Robert Johnson ved hvilken gang faldt sammen ned på den sidste, tolvte takt i en bluesrundgang.
Livstykket Louise Brüel Flagstad, som jeg beskæmmet må indrømme, at jeg aldrig tidligere har set optræde. Du milde – her kan man tale om en sanger, der lever i sin musik. Hun er ikke ligefrem skøn-sanger, men der bor en dejligt udisciplineret rå urkraft i hendes vokal. Som det blev sagt et par gange på scenen, ”den danske Janis”. Sådan lød hun både i The Spencer Davis Groups Gimme Some Lovin’ og Kris Kristoffersons og Fred L. Fosters Me and Bobby McGee.
Småt som modsætning til kæmpekoncerter, hvor oplevelsen drukner i ekko, elendig lyd, skubben, forprogrammeret optræden, mas og et storknævrende publikum, der gør hvad det kan for at sabotere koncerten
Et andet moment da countrysangerinden Nanna Larsen steg på scenen med en totalt charmerende instrumentalversion af samme Janis’ Mercedes Benz. Gang på gang blev vi mindet om glæden ved at lytte til musik opstår og forsvinder i nuet.
Måske er der kommet noget godt ud af coronakrisen. At vi var nogle, der tvunget af omstændighederne lærte at nøjes. Lærte at småt ikke nødvendigvis er så skidt.
Der er kun intime koncerter lige nu
Småt som modsætning til overforbrug af snart sagt hvad som helst – plastic, CO2, den Mercedes Benz, som Nanna sang om og you name it.
Småt som modsætning til kæmpekoncerter, hvor oplevelsen drukner i ekko, elendig lyd, skubben, mas og et storknævrende publikum, der gør hvad det kan for at sabotere koncerten – og hvor musik, koreografi og scenografi i øvrigt ofte er forprogrammeret til det forudsigelige.
Mener jeg, at musikere skal holde op med at investere i ejendomme? Det må de selv om. Går ud fra, de som de humanister, de er, sørger for små huslejer i deres boliger.
Mener jeg, at man skal afskaffe kæmpekoncerter og festivaler i al evighed?
Selvfølgelig ikke. Ikke så længe publikum aka behovet findes. Der er i øvrigt enorm forskel på at opleve musikken og det, den gør ved rummet, siddende eller stående.
Mener jeg, at vi skal tilbage til den tid, hvor kunstnere levede på loftskamre med bivokslyset blafrende på grund af trækken. Nej, selvfølgelig ikke. Mener jeg, at musikere skal holde op med at investere i ejendomme? Det må de selv om. Går ud fra, de som de humanister, de er, sørger for små huslejer i deres boliger.
Men de fem siddende koncerter, jeg har været til i løbet af sensommeren, har mindet mig om, at der faktisk kan opstå noget vigtigt i det intime rum, hvor musikere, musikken og vi, der lytter, sidder på nakken af hinanden, og hvor vi kan se og mærke hinandens erfaring, hår, rynker, skæve tænder, hinandens liv – og hvad har vi.
Også for musikerne og måske især dem, der mest optræder på de store scener. Det er der ikke noget nyt i. Det nye er, at der udelukkende er intime koncerter lige nu. Og der er masser af dem. Prøv det. Det er godt for alle. Det er ikke kun Mette Frederiksens ansvar at holde liv i musikscenen under coronakrisen.
Men det ville da være rart, hvis vi snart kunne slippe for at bære mundbind, når vi skal ud til den der bar, hvor Charlotte Bertelsen og kolleger tjener deres penge.
I denne podcast hylder vi de første danske musikfotografer.
Sammen med fotojournalist Helle Arensbak og instruktør Torben Skjødt Jensen deltager Mediano Music i projektet Music From The Front.
Musikfotografiet er en central del af nyere dansk kulturarv. Fotografernes dokumentation af koncerterne, musikerne, publikum. Alt det, der foregår bag kulisserne med fotografering til pladecovers, merchandise og magasiner er med til at sætte fokus på musikkens betydning for vores kollektive bevidsthed.
Musikfotograferne tog nogle af vores tids mest ikoniske billeder. De var til stede, da musikken eksploderede i Danmark i 1960´erne og flere årtier frem, hvor branchen skiftede karakter. Dermed ændrede fotografernes vilkår sig også.
Vigtigt foto:
I denne podcast taler Jan Eriksen med pionererne inden for dansk rockfotografi, Gorm Valentin, Steen Møller Rasmussen, Susanne Mertz, Ole Christiansen og Jørgen Angel.
Vi bad dem medbringe et fotografi, der betyder meget for dem. Du kan se dem her nedenfor.
Og finde flere info om fotograferne på deres sites eller deres Facebook-profiler:
mertz-foto.dk
olechristiansen.dk
angel.dk
Flere podcasts vil følge.
Der er musik af R.E.M., Louis Armstrong, Sonny Rollins, T. Rex, The Beatles, Led Zeppelin, Red Squares, Gasolin’, Sebastian, Bob Marley, Bruce Springsteen, Chet Baker, Bob Dylan, TV-2 og Iggy Pop i podcasten.
Foto-collage: Helle Arensbak
Du kan lytte til podcasten her:
Chet Baker, fotograferet af Gorm Valentin
Jimmy Page i K.B. Hallen, 28. februar 1970. The Whoosh. Foto: Jørgen Angel
Steen Møller Rasmussen med sit foto af Bruce Springsteen og Clarence Clemmons, Brøndby-Hallen 1981. Foto: Helle Arensbak.
Bob Dylan på scenen i Brøndby-Hallen i 1980. Foto: Susanne Mertz
Coveret til TV-2 albummet ‘Beat’. Foto: Ole Christiansen
Det første pressefoto af Gasolin’ med Søren Berlev. Foto: Susanne Mertz
Red Squares i Glostrup, 1969. Foto: Steen Møller Rasmussen
Bob Marley på Roskilde Festival 1978. Foto: Gorm Valentin
Iggy Pop, fotograferet af Ole Christiansen i 1989
Gorm Valentin, født i 1944. Oprindeligt uddannet som landmåler. Spillede klarinet (og spiller) i flere jazzorkestre. Inden en rejse til jazzens Mekka, New Orleans i 1969 købte han et amatør kamera. Efter hjemkomst anskaffede han sig et Nikon F kamera og siden et Leica M 2 kamera.
Efter forskellige jobs bl.a. som grammofonplade sælger og som underviser i foto på Aftenskole, blev fotografiet en levevej i 1975.
Gorm Valentin har fotograferet til flere hundrede pladeomslag, danske som udenlandske, heriblandt til C.V.Jørgensen, Gnags, Shubidua,
Thomas Helmig, NHØP, Stan Getz, Chet Baker, Bill Evans m.m.m. Leveret forsidefotos til diverse magasiner og blade såsom Euroman,
Levende Billeder, Tusind Øjne, M.M. og Jazz Special. Fotograferet til Politiken og Information gennem en årrække. Arbejdet som teaterfotograf ved flere teatre, heriblandt Aveny, Rialto og Husets Teater. Leveret fotos til flere frimærker. Illustreret adskillige bøger samt udgivet flere i eget navn, bl.a. SORT på HVIDT i 2004. Udstillet flittigt i ind- og udland og er repræsenteret i diverse samlinger, private som offentlige.
Gorms stil er ofte forsøgt efterlignet (og tak for det), den kan ikke enkelt beskrives, men er kendetegnet ved et særligt lys samt nærvær med den samt nærvær med den portrætterede og en grafisk stram komposition. Gorm Valentin er stadig aktiv som fotograf inden for musik, men også som “gade” og kunstfotograf, samt som foredragsholder.
Steen Møller Rasmussen, fotograf, instruktør, billedkunstner, der er søn af bagermester Erik Andreas Rasmussen og Margit Møller Nielsen, blev uddannet som filmfotograf ved Den Danske Filmskole 1977-1980. Han har været fotograf på talrige projekter for andre instruktører, og har desuden skabt en række film i eget navn. Fra 1980 har han været dokumentarist og projektmager på den danske kunst- og filmscene. Som stillfotograf har han en enorm produktion bag sig, ikke mindst af billeder til kunstbøger, kataloger og tidsskrifter. Ligesom han har fungeret som fotograf på en lang række kortfilm, dokumentarfilm og tv-programmer. I 1980’erne skabte han kunstnerfilm sammen med “de unge vilde”, f.eks. “In/Out the Flat” (1985) med Claus Carstensen og Peter Bonde, og “Tretten” (1989) med små visuelle portrætter skabt i samarbejde med de medvirkende billedkunstnere. I 1990’erne skabte han et stort antal eksperimental- og portrætfilm, alene eller i samarbejde med andre. Her kan nævnes: “The Place To Be” (1996), “Reading Lips” (1996) og “Lowell Celebrates Kerouac” (1998). Fra 1989 har han levet sammen med cand.phil. Susanna Neimann (f. 28-05-1958). (Fra danskefilm.dk)
Susanne Mertz – fra mertz-foto.dk
Jeg er udlært som fotograf hos Rigmor Mydtskov og Steen Rønne i 1967. Har arbejdet som fotograf hos Claude Rodriguez i Paris 1967-68. Siden 1972 har jeg arbejdet som selvstændig free-lance fotograf. Undervist i fotografi på Krogerup Højskole fra 1977-80. Undervist i fotografi på Skolen for Kunstformidling på Kunstakademiet fra 1980-1995. Har siden 1974 været med i Fotograf Studiet 5 C, på Nørrebro.
Jørgen Angel – fra angel.dk
Født i 1951 i København. Har været fotograf i musikbranchen siden slutningen af 60erne til begyndelsen af 80erne. Han har leveret fotos til utallige magasiner, albumomslag, bøger i Skandinavien og andre steder. Jørgen Angel har taget sine fotos over hele Skandinavien, Storbritannien og USA – ved koncerter, receptioner, eksklusive fotosessions eller på på farten med bands. Jørgen Angels kunst har sin styrke i den varme relation, han udviklede til dem, han fotograferede. Han var med Alice Cooper til striptease-show i private hjem for at fotografere bands som The Who, Roxy Music, Pretty Things og Uriah Heep eller, han var en tur på landet med Arthur Brown for at tage et af hans meget værdsatte fotos.
Ole Christiansen – fra olechristiansen.dk
Har gennem årene leveret billeder til et utallige af bøger, tidsskrifter, pladecovers, årsrapporter mv. En særlig optagethed har været musikfotografering, portrætter, men også – ofte stærkt grafisk understreget urbane landskaber. Christiansen har udstillet i en lang række sammenhænge, og har i 2003 offentliggjort bogen “Photographs” på Peoples Press. Han er repræsenteret i National History Museum, Frederiksborg Slot, Hillerød. Det Kongelige Bibliotek, København. Museum of Photographic Arts, Brandts, Odense. Ole Christiansen er kendt for sin covers af Euroman og pladecovers af bands som Sort Sol, TV2, Thomas Helmig og mange andre. Hans visuelle signatur er unik og adskiller sig ved en meget grafisk look. I de senere år har han begyndt at skabe levende billeder, bl.a, videoinstalationer for bl.a. Eva Koch.
